EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52023PC0327

Henstilling med henblik på RÅDETS AFGØRELSE om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om en aftale med Amerikas Forenede Stater om styrkelse af internationale forsyningskæder for kritiske mineraler

COM/2023/327 final

Bruxelles, den 14.6.2023

COM(2023) 327 final

Henstilling med henblik på

RÅDETS AFGØRELSE

om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om en aftale med Amerikas Forenede Stater om styrkelse af internationale forsyningskæder for kritiske mineraler


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR HENSTILLINGEN

1.1.Henstillingens begrundelse og formål

Den 16. august 2022 vedtog Amerikas Forenede Stater ("USA") Inflation Reduction Act ("IRA") 1 , der ændrer Section 30D i United States Internal Revenue Code ("Clean Vehicle Credit"). Dette blev til tilskud til køb af berettigede køretøjer drevet af batterier eller brændselsceller i form af et skattefradrag på op til 7,500 USD pr. køretøj.

For at komme i betragtning til det maksimale tilskudsbeløb skal et køretøj bl.a. være udstyret med et batteri med en minimumsindhold af kritiske mineraler på 40 % (50 % fra 2024, 60 % fra 2025, 70 % fra 2026, 80 % fra 2027), som:

1)er udvundet og forarbejdet i USA eller et land, med hvilket USA har en gældende frihandelsaftale, eller

2)har gennemgået en genanvendelsesproces i Nordamerika.

Clean Vehicle Credit udelukker således i stigende grad kritiske mineraler med oprindelse i EU og forarbejdede materialer til bilbatterier fra forsyningskæder for USA. Dette står i modsætning til importen af kritiske mineraler og forarbejdede materialer fra USA's frihandelsaftalepartnere som Chile og Korea eller Japan, som USA indgik en aftale om kritiske mineraler med den 28. marts 2023. Dette har en negativ indvirkning på EU's muligheder for eksport til USA.

Den 10. marts 2023 udsendte kommissionsformand Ursula von der Leyen og præsident Joe Biden derfor en fælles erklæring, hvori de tilkendegav, at de havde til hensigt at indlede forhandlinger om en målrettet aftale mellem EU og USA om kritiske mineraler ("CMA") 2 for at sikre, at mineraler, der udvindes eller forarbejdes i EU, kan anvendes i køretøjer, der er berettiget til "Clean Vehicle Credit". USA har gjort det klart, at indgåelsen af en CMA er nødvendig for at give EU status, der svarer til USA's frihandelsaftalepartnere med henblik på Clean Vehicle Credit.

I 2022 eksporterede EU for 8,3 mia. EUR i relevante kritiske mineraler til USA, hvilket svarer til 16,3 % af EU's samlede eksport af disse råvarer.

Ud over at tage fat på disse spørgsmål i henhold til IRA vil EU og USA ved at indgå en CMA også tage et nyt skridt til at udbygge deres økonomiske forbindelser i bredere forstand og bidrage til at opbygge bæredygtige og modstandsdygtige internationale forsyningskæder i sektorer, der er centrale for de respektive nulemissionsomstillinger og sikkerhed, herunder luft- og rumfart og forsvar.

USA fremsendte et forslag til CMA til Europa-Kommissionen ("Kommissionen") den 10. marts. Kommissionen videresendte dette forslag til Rådet for Den Europæiske Union ("Rådet") og Europa-Parlamentet den 21. marts 2023.

1.2.Sammenhæng med de gældende regler på samme område

Forhandlingerne om og indgåelsen af en CMA er i overensstemmelse med EU's overordnede handelspolitik, da det vil bidrage til at øge handelen og investeringerne mellem EU og USA og mindske risikoen for nye handelsspændinger mellem EU og USA. Dette dobbelt formål er i fuld overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske Union (TEU), hvori det bestemmes, at EU bør tilskynde til alle landes integration i den internationale økonomi, herunder gennem gradvis afskaffelse af hindringer for den internationale handel 3 . Det er også i overensstemmelse med karakteren af det strategiske partnerskab mellem EU og USA, som blev bekræftet på den seneste erklæring fra topmødet mellem EU og USA den 15. juni 2021 4 , og den positive økonomiske dagsorden for handels- og teknologirådet, som udtrykt i dets fælles erklæringer fra oktober 2021 5 , maj 2022 6 , december 2022 7 og maj 2023 8 .

1.3.Sammenhæng med Unionens politik på andre områder

Henstillingen er i overensstemmelse med andre EU-politikker.

Med sin foreslåede forordning af 16. marts 2023 9 om kritiske råstoffer har Kommissionen til hensigt at styrke sit samarbejde med tredjelande ved at stimulere bæredygtige investeringer i værdikæder for kritiske råstoffer og andre komponenter nedad i værdikæden og omdanne økonomiske muligheder til gensidigt fordelagtige realiteter. Oprettelse af strategiske partnerskaber i råstofværdikæder, f.eks. via CMA, er et vigtigt redskab til at styrke et sådant samarbejde.

