61997J0104

1 Appel - fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling - anbringende, der fremføres for første gang i replikken og er uløseligt knyttet til et anbringende, som Retten har forkastet - afvisning

(Domstolens procesreglement, art. 42, stk. 2, og art. 118)

2 Retspleje - fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling - erstatningssøgsmål - argumentation, der ændrer Fællesskabets ansvarsgrundlag - præklusion

(Domstolens procesreglement, art. 42, stk. 2; Rettens procesreglement, art. 48, stk. 2)

3 Fællesskabsret - principper - ret til kontradiktion - overholdelse under lovgivningsprocedurer - grænser

4 Fællesskabsret - principper - grundrettigheder - Domstolens konstatering af en normativ retsakts gyldighed - anfægtelse af gyldigheden ved retsaktens anvendelse - udelukket

5 Fællesskabsret - principper - beskyttelse af den berettigede forventning - begrænsninger - ændring af bestemmelserne om en fælles markedsordning - institutionernes skønsbeføjelser - omfanget af det tab, som en erhvervsdrivende påberåber sig - ingen betydning for, om der er opstået en berettiget forventning hos den erhvervsdrivende

(Rådets forordning nr. 404/93)

6 Ansvar uden for kontraktforhold - betingelser - retsstridighed - tab - årsagsforbindelse - en af disse betingelser foreligger ikke - frifindelse af sagsøgte i det hele under erstatningssøgsmålet

(EF-traktaten, art. 215, stk. 2 (nu art. 288, stk. 2, EF))

7 Landbrug - fælles markedsordning - bananer - forordning nr. 404/93 - begrebet erhvervsdrivende - tilstrækkeligt præcis definition - delegation af gennemførelseskompetence til Kommissionen - gyldighed

(EF-traktaten, art. 145 (nu art. 202 EF); Rådets forordning nr. 404/93)

1 Under en appel må et anbringende afvises, som fremføres for første gang i replikken og er baseret på en omstændighed, som nødvendigvis og direkte er knyttet til et anbringende, som sagsøgeren havde fremført for Retten, men som han ikke har gentaget i appelskriftet. Hvis det blev anerkendt, at et sådant anbringende kunne realitetsbehandles, ville det i virkeligheden være ensbetydende med, at appellanten fik adgang til for første gang i replikken at anfægte Rettens forkastelse af et anbringende, som appellanten havde påberåbt sig for denne, skønt intet forhindrede appellanten i at fremføre et sådant anbringende i appelskriftet for Domstolen.

2 Under et erstatningssøgsmål, der er baseret på Fællesskabets ansvar for en ulovlig retsakt, er en argumentation, som ændrer selve ansvarsgrundlaget, et nyt anbringende, som det er forbudt at fremføre under sagens behandling, når det gøres gældende, at ansvaret er pådraget på grund af en lovlig lovgivningsakt, idet den omstændighed, at et sådant anbringende også er baseret på traktatens artikel 215 (nu artikel 288 EF), ikke betyder, at der ikke er tale om et nyt anbringende.

3 Under en procedure for udstedelse af en fællesskabsretsakt i henhold til en artikel i traktaten er de eneste høringsforpligtelser, der påhviler fællesskabslovgiver, dem, der er foreskrevet i den pågældende artikel. Der kan i denne forbindelse ikke af traktatens artikel 173, stk. 4 (efter ændring nu artikel 230, stk. 4, EF), udledes nogen ret til at blive hørt, før der udstedes en retsakt af normativ karakter, og retspraksis om retten til at blive hørt i forbindelse med visse retsakter, der berører sagsøgerne umiddelbart og individuelt, kan heller ikke udvides til en lovgivningsprocedure, der fører til vedtagelse af generelle foranstaltninger, som indebærer et økonomisk-politisk valg og gælder for de berørte erhvervsdrivende i almindelighed.

4 Selv om det ikke blot påhviler fællesskabslovgiver, men også de myndigheder, der skal gennemføre de af denne vedtagne normative retsakter, at overholde grundrettighederne, omfatter Domstolens konstatering af, at en normativ retsakt er gyldig henset til grundrettighederne, også den hypotese, at en sådan retsakt anvendes individuelt og konkret, således at dennes gyldighed ikke kan drages i tvivl på ny, når den anvendes på konkrete tilfælde.

5 Selv om princippet om beskyttelse af den berettigede forventning hører til Fællesskabets grundlæggende principper, kan de erhvervsdrivende ikke have nogen berettigede forventninger om opretholdelse af en bestående situation, som Fællesskabets institutioner kan ændre ved beslutninger truffet inden for rammerne af deres skøn, navnlig på et område som de fælles markedsordninger, hvis formål netop kræver en konstant tilpasning efter ændringer i den økonomiske situation. I denne forbindelse kan det tab, som en erhvervsdrivende hævder at have lidt, og som angiveligt skyldes anvendelsen af en forordning udstedt på dette område, under alle omstændigheder ikke rejse tvivl om den bedømmelse, den kompetente myndigheds adfærd ikke har givet anledning til, at der hos de berørte opstod en berettiget forventning om, at en given situation ville blive opretholdt, eller om at der ville blive truffet bestemte foranstaltninger.

6 Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold i henhold til traktatens artikel 215, stk. 2 (nu artikel 288, stk. 2, EF), forudsætter opfyldelse af en række betingelser vedrørende retsstridigheden af den adfærd, som fællesskabsinstitutionerne hævdes at have udvist, at der foreligger et tab, og at der er årsagsforbindelse mellem institutionens adfærd og det påberåbte tab. Så snart en af disse betingelser ikke er opfyldt, må sagsøgte frifindes i det hele, uden at det er nødvendigt at undersøge, om de øvrige betingelser for, at Fællesskabet ifalder ansvar uden for kontraktforhold, er opfyldt.

7 Ved udstedelsen af forordning nr. 404/93 om den fælles markedsordning for bananer har Rådet tilstrækkeligt præcist defineret begrebet »erhvervsdrivende« i denne forordnings forstand, således at det gyldigt har kunnet delegere den nødvendige kompetence til Kommissionen med henblik på at sikre gennemførelsen af de således fastsatte regler, som traktatens artikel 145 (nu artikel 202 EF) bemyndiger det til.

I sag C-104/97 P,

Atlanta AG, Bremen (Tyskland), ved advokaterne E.A. Undritz og G. Schohe, Hamburg, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat M. Baden, 34 B, rue Philippe II,

appellant,

angående appel af dom afsagt den 11. december 1996 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Fjerde Udvidede Afdeling) i sag T-521/93, Atlanta m.fl. mod Det Europæiske Fællesskab (Sml. II, s. 1707), hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af denne dom, de andre parter i appelsagen:

Det Europæiske Fællesskab ved

1) Rådet for Den Europæiske Union ved juridisk konsulent J. Huber, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos generaldirektør A. Morbilli, Den Europæiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,

og

2) Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved K.-D. Borchardt, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos C. Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsøgte i første instans,

Atlanta Handelsgesellschaft Harder & Co. GmbH, Bremen,

Afrikanische Frucht-Compagnie GmbH, Hamburg (Tyskland),

Cobana Bananeneinkaufsgesellschaft mbH & Co. KG, Hamburg,

Edeka Fruchtkontor GmbH, Hamburg,

Internationale Fruchtimport Gesellschaft Weichert & Co., Hamburg,

Pacific Fruchtimport GmbH, Hamburg,

sagsøgere i første instans,

Den Franske Republik ved kontorchef K. Rispal-Bellanger, Afdelingen for International Økonomisk Ret og Fællesskabsret, og ekspeditionssekretær G. Mignot, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg på Frankrigs Ambassade, 8 B, boulevard Joseph II,

og

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland,

intervenienter i første instans,

har

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

sammensat af formanden for Sjette Afdeling, J.C. Moitinho de Almeida (refererende dommer), som fungerende formand for Femte Afdeling, og dommerne L. Sevón, C. Gulmann, J.-P. Puissochet og M. Wathelet,

generaladvokat: J. Mischo

justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühl,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 25. marts 1999 er afgivet mundtlige indlæg af Atlanta AG ved G. Schohe, af Rådet ved J. Huber, af Kommissionen ved K.-D. Borchardt og af Den Franske Republik ved sekretær C. Vasak, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 6. maj 1999,

afsagt følgende

Dom

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 10. marts 1997 har Atlanta AG (herefter »Atlanta«) i henhold til artikel 49 i EF-statutten for Domstolen iværksat appel af dom afsagt af Retten i Første Instans den 11. december 1996 i sagen Atlanta m.fl. mod Det Europæiske Fællesskab (sag T-521/93, Sml. II, s. 1707, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten frifandt Det Europæiske Fællesskab, repræsenteret ved Rådet og Kommissionen, for selskabets påstand om, at Fællesskabet dømtes til at betale erstatning for det tab, som Atlanta havde lidt som følge af udstedelsen af Rådets forordning (EØF) nr. 404/93 af 13. februar 1993 om den fælles markedsordning for bananer (EFT L 47, s. 1).

