Forenede sager C-71/09 P, C-73/09 P og C-76/09 P

Comitato »Venezia vuole vivere« m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – annullationssøgsmål – formaliteten – søgsmålskompetence – retlig interesse – litispendensindsigelse – statsstøtte – tværsektoriel støtteordning – nedsættelse af sociale bidrag – beslutning 2000/394/EF – kompenserende karakter – påvirkning af samhandelen inden for Fællesskabet – påvirkning af konkurrencen – kontrollens omfang – bevisbyrde – begrundelsespligt – artikel 87, stk. 2, litra b), og stk. 3, litra b)-d), EF – forordning (EF) nr. 659/1999 – artikel 14 og 15«

Sammendrag af dom

1.        Retspleje – litispendensindsigelse – samme parter, sagsgenstand og anbringender i to sager – sagsøgerens hævelse af et af søgsmålene – bortfald af litispendens

2.        Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – kommissionsbeslutning, der forbyder en støtteordning til fordel for en sektor

(Art. 230, stk. 4, EF)

3.        Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – undersøgelse af en støtteordning i dens helhed – lovlighed

(Art. 87 EF og 88 EF)

4.        Statsstøtte – begreb – tildeling af en fordel til støttemodtagerne

(Art. 87, stk. 1 og 3, EF)

5.        Appel – anbringender – domspræmisser, der tilsidesætter EU-retten – domskonklusion baseret på andre retlige grunde – forkastelse

6.        Statsstøtte – kommissionsbeslutning, som fastslår, at en støtteordning er uforenelig med fællesmarkedet – begrundelsespligt

(Art. 88, stk. 2, EF)

7.              Statsstøtte – konkurrencebegrænsning – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne – omfanget af den bevisbyrde, der påhviler Kommissionen

(Art. 88 EF)

8.        Appel – anbringender – urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder – anbringender ikke taget til følge – Domstolens kontrol med vurderingen af beviselementer – udelukket, medmindre der foreligger urigtig gengivelse

[Art. 225 EF; statutten for Domstolen, art. 51, stk. 1; Domstolens procesreglement, art. 112, stk. 1, første afsnit, litra c)]

9.              Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet – støtte til udvikling af nærmere angivne regioner

[Art. 87, stk. 3, litra c), EF]

1.        Den omstændighed, at en sag afvises, betyder, at den heraf følgende verserende tvist ophører, således at der ikke længere foreligger litispendens. Det samme gør sig gældende, når en verserende sag ophører, fordi sagsøgeren hæver søgsmålet. Interessen i at undgå, at borgerne anvender denne mulighed på en måde, som er i strid med det procesøkonomiske princip, kræver ikke, at litispendensen består, selv for så vidt angår et søgsmål, som sagsøgeren har hævet. Denne interesse beskyttes nemlig i tilstrækkelig grad ved, at sagsøgeren kan tilpligtes at betale sagsomkostningerne i henhold til artikel 69, stk. 5, første afsnit, i Domstolens procesreglement eller artikel 87, stk. 5, første afsnit, i Rettens procesreglement.

(jf. præmis 31 og 32)

2.        Under et annullationssøgsmål er de faktiske modtagere af en individuel støtte, som er tildelt i henhold til en generel støtteordning, og som Kommissionen kræver tilbagesøgt, individuelt berørt i henhold til artikel 230, stk. 4, EF.

Påbuddet om tilbagesøgning berører således allerede alle de pågældende støttemodtagere individuelt, idet de på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning risikerede, at de fordele, de havde modtaget, skulle tilbagesøges, og deres retsstilling er således berørt. Disse modtagere indgår derfor i en snæver kreds, uden at det derfor er nødvendigt at undersøge de yderligere betingelser for de tilfælde, hvor Kommissionens beslutning ikke er ledsaget af et påbud om tilbagesøgning. Den mulighed, at de underkendte fordele ikke senere bliver inddrevet hos modtagerne, udelukker desuden ikke, at modtagerne kan betragtes som individuelt berørt.

(jf. præmis 53 og 56)

3.        I forbindelse med et støtteprogram kan Kommissionen nøjes med at studere det omhandlede programs egenskaber ved bedømmelsen i beslutningens begrundelse af, om det, på grund af ordninger i henhold til programmet, medfører en mærkbar fordel for støttemodtagerne i forhold til deres konkurrenter og især vil kunne gavne virksomheder, der deltager i samhandelen mellem medlemsstaterne. Kommissionen er dermed ikke i en beslutning vedrørende en sådan ordning forpligtet til at foretage en undersøgelse af støtten, der i hvert enkelt individuelt tilfælde er tildelt i henhold til sådan en ordning. Det er alene ved en tilbagesøgning af støtte, at det er nødvendigt at efterprøve hver berørt virksomheds individuelle situation.

Når Kommissionen træffer afgørelse på grundlag af en generel og abstrakt gennemgang af en støtteordning, som den finder uforenelig med fællesmarkedet, og bestemmer, at der skal ske tilbagesøgning af beløb, der er modtaget i henhold til denne støtteordning, tilkommer det således medlemsstaten at vurdere situationen for hver af de pågældende virksomheder, der er berørt af en sådan tilbagesøgning.

(jf. præmis 63, 64 og 130)

4.        Begrundelsen for en støtteforanstaltning er ikke tilstrækkelig til, at en sådan foranstaltning uden videre kan falde uden for begrebet »støtte« i artikel 87 EF. I denne bestemmelses stk. 1 sondres der nemlig ikke efter grundene til eller hensigten med de statslige interventioner, men bestemmelsen definerer dem alene efter deres virkninger.

Den omstændighed, at en medlemsstat ved iværksættelse af ensidige foranstaltninger søger at tilnærme konkurrencevilkårene inden for en bestemt økonomisk sektor til de vilkår, som gælder i de øvrige medlemsstater, kan ikke bevirke, at disse foranstaltninger mister deres karakter af støtte. Dette gælder ligeledes for foranstaltninger, der skal kompensere for eventuelle ulemper, som de virksomheder, der er etableret i et bestemt område i en medlemsstat, må bære. Selve ordlyden af EF-traktaten, som i artikel 87, stk. 3, litra a) og c), kvalificerer »støtte til fremme af den økonomiske udvikling i områder« og »støtte til fremme af udviklingen af visse […] områder« som statsstøtte, der kan erklæres forenelig med fællesmarkedet, angiver, at fordele, som begrænser sig til en del af den medlemsstats område, der er underlagt støttereglerne, kan udgøre selektive fordele.

Det følger heraf, at det med nedsættelsen af sociale bidrag forfulgte formål om at kompensere for de konkurrencemæssige ulemper, som virksomheder i et bestemt område i en medlemsstat er udsat for, ikke kan fratage disse fordele deres karakter af støtte i henhold til artikel 87, stk. 1, EF.

(jf. præmis 94-96 og 100)

5.        Hvis præmisserne i en dom afsagt af Retten indeholder en tilsidesættelse af EU-retten, men konklusionen er berettiget af andre retlige grunde, må appellen forkastes.

(jf. præmis 118)

6.        En beslutning fra Kommissionen, hvorved det fastslås, at en støtteordning er uforenelig med fællesmarkedet, og som er ledsaget af et krav om tilbagesøgning, skal klart identificere dens rækkevidde. En sådan beslutning skal indeholde alle de oplysninger, der er nødvendige for, at de nationale myndigheder kan gennemføre den, således at det udelukkes, at beslutningens faktiske indhold først fastslås efterfølgende ved hjælp af en skriftveksling mellem Kommissionen og de nationale myndigheder. Den efterprøvelse, de nationale myndigheder skal foretage af den individuelle situation for hver enkelt støttemodtager, skal være tilstrækkelig reguleret af beslutningen, hvorved det fastslås, at en støtteordning er uforenelig med fællesmarkedet.

(jf. præmis 120)

7.        Kommissionen skal ikke godtgøre, at støtten reelt påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og faktisk fordrejer konkurrencen, men skal alene undersøge, om denne støtte kan påvirke denne samhandel og fordreje konkurrencen.

Støttebeløbenes begrænsede omfang eller den omstændighed, at størstedelen af de begunstigede virksomheder udøver deres aktiviteter på lokalt plan, kan ikke i den forbindelse medføre, at den støtte, der er tildelt i henhold til denne ordning, ikke kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencen.

(jf. præmis 134 og 135)

8.        I henhold til artikel 225 EF, artikel 51, stk. 1, i statutten for Domstolen og artikel 112, stk. 1, første afsnit, litra c), i Domstolens procesreglement skal en appellant, når denne gør gældende, at Retten har foretaget en urigtig gengivelse af beviserne, præcist angive, hvilke beviser der er blevet urigtigt gengivet af Retten, og påvise fejlene i den undersøgelse, der efter appellantens opfattelse har foranlediget denne urigtige gengivelse. En sådan urigtig gengivelse af beviserne foreligger desuden, hvis det uden fremlæggelse af nye beviser fremgår åbenbart, at bedømmelsen af de foreliggende beviser er urigtig.

(jf. præmis 152 og 153)

9.        Kommissionen kunne – som begrundelse for afslaget på at anvende undtagelsen i artikel 87, stk. 3, litra c), EF – med føje henvise til, at der var tale om driftsstøtte til virksomheder. En sådan støtte, der i princippet fordrejer konkurrencevilkårene, kan nemlig kun undtagelsesvis godkendes i henhold til Kommissionens meddelelse vedrørende metoden for anvendelse af artikel 87, stk. 3, litra a) og c), EF på regionalstøtte og retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte.

(jf. præmis 168)

DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)

9. juni 2011 (*)

Indhold

Retsforskrifter

Sagens baggrund

Den anfægtede beslutning

Sagen for Retten og den anfægtede dom

Parternes påstande i appelsagen og retsforhandlingerne for Domstolen

Kommissionens kontraappel

Litispendensindsigelsen rejst i sag T-277/00

Den appellerede doms begrundelse

Parternes argumenter

Domstolens bemærkninger

Søgsmålskompetencen for virksomheder, der har anlagt søgsmål for Retten

Den appellerede doms begrundelse

Parternes argumenter

Domstolens bemærkninger

Komitéens søgsmålskompetence

Den appellerede doms begrundelse

Parternes argumenter

Domstolens bemærkninger

Appellanternes søgsmålsinteresse for Retten

Hovedappellerne

Artikel 15 i forordning nr. 659/1999 – kvalificering som ny støtte

Den appellerede doms begrundelse

Parternes argumenter

Domstolens bemærkninger

Den kompenserende karakter

Den appellerede doms begrundelse

Parternes argumenter

Domstolens bemærkninger

Kriterierne om påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne og konkurrencefordrejning, Kommissionens proceduremæssige forpligtelser i forbindelse med undersøgelsen af den pågældende støtte, princippet om forbud mod forskelsbehandling og artikel 86, stk. 2, EF

Den appellerede doms begrundelse

Parternes argumenter

Domstolens bemærkninger

– Den anfægtede afgørelses rækkevidde og begrundelse

– Kommissionens proceduremæssige forpligtelser

Artikel 87, stk. 3, litra c) og d), EF og begrundelsespligten

Den appellerede doms begrundelse

Parternes argumenter

Domstolens bemærkninger

Artikel 87, stk. 2, litra b), og stk. 3, litra b), EF

Den appellerede doms begrundelse

Parternes argumenter

Domstolens bemærkninger

Artikel 14 i forordning nr. 659/1999

Den appellerede doms begrundelse

Parternes argumenter

Domstolens bemærkninger

Sagens omkostninger

»Appel – annullationssøgsmål – formaliteten – søgsmålskompetence – retlig interesse – litispendensindsigelse – statsstøtte – tværsektoriel støtteordning – nedsættelse af sociale bidrag – beslutning 2000/394/EF – karakteren af kompensation – påvirkning af samhandelen inden for Fællesskabet – påvirkning af konkurrencen – kontrollens omfang – bevisbyrde – begrundelsespligt – artikel 87, stk. 2, litra b), og stk. 3, litra b)-d), EF – forordning (EF) nr. 659/1999 – artikel 14 og 15«

I de forenede sager C-71/09 P, C-73/09 P og C-76/09 P,

angående tre appeller i henhold til artikel 56 i statutten for Domstolen, indgivet henholdsvis den 11. (sag C-71/09 P) og den 16. februar 2009 (sagerne C-73/09 P og C-76/09 P),

Comitato »Venezia vuole vivere«, Venedig (Italien), ved avvocato A. Vianello, og med valgt adresse i Luxembourg (sag C-71/09 P),

Hotel Cipriani Srl, Venedig (Italien), ved avvocati A. Bianchini og F. Busetto (sag C-73/09 P),

Società Italiana per il gas SpA (Italgas), Torino (Italien) ved avvocati M. Merola, M. Pappalardo og T. Ubaldi (sag C-76/09 P),

appellanter,

de øvrige parter i appelsagen:

Coopservice – Servizi di fiducia Soc. coop. rl, Cavriago (Italien), ved avvocato A. Bianchini,

sagsøger i første instans,

Europa-Kommissionen ved V. Di Bucci og E. Righini, som befuldmægtigede, bistået af avvocato A. Dal Ferro, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt i første instans,

Den Italienske Republik ved I. Bruni, derefter ved G. Palmieri, som befuldmægtigede, bistået af avvocato dello Stato P. Gentili, og med valgt adresse i Luxembourg,

intervenient i første instans,

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, K. Lenaerts, og dommerne R. Silva de Lapuerta, G. Arestis, J. Malenovský og T. von Danwitz (refererende dommer),

generaladvokat: V. Trstenjak

justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Ferreira,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 16. september 2010,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 16. december 2010,

afsagt følgende

Dom

1        I appelskrifterne har Comitato »Venezia vuole vivere« (herefter »komitéen«), Hotel Cipriani Srl (herefter »Hotel Cipriani«) og Società Italiana per il gas SpA (herefter »Italgas«) nedlagt påstand om ophævelse af den dom, der blev afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 28. november 2008, Hotel Cipriani m.fl. mod Kommissionen (forenede sager T-254/00, T-270/00 og T-277/00, Sml. II, s. 3269, herefter »den appellerede dom«, hvorved Retten frifandt Kommissionen i deres annullationssøgsmål til prøvelse af Kommissionens beslutning 2000/394/EF af 25. november 1999 om fritagelse for og nedsættelse af sociale bidrag i Venedig og Chioggia i henhold til lov nr. 30/1997 og nr. 206/1995 om nedsættelse af sociale bidrag (EFT 2000 L 150, s. 50, herefter »den anfægtede beslutning«).

