Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52025DC0400

BERETNING FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om den fælles hensættelsesfond i 2024

COM/2025/400 final

Bruxelles, den 6.6.2025

COM(2025) 400 final

BERETNING FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

om den fælles hensættelsesfond i 2024

{SWD(2025) 100 final}


Indholdsfortegnelse

INDLEDNING    

Del 1: Vigtige delmål i 2024

1.1. Generel oversigt

1.2. Segmentstruktur

1.3. Træk på garantien og betalingsanmodninger

1.4. Effektiv tilførselssats

Del 2: Investeringsstrategi, porteføljesammensætning og resultater

2.1. Porteføljens sammensætning og egenskaber

2.2. Miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige (ESG) fodaftryk

2.3. Den fælles hensættelsesfonds resultater i 2024

KONKLUSIONER



INDLEDNING

Dette er den fjerde årlige beretning om den fælles hensættelsesfond 1 , som dækker perioden fra den 1. januar 2024 til den 31. december 2024. Den skitserer den vigtigste udvikling i forbindelse med den fælles hensættelsesfonds funktion i 2024, og i beretningen præsenteres fondens vigtigste finansielle parametre og risikoparametre samt dens årlige resultater. Desuden præsenteres resultaterne af de foranstaltninger, som Kommissionen har truffet for at forbedre fondens resultater på længere sigt ved at indføre et diversificeret investeringsunivers.

Den fælles hensættelsesfond, der er oprettet i henhold til artikel 212 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, indeholder alle de hensættelser, der er afsat over EU-budgettet, eller som de deltagende lande har bidraget med, til dækning af risikoen for tab på transaktioner, der garanteres af de interne 2 og eksterne 3 garantier, der gennemføres af Den Europæiske Union. Ud over budgetgarantier ligger den fælles hensættelsesfond inde med hensættelser til de fleste makrofinansielle bistandslån til tredjelande 4 . Hensættelserne i den fælles hensættelsesfond udgør den kapitalreserve, hvorfra der trækkes midler for at dække træk på garantier fra støttede transaktioner og andre udgående pengestrømme.

Den fælles hensættelsesfond blev taget i brug i januar 2021. Ved udgangen af 2024 var nettoaktivværdien på 23,18 mia. EUR, hvilket gør den til den største investeringsportefølje, der forvaltes direkte af Kommissionen.

Den fælles hensættelsesfond navigerede med succes i markedsvolatiliteten i 2024 med en afbalanceret eksponering mod flere forskellige aktivklasser. Den fælles hensættelsesfonds diversificering til at omfatte aktier forbedrede dens samlede resultater yderligere. Porteføljen opnåede et absolut afkast 5 på 3,57 %. Kombineret med resultatet for 2023 (+5,21 %) har dette næsten fuldt ud opvejet tabene i 2022, et år præget af den største stigning i det globale obligationssalg i et halvt århundrede. Resultaterne har genoprettet den fælles hensættelsesfonds kapacitet til at absorbere tab i budgetgarantiprogrammernes løbetid. På længere sigt giver de nuværende høje renter et fornuftigt grundlag for udviklingen på mellemlangt sigt med forbehold af den øgede usikkerhed i forbindelse med den geopolitiske udvikling, som kan have stor indflydelse på markedsforholdene.

I denne beretning fokuseres der på aspekter vedrørende forvaltning af aktiver i den fælles hensættelsesfond. Den fælles hensættelsesfond ligger inde med hensættelser til beskyttelse mod udviklingen i eventualforpligtelser, som kan opstå i forbindelse med budgetgarantier og EU's långivning, hvilket drøftes i en særskilt beretning i henhold til artikel 256 i finansforordningen.

Del 1: Vigtige delmål i 2024

1.1. Generel oversigt

Som i de foregående år blev fonden forvaltet i overensstemmelse med procedurerne inden for rammerne af dens etablerede forvaltningsstruktur 6 og uden operationelle hændelser.

Pr. 31. december 2024 var værdien af nettoaktiverne 7 23,2 mia. EUR, hvilket svarer til en stigning på 4,5 mia. EUR ved udgangen af 2023 (en stigning på 24 % i løbet af året). I 2024 modtog den fælles hensættelsesfond 3,6 mia. EUR i nettobidrag fra EU-budgettet eller i bidrag fra deltagende medlemsstater og EFTA-lande. Den resterende del af stigningen i porteføljens værdi (840 mio. EUR) skyldes den øgede markedsværdi af de eksisterende aktiver.