Denne henstilling er i overensstemmelse med den foreslåede forordning om nettonulindustri 10 , som tager sigte på at opskalere EU's fremstilling af vigtige CO2-neutrale eller "nettonul"-teknologier for at sikre stabile, bæredygtige og konkurrencedygtige forsyningskæder for ren energi med henblik på at opfylde EU's klima- og energiambitioner.

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

2.1.Retsgrundlag

Artikel 218, stk. 3 og 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

2.2.Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)

I henhold til artikel 5, stk. 3, i TEU finder nærhedsprincippet ikke anvendelse på de områder, hvor Unionen har enekompetence. Det sandsynlige materielle retsgrundlag for aftalen, som vil være resultatet af disse forhandlinger, er den fælles handelspolitik, som er opført blandt de områder, hvor Unionen har enekompetence i artikel 3 i TEUF. Denne politik omfatter forhandlinger om handelsaftaler, jf. artikel 207 i TEUF.

2.3.Proportionalitetsprincippet

Kommissionens henstilling er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og nødvendig i lyset af vores mål om at sikre, at kritiske mineraler med oprindelse i EU og forarbejdede materialer til batterier til elektriske køretøjer ikke forskelsbehandles ved at blive anset for at have oprindelse i "et land, med hvilket USA har en gældende frihandelsaftale", i forbindelse med anvendelsen af Clean Vehicle Credit.

2.4.Valg af retsakt

Rådets afgørelse

3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

3.1.Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning

Ikke relevant.

3.2.Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning

Ikke relevant.

3.3.Høringer af interesserede parter

Relevante interessenthøringer har fundet sted om de mulige fordele ved at sikre, at kritiske mineraler med oprindelse i EU og forarbejdede materialer anses for at have oprindelse i et "land, med hvilket USA har en gældende frihandelsaftale" i forbindelse med anvendelsen af Clean Vehicle Credit. Der er blevet afholdt adskillige høringer og dialogmøder med civilsamfundet. Dette er et supplement til offentlige debatter i eller organiseret af Europa-Parlamentet og EU's medlemsstater.

3.4.Konsekvensanalyse

På grund af den politiske nødvendighed af at handle hurtigt for at mindske eller undgå handelsspændinger mellem EU og USA i kølvandet på IRA og for at sikre, at mineraler, der udvindes eller forarbejdes i EU, medregnes i skattefradrag for miljøvenlige køretøjer i henhold til IRA og gennemførelsesforanstaltningerne hertil, er den formelle konsekvensanalyseproces blevet fraveget.

3.5.Grundlæggende rettigheder

Henstillingen er i overensstemmelse med EU-traktaterne og med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

CMA vil ikke få budgetmæssige konsekvenser for Unionen.

5.ANDRE FORHOLD

5.1.Proceduremæssige aspekter

Kommissionen vil på EU's vegne forhandle om en aftale, der skal indgås mellem EU og USA. I overensstemmelse med artikel 218, stk. 4, i TEUF foreslås det, at Rådet udpeger Handelspolitikudvalget som det udvalg, forhandlingerne skal føres i samråd med.

Europa-Parlamentet vil blive informeret på alle trin i proceduren i overensstemmelse med artikel 218, stk. 10, i TEUF.

Kommissionen offentliggør denne henstilling og bilaget hertil straks efter vedtagelsen.

Kommissionen anbefaler, at forhandlingsdirektiverne offentliggøres straks efter Rådets vedtagelse.

Henstilling med henblik på

RÅDETS AFGØRELSE

om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om en aftale med Amerikas Forenede Stater om styrkelse af internationale forsyningskæder for kritiske mineraler

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 218, stk. 3 og 4,

under henvisning til henstilling fra Europa-Kommissionen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Kommissionen bemyndiges til på Den Europæiske Unions vegne at indlede forhandlinger med Amerikas Forenede Stater om en aftale om mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om internationale forsyningskæder for kritiske mineraler.

Artikel 2

Forhandlingerne føres på grundlag af Rådets forhandlingsdirektiver, der er fastsat i bilaget.

Artikel 3

Kommissionen fører forhandlingerne i samråd med [navnet på det særlige udvalg indsættes af Rådet].

Artikel 4

Denne afgørelse og bilaget hertil offentliggøres straks efter vedtagelsen.

Artikel 5

Denne afgørelse er rettet til Kommissionen.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

   På Rådets vegne

   Formand

(1)    PL 117-169, H.R.5376 - Inflation Reduction Act of 2022.
(2)     https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/da/statement_23_1613  
(3)    Artikel 21, stk. 2, litra e), i TEU.
(4)     https://www.consilium.europa.eu/media/50758/eu-us-summit-joint-statement-15-june-final-final.pdf
(5)     https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/da/STATEMENT_21_4951
(6)     https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/da/statement_22_7516
(7)     https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/da/statement_22_7516
(8)     https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/da/statement_23_2992
(9)    Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastlæggelse af en ramme for at sikre en sikker og bæredygtig forsyning med kritiske råstoffer ("forordningen om kritiske råstoffer ") — se https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/da/IP_23_1661 .
(10)    Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastlæggelse af en ramme for foranstaltninger til styrkelse af Europas økosystem for produktion af nettonulteknologier ("forordningen om nettonulindustri") — se https://single-market-economy.ec.europa.eu/publications/net-zero-industry-act_en .
Top

