1.

Så drejer det sig igen om »Feta«. Sådan kan den foreliggende sag præsenteres for studerende i EU-ret, eftersom der er tale om i hvert fald det fjerde kapitel i det, der er blevet kaldt »Feta«-sagaen ( 2 ).

2.

I den foreliggende sag har Europa-Kommissionen ved at anlægge et søgsmål i henhold til artikel 258 TEUF nedlagt påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Danmark har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 13 i forordning nr. 1151/2012 ( 3 ) ved at undlade at hindre eller standse anvendelsen af betegnelsen »Feta« for ost, der er produceret i Danmark og bestemt til eksport til tredjelande. Kommissionen har ligeledes gjort gældende, at Kongeriget Danmark har tilsidesat sine forpligtelser til loyalt samarbejde i henhold til artikel 4, stk. 3, TEU, enten alene eller sammenholdt med artikel 1, stk. 1, og artikel 4 i forordning nr. 1151/2012.

3.

»Feta« er en ostetype, der traditionelt fremstilles af fåremælk eller fåre- og gedemælk i dele af Grækenland. For dem, der ønsker at få mere at vide om »Feta«, henviser jeg til generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomers poetiske beskrivelse, da jeg ikke selv kunne formulere det bedre ( 4 ). Det er vigtigt for den foreliggende sag, at betegnelsen »Feta« siden 2002 har været registreret som beskyttet oprindelsesbetegnelse (herefter »beskyttet oprindelsesbetegnelse«) i henhold til EU-retten ( 5 ).

4.

EU har reguleret beskyttelsen af produkter på grundlag af deres geografiske oprindelse i relation til landbrugsprodukter og fødevarer ( 6 ) samt vin ( 7 ), spiritus ( 8 ) og aromatiserede vinprodukter ( 9 ). Beskyttelsen af landbrugsprodukter og fødevarer samt vin er baseret på begreberne beskyttet oprindelsesbetegnelse og beskyttet geografisk betegnelse (»BGB«, herefter »beskyttet geografisk betegnelse«), mens begrebet geografisk betegnelse (»GB«, herefter »geografisk betegnelse«) er blevet anvendt i forbindelse med spiritus og aromatiserede vinprodukter. Begrebet beskyttet oprindelsesbetegnelse omfatter en særlig tilknytning mellem produktets kvalitet og et bestemt geografisk område, der er stærkere end en beskyttet geografisk betegnelse, da alle produktionstrin og relevante komponenter skal have oprindelse i det afgrænsede geografiske område ( 10 ). Ud over beskyttet oprindelsesbetegnelsen »Feta« i Grækenland er andre eksempler »Parmigiano Reggiano« i Italien, »Champagne« i Frankrig og »Paški sir« i Kroatien, for blot at nævne nogle få.

5.

Registreringen af betegnelsen »Feta« som beskyttet oprindelsesbetegnelse skete først efter en nogle sager, hvor en række medlemsstater havde modsat sig den. »Feta«-sagaen begyndte imidlertid endnu tidligere. Den første sag omfattede en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende foreneligheden med de EU-retlige bestemmelser om fri bevægelighed af græske foranstaltninger, der var til hinder for markedsføring i Grækenland af ost fra Danmark med betegnelsen »Feta«. Det præjudicielle spørgsmål blev imidlertid trukket tilbage, inden Domstolen kunne træffe afgørelse ( 11 ). Den anden sag var et annullationssøgsmål anlagt af Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik til prøvelse af Kommissionens forordning om registrering af »Feta« som en beskyttet oprindelsesbetegnelse i 1996 ( 12 ). I sin dom ( 13 ) gav Domstolen sagsøgerne medhold og annullerede den pågældende forordning med den begrundelse, at Kommissionen ikke havde taget behørigt hensyn til alle de nødvendige faktorer ved vurderingen af, om et navn havde fået karakter af artsbetegnelse ( 14 ). I den tredje sag frifandt Domstolen imidlertid Kommissionen i det af Kongeriget Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland anlagte annullationssøgsmål til prøvelse af forordning nr. 1829/2002, hvorved Kommissionen efter en fornyet undersøgelse endnu en gang registrerede »Feta« som en beskyttet oprindelsesbetegnelse ( 15 ).

6.

På grundlag af forordning nr. 1151/2012 betyder registreringen af betegnelsen »Feta« som en beskyttet oprindelsesbetegnelse, at anvendelsen heraf forbeholdes ost, som har oprindelse i det bestemte geografiske område i Grækenland og er i overensstemmelse med varespecifikationen i forordning nr. 1829/2002.

7.

I henhold til artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 1151/2012 skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger til at hindre eller standse ulovlig anvendelse af registrerede beskyttede oprindelsesbetegnelser på deres område. Kommissionen har – støttet af Den Hellenske Republik og Republikken Cypern – gjort gældende, at Kongeriget Danmark har tilsidesat denne forpligtelse ved at undlade at hindre eller standse anvendelsen af betegnelsen »Feta« for ost, der er produceret i Danmark og bestemt til eksport til tredjelande.

8.

Kongeriget Danmark har ikke bestridt, at det ikke hindrer eller standser producenternes anvendelse på dets område af betegnelsen »Feta«, hvis disses produkter er bestemt til eksport til tredjelande. Det er imidlertid af den opfattelse, at forordning nr. 1151/2012 kun finder anvendelse på produkter, der sælges i EU, og ikke omfatter eksport til tredjelande. Efter dets opfattelse udgør anvendelsen af betegnelsen »Feta« for ost, der er produceret i Danmark, men udelukkende bestemt til eksport til markederne i tredjelande, hvor betegnelsen »Feta« ikke er beskyttet på grundlag af en international aftale, derfor ikke en tilsidesættelse af forordning nr. 1151/2012. Det er derfor ikke i strid med forpligtelsen i artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 1151/2012 at undlade at hindre eller standse anvendelsen af betegnelsen »Feta« for eksporteret ost, da en sådan forpligtelse ikke følger af denne bestemmelse.

9.

Hovedsagen mellem parterne i den foreliggende sag angår nærmere bestemt spørgsmålet, om den relevante EU-ret er til hinder for anvendelsen af betegnelsen »Feta« for produkter, der eksporteres til tredjelande, og som ikke er produceret i overensstemmelse med varespecifikationen for »Feta« som en registreret beskyttet oprindelsesbetegnelse.

10.

For at gøre det klart vedrører tvisten ikke Unionens kompetencer. Kongeriget Danmark har ikke gjort gældende, at Unionen ikke har kompetence til at lovgive med henblik på at forbyde anvendelsen af betegnelsen »Feta« for eksporterede produkter. Det har alene gjort gældende, at EU-lovgiver i henhold til den gældende lovgivning ikke valgte at forbyde en sådan anvendelse.

11.

I den foreliggende sag skal Domstolen derfor fortolke anvendelsesområdet for forordning nr. 1151/2012. Forudsætningen herfor er en forståelse af baggrunden for og formålet med beskyttelsen af geografiske betegnelser, og nærmere bestemt af beskyttede oprindelsesbetegnelser, således som det var EU-lovgivers hensigt. Denne sag rejser ligeledes nogle vigtige spørgsmål vedrørende princippet om loyalt samarbejde i artikel 4, stk. 3, TEU i forbindelse med traktatbrudssøgsmål anlagt mod medlemsstaterne.

12.

