1

Den foreliggende sag har forbindelse med de restriktive foranstaltninger, der er truffet over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine.

2

Sagsøgeren, Oleksandr Klymenko, har bestridt hvervet som finansminister i Ukraine.

3

Den 5. marts 2014 vedtog Rådet for Den Europæiske Union med hjemmel i artikel 29 TEU afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2014, L 66, s. 26).

4

Artikel 1, stk. 1 og 2, i afgørelse 2014/119 bestemmer følgende:

»1.   Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af de personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, og personer, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser i Ukraine, og fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem, der er opført på listen i bilaget, indefryses.

2.   Ingen pengemidler eller økonomiske ressourcer må hverken direkte eller indirekte stilles til rådighed for eller være til fordel for fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilaget.«

5

I de følgende stykker i samme artikel fastsættes de nærmere bestemmelser vedrørende de omhandlede restriktive foranstaltninger.

6

Samme dag vedtog Rådet med hjemmel i artikel 215, stk. 2, TEUF forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2014, L 66, s. 1).

7

I overensstemmelse med afgørelse 2014/119 fastsættes det i forordning nr. 208/2014, at de omhandlede restriktive foranstaltninger skal vedtages, og de nærmere bestemmelser vedrørende foranstaltningerne fastlægges med i det væsentlige samme ordlyd som i afgørelsen.

8

Navnene på de personer, som er omfattet af afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014, er opført på den liste, der findes i bilaget til afgørelsen og i bilag I til forordningen (herefter »listen«) sammen med bl.a. begrundelsen for, at de opført på den. Sagsøgerens navn var oprindelig ikke opført på listen.

9

Den 6. marts 2014 offentliggjorde Rådet i Den Europæiske Unions Tidende en bekendtgørelse rettet til de personer og enheder, som er omfattet af de restriktive foranstaltninger, der er fastsat i afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014 (EUT 2014, C 66, s. 1). Ifølge bekendtgørelsen kan »[d]e berørte personer [...] indgive en anmodning med tilhørende dokumentation om, at afgørelsen om at opføre dem på ovennævnte liste tages op til fornyet overvejelse, til Rådet«. I bekendtgørelsen gøres de berørte personer ligeledes opmærksom på, »at de har mulighed for at indbringe Rådets afgørelse for [Retten] på de betingelser, der er fastsat i artikel 275, stk. 2, [TEUF] og artikel 263, stk. 4 og 6, [TEUF]«.

10

Afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014 blev ændret ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2014/216/FUSP af 14. april 2014 om gennemførelse af afgørelse 2014/119 (EUT 2014, L 111, s. 91) og ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 381/2014 af 14. april 2014 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2014, L 111, s. 33).

11

Ved gennemførelsesafgørelse 2014/2016 og gennemførelsesforordning nr. 381/2014 blev sagsøgerens navn føjet til listen med identifikationsoplysningen »tidligere finansminister« og følgende begrundelse:

»Person, der er genstand for efterforskning i Ukraine for deltagelse i forbrydelser i forbindelse med underslæb med ukrainske statslige midler og ulovlig udførsel fra Ukraine heraf.«

12

Den 15. april 2014 offentliggjorde Rådet i Den Europæiske Unions Tidende en bekendtgørelse, som i det væsentlige havde samme ordlyd som den, det havde offentliggjort den 6. marts 2014 (jf. præmis 9 ovenfor), og som var rettet til de personer, der var omfattet af de restriktive foranstaltninger, der er fastsat i afgørelse 2014/119 som gennemført ved gennemførelsesafgørelse 2014/2016 og i forordning nr. 208/2014 som gennemført ved gennemførelsesforordning nr. 381/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine.

13

Afgørelse 2014/119 blev ligeledes ændret ved Rådets afgørelse (FUSP) 2015/143 af 29. januar 2015 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2015, L 24, s 16), der trådte i kraft den 31. januar 2015. For så vidt angår kriterierne for udpegning af de personer, som er omfattet af de omhandlede restriktive foranstaltninger, fremgår det af afgørelsens artikel 1, at artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2014/119 erstattes af følgende tekst:

»1.   Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, og personer, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser i Ukraine, og fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem, der er opført på listen i bilaget, indefryses.

Personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, omfatter med henblik på denne afgørelse personer, der er genstand for de ukrainske myndigheders undersøgelse:

14

Ved Rådets forordning (EU) nr. 2015/138 af 29. januar 2015 om ændring af forordning nr. 208/2014 (EUT 2015, L 24, s. 1) blev sidstnævnte forordning ændret i overensstemmelse med afgørelse 2015/143.

15

Afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014 er efterfølgende blevet ændret ved Rådets afgørelse (FUSP) 2015/364 af 5. marts 2015 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2015, L 62, s. 25) og ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/357 af 5. marts 2015 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2015, L 62, s. 1). Ved afgørelse 2015/364 er artikel 5 i afgørelse 2014/119 blevet ændret, således at de restriktive foranstaltninger forlænges for så vidt angår sagsøgeren indtil den 6. marts 2016. Gennemførelsesforordning 2015/357 har følgelig erstattet bilag I til forordning nr. 208/2014.

16

Ved de nævnte retsakter er sagsøgerens navn blevet bibeholdt på listen med identifikationsoplysningen »tidligere finansminister« og følgende nye begrundelse:

»Person, som de ukrainske myndigheder har gjort til genstand for en straffesag for uretmæssig tilegnelse af offentlige midler eller aktiver og for som indehaver af offentligt hverv at misbruge offentligt embede med henblik på at skaffe sig selv eller en tredjemand en uberettiget fordel og derved forårsage tab for ukrainske offentlige midler eller aktiver.«

17

Afgørelse 2015/364 og gennemførelsesforordning 2015/357 er genstand for et nyt søgsmål, som sagsøgeren indbragte for Retten den 15. maj 2015 (sag T-245/15 Klymenko mod Rådet).

18

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 30. juni 2014 har sagsøgeren anlagt den foreliggende sag.

