Forenede sager C-187/05 – C-190/05

Georgios Agorastoudis m.fl.

mod

Goodyear Hellas ABEE

(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af Areios Pagos)

»Kollektive afskedigelser – direktiv 75/129/EØF – artikel 1, stk. 2, litra d) – standsning af en virksomheds aktiviteter som følge af en retsafgørelse – standsningen af virksomhedens aktiviteter skyldes arbejdsgiverens egenhændige beslutning«

Sammendrag af dom

Socialpolitik – tilnærmelse af lovgivningerne – kollektive afskedigelser – direktiv 75/129

[Rådets direktiv 75/129, art. 1, stk. 2, litra d)]

Rådets direktiv 75/129 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser skal fortolkes således, at direktivet finder anvendelse på kollektive afskedigelser, der foretages som følge af, at arbejdsgiveren frivilligt har besluttet at indstille driften af en virksomhed eller en bedrift endeligt, uden at der forinden er blevet truffet en retsafgørelse herom, idet det ikke under henvisning til undtagelsen i direktivets artikel 1, stk. 2, litra d), kan afvises at anvende dette direktiv.

(jf. præmis 45 og domskonkl.)

DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

7. september 2006 (*)

»Kollektive afskedigelser – direktiv 75/129/EØF – artikel 1, stk. 2, litra d) – standsning af en virksomheds aktiviteter som følge af en retsafgørelse – standsningen af virksomhedens aktiviteter skyldes arbejdsgiverens egenhændige beslutning«

I de forenede sager C-187/05 – C-190/05,

angående anmodninger om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Areios Pagos (Grækenland) ved afgørelser af 17. marts 2005, indgået til Domstolen den 27. april 2005, i sagerne:

Georgios Agorastoudis m.fl. (sag C-187/05),

Ioannis Pannou m.fl. (sag C-188/05),

Kostandinos Kotsabougioukis m.fl. (sag C-189/05),

Georgios Akritopoulos m.fl. (sag C-190/05)

mod

Goodyear Hellas ABEE,

procesdeltagere:

Geniki Synomospondia Ergaton Elladas (GSEE),

Ergatoypalliliko kentro Thessalonikis (sag C-187/05 og sag C-189/05),

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, P. Jann, og dommerne K. Schiemann, N. Colneric, E. Juhász (refererende dommer) og E. Levits,

generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer

justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 27. april 2006,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        Georgios Agorastoudis m.fl. ved dikigoros A. Kazakos

–        Ioannis Pannou m.fl. ved dikigoros A. Kazakos

–        Kostandinos Kotsabougioukis m.fl. ved dikigoros A. Kazakos

–        Georgios Akritopoulos m.fl. ved dikigoros A. Kazakos

–        Goodyear Hellas ABEE ved dikigori K. Kremalis og I.-D. Filiotis

–        Geniki Synomospondia Ergaton Elladas (GSEE) ved dikigoros A. Kazakos

–        Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. Condou-Durande og G. Rozet, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, stk. 2, litra d), i Rådets direktiv 75/129/EØF af 17. februar 1975 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser (EFT L 48, s. 29).

2        Disse anmodninger er blevet fremsat i forbindelse med retssager anlagt af afskedigede arbejdstagere mod deres tidligere arbejdsgiver angående lovligheden af deres kollektive afskedigelse, der fandt sted efter standsningen af virksomhedens aktiviteter på grundlag af arbejdsgiverens egenhændige beslutning herom.

 Retsforskrifter

 Fællesskabsbestemmelser

3        Direktiv 75/129, der blev vedtaget på grundlag af EØF-traktatens artikel 100 (senere EF-traktatens artikel 100, nu artikel 94 EF), har ifølge første betragtning til direktivet til formål at »øge beskyttelsen af arbejdstagere i tilfælde af kollektive afskedigelser, under hensyn til nødvendigheden af en afbalanceret økonomisk og social udvikling i Fællesskabet«. I anden betragtning til direktivet konstateres det, at »selv om udviklingen i Fællesskabets medlemsstater går i samme retning, findes der stadig forskelle mellem de gældende bestemmelser som angår reglerne for og fremgangsmåden ved kollektive afskedigelser samt de foranstaltninger, der kan afbøde følgerne af disse afskedigelser for arbejdstagerne«. Af denne grund er det anført i femte betragtning til direktivet, at det er nødvendigt at fremskynde tilnærmelsen af de gældende bestemmelser i medlemsstaterne på et stadigt stigende niveau i henhold til artikel 117 i EØF-traktaten (senere EF-traktatens artikel 117 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF til 143 EF)).