For at kunne afgøre denne sag skal Domstolen fortolke forordning nr. 1151/2012. Forordningens artikel 1 med overskriften »Formål«, som er indeholdt i dens afsnit I (»Generelle bestemmelser«), bestemmer:

»1.   Denne forordning har til formål at hjælpe producenter af landbrugsprodukter og fødevarer med at informere køberne og forbrugerne om produkternes og fødevarernes karakteristika og landbrugsmæssige kvaliteter, hvorved der sikres:

Foranstaltningerne i denne forordning har til formål at støtte landbrugs- og forarbejdningsaktiviteter og produktionsmetoder, der er forbundet med produkter af høj kvalitet, hvilket bidrager til at nå målene i politikken for udvikling af landdistrikterne.

[…]«

13.

Artikel 4 i forordning nr. 1151/2012 med overskriften »Formål«, som indgår i denne forordnings afsnit II (»Beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser«), bestemmer:

»Der oprettes en ordning for beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser, som har til formål at hjælpe producenter af produkter, der er knyttet til et geografisk område, med at:

14.

Artikel 13 i forordning nr. 1151/2012 i den affattelse, der fandt anvendelse på det relevante tidspunkt ( 16 ) med overskriften »Beskyttelse«, og som ligeledes indgår i forordningens afsnit II, bestemmer:

»1.   Registrerede betegnelser beskyttes mod:

Hvis en beskyttet oprindelsesbetegnelse eller en beskyttet geografisk betegnelse indeholder en produktbetegnelse, som betragtes som en artsbetegnelse, vil anvendelsen af denne artsbetegnelse ikke blive anset for at være i strid med første afsnits litra a) eller b).

2.   Beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser må ikke blive artsbetegnelser.

3.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige administrative og retslige foranstaltninger til at hindre eller standse ulovlig anvendelse af beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser som omhandlet i stk. 1 i forbindelse med produkter, der fremstilles eller markedsføres i den pågældende medlemsstat.

[…]«

15.

Efter klager indgivet af de græske myndigheder fremsendte Kommissionen den 26. januar 2018 en åbningsskrivelse til Kongeriget Danmark i overensstemmelse med artikel 258 TEUF, hvori den anførte, at denne medlemsstat ved at undlade at hindre eller standse danske producenter i at eksportere ost med betegnelsen »Feta« til tredjelande til trods for, at denne ost ikke var i overensstemmelse med varespecifikationen for »Feta« i forordning nr. 1829/2002, overtrådte EU-retten, og navnlig artikel 4 TEU og artikel 13 i forordning nr. 1151/2012.

16.

Den 21. marts 2018 besvarede Kongeriget Danmark åbningsskrivelsen og bestred Kommissionens argumenter.

17.

Den 25. januar 2019 fremsendte Kommissionen Kongeriget Danmark en begrundet udtalelse, hvori den anmodede denne medlemsstat om at bringe de hævdede tilsidesættelser af artikel 4, stk. 3, TEU og artikel 13 i forordning nr. 1151/2012 til ophør inden for en periode på to måneder fra modtagelsen af den begrundede udtalelse.

18.

Den 22. marts 2019 besvarede Kongeriget Danmark den begrundede udtalelse og fastholdt sit standpunkt om, at de hævdede tilsidesættelser var ubegrundede.

19.

Ved stævning indleveret den 8. april 2020 har Kommissionen anlagt den foreliggende sag ved Domstolen i henhold til artikel 258 TEUF. Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

20.

I svarskriftet, der blev indleveret den 6. oktober 2020, har Kongeriget Danmark nedlagt følgende påstande:

21.

Kommissionen og Kongeriget Danmark har endvidere indleveret henholdsvis en replik og en duplik den 1. december 2020 og den 29. januar 2021.

22.

Ved kendelser af 8. og 18. september 2020 gav Domstolens præsident Den Hellenske Republik og Republikken Cypern tilladelse til at intervenere i den foreliggende sag til støtte for Kommissionens påstande.

23.

Der er ikke afholdt retsmøde, da ingen af sagens parter har anmodet herom. Domstolen har i overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, i Domstolens procesreglement stillet Kommissionen, Kongeriget Danmark, Den Hellenske Republik og Republikken Cypern nærmere angivne spørgsmål til skriftlig besvarelse. Alle disse parter har rettidigt indgivet skriftlige svar på de spørgsmål, der var stillet.

24.

Indledningsvis skal det anføres, at forordning nr. 1151/2012 ikke indeholder nogen bestemmelse, der udtrykkeligt angiver, at den finder anvendelse på eksport til tredjelande. Det fremgår derfor ikke klart, om denne forordning kan fortolkes således, at den finder anvendelse på en sådan eksport eller ej. Isoleret betragtet – og uden at det berører min nedenstående bedømmelse – er det min opfattelse, at de holdninger, som Kommissionen og Kongeriget Danmark har givet udtryk for i denne henseende, er lige rimelige. Der er derfor to mulige fortolkninger af artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 1151/2012.

25.

De to modsatrettede forståelser af forordning nr. 1151/2012 synes at følge af forskellige fortolkningsrammer.

26.

Jeg vil beskrive Kommissionens perspektiv som et perspektiv, der understreger vigtigheden af beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder og forstår beskyttede oprindelsesbetegnelser som nødvendige for at fremme værdier for lokalsamfund. Jeg vil henvise til dette perspektiv som fortolkningsrammen for intellektuel ejendomsret.

27.

Kongeriget Danmarks forståelse af forordning nr. 1151/2012 tager derimod udgangspunkt i liberaliseringen af samhandelen. Jeg forstår en sådan fortolkningsramme således, at den bygger på den logik, at samhandel i princippet er godt og derfor ikke bør hindres. Hindringer for samhandelen kan tillades, men bør betragtes som undtagelsen og ikke som reglen. Jeg vil henvise til dette perspektiv som fortolkningsrammen for handelsliberalisering.

28.

Denne danske holdning er næppe overraskende. Det er nødvendigt at holde sig for øje, at produktionen og eksporten af ost under betegnelsen »Feta« har eksisteret i Danmark siden 1960’erne ( 17 ). Dette ligger før registreringen af »Feta« som en beskyttet oprindelsesbetegnelse i 2002. Det ser endda ud til, at der har været et incitament til at eksportere ost under betegnelsen »Feta« som følge af Unionens eksportrestitutioner ( 18 ). I modsætning til den »Feta«, der i dag er beskyttet som en beskyttet oprindelsesbetegnelse, fremstilles »dansk Feta« af komælk ved hjælp af forskellige fremstillingsmetoder. Danske producenter konkurrerer – sammen med andre producenter af det, jeg vil kalde »falsk Feta« – med producenter af ægte »Feta« på markederne i tredjelande, hvor betegnelsen »Feta« ikke er beskyttet.

29.

De to forskellige fortolkningsperspektiver resulterer i de forskellige argumenter, som Kommissionen og Kongeriget Danmark har fremført i denne sag, og fører til den underliggende uenighed om, hvad denne sag egentlig drejer sig om.

30.

Efter Kongeriget Danmarks opfattelse vedrører denne tvist EU-lovgivers hensigt, idet EU-lovgiver i forbindelse med vedtagelsen af forordning nr. 1151/2012 ifølge denne medlemsstat ikke havde til hensigt at hindre eksporten af »falsk Feta« til tredjelande. Denne forordning kan derfor ikke fortolkes således, at den forbyder danske (eller andre) producenter af »falsk Feta« at konkurrere på de tilgængelige internationale markeder (dem, der ikke beskytter »Feta«). Kongeriget Danmark er derfor af den opfattelse, at det ikke var forpligtet til at hindre en sådan eksport.

31.

