—

den belgiske regering ved M. Jacobs og L. Van den Broeck, som befuldmægtigede

—

den danske regering ved C. Thorning og S. Wolff, som befuldmægtigede

—

Rådet for Den Europæiske Union ved O. Segnana og A. Norberg, som befuldmægtigede

—

Europa-Kommissionen ved D. Martin, som befuldmægtiget,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 67, stk. 3 i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 (EFT L 28, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 592/2008 af 17. juni 2008 (EUT L 177, s. 1, herefter »forordning nr. 1408/71«), samt denne bestemmelses gyldighed, henset til artikel 45 TEUF, artikel 48 TEUF og artikel 15, stk. 2, i den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med to forenede tvister ved den forelæggende ret mellem dels Office national de l’emploi (herefter »ONEm«) og M., dels M. og ONEm og Caisse auxiliaire de paiement des allocations de chômage (CAPAC) vedrørende betaling af arbejdsløshedsunderstøttelse og indkomstgaranti-ydelse.

3

Artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 med overskriften »Ligebehandling« bestemmer:

»Personer, der er omfattet af denne forordning, har de samme pligter og rettigheder i henhold til en medlemsstats lovgivning som denne medlemsstats egne statsborgere, medmindre andet følger af særlige bestemmelser i denne forordning.«

4

Forordningens artikel 67 med overskriften »Sammenlægning af forsikrings- eller beskæftigelsesperioder« er affattet således:

»1.   Den kompetente institution i en medlemsstat, efter hvis lovgivning erhvervelse, bevarelse eller generhvervelse af ret til ydelser er betinget af, at der er tilbagelagt forsikringsperioder, skal i fornødent omfang medregne forsikrings- eller beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt som arbejdstager efter enhver anden medlemsstats lovgivning, som om det drejede sig om forsikringsperioder, der var tilbagelagt efter den for denne institution gældende lovgivning, dog forudsat at beskæftigelsesperioderne ville være blevet anset for forsikringsperioder, hvis de havde været tilbagelagt efter denne lovgivning.

2.   Den kompetente institution i en medlemsstat, efter hvis lovgivning erhvervelse, bevarelse eller generhvervelse af ret til ydelser er betinget af, at der er tilbagelagt beskæftigelsesperioder, skal i fornødent omfang medregne forsikrings- eller beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt som arbejdstager efter enhver anden medlemsstats lovgivning, som om det drejede sig om beskæftigelsesperioder, der var tilbagelagt efter den for denne institution gældende lovgivning.

3.   Bortset fra de i artikel 71, stk. 1, litra a), nr. ii), og litra b), nr. ii), omhandlede tilfælde, er anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1 og 2 betinget af, at den pågældende senest har tilbagelagt:

efter den lovgivning, i henhold til hvilken ydelserne begæres.

4.   Når det tidsrum, for hvilket ydelserne tilkendes, er afhængigt af længden af forsikrings- eller beskæftigelsesperioder, finder bestemmelserne i stk. 1 eller stk. 2 anvendelse, alt efter omstændighederne.«

5

Artikel 29, stk. 2, i kongelig anordning af 25. november 1991 om arbejdsløshed (Moniteur belge af 31.12.1991, s. 29888), i den affattelse, der finder anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »kongelig anordning af 25. november 1991«), har følgende ordlyd:

»En arbejdstager, som er omfattet af en beskæftigelsesordning, som ikke svarer til bestemmelserne i artikel 28, stk. 1 eller 3, og hvis ugentlige arbejdstid svarer til bestemmelserne i artikel 11a, afsnit 4 ff. i lov af 3. juli 1978 om ansættelseskontrakter, anses fra starten af hans deltidsbeskæftigelse for at være en deltidsbeskæftiget arbejdstager, der har bevaret sine rettigheder, hvis han:

[...]«

6

Ifølge belgisk ret er tildelingen af arbejdsløshedsunderstøttelse som fuldtidsbeskæftiget arbejdstager underlagt visse betingelser, heriblandt betingelsen i artikel 30 i kongelig anordning af 25. november 1991 om tilbagelægning af et vist antal arbejdsdage i løbet af en referenceperiode, der går forud for ansøgningen om arbejdsløshedsunderstøttelse.

7

Artikel 37, stk. 2, i kongelig anordning af 25. november 1991 bestemmer:

»Der tages hensyn til arbejde, der er udført i udlandet, såfremt det er udført inden for rammerne af et ansættelsesforhold, for hvilket der i Belgien skal indeholdes bidrag til de sociale sikringsordninger, herunder til arbejdsløshedsforsikringen.

