–

Pedro Viejobueno Ibáñez og Emilia de la Vara González ved abogado J.J. Donate Valera,

–

Consejería de Educación de Castilla-La Mancha ved letrados C. Aguado Martín og M. Barahona Migueláñez,

–

den spanske regering ved A. Gavela Llopis og S. Jiménez García, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved M. van Beek og N. Ruiz García, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af § 4 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, som blev indgået den 18. marts 1999 (herefter »rammeaftalen«) og er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT 1999, L 175, s. 43).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med tvisterne mellem Pedro Viejobueno Ibáñez og Emilia de la Vara González (herefter samlet »de berørte parter«) på den ene side og Consejería de Educación de Castilla-La Mancha (det regionale uddannelsesministerium i Castilla-La Mancha, Spanien) (herefter »det regionale ministerium«) på den anden side angående opsigelsen af de ansættelsesforhold, der knyttede de berørte parter til det regionale uddannelsesministerium.

3

Det fremgår af 14. betragtning til direktiv 1999/70, at »de underskrivende parter har ønsket at indgå en rammeaftale om tidsbegrænset ansættelse og har opregnet de generelle principper og minimumskravene for tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og ansættelsesforhold; de har givet udtryk for deres ønske om at forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset ansættelse gennem anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination og ved at fastsætte de rammer, der skal forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold«.

4

I henhold til artikel 1 i direktiv 1999/70 har dette til formål »at iværksætte den i bilaget indeholdte rammeaftale […], som blev indgået […] mellem de generelle tværfaglige organisationer (EFS, UNICE og CEEP)«.

5

Andet afsnit i indledningen til rammeaftalen har følgende ordlyd:

»Parterne bag denne aftale erkender, at ansættelseskontrakter af tidsubegrænset varighed er – og fortsat vil være – den ansættelsesform, der sædvanligvis anvendes mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. De erkender ligeledes, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i visse tilfælde opfylder såvel arbejdsgivernes som arbejdstagernes behov.«

6

Tredje afsnit i denne indledning præciserer, at »[der i] aftale[n] fastsættes de generelle principper og minimumskrav, der skal gælde for tidsbegrænset ansættelse, idet parterne erkender, at det ved den nærmere gennemførelse heraf er påkrævet at tage hensyn til de særlige nationale, sektorbestemte eller årstidsbetingede realiteter. Aftalen viser, at arbejdsmarkedets parter er indstillet på at fastsætte en generel ramme, som skal sikre ligebehandling for personer med tidsbegrænset ansættelse, ved at de beskyttes mod forskelsbehandling, og som skal sikre, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter grundlæggende anvendes på en, for både arbejdsgivere og arbejdstagere, acceptabel måde.«

7

I henhold til rammeaftalens § 1 har denne til formål dels at forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset ansættelse gennem anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination, dels at fastsætte rammer, der skal forhindre misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold.

8

Rammeaftalens § 3 med overskriften »Definitioner« bestemmer følgende:

»I denne aftale forstås ved:

9

Rammeaftalens § 4 med overskriften »Princippet om ikke-diskrimination« fastsætter i stk. 1:

»Ansættelsesvilkårene for personer med tidsbegrænset ansættelse må ikke være mindre gunstige end de, der gælder for sammenlignelige fastansatte, hvis dette udelukkende er begrundet i kontraktens tidsbegrænsede varighed, og forskelsbehandlingen ikke er begrundet i objektive forhold.«

10

Artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT 2003, L 299, s. 9) har følgende ordlyd:

ȁrlig ferie

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnåelse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis.

2.   Den minimale årlige betalte ferieperiode kan ikke erstattes med en finansiel godtgørelse, medmindre arbejdsforholdet ophører.«

11

Artikel 1, stk. 1, i Ley 7/2007 del Estatuto Básico del Empleado Público (lov 7/2007 om vedtægten for offentligt ansatte) af 12. april 2007 (herefter »lov 7/2007«) fastsætter:

»Vedtægten har til formål at fastsætte grundlaget for den vedtægtsmæssige ordning for tjenestemænd, der er omfattet af dens anvendelsesområde.«

12

I henhold til denne lovs artikel 2 finder vedtægten for de offentligt ansatte navnlig anvendelse på tjenestemænd og ansatte i de selvstyrende regioners myndigheder.

