EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32014R0729

Rådets forordning (EU) nr. 729/2014 af 24. juni 2014 om pålydende værdi og tekniske specifikationer for euromønter, som er bestemt til at sættes i omløb (omarbejdning)

EUT L 194 af 2.7.2014, p. 1–7 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2014/729/oj

2.7.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 194/1


RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 729/2014

af 24. juni 2014

om pålydende værdi og tekniske specifikationer for euromønter, som er bestemt til at sættes i omløb

(omarbejdning)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 128, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets forordning (EF) nr. 975/98 af 3. maj 1998 om pålydende værdi og tekniske specifikationer for euromønter, som er bestemt til at sættes i omløb (1) er blevet ændret væsentligt flere gange (2). Da der skal foretages yderligere ændringer, bør forordningen af klarhedshensyn omarbejdes.

(2)

I henhold til artikel 128, stk. 2, i traktaten kan medlemsstaterne udstede euromønter med forbehold af Den Europæiske Centralbanks (ECB) godkendelse af omfanget heraf. Rådet, efter forslag fra Europa-Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet og ECB, kan vedtage foranstaltninger med henblik på at harmonisere den pålydende værdi og de tekniske specifikationer for alle mønter, som er bestemt til at sættes i omløb, i den udstrækning det er nødvendigt af hensyn til mønternes smidige omløb i Unionen.

(3)

Rækken af eurosedler går fra 5 til 500 euro. Sedlernes og mønternes pålydende værdi skal give mulighed for, at der let kan foretages kontantbetalinger af beløb udtrykt i euro og cent.

(4)

Unionens fælles møntsystem bør fremme tilliden i offentligheden og bør medføre teknologiske innovationer, som sikrer, at det er et sikkert, pålideligt og effektivt system.

(5)

Offentligt accept af systemet er et af hovedformålene med Unionens møntsystem. Offentlighedens tillid til det nye system afhænger af de fysiske karakteristika af euromønterne, som bør være så brugervenlige som muligt.

(6)

Forbrugersammenslutninger, Den Europæiske Blindeorganisation og repræsentanter for automatindustrien blev hørt for at tage hensyn til vigtige møntbrugerkategoriers specifikke krav. For at sikre en smidig overgang til euroen og fremme brugernes accept af det nye møntsystem var det nødvendigt at garantere, at visuelle og taktile karakteristika ville gøre det let at skelne mønterne fra hinanden.

(7)

Det er lettere at genkende og blive fortrolig med euromønter, fordi diameterens størrelse bringes i overensstemmelse med mønternes pålydende værdi.

(8)

På grund af 1- og 2-euros høje værdi, er der behov for nogle særlige sikkerhedsforholdsregler for at reducere mulighederne for forfalskning. De mest effektive sikkerhedsforholdsregler anses for at være en teknik til møntfremstilling i tre lag og kombinationen af to forskellige farver i en mønt.

(9)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/27/EF (3), begrænser anvendelsen af nikkel i visse produkter i erkendelse af, at nikkel kan forårsage allergier under visse omstændigheder. Mønter er ikke omfattet af nævnte direktiv. Det synes ønskeligt at reducere nikkelindholdet i mønter af hensyn til den offentlige sundhed.

(10)

At give mønterne henholdsvis en fælles europæisk og en særlig national side er en egnet måde at udtrykke tanken om den europæiske monetære union mellem medlemsstater. På euromønternes fælles europæiske side findes både den fælles valutas navn og møntens pålydende værdi. Hverken den fælles valutas navn eller møntens pålydende værdi bør gentages på den nationale side af mønten.

(11)

Den udstedende medlemsstats navn bør angives klart på møntens nationale side for at sætte interesserede møntbrugere i stand til nemt at identificere den udstedende medlemsstat.

(12)

Euromønternes randskrift bør betragtes som værende en del af den nationale side, og en angivelse af den pålydende værdi må derfor ikke gentages, med undtagelse af 2-euromønten, og forudsat at kun tallet »2« eller ordet »euro« i det relevante alfabet eller begge anvendes.