19

Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor samme dag har sagsøgeren indgivet begæring om, at der træffes afgørelse efter en hasteprocedure i henhold til artikel 76a i Rettens procesreglement af 2. maj 1991. Rådet har afgivet sine bemærkninger til begæringen. Ved beslutning af 11. august 2014 afslog Retten (Niende Afdeling) begæringen om hasteprocedure.

20

Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 29. september 2014 har Rådet rejst formalitetsindsigelse i henhold til artikel 114, stk. 1, i procesreglementet af 2. maj 1991.

21

Ved kendelse afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 7. januar 2015 er formalitetsindsigelsen blevet henskudt til afgørelse i forbindelse med behandlingen af sagens realitet i overensstemmelse med artikel 114, stk. 4, i procesreglementet af 2. maj 1991.

22

Den 24. februar 2015 har Rådet indgivet en begrundet begæring i henhold til artikel 18, stk. 4, i instruksen for Rettens justitssekretær om, at indholdet i visse bilag til svarskriftet ikke gengives i de dokumenter vedrørende den foreliggende sag, som offentligheden har adgang til.

23

Ved skrivelse af 15. april 2015 har sagsøgeren fremsat begæring om en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse med henblik på at få udleveret dokumenter, som Rådet endnu ikke har henlagt til sagens akter. Den 4. maj 2015 har Rådet henlagt de dokumenter, som sagsøgeren havde anmodet om, til sagens akter og indgivet en begrundet begæring i henhold til artikel 18, stk. 4, i instruksen for Rettens justitssekretær om, at indholdet i dokumenterne ikke gengives i de dokumenter vedrørende den foreliggende sag, som offentligheden har adgang til.

24

Ved skrivelse af 25. november 2015 har Rettens Justitskontor anmodet parterne om at udtale sig om, hvorvidt artikel 132 i Rettens procesreglement finder anvendelse på den foreliggende sag i betragtning af dom af 26. oktober 2015, Portnov mod Rådet (T-290/14, EU:T:2015:806), hvorved Retten annullerede afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014, for så vidt som de angik sagsøgeren i den pågældende sag. Parterne har efterkommet anmodningen inden for den fastsatte frist.

25

Sagsøgeren har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:

26

Rådet har nedlagt følgende påstande:

27

Det bestemmes i procesreglementets artikel 132, at hvis Domstolen eller Retten allerede har truffet afgørelse om et eller flere retlige spørgsmål, der er identiske med dem, der opstår som følge af sagens anbringender, og Retten fastslår, at de faktiske omstændigheder kan lægges til grund, kan Retten efter afslutningen af retsforhandlingernes skriftlige del, efter at have hørt parterne, ved begrundet kendelse og med henvisning til den relevante retspraksis fastslå, at sagen åbenbart skal tages til følge.

28

I det foreliggende tilfælde har Rådet ved særskilt dokument rejst en formalitetsindsigelse, som, skønt den er blevet henskudt til afgørelse i forbindelse med behandlingen af sagens realitet, fremdeles er forelagt Retten. Da Retten finder, at de oplysninger, der fremgår af sagens akter, er tilstrækkelige, bestemmes det, at der skal træffes afgørelse, uden at retsforhandlingerne fortsættes.

29

Rådet har rejst formalitetsindsigelse mod det foreliggende søgsmål til prøvelse af gennemførelsesafgørelse 2014/2016 og gennemførelsesforordning nr. 381/2014 med den begrundelse, at det er indbragt for sent. Rådet har mere specifikt gjort gældende, idet det har henvist til ordlyden af artikel 263, stk. 6, TEUF og til dom af 23. april 2013, Gbagbo m.fl. mod Rådet (C-478/11 P – C-482/11 P, EU:C:2013:258), at søgsmålsfristen på to måneder begyndte at løbe, da sagsøgeren blev underrettet om beslutningen om at opføre hans navn på listen, hvilket skete ved offentliggørelse af en bekendtgørelse i Den Europæiske Unions Tidende (jf. præmis 12 ovenfor), eftersom Rådet ikke kendte sagsøgerens adresse.

30

Rådet har herom bemærket, at artikel 102, stk. 1, i procesreglementet af 2. maj 1991, hvorefter søgsmålsfristen begynder at løbe fra udløbet af fjortendedagen efter datoen for offentliggørelsen af retsakten, kun finder anvendelse, når fristen for at anlægge søgsmål til prøvelse af en retsakt begynder at løbe fra tidspunktet for offentliggørelsen af retsakten, hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag. Endvidere fremgår det af dom af 23. april 2013, Gbagbo m.fl. mod Rådet (C-478/11 P – C-482/11 P, EU:C:2013:258), at når en foranstaltning er blevet meddelt de berørte personer eller enheder ved offentliggørelse af en bekendtgørelse i Den Europæiske Unions Tidende, kan de pågældende personer eller enheder ikke påberåbe sig denne offentliggørelse med henblik på at udskyde begyndelsestidspunktet for søgsmålsfristen.

31

I det foreliggende tilfælde udløb den i artikel 263, stk. 6, TEUF fastsatte søgsmålsfrist på to måneder, forlænget under hensyn til afstanden med den faste særlige frist på ti dage, der er omhandlet i artikel 102, stk. 2, i procesreglementet af 2. maj 1991, derfor ifølge Rådet den 25. juni 2014. Det aktuelle søgsmål, som blev indbragt den 30. juni 2014, skal derfor afvises.

32

Sagsøgeren har bestridt Rådets argumentation og hævdet, at søgsmålet ikke er indbragt for sent.

33

Det bemærkes indledningsvis, at annullationssøgsmålet ifølge artikel 263, stk. 6, TEUF skal indbringes inden to måneder efter at retsakten, alt efter tilfældet, er blevet enten offentliggjort eller meddelt sagsøgeren, eller i mangel heraf senest to måneder efter, at klageren har fået kendskab til den.