13

Nævnte lovs artikel 10, stk. 1, bestemmer:

»Midlertidigt ansatte tjenestemænd er personer, som af udtrykkeligt begrundede nødvendige og uopsættelige årsager udnævnes som sådanne med henblik på at udføre tjenestemænds opgaver i et af følgende tilfælde:

14

I henhold til denne lovs artikel 10, stk. 3, ophører ansættelsesforholdet for de midlertidigt ansatte tjenestemænd foruden af de årsager, der knyttet til tabet af tjenestemandsstatus, når årsagen til deres ansættelse bortfalder.

15

Artikel 10, stk. 5, i lov 7/2007 fastsætter, at den almindelige ordning for tjenestemænd finder anvendelse på midlertidigt ansatte tjenestemænd, for så vidt som den er forenelig med arten af disse tjenestemænds situation.

16

Artikel 7 i Ley 4/2011 del Empleo Público de Castilla La Mancha (lov 4/2011 om den offentlige forvaltnings personale i Castilla-La Mancha) af 10. marts 2011 (herefter »lov 4/2011«) bestemmer:

»Midlertidigt ansatte tjenestemænd defineres i denne lov som personer, som af udtrykkeligt begrundede nødvendige og uopsættelige årsager ansættes hertil med henblik på midlertidigt at udføre tjenestemænds opgaver i de i artikel 8 fastsatte tilfælde.«

17

Lovens artikel 8, stk. 1, fastsætter:

»Ansættelse af en midlertidigt ansat tjenestemand kan kun finde sted i en af følgende situationer:

[…]«

18

Nævnte lovs artikel 9, stk. 1, har følgende ordlyd:

»De midlertidigt ansatte tjenestemænds ansættelsesforhold ophører af følgende årsager:

[…]

19

I henhold til aftalen af 10. marts 1994 indgået mellem Ministerio de Educación y Ciencia (undervisnings- og videnskabsministeriet, Spanien) og fagforeningen ANPE, der blev offentliggjort ved afgørelse af 15. marts 1994 fra Dirección General de Personal y Servicios (generaldirektorat for personale og tjenester) i dette ministerium, om proceduren for udvælgelse af lærere, der ansættes som midlertidigt ansatte tjenestemænd (herefter »aftalen af 10. marts 1994«), varetager de midlertidigt ansatte tjenestemænd, der den 30. juni i et skoleår har arbejdet i mindst fem og en halv måned, fra denne dato og indtil begyndelsen af det efterfølgende skoleår de opgaver, som er forbundet med deres stilling.

20

Tillægsbestemmelse 13 til Ley 5/2012 de Presupuestos Generales de la Junta de Comunidades de Castilla la Mancha para 2012 (lov 5/2012 om finansloven for regeringen i regionen Castilla la Mancha for 2012) af 12. juli 2012 (herefter »finansloven for 2012«) fastsætter:

[…]

[…]«

21

Pedro Viejobueno Ibáñez blev ansat af Dirección General de Recursos Humanos y Programación Comunidada Educativa (generaldirektoratet for menneskelige ressourcer og uddannelsesprogrammer), der henhører under det regionale ministerium, som midlertidigt ansat tjenestemand (funcionario interino) i en stilling som gymnasielærer på gymnasiet Alonso Quijano i Esquivias (provinsen Toledo, Spanien) for skoleåret 2011/2012. Emilia de la Vara González blev ansat af dette direktorat som midlertidigt ansat tjenestemand i en stilling som lærer på en erhvervsuddannelse i voksenundervisningscentret Campos del Záncara i San Clemente (provinsen Cuenca, Spanien) for samme skoleår.

22

Datoen for den sidste undervisningsdag, den 29. juni 2012, vedtog de provinsielle koordinatorer på undervisningsområdet i Toledo og Cuenca hver især afgørelser om med virkning fra denne dato at bringe ansættelsesforholdene til ophør for så vidt angår Pedro Viejobueno Ibáñez og Emilia de la Vara González, der var begrundet i, at »ansættelsesforholdet for en midlertidigt ansat tjenestemand frit kan bringes til ophør«, henholdsvis, at »ansættelsesforholdet kan bringes endeligt til ophør på grund af en ændring i tjenesteforholdene«.

