DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)

13. februar 2014 ( *1 )

»Præjudiciel forelæggelse — artikel 49 TEUF, 101 TEUF og 102 TEUF — forordning (EØF) nr. 2454/92 — forordning (EF) nr. 12/98 — virksomhed med udlejning af køretøj med chauffør — national og regional lovgivning — tilladelse udstedt af kommunerne — betingelser — rent interne forhold — Domstolens kompetence — antagelse til realitetsbehandling af spørgsmålene«

I de forenede sager C-162/12 og C-163/12,

angående anmodninger om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Tribunale amministrativo regionale per il Lazio (Italien) ved afgørelser af 19. oktober 2011 og 1. december 2011, indgået til Domstolen den 2. april 2012, i sagerne:

Airport Shuttle Express scarl (sag C-162/12),

Giovanni Panarisi (sag C-162/12),

Società Cooperativa Autonoleggio Piccola arl (sag C-163/12),

Gianpaolo Vivani (sag C-163/12)

mod

Comune di Grottaferrata,

procesdeltager:

Federnoleggio,

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, M. Ilešič, og dommerne C.G. Fernlund, A. Ó Caoimh (refererende dommer), C. Toader og E. Jarašiūnas,

generaladvokat: J. Kokott

justitssekretær: fuldmægtig A. Impellizzeri,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 19. juni 2013,

efter at der er afgivet indlæg af:

Airport Shuttle Express scarl, Giovanni Panarisi, Società Cooperativa Autonoleggio Piccola arl, Gianpaolo Vivani og Federnoleggio ved avvocato P. Troianiello

Comune di Grottaferrata ved avvocati M. Giustiniani og N. Moravia

Europa-Kommissionen ved J. Hottiaux og F. Moro, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 26. september 2013,

afsagt følgende

Dom

1

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3 TEU – 6 TEU, 49 TEUF, 101 TEUF og 102 TEUF og Rådets forordning (EØF) nr. 2454/92 af 23. juli 1992 om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udføre personbefordring ad landevej i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende (EFT L 251, s. 1), og Rådets forordning (EF) nr. 12/98 af 11. december 1997 om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udføre personbefordring ad vej i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende (EFT 1998 L 4, s. 10).

2

Anmodningerne er indgivet under to sager mellem dels Airport Shuttle Express scarl (herefter »Airport Shuttle Express«) og Giovanni Panarisi, dels Società Cooperativa Autonoleggio Piccola arl (herefter »Autonoleggio Piccola«) og Gianpaolo Vivani på den ene side og Comune di Grottaferrata på den anden side vedrørende suspension af tilladelser til at udøve virksomhed med udlejning af køretøjer med chauffør (»noleggio con conducente«, herefter »udlejning med chauffør«). Federnoleggio, en sammenslutning af virksomheder inden for udlejning af biler og busser med chauffør, er interveneret til støtte for sagsøgerne i hovedsagerne i de to søgsmål.

Retsforskrifter

EU-retten

3

Forordning nr. 2454/92 blev annulleret ved dom af 1. juni 1994, Parlamentet mod Rådet (sag C-388/92, Sml. I, s. 2067).

4

Artikel 1 i forordning nr. 12/98 har følgende ordlyd:

»Enhver transportvirksomhed med en EF-tilladelse [...], der udfører personbefordring ad vej for fremmed regning, har adgang til på de betingelser, der er fastsat i nærværende forordning, og uden forskelsbehandling på grund af nationalitet eller etableringssted midlertidigt at udføre intern personbefordring ad vej for fremmed regning i en anden medlemsstat [...] uden at have hjemsted eller andet forretningssted dér.

[...]«

5

I henhold til artikel 2, nr. 4), i forordning nr. 12/98 forstås i den pågældende forordning ved »køretøjer«»motorkøretøjer, som i kraft af deres indretning og udstyr kan befordre mere end ni personer, føreren medregnet, og som er bestemt til sådan brug«.

6

Som det fremgår af artikel 2, stk. 2, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (EUT L 376, s. 36), finder dette direktiv ikke anvendelse på tjenesteydelser på transportområdet, der falder ind under afsnit VI i tredje del af EUF-traktaten.