2        Coopservice – Servizi di fiducia Soc. coop. rl. (herefter »Coopservice«) har ved kontraappel nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver den appellerede dom.

3        Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har ved kontraappel nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver den appellerede dom, for så vidt som den antager sagerne til realitetsbehandling.

 Retsforskrifter

4        Artikel 1, litra b), nr. iv), og artikel 13-15 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel [88] (EFT L 83, s. 1) bestemmer:

»Artikel 1

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

[…]

b)      »eksisterende støtte«

[…]

iv) støtte, som anses for eksisterende støtte i henhold til artikel 15

[…]

Artikel 13

Kommissionens beslutninger

1.      Undersøgelsen af en eventuel ulovlig støtteforanstaltning resulterer i en beslutning vedtaget efter artikel 4, stk. 2, 3 eller 4. I tilfælde af beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure afsluttes proceduren ved en beslutning vedtaget efter artikel 7. Overholder medlemsstaten ikke et påbud om oplysninger, vedtages beslutningen på grundlag af de foreliggende oplysninger.

[…]

Artikel 14

Tilbagebetaling af støtte

1.      I negative beslutninger om ulovlig støtte bestemmer Kommissionen, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren, i det følgende benævnt »beslutning om tilbagebetaling«. Kommissionen kræver ikke tilbagebetaling af støtten, hvis det vil være i modstrid med et generelt princip i fællesskabslovgivningen.

2.      Den støtte, der skal tilbagebetales i medfør af en beslutning om tilbagebetaling, skal indeholde renter beregnet på grundlag af en passende sats, der fastsættes af Kommissionen. Renterne betales fra det tidspunkt, hvor den ulovlige støtte var til støttemodtagerens rådighed, og indtil den tilbagebetales.

3.      Med forbehold af eventuel kendelse fra Domstolen efter traktatens artikel 185 skal tilbagebetalingen ske omgående og i overensstemmelse med gældende procedurer i den pågældende medlemsstats nationale ret, forudsat at disse giver mulighed for omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens beslutning. Til det formål og i tilfælde af søgsmål ved de nationale domstole træffer de pågældende medlemsstater alle nødvendige foranstaltninger, som er til rådighed i deres respektive retssystemer, herunder også foreløbige foranstaltninger, dog med forbehold af fællesskabsretten.

Artikel 15

Forældelsesfrist

1.      Kommissionens beføjelser til at kræve tilbagebetaling af støtte forældes efter ti år.

2.      Forældelsesfristen løber fra det tidspunkt, hvor den ulovlige støtte tilkendes støttemodtageren, enten som individuel støtte eller under en støtteordning. Enhver foranstaltning, der træffes af Kommissionen eller af en medlemsstat efter opfordring fra Kommissionen angående den ulovlige støtte, afbryder denne frist. Efter hver afbrydelse begynder forældelsesfristen forfra. Forældelsesfristen suspenderes i det tidsrum, hvor Kommissionens beslutning er genstand for en verserende sag for De Europæiske Fællesskabers Domstol.

3.      Enhver støtte, for hvilken forældelsesfristen er udløbet, anses for at være eksisterende støtte.«

 Sagens baggrund

5        Tvistens faktiske omstændigheder er gengivet på følgende måde i den appellerede doms præmis 1-11:

»A – Den omhandlede ordning angående nedsættelse af sociale bidrag

1      Det italienske ministerielle dekret af 5. august 1994, der er anmeldt til Kommissionen, indeholder definition af de kriterier for nedsættelse af sociale bidrag, der er fastsat ved bestemmelserne i artikel 59 i dekret fra Den Italienske Republiks præsident af 6. marts 1978 om oprettelse af en særlig ordning om nedsættelse af de sociale bidrag, der i perioden fra 1994 til 1996 skulle betales af arbejdsgiverne til Istituto Nazionale de la Previdenza Sociale (instituttet for social sikring, herefter »INPS«) i Syditalien.

2      Ved beslutning 95/455/EF af 1. marts 1995 om bestemmelserne om nedsættelse af sociale bidrag, som påhviler virksomhederne, og skattefinansiering af nogle af disse bidrag i Syditalien (EFT L 265, s. 23) erklærede Kommissionen den i foregående præmis nævnte ordning om nedsættelse af de sociale bidrag for forenelig med fællesmarkedet, såfremt en række betingelser blev overholdt. Det blev i denne beslutning bl.a. fastsat, at de italienske myndigheder skulle underrette Kommissionen om, hvilke foranstaltninger der blev vedtaget for at sikre gennemførelse af den i samme beslutning krævede gradvise afvikling af den påtænkte støtteordning.

3      Den i denne sag omhandlede ordning om nedsættelse af sociale bidrag blev indført ved den italienske lov nr. 206/1995, der for årene 1995 og 1996 udvidede den i det ovennævnte ministerielle dekret af 5. august 1994 fastsatte ordning til at omfatte virksomheder på Venedigs og Chioggias ø-område. Den italienske lov nr. 30/1997 forlængede denne ordning for 1997 for virksomheder i både Syditalien og på Venedigs og Chioggias ø-område.

4      I artikel 1 i det ministerielle dekret af 5. august 1994 er der fastsat bestemmelse om en generel nedsættelse af de sociale bidrag, der skal betales af arbejdsgiverne. For så vidt angår samme dekrets artikel 2 er der herved fastsat en fritagelse for de sociale bidrag for jobskabelse i virksomheder i en periode på et år fra tidspunktet for ansættelse af en arbejdsløs.

5      Det fremgår af Kommissionens beslutning 2000/394/EF af 25. november 1999 om fritagelse for og nedsættelse af sociale bidrag i Venedig og Chioggia i henhold til lov nr. 30/1997 og nr. 206/1995 (EFT 2000 L 150, s. 50, herefter »den anfægtede beslutning«), at nedsættelsen af de sociale bidrag for virksomheder i Venedig og Chioggia ifølge oplysningerne fra INPS for den omhandlede periode fra 1995 til 1997 i medfør af artikel 1 i det ministerielle dekret af 5. august 1994 gennemsnitligt udgjorde 73 mia. ITL (37,7 mio. EUR) om året, fordelt på 1 645 virksomheder. De fritagelser, der er blevet tildelt virksomheder på Venedigs og Chioggias ø-område i medfør af dette dekrets artikel 2, andrager 567 mio. ITL (292 831 EUR) pr. år, fordelt på 165 virksomheder.

B – Administrativ procedure

6      Ved skrivelse af 10. juni 1997 fremsendte de italienske myndigheder ovennævnte lov nr. 30/1997 til Kommissionen i overensstemmelse med bestemmelserne i beslutning 95/455 (jf. ovenfor, præmis 2). Ved skrivelse af 1. juli 1997, der blev efterfulgt af en erindringsskrivelse dateret den 28. august 1997, anmodede Kommissionen om supplerende oplysninger om udvidelsen af anvendelsesområdet for den ovennævnte ordning for nedsættelse af sociale bidrag for virksomheder i Venedig og Chioggia.

7      I mangel af svar gav Kommissionen ved skrivelse af 17. december 1997 Den Italienske Republik meddelelse om sin beslutning om at indlede proceduren efter artikel 88, stk. 2, EF vedrørende den støtte, der var fastsat i bestemmelserne i lov nr. 206/95 og nr. 30/1997, der udvidede anvendelsesområdet for ordningen om nedsættelse af sociale bidrag i Syditalien til også at omfatte Venedigs og Chioggias ø-område.

8      Den 1. december 1997 suspenderede de italienske myndigheder den omhandlede ordning for nedsættelse af sociale bidrag.

9      Beslutningen om at indlede proceduren blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende af 18. februar 1998. […] [K]omitéen […] der er en sammenslutning af de væsentligste industri- og handelsorganisationer i Venedig, og som blev etableret, efter at den ovennævnte formelle undersøgelsesprocedure var blevet indledt med henblik på at koordinere tiltag med det formål at afhjælpe den vanskelige situation for de erhvervsdrivende i Venedig, fremsatte bemærkninger ved skrivelse af 17. marts 1998 og fremsendte en rapport, der var ledsaget af en undersøgelse, som var foretaget af Consorzio per la ricerca e la formazione (konsortium for forskning og uddannelse, herefter »COSES«), der var dateret i marts 1998 og omhandlede vanskelighederne for de virksomheder, der er aktive på lagunens område, i forhold til dem, der er beliggende på fastlandet. Den 18. maj 1998 fremsatte Venedig kommune ligeledes bemærkninger, der var ledsaget af en første undersøgelse foretaget af COSES vedrørende samme emne, som var dateret februar 1998. I bemærkningerne fremhævede den, at der blandt støttemodtagerne bl.a. optrådte kommunale virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse. Kommunen påberåbte sig anvendelse af artikel 86, stk. 2, EF i deres favør. Alle disse bemærkninger blev fremsendt til Den Italienske Republik.

10      De italienske myndigheder fremsendte deres kommentarer ved en skrivelse af 23. januar 1999. Ved skrivelse af 10. juni 1999 meddelte de Kommissionen, at de tilsluttede sig Venedig kommunes bemærkninger.

11      Ved afgørelse af 23. juni 1999 pålagde Kommissionen Den Italienske Republik at fremsende alle dokumenter, oplysninger og data, der måtte være nødvendige for at fastslå de kommunale virksomheders rolle og at bedømme, om de omhandlede foranstaltninger til nedsættelse af sociale bidrag er forenelige med fællesmarkedet. De italienske myndigheder svarede ved skrivelse af 27. juli 1999. Den 12. oktober 1999 blev der i Bruxelles afholdt et møde mellem de italienske myndigheder og repræsentanter for Kommissionen.

 Den anfægtede beslutning

6        Den anfægtede beslutnings konklusion lyder således:

»Artikel 1

Uden at det påvirker bestemmelserne i artikel 3 og 4, er den støtte, som Italien har indført til fordel for virksomhederne i Venedig og Chioggia i form af nedsættelser af de sociale bidrag ifølge lov nr. 30/1997 og 206/1995, der henviser til artikel 2 i det ministerielle dekret af 5. august 1994, forenelig med fællesmarkedet, når støtten ydes til:

a)      SMV, således som defineret i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til SMV

b)      virksomheder, der ikke er omfattet af denne definition, men som er etableret i et område, der er omfattet af undtagelsen i artikel 87, stk. 3, litra c)

c)      virksomheder, der ansætter visse kategorier af arbejdstagere, der har særligt vanskeligt ved (igen) at komme ind på arbejdsmarkedet, således som beskrevet i retningslinjerne for beskæftigelsesstøtte.

Støtten er uforenelig, når den ydes til andre virksomheder end SMV, som er etableret uden for områder, der er omfattet af undtagelsen i artikel 87, stk. 3, litra c).

Artikel 2

Uden at det påvirker bestemmelserne i artikel 3 og 4, er den støtte, som Italien har indført til fordel for virksomhederne i Venedig og Chioggia i form af nedsættelser af de sociale bidrag, således som beskrevet i artikel 1 i det ministerielle dekret af 5. august 1994, uforenelig med fællesmarkedet.

Artikel 3

Den støtte, som Italien har indført til fordel for virksomhederne ASPIV og Consorzio Venezia Nuova, er forenelig med fællesmarkedet ifølge undtagelserne i henholdsvis artikel 86, stk. 2, og artikel 87, stk. 3, litra d).

Artikel 4

Den støtte, som Italien har indført til fordel for virksomhederne ACTV, Panfido SpA og AMAV, udgør ikke støtte efter traktatens artikel 87.

Artikel 5

Italien træffer alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at få støttemodtagerne til at tilbagebetale den uforenelige støtte, der er nævnt i artikel 1 og 2, og som allerede ulovligt er stillet til deres rådighed.

Tilbagebetalingen skal ske i overensstemmelse med den nationale lovgivning. Der skal betales renter af beløbet med virkning fra det tidspunkt, hvor beløbet blev stillet til støttemodtagernes rådighed, og indtil fuld tilbagebetaling har fundet sted. Renten beregnes på grundlag af den referencesats, der anvendes ved beregningen af subventionsækvivalenten for støtte med regionalt sigte.

[…]«

 Sagen for Retten og den anfægtede dom

7        59 sager blev indbragt for Retten til prøvelse af den anfægtede beslutning.

8        Retten opfordrede Den Italienske Republik til for hver af sagsøgerne i disse sager at anføre, om den i medfør af den anfægtede beslutnings artikel 5 anså sig for forpligtet til at tilbagesøge den anfægtede støttetildeling.

9        På baggrund af svar fra Den Italienske Republik afviste Retten i det hele 22 sager og delvis 6 sager, idet sagsøgere, der var virksomheder, ikke havde retlig interesse, for så vidt som de kompetente nationale myndigheder ved gennemførelsen af den anfægtede beslutning havde lagt til grund, at disse virksomheder ikke havde modtaget nogen støtte, der var uforenelig med fællesmarkedet, og som ville indebære en tilbagesøgningsforpligtelse i medfør af denne beslutning (Rettens kendelser af 10.3.2005, forenede sager T-228/00, T-229/00, T-242/00, T-243/00, T-245/00 – T-248/00, T-250/00, T-252/00, T-256/00 – T-259/00, T-265/00, T-267/00, T-268/00, T-271/00, T-274/00 – T-276/00, T-281/00, T-287/00 og T-296/00, Gruppo ormeggiatori del porto di Venezia m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 787, sag T-266/00, Confartigianato Venezia m.fl. mod Kommissionen, sag T-269/00, Baglioni Hotels og Sagar mod Kommissionen, sag T-273/00, Unindustria m.fl. mod Kommissionen, og sag T-288/00, Principessa mod Kommissionen).

10      Den 12. maj 2005 afholdtes et uformelt møde for den refererende dommer ved Retten, hvori deltog repræsentanter for parterne i de 37 sager, der ikke var blevet afvist i det hele. De parter, der var repræsenteret, fremsatte deres bemærkninger og tilkendegav deres samtykke til valget af fire prøvesager. Efter dette møde blev de forenede sager T-254/00, T-270/00 og T-277/00, der har ført til den appellerede dom, og sag T-221/00 udpeget som prøvesager, hvoraf den sidstnævnte sag imidlertid er blevet slettet som følge af sagsøgerens hævelse af sagen.

11      De nævnte sager er blevet forenet, og det er blevet besluttet at henskyde de af Kommissionen fremsatte formalitetsindsigelser til afgørelse i forbindelse med sagens realitet.