23

De berørte parter indgav administrative klager til prøvelse af afgørelserne om at bringe deres respektive ansættelsesforhold til ophør. Da deres klager stiltiende blev afslået, anlagde de den 12. april 2013 sag ved Juzgado de lo Contencioso-Administrativo no 2 (Toledo) (forvaltningsdomstol nr. 2 i Toledo, Spanien) med påstand om bl.a. ophævelse af de stiltiende afgørelser om afslag på deres klager og af afgørelserne om at bringe deres respektive ansættelsesforhold til ophør samt om, at det blev anerkendt, at de havde ret til at forblive i deres respektive stillinger indtil den 14. september 2012. Til støtte for deres søgsmål gjorde de berørte parter bl.a. gældende, at afgørelserne om at bringe ansættelsesforholdene til ophør var i strid med princippet om ligebehandling, for så vidt som de førte til en forskellig behandling af lærere, alt efter om de er midlertidigt ansatte tjenestemænd eller tjenestemænd, idet disse sidstnævnte bevarer deres stilling ved undervisningsperiodens afslutning.

24

Ved dom af 26. januar 2015 frifandt denne ret de sagsøgte bl.a. med den begrundelse, at de berørte parters ansættelseskontrakter ikke indeholdt en dato for ansættelsesforholdets ophør, at eftersom ansættelsen af midlertidigt ansatte tjenestemænd skulle være baseret på begrundede nødvendige og uopsættelige årsager, udgjorde bortfaldet af disse årsager en lovlig grund til at bringe disse ansattes ansættelsesforhold til ophør, selv om der var anført en slutdato på lønsedlerne, og at undervisningens afslutning kunne indebære, at den nødvendighed og uopsættelighed, der havde begrundet ansættelsen af nævnte personer, bortfaldt. Desuden fandt Juzgado de lo Contencioso-Administrativo no 2 (Toledo) (forvaltningsdomstol nr. 2 i Toledo), at princippet om ligebehandling ikke var blevet tilsidesat, idet den situation, som de midlertidigt ansatte tjenestemænd, hvis ansættelsesforhold med administrationen principielt er midlertidig, befandt sig i, ikke var sammenlignelig med situationen for tjenestemænd, hvis ansættelsesforhold med administrationen er vedvarende.

25

De berørte parter har iværksat appel af denne dom ved den forelæggende ret, dvs. Tribunal Superior de Justicia de Castilla-La Mancha (øverste regionale domstol i Castilla-La Mancha, Spanien), idet de bl.a. har gjort gældende, at den omstændighed, at deres ansættelsesforhold ophørte den 29. juni 2012, udgør en tilsidesættelse af rammeaftalens § 4. De berørte parter er nemlig af den opfattelse, at de på grund af deres status som midlertidigt ansatte tjenestemænd er blevet behandlet mindre gunstigt end lærere, som er omfattet af vedtægten for tjenestemænd, idet disse bevarer deres stilling i løbet af den periode, der normalt omfatter sommerferien. De har desuden gjort gældende, at eftersom de er blevet ansat for skoleåret 2011/2012, og idet de udfører de samme opgaver, som en lærer, der har tjenestemandsstatus, er der ingen grund til, at de ikke kunne udføre de opgaver, der vedrører deres stilling, efter undervisningsperiodens afslutning. De berørte parter har endvidere gjort gældende, at afgørelserne om at bringe deres respektive ansættelsesforhold til ende tilsidesætter artikel 7 i direktiv 2003/88, med den begrundelse, at ansættelsesforholdet er blevet bragt til ophør, inden de har kunnet nyde godt af deres årlige feriedage, og at de ikke havde modtaget en finansiel godtgørelse i denne henseende. De berørte parter har anført, at deres ansættelsesforholds ophør er i strid med aftalen af 10. marts 1994.