Figur 1: Udvikling i den fælles hensættelsesfonds nettoaktivværdi (mia. EUR)

 

Yderligere oplysninger om regnskabet findes i det arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, der ledsager denne beretning.



1.2. Segmentstruktur

Selv om aktiverne i den fælles hensættelsesfond forvaltes i overensstemmelse med en fælles investeringspolitik, bliver de opbevaret i forskellige segmenter, der er knyttet til de individuelle budgetgarantier og programmer for finansiel bistand eller til de enkelte medlemsstatssegmenter for InvestEU.

Hensættelserne i den fælles hensættelsesfond er øremærket pr. budgetgaranti/program for finansiel bistand (eller til de medlemsstater, der bidrager med hensættelser til deres InvestEU-segment) i overensstemmelse med deres respektive retlige rammer ( 8 ). De beløb, der er afsat til hver budgetgaranti, er bogført i forskellige segmenter for at gøre det muligt at spore tilførselsniveauerne i forhold til de niveauer, der er fastsat i retsgrundlaget for oprettelse af garantien. Hvis hensættelser ligger under visse niveauer, kan genopfyldninger finansieres over de respektive programmers finansieringsrammer.

I 2024 blev ét nyt InvestEU-medlemsstatssegment 9 og ét segment til garantien for Ukrainefaciliteten 10 tilføjet.

Den 31. december 2024 bestod den fælles hensættelsesfond af 18 segmenter, hvoraf 15 var fuldt operationelle og indeholdt midler. De resterende segmenter vil blive aktiveret efter modtagelse af de tilsvarende første indgående pengestrømme.



Tabel 1: Den fælles hensættelsesfonds segmenter pr. 31.12.2024

Segment

Markedsværdi i EUR pr. 31.12.2024

Segmenter åbnet i 2021

EFSI

8 880 303 795,93

GFEA 11

3 225 691 235,78

EFSD 12

761 545 053,25

InvestEU 13

5 530 142 834,06

Segmenter åbnet i 2022

EFSD+

2 942 175 754,77

Makrofinansiel bistand fra EFSD+ efter 2020

128 662 217,57

Ekstraordinær makrofinansiel bistand Ukraine 14

240 575 443,20

Euratom-lån efter 2020

-

Omlagte ELM-lån Ukraine

-

InvestEU-garanti Rumænien

187 974 119,28

InvestEU-garanti Den Tjekkiske Republik

44 099 186,75

InvestEU-garanti Finland

30 657 774,29

InvestEU-garanti Grækenland

252 204 112,19

InvestEU-blandingsoperationer

667 045 123,03

Segmenter åbnet i 2023

InvestEU-garanti Bulgarien

79 674 706,38

InvestEU-garanti Malta

7 939 418,22

Segmenter åbnet i 2024

Garantien for Ukraine

201 878 310,31

InvestEU-garanti Spanien

-

I ALT

23 180 569 085,02

Figur 2: Størrelse af den fælles hensættelsesfonds segmenter pr. 31.12.2024

1.3. Træk på garantien og betalingsanmodninger

Likviditetsstyringen for træk på garantien og betalingsanmodninger lettes af en likviditetsbuffer som fastsat i retningslinjerne for forvaltning af aktiver i den fælles hensættelsesfond 15 . Likviditetsbufferen består af begrænsede kontantbeholdninger i Kommissionens centrale finansforvaltning til dækning af forventede, forestående udgående pengestrømme over en periode på tre måneder baseret på meddelelser fra gennemførelsespartnerne.

Bufferen startede i 2024 med en saldo på 106 mio. EUR. I løbet af året modtog den en indgående pengestrøm på 385 mio. EUR 16 , mens der blev udbetalt et nettobeløb på næsten 350 mio. EUR i 2024 17 . De segmenter, der var i overtræk, blev nulstillet af aktiver fra den fælles hensættelsesfond (som beløb sig til 61 mio. EUR). Som følge heraf var likviditetsbuffersaldoen ved udgangen af 2024 på 202 mio. EUR.

