61990J0195

++++

1. Transport ° ivaerksaettelse af en faelles politik ° standstill-klausulen i traktatens artikel 76 ° raekkevidde ° transport ad landevej ° en medlemsstats indfoerelse af en afgift for koersel med tunge lastvogne paa landevej og en tilsvarende nedsaettelse af den motorkoeretoejsafgift, som betales af nationale transportvirksomheder ° ulovligt

(EOEF-traktaten, art. 76)

2. Medlemsstater ° forpligtelser ° generel forpligtelse i henhold til traktatens artikel 5 ° konkretisering paa et saerligt omraade ved en saerskilt bestemmelse ° traktatbrud fastslaaet udelukkende i henhold til den saerskilte bestemmelse

(EOEF-traktaten, art. 5 og 76)

1. En national ordning, hvorved der indfoeres en afgift for koersel med tunge lastvogne paa landeveje, som skal betales af samtlige brugere uden hensyn til nationalitet, og hvorved der samtidig foretages en tilsvarende nedsaettelse af motorkoeretoejsafgiften, som kun kommer de nationale transportvirksomheder til gode, forringer de vilkaar, der gaelder for transportvirksomheder fra andre medlemsstater i forhold til indenlandske transportvirksomheder.

En saadan ordning er derfor i strid med traktatens artikel 76, selv om den er tidsbegraenset med henblik paa, at Raadet traeffer foranstaltninger til gennemfoerelse af en faelles politik paa dette omraade, og selv om den tilstraeber at beskytte miljoeet, som er et af Faellesskabets grundlaeggende formaal, nemlig ved at omlaegge vejtrafikken til andre transportformer i kraft af en forhoejelse af bidraget for de tunge lastvogne til daekning af vejudgifterne. Det fremgaar af traktatens artikel 76, hvis formaal er at undgaa, at Raadet faar vanskeligere ved at gennemfoere en faelles transportpolitik, at indtil de i artikel 75, stk. 1, omhandlede bestemmelser er fastsat, maa ingen medlemsstat uden Raadets enstemmige samtykke aendre de bestemmelser, der gaelder paa transportomraadet ved traktatens ikrafttraeden, paa en saadan maade, at de direkte eller indirekte bliver mindre gunstige for transportvirksomheder fra andre medlemsstater end for indenlandske transportvirksomheder. Denne traktatbestemmelse maa efter sit formaal forstaas saaledes, at den ogsaa forbyder en medlemsstat at fratage de oevrige medlemsstaters transportvirksomheder de fordele, som de har opnaaet i kraft af foranstaltninger, der maatte vaere truffet for at give dem en bedre stilling i forhold til de indenlandske transportvirksomheder.

2. Da traktatens artikel 76 inden for transportomraadet udgoer en konkretisering af medlemsstaternes generelle forpligtelse efter traktatens artikel 5 til at afholde sig fra enhver foranstaltning, som er egnet til at bringe virkeliggoerelsen af traktatens maalsaetninger i fare, er foelgen af, at en medlemsstat er fastslaaet at have tilsidesat sine forpligtelser efter artikel 76, at det er ufornoedent for Domstolen at fastslaa, at den paagaeldende medlemsstat tillige har begaaet et selvstaendigt traktatbrud ved tilsidesaettelsen af artikel 5.

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 23. juni 1990 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber anlagt sag i medfoer af EOEF-traktatens artikel 169 med paastand om, at det fastslaas, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser efter traktatens artikel 76, 95 og 5 ved at have vedtaget loven af 30. april 1990 om afgifter for koersel med tunge lastvogne paa forbundshovedlandeveje ("Gesetz ueber Gebuehren fuer die Benutzung von Bundesfernstrassen mit schweren Lastfahrzeugen", BGBl. I, s. 826, herefter benaevnt "loven af 30. april 1990").