12      Ved den appellerede dom antog Retten sagerne til realitetsbehandling af de grunde, der er anført i den appellerede doms præmis 41-115. Sagsøgte blev imidlertid frifundet på baggrund af de betragtninger, der fremgår af den appellerede doms præmis 118-398.

 Parternes påstande i appelsagen og retsforhandlingerne for Domstolen

13      Komitéen har nedlagt følgende påstande:

–        Komitéen gives medhold, og følgelig ophæves den appellerede dom.

–        Kommissionens kontraappel forkastes.

–        Den anfægtede beslutning annulleres.

–        Subsidiært annulleres denne beslutnings artikel 5, for så vidt som der i bestemmelsen er fastsat en forpligtelse til at foretage tilbagesøgning af beløbet svarende til de omhandlede nedsættelser af sociale bidrag, samt et pålæg om betaling af de nævnte beløb fra det tidspunkt, det blev udbetalt til støttemodtagerne, og indtil det er tilbagebetalt.

–        Kommissionen tilpligtes at betale omkostningerne ved begge instanser.

14      Hotel Cipriani har nedlagt følgende påstande:

–        Den appellerede dom annulleres.

–        Hotel Cipriani gives medhold i påstandene ved første instans, hvorfor:

–        den anfægtede beslutning, principalt, annulleres, og

–        denne beslutnings artikel 5, subsidiært, annulleres, for så vidt som den tilbagebetaling, der er pålagt heri, omfatter støtte tildelt på grundlag af de minimis-princippet, og/eller for så vidt som den pålægger betaling af renter med en højere sats end den sats, der faktisk betales af virksomheden vedrørende dens egen gæld.

–        Kommissionen tilpligtes at betale omkostningerne ved begge instanser.

15      Italgas har nedlagt følgende påstande:

–        Italgas gives medhold, og følgelig ophæves den appellerede dom.

–        Kommissionens kontraappel forkastes som åbenbart ugrundet eller subsidiært som irrelevant for så vidt angår visse af anbringender og som ubegrundede for så vidt angår andre af anbringenderne, eller kontraappellen forkastes i sin helhed som ubegrundet.

–        Den anfægtede beslutnings artikel 1 og 2 annulleres, for så vidt som de omhandlede nedsættelser af sociale bidrag herved erklæres for uforenelige med fællesmarkedet, og artikel 5 annulleres.

–        Subsidiært hjemvises sagen til Retten i medfør af artikel 61 i statutten for Domstolen.

–        Kommissionen tilpligtes at betale omkostningerne ved begge instanser eller under alle omstændigheder de yderligere omkostninger som følge af kontraappellen.

16      Coopservice har nedlagt følgende påstande:

–        Den appellerede dom annulleres,

–        Coopservice gives medhold i påstandene ved første instans, hvorfor:

–        den anfægtede beslutning, principalt, annulleres i det omfang, hvori det er relevant og inden for sagsøgernes interesse, og

–        denne anfægtede beslutning, subsidiært, annulleres, for så vidt som den fastsætter en forpligtelse til at foretage tilbagesøgning af de tildelte sociale fradrag og et pålæg om betaling af rente af disse fradrag for de pågældende perioder i nævnte beslutning.

–        Kommissionen tilpligtes at betale omkostningerne ved begge instanser.

17      Den Italienske Republik har nedlagt følgende påstande:

–        Den appellerede dom ophæves.

–        Den anfægtede beslutning annulleres.

18      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Principalt gives Kommissionen medhold i kontraappellen, og følgelig ophæves den appellerede dom, for så vidt som den antager sagerne til realitetsbehandling.

–        Subsidiært forkastes hovedappellerne, idet de i den appellerede dom anførte grunde ændres i fornødent omfang.

–        Appellanterne tilpligtes under alle omstændigheder at betale omkostningerne ved begge instanser.

19      Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 8. april 2009 blev sagerne C-71/09 P, C-73/09 P og C-76/09 P forenet med henblik på den skriftlige og mundtlige forhandling samt dommen.

 Kommissionens kontraappel

20      Da den af Kommissionen indgivne kontraappel vedrører formaliteten med hensyn til de ved Retten anlagte sager – et anliggende, som er præliminært i forhold til de spørgsmål vedrørende sagens realitet, der er nævnt i hovedappellen og i den af Coopservice indgivne kontraappel – skal der først tages stilling til kontraappellen.

21      Kommissionen har til støtte for kontraappellen fremført fire anbringender.

 Litispendensindsigelsen rejst i sag T-277/00

 Den appellerede doms begrundelse

22      Retten fastslog i forbindelse med litispendensindsigelsen, der blev rejst i sag T-277/00, for det første, at denne indsigelse ikke gyldigt kunne gøres gældende med hensyn til sag T-274/00, eftersom komitéen hævede sit søgsmål i sidstnævnte sag (den appellerede doms præmis 43).

23      Hvad angår litispendensindsigelsen i sag T-231/00 fastslog Retten, for det andet, at den ikke var forpligtet til at undersøge, om søgsmålet anlagt i sag T-277/00 af komitéen kunne antages til realitetsbehandling, fordi komitéen havde rejst søgsmålet i forening med Coopservice (den appellerede doms præmis 43). Retten bemærkede desuden, at et søgsmål udelukkende kan afvises på grund af litispendens, hvis der er strid mellem de samme parter, og der er nedlagt annullationspåstand vedrørende samme beslutning og med støtte i samme anbringender som i et verserende søgsmål. I den foreliggende sag støttes sagerne T-277/00 og T-231/00 imidlertid delvist på forskellige grunde (den appellerede doms præmis 44 og 45). Endvidere er bestemmelsen i artikel 48, stk. 2, i procesreglementet for Retten, der i princippet udgør en hindring for fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling, uden betydning i forhold til bedømmelsen af formaliteten vedrørende et søgsmål, der har samme genstand og mellem de samme parter, men er støttet på anbringender, der er forskellige fra dem, der er gjort gældende under et tidligere søgsmål (den appellerede doms præmis 46).

 Parternes argumenter

24      Med det første led i dette anbringende, der indeholder tre led, har Kommissionen gjort gældende, at Retten fejlagtigt har forkastet formalitetsindsigelsen vedrørende litispendens for så vidt angår søgsmålet i sag T-277/00 i forhold til sag T-274/00. Spørgsmålet, om et søgsmål kan antages til realitetsbehandling, skal vurderes under hensyntagen til situationen på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift indleveres, således at den omstændighed, at komitéen i mellemtiden hævede sit søgsmål i sag T-274/00, ikke kunne medføre, at dens søgsmål i sag T-277/00 antoges til realitetsbehandling. Ellers kan en sagsøger anlægge en række sager og efterfølgende vælge, hvilken sag han ønsker at forfølge, hvilket er i strid med det procesøkonomiske princip.

25      Med dette anbringendes andet led kritiserer Kommissionen Retten for med hensyn til litispendens i sag T-231/00 at have fastslået, at det er en forudsætning for at antage litispendensindsigelsen, at der foreligger overensstemmelse mellem anbringenderne i det tidligere og det efterfølgende søgsmål. Imidlertid fremgår det af såvel medlemsstaternes retsplejeregler som artikel 27 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001 L 12, s. 1), at litispendensindsigelsen ikke kræver, at en sådan betingelse er opfyldt. Med dette anbringendes tredje led har Kommissionen gjort gældende, at Retten i det mindste burde have afvist søgsmålet i sag T-277/00 på grund af litispendens, da det var sammenfaldende med sag T-231/00.

26      Komitéen har gjort gældende, at Kommissionen selv i sine indlæg for Retten har anført, at denne formalitetsindsigelse forudsætter, at et søgsmål er indbragt efter et andet søgsmål mellem de samme parter og har samme genstand samt er støttet på de samme anbringender. Kommissionen kan derfor ikke nuværende tidspunkt i appelsagen gøre fuldstændigt nye anbringender gældende. Da Kommissionen desuden ikke har iværksat appel til prøvelse af Rettens kendelse i sagen Gruppo ormeggiatori del porto di Venezia m.fl. mod Kommissionen, kan den ikke fremsætte dette anbringende i en appelsag vedrørende Rettens dom i sag T-277/00.

 Domstolens bemærkninger

27      I modsætning til, hvad komitéen har anført, kan det første anbringende antages til realitetsbehandling. Den omstændighed, at Kommissionen fremførte et andet retligt synspunkt for Retten til støtte for formalitetsindsigelsen end det, den har fremført i kontraappellen, er nemlig uden betydning, når dette anbringende vedrører – ligesom Kommissionens argumenter, der er fremført i første instans i forbindelse med denne indsigelse – en påstået litispendens for så vidt angår sag T-277/00 i forhold til sag T-274/00.

28      Selv om Kommissionen for Domstolen hævder, at der ikke stilles krav om, en sagsøgers annullationsanbringender er de samme, for at der kan konstateres et tilfælde af litispendens – uanset at den erkendte over for Retten, at det er nødvendigt med en sådan overensstemmelse mellem anbringender – medfører det nemlig ikke, at dette anbringende i appellen skal forkastes. Kommissionens opfattelse med hensyn til litispendens er i det væsentlige den samme som den for Retten fremførte, og der er således ikke tale om et nyt anbringende.

29      Rettens kendelse i sagen Gruppo ormeggiatori del porto di Venezia m.fl. mod Kommissionen er heller ikke til hinder for, at Domstolen undersøger Kommissionens anbringende vedrørende Rettens afgørelse om litispendensindsigelsen, som Kommissionen fremførte i sag T-277/00, da kendelsen ikke omfatter en bedømmelse af, om denne sag kan antages til realitetsbehandling.

30      Hvad angår sagens realitet fastslog Retten for så vidt angår anbringendes første led om litispendens i forhold til sag T-274/00 korrekt, at på grund af komitéens ophævelse af søgsmålet i denne sag var søgsmålet i sag T-277/00 ikke længere afskåret på grund af litispendens i forhold til sag T-274/00.

31      Som Kommissionen har gjort gældende, skal spørgsmålet, om en sag kan antages til realitetsbehandling, vel i almindelighed bedømmes på baggrund af situationen på det tidspunkt, hvor sagen anlægges (jf. i denne retning dom af 18.4.2002, forenede sager C-61/96, C-132/97, C-45/98, C-27/99, C-81/00 og C-22/01, Spanien mod Rådet Sml. I, s. 3439, præmis 23). Den omstændighed, at et søgsmål – i overensstemmelse med retspraksis – afvises, betyder imidlertid, at den verserende tvist, der følger heraf, ophører, således at der ikke længere foreligger litispendens (jf. i denne retning dom af 27.10.1987, forenede sager 146/85 og 431/85, Diezler mod ØSU, Sml. s. 4283, præmis 12).

32      Det samme gør sig gældende, som generaladvokaten har anført i punkt 50 i sit forslag til afgørelse, når en verserende sag – som i den foreliggende sag – ophører, fordi sagsøgeren hæver søgsmålet. I modsætning til, hvad Kommissionen har anført, kræver interessen i at undgå, at borgerne anvender denne mulighed på en måde, som er i strid med det procesøkonomiske princip, ikke, at litispendensen består, selv for så vidt angår et søgsmål, som sagsøgeren har hævet. Denne interesse beskyttes nemlig i tilstrækkelig grad ved, at sagsøgeren kan tilpligtes at betale sagsomkostningerne i henhold til artikel 69, stk. 5, første afsnit, i Domstolens procesreglement eller artikel 87, stk. 5, første afsnit, i Rettens procesreglement.

33      Herefter skal anbringendets første led forkastes.

34      Hvad angår dette anbringendes andet og tredje led om litispendens i forhold til sag T-231/00 skal der henvises til fast retspraksis, hvorefter klagepunkter, der er rettet mod præmisser, som er anført for fuldstændighedens skyld, i en dom afsagt af Retten, ikke kan føre til dens ophævelse og derfor er uvirksomme (dom af 2.9.2010, sag C-399/08 P, Kommissionen mod Deutsche Post, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).

35      Det fremgår i den forbindelse af den appellerede doms præmis 43, at Retten ikke så sig forpligtet til at undersøge, om sagen anlagt af komitéen kunne antages til realitetsbehandling, fordi komitéen havde anlagt sag T-277/00 i forening med Coopservice, hvilket medfører, at selv om antagelsen om litispendens blev godtgjort, ville det ikke have nogen indflydelse på formaliteten i den sag, for så vidt som sagen blev anlagt af Coopservice, og særligt vedrørende de materielle anbringender, der i denne sag blev gennemgået af Retten, idet de blev fremsat af de to sagsøgere i forening.

36      Disse betragtninger, der i øvrigt ikke er blevet bestridt af Kommissionen, er i overensstemmelse med retspraksis, ifølge dommen i sag af 24. marts 1993, CIRFS m.fl. mod Kommissionen (sag C-313/90, Sml. I, s. 1125).

37      Ifølge denne retspraksis, der bygger på procesøkonomiske hensyn (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 24.3.2009, sag C-60/08 P(R), Cheminova m.fl. mod Kommissionen, præmis 34), er det nemlig ikke nødvendigt at undersøge sagsøgeres retlige interesse, hvis den samme afgørelse anfægtes af en række sagsøgere, og det er godtgjort, at en af dem har retlig interesse.

38      Denne retspraksis bygger på den betragtning, at det under alle omstændigheder i en sådan situation er nødvendigt at undersøge, om sagsøgeren kan gives medhold, således at spørgsmålet, om alle sagsøgerne faktisk har søgsmålskompetence, er irrelevant.

39      Den samme logik gælder i det foreliggende tilfælde.

40      I den sammenhæng må der lægges vægt på, at afvisningen af komitéens sag, således som Kommissionen foreslår inden for rammerne af disse dele af anbringendet, ikke ville have haft betydning for nødvendigheden af, at Retten undersøgte de anbringender, der blev påberåbt i sag T-277/00. Den sag blev nemlig anlagt i forening af komitéen og Coopservice. Der forelå imidlertid ikke litispendens hos Coopservice, således at Retten under alle omstændigheder burde have undersøgt alle anbringenderne, hvilket gør en eventuel afvisning af komitéens søgsmål uden betydning.

41      Det skal følgelig fremhæves, at selv hvis det antages, at den begrundelse, der beskrives for fuldstændighedens skyld i den appellerede doms præmis 44-46, er behæftet med retlige fejl, har en sådan konstatering ikke nogen betydning for spørgsmålet, om klagepunktet om litispendensindsigelsen i forhold til sag T-231/00 blev forkastet med rette.