Italiensk ret

Nationale bestemmelser

7

Artikel 3 i lov nr. 21 af 15. januar 1992 om persontransport ved offentlige autocharterydelser (GURI nr. 18 af 23.1.1992), som ændret ved lovdekret nr. 207 af 30. december 2008 (GURI nr. 304 af 31.12.2008), som ophøjet til lov efter ændringer ved lov nr. 14 af 27. februar 2009 (almindeligt tillæg til GURI nr. 49 af 28.2.2009, herefter »lov nr. 21/1992«), bestemmer:

»1.   Tjenesteydelsen med udlejning […] med chauffør henvender sig til en konkret bruger, som ved garagen fremsætter anmodning om et bestemt lån på tid og/eller rejse.

2.   Henstillingen af køretøjerne skal ske i garagen [...].

3.   Transportørens hjemsted og garagen må udelukkende være beliggende på det geografiske område for den kommune, der har udstedt tilladelsen.«

8

Artikel 7 i lov nr. 21/1992 bestemmer:

»1.   Indehavere af licens til at udøve taxitjeneste eller tilladelser til at udøve tjenesteydelser med udlejning med chauffør kan med henblik på fri udøvelse af sin egen virksomhed:

[...]

b)

slå sig sammen i produktions- og arbejdskooperativer, idet der herved forstås kollektivt ejede kooperativer, eller i tjenesteydelseskooperativer, der virker i overensstemmelse med gældende regler for samvirken

c)

slå sig sammen i sammenslutninger af håndværksvirksomheder og i alle andre former, der er fastsat i lovgivningen

[…]

2.   I tilfældene omfattet af stk. 1 er det tilladt at overdrage licensen eller tilladelsen til de heri fastsatte enheder og få rådighed over den tidligere tildelte licens eller tilladelse i tilfælde af udtræden af, opløsning af eller udelukkelse fra disse enheder.

[…]«

9

Denne lovs artikel 8 fastsætter:

»1.   Licens til at udøve taxitjenester og tilladelser til at udøve tjenester med udlejning […] med chauffør udstedes af de kommunale myndigheder efter udbud til ejere af et køretøj [...] eller til personer, som råder over et køretøj gennem leasing. Disse personer kan sikre forvaltningen heraf selv eller i forening.

2.   Licensen eller tilladelsen gælder for et enkelt køretøj [...]. En person kan […] få flere tilladelser med henblik på at udøve tjenester med udlejning med chauffør […]

3.   Det er for at opnå og bevare tilladelsen til at udbyde tjenesteydelsen med udlejning med chauffør nødvendigt på grundlag af en gyldig adkomst at råde over et hjemsted, en garage [...] på det geografiske område for den kommune, der har udstedt tilladelsen.«

10

Artikel 11, stk. 2 og 4, i lov nr. 21/1992 har følgende ordlyd:

»2.   Brugerens afhentning eller tjenesteydelsens begyndelse foretages med afgang fra det geografiske område for den kommune, der har udstedt licensen, til et hvilket som helst bestemmelsessted, efter at chaufføren har givet samtykke til bestemmelsessteder uden for kommunegrænsen, med forbehold for det i artikel 4, stk. 5, fastsatte.

[...]

4.   Bestillinger af transport med chauffør foretages ved den respektive garage. Begyndelsen og afslutningen af hver enkelt tjeneste med udlejning med chauffør skal ske ved en garage, som ligger i den kommune, der har udstedt tilladelsen, idet tilbageleveringen foregår til samme sted, mens afhentningen og ankomsten til brugerens bestemmelsessted også kan ske på andre kommuners geografiske område.«

11

Det fremgår af sagsakterne ved Domstolen, at artikel 14a, stk. 2, i lov nr. 11 af 4. februar 2005, der blev indført ved lov nr. 88 af 7. juli 2009, vedrørende bestemmelser truffet til gennemførelse af fællesskabsretlige forpligtelser som følge af Italiens medlemsskab af Det Europæiske Fællesskab – fællesskabslov 2008 (almindeligt tillæg til GURI nr. 161 af 14.7.2009) bestemmer, at »bestemmelser eller praksis i italiensk lovgivning, der bevirker en forskelsbehandling i forhold til andre medlemsstaters statsborgere, der har bopæl på det nationale område, [ikke skal] finde anvendelse på italienske statsborgere med bopæl i indlandet«.

