EUR-Lex El acceso al Derecho de la Unión Europea

Volver a la página principal de EUR-Lex

Este documento es un extracto de la web EUR-Lex

Documento 32014R0992

Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 992/2014 af 22. september 2014 om ophævelse af delegeret forordning (EU) nr. 950/2014

EUT L 279 af 23.9.2014, p. 17/18 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Estatuto jurídico del documento Vigente

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2014/992/oj

23.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 279/17


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) Nr. 992/2014

af 22. september 2014

om ophævelse af delegeret forordning (EU) nr. 950/2014

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (1), særlig artikel 219, stk. 1, sammenholdt med artikel 228, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

For at mindske eller fjerne truslen om alvorlig uligevægt på ostemarkedet skabt af det importforbud, der er indført af den russiske regering, fastsattes der ved Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 950/2014 (2) en midlertidig ekstraordinær støtte til privat oplagring af ost for en maksimal mængde på 155 000 ton. For at sikre, at den maksimale mængde overholdes, blev der etableret en meddelelses- og overvågningsmekanisme.

(2)

Mens virkningerne af det russiske importforbud potentielt påvirker hele EU-markedet for oste, er de hårdest ramte medlemsstater Finland og de baltiske stater, for hvilke Rusland er den eneste handelspartner for ost, og Tyskland, Nederlandene og Polen, for hvilke Rusland er en vigtig aftager af ost. Selv om oste med en geografisk betegnelse er berørt af importforbuddet, udgør de kun en forsvindende lille del af alle de oste, der eksporteres til Rusland.

(3)

De hidtil modtagne meddelelser i henhold til overvågningsmekanismen i artikel 12 i delegeret forordning (EU) nr. 950/2014 viser, at ordningen anvendes i uforholdsmæssigt omfang af producenter af ost fra områder, der ikke traditionelt eksporterer betydelige mængder til Rusland. Ordningen synes derfor ikke egnet til at reagere effektivt mod markedsforstyrrelser som følge af det russiske forbud.

(4)

I lyset af ovenstående og for at sikre en forsvarlig anvendelse af EU's budget bør ordningen for privat oplagring af oste som fastsat ved delegeret forordning (EU) nr. 950/2014 ophæves.

(5)

For at mindske risikoen for ineffektiv anvendelse af EU's budget skal denne foranstaltning straks finde anvendelse.

(6)

For at sikre, at forventningerne hos erhvervsdrivende, der har ansøgt om støtte til privat oplagring af ost i henhold til artikel 4 i delegeret forordning (EU) nr. 950/2014, er beskyttet, bør ansøgninger, der er indgivet inden denne forordnings ikrafttræden, tages i betragtning med henblik på betaling af den støtte, der er fastsat ved delegeret forordning (EU) nr. 950/2014 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Ophævelse af delegeret forordning (EU) nr. 950/2014

Delegeret forordning (EU) nr. 950/2014 ophæves.

Den anvendes dog fortsat for ansøgninger, der er indgivet i henhold til forordningens artikel 4 før nærværende forordnings ikrafttræden.

Hvis det ville føre til overskridelse af den i artikel 1 i delegeret forordning (EU) nr. 950/2014 omhandlede maksimale mængde at acceptere hele den produktmængde, som der i en given uge er fremsendt støtteansøgninger for til Kommissionen i overensstemmelse med foregående stykke, fastsætter Kommissionen ved en gennemførelsesretsakt vedtaget uden anvendelse af den procedure, som der er henvist til i artikel 229, stk. 2 og 3, i forordning (EU) nr. 1308/2013, en fordelingskoefficient for de mængder, for hvilke der er fremsendt ansøgninger til Kommissionen den pågældende uge. Ved denne fordelingskoefficient begrænses den samlede produktmængde, der kan få del i den midlertidige ekstraordinære støtte til privat oplagring, til den maksimale mængde, der er omhandlet i artikel 1 i delegeret forordning (EU) nr. 950/2014.

Artikel 2

Ikrafttræden og anvendelse

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. september 2014.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671.

(2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 950/2014 af 4. september 2014 om midlertidig ekstraordinær støtte til privat oplagring af visse oste og om forudfastsættelse af støttebeløbet (EUT L 265 af 5.9.2014, s. 22).


Arriba