Kommissionen er – støttet af Den Hellenske Republik og Republikken Cypern som intervenienter – af den opfattelse, at denne tvist vedrører danske producenters ulovlige anvendelse af betegnelsen »Feta«. Ifølge deres perspektiv er produktets bestemmelsessted uden relevans for at fastslå den hævdede tilsidesættelse.

32.

Parterne har fremført de sædvanlige typer af argumenter for at begrunde deres holdninger på grundlag af den pågældende lovgivnings ordlyd, sammenhæng og formål og forarbejderne hertil i lyset af tilgangen i Domstolens praksis ( 19 ). Jeg vil vise, at hvis disse argumenter ses inden for deres egne fortolkningsrammer, forekommer de overbevisende eller i det mindste temmelig overbevisende for hver part. Det er tilfældet, fordi parterne vælger de argumenter, som stemmer bedst overens med deres respektive fortolkningsramme.

33.

Efter min opfattelse er det, som Domstolen skal gøre i den foreliggende sag, derfor ikke at foretage en afvejning af og et valg mellem argumenterne, men snarere at vælge mellem de to fortolkningsrammer. Den ramme, som efter Domstolens opfattelse stemmer bedst overens ( 20 ) med den politik, der ligger til grund for beskyttelsen af oprindelsesbetegnelser, er den ramme, hvis argumenter bør tillægges mest vægt.

34.

I betragtning af, at de anvendes inden for de forskellige fortolkningsrammer, »taler« parternes argumenter ikke altid med hinanden. Den ene eller den anden part fremfører imidlertid undertiden ligeledes argumenter inden for den fortolkningsramme, der anvendes af den anden part. I det følgende afsnit vil jeg sammenfatte de mest relevante argumenter, som parterne har fremført, og systematisere dem under de traditionelle kategorier vedrørende ordlyd, sammenhæng, formål og forarbejder samt argumenter vedrørende Domstolens praksis ( 21 ). Jeg vil dernæst fremføre mit synspunkt med hensyn til det perspektiv, som Domstolen efter min opfattelse bør give forrang, og forklare hvorfor.

35.

Som en spoiler advarsel vil jeg indledningsvis afsløre, at jeg foretrækker den fortolkningsramme, som Kommissionen og intervenienterne har slået til lyd for. Jeg foreslår derfor, at Domstolen tager den af Kommissionen nedlagte påstand om, at Kongeriget Danmark har undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til artikel 13 i forordning nr. 1151/2012, til følge.

36.

Kommissionen har støttet sig på ordlyden af artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1151/2012, som fastsætter beskyttelsen af registrerede betegnelser mod »enhver« direkte og indirekte brug ( 22 ). Den har ligeledes støttet sig på ordlyden af denne forordnings artikel 13, stk. 3, hvoraf det fremgår, at medlemsstaternes forpligtelser opstår, når den registrerede betegnelse anvendes i forbindelse med produkter, der »fremstilles eller markedsføres i den pågældende medlemsstat« ( 23 ). Disse bestemmelser gør det efter Kommissionens forståelse klart, at medlemsstaterne skal sikre beskyttelse mod anvendelsen af betegnelser, der er registreret som beskyttet oprindelsesbetegnelser, i to typer af situationer: Dels når de produkter, der anvender sådanne betegnelser, fremstilles på deres område, dels når produkter fra andre medlemsstater eller tredjelande, der ulovligt anvender den registrerede betegnelse, markedsføres på deres område.

37.

Kongeriget Danmark mener ikke, at artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 1151/2012 er så klar, som Kommissionen mener. Det har gjort gældende, at den omstændighed, at denne bestemmelse vedrører produkter, der »fremstilles eller markedsføres i den pågældende medlemsstat«, ikke i sig selv er tilstrækkelig til at fastlægge forordningens anvendelsesområde. Hvorvidt der foreligger ulovlig anvendelse, som skal hindres i henhold til denne bestemmelse, afhænger af, om osten er tiltænkt at blive bragt i omsætning på det indre marked eller eksporteret til tredjelande. Kongeriget Danmark er enigt med Kommissionen i, at beskyttelsen allerede skal gives på fremstillingstidspunktet, men alene, hvis den betegnelse, der er registreret som en beskyttet oprindelsesbetegnelse, anvendes ulovligt på dét tidspunkt. Anvendelsen af registrerede betegnelser på produkter, der er tiltænkt eksport til tredjelande, udgør imidlertid ikke en ulovlig anvendelse. Der er derfor ingen forpligtelse til at hindre anvendelsen af betegnelsen »Feta« for ost fremstillet i Danmark, men tiltænkt eksporteret til tredjelande. Hvis EU-lovgiver havde haft til hensigt, at eksport til tredjelande skulle være omfattet af forordning nr. 1151/2012, skulle den udtrykkeligt have anført dette.

38.

Set i sammenhæng med fortolkningsrammen for handelsliberalisering er et sådant argument overbevisende. Forbuddet mod at anvende en betegnelse, under hvilken et eksporteret produkt markedsføres, udgør en hindring for samhandelen ( 24 ). Man kan derfor acceptere, at en sådan hindring inden for en fortolkningsramme for handelsliberalisering ikke kan være underforstået, men skal være udtrykkeligt fastsat, og for at være lovlig skulle den ligeledes være begrundet og forholdsmæssig. Kongeriget Danmark har støttet sit argument om, at eksport til tredjelande udtrykkeligt skal være nævnt, på retssikkerhedsprincippet. Det har gjort gældende, at i betragtning af konsekvenserne for eksportører af ost under betegnelsen »Feta« bør forbuddet mod en sådan eksport være klart på grundlag af bestemmelserne i forordning nr. 1151/2012.

39.

I et forsøg på at svare på sådanne argumenter inden for fortolkningsrammen for handelsliberalisering har Kommissionen gjort gældende, at dens fortolkning, hvorefter anvendelsen af betegnelsen »Feta« ligeledes skal hindres, hvis produktet er bestemt til eksport til tredjelande, ikke udgør et eksportforbud, da danske producenter stadig kan eksportere osten; de kan blot ikke kalde den »Feta«. Selv om der ikke er tale et eksportforbud, er forbuddet mod at anvende denne betegnelse imidlertid stadig en hindring for eksporten. På grundlag af fortolkningsrammen for handelsliberalisering er Kommissionens argument derfor ikke overbevisende.

40.

Inden for sin egen fortolkningsramme har Kommissionen imidlertid karakteriseret Kongeriget Danmarks udelukkelse af eksport til tredjelande som et forsøg på at indføre en undtagelse fra ordlyden af forordning nr. 1151/2012. På grundlag af fortolkningsrammen for intellektuel ejendomsret forbyder denne ordlyd klart enhver anvendelse af betegnelser, der er registreret som beskyttet oprindelsesbetegnelser. En udtrykkelig udelukkelse af eksport til tredjelande synes derfor overflødig ud fra dette perspektiv.

41.

Ifølge Domstolens praksis omfatter bedømmelsen af en EU-retlig bestemmelses almindelige opbygning og den sammenhæng, hvori den indgår, bl.a. andre bestemmelser i forbindelse med den samme foranstaltning samt andre foranstaltninger, som i væsentlig grad er forbundet med eller knyttet til den pågældende foranstaltning ( 25 ). Begge parter har påberåbt sig andre bestemmelser i forordning nr. 1151/2012 samt andre tilknyttede EU-foranstaltninger til støtte for deres holdninger.

42.