34

Ifølge retspraksis indebærer princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse, at en EU-myndighed, som vedtager en retsakt, der medfører restriktive foranstaltninger over for en person eller en enhed, i videst muligt omfang meddeler begrundelsen for denne retsakt til den berørte person eller enhed, enten på det tidspunkt, hvor retsakten bliver vedtaget, eller i det mindste så hurtigt som muligt herefter, med henblik på at disse personer eller enheder sættes i stand til rettidigt at udnytte deres ret til domstolsprøvelse (jf. dom af 16.11.2011, Bank Melli Iran mod Rådet, C-548/09 P, EU:C:2011:735, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

35

Dette skyldes den særlige karakter af retsakter, hvorved der fastsættes restriktive foranstaltninger over for en person eller en enhed, og som både ligner almengyldige retsakter, for så vidt som de forbyder en kreds af adressater, der er defineret på almen og abstrakt måde, bl.a. at stille pengemidler og økonomiske ressourcer til rådighed for personer og enheder, hvis navne er opført på listerne, der indgår i deres bilag, og en række individuelle afgørelser i forhold til disse personer og enheder (jf. dom af 23.4.2013, Gbagbo m.fl. mod Rådet, C-478/11 P – C-482/11 P, EU:C:2013:258, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

36

I det foreliggende tilfælde er princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse gennemført i artikel 2, stk. 2, i afgørelse 2014/119 og artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 208/2014, hvorefter Rådet skal underrette den pågældende person eller enhed om afgørelsen, herunder om begrundelsen for, at personens eller enhedens navn er blevet opført på listen over personer og enheder, som er omfattet af de restriktive foranstaltninger, enten direkte, hvis adressen er kendt, eller ved offentliggørelse af en bekendtgørelse, hvorved personen eller enheden gives mulighed for at fremsætte bemærkninger.

37

Fristen for at anlægge annullationssøgsmål til prøvelse af en retsakt, hvorved der fastsættes restriktive foranstaltninger over for en person eller en enhed, begynder således først at løbe enten på det tidspunkt, hvor den berørte person eller enhed meddeles retsakten individuelt, hvis personen eller enhedens adresse er kendt, eller, i modsat fald, på tidspunktet for offentliggørelsen af en bekendtgørelse i Den Europæiske Unions Tidende (jf. i denne retning dom af 23.4.2013, Gbagbo m.fl. mod Rådet, C-478/11 P – C-482/11 P, EU:C:2013:258, præmis 59-62).

38

Det bemærkes i denne forbindelse, at det ikke står Rådet frit vilkårligt at vælge, hvorledes dets afgørelser skal meddeles de berørte personer. Det fremgår nemlig af præmis 61 i dom af 23. april 2013, Gbagbo m.fl. mod Rådet, C-478/11 P – C-482/11 P, EU:C:2013:258), at retsakter, hvorved der fastsættes restriktive foranstaltninger, ifølge Domstolen kun kan meddeles indirekte ved offentliggørelse af en bekendtgørelse i Den Europæiske Unions Tidende, når Rådet ikke har kunnet meddele dem direkte. Den modsatte konklusion ville gøre det let for Rådet at unddrage sig sin forpligtelse til individuel meddelelse (domme af 3.7.2014, Zanjani mod Rådet, T-155/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:605, præmis 36, Sorinet Commercial Trust Bankers mod Rådet, T-157/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:606, præmis 38, og Sharif University of Technology mod Rådet, T-181/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:607, præmis 31).

39

Endvidere kan det anses for umuligt for Rådet individuelt at meddele den berørte fysiske eller juridiske person eller enhed en retsakt om restriktive foranstaltninger over for denne, enten når denne persons eller enheds adresse ikke er offentlig, og Rådet ikke har fået den stillet til rådighed, eller når meddelelsen til den adresse, som Rådet har til rådighed, mislykkes, på trods af de bestræbelser, som det har iværksat under iagttagelse af behørig omhu med henblik på at foretage denne meddelelse (dom af 5.11.2014, Mayaleh mod Rådet, T-307/12 og T-408/13, EU:T:2014:926, præmis 61).

40

I det foreliggende tilfælde har Rådet oplyst, at det ikke kendte sagsøgerens adresse, da gennemførelsesafgørelse 2014/2016 og gennemførelsesforordning nr. 381/2014 blev vedtaget, hvilket sagsøgeren ikke har bestridt.

41

Da Rådet ikke havde andet valg end at give meddelelse om, at sagsøgerens navn var blevet opført på listen, ved at offentliggøre en bekendtgørelse i Den Europæiske Unions Tidende, udgør tidspunktet for offentliggørelsen af bekendtgørelsen begyndelsestidspunktet for søgsmålsfristen i den foreliggende sag.

42

Med hensyn til beregningen af fristen bemærkes, at det fremgår af procesreglementet af 2. maj 1991, at når fristen for anlæggelse af søgsmål til prøvelse af en institutions retsakter begynder at løbe fra tidspunktet for offentliggørelsen af retsakten, regnes fristen fra udløbet af fjortendedagen efter datoen for offentliggørelsen af retsakten i Den Europæiske Unions Tidende. Ifølge bestemmelserne i reglementets artikel 102, stk. 2, skal fristen forlænges under hensyn til afstanden med en fast særlig frist på ti dage.

43

På denne baggrund kan Rådets argument, hvorefter artikel 102, stk. 1, i procesreglementet af 2. maj 1991 ikke fandt anvendelse i det foreliggende tilfælde, ikke tiltrædes.

44

Indledningsvis fremgår det af ordlyden af artikel 102, stk. 1, i procesreglementet af 2. maj 1991, at forlængelsen af fjortendagesfristen gælder for retsakter, for hvilke søgsmålsfristen begynder at løbe på tidspunktet for offentliggørelsen, hvilket kun udelukker retsakter, der meddeles, fra dens anvendelsesområde. Der sondres nemlig ikke i denne bestemmelse efter, hvilken form for retsakt offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende der er tale om. Der kan derfor drages den konklusion, at artikel 102, stk. 1, i procesreglementet af 2. maj 1991 finder anvendelse, forudsat at retsakten er blevet offentliggjort, og tidspunktet herfor udgør begyndelsestidspunktet for den søgsmålsfrist, som er fastsat i artikel 263, stk. 6, TEUF (jf. i denne retning domme af 3.7.2014, Zanjani mod Rådet, T-155/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:605, præmis 40 og 41, og Sorinet Commercial Trust Bankers mod Rådet, T-157/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:606, præmis 42 og 43).