Relevante retsregler

2 Med hensyn til de relevante retsregler har Retten fastslået følgende:

»1 Før der blev indført en fælles markedsordning for bananer, blev forbruget af bananer i medlemsstaterne dækket fra tre forsyningskilder: bananer produceret i Fællesskabet (navnlig på De Kanariske Øer og i de franske oversøiske departementer), som udgjorde ca. 20% af fællesskabsforbruget (herefter 'fællesskabsbananer'), bananer produceret i nogle af de stater, med hvilke Fællesskabet havde indgået Lomé-konventionen (navnlig visse afrikanske stater og visse øer i Caribien), som udgjorde ca. 20% af fællesskabsforbruget (herefter 'AVS-bananer'), og bananer produceret i andre stater (først og fremmest i visse lande i Mellemamerika og Sydamerika), som udgjorde ca. 60% af fællesskabsforbruget (herefter 'tredjelandsbananer').

2 Ifølge den protokol, der er bilag til gennemførelseskonventionen vedrørende de oversøiske landes og territoriers associering med Fællesskabet, som nævnes i EF-traktatens artikel 136 (herefter 'bananprotokollen'), har Tyskland haft en særlig ordning, som tillod det at indføre et årligt toldfrit kontingent bananer, der beregnedes på grundlag af den mængde, der blev indført i 1956. Dette grundkontingent skulle gradvis nedsættes i takt med den fremadskridende gennemførelse af det fælles marked.

Forordning nr. 404/93

3 Der er indført en fælles markedsordning for bananer ved Rådets forordning (EØF) nr. 404/93 af 13. februar 1993 (EFT L 47, s. 1, herefter 'forordning nr. 404/93'), senest ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 3290/94 af 22. december 1994 om de tilpasninger og overgangsforanstaltninger, der er nødvendige i landbrugssektoren for gennemførelsen af de aftaler, som er indgået under de multilaterale handelsforhandlinger i Uruguay-rundens regi (EFT L 349, s. 105). Det er versionen af 13. februar 1993, der er tale om i denne sag.

4 Ifølge tredje betragtning til forordning nr. 404/93 bør den fælles markedsordning 'samtidig med, at Fællesskabet overholder fællesskabspræferencen samt sine forskellige internationale forpligtelser ... skabe mulighed for, at bananer, der er produceret i Fællesskabet og i AVS-staterne, som er de traditionelle leverandører, kan afsættes på EF-markedet til priser, der er rimelige for både producenter og forbrugere, dog uden at indførslen af bananer med oprindelse i andre tredjelande derved skades, og på en sådan måde, at der sikres producenterne tilstrækkelige indkomster'.

5 Ordningen for samhandelen med tredjelande, som findes i afsnit IV, bestemmer, at de traditionelle indførsler af AVS-bananer fortsat kan finde sted toldfrit til Fællesskabet. I et bilag fastsættes denne mængde til 857 700 tons, som fordeles mellem de AVS-stater, der er traditionelle leverandører.

6 Artikel 18 i forordning nr. 404/93 bestemmer følgende:

'1. Der åbnes hvert år et toldkontingent på 2 mio. tons nettovægt for indførsel af bananer fra tredjelande og for ikke-traditionelle AVS-bananer.

Inden for rammerne af dette toldkontingent opkræves der en told på 100 ECU pr. ton for indførsel af bananer fra tredjelande, hvorimod ikke-traditionel indførsel af AVS-bananer pålægges nultold.

...

2. Uden for det i stk. 1 omhandlede kontingent

- pålægges ikke-traditionel indførsel af bananer fra AVS-staterne en told på 750 ECU pr. ton

- pålægges indførsel af bananer fra tredjelande en told på 850 ECU pr. ton ...'

7 Artikel 19, stk. 1, bestemmer følgende:

'Toldkontingentet åbnes fra 1. juli 1993 med følgende procentsatser:

a) 66,5% til erhvervsdrivende, der har markedsført tredjelandsbananer og/eller ikke-traditionelle AVS-bananer

b) 30% til erhvervsdrivende, der har markedsført EF-bananer og/eller traditionelle AVS-bananer

c) 3,5% til erhvervsdrivende, der er etableret i Fællesskabet, og som siden 1992 er begyndt at markedsføre andre bananer end EF- og/eller traditionelle AVS-bananer ...'

8 I henhold til artikel 16 udarbejdes der hvert år en prognose for produktionen og forbruget i Fællesskabet samt for ind- og udførsel; denne prognose kan revideres i løbet af produktionsåret, hvis det viser sig nødvendigt.

9 Artikel 18, stk. 1, fjerde afsnit, bestemmer, at den årlige kontingentmængde kan forhøjes på grundlag af prognosen i artikel 16.

10 Artikel 20 bemyndiger Kommissionen til at fastsætte betingelserne for overdragelse af importlicenser.

11 Ifølge artikel 21, stk. 2, ophæves det toldkontingent, der er fastsat i bananprotokollen.«

Sagsøgerne i første instans' situation

3 Med hensyn til sagsøgerne i første instans' situation har Retten fastslået følgende:

»12 Sagsøgerne er erhvervsdrivende, hvis virksomhed består i at indføre tredjelandsbananer til Fællesskabet. Den første og den anden sagsøger hører til Atlanta-koncernen: Den første er et holdingselskab i en mellemposition, den anden et datterselskab af den første. Den første sagsøger, hvis interesse i sagen, som den nu foreligger, alene vedrører påstanden om erstatning (se nedenfor, præmis 16 og 28), har gjort gældende, at et andet af dennes datterselskaber, Atlanta Handels- og Schiffahrts-Gesellschaft mbH, som skulle organisere transporten i køleskibe, har lidt tab som følge af ikrafttrædelsen af forordning nr. 404/93. Atlanta Handels- og Schiffahrts-Gesellschaft mbH havde befragtet tre skibe, som det dernæst stillede til rådighed for et amerikansk selskab. Sidstnævnte selskab hævede kontrakten før det fastsatte udløbstidspunkt, fordi skibene ikke længere var nødvendige på grund af de restriktioner for importen af bananer, der følger af forordning nr. 404/93. Atlanta Handels- og Schiffahrts-Gesellschaft mbH, som fortsat skal betale bortfragteren det aftalte vederlag, har overdraget sit krav om erstatning fra Fællesskabet til sit moderselskab, den første sagsøger.«

Retsforhandlingerne forud for appellen

4 Med hensyn til retsforhandlingerne for Fællesskabets retsinstanser fremgår følgende af den appellerede dom:

»13 Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 14. maj 1993 har sagsøgerne anlagt sag med påstand dels i henhold til EØF-traktatens artikel 173, stk. 2 (nu artikel 173, stk. 4, i EF-traktaten, herefter 'traktaten'), om delvis annullation af forordning nr. 404/93, dels i henhold til traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2, om, at Det Europæiske Fællesskab dømmes til at betale erstatning for det tab, som den første sagsøger eller i givet fald Atlanta Handels- og Schiffahrts-Gesellschaft mbH har lidt. Det er anden del af dette søgsmål, oprindelig registreret som sag C-286/93, dernæst som sag T-521/93 (jf. nedenfor, præmis 21), som er genstand for nærværende dom.