Den regionale lovgivning i Lazio

12

Artikel 5 i Lazio regionallov nr. 58 af 26. oktober 1993 om bestemmelser til udøvelse af offentlig chartervirksomhed og regler vedrørende chaufførernes rolle i offentlige charterydelser i henhold til artikel 6 i lov nr. 21/1992 (Bollettino ufficiale della Regione Lazio nr. 31 af 10.11.1993), som ændret ved artikel 58 i Lazios regionallov nr. 27 af 28. december 2006 (almindeligt tillæg nr. 5 til Bollettino ufficiale della Regione Lazio nr. 36 af 30.12.2006, herefter »regionallov nr. 58/1993«), bestemmer:

»Tjenesteydelsen med udlejning med chauffør henvender sig til en konkret bruger, som ved garagen fremsætter anmodning om et bestemt lån på tid og/eller rejse. Brugerens afhentning eller tjenesteydelsens begyndelse sker inden for det geografiske område for den kommune, der har udstedt tilladelsen. Tjenesten foretages til et hvilket som helst bestemmelsessted. Henstillingen af køretøjerne skal ske i garagen.«

13

Artikel 10 i regionallov nr. 58/1993 med overskriften »Forpligtelser for indehaverne af licens til at udøve taxitjenester og for indehaverne af tilladelser til at udøve tjenesteydelser med udlejning med chauffør« bestemmer i stk. 2:

»Med forbehold af det [...] anførte sker brugerens afhentning og tjenestens begyndelse udelukkende inden for det geografiske område for den kommune, der har udstedt licensen eller tilladelsen, og foretages til et hvilket som helst bestemmelsessted, efter at chaufføren har givet samtykke til bestemmelsessteder uden for kommunens geografiske område.«

14

Artikel 17 i regionallov nr. 58/1993 fastsætter betingelserne for indskrivning i registeret over chauffører på provinsniveau. Bestemmelsens stk. 1, litra a), bestemmer, at en betingelse for indskrivning er, at man »er italiensk statsborger eller statsborger i et land i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab«.

Tvisterne i hovedsagerne og de præjudicielle spørgsmål

15

Ved retsakter af 1. februar 2011 suspenderede Comune di Grottaferrata i 30 dage fra den 14. marts 2011 tilladelser til udlejning med chauffør udstedt af samme kommune til Giovanni Panarisi og Gianpaolo Vivani. Grunden hertil var en tilsidesættelse af artikel 3 og artikel 11, stk. 4, i lov nr. 21/1992 og af artikel 5 og 10 i regionallov nr. 58/1993, idet de bestemmer, at det er obligatorisk udelukkende at benytte en garage, som findes på det geografiske område for den kommune, der har udstedt tilladelsen, til at udøve den pågældende tjenesteydelse, samt at tjenesteydelsen skal begynde og afslutte ved samme garage. Det har efter kontroller vist sig, at de køretøjer, der var bestemt til de af tilladelserne omhandlede tjenester, ikke benyttede garager på Comune di Grottaferratas geografiske område, men garager, som befandt sig på Rom kommunes område, hvor Airport Shuttle Express og Autonoleggio Piccola havde forretningssted. Giovanni Panarisi og Gianpaolo Vivani havde overdraget deres tilladelser til disse selskaber.

16

Airport Shuttle Express og Giovanni Panarisi samt Autonoleggio Piccola og Gianpaolo Vivani har anlagt sager ved den forelæggende ret med påstand om annullation af ovennævnte suspensionsforanstaltninger, som de på grundlag af bl.a. de EU-retlige regler på transportområdet vedrørende det indre marked og på konkurrenceområdet har påstået er ulovlig.

17

Den forelæggende ret har anført, at chartervirksomhed ikke er genstand for en særlig EU-regulering. Der skal i det foreliggende tilfælde ikke desto mindre henvises til de EU-retlige bestemmelser vedrørende persontransport. EU-retten vedrørende etableringsretten og den frie konkurrence gælder i den henseende fuldt ud på transportområdet. Retten har bl.a. henvist til den liberalisering af transporten på fællesmarkedet, som er omhandlet af forordning nr. 2454/92 og gennemført på området for bustransport med forordning nr. 12/98. Retten har ligeledes henvist til artikel 92 TEUF. Hvad angår den frie konkurrence har retten gengivet artikel 101 TEUF og 102 TEUF, sammenholdt med artikel 3 TEU og artikel 4, stk. 3, TEU og med artikel 3 TEUF – 6 TEUF.

