62000J0037

1. Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser specielle kompetenceregler retten på opfyldelsesstedet for den kontraktmæssige forpligtelse arbejdskontrakt arbejde udført »på en kontraherende stats område« begreb arbejde udført på en kontraherende stats del af kontinentalsoklen omfattet

(Konventionen af 27.9.1968, art. 5, nr. 1, som ændret ved tiltrædelseskonventionerne af 1978, 1982 og 1989)

2. Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser specielle kompetenceregler retten på opfyldelsesstedet for den kontraktmæssige forpligtelse arbejdskontrakt det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde fastlæggelse af dette sted, når arbejdet udføres i flere kontraherende stater kriterier

(Konventionen af 27.9.1968, art. 5, nr. 1, som ændret ved tiltrædelseskonventionerne af 1978, 1982 og 1989)

1. Et arbejde udført af en arbejdstager på faste eller flydende installationer, der befinder sig på eller over en kontraherende stats del af kontinentalsoklen, i forbindelse med udforskning og/eller udnyttelse af dens naturforekomster, skal anses for et arbejde udført på statens område med henblik på anvendelsen af artikel 5, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse, ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltrædelse og ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltrædelse.

( jf. præmis 36 og domskonkl. 1 )

2. Artikel 5, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse, ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltrædelse og ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltrædelse, skal fortolkes således, at i tilfælde, hvor arbejdstageren opfylder forpligtelserne i henhold til sin arbejdskontrakt i flere kontraherende stater, befinder det sted, hvor han sædvanligvis udfører sit arbejde, sig i bestemmelsens forstand dér, hvor eller hvorfra han, under hensyn til alle omstændigheder i det konkrete tilfælde, faktisk i det væsentlige opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren.

Når der er tale om en arbejdskontrakt, hvorefter arbejdstageren udfører samme arbejde for arbejdsgiveren i mere end én kontraherende stat, skal der som udgangspunkt tages hensyn til hele arbejdsforholdets varighed ved fastlæggelsen af det sted, hvor den pågældende sædvanligvis har udført sit arbejde i bestemmelsens forstand. Foreligger der ikke andre holdepunkter, befinder dette sted sig dér, hvor arbejdstageren har haft størstedelen af sin arbejdstid. Det kan kun forholde sig anderledes, hvis tvistens genstand, under hensyn til de faktiske omstændigheder i det konkrete tilfælde, har nærmere tilknytning til et andet arbejdssted, og i så fald er dette sted relevant med henblik på anvendelsen af konventionens artikel 5, nr. 1.

I tilfælde, hvor de af Domstolen opstillede kriterier ikke sætter den nationale ret i stand til at fastlægge, hvor det sædvanlige arbejdssted, som omhandlet i konventionens artikel 5, nr. 1, befinder sig, har arbejdstageren valget mellem at anlægge sag mod arbejdsgiveren enten ved retten på det sted, hvor den virksomhed, der har antaget arbejdstageren, er beliggende, eller ved retterne i den kontraherende stat, på hvis område arbejdsgiveren har bopæl.

De nationale retsforskrifter, der finder anvendelse i sagen, har i øvrigt ikke betydning for fortolkningen af begrebet det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, i bestemmelsens forstand.

( jf. præmis 58 og 62 samt domskonkl. 2 og 3 )

I sag C-37/00,

angående en anmodning, som Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene) i medfør af protokollen af 3. juni 1971 vedrørende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Herbert Weber

mod

Universal Ogden Services Ltd,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 5, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 (EFT 1978 L 304, s. 17), som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse (EFT L 304, s. 1, og den ændrede tekst s. 77), ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltrædelse (EFT L 388, s. 1) og ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltrædelse (EFT L 285, s. 1),

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, F. Macken, og dommerne N. Colneric, J.-P. Puissochet, R. Schintgen (refererende dommer) og V. Skouris,

generaladvokat: F.G. Jacobs

justitssekretær: R. Grass,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

Herbert Weber ved advocaat E. van Staden ten Brink

Universal Ogden Services Ltd ved advocaten C.J.J.C. van Nispen og S.J. Schaafsma

den nederlandske regering ved M.A. Fierstra, som befuldmægtiget

Det Forenede Kongeriges regering ved G. Amodeo, som befuldmægtiget, bistået af barrister K. Smith

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J.L. Iglesias Buhigues og W. Neirinck, som befuldmægtigede,

på grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 18. oktober 2001,

afsagt følgende

Dom

1 Ved dom af 4. februar 2000, indgået til Domstolen den 10. februar 2000, har Hoge Raad der Nederlanden i medfør af protokollen af 3. juni 1971 vedrørende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, forelagt tre præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af artikel 5, nr. 1, i konventionen (EFT 1978 L 304, s. 17), som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse (EFT L 304, s. 1, og den ændrede tekst s. 77), ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltrædelse (EFT L 388, s. 1) og ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltrædelse (EFT L 285, s. 1, herefter »Bruxelles-konventionen«).