Trækkene i 2024 på den fælles hensættelsesfond fra de respektive budgetgarantier 18 samt andre træk på de ressourcer, som findes i den fælles hensættelsesfonds segmenter, er sammenfattet nedenfor 19 .

Tabel 2: Detaljeret oversigt over udgående pengestrømme fra den fælles hensættelsesfond i 2024

Segment

(mio. EUR)

Arten af udgående pengestrømme

EFSD

6,14

træk på garantier

EFSD+

0,09

træk på garantier

GFEA
(I alt: 49,93 mio. EUR).

48,85

træk på garantier

1,08

procesomkostninger

EFSI

152,16

træk på garantier

InvestEU EU

96,78

træk på garantier

InvestEU Rumænien

10,30

træk på garantier

InvestEU Malta

0,53

træk på garantier

InvestEU Bulgarien

4,11

træk på garantier

InvestEU Finland

2,74

træk på garantier

InvestEU-blanding

27,07

træk på garantier

Udgående pengestrømme i alt

349,85

Figur 3: Udgående pengestrømme fra den fælles hensættelsesfond i 2024 (mio. EUR)


1.4. Effektiv tilførselssats

I henhold til artikel 216 i finansforordningen skal hensættelser til budgetgarantier og finansiel bistand til tredjelande i den fælles hensættelsesfond være baseret på den effektive tilførselssats som defineret i nævnte artikel. Den effektive tilførselssats tager hensyn til, at den samlede forvaltning af den fælles hensættelsesfond – i modsætning til forvaltningen af særskilte garantifonde – kan føre til en potentiel spredning, hvis træk på de forskellige segmenter ikke hænger sammen i tid eller intensitet.

Den effektive tilførselssats beregnes som forholdet mellem

·det krævede beløb i kontanter og likvide midler, som den fælles hensættelsesfond besidder, under hensyntagen til diversifikationseffekter mellem segmenterne, og

·summen af de krævede kontanter og likvide midler, i tilfælde af at hvert segment forvaltes separat.

Ved lov bør den effektive tilførselssats fastsættes til mellem 95 % og 100 %, hvor et tal på under 100 % afspejler en spredningseffekt. Som følge af beregninger baseret på den fastlagte metode 20 , og i lyset af de fremherskende makroøkonomiske og geopolitiske usikkerheder (nogle af segmenterne i den fælles hensættelsesfond er stærkt afhængige af udviklingen i situationen i Ukraine), foreslog Kommissionen, at den effektive tilførselssats for 2024 forbliver på 100 %, fordi der ikke er konstateret nogen diversificering mellem træk på hensættelserne i de forskellige segmenter. Denne tilgang blev bekræftet i det vedtagne årlige budget for 2025.

Del 2: Investeringsstrategi, porteføljesammensætning og resultater

De generelle principper og overvejelser, der ligger til grund for den fælles hensættelsesfonds investeringsstrategi er fastsat ved retningslinjerne for forvaltning af aktiver under den fælles hensættelsesfond og er nærmere beskrevet i den første årlige beretning om den fælles hensættelsesfond for 2021 21 . På grundlag af den konservative tilgang, der er nedfældet i retningslinjerne for forvaltning af aktiver under den fælles hensættelsesfond, og den lave risikotolerance, forvaltes den fælles hensættelsesfond på en måde, der som minimum bør sikre kapitalbevarelse i sin investeringshorisont (ni år) 22 . Som følge af denne forsigtige investeringspolitik er de aktiver, som den fælles hensættelsesfond kan investere i, begrænset til højlikvide og fastforrentede værdipapirer med høj kreditvurdering. Størstedelen af den fælles hensættelsesfond har været begrænset til investeringer i euro- og dollardenominerede (sikret mod valutarisici) fastforrentede investment grade-værdipapirer (obligationer) 23 . Retningslinjerne for forvaltning af aktiver blev ændret i 2022 for at give mulighed for visse begrænsede aktieinvesteringer via børsnoterede fonde, som giver mulighed for yderligere spredning for den fælles hensættelsesfond.

