61996J0176

1. Præjudicielle spørgsmål - formaliteten - nødvendigheden af at give Domstolen tilstrækkelige oplysninger om sagens faktiske og retlige omstændigheder

(EF-traktaten, art. 177 (nu art. 234 EF))

2. Fællesskabsret - anvendelsesområde - sportsudøvelse som økonomisk virksomhed - omfattet

(EF-traktaten, art. 2 (efter ændring nu art. 2 EF))

3. Fri bevægelighed for personer - arbejdstagere - traktatens bestemmelser - anvendelsesområde - sportsudøvelse - grænser

(EF-traktaten, art. 48 (efter ændring nu art. 39 EF))

4. Fri bevægelighed for personer - arbejdstagere - etableringsfrihed - fri udveksling af tjenesteydelser - traktatens bestemmelser - anvendelsesområde - regler, hvis formål er at give kollektive bestemmelser for lønarbejde, men som ikke hidrører fra en offentlig myndighed - omfattet

(EF-traktaten, art. 48, 52 og 59 (efter ændring nu art. 39 EF, 43 EF og 49 EF))

5. Fri bevægelighed for personer - arbejdstagere - begreb - professionel sportsudøver, der er statsborger i en medlemsstat, som har indgået en arbejdskontrakt med en klub i en anden medlemsstat med henblik på at udøve lønnet beskæftigelse på denne medlemsstats område

(EF-traktaten, art. 48 (efter ændring nu art. 39 EF))

6. Fri bevægelighed for personer - arbejdstager - regler, som er fastsat af idrætsforbund i en medlemsstat, hvorefter professionelle sportsfolks, der kommer fra en anden medlemsstat, i visse kampe kun kan benyttes under overholdelse af transferfristerne - ulovligt, når ikke der findes objektive hensyn

(EF-traktaten, art. 48 (efter ændring nu art. 39 EF))

1. For at opnå en fortolkning af fællesskabsretten, som den nationale ret kan bruge, er det påkrævet, at denne giver en beskrivelse af de faktiske omstændigheder og de regler, som de forelagte spørgsmål hænger sammen med, eller i alt fald forklarer de faktiske forhold, der er baggrunden for dens spørgsmål. Disse krav gælder ganske særligt på visse områder, som f.eks. konkurrencerettens, der er karakteriseret ved komplekse faktiske og retlige forhold. De i forelæggelsesbeslutningerne indeholdte spørgsmål tjener ikke blot til at sætte Domstolen i stand til at give hensigtsmæssige svar, men de skal også give medlemsstaternes regeringer samt andre berørte parter mulighed for at afgive indlæg i henhold til artikel 20 i statutten for Domstolen. Det påhviler Domstolen at overvåge, at denne mulighed bevares, når henses til, at det i henhold til ovennævnte bestemmelse kun er forelæggelsesbeslutningerne, der meddeles de pågældende parter.

( jf. præmis 22 og 23 )

2. I betragtning af Fællesskabets mål henhører sportsudøvelse under fællesskabsretten, for så vidt der er tale om en økonomisk virksomhed i traktatens artikel 2's forstand (efter ændring nu artikel 2 EF). Dette gælder for professionelle basketballspilleres virksomhed, når de udfører en lønnet arbejdsydelse eller en tjenesteydelse mod vederlag, og den nævnte virksomhed er reel og faktisk og ikke af en sådan art, at den fremstår som rent marginal eller supplerende.

( jf. præmis 32, 43 og 44 )

3. Traktatens bestemmelser om personers frie bevægelighed står ikke i vejen for en regulering eller praksis på sportsområdet, der af ikke-økonomiske grunde udelukker fremmede spillere fra visse kampe som følge af disse kampes særlige karakter og rammer, hvorfor de udelukkende vedrører sporten som sådan, som f.eks. ved kampe mellem landshold fra forskellige lande. Denne indskrænkning i anvendelsesområdet for de omhandlede bestemmelser må imidlertid begrænses til, hvad dens formål kræver, og kan ikke påberåbes til støtte for at udelukke en hel sportsart fra traktatens anvendelsesområde.

( jf. præmis 34 )

4. Fællesskabsbestemmelserne om fri bevægelighed for personer og tjenesteydelser gælder ikke alene for offentlige myndigheders retsakter, men tillige for andre former for regler, hvis formål er at give kollektive bestemmelser for lønarbejde og tjenesteydelser. Afskaffelsen mellem medlemsstaterne af hindringerne for den frie bevægelighed for personer og den frie udveksling af tjenesteydelser ville nemlig blive truet, hvis afskaffelsen af nationale skranker blev modvirket af hindringer, som skyldes, at sammenslutninger eller organer, der ikke henhører under den offentlige ret, udøver deres retlige autonomi.

