I de forenede sager 28/62, 29/62 og 30/62,

hver angående en anmodning, som i medfør af traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab, artikel 177, stk. 1, litra a og stk. 3 af Tariefcommisie, nederlandsk forvaltningsdomstol, som er sidste instans i skattesager, er indgivet til Domstolen for i de sager, der verserer for nævnte ret mellem henholdsvis

SELSKABET DA COSTA EN SCHAAKE N.V., Amsterdam, repræsenteret af advokaterne H. G. Stibbe og L. F. D. ter Kuile, Amsterdam, (sag 28/62),

SELSKABET JACOB MEIJER N.V., Venlo,

(sag 29/62), samt

SELSKABET HOECHST HOLLAND N.V., Amsterdam,

(sag 30/62),

og

DEN NEDERLANDSKE FINANSFORVALTNING, repræsenteret af inspektøren for told- og forbrugsafgifter henholdsvis i Amsterdam (sag 28/62), i Venlo (sag 29/62) og i Rotterdam (sag 30/62),

at opnå en præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

afsiger

DOMSTOLEN

sammensat af: præsidenten A. M. Donner, afdelingsformændene L. Delvaux og R. Rossi, dommerne Ch. L. Hammes, A. Trabucchi (refererende), R. Lecourt og W. Strauß

generaladvokat: M. Lagrange

justitssekretær: A. Van Houtte

følgende

DOM

Præmisser

Lovligheden af den anmodning, hvorved Tariefcommissie har bedt Domstolen om en præjudiciel afgørelse i henhold til EØF-traktatens artikel 177, er ikke blevet bestridt og giver ikke anledning til påtale ex officio;

Kommissionen, der møder i medfør af statutten for EØF-Domstolen, artikel 20, har nedlagt påstand om, at anmodningen afvises, fordi den er genstandsløs, idet de spørgsmål, som Domstolen ved nærværende retssag er blevet anmodet om at fortolke, allerede er løst ved dom 26/62 af 5. februar, som har afgjort enslydende spørgsmål, der blev rejst i en lignende sag;

denne opfattelse savner grundlag;

man må først sondre mellem den forpligtelse, som artikel 177, stk. 3 pålægger de nationale retter i sidste instans, og den beføjelse, som stk. 2 giver enhver national retsinstans til at forelægge Fællesskabernes Domstol et spørgsmål om fortolkning af traktaten ;

selv om artikel 177, sidste stykke ubetinget forpligter nationale retsinstanser — som Tariefcommissie — hvis afgørelse ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres, til at forelægge Domstolen ethvert fortolkningsspørgsmål, som er blevet rejst for dem, kan retskraften af Domstolens fortolkning i medfør af artikel 177 imidlertid bevirke, at forudsætningen for denne forpligtelse bortfalder, og at den således bliver indholdsløs ;

således forholder det sig især, når det rejste spørgsmål materielt set er identisk med et spørgsmål, som allerede har været genstand for en præjudiciel afgørelse i et lignende tilfælde;

når Domstolen inden for de konkrete rammer for en sag, som verserer for en national ret, giver en fortolkning af traktaten, begrænser den sig til ud fra traktatens ånd og bogstav at udlede betydningen af fællesskabsnormerne, idet det er forbeholdt den nationale dommer at anvende de således fortolkede normer på den foreliggende sag;

denne opfattelse er i overensstemmelse med den funktion, som artikel 177 har givet Domstolen, og som skal sikre, at fællesskabsretten fortolkes ensartet i de seks medlemsstater ;

hvis artikel 177 i øvrigt ikke havde en sådan rækkevidde, ville procedureforskrifterne i statutten for Domstolen, artikel 20, som muliggør medlemsstaternes og fællesskabsinstitutionernes deltagelse i sagen, og i artikel 165, stk. 3, som forpligter Domstolen til at lade retten sætte af samtlige Domstolens medlemmer, ikke være berettigede;

det forhold, at der ikke deltager parter i ordets egentlige forstand, hvilket er karakteristisk for denne procedure, bekræfter endelig denne side af Domstolens virksomhed inden for rammerne af artikel 177;

på den anden side tillader artikel 177 altid en national ret på ny at forelægge Domstolen fortolkningsspørgsmål, hvis den finder det hensigtsmæssigt;

dette fremgår af statutten for Domstolen, artikel 20, hvorefter den procedure, der er fastsat for afgørelsen af præjudicielle spørgsmål, indledes uden videre, så snart en national retsinstans har forelagt et sådant spørgsmål for-Domstolen;

Domstolen må altså udtale sig om nærværende anmodninger;

hvad angår realiteten, indeholder Domstolens dom 26/62 af 5. februar 1963 den fortolkning af EØF-traktatens artikel 12, som begæres i nærværende sag;

ved nævnte dom kendte Domstolen nemlig følgende for ret:

de fortolkningsspørgsmål, som er stillet i nærværende sag, er identiske med dem, som blev afgjort hermed, og der er ikke fremkommet nye omstændigheder for Domstolen;

under disse omstændigheder bør Tariefcommissie henvises til den tidligere dom.