2.1. Porteføljens sammensætning og egenskaber

I henhold til retningslinjerne for forvaltning af aktiver under den fælles hensættelsesfond bevarer den en likvid portefølje med god spredning, der primært investerer i højt vurderede gældsinstrumenter såsom obligationer udstedt af stater, overstatslige organer, statslige myndigheder og virksomheder.

Ved årets udgang var den fælles hensættelsesfonds portefølje godt diversificeret på tværs af de forskellige aktivklasser i det belånbare fastforrentede univers, herunder en vis begrænset eksponering mod aktie-ETF'er, kontanter eller tilsvarende likvide midler og afdækkede værdipapirer denomineret i amerikanske dollar (USD). Figur 4 viser en stigende allokering til statslige/SSA-aktiver og -aktier i årenes løb, ledsaget af et fald i dækkede obligationer og virksomhedsobligationer i de seneste fire år. Denne tendens afspejler indførelsen af aktier som en belånbar aktivklasse og skiftende opfattelser af forskellige aktivklassers relative tiltrækningskraft under skiftende markedsforhold.

Kreditkvaliteten af den fælles hensættelsesfonds portefølje var høj med en gennemsnitlig vurdering på A, hvilket er ensbetydende med en ubetydelig sandsynlighed for misligholdelse 24 . Over 40 % af porteføljen var investeret i AAA-værdipapirer 25 , mens resten fordeles på investment grade-skalaen.

USD-denominerede investeringer udgjorde 7 % af porteføljens markedsværdi 26 , idet valutarisikoen blev afdækket ved hjælp af terminskontrakter.

Aktier udgjorde 7 % af porteføljens markedsværdi ved udgangen af 2024 27 . Dette bidrog til den samlede positive porteføljeudvikling ved at tegne sig for 0,6 % af det samlede årlige afkast.

I december 2024 bestod ca. 11 % af porteføljen af kortfristede likvide aktiver 28 , hvilket udgjorde en kilde til hurtig likviditet i tilfælde af store udgående pengestrømme, der overstiger størrelsen af den ovenfor beskrevne likviditetsbuffer 29 .

Figur 4: Porteføljehenregning til den fælles hensættelsesfond ved årets udgang (2024)

2.2. Miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige (ESG) fodaftryk

I 2024 steg ESG-fodaftrykket 30 af porteføljen yderligere, idet andelen af ESG-mærkede obligationer 31 nåede op på 16 % sammenlignet med 14,6 % i 2023. Den proaktive tilgang til ESG-investeringer favoriserer ESG-mærkede obligationer, forudsat at de er i overensstemmelse med risikostyringskriterierne og den overordnede investeringsstrategi.

2.3. Den fælles hensættelsesfonds resultater i 2024

I 2024 var inflationsudviklingen og centralbankernes tiltag fortsat drivkraften bag markedsudviklingen (se boksen). På trods af denne volatilitet ydede den gradvise rentenedsættelse kombineret med robust økonomisk vækst og modstandsdygtige arbejdsmarkeder generel støtte til de finansielle markeder og havde en positiv indvirkning på værdiansættelsen af den fælles hensættelsesfonds obligations- og aktiebeholdninger. På denne baggrund opnåede den fælles hensættelsesfond et årligt afkast på +3,57 %, hvilket oversteg dens porteføljebenchmark 32 (+3,31 %).

Markedsudviklingen i 2024

Inflationstal og de respektive tiltag fra centralbankernes side var fortsat de vigtigste indsatsområder på markedet i 2024. Efter det konstante fald i inflationen i hele 2023 begyndte det nye år med, at markedspriserne viste en fortsættelse af denne tendens. Denne tendens til faldende inflation skyldtes en kombination af faktorer, herunder forbedringer i forsyningskæden, lavere energipriser og et afkølet boligmarked.

Til gengæld forventedes renterne oprindeligt at falde støt i 2024, og Den Europæiske Centralbanks (ECB's) pengepolitiske rente forventedes at falde fra 4 % i begyndelsen af året til 2,25 % ved årets udgang. Disse markedsforventninger havde allerede undertrykt obligationsrenterne, og den tyske 10-årige statsobligation (Bund) lå på sit årlige lavpunkt på 2,02 % i begyndelsen af januar. Efterhånden som året gik, viste inflationen sig at være mere træg end forventet, og faldet i retning af ECB's 2 %-mål gik langsommere end oprindeligt forventet. Dette skubbede langsomt udbyttet op, og den tyske Bund nåede et højdepunkt på 2,69 % i slutningen af maj. Da ECB indledte rentenedsættelsescyklussen med sin første nedsættelse på 0,25 % i juni, begyndte renterne gradvist at falde, og den tyske Bund sluttede året på 2,36 %, hvor ECB havde sænket sin pengepolitiske rente med i alt 1 procentpoint til 3 %. Den samlede inflation faldt langsomt i retning af ECB's mål fra 2,8 % i januar til 2,4 % i december efter en kort nedtur til 1,8 % i september.

I USA var forbrugerprisinflationen endnu mere vedholdende end i Europa. Årets første inflationsmåling startede på 3,1 % i januar, inden den faldt til 2,4 % i september og derefter steg til 2,9 % ved årets udgang. Federal Reserve Bank nedsatte også sin toneangivende rente med i alt 1 procentpoint til et målinterval på 4,25-4,50 %. Den startede dog først i september, senere end markedsforventningerne i begyndelsen af året.

Med hensyn til økonomisk vækst overgik USA Europa. I Europa blev den svagere vækst i Tyskland opvejet af Spaniens gode resultater, som gav en gennemsnitlig vækst i EU på næsten 1 %. Arbejdsmarkedet forblev meget stærkt i både EU og USA, og arbejdsløsheden i begge regioner forblev næsten rekordlav, hvilket øgede forbrugertilliden og pengeforbruget.

Rentenedsættelser, kombineret med faldende inflation og god økonomisk vækst, udvidede markedet til de fleste aktivklasser. Aktieindekserne steg til rekordhøje niveauer. STOXX Europe 600-aktieindekset steg med 6 %, mens det amerikanske S&P 500-aktieindeks steg med 23,3 %.



KONKLUSIONER

I 2024 gav den fælles hensættelsesfond et afkast på +3,57 %, der oversteg dens benchmark på +3,31 %. Kombineret med det positive afkast på +5,21 % i 2023 har dette genoprettet markedsværdien af hensættelserne for de fleste budgetgarantier. Fremadrettet danner det nuværende positive rentemiljø grundlag for vedvarende afkast på mellemlang sigt. Højere geopolitiske risici kan imidlertid give anledning til øget markedsvolatilitet i 2025 i den fælles hensættelsesfonds vigtigste aktivklasser (fast forrentede investeringer og aktier).

Den fælles hensættelsesfond udvidede sin strategi i 2023 ved at integrere paneuropæiske aktieindekser sammen med fastforrentede investeringer. I 2024 havde denne aktiediversificering fortsat en positiv indvirkning på resultaterne (aktier bidrog med +0,6 % til den fælles hensættelsesfonds samlede resultater), hvilket øgede afkastet, samtidig med at der blev opretholdt en afbalanceret risikoprofil.

Selv om den fælles hensættelsesfond generelt anerkender de potentielle udfordringer, der ligger forude, navnlig dem, der opstår som følge af geopolitisk usikkerhed, er den fortsat strategisk positioneret til at navigere i volatilitet og stræbe efter langsigtet stabilitet og vækst i overensstemmelse med sine investeringsmål.

(1)    I henhold til artikel 214 i finansforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT L 193 af 30.7.2018, s. 1) skal Kommissionen hvert år aflægge beretning til Europa-Parlamentet og Rådet om den fælles hensættelsesfond. Retningslinjerne for forvaltning af aktiver i den fælles hensættelsesfond (Kommissionens afgørelse af 25.3.2020 om retningslinjerne for forvaltning af aktiver i den fælles hensættelsesfond (C(2020) 1896 final, EUT C 131 af 22.4.2020, s. 3) indeholder yderligere retningslinjer om indholdet af denne beretning.
(2)    Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) og InvestEU.
(3)    Det eksterne lånemandat (ELM), Den Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling (EFSD) og Den Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling Plus (EFSD+).
(4)    Undtagen MFA+-lån ydet til Ukraine i 2023.
(5)    Absolut afkast henviser til afkastet af en investering eller portefølje over en bestemt periode uden henvisning til et benchmark eller et markedsindeks. Det repræsenterer porteføljens tidsvægtede procentvise vækst, målt således, at indgående og udgående pengestrømme ikke har nogen indvirkning på resultatet.
(6)    Forvaltningsstrukturen blev præsenteret i den fælles hensættelsesfonds årlige beretning for 2021, EUR-Lex – 52022DC0213 – DA – EUR-Lex (europa.eu) .
(7)    Den fælles hensættelsesfonds nettoaktivværdi bestemmes af værdien af de samlede aktiver minus forpligtelserne på den respektive dato for beregning af nettoaktivværdien.
(8)    I overensstemmelse med f.eks. finansforordningens artikel 212, stk. 2, artikel 212, stk. 4, artikel 213, stk. 1 og artikel 213, stk. 4.
(9)    For Spanien.
(10)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/792 af 29. februar 2024 om oprettelse af Ukrainefaciliteten (EUT L, 2024/792, 29.2.2024).
(11)    Garantifonden for aktioner i forhold til tredjeland, der ligger inde med hensættelserne til programmerne for det eksterne lånemandat (ELM), oprindelige programmer (makrofinansiel bistand – MFA) og Euratom-programmer.
(12)

   Den Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling.

(13)    EU-segment.
(14)    I henhold til afgørelse (EU) 2022/12018 og afgørelse (EU) 2022/1628 om ekstraordinær makrofinansiel bistand til Ukraine.
(15)    Kommissionens afgørelse af 25.3.2020 om retningslinjerne for forvaltning af aktiver i den fælles hensættelsesfond (C(2020) 1896 final (EUT C 131 af 22.4.2020, s. 3)).
(16)    Ud af 385 mio. EUR svarer 344 mio. EUR til indfrielser under den fælles hensættelsesfond, og 41 mio. EUR er inddrivelser.
(17)    Sammenlignet med 351 mio. EUR i 2023.
(18)    Træk på individuelle garantier nævnes i en særskilt beretning i henhold til artikel 41, stk. 5, i finansforordningen.
(19)    Det er vigtigt at nævne, at der kan opstå betalinger i 2025 eller senere, som kan kræve efterfølgende justering af 2024-regnskabet.
(20)    Kommissionens delegerede afgørelse (EU, Euratom) C(2020)7684 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 med nærmere betingelser for beregningen af den fælles hensættelsesfonds effektive tilførselssats (EUT L 42 af 5.2.2021, s. 12).
(21)     EUR-Lex – 52022DC0213 – DA – EUR-Lex (europa.eu).
(22)    Artikel 2, stk. 1, i retningslinjerne for forvaltning af aktiver.
(23)    Aktiverne i den fælles hensættelsesfond kan investeres i afdækkede højlikvide obligationer denomineret i USD og udstedt af statslige og overnationale enheder udelukkende med henblik på diversificering og eksponering mod en anden rentekurve.
(24)    0,04 % sandsynlighed for misligholdelse over en tidshorisont på et år.
(25)    Sammenlignet med 36 % i 2023.
(26)    Sammenlignet med 6,6 % i 2023.
(27)    Sammenlignet med 5,5 % i 2023.
(28)    Sammenlignet med 15,2 % i 2023.
(29)    Ud over den likviditetsbuffer, der er beskrevet i afsnit 1.5.
(30)    ESG-fodaftryk – en hurtig score, der viser porteføljens samlede indvirkning på miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige spørgsmål.
(31)    Ved vurderingen af, om obligationer klassificeres som ESG-mærkede med henblik på henregning til den fælles hensættelsesfond, baserer Kommissionen sig på den offentliggjorte vurdering af "anvendelsen af provenuet" af det pågældende aktiv foretaget af de analyse- og dataleverandører, som Kommissionen anvender til sin kapitalforvaltningsfunktion.
(32)    I henhold til retningslinjerne for forvaltning af aktiver under den fælles hensættelsesfond (afgørelse COM(2020) 1896), bør aktiverne forvaltes af den finansielle forvalter på grundlag af en investeringsstrategi i form af en strategisk aktivallokering, som afspejler investeringsmålene og risikotolerancen. Investeringsstrategien bør afspejles i et strategisk benchmark ("benchmarket"). Benchmarket bør fastsættes i overensstemmelse med god praksis i branchen.
Top