2 Spørgsmålene er blevet rejst i en sag, der føres mellem en tysk statsborger, Herbert Weber, som har bopæl i Krefeld (Tyskland), og dennes arbejdsgiver, det skotske selskab Universal Ogden Services Ltd (herefter »UOS«), der har hjemsted i Aberdeen (Det Forenede Kongerige), efter at arbejdsgiveren har bragt arbejdskontrakten til ophør.

De relevante retsforskrifter

Bruxelles-konventionen

3 Bruxelles-konventionens kompetenceregler er indeholdt i konventionens afsnit II, som består af artikel 2-24.

4 Bruxelles-konventionens artikel 2, stk. 1, som er indeholdt i afsnit II, afdeling 1, under overskriften »Almindelige bestemmelser«, har følgende ordlyd:

»Med forbehold af bestemmelserne i denne konvention skal personer, der har bopæl på en kontraherende stats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne stat.«

5 Bruxelles-konventionens artikel 3, stk. 1, der er indeholdt i samme afdeling, bestemmer:

»Personer, der har bopæl på en kontraherende stats område, kan kun sagsøges ved retterne i en anden kontraherende stat i medfør af de regler, der er fastsat i afdeling 2 til 6 i dette afsnit.«

6 Bruxelles-konventionens afsnit II, afdeling 2-6, indeholder specielle kompetenceregler og regler om enekompetence.

7 Herunder bestemmes følgende i artikel 5, som i Bruxelles-konventionens afsnit II er indeholdt i afdeling 2 under overskriften »Specielle kompetenceregler«:

»En person, der har bopæl på en kontraherende stats område, kan sagsøges i en anden kontraherende stat:

1) i sager om kontraktforhold, ved retten på det sted, hvor den pågældende forpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes; i sager vedrørende individuelle arbejdskontrakter, er dette sted der, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde; hvis arbejdstageren ikke sædvanligvis udfører sit arbejde i et bestemt land, kan arbejdsgiveren ligeledes sagsøges ved retten på det sted, hvor den virksomhed, som har antaget arbejdstageren, er eller var beliggende.

[...]«

De relevante folkeretlige regler

8 Konventionen om den kontinentale sokkel, som blev indgået i Genève den 29. april 1958 (herefter »Genève-konventionen«), trådte i kraft den 10. juni 1964 og blev ratificeret af Kongeriget Nederlandene den 18. februar 1966. De Forenede Nationers konvention om havretten, som blev undertegnet i Montego Bay den 10. december 1982, blev derimod først ratificeret af Kongeriget Nederlandene den 28. juni 1996, og den fandt derfor ikke anvendelse i Nederlandene på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen.

De relevante nationale retsforskrifter

9 I Nederlandene trådte Wet arbeid mijnbouw Noordzee (den nederlandske lov om arbejde i forbindelse med indvinding af råstoffer i Nordsøen, herefter »WAMN«) af 2. november 1992 i kraft den 1. februar 1993.

10 I henhold til WAMN's artikel 1, litra a), forstås ved »kontinentalsoklen« i lovens forstand det samme som i Mijnwet continentaal plat (den nederlandske lov om indvinding af råstoffer på kontinentalsoklen) af 23. september 1965, dvs. den del af havbunden og undergrunden i de undersøiske områder, som er beliggende under Nordsøen uden for territorialfarvandet, og som Nederlandene, bl.a. i henhold til Genève-konventionen, har højhedsret over (herefter »den nederlandske del af kontinentalsoklen«).

11 I henhold til WAMN's artikel 1, litra b), forstås ved »installation til indvinding af råstoffer« i lovens forstand en på eller over den nederlandske del af kontinentalsoklen placeret indretning til udforskning eller indvinding af råstoffer eller en kombination af indretninger, hvoraf mindst én svarer til denne definition.

12 Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget for så vidt angår WAMN's artikel 1, at denne definition af en installation til indvinding af råstoffer også omfatter boreskibe og alle såvel faste som (fastgjorte) flydende anlæg til udforskning eller indvinding af råstoffer, som befinder sig uden for søterritoriet.

13 I henhold til WAMN's artikel 1, litra c), forstås ved »arbejdstager« i lovens forstand:

»1) En person, der i henhold til en arbejdskontrakt arbejder på eller fra en installation til indvinding af råstoffer.