4        I artikel 1 i direktiv 75/129 er direktivets anvendelsesområde afgrænset som følger:

»1.      I dette direktiv:

a)      forstås ved kollektive afskedigelser, sådanne afskedigelser, som foretages af en arbejdsgiver af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, når antallet af afskedigelser efter medlemsstaternes valg udgør:

–        enten inden for et tidsrum af 30 dage:

1.      mindst 10 i virksomheder, som normalt beskæftiger over 20 og færre end 100 arbejdstagere

2.      mindst 10% af antallet af arbejdstagere i virksomheder, som normalt beskæftiger mindst 100 og højest 300 arbejdstagere

3.      mindst 30 i virksomheder, som normalt beskæftiger mindst 300 arbejdstagere

–        eller inden for et tidsrum af 90 dage mindst 20, uanset hvilket antal arbejdstagere virksomheden normalt beskæftiger

[…]

2.      Dette direktiv finder ikke anvendelse på:

a)      kollektive afskedigelser foretaget inden for rammerne af arbejdskontrakter, der er indgået for et bestemt tidsrum eller med henblik på en bestemt arbejdsopgave, medmindre disse afskedigelser foretages, før disse kontrakter er udløbet eller opfyldt

b)      arbejdstagere i den offentlige administration eller i virksomheder under offentlig ret (eller i de medlemsstater, hvor dette begreb ikke kendes, i tilsvarende enheder)

c)      besætninger på søgående skibe

d)      arbejdstagere, som berøres af standsning af en virksomheds aktiviteter, som følge af en retsafgørelse.«

5        I artikel 2 i direktiv 75/129 er der fastsat visse forpligtelser for arbejdsgivere, der påtænker at foretage kollektive afskedigelser. Arbejdsgiveren er for det første forpligtet til at indlede forhandlinger med arbejdstagernes repræsentanter, som i det mindste skal dække mulighederne for at undgå eller begrænse afskedigelserne samt mulighederne for at afbøde følgerne af disse. For at gøre det muligt for disse repræsentanter at fremsætte forslag til løsning af problemerne, er arbejdsgiveren desuden forpligtet til at give dem meddelelse om alle relevante oplysninger og i hvert fald til at give skriftlig meddelelse om årsagerne til afskedigelserne, antallet af arbejdstagere, der skal afskediges, antallet af arbejdstagere, der normalt beskæftiges, samt for hvilken periode det forudses at afskedigelserne skal finde sted.

6        Direktivets artikel 3, stk. 1, bestemmer:

»Arbejdsgiveren er forpligtet til skriftligt at meddele den kompetente offentlige myndighed enhver plan om kollektive afskedigelser.

Meddelelsen skal indeholde alle relevante oplysninger om den planlagte kollektive afskedigelse og om de i artikel 2 fastsatte forhandlinger med arbejdstagernes repræsentanter, navnlig årsagerne til afskedigelserne, antallet af arbejdstagere, der skal afskediges, antallet af arbejdstagere, der normalt beskæftiges, samt over hvilken periode det forudses at afskedigelserne skal finde sted.«

7        Direktivets artikel 4, stk. 1, bestemmer:

»Planlagte kollektive afskedigelser, som er meddelt den kompetente offentlige myndighed, får virkning tidligst 30 dage efter den i artikel 3, stk. 1, fastsatte meddelelse […]

[…]«

8        Endelig bestemmes det i samme direktivs artikel 5, at direktivet »[ikke] berører medlemsstaternes mulighed for at anvende eller indføre administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som er gunstigere for arbejdstagerne«.

9        Direktiv 75/129 er blevet ændret ved Rådets direktiv 92/56/EØF af 24. juni 1992 (EFT L 245, s. 3) efter vedtagelsen af fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder på Det Europæiske Råds samling i Strasbourg den 9. december 1989. Denne ændring indebærer i det væsentlige en udvidelse af arbejdsgivernes forpligtelse i henhold til artikel 2 i direktiv 75/129 til at informere og høre arbejdstagernes repræsentanter samt – idet der tilføjes en artikel 5a til sidstnævnte direktiv – af medlemsstaternes forpligtelse til at sikre, at arbejdstagernes repræsentanter og/eller arbejdstagerne har adgang til administrative og/eller retslige procedurer, der gør det muligt at sikre overholdelsen af forpligtelserne i direktiv 75/129.