45

Endvidere er formålet med den frist på 14 dage, der er fastsat i artikel 102, stk. 1, i procesreglementet af 2. maj 1991, at sikre de berørte parter et tilstrækkeligt tidsrum til at anlægge sag til prøvelse af offentliggjorte retsakter og således sikre retten til effektiv domstolsbeskyttelse, der er sikret i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (dom af 26.9.2013, PPG og SNF mod ECHA, C-625/11 P, EU:C:2013:594, præmis 35).

46

Desuden bemærkes, at offentliggørelsen af en bekendtgørelse om opførelsen af navne på personer og enheder, som er genstand for restriktive foranstaltninger, i Den Europæiske Unions Tidende ikke kan sidestilles med en meddelelse af foranstaltningerne til de berørte personer og enheder. Når en retsakt er blevet meddelt, kan det lægges til grund, at den er blevet stillet til rådighed for adressaten på meddelelsestidspunktet. Således forholder det sig imidlertid ikke, når retsakter med individuel rækkevidde, såsom restriktive foranstaltninger, meddeles de personer og enheder indirekte, som er berørt af offentliggørelsen af en bekendtgørelse i Den Europæiske Unions Tidende. I artikel 102, stk. 1, i procesreglementet af 2. maj 1991 fastsættes en frist på 14 dage, ved hvis udløb det med rimelighed kan antages, at Den Europæiske Unions Tidende rent faktisk er tilgængelig i samtlige medlemsstater og i tredjelande. Derfor må den forlængelse med 14 dage, der fastsættes i denne bestemmelse, gælde for alle retsakter, der meddeles ved offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende, herunder også retsakter med individuel rækkevidde, som meddeles de berørte personer gennem offentliggørelse af en bekendtgørelse i Den Europæiske Unions Tidende (domme af 3.7.2014, Zanjani mod Rådet, T-155/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:605, præmis 42 og 43, og Sorinet Commercial Trust Bankers mod Rådet, T-157/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:606, præmis 44 og 45).

47

Endelig fremgår det af retspraksis, at anvendelsen af artikel 102, stk. 1, i procesreglementet af 2. maj 1991 opfylder formålet med de berørtes ret til at blive meddelt restriktive foranstaltninger, som træffes over for dem, om nødvendigt ved at der offentliggøres en bekendtgørelse i Den Europæiske Unions Tidende (domme af 3.7.2014, Zanjani mod Rådet, T-155/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:605, præmis 44, og Sorinet Commercial Trust Bankers mod Rådet, T-157/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:606, præmis 46).

48

Når adresserne på de personer eller enheder, der er genstand for restriktive foranstaltninger, ikke kendes, eller når det ikke er muligt at meddele dem foranstaltningerne direkte, ville det nemlig fratage de berørte den forlængelse på 14 dage fra tidspunktet for offentliggørelsen af retsakten, som er fastsat i artikel 102, stk. 1, i procesreglementet af 2. maj 1991, hvis den indirekte meddelelse af sådanne foranstaltninger ved offentliggørelse af en bekendtgørelse i Den Europæiske Unions Tidende var omfattet af reglerne for beregning af fristerne for individuelle meddelelser, samtidig med, at de ikke ville kunne påberåbe sig de garantier, der følger af en direkte meddelelse. Under disse omstændigheder ville forpligtelsen til at meddele de restriktive foranstaltninger indirekte ved at offentliggøre en bekendtgørelse, som i princippet har til formål at give de berørte supplerende garantier, paradoksalt nok sætte dem i en mindre gunstig situation end den, der ville følge af, at de anfægtede retsakter blot blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (jf. i denne retning dom af 4.2.2014, Syrian Lebanese Commercial Bank mod Rådet, T-174/12 og T-80/13, EU:T:2014:52, præmis 65 og 66, og domme af 3.7.2014, Zanjani mod Rådet, T-155/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:605, præmis 45, og Sorinet Commercial Trust Bankers mod Rådet, T-157/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:606, præmis 47).

49

Det følger af det foregående, at Rådet ikke med føje kan støtte sin argumentation på dom af 23. april 2013, Gbagbo m.fl. mod Rådet, C-478/11 P – C-482/11 P, EU:C:2013:258), hvori Domstolen netop fremhævede, at forpligtelsen til en individuel meddelelse har til formål at give retssubjekterne en mere omfattende beskyttelse. Denne dom kan derfor ikke påberåbes til støtte for at behandle disse mindre gunstigt, end hvis der alene var sket en offentliggørelse af de retsakter, som indeholdt de restriktive foranstaltninger over for dem (jf. i denne retning dom af 4.2.2014, Syrian Lebanese Commercial Bank mod Rådet, T-174/12 og T-80/13, EU:T:2014:52, præmis 67).

50

Det må ligeledes fastslås, at det er fejlagtigt, når Rådet har støttet sig på dom af 9. juli 2014, Al-Tabbaa mod Rådet (T-329/12 og T-74/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:622), idet det navnlig har henvist til præmis 59 i nævnte dom. I denne præmis bemærkes det indledningsvis, at de omhandlede retsakter var blevet meddelt sagsøgeren dels ved en skrivelse stilet til dennes repræsentanter, dels ved offentliggørelse af en bekendtgørelse i Den Europæiske Unions Tidende, idet begge disse foranstaltninger var blevet truffet samme dag. Endvidere fastslog Retten, at søgsmålet til prøvelse af retsakterne ikke var blevet indbragt for sent, eftersom sagen var blevet anlagt inden udløbet af den beregnede søgsmålsfrist, nemlig den, der regnedes fra tidspunktet for meddelelsen til sagsøgerens repræsentant. Heraf følger, at det i det foreliggende tilfælde ikke var nødvendigt at redegøre for beregningen af den søgsmålsfrist, der begyndte at løbe på tidspunktet for offentliggørelsen af bekendtgørelsen, og for hvilken artikel 102, stk. 1, i procesreglementet af 2. maj 1991 fandt anvendelse.