2) En person, som ikke er omfattet af nr. 1, men som i henhold til en arbejdskontrakt er ansat til, i en periode på mindst 30 dage, på eller fra et skib, som befinder sig på søterritoriet eller over kontinentalsoklen under Nordsøen uden for søterritoriet, at udføre arbejde i forbindelse med udforskning, prospektion eller indvinding af råstoffer.«

14 WAMN's artikel 2 har følgende ordlyd:

»Nederlandsk ret om arbejdskontrakter, herunder de internationalprivatretlige regler, der vedrører dette retsområde, finder anvendelse på en arbejdstagers arbejdskontrakt. Med henblik på anvendelsen af de internationalprivatretlige regler anses arbejde, der udføres af en arbejdstager, for arbejde udført på nederlandsk område.«

15 WAMN's artikel 10, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Med forbehold af bestemmelserne i artikel 98, stk. 2, og artikel 126 i Wetboek van burgerlijke Rechtsvordering (den nederlandske civilproceslov) har Kantonrechter te Alkmaar kompetence til at træffe afgørelse i sager vedrørende en arbejdstagers arbejdskontrakt og vedrørende anvendelsen af denne lov.«

16 I bemærkningerne til lovforslaget udtales det med hensyn til WAMN's artikel 10, at bestemmelsen ikke kan fravige Bruxelles-konventionens regler.

Hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

17 Det fremgår af hovedsagens akter, at Herbert Weber var ansat hos UOS som kok fra juli 1987 og til og med den 30. december 1993.

18 Den forelæggende ret har oplyst, at Herbert Weber indtil den 21. september 1993 arbejdede for UOS »bl.a.« over den nederlandske del af kontinentalsoklen om bord på skibe eller installationer til indvinding af råstoffer i WAMN's forstand.

19 Den forelæggende ret har endvidere oplyst, at det ikke står fast, på hvilket eller hvilke præcise tidspunkter i perioden mellem henholdsvis begyndelsen af hans arbejdsforhold med UOS i juli 1987 og den 21. september 1993 Herbert Weber udførte sit arbejde i det område, som dækker den nederlandske del af kontinentalsoklen, og heller ikke på hvilke nøjagtige tidspunkter han arbejdede på installationer til indvinding af råstoffer eller på skibe, der var omfattet af WAMN.

20 Herbert Weber har gjort gældende, at han i hele dette tidsrum hovedsagelig arbejdede i det område, som dækker den nederlandske del af kontinentalsoklen, nærmere bestemt på råstofindvindingsinstallationer og på skibe, der førte nederlandsk flag. Dette bestrides imidlertid af UOS.

21 Det står derimod fast, at Herbert Weber fra den 21. september til den 30. december 1993 udførte sit arbejde som kok om bord på en flydekran, der blev benyttet i dansk territorialfarvand til opførelse af en bro over Storebælt (Danmark).

22 Da UOS efter Herbert Webers opfattelse retsstridigt havde bragt arbejdsforholdet til ophør, anlagde Herbert Weber i medfør af WAMN's artikel 10, stk. 1 den 29. juni 1994 sag mod UOS ved Kantonrechter te Alkmaar (Nederlandene).

23 Retten forkastede, i medfør af nederlandsk ret, UOS' indsigelse om, at den savnede kompetence til at pådømme sagen. Retten gav Herbert Weber delvis medhold i dennes realitetspåstande.

24 UOS ankede dommen til Rechtbank te Alkmaar (Nederlandene), som ligeledes udelukkende på grundlag af national ret fandt, at førsteinstansen med urette havde antaget, at den havde kompetence til at påkende Herbert Webers søgsmål. Rechtbank te Alkmaar fastslog i det væsentlige, at der kun kunne tages hensyn til beskæftigelsesperioden efter den 1. februar 1993, da WAMN trådte i kraft, og at den periode på over tre måneder, hvori Herbert Weber havde haft beskæftigelse i dansk territorialfarvand, måtte veje tungere end beskæftigelsesperioden over den nederlandske del af kontinentalsoklen.

25 Den 7. januar 1998 indbragte Herbert Weber en kassationsanke for Hoge Raad der Nederlanden, der fandt, at Rechtbank te Alkmaar har gjort sig skyldig i en urigtig retsanvendelse ved ikke ex officio at tage stilling til, om en kompetence for de nederlandske domstole kunne udledes af Bruxelles-konventionens regler. Den forelæggende ret har i denne forbindelse med henblik på anvendelsen af konventionens artikel 5, nr. 1 rejst spørgsmålet om dels, hvorvidt Herbert Webers arbejde i det område, som dækker den nederlandske del af kontinentalsoklen, skal anses for at være udført i Nederlandene, og dermed på en kontraherende stats område, dels om den pågældende arbejdstager, fra sin påbegyndelse af arbejdsforholdet med UOS i juli 1987, »sædvanligvis« har udført sit arbejde på dette sted i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i den pågældende bestemmelse i Bruxelles-konventionen.

26 Hoge Raad der Nederlanden, der på denne baggrund har fundet, at sagens afgørelse må bero på en fortolkning af Bruxelles-konventionen, har besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Skal arbejde, der udføres af en arbejdstager som defineret i WAMN i det område, som dækker den nederlandske del af kontinentalsoklen under Nordsøen, med henblik på anvendelsen af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, anses for eller sidestilles med arbejde, der er udført i Nederlandene?

2) I bekræftende fald, er det da ved besvarelsen af spørgsmålet, om arbejdstageren skal anses for »sædvanligvis« at have udført sit arbejde i Nederlandene, hele perioden for hans ansættelse, der skal tages i betragtning, eller er det hans seneste ansættelsesperiode?

3) Skal der ved besvarelsen af det andet spørgsmål sondres mellem det tidsrum, hvori WAMN endnu ikke var trådt i kraft og den nederlandske lovgivning således for et tilfælde som det foreliggende endnu ikke anviste nogen stedlig kompetent nederlandsk ret og tidsrummet efter WAMN's ikrafttræden?«

Første spørgsmål

27 Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål bemærkes for det første, at Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, efter fast retspraksis ikke kan finde anvendelse, når arbejdskontrakten fuldt ud er blevet opfyldt uden for de kontraherende staters område, fordi arbejdstageren udelukkende har udført sit arbejde i tredjelande (jf. dom af 15.2.1989, sag 32/88, Six Constructions, Sml. s. 341, præmis 22).

28 Som følge heraf forudsætter anvendelsen af konventionens artikel 5, nr. 1, at den individuelle arbejdskontrakt, i henhold til hvilken arbejdstageren udfører sit arbejde, kan anses for knyttet til mindst én kontraherende stats område.

29 For det andet følger det af artikel 29 i Wienerkonventionen af 23. maj 1969 om traktatretten, at »[m]edmindre andet fremgår af traktaten eller er fastslået på anden måde, er en traktat bindende for hver enkelt deltager med hensyn til hele dens territorium«.

30 Det er på baggrund af disse bemærkninger, at det skal afgøres, om et arbejde, der som i hovedsagen er udført i det område, som dækker den nederlandske del af kontinentalsoklen, med henblik på anvendelsen af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, skal anses for at være et arbejde, der er udført på Nederlandenes område og dermed i en kontraherende stat.

31 Da Bruxelles-konventionen ikke indeholder bestemmelser, der regulerer dette aspekt af konventionens anvendelsesområde, og da der ikke foreligger andre holdepunkter for besvarelsen af dette spørgsmål, må man henholde sig til de folkeretlige principper for den retlige regulering af kontinentalsoklen, herunder særlig Genève-konventionen, der fandt anvendelse i Nederlandene på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen.

32 I henhold til Genève-konventionens artikel 2 udøver kyststaten højhedsretten over den kontinentale sokkel, for så vidt angår udforskning og udnyttelse af dens naturforekomster. Disse rettigheder er eksklusive og er ikke betinget af en udtrykkelig erklæring.

33 I henhold til samme konventions artikel 5 »er kyststaten berettiget til på den kontinentale sokkel at opføre og opretholde eller drive installationer og andre anlæg, som er nødvendige for dens udforskning og for udnyttelsen af dens naturforekomster«. I samme artikel bestemmes det, at sådanne installationer eller anlæg »er underlagt kyststatens jurisdiktion«.

34 I overensstemmelse hermed har Den Internationale Domstol fastslået, at kyststatens rettigheder over det kontinentale sokkelområde, som er en naturlig forlængelse af dens territorium under havet, består »ipso facto« og »ab initio« i kraft af statens højhedsret over dette territorium og gennem en udvidelse af denne højhedsret i form af udøvelse af højhedsrettigheder med henblik på udforskning af havbunden og udnyttelse af dens naturforekomster (dom af 20.2.1969, sagerne vedrørende »kontinentalsoklen i Nordsøen«, Recueil des arrêts, avis consultatifs et ordonnances (ICJ Reports), 1969, s. 3, præmis 19).

35 Det er således i overensstemmelse med disse folkeretlige principper, at det i WAMNs artikel 10, stk. 1, bestemmes, at en nederlandsk domstol har kompetence til at påkende tvister vedrørende en arbejdstagers arbejdskontrakt, når den pågældende arbejder på eller fra en installation til indvinding af råstoffer, som befinder sig på den nederlandske del af kontinentalsoklen eller over det nederlandske sokkelområde, med henblik på udforskning og/eller udnyttelse af dens naturforekomster.

36 Heraf følger, at det første spørgsmål skal besvares med, at et arbejde udført af en arbejdstager på faste eller flydende installationer, der befinder sig på eller over en kontraherende stats del af kontinentalsoklen, i forbindelse med udforskning og/eller udnyttelse af dens naturforekomster, skal anses for et arbejde udført på statens område med henblik på anvendelsen af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1.

Andet spørgsmål

37 Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål skal der indledningsvis foretages en gennemgang af Domstolens praksis vedrørende fortolkningen af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, i tilfælde, hvor sagen drejer sig om en individuel arbejdskontrakt.

38 For det første fremgår det af denne praksis, at det opfyldelsessted for den pågældende forpligtelse, som er omhandlet i denne bestemmelse i Bruxelles-konventionen, for denne kontrakttypes vedkommende ikke, som for kontrakter i almindelighed, skal bestemmes under henvisning til den nationale lov, der er anvendelig i henhold til lovkonfliktreglerne for den ret, sagen er indbragt for (Domstolens faste praksis siden dommen af 6.10.1976, sag 12/76, Tessili, Sml. s. 1473), men derimod på grundlag af ensartede kriterier, som Domstolen skal opstille ud fra Bruxelles-konventionens opbygning og formål (jf. bl.a. dom af 13.7.1993, sag C-125/92, Mulox IBC, Sml. I, s. 4075, præmis 10, 11 og 16, af 9.1.1997, sag C-383/95, Rutten, Sml. I, s. 57, præmis 12 og 13, og af 28.9.1999, sag C-440/97, GIE Groupe Concorde m.fl., Sml. I, s. 6307, præmis 14).

39 For det andet har Domstolen udtalt, at begrundelsen for den specielle kompetenceregel i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, er, at der med henblik på varetagelse af retsplejehensyn og hensynet til at opnå en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af sagen består en særlig snæver forbindelse mellem retstvisten og den ret, der skal påkende den, og at retten på det sted, hvor arbejdstagerens forpligtelse til at udføre det aftalte arbejde skal opfyldes, er det mest hensigtsmæssige værneting for tvister, som arbejdskontrakten kan give anledning til (jf. bl.a. Mulox IBC-dommen, præmis 17, og Rutten-dommen, præmis 16).

40 For det tredje har Domstolen udtalt, at Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, for så vidt angår arbejdskontrakter skal fortolkes under hensyn til, at den part, som ud fra en social betragtning må anses for at være den svageste part i kontraktforholdet, i dette tilfælde arbejdstageren, indrømmes en passende beskyttelse, og at en sådan beskyttelse bedst opnås, hvis sager vedrørende en arbejdskontrakt henføres under rettens kompetence på det sted, hvor arbejdstageren opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren, idet arbejdstageren på dette sted med de mindste omkostninger kan anlægge sag eller varetage sine interesser som sagsøgt (Mulox IBC-dommen, præmis 18 og 19, og Rutten-dommen, præmis 17).

41 Heraf har Domstolen udledt, at Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, skal fortolkes således, at opfyldelsesstedet for den relevante forpligtelse, i forbindelse med arbejdskontrakter, i bestemmelsens forstand betegner det sted, hvor arbejdstageren faktisk udfører den med arbejdsgiveren aftalte virksomhed (Mulox IBC-dommen, præmis 20, Rutten-dommen, præmis 15, og GIE Groupe Concorde m.fl.-dommen, præmis 14).

42 Domstolen har også udtalt, at i tilfælde, hvor arbejdet udføres i mere end én kontraherende stat, er det væsentligt at undgå, at der opstår flere værneting, således at man modvirker risikoen for indbyrdes uforenelige afgørelser, og derved letter anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser uden for den stat, hvori de er afsagt, samt at bestemmelsen i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, derfor ikke kan fortolkes således, at den tillægger retterne i hver kontraherende stat, på hvis område arbejdstageren udfører en del af sit arbejde, en konkurrerende kompetence (Mulox IBC-dommen, præmis 21 og 23, og Rutten-dommen, præmis 18).

43 I overensstemmelse hermed udtalte Domstolen i Mulox IBC-dommens præmis 25 og 26, at i et sådant tilfælde befinder det sted, hvor den forpligtelse, som er karakteristisk for arbejdskontrakten, er opfyldt eller skal opfyldes i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1's forstand, sig dér, hvor eller hvorfra arbejdstageren hovedsagelig opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren, og at der skal tages hensyn til den omstændighed, at udførelsen af arbejdstagerens opgaver er sket fra et kontor, der er beliggende i en kontraherende stat, som arbejdstageren havde taget bopæl i, som han udførte sine arbejdsopgaver fra, og som han vendte tilbage til efter hver forretningsrejse i andre lande.