( jf. præmis 35 )

5. En professionel basketballspiller, der er statsborger i en medlemsstat, og som har indgået en arbejdskontrakt med en klub i en anden medlemsstat med henblik på at udøve lønnet beskæftigelse på denne medlemsstats område, søger altså en faktisk tilbudt stilling i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i traktatens artikel 48, stk. 3, litra a), og skal anses for arbejdstager i traktatens artikel 48's forstand (efter ændring nu artikel 39 EF)

( jf. præmis 46 )

6. Traktatens artikel 48 (efter ændring nu artikel 39 EF) er til hinder for anvendelse af regler, der er vedtaget af idrætsforbund i en medlemsstat, og som forbyder en basketballklub at sætte spillere fra andre medlemsstater på holdet i kampe om de nationale mesterskaber, når transferen af den pågældende spiller er sket efter en bestemt dato, og såfremt denne dato ligger forud for den dato, der gælder for transfer af spillere fra visse tredjelande, medmindre objektive hensyn, der udelukkende vedrører sporten som sådan, eller som beror på eksisterende forskelle mellem den situation, som spillere fra forbund i den europæiske zone respektivt fra forbund uden for denne zone befinder sig i, kan retfærdiggøre en sådan forskel i behandlingen.

( jf. præmis 60 og domskonkl. )

I sag C-176/96,

angående en anmodning, som Tribunal de première instance de Bruxelles (Belgien) i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Jyri Lehtonen

og

Castors Canada Dry Namur-Braine ASBL

mod

Fédération royale belge des sociétés de basket-ball ASBL (FRBSB),

procesdeltager:

Ligue belge - Belgische Liga ASBL,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 6, 48 (efter ændring nu artikel 12 EF og 39 EF), 85 og 86 (nu artikel 81 EF og 82 EF),

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af formanden for Anden Afdeling, R. Schintgen, som fungerende formand for Sjette Afdeling, og dommerne G. Hirsch og H. Ragnemalm (refererende dommer),

generaladvokat: S. Alber

justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Lehtonen og Castors Canada Dry Namur-Braine ASBL ved advokaterne L. Misson og B. Borbouse, Liège

- Fédération royale belge des sociétés de basket-ball ASBL (FRBSB) ved advokaterne J.-P. Lacomble og G. Tuts, Liège

- la Ligue belge - Belgische Liga ASBL ved advokat F. Tilkin, Liège

- den tyske regering ved afdelingschef E. Röder og fuldmægtig S. Maass, begge Forbundsøkonomiministeriet, som befuldmægtigede

- den græske regering ved juridisk konsulent i Statens Juridiske Tjeneste V. Kontolaimos og juridisk konsulent P. Mylonopoulos, Sekretariatet for EF-ret, Udenrigsministeriet, som befuldmægtigede

- den franske regering ved direktør M. Perrin de Brichambaut og fuldmægtig A. de Bourgoing, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmægtigede

- den italienske regering ved afdelingschef, professor U. Leanza, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget, bistået af statens advokat, D. Del Gaizo

- den østrigske regering ved M. Potacs, Forbundskancelliet, som befuldmægtiget

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. Wolfcarius og F.E. Gonzáles-Díaz, begge Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 29. april 1999 er afgivet mundtlige indlæg af Jyri Lehtonen og Castors Canada Dry Namur-Braine ASBL ved advokaterne L. Misson og B. Borbouse, af Fédération royale belge des sociétés de basket-ball ASBL (FRBSB) ved advokaterne J.-P. Lacomble og F. Herbert, af den danske regering ved kontorchef J. Molde, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget, af den græske regering ved fuldmægtig i Statens Juridiske Tjeneste M. Apessos, som befuldmægtiget, af den spanske regering ved statens advokat, N. Díaz Abad, som befuldmægtiget, af den franske regering ved konsulent C. Chavance, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, og C. Bergeot, som er praktikant ved samme tjeneste, som befuldmægtiget, af den italienske regering ved D. Del Gaizo, og af Kommissionen ved M. Wolfcarius og E. Gippini-Fournier, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 22. juni 1999,

afsagt følgende

Dom

1 Ved kendelse af 23. april 1996, indgået til Domstolen den 22. maj 1996, har Tribunal de première instance de Bruxelles i en sag om foreløbige forholdsregler i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 6, 48 (efter ændring nu artikel 12 EF og 39 EF), 85 og 86 (nu artikel 81 EF og 82 EF).

2 Spørgsmålet er blevet rejst under en tvist mellem Jyri Lehtonen og Castors Canada Dry Namur-Braine ASBL (herefter »Castors Braine«), på den ene side, og Fédération royale belge des sociétés de basket-ball ASBL (herefter »FRBSB«) samt Ligue belge - Belgische Liga ASBL (herefter »BLB«), på den anden side, vedrørende Castors Braine's ret til at lade Lehtonen spille i kampe i første division af de belgiske mesterskaber i basketball.

Bestemmelser om organisation af basketball og om transferfrister

3 Basketball er organiseret på verdensplan af det internationale basketballforbund (herefter »Fiba«). Det belgiske forbund er FRBSB, der organiserer basketball såvel for amatører som professionelle. 11 af de 12 basketballklubber, som deltager i første division af de belgiske mesterskaber, var den 1. januar 1996 sammensluttet i BLB, som har til formål at fremme basketball på højeste niveau og på nationalt plan at repræsentere belgisk basketball på højt niveau, navnlig inden for FRBSB.

4 Det belgiske mesterskab i basketball for mænd i første division er opdelt i to faser. I den første fase deltager samtlige klubber, mens der i den anden fase kun deltager de klubber, der har opnået den bedste placering (kampe om det nationale mesterskab, herefter »play-off-kampe«), og de klubber, der er sidst placeret (kampe om at bevare retten til at deltage i mesterskabet i første division (herefter »play-out-kampe«).

5 Fiba's regler om international transfer af spillere gælder for alle nationale forbund [artikel 1, litra b)]. Hvad angår transfer på nationalt plan opfordres de nationale forbund til at tage udgangspunkt i de internationale regler og at fastsætte deres egne regler om transfer af spillere, således at de stemmer overens med Fiba's regler [artikel 1, litra c)]. Efter Fiba's regler er en udenlandsk spiller en spiller, der ikke er statsborger i den stat, hvortil det nationale forbund hører, som har udstedt hans licens [artikel 2, litra a)]. En spiller skal have udstedt licens af forbundet for at kunne deltage på holdet for en klub, der er medlem heraf.

6 Fiba's regler indeholder i artikel 3, litra c), en generel bestemmelse, hvorefter klubberne ikke ved de nationale mesterskaber må sætte en spiller på holdet efter den seneste dato, der er fastsat for den pågældende zone som defineret af Fiba, når vedkommende inden for samme sæson i forvejen har spillet i et andet land i samme zone. For den europæiske zone er den seneste dato for registreringen af udenlandske spillere fastsat til den 28. februar. Også efter denne dato kan der dog foretages transfer af spillere fra andre zoner.

7 Ifølge de samme reglers artikel 4, litra a), skal et nationalt forbund, når det modtager en ansøgning om licens til en spiller, som tidligere har haft licens fra et forbund i et andet land, modtage en afmelding fra dette forbund, før det udsteder licens til den pågældende.

8 Ifølge FRBSB's vedtægter sondres der mellem en spillers tilslutning (»affiliation«) til det nationale forbund, hans tilhørsforhold (»affectation«) til en bestemt klub og hans spilleberettigelse (»qualification«), som er en betingelse for, at han kan deltage i officielle kampe. En transfer er i disse regler defineret som den transaktion, hvorved en spiller, der er tilsluttet forbundet, får tilhørsforhold til en anden klub.

9 De omhandlede vedtægters artikel 140 ff. vedrører transfer mellem de belgiske klubber af spillere, som er tilsluttet FRBSB, og som kan foretages hvert år inden for en bestemt periode. Denne periode var i 1995 tidsrummet mellem den 15. april og den 15. maj og i 1996 tidsrummet mellem den 1. og 31. maj i året forud for det mesterskab, som den pågældende klub deltog i. En spiller må ikke inden for samme sæson have tilhørsforhold til mere end én belgisk klub.

10 Artikel 244 i de samme vedtægter, som affattet på tidspunktet for omstændighederne i hovedsagen, bestemte følgende:

»Det er forbudt at anvende spillere, som ikke har tilhørsforhold til klubben, eller som er suspenderet. Dette forbud gælder også for venskabs- og turneringskampe.

...

Tilsidesættelse straffes med bøde ...

Udenlandske eller professionelle spillere (lov af 24.2.1978), som tilsluttes forbundet efter den 31. marts i den løbende sæson, er ikke længere spilleberettiget til turnerings-, pokal- og play-off-kampe i den løbende sæson.«

11 Artikel 245, stk. 4, bestemte:

»Spillere med udenlandsk statsborgerskab, herunder EU-borgere, er kun spilleberettiget, såfremt de opfylder formalitetskravene vedrørende tilslutning, tilhørsforhold og spilleberettigelse. Desuden skal de opfylde betingelserne i Fiba's regler for at få udstedt licens ...«

Tvisten i hovedsagen

12 Jyri Lehtonen er basketballspiller og finsk statsborger. I sæsonen 1995/1996 spillede han på et hold, der deltog i de finske mesterskaber, og blev efter afslutningen heraf engageret af klubben Castors Braine, som er tilsluttet FRBSB, for at deltage i den afsluttende fase af de belgiske mesterskaber i 1995/1996. Parterne indgik i den forbindelse en kontrakt af 3. april 1996, hvorefter Lehtonen skulle have udbetalt en fast løn på 50 000 BFR netto pr. måned samt 15 000 BFR for hver kamp, klubben vandt. Ansættelsen af Lehtonen blev registreret den 30. marts 1996 hos FRBSB, efter at hans tidligere forbund havde afmeldt ham 29. marts 1996. Den 5. april 1996 meddelte FRBSB Castors Braine, at hvis Fiba ikke udstedte licens, kunne klubben pålægges sanktioner, hvorfor det var på dens eget ansvar, hvis den lod Lehtonen spille.

13 Trods denne advarsel indsatte Castors Braine Lehtonen i en kamp den 6. april 1996 mod klubben Belgacom Quaregnon, som Castors Braine vandt. Den 11. april 1996 pålagde FRBSB, afdelingen for »turneringer«, på foranledning af en klage fra Belgacom Quaregnon, Castors Braine en sanktion i form af et strafscore på 0-20 for den kamp, Lehtonen havde deltaget i i strid med Fiba's regler om transfer af spillere inden for den europæiske zone. Under den efterfølgende kamp mod klubben Pepinster indskrev Castors Braine Lehtonen på holdet til kampen, men lod ham ikke spille. Klubben blev derefter på ny pålagt en sanktion i form af et strafscore. Da Castors Braine risikerede at blive pålagt nye sanktioner i form af strafscore, hver gang klubben indskrev Lehtonen til en kamp, eller endog risikerede at gå ned i næste division, såfremt den blev pålagt strafscore en tredje gang, afstod klubben fra at lade Lehtonen spille i play-off-kampe.

14 Den 16. april 1996 anlagde Lehtonen og Castors Braine sag mod FRBSB ved Tribunal de première instance de Bruxelles om iværksættelse af foreløbige forholdsregler, hvorunder de i det væsentlige nedlagde påstand om, at FRBSB tilpligtedes at ophæve den sanktion i form af et strafscore, som var pålagt Castors Braine for kampen mod Belgacom Quaregnon den 6. april 1996, og at FRBSB fik nedlagt forbud mod at træffe nogen sanktioner over for klubben, som kunne forhindre Lehtonen i at deltage i de belgiske mesterskaber i basketball i 1995/1996, idet forbundet i modsat fald påstodes pålagt en tvangsbøde på 100 000 BFR for hver dag, hvormed fuldbyrdelsen af den af retten trufne kendelse forsinkedes.

15 Ved et forlig af 17. april 1996 blev parterne i hovedsagen enige om at nedlægge en »fælles« påstand om, at der indhentedes en præjudiciel afgørelse fra Domstolen, idet konflikten mellem dem fortsat bestod, så længe det omtvistede spørgsmål ikke var afgjort af Domstolen. Herefter blev sanktionen i form af et strafscore opretholdt, afgørelsen om at pålægge Castors Braine bøder udsat, og sidstnævnte forpligtede sig til ikke at lade Lehtonen spille i play-off-kampe, idet parterne i øvrigt forbeholdt sig alle rettigheder.

16 Under den mundtlige forhandling den 19. april 1996 fremsatte BLB begæring om at måtte indtræde som frivillig intervenient til støtte for FRBSB's påstande, og parterne nedlagde deres fælles påstand.

Det præjudicielle spørgsmål

17 I sin kendelse af 23. april 1996 antog Tribunal de première instance de Bruxelles under sagen om de foreløbige forholdsregler først, at der intet er til hinder for at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål. Den fastslog endvidere, at uopsættelighedsbetingelsen uden tvivl var opfyldt på tidspunktet for sagens anlæg, da Castors Braine ønskede at sætte Lehtonen på holdet i de kommende mesterskabskampe. Endelig har den nationale ret taget parternes samstemmende ønske om en forelæggelse for Domstolen til efterretning og deres aftale i denne forbindelse om, at Castors Braine afholder sig fra at lade Lehtonen spille, så længe mesterskaberne varer, og at FRBSB forpligter sig til at suspendere de pålagte sanktioner.

18 Dette er baggrunden for, at Tribunal de première de Bruxelles efter at have givet BLB tilladelse til at indtræde som frivillig intervenient, har besluttet at udsætte afgørelsen i sagen og at forelægge følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er bestemmelserne i et idrætsforbunds vedtægter, hvorefter det er forbudt en klub at sætte en spiller på holdet første gang i en turneringskamp, hvis han er blevet ansat efter en bestemt dato, i strid med EØF-traktaten (navnlig med artikel 6, 48, 85 og 86), såfremt den pågældende er professionel spiller og statsborger i en medlemsstat i Den Europæiske Union, uanset det sportslige hensyn, forbundene påberåber sig til støtte for disse bestemmelser, nemlig nødvendigheden af ikke at skabe ulige kampvilkår?«

Spørgsmålet om, hvorvidt Domstolen har kompetence til at besvare det præjudicielle spørgsmål, og hvorvidt det kan antages til realitetsbehandling

19 Indledningsvis bemærkes, som Domstolen har fastslået i sin dom af 21. april 1988 i sagen Fratelli Pardini (sag 338/85, Sml. s. 2041, præmis 11) og af 4. oktober 1991 i sagen Society for the Protection of Unborn Children Ireland (sag C-159/90, Sml. I, s. 4685, præmis 12), at en national retsinstans kun kan forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen i henhold til traktatens artikel 177, såfremt der for den verserer en sag, hvorunder den skal træffe en afgørelse, hvor den præjudicielle dom skal lægges til grund. Derimod er Domstolen ikke kompetent til at besvare en præjudiciel anmodning, såfremt retsforhandlingerne ved den forelæggende retsinstans allerede er afsluttet på det tidspunkt, hvor anmodningen indgives.

20 Hvad angår den foreliggende sag må det fastslås, at den nationale ret har besluttet at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål efter at have taget parternes samstemmende ønske herom til efterretning, idet den i øvrigt har forbeholdt sig sin afgørelse. Det påhviler derfor stadig den nationale ret at træffe afgørelse om, hvorvidt de sanktioner, der er pålagt Castors Braine - med de følger, disse i givet fald har - er lovlige efter fællesskabsretten. I denne forbindelse er den nationale ret forpligtet til at træffe en afgørelse, som tager hensyn til Domstolens dom. Følgelig kan det ikke med rette antages, at den nationale ret ikke er kompetent til at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål under sagen om de foreløbige forholdsregler, og at Domstolen ikke har kompetence til at besvare spørgsmålet.

21 Den italienske regering og Kommissionen har bestridt, at det forelagte spørgsmål kan realitetsbehandles under henvisning til, at forelæggelseskendelsen ikke indeholder en tilstrækkelig redegørelse for hovedsagens retlige og faktiske omstændigheder.

22 Det følger af Domstolens faste praksis, at det for at opnå en fortolkning af fællesskabsretten, som den nationale ret kan bruge, er påkrævet, at denne giver en beskrivelse af de faktiske omstændigheder og de retlige regler, som de forelagte spørgsmål hænger sammen med, eller i al fald forklarer de faktiske forhold, der er baggrunden for dens spørgsmål. Disse krav gælder ganske særlig på visse områder, som f.eks. konkurrencerettens, der er karakteriseret ved komplekse faktiske og retlige forhold (jf. bl.a. dom af 26.1.1993, forenede sager C-320/90, C-321/90 og C-322/90, Telemarsicabruzzo m.fl., Sml. I, s. 393, præmis 6 og 7, af 21.9.1999, sag C-67/96, Albany, Sml. I, s. 5751, præmis 39, og af 21.9.1999, forenede sager C-115/97, C-116/97 og C-117/97, Brentjens', Sml. I, s. 6025, præmis 38).

23 De i forelæggelserne indeholdte spørgsmål tjener ikke blot til at sætte Domstolen i stand til at give hensigtsmæssige svar, men også til at give medlemsstaternes regeringer samt andre berørte parter mulighed for at afgive indlæg i henhold til artikel 20 i EF-statutten for Domstolen. Det påhviler Domstolen at overvåge, at denne mulighed bevares, når henses til, at det i henhold til ovennævnte bestemmelse kun er forelæggelsesbeslutningerne, der meddeles de pågældende parter (jf. bl.a. kendelse af 23.3.1995, sag C-458/93, Saddik, Sml. I, s. 511, præmis 13, Albany-dommen, præmis 40, og Brentjens'-dommen, præmis 39).

24 Hvad angår hovedsagen fremgår det for det første af de indlæg, som parterne, medlemsstaternes regeringer og Kommissionen har afgivet i medfør af nævnte bestemmelse i EF-statutten for Domstolen, at de i forelæggelseskendelsen indeholdte oplysninger har gjort det muligt for disse at tage stilling til det spørgsmål, som er forelagt Domstolen, i det omfang denne stillingtagen vedrører traktatens bestemmelser om den frie bevægelighed for arbejdstagere.

25 Ganske vist finder den italienske regering ikke, at den på grundlag af de oplysninger, som er indeholdt i forelæggelseskendelsen, har haft mulighed for at tage stilling til, om Lehtonen i hovedsagen bør anses for en arbejdstager i traktatens artikel 48's forstand, men regeringen har dog ikke desto mindre i lighed med de øvrige berørte parter været i stand til at afgive indlæg på grundlag af den forelæggende rets oplysninger om faktum.

26 Desuden er oplysningerne i forelæggelseskendelsen blevet suppleret med elementerne i de akter, som er fremsendt af den nationale ret, og af de skriftlige indlæg for Domstolen. Medlemsstaternes regeringer og de øvrige berørte parter er med henblik på afholdelsen af den mundtlige forhandling blevet gjort bekendt med disse elementer, der er gengivet i retsmøderapporten, således at de om fornødent har kunnet fremsætte supplerende bemærkninger under den mundtlige forhandling (jf. i denne retning Albany-dommen, præmis 43, og Brentjens'-dommen, præmis 42).

27 For det andet er Domstolen på grundlag af de oplysninger, som er afgivet af den nationale ret - om fornødent suppleret af de ovennævnte elementer - i stand til at danne sig et tilstrækkeligt billede af den faktiske og retlige baggrund for hovedsagen til at kunne fortolke traktatens bestemmelser vedrørende forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet og arbejdskraftens frie bevægelighed i forhold til den situation, der foreligger i hovedsagen.

28 Hvad angår den del af spørgsmålet, som vedrører konkurrencereglerne for virksomheder, finder Domstolen derimod ikke, at den har modtaget tilstrækkelige oplysninger til at kunne angive nogen retningslinjer for afgrænsningen af det eller de i hovedsagen omhandlede markeder. Karakteren og antallet af de virksomheder, som udøver en aktivitet på det eller de pågældende markeder, fremgår heller ikke klart af forelæggelseskendelsen. Desuden finder Domstolen ikke, at den på grundlag af de oplysninger, der er afgivet af den forelæggende ret, er i stand til at udtale sig fyldestgørende om eksistensen og betydningen af samhandelen mellem medlemsstaterne eller om muligheden for, at denne berøres af reglerne om transfer af spillere.

29 Det må derfor fastslås, at forelæggelseskendelsen ikke hvad angår konkurrencereglerne indeholder tilstrækkelige oplysninger til at opfylde de betingelser, som er nævnt ovenfor i den foreliggende doms præmis 22 og 23.

30 Af det anførte følger, at Domstolen skal besvare det forelagte spørgsmål, i det omfang det vedrører traktatens bestemmelser om forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet og arbejdskraftens frie bevægelighed. Derimod må spørgsmålet afvises, i det omfang det vedrører fortolkningen af konkurrencereglerne for virksomheder.

Realiteten

31 Under hensyn til de foranstående betragtninger må det forelagte spørgsmål forstås således, at det nærmere bestemt ønskes oplyst, om traktatens artikel 6 og 48 er til hinder for anvendelse af regler, der er vedtaget af idrætsforbund i en medlemsstat, og som forbyder en basketballklub at sætte spillere fra andre medlemsstater på holdet i kampe om de nationale mesterskaber, når transferen af den pågældende spiller er sket efter en bestemt dato.

Traktatens anvendelsesområde

32 Det bemærkes indledningsvis, at når henses til Fællesskabets formål, henhører sportsudøvelse under fællesskabsretten, for så vidt der er tale om en økonomisk virksomhed i EF-traktatens artikel 2's forstand (efter ændring nu artikel 2 EF) (jf. dom af 12.12.1974, sag 36/74, Walrave og Koch, Sml. s. 1405, præmis 4, og af 15.12.1995, sag C-415/93, Bosman, Sml. I, s. 4921, præmis 73). Domstolen har i øvrigt anerkendt den vigtige samfundsmæssige rolle, som sporten har i Fællesskabet (Bosman-dommen, præmis 106).

33 Denne retspraksis underbygges i øvrigt af erklæring nr. 29 om sport, som er knyttet til slutakten for den konference, der vedtog ordlyden af Amsterdam-traktaten, idet konferencen i erklæringen understreger sportens samfundsmæssige betydning og bl.a. opfordrer Den Europæiske Unions organer til at lægge særlig vægt på de specielle forhold, der er kendetegnende for amatørsporten. Denne erklæring er navnlig i overensstemmelse med den nævnte retspraksis, for så vidt som den vedrører de situationer, hvor sportsudøvelse udgør en økonomisk virksomhed.

34 Det skal bemærkes, at traktatens bestemmelser om personers frie bevægelighed ikke står i vejen for en regulering eller praksis, der af ikke-økonomiske grunde udelukker fremmede spillere fra visse kampe som følge af disse kampes særlige karakter og rammer, hvorfor de udelukkende vedrører sporten som sådan, som f.eks. kampe mellem landshold fra forskellige lande. Domstolen har imidlertid udtalt, at en sådan indskrænkning i de omhandlede bestemmelsers anvendelsesområde må begrænses til, hvad dens formål kræver og ikke kan påberåbes til støtte for et udelukke en hel sportsgren fra traktatens bestemmelser (jf. dom af 14.7.1976, sag 13/76, Donà, Sml. s. 1333, præmis 14 og 15, og Bosman-dommen, præmis 76 og 127).

35 Hvad angår de omtvistede reglers karakter fremgår det af Walrave og Koch-dommen (præmis 17 og 18) og Bosman-dommen (præmis 82 og 83), at fællesskabsbestemmelser om fri bevægelighed for personer og tjenesteydelser ikke alene gælder for offentlige myndigheders retsakter, men tillige for andre former for regler, hvis formål er at give kollektive bestemmelser for lønarbejde og tjenesteydelser. Afskaffelsen mellem medlemsstaterne af hindringerne for den frie bevægelighed for personer og den frie udveksling af tjenesteydelser ville nemlig blive truet, hvis afskaffelsen af nationale skranker blev modvirket af hindringer, som skyldes, at sammenslutninger eller organer, der ikke henhører under den offentlige ret, udøver deres retlige autonomi.

36 Det følger heraf, at traktaten, navnlig artikel 6 og 48, kan finde anvendelse på sportslig virksomhed og regler udstedt af sportsforbund som de i hovedsagen omhandlede.

Forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet

37 Det bemærkes, at ifølge Domstolens faste praksis kan traktatens artikel 6, der indeholder et generelt forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, kun anvendes selvstændigt på forhold omfattet af fællesskabsretten, for hvilke traktaten ikke indeholder særlige bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling (jf. bl.a. dom af 10.12.1991, sag C-179/90, Merci convenzionali porto di Genova, Sml. I, s. 5889, præmis 11, og af 14.7.1994, sag C-379/92, Peralta, Sml. I, s. 3453, præmis 18).

38 Hvad angår arbejdstagere er dette forbud blevet gennemført og nærmere præciseret i traktatens artikel 48.

Spørgsmålet, om der foreligger en økonomisk virksomhed, og om Lehtonen er arbejdstager

39 Under hensyn til de foranstående betragtninger og retsforhandlingerne ved Domstolen skal det undersøges, om en basketballspiller som Lehtonen udøver en økonomisk virksomhed i traktatens artikel 2's forstand, og navnlig om han kan anses for arbejdstager i traktatens artikel 48's forstand.

40 Ifølge den kompetencefordeling mellem den nationale ret og Domstolen, som er indført ved den præjudicielle procedure, tilkommer det den nationale ret at fastslå og vurdere sagens faktiske omstændigheder (jf. bl.a dom af 3.6.1986, sag 139/85, Kempf, Sml. s. 1741, præmis 12), mens det tilkommer Domstolen at give den nationale ret de vejledende oplysninger vedrørende fortolkningen, der er nødvendig for, at denne kan afgøre tvisten (dom af 22.5.1990, sag C-332/88, Alimenta, Sml. I, s. 2077, præmis 9).

41 I den forbindelse skal for det første bemærkes, at Lehtonen i forelæggelseskendelsen betegnes som professionel basketballspiller. Han og Castors Braine har for Domstolen fremlagt den kontrakt om udførelse af lønnet arbejde som sportsmand, der er nævnt ovenfor i præmis 12, og hvorefter Lehtonen skal have udbetalt en fast månedlig løn samt provision.

42 Hvad dernæst angår begrebet økonomisk virksomhed og begrebet arbejdstager i henholdsvis traktatens artikel 2 og 48 bemærkes, at disse begreber fastlægger anvendelsesområdet for en af de grundlæggende friheder, der garanteres ved traktaten, hvorfor de ikke kan fortolkes indskrænkende (jf. i den retning dom af 23.3.1982, sag 53/81, Levin, Sml. s. 1035, præmis 13).

43 Særligt for så vidt angår det første af de to begreber fremgår det af fast retspraksis (Donà-dommen, præmis 12, og dom af 5.10.1988, sag 196/87, Steymann, Sml. s. 6159, præmis 10), at en lønnet arbejdsydelse eller en tjenesteydelse mod vederlag skal anses for økonomisk virksomhed i traktatens artikel 2's forstand.

44 Som Domstolen bl.a. har fastslået i Levin-dommen (præmis 17) og Steymann-dommen (præmis 13), skal den udøvede virksomhed dog være reel og faktisk og ikke af en sådan art, at den fremstår som et rent marginalt supplement.

45 Hvad angår begrebet arbejdstager bemærkes, at dette begreb ifølge Domstolens faste praksis ikke kan fortolkes forskelligt, alt efter hvilken national lovgivning der er tale om, men må tillægges en fællesskabsretlig betydning. Begrebet må defineres på grundlag af objektive kriterier, som karakteriserer rettigheder og pligter i arbejdsforholdet. Det væsentligste kendetegn ved arbejdsforholdet er, at en person i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger (jf. bl.a. dom af 3.7.1986, sag 66/85, Lawrie-Blum, Sml. s. 2121, præmis 16 og 17).

46 Det fremgår af de faktiske konstateringer, som den forelæggende ret har foretaget, og af de dokumenter, der er fremlagt for Domstolen, at Lehtonen indgik en arbejdskontrakt med en klub i en anden medlemsstat med henblik på at udøve lønnet beskæftigelse på denne medlemsstats område. Som sagsøgeren i hovedsagen med føje har anført, har han altså herved søgt en faktisk tilbudt stilling i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i traktatens artikel 48, stk. 3, litra a).

Spørgsmålet, om der foreligger en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed

47 Da en basketballspiller som Lehtonen må anses for en arbejdstager i traktatens artikel 48's forstand, må det herefter undersøges, om de regler vedrørende transferfrister, som er nævnt ovenfor i præmis 6-9, udgør en hindring for den frie bevægelighed for arbejdstagere, som er forbudt ved artikel 48.

48 Hvad dette spørgsmål angår må det erkendes, at der gælder strengere transferfrister for spillere fra en anden belgisk basketballklub.

49 Disse regler kan dog ikke desto mindre begrænse den frie bevægelighed for spillere, som ønsker at udøve beskæftigelse i en anden medlemsstat, idet den forhindrer de belgiske klubber i at indsætte basketballspillere fra andre medlemsstater i turneringskampe, når de er blevet ansat efter en bestemt dato. Følgelig udgør disse regler en hindring for arbejdstageres frie bevægelighed (jf. i samme retning Bosman-dommen, præmis 99 og 100).

50 Den omstændighed, at de pågældende regler ikke vedrører disse spilleres ansættelse, som ikke er begrænset, men klubbernes mulighed for at indsætte dem i en turneringskamp, er uden betydning. Da deltagelse i sådanne kampe udgør en professionel spillers hovedbeskæftigelse, er det klart, at en regel, som begrænser deltagelsen, også begrænser den pågældende spillers ansættelsesmuligheder (jf. Bosman-dommens præmis 120).

Spørgsmålet, om transferreglerne kan retfærdiggøres

51 Da det således er godtgjort, at transferreglerne udgør en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed, må det undersøges, om denne kan retfærdiggøres objektivt.

52 FRBSB og BLB samt alle de regeringer, der har afgivet indlæg ved Domstolen, har gjort gældende, at reglerne om transferfrister er begrundet i ikke-økonomiske hensyn, som udelukkende vedrører sporten som sådan.

53 Hvad angår dette spørgsmål må det erkendes, at fastsættelsen af transferfrister for spillere kan opfylde det formål at sikre lige vilkår i de sportslige kampe.

54 Hvis der nemlig blev foretaget transfer på et sent tidspunkt, kunne det i væsentlig grad ændre et holds styrke under mesterskaberne, hvilket ville vanskeliggøre sammenligneligheden af de resultater, som de enkelte hold har opnået, og dermed vanskeliggøre den gnidningsfrie afvikling af mesterskaberne som helhed.

55 Risikoen herfor er særlig stor under sportslige kampe, som udkæmpes efter de regler, der gælder for de nationale belgiske mesterskaber i basketball i første division. De hold, som får adgang til at deltage i play-off kampe, eller som skal spille play-out kampe, vil nemlig kunne udnytte en sen transfer til at styrke holdet i den sidste fase af mesterskaberne eller under en afgørende kamp.

56 De foranstaltninger, som idrætsforbund træffer til sikring af kampenes gnidningsfrie afvikling, må imidlertid ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at opfylde det tilstræbte formål (jf. Bosman-dommen, præmis 104).

57 Det fremgår af de regler om transferfrister, som er omhandlet i hovedsagen, at den sidste frist for spillere fra et forbund, der ikke hører til den europæiske zone, er den 31. marts og ikke den 28. februar, hvilken frist kun gælder for spillere fra et forbund i den europæiske zone, som omfatter forbundene i medlemsstaterne.

58 En sådan ordning synes umiddelbart at gå ud over, hvad der er nødvendigt for at opfylde det tilstræbte formål. Det fremgår nemlig ikke af de oplysninger, som er tilgået sagens akter, at en transfer af en spiller fra et forbund i den europæiske zone, som foretages mellem den 28. februar og den 31. marts, skulle være forbundet med større risici for ulige kampvilkår ved mesterskaberne end en transfer, som foretages inden for samme periode af en spiller fra et forbund, der ikke hører til den europæiske zone.

59 Det tilkommer imidlertid den nationale ret at efterprøve, i hvilket omfang objektive hensyn, der udelukkende vedrører sporten som sådan, eller som beror på forskelle mellem den situation, som spillere fra forbund i den europæiske zone respektivt fra forbund uden for denne zone befinder sig i, kan retfærdiggøre en sådan forskel i behandlingen.

60 På grundlag af samtlige de foranstående betragtninger må det forelagte spørgsmål i sin omformulerede affattelse besvares med, at traktatens artikel 48 er til hinder for anvendelse af regler, der er vedtaget af idrætsforbund i en medlemsstat, og som forbyder en basketballklub at sætte spillere fra andre medlemsstater på holdet i kampe om de nationale mesterskaber, når transferen af den pågældende spiller er sket efter en bestemt dato, og såfremt denne dato ligger forud for den dato, der gælder for transfer af spillere fra visse tredjelande, medmindre objektive hensyn, der udelukkende vedrører sporten som sådan, eller som beror på forskelle mellem den situation, som spillere fra forbund i den europæiske zone respektivt fra forbund uden for denne zone befinder sig i, kan retfærdiggøre en sådan forskel i behandlingen.

Sagens omkostninger

61 De udgifter, der er afholdt af den danske, den tyske, den græske, den spanske, den franske, den italienske og den østrigske regering samt af Kommissionen, der har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedrørende det spørgsmål, som er forelagt af Tribunal de première instance de Bruxelles ved kendelse af 23. april 1996, for ret:

EF-traktatens artikel 48 (efter ændring nu artikel 39 EF) er til hinder for anvendelse af regler, der er vedtaget af idrætsforbund i en medlemsstat, og som forbyder en basketballklub at sætte spillere fra andre medlemsstater på holdet i kampe om de nationale mesterskaber, når transferen af den pågældende spiller er sket efter en bestemt dato, og såfremt denne dato ligger forud for den dato, der gælder for transfer af spillere fra visse tredjelande, medmindre objektive hensyn, der udelukkende vedrører sporten som sådan, eller som beror på eksisterende forskelle mellem den situation, som spillere fra forbund i den europæiske zone respektivt fra forbund uden for denne zone befinder sig i, kan retfærdiggøre en sådan forskel i behandlingen.