10      I forbindelse med disse ændringer udgik litra d) i artikel 1, stk. 2, i direktiv 75/129.

11      I samme forbindelse blev følgende indsat som andet afsnit i artikel 3, stk. 1, i direktiv 75/129:

»Medlemsstaterne kan dog fastsætte, at arbejdsgiveren i tilfælde af påtænkte kollektive afskedigelser, der skyldes standsning af en virksomheds aktiviteter som følge af en retsafgørelse, ikke skal give den kompetente offentlige myndighed skriftlig meddelelse, medmindre denne anmoder herom.«

12      Ved direktiv 92/56 blev der ligeledes i artikel 4 i direktiv 75/129 indsat et stk. 4, der har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at anvende denne artikel på kollektive afskedigelser, der skyldes standsning af en virksomheds aktiviteter som følge af en retsafgørelse.«

 De nationale bestemmelser

13      Direktiv 75/129 blev gennemført i græsk ret ved lov nr. 1387/1983.

14      I lovens artikel 3 er det fastsat, at arbejdsgiveren skriftligt skal give arbejdstagerne fuldstændig oplysning om de planlagte kollektive afskedigelser og om årsagerne hertil, samt at arbejdsgiveren er forpligtet til at indlede forhandlinger med arbejdstagernes repræsentanter og til at give dem meddelelse om alle relevante oplysninger, der gør det muligt for dem at fremsætte forslag til løsning af problemerne. I loven fastsættes ligeledes en forpligtelse for arbejdsgiveren til at fremsende disse oplysninger til den kompetente offentlige myndighed. Desuden indeholder lovens artikel 5, stk. 3, en begunstigende bestemmelse for arbejdstagerne, hvorefter præfekten eller arbejdsministeren under hensyn til situationen på markedet og den berørte virksomhed enten kan forlænge forhandlingerne med yderligere 20 dage eller undlade at godkende alle eller en del af de påtænkte afskedigelser, hvis parterne ikke når til enighed.

15      Artikel 1, stk. 2, litra d), i direktiv 75/129 er gennemført i national ret ved artikel 2, stk. 2, litra c), i lov nr. 1387/1983, der har følgende ordlyd:

»Bestemmelserne i denne lov finder ikke anvendelse på arbejdstagere, der er blevet afskediget som følge af en retsafgørelse i første instans om ophør af virksomhedens drift.«

16      De ved direktiv 92/56 indførte ændringer er blevet gennemført i national ret ved lov nr. 2736/1999 og lov nr. 2874/2000, dvs. efter tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagerne, der fandt sted i juli 1996. Fristen for gennemførelse af disse ændringer i national ret, jf. artikel 2 i direktiv 92/56, udløb den 24. juni 1994, dvs. forud for disse faktiske omstændigheder.

 Tvisten i hovedsagerne og det præjudicielle spørgsmål

17      Det fremgår af forelæggelseskendelserne, at sagsøgerne i hovedsagerne var beskæftiget på tidsubegrænsede arbejdskontrakter i produktionsgrenen af selskabet Goodyear Hellas SA, der var beliggende i Thessalonikis industrizone. Arbejdet på fabrikken bestod hovedsageligt i fremstilling af dæk og slanger til biler, såvel som materiale til reparation af dæk og slidbanepålægning. Fabrikken, der udgjorde en organiseret helhed af menneskelige ressourcer og tekniske midler, dannede den pågældende virksomheds produktionsgren, var adskilt fra virksomhedens salgsgren, der havde hovedsæde i Athen, og var økonomisk uafhængig af salgsgrenen.

18      På generalforsamlingen den 19. juli 1996 i moderselskabet Goodyear, der er etableret i Amerikas Forenede Stater, blev det besluttet at standse produktionsaktiviteten og at indstille driften af fabrikken i Thessaloniki endeligt fra den 22. juli 1996. Arbejdskontrakterne med det personale, der var beskæftiget i virksomhedens produktionsgren, dvs. ca. 340 personer, blev opsagt med virkning fra denne samme dato, uden at de regler og den fremgangsmåde for kollektiv afskedigelse, som er fastsat i lov nr. 1387/1983, der dengang var gældende, blev overholdt. I oktober 1996 blev nedlæggelsen af produktionsgrenen påbegyndt.