51

Det anfægter ikke denne konklusion, at det i nævnte præmis 59 i dom af 9. juli 2014, Al-Tabbaa mod Rådet (T-329/12 og T-74/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:622) angives, at søgsmålsfristerne i begge tilfælde forlænges under hensyn til afstanden med en fast særlig frist på ti dage i henhold til artikel 2, stk. 1, i procesreglementet af 2. maj 1991. Dels finder denne bestemmelse nemlig anvendelse uanset arten af den omstændighed, der udløser søgsmålsfristen, dels udelukker det forhold, at denne bestemmelse finder anvendelse, ikke, at artikel 2, stk. 1, i procesreglementet af 2. maj 1991 gør det, således som Rådet har gjort gældende.

52

I det foreliggende tilfælde offentliggjorde Rådet en bekendtgørelse om, at sagsøgerens navn var blevet opført på listen i Den Europæiske Unions Tidende af 15. april 2014. Fristen på to måneder, forlænget med den frist på 14 dage, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, i procesreglementet af 2. maj 1991, og med den faste særlige frist på ti dage, der fastsættes i samme artikels stk. 2, udløb følgelig den 9. juli 2014.

53

Eftersom stævningen blev indleveret til Rettens Justitskontor den 30. juni 2014, blev den indgivet inden for den retligt fastsatte frist, og den af Rådet rejste formalitetsindsigelse må derfor forkastes.

54

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender. Det første anbringende vedrører tilsidesættelse af retten til forsvar og af retten til en effektiv retsbeskyttelse. Det andet anbringende vedrører en åbenbar fejl ved bevisvurderingen. Det tredje anbringende er inddelt i tre led, der vedrører henholdsvis mangel på begrundelse, manglende opfyldelse af kriterierne i artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2014/119 og magtfordrejning. Endelig vedrører det fjerde anbringende tilsidesættelse af ejendomsretten og af proportionalitetsprincippet.

55

Retten finder det hensigtsmæssigt først under ét at prøve det andet anbringende og det tredje anbringendes andet led, til støtte for hvilke sagsøgeren i det væsentlige har gjort gældende, at de restriktive foranstaltninger over for ham blev vedtaget uden et tilstrækkeligt solidt faktisk grundlag.

56

Det andet anbringende og det tredje anbringendes andet led rejser nemlig et retligt spørgsmål, som er sammenfaldende med det, Retten allerede har taget stilling til i dom af 26. oktober 2015, Portnov mod Rådet (T-290/14, EU:T:2015:806), og domme af 28. januar 2016, Azarov mod Rådet (T-331/14, EU:T:2016:49), Azarov mod Rådet (T-332/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:48), Klyuyev mod Rådet (T-341/14, EU:T:2016:47), Arbuzov mod Rådet (T-434/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:46) og Stavytskyi mod Rådet (T-486/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:45), der er blevet endegyldige og nu har fuld materiel retskraft.

57

I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren gjort gældende, at det hverken er blevet bevist, at han er ansvarlig for underslæb med statslige midler, eller at han havde tilknytning til en person, om hvilken noget sådant er påvist, eller at han har været genstand for efterforskning. Ifølge sagsøgeren fremgår det ikke af noget i sagens akter, hvilke relevante faktiske oplysninger Rådet har lagt til grund. Da det endvidere fremgår af retspraksis, at retten til forsvar ikke kræver, at beviserne meddeles, før der træffes foranstaltninger vedrørende indefrysning af aktiver, påhviler det ifølge sagsøgeren Unionens retsinstanser at foretage en nøje efterprøvelse af, at beviserne foreligger, og at de er tilstrækkelige.

58

I replikken har sagsøgeren gjort gældende, efter at have fået kendskab til den skrivelse som den offentlige anklagers kontor i Ukraine tilsendte Den Europæiske Unions højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik den 7. marts 2014 (herefter »skrivelsen af 7. marts 2014«), at skrivelsen udgjorde det eneste eksisterende bevis, som Rådet kunne støtte sig på, da det besluttede at opføre hans navn på listen, og at den ikke udgjorde et tilstrækkeligt solidt faktisk grundlag. Endvidere støttede den lovovertrædelse, hvortil der henvises i skrivelsen af 7. marts 2014, nemlig misbrug af offentligt embede, ifølge sagsøgeren ikke den anførte begrundelse for at opføre hans navn på listen, eftersom underslæb ifølge den ukrainske straffelov er en særskilt lovovertrædelse. Rådet har ikke påvist – således som det kræves i henhold til Unionens retsinstansers praksis – at opførelsen af sagsøgeren navn på listen var begrundet i konkrete beviser eller havde et tilstrækkeligt solidt faktisk grundlag. At det angives i skrivelsen af 7. marts 2014 på én linje, at sagsøgeren er genstand for en undersøgelse for »misbrug af offentligt embede«, er ikke tilstrækkelig i denne henseende. Rådet må vise, at det kunne efterprøve, at de ukrainske myndigheders undersøgelse var sagligt begrundet.

59

Heroverfor har Rådet anført, at begrundelsen for at opføre sagsøgerens navn på listen bygger på et solidt faktisk grundlag. Den er nemlig baseret på skrivelsen af 7. marts 2014, hvorefter sagsøgeren var genstand for en undersøgelse for deltagelse i lovovertrædelser vedrørende underslæb med ukrainske statslige midler og ulovlig udførsel fra Ukraine heraf, hvilket svarer til den begrundelse vedrørende sagsøgeren, der angives i gennemførelsesafgørelse 2014/2016 og gennemførelsesforordning nr. 381/2014. Rådet har hvad dette angår nærmere anført, at kravet om, at der fremlægges konkrete beviser, ikke går så vidt som til, at det skal påvises, at de lovovertrædelser, de ukrainske myndigheder mistænker sagsøgeren for at have begået, rent faktisk har fundet sted. Det er tilstrækkeligt, at Rådet fremlægger oplysninger, der viser, at der pågår undersøgelser vedrørende formodet underslæb med ukrainske statsmidler; det behøver ikke at fremlægge beviser for, at sagsøgeren rent faktisk er skyldig – dette påhviler de ukrainske myndigheder. I øvrigt skal der ifølge Rådet sondres mellem på den ene side de straffesager (herunder undersøgelser), der finder sted i Ukraine, inden for rammerne af hvilke sagsøgeren vil kunne forsvare sig i henhold til reglerne for straffesager i Ukraine, og på den anden side de midlertidige og præventive foranstaltninger, hvorved hans aktiver indefryses på EU-plan, og som kan vedtages, uden at Rådet behøver at fremlægge bevis for de lovovertrædelser, for hvilke sagsøgeren er genstand for en undersøgelse. Rådet kan derfor basere sig på den blotte omstændighed, at der finder en undersøgelse sted, når det beslutter at fastsætte restriktive foranstaltninger.