18

Ifølge den forelæggende ret er de relevante italienske nationale og regionale lovgivninger i strid med artikel 49 TEUF. Retten er i øvrigt af den opfattelse, at disse lovgivninger ses at indeholde foranstaltninger, der er til hinder for en reel konkurrence mellem operatørerne på transportområdet.

19

Under disse omstændigheder har Tribunale amministrativo regionale per il Lazio besluttet at udsætte sagerne og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål, der er formuleret identisk i sagerne C-162/12 og C-163/12:

»1)

Er artikel 49 TEUF, 3 TEU [–] 6 TEU, 101 TEUF og 102 TEUF samt forordning [nr. 2454/92] og [nr. 12/98] til hinder for anvendelsen af artikel 3, stk. 3, og artikel 11 i lov [nr. 21/1992], for så vidt som de henholdsvis bestemmer, at »[...] [t]ransportørens hjemsted og garagen [udelukkende må] være beliggende på det geografiske område for den kommune, der har udstedt tilladelsen«, og at »[…] [b]estillinger af transport med tjenesten med udlejning med chauffør foretages ved garagen. Begyndelsen og afslutningen af hver enkelt tjeneste med udlejning med chauffør skal ske ved en garage, som ligger i den kommune, der har udstedt tilladelsen, idet tilbageleveringen foregår samme sted, mens afhentningen og ankomsten til brugerens bestemmelsessted også kan ske på andre kommuners geografiske område. […]«?

2)

Er artikel 49 TEUF, 3 TEU [–] 6 TEU, 101 TEUF og 102 TEUF samt forordning [nr. 2454/92] og [nr. 12/98] til hinder for anvendelsen af artikel 5 og 10 i legge regionale [nr. 58/1993], for så vidt som de henholdsvis bestemmer, at »[…] [b]rugerens afhentning og tjenesteydelsens begyndelse sker inden for det geografiske område for den kommune, der har udstedt tilladelsen«, og at »[…] brugerens afhentning og tjenestens begyndelse udelukkende [sker] inden for det geografiske område for den kommune, der har udstedt licensen eller tilladelsen, og foretages til et hvilket som helst bestemmelsessted, efter at chaufføren har givet samtykke til bestemmelsessteder uden for kommunens geografiske område. [...]?«

20

Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 2. maj 2012 blev sagerne C-162/12 og C-163/12 forenet med henblik på den skriftlige forhandling, den mundtlige forhandling og dommen.

Om anmodninger indgivet efter afslutningen af den mundtlige forhandling

21

Ved dokument indleveret til Domstolens Justitskontor den 31. oktober 2013, suppleret med et addendum indleveret den 21. november 2013, har Airport Shuttle Express, Giovanni Panarisi, Autonoleggio Piccola, Gianpaolo Vivani og Federnoleggio anmodet om genåbning af den mundtlige forhandling. De har gjort gældende, at en sådan genåbning i lyset af generaladvokatens forslag til afgørelse er nødvendig med henblik på dels at afhjælpe visse faktiske mangler vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt de præjudicielle forelæggelser kan antages til realitetsbehandling, dels at åbne for en drøftelse af den eventuelle betydning af proceduren ved de italienske kommuners tildeling af tilladelser til at udøve virksomhed med udlejning med chauffør for dette spørgsmål.

22

Subsidiært har de pågældende nedlagt påstand om, at Domstolen skal anmode den forelæggende ret om en uddybende forklaring i medfør af artikel 101 i Domstolens procesreglement.