26

Den forelæggende ret har præciseret, at ansættelsesforhold, såsom de berørte parters ansættelsesforhold, i overensstemmelse med artikel 7 i lov 4/2011 indgås af nødvendige og uopsættelige årsager. Ifølge den forelæggende ret følger det af spansk retspraksis, at fraværet af nødvendigheden af lærernes arbejde efter undervisningsperiodens afslutning, for så vidt angår lærere, der er blevet ansat som midlertidigt ansatte tjenestemænd, udgør en lovlig grund til at bringe ansættelsesforholdet til ophør på datoen for udløbet af denne periode i henhold til denne lovs artikel 9, stk. 1, litra b), og artikel 10, stk. 3, i lov 7/2007, eftersom årsagen til deres ansættelse er bortfaldet.

27

Hvad angår anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination er den forelæggende ret af den opfattelse, at lærere, der ansættes som midlertidigt ansatte tjenestemænd, er omfattet af begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« som omhandlet i rammeaftalen, for så vidt som de ansættes med henblik på at besætte ledige tjenestemandstillinger. De lærere, der er omfattet af vedtægten for tjenestemænd, kunne for deres del være omfattet af begrebet »en sammenlignelig fastansat« som omhandlet i rammeaftalens § 4. Med henblik på anvendelsen af nævnte bestemmelse er det derfor nødvendigt at sammenligne situationen for midlertidigt ansatte tjenestemænd med situationen for tjenestemænd, der udfører lignende arbejde i de samme uddannelsesinstitutioner eller i andre institutioner i den samme selvstyrende region.

28

Derfor opstår spørgsmålet, hvorvidt afslutningen på undervisningsperioden reelt udgør en objektiv grund, der begrunder en forskellig behandling af lærerne, alt efter om de er midlertidigt ansatte tjenestemænd eller tjenestemænd.

29

Desuden ønsker den forelæggende ret oplyst, om den praksis, der består i at bringe ansættelsesforholdet til ophør for lærere, der er blevet ansat som midlertidigt ansatte tjenestemænd, ved afslutningen af denne periode, er forenelig med artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88, eftersom det regionale ministerium i denne situation har pligt til at godtgøre de årlige feriedage, som disse lærere ikke kunne nå at nyde godt af.

30

Den forelæggende ret har i øvrigt anført, at administrationen i den selvstyrende region Castilla-La Mancha har overholdt aftalen af 10. marts 1994 indtil skoleåret 2011/2012, og at den nævnte praksis blev iværksat med vedtagelsen af finansloven for 2012. Da nævnte praksis er tilladt ved denne lov, som indførte spareforanstaltninger og kontrol med det offentlige underskud, opstår spørgsmålet, hvorvidt den nævnte lov er i strid med princippet om ikke-diskrimination, således som det er konkretiseret i rammeaftalen, og i bekræftende fald, hvorvidt den nationale ret kan afvige fra denne lov med den begrundelse, at den er uforenelig med EU-retten.

31

På denne baggrund har Tribunal Superior de Justicia de Castilla-La Mancha (øverste regionale domstol i Castilla-La Mancha, Spanien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Henset til den […] [forelæggende] rets tidligere domme […] og i betragtning af anbringenderne i […] [tvisten i hovedsagen], hvorved beslutningen om at [bringe ansættelsesforholdet for lærere, der er ansat som midlertidigt ansatte tjenestemænd til ophør] […] ved afslutningen af skoleårets undervisningsperiode anfægtes som værende i strid med princippet om ligebehandling af personer med tidsbegrænset ansættelse og [sammenlignelige] fastansatte som fastsat i [rammeaftalens] § 4, og […] [eftersom ansættelsesforholdet for lærere, der ansættes som midlertidigt ansatte tjenestemænd] […] i henhold til spansk ret[, der finder anvendelse] […] for offentligt ansatte i Castilla-La Mancha, [ophører] […] ved »bortfaldet af de nødvendige og uopsættelige årsager, der lå til grund for ansættelsen]« […] [spørges]:

32

Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om rammeaftalens § 4, nr. 1), skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som tillader en arbejdsgiver på datoen for undervisningens afslutning at bringe et tidsbegrænset ansættelsesforhold til ophør for lærere, der er blevet ansat for et skoleår som midlertidigt ansatte tjenestemænd, med den begrundelse, at betingelserne om nødvendighed og uopsættelighed, som lå til grund for deres ansættelse, ikke længere er opfyldt på dette tidspunkt, selv om det tidsubegrænsede ansættelsesforhold for lærere, der har tjenestemandsstatus, fortsætter.