60

I duplikken har Rådet gjort gældende, at det – i modsætning til hvad sagsøgeren har hævdet – tog tre omstændigheder i betragtning, da det vedtog gennemførelsesafgørelse 2014/2016 og gennemførelsesforordning nr. 381/2014, nemlig den specifikke sammenhæng, som situationen i Ukraine udgjorde, den begrundelse, som skrivelsen af 7. marts 2014 repræsenterede, og [fortroligt] ( 1 ). Ifølge Rådet fremlagde det således tilstrækkelige oplysninger om det faktiske grundlag for de nævnte retsakter og foretog derfor ikke noget urigtigt skøn.

61

Selv om – således som det bemærkes i præmis 38 i dom af 26. oktober 2015, Portnov mod Rådet (T-290/14, EU:T:2015:806) – Rådet har en vid skønsbeføjelse for så vidt angår de generelle kriterier, der skal tages i betragtning med henblik på vedtagelsen af restriktive foranstaltninger, indebærer den effektive domstolsprøvelse, som er sikret ved artikel 47 i charteret om grundlæggende rettigheder, at Unionens retsinstanser i forbindelse med prøvelsen af, om begrundelsen for afgørelsen om at opføre eller opretholde en bestemt persons navn på en liste over personer, der er genstand for restriktive foranstaltninger, er lovlig, skal sikre sig, at denne afgørelse, hvis rækkevidde er individuel for denne person, er baseret på et tilstrækkeligt solidt faktisk grundlag. Dette indebærer en efterprøvelse af de faktiske omstændigheder, der indgår i begrundelsen for nævnte afgørelse, og domstolsprøvelsen skal således ikke begrænses til en vurdering af, om den anførte begrundelse er sandsynlig i abstrakt forstand, men skal indebære en stillingtagen til, om der er belæg for disse grunde, eller i det mindste én af dem, som i sig selv anses for at kunne begrunde nævnte afgørelse, på en tilstrækkelig præcis og konkret måde (jf. dom af 21.4.2015, Anbouba mod Rådet, C-605/13 P, EU:C:2015:248, præmis 41 og 45 og den deri nævnte retspraksis).

62

På samme måde som i den sag, der gav anledning til dom af 26. oktober 2015, Portnov mod Rådet (T-290/14, EU:T:2015:806, præmis 39), bestemmer det kriterium, der er fastsat i artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2014/119, i det foreliggende tilfælde, at de restriktive foranstaltninger skal vedtages over for de personer, der er identificeret som ansvarlige for underslæb med statslige midler. Desuden fremgår det af anden betragtning til afgørelsen, at Rådet vedtog foranstaltningerne »med henblik på at konsolidere og styrke retsstatsprincippet [...] i Ukraine«.

63

Sagsøgerens navn blev opført på listen med den begrundelse, at han var en »[p]erson, der er genstand for efterforskning i Ukraine for deltagelse i forbrydelser i forbindelse med underslæb med ukrainske statslige midler og ulovlig udførsel fra Ukraine heraf«. Det fremgår heraf, at Rådet var af den opfattelse, at sagsøgeren var genstand for en undersøgelse eller en indledende efterforskning, som ikke (eller endnu ikke) havde ført til en formel anklage for formodet deltagelse i underslæbet med statsmidler.

64

På samme måde som i den sag, der gav anledning til dom af 26. oktober 2015, Portnov mod Rådet (T-290/14, EU:T:2015:806, præmis 41), har Rådet til støtte for begrundelsen for, at sagsøgerens navn skulle opføres på listen, henvist til en skrivelse fra den offentlige anklagers kontor i Ukraine til Den Europæiske Unions højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, i det foreliggende tilfælde skrivelsen af 7. marts 2014 (jf. præmis 58 ovenfor) og til andre beviser, der fremkom efter vedtagelsen af gennemførelsesafgørelse 2014/2016 og gennemførelsesforordning nr. 381/2014.

65

Det angives i skrivelsen af 7. marts 2014, at »[d]e retshåndhævende myndigheder i Ukraine har indledt en række straffesager vedrørende kriminelle handlinger begået af tidligere højtstående tjenestemænd«. Umiddelbart herefter er sagsøgerens navn opført på en liste med en angivelse af, hvilken overtrædelse af bestemmelserne i den ukrainske straffelov han er mistænkt for at have begået (i det foreliggende tilfælde misbrug af offentligt embede med alvorlige følger). Det angives ligeledes i skrivelsen, at »[v]ed undersøgelsen af ovennævnte lovovertrædelser klarlægges de faktiske omstændigheder i forbindelse med underslæbet med statsmidler for store beløb og den efterfølgende ulovlige udførsel af midlerne fra Ukraine«.

66

Det er ubestridt, at det udelukkende var på dette grundlag, at sagsøgeren blev anset for at være »ansvarlig for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2014/119.

67

På samme måde som i den sag, der gav anledning til dom af 26. oktober 2015, Portnov mod Rådet (T-290/14, EU:T:2015:806, præmis 42), er skrivelsen fra den offentlige anklagers kontor i Ukraine, i det foreliggende tilfælde skrivelsen af 7. marts 2014, det eneste af de beviser, som Rådet har indleveret under den foreliggende sag, der forelå før vedtagelsen af gennemførelsesafgørelse 2014/2016 og gennemførelsesforordning nr. 381/2014.