23

Ifølge procesreglementets artikel 83 kan Domstolen til enhver tid, efter at have hørt generaladvokaten, ved kendelse bestemme, at retsforhandlingernes mundtlige del skal genåbnes, navnlig hvis den finder, at sagen er utilstrækkeligt oplyst, eller såfremt en part, efter at denne del af retsforhandlingerne er afsluttet, er fremkommet med nye oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er af afgørende betydning for Domstolens afgørelse, eller såfremt sagen bør afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af parterne eller de berørte, som er omfattet af artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

24

Det skal imidlertid bemærkes, at generaladvokaten i henhold til artikel 252, stk. 2, TEUF har til opgave fuldstændig upartisk og uafhængigt offentligt at fremsætte begrundede forslag til afgørelse af de sager, der i overensstemmelse med statutten for Domstolen kræver generaladvokatens deltagelse. Til dette formål står det generaladvokaten frit for i givet fald at analysere en anmodning om præjudiciel afgørelse ved at indsætte den i en bredere sammenhæng end den, som den forelæggende ret eller parterne i hovedsagen har fastlagt. Eftersom Domstolen hverken er bundet af generaladvokatens forslag til afgørelse eller af begrundelsen for hans resultat, er det ikke påkrævet at genåbne den mundtlige forhandling i henhold til procesreglementets artikel 83, hver gang generaladvokaten fremhæver et retligt forhold, der ikke har været genstand for drøftelse blandt parterne (jf. bl.a. dom af 22.5.2008, sag C-361/06, Feinchemie Schwebda og Bayer CropScience, Sml. I, s. 3865, præmis 34, af 11.4.2013, sag C-535/11, Novartis Pharma, ECLI:EU:C:2013:226, præmis 31, og af 12.12.2013, sag C-361/12, Carratù, ECLI:EU:C:2013:830, præmis 19).

25

På denne baggrund tages begæringen om genåbning af den mundtlige forhandling ikke til følge.

26

Hvad angår muligheden i procesreglementets artikel 101 for at anmode den forelæggende ret om en uddybende forklaring fremgår det af fast retspraksis, som nu er afspejlet i samme reglements artikel 94, litra b) og c), at da forelæggelsesafgørelsen ligger til grund for den præjudicielle forelæggelse ved Domstolen, er det nødvendigt, at den nationale ret i selve forelæggelsesafgørelsen redegør for den faktiske og retlige baggrund for tvisten i hovedsagen og i det mindste i et vist omfang angiver begrundelsen for udvælgelsen af de fællesskabsbestemmelser, som den ønsker fortolket, og angiver den forbindelse, som består mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, der finder anvendelse på den tvist, den er forelagt (jf. i denne retning bl.a. kendelse af 28.6.2000, sag C-116/00, Laguillaumie, Sml. I, s. 4979, præmis 23 og 24, og dom af 19.4.2007, sag C-295/05, Asemfo, Sml. I, s. 2999, præmis 33, og af 21.2.2013, sag C-79/12, Mora IPR, ECLI:EU:C:2013:98, præmis 37).

27

Under disse omstændigheder finder Domstolen det ikke nødvendigt i forbindelse med nærværende sager at anmode den forelæggende ret om en uddybende forklaring.

Om de præjudicielle spørgsmål

28

Med sine spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om diverse EU-retlige bestemmelser skal fortolkes således, at de er til hinder for nationale og regionale lovgivninger vedrørende betingelserne for udstedelse af tilladelse til at udøve virksomhed med udlejning med chauffør.

29

Henset til ordlyden af det forelagte spørgsmål bemærkes indledningsvis, at Domstolen inden for rammerne af artikel 267 TEUF hverken har kompetence til at udtale sig om fortolkningen af bestemmelser i nationale love eller administrative forskrifter eller om disses forenelighed med EU-retten (jf. bl.a. dom af 18.11.1999, sag C-107/98, Teckal, Sml. I, s. 8121, præmis 33, og af 23.3.2006, sag C-237/04, Enirisorse, Sml. I, s. 2843, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

30

Det fremgår af fast retspraksis, at hvis spørgsmålene således ikke er træffende formuleret eller overskrider rammerne for Domstolens beføjelser i henhold til artikel 267 TEUF, skal Domstolen af alle de elementer, der er anført af den nationale ret, og især af de i forelæggelsesafgørelsen anførte grunde, udlede de EU-retlige elementer, der under hensyn til sagsgenstanden kræver en fortolkning (jf. bl.a. dom af 11.3.2010, sag C-384/08, Attanasio Group, Sml. I, s. 2055, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis). Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere de spørgsmål, der forelægges den (jf. bl.a. Attanasio Group-dommen, præmis 19, og dom af 14.10.2010, sag C-243/09, Fuß, Sml. I, s. 9849, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis, og af 4.10.2012, sag C-249/11, Byankov, ECLI:EU:C:2012:608, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

31

I henhold til denne retspraksis kan det anerkendes, at den forelæggende ret, selv hvis de forelagte spørgsmål ud fra deres ordlyd synes at tilsigte en direkte anvendelse af EU-retten på tvisterne i hovedsagerne, faktisk ønsker en fortolkning af denne ret i betragtning af de faktiske og retlige omstændigheder, der finder anvendelse i hovedsagen.