14 Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor samme dag har Forbundsrepublikken Tyskland i henhold til traktatens artikel 173, stk. 1, anlagt sag med påstand om annullation af afsnit IV og af artikel 21, stk. 2, i forordning nr. 404/93 (sag C-280/93).

15 Den 4. juni 1993 har sagsøgerne desuden til Domstolens Justitskontor indleveret en begæring om foreløbige forholdsregler i henhold til traktatens artikel 185 og 186, hvori de dels har fremsat krav om udsættelse af gennemførelsen af afsnit IV i forordning nr. 404/93, navnlig artikel 17-20, og dels om, at der træffes enhver anden foranstaltning, som Domstolens præsident eller Domstolen måtte finde passende (sag C-286/93 R).

16 Ved kendelse af 21. juni 1993 har Domstolen afvist sagsøgernes søgsmål, for så vidt det angik en påstand om annullation af en række bestemmelser i forordning nr. 404/93, men admitteret det for så vidt angår påstanden om, at Det Europæiske Fællesskab tilpligtes at erstatte det tab, som er forårsaget af udstedelsen af denne forordning. Domstolen har desuden udsat afgørelsen vedrørende sagens omkostninger (sag C-286/93, nu sag T-521/93, nærværende sag).

17 Ved processkrifter indleveret til Domstolens Justitskontor den 28. juni 1993 og den 12. juli 1993 har Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og Den Franske Republik fremsat begæring om at måtte intervenere i denne sag til støtte for de sagsøgtes påstande.

18 Ved kendelse af 6. juli 1993 har Domstolen afvist sagsøgernes begæring om foreløbige forholdsregler og udsat afgørelsen vedrørende sagens omkostninger (sag C-286/93 R).

19 Ved processkrifter indleveret til Domstolens Justitskontor mellem den 29. juni 1993 og den 12. juli 1993 har Republikken Côte d'Ivoire, selskabet Terres Rouges Consultant, selskabet España et fils og selskabet Cobana Import fremsat begæring om at måtte intervenere i denne sag til støtte for de sagsøgtes påstande.

20 Ved afgørelse af 15. juli 1993 har Domstolen udsat sagens behandling i henhold til artikel 82a, stk. 1, litra b), i Domstolens procesreglement, indtil behandlingen af sag C-280/93 er afsluttet.

21 Efter ikrafttrædelsen den 1. august 1993 af Rådets afgørelse 93/350/Euratom, EKSF, EØF af 8. juni 1993 om ændring af afgørelse 88/591/EKSF, EØF, Euratom om oprettelse af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (EFT L 144, s. 21) er nærværende sag blevet henvist til Retten ved Domstolens kendelse af 27. september 1993.

22 Den 5. oktober 1994 har Domstolen frifundet Rådet i det annullationssøgsmål, der var anlagt af Forbundsrepublikken Tyskland (sag C-280/93, Tyskland mod Rådet, Sml. I, s. 4973). Efter denne dom er udsættelsen ophævet og den skriftlige forhandling fortsat i nærværende sag.

23 Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Anden Udvidede Afdeling den 9. marts 1995 har Den Franske Republik og Det Forenede Kongerige fået tilladelse til at intervenere til støtte for de sagsøgtes påstande.

24 Ved kendelse af 14. juli 1995 har formanden for Rettens Anden Udvidede Afdeling afslået begæringerne om intervention fra Republikken Côte d'Ivoire, selskabet Terres Rouges Consultant, selskabet España et fils og selskabet Cobana Import og pålagt disse at bære omkostningerne i forbindelse med deres begæringer om intervention.

25 Ved kendelse af 1. december 1993, indgået til Domstolen den 14. december 1993, har Verwaltungsgericht Frankfurt am Main i henhold til EF-traktatens artikel 177 stillet to præjudicielle spørgsmål vedrørende gyldigheden af afsnit IV og artikel 21, stk. 2, i forordning nr. 404/93. Disse spørgsmål er blevet rejst under en tvist mellem Atlanta Fruchthandelsgesellschaft mbH og 17 andre selskaber i Atlanta-koncernen og Bundesamt für Ernährung und Forstwirtschaft (Forbundskontoret for Ernæring og Skovbrug) vedrørende tildeling af importkontingenter for tredjelandsbananer.

26 Den 9. november 1995 har Domstolen vedrørende de af Verwaltungsgericht Frankfurt am Main stillede spørgsmål kendt for ret, at gennemgangen i lyset af bemærkningerne i forelæggelseskendelsen af afsnit IV og artikel 21, stk. 2, i forordning nr. 404/93 intet havde frembragt, der kunne rejse tvivl om deres gyldighed (dom i sag C-466/93, Atlanta Fruchthandelsgesellschaft m.fl., Sml. I, s. 3799).

27 Mellem den 8. december 1994 og den 6. januar 1995 har parterne på Rettens anmodning fremsat deres bemærkninger om de eventuelle konsekvenser for nærværende sag af dommen i ovennævnte sag, Tyskland mod Rådet. Mellem den 4. og den 16. januar 1996 har parterne på Rettens anmodning fremsat deres bemærkninger om de eventuelle konsekvenser for nærværende sag af ovennævnte dom i sagen Atlanta Fruchthandelsgesellschaft m.fl.«

Den appellerede dom

5 I den appellerede doms præmis 28 udtaler Retten, at i betragtning af Domstolens kendelse af 21. juni 1993, hvorved sagsøgernes søgsmål blev afvist, for så vidt det angik en påstand om annullation af en række bestemmelser i forordning nr. 404/93, skal Retten kun tage sagsøgernes påstande vedrørende erstatning i betragtning.

6 Det fremgår af den appellerede doms præmis 34, at sagsøgerne til støtte for deres påstand om erstatning har fremført 14 anbringender for at godtgøre, at der foreligger en ulovlig adfærd fra Rådets og Kommissionens side. Retten har tilføjet, at sagsøgerne i deres bemærkninger om, hvilke konsekvenser der skal drages af den nævnte dom i sagen Tyskland mod Rådet, og i replikken har præciseret, at de fastholder alle de anbringender, der er fremført i stævningen, men har koncentreret sig om følgende fire anbringender: tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling, tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, tilsidesættelse af den grundlæggende ret til fri erhvervsudøvelse og tilsidesættelse af retten til kontradiktion. Det fremgår endvidere af samme præmis i den appellerede dom, at sagsøgerne i replikken samt i deres bemærkninger af 16. januar 1996 om, hvilke konsekvenser der skal drages af ovennævnte dom i sagen Atlanta Fruchthandelsgesellschaft m.fl. (II), også har gjort gældende, at selv hvis Retten måtte finde, at de pågældende bestemmelser i forordning nr. 404/93 er gyldige, har Atlanta alligevel ret til erstatning i henhold til EF-traktatens artikel 215, stk. 2 (nu artikel 288, stk. 2, EF).

7 Ved den appellerede dom har Retten frifundet de sagsøgte.

8 Under appellen har Atlanta i det væsentlige bestridt det ræsonnement, som Retten har fulgt med hensyn til nedennævnte anbringender.

