(jf. præmis 27)

(jf. præmis 28)

(jf. præmis 47)

(jf. præmis 48)

DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)
29. april 2004(1)

»Appel – konkurrence – markedet for sukker – EF-traktatens artikel 85, stk. 1 (efter ændring nu artikel 81, stk. 1, EF) – aftale – betydning for samhandelen mellem medlemsstaterne – bøde – proportionalitet«

I sag C-359/01 P,

British Sugar plc, Peterborough (Det Forenede Kongerige), ved T. Sharpe, QC, og barrister D. Jowell samt solicitor A. Nourry, og med valgt adresse i Luxembourg,

appellant,

angående appel af dom afsagt den 12. juli af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Fjerde Afdeling) i de forenede sager T-202/98, T-204/98 og T-207/98, Tate & Lyle m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2035, med påstand om ophævelse af denne dom,

de øvrige parter i appelsagen:

Tate & Lyle plc, London (Det Forenede Kongerige), Napier Brown & Co. Ltd, London (Det Forenede Kongerige),

sagsøgere i første instans,

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved K. Wiedner, som befuldmægtiget, bistået af barrister N. Khan, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt i første instans,

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling),,

sammensat af dommerne P. Jann, som fungerende formand for Femte Afdeling, C.W.A. Timmermans og S. von Bahr (refererende dommer),

generaladvokat: C. Stix-Hackl,
justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,

efter at parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 10. juli 2003, hvorunder British Sugar plc var repræsenteret ved T. Sharpe og solicitor K. Fisher, og Kommissionen ved K. Wiedner og N. Khan,

efter at generaladvokaten har fremsat sit forslag til afgørelse i retsmødet den 21. oktober 2003,

afsagt følgende

Dom

»1

Fællesskabets markedsordning for sukker har til formål at støtte og beskytte produktionen af sukker i Fællesskabet. Ordningen omfatter en mindstepris, hvortil fællesskabsproducenten altid kan sælge sit sukker til de offentlige myndigheder, og en tærskelpris, hvortil sukker, der ikke er underlagt kvoter, kan importeres fra tredjelande.

2

Støtten til fællesskabsproduktionen i form af garanterede priser omfatter dog alene de nationale produktionskvoter (A- og B-kvoter), der af Rådet tildeles de enkelte medlemsstater, som derpå fordeler dem mellem deres producenter. Sukker henhørende under B-kvoten er pålagt en produktionsafgift, som er højere end for A-sukker. Den del af sukkerproduktionen, der overstiger A- og B-kvoterne, betegnes »C-sukker« og kan ikke sælges i Det Europæiske Fællesskab, før den har været oplagret i 12 måneder. For sukker, som eksporteres til tredjelande, bortset fra C-sukker, ydes der eksportrestitution. At det normalt er mere fordelagtigt at sælge med restitution end at sælge inden for rammerne af interventionssystemet indebærer, at Fællesskabets overskud kan afsættes i tredjelande.

3

British Sugar er den eneste forarbejdende virksomhed i Det Forenede Kongerige, der fremstiller sukker af sukkerroer, og tildeles hele den britiske kvote for sukkerroer, som udgør 1 144 000 tons. Tate & Lyle køber rørsukker i landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-landene), som selskabet derpå forarbejder.

4

Sukkermarkedet i Storbritannien er oligopolistisk. Dog har Tate & Lyle et strukturelt handicap i forhold til British Sugar som følge af Fællesskabets sukkerordning, og det er ubestridt, at sidstnævnte selskab dominerer markedet i Storbritannien. Tilsammen producerer British Sugar og Tate & Lyle en mængde sukker, som tilnærmelsesvis svarer til den samlede efterspørgsel efter sukker i Storbritannien.

5

En yderligere faktor, der påvirker konkurrencen på sukkermarkedet i Storbritannien, er tilstedeværelsen af sukkergrossister. Grossisterne driver virksomhed på to måder: enten for egen regning, idet de køber sukker i bulk af British Sugar, Tate & Lyle eller af importører og videresælger det, eller for tredjemands regning, nemlig ved at påtage sig opgaverne med hensyn til ordrebehandling, fakturering til kunderne på kommittentens vegne og inddrivelse af fordringer. Når grossisterne handler for tredjemands regning, forhandles priserne og leveringsbetingelserne for sukkeret direkte mellem British Sugar eller Tate & Lyle og den endelige kunde, om end grossisterne næsten altid er bekendt med de aftalte priser.