19      De sager, som de afskedigede ansatte anlagde til prøvelse af de beslutninger, der blev truffet i forbindelse med indstillingen af driften, blev hverken taget til følge af førsteinstansretten eller af Efetio (appelretten i Athen), som sagerne blev appelleret til. Appelretten fandt i overensstemmelse med de græske domstoles faste praksis, at idet det ikke i græsk ret er fastsat, at der skal træffes en retsafgørelse i tilfælde af en arbejdsgivers egenhændige beslutning om endelig standsning af en virksomheds drift, er den pågældende arbejdsgiver ikke underlagt forpligtelserne i direktiv 75/129 og i den nationale gennemførelseslov.

20      Under disse omstændigheder har Areios Pagos, som appelsagerne blev indbragt for, besluttet at udsætte sagerne og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål i de fire hovedsager:

»Idet det lægges til grund, at der i græsk (national) ret ikke er fastsat, at der forud for arbejdsgiverens egenhændige beslutning om endelig standsning af en virksomhed eller en bedrift skal træffes en retsafgørelse, ønskes oplyst, om bestemmelserne i direktiv 75/129 ifølge dette direktivs artikel 1, stk. 2, litra d), finder anvendelse på kollektive afskedigelser, der foretages som følge af, at arbejdsgiveren frivilligt har besluttet at indstille driften af en virksomhed eller en bedrift endeligt, uden at der forinden er blevet truffet en retsafgørelse herom.«

21      Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 9. juni 2005 er nærværende sager blevet forenet med henblik på den skriftlige og mundtlige forhandling samt dommen.

 Om det præjudicielle spørgsmål

22      Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 75/129 finder anvendelse på kollektive afskedigelser, der foretages som følge af, at arbejdsgiveren frivilligt har besluttet at indstille driften af en virksomhed eller en bedrift endeligt, uden at der forinden er blevet truffet en retsafgørelse herom, og særligt om undtagelsen i direktivets artikel 1, stk. 2, litra d), kan begrunde, at det afvises at anvende dette direktiv.

23      Det for Domstolen forelagte spørgsmål udspringer af de græske domstoles faste praksis vedrørende anvendelsen af direktiv 75/129 og af den nationale lov til gennemførelse heraf.

24      I overensstemmelse med denne retspraksis finder direktiv 75/129 ikke anvendelse, hvis beslutningen om endelig standsning af en virksomheds drift er truffet egenhændigt af arbejdsgiveren i medfør af dennes forfatningsmæssigt sikrede økonomiske og finansielle frihed, uden at der er truffet en retsafgørelse. Anvendelsen af direktivet er således ifølge denne praksis betinget af, at driften af den pågældende virksomhed opretholdes.

25      Denne fortolkning har hverken støtte i ordlyden af direktiv 75/129 eller i det formål, der forfølges hermed, eller i Domstolens praksis vedrørende dette direktiv.

26      For det første er ordlyden af direktiv 75/129, navnlig af direktivets artikel 1, stk. 1, litra a), og stk. 2, litra d), klar og efterlader ingen rimelig tvivl med hensyn til anvendelsesområdet for og betingelserne for anvendelse af direktivet.

27      Ifølge artikel 1, stk. 1, litra a), i direktiv 75/129 »forstås ved kollektive afskedigelser, sådanne afskedigelser, som foretages af en arbejdsgiver af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv […]«. Denne definition er i sig selv tilstrækkeligt præcis og utvetydig.

28      Domstolen har uddybet begrebet »afskedigelse«, idet den har anført, at begrebet har en fællesskabsretlig betydning og skal fortolkes således, at det omfatter ethvert ophør af en arbejdskontrakt, som ikke sker efter arbejdstagerens ønske og dermed uden arbejdstagerens samtykke (dom af 12.10.2004, sag C-55/02, Kommissionen mod Portugal, Sml. I, s. 9387, præmis 49 og 50).

29      Henset til den regel, der er fastsat i artikel 1, stk. 1, litra a), i direktiv 75/129, skal de fire tilfælde, hvor direktivet ikke finder anvendelse, der er nævnt i direktivets artikel 1, stk. 2, anses for en udtømmende og fuldstændig opregning. Desuden skal de som undtagelser til nævnte regel fortolkes snævert (jf. i denne retning dom af 17.12.1998, sag C-250/97, Lauge m.fl., Sml. I, s. 8737, præmis 19).

30      Det fremgår af den fjerde undtagelse, dvs. den, der er fastsat i artikel 1, stk. 2, litra d), i direktiv 75/129, hvortil det spørgsmål, der er stillet af den forelæggende ret, henviser, at direktivet ikke finder anvendelse på kollektive afskedigelser, der skyldes en standsning af en virksomheds aktiviteter »som følge af en retsafgørelse«.

31      Denne bestemmelse kan kun fortolkes således, at det alene er tilladt ikke at anvende direktivet, når standsningen af virksomhedens aktiviteter sker som følge af en retsafgørelse som f.eks. domme, hvorved en virksomhed erklæres konkurs eller opløses.

32      I alle andre tilfælde, bl.a. når den endelige standsning af den pågældende virksomheds drift er et resultat af arbejdsgiverens egenhændige beslutning herom, og når standsningen er baseret på økonomiske eller andre overvejelser, er arbejdsgiverens forpligtelser i henhold til direktiv 75/129 uændrede. Den omstændighed, at det ikke i de nationale lovbestemmelser, som den forelæggende ret har henvist til, er fastsat, at der forud for arbejdsgiverens egenhændige beslutning om endelig standsning af en virksomhed eller en bedrift skal træffes en retsafgørelse, er irrelevant i denne henseende.

33      Det bemærkes, at undtagelsesbestemmelsen i artikel 1, stk. 2, litra d), i direktiv 75/129 udgik med virkning fra den 24. juni 1994 ved direktiv 92/56, hvorved det forfulgte mål således styrkedes. På tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen var arbejdsgiverne følgelig forpligtede til i alle tilfælde af kollektive afskedigelser i forbindelse med standsningen af en virksomheds drift – selv hvis denne var en følge af en retsafgørelse – at informere og høre arbejdstagerne.

34      Hvad for det andet angår det formål, der forfølges med direktiv 75/129, skal det bemærkes, at direktivet, som det fremgår af første betragtning hertil, har til formål at øge beskyttelsen af arbejdstagere i tilfælde af kollektive afskedigelser. Dette formål om beskyttelse af arbejdstagere er blevet fremhævet af Domstolen gentagne gange (jf. dom af 7.12.1995, sag C-449/93, Rockfon, Sml. I, s. 4291, præmis 29, og dommen i sagen Lauge m.fl., præmis 19).

35      Domstolen har understreget, at direktiv 75/129 ikke griber ind i arbejdsgiverens ret til at foretage eller undlade at foretage kollektive afskedigelser, og at dets eneste formål er, at der skal indledes forhandlinger med fagforeningerne og gives meddelelse til den kompetente offentlige myndighed, før afskedigelserne finder sted (dom af 12.2.1985, sag 284/83, Nielsen & Søn, Sml. s. 553, præmis 10).

36      Dette omfatter uden tvivl den situation, hvor en arbejdsgiver af egne grunde påtænker at afslutte sin virksomheds drift. Som Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i øvrigt med rette har påpeget, harmoniserer direktiv 75/129 ikke de nærmere regler for den endelige standsning af en virksomheds drift, dvs. de situationer, hvor en retsafgørelse eventuelt er nødvendig, men den fremgangsmåde, der skal følges ved kollektive afskedigelser.

37      I lyset af det formål, der forfølges med direktiv 75/129, har Domstolen defineret begrebet »virksomhed« i direktivet meget bredt med henblik på i videst muligt omfang at begrænse de tilfælde, hvor kollektive afskedigelser ikke er omfattet af direktivet på grund af dette begrebs retlige fastsættelse på nationalt plan (jf. Rockfon-dommen, præmis 31 og 32).

38      Domstolen har ligeledes anført, at direktiv 75/129 er udstedt med hjemmel i EØF-traktatens artikel 100 og 117. Sidstnævnte bestemmelse omhandler nødvendigheden af, at medlemsstaterne fremmer en forbedring af arbejdernes leve- og arbejdsvilkår for herigennem at muliggøre en udjævning af disse vilkår på et stadigt stigende niveau (jf. Rockfon-dommen, præmis 29).

39      For det tredje skal det understreges, at den fortolkning, der er redegjort for i det ovenstående, og de hertil knyttede betragtninger allerede fremgår af Domstolens praksis.

40      I dom af 28. marts 1985, Kommissionen mod Belgien (sag 215/83, Sml. s. 1039, præmis 13-19), fastslog Domstolen netop, at den pågældende medlemsstat havde tilsidesat sine forpligtelser på grund af, at den ikke havde sikret den i direktiv 75/129 fastsatte beskyttelse i alle tilfælde af kollektive afskedigelser som følge af lukninger af virksomheder, der ikke var en følge af en retsafgørelse. Senest efter afsigelsen af denne dom burde der ikke længere have været anledning til tvivl omkring betydningen af undtagelsesbestemmelsen i artikel 1, stk. 2, litra d), i direktiv 75/129.

41      Undtagelsesbestemmelserne i artikel 3, stk. 1, andet afsnit, og i artikel 4, stk. 4, i direktiv 75/129, der blev indført ved direktiv 92/56, er blevet uddybet af Domstolen i dommen i sagen Lauge m.fl. (præmis 18), hvorefter det, for at de pågældende undtagelser finder anvendelse, kræves, at standsningen af virksomhedens aktiviteter og de kollektive afskedigelser ikke må finde sted før afsigelsen af retsafgørelsen vedrørende konkursdekretet.

42      I dommen i sagen Kommissionen mod Portugal (præmis 66 og domskonklusionen) fastslog Domstolen desuden, at den pågældende medlemsstat havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktiv 75/129, eftersom den havde begrænset begrebet kollektive afskedigelser til afskedigelser af strukturelle, teknologiske eller konjunkturelle årsager og ikke havde udstrakt dette begreb til afskedigelser af enhver årsag, som ikke kunne tilregnes arbejdstageren selv.

43      Endelig skal det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at medlemsstaternes pligt til at virkeliggøre et direktivs mål for at efterkomme artikel 249, stk. 3, EF påhviler alle nationale myndigheder, herunder også domstolene. Disse domstole, som det påhviler at fortolke og anvende national lovgivning, skal i videst muligt omfang gøre dette i lyset af dette direktivs ordlyd og formål, for at det med direktivet tilsigtede resultat fremkaldes (jf. i denne retning senest dom af 5.10.2004, forenede sager C-397/01 – C-403/01, Pfeiffer m.fl., Sml. I, s. 8835, præmis 113 og den deri nævnte retspraksis).

44      Den praksis, som de græske domstole har fulgt, undtager imidlertid talrige tilfælde af standsning af virksomheders aktiviteter, der medfører masseafskedigelser af arbejdstagere, og hvor behovet for beskyttelse af disse arbejdstagere netop er størst, fra den beskyttelse, der er tilsigtet med direktiv 75/129, hvilket er i strid med det formål, der forfølges med direktivet. En sådan praksis, der ligeledes gør indgreb i kravet om ensartet anvendelse af direktiv 75/129, vil i vidt omfang kunne gøre direktivet indholdsløst.

45      Det følger af ovenstående, at det forelagte spørgsmål skal besvares med, at direktiv 75/129 skal fortolkes således, at direktivet finder anvendelse på kollektive afskedigelser, der foretages som følge af, at arbejdsgiveren frivilligt har besluttet at indstille driften af en virksomhed eller en bedrift endeligt, uden at der forinden er blevet truffet en retsafgørelse herom, idet det ikke under henvisning til undtagelsen i direktivets artikel 1, stk. 2, litra d), kan afvises at anvende dette direktiv.

 Sagens omkostninger

46      Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Rådets direktiv 75/129/EØF af 17. februar 1975 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser skal fortolkes således, at direktivet finder anvendelse på kollektive afskedigelser, der foretages som følge af, at arbejdsgiveren frivilligt har besluttet at indstille driften af en virksomhed eller en bedrift endeligt, uden at der forinden er blevet truffet en retsafgørelse herom, idet det ikke under henvisning til undtagelsen i direktivets artikel 1, stk. 2, litra d), kan afvises at anvende dette direktiv.

Underskrifter

---

* Processprog: græsk.