68

I analogi med hvad Retten fandt i dom af 26. oktober 2015, Portnov mod Rådet (T-290/14, EU:T:2015:806, præmis 43 og 44), må det fastslås, at skønt skrivelsen stammer fra en høj retsinstans i et tredjeland, indeholder den alene en generel og almen angivelse, der blandt navnene på andre tidligere højtstående tjenestemænd knytter sagsøgerens til en undersøgelse, som i det væsentlige har til formål at klarlægge, om underslæbet med offentlige midler rent faktisk har fundet sted. Selv om det i skrivelsen af 7. marts 2014 angives, hvilken overtrædelse af den ukrainske straffelov sagsøgeren er mistænkt for at have begået, nemlig misbrug af offentligt embede i henhold til lovens artikel 364, stk. 2, indeholder den ingen nærmere oplysninger om, hvorvidt de faktiske omstændigheder, som de ukrainske myndigheder har været i færd med at klarlægge ved undersøgelsen, er blevet bekræftet, endsige hvilket individuelt ansvar sagsøgeren om så blot formodes at have for dem (jf. ligeledes i denne retning domme af 28.1.2016, Arbuzov mod Rådet, T-434/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:46, præmis 39, og Stavytskyi mod Rådet, T-486/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:45, præmis 44).

69

Endvidere bemærkes i modsætning til dom af 27. februar 2014, Ezz m.fl. mod Rådet (T-256/11, EU:T:2014:93, præmis 57-61), stadfæstet efter appel ved dom af 5. marts 2015, Ezz m.fl. mod Rådet (C-220/14 P, EU:C:2015:147), som Rådet har påberåbt sig, dels at det i det foreliggende tilfælde ikke rådede over oplysninger om, hvilke faktiske omstændigheder eller hvilken adfærd de ukrainske myndigheder specifikt foreholdt sagsøgeren, dels at skrivelsen af 7. marts 2014, selv bedømt i den sammenhæng, hvori den indgår, ikke kan udgøre et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag som omhandlet i den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 61 ovenfor, for at opføre sagsøgerens navn på listen med den begrundelse, at han var »identificeret som ansvarlig« for underslæb med statslige midler (jf. i denne retning dom af 26.10.2015, Portnov mod Rådet, T-290/14, EU:T:2015:806, præmis 46-48).

70

Uanset på hvilket stadium, den undersøgelse, som sagsøgeren angiveligt var genstand for, befandt sig, kunne Rådet ikke vedtage restriktive foranstaltninger over for ham uden at vide, hvilke faktiske omstændigheder i forbindelse med underslæbet med statslige midler de ukrainske myndigheder specifikt foreholdt ham. Kun hvis det havde haft kendskab til disse faktiske omstændigheder, havde Rådet nemlig kunnet fastslå, dels om de kunne kvalificeres som underslæb med statslige midler, dels om de kunne undergrave retsstatsprincippet i Ukraine, som vedtagelsen af de omhandlede restriktive foranstaltninger havde til formål at konsolidere og styrke, således som det blev angivet i præmis 62 ovenfor (jf. i denne retning dom af 28.1.2016, Arbuzov mod Rådet, T-434/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:46, præmis 55, og Stavytskyi mod Rådet, T-486/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:45, præmis 48).

71

Endvidere er det Unionens kompetente myndighed, som i tilfælde, hvor den begrundelse der foreholdes den berørte person, bestrides, skal godtgøre, at den er velbegrundet, og ikke sidstnævnte, der skal føre bevis for, at begrundelsen ikke er velbegrundet (jf. dom af 26.10.2015, Portnov mod Rådet, T-290/14, EU:T:2015:806, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

72

I lighed med den afgørelse, Retten traf i den sag, som gav anledning til dom af 26. oktober 2015, Portnov mod Rådet (T-290/14, EU:T:2015:806, præmis 50), må der derfor drages den konklusion, at opførelsen af sagsøgerens navn på listen ikke opfylder de i gennemførelsesafgørelse 2014/2016 fastsatte kriterier for udpegelsen af de personer, der skal være omfattet af de omhandlede restriktive foranstaltninger.

73

Heraf følger, at den foreliggende sag åbenbart skal tages til følge i overensstemmelse med procesreglementets artikel 132.

74

Denne konklusion anfægtes ikke af de argumenter, som Rådet har fremført som svar på et spørgsmål fra Retten (jf. præmis 24 ovenfor), og som har til formål at bestride, at denne artikel finder anvendelse på den foreliggende sag.

75

For det første har Rådet gjort gældende, at Retten i dom af 26. oktober 2015, Portnov mod Rådet (T-290/14, EU:T:2015:806), tog stilling til, om skrivelsen fra den offentlige anklagers kontor i Ukraine udgjorde et tilstrækkeligt solidt faktisk grundlag for opførelsen af Andriy Portnovs navn på listen med den begrundelse, at han var identificeret som ansvarlig for underslæb med statsmidler, hvorimod Rådet i det foreliggende tilfælde ligeledes lagde [fortroligt] til grund. De faktiske omstændigheder og det retlige spørgsmål, som Retten tog stilling til i den sag, der gav anledning til dom af 26. oktober 2015, Portnov mod Rådet (T-290/14, EU:T:2015:806), er derfor forskellige fra dem, det drejer sig om i den foreliggende sag. For det andet har Rådet påpeget, at det har rejst en formalitetsindsigelse, og at Retten har henskudt den til afgørelse i forbindelse med behandlingen af sagens realitet.

76

Hvad den første indvending angår bemærkes indledningsvis, at Retten i dom af 26. oktober 2015, Portnov mod Rådet (T-290/14, EU:T:2015:806), ikke rejste tvivl om troværdigheden eller gyldigheden af skrivelsen fra den offentlige anklagers kontor i Ukraine, men kun om, hvorvidt dette ene bevis kunne udgøre et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag som omhandlet i den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 61 ovenfor, for at opføre sagsøgerens navn på listen med den begrundelse, at han var »identificeret som ansvarlig« for underslæb med statslige midler (jf. præmis 66-70 ovenfor).

