EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32006L0119

Kommissionens direktiv 2006/119/EF af 27. november 2006 om ændring, med henblik på tilpasning til den tekniske udvikling, af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/56/EF om opvarmningsanlæg til motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil (EØS-relevant tekst)

EUT L 330 af 28.11.2006, p. 12–15 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
EUT L 314M af 1.12.2007, p. 358–361 (MT)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (BG, RO, HR)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/10/2014; stiltiende ophævelse ved 32009R0661

ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2006/119/oj

28.11.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 330/12


KOMMISSIONENS DIREKTIV 2006/119/EF

af 27. november 2006

om ændring, med henblik på tilpasning til den tekniske udvikling, af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/56/EF om opvarmningsanlæg til motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil

(EØS-relevant tekst)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 70/156/EØF af 6. februar 1970 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om godkendelse af motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer dertil (1), særlig artikel 13, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/56/EF (2) er et af de særdirektiver om EF-typegodkendelse, som er udstedt i medfør af direktiv 70/156/EØF. I direktiv 2001/56/EF fastlægges kravene til typegodkendelse af køretøjer udstyret med anlæg til opvarmning ved forbrænding og til typegodkendelse af anlæg til opvarmning ved forbrænding som komponenter.

(2)

FN/ECE-regulativ nr. 122 om typegodkendelse af køretøjer af klasse M, N og O for så vidt angår opvarmningssystemer trådte i kraft den 18. januar 2006. Da dette regulativ er gældende for Fællesskabet er det nødvendigt at skabe overensstemmelse mellem kravene i direktiv 2001/56/EF og kravene i FN/ECE-regulativ nr. 122. Derfor bør de specifikke krav i bilag 9 til FN/ECE-regulativ nr. 122 om opvarmningssystemer på køretøjer, der transporterer farligt gods, indarbejdes i direktiv 2001/56/EF.

(3)

Direktiv 2001/56/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(4)

De i dette direktiv fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg for tilpasning til den tekniske udvikling, som er nedsat i henhold til artikel 13 i direktiv 70/156/EØF —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Ændring af direktiv 2001/56/EF

Direktiv 2001/56/EØF ændres i overensstemmelse med bilaget til nærværende direktiv.

Artikel 2

Overgangsbestemmelser

1.   Med virkning fra den 1. oktober 2007 må medlemsstaterne, når det gælder en køretøjstype, der er udstyret med et LPG-fyret opvarmningsanlæg, der overholder kravene i direktiv 2001/56/EF, som ændret ved dette direktiv, ikke, af grunde, der vedrører opvarmningsanlæg, træffe følgende foranstaltninger:

a)

nægte EF-typegodkendelse eller national typegodkendelse, eller

b)

forbyde registrering, salg eller ibrugtagning af et køretøj af den pågældende type.

2.   Med virkning fra den 1. oktober 2007 må medlemsstaterne, når det gælder en køretøjstype med LPG-fyret anlæg til opvarmning ved forbrænding som komponent, der overholder kravene i bilag direktiv 2001/56/EF, som ændret ved dette direktiv, ikke træffe følgende foranstaltninger:

a)

nægte EF-typegodkendelse eller national typegodkendelse, eller

b)

forbyde salg eller ibrugtagning af en komponent af denne type.

3.   Med virkning fra den 1. april 2008 skal medlemsstaterne, når det gælder en køretøjstype, der er udstyret med et LPG-fyret opvarmningsanlæg eller en type LPG-fyret anlæg til opvarmning ved forbrænding som komponent, som ikke overholder kravene i direktiv 2001/56/EF, som ændret ved dette direktiv, afslå at bevilge EF-typegodkendelse og kan afslå at bevilge national typegodkendelse.

Artikel 3

Gennemførelse

1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 30. september 2007. De tilsender straks Kommissionen disse bestemmelser med en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og dette direktiv.

Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 4

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 5

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. november 2006.

På Kommissionens vegne

Günter VERHEUGEN

Næstformand


(1)  EFT L 42 af 23.2.1970, s. 1. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/40/EF (EUT L 161 af 14.6.2006, s. 12).

(2)  EFT L 292 af 9.11.2001, s. 21. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2004/78/EF (EUT L 231 af 30.6.2004, s. 69).


BILAG

Direktiv 2001/56/EF ændres som følger:

1)

Følgende linje indsættes i slutningen af »Listen over bilag«:

»Bilag IX

Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på visse køretøjer som beskrevet i direktiv 94/55/EF«.