32

Det skal herefter bemærkes, at som generaladvokaten har anført i punkt 20 i forslaget til afgørelse, finder forordning nr. 12/98, som er omhandlet i de forelagte spørgsmål, ikke anvendelse på den i hovedsagerne omhandlede virksomhed, idet forordningen i henhold til artikel 2, nr. 4), alene finder anvendelse for motorkøretøjer, som i kraft af deres indretning og udstyr kan befordre mere end ni personer, føreren medregnet, og som er bestemt til sådan brug. Det fremgår i øvrigt af denne doms præmis 3, at forordning nr. 2454/92 er blevet annulleret af Domstolen.

33

De forelagte spørgsmål nævner i øvrigt ud over artikel 49 TEUF og artikel 101 TEUF og 102 TEUF også artikel »3 TEU [–] 6 TEU«. Hvad angår konkurrencereglerne i artikel 101 TEUF og 102 TEUF kan det på trods af forelæggelsesafgørelsernes unøjagtigheder på dette punkt udledes (jf. analogt bl.a. Byankov-dommen, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis), at de faktisk eventuelt kan tage sigte på en fortolkning af disse bestemmelser, sammenholdt med henholdsvis artikel 4, stk. 3, TEU og artikel 106 TEUF, i lyset af de faktiske omstændigheder i hovedsagerne.

34

Som Europa-Kommissionen i øvrigt med rette har anført, henviser de forelagte spørgsmål til forpligtelser i henhold til de i hovedsagerne omhandlede lovgivninger, som går videre end dem, hvis hævdede tilsidesættelse ligger til grund for hovedsagerne. Som det således fremgår af denne doms præmis 15, vedrører hovedsagerne alene tilsidesættelse af forpligtelserne til udelukkende at gøre brug af en garage, som befinder sig på området for den kommune, der har udstedt tilladelsen til at udøve virksomhed med udlejning med chauffør, og forpligtelsen til at påbegynde og afslutte hver transportydelse i denne garage.

35

Som de er formuleret, synes de forelagte spørgsmål imidlertid i øvrigt at vedrøre for det første den forpligtelse, hvorefter transportørens hjemsted skal befinde sig på det geografiske område for den kommune, der har udstedt tilladelsen, for det andet kravet om, at bestillinger af transport med chauffør skal foretages ved den garage, der anvendes med henblik på nævnte virksomhed, og for det tredje kravet om, at brugerens afhentning alene må foretages med afgang fra det geografiske område for den kommune, der har udstedt tilladelsen. Hvad angår disse tre betingelser er de forelagte spørgsmål således hypotetiske.

36

Under disse omstændigheder skal de forelagte spørgsmål forstås således, at den forelæggende ret nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 49 TEUF eller de EU-retlige konkurrenceregler skal fortolkes således, at de er til hinder for nationale og regionale lovgivninger som de i hovedsagerne omhandlede, for så vidt som de pålægger betingelser om, at den garage, der anvendes til virksomhed med udlejning med chauffør, skal være beliggende på det geografiske område for den kommune, der har udstedt tilladelsen til at udøve denne virksomhed, at de køretøjer, der anvendes til denne virksomhed, skal parkeres i denne garage, og at begyndelsen og slutningen på enhver tjeneste skal gennemføres fra denne garage.