Bruxelles, den 14.6.2023

COM(2023) 327 final

BILAG

til

henstilling med henblik på Rådets afgørelse

om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om en aftale med Amerikas Forenede Stater om styrkelse af internationale forsyningskæder for kritiske mineraler


BILAG

FORHANDLINGSDIREKTIVER VEDRØRENDE EN AFTALE MED AMERIKAS FORENEDE STATER OM STYRKELSE AF INTERNATIONALE FORSYNINGSKÆDER FOR KRITISKE MINERALER

Aftalens art og anvendelsesområde

1.Aftalen bør indeholde bestemmelser om styrkelse af internationale forsyningskæder vedrørende kritiske mineraler og relaterede sektorer.    

2.Aftalen bør være i fuld overensstemmelse med Verdenshandelsorganisationens ("WTO") aftale og andre internationale aftaler, der er indgået af Den Europæiske Union eller Den Europæiske Union og dens medlemsstater.

Formål

3.Aftalen bør styrke handelen med og diversificeringen af internationale forsyningskæder for kritiske mineraler og fremme indførelsen af batteriteknologier til elektriske køretøjer ved at formalisere Den Europæiske Unions og Amerikas Forenede Staters fælles tilsagn om at lette handelen, fremme fair konkurrence og markedsorienterede betingelser for handel med kritiske mineraler, sikre handelsrelaterede robuste arbejds- og miljøstandarder i forsyningskæder for kritiske mineraler og samarbejde om at sikre sikre, bæredygtige og retfærdige forsyningskæder for kritiske mineraler.

Indholdet af aftalen

4.Aftalen bør indeholde bestemmelser om styrkelse af internationale forsyningskæder for og dermed fremme gensidige tilsagn om samhandel, arbejdsmarked og miljø.    

Aspekter vedrørende lettelse af samhandelen

5.Aftalen bør lette samhandelen, udvide adgangen til kilder til kritiske mineraler, der er bæredygtige, pålidelige og fri for misbrug af arbejdskraft, og fremme fair konkurrence og markedsorienterede betingelser for handel med kritiske mineraler. 

6.Aftalen bør sigte mod at opbygge en fælles forståelse af, hvad der udgør forvridende ikkemarkedsbaserede politikker og praksisser inden for kritiske mineraler samt andre relaterede sektorer, og udvikle en koordineret indsats for at fremme diversificering af forsyningskæden, mindske sårbarheder og mindske risikoen for strategisk afhængighed.

Bæredygtighedsaspekter

7.Aftalen bør tilskynde til samarbejde i det igangværende arbejde, herunder om internationale standarder for livscyklusvurdering af kritiske mineraler, udvinding, mærkning og genanvendelse med henblik på at støtte bæredygtige forsyningskæder.

8.Aftalen bør fremme et højt miljøbeskyttelsesniveau med hensyn til kritiske mineraler og fremme en forbedring af miljøbeskyttelsesniveauet med hensyn til kritiske mineralers livscyklus og handel med kritiske mineraler.

9.Aftalen bør understrege den vigtige rolle, som multilaterale miljøaftaler spiller med hensyn til at beskytte miljøet, herunder vedrørende miljøpåvirkninger fra kritiske mineralers livscyklus, og betydningen af at gennemføre relevante multilaterale miljøaftaler.

10.Aftalen bør tilskynde til foranstaltninger, der fremmer mere ressourceeffektive og cirkulær økonomi-relaterede tilgange for at mindske efterspørgslen efter og miljøpåvirkningen fra udvinding af kritiske mineraler og dermed forbundne processer.

Arbejdsmarkedsaspekter

11.Aftalen bør bekræfte begge parters hensigt om at vedtage og opretholde arbejdstagerrettigheder i deres lovgivning og praksis og opretholde politikker, der anses for passende til at beskytte arbejdstagere i sektoren for kritiske mineraler mod enhver form for forskelsbehandling på beskæftigelsesområdet i overensstemmelse med Den Internationale Arbejdsorganisations grundlæggende principper og rettigheder på arbejdspladsen.

12.Aftalen bør anerkende betydningen af samarbejde som en mekanisme til at fremme fælles mål vedrørende arbejdstagerrettigheder i forbindelse med udvinding og forarbejdning af kritiske mineraler. 

13.Aftalen bør anerkende betydningen af at høre en bred vifte af interessenter om handelspolitik i forbindelse med forsyningskæder for kritiske mineraler, herunder arbejdstager-, miljø- og erhvervsorganisationer, repræsentanter for mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder og civilsamfundsorganisationer.

Internationale aspekter

14.Aftalen bør anerkende betydningen af fortsatte bilaterale og plurilaterale bestræbelser på at styrke bæredygtige og retfærdige forsyningskæder gennem fælles standarder blandt allierede og partnere. Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater vil derfor samarbejde bilateralt og i plurilaterale fora, hvor det er relevant, om bestræbelserne på at sikre sikre, bæredygtige og retfærdige forsyningskæder for kritiske mineraler.

Top