EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32003D0321

2003/321/EF: Kommissionens beslutning af 12. maj 2003 om overgangsforanstaltninger i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1774/2002 for så vidt angår forarbejdningsnormer for blod af pattedyr (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2003) 1491)

EUT L 117 af 13.5.2003, p. 30–31 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/12/2004

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2003/321/oj

32003D0321

2003/321/EF: Kommissionens beslutning af 12. maj 2003 om overgangsforanstaltninger i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1774/2002 for så vidt angår forarbejdningsnormer for blod af pattedyr (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2003) 1491)

EU-Tidende nr. L 117 af 13/05/2003 s. 0030 - 0031


Kommissionens beslutning

af 12. maj 2003

om overgangsforanstaltninger i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1774/2002 for så vidt angår forarbejdningsnormer for blod af pattedyr

(meddelt under nummer K(2003) 1491)

(Kun den engelske, den italienske, den spanske og den tyske udgave er autentiske)

(EØS-relevant tekst)

(2003/321/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1774/2002 af 3. oktober 2002 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter, som ikke er bestemt til konsum(1), særlig artikel 32, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ved forordning (EF) nr. 1774/2002 er der fastsat en fuldstændig revision af EF-bestemmelserne om animalske biprodukter, som ikke er bestemt til konsum, hvorved der er indført en række strenge krav. Forordningen indeholder endvidere bestemmelser om, at der kan vedtages relevante overgangsforanstaltninger.

(2) Da kravene er strenge, er det nødvendigt, at der fastsættes overgangsforanstaltninger for Tyskland, Spanien, Italien og Det Forenede Kongerige, så erhvervslivet har tilstrækkelig tid til at tilpasse sig. Desuden er der behov for en yderligere udvikling af alternativ indsamling, transport, opbevaring, håndtering, forarbejdning og anvendelse af animalske biprodukter samt af metoder til bortskaffelse af sådanne biprodukter.

(3) Tyskland, Spanien, Italien og Det Forenede Kongerige bør således som en midlertidig foranstaltning have dispensation til at tillade, at virksomhedsledere fortsat anvender nationale regler for forarbejdningsnormer for blod af pattedyr.

(4) For at undgå risiko for menneskers eller dyrs sundhed bør der opretholdes passende kontrolsystemer i Tyskland, Spanien, Italien og Det Forenede Kongerige i den periode, hvor overgangsforanstaltningerne anvendes.

(5) De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Dispensation vedrørende forarbejdning af blod af pattedyr

I henhold til artikel 32, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1774/2002 og uanset kapitel II, punkt 1, i bilag VII til samme forordning kan Tyskland, Spanien, Italien og Det Forenede Kongerige fortsat udstede individuelle godkendelser indtil den 31. december 2004 til ledere af anlæg og udstyr, således at de kan anvende forarbejdningsmetoderne 2-5 eller 7 i bilag V i forordning (EF) nr. 1774/2002 ved forarbejdning af blod af pattedyr, forudsat at

a) anlæg, råvarer, forarbejdningsnormer, forarbejdede produkter og opbevaring er i overensstemmelse med kravene i kapitel I og med de øvrige krav i kapitel II i bilag VII til forordning (EF) nr. 1774/2002

b) forarbejdningsmetoderne udelukkende anvendes i anlæg og udstyr, der anvendte sådanne metoder pr. 1. november 2002.

Artikel 2

Kontrolforanstaltninger

Myndighederne træffer de fornødne foranstaltninger til at kontrollere, om godkendte ledere af anlæg og udstyr overholder betingelserne i artikel 1.

Artikel 3

Inddragelse af godkendelse og bortskaffelse af materiale, der ikke er i overensstemmelse med denne beslutning

1. Individuelle godkendelser, som myndighederne har udstedt vedrørende anvendelse af metoderne 2-5 eller 7 ved forarbejdning af blod af pattedyr, inddrages straks permanent for ledere, anlæg eller udstyr, hvis betingelserne i denne beslutning ikke længere er opfyldt.

2. Myndighederne inddrager alle godkendelser, der er udstedt i henhold til artikel 1, senest den 31. december 2004.

Myndighederne udsteder ikke en endelig godkendelse i henhold til forordning (EF) nr. 1774/2002, medmindre det på grundlag af deres inspektioner er godtgjort, at anlæg og udstyr som omhandlet i artikel 1 opfylder alle krav i forordning (EF) nr. 1774/2002.

3. Materiale, der ikke opfylder kravene i denne beslutning, bortskaffes i overensstemmelse med myndighedernes instrukser.

Artikel 4

De berørte medlemsstaters overholdelse af denne beslutning

Tyskland, Spanien, Italien og Det Forenede Kongerige træffer straks de fornødne foranstaltninger for at efterkomme denne beslutning, og de offentliggør foranstaltningerne. De underretter straks Kommissionen herom.

Artikel 5

Anvendelse

Denne beslutning anvendes fra den 1. maj 2003 til den 31. december 2004.

Artikel 6

Adressater

Denne beslutning er rettet til Forbundsrepublikken Tyskland, Kongeriget Spanien, Den Italienske Republik og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.

Udfærdiget i Bruxelles, den 12. maj 2003.

På Kommissionens vegne

David Byrne

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 273 af 10.10.2002, s. 1.

Top