42      Under disse omstændigheder må det fastslås, at dette anbringendes andet og tredje del er irrelevante.

43      Henset til ovenstående betragtninger, bør det første anbringende i Kommissionens kontraappel forkastes.

 Søgsmålskompetencen for virksomheder, der har anlagt søgsmål for Retten

 Den appellerede doms begrundelse

44      Retten fastslog, at sagsøgerne i sagerne T-254/00, T-270/00 og T-277/00 havde søgsmålskompetence, og fastslog navnlig, at de var individuelt berørt i henhold til artikel 230, stk. 4, EF af den anfægtede beslutning.

45      Retten fandt i den forbindelse, at de var tilstrækkeligt individualiserede som følge af den særlige krænkelse, som tilbagesøgningsforpligtelsen i denne beslutning havde haft for deres interesser, i deres egenskab af medlemmer af en lukket kreds, som er fuldt ud identificerbare (den appellerede doms præmis 76-92). Retten bekræftede efterfølgende ved undersøgelsen af ordningen for kontrol af statsstøtte (den appellerede doms præmis 94-99) og de nationale myndigheders bemyndigelse ved gennemførelsen af den anfægtede beslutning (den appellerede doms præmis 100-111) vurderingen i den appellerede doms præmis 92, hvorefter sagsøgerne var individuelt berørt (den appellerede doms præmis 93).

 Parternes argumenter

46      Kommissionen har anført, at når en beslutning erklærer en statsstøtteordning for ulovlig og uforenelig med fællesmarkedet, kan den omstændighed, at denne beslutning foreskriver tilbagesøgning af den støtte, der er udbetalt i henhold til denne ordning, ikke medføre, at modtagerne af denne støtte er individuelt berørt. Retten har således forvekslet begrebet modtager af støtte med begrebet modtager af fordele i henhold til national lovgivning. På tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning var de modtagere, som har skullet tilbagebetale støtten i henhold til denne, imidlertid ikke identificerbare. Det ville i den forbindelse have været nødvendigt at fastslå, om de fordele, de har modtaget, reelt var udtryk for statsstøtte i henhold til artikel 87 EF, og om de reelt var forpligtet til at tilbagebetale den modtagne støtte i henhold til nævnte beslutning.

47      Kommissionen har desuden gjort gældende, at tilhørsforholdet til en kreds af identificerbare modtagere på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning ikke er tilstrækkeligt til at begrunde en individuel interesse, da dette forudsætter, at modtagerne befinder sig i en særlig situation, der kan tvinge Kommissionen til at tage hensyn dertil, hvilket den ikke var i dette tilfælde.

48      Rettens tilgang betyder, at støttemodtagerne er forpligtede til i henhold til praksis ifølge dom af 9. marts 1994, TWD Textilwerke Deggendorf (sag C-188/92, Sml. I, s. 833, præmis 24-26), for Retten at anfægte Kommissionens beslutning, selv om det ikke er sikkert, at de reelt er forpligtede til at tilbagebetale de modtagne fordele.

49      Hvad angår det i den appellerede doms præmis 94 ff. anførte har Kommissionen gjort gældende, at Retten urigtigt forkastede det af Kommissionen fremførte kriterium, hvorefter støttemodtagerne ikke er individuelt berørt, hvis støtten tildeles automatisk i henhold til en generel støtteordning. Hvad endelig angår de årsager, der er anført i dommens præmis 100 ff., finder Kommissionen, at Retten har tilsidesat Domstolens praksis. Når Kommissionen træffer afgørelse på grundlag af en generel og abstrakt gennemgang af en støtteordning, som den finder uforenelig med fællesmarkedet, og bestemmer, at der skal ske tilbagesøgning af den støtte, der er modtaget i henhold til denne støtteordning, påhviler det nemlig efterfølgende medlemsstaten at vurdere situationen for hver af de pågældende virksomheder med henblik på at sikre tilbagesøgningen af den ulovlige støtte.

50      Ifølge komitéen og Italgas fastslog Retten korrekt, at de sagsøgende virksomheder havde søgsmålskompetence.

 Domstolens bemærkninger

51      Retten fastslog med føje, at de sagsøgende virksomheder havde søgsmålskompetence, idet de var individuelt berørt af den anfægtede beslutning som følge af den særlige krænkelse af deres retsstilling ved pålægget om tilbagesøgning af den pågældende støtte.

52      For det første, og i overensstemmelse med fast retspraksis, kan andre personer end en beslutnings adressater nemlig kun påstå, at de berøres individuelt, hvis den anfægtede beslutning rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten (jf. dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, org.ref.: Rec. s. 197, og af 29.4.2004, sag C-298/00, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s 4087, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

53      For det andet er de faktiske modtagere af en individuel støtte, som er tildelt i henhold til en generel støtteordning, og som Kommissionen kræver tilbagesøgt, således individuelt berørt i henhold til artikel 230, stk. 4, EF (jf. i denne retning dom af 19.10.2000, forenede sager C-15/98 og C-105/99, Italien og Sardegna Lines mod Kommissionen, Sml. I, s. 8855, præmis 34, og dommen i sagen Italien mod Kommissionen, præmis 38 og 39).

54      Kommissionens argumenter kan ikke afkræfte denne konklusion.

55      Domstolen finder umiddelbart at måtte forkaste opfattelsen om, at tilbagesøgningsforpligtelsen i den anfægtede beslutning ikke er tilstrækkelig til at individualisere sagsøgerne på tidspunktet for beslutningens vedtagelse. Denne opfattelse bygger dels på det postulat, at tilbagesøgningen vil blive iværksat i en senere fase, hvori det skal fastslås, om de modtagne fordele reelt udgør statsstøtte, der skal tilbagebetales, dels på den omstændighed, at betingelserne for at fastslå, at modtagerne er en del af en snæver kreds, ikke er opfyldt.

56      Som nævnt af generaladvokaten i punkt 71-82 i forslaget til afgørelse, berører påbuddet om tilbagebetaling imidlertid allerede alle de pågældende støttemodtagere individuelt, idet de på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning risikerede, at de fordele, de havde modtaget, skulle tilbagebetales, og deres retsstilling er således berørt. Disse modtagere indgår derfor i en snæver kreds (jf., i denne retning, dom af 17.9.2009, sag C-519/07 P, Kommissionen mod Koninklijke FrieslandCampina, Sml. I, s. 8495, præmis 54), uden at det derfor er nødvendigt at undersøge de yderligere betingelser for de tilfælde, hvor Kommissionens beslutning ikke er ledsaget af et påbud om tilbagebetaling. Den mulighed, at de underkendte fordele ikke senere bliver inddrevet hos modtagerne, udelukker desuden ikke, at modtagerne kan betragtes som individuelt berørt.

57      Domstolen må også forkaste Kommissionens argument om, at antagelse til realitetsbehandling af søgsmål til prøvelse af en kommissionsbeslutning om tilbagesøgning af statsstøtte vil få den »paradoksale og uhensigtsmæssige følge«, at støttemodtagerne forpligtes til at anfægte denne beslutning øjeblikkeligt, før de ved, om den medfører et påbud om tilbagesøgning, der vedrører dem. Dette argument er allerede blevet påberåbt i næsten enslydende vendinger af Kommissionen i den sag, der førte til dommen i sagen Italien mod Kommissionen (præmis 31), uden at det blev taget til følge.

58      En parts mulighed for under en national retssag at gøre gældende, at bestemmelser, der er indeholdt i Unionens retsakter, er ugyldige, forudsætter, at parten ikke havde ret til i medfør af artikel 230 EF at rejse et direkte søgsmål til prøvelse af disse bestemmelser, hvis retsvirkninger parten således er omfattet af, uden at have været i stand til at rejse annullationssøgsmål (jf. i denne retning dommen i sagen TWD Textilwerke Deggendorf, præmis 23, og dom af 29.6.2010, sag C-550/09, E og F, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 45 og 46). Det følger imidlertid af denne retspraksis, at et sådant direkte søgsmål utvivlsomt skal antages til realitetsbehandling (jf. E og F-dommen, præmis 48, og dom af 17.2.2011, sag C-494/09, Bolton Alimentari, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 23).

59      Borgere, der befinder sig i en situation som sagsøgernes, er derfor kun forpligtede til at anfægte en beslutning for Retten for at beskytte deres interesser, hvis der er grund til at antage, at et sådant søgsmål utvivlsomt kan antages til realitetsbehandling. For så vidt som antagelsen til realitetsbehandling af en parts direkte søgsmål ikke giver anledning til tvivl, er der nemlig en rimelig grund til at forvente, at parten rejser søgsmålet inden for tidsfristen i henhold til artikel 230 EF.

60      Det skal desuden bemærkes, at de årsager, der er anført i den appellerede doms præmis 76-92, i sig selv i tilstrækkelig grad begrunder Rettens konklusion i den appellerede doms præmis 92, hvorefter sagsøgerne er individuelt berørt af den anfægtede beslutning.

61      For så vidt som den appellerede dom i præmis 251 henviser til argumentationen i den appellerede doms præmis 100-111, og denne argumentation er anfægtet af Kommissionen inden for rammerne af nærværende anbringende, skal det allerede bemærkes, at denne argumentation er behæftet med en retlig fejl.

62      Retten anførte navnlig i den appellerede doms præmis 106, at det ikke kan antages, at den pågældende medlemsstat, når den gennemfører Kommissionens beslutning om en ulovlig støtteordning, i hvert enkelt tilfælde kan konstatere, om betingelserne for anvendelse af artikel 87, stk. 1, EF er opfyldt.

63      Det skal imidlertid påpeges, at Kommissionen i forbindelse med et støtteprogram i beslutningens begrundelse kan nøjes med at studere det omhandlede programs egenskaber ved bedømmelsen af, om det, på grund af ordninger i henhold til programmet, medfører en mærkbar fordel for støttemodtagerne i forhold til deres konkurrenter og især vil kunne gavne virksomheder, der deltager i samhandelen mellem medlemsstaterne. Kommissionen er dermed ikke i en beslutning vedrørende en sådan ordning forpligtet til at foretage en undersøgelse af støtten, der i hvert enkelt individuelt tilfælde er tildelt i henhold til sådan en ordning. Det er alene ved tilbagesøgningen af støtte, at det er nødvendigt at efterprøve hver berørt virksomheds individuelle situation (jf. dom af 7.3.2002, sag C-310/99, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 2289, præmis 89 og 91).

64      Rettens bedømmelse i den appellerede doms præmis 104-106 tager derfor ikke hensyn til retspraksis, hvorefter det, når Kommissionen træffer afgørelse på grundlag af en generel og abstrakt gennemgang af en støtteordning, som den finder uforenelig med fællesmarkedet, og bestemmer, at der skal ske tilbagesøgning af den støtte, der er modtaget i henhold til denne støtteordning, påhviler medlemsstaten at undersøge situationen for hver af de pågældende virksomheder ved en sådan tilbagesøgningsforanstaltning.

65      Kommissionens klagepunkter vedrørende Rettens argumentation i den appellerede doms præmis 100-111 er under alle omstændigheder uden betydning for konklusionen i nævnte dom og skal derfor betragtes som irrelevant (jf. i denne retning dom af 12.7.2001, forenede sager C-302/89 P og C-308/99 P, Kommissionen og Frankrig mod TF1, Sml. I, s. 5603, præmis 27-29).

66      Kommissionens andet anbringende kan derfor ikke tages til følge.

 Komitéens søgsmålskompetence

 Den appellerede doms begrundelse

67      Retten antog i den appellerede doms præmis 114, at henset til praksis ifølge dommen i sagen CIRFS m.fl. mod Kommissionen, var den ikke forpligtet til at undersøge komitéens søgsmålskompetence. Retten fastslog desuden i den appellerede doms præmis 115, at komitéen under alle omstændigheder havde en sådan kompetence, for så vidt som den optræder på vegne af sine medlemmer, hvis søgsmål burde have været afvist.

 Parternes argumenter

68      Med det tredje anbringende kritiserer Kommissionen Retten for urigtigt at have overført retspraksis om sammenslutninger af virksomheder på en sammenslutning af sammenslutninger, såsom komitéen. Der er desuden intet grundlag for at antage, at de pågældende sammenslutninger rent faktisk har pålagt komitéen at forsvare deres interesser.

69      Ifølge komitéen anerkendte Retten korrekt dens søgsmålskompetence.

 Domstolens bemærkninger

70      Indledningsvis bemærkes, at som påpeget i præmis 34 i nærværende dom kan klagepunkter rettet mod præmisser, der er anført for fuldstændighedens skyld i en dom afsagt af Retten, ikke medføre ophævelse af dommen og skal derfor betragtes som irrelevante.

71      Herved fremgår det af den appellerede doms præmis 114, at Retten ikke fandt sig pligtig at undersøge komitéens søgsmålskompetence, da den sagsøgende virksomhed Coopservice havde søgsmålskompetence.

72      Denne betragtning, der er baseret på Coopservices søgsmålskompetence, som Kommisionen ikke bestrider for Domstolen, følger praksis i henhold til dommen i sagen CIRFS m.fl. mod Kommissionen, jf. nærværende doms præmis 37-40.

73      Det skal følgelig fremhæves, at selv hvis det antages, at begrundelsen i den appellerede doms præmis 115 er behæftet med en retlig fejl, har en sådan konstatering ikke nogen betydning for spørgsmålet, om bedømmelsen af klagepunktet vedrørende komitéens søgsmålskompetence er velbegrundet.

74      Under disse omstændigheder må det fastslås, at det tredje anbringende er irrelevant.

75      Kommissionens tredje anbringende må herefter forkastes.

 Appellanternes søgsmålsinteresse for Retten

76      Med det fjerde anbringende kritiserer Kommissionen Retten for at have undladt at undersøge sagsøgernes retlige interesse i spørgsmålet for Retten og for ikke at have afvist deres sager, fordi der mangler en sådan interesse.

77      Dette anbringende er ubegrundet. I modsætning til, hvad Kommissionen hævder, hviler sagsøgernes retlige interesse ikke på den blotte mulighed for, at de nationale myndigheder fremsender et påbud om tilbagebetaling til dem. Vedtagelsen af den anfægtede beslutning ændrede nemlig retsstillingen for hver enkelt af dem, idet den underkender støtten ifølge ordningen, som de allerede havde modtaget, i forhold til fællesmarkedet, og bestemmer, at der skal ske tilbagesøgning af den. Fra vedtagelsen af den anfægtede beslutning måtte de virksomheder, der har rejst søgsmål, således i princippet forvente at blive pligtige til at tilbagebetale den modtagne støtte, hvilket dermed godtgør deres retlige interesse. Kommissionen har imidlertid ikke fremført nogen oplysninger, hvorefter det kan fastslås som udelukket, at der blev fremsendt et påbud om tilbagebetaling til dem.