[…]

6

Mellem 1984 og 1986 førte British Sugar en priskrig, der førte til unormalt lave priser på markederne for industrisukker og detailsukker. I 1986 fornyede sukkergrossisten Napier Brown en klage, som selskabet oprindeligt havde indbragt for Kommissionen i 1980, og hvori det beskyldte British Sugar for at have misbrugt sin dominerende stilling i strid med EF-traktatens artikel 86 (nu artikel 82 EF).

7

Den 8. juli 1986 tilsendte Kommissionen British Sugar en meddelelse vedrørende klagepunkterne og om foreløbige forholdsregler, der skulle bringe overtrædelsen af EF-traktatens artikel 86 til ophør. Den 5. august 1986 meddelte British Sugar Kommissionen en række tilsagn vedrørende selskabets fremtidige adfærd. Ved skrivelse af 7. august 1986 accepterede Kommissionen disse tilsagn (herefter »tilsagnene«).

8

Den procedure, der var blevet indledt som følge af Napier Browns klage, blev afsluttet ved Kommissionens beslutning 88/518/EØF af 18. juli 1988 om en procedure i henhold til EØF-traktatens artikel 86 (sag IV/30.178 – Napier Brown – British Sugar) (EFT L 284, s. 41). Kommissionen fastslog heri, at British Sugar havde overtrådt traktatens artikel 86, og pålagde selskabet en bøde.

9

I mellemtiden havde der den 20. juni 1986 fundet et møde sted mellem repræsentanter for henholdsvis British Sugar og Tate & Lyle, hvorunder British Sugar meddelte, at selskabet ville indstille priskrigen på markederne for industrisukker og detailsukker i Det Forenede Kongerige.

10

I perioden indtil den 13. juni 1990 blev dette møde efterfulgt af yderligere 18 møder om priserne for industrisukker, hvorunder der også deltog repræsentanter for de vigtigste sukkergrossister i Det Forenede Kongerige, nemlig Napier Brown og James Budgett Sugars (herefter »grossisterne«). På møderne gav British Sugar samtlige deltagere oplysninger om sine fremtidige priser. Desuden gav British Sugar på et af møderne de øvrige deltagere en tabel over sine priser for industrisukker for forskellige købsmængder.

11

Endvidere mødtes Tate & Lyle og British Sugar i perioden indtil den 9. maj 1990 otte gange for at drøfte priserne for detailsukker. I tre tilfælde gav British Sugar Tate & Lyle sine prislister, én gang fem dage og én gang to dage før de blev udsendt officielt.

12

Efter at Tate & Lyle henholdsvis den 16. juli og den 29. august 1990 havde tilsendt det engelske Office of Fair Trading to skrivelser med kopi til Kommissionen, indledte denne den 4. maj 1992 en procedure over for British Sugar, Tate & Lyle, Napier Brown, James Budgett Sugars og en række sukkerproducenter på det europæiske kontinent. Den 12. juni 1992 tilsendte Kommissionen de pågældende selskaber en meddelelse om klagepunkterne, hvori den gjorde gældende, at de havde overtrådt EF-traktatens artikel 85, stk. 1 (nu artikel 81, stk. 1, EF), og artikel 86.