9 Hvad for det første angår anbringendet om Rådets ansvar for en lovlig retsakt, har Retten fastslået følgende:

»39 Det fremgår såvel af artikel 42, stk. 2, i procesreglementet for Domstolen, ved hvilken sagen blev anlagt, som af artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement, at nye anbringender ikke må fremsættes under sagens behandling, medmindre disse anbringender støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. Retten skal i denne forbindelse henvise til, at det er fast retspraksis, at en dom afsagt af Domstolen, som bekræfter gyldigheden af en retsakt udstedt af fællesskabsinstitutionerne, ikke kan anses for at begrunde fremsættelse af et nyt anbringende, da der er en formodning for gyldigheden af sådanne retsakter, og at de nævnte domme i sagerne Tyskland mod Rådet og Atlanta Fruchthandelsgesellschaft m.fl. blot bekræftede en retstilstand, som sagsøgerne kendte på det tidspunkt, da de anlagde deres sag (jf. Domstolens dom af 1.4.1982, sag 11/81, Dürbeck mod Kommissionen, Sml. s. 1251, præmis 17).

40 Da sagsøgerne ikke har påberåbt sig nogen omstændighed, som kunne berettige fremførelse af et nyt anbringende vedrørende Rådets ansvar for en lovlig retsakt, skal Retten for så vidt angår nærværende sag fastslå, at dette anbringende er blevet fremført for sent, og at det følgelig må afvises.«

10 Hvad for det andet angår anbringendet om tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling, har Retten fastslået følgende:

»46 Retten skal bemærke, at ifølge fast retspraksis hører forbuddet mod forskelsbehandling til fællesskabsrettens grundlæggende principper (jf. dommen i sagen Tyskland mod Rådet, præmis 67). Dette princip kræver, at ensartede situationer ikke behandles forskelligt, medmindre en forskellig behandling er objektivt begrundet. Som det allerede er nævnt i dommen i sagen Tyskland mod Rådet, var situationen for de grupper af erhvervsdrivende, mellem hvilke toldkontingentet blev fordelt, ikke sammenlignelig, før forordning nr. 404/93 blev udstedt. Disse grupper er også blevet påvirket forskelligt af de indførte foranstaltninger, og Domstolen har specielt anerkendt, at de erhvervsdrivende, som traditionelt hovedsagelig havde forsynet sig med tredjelandsbananer, for fremtiden blev pålagt begrænsninger af deres importmuligheder. Domstolen har ikke desto mindre fundet, at en sådan differentieret behandling stod i sammenhæng med formålet, nemlig en integration af hidtil opdelte markeder og sikring af afsætningen af fællesskabsproduktionen og den traditionelle AVS-produktion (præmis 74). Domstolen har også anført, at ordningen for fordelingen af toldkontingentet mellem de forskellige berørte kategorier af erhvervsdrivende skulle foranledige forhandlere af fællesskabsbananer og traditionelle AVS-bananer til at forsyne sig med tredjelandsbananer, ligesom den skulle tilskynde importører af tredjelandsbananer til at distribuere fællesskabsbananer og AVS-bananer (præmis 83). Domstolen har følgelig anerkendt, at forordning nr. 404/93 ikke havde til formål at indføre identisk behandling af de forskellige kategorier erhvervsdrivende.

47 Domstolen har ligeledes anført, at det var nødvendigt, at forordning nr. 404/93 begrænser omfanget af indførslerne af tredjelandsbananer til Fællesskabet som led i indførelsen af en fælles markedsordning (præmis 82).

48 Endelig har Domstolen fastslået, at det ikke var blevet godtgjort, at Rådet havde truffet foranstaltninger, der var åbenbart uegnede til at nå det mål, der forfølges med forordning nr. 404/93 (præmis 95).

49 Det skal tilføjes, at Domstolen i dommen i sagen Atlanta Fruchthandelsgesellschaft m.fl. har præciseret, at vanskelighederne i forbindelse med anvendelsen af forordning nr. 404/93, som sagsøgerne havde henvist til, ikke kunne have nogen betydning for forordningens gyldighed (præmis 11). På samme måde kan de konkrete konsekvenser af vedtagelsen af forordning nr. 404/93, som sagsøgerne har henvist til, ikke i det foreliggende tilfælde tages i betragtning af Retten, som kun skal behandle spørgsmålet om lovligheden af forordning nr. 404/93 på baggrund af de af sagsøgerne fremførte anbringender.

50 Retten skal følgelig fastslå, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at de sagsøgte institutioner har overtrådt forbuddet mod forskelsbehandling, og dette anbringende må derfor forkastes som ubegrundet.«

11 Hvad for det tredje angår anbringendet om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, har Retten udtalt:

»55 Retten skal bemærke, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning hører til Fællesskabets grundlæggende principper. Der skal dog ligeledes erindres om, at de erhvervsdrivende ikke kan have nogen berettigede forventninger om opretholdelse af en bestående situation, som Fællesskabets institutioner kan ændre ved beslutninger truffet inden for rammerne af deres skøn, navnlig på et område som de fælles markedsordninger, hvis formål netop kræver en konstant tilpasning efter ændringer i den økonomiske situation (jf. bl.a. Domstolens dom af 5.10.1994, forenede sager C-133/93, C-300/93 og C-362/93, Crispoltoni m.fl., Sml. I, s. 4863, præmis 57). Retten skal bemærke, at selv om Tyskland ikke påberåbte sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning blandt de anbringender, som det fremførte i sagen Tyskland mod Rådet, har Domstolen imidlertid i denne dom ligeledes fastslået, at en erhvervsdrivende ikke kan gøre gældende, at han har en velerhvervet ret eller blot en berettiget forventning om opretholdelse af en bestående situation, som kan ændres ved beslutninger truffet af fællesskabsinstitutionerne inden for rammerne af deres skøn (præmis 80).

56 Desuden blev spørgsmålet om en tilsidesættelse af dette princip rejst af den nationale ret i de præjudicielle spørgsmål, der blev behandlet i dommen i sagen Atlanta Fruchthandelsgesellschaft m.fl. Domstolen konstaterede, at den nationale ret ikke havde nævnt ugyldighedsgrunde, som kunne ændre vurderingen af gyldigheden af forordning nr. 404/93, og fastslog herefter, at der ikke forelå en sådan tilsidesættelse.

57 Retten skal bemærke, at såfremt administrationen ikke har afgivet præcise løfter, kan ingen påberåbe sig tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning (jf. Rettens dom af 14.9.1995, sag T-571/93, Lefebvre m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2379, præmis 72). Sagsøgerne har imidlertid ikke ført bevis for, at der er afgivet sådanne løfter, hverken i forbindelse med Kommissionens tidligere praksis eller specielt i forbindelse med indførelsen af den pågældende fælles markedsordning.

58 Det følger heraf, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at der er sket en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning i det foreliggende tilfælde, og at anbringendet om tilsidesættelse af dette princip må forkastes.«

12 Hvad for det fjerde angår anbringendet om tilsidesættelse af den grundlæggende ret til fri erhvervsudøvelse, har Retten bemærket følgende:

»62 Retten skal minde om, at ifølge fast retspraksis hører den frie erhvervsudøvelse til fællesskabsrettens grundlæggende principper, men at den dog ikke skal behandles som en absolut forrettighed, men skal betragtes i relation til sin sociale funktion. Den indebærer, at en erhvervsdrivende ikke vilkårligt kan berøves retten til at udøve sin virksomhed, men den sikrer ham ikke en omsætning af en bestemt størrelse eller en speciel markedsandel. Den beskyttelse, der gives de erhvervsdrivende, kan i intet tilfælde udstrækkes til blotte handelsinteresser eller handelsudsigter, hvis uvished er en del af det væsentlige i al økonomisk aktivitet (jf. Domstolens dom af 14.5.1974, sag 4/73, Nold mod Kommissionen, Sml. s. 491, præmis 14). Det følger heraf, at den frie erhvervsudøvelse kan underkastes begrænsninger, navnlig inden for rammerne af en fælles markedsordning, forudsat at sådanne begrænsninger er i virkelig overensstemmelse med de formål, som Fællesskabet forfølger i almenhedens interesse, og ikke, når henses til det forfulgte formål, indebærer et uforholdsmæssigt og uacceptabelt indgreb, der krænker selve de således garanterede rettigheders kerne (jf. Domstolens dom af 11.7.1989, sag 265/87, Schräder, Sml. s. 2237, præmis 15).