Kongeriget Danmark har navnlig gjort gældende, at 20. og 27. betragtning til forordning nr. 1151/2012, der kræver mekanismer til beskyttelse af EU-oprindelsesbetegnelser på internationalt plan inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen (»WTO«) og ved undertegnelse af bilaterale og multilaterale internationale aftaler ( 26 ), er overflødige, hvis forordning nr. 1151/2012 selv vedrører eksport. Kommissionen er derimod af den opfattelse, at de samme betragtninger ikke kan fortolkes således, at det ville være nødvendigt med internationale aftaler for at sikre, at EU-producenter ikke underminerer EU’s bestræbelser på at beskytte beskyttet oprindelsesbetegnelser på internationalt plan. Sådanne aftaler er nødvendige for at beskytte EU’s producenter af beskyttet oprindelsesbetegnelse-produkter mod falske produkter, der markedsføres på udenlandske markeder af udenlandske producenter. Kongeriget Danmarks fortolkning af disse betragtninger er ifølge Kommissionen i strid med deres formål og tilskynder medlemsstaterne til at underminere sådanne aftaler.

43.

Republikken Cypern, der støtter Kommissionen i dens fortolkningsramme for intellektuel ejendomsret, har henvist til artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1151/2012. I henhold til denne bestemmelse må beskyttet oprindelsesbetegnelser ikke blive artsbetegnelser. Republikken Cypern har anført, at denne bestemmelse ikke er begrænset til Unionens område.

44.

Henset til den bredere sammenhæng har Kongeriget Danmark påberåbt sig andre EU-foranstaltninger vedrørende beskyttelsen af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser med hensyn til vin, spiritus og aromatiserede vinprodukter. Det har anført, at disse foranstaltninger indeholder bestemmelser, der udtrykkeligt omhandler eksport til tredjelande ( 27 ). Ved ikke udtrykkeligt at anføre dette i forordning nr. 1151/2012 har EU-lovgiver klart haft til hensigt ikke at omfatte eksport til tredjelande. Ifølge Kommissionen og intervenienterne kan den udtrykkelige henvisning til en sådan eksport i disse foranstaltninger imidlertid forklares med deres bredere anvendelsesområde. I modsætning til forordning nr. 1151/2012 omfatter de ligeledes produktrelaterede krav. Endvidere er henvisninger til eksport til tredjelande ikke nævnt i de relevante afsnit vedrørende geografiske betegnelser ( 28 ). Dette fører til den konklusion, at den omstændighed, at eksport til tredjelande udtrykkeligt er nævnt i disse foranstaltninger, ikke kan anvendes som argument for, at den manglende henvisning i forordning nr. 1151/2012 indebærer, at den ikke finder anvendelse på en sådan eksport.

45.

Kongeriget Danmark har i forbindelse med fortolkningsrammen for intellektuel ejendomsret gjort gældende, at andre EU-foranstaltninger på området for intellektuelle ejendomsrettigheder indeholder udtrykkelige bestemmelser om eksport til tredjelande ( 29 ). Hvis forordning nr. 1151/2012 skulle finde anvendelse på eksport til tredjelande, skulle den ligeledes have nævnt dette.

46.

Hvad angår den bredere sammenhæng har Kommissionen påberåbt sig forordning nr. 608/2013 ( 30 ), som fastsætter en ensartet beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (herunder beskyttet oprindelsesbetegnelser) i forbindelse med toldprocedurer, herunder når de er bestemt til eksport til tredjelande. I henhold til denne forordning kan varer, der krænker intellektuelle ejendomsrettigheder, f.eks. tilintetgøres af toldmyndighederne. Dette ville omfatte falske beskyttet oprindelsesbetegnelser bestemt til eksport, hvilket er et argument til støtte for forbuddet mod anvendelse af registrerede betegnelser på produkter, der er produceret i EU og bestemt til eksport til tredjelande.

47.

Hver enkelt EU-retsakt har – eller kan i det mindste forstås således, at den har – flere formål. I artikel 1, stk. 1, og artikel 4 i forordning nr. 1151/2012 opregnes flere formål. På grundlag af de forskellige fortolkningsrammer har parterne derfor fremhævet de formål, der forfølges med den pågældende forordning, vedrørende enten forbrugerbeskyttelse eller beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder.

48.

Kongeriget Danmark har lagt vægt på formålet om at sikre forbrugerne korrekte oplysninger. Det har derfor påberåbt sig artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1151/2012, hvorefter et af formålene hermed er at hjælpe producenterne med at informere forbrugerne om produkternes karakteristika. Sammenholdt med 2., 29. og 40. betragtning til forordning nr. 1151/2012 ( 31 ) er det ifølge Kongeriget Danmark klart, at denne forordning har forbrugere i det indre marked for øje. Da de produkter, der markedsføres uden for EU, ikke videregiver oplysninger om produkterne til forbrugere på det indre marked, bidrager en fortolkning af forordning nr. 1151/2012 således, at den henviser til eksport til tredjelande, ikke til dens formål.

49.

Kommissionen har bestridt, at det eneste formål – eller endog hovedformålet – med forordning nr. 1151/2012 er beskyttelsen af EU-forbrugere. Derimod har Kommissionen gjort gældende, at blandt de vigtigste formål med forordning nr. 1151/2012 er beskyttelsen af indehaverne af intellektuelle ejendomsrettigheder baseret på beskyttet oprindelsesbetegnelser. Deres rettigheder er kun beskyttet, såfremt forordning nr. 1151/2012 forstås således, at den ligeledes finder anvendelse på eksport til tredjelande. En sådan beskyttelse har til formål at sikre loyal konkurrence for producenter af beskyttet oprindelsesbetegnelse-produkter. Dette er i overensstemmelse med den fælles landbrugspolitiks formål om »at sikre landbrugsbefolkningen en rimelig levestandard, især ved en forhøjelse af de individuelle indkomster for de i landbruget beskæftigede personer«, som det fremgår af artikel 39 TEUF. Kommissionen har anført, at retsgrundlaget for forordning nr. 1151/2012 – sammen med artikel 118 TEUF vedrørende intellektuelle ejendomsrettigheder – er artikel 43, stk. 2, TEUF, der fastsætter Unionens kompetence til at vedtage foranstaltninger til virkeliggørelse af målsætningerne for den fælles landbrugspolitik.

50.

Kongeriget Danmark har desuden påberåbt sig artikel 1, stk. 1, litra d), i forordning nr. 1151/2012 og som et af formålene anført integritet i det indre marked. Det forstår denne bestemmelse således, at forordning nr. 1151/2012 vedrører det indre marked og ikke markederne i tredjelande. Kommissionen har besvaret sådanne argumenter ved at anføre, at formålet om at sikre integritet i det indre marked faktisk bringes i fare som følge af den ulovlige anvendelse af beskyttede oprindelsesbetegnelser, der er registreret i EU, på tredjelandes markeder.

51.

Kongeriget Danmark har gjort gældende, at Parlamentet under lovgivningsprocessen foreslog at indsætte et yderligere afsnit i artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 1151/2012 som oprindeligt foreslået ( 32 ). Ændringsforslaget havde følgende ordlyd: »For at forhindre markedsføring i EU eller eksport til tredjelande af produkter, der ikke er mærket i overensstemmelse med denne forordning, tillægges Kommissionen beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i henhold til artikel 53 til fastsættelse af, hvilke foranstaltninger medlemsstaterne skal gennemføre i denne henseende« ( 33 ). Dette ændringsforslag fandt imidlertid ikke vej til den endelige udgave af forordning nr. 1151/2012. Da EU-lovgiver behandlede spørgsmål relateret til eksport til tredjelande, men ikke omfattede eksport af den endelige tekst, har Kongeriget Danmark konkluderet, at anvendelsesområdet for denne forordning ikke omfatter en sådan eksport.

52.

Kommissionen har forklaret, at det pågældende ændringsforslag ikke fandt vej til den endelige udgave af forordning nr. 1151/2012, ikke fordi det nævnte eksport, men fordi det påtænkte at tillægge Kommissionen delegerede beføjelser.

53.

Kongeriget Danmark har endvidere påberåbt sig Regionsudvalgets udtalelse om Kommissionens forslag ( 34 ). Et af afsnittene om politiske anbefalinger vedrørte »kvalitetsbeskyttelse og kvalitetsfremme i international handel«. I denne forbindelse anbefalede Regionsudvalget, »at der træffes konkrete foranstaltninger, der kan forhindre køb og salg internt i EU samt eksport af produkter, hvis mærkning ikke stemmer overens med lovgivningen om kvalitetsordninger for EU’s landbrugsprodukter« ( 35 ). Af den omstændighed, at den ordlyd, der henviser til eksport, ikke blev afspejlet i den endelige tekst til forordning nr. 1151/2012, har Kongeriget Danmark udledt, at EU-lovgiver besluttede ikke at lade eksport til tredjelande være omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1151/2012. Kommissionen har imidlertid forklaret, at det faktisk var på grundlag af den af Parlamentet foreslåede ændring, at artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 1151/2012 nævner medlemsstaternes forpligtelse til at hindre eller standse ulovlig anvendelse af beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser, der »fremstilles eller markedsføres i den pågældende medlemsstat«. Det kan derfor ikke udledes af dette punkt i Regionsudvalgets udtalelse, at det ikke var hensigten, at eksport til tredjelande skulle være omfattet af forordning nr. 1151/2012.

54.

Kongeriget Danmark har henvist til dom af 10. december 2002, British American Tobacco (Investments) og Imperial Tobacco ( 36 ). Denne sag udsprang af en præjudiciel forelæggelse vedrørende fortolkningen og gyldigheden af et EU-direktiv om fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer. Domstolen fastslog bl.a., at direktivets artikel 7, som vedrørte varebetegnelser, kun fandt anvendelse på cigaretter, der markedsføres inden for Unionen, og ikke på cigaretter, der eksporteres til tredjelande. Kongeriget Danmark har anført, at Domstolen nåede frem til denne konklusion på grundlag af det omhandlede direktivs kontekst og formål for at konkludere, om EU-lovgiver havde til hensigt at udvide denne bestemmelse til også at omfatte eksport til tredjelande. Kommissionen er for sit vedkommende af den opfattelse, at den sammenhæng, som BAT-dommen indgik i, adskilte sig fra den sammenhæng, som den foreliggende sag indgår i, da det i den pågældende dom omhandlede direktiv havde til formål at forbedre det indre markeds funktion, mens den foreliggende sag vedrører krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, der er anerkendt i EU-retten.

55.

Til støtte for sit argument om, at EU-lovgiver var forpligtet til eksplicit at henvise til eksport til tredjelande for at få den omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1151/2012, har Kongeriget Danmark ligeledes påberåbt sig dom af 24. september 2019, Google (Territorial rækkevidde af retten til at få fjernet links) ( 37 ). Denne sag vedrørte den territoriale rækkevidde af retten til at få fjernet links og de potentielle ekstraterritoriale virkninger af direktiv 95/46 ( 38 ) og dets efterfølger, forordning 2016/679 ( 39 ). Domstolen fastslog, at det ikke fremgik, at EU-lovgiver havde haft til hensigt at pålægge en udbyder som Google en forpligtelse til at fjerne links, der går videre end medlemsstaternes område. De relevante bestemmelser i direktiv 95/46 og forordning 2016/679 fandt derfor ikke anvendelse uden for Unionen. Kommissionen har hertil anført, at Google-dommen vedrørte den mulige ekstraterritoriale anvendelse af EU-retten. I den foreliggende sag forsøger Kommissionen imidlertid ikke, som den har forklaret, at anvende EU-retten på et tredjeland. Sagen vedrører kun anvendelsen af forordning nr. 1151/2012 i selve EU. Google-dommen er således uden relevans for den foreliggende sag.

56.

Ingen af disse argumenter er – hvad enten de vedrører ordlyd, sammenhæng, formål eller forarbejder i forbindelse med forordning nr. 1151/2012 – efter min opfattelse entydige nok til at kunne pege på den ene af de to modsatrettede fortolkninger. Det er derfor nødvendigt at vælge mellem de to fortolkningsrammer og tilslutte sig de argumenter, som begrunder den løsning, der fremgår af den valgte ramme.

57.

Som jeg har afsløret ovenfor, tilslutter jeg mig og foreslår Domstolen at tiltræde Kommissionens fortolkning, hvorefter forordning nr. 1151/2012 ligeledes finder anvendelse på produkter, der er produceret i medlemsstaterne, men bestemt til eksport til tredjelande.

58.

Jeg er nået til denne konklusion ud fra to primære begrundelser. For det første kan et sådant resultat begrundes i forbindelse med begge fortolkningsrammer, nemlig vedrørende intellektuel ejendomsret og handelsliberalisering. Derimod kan den fortolkning, hvorefter forordning nr. 1151/2012 ikke finder anvendelse på produkter med registrerede betegnelser, der er bestemt til eksport til tredjelande, kun fungere i forbindelse med fortolkningsrammen for handelsliberalisering. For det andet er jeg – for så vidt som EU-lovgivers utvetydige hensigt nogensinde kunne eksistere og kunne »konstateres« – af den opfattelse, at den foreslåede fortolkning stemmer bedre overens med, hvordan jeg forstår EU-lovgivers hensigt, der ligger til grund for beskyttelsen af oprindelsesbetegnelser.

59.

Hvad angår min første begrundelse er frihandel utvivlsomt en af de værdier, der respekteres i Unionens retsorden. Liberaliseringen af samhandelen var imidlertid ganske givet ikke den eneste – eller for den sags skyld den vigtigste – motiverende kraft. Domstolen har allerede tidligt i sin praksis anerkendt, at der skal foretages en afvejning mellem hensynet til den frie samhandel og andre interesser ( 40 ). Det er korrekt, at når den juridiske analyse af regler foretages i forbindelse med fortolkningsrammen for handelsliberalisering, tages der udgangspunkt i den forudsætning, at hindringer for samhandelen er forbudt. En hindring kan ikke desto mindre anses for acceptabel, såfremt den er begrundet i og står i et rimeligt forhold til andre interesser end samhandel, såsom miljøbeskyttelse, forbrugerbeskyttelse eller beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, for blot at nævne nogle få.

60.

Beskyttelsen af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser er uden tvivl vigtig ud fra et samhandelssynspunkt. Ifølge nylige undersøgelser ( 41 ) har denne ordning en betydelig økonomisk værdi for Unionen med et anslået salg på over 77 mia. EUR i 2017 og en betydelig andel af salget uden for Unionen, som tegnede sig for 22%. Den skaber derfor vigtige handelsmuligheder for producenter af produkter, der er tillagt beskyttede oprindelsesbetegnelse. På den anden side fører disse muligheder, der er skabt ved beskyttelsen af deres rettigheder, til handelshindringer for andre. Forbuddet mod at anvende betegnelsen »Feta« for produkter, der markedsføres i tredjelande, udgør en hindring for eksport. Kommissionens argumentation om, at et sådant forbud ikke udgør et eksportforbud, da osten kan markedsføres under en anden betegnelse, gør ingen forskel. Der foreligger allerede en hindring for eksport til tredjelande, når eksporten vanskeliggøres.

61.

De hindringer for samhandelen, der følger af enten national lovgivning eller EU-lovgivning, er dog tilladt, hvis de er begrundede. Jeg er enig med Kongeriget Danmark i, at hensynet til forbrugerbeskyttelsen (som muliggør troværdige oplysninger om produktet) allerede ikke ville bestå egnethedstesten, navnlig hvis de forbrugere, der skal beskyttes, er forbrugere på det indre marked. Eksporteret »falsk Feta« kan imidlertid ikke vildlede disse forbrugere, da de ikke er til stede på markederne i tredjelande. Den hindring for samhandelen, der skabes af den fortolkning, hvorefter forordning nr. 1151/2012 ligeledes finder anvendelse på eksport af produkter til tredjelande, kan derfor ikke begrundes i hensynet til forbrugerbeskyttelse.

62.

Jeg er imidlertid af den opfattelse, at forbuddet mod eksport til tredjelande af »falsk Feta«, der er produceret på EU’s område, kan begrundes i hensynet til beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder. Selv om Unionen ikke kan regulere markederne i tredjelande ved sin egen lovgivning, og EU’s beskyttede oprindelsesbetegnelser derfor kan være udsat for konkurrence fra falske produkter på disse markeder, forværrer deltagelsen af falske produkter produceret i EU stadig de ægte beskyttet oprindelsesbetegnelsers konkurrenceposition på disse markeder. Forbud mod eksport til tredjelande af ost med betegnelsen »dansk Feta«, der er produceret i Danmark, er omfattet af Unionens lovgivningsbeføjelser ( 42 ), mens det ikke er tilfældet med hensyn til f.eks. forbuddet mod salg af »Wisconsin Feta« ( 43 ) på det amerikanske marked. Efter min opfattelse er det ikke uforholdsmæssigt, at Unionen gør, hvad den kan, for at sikre konkurrencepositionen for sine producenter af beskyttet oprindelsesbetegnelse-produkter. Af denne grund kan den manglende beskyttelse af EU’s beskyttede oprindelsesbetegnelser på markederne i tredjelande ikke anvendes som et argument for at hævde, at såfremt forordning nr. 1151/2012 fortolkes således, at den vedrører eksport til tredjelande, opfylder dette ikke kriteriet om forholdsmæssighed, når beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder anføres som begrundelse. En fortolkning af forordning nr. 1151/2012, som forbyder eksport af »falsk Feta« til tredjelande, synes derfor at kunne forsvares selv i forbindelse med fortolkningsrammen for handelsliberalisering.

63.

Når dette er sagt, er jeg – i forbindelse med min anden begrundelse – ligeledes af den opfattelse, at fortolkningsrammen for intellektuel ejendomsret i tilstrækkelig grad forklarer lovgivers hensigt med forordning nr. 1151/2012. Ifølge denne fortolkningsramme er formålet med beskyttet oprindelsesbetegnelser som intellektuelle ejendomsrettigheder at give producenter af beskyttet oprindelsesbetegnelse-produkter mulighed for en loyal konkurrence til gengæld for deres indsats for at opretholde og sikre deres produkters høje kvalitet. Dette gør det muligt for de traditionelle virksomheder at overleve og sikrer produktdiversitet på markedet. Et sådant perspektiv tager således hensyn til andre interesser end økonomiske interesser, som også indgår i EU-borgernes opfattelse af, hvad der er god livskvalitet ( 44 ).

64.

Én indikation for »lovgivers vilje«, som er objektivt identificerbar i EU-retten, er valget af retsgrundlag for en foranstaltning. Forordning nr. 1151/2012 blev vedtaget på et dobbelt retsgrundlag, nemlig artikel 43, stk. 2, og artikel 118 TEUF. Dette viser, at den grundlæggende idé bag denne forordning er at forbedre situationen for EU’s landbrugsproducenter ved at beskytte den intellektuelle ejendomsret for produkter, der involverer traditionelle produktionsmetoder, som praktiseres i og er forbundet med bestemte geografiske områder. Fransk har et ord til at beskrive denne særlige forbindelse mellem produkters kvalitet og deres geografiske oprindelse – terroir ( 45 ).

65.

Unionen har siden 1970’erne etableret et netværk af foranstaltninger til regulering og beskyttelse af visse typer af produkter med oprindelsesbetegnelser eller geografiske betegnelser samt betingelserne for tildeling, beskyttelse og overvågning af sidstnævnte ( 46 ). Ud over landbrugsprodukter og fødevarer omfatter disse foranstaltninger ligeledes vin, spiritus og aromatiserede vinprodukter. Forordning nr. 1151/2012 er et centralt retligt instrument i denne ordning ( 47 ).

66.

Ved forordning nr. 1151/2012 er der oprettet en ensartet og udtømmende ordning for beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer ( 48 ). Den fastsætter en procedure for registrering af sådanne produkter på EU-plan, således at deres beskyttelse sikres i samtlige medlemsstater ( 49 ).

67.

Den særlige karakter af beskyttede oprindelsesbetegnelser og andre beskyttede geografiske betegnelser – som en type af intellektuel ejendomsrettighed i EU – er, at den i modsætning til andre intellektuelle ejendomsrettigheder, især varemærker ( 50 ), er baseret på offentlig håndhævelse og ikke kun på privat håndhævelse ( 51 ). Dette er grunden til, at forordning nr. 1151/2012 forpligter medlemsstaterne til at hindre eller standse ulovlig anvendelse af betegnelser, der er registreret som beskyttet oprindelsesbetegnelser. Anvendelsen af offentlig håndhævelse kan forstås i den sammenhæng, hvori beskyttelsen af beskyttet oprindelsesbetegnelser i Unionen blev udviklet – som et middel til at beskytte og sikre en rimelig indkomst for traditionelle producenter, som ikke nødvendigvis har kendskab (eller midler) til at beskytte deres rettigheder gennem privat håndhævelse.

68.

Denne idé støttes ikke generelt. Tredjelande som Canada og De Forenede Stater har valgt at beskytte produkternes kvalitet ved hjælp af begrebet varemærker (herunder kollektivvaremærker) ( 52 ).

69.

Unionens interne lovgivning kan ikke regulere markederne i tredjelande for at sikre de europæiske beskyttet oprindelsesbetegnelser samme beskyttelsesniveau som i det indre marked. Dette er kun muligt ved at forhandle på multilateralt (WTO eller Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret) eller bilateralt plan. Dette er grunden til, at Unionen som led i sin bredere politik for beskyttelse af produkter med tilknytning til deres geografiske oprindelse træffer foranstaltninger på internationalt plan med henblik på at indgå aftaler, der vil sikre det bredest mulige beskyttelsesniveau for geografiske betegnelser, herunder beskyttede oprindelsesbetegnelser ( 53 ). Unionens indsats for at sikre beskyttelse også på markederne i tredjelande er klart angivet som et politisk mål i præamblen til forordning nr. 1151/2012 ( 54 ). En sådan politik fremgår tydeligt af de mere eller mindre vellykkede forhandlinger om aftalerne med lande som Canada, Kina, Singapore eller De Forenede Stater ( 55 ) samt af Unionens bestræbelser på multilateralt internationalt plan ( 56 ).

70.

Unionens indsats for at sikre en passende beskyttelse af sine beskyttede oprindelsesbetegnelser på markederne i tredjelande er ligeledes begrundet i den betydelige kulturelle og økonomiske værdi, som en sådan beskyttelse har for lokalsamfund ( 57 ).

71.

Der er derfor tale om en række EU-foranstaltninger, som udgør en troværdig og sammenhængende EU-politik, der tager sigte på det højeste mulige beskyttelsesniveau for EU-produkter, hvis kvalitet kan kendes på deres tilknytning til et afgrænset geografisk område, hvilket kan øge konkurrenceevnen for producenter af sådanne produkter.

72.

Denne politik taler for at fortolke anvendelsesområdet for forordning nr. 1151/2012 således, at det omfatter et forbud mod eksport af falske beskyttede oprindelsesbetegnelser til markederne i tredjelande. Som påpeget af Den Hellenske Republik og Republikken Cypern ville det således være ulogisk, såfremt Unionen forhandlede internationale aftaler med tredjelande med henblik på at få dem til at træffe foranstaltninger til at hindre produktion af produkter, der ulovligt bærer registrerede betegnelser, og samtidig tolererede en sådan praksis på sit eget område med hensyn til sine egne produkter.

73.

Desuden bidrager tilstedeværelsen af falske beskyttede oprindelsesbetegnelser, der er produceret i Unionen, på tredjelandes markeder til, at deres betegnelser opfattes som artsbetegnelser. Det gør det på sin side vanskeligere for Unionen gennem forhandlinger at sikre deres beskyttelse på disse markeder. Artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1151/2012, som fastsætter, at beskyttede oprindelsesbetegnelser ikke må blive artsbetegnelser, kunne ganske vist, således som Republikken Cypern har anført ( 58 ), anvendes til støtte for den holdning, at forordning nr. 1151/2012 finder anvendelse på eksport til tredjelande.

74.

Når den placeres inden for rammerne af den overordnede EU-politik, der har til formål at beskytte beskyttede oprindelsesbetegnelser som en særlig form for intellektuel ejendomsret på det indre marked og på markederne i tredjelande, synes fortolkningen af forordning nr. 1151/2012 således, at den forbyder eksport af produkter, der ulovligt anvender registrerede betegnelser, selv til tredjelande, hvor en sådan beskyttelse (endnu) ikke tilbydes, at være en troværdig mulighed. Det synes at være den fortolkning, der afspejler EU-lovgivers vilje.

75.

På grundlag af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at fastslå, at Kommissionens første klagepunkt er begrundet, og at det fastslås, at Kongeriget Danmark har undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til artikel 13 i forordning nr. 1151/2012 ved ikke at hindre eller standse anvendelsen af betegnelsen »Feta« på ost, der er produceret i Danmark, men bestemt til eksport til tredjelande, hvor Unionen endnu ikke har indgået en international aftale, der garanterer beskyttelsen af denne betegnelse.

76.

Kommissionen har gjort gældende, at Kongeriget Danmark har tilsidesat artikel 4, stk. 3, TEU, sammenholdt med artikel 1, stk. 1, og artikel 4 i forordning nr. 1151/2012. Denne tilsidesættelse er angiveligt opstået ved, at de danske myndigheder har undladt at hindre eller standse danske producenters produktion og markedsføring af efterligninger af »Feta«, hvilket bringer de mål, der er omhandlet i disse bestemmelser i forordning nr. 1151/2012, i fare. Ud over dette klagepunkt, der er anført i påstandene, har Kommissionen fremsat et andet anbringende i stævningens begrundelse og konklusioner (men ikke i påstandene). Ifølge dette anbringende har Kongeriget Danmark ligeledes begået en selvstændig overtrædelse af artikel 4, stk. 3, TEU ved at underminere Unionens position i internationale forhandlinger om beskyttelsen af betegnelser, der er registreret i Unionen.

77.

Disse to anbringender er forskellige. Efter min opfattelse skal det andet af disse to anbringender ikke tages i betragtning i den foreliggende sag, da Kommissionen ikke har præciseret det i sine påstande for Domstolen. Såfremt Domstolen måtte beslutte at træffe afgørelse om dette anbringende, vil jeg dog tage stilling hertil.

78.

Kongeriget Danmark har gjort gældende, at der ikke er sket nogen tilsidesættelse af artikel 4, stk. 3, TEU, hverken alene eller sammenholdt med artikel 1, stk. 1, og artikel 4 i forordning nr. 1151/2012, henset til Domstolens praksis og til den omstændighed, at uenigheder vedrørende fortolkningen af EU-retten ikke i sig selv udgør en tilsidesættelse af en medlemsstats forpligtelse til loyalt samarbejde.

79.

I henhold til artikel 4, stk. 3, TEU, som udtrykker princippet om loyalt samarbejde, er medlemsstaterne forpligtede til at træffe alle foranstaltninger, som er egnede til at sikre omfanget og den effektive virkning af EU-retten, og bringe ulovlige følgevirkninger af en tilsidesættelse af denne ret til ophør. En sådan forpligtelse påhviler enhver myndighed i den pågældende medlemsstat inden for rammerne af dens kompetence ( 59 ).

80.

Der er eksempler i forbindelse med traktatbrudssøgsmål, hvor Domstolen har fastslået, at en medlemsstat har tilsidesat artikel 4, stk. 3, TEU alene ( 60 ) eller i forbindelse med andre EU-retlige bestemmelser ( 61 ).

81.

Domstolen har imidlertid fastslået, at en tilsidesættelse af den generelle forpligtelse til loyalt samarbejde, som følger af artikel 4, stk. 3, TEU, adskiller sig fra en tilsidesættelse af de specifikke forpligtelser, hvori denne kommer til udtryk. Det kan således alene fastslås, at der foreligger en sådan tilsidesættelse, for så vidt som denne vedrører en anden adfærd end den, der udgør tilsidesættelsen af disse specifikke forpligtelser ( 62 ). Hvis den hævdede tilsidesættelse af artikel 4, stk. 3, TEU vedrører den samme adfærd som den hævdede tilsidesættelse af de mere specifikke EU-retlige bestemmelser, er det tilstrækkeligt at foretage en vurdering i henhold til disse specifikke bestemmelser ( 63 ).

82.

I den foreliggende sag synes det andet klagepunkt vedrørende den hævdede tilsidesættelse af artikel 4, stk. 3, TEU, sammenholdt med artikel 1, stk. 1, og artikel 4 i forordning nr. 1151/2012, efter min opfattelse i det væsentlige at vedrøre den samme genstand og adfærd som den, der gøres gældenden inden for rammerne af det første klagepunkt vedrørende den hævdede tilsidesættelse af de specifikke forpligtelser i henhold til artikel 13 i forordning nr. 1151/2012. Det udspringer af den samme uenighed med hensyn til fortolkningen af det geografiske anvendelsesområde for forordning nr. 1151/2012 og den samme adfærd fra de danske myndigheders side med hensyn til at undlade at hindre eller standse produktionen og markedsføringen af imitationer af »Feta«. Som Kongeriget Danmark har gjort gældende, tillader de danske myndigheder således produktionen og markedsføringen af imitationer af »Feta« på grund af Kongeriget Danmarks fortolkning af, hvad der udgør ulovlig anvendelse som omhandlet i artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 1151/2012. På grundlag af den praksis fra Domstolen, der er nævnt i punkt 81 i dette forslag til afgørelse, må det derfor fastslås, at det ikke er nødvendigt, at Domstolen tager stilling til det andet klagepunkt.

83.

Der er efter min opfattelse en vigtig begrundelse for Domstolens praksis, hvorefter konstateringen af en tilsidesættelse af en specifik forpligtelse i henhold til EU-retten heller ikke medfører en tilsidesættelse af princippet om loyalt samarbejde. Denne begrundelse udspringer af formålet med traktatbrudsproceduren og retslige procedurer til afgørelse af tvister mere generelt. Proceduren i henhold til artikel 258 TEUF med henblik på at fastslå et traktatbrud fra en medlemsstats side gør det muligt at fastslå medlemsstaternes forpligtelser i tilfælde, hvor der er en uoverensstemmelse vedrørende fortolkningen af den samme retsregel. I sådanne situationer, hvor der er tvist om betydningen af en retsregel, hvor Kommissionen har én opfattelse og medlemsstaten en anden, giver traktatbrudsproceduren Domstolen mulighed for at afgøre en sådan fortolkningstvist. Dette er anerkendt i retspraksis ( 64 ).