2)

Bilag VIII ændres som følger:

a)

Titlen i afsnit 1 affattes således:

»1.   

LPG-OPVARMNINGSANLÆG TIL BRUG I KØRETØJER UNDER KØRSEL«.

b)

Punkt 1.1.6.2 affattes således:

»1.1.6.2.

at der ikke kan finde en ukontrolleret frigivelse sted som følge af en frakobling ved et uheld. Der skal sikres en mulighed for at stoppe LPG-strømmen ved at installere en anordning direkte efter en regulator monteret på gasflaske eller -beholder, eller, hvis regulatoren ikke er monteret i umiddelbar nærhed af gasflasken eller -tanken, ved at installere en anordning direkte før slangen fra gasflasken eller -tanken samt yderligere en anordning efter regulatoren.«

c)

Titlen i afsnit 2 affattes således:

»2.   

LPG-OPVARMNINGSANLÆG UDELUKKENDE TIL STATIONÆR BRUG I MOTORKØRETØJER OG PÅHÆNGSKØRETØJER HERTIL«.

3)

Der tilføjes følgende bilag IX:

»BILAG IX

SUPPLERENDE BESTEMMELSER, SOM FINDER ANVENDELSE PÅ VISSE KØRETØJER, SOM BESKREVET I DIREKTIV 94/55/EF (1)

1.   ANVENDELSESOMRÅDE

Dette bilag finder anvendelse på alle køretøjer, for hvilke de særlige krav vedrørende anlæg til opvarmning ved forbrænding og deres montering, som fastsat i direktiv 94/55/EF, gælder.

2.   DEFINITIONER

I dette bilag anvendes køretøjsbetegnelserne EX/II, EX/III, AT, FL og OX som defineret i kapitel 9.1 i bilag B til direktiv 94/55/EF.

3.   TEKNISKE FORSKIFTER

3.1.   Almindelige bestemmelser (køretøjer EX/II, EX/III, AT, FL og OX)

3.1.1.   Opvarmningsanlæg af forbrændingstypen og deres udstødningssystem skal konstrueres, placeres, beskyttes eller afskærmes således, at enhver risiko for uønsket opvarmning eller antænding af lasten er forhindret. Dette krav anses for opfyldt, hvis varmeanlæggets brændstoftank og røggasaftræk opfylder bestemmelserne i punkt 3.1.1.1 og 3.1.1.2. Overensstemmelsen med dette punkt efterprøves på det færdigopbyggede køretøj.

3.1.1.1.   Enhver brændstoftank, der forsyner anlægget, skal opfylde følgende krav:

a)

I tilfælde af utæthed skal brændstoffet løbe ud på jorden uden at komme i kontakt med varme dele af køretøjet eller med lasten.

b)

Brændstoftanke som indeholder benzin skal ved påfyldningsåbningen have en effektiv flammespærre eller en lukning, med hvilken åbningen kan holdes hermetisk lukket.

3.1.1.2.   Røggasaftræk såvel som røggasrør skal være ført eller beskyttet således, at de ikke gennem opvarmning eller antændelse kan være til fare for lasten. Dele af røggasaftræk, der er beliggende direkte under brændstoftanken (diesel), skal have en fri afstand på mindst 100 mm eller være beskyttet af et varmeskjold.

3.1.2.   Anlæg til opvarmning ved forbrænding skal tilkobles manuelt. Programmeringsanordninger er forbudt.

3.2.   Køretøjer EX/II og EX/III

Anlæg til opvarmning ved forbrænding, som anvender gasformigt brændstof, er ikke tilladt.

3.3.   Køretøjer FL

3.3.1.   Anlæg til opvarmning ved forbrænding skal sættes ud af funktion med mindst følgende metoder:

a)

forsætlig manuel afbrydelse fra førerhuset

b)

standsning af køretøjets motor; i dette tilfælde kan opvarmningsanordningen genstartes manuelt af føreren

c)

opstart af en fødepumpe på motorkøretøjet til det farlige gods.

3.3.2.   Efterløb er tilladt, efter at anlægget til opvarmning ved forbrænding er sat ud af funktion. Ved metoderne i punkt 3.3.1 b) og c) skal tilførslen af forbrændingsluft afbrydes ved passende foranstaltninger efter en efterløbscyklus på højst 40 sekunder. Der må kun anvendes varmeanlæg, for hvilke det er godtgjort, at varmeveksleren i hele den normale driftslevetid er bestandig over for den reducerede efterløbsperiode på 40 sekunder.

(1)  EFT L 319 af 21.12.1994, s. 7.«"



Top