78      Samlet set må Kommissionens kontraappel i det hele forkastes.

 Hovedappellerne

79      Til støtte for sagsøgernes appel og i Coopservices kontraappel har appellanterne og Coopservice fremført anbringender, der nærmere bestemt kan opdeles i seks grupper vedrørende for det første de pågældende fordeles kompenserende aspekt, for det andet kriterierne om påvirkning af samhandelen og konkurrencefordrejning, artikel 86, stk. 2, EF og princippet om forbud mod forskelsbehandling, for det tredje artikel 87, stk. 3, litra c) og d), EF, for det fjerde artikel 87, stk. 2, litra b), og stk. 3, litra b), EF, for det femte artikel 14 i forordning nr. 659/1999 og for det sjette samme forordnings artikel 15.

 Artikel 15 i forordning nr. 659/1999 – kvalificering som ny støtte

 Den appellerede doms begrundelse

80      I præmis 357-367 forkastede Retten de anbringender, der var rettet mod den anfægtede beslutning vedrørende en tilsidesættelse af artikel 15 i forordning nr. 659/1999, hvorefter de anfægtede fordele, der var tildelt i henhold til lov nr. 206/1995 og 30/1997, skulle betegnes som »eksisterende støtte«, således at forældelsesfristen på ti år var overskredet. Herved henviste Retten især til den omstændighed, at fordelene ifølge lov nr. 590/1971, der blev forlænget ved lov nr. 463/1972, ikke var blevet tildelt siden den 1. juli 1973, og at fordelene ifølge lov nr. 502/1978, nr. 102/1977 og nr. 573/1977 var blevet tildelt indtil den 31. december 1981. De fordele, som er genstand for den anfægtede beslutning, havde således ikke haft nogen forbindelse med de fordele, der blev tildelt tidligere i henhold til de nævnte love, hvilket var til hinder for, at de første fordele skulle betegnes som »eksisterende støtte«.

 Parternes argumenter

81      Komitéen og Hotel Cipriani har med deres femte anbringende og Coopservice med sit syvende gjort gældende, at Retten således ikke i tilstrækkelig grad behandlede det spørgsmål, hvornår ordningen for nedsættelse af sociale bidrag blev indført, og ikke tog hensyn til ordningens kontinuitet i årtier. Ordningen blev nemlig allerede indført ved lov nr. 463/1972. Senere blev særlov nr. 171/1973, som fastsatte principbeslutningen om en nedsættelse af de sociale bidrag, gennemført i Venedig. Omfanget af denne nedsættelse blev fastlagt under henvisning til de bestemmelser, der var gældende for Syditalien. Principbeslutningen i særlov nr. 171/1973 blev imidlertid aldrig ophævet.

 Domstolens bemærkninger

82      De nævnte anbringender, der skal undersøges først, skal forkastes. Der må nemlig lægges vægt på, at ingen af appellanterne har kritiseret Rettens konstatering i den appellerede doms præmis 360, hvorefter de fordele, der var blevet fastsat ved lov nr. 590/1971, nr. 463/1972, nr. 102/1977, nr. 573/1977 og nr. 502/1978, enten ikke længere blev tildelt eller blev tildelt efter den 1. juli 1973 eller den 1. januar 1982. Det må derfor fastslås, at der ikke er sammenhæng mellem disse fordele og dem, som tildeles i henhold til lov nr. 30/1997 og 206/1995, således at de sidstnævnte fordele ikke kan anses for eksisterende støtte, idet de reelt udgør ny støtte.

 Den kompenserende karakter

 Den appellerede doms begrundelse

83      I den appellerede doms præmis 179-198 forkastede Retten anbringenderne om, at den anfægtede beslutning fejlagtigt betegnede de pågældende nedsættelser af sociale bidrag som »støtte«, idet den har set bort fra den kompenserende karakter. Retten fastslog navnlig med henvisning til Domstolens praksis, at den omstændighed, at en medlemsstat ved iværksættelse af ensidige foranstaltninger søger at tilnærme konkurrencevilkårene inden for en bestemt økonomisk sektor til de vilkår, som gælder i de øvrige medlemsstater, ikke bevirker, at disse foranstaltninger mister deres karakter af støtte (præmis 181-184 i nævnte dom).

 Parternes argumenter

84      Det første led i komitéens, Hotel Ciprianis og Coopservices første anbringende samt Italgas’ første anbringende er rettet mod den appellerede doms begrundelse vedrørende den manglende hensyntagen til de indrømmede fordeles kompenserende karakter, jf. denne doms præmis 179-198.

85      Sagsøgerne har i den forbindelse kritiseret Retten for ikke at tage hensyn til de anfægtede foranstaltningers kompenserende karakter. Der er snæver forbindelse mellem dels målet om at fremme beskæftigelsen, og dels de ulemper og meromkostninger, som må bæres af de pågældende erhvervsdrivende, der er berørt af disse foranstaltninger. De ulemper, som de begunstigede ved nedsættelserne af sociale bidrag står over for, skal vurderes i forhold til de omkostninger, som de pågældende virksomheder bærer, hvis de driver virksomhed på fastlandet, og ikke i forhold til de gennemsnitlige omkostninger, som bæres af virksomhederne i Fællesskabet.

86      Retten begik desuden en retlig fejl, idet den undlod at tage hensyn til den selvmodsigende begrundelse i den anfægtede beslutning, der i punkt 92 antager, at foranstaltningerne til nedsættelse af sociale bidrag for så vidt angår virksomheden ASPIV skal dække de ekstraomkostninger, som denne virksomhed bærer. Tilsvarende er Rettens begrundelse i den appellerede dom behæftet med en retlig fejl i og med, at Retten antog, at der forelå særlige situationer, hvor kompensationen for en ulempe mister sin karakter af fordel til en foranstaltning, uden imidlertid at forklare i tilstrækkelig grad, hvorfor dette ikke er tilfælde i sagen her.

87      Hotel Cipriani tilføjer, at Retten burde have taget hensyn til den omstændighed, at nedsættelsen af de sociale bidrag er et led i en politik til beskyttelse af Venedigs centrum, der ikke kan medføre en nøjagtig beregning af fordele og ulemper som følge af hindringer, der er forbundet med denne bys særlige situation. I stedet for at tage behørigt hensyn til to undersøgelser, hvoraf den ene navnlig vedrørte de afgifter, der belaster hotelsektoren, kritiserede Retten Hotel Cipriani for ikke at have fastlagt omfanget af de merudgifter, som det havde i forhold til andre hoteller i Italien eller i udlandet, og som skulle opvejes af de indrømmede fordele.

88      Den Italienske Republik har desuden anført, at Retten ikke har taget hensyn til de indrømmede fordeles kompenserende karakter. Indrømmelsen af disse fordele er begrundet i et økonomisk kriterium. Ved en sammenligning af de italienske myndigheder med en privat virksomhed og de sociale bidrag med forsikringspræmier har Den Italienske Republik gjort gældende, at i et tilfælde som det foreliggende ville en privat virksomhed have nedsat forsikringspræmierne. Der er desuden en direkte forbindelse mellem disse fordele og den situation, som de pågældende virksomheder udsættes for, der er kendetegnet ved særligt store lønomkostninger.

89      Kommissionen har nedlagt påstand om, at Domstolen forkaster disse anbringender som ugrundede ved at foretage en ændring af begrundelsen for så vidt angår den del af Rettens ræsonnement, hvori Retten anførte, at under særlige omstændigheder kan den kompenserende karakter ved fordelene bevirke, at støttekarakteren i henhold til artikel 87 EF bortfalder.

 Domstolens bemærkninger

90      Retten fandt korrekt i den appellerede doms præmis 181 og 184, at den påståede kompenserende karakter ved de fordele, der er indrømmet i henhold til den pågældende ordning, ikke giver mulighed for at udelukke deres kvalificering som »statsstøtte« i henhold til artikel 87 EF.

91      Herved skal der henvises til fast retspraksis, hvorefter foranstaltninger – uanset hvilken form de end måtte have – anses for statsstøtte, hvis de direkte eller indirekte kan favorisere visse virksomheder, eller den begunstigede virksomhed opnår en økonomisk fordel, som den ikke ville have opnået under sædvanlige markedsvilkår (dommen i sagen Kommissionen mod Deutsche Post, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

92      Domstolen har ganske vist præciseret, at i den udstrækning en statslig foranstaltning skal betragtes som en kompensation, der er et vederlag for de leverede ydelser til opfyldelse af forpligtelser til offentlig tjeneste, som er udført virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, således at disse virksomheder reelt ikke har en økonomisk fordel, og denne foranstaltning således ikke har til virkning at sætte disse virksomheder i en konkurrencemæssigt fordelagtig stilling i forhold til de konkurrerende virksomheder, henhører nævnte foranstaltning ikke under artikel 87, stk. 1, EF (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Deutsche Post, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

93      Hverken Hotel Cipriani eller Italgas har dog anført i det første anbringende, at disse betingelser er opfyldt for deres vedkommende. De har derimod gjort gældende, at den omstændighed, at de omhandlede fordele skal dække de ekstraomkostninger, der er forbundet med særlige betingelser, og som de erhvervsdrivende etableret i Venedig må bære, bevirker, at disse fordele mister støttekarakteren.

94      I den forbindelse må det for det første påpeges, at begrundelsen for en støtteforanstaltning ikke er tilstrækkeligt til, at en sådan foranstaltning uden videre kan falde uden for begrebet »støtte« i traktatens artikel 87 EF. I denne bestemmelses stk. 1 sondres der nemlig ikke efter grundene til eller hensigten med de statslige interventioner, men bestemmelsen definerer dem alene efter deres virkninger (jf. dom af 3.3.2005, sag C-172/03, Heiser, Sml. I, s. 1627, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

95      Det må tilføjes, at ifølge fast retspraksis kan den omstændighed, at en medlemsstat ved iværksættelse af ensidige foranstaltninger søger at tilnærme konkurrencevilkårene inden for en bestemt økonomisk sektor til de vilkår, som gælder i de øvrige medlemsstater, ikke bevirke, at disse foranstaltninger mister deres karakter af støtte (dommen i sagen Italien mod Kommissionen, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis, samt Heiser-dommen, præmis 54).

96      Som Retten korrekt bemærkede i den appellerede doms præmis 183 og 184, gælder denne retspraksis ligeledes for foranstaltninger, der skal kompensere for eventuelle ulemper, som de virksomheder, der er etableret i et bestemt område i en medlemsstat, må bære. Ved selve EF-traktatens ordlyd, som i artikel 87, stk. 3, litra a) og c), anser »støtte til fremme af den økonomiske udvikling i områder« og »støtte til fremme af udviklingen af visse […] områder« for statsstøtte, der kan erklæres forenelig med fællesmarkedet, anføres, at fordele, som begrænser sig til en del af det statslige område, der er underlagt støttereglerne, kan udgøre selektive fordele (jf. dom af 6.9.2006, sag C-88/03, Portugal mod Kommissionen, Sml. I, s. 7115, præmis 60).

97      På den baggrund kunne Retten lovligt forkaste disse anbringender til støtte for annullationssøgsmålet vedrørende den påståede kompenserende karakter ved de pågældende fordele, uden at det var nødvendigt at undersøge de hypotetiske situationer – bortset fra dem i den foreliggende sag – hvori den kompenserende karakter fratager visse foranstaltninger deres karakter af støtte.

98      Retten begik desuden ikke en retlig fejl ved at undlade at tage hensyn til den selvmodsigende begrundelse i den anfægtede beslutning, der i sit punkt 92 antager, at nedsættelserne af sociale bidrag skal dække ekstraomkostninger.

99      Det skal bemærkes, at Kommissionen i nævnte punkt 92 ikke besluttede, at den kompenserende karakter ved nedsættelserne af sociale bidrag fratager dem deres karakter af støtte. Tværtimod fastslog den, at undtagelsen i artikel 86, stk. 2, EF fandt anvendelse. Det fremgår dermed ikke af den anfægtede beslutnings punkt 92, at den påståede kompenserende karakter ved de fordele, der er indrømmet for så vidt angår ASPIV, fratog dem deres karakter af støtte. Kommissionens beslutning er følgelig ikke behæftet med en selvmodsigende begrundelse, som Retten burde have tilsidesat.

100    På baggrund af det ovenstående er Rettens konstatering, hvorefter de pågældende nedsættelser af sociale bidrag udgør støtte i henhold til artikel 87, stk. 1, EF, allerede, som det fremgår af den appellerede doms præmis 181-184, underbygget af begrundelsen den appellerede doms præmis 181-184, hvorefter det med nedsættelsen af sociale bidrag forfulgte formål om at kompensere for de konkurrencemæssige ulemper, som virksomheder i Venedig og Chioggia er udsat for, ikke kan fratage disse fordele deres karakter af støtte i henhold til artikel 87, stk. 1, EF. De klagepunkter, der i den forbindelse er fremført mod den appellerede doms præmis 185-195, er klagepunkter, som er rettet mod præmisser indeholdende en »ekstra begrundelse«, og de er derfor irrelevante i overensstemmelse med den i nærværende doms præmis 65 nævnte retspraksis. Af samme grund skal der ikke tages stilling til, om det er nødvendigt at ændre begrundelsen for så vidt angår de årsager, der er anført i præmis 185-187 i førsteinstansens dom, som Kommissionen har nedlagt påstand om.

101    Hvad endelig angår den italienske regerings henvisning til, at Retten burde have anvendt kriteriet om den private erhvervsdrivende, bemærkes blot, at sammenligningen med en sådan erhvervsdrivende er uden relevans, da denne ikke forfølger formål som dem, der tages sigte på ved nedsættelserne af de sociale bidrag, jf. generaladvokatens udtalelser i punkt 121 i forslaget til afgørelse.

102    Henset til de foregående betragtninger som helhed, bør komitéen, Hotel Cipriani og Coopservices anbringendes første led samt Italgas’ første anbringendes forkastes.

 Kriterierne om påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne og konkurrencefordrejning, Kommissionens proceduremæssige forpligtelser i forbindelse med undersøgelsen af den pågældende støtte, princippet om forbud mod forskelsbehandling og artikel 86, stk. 2, EF

 Den appellerede doms begrundelse

103    I præmis 199-253 forkastede Retten anbringenderne til støtte for annullationssøgsmålet om tilsidesættelse af artikel 87, stk. 1, EF, princippet om forbud mod forskelsbehandling og begrundelsespligten. Retten henviste herved navnlig til de særlige omstændigheder, der kendetegner undersøgelsen af en tværsektoriel støtteordning, og de manglende specifikke oplysninger for så vidt angår sagsøgerne.

