RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Første Afdeling)

17. december 2015

Carlos Bowles

mod

Den Europæiske Centralbank (ECB)

»Personalesag — ECB’s ansatte — medlemmer af personaleudvalget — aflønning — løn — supplerende lønstigning — kriterier for tildeling«

Angående:

Søgsmål anlagt i medfør af artikel 36.2 i protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, knyttet som bilag til EU-traktaten og EUF-traktaten, hvorunder Carlos Bowles bl.a. har nedlagt påstand dels om annullation af den afgørelse, hvorved Den Europæiske Centralbank (ECB) gav afslag på at tildele ham en supplerende lønstigning for 2014, og dels om erstatning for det økonomiske og ikke-økonomiske tab, som han hævdet at have lidt.

Udfald:

Den af Den Europæiske Centralbanks direktion trufne afgørelse af 25. februar 2014 om ikke at tildele Carlos Bowles en supplerende lønstigning for 2014 annulleres. I øvrigt frifindes ECB. ECB bærer sine egne omkostninger og betaler de af Carlos Bowles afholdte omkostninger.

Sammendrag

1. Tjenestemandssager — ansatte ved Den Europæiske Centralbank — særlig klage — søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelsen om afslag på denne særlige klage — formaliteten

   (Ansættelsesvilkårene for de ansatte i Den Europæiske Centralbank, art. 41)

2. Tjenestemænd — ansatte ved Den Europæiske Centralbank — løn — supplerende lønstigning — betingelser for støtteberettigelse — absolut umulighed for en ansat, som udøver personalerepræsentative funktioner, for i hele referenceperioden at nyde godt heraf — ikke tilladt — tilsidesættelse af retten til ligebehandling

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 20, 21, 27 og 28; Den Europæiske Centralbank, administrativt cirkulære nr. 1/2011, art. 2, stk. 3)

1.  Hvad angår et søgsmål anlagt af en ansat ved Den Europæiske Centralbank, der omfatter påstande, der er rettet mod afgørelsen om afslag på dennes særlige klage, skal disse ikke undersøges selvstændigt, idet de alene har den virkning, at Unionens retsinstanser vil skulle prøve de bebyrdende retsakter, som har været genstand for en anmodning om en administrativ undersøgelse.

   (jf. præmis 32)

   Henvisning til:

   Domstolen: dom af 17. januar 1989, Vainker mod Parlamentet, 293/87, EU:C:1989:8, præmis 8

   Personaleretten: kendelse af 18. maj 2006, Corvoisier m.fl. mod ECB, F-13/05, EU:F:2006:35, præmis 25

2.  Hvad angår supplerende lønstigninger tildelt de ansatte ved Den Europæiske Centralbank, hvis arbejdsindsats er blevet bedømt til at være fremragende i to ud af de tre år, der er gået forud for afgørelsen om tildeling af en sådan lønstigning, for så vidt som artikel 2, stk. 3, i det administrative cirkulære nr. 1/2011 vedrørende de omtalte lønstigninger sætter en personalerepræsentant i en diskriminerende position som følge af, at det er absolut umuligt for denne at forevise ét år mere af fremragende arbejdsindsats, på grund af sin fuldtidsbeskæftigelse som personalerepræsentant i de pågældende tre år, er denne ordning ulovlig. I denne forbindelse kan det ikke med føje gøres gældende, at den berørte parts udøvelse af sin ret til arbejdstidsdispensation med henblik på at varetage sine opgaver inden for personaleudvalget er udtryk for et personligt valg. Valget om at kunne kræve arbejdstidsdispensation med henblik på at varetage hvervet som personalerepræsentant er nemlig en grundlæggende rettighed, således som det fremgår af artikel 27 og 28 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

   Derudover kan udøvelsen af den grundlæggende ret til ikke-forskelsbehandling, som er knæsat i chartrets artikel 20 og 21, ikke indskrænkes af en regulering, der sætter personalerepræsentanter i en ugunstig og diskriminerende situation i forhold til andre medarbejdere, eftersom disse begrænsninger hverken er nødvendige eller opfylder et klart defineret mål af almen interesse eller behovet for at beskytte andres rettigheder eller frihedsrettigheder.

   Idet en personalerepræsentants situation og en medarbejders situation imidlertid er faktuelt forskellige, kan de ikke behandles ens og kan derfor kun være omfattet af kriterier for tildeling af den supplerende lønstigning, der tager hensyn til forskellen i status mellem medarbejdere og personalerepræsentanter, ved at gøre det muligt for sidstnævnte – som for enhver anden medarbejder – at forevise ét år mere af fremragende arbejdsindsats over en periode på tre år, selv om disse vælger at varetage opgaver i personaleudvalget på fuld tid og i mere end et år.

   (jf. præmis 51-54 og 60)

   Henvisning til:

   Domstolen: dom af 14. september 2010, Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen, C-550/07 P, EU:C:2010:512, præmis 54 og 55 og den deri nævnte retspraksis

   Personaleretten: dom af 2. december 2014, Migliore mod Kommissionen, F-110/13, EU:F:2014:257, præmis 40