13

Den 18. august 1995 tilsendte Kommissionen British Sugar, Tate & Lyle, James Budgett Sugars og Napier Brown endnu en meddelelse af klagepunkter. Dens indhold var i forhold til meddelelsen af 12. juni 1992 mere begrænset, idet Kommissionen nu kun gjorde gældende, at der var sket en overtrædelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

14

Den 14. oktober 1998 vedtog Kommissionen beslutning 1999/210/EF om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (sag IV/F-3/33.708 – British Sugar plc, sag IV/F-3/33.709 – Tate & Lyle plc, sag IV/F-3/33.710 – Napier Brown & Company Ltd, sag IV/F-3/33.711 – James Budgett Sugars Ltd) (EFT 1999 L 76, s. 1, herefter »den anfægtede beslutning«). I beslutningen, som er rettet til British Sugar, Tate & Lyle, James Budgett Sugars og Napier Brown, fastslår Kommissionen, at de nævnte selskaber har overtrådt traktatens artikel 85, stk. 1, og pålægger i artikel 3 British Sugar en bøde på 39,6 mio. ECU og Tate & Lyle en bøde 7 mio. ECU for overtrædelse af [traktatens] artikel 85, stk. 1, på markederne for industrisukker og detailsukker. Napier Brown pålægges i samme artikel en bøde på 1,8 mio. ECU for overtrædelse af [traktatens] artikel 85, stk. 1, på markedet for industrisukker.«

»78

Det fremgår af fast retspraksis, at en aftale mellem virksomheder eller en samordnet praksis for at kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater skal gøre det muligt på grundlag af en række objektive retlige eller faktiske omstændigheder med en tilstrækkelig grad af sikkerhed at forudse, at den kan udøve direkte eller indirekte, aktuel eller potentiel indflydelse på handelsstrømmene mellem medlemsstaterne på en måde, som kan skade virkeliggørelsen af formålene med et fælles marked mellem medlemsstaterne (Domstolens dom af 9.7.1969, sag 5/69, Völk, Sml. 1969, s. 69, org.ref.: Rec. s. 295, præmis 5, af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, Van Landewick m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3125, præmis 171, og af 31.3.1993, forenede sager C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 – C-129/85, Ahlstrøm Osakeyhtihö m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1307, præmis 143, samt Rettens dom af 22.10.1997, forenede sager T-213/95 og T-18/96, SCK og FNK mod Kommissionen, Sml. II, s. 1739, præmis 175, og af 8.10.1996, forenede sager T-24/93, T-25/93, T-26/93 og T-28/93, Compagnie maritime belge transports m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1201, præmis 201). Det er derfor ikke nogen betingelse, at den påtalte adfærd rent faktisk har påvirket samhandelen mellem medlemsstater mærkbart; det er tilstrækkeligt at påvise, at den er egnet hertil (Rettens dom af 21.2.1995, sag 29/92, SPO m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 289, præmis 235).

79

Desuden er den omstændighed, at et kartel kun angår afsætning af varer i en enkelt medlemsstat, ikke tilstrækkelig til at udelukke, at samhandelen mellem medlemsstater kan være påvirket. Deltagerne i et nationalt priskartel på et marked, der står åbent for indførte produkter, kan i et sådant tilfælde kun bevare deres markedsandel ved at beskytte sig mod udenlandsk konkurrence (dom af 11.7.1989, sag 246/86, Belasco m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 2117, præmis 33 og 34).

80

I denne sag er det ikke blevet bestridt, at sukkermarkedet i Storbritannien står åbent for import, selv om fællesskabsbestemmelserne vedrørende sukkermarkedet og transportomkostningerne bidrager til at vanskeliggøre import.

81

I øvrigt fremgår det af den anfægtede beslutning og af sagens akter i det hele taget, at en af British Sugars og Tate & Lyles væsentligste hensigter var at begrænse importen, i det omfang denne forhindrede selskaberne i at afsætte deres produktion på det nationale marked (betragtning 16 og 17 til den anfægtede beslutning). Dels har British Sugar således selv udtalt, at selskabet i den omhandlede periode bevidst førte en politik, der tog sigte på at hindre import, fordi det ønskede fortrinsvis at afsætte sine A- og B-kvoters samlede mængde på markedet i Storbritannien (stævningen, punkt 257 og 258). Dels fremgår det af betragtning 17 til den anfægtede beslutning, at Tate & Lyle i den omhandlede periode aktivt førte en politik, der skulle begrænse faren for en stigning i importen.

82

Det er derfor ikke med urette, at Kommissionen har fundet, at den påtalte aftale, som omfattede praktisk taget hele det nationale område, og som var blevet indgået af virksomheder, der tegnede sig for omkring 90% af det relevante marked, var egnet til at påvirke samhandelen mellem medlemsstater.

83

British Sugar har anført, at der ikke var tale om en mærkbar indvirkning på handelsstrømmene.

84

Hvad dette angår fremgår det af retspraksis, at Kommissionen ikke er forpligtet til at påvise, at en aftale eller samordnet praksis har haft en mærkbar virkning på samhandelen mellem medlemsstater. I henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, er det tilstrækkeligt, at konkurrencebegrænsende aftaler og samordnet praksis kan påvirke samhandelen mellem medlemsstater (Rettens dom af 17.12.1991, sag T-7/89, Hercules Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 1711, præmis 279).

85

På baggrund af det anførte har Kommissionen derfor med rette draget den konklusion, at den påtalte aftale var egnet til at påvirke samhandelen mellem medlemsstater.

86

Det tredje anbringende må følgelig forkastes i sin helhed.«

»98

Ifølge artikel 15, stk. 2, i [Rådets] forordning nr. 17 [første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81)] kan Kommissionen pålægge bøder på mindst 1 000 og højst 1 mio. EUR, idet sidstnævnte beløb dog kan forhøjes til 10% af omsætningen i det sidste regnskabsår i hver af de virksomheder, som har medvirket ved overtrædelsen. Det foreskrives i bestemmelsen, at der ved fastsættelsen af bødens størrelse inden for disse rammer skal tages hensyn til både overtrædelsens grovhed og dens varighed.

99

Det er fast retspraksis, at bøders størrelse skal fastsættes i forhold til omstændighederne i forbindelse med overtrædelsen og dennes grovhed, og at der ved bedømmelsen af overtrædelsens grovhed med henblik på fastsættelse af bødens størrelse især skal tages hensyn til konkurrencebegrænsningernes karakter (jf. bl.a. Rettens dom af 14.7.1994, sag T-77/92, Parker Pen mod Kommissionen, Sml. II, s. 549, præmis 92).

100

Endvidere bemærkes, at Kommissionens kompetence til at pålægge de virksomheder bøder, som forsætligt eller uagtsomt overtræder traktatens artikel 85, stk. 1, eller artikel 86, er et af de midler, som Kommissionen har fået tildelt, for at den kan udføre sin tilsynsopgave ifølge fællesskabsretten. Denne opgave indebærer ikke blot, at individuelle overtrædelser skal efterforskes og forfølges, men også en pligt til at føre en generel politik med det formål, at der på konkurrenceområdet anvendes de i traktaten fastlagte principper, og at virksomhedernes adfærd påvirkes i denne retning (Domstolens dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825, præmis 105).

101

Følgelig bør Kommissionen, når karakteren af en overtrædelse fastslås med henblik på at fastsætte bødens størrelse, ikke blot tage hensyn til særlige omstændigheder i det foreliggende tilfælde, men også til den sammenhæng, overtrædelsen indgår i, og påse, at den trufne forholdsregel er af tilstrækkelig forebyggende karakter, især for så vidt angår den type overtrædelser, som i særlig grad kan bringe gennemførelsen af Fællesskabets formål i fare (dommen i sagen Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, præmis 106).

102

Med hensyn til de pålagte bøders forholdsmæssighed har sagsøgerne i sag T-204/98 og T-207/98 hovedsageligt anført, at bøderne er uforholdsmæssigt store, fordi overtrædelsen er blevet betegnet som »alvorlig«. Deres argumentation kan sammenfattes således, at deres aftale på baggrund af retningslinjerne må betegnes som »lidet alvorlig«, skønt den var af horisontal art, eftersom den ikke havde nogen væsentlig konkurrencebegrænsende indvirkning på markedet.

103

Hertil bemærkes alene, dels at den påtalte aftale må anses for horisontal, idet grossisterne deltog heri i deres egenskab af producenternes konkurrenter, dels at den drejede sig om fastsættelsen af priser. En sådan aftale er altid blevet betragtet som særligt skadelig og betegnes som »meget alvorlig« i retningslinjerne. Således som Kommissionen har anført i sine indlæg, er det desuden i forhold til de almindeligt anvendte kriterier for fastsættelsen af bøder i tilfælde af priskarteller, som burde have foranlediget den til at betegne den omtvistede aftale som meget alvorlig, allerede en mild bedømmelse kun at betegne aftalen som »alvorlig« på grund af dens begrænsede påvirkning af markedet.

104

For så vidt angår det af British Sugar rejste klagepunkt om forholdsmæssigheden af forhøjelsen af bøden under hensyn til overtrædelsens varighed bemærkes, at det i artikel 15, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 17 bestemmes, at der »ved fastsættelsen af bødens størrelse skal [...] tages hensyn til både overtrædelsens grovhed og dens varighed«. Overtrædelsens varighed udgør således ifølge denne bestemmelse et af de forhold, der skal tages i betragtning ved udmåling af den økonomiske sanktion, der skal pålægges virksomheder, som har overtrådt konkurrencereglerne (Rettens dom af 7.7.1994, sag T-43/92, Dunlop Slazenger mod Kommissionen, Sml. II, s. 441, præmis 154). Kommissionen har derfor ved fastsættelsen af de pålagte bøder med rette taget overtrædelsens varighed i betragtning.

105

Kommissionen har herved konstateret, at der var tale om en overtrædelse af mellemlang varighed og har som følge heraf forhøjet det beløb, som var blevet fastsat under hensyn til overtrædelsens grovhed. Det bemærkes herved, at det af fast retspraksis fremgår, at Kommissionen ved udmålingen af de enkelte bøder har et vist skøn, og at det derfor ikke kan antages, at den er forpligtet til at anvende en bestemt matematisk formel (Rettens dom af 6.4.1995, sag T-150/89, Martinelli mod Kommissionen, Sml. II, s. 1165, præmis 59, og af 14.5.1998, sag T-352/94, Mo och Domsjö mod Kommissionen, Sml. II, s. 1989, præmis 268, efter appel stadfæstet ved Domstolens dom af 16.11.2000, sag C-283/98 P, Mo och Domsjö mod Kommissionen, Sml. I, s. 9855, præmis 45).

106

Det påhviler dog Fællesskabets retsinstanser at efterprøve, om størrelsen af den pålagte bøde står i rimeligt forhold til overtrædelsens varighed og de øvrige faktorer, der indgår i vurderingen af dennes grovhed (jf. i denne retning Rettens dom af 21.10.1997, sag T-229/94, Deutsche Bahn mod Kommissionen, Sml. II, s. 1689, præmis 127). I den forbindelse kan der ikke gives British Sugar medhold i, at Kommissionen kun kan forhøje en bøde under hensyn til overtrædelsens varighed, hvis, og i den udstrækning, der er en direkte forbindelse mellem varigheden og den skade, som er blevet tilføjet de ved traktatens konkurrenceregler tilstræbte fællesskabsformål, hvorved det er udelukket, at en sådan skade kan foreligge, når overtrædelsen ikke har påvirket markedet. Tværtimod skal betydningen af overtrædelsens varighed for beregningen af bøden ligeledes bedømmes ud fra de andre forhold, som har kendetegnet den pågældende overtrædelse (jf. i denne retning dommen i sagen Dunlop Slazenger mod Kommissionen, præmis 178). I denne sag findes Kommissionens forhøjelse med 40% af det beløb, som var blevet beregnet under hensyn til overtrædelsens grovhed, ikke uforholdsmæssig.

107

Der er heller ikke grundlag for British Sugars argument, hvorefter begrebet »skærpende omstændigheder« i retningslinjerne er i strid med artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17.

108

Indledningsvis skal de relevante bestemmelser i retningslinjerne undersøges nærmere. Det hedder i afsnit 1 A: »Ved vurderingen af overtrædelsens grovhed skal der tages hensyn til overtrædelsens art, overtrædelsens konkrete indvirkning på markedet – når den kan måles – og det berørte markeds udstrækning.« Afsnit 2, der bærer overskriften »Skærpende omstændigheder«, indeholder en ikke-udtømmende opregning af omstændigheder, som kan give anledning til en forhøjelse af det grundbeløb, der er beregnet under hensyn til overtrædelsens grovhed og varighed. Der kan eksempelvis være tale om, at virksomheden har foretaget gentagne overtrædelser, afvist at samarbejde, tilskyndet til overtrædelsen eller udsat andre virksomheder for gengældelsesforanstaltninger, og at der må tages hensyn til den uretmæssige fortjeneste, som virksomheden har opnået som følge af overtrædelsen.

109

Det fremgår af ovennævnte bestemmelser, at bedømmelsen af overtrædelsens grovhed falder i to trin. På det første trin bedømmes grovheden alene under hensyn til forhold, der vedrører selve overtrædelsen, såsom dens art og dens indvirkning på markedet. På det andet trin nuanceres bedømmelsen af grovheden under hensyn til den pågældende virksomheds situation, hvorved Kommissionen i øvrigt ikke alene tager hensyn til eventuelle skærpende omstændigheder, men i givet fald også til formildende omstændigheder (jf. retningslinjernes afsnit 3). Ved hjælp af denne fremgangsmåde, som ingenlunde er i strid med ordlyden eller formålet med artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, kan der – især når det drejer sig om en overtrædelse, hvori flere virksomheder er involveret – ved bedømmelsen af, hvor alvorlig overtrædelsen er, tages hensyn til den rolle, som hver enkelt virksomhed har spillet, og dens holdning over for Kommissionen under proceduren.

110

For det andet bemærkes med hensyn til forholdsmæssigheden af forhøjelsen på grund af skærpende omstændigheder af den bøde, som var blevet pålagt British Sugar, at en forhøjelse på 75% ikke kan anses for uforholdsmæssig, når henses til de omstændigheder, som Kommissionen omtaler i punkt 207, 208 og 209 i den anfægtede beslutning.

[…]

112

Det af British Sugar og Tate & Lyle fremførte anbringende om, at bøderne er uforholdsmæssige, må derfor forkastes.

113

Med hensyn til klagepunktet om manglende hensyntagen til det omhandlede markeds struktur bemærkes, at Domstolen i [dom af 16. december 1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663, præmis 615-619] fandt, at den retlige og økonomiske sammenhæng på sukkermarkedet kan motivere en mindre streng behandling af en potentielt konkurrencebegrænsende praksis. Kommissionen har imidlertid med rette fremhævet, at de aftaler, som var genstand for Suiker Unie-dommen, ikke drejede sig om en prisforhøjelse, men om en opdeling af markederne ifølge bestemte kvoter. Desuden fastslog Domstolen selv i Suiker Unie-dommen, at den ville have draget andre konklusioner, hvis der havde været tale om et priskartel. Den tilføjede herved, at »den anfægtede adfærd kun [har] kunnet påføre de industrielle forarbejdningsvirksomheder og forbrugerne begrænset skade, da selv Kommissionen ikke har beskyldt de pågældende for en prisstigning, der skyldtes samordning eller misbrug, og da de indgreb, der som følge af opdelingen af markederne skete efter leverandørens frie valg, selv om de er kritisable, dog er mindre alvorlige, når det drejer sig om et så homogent produkt som sukker« (præmis 621). Da det i denne sag netop drejer sig om et priskartel, har Kommissionen med rette draget andre konklusioner end i Suiker Unie-dommen.

114

Klagepunktet om manglende hensyntagen til strukturen af det marked, hvorpå overtrædelsen fandt sted, må derfor ligeledes forkastes.

115

Dette anbringende må følgelig forkastes i sin helhed.«

–

Den appellerede dom ophæves.

–

Den anfægtede beslutning annulleres helt, subsidiært delvis.

Mere subsidiært:

–

Artikel 3 og 4 i den anfægtede beslutning annulleres, eller bøden nedsættes.

–

Kommissionen betaler British Sugars omkostninger i appelsagen samt omkostningerne i forbindelse med sag T-204/98, herunder omkostningerne i forbindelse med begæringen om foreløbige forholdsregler.

–

Appellen afvises delvis og forkastes i øvrigt, eller subsidiært forkastes i det hele.

–

Appellanten tilpligtes at betale Kommissionens omkostninger i appelsagen.

På grundlag af disse præmisser

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)