 Parternes argumenter

104    Komitéens første anbringendes andet led og andet anbringende, Hotel Ciprianis første anbringendes andet led, Italgas’ andet, tredje og fjerde anbringende samt Coopservices første anbringendes andet led og andet anbringende er rettet mod den appellerede doms begrundelse i præmis 199-253.

105    Appellanterne samt Coopservice og Den italienske Republik foreholder Retten, at den tilsidesatte princippet om forbud mod forskelsbehandling og så bort fra de proceduremæssige forpligtelser, som Kommissionen var underlagt ved undersøgelsen af den pågældende støtteordning. Retten antog nemlig, at Kommissionen for så vidt angår visse kommunale virksomheder kunne foretage en individuel undersøgelse af påvirkningen af samhandelen mellem medlemsstaterne og konkurrencefordrejningen uden at være forpligtet til at benytte samme fremgangsmåde med hensyn til andre virksomheder og sektorer. Disse andre virksomheder og sektorer befinder sig imidlertid i lignende situationer, som det fremgår af de oplysninger, der blev givet i undersøgelsesfasen, og som Retten har forvansket. Retten tilsidesatte desuden begrundelsespligten og bevisbyrdereglerne. Endelig fortolkede Retten den anfægtede beslutning forkert og undlod at fastslå, at beslutningen ikke var tilstrækkelig begrundet til, at de nationale myndigheder kunne gennemføre den. Coopservice har med det andet anbringende gjort gældende, at den appellerede dom tilsidesætter artikel 86, stk. 2, EF, idet denne bestemmelse ikke er blevet anvendt i dommen.

106    Ifølge Kommissionen skal disse anbringender forkastes. Hvad angår den manglende iagttagelse af bevisbyrdereglerne erkender Kommissionen, at den retspraksis, som der henvises til i den appellerede doms præmis 208 og 233, ikke er afgørende og således ikke kan medvirke til at begrunde den fremførte argumentation. Kommissionen har derfor nedlagt påstand om, at Domstolen erstatter den med en anden begrundelse ved at anvende en anden argumentation, der er baseret på de særlige omstændigheder, som kendetegner undersøgelsen af en tværsektoriel støtteordning.

 Domstolens bemærkninger

107    Med henblik på bedømmelsen af de anbringender, hvormed der rejses kritik af den appellerede doms begrundelse i dennes præmis 199-253, skal der indledningsvis foretages undersøgelse af de betragtninger, som Retten fremsatte, vedrørende rækkevidden af den anfægtede afgørelse og de proceduremæssige forpligtelser, som Kommissionen skal overholde under undersøgelsen af en tværsektoriel støtteordning.

–       Den anfægtede afgørelses rækkevidde og begrundelse

108    Appellanterne kritiserer i det væsentlige Retten for at have anlagt en fejlfortolkning af den anfægtede beslutning og for urigtigt at have antaget, at beslutningen var tilstrækkelig detaljeret til, at de nationale myndigheder kunne gennemføre den.

109    Appellanterne har i sidstnævnte henseende hævdet, at den anfægtede beslutning ikke angiver de kriterier, hvorefter de nationale myndigheder kan afgøre, om en nedsættelse af sociale bidrag reelt udgør en støtte for modtageren, der er uforenelig med fællesmarkedet. Kommissionens skrivelser fra august og oktober 2001, der fremsendtes til de italienske myndigheder som led i gennemførelsen af den anfægtede beslutning, var nemlig nødvendige for at opstille de kriterier, som kræves for at gennemføre denne beslutning for så vidt angår de virksomheder, der er berettigede i henhold til den pågældende støtteordning. Retten har ved at antage, at disse skrivelser kun indgår i det loyale samarbejde mellem Kommissionen og de nationale myndigheder, urigtigt lagt til grund, at Kommissionen – i stedet for at angive alle de nødvendige oplysninger i sin beslutning – blot kunne anvende simple skrivelser til dette formål.

110    Kommissionen kan desuden ikke vedtage en beslutning, som normalt er begrænset til en meget abstrakt vurdering, men som i visse tilfælde foretager en undersøgelse af individuelle tilfælde, uden at forsyne denne beslutning med præciseringer vedrørende dens nøjagtige rækkevidde, der gør det muligt for de nationale myndigheder at gennemføre den.

111    Henset til disse klagepunkter, skal der peges på, at Retten i den appellerede doms præmis 251 antog, at det ikke tilkommer de nationale myndigheder ved gennemførelsen af den anfægtede beslutning i hvert enkelt tilfælde at undersøge, om betingelserne for anvendelse af artikel 87, stk. 1, EF er opfyldt. Det fremgår desuden af denne doms præmis 100-111, som dommens præmis 25 henviser til, at Retten fortolkede den anfægtede beslutning således, at den alene udelukker betegnelsen af støtte og dermed tilbagebetalingen for nedsættelserne af sociale bidrag, der overholder de minimis-reglen. På den baggrund fastslog Retten, at som det klart fremgår af nævnte doms præmis 251 og 252, er den anfægtede beslutning tilstrækkeligt nøjagtig og begrundet til, at de nationale myndigheders kan gennemføre den.

112    Denne undersøgelse af den anfægtede beslutnings rækkevidde er imidlertid behæftet med en retlig fejl.

113    I henhold til den anfægtede beslutnings artikel 5 træffer Den Italienske Republik nemlig alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at få støttemodtagerne til at tilbagebetale »den uforenelige støtte«. Opfyldelsen af denne forpligtelse forudsætter dermed, at det fastslås forud, at de indrømmede fordele kan betegnes som statsstøtte. Denne beslutnings artikel 1-3 fastslår, hvilken støtte der er forenelig med det fælles marked, og hvilken støtte der ikke er forenelig med dette, og beslutningens artikel 4 fastslår, at for de deri nævnte selskaber udgør de indrømmede fordele ikke støtte. Som korrekt bemærket af Retten i den appellerede doms præmis 103, er de fordele, der overholder de minimis-reglen, udelukket fra betegnelsen af statsstøtte.

114    Det fremgår af en læsning af den anfægtede beslutnings betragtning 49 og 50, at beslutningen for så vidt angår kriterierne om påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne og konkurrencefordrejning har begrænset sig til en undersøgelse af kendetegnene ved den pågældende støtteordning. Kommissionen begrænsede sig således til at efterprøve, om de virksomheder, der indrømmes nedsættelser af sociale bidrag i henhold til denne ordning, udøver økonomisk virksomhed, der kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencen, idet en sådan efterprøvelse er tilstrækkelig til at fastslå dens beføjelser til at foretage en sådan undersøgelse af den nævnte ordnings forenelighed med fællesmarkedet.

115    Før tilbagesøgningen af en fordel var de nationale myndigheder følgelig nødvendigvis forpligtet til i hvert enkelt tilfælde at efterprøve, om den indrømmede fordel hos modtageren ville kunne fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, da denne yderligere efterprøvelse, der er væsentlig for de individuelle opnåede fordeles betegnelse som støtte, ellers ikke kunne foretages.

116    Tilsvarende er Rettens konklusion om, at den anfægtede beslutning er tilstrækkelig begrundet til, at de nationale myndigheders kan gennemføre den, behæftet med en retlig fejl. Det fremgår nemlig af den appellerede doms præmis 251-252, at for at nå til dette resultat støttede Retten sig netop på sin fejlagtige fortolkning af denne beslutnings rækkevidde, hvorefter de nationale myndigheder ikke er forpligtet til i hvert enkelt tilfælde at efterprøve, om den indrømmede fordel hos modtageren ville kunne fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

117    Som det således fremgår af nærværende doms præmis 61-64, tager Rettens fortolkning imidlertid ikke hensyn til retspraksis om de nationale myndigheders forpligtelser, når de gennemfører en kommissionsbeslutning.

118    Det skal påpeges, at hvis præmisserne i en dom afsagt af Retten indeholder en tilsidesættelse af EU-retten, men konklusionen er berettiget af andre retlige grunde, bevirker en sådan tilsidesættelse imidlertid ikke, at denne dom skal ophæves, og at præmisserne skal ændres (jf. i denne retning dom af 9.9.2008, forenede sager C-120/06 P og C-121/06 P, FIAMM m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 6513, præmis 187, og den deri nævnte retspraksis).

119    Det må således undersøges, om den anfægtede beslutning, henset til dennes indhold og rækkevidde, samt under hensyntagen til nærværende doms præmis 61-64 og 113-117, er tilstrækkelig begrundet til, at de nationale myndigheder kan gennemføre den.

120    Det er i den forbindelse væsentligt at bemærke, at den efterprøvelse, de nationale myndigheder skal foretage af situationen for hver enkelt støttemodtager, skal være tilstrækkelig reguleret af Kommissionens beslutning vedrørende en støtteordning, der er ledsaget af et krav om tilbagebetaling. Som fremhævet af generaladvokaten i punkt 196 i forslaget til afgørelse, skal en sådan beslutning for det første klart identificere dens rækkevidde. Som appellanterne har gjort gældende, skal en sådan beslutning for det andet indeholde alle de oplysninger, der er nødvendige for, at de nationale myndigheders kan gennemføre den, således at det udelukkes, at beslutningens faktiske indhold først fastslås efterfølgende ved hjælp af en skriftveksling mellem Kommissionen og de nationale myndigheder.

121    Den anfægtede beslutning findes i forhold til disse principper at være tilstrækkelig begrundet. Som anført af generaladvokaten i punkt 197 og 198 i forslaget til afgørelse, fremgår det nemlig tilstrækkeligt klart af dens begrundelse, at med hensyn til bedømmelsen af, om nedsættelsen af sociale bidrag kan fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, begrænsede Kommissionen sig åbenbart til at vurdere den pågældende støtteordning. De nationale myndigheder var således i hvert enkelt tilfælde forpligtet til at efterprøve, om de indrømmede fordele ville kunne fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Hvad angår den eventuelt kompenserende karakter ved de indrømmede fordele er konstateringen i den anfægtede beslutning om, at denne karakter ikke ændrer på disse fordeles betegnelse som støtte, derimod generelt gyldig og derfor bindende for de nationale myndigheder.

122    Kommissionens skrivelser fra august og oktober 2001 kan følgelig ikke betragtes som udtryk for en utilstrækkelig begrundelse i den anfægtede beslutning.

123    Disse skrivelser har heller ikke efterfølgende klargjort den anfægtede beslutnings faktiske indhold.

124    Som Italgas har gjort gældende, har Kommissionen ganske vist anført i disse skrivelser, at de indrømmede fordele ikke udgør statsstøtte for visse erhvervsdrivende i specifikke sektorer, når der ikke foreligger påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne. Sådanne forklaringer, som går ud på at klarlægge anvendelsen af betingelserne for begrebet statsstøtte på enkelttilfælde, ligger imidlertid inden for de rammer, der er fastsat af den anfægtede beslutning.

125    Hvis det derimod blev krævet, at den beslutning, som pålægges tilbagesøgning af ulovlig støtte, nødvendigvis indeholder sådanne specifikationer, undermineres den mulighed, som der peges på i den nærværende doms præmis 63 nævnte retspraksis, for at Kommissionen kan bedømme en støtteordning på grundlag af dens generelle kendetegn. Princippet om loyalt samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne ville i øvrigt blive bragt i fare, hvis Kommissionen blev frataget muligheden for at anmode om oplysninger for at lette den pågældende medlemsstats korrekte gennemførelse af en sådan beslutning. De af Kommissionen her fremsendte skrivelser til de nationale myndigheder indgår – som Retten korrekt anførte i den appellerede doms præmis 252 – i et loyalt samarbejde mellem Kommissionen og de nationale myndigheder.

126    Under hensyn til disse betragtninger må det fastslås, at Retten foretog en urigtig fortolkning af den anfægtede beslutnings rækkevidde, men at denne fejl ikke kan bevirke, at dens dom skal ophæves, da beslutningen er tilstrækkelig begrundet til, at de nationale myndigheders kan gennemføre den.

127    Kritikpunkterne vedrørende denne del af den appellerede dom kan følgelig ikke lægges til grund.

–       Kommissionens proceduremæssige forpligtelser

128    Appellanterne kritiserer Retten for fejlagtigt at have antaget, at Kommissionen havde overholdt de proceduremæssige forpligtelser, som den er underlagt ved undersøgelsen af den pågældende støtteordning. De har navnlig gjort gældende, at Kommissionen ikke tog hensyn til det lokale aspekt ved ydelserne, og at den tilsidesatte artikel 86, stk. 2, EF og princippet om forbud mod forskelsbehandling, idet den undersøgte situationen for hver enkelt kommunal virksomhed uden at benytte samme fremgangsmåde med hensyn til private virksomheder, der befinder sig i en tilsvarende situation. Desuden har appellanterne gjort gældende, at Retten har foretaget en urigtig gengivelse af beviserne.

129    Med henblik på at undersøge disse anbringender skal det indledningsvis bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 209 og 228-231 har støttet sig på retspraksis med hensyn til undersøgelsen af støtteordningerne for at konkludere, at Kommissionen i princippet ikke var forpligtet til at foretage en undersøgelse af de forskellige sektorer, der er omfattet af den pågældende støtteordning.

130    Disse betragtninger er i overensstemmelse med Domstolens praksis, hvorefter Kommissionen kan indskrænke sig til at undersøge en støtteordnings generelle indhold uden at være forpligtet til at undersøge hver eneste anvendelse af ordningen (jf. navnlig dommen i sagen Italien og Sardegna Lines mod Kommissionen, præmis 51, samt dom af 29.4.2004, sag C-278/00, Grækenland mod Kommissionen, Sml. I, s. 3997, præmis 24, og af 15.12.2005, sag C-148/04, Unicredito Italiano, Sml. I, s. 11137, præmis 67) med henblik på at vurdere, om den nævnte ordning indeholder støtteelementer.

131    For det første kritiserer appellanterne Retten for urigtigt at have antaget, således som det fremgår af den appellerede doms præmis 224, 235 og 249, at Kommissionen ved undersøgelsen af en støtteordning kan påberåbe sig en formodning om, at betingelserne for anvendelsen af begrebet statsstøtte er opfyldt, nemlig i det foreliggende tilfælde påvirkningen af samhandelen mellem medlemsstaterne og konkurrencefordrejning.