(13)

Designet på euromønternes nationale sider bestemmes af hver medlemsstat, der har euroen som valuta, under hensyntagen til det forhold, at euromønterne er i omløb i hele euroområdet og ikke kun i den udstedende medlemsstat. For at sikre, at mønterne også på den nationale side er umiddelbart genkendelige som euromønter, bør designet være omgivet af EU-flagets 12 stjerner.

(14)

For at lette genkendelsen af mønter i omløb og for at sikre passende kontinuitet i møntningen bør medlemsstaterne kun kunne ændre designet på den nationale side af almindelige mønter i omløb hvert 15. år, medmindre det statsoverhoved, der er afbildet på mønten, udskiftes. Dette bør dog være med forbehold af nødvendige ændringer for at forhindre forfalskning af valutaen. Ændringer i designet på den fælles europæiske side af mønterne i omløb vedtages af Rådet, og stemmeretten bør begrænses til medlemsstater, der har euroen som valuta.

(15)

Individuelle medlemsstater bør have mulighed for at udstede erindringsmønter til minde om temaer af større national eller europæisk relevans, medens erindringsmønter, der udstedes kollektivt af alle medlemsstater, der har euroen som valuta, bør være forbeholdt emner af største europæiske relevans. 2-euromønten er den mest egnede pålydende værdi til dette formål, primært på grund af møntens store diameter og dens tekniske karakteristika, som frembyder en passende beskyttelse mod forfalskning.

(16)

I betragtning af, at euromønterne er i omløb i hele euroområdet og for at undgå anvendelsen af uhensigtsmæssige design, bør udstedende medlemsstater underrette hinanden og Kommissionen om designudkast til den nationale side af euromønterne forud for den planlagte udstedelsesdato. Kommissionen bør kontrollere, at designet er i overensstemmelse med de tekniske specifikationer i denne forordning. Forelæggelsen af designudkast til Kommissionen bør finde sted i så god tid inden den planlagte udstedelsesdato, at der er tilstrækkelig tid for de udstedende medlemsstater til at ændre designet, hvis dette skulle vise sig nødvendigt.

(17)

Der bør desuden fastsættes ensrettede betingelser for godkendelse af designet på euromønternes nationale sider for at undgå, at der vælges design, der vil kunne betragtes som upassende i nogle medlemsstater. Eftersom kompetencen for en udstedelse, der er så følsom som designet på euromønternes nationale sider, tilhører de udstedende medlemsstater, bør gennemførelsesbeføjelserne tillægges Rådet. De gennemførelsesafgørelser, som Rådet træffer på dette grundlag, vil være tæt forbundne med de retsakter, som Rådet vedtager på grundlag af artikel 128, stk. 2, i traktaten. Derfor bør suspensionen af stemmerettighederne for de medlemmer af Rådet, der repræsenterer medlemsstater, der ikke har euroen som valuta, i forbindelse med Rådets vedtagelse af disse afgørelser finde anvendelse, jf. artikel 139, stk. 4, i traktaten. Proceduren bør give de udstedende medlemsstater mulighed for rettidigt at ændre designet, hvis dette er påkrævet —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Rækken af euromønter omfatter otte pålydende værdier fra 1 cent til 2 euro, der skal opfylde de tekniske specifikationer som anført i bilag I.

Artikel 2

I denne forordning forstås ved:

1)   »mønter i omløb«: mønter bestemt til at sættes i omløb, hvis pålydende værdi og tekniske specifikationer er omhandlet i artikel 1

2)   »almindelige mønter«: mønter i omløb med undtagelse af erindringsmønter

3)   »erindringsmønter«: mønter i omløb, som udstedes til minde om et bestemt tema som angivet i artikel 9.

Artikel 3

Mønter i omløb har en fælles europæisk side og en særlig national side.

Artikel 4

1.   Den nationale side af mønterne i omløb må hverken bære en gentagelse af møntens pålydende værdi, eller dele heraf. Den må ikke bære en gentagelse af den fælles valutas navn eller af dens underinddeling, medmindre en sådan angivelse skyldes, at der anvendes et andet alfabet.

2.   Uanset stk. 1 kan 2-euromøntens randskrift omfatte en angivelse af den pålydende værdi, forudsat at der kun anvendes tallet »2« eller ordet »euro« i det relevante alfabet eller begge.