33

I denne henseende skal det bemærkes, at det i andet afsnit i indledningen til rammeaftalen er anført, at parterne i denne »erkender, at ansættelseskontrakter af tidsubegrænset varighed er – og fortsat vil være – den ansættelsesform, der sædvanligvis anvendes mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, [og at] tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i visse tilfælde opfylder såvel arbejdsgivernes som arbejdstagernes behov«.

34

I henhold til rammeaftalens § 1, litra a), er et af formålene med denne at forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset ansættelse gennem anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination. Ligeledes er det i tredje afsnit i indledningen til rammeaftalen anført, at denne »viser, at arbejdsmarkedets parter er indstillet på at fastsætte en generel ramme, som skal sikre ligebehandling for personer med tidsbegrænset ansættelse, ved at de beskyttes mod forskelsbehandling«. I 14. betragtning til direktiv 1999/70 anføres det i denne forbindelse, at formålet med rammeaftalen bl.a. er at forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset ansættelse ved at fastsætte minimumskrav, der kan sikre anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination (dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

35

Rammeaftalen, navnlig dennes § 4, tilsigter at bringe nævnte princip i anvendelse på arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse for at forhindre, at en arbejdsgiver udnytter sådanne arbejdsforhold til at fratage disse arbejdstagere rettigheder, der indrømmes fastansatte (dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

36

Derimod foreskriver rammeaftalen ikke betingelserne for at gøre brug af tidsubegrænsede ansættelseskontrakter og heller ikke betingelserne for at gøre brug af tidsbegrænsede kontrakter (jf. i denne retning dom af 18.10.2012, Valenza m.fl., C-302/11 – C-305/11, EU:C:2012:646, præmis 63, og af 14.9.2016, Martínez Andrés og Castrejana López, C-184/15 og C-197/15, EU:C:2016:680, præmis 39).

37

I den foreliggende sag ønsker den forelæggende ret oplyst, om princippet om ikke-diskrimination, som gennemført og konkretiseret ved rammeaftalens § 4, nr. 1), er blevet tilsidesat, med den begrundelse, at til forskel fra den situation, som gælder for lærere som Pedro Viejobueno Ibáñez og Emilia de la Vara González, der er blevet ansat som midlertidigt ansatte tjenestemænd inden for rammerne af et tidsbegrænset ansættelsesforhold, ophører et tidsubegrænset ansættelsesforhold for lærere, der er omfattet af vedtægten for tjenestemænd, ikke ved afslutningen af undervisningsperioden, idet disse bevarer deres ansættelse, navnlig i sommerferieperioden.

38

Det skal bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at det ved bedømmelsen af, om de berørte personer udfører samme eller tilsvarende arbejde i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i rammeaftalen, i henhold til rammeaftalens § 3, stk. 2, og § 4, stk. 1, skal undersøges, om disse personer, henset til en helhed af omstændigheder, herunder arbejdets art, uddannelseskrav og arbejdsforhold, kan anses for at befinde sig i en sammenlignelig situation (dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

39

Når dette er sagt, fremgår det af de oplysninger, som Domstolen har til rådighed, at Pedro Viejobueno Ibáñez og Emilia de la Vara González, da de var ansat af Dirección General de Recursos Humanos y Programación Educativa (Generaldirektorat for Menneskelige Ressourcer og Uddannelsesprogrammer) som midlertidigt ansatte tjenestemænd, udførte de samme opgaver som lærere med tjenestemandsstatus.

40

Følgelig kan situationen for en midlertidigt ansat tjenestemand som Pedro Viejobueno Ibáñez og Emilia de la Vara González i princippet anses for at være sammenlignelig med situationen for en lærer, der er omfattet af vedtægten for tjenestemænd.