84.

Jeg er derfor enig i de af Kongeriget Danmark fremførte argumenter om, at artikel 4, stk. 3, TEU ikke kan anses for at være blevet tilsidesat af en medlemsstat, fordi den er uenig med Kommissionen med hensyn til fortolkningen af EU-retlige bestemmelser, således som det er tilfældet i den foreliggende sag. Den omstændighed, at en medlemsstat har en anden opfattelse af EU-retten end Kommissionen, udgør ikke i sig selv en tilsidesættelse af princippet om loyalt samarbejde fra denne medlemsstats side.

85.

Det ville nemlig være farligt, hvis dette var tilfældet, eftersom dette ville kunne forhindre, at tvister vedrørende fortolkningen af EU-retten blev forelagt Domstolen. Uenigheder om lovens betydning er en del af ethvert retssystem. Systemer, der er baseret på retsstatsprincippet, løser sådanne tvister ved at bemyndige retterne til at præcisere lovens betydning. At fastslå, at medlemsstaterne har tilsidesat forpligtelsen til loyalt samarbejde på grund af den forskellige retsopfattelse, ville være i strid med bestræbelserne på at opnå en løsning af sådanne uoverensstemmelser i forbindelse med en retssag. Lovens betydning i liberale demokratier skal kunne anfægtes, og den part, hvis forståelse ikke tages til følge af retten, kan ikke anses for at være illoyal over for retssystemet for blot at tage »fejl«. Det ville forholde sig anderledes, hvis en medlemsstat, efter at Domstolen har fastslået, hvad der er lov, fortsat anvendte den i strid hermed.

86.

Det skal i denne forbindelse erindres, at den tvist, der er opstået i den foreliggende sag, i det væsentlige udspringer af en uenighed mellem Kommissionen og Kongeriget Danmark vedrørende fortolkningen af artikel 13 i forordning nr. 1151/2012. Der er uenighed om, hvorvidt denne forordning kan fortolkes således, at den finder anvendelse på produkter, der er bestemt til eksport til tredjelande. Uden for dette omtvistede anvendelsesområde for forordning nr. 1151/2012 har de danske myndigheder oplyst Domstolen om (og dette blev ikke bestridt af Kommissionen), at de gennemfører passende håndhævelsesforanstaltninger med hensyn til det indre marked. De gennemfører ikke sådanne foranstaltninger udelukkende i forbindelse med eksport til tredjelande (for så vidt som der ikke er indgået en international aftale med EU), fordi de er af den opfattelse, at denne eksport ikke er omfattet af bestemmelserne i forordning nr. 1151/2012. Under disse omstændigheder udgør den alternative fortolkning af denne forordning, som Kongeriget Danmark har foreslået, ikke i sig selv en adfærd, der udgør en tilsidesættelse af princippet om loyalt samarbejde i henhold til artikel 4, stk. 3, TEU.

87.

Det kan tilføjes, at omstændighederne i den foreliggende sag ikke kan sammenlignes med dem, der gav anledning til den af Kommissionen nævnte dom af 19. februar 1991, Kommissionen mod Belgien ( 65 ). I denne sag vedrørte klagen medlemsstatens afslag på at give Kommissionen oplysninger, og medlemsstaten opfyldte kun sine forpligtelser under direkte trussel om traktatbrudssag og tilsidesatte dernæst forpligtelserne, så snart truslen fjernede sig. Kommissionen har imidlertid ikke godtgjort, at Kongeriget Danmark har foretaget sådanne handlinger eller undladelser af denne art i den foreliggende sag.

88.

Klagepunktet om, at Kongeriget Danmark tilsidesætter artikel 4, stk. 3, TEU, fordi det ikke handler i overensstemmelse med formålene med forordning nr. 1151/2012, som det forstår anderledes, kan derfor ikke tages til følge.

89.

Kommissionen har gjort gældende, at Kongeriget Danmark ligeledes har tilsidesat artikel 4, stk. 3, TEU ved at svække Unionens position i internationale forhandlinger om beskyttelsen af registrerede betegnelser.

90.

I denne henseende har – som påpeget af retslærde ( 66 ) – forpligtelsen til loyalt samarbejde faktisk en særlig betydning i relation til Unionens eksterne forbindelser.

91.

Dette er ligeledes afspejlet i en række domme afsagt af Domstolen som et resultat af traktatbrudssøgsmål.

92.

Domstolen fastslog f.eks. i dom af 12. februar 2009, Kommissionen mod Grækenland ( 67 ), at Den Hellenske Republik havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EU-retten, herunder artikel 4, stk. 3, TEU, ved at forelægge en international organisation et forslag, der igangsatte en proces, som kunne føre til vedtagelse af nye regler, der var egnede til at berøre de EU-retlige bestemmelser, og dermed optrådte individuelt på et område, hvor Unionen har ekstern enekompetence.

93.

I dom af 20. april 2010, Kommissionen mod Sverige ( 68 ), fastslog Domstolen, at Kongeriget Sverige havde tilsidesat artikel 4, stk. 3, TEU ved ensidigt at foreslå optagelse af et bestemt stof i bilaget til en international konvention på et område med delt kompetence. Herved fraveg denne medlemsstat en i Rådet samordnet fælles strategi, hvilket havde konsekvenser for Unionen.

94.

Endvidere fastslog Domstolen i dom af 27. marts 2019, Kommissionen mod Tyskland ( 69 ), at Forbundsrepublikken Tyskland havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til en EU-afgørelse og artikel 4, stk. 3, TEU ved at have stemt imod Unionens holdning, der var fastlagt i denne afgørelse, og ved offentligt at have erklæret sin modstand mod såvel denne holdning som den fremgangsmåde for udøvelsen af stemmerettighederne, der var fastsat deri. Domstolen fandt navnlig, at denne medlemsstat ved sin adfærd afveg fra den holdning, som Unionen havde fastlagt i denne afgørelse, hvilket risikerede at svække Unionens forhandlingsposition inden for rammerne af den pågældende internationale konvention.

95.

I den foreliggende sag råder Domstolen imidlertid ikke over nogen oplysninger, der godtgør, at Kongeriget Danmark har forsøgt at underminere Unionens forhandlinger om beskyttelsen af registrerede betegnelser på internationalt (multilateralt eller bilateralt) plan. Den praksis fra Domstolen, der er nævnt i punkt 92-94 i dette forslag til afgørelse, adskiller sig fra den foreliggende sag. Det er navnlig ikke godtgjort, at Kongeriget Danmark har truffet nogen form for konkrete foranstaltninger på internationalt plan eller i forbindelse med internationale forhandlinger i strid med en fastlagt EU-holdning.

96.

I lyset af ovenstående grunde bør Kommissionens andet klagepunkt forkastes.

97.

I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til samme reglements artikel 138, stk. 3, første punktum, kan Domstolen dog bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter. Da Kommissionen og Kongeriget Danmark begge delvis har tabt sagen, bør det pålægges dem at bære deres egne omkostninger.

98.

I henhold til artikel 140, stk. 1, i Domstolens procesreglement bærer de medlemsstater, der er indtrådt i sagen, desuden deres egne omkostninger. Den Hellenske Republik og Republikken Cypern bør derfor pålægges hver at bære deres egne omkostninger.

99.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen træffer følgende afgørelse: