1

Sagsøgeren, Portovesme Srl, er en virksomhed, som producerer ikke-jernholdige metaller, herunder – for så vidt angår selskabets fabrikker i Portoscuso (Italien) og San Gavino (Italien) – zink, sølv og bly.

2

Ved artikel 1 i dekret udstedt af formanden for ministerrådet den 6. februar 2004 (GURI nr. 93 af 21.4.2004, s. 5, herefter »2004-dekretet«), »[blev] den [takstmæssige] behandling, der er omhandlet i punkt 2 i industriministeriets dekret af 19. december 1995, [udvidet] til også at omfatte elleverancer til produktion og forarbejdning af aluminium, bly, sølv og zink, begrænset til de anlæg, der eksisterer på det tidspunkt, hvor dette dekret træder i kraft, og som er beliggende på øer, hvor der ikke eller ikke i tilstrækkeligt omfang er forbindelser til de nationale el- og gasnet«.

3

2004-dekretet gjorde det således muligt for nye støttemodtagere, herunder sagsøgeren, at være omfattet af den reducerede takst, som allerede ved ministerielt dekret af 19. december 1995 (GURI nr. 39 af 16.2.1996, s. 8, herefter »1995-dekretet«) var blevet ydet den aluminiumsfremstillende virksomhed, Alcoa Trasformazioni Srl, som har hjemsted på Sardinien (Italien), indtil den 31. december 2005. Denne forlængelse skulle være midlertidig og ophøre, når de ovennævnte forbindelser var etablerede eller forstærkede, dog senest den 30. juni 2007.

4

Det skal præciseres, at 1995-dekretet indgik som led i privatiseringen af Alumix SpA. Denne privatisering gav anledning til meddelelse fra Kommissionen i henhold til artikel [88], stk. 2, [EF], til de øvrige medlemsstater og andre interesserede angående den italienske stats støtte til Alumix, der blev meddelt Den Italienske Republik og offentliggjort den 1. oktober 1996 (EFT C 288, s. 4, herefter »Alumix-beslutningen«).

5

Artikel 1, stk. 1, i 2004-dekretet fastsætter, at Autorità per l’energia elettrica e il gas (den italienske el- og gasmyndighed, herefter »AEEG«,) »udvide[r] den takstmæssige behandling, der er omhandlet i [punkt 2 i]« 2005-dekretet. Dette dekret omfatter fem punkter, hvoraf de første to punkter er relevante i forbindelse med nærværende tvist. Dekretets punkt 1 fastsætter, at »skalaen for el-omkostninger i forbindelse med produktionen af primæraluminium i tabel A-9, der er vedlagt som bilag til beslutning nr. 15 af 14. december 1993, ophæves med virkning fra den 1. januar 1996«, og at »[i] stedet for finder de takster for tidsperioder, der er fastsat i tabel A-6, anvendelse for denne foranstaltning«. Ifølge punkt 2 i 1995-dekretet »ophæves den ved foranstaltning CIP nr. 13 af 24. juli 1992 og senere ændringer indførte ordning med tillæg, som finder anvendelse på enhver levering til produktionen af primæraluminium, begrænset til de anlæg, der eksisterer på det tidspunkt, hvor dette dekret træder i kraft, fra den 31. december 2005«.

6

I denne forbindelse bemærkes, at det i Italien tilkommer Comitato interministeriale dei prezzi (det tværministerielle prisudvalg, herefter »CIP«) at fastsætte prisniveauet og vilkårene for elforsyningerne. Eltaksten består af en fast takst »for den lovede eller leverede energi« og en variabel takst »for den anvendte energi« (punkt 2.5.1 i Alumix-beslutningen). Denne variable takst består af to dele, »energiprisen« og det »termiske tillæg«. I lighed med den faste takst dækker »energiprisen«»de finansielle og administrative omkostninger ved at producere elektricitet« (samme punkt i Alumix-beslutningen), og det »termiske tillæg«»relaterer til omkostningerne ved det brændstof, der benyttes til elproduktion, og ved køb af indenlandsk og udenlandsk elektricitet« (samme punkt i Alumix-beslutningen).

7

Den faste takst og »energiprisen« var på tidspunktet for vedtagelsen af Alumix-beslutningen blevet fastsat ved CIP’s beslutning nr. 45/1990, mens det »termiske tillæg« blev fastsat ved beslutning nr. 26/1989. Ved CIP’s beslutning nr. 13/1992 blev det »termiske tillæg« for produktion af primæraluminium ved smelteværket beliggende på Portovesme kommunes område, Sardinien (Italien), nedsat med to tredjedele, fra 26,6 ITL pr. kilowatt-time til 8,8 ITL. Denne takst (herefter »taksten før Alumix«) ligger forud for de beslutninger, der blev truffet af de italienske myndigheder i forbindelse med privatiseringen af Alumix med hensyn til de el-takster, der gælder for aluminiumsmelteværkerne med hjemsted i kommunerne Portovesme og Fusina, Veneto (Italien).

8

I denne forbindelse havde Kommissionen påpeget, at »[d]et [måtte] fastslås, at den gamle eltakst for [smelte]værket i Portovesme i henhold til CIP-beslutning nr. 13/[1992], som reducerede det termiske tillæg, udgjorde statsstøtte«, idet denne beslutning »blev truffet ensidigt af den italienske stat og indebar en reduktion af de omkostninger, værket skulle afholde, som ingen andre industrivirksomheder i resten af Italien havde adgang til« (punkt 4.2 i Alumix-beslutningen).

9

Taksten før Alumix blev derefter undersøgt »i lyset af målet om at fremme den regionale udvikling på længere sigt, som omhandlet i […] artikel 92, stk. 3, litra a), [EF]« (punkt 4.2 i Alumix-beslutningen), og under hensyntagen til, at disse reducerede takster var blevet afskaffet med virkning fra den 1. januar 1996. Kommissionen konkluderede, at »kapitaltilførslerne og indfrielsen af den indefrosne gæld samt [taksten før Alumix] derfor [faldt] ind under undtagelsesbestemmelserne i artikel 92, stk. 3, litra a) og c), [EF]« (punkt 5 i Alumix-beslutningen).

10

Privatiseringen af Alumix (som førte til afståelsen af størstedelen af Alumix-koncernens aktiver til Alcoa Italia SpA, efter denne proces nu Alcoa Trasformazioni) havde ført til, at den italienske lovgiver har vedtaget en række foranstaltninger, herunder flere vedrørende nedsættelsen af de eltakster, der gjaldt for dette selskab. Der blev i denne henseende vedtaget tre forskellige takster, den ene vedrørende fabrikken med hjemsted i Portovesme, de to andre vedrørende fabrikken med hjemsted i Fusina. For disse to fabrikker omfattede taksten de marginale el-produktionsomkostninger i den pågældende region, dvs. 36 ITL pr. kilowatt-time for fabrikken i Portovesme og 39 ITL pr. kilowatt-time for fabrikken i Fusina, idet dette grundlag blev forhøjet med en deltagelse i de faste omkostninger.

11

Den tabel, som er gengivet efter fjerde afsnit i punkt 2.5.2, i Alumix-beslutningen, indeholder den takst, som gjaldt for smelteværket med hjemsted i Portovesme for årene 1996-2005. Hvad angår smelteværket i Fusina var dets forsyning genstand for to forskellige kontrakter, idet den ene blev indgået mellem Ente nazionale per l’energia elettrica (ENEL) og SAVA, en virksomhed, som Alumix overtog, og idet der ved den anden blev fastsat en takst, som blev beregnet ud fra de gennemsnitlige marginale omkostninger ved den fremstillede elektricitet, dvs. 39 ITL pr. kilowatt-time. Det er den første og den tredje pris, som på tidspunktet for vedtagelsen af Alumix-beslutningen udgjorde den seneste udvikling i de reducerede eltakster (herefter »Alumix-taksten«).

12

I førstnævnte tilfælde vedrørende fabrikken i Portovesme anførte Kommissionen følgende:

»I lyset af det ovenstående må ENEL anses [for] at handle på samme måde som en privat markedsaktør, og [d]isse eltakster er derfor ikke forbundet med statsstøtte efter artikel 92, stk. 1 [EF]« (punkt 4.2 i Alumix-beslutningen).

13

I det andet tilfælde vedrørende fabrikken i Fusina lagde Kommissionen et lignende ræsonnement til grund med hensyn til den tredje takst, som blev beregnet ud fra de gennemsnitlige marginale omkostninger ved den fremstillede elektricitet.

14

Endelig anførte Kommissionen ligeledes for så vidt angår denne fabrik, men i forbindelse med kontrakten mellem ENEL og SAVA (den anden takst), at det drejede sig om en normal kommerciel transaktion, og at den fulde pris ikke blev erlagt på én gang af de fem vandkraftværker og det tilsvarende net, men spredt over flere år og betalt i form af elleverancer.

15

Kommissionen fandt således, at de tre takster – herunder Alumix-taksten – ikke var »forbundet med statsstøtte efter artikel 92, stk. 1, [EF]« (punkt 4.2, sidste afsnit, i Alumix-beslutningen).

16

Iværksættelsen af den reducerede takst som følge af 2004-dekretet, beskrevet i præmis 2 ff. ovenfor, forudsatte, at AEEG traf en beslutning herom.

17

AEEG vedtog beslutning nr. 110/04 af 5. juli 2004, som gjorde indførelsen af den reducerede takst betinget af et tilfredsstillende resultat af anmeldelsesproceduren som omhandlet i reglerne på statsstøtteområdet.

18

Det viste sig imidlertid, at de italienske myndigheder ikke havde foretaget denne anmeldelse, men at det var i forlængelse af fremsendelsen af artikler fra pressen til Kommissionen, at denne ved skrivelser af 22. januar og 19. marts 2004 havde anmodet Den Italienske Republik om en præcisering af de pågældende foranstaltninger. Ved skrivelser af 9. februar, 9. juni og 20. september 2004 fremkom denne medlemsstat med yderligere præciseringer til Kommissionen, navnlig om 2004-dekretet, underrettede AEEG om de rammer, hvorunder disse oplysninger var blevet afgivet, og gav AEEG instrukser om at iværksætte det nævnte dekret, hvilket skete ved beslutning nr. 148/04 af 9. august 2004.

19

Ved beslutning, som blev meddelt Den Italienske Republik ved skrivelse af 16. november 2004, indledte Kommissionen proceduren i henhold til artikel 88, stk. 2, EF om statsstøtte C 38/2004 (ex NN 58/04) – Støtte til virksomheden Portovesme Srl (sammendrag i EUT 2005 C 30, s. 7).

20

Den 17. december 2004 meddelte AEEG den italienske minister for fremstillingsvirksomhed, at AEEG, henset til ovennævnte beslutning, afbrød anvendelsen af ordningen i 2004-dekretet før tiden.

21

Det følger af de oplysninger, som blev fremsendt af Den Italienske Republik inden for rammerne af den administrative procedure, at sagsøgeren i henhold til denne ordning for elforbruget i perioden fra april til oktober 2004 fra Cassa Conguaglio per il settore elettrico (den italienske udligningskasse for elsektoren) modtog en række beløb på i alt 12845892,82 EUR, en godtgørelse, der blev beregnet som forskellen mellem den pris, der blev opkrævet af sagsøgerens elselskab, og den reducerede takst, der var fastlagt af staten, ganget med den energimængde, der var forbrugt.

22

De italienske myndigheder vedtog imidlertid den 14. marts 2005 lovdekret nr. 35 (GURI nr. 111 af 14.5.2005, s. 4), der blev ophøjet til lov efter ændring ved lov nr. 80 af 14. maj 2005 (almindeligt tillæg til GURI nr. 91 af 14.5.2005, herefter »loven fra 2005«).

23

I henhold til artikel 11, stk. 12, i loven fra 2005 blev den reducerede takst, der var tildelt sagsøgeren, forlænget til den 31. december 2010. Mens hverken 2004-dekretet eller artikel 11, stk. 11, i loven fra 2005 vedrørende den reducerede takst, som fandt anvendelse på Alcoa Trasformazioni, var blevet anmeldt til Kommissionen, blev samme lovs artikel 11, stk. 12, imidlertid anmeldt til Kommissionen den 23. november 2005 i overensstemmelse med artikel 88, stk. 3, EF, ved en mellemkommende skrivelse den 28. november samme år.

24

Ved skrivelse af 22. december 2005 anmodede Kommissionen Den Italienske Republik om yderligere oplysninger, som denne fremsendte i skrivelse af 3. marts 2006.

25

Ved beslutning, som blev meddelt Den Italienske Republik ved skrivelse af 26. april 2006, indledte Kommissionen proceduren i henhold til artikel 88, stk. 2, EF, om statsstøtte C 13/06 (ex N 587/05) – Præferencesatser for elektricitet til energiintensive industrier på Sardinien (sammendrag i EUT C 145, s. 8).

26

Kommissionen anmodede om yderligere oplysninger den 22. august 2006, som Den Italienske Republik fremsendte ved skrivelse af 28. september 2006.

27

Idet anvendelsen af ordningen ifølge artikel 11, stk. 12, i loven fra 2005 var betinget af Kommissionens tilladelse, blev ordningen, henset til ovennævnte meddelelse, ikke gennemført.

28

Kommissionen besluttede den 29. oktober 2008 at foretage en særskilt prøvelse af den reducerede takst ifølge 2004-dekretet, alt efter om den vedrørte Alcoa Trasformazioni, på den ene side, og de nye begunstigede af den pågældende reducerede takst, herunder sagsøgeren, på den anden side.

29

Efter diverse korrespondancer mellem Kommissionen og Den Italienske Republik viste det sig, at den reducerede takst, som Alcoa Trasformazioni drog fordel af, rent faktisk ikke var blevet forlænget ved 2004-dekretet, hvorfor selskabet fortsat var underlagt 1995-dekretet, indtil ikrafttrædelsen af artikel 11, stk. 11, i loven af 2005.

30

Ved afgørelse 2011/746/EU af 23. februar 2011 om Italiens statsstøtte C 38/B/04 (ex NN 58/04) og C 13/06 (ex N 587/05) til virksomhederne Portovesme Srl, ILA SpA, Eurallumina SpA og Syndial SpA (EUT L 309, s. 1, herefter »den anfægtede afgørelse«), fandt Kommissionen for det første med hensyn til den støtte, der efter dens opfattelse følger af artikel 11, stk. 11, i 2005-loven, at denne var uforenelig med det indre marked, og forbød følgelig Den Italienske Republik at gennemføre den, og for det andet med hensyn til den støtte, der efter Kommissionens opfattelse følger af 2004-dekretet, at den ligeledes måtte anses for at være uforenelig med det indre marked, og pålagde derfor Den Italienske Republik at tilbagesøge støtten fra støttemodtagerne.

31

Sagsøgeren blev underrettet om den anfægtede afgørelse den 31. marts 2011.

39

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

40

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

41

Sagsøgeren har inden for rammerne af de principale påstande først nedlagt påstand om, at Retten annullerer den anfægtede afgørelse i sin helhed, og derefter, hvis dette ikke er muligt, delvis annullation af denne »i det omfang, det anses for rimeligt«. Sagsøgeren har inden for rammerne af de subsidiære påstande nedlagt påstand om, at Retten annullerer den anfægtede afgørelse, »for så vidt som den pålægger tilbagesøgning af den pågældende støtte«.

42

På Rettens opfordring under retsmødet om at præcisere indholdet af sine påstande har sagsøgeren dog anført, at selskabets påstande skulle forstås således, at de er begrænset til en påstand om annullation af den anfægtede afgørelse, i det omfang den vedrører sagsøgeren, hvilket er blevet tilført retsbogen.

43

Disse præciseringer fører til, at det må fastslås, at søgsmålet skal antages til realitetsbehandling, for så vidt som sagsøgeren principalt har nedlagt påstand om annullation af den anfægtede afgørelse, for så vidt som den vedrører selskabet, og subsidiært annullation af samme afgørelse, for så vidt som den pålægger sagsøgeren en forpligtelse til at tilbagebetale den støtte, som var blevet indrømmet selskabet.

44

Hvad imidlertid angår påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse »i det omfang, det anses for rimeligt«, skal det bemærkes, at når Unionens retsinstanser er forelagt en påstand om annullation af en retsakt, der er omhandlet i artikel 263 TEUF, begrænser kompetencen sig til en prøvelse af den anfægtede retsakts lovlighed (Domstolens dom af 8.7.1999, sag C-5/93 P, DSM mod Kommissionen, Sml. I, s. 4695, præmis 36, og Rettens dom af 9.6.2009, sag T-152/06, NDSHT mod Kommissionen, Sml. II, s. 1517, præmis 73).

45

En konstatering af en ulovlighed af en af de grunde, der er nævnt i artikel 263, stk. 2, TEUF, må derfor føre Unionens retsinstanser til i givet fald at annullere den nævnte retsakt helt eller delvist, bl.a. ud fra arten og rækkevidden af ulovligheden, og Unionens retsinstanser må ikke fastslå denne annullation eller det nærmere omfang heraf ud fra billigheds- eller hensigtsmæssighedsbetragtninger (jf. i denne retning og analogt Rettens dom af 25.10.2005, sag T-50/04, Micha mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 339, og II, s. 1499, præmis 46), betragtninger, som sagsøgeren tilsyneladende henviser til ved anvendelsen af formuleringen »i det omfang, det anses for rimeligt«.

46

Sagen kan derfor antages til realitetsbehandling, med undtagelse af den anden del af sagsøgerens principale påstande om delvis annullation af den anfægtede afgørelse »i det omfang, det anses for rimeligt«.

47

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremsat 11 anbringender.

48

Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og af artikel 4, 7, 10 og 14 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel [108 TEUF] (EUT L 83, s. 1), det andet anbringende vedrører en fejlagtig og ufuldstændig gengivelse af de retsregler, der finder anvendelse i sagen, og Kommissionens efterfølgende tilsidesættelse af forpligtelsen til at handle med omhu og objektivt, det tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet mellem Alcoa Trasformazioni og sagsøgeren, det fjerde anbringende beror på, at der ikke foreligger statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, det femte anbringende bygger på den omstændighed, at Kommissionen lagde forkerte forudsætninger til grund for at vedtage den anfægtede afgørelse, det sjette anbringende vedrører den pågældende støttes status som eksisterende, det syvende anbringende er støttet på støttens »forenelighed med fællesmarkedet«, det ottende anbringende beror på en tilsidesættelse af artikel 2 EF, 3 EF, 5 EF og 12 EF samt ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet, det niende anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 174 TEUF og erklæring nr. 30 om ø-regionerne, der er knyttet som bilag til Amsterdamtraktatens slutakt om ændring af traktaten om Den Europæiske Union, traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber og visse tilknyttede akter (EFT 1997 C 340, s. 136) (herefter »erklæringen om ø-regionerne«), det tiende anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 3, litra a)-c), TEUF, retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte (EFT 1998 C 74, s. 9) og en manglende hensyntagen til retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte for 2007-2013 (EFT 2006 C 54, s. 13), og det ellevte anbringende vedrører, ligesom det første anbringende, en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

[udelades]

80

Sagsøgeren har hævdet, at fastsættelsen af den reducerede takst ved 2004-dekretet og beslutningerne til gennemførelsen heraf fører til den samme takst som taksten før Alumix, der af Kommissionen i Alumix-beslutningen blev betragtet som forenelig med fællesmarkedet. Selskabet mener, at det kan påberåbe sig denne præcedens for, at støtten kan betragtes som forenelig med det indre marked. Såfremt dette var tilfældet, ville sagsøgeren ikke være forpligtet til at tilbagebetale de beløb, der er modtaget i henhold til denne foranstaltning. Dette forudsætter imidlertid, at den pågældende beslutningspraksis er lovlig og kan gøres gældende (da Kommissionen ikke er bundet af sin tidligere beslutningspraksis, men til gengæld er bundet af ligebehandlingsprincippet med hensyn til den samme støtte).

81

Sagsøgerens analyse er baseret på følgende ræsonnement: Der henvises i artikel 1, stk. 1, i 2004-dekretet, til punkt 2 i 1995-dekretet, hvori der henvises til CIP’s beslutning nr. 13/92. Denne beslutning udformede således, bl.a. med hensyn til det »termiske tillæg«, taksten før Alumix. Det er således denne takst – der i 1996 blev betragtet som forenelig med fællesmarkedet – som fandt anvendelse på sagsøgeren i 2004, og selskabet har følgelig konkluderet, at dette følgelig indebærer, at den anfægtede afgørelse er ulovlig på dette punkt.

82

Sagsøgerens andet anbringende kan ikke tages til følge.

83

Det skal for det første bemærkes, at Den Italienske Republik i forbindelse med privatiseringen af Alumix over for Alcoa Italia forpligtede sig til at overholde Alumix-taksten (sidstnævnte havde endda kontraktmæssigt ret til at suspendere driften af de ovennævnte fabrikker, såfremt »eltaksterne kom[…] til at ligge mindst 5% over det aftalte niveau i mindst tre måneder inden for en seksmåneders periode« (punkt 2.7 i Alumix-beslutningen)), således at 1995-dekretet, da det blev vedtaget, gentog Alumix-takstens kendetegn, som Kommissionen har bekræftet under retsmødet. Alumix-beslutningen, som blev vedtaget i 1996, godkender derfor stiltiende Alumix-taksten.

84

Således som det fremgår af præmis 6-15 ovenfor, var den reducerede takst, som blev godkendt af Kommissionen i Alumix-beslutningen, mangesidet, nemlig først den oprindelige takst, som af ENEL blev ydet Alumix bl.a. i henhold til CIP’s beslutning nr. 13/1992 (taksten før Alumix), og derefter de takster, som blev indrømmet Alumix med henblik på selskabets privatisering og stadfæstet ved 1995-dekretet til fordel for Alumix-koncernens hovedaftager, Alcoa Italia, nu Alcoa Trasformazioni (Alumix-taksten).

85

Det skal dernæst bemærkes, at selv om det formelt set er korrekt, at 2004-dekretet henviser til punkt 2 i 1995-dekretet, forholder det sig ikke desto mindre således, som Kommissionen med rette har anført, at punkt 2 ikke kan læses uafhængigt af punkt 1. I henhold til sidstnævnte blev den specifikke takstordning for produktionen af primæraluminium i tabel A-9, der er vedlagt som bilag til beslutning nr. 15 af 14. december 1993, som anført i præmis 5 ovenfor, ophævet med virkning fra den 1. januar 1996 til fordel for en ordning med takster i forhold til tidsperioder, som er fastsat i tabel A-6, der er vedlagt som bilag til den pågældende beslutning, uden at dette medfører en ændring med hensyn til det »termiske tillæg«, der er fastlagt i overensstemmelse med CIP’s beslutning nr. 13/92.

86

Derfor indeholdt både taksten før Alumix og Alumix-taksten blandt de forhold, som skulle lægges til grund ved fastsættelsen, det reducerede »termiske tillæg« – det eneste forhold, som indgår i fastsættelsen af den endelige eltakst, som defineret i CIP’s beslutning nr. 13/92.

87

Det var derfor hverken taksten før Alumix eller Alumix-taksten, som fandt anvendelse for sagsøgeren, men ordningen ifølge 1995-dekretet, således som den havde udviklet sig op til loftet for 2004. I 2004 havde udvidelsen i henhold til 2004-dekretet til andre modtagere af den nævnte takst således ikke længere det samme formål som i 1996 ved vedtagelsen af Alumix-beslutningen.

88

Dette fører til, at det andet anbringende må forkastes, herunder for så vidt angår kravet om Kommissionens forpligtelse til at handle objektivt, eftersom den har behandlet sagsøgeren og Alcoa Trasformazioni på samme måde efter vedtagelsen af de nye foranstaltninger (nemlig 2004-dekretet og loven fra 2005), hvilket Retten vil redegøre yderligere for i forbindelse med besvarelsen af det tredje anbringende.

89

Sagsøgeren har i forbindelse med det tredje anbringende gjort gældende, at Kommissionen i beslutning 2010/460 fandt, at den reducerede takst, som blev indrømmet Alcoa Transformazioni, kun var ulovlig for perioden efter den 31. december 2005 – Alumix-beslutningens gyldighedsperiode ifølge denne institution. Sagsøgeren er imidlertid af den opfattelse, at da den takst, der gjaldt for Alcoa Trasformazioni, og den pris, der fandt anvendelse på selskabet fra ikrafttrædelsen af AEEG’s beslutning nr. 148/04, er identiske (i henhold til 1995-dekretet og derefter ifølge sagsøgeren 2004-dekretet for Alcoa Trasformazioni, og kun ifølge 2004-dekretet for sagsøgeren), er forskelsbehandlingen ikke begrundet, hverken med hensyn til konstateringen af støttens ulovlighed eller følgelig med hensyn til påstanden om tilbagebetaling af de godtgørelser, der er modtaget på grundlag af 2004-dekretet.

90

Det må konstateres, at et sådant anbringende ikke kan tages til følge. Som det fremgår af retspraksis, kræver overholdelsen af ligebehandlingsprincippet, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan forskellig behandling er objektivt begrundet (jf. Domstolens dom af 26.10.2006, sag C-248/04, Koninklijke Coöperatie Cosun, Sml. I, s. 10211, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).

91

I det foreliggende tilfælde var Alcoa Trasformazioni og sagsøgeren ikke oprindeligt i en sammenlignelig retsstilling: Alcoa Trasformazioni var omfattet af en reduceret takst, der blev godkendt af Kommissionen i Alumix-beslutningen og forlænget, mens sagsøgeren er en ny modtager af den nævnte takst ifølge 2004-dekretet, der i praksis ikke blev anvendt på Alcoa Trasformazioni. Endvidere indeholder loven fra 2005 to forskellige bestemmelser – den ene, artikel 11, stk. 11, som ikke blev anmeldt til Kommissionen, der angik Alcoa Trasformazioni, og den anden, artikel 11, stk. 12, der angik de nye modtagere af den reducerede takst, og som blev behørigt anmeldt til Kommissionen. Disse divergerende forhold er endvidere tilstrækkelige til at begrunde Kommissionens beslutning om at opdele undersøgelsen af sagerne afhængigt af, om de vedrørte den oprindelige modtager af den reducerede takst eller nye modtagere heraf.

92

Hvad angår den reducerede takst, således som den har udviklet sig, befandt de to selskaber sig derimod i samme situation og blev behandlet på samme måde af Kommissionen, der i begge tilfælde anså den nævnte takst for at være en uforenelig statsstøtte og derfor pålagde tilbagesøgning af støtten.

93

Det er ganske vist korrekt, at eftersom den reducerede takst efter den 31. december 2005 blev betragtet som ulovlig i den anfægtede afgørelse, og da den er identisk med taksten lige inden dette tidspunkt, har sagsøgeren med rette gjort gældende, at Kommissionen havde grundlag for at gribe ind tidligere på grund af en materiel forskel i arten af den oprindeligt godkendte støtte. Det skal i øvrigt bemærkes, at Kommissionen har anerkendt, at Alcoa Trasformazioni på grund af de ændringer, der blev gennemført med hensyn til fastsættelsen og udbetalingen af den reducerede takst til dette selskab ved afslutningen af den oprindelige periode (1995-2005) – mere specifikt i 2004 og 2005 – kunne modtage en ulovlig statsstøtte (hvilket i øvrigt fuldt ud er i overensstemmelse med beslutning 2010/460 og den omstændighed, at forlængelsen af den reducerede takst blev anset for at udgøre en sådan støtte).

94

Det følger imidlertid af fast retspraksis, at overholdelsen af ligebehandlingsprincippet skal forenes med overholdelsen af legalitetsprincippet, ifølge hvilket ingen til egen fordel kan påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for andre (jf. i denne retning Domstolens dom af 9.10.1984, sag 188/83, Witte mod Parlamentet, Sml. s. 3465, præmis 15, af 4.7.1985, sag 134/84, Williams mod Revisionsretten, Sml. s. 2225, præmis 14, og af 10.11.2011, forenede sager C-259/10 og C-260/10, The Rank Group, Sml. I, s. 10947, præmis 62).

95

Det tredje anbringende må derfor forkastes.

112

Det skal bemærkes, at støtteordninger skal anses for nye støtteordninger, der er underlagt underretningsforpligtelsen i artikel 108, stk. 3, TEUF, såfremt der er tale om en påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger, hvorved bemærkes, at ændringerne kan vedrøre såvel eksisterende støtteordninger som oprindelige planer om påtænkt støtte, som Kommissionen er blevet underrettet om (Domstolens dom af 9.10.1984, forenede sager 91/83 og 127/83, Heineken Brouwerijen, Sml. s. 3435, præmis 17 og 18, og af 9.8.1994, sag C-44/93, Namur-Les assurances du crédit, Sml. I, s. 3829, præmis 13).

113

I det foreliggende tilfælde er det klart påvist, at støtten er ny.

114

For det første illustrerer de økonomiske og retlige ændringer, der er gennemført siden vedtagelsen af Alumix-taksten, overgangen fra en takst, som blev anvendt af en leverandør, til en takst, som blev subsidieret af Den Italienske Republik. Mens den takst, der skulle betales, i tilfældet med Alumix-taksten var lig med den rabat, som den nævnte leverandør gav, hvad enten denne var i en monopolsituation (ENEL) eller ej, til en af dens største kunder, indeholder de foranstaltninger, som er genstand for den anfægtede afgørelse, en af de italienske myndigheder fastsat prisnedsættelse, finansieret ved hjælp af en skattelignende afgift, som gav mulighed for at refundere sagsøgeren forskellen mellem den takst, som normalt blev anvendt over for virksomheder, og den reducerede takst, som blev tildelt selskabet.

115

Det må derfor fastslås, at den udvikling, der er sket i de nærmere regler for tildelingen og fastsættelsen af den reducerede takst, som oprindeligt blev indrømmet Alcoa Trasformazioni ifølge 1995-dekretet, og i dem, som var genstand for 2004-dekretet og derefter loven fra 2005, i sig selv giver grundlag for at antage, at der var tale om en ny støtte.

116

For det andet gælder dette så meget desto mere med hensyn til udvidelsen af den således udviklede støtte til at omfatte nye modtagere, der ikke indgår som led i en allerede godkendt støtteordning, men som for deres vedkommende ydes en støtte, der hidtil kun havde haft en enkelt støttemodtager.

117

Det sjette anbringende bør derfor forkastes.

139

Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger, og sagsøgeren har tabt sagen, bør det i medfør af procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges sidstnævnte at betale sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Afdeling):