41

Det skal imidlertid fremhæves, at til forskel fra den sag, som gav anledning til den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 38, følger den i hovedsagen påberåbte forskelsbehandling udelukkende af den omstændighed, at de berørte parters ansættelsesforhold ophørte på en bestemt dato, mens ansættelsesforholdet for de lærere, der er omfattet af vedtægten for tjenestemænd, blev opretholdt efter denne dato.

42

Denne omstændighed er imidlertid det væsentligste kendetegn, der adskiller et tidsbegrænset ansættelsesforhold fra et tidsubegrænset ansættelsesforhold.

43

Den omstændighed, at ansættelsesforholdet for lærere, der er omfattet af vedtægten for tjenestemænd, ikke bringes til ophør på datoen for undervisningens afslutning, eller at dette forhold ikke suspenderes, er nemlig i overensstemmelse med selve arten af ansættelsesforholdet for disse arbejdstagere. Disse har nemlig til formål at bestride en fast stilling, netop fordi de er ansat inden for rammerne af et tidsubegrænset ansættelsesforhold.

44

Hvad angår tidsbegrænsede ansættelsesforhold, såsom de berørte parters ansættelsesforhold, er disse derimod, således som det følger af rammeaftalens § 3, nr. 1), karakteriseret ved den omstændighed, at arbejdsgiveren og arbejdstageren allerede fra indgåelsen af disse ansættelsesforhold har fastlagt, af disse ophører ved indtrædelsen af objektivt fastsatte kriterier, såsom fuldførelsen af en bestemt opgave, indtrædelsen af en bestemt begivenhed eller en bestemt dato (jf. i denne retning domme af 5.6.2018, Grupo Norte Facility, C-574/16, EU:C:2018:390, præmis 57, og Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 60).

45

I det foreliggende tilfælde påhviler det den forelæggende ret alene at vurdere, om arbejdsgiveren har bragt de berørte parters ansættelsesforhold til ophør før indtrædelsen af den betingelse, som er blevet fastlagt objektivt af parterne i sagen for den. Hvis dette viser sig at være tilfældet, kan denne omstændighed ikke udgøre en forskelsbehandling, som er forbudt ved rammeaftalen, men en tilsidesættelse fra arbejdsgiverens side af de aftalevilkår, der danner rammen for de nævnte ansættelsesforhold, som alt efter omstændighederne vil kunne straffes i henhold til de gældende nationale bestemmelser.

46

Under disse omstændigheder, og for så vidt som rammeaftalen, således som det i det væsentlige er blevet anført i denne doms præmis 33 og 36, i princippet anerkender lovligheden af brugen af tidsubegrænsede ansættelsesforhold og muligheden for at gøre brug af tidsbegrænsede ansættelsesforhold, og ikke foreskriver, på hvilke betingelser der kan gøres brug af sådanne ansættelsesforhold, kan en forskelsbehandling, der såsom den i hovedsagen omhandlede alene består af den omstændighed, at et tidsbegrænset ansættelsesforhold på en given dato er udløbet, mens et tidsubegrænset ansættelsesforhold ikke er ophørt på denne dato, ikke sanktioneres på grundlag af denne aftale.

47

Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af Europa-Kommissionens argument om, at ansættelsesforholdets midlertidige karakter ikke i sig selv kan udgøre et »objektivt forhold«, der kan begrunde en forskelsbehandling som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1.

48

Den forskel, der er omhandlet i denne doms præmis 46, er nemlig en automatisk følge af sameksistensen for tidsubegrænsede ansættelsesforhold og tidsbegrænsede ansættelsesforhold og kan ikke – uden risiko for at udviske enhver forskel mellem disse to kategorier af ansættelsesforhold – ligge under for forbuddet i denne bestemmelse.

49

Det fremgår endvidere af forelæggelsesafgørelsen, at Pedro Viejobueno Ibáñez og Emilia de la Vara González i det væsentlige har gjort gældende, at deres tidsbegrænsede ansættelsesforhold ikke burde være ophørt den 29. juni 2012, som er datoen for afslutningen af undervisningsperioden, men den 14. september 2012, dvs. ca. to og en halv måned senere, således som dette var fastlagt i aftalen af 10. marts 1994.