132    Det er ganske vist ubestridt, at begrebet statsstøtte har en retlig karakter og skal fortolkes på grundlag af objektive elementer, og at Kommissionen ikke har noget skøn med hensyn til kvalificeringen af en foranstaltning som »statsstøtte« i henhold til artikel 87, stk. 1, EF, men er underlagt en fuldstændig judiciel prøvelse (jf. i denne retning dom af 22.12.2008, sag C-487/06 P, British Aggregates mod Kommissionen, Sml. I, s. 10505, præmis 111 og 112).

133    De betragtninger, som Retten har fremsat vedrørende både de særlige omstændigheder ved undersøgelsen af en støtteordning og arten af de indrømmede fordele i form af driftsstøtte, begrunder imidlertid i sig selv i tilstrækkelig grad konklusionerne i den appellerede doms præmis 249 og 250, således at dette anbringende under alle omstændigheder er irrelevant.

134    I overensstemmelse med retspraksis skal Kommissionen nemlig for det første dermed ikke godtgøre, at støtten reelt påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og faktisk fordrejer konkurrencen, men skal alene undersøge, om denne støtte kan påvirke denne samhandel og fordreje konkurrencen (dom af 15.12.2005, sag C-66/02, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 10901, præmis 111).

135    For det andet har Retten støttet sig på både de særlige omstændigheder ved undersøgelsen af en støtteordning og arten af de indrømmede fordele i form af driftsstøtte. Hvad angår det første punkt har Retten ved bedømmelsen af den pågældende ordning på grundlag af dens generelle kendetegn fastslået i den appellerede doms præmis 246-250 i overensstemmelse med den deri nævnte praksis ved Domstolen, at støttebeløbenes begrænsede omfang eller den omstændighed, at størstedelen af de begunstigede virksomheder udøver deres aktiviteter på lokalt plan, ikke kan medføre, at den støtte, der er tildelt i henhold til denne ordning, ikke kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencen.

136    Hvad angår det andet punkt må der lægges vægt på, at driftsstøtte, dvs. støtte som i den foreliggende sag, der skal frigøre en virksomhed for omkostninger, som den normalt skulle have båret inden for sin almindelige drift eller sine sædvanlige aktiviteter, i princippet fordrejer konkurrencevilkårene (jf. dom af 19.9.2000, sag C-156/98, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 6857, præmis 30).

137    Klagepunktet om, at Retten urigtigt anerkendte Kommissionens mulighed for at anvende en formodning vedrørende påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne og konkurrencefordrejning, er dermed under alle omstændigheder uden betydning for den appellerede doms konklusion og skal følgelig betragtes som irrelevant i overensstemmelse med den retspraksis, der henvises til i nærværende doms præmis 65.

138    For det andet kritiserer appellanterne Retten for urigtigt at have antaget, at de italienske myndigheder har bevisbyrden for, at de pågældende fordele ikke udgør støtte i henhold til artikel 87, stk. 1, EF.

139    Det fremgår imidlertid af analyseskemaet i den appellerede doms præmis 209-211 og den efterfølgende undersøgelse, at Retten for at nå til konklusionerne i nævnte doms præmis 249-251 ikke støttede sig på den omstændighed, at bevisbyrden påhvilede Den Italienske Republik, men på de særlige omstændigheder ved undersøgelsen af en støtteordning og på relevansen af de oplysninger, der modtages med henblik på denne undersøgelse. Den blotte omtale i dommens præmis 232 om, at fordelingen af bevisbyrden er underlagt overholdelsen af de respektive proceduremæssige forpligtelser, som påhviler Kommissionen og den pågældende medlemsstat, er klart uden betydning for den undersøgelse, som Retten foretog, og giver således ikke grundlag for at fortolke den appellerede dom således, at den tildeler medlemsstaterne bevisbyrden for, at betingelserne, der kendetegner begrebet statsstøtte, ikke er opfyldt.

140    Klagepunktet om manglende iagttagelse af reglerne om bevisbyrde er dermed baseret på en fejlfortolkning af den appellerede dom og må derfor forkastes som ubegrundet.

141    Appellanterne har for det tredje hævdet, at Rettens dom og den anfægtede beslutning er behæftet med en begrundelsesmangel og tilsidesætter princippet om forbud mod forskelsbehandling. De kommunale virksomheder, på den ene side, og de private virksomheder, på den anden side, der befinder sig i sammenlignelige situationer, er blevet udsat for forskelsbehandling. I lighed med de kommunale virksomheder udøver Italgas og Hotel Cipriani udelukkende rent lokal virksomhed, der udelukker, at de fordele, som de begunstiges af, kan medføre, at samhandelen mellem medlemsstaterne påvirkes.

142    På baggrund af de oplysninger, der er blevet fremsendt til Kommissionen, havde denne for så vidt angår visse sektorer eller visse virksomheder pligt til at undersøge, om de pågældende fordele kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencen, eller om undtagelsen i artikel 86, stk. 2, EF fandt anvendelse. Kommissionen burde i det mindste have anmodet de nationale myndigheder om yderligere oplysninger, som den har gjort det for så vidt angår de kommunale virksomheder.

143    Appellanterne har i den forbindelse navnlig henvist til den undersøgelse, der er foretaget af COSES i 1998, nævnt i den appellerede doms præmis 9, og til skrivelserne fra Venedig kommune af 18. maj 1998 og fra den italienske regering af 23. januar og 10. juni 1999, der blev fremsendt til Kommissionen ved undersøgelsen af den pågældende støtteordning. Disse skrivelser angav klart, at der for visse sektorer og virksomheder ikke var risiko for, at samhandelen mellem medlemsstaterne påvirkes, eller konkurrencen fordrejes, på grund af deres virksomheds lokale karakter. Hvad navnlig angår hotelbranchen skal markederne afgrænses lokalt, da turister først og fremmest vælger destinationen og derpå hotellet eller restauranten. Da hoteller i Venedig ikke konkurrerer med hoteller i andre byer, kunne nedsættelsen af sociale bidrag ikke påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Coopservice har desuden gjort gældende, at det har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, og har med det andet anbringende anført, at den appellerede dom tilsidesætter artikel 86, stk. 2, EF.

144    Om disse klagepunkter udtales, at det i det foreliggende tilfælde ikke skal fastslås, om de fordele, der er tildelt de sagsøgende virksomheder, rent faktisk har fordrejet konkurrencen og påvirket samhandelen mellem medlemsstaterne. Det skal alene klarlægges, om Kommissionen, da den undersøgte de kommunale virksomheders individuelle situation, var forpligtet efter princippet om forbud mod forskelsbehandling til at fravige sin praksis, der er baseret på en undersøgelse af den pågældende ordning på grundlag af dens generelle kendetegn, også for så vidt angår de sagsøgende virksomheder, og de sektorer, hvor de er aktive, på grundlag af de oplysninger, den har modtaget med hensyn til disse virksomheder.

145    Det fremgår i den forbindelse af den appellerede dom, at hvad for det første angår situationen for Hotel Cipriani, Italgas og Coopservice tog Retten stilling til de af COSES foretagne undersøgelser og de ovennævnte skrivelser, hvorefter den i dommens præmis 214-216 og 241 fastslog, at Kommissionen ved undersøgelsesproceduren ikke fik forelagt konkrete oplysninger om disse virksomheder, der ville kunne udløse den proceduremæssige forpligtelse til at tage hensyn disse virksomheders individuelle situation.

146    Hvad for det andet angår situationen inden for bygge-, industri-, handels- og hotelsektoren samt for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse skal det bemærkes, at Retten tog stilling til oplysningerne i disse undersøgelser og i disse skrivelser og fastslog i den appellerede doms præmis 240, at der heller ikke fandtes nogen specifikke oplysninger, der ville kunne udløse den proceduremæssige forpligtelse for Kommissionen til at tilvejebringe oplysninger i forhold til disse sektorer hos de italienske myndigheder.

147    Som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 244 og 245, fandtes der derimod specifikke, om end ikke fuldstændige oplysninger med hensyn til de kommunale virksomheder, der pålægger Kommissionen at tilvejebringe oplysninger i forhold til disse virksomheder hos de nævnte myndigheder.

148    Retten konkluderede derfor i den appellerede doms præmis 242-245 samt 249 og 250, at Kommissionen ikke, for så vidt angår Hotel Cipriani, Italgas og Coopservice samt bygge-, industri-, handels- og hotelsektoren såvel som for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, var forpligtet til at fravige sin praksis med at undersøge den pågældende ordnings generelle kendetegn, og desuden, at den anfægtede beslutning er tilstrækkelig motiveret i den henseende og ikke tilsidesætter princippet om forbud mod forskelsbehandling.

149    For så vidt som appellanterne anfægter Rettens vurderinger, skal det påpeges, at det ifølge fast retspraksis følger af artikel 225 EF og artikel 58, stk. 1, i statutten for Domstolen, at det alene er Retten, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af de sagsakter, den har fået forelagt, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Når Retten har fastlagt eller vurderet de faktiske omstændigheder, har Domstolen i henhold til artikel 225 EF kompetence til at gennemføre en kontrol med den retlige vurdering af disse faktiske omstændigheder og de retlige konsekvenser, som Retten har draget (jf. dommen i sagen British Aggregates mod Kommissionen, præmis 96 og den deri nævnte retspraksis).

150    Domstolen har derimod ikke kompetence til at fastlægge de faktiske omstændigheder og i princippet heller ikke til at bedømme de beviser, som Retten har lagt til grund ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder (jf. dommen i sagen British Aggregates mod Kommissionen, præmis 97 og den deri nævnte retspraksis).

151    Klagepunkterne om, at Retten, henset til de specifikke oplysninger, som Kommissionen fik forelagt ved undersøgelsesproceduren, burde have fastslået, at Kommissionen var forpligtet til vedrørende visse sektorer eller virksomheder at foretage en undersøgelse af de enkelte tilfælde eller henvende sig til de italienske myndigheder for at indhente yderligere oplysninger, skal således afvises fra påkendelse, da de er rettet mod de vurderinger af faktum, som Retten foretog.

152    For så vidt som Italgas har kritiseret Retten for at have foretaget en urigtig gengivelse af beviserne, skal der peges på, at i henhold til artikel 225 EF, artikel 51, stk. 1, i Domstolens statut og artikel 112, stk. 1, første afsnit, litra c), i Domstolens procesreglement skal en appellant, når denne gør gældende, at beviserne er gengivet urigtigt, præcist angive, hvilke beviser der er blevet urigtigt gengivet, og påvise fejlene i den undersøgelse, der efter appellantens opfattelse har foranlediget denne urigtige gengivelse (dom af 17.6.2010, sag C-413/08 P, Lafarge mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis).

153    En sådan urigtig gengivelse af beviserne foreligger desuden, hvis det uden fremlæggelse af nye beviser fremgår åbenbart, at gengivelsen af de foreliggende beviser er urigtig (dommen i sagen Lafarge mod Kommissionen, præmis 17).

154    Italgas henviser i den forbindelse til skrivelserne af 23. januar og 10. juni 1999 fra de italienske myndigheder og af 18. maj 1998 fra Venedig kommune.

155    Hvad for det første angår skrivelserne af 23. januar 1999 fra de italienske myndigheder og af 18. maj 1998 fra Venedig kommune skal det bemærkes, at Italgas’ påstand om, at Rettens fortolkning af de nævnte skrivelser er i strid med indholdet af disse dokumenter, ikke er tilstrækkeligt underbygget til, at Domstolen kan afgøre, om bedømmelsen af disse skrivelser er åbenbart fejlagtig (jf. analogt dom af 10.2.2011, C-260/09 P, Activision Blizzard Germany, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 52).

156    Italgas har for det første blot anført uden nogen specifik henvisning til ordlyden af disse skrivelser, at det fremgår deraf, at deres ophavsmænd havde angivet, »selv om det er generelt formuleret«, bestemte sektorers lokale karakter, der udelukker, at de sociale fordele, der tildeles disse sektorer, kan have indvirkning på samhandelen mellem medlemsstaterne. For det andet bemærkes, at Retten tog nøjagtig stilling til disse dokumenter i den appellerede doms præmis 214-216 samt 240 og 241, uden at de generelle påstande er bevis for, at denne vurdering er åbenbart fejlagtig.

157    Hvad for det andet angår den skrivelse af 10. juni 1999 fra de italienske myndigheder, som Italgas nærmere bestemt henviser til, og hvorved man ordret gentager den del af skrivelsen, som hævdes at have været genstand for Rettens urigtige gengivelse af beviserne, skal det bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 214 fastslog med hensyn til denne skrivelse, at »den italienske regering […] støttede anmodningen om anvendelse af undtagelsen efter artikel 86, stk. 2, EF til fordel for de kommunale virksomheder«.

158    Italgas har imidlertid ikke bestridt Rettens konstatering, men rejst tvivl om konklusionen ifølge den appellerede doms præmis 243-244 vedrørende samtlige bemærkninger og dokumenter, der blev fremsendt til Kommissionen under den administrative procedure, hvorefter Kommissionen ikke var forpligtet til at indhente yderligere oplysninger fra de nationale myndigheder for at klarlægge, om betingelserne for anvendelse af artikel 87, stk. 1, EF om påvirkning af samhandelen inden for Fællesskabet og konkurrencen er blevet opfyldt i de forskellige berørte sektorer, hvori de sagsøgende virksomheder er aktive, hvis der ikke foreligger nøjagtige oplysninger med hensyn til disse virksomheder.

159    Det fremgår under disse omstændigheder, at Retten ikke fordrejede beviserne, men at Italgas, som fremhævet af generaladvokaten i punkt 174 i forslaget til afgørelse, i virkeligheden tilsigter at opnå en ny bedømmelse heraf, hvilket ligger uden for Domstolens kompetence.

160    Sammenfattende findes Retten derfor ikke at have begået en retlig fejl, da den fastslog, at Kommissionen i mangel af nøjagtige oplysninger med hensyn til de sagsøgende virksomheder og de sektorer, hvori de er aktive, ikke i henhold til princippet om forbud mod forskelsbehandling var forpligtet til at fravige sin tilgang, der er baseret på en undersøgelse af den pågældende ordning på grundlag af dens generelle kendetegn og foretage en undersøgelse af disse virksomheders individuelle situation. I mangel af sådanne nøjagtige oplysninger er der heller ikke grund til at undersøge, om Kommissionen var forpligtet til at fravige denne tilgang i overensstemmelse med sin forpligtelse til at foretage en påpasselig og upartisk undersøgelse.

161    Herefter forkastes komitéens første anbringendes andet led og andet anbringende, Hotel Ciprianis første anbringendes andet led, Italgas’ andet, tredje og fjerde anbringende samt Coopservices første anbringendes andet led og andet anbringende.

 Artikel 87, stk. 3, litra c) og d), EF og begrundelsespligten

 Den appellerede doms begrundelse

162    Retten forkastede i den appellerede doms præmis 280-314 anbringenderne til støtte for annullationssøgsmålet om urigtig anvendelse af artikel 87, stk. 3, litra c), EF og en begrundelsesmangel. Selv om Retten anerkender, at Kommissionen i særlige tilfælde kan fravige sine meddelelser og retningslinjer, fastslog Retten bl.a., at Kommissionen ikke var forpligtet til at benytte samme fremgangsmåde i det foreliggende tilfælde. Den anfægtede beslutning fandtes at være tilstrækkeligt begrundet. Arten af nedsættelserne af sociale bidrag, nemlig driftsstøtten, var under alle omstændigheder til hinder for, at de kunne tillades i henhold til en sådan undtagelse.

163    I den appellerede doms præmis 322-329 forkastede Retten de anbringender, hvorefter Kommissionen urigtigt havde afvist at anvende den kulturelle undtagelse i artikel 87, stk. 3, litra d), EF. I den forbindelse støttede Retten sig navnlig på, at metoden til gennemførelse af de pågældende nedsættelser af sociale bidrag ikke gjorde det muligt at sikre, at den blev anvendt til at forfølge disse kulturpolitiske formål, idet den i øvrigt fandt, at Kommissionen ikke tilsidesatte princippet om forbud mod forskelsbehandling, fordi den anvendte den kulturelle undtagelse på Consorzio Venezia Nuova, men ikke på appellanterne.

 Parternes argumenter

164    For det første har komitéen og Hotel Cipriani med henholdsvis deres tredje og andet anbringende samt Coopservice med sit tredje anbringende anført, at Retten har fejlfortolket artikel 87, stk. 3, litra c), EF. Retten kontrollerede ikke effektivt udøvelsen af det skøn, som Kommissionen råder over. Den begrænsede sig til at undersøge, om der eventuelt kan være tale om en »specifik« eller en »ny« begrundelse, der kan retfærdiggøre de pågældende fordele, uden rent faktisk at undersøge, om Kommissionen var forpligtet til at foretage en ad hoc-anvendelse af denne bestemmelse. Formålet med de pågældende fordele er i fuld overensstemmelse med målsætningerne for Fællesskabets regionale støtteordning. Det er Den Italienske Republiks opfattelse, at Retten burde have annulleret den anfægtede beslutning som følge af en tilsidesættelse af artikel 253 EF. Det ville have været muligt at indrømme undtagelsen i artikel 87, stk. 3, litra c), EF, uden at det var nødvendigt med en ændring af retningslinjerne, som Kommissionen har ønsket.

165    For det andet har komitéen og Hotel Cipriani henholdsvis med deres fjerde og tredje anbringende samt Coopservice med sit fjerde anbringende gjort gældende, at Retten tilsidesatte artikel 87, stk. 3, litra d), EF. Alle erhvervsdrivende i Venedigs historiske centrum udsættes for ekstraomkostninger, der pålægges med henblik på at bevare denne kulturarv. De pågældende nedsættelser af sociale bidrag nedbringer lønomkostningerne, således at det nødvendige arbejde med henblik på at bevare nævnte kulturarv lettes. Desuden er den appellerede doms begrundelse selvmodsigende, eftersom Retten fastslog, at denne bestemmelse fandt anvendelse for så vidt angår Consorzio Venezia Nuova, der fejlagtigt blev anset for en kommunal virksomhed.

166    Ifølge Kommissionen skal disse anbringender forkastes.

 Domstolens bemærkninger

167    Anbringenderne om, at Retten har foretaget en fejlagtig fortolkning af artikel 87, stk. 3, litra c) og d), EF i den appellerede doms præmis 280-314 og 322-329, skal forkastes.

168    Hvad for det første angår fortolkningen af artikel 87, stk. 3, litra c), EF skal det bemærkes, at i modsætning til, hvad appellanterne har hævdet, undersøgte Retten i den appellerede doms præmis 307-309 udførligt udøvelsen af det skøn, som Kommissionen råder over i forbindelse med en ad hoc-anvendelse af artikel 87, stk. 3, litra c), EF. Retten undersøgte i den forbindelse, om der kunne foreligge et fejlskøn, og konkluderede, at Kommissionen – som begrundelse for afslaget på at anvende den i bestemmelsen fastsatte undtagelse – med føje kunne henvise til, at der i det foreliggende tilfælde var tale om driftsstøtte til virksomheder. Som det herved korrekt bemærkedes af Retten i dommens præmis 286, kan sådan støtte, der i princippet fordrejer konkurrencebetingelserne, nemlig kun undtagelsesvis godkendes i henhold til Kommissionens meddelelse af 12. august 1988 vedrørende metoden for anvendelse af EF-traktatens artikel [87], stk. 3, litra a) og c), [EF] på regionalstøtte (EFT C 212, s. 2) og retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte, der er offentliggjort i 1998 (EFT C 74, s. 9). Som Retten imidlertid anførte i dommens præmis 309, har appellanterne ikke påvist særlige omstændigheder, der gør det muligt at fastslå, at uanset arten af støtte for den pågældende driftsstøtte burde deres tildeling tillades i henhold til denne bestemmelse.

169    Retten fastslog desuden korrekt i den appellerede doms præmis 310 og 311, at den anfægtede beslutning er tilstrækkelig begrundet. For så vidt som Kommissionen – som Retten bemærkede – i betragtning 73 og 74 til denne beslutning anførte de grunde, der taler imod en tilpasning af dens eksisterende meddelelser og retningslinjer, støttede den sig nemlig indholdsmæssigt på grunde, som i den foreliggende sag principielt ikke kan retfærdiggøre en anvendelse af artikel 87, stk. 3, litra c), EF.

170    Hvad for det andet angår anvendelsen af artikel 87, stk. 3, litra d), EF forkastede Retten korrekt klagepunkterne mod den anfægtede beslutning. For det første er Rettens konstatering om, at Kommissionen kunne undlade at anvende denne bestemmelse, fordi der ikke er godtgjort en tilstrækkelig forbindelse mellem nedsættelsen af sociale bidrag og bevarelsen af kulturarven, således ikke ensbetydende med en retlig fejl.

171    For det andet er den appellerede doms begrundelse ikke selvmodsigende. Som Retten korrekt fastslog i dommens præmis 327, kunne Consorzio Venezia Nuovas situation nemlig ikke sammenlignes med sagsøgernes, da denne enheds formål netop var at gennemføre foranstaltninger truffet af staten for at bevare en historisk, kunstnerisk og arkæologisk kulturarv i Venedig. Spørgsmålet, om Retten foretog en korrekt kvalificering af Consorzio Veneriza Nuova som en kommunal virksomhed, er dermed uden relevans.

 Artikel 87, stk. 2, litra b), og stk. 3, litra b), EF

 Den appellerede doms begrundelse

172    Retten forkastede i den appellerede doms præmis 337-342 de anbringender, der var rettet mod den anfægtede beslutning, vedrørende en tilsidesættelse af artikel 87, stk. 2, litra b), og stk. 3, litra b), EF samt artikel 253 EF. Retten fastslog i den forbindelse, at Kommissionen ikke havde overskredet grænserne for sit skøn, og at den anfægtede beslutning er tilstrækkeligt begrundet.

 Parternes argumenter

173    Coopservice har med sit femte anbringende gjort gældende, at Retten tilsidesatte de nævnte bestemmelser. De indrømmede fordele indgår nemlig i en række foranstaltninger til beskyttelse af Venedig, hvilket er et vigtigt projekt af fælleseuropæisk interesse. Retten undlod desuden at tage hensyn til fænomenet »acqua alta«, der skal betragtes som en naturkatastrofe eller som en usædvanlig begivenhed i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 87, stk. 2, litra b), EF.

174    Kommissionen har ikke taget stilling hertil.

 Domstolens bemærkninger

175    De klagepunkter, der er fremført af Coopservice i dette anbringende, skal forkastes. For så vidt angår artikel 87, stk. 2, litra b), EF fastslog Retten korrekt, at den i bestemmelsen fastsatte undtagelse ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, da de pågældende nedsættelser af sociale bidrag er forholdsmæssige i forhold til den samlede lønsum og ikke tilsigter at afhjælpe skader forårsaget af naturkatastrofer eller andre usædvanlige begivenheder, således som det kræves i henhold til denne artikel. I henhold til retspraksis er det nemlig kun de skader, der direkte er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder, der gør denne undtagelse anvendelig (dom af 11.11.2004, sag C-73/03, Spanien mod Kommissionen, præmis 37, og af 23.2.2006, forenede sager C-346/03 og C-529/03, Atzeni m.fl., Sml. I, s. 1875, præmis 79).

176    Hvad angår artikel 87, stk. 3, litra b), EF undersøgte Retten udøvelsen af det skøn, som Kommissionen råder over, og fastslog korrekt, at Kommissionen ikke havde overskredet grænserne for sit skøn, da den fandt, at undtagelsen, der tager sigte på at fremme virkeliggørelsen af et vigtigt projekt af fælleseuropæisk interesse, ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, idet kun de erhvervsdrivende, der er etableret i Venedig, nyder fordel af den pågældende støtteordning.

177    I modsætning til hvad Coopservice har hævdet, undersøgte Retten endelig behørigt argumentet om den særlige situation i Venedig, således at Rettens begrundelse i den appellerede dom ikke er behæftet med en retlig fejl i den forbindelse.

 Artikel 14 i forordning nr. 659/1999

 Den appellerede doms begrundelse

178    Retten fandt i den appellerede doms præmis 385-399, at den anfægtede afgørelse ikke tilsidesætter artikel 14 i forordning nr. 659/1999, som i artikel 5 bestemmer, at der skal ske tilbagesøgning af den støtte, der er erklæret ulovlig. Retten bemærkede bl.a., at Kommissionen i henhold til artikel 14 i forordning nr. 659/1999 og ifølge fast retspraksis på området er forpligtet til i tilfælde af, at støtte erklæres uforenelig med fællesmarkedet, at kræve tilbagesøgning af denne støtte. Pålægget om tilbagesøgning er i den foreliggende sag ikke i modstrid med et generelt princip i fællesskabslovgivningen.

 Parternes argumenter

179    Komitéen og Hotel Cipriani har med henholdsvis deres sjette og fjerde anbringende samt Coopservice med sit sjette anbringende anført, at Retten ikke tog hensyn til det forhold, at Kommissionens udtalelse om, at en støtte er uforenelig med fællesmarkedet, ikke automatisk medfører tilbagesøgning af denne støtte. Kommissionen råder således over et skøn, hvorunder den, ud over de juridiske hensyn, skal vurdere en hel række forhold såsom den berettigede forventning om, at støtten er lovlig, støttens art, de særlige omstændigheder ved områderne, modtagernes særlige situation og den finansielle virkning.

180    Kommissionen har bemærket, at Retten korrekt fastslog, at tilbagesøgning af den støtte, der er erklæret uforenelig med fællesmarkedet, er den logiske konsekvens af, at støtten er fundet ulovlig, og at pålægget om tilbagesøgning i den foreliggende sag ikke er i modstrid med et generelt princip i fællesskabslovgivningen.

 Domstolens bemærkninger

181    Disse anbringender skal forkastes som ubegrundede. Retten fastslog nemlig i overensstemmelse med Domstolens praksis, der gengives i den appellerede doms præmis 387, at pålægget om tilbagesøgning af en ulovlig støtte er den logiske konsekvens af, at støtten er fundet ulovlig.

182    Retten vurderede desuden de grunde, sagsøgerne havde fremført, og fastslog korrekt, at Kommissionen ikke i det foreliggende tilfælde havde haft grund til at afstå fra at kræve den underkendte støtte tilbagebetalt. Retten bemærkede nemlig i den appellerede doms præmis 391-394, at sagsøgerne ikke havde bevist, at der forelå særlige omstændigheder, der gør det muligt at fastslå, at uanset arten af støtte for den pågældende driftsstøtte burde Kommissionen have afholdt sig fra at kræve støtten tilbagebetalt.

183    Endelig skal det tillige påpeges, at pålægget om tilbagesøgning i den anfægtede beslutnings konklusion omfatter statsstøtte, der er erklæret uforenelig med fællesmarkedet ved denne beslutning, hvilket indebærer, at det fastslås forud af de nationale myndigheder på baggrund af bemærkningerne i nærværende doms præmis 113-121, at de indrømmede fordele udgjorde statsstøtte hos modtagerne.

184    Henset til samtlige ovenstående bemærkninger, må hovedappellerne og Coopservices kontraappel forkastes.

 Sagens omkostninger

185    I henhold til procesreglementets artikel 122, stk. 1, træffer Domstolen afgørelse om sagens omkostninger, såfremt appellen forkastes. I medfør af dette reglementets artikel 69, stk. 2, som i henhold til artikel 118 finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til artikel 69, stk. 2, andet afsnit, træffer Domstolen afgørelse om omkostningernes fordeling, såfremt der er flere tabende parter. I henhold til artikel 69, stk. 3, første afsnit, kan Domstolen imidlertid fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger, hvis hver af parterne taber på henholdsvis et eller flere punkter.

186    Da komitéen, Hotel Cipriani, Italgas og Coopservice i det foreliggende tilfælde hver for sit vedkommende har tabt sagen, pålægges de ligeligt at betale omkostningerne i hovedappellerne og i Coopservices kontraappel.

187    Da Kommissionen har tabt sagen for så vidt angår sin kontraappel, pålægges den at betale omkostningerne i forbindelse med denne.

188    I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 4, bærer Den Italienske Republik endelig sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Tredje Afdeling):

1)      Appellerne fra Comitato »Venezia vuole vivere«, Hotel Cipriani Srl og Società Italiana per il gas SpA (Italgas) samt kontraapellen fra Coopservice – Servizi di fiducia Soc. coop. rl forkastes.

2)      Europa-Kommissionens kontraappel forkastes.

3)      Comitato »Venezia vuole vivere«, Hotel Cipriani Srl, Società Italiana per il gas SpA (Italgas) og Coopservice – Servizi di fiducia Soc. coop. rl betaler ligeligt omkostningerne i hovedappellerne og i Coopservices kontraappel.

4)      Kommissionen betaler omkostningerne i forbindelse med sin kontraappel.

5)      Den Italienske Republik bærer sine egne omkostninger.

Underskrifter

* Processprog: italiensk.