37

Hvad i denne henseende for det første vedrører de EU-retlige konkurrenceregler bemærkes, at selv om artikel 101 TEUF og 102 TEUF udelukkende vedrører virksomheders adfærd og ikke omfatter love eller administrative bestemmelser, som er fastsat af medlemsstaterne, forholder det sig ikke desto mindre således, at disse artikler, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU, som opstiller en samarbejdsforpligtelse, pålægger medlemsstaterne ikke at indføre eller opretholde foranstaltninger – selv ikke i form af love eller administrative bestemmelser – som kan ophæve den effektive virkning af de for virksomhederne gældende konkurrenceregler (jf. dom af 16.11.1977, sag 13/77, GB-Inno-BM, Sml. s. 2115, præmis 31, af 9.9.2003, sag C-198/01, CIF, Sml. I, s. 8055, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis, og af 22.12.2010, sag C-338/09, Yellow Cab Verkehrsbetrieb, Sml. I, s. 13927, præmis 25).

38

Det fremgår af Domstolens faste praksis, at det, for at opnå en fortolkning af EU-retten, som den nationale ret kan bruge, er påkrævet, at denne giver en beskrivelse af de faktiske omstændigheder og regler, som de forelagte spørgsmål hænger sammen med, eller i al fald forklarer de faktiske forhold, der er baggrunden for dens spørgsmål. Disse krav gælder særlig på konkurrencerettens område, der er karakteriseret ved komplekse faktiske og retlige forhold (jf. bl.a. Attanasio Group-dommen, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis, og dom af 10.5.2012, forenede sager C-357/10 – C-359/10, Duomo Gpa m.fl., ECLI:EU:C:2012:283, præmis 22).

39

I det foreliggende tilfælde giver forelæggelsesafgørelserne ikke Domstolen de faktiske og retlige elementer, som ville sætte den i stand til at fastlægge de omstændigheder, under hvilke lovgivninger som de i hovedsagen omhandlede kan være omfattet af artikel 101 TEUF og 102 TEUF, sammenholdt med henholdsvis artikel 4, stk. 3, TEU og artikel 106 TEUF. Navnlig indeholder de nævnte afgørelser ingen forklaring vedrørende forbindelsen mellem nævnte bestemmelser og tvisterne i hovedsagerne eller deres genstand.

40

Under disse omstændigheder skal spørgsmålene afvises, for så vidt som de tilsigter en fortolkning af disse bestemmelser (jf. analogt dommen i sagen Duomo Gpa m.fl., præmis 24).

41

Hvad for det andet angår artikel 49 TEUF er det ubestridt, at samtlige elementer i hovedsagerne kun har tilknytning til én medlemsstat. Under disse omstændigheder må det undersøges, om Domstolen har kompetence i de foreliggende sager til at udtale sig om denne bestemmelse (jf. analogt bl.a. dom af 31.1.2008, sag C-380/05, Centro Europa 7, Sml. I, s. 349, præmis 64, og af 22.12.2010, sag C-245/09, Omalet, Sml. I, s. 13771, præmis 9 og 10, og dommen i sagen Duomo Gpa m.fl., præmis 25).

42

EUF-traktatens bestemmelser om de grundlæggende friheder finder som hovedregel kun anvendelse på lovgivninger som de i hovedsagerne omhandlede, der ifølge deres ordlyd gælder uden forskel for operatører etableret i Den Italienske Republik og operatører etableret i andre medlemsstater, såfremt lovgivningerne vedrører situationer, der har en forbindelse med samhandelen mellem medlemsstaterne (jf. i denne retning dom af 7.5.1997, forenede sager C-321/94 - C-324/94, Pistre m.fl., Sml. I, s. 2343, præmis 45, og af 5.12.2000, sag C-448/98, Guimont, Sml. I, s. 10663, præmis 21, og dommen i sagen Duomo Gpa m.fl., præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

43

Hvad nærmere bestemt angår artikel 49 TEUF fremgår det af Domstolens praksis, at bestemmelsen ikke finder anvendelse på aktiviteter, der ikke har tilknytning til nogen af de situationer, EU-retten gælder for, når alle relevante omstændigheder udelukkende har tilknytning til én medlemsstats område (jf. i denne retning bl.a. dom af 8.12.1987, sag 20/87, Gauchard, Sml. s. 4879, præmis 12, af 20.4.1988, sag 204/87, Bekaert, Sml. s. 2029, præmis 12, af 1.4.2008, sag C-212/06, Gouvernement de la Communauté française og gouvernement wallon, Sml. I, s. 1683, præmis 33, og af 21.6.2012, sag C-84/11, Susisalo m.fl., ECLI:EU:C:2012:374, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis).