Artikel 5

De nationale sider af alle værdienheder af mønter i omløb skal bære en angivelse af den udstedende medlemsstat i form af medlemsstatens navn eller en forkortelse heraf.

Artikel 6

1.   På den nationale side af mønterne i omløb skal det nationale design, herunder årstallet og angivelsen af den udstedende medlemsstats navn, være omgivet af en cirkel af 12 stjerner. Dette skal ikke være til hinder for, at nogle af designelementerne kan strække sig ind i cirklen af stjerner, så længe stjernerne alle er fuldt og tydeligt synlige. De 12 stjerner afbildes som på EU-flaget.

2.   Ved valget af designet på den nationale side af mønterne i omløb tages der hensyn til, at euromønterne er i omløb i alle de medlemsstater, der har euroen som valuta.

Artikel 7

1.   Med forbehold af nødvendige ændringer for at forhindre forfalskning af valutaen kan der kun foretages ændringer af de design, der anvendes til de nationale sider på de almindelige mønter, hvert 15. år.

2.   Uanset stk. 1 kan der foretages ændringer af de design, der anvendes til de nationale sider på de almindelige mønter, hvor det statsoverhoved, der henvises til på en mønt, udskiftes. Det forhold, at stillingen som statsoverhoved midlertidigt er ledig eller besættes foreløbigt, giver dog ikke yderligere ret til en sådan ændring.

Artikel 8

De udstedende medlemsstater opdaterer de nationale sider af de almindelige mønter for til fulde at overholde denne forordning inden den 20. juni 2062.

Artikel 9

1.   Erindringsmønter skal bære et andet nationalt design end de almindelige mønter og må kun udstedes til minde om temaer af større national eller europæisk relevans. Erindringsmønter, som udstedes kollektivt af alle medlemsstater, der har euroen som valuta, må kun udstedes til minde om temaer af største relevans for Europa, og deres design skal være med forbehold af eventuelle forfatningsmæssige krav i disse medlemsstater.

2.   Randskriften på erindringsmønter skal være den samme som på almindelige mønter.

3.   Erindringsmønter må kun have en pålydende værdi på 2 euro.

Artikel 10

1.   Medlemsstaterne underretter hinanden om designudkastet til nye nationale sider på mønter, der skal i omløb, herunder randskriften, og for erindringsmønter om den skønnede størrelse af udstedelsen, inden disse design formelt godkendes.

2.   Kompetencen til at godkende design på nye eller ændrede nationale sider af mønter, der skal i omløb, tillægges Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal i overensstemmelse med proceduren i stk. 3-7.

I forbindelse med de afgørelser, der er nævnt i denne artikel, suspenderes stemmerettighederne for de medlemsstater, der ikke har euroen som valuta.

3.   Med henblik på stk. 1 forelægger den udstedende medlemsstat Rådet, Kommissionen og de øvrige medlemsstater, der har euroen som valuta, designudkastene til mønterne, der skal i omløb, i princippet mindst tre måneder før den planlagte udstedelsesdato.

4.   Senest syv dage efter forelæggelsen i stk. 3 kan enhver medlemsstat, der har euroen som valuta, i en begrundet udtalelse, der fremsendes til Rådet og til Kommissionen, gøre indsigelse mod det designudkast, der er foreslået af den udstedende medlemsstat, hvis designudkastet antages at kunne forårsage en ugunstig reaktion blandt dens borgere.

5.   Hvis Kommissionen mener, at designudkastet ikke overholder de tekniske krav, der er fastsat i denne forordning, skal den senest syv dage efter forelæggelsen i stk. 3, forelægge Rådet en negativ vurdering.

6.   Hvis Rådet ikke har fået forelagt en begrundet udtalelse eller en negativ vurdering inden tidsfristerne i henholdsvis stk. 4 og stk. 5, betragtes afgørelsen om godkendelse af designet som vedtaget af Rådet dagen efter udløbet af tidsfristen i stk. 5.