63 I denne forbindelse bemærkes, at Domstolen allerede i dommen i sagen Tyskland mod Rådet har fastslået, at det indgreb i den frie erhvervsudøvelse for traditionelle forhandlere af tredjelandsbananer, som er foretaget ved forordning nr. 404/93, opfylder formål af almen fællesskabsinteresse og ikke påvirker selve denne rets kerne (præmis 87). Det skal endvidere atter bemærkes, at Domstolen i dommen i sagen Atlanta Fruchthandelsgesellschaft udtalte, at selv om sagsøgerne havde henvist til en række vanskeligheder i forbindelse med anvendelsen af forordning nr. 404/93 og til de konsekvenser, dette havde fået for deres virksomhed, kunne disse forhold ikke have nogen betydning for forordningens gyldighed (præmis 11).

64 Anbringendet om tilsidesættelse af den grundlæggende ret til fri erhvervsudøvelse må derfor forkastes.«

13 For det femte har Retten fastslået følgende med hensyn til anbringendet om tilsidesættelse af retten til kontradiktion:

»70 Retten finder, at retten til at blive hørt under en administrativ procedure, som angår en bestemt person, i modsætning til hvad sagsøgerne har fremført under deres argumentation, ikke kan overføres til en lovgivningsprocedure, der fører til vedtagelse af generelle foranstaltninger. Retten skal herved fremhæve, at dommen i sagen CB og Europay mod Kommissionen er på linje med fast retspraksis på konkurrencerettens område, hvorefter de virksomheder, der formodes at have overtrådt traktatens regler, skal høres, før der træffes foranstaltninger over for dem, navnlig sanktioner. Denne retspraksis skal dog ses i sin egen sammenhæng og kan ikke udvides til en fællesskabsretlig lovgivningsprocedure, der fører til vedtagelse af generelle foranstaltninger, som indebærer et økonomisk-politisk valg og gælder for de berørte erhvervsdrivende i almindelighed.

71 Det skal tilføjes, at under en procedure for udstedelse af en fællesskabsretsakt i henhold til en artikel i traktaten er de eneste høringsforpligtelser, der påhviler fællesskabslovgiver, dem, der er foreskrevet i den pågældende artikel. Retten bemærker, at Domstolen i sin dom af 29. oktober 1980 (sag 138/79, Roquette Frères mod Rådet, Sml. s. 3333) har fastslået, at forpligtelsen til at høre Parlamentet, som er fastsat flere steder i traktaten, på fællesskabsniveau er en følge af et grundlæggende demokratisk princip, hvorefter folkeslagene deltager i udøvelsen af magten ved hjælp af en repræsentativ forsamlings medvirken.

72 Retten skal endvidere minde om, at en høring af repræsentanter for de forskellige økonomisk-sociale interessegrupper som led i Fællesskabets lovgivningsprocedure sker i form af en høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg. I nærværende sag er Parlamentet og Udvalget blevet hørt, før forordning nr. 404/93 blev vedtaget, således som traktaten foreskriver.

73 Retten finder, at Kommissionen, i modsætning til sagsøgernes opfattelse, ikke var forpligtet til derudover at høre de forskellige kategorier af erhvervsdrivende, der berøres af den fælles markedsordning for bananer. Fællesskabslovgiver er fuldt ud stand til at tage hensyn til afgrænsede grupper af erhvervsdrivendes særlige situation uden at høre dem alle individuelt. Retten skal i denne forbindelse henvise til, at Domstolen i dommen i sagen Tyskland mod Rådet har fastslået, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at Rådet havde truffet åbenbart uegnede foranstaltninger eller havde vurderet de oplysninger, som det rådede over på tidspunktet for ordningens indførelse, åbenbart fejlagtigt (præmis 95). Da forordning nr. 404/93 indeholder bestemmelser vedrørende de erhvervsdrivende, der forhandler tredjelandsbananer, har Domstolen således allerede indirekte anerkendt, at fællesskabslovgiver ikke har undladt at tage denne kategori af erhvervsdrivendes interesser i betragtning.

74 Det følger af de foregående betragtninger, at anbringendet om tilsidesættelse af retten til kontradiktion må forkastes.«

14 Endelig har Retten i den appellerede doms præmis 77 udtalt om anbringenderne om tilsidesættelse af bestemmelserne vedrørende lovgivningsproceduren og om tilsidesættelse af den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (herefter »GATT«), at disse anbringender var blevet forkastet i dommen i sagen Tyskland mod Rådet, henholdsvis præmis 27-43 og 103-112, og den har herefter fastslået i den appellerede doms præmis 78, at alle disse anbringender måtte forkastes som ubegrundede af samme grunde som dem, Domstolen har anført i denne dom.

15 Sammenfattende har Retten fastslået følgende:

»83 Det bemærkes, at i henhold til fast retspraksis følger det af traktatens artikel 215, stk. 2, at Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold og gennemførelsen af retten til erstatning for et lidt tab afhænger af, at en række betingelser er opfyldt, nemlig at den adfærd, som institutionerne beskyldes for, er ulovlig, at der foreligger et tab, og at der er årsagsforbindelse mellem denne adfærd og det påberåbte tab. Med hensyn til generelle retsakter, som bygger på et økonomisk-politisk valg, ifalder Fællesskabet desuden kun ansvar, når der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af en højere retsregel til beskyttelse af private. I en retlig sammenhæng som den foreliggende kan Fællesskabet kun ifalde ansvar, såfremt den pågældende institution åbenbart og groft har overskredet grænserne for udøvelsen af sine beføjelser (jf. dommen i sagen Mulder m.fl. mod Rådet og Kommissionen, præmis 12).

84 Det fremgår imidlertid af det foregående i sin helhed, at de sagsøgte ikke har begået nogen ulovlighed, som kan pådrage Fællesskabet et ansvar uden for kontraktforhold. Følgelig, og uden at det er nødvendigt at undersøge, om de øvrige betingelser for, at Fællesskabet ifalder ansvar, er opfyldt, må de sagsøgte frifindes.«

Appellen

16 Under appellen har Atlanta påberåbt sig syv anbringender. Det første er baseret på en afgørelse, der er truffet af Verdenshandelsorganisationens (herefter »WTO«) instans til bilæggelse af tvister (dispute settlement body) den 25. september 1997 (herefter »WTO-afgørelsen«). Appellantens andet anbringende går ud på, at Retten har afvist anbringendet om ansvar for en lovlig lovgivningsakt. Ifølge det tredje, fjerde og femte anbringende har Retten fejlbedømt rækkevidden af retten til kontradiktion (tredje anbringende), forbuddet mod forskelsbehandling og princippet om fri erhvervsudøvelse (fjerde anbringende) og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning (femte anbringende). Det sjette anbringende går ud på, at Rådet angiveligt ulovligt har delegeret lovgivningskompetence til Kommissionen. Endelig har appellanten med det syvende anbringende gjort gældende, at Rådet ikke har behandlet alle betingelserne for ansvar på grund af en ulovlig retsakt.

Det første anbringende

17 Med sit første anbringende, som første gang er fremført i replikken for Domstolen, har appellanten gjort gældende, at WTO-afgørelsen endeligt fastslår, at væsentlige dele af den fælles markedsordning for bananer (herefter »markedsordningen«) er uforenelige med retsreglerne om WTO, således at markedsordningen ubestrideligt er ulovlig efter fællesskabsretten.

18 Appellanten har nærmere anført, at selskabet har fået kendskab til, at forordning nr. 404/93 er ulovlig, ved offentliggørelsen af WTO-afgørelsen, altså seks måneder efter at appellen blev iværksat den 10. marts 1997. Denne afgørelse er følgelig en afgørende ny faktisk omstændighed, jf. artikel 42, stk. 2, i Domstolens procesreglement, som i henhold til samme reglements artikel 118 finder anvendelse på appelsager. Atlanta har i denne forbindelse anført, at Domstolen, når den skal træffe afgørelse i en appelsag, ikke udtaler sig om de faktiske omstændigheder, men foretager en retlig prøvelse af den appellerede dom. Appellanten har følgelig nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver den appellerede dom og hjemviser sagen til Retten.

