EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32009D0289

2009/289/EF: Rådets beslutning af 20. januar 2009 om gensidig bistand til Letland

EUT L 79 af 25.3.2009, p. 37–38 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2009/289/oj

25.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 79/37


RÅDETS BESLUTNING

af 20. januar 2009

om gensidig bistand til Letland

(2009/289/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 119,

under henvisning til Kommissionens henstilling efter høring af Det Økonomiske og Finansielle Udvalg (EFC), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

På baggrund af et meget stort eksternt finansieringsbehov er de lettiske kapital- og finansmarkeder i den seneste tid kommet under pres, hvilket afspejler en generel forværring i stemningen på markedet og stigende bekymringer over den lettiske økonomis sundhed som følge af dens store ubalancer med hensyn til et stort underskud over for udlandet og en meget stor udlandsgæld, som svækker de offentlige finanser, samt høje omkostninger og prisinflation. Den lettiske banksektor har oplevet alvorlige likviditets- og tillidsproblemer. Valutareserverne er faldet, idet centralbanken har grebet ind for at bevare valutakursbindingen.

(2)

Rådet gennemgår regelmæssigt de økonomiske politikker, der gennemføres af Letland, navnlig i forbindelse med Letlands konvergensprogram og nationale reformprogram samt i forbindelse med konvergensrapporterne.

(3)

Letlands samlede eksterne finansieringsbehov frem til første kvartal af 2011 anslås til 7,5 mia. EUR.

(4)

De lettiske myndigheder har anmodet om omfattende finansiel bistand fra EU og andre internationale finansielle institutioner og lande med henblik på at understøtte holdbarheden af betalingsbalancen.

(5)

Letlands betalingsbalance er udsat for en alvorlig trussel, som berettiger, at Fællesskabet hurtigt yder gensidig bistand sammen med IMF og andre bidragsydere. I betragtning af sagens hastende karakter er det endvidere absolut nødvendigt at fravige den periode på seks uger, der er nævnt i del I, punkt 3, i protokollen om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union, der er knyttet til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber.

(6)

Den finansielle bistandspakke vil blive tilvejebragt på betingelse af, at de lettiske myndigheder afgiver et stærkt tilsagn om at gennemføre et ambitiøst program for finanspolitikken, for det finansielle system og for strukturreformer med det formål at fremme de nødvendige eksterne og interne justeringer, stabilisere økonomien og genskabe troværdigheden af den økonomiske politik. Sammen med EFC vil Kommissionen regelmæssigt og omhyggeligt føre tilsyn med, om de økonomisk-politiske vilkår, der er knyttet til bistanden, opfyldes fuldt ud —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Fællesskabet yder gensidig bistand til Letland.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. januar 2009.

På Rådets vegne

M. KALOUSEK

Formand


Top