44 I Rutten-dommen fastslog Domstolen i et lignende tilfælde, at det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1's forstand, er det sted, hvor arbejdstageren har etableret det faktiske midtpunkt for sin erhvervsudøvelse, og at der med henblik på den konkrete fastlæggelse af dette sted skal tages hensyn til den omstændighed, at arbejdstageren har størstedelen af sin arbejdstid i en af de kontraherende stater, hvor han har et kontor, hvorfra han tilrettelægger sin virksomhed for arbejdsgiveren, og hvortil han vender tilbage efter hver forretningsrejse i udlandet.

45 Med hensyn til den konkrete fastlæggelse af det sted, hvor arbejdet sædvanligvis udføres som omhandlet i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1 i en sag som hovedsagen, bemærkes for det første, at hele den faktiske sammenhæng i sagen mellem Herbert Weber og hans tidligere arbejdsgiver endnu ikke er klart fastlagt for de nationale domstole.

46 Det står ganske vist fast, at Herbert Weber arbejdede om bord på en flydekran i dansk territorialfarvand fra den 21. september til den 30. december 1993, men i øvrigt fremgår det af sagens akter kun, at han fra juli 1987 til den 21. september 1993, i det mindste i en del af dette tidsrum, var beskæftiget af UOS på skibe eller installationer til indvinding af råstoffer i WAMN's forstand som befandt sig over den nederlandske del af kontinentalsoklen. Der er specielt uenighed mellem hovedsagens parter om de nøjagtige tidspunkter i den nævnte periode, på hvilke Herbert Weber arbejdede over den nederlandske del af området, og det fremgår heller ikke af sagens akter, om han i samme tidsrum arbejdede for UOS på et andet sted, og, i så fald, i hvilket land eller hvilke lande han arbejdede og i hvilke tidsrum. Det fremgår kun, hvad Rechtbank te Alkmaar har lagt til grund, at Herbert Weber i tiden fra den 1. februar til den 21. september 1993 arbejdede i 79 dage over den nederlandske del af kontinentalsoklen, uden at det dog er klart godtgjort, om han i de resterende 144 dage arbejdede andetsteds eller derimod havde fri.

47 Til trods for denne usikkerhed står det dog fast, at Herbert Weber, i den tid han arbejdede for UOS, var beskæftiget i mindst to forskellige kontraherende stater.

48 Til forskel fra, hvad der var tilfældet i de sager, som førte til afsigelsen af Mulox IBC-dommen og Rutten-dommen, havde Herbert Weber ikke et kontor i en af de kontraherende stater, som kunne have udgjort det faktiske midtpunkt for hans erhvervsudøvelse, og fra hvilket han hovedsagelig opfyldte sine forpligtelser over for arbejdsgiveren.

49 Denne praksis kan således ikke fuldt ud overføres på den foreliggende sag. Den er dog stadig relevant, for så vidt som den indebærer, at Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, i tilfælde, hvor en arbejdskontrakt er blevet opfyldt på flere kontraherende staters område i betragtning af de tvingende hensyn til såvel at fastlægge det sted, sagen har den væsentligste tilknytning til med henblik på at udpege den ret, der er bedst placeret til at afgøre tvisten, som at sikre arbejdstageren, som den svageste part i kontrakten, en passende beskyttelse og at undgå, at der er værneting flere steder skal fortolkes således, at bestemmelsen tager sigte på det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren faktisk i det væsentlige opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren. Det er således på dette sted, arbejdstageren med de mindste omkostninger kan anlægge retssag mod sin arbejdsgiver eller varetage sine interesser som sagsøgt, og retten på dette sted er bedst i stand til at afgøre tvisten vedrørende arbejdskontrakten (jf. Rutten-dommen, præmis 22 til 24).

50 Herefter må det kriterium, som det i en sag som hovedsagen er relevant at tage i betragtning ved fastlæggelsen af det sted, hvor arbejdet sædvanligvis udføres, i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1's forstand, som udgangspunkt være det sted, hvor arbejdstageren har haft størstedelen af sin arbejdstid for arbejdsgiveren.

51 I et tilfælde som det, der foreligger i hovedsagen, hvor arbejdstageren i hele den pågældende beskæftigelsesperiode til stadighed har udført det samme arbejde for sin arbejdsgiver, i det konkrete tilfælde som kok, er det kvalitative kriterium, hvorefter der lægges vægt på arten og betydningen af det arbejde, der er udført på forskellige steder i kontraherende stater, uden relevans.

52 Det tidsmæssige kriterium, som er omtalt i denne doms præmis 50, og som støttes på den arbejdstid, den pågældende har haft i de forskellige kontraherende stater, indebærer logisk set, at hele arbejdstagerens beskæftigelsesperiode tages i betragtning ved fastlæggelsen af, hvor arbejdstageren har udført den væsentligste del af sin beskæftigelse, og hvor midtpunktet for hans kontraktforhold med arbejdsgiveren befinder sig i et sådant tilfælde.

53 Kun i tilfælde, hvor tvistens genstand, under hensyn til de faktiske omstændigheder i det konkrete tilfælde, har nærmere tilknytning til et andet arbejdssted, kan den hovedregel, der er opstillet i præmis 52, ikke finde anvendelse.

54 Der bør således lægges vægt på den seneste beskæftigelsesperiode, når arbejdstageren efter at have udført sit arbejde i en periode på et bestemt sted derefter varigt har beskæftigelse på et andet sted, idet dette, efter parternes klare vilje, skal være et nyt sted, hvor arbejdet sædvanligvis udføres i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1's forstand.

55 I tilfælde, hvor de kriterier, der er opstillet i denne doms præmis 50-54, derimod ikke sætter den nationale ret i stand til at fastslå, på hvilket sted arbejdet sædvanligvis udføres med henblik på anvendelsen af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1 fordi der enten findes mindst to arbejdssteder, der må anses for at være lige betydningsfulde, eller fordi ingen af de forskellige steder, hvor den pågældende har udført sit arbejde, har en tilstrækkelig varig og intens tilknytning til det udførte arbejde til, at det kan betragtes som et sted, der har den vigtigste tilknytning med henblik på fastlæggelsen af den kompetente ret må det, som det allerede fremgår af denne doms præmis 42 og 49, undgås, at flere retter har kompetence til at påkende samme retsforhold. Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, kan derfor ikke fortolkes således, at den tillægger retterne i hver af de kontraherende stater, på hvis område arbejdstageren har udført en del af sit arbejde, en konkurrerende kompetence.

56 I denne forbindelse bemærkes dels, som det fremgår af J. Jenards rapport om Bruxelles-konventionen (EFT 1979 C 59, s. 1, på s. 22), at de specielle kompetenceregler kun giver sagsøgeren en supplerende valgmulighed, men ikke har indvirkning på hovedreglen i konventionens artikel 2, stk. 2, hvorefter personer, der har bopæl på en kontraherende stats område, uanset deres nationalitet, skal sagsøges ved retterne i denne stat. Dels bemærkes, at Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, sidste sætning, bestemmer, at i tilfælde, hvor arbejdstageren ikke sædvanligvis udfører sit arbejde i et bestemt land, kan arbejdsgiveren »ligeledes« sagsøges ved retten på det sted, hvor den virksomhed, som har antaget arbejdstageren, er eller var beliggende.

57 Som følge heraf kan arbejdstageren i det tilfælde, der er nævnt i denne doms præmis 55, vælge at anlægge sag mod arbejdsgiveren enten ved retten på det sted, hvor den virksomhed, der har antaget arbejdstageren, er beliggende, i overensstemmelse med Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, sidste sætning, eller ved retterne i den kontraherende stat, på hvis område arbejdsgiveren har bopæl, i overensstemmelse med konventionens artikel 2, stk. 1, for så vidt som disse to værneting ikke er sammenfaldende.

58 På baggrund af det anførte skal det andet spørgsmål besvares med, at Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, skal fortolkes således, at i tilfælde, hvor arbejdstageren opfylder forpligtelserne i henhold til sin arbejdskontrakt i flere kontraherende stater, befinder det sted, hvor han sædvanligvis udfører sit arbejde, sig i bestemmelsens forstand dér, hvor eller hvorfra han, under hensyn til alle omstændigheder i det konkrete tilfælde, faktisk i det væsentlige opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren.

Når der er tale om en arbejdskontrakt, hvorefter arbejdstageren udfører samme arbejde for arbejdsgiveren i mere end én kontraherende stat, skal der som udgangspunkt tages hensyn til hele arbejdsforholdets varighed ved fastlæggelsen af det sted, hvor den pågældende sædvanligvis har udført sit arbejde i bestemmelsens forstand.

Foreligger der ikke andre holdepunkter, befinder dette sted sig dér, hvor arbejdstageren har haft størstedelen af sin arbejdstid.

Det kan kun forholde sig anderledes, hvis tvistens genstand, under hensyn til de faktiske omstændigheder i det konkrete tilfælde, har nærmere tilknytning til et andet arbejdssted, og i så fald er dette sted relevant med henblik på anvendelsen af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1.

I tilfælde, hvor de af Domstolen opstillede kriterier ikke sætter den nationale ret i stand til at fastlægge, hvor det sædvanlige arbejdssted, som omhandlet i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, befinder sig, har arbejdstageren valget mellem at anlægge sag mod arbejdsgiveren enten ved retten på det sted, hvor den virksomhed, der har antaget arbejdstageren, er beliggende, eller ved retterne i den kontraherende stat, på hvis område arbejdsgiveren har bopæl.

Tredje spørgsmål

59 Med hensyn til dette spørgsmål bemærkes, at Bruxelles-konventionen har til formål at fastlægge kompetencen for de kontraherende staters retter i borgerlige sager, herunder handelssager, inden for Fællesskabet, således at de nationale retsplejeregler ikke finder anvendelse på de områder, der er reguleret ved konventionen, men erstattes af konventionens bestemmelser (jf. dom af 13.11.1979, sag 25/79, Sanicentral, Sml. s. 3423, præmis 5).

60 Endvidere bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at de i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, anvendte udtryk, for så vidt angår arbejdskontrakter, skal fortolkes selvstændigt, således at det sikres, såvel at konventionen får fuld retsvirkning i alle de kontraherende stater, som at den anvendes ensartet i alle de kontraherende stater, idet konventionen navnlig har til formål at gennemføre en harmonisering af de kontraherende staters regler om retternes kompetence (jf. bl.a. Mulox IBC-dommen, præmis 10 og 16, og Rutten-dommen, præmis 12 og 13).

61 Heraf følger, at national ret ikke har betydning for anvendelsen af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, således at ikrafttrædelsestidspunktet for WAMN ikke på nogen måde kan ændre konventionsbestemmelsens rækkevidde.

62 Herefter skal det tredje spørgsmål besvares med, at de nationale retsforskrifter, der finder anvendelse i hovedsagen, ikke har betydning for fortolkningen af begrebet det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, i den forstand, hvori begrebet er anvendt i konventionens artikel 5, nr. 1, og som omhandlet i det andet spørgsmål.

Sagens omkostninger

63 De udgifter, der er afholdt af den nederlandske regering og Det Forenede Kongeriges regering samt af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Hoge Raad der Nederlanden ved dom af 4. februar 2000, for ret:

1) Et arbejde udført af en arbejdstager på faste eller flydende installationer, der befinder sig på eller over en kontraherende stats del af kontinentalsoklen, i forbindelse med udforskning og/eller udnyttelse af dens naturforekomster, skal anses for et arbejde udført på statens område med henblik på anvendelsen af artikel 5, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse, ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltrædelse og ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltrædelse.

2) Konventionens artikel 5, nr. 1, skal fortolkes således, at i tilfælde, hvor arbejdstageren opfylder forpligtelserne i henhold til sin arbejdskontrakt i flere kontraherende stater, befinder det sted, hvor han sædvanligvis udfører sit arbejde, sig i bestemmelsens forstand dér, hvor eller hvorfra han, under hensyn til alle omstændigheder i det konkrete tilfælde, faktisk i det væsentlige opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren.

Når der er tale om en arbejdskontrakt, hvorefter arbejdstageren udfører samme arbejde for arbejdsgiveren i mere end én kontraherende stat, skal der som udgangspunkt tages hensyn til hele arbejdsforholdets varighed ved fastlæggelsen af det sted, hvor den pågældende sædvanligvis har udført sit arbejde i bestemmelsens forstand.

Foreligger der ikke andre holdepunkter, befinder dette sted sig dér, hvor arbejdstageren har haft størstedelen af sin arbejdstid.

Det kan kun forholde sig anderledes, hvis tvistens genstand, under hensyn til de faktiske omstændigheder i det konkrete tilfælde, har nærmere tilknytning til et andet arbejdssted, og i så fald er dette sted relevant med henblik på anvendelsen af konventionens artikel 5, nr. 1.

I tilfælde, hvor de af Domstolen opstillede kriterier ikke sætter den nationale ret i stand til at fastlægge, hvor det sædvanlige arbejdssted, som omhandlet i konventionens artikel 5, nr. 1, befinder sig, har arbejdstageren valget mellem at anlægge sag mod arbejdsgiveren enten ved retten på det sted, hvor den virksomhed, der har antaget arbejdstageren, er beliggende, eller ved retterne i den kontraherende stat, på hvis område arbejdsgiveren har bopæl.

3) De nationale retsforskrifter, der finder anvendelse i hovedsagen, har ikke betydning for fortolkningen af begrebet det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, i den forstand, hvori begrebet er anvendt i konventionens artikel 5, nr. 1, og som omhandlet i det andet spørgsmål.