19 Hertil bemærkes, at WTO-afgørelsen nødvendigvis og direkte er knyttet til anbringendet om tilsidesættelse af reglerne om GATT, som appellanten har fremført for Retten, og som den ikke har gentaget blandt anbringenderne under appellen.

20 En sådan afgørelse kan nemlig kun tages i betragtning, såfremt Domstolen under behandlingen af et anbringende om den fælles markedsordnings ugyldighed havde fastslået, at GATT har direkte virkning.

21 Som Kommissionen imidlertid med rette har gjort gældende, kunne appellanten have opretholdt sit anbringende og bl.a. til fordel for en anerkendelse af, at reglerne om GATT har direkte virkning, have påberåbt sig ordningen for bilæggelse af tvister i WTO, som blev indført i 1995.

22 Hvis det på denne baggrund blev anerkendt, at anbringendet om WTO-afgørelsen kunne realitetsbehandles, ville det i virkeligheden være ensbetydende med, at appellanten fik adgang til for første gang i replikken at anfægte Rettens forkastelse af et anbringende, som appellanten havde påberåbt sig for denne, skønt intet forhindrede appellanten i at fremføre et sådant anbringende i appelskriftet for Domstolen.

23 Det første anbringende må derfor afvises fra realitetsbehandling.

Det andet anbringende

24 Appellantens andet anbringende går ud på, at Retten med urette har afvist anbringendet om ansvar for en lovlig lovgivningsakt, fordi det var fremført for sent.

25 Atlanta er af den opfattelse, at selskabet allerede havde redegjort for denne opfattelse i stævningen for Retten ved at gøre gældende, at der for selskabets vedkommende var tale om et særligt og alvorligt tab (»Sonderopfer«). Under alle omstændigheder er der ifølge appellanten ikke tale om et nyt anbringende, men om et argument til støtte for anbringendet om Fællesskabets ansvar uden for kontrakt. Endelig har Atlanta anført, at forbuddet mod nye anbringender ikke bør gælde i et tilfælde som det foreliggende dels, fordi selskabet under alle omstændigheder kunne anlægge en ny sag om ansvar uden for kontrakt, som denne gang ville være baseret på ansvaret for en lovlig retsakt, og dels fordi en tilladelse under nærværende sags behandling til at anføre dette anbringende i replikken ikke ville gøre indgreb i retten til kontradiktion for parterne, som reelt hensigtsmæssigt har kunnet tage stilling til dette.

26 Det bemærkes for det første, som generaladvokaten har anført i punkt 35, 36 og 37 i sit forslag til afgørelse, at begrebet særlig og alvorlig skade kun er blevet påberåbt under sagens behandling for Retten i sammenhæng med en ulovlig retsakt.

27 Dernæst bemærkes, at i modsætning til hvad appellanten hævder, skal en argumentation, som ændrer selve Fællesskabets ansvarsgrundlag, anses for et nyt anbringende, som det er forbudt at påberåbe sig, mens sagen verserer. Dette gælder så meget desto mere, som reglen om forbud mod nye anbringender, som den franske regering træffende har anført, allerede er til hinder for, at der under en sag, der kun er baseret på ansvaret for en ulovlig retsakt, i replikken påberåbes tilsidesættelse af en højere retsregel, som ikke har været nævnt i stævningen (dom af 11.3.1987, forenede sager 279/84, 280/84, 285/84 og 286/84, Rau m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1069, præmis 38). Som Rådet med rette har fremhævet, betyder den omstændighed, at anbringendet, ligesom anbringendet om ansvar for en ulovlig retsakt, er baseret på traktatens artikel 215, derfor ikke, at der ikke er tale om et nyt anbringende.

28 Endelig bemærkes, i modsætning til hvad appellanten har hævdet, at betragtninger vedrørende procesøkonomiske hensyn eller overholdelsen af retten til kontradiktion ikke kan berettige en udvidelse af undtagelserne fra forbuddet mod nye anbringender ud over dem, der udtrykkeligt er fastsat i procesreglementet for Domstolen og procesreglementet for Retten.

29 Under disse omstændigheder er det med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 39 har udtalt, at det fremgår af såvel artikel 42, stk. 2, i procesreglementet for Domstolen, som af artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement, at nye anbringender ikke må fremsættes under sagens behandling, medmindre disse anbringender støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne, og i samme doms præmis 40 har udledt heraf, at sagsøgeren var afskåret fra i replikken at påberåbe sig anbringendet vedrørende ansvaret for en lovlig retsakt.

30 Det andet anbringende må derfor forkastes.

Det tredje anbringende

31 Appellantens tredje anbringende går ud på, at Retten med urette har antaget, at retten til at blive hørt under en forvaltningssag, der angår en bestemt person, ikke kan overføres til en lovgivningsprocedure, der som for forordning nr. 404/93's vedkommende fører til, at der træffes generelle foranstaltninger. Fra den berørte persons synspunkt er det nemlig ligegyldigt, om den retsakt, der gør indgreb i hans retsstilling, er resultatet af en forvaltningsprocedure eller en lovgivningsprocedure.

32 Atlanta har i denne forbindelse henvist til EF-traktatens artikel 173, stk. 4 (efter ændring nu artikel 230, stk. 4, EF), samt Domstolens praksis, navnlig om udstedelse af antidumpingforordninger (jf. bl.a. dom af 27.6.1991, sag C-49/88, Al-Jubail Fertilizer mod Rådet, Sml. I, s. 3187, præmis 15 og 16), hvoraf det fremgår, at den omstændighed, at der ikke findes en bestemmelse i traktaten, der bestemmer, at der skal foretages en høring som led i lovgivningsproceduren, ikke berettiger lovgiver til at anse sig for fritaget for en sådan høring (jf. også bl.a. dommen af 29.6.1994, sag C-135/92, Fiskano mod Kommissionen, Sml. I, s. 2885, præmis 39).

33 Appellanten har desuden gjort gældende, at Retten har tilsidesat det almindelige princip, som foreskriver, at enhver retsinstans har pligt til at begrunde sine afgørelser, navnlig ved at anføre de grunde, som har ført den til ikke at lægge et anbringende til grund, som udtrykkeligt er påberåbt for den.

34 I henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, kan enhver fysisk eller juridisk person indbringe klage over beslutninger, der retter sig til ham, samt over beslutninger, som, skønt de er udfærdiget i form af en forordning eller en beslutning rettet til en anden person, dog berører ham umiddelbart og individuelt.

35 I modsætning til hvad appellanten har anført, kan der ikke af denne bestemmelse udledes nogen ret til at blive hørt, før der udstedes en retsakt af normativ karakter.

36 Med hensyn til den af Atlanta nævnte retspraksis bemærkes, at den drejer sig om nogle retsakter, som berørte sagsøgerne umiddelbart og individuelt, mens det i det foreliggende tilfælde fremgår af Domstolens kendelse af 21. juni 1993, at sagsøgeren ikke var umiddelbart og individuelt berørt af forordning nr. 404/93.

37 Det er derfor med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 70 har udtalt, at denne retspraksis ikke kan udvides til en fællesskabsretlig lovgivningsprocedure, der fører til vedtagelse af generelle foranstaltninger, som indebærer et økonomisk-politisk valg og gælder for de berørte erhvervsdrivende i almindelighed.

38 Under disse omstændigheder har Retten ikke begået en retlig fejl, når den dernæst i den appellerede doms præmis 71 udtaler, at under en procedure for udstedelse af en fællesskabsretsakt i henhold til en artikel i traktaten er de eneste høringsforpligtelser, der påhviler fællesskabslovgiver, dem, der er foreskrevet i den pågældende artikel.

39 På baggrund af disse betragtninger må det ligeledes fastslås, at Retten, i modsætning til hvad appellanten hævder, har givet tilstrækkelige retlige grunde til at forkaste dette anbringende.

40 Det tredje anbringende må derfor forkastes.

Det fjerde anbringende

41 Ifølge appellanten burde Retten, selv om den fastslog, at forordning nr. 404/93 med hensyn til forbuddet mod forskelsbehandling og princippet om fri erhvervsudøvelse var gyldig generelt og abstrakt, vedrørende erstatningspåstanden have konkluderet, at en anvendelse af samme forordning på Atlanta's konkrete situation var en tilsidesættelse af selskabets rettigheder.

42 Hertil bemærkes straks, at det ikke blot påhviler fællesskabslovgiver, men også de myndigheder, der skal gennemføre de af denne vedtagne normative retsakter, at overholde grundrettighederne (jf. bl.a. dom af 26.11.1996, sag C-68/95, T. Port, Sml. I, s. 6065, præmis 39 og 40).

43 I modsætning til hvad appellanten hævder, omfatter Domstolens konstatering af, at en normativ retsakt er gyldig henset til grundrettighederne, imidlertid også den hypotese, at en sådan retsakt anvendes individuelt og konkret, således at dennes gyldighed ikke kan drages i tvivl på ny, når den anvendes på konkrete tilfælde.

44 Retten har således i den appellerede doms præmis 49 og 63 træffende bemærket, at Domstolen i dommen Atlanta Fruchthandelsgesellschaft m.fl. (II) havde præciseret, at vanskelighederne i forbindelse med anvendelsen af forordning nr. 404/93, som sagsøgerne havde henvist til, ikke kunne have nogen betydning for forordningens gyldighed.

45 Det er rigtigt, som Kommissionen med rette har anført, at når iværksættelse af generelle bestemmelser kræver, at der indføres gennemførelsesbestemmelser, kan de sidstnævnte erklæres ugyldige på grundlag af de samme principper for det tilfælde, at et indgreb i grundrettigheder direkte kan tilskrives sådanne retsakter (jf. bl.a. T. Port-dommen, præmis 39 og 40).

46 I det foreliggende tilfælde står det imidlertid fast, at det angivelige indgreb, som påberåbes, direkte angår forordning nr. 404/93, hvis gyldighed i forhold til de nævnte principper er blevet bekræftet af Domstolen i dommene Tyskland mod Rådet og Atlanta Fruchthandelsgesellschaft m.fl. (II).

47 Det er følgelig med rette, at Retten under henvisning til disse domme har forkastet anbringenderne om tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling og af princippet om retten til fri erhvervsudøvelse.

48 Det fjerde anbringende må derfor forkastes.

Det femte anbringende

49 Med sit femte anbringende hævder appellanten, at Domstolen, i modsætning til hvad Retten udtaler i den appellerede doms præmis 55 og 56, indtil nu aldrig har haft lejlighed til at udtale sig om, hvorvidt forordning nr. 404/93 - fordi den ikke fastsætter hensigtsmæssige overgangsforanstaltninger - tilsidesætter princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

50 Appellanten har tilføjet, at Retten har gjort sig skyldig i en urigtig retsanvendelse ved at forkaste anbringendet om tilsidesættelse af dette princip ved at fastslå, at såfremt administrationen ikke har afgivet »præcise løfter«, kan ingen påberåbe sig tilsidesættelse af dette princip (den appellerede doms præmis 57). Domstolen har nemlig aldrig støttet en så indskrænkende fortolkning af dette princip, og Retten har indtil nu kun selv stillet kravet om »præcise løfter« i forhold til tjenestemænd. Den har i forhold til andre personer antaget, at »begrundede forhåbninger« var tilstrækkelige (jf. bl.a. Rettens dom af 17.12.1992, sag T-20/91, Holtbecker mod Kommissionen, Sml. II, s. 2599, præmis 53).

51 Under alle omstændigheder har Retten med urette afholdt sig fra at tage stilling til appellantens argumentation, hvorefter den manglende overgangsordning havde påført selskabet betydelige tab.

52 Hertil bemærkes først, at Retten i den appellerede doms præmis 55 nøjagtigt har henvist til fast retspraksis, hvorefter princippet om beskyttelse af den berettigede forventning hører til Fællesskabets grundlæggende principper, men hvorefter de erhvervsdrivende ikke kan have nogen berettigede forventninger om opretholdelse af en bestående situation, som Fællesskabets institutioner kan ændre ved beslutninger truffet inden for rammerne af deres skøn, navnlig på et område som de fælles markedsordninger, hvis formål netop kræver en konstant tilpasning efter ændringer i den økonomiske situation.

53 I den appellerede doms præmis 55 har Retten desuden med rette udtalt, at Domstolen i præmis 80 i dommen i sagen Tyskland mod Kommissionen fastslog, at en erhvervsdrivende ikke kan gøre gældende, at han har en velerhvervet ret eller blot en berettiget forventning om opretholdelse af en bestående situation, som kan ændres ved beslutninger truffet af fællesskabsinstitutionerne inden for rammerne af deres skøn. Desuden har Retten i sin doms præmis 56 med rette bemærket, at Domstolen i dommen i sagen Atlanta Fruchthandelsgesellschaft m.fl. (II) konstaterede, at den forelæggende ret ikke havde nævnt ugyldighedsgrunde, som kunne ændre vurderingen af gyldigheden af forordning nr. 404/93, og herefter fastslog, at der ikke forelå en sådan tilsidesættelse.

54 Hvad appellanten har gjort gældende i denne sammenhæng, nemlig at Retten med urette ikke har taget hensyn til omfanget af den skade, som anvendelsen af forordning nr. 404/93 har påført selskabet, savner grundlag. Det hævdede tabs omfang kan nemlig under alle omstændigheder ikke rejse tvivl om Rettens stillingtagen, hvorefter den kompetente myndigheds adfærd ikke har givet anledning til, at der hos de berørte opstod en berettiget forventning om, at en given situation ville blive opretholdt, eller om at der ville blive truffet bestemte foranstaltninger.

55 Endelig bemærkes, at da appellanten ikke har fremført nogen omstændighed, der giver grundlag for at konkludere, at lovgivers adfærd kunne have givet appellanten anledning til at nære begrundede forhåbninger om, at en given situation ville blive opretholdt, eller at der ville blive truffet bestemte overgangsforanstaltninger, er det uden interesse at undersøge Atlanta's argumentation om, at Retten har begået en urigtig retsanvendelse ved at stille den betingelse for at anvende princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, at lovgiver har afgivet præcise løfter, i stedet for blot at undersøge, om lovgivers adfærd havde fremkaldt berettigede forhåbninger hos de berørte.

56 Det er derfor med rette, at Retten har kunnet konkludere, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at der forelå en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

57 Dette anbringende må derfor forkastes.

Det sjette anbringende

58 Atlanta's sjette anbringende går ud på, at Retten ikke har taget stilling til selskabets klagepunkt om, at der ulovligt er delegeret lovgivningskompetence til Kommissionen, fordi Rådet ikke selv i forordning nr. 404/93 har defineret begrebet erhvervsdrivende i markedsordningens forstand.

59 Det fremgår af den appellerede doms præmis 75, at sagsøgerne ifølge Retten reelt har gjort gældende for denne, at Rådet under proceduren for vedtagelse af forordning nr. 404/93 ikke har respekteret Kommissionens initiativret og Europa-Parlamentets ret til at blive hørt. Denne formulering giver ikke grundlag for at konkludere, at Retten har taget hensyn til klagepunktet om, at der ulovligt er delegeret lovgivningskompetence til Kommissionen.

60 I øvrigt bemærkes, at Retten som begrundelse for at forkaste anbringenderne om tilsidesættelse af bestemmelserne om proceduren for vedtagelse af forordning nr. 404/93 i den appellerede doms præmis 77 og 78 har gentaget begrundelserne i præmis 27-43 i dommen i sagen Tyskland mod Rådet. Det fremgår imidlertid af disse sidstnævnte præmisser, at de kun tog stilling til argumentationen om tilsidesættelse af Kommissionens initiativret, om manglende begrundelse og om manglende fornyet høring af Parlamentet.

61 Endelig fremgår det af den appellerede doms præmis 34, at selv om sagsøgerne for Retten koncentrerede deres argumentation om forskellige anbringender, gav de ikke afkald på at påberåbe sig andre anbringender, heriblandt anbringendet om en angivelig ulovlig delegation af lovgivningskompetence til Kommissionen.

62 Følgelig har appellanten med rette gjort gældende, at Retten ikke har taget stilling til klagepunktet om ulovlig delegation af lovgivningskompetence til Kommissionen.

63 Dette anbringende må derfor lægges til grund.

Det syvende anbringende

64 Atlanta's syvende anbringende går ud på, at Retten ikke har undersøgt alle betingelserne for ansvar for en ulovlig retsakt, selv om disse betingelser var opfyldt. Appellanten har i denne forbindelse anført, at forordning nr. 404/93 indebærer en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af en højere retsregel til beskyttelse af private, at fællesskabslovgiver groft og åbenbart har overskredet sine beføjelser, at skaden går langt ud over de økonomiske risici, som forhandling af bananer normalt indebærer, og at skaden, som hovedsagelig er knyttet til kontrakter om søtransport, der har mistet deres genstand, er forårsaget af fællesskabslovgivers ulovlige adfærd.

65 Hertil bemærkes blot, at ifølge fast retspraksis (jf. bl.a. Domstolens dom af 15.9.1994, sag C-146/91, KYDEP mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 4199, præmis 19) forudsætter Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold i henhold til traktatens artikel 215, stk. 2, opfyldelse af en række betingelser vedrørende retsstridigheden af den adfærd, som fællesskabsinstitutionerne hævdes at have udvist, at der foreligger et tab, og at der er årsagsforbindelse mellem institutionens adfærd og det påberåbte tab. Så snart en af disse betingelser ikke er opfyldt, må sagsøgte frifindes i det hele, uden at det er nødvendigt at undersøge, om de øvrige betingelser for, at Fællesskabet ifalder ansvar uden for kontraktforhold, er opfyldt (præmis 81 i dommen i sagen KYDEP mod Rådet og Kommissionen).

66 Under disse omstændigheder har Retten anvendt denne retspraksis korrekt ved i den appellerede doms præmis 84 at fastslå, at da det ikke kunne lægges til grund, at de sagsøgte havde begået nogen ulovlighed, som kunne pådrage Fællesskabet et ansvar uden for kontraktforhold, måtte de sagsøgte frifindes, uden at det var nødvendigt at undersøge, om de øvrige betingelser for, at Fællesskabet ifalder ansvar, var opfyldt.

67 Det syvende anbringende må derfor forkastes.

68 I betragtning af det foregående må det sjette anbringende erklæres for begrundet, og følgelig må den appellerede dom ophæves, for så vidt Retten ikke gav Atlanta medhold i søgsmålet uden at tage stilling til anbringendet om en ulovlig delegation af lovgivningskompetence til Kommissionen.

69 Artikel 54, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen bestemmer, at når Domstolen giver appellanten medhold, ophæver den den af Retten trufne afgørelse. Den kan i denne forbindelse enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse. Da sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at Domstolen selv kan træffe endelig afgørelse, er det ikke fornødent at hjemvise den til Retten.

Erstatningssøgsmålet

70 Atlanta har gjort gældende, at Rådet ulovligt har delegeret sin lovgivningskompetence til Kommissionen, idet det har overladt det til denne at definere begrebet erhvervsdrivende i markedsordningens forstand.

71 I denne forbindelse bemærkes, som Rådet og den franske regering med rette har anført, at forordning nr. 404/93 indeholder nogle væsentlige nærmere bestemmelser om de erhvervsdrivende, der er omfattet af markedsordningen.

72 For det første præciseres det i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 404/93, at de erhvervsdrivende i denne forordnings forstand skal være »etableret i Fællesskabet« og have »markedsført en minimumsmængde bananer af ovennævnte oprindelse, der skal fastsættes senere«.

73 Hvad angår bananernes oprindelse fremgår det dernæst af trettende betragtning til forordning nr. 404/93, at toldkontingentet bør forvaltes således, at der skelnes mellem på den ene side erhvervsdrivende, der tidligere har markedsført bananer fra tredjelande og ikke-traditionelle AVS-bananer, og på den anden side erhvervsdrivende, der tidligere har markedsført bananer produceret i Fællesskabet samt traditionelle AVS-bananer, samtidig med at der afsættes en mængde til nye erhvervsdrivende, der for nylig har nedsat sig eller agter at nedsætte sig som handlende inden for denne sektor.

74 Desuden defineres begrebet »markedsføring« i artikel 15, nr. 5, i forordning nr. 404/93 som markedsføring i alle led med undtagelse af produktets overgang til den endelige forbruger.

75 Endelig præciseres det i femtende betragtning til forordningen, at i forbindelse med fastsættelsen af de supplerende kriterier, som de erhvervsdrivende skal opfylde, skal Kommissionen lade sig lede af princippet om, at licenser skal udstedes til fysiske eller juridiske personer, som har påtaget sig den handelsmæssige risiko ved markedsføring af bananer, samt af behovet for at undgå at forstyrre normale handelsmæssige forbindelser mellem personer i forskellige led i markedsføringskæden.

76 I betragtning af disse præciseringer og idet det lægges til grund, at begrebet erhvervsdrivende indeholder elementer, som er af væsentlig betydning for det pågældende område og derfor alene henhører under Rådets kompetence (jf. bl.a. dom af 27.10.1992, sag C-240/90, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 5383, præmis 35 og 36), må det fastslås, at Rådet har defineret det pågældende begreb tilstrækkelig præcist, således at det gyldigt har kunnet delegere den nødvendige kompetence til Kommissionen med henblik på at sikre gennemførelsen af de således fastsatte regler, som EF-traktatens artikel 145 (nu artikel 202 EF) bemyndiger det til.

77 Anbringendet om en angivelig ulovlig delegation af lovgivningskompetence til Kommissionen må derfor forkastes.

78 Under disse omstændigheder må Kommissionen frifindes i erstatningssøgsmålet.

Sagens omkostninger

79 Procesreglementets artikel 122, stk. 1, bestemmer, at såfremt der gives appellanten medhold, og Domstolen selv endelig afgører sagen, træffer den afgørelse om sagens omkostninger. Ifølge procesreglementets artikel 69, stk. 2, som i henhold til artikel 118 finde anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Samme artikels stk. 4, første punktum, bestemmer, at medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, bærer deres egne omkostninger.

80 Da Kommissionen er blevet frifundet i det af Atlanta anlagte erstatningssøgsmål, må punkt 2 og 3 i den appellerede doms konklusion stadfæstes.

81 Da Atlanta har tabt appelsagen med hensyn til den væsentlige del af sine anbringender, dømmes Atlanta til at betale sagens omkostninger for Domstolen.

82 Den Franske Republik bærer sine egne omkostninger for Domstolen.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

1) Retten i Første Instans' dom af 11. december 1996, Atlanta m.fl. mod Det Europæiske Fællesskab (sag T-521/93), ophæves, for så vidt den frifinder Kommissionen i det af Atlanta AG anlagte erstatningssøgsmål uden at tage stilling til anbringendet om en ulovlig delegation af lovgivningskompetence til Kommissionen.

2) Det Europæiske Fællesskab frifindes i det af Atlanta AG anlagte erstatningssøgsmål.

3) Punkt 2 og 3 i domskonklusionen i Rettens dom i sagen Atlanta m.fl. mod Det Europæiske Fællesskab stadfæstes.

4) Atlanta AG betaler sagens omkostninger for Domstolen.

5) Den Franske Republik bærer sine egne omkostninger for Domstolen.