7.   I alle andre tilfælde træffer Rådet hurtigst muligt afgørelse om godkendelse af designudkastet, medmindre den udstedende medlemsstat senest syv dage efter forelæggelsen af en begrundet udtalelse eller en negativ vurdering trækker forelæggelsen tilbage og meddeler Rådet, at den agter at forelægge et nyt designudkast.

8.   Alle relevante oplysninger om nye nationale design på mønter i omløb offentliggøres af Kommissionen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 11

Artikel 4, 5 og 6 samt artikel 9, stk. 2:

a)

finder ikke anvendelse på mønter i omløb, der er udstedt eller fremstillet før den 19. juni 2012

b)

finder i en overgangsperiode, der slutter den 20. juni 2062, ikke anvendelse på design, der allerede lovligt anvendes på mønter i omløb den 19. juni 2012.

Mønter i omløb, der er udstedt eller fremstillet i overgangsperioden, skal vedblive med at være lovligt betalingsmiddel uden tidsbegrænsning.

Artikel 12

Forordning (EF) nr. 975/98 ophæves.

Henvisninger til den ophævede forordning gælder som henvisninger til nærværende forordning og læses efter sammenligningstabellen i bilag III.

Artikel 13

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.

Udfærdiget i Luxembourg, den 24. juni 2014.

På Rådets vegne

E. VENIZELOS

Formand


(1)  EFT L 139 af 11.5.1998, s. 6.

(2)  Jf. bilag II.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/27/EF af 30. juni 1994 om tolvte ændring af direktiv 76/769/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater (EFT L 188 af 22.7.1994, s. 1).


BILAG I

Tekniske specifikationer omhandlet i artikel 1

Pålydende værdi (euro)

Diametre i mm

Tykkelse i mm

Vægt i g

Form

Farve

Sammensætning

Rand

2

25,75

2,20

8,5

Rund

Ydre del: hvid

Kobbernikkel

(Cu75Ni25)

Randskrift Fin rifling

Indre del: gul

tre lag

Nysølv/nikkel/nysølv

CuZn20Ni5/Ni12/CuZn20Ni5

1

23,25

2,33

7,5

Rund

Ydre del: gul

Nysølv

(CuZn20Ni5)

Afbrudt rifling

Indre del: hvid

tre lag

Cu75Ni25/Ni7/Cu75Ni25

0,50

24,25

2,38

7,8

Rund

Gul

Nordic Gul

Cu89Al5Zn5Sn1

Sinus-formet rand

0,20

22,25

2,14

5,7

Form som »spansk blomst«

Gul

Nordic Gold

Cu89Al5Zn5Sn1

Uden randprægning

0,10

19,75

1,93

4,1

Rund

Gul

Nordic Gold

Cu89Al5Zn5Sn1

Sinus-formet rand

0,05

21,25

1,67

3,9

Rund

Rød

Forkobret jern

Glat

0,02

18,75

1,67

3

Rund

Rød

Forkobret jern

Glat med en rille

0,01

16,25

1,67

2,3

Rund

Rød

Forkobret jern

Glat


BILAG II

Ophævet forordning med ændringer

Rådets forordning (EF) nr. 975/98

(EFT L 139 af 11.5.1998, s. 6)

Rådets forordning (EF) nr. 423/1999

(EFT L 52 af 27.2.1999, s. 2)

Rådets forordning (EU) nr. 566/2012

(EFT L 169 af 29.6.2012, s. 8)


BILAG III

Sammenligningstabel

Forordning (EF) nr. 975/98

Nærværende forordning

Artikel 1, indledning

Artikel 1

Artikel 1a

Artikel 2

Artikel 1b

Artikel 3

Artikel 1c

Artikel 4

Artikel 1d

Artikel 5

Artikel 1e

Artikel 6

Artikel 1f

Artikel 7

Artikel 1g

Artikel 8

Artikel 1h

Artikel 9

Artikel 1i

Artikel 10

Artikel 1j, indledning, litra (a) og første punktum af litra (b)

Artikel 11, første afsnit

Artikel 1j, andet punktum af litra (b)

Artikel 11, andet afsnit

Artikel 12

Artikel 2

Artikel 13

Artikel 1, tabel

Bilag I

Bilag II

Bilag III


Top