2 Ved artikel 1 i loven af 30. april 1990 indfoeres der en vejafgift ("Strassenbenutzungsgebuehr"), som, bortset fra visse naermere fastsatte undtagelser, skal betales for tunge lastvogne, uanset hvor disse er indregistreret, naar deres tilladte totalvaegt overstiger 18 tons, og de benyttes til koersel paa forbundsmotorveje (Bundesautobahnen) og forbundsveje (Bundesstrassen) uden for bebygget omraade.

3 Afgiften kan betales for ethvert tidsrum, som kan opgoeres i dage, uger, eller maaneder, men kan ikke betales for mere end et aar ad gangen. Den aarlige afgift udgoer mellem 1 000 og 9 000 DM, afhaengig af koeretoejets totalvaegt. Afgiften for en maaned, en uge eller en dag udgoer henholdsvis 1/10, 1/35 og 1/150 af den aarlige afgift, og kan ikke vaere mindre end 10 DM.

4 For den indbetalte afgift udstedes kvittering, som skal befinde sig i koeretoejet. Der udfoeres kontrol, bl.a. af politiet og toldvaesenet, idet dog kontrollen ved graenserne op til de andre medlemsstater kun maa foretages som stikproevekontrol i forbindelse med anden form for kontrol.

5 Ved artikel 2 i loven af 30. april 1990 aendres loven om afgifter for motorkoeretoejer ("Kraftfahrzeugsteuer"), og der indfoeres for perioden mellem den 1. juli 1990 og den 31. december 1993 en saerlig sats, saaledes at afgiftens stoerrelse afhaenger af koeretoejets totalvaegt, men afgiften kan ikke, naar den indbetales for et aar, overstige 3 500 DM for tunge lastvogne og 300 DM for paahaengsvogne. Paa grund af dette maksimalbeloeb indebaerer loven af 30. april 1990 en nedsaettelse af motorkoeretoejsafgiften for tunge lastvogne med en totalvaegt paa over 16 tons og for paahaengsvogne med en totalvaegt paa over 2,6 tons.

6 Ifoelge artikel 5 traeder loven af 30. april 1990 i kraft den 1. juli 1990 og ud af kraft med udgangen af 1993.

7 Loven af 30. april 1990 har ifoelge motiverne (Drucksache 11/6336, Deutscher Bundestag ° 11. Wahlperiode, s. 10) to formaal, nemlig for det foerste ved en nedsaettelse af motorkoeretoejsafgiften at goere konkurrencevilkaarene for transportvirksomheder fra Forbundsrepublikken Tyskland og fra de oevrige lande mere ensartet, og for det andet ved indfoerelse af en vejafgift at fastholde det bidrag, som skal betales for tunge lastvogne i Tyskland til daekning af vejudgifterne, paa det nuvaerende niveau, samt at forhoeje det bidrag til daekning af vejudgifterne, som skal betales for tunge lastvogne fra udlandet, hvilket bidrag skoennedes at vaere utilstraekkeligt. Bestemmelsen om, at loven skal traede ud af kraft igen den 31. december 1993 er truffet med henblik paa, at Raadet inden dette tidspunkt udsteder et direktiv om afgifter til daekning af vejudgifter, som ligeledes gennemfoeres i national ret inden samme tidspunkt.

8 Det fremgaar af sagens akter, at forslaget til den omhandlede lov den 21. marts 1989 blev tilsendt Kommissionen med henblik paa konsultation i overensstemmelse med Raadets beslutning af 21. marts 1962 om indfoerelse af en fremgangsmaade til forudgaaende undersoegelse og forhandling om visse administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som medlemsstaterne paataenker at udstede paa transportomraadet (EFT 1959-1962, s. 90), som aendret ved Raadets beslutning 73/402/EOEF af 22. november 1973 (EFT L 347, s. 48).

9 I den udtalelse, som Kommissionen afgav den 15. juni 1989 i henhold til foernaevnte beslutning, konkluderede den, at indfoerelsen af en afgift for koersel paa de tyske veje samtidig med en tilsvarende nedsaettelse af motorkoeretoejsafgiften som alene kom de tyske transportvirksomheder til gode paa grund af de bilaterale overenskomster til undgaaelse af dobbeltbeskatning af koeretoejer (herefter benaevnt "bilaterale overenskomster"), som var indgaaet mellem Forbundsrepublikken Tyskland og de oevrige medlemsstater, ikke var forenelig med traktatens artikel 76 og 95, og at Forbundsrepublikken derved ville tilsidesaette sin samarbejds- og loyalitetsforpligtelse efter traktatens artikel 5, da den i saa fald ville laegge alvorlige hindringer i vejen for gennemfoerelsen af de forslag, som Kommissionen havde fremsat med henblik paa virkeliggoerelsen af traktatens formaal med den faelles transportpolitik.

10 Efter at Kommissionen i marts 1990 var blevet bekendt med, at Bundestag havde vedtaget lovforslaget, ivaerksatte Kommissionen en procedure over for Forbundsrepublikken Tyskland i henhold til traktatens artikel 169, som har foert til naervaerende sagsanlaeg.

11 Ved kendelser af 4. juli 1990 har Domstolen givet Kongeriget Belgien, Kongeriget Danmark, Den Franske Republik, Storhertugdoemmet Luxembourg og Kongeriget Nederlandene tilladelse til at intervenere i sagen til stoette for Kommissionens paastande.

12 Ved kendelse af 12. juli 1990 har Domstolen taget den begaering om anordning af foreloebige forholdsregler til foelge, som Kommissionen har indgivet i medfoer af traktatens artikel 186, og tilpligtet Forbundsrepublikken Tyskland at udsaette "opkraevningen af den vejafgift, der er fastsat i loven af 30. april 1990 om afgifter for koersel med tunge lastvogne paa de tyske forbundshovedlandeveje [for saa vidt angaar koeretoejer, der er indregistreret i de oevrige medlemsstater], indtil der er afsagt dom i hovedsagen".

13 Hvad naermere angaar sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Traktatens artikel 76

14 Kommissionen har gjort gaeldende, med stoette fra den belgiske, franske og nederlandske regering, at indfoerelsen af en vejafgift, som skal betales af alle brugere uden hensyn til nationalitet, samtidig med en nedsaettelse af motorkoeretoejsafgiften, som i kraft af bilaterale overenskomster mellem Forbundsrepublikken Tyskland og de oevrige medlemsstater reelt kun betales af de i Tyskland hjemmehoerende transportvirksomheder, indebaerer en forskelsbehandling af de tyske i forhold til de oevrige medlemsstaters transportvirksomheder i strid med traktatens artikel 76, da den nye afgiftsbyrde, som vejafgiften medfoerer, ikke udlignes ved en nedsaettelse af motorkoeretoejsafgiften for de oevrige medlemsstaters transportvirksomheder.

15 Kommissionen har endvidere anfoert, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat standstill-klausulen i traktatens artikel 76, hvorefter medlemsstaterne ikke "uden Raadets enstemmige samtykke" maa vedtage foranstaltninger saasom loven af 30. april 1990 "indtil de i artikel 75, stk. 1, omhandlede bestemmelser er fastsat".

16 Heroverfor har den tyske regering gjort gaeldende, at artikel 76 ikke indeholder noget forbud mod nationale foranstaltninger, som giver indenlandske transportvirksomheder en bedre eller de oevrige medlemsstaters transportvirksomheder en ringere stilling, men kun et forbud mod at udstede "bestemmelser", som giver de oevrige medlemsstaters transportvirksomheder en ringere stilling end den, der gjaldt ifoelge de nationale retsforskrifter, som var i kraft paa tidspunktet for traktatens ikrafttraeden.

17 Naar de oevrige medlemsstaters transportvirksomheder har faaet en ringere stilling, skyldes det nemlig efter den tyske regerings opfattelse ikke loven af 30. april 1990, men de bilaterale overenskomster, som er indgaaet mellem Forbundsrepublikken Tyskland og alle de andre medlemsstater. For det foerste udgoer disse overenskomster nemlig efter den tyske regerings opfattelse ikke nogen "bestemmelser" i traktatens artikel 76' s forstand, og for det andet er nogle af dem indgaaet efter traktatens ikrafttraeden, hvorfor de paagaeldende medlemsstaters transportvirksomheder ikke har faaet forringet, men tvaertimod forbedret deres retsstilling i forhold til, hvad der gjaldt ved traktatens ikrafttraeden. Hvad angaar de overenskomster, som blev indgaaet foer traktatens ikrafttraeden, kan loven af 30. april 1990 desuden i henseende til sine oekonomiske virkninger ligestilles med en delvis opsigelse, og en saadan opsigelse er ligesom selve indgaaelsen af saadanne overenskomster ikke omfattet af forbuddet i artikel 76.

18 For at kunne vurdere, om Kommissionens klagepunkt er berettiget, bemaerkes foerst, at medlemsstaterne ifoelge traktatens artikel 74 skal soege at naa traktatens maal paa transportomraadet "inden for rammerne af en faelles transportpolitik". Med henblik paa gennemfoerelsen af den faelles transportpolitik skal Raadet vedtage en raekke bestemmelser, som er foreskrevet i traktatens artikel 75, stk. 1.

19 Endvidere bestemmer artikel 76, at "indtil de i artikel 75, stk. 1, omhandlede bestemmelser er fastsat, kan ingen medlemsstat uden Raadets enstemmige samtykke aendre de bestemmelser, der gaelder paa transportomraadet ved denne traktats ikrafttraeden, paa en saadan maade, at de direkte eller indirekte blive mindre gunstige for transportvirksomheder fra andre medlemsstater end for indenlandske transportvirksomheder".

20 Formaalet med denne traktatbestemmelse er at undgaa, at Raadet faar vanskeligere ved eller hindres i at gennemfoere den faelles transportpolitik derved, at der uden dets samtykke traeffes nationale foranstaltninger, som direkte eller indirekte forringer de vilkaar, der gaelder i en bestemt medlemsstat for transportvirksomhederne fra de oevrige medlemsstater i forhold til de indenlandske transportvirksomheder.

21 Derimod afskaerer artikel 76 ikke en medlemsstat fra at vedtage foranstaltninger, som har de samme ugunstige virkninger for de indenlandske som for de oevrige medlemsstaters transportvirksomheder.

22 I den foreliggende sag er det imidlertid for det foerste ubestridt, at Raadet ikke paa tidspunktet for vedtagelsen af loven af 30. april 1990 havde udstedt nogen regler i medfoer af artikel 75, stk. 1, om vejafgifter for tunge lastvogne.

23 For det andet maa det konstateres, at loven af 30. april 1990 i kraft af den nedsaettelse af motorkoeretoejsafgiften, som udelukkende kommer de indenlandske transportvirksomheder til gode, for disse i vaesentlig grad udligner den nye byrde, som vejafgiften udgoer, og som skal betales af samtlige transportvirksomheder, og dermed forringer vilkaarene for transportvirksomhederne fra de oevrige medlemsstater i forhold til de indenlandske transportvirksomheder.

24 Hvad angaar de argumenter, som den tyske regering har fremfoert med stoette i de bilaterale overenskomster, som Forbundsrepublikken Tyskland har indgaaet med de andre medlemsstater, bemaerkes foerst, at disse overenskomster ikke er den direkte aarsag til, at de oevrige medlemsstaters transportvirksomheder har faaet en ringere stilling i forhold til de indenlandske transportvirksomheder, men at aarsagen hertil er loven af 30. april 1990, idet den bestaaende retstilstand ikke ville vaere blevet aendret, hvis ikke denne lov var blevet indfoert.

25 Endvidere bemaerkes, at det ikke efter artikel 76' s ordlyd er udelukket, at en medlemsstats bilaterale overenskomster omfattes af begrebet "de bestemmelser, der gaelder paa transportomraadet ved denne traktats ikrafttraeden". Tvaertimod maa der ved vurderingen af, om situationen paa tidspunktet for traktatens ikrafttraeden har aendret sig, tages hensyn til saadanne overenskomster, idet de har vaeret medbestemmende for, hvilken situation der gjaldt.

26 Endelig bemaerkes, at formaalet med artikel 76, som er at lette Raadet i gennemfoerelsen af den faelles transportpolitik, kunne blive bragt i fare, saafremt en medlemsstat efter denne traktatbestemmelse kunne fratage de oevrige medlemsstaters transportvirksomheder de fordele, som de har opnaaet i kraft af foranstaltninger, der maatte vaere truffet for at give dem en bedre stilling i forhold til de indenlandske transportvirksomheder. Der kan derfor ikke sondres mellem bilaterale overenskomster afhaengig af, om disse er indgaaet foer eller efter traktatens ikrafttraeden.

27 I den forbindelse skal tillige henvises til Raadets beslutning 65/271/EOEF af 13. maj 1965 om harmonisering af visse bestemmelser, der har indvirkning paa konkurrencen inden for transporten med jernbane, ad landeveje og sejlbare vandveje (EFT 1965-1966, s. 60), som navnlig er vedtaget i henhold til traktatens artikel 75, og hvis formaal ifoelge beslutningens foerste betragtning er: "fjernelsen af forskelle, der er af en saadan art, at de i vaesentlig grad fordrejer konkurrencevilkaarene inden for transporten". Det fremgaar udtrykkeligt af denne beslutnings artikel 1, litra a), at "den dobbelte beskatning af motorkoeretoejer, som foelger af disses anvendelse til transport i en anden medlemsstat end den, i hvilken de er indregistreret, [skal afskaffes med virkning fra den 1. januar 1967]".

28 Den tyske regering har desuden anfoert, at loven af 30. april 1990 er retmaessig, dels fordi den ikke blot har til formaal at udjaevne konkurrencevilkaarene for de tyske og de andre medlemsstaters transportvirksomheder, men ogsaa, og i lige saa hoej grad, fordi den har til formaal at beskytte miljoeet ved at fremme omlaegningen af trafikken fra vejnettet til jernbanerne og de indre vandveje, som er mindre skadelige for miljoeet.

29 Herom maa det for det foerste fastslaas, at beskyttelsen af miljoeet efter Domstolens praksis er et af Faellesskabets grundlaeggende maal, hvis betydning i oevrigt er bekraeftet ved den europaeiske faelles akt (jf. dom af 20.9.1988, sag 302/86, Kommissionen mod Danmark, Sml. s. 4607).

30 Som det imidlertid fremgaar af naervaerende doms praemis 21, indeholder artikel 76 ikke noget forbud mod at traeffe nationale foranstaltninger, hvorved formaalet om miljoeets beskyttelse tilstraebes opfyldt ved forhoejelse af bidraget for de tunge lastvogne til daekning af vejudgifterne, men kun saafremt disse foranstaltninger ikke indebaerer, at den stilling, som de oevrige medlemsstaters transportvirksomheder indtager i forhold til de indenlandske transportvirksomheder, aendres til skade for dem.

31 Endvidere skal det fremhaeves, at loven af 30. april 1990 ifoelge motiverne har til formaal paa én gang at fastholde det bidrag, som betales for tunge lastvogne i Tyskland til daekning af vejudgifterne, paa det nuvaerende niveau, og samtidig at forhoeje det bidrag til daekning af vejudgifterne, som skal betales for tunge lastvogne fra udlandet, hvilket bidrag skoennedes at vaere utilstraekkeligt. Under disse forhold findes det ikke godtgjort, at loven er egnet til at fremme omlaegningen af trafikken fra vejnettet til jernbanerne og de indre vandveje, men snarere at have til formaal at foroege de tyske transportvirksomheders markedsandele paa bekostning af de oevrige medlemsstaters transportvirksomheder.

32 Endelig har den tyske regering under den mundtlige forhandling gjort gaeldende, at loven af 30. april 1990 var berettiget efter traktatens transportregler, da den var tidsbegraenset med henblik paa, at faellesskabslovgiver traf foranstaltninger til gennemfoerelse af en faelles politik paa dette omraade.

33 Dette argument kan ikke godtages. Den omstaendighed, at der endnu ikke er gennemfoert en faelles transportpolitik, giver nemlig ikke medlemsstaterne nogen ret til at vedtage nationale retsforskrifter, som er i strid med kravene i traktatens artikel 76, selv om de er begraenset i tid. En ensidig aendring af den gaeldende situation til skade for de oevrige medlemsstaters transportvirksomheder maa derimod antages at skabe hindringer for gennemfoerelsen af den faelles transportpolitik, som er foreskrevet i traktaten, og denne faelles transportpolitik skal ikke blot tilgodese de noedvendige oekonomiske, sociale og oekologiske hensyn, men ogsaa lige konkurrencevilkaar (jf. dom af 7.11.1991, sag C-17/90, Pinaud Wieger, Sml. I, s. 5253, praemis 11).

34 Det fremgaar af de anfoerte betragtninger, at klagepunktet om tilsidesaettelsen af traktatens artikel 76 er berettiget.

Traktatens artikel 95

35 Hvad angaar klagepunktet om tilsidesaettelsen af traktatens artikel 95 er det tilstraekkeligt at fastslaa, at de diskriminerende virkninger, som loven af 30. april 1990 kan taenkes at have for importerede varer, blot er en direkte foelge af, at loven i strid med traktatens artikel 76 rammer de oevrige medlemsstaters transportvirksomheder haardere end de indenlandske transportvirksomheder. Det er derfor ikke noedvendigt at undersoege, om loven tillige strider mod traktatens artikel 95.

Traktatens artikel 5

36 Hvad angaar klagepunktet om tilsidesaettelsen af traktatens artikel 5 maa det foerst konstateres, at i det omfang formaalet med traktatens artikel 76 er at undgaa, at Raadet faar vanskeligere ved paa grund af medlemsstaternes ensidige foranstaltninger at gennemfoere en faelles transportpolitik ° hvilket er et af de maal for traktaten, som er naevnt i artikel 3 ° udgoer denne traktatbestemmelse inden for transportomraadet en konkretisering af medlemsstaternes generelle forpligtelse efter traktatens artikel 5 til at afholde sig fra enhver foranstaltning, som er egnet til at bringe virkeliggoerelsen af traktatens maalsaetninger i fare.

37 Det skal endvidere fremhaeves, at samtlige af Faellesskabets handlinger, som ifoelge Kommissionens anbringender skal have lagt Forbundsrepublikken Tyskland hindringer i vejen for vedtagelsen af loven af 30. april 1990, vedroerer transportomraadet.

38 Da det er godtgjort, at Forbundsrepublikken Tyskland med vedtagelsen af loven af 30. april 1990 har tilsidesat sine forpligtelser efter traktatens artikel 76, er det ufornoedent at fastslaa, at Forbundsrepublikken Tyskland tillige har begaaet et selvstaendigt traktatbrud ved tilsidesaettelsen af traktatens artikel 5.

39 Af samtlige de anfoerte betragtninger foelger, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser efter traktatens artikel 76 ved at vedtage loven af 30. april 1990 om afgifter for koersel med tunge lastvogne paa forbundshovedlandeveje.

Sagens omkostninger

40 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, doemmes den tabende part til at betale sagens omkostninger. Forbundsrepublikken Tyskland har i det vaesentlige tabt sagen, hvorfor den boer betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med begaeringen om foreloebige forholdsregler. I medfoer af procesreglementets artikel 69, stk. 4, baerer intervenienterne Kongeriget Belgien, Kongeriget Danmark, Den Franske Republik, Storhertugdoemmet Luxembourg og Kongeriget Nederlandene deres egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser efter EOEF-traktatens artikel 76 ved at vedtage loven af 30. april 1990 om afgifter for koersel med tunge lastvogne paa forbundshovedlandeveje.

2) Forbundsrepublikken Tyskland betaler sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med begaeringen om foreloebige forholdsregler.

3) Intervenienterne Kongeriget Belgien, Kongeriget Danmark, Den Franske Republik, Storhertugdoemmet Luxembourg og Kongeriget Nederlandene betaler deres egne omkostninger.