44

Det fremgår ganske vist af den retspraksis, der følger af Guimont-dommen, at en besvarelse af spørgsmål vedrørende EU-rettens grundlæggende frihedsrettigheder imidlertid selv i en rent intern situation kan være relevant for den forelæggende ret, bl.a. når det er et krav i den nationale lovgivning, at en national statsborger skal have de samme rettigheder som dem, en statsborger fra en anden medlemsstat vil kunne støtte på EU-retten i en tilsvarende situation (jf. bl.a. dom af 1.7.2010, sag C-393/08, Sbarigia, Sml. I, s. 6337, præmis 23, og dommen i sagen Susisalo m.fl., præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).

45

I det foreliggende tilfælde sigter den situation, der er påberåbt i den retspraksis, der er nævnt i ovenstående præmis, i en sammenhæng som den, der foreligger i de i hovedsagerne omhandlede tvister, på de rettigheder, som en statsborger i en anden medlemsstat end Den Italienske Republik ville kunne påberåbe sig på grundlag af EU-retten, hvis vedkommende befandt sig i samme situation som sagsøgerne i hovedsagerne.

46

Det fremgår imidlertid af sagsakterne for Domstolen, at sagsøgerne i hovedsagerne allerede er etableret i Italien og har tilladelse til at udøve virksomhed med udlejning med chauffør med udgangspunkt i Comune di Grottaferrata. Deres tilladelser er blevet midlertidigt suspenderet på grund af den manglende overholdelse af visse betingelser i tilladelserne. Sagsøgerne tilsigter i øvrigt ikke at etablere sig et andet sted, hverken i Italien eller i en anden medlemsstat. Med søgsmålene rejser de ikke tvivl ved den generelle ordning i reguleringen af denne virksomhed eller den måde, hvorpå tilladelserne tildeles. De tilsigter alene at få ophævet visse betingelser i de tilladelser, de allerede råder over.

47

En statsborger i en anden medlemsstat end Den Italienske Republik i samme situation som den, sagsøgerne i hovedsagerne befinder sig i, udøver således hypotetisk set allerede på stabil og vedvarende måde en erhvervsvirksomhed med udgangspunkt i et hjemsted på det italienske område.

48

Hovedsagerne er således analoge med den sag, der gav anledning til Sbarigia-dommen, hvori det drejede sig om en afgørelse vedrørende den eventuelle indrømmelse af en undtagelse i forbindelse med åbningstiden for et bestemt apotek, og i hvilken der følgelig ikke var noget, der tydede på, at en sådan afgørelse kunne påvirke erhvervsdrivende i andre medlemsstater (jf. dom af 5.12.2013, forenede sager C-159/12 – C-161/12, Venturini m.fl., ECLI:EU:C:2013:791, præmis 27).

49

Under disse omstændigheder forekommer fortolkningen af artikel 49 TEUF vedrørende den frie etableringsret ikke at være relevant i forbindelse med sagerne for den forelæggende ret.

50

Henset til ovenstående bemærkninger er Domstolen i dette tilfælde ikke kompetent til at fortolke artikel 49 TEUF med hensyn til de faktiske omstændigheder i hovedsagerne.

51

Henset til ovenstående bemærkninger har Domstolen ikke kompetence til at besvare nærværende anmodninger om præjudiciel afgørelse, der er forelagt af Tribunale amministrativo regionale per il Lazio, for så vidt som anmodningerne vedrører fortolkningen af artikel 49 TEUF. For så vidt som anmodningerne vedrører fortolkningen af andre EU-retlige bestemmelser skal de afvises.

Sagsomkostninger

52

Da sagernes behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

 

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

 

Den Europæiske Unions Domstol har ikke kompetence til at besvare de anmodninger om præjudiciel afgørelse, der er forelagt af Tribunale amministrativo regionale per il Lazio (Italien) ved afgørelser af 19. oktober 2011 og 1. december 2011 i de forenede sager C-162/12 og C-163/12, for så vidt som anmodningerne vedrører fortolkningen af artikel 49 TEUF. For så vidt som anmodningerne vedrører fortolkningen af andre EU-retlige bestemmelser, skal de afvises.

 

Underskrifter


( *1 ) – Processprog: italiensk.