77

I øvrigt fremgår det dels af [fortroligt], uden at der angives noget som helst om arten af undersøgelsen vedrørende sagsøgeren, det stadium, hvortil den er nået, eller de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for anklagen mod ham. [fortroligt]

78

Disse to omstændigheder kan imidlertid ikke indebære, at det retlige spørgsmål, som Retten allerede har truffet afgørelse om i dom af 26. oktober 2015, Portnov mod Rådet (T-290/14, EU:T:2015:806), og i de domme, hvortil der henvises i præmis 56 ovenfor, er forskelligt fra det, som er blevet rejst inden for rammerne af det andet anbringende og det tredje anbringendes andet led i den foreliggende sag, eftersom de ikke har nogen betydning for den retlige vurdering af forudsætningerne for, at der foreligger et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag. De bekræfter nemlig kun gyldigheden af skrivelsen af 7. marts 2014 og den angivelige hensigtsmæssighed af vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren. Skrivelsen udgør således det eneste bevis, som ligger til grund for at opføre de berørte personers navne på listen med den begrundelse, at de er blevet »identificeret som ansvarlige« for underslæb med statslige midler, hvilket Retten har fundet ikke er tilstrækkeligt til, at Rådet kan anses for at have løftet bevisbyrden (jf. i denne retning dom af 26.10.2015, Portnov mod Rådet, T-290/14, EU:T:2015:806, præmis 43-48, og af 28.1.2016, Stavytskyi mod Rådet, T-486/14, EU:T:2016:45, præmis 43-47).

79

I øvrigt er det med hensyn til de faktiske omstændigheder ifølge procesreglementets artikel 132 Retten, som det tilkommer at fastslå, at de kan lægges til grund. Hvad dette angår bemærkes, at de faktiske omstændigheder, som kan lægges til grund – i modsætning til hvad Rådet synes at hævde – ikke behøver at være de samme som dem, der blev fundet at være relevante i den sag, der gav anledning til dom af 26. oktober 2015, Portnov mod Rådet (T-290/14, EU:T:2015:806). I det foreliggende tilfælde har parterne ikke bestridt rigtigheden af de faktiske omstændigheder, som Rådet lagde til grund for opførelsen af sagsøgerens navn på listen, nemlig bl.a. at de ukrainske myndigheder ifølge skrivelsen af 7. marts 2014 havde iværksat en undersøgelse eller en indledende efterforskning vedrørende sagsøgeren for underslæb med statslige midler, og de kan derfor anses for fastslåede.

80

Til gengæld udgør det forhold, at det ikke kan anses for tilstrækkeligt i sig selv som støtte for begrundelsen for at opføre sagsøgerens navn på listen, at der i en skrivelse som skrivelsen af 7. marts 2014 henvises til de nævnte undersøgelser eller den nævnte efterforskning, det centrale element i den retlige vurdering af, om Rådet har løftet bevisbyrden (jf. præmis 78 ovenfor), hvilket ikke svarer til at rejse tvivl om de faktiske omstændigheder, der angives i skrivelsen.

81

Hvad den anden indvending angår bemærkes, at den omstændighed, at Retten tidligere har afsagt en kendelse om, at en indsigelse rejst på grundlag af artikel 114 i procesreglementet af 2. maj 1991 henskydes til afgørelse i forbindelse med behandlingen af sagens realitet, ifølge retspraksis ikke er til hinder for at afvise en sag ved begrundet kendelse og dermed uden at afholde retsmøde (jf. i denne retning kendelse af 19.2.2008, Tokai Europe mod Kommissionen, C-262/07 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2008:95, præmis 26-28). Dette gælder ligeledes muligheden for at forkaste formalitetsindsigelsen, når Retten, som i det foreliggende tilfælde, agter at fastslå, at sagen åbenbart skal tages til følge i henhold til procesreglementets artikel 132, hvori det udtrykkelig bestemmes, at der kan træffes afgørelse efter afslutningen af en udelukkende skriftlig retsforhandling.

82

På baggrund af det foranstående i det hele må der følgelig gives sagsøgeren medhold i sagen, som åbenbart skal tages til følge som omhandlet i procesreglementets artikel 132, i den udstrækning der er nedlagt påstand om annullation af gennemførelsesafgørelse 2014/2016, for så vidt som den angår sagsøgeren.

83

Af de samme grunde må gennemførelsesforordning nr. 381/2014 annulleres, for så vidt som den angår sagsøgeren.

84

I tilfælde af, at Retten annullerer afgørelse 2014/119, som ændret ved gennemførelsesafgørelse 2014/2016, for så vidt som den angår sagsøgeren, finder Rådet det nødvendigt, at virkningerne af afgørelsen i forhold til sagsøgeren opretholdes i overensstemmelse med artikel 264, stk. 2, TEUF, indtil den delvise annullation af forordning nr. 208/2014, som ændret ved gennemførelsesforordning nr. 381/2014, får virkning med henblik på at sikre retssikkerhedsprincippet og bevare sammenhængen og enheden i retsordenen.

85

Sagsøgeren har bestridt denne argumentation.

86

Det bemærkes, at afgørelse 2014/119, som ændret ved gennemførelsesafgørelse 2014/2016, er blevet ændret ved afgørelse 215/364, som har erstattet listen med virkning fra den 7. marts 2015 og forlænget anvendelsen af de restriktive foranstaltninger for så vidt angår sagsøgeren indtil den 6. marts 2016. Som følge af disse ændringer blev sagsøgerens navn fastholdt på listen med en ny begrundelse for opførelsen (jf. præmis 16 og 17 ovenfor).

87

Sagsøgeren er følgelig på nuværende tidspunkt genstand for en ny restriktiv foranstaltning. Det følger heraf, at annullationen af afgørelse 2014/119, som ændret ved gennemførelsesafgørelse 2014/2016, for så vidt som den angår sagsøgeren, ikke medfører, at hans navn ophører med at være opført på listen (jf. i denne retning dom af 28.1.2016, Azarov mod Rådet, T-331/14, EU:T:2016:49, præmis 71).

88

Det er følgelig ikke fornødent at opretholde virkningerne af afgørelse 2014/119, som ændret ved gennemførelsesafgørelse 2014/2016, for så vidt som den angår sagsøgeren.

89

Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Rådet har tabt sagen, bør det pålægges det at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

bestemmer

RETTEN (Niende Afdeling):

Således bestemt i Luxembourg den 10. juni 2016.