50

I denne forbindelse skal det bemærkes, at de berørte parter ikke har nedlagt påstand om for så vidt angår varigheden af deres ansættelsesforhold faktisk at blive behandlet på samme måde som deres kolleger, der er omfattet af vedtægten for tjenestemænd, idet disse havde ret til at bestride deres stillinger også efter den 14. september 2012. Deres krav går reelt ud på at opnå samme behandling, som blev givet de lærere, der er blevet ansat som midlertidigt ansatte tjenestemænd i de foregående skoleår, indtil den 14. september.

51

Idet princippet om ikke-diskrimination imidlertid udelukkende er blevet gennemført og konkretiseret af rammeaftalen for så vidt angår forskelsbehandlinger mellem arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse og fastansatte, der befinder sig i en sammenlignelig situation (dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis), er eventuelle forskelsbehandlinger mellem visse kategorier af ansatte med tidsbegrænset ansættelse ikke omfattet af princippet om ikke-diskrimination, der er fastsat i denne aftale (jf. i denne retning dom af 14.9.2016, de Diego Porras, C-596/14, EU:C:2016:683, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

52

På denne baggrund er den hævdede forskelsbehandling af de berørte parter under alle omstændigheder ikke omfattet af rammeaftalens § 4, nr. 1).

53

Hvad endelig angår den omstændighed, at de berørte personer er blevet frataget muligheden for faktisk at afholde deres årlige ferie, at de ikke har modtaget løn for juli, august og september i 2012, og at de ikke har optjent anciennitet i disse måneder med henblik på deres karriereforløb, bemærkes, at denne omstændighed blot er den direkte konsekvens af ophøret af deres ansættelsesforhold, hvilket ikke udgør en forskelsbehandling, der er forbudt ved rammeaftalen.

54

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at rammeaftalens § 4, nr. 1), skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, som tillader en arbejdsgiver på datoen for undervisningens afslutning at bringe et tidsbegrænset ansættelsesforhold til ophør for lærere, der er blevet ansat for et skoleår som midlertidigt ansatte tjenestemænd, med den begrundelse, at betingelserne om nødvendighed og uopsættelighed, som lå til grund for deres ansættelse, ikke længere er opfyldt på dette tidspunkt, selv om det tidsubegrænsede ansættelsesforhold for lærere, der har status som tjenestemænd, fortsætter.

55

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at den forelæggende ret med det andet og det tredje spørgsmål, som skal undersøges samlet, nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som tillader, at et tidsbegrænset ansættelsesforhold for lærere, der er blevet ansat som midlertidigt ansatte tjenestemænd for et skoleår, bringes til ophør på datoen for afslutningen af undervisningen, når dette fratager disse lærere den betalte sommerferie, der er knyttet til dette skoleår, selv om disse lærere modtager en finansiel godtgørelse herfor.

56

I denne forbindelse skal det bemærkes, at arbejdstagere normalt har ret til en reel hvileperiode af hensyn til en effektiv beskyttelse af deres sikkerhed og sundhed. Det er derfor ifølge artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 kun muligt at erstatte retten til ikke-afholdt årlig betalt ferie med en finansiel godtgørelse i det tilfælde, hvor arbejdsforholdet ophører (dom af 20.1.2009, Schultz-Hoff m.fl., C-350/06 og C-520/06, EU:C:2009:18, præmis 23, og kendelse af 21.2.2013, Maestre García, C-194/12, EU:C:2013:102, præmis 28).

57

I hovedsagen er det imidlertid ubestridt, at de berørte parters ansættelsesforhold er ophørt. I henhold til artikel 7 i direktiv 2003/88 kunne den spanske lovgiver følgelig fastsætte, at disse sidstnævnte skulle modtage en finansiel godtgørelse for perioden med årlig betalt ferie, som de ikke kunne afholde.

58

På baggrund af ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, som tillader, at et tidsbegrænset ansættelsesforhold for lærere, der er blevet ansat som midlertidigt ansatte tjenestemænd for et skoleår, bringes til ophør på datoen for afslutningen af undervisningen, selv om dette fratager disse lærere den betalte sommerferie, der er knyttet til dette skoleår, forudsat at disse lærere modtager finansiel godtgørelse herfor.

59

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret: