Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52021DC0197

    RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om EGFL-udgifter Alarmsystemet nr. 1-3/2021

    COM/2021/197 final

    Bruxelles, den 13.4.2021

    COM(2021) 197 final

    RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

    om EGFL-udgifter









    Alarmsystemet nr. 1-3/2021








    Indholdsfortegnelse

    1.EGFL-budgetproceduren 2021

    2.Formålsbestemte indtægter til EGFL

    3.Bemærkninger til den foreløbige gennemførelse af EGFL-budgettet for 2021

    3.1.    Markedsforanstaltninger    

    3.2.    Direkte betalinger    

    4.Forbrug af formålsbestemte indtægter til EGFL

    5.Konklusioner

    Bilag:

    Foreløbigt forbrug af EGFL-bevillinger pr. 31.1.2021



    1.EGFL-budgetproceduren 2021

    Den 18. december 2020 vedtog Europa-Parlamentet Den Europæiske Unions almindelige budget for 2021. Budgettet for Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) omfatter 40 368 mio. EUR i forpligtelsesbevillinger og 40 354 mio. EUR i betalingsbevillinger. Forskellen på de to bevillingstypers beløbsstørrelser skyldes, at der anvendes opdelte bevillinger til visse foranstaltninger, der gennemføres direkte af Kommissionen. Disse vedrører hovedsagelig salgsfremstød for landbrugsprodukter, politisk strategi samt koordinerings- og revisionsforanstaltninger.

    2.Formålsbestemte indtægter til EGFL

    Indtægter fra finansielle korrektioner i henhold til afgørelser om regnskabsafslutning og afgørelser om efterprøvende regnskabsafslutning og indtægter fra uregelmæssigheder udgør de formålsbestemte indtægter, der skal anvendes til finansiering af EGFL-udgifter, jf. artikel 43 i forordning (EU) nr. 1306/2013.

    I henhold til disse bestemmelser kan formålsbestemte indtægter dække finansieringsbehovene for alle former for EGFL-udgifter. Indtægter, der ikke anvendes i regnskabsåret, vil automatisk blive fremført til det følgende regnskabsår 1 .

    EGFL's budget for 2021 omfatter:

    ·Kommissionens seneste skøn over de bevillinger, der er behov for til finansiering af markedsforanstaltninger og direkte betalinger

    ·og skønnene over de formålsbestemte indtægter, der vil blive opkrævet i løbet af regnskabsåret.

    Kommissionen tog i sit forslag til bevillinger til opførelse på EGFL's budget for 2021 hensyn til de forventede samlede formålsbestemte indtægter. Forpligtelsesbevillingsbehovet oversteg imidlertid EGFL's delloft for 2021 som fastsat i den flerårige finansielle ramme for perioden 2021-2027 (FFR) 2 . Kommissionen var derfor nødt til at fastsætte en tilpasningssats under mekanismen for finansiel disciplin til anvendelse på direkte betalinger for at tilpasse EGFL-bevillingerne til FFR-delloftet 3 . Budgetmyndigheden vedtog EGFL-budgettet for 2021 under hensyntagen til de forventede formålsbestemte indtægter.

    Ved udarbejdelsen af budgettet for 2021 anslog Kommissionen de disponible formålsbestemte indtægter til 619 mio. EUR. Idet der ikke forventedes fremførsler fra 2020 til 2021, skønnedes det, at det fulde beløb ville blive opkrævet i løbet af regnskabsåret. Kommissionen har afsat disse anslåede indtægter til grundbetalingsordningen (budgetkonto 08 02 05 04). Summen af de vedtagne bevillinger og de formålsbestemte indtægter til denne ordning udgør 14 791 mio. EUR.

    Bilaget til denne rapport indeholder en fremstilling af 2021-budgettets foreløbige gennemførelse og en sammenligning med den forventede udgiftsprofil.

    3.Bemærkninger til den foreløbige gennemførelse af EGFL-budgettet for 2021

    Af bilaget til denne rapport fremgår budgettets foreløbige gennemførelse i perioden fra den 16. oktober 2020 til den 31. januar 2021.

    Gennemførelsesniveauet sammenlignes med udgiftsprofilen i det alarmsystem, der blev indført ved artikel 28 i Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013.

    3.1.Markedsforanstaltninger

    Udnyttelsen af bevillingerne til interventioner på landbrugsmarkederne er overordnet set i overensstemmelse med forbrugsprofilen.

    Gennemførelsen af salgsfremstød for landbrugsprodukter (budgetkonto 08 02 03 02) viser en afvigelse på -7,2 procentpoint (-6,2 mio. EUR) fra forbrugsprofilen.

    De foreløbigt anmeldte udgifter til frugt og grøntsager (budgetkonto 08 02 03 06) er 19,3 mio. EUR (-2,2 procentpoint) mindre end udgiftsprofilen. På grundlag af medlemsstaternes aktuelle overslag, der er højere end det sidste 3-årsgennemsnit, forventes budgettet for 2021 at blive fuldt gennemført.

    Hvad angår støtteprogrammerne for vin er de foreløbigt anmeldte udgifter en smule foran udgiftsprofilen.

    De anmeldte udgifter til budgetkontoen for foranstaltninger vedrørende offentlig og privat oplagring (budgetkonto 08 02 03 10) overgår profilen med +11,7 procentpoint (+1,1 mio. EUR). De vedrører primært støtte til privat oplagring af olivenolie, der blev vedtaget i 2019 og 2020, og i forbindelse med hvilken medlemsstaterne har anmeldt udestående betalinger til et samlet beløb på 26,8 mio. EUR for regnskabsåret 2021. Eftersom det tidligere var forventet, at hovedparten af disse udgifter ville blive afholdt i 2020, var de ikke omfattet af 2021-budgettet. Der blev overført 21 mio. EUR fra budgetkonto 08 02 03 04 (Skoleordninger).

    3.2.Direkte betalinger 

    Udnyttelsen af bevillingerne til direkte betalinger er overordnet set i overensstemmelse med forbrugsprofilen.

    Udgifterne til den generelle arealbetalingsordning (SAPS) (budgetkonto 08 02 05 02) og den frivillige ordning for koblet støtte (budgetkonto 08 02 05 09) følger forbrugsprofilen.

    Hvad angår grundbetalingsordningen (budgetkonto 08 02 05 04) tages der ved beregningen af profilen højde for de formålsbestemte indtægter. Udgifterne til denne ordning er således foreløbigt 61,8 mio. EUR (-0,4 procentpoint) mindre end forventet (jf. rubrikker markeret "Kun til orientering" i bilaget).

    Hvad angår betaling for landbrugsmetoder, der er til gavn for klimaet og miljøet (budgetkonto 08 02 05 05), er de foreløbigt anmeldte udgifter 109,3 mio. EUR (-1,0 procentpoint) mindre end udgiftsprofilen.

    Betaling til områder med naturbetingede begrænsninger (budgetkonto 08 02 05 06) er 14,0 procentpoint under profilen (-0,7 mio. EUR). De anmeldte udgifter til betaling til unge landbrugere (budgetkonto 08 02 05 07) er 107,1 mio. EUR under profilen (-18,7 procentpoint). Disse mindre afvigelser betragtes dog som midlertidige, og de budgetterede beløb forventes anvendt inden årsafslutningen.

    4.Forbrug af formålsbestemte indtægter til EGFL

    Tabellen i bilaget viser, at der frem til udgangen af januar 2021 var opkrævet formålsbestemte indtægter på 257,4 mio. EUR. Det drejer sig:

    ·om 56,9 mio. EUR i indtægter på budgetkonto 62 00. Dette vedrører primært indtægter fra korrektioner i henhold til afgørelser om regnskabsafslutning og afgørelser om efterprøvende regnskabsafslutning, men også indtægter fra uregelmæssigheder anmeldt af medlemsstaterne. Der forventes at blive opkrævet yderligere beløb inden regnskabsårets afslutning

    ·om 145,1 mio. EUR i indtægter på budgetkonto 67 00. Dette vedrører indtægter fra korrektioner i henhold til afgørelser om efterprøvende regnskabsafslutning truffet forud for regnskabsåret 2021. Også her forventes der at blive opkrævet yderligere beløb

    ·til trods for at der ved vedtagelsen af 2021-budgettet ikke forventedes fremførsler, om 55,5 mio. EUR i indtægter, som i sidste ende blev fremført fra 2020 til 2021.

    5.Konklusioner

    Den foreløbige gennemførelse af bevillingerne på EGFL-budgettet for 2021 for perioden frem til den 31. januar 2021 er, relativt set, på linje med den beregnede udgiftsprofil.

    Der er allerede et beløb på 257,4 mio. EUR i form af formålsbestemte indtægter til rådighed, og yderligere beløb forventes at blive opkrævet i løbet af regnskabsåret.

    På nuværende tidspunkt forventer Kommissionen, at de vedtagne bevillinger og de formålsbestemte indtægter, som vil være til rådighed ved regnskabsårets slutning, vil være tilstrækkelige til at dække alle udgifter.

    (1)

       I artikel 12, stk. 4, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget fastsættes det, at bevillinger svarende til interne formålsbestemte indtægter kun kan fremføres til det efterfølgende regnskabsår. Det er derfor i den forsvarlige budgetforvaltnings interesse, at disse formålsbestemte indtægter generelt anvendes før de vedtagne bevillinger til den pågældende artikel.

    (2)

         Efter at have taget højde for overførsler mellem direkte betalinger og udvikling af landdistrikter, jf. meddelelser fra medlemsstaterne.

    (3)

         Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/1801 (EUT L 402 af 1.12.2020, s. 49).

    Top

    Bruxelles, den 13.4.2021

    COM(2021) 197 final

    BILAG

    til

    RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

    om EGFL-udgifter





















    Alarmsystemet nr. 1-3/2021


    BILAG

    Top