Første afsnit finder dog kun anvendelse, hvis arbejdstageren efter det i udlandet udførte arbejde har tilbagelagt arbejdsperioder som lønmodtager i henhold til belgisk lovgivning.«

8

I henhold til artikel 131a, stk. 1, i kongelig anordning af 25. november 1991 kan en deltidsbeskæftiget arbejdstager, der har bevaret sine rettigheder, i perioden med deltidsbeskæftigelse på visse betingelser få tildelt en særlig ydelse, benævnt »indkomstgaranti-ydelse«.

9

M., som er musiker og tjekkisk statsborger, havde indtil den 27. april 2008 beskæftigelse i Den Tjekkiske Republik, i henhold til en ansættelseskontrakt på fuld tid. Efter at være flyttet til Belgien indskrev han sig den 10. maj 2008 som arbejdssøgende i sidstnævnte medlemsstat.

10

Den 27. maj 2008 ansøgte M. om arbejdsløshedsunderstøttelse fra den 13. maj 2008, men denne ansøgning blev ikke imødekommet.

11

Den 9. september 2008 ansøgte M., efter at være blevet ansat i henhold til en ansættelseskontrakt på deltid med 2,5 timer pr. uge som violin- og guitarlærer, om indkomstgaranti-ydelse for de timer, hvor han var uden beskæftigelse, fra den 8. september 2008.

12

M. indgav dagen efter ophøret af hans ansættelseskontrakt på deltid, dvs. den 24. juni 2009, mens han var helt uden beskæftigelse, en ansøgning om arbejdsløshedsunderstøttelse for perioden fra denne dato. Efterfølgende indgav han den 22. oktober 2009, efter på ny at være blevet ansat på deltid, en ny ansøgning om indkomstgaranti-ydelse for den periode, der begyndte den 7. september 2009.

13

ONEm traf følgende afgørelser vedrørende M.s forskellige ansøgninger:

14

M. anfægtede alle disse afgørelser fra ONEm ved tribunal du travail de Bruxelles (arbejdsretten i første instans i Bruxelles). Denne gav ved afgørelse af 11. september 2012 M. delvist medhold.

15

ONEm og M. appellerede denne afgørelse den 16. og den 18. oktober 2012 til cour du travail de Bruxelles (appeldomstolen i arbejdsretlige sager i Bruxelles).

16

Ved afgørelse af 24. december 2014 stadfæstede denne retsinstans, at M., idet han havde været helt uden beskæftigelse, havde ret til arbejdsløshedsunderstøttelse for perioden fra den 24. juni til den 6. september 2009 og dernæst til indkomstgaranti-ydelse fra den 7. september 2009. Hvad angår tildeling af arbejdsløshedsunderstøttelse fra den 8. september 2008 genåbnede nævnte retsinstans endvidere retsforhandlingerne med henblik på at gøre det muligt for hovedsagens parter at indgive deres bemærkninger til denne vedrørende anvendelsen af artikel 67, stk. 3, i forordning nr. 1408/71. Et retsmøde med henblik herpå blev afholdt den 29. april 2015.

17

Den forelæggende ret har oplyst, at det eneste omtvistede punkt for denne ret er spørgsmålet om, hvorvidt M. kunne være blevet tildelt arbejdsløshedsunderstøttelse som arbejdstager på fuld tid den 8. september 2008.

18

Den forelæggende ret har i denne forbindelse bemærket, at indkomstgaranti-ydelse alene tildeles deltidsbeskæftigede arbejdstagere, der har bevaret deres rettigheder. For at være berettiget til en sådan status skal en arbejdstager som M. være i stand til at bevise, at han på startdatoen for hans deltidsbeskæftigelse kunne opfylde alle betingelserne for tildeling af arbejdsløshedsunderstøttelse som fuldtidsbeskæftiget arbejdstager.

19

Den forelæggende ret er af den opfattelse dels, at M. ikke syntes at opfylde sådanne betingelser, eftersom der ikke kunne tages hensyn til det arbejde, der var udført i Den Tjekkiske Republik, dels, at denne endnu ikke på datoen den 8. september 2008 havde tilbagelagt arbejdsperioder som lønmodtager i henhold til den belgiske lovgivning.

20

Denne retsinstans er ikke desto mindre i tvivl om gyldigheden af artikel 67, stk. 3, i forordning nr. 1408/71 med den begrundelse, at det ville kunne antages, at den uberettiget er til hinder for den frie bevægelighed for andre medlemsstaters statsborgere, som måtte have til hensigt at udøve deltidsbeskæftigelse i Belgien.

21

Den forelæggende ret bemærker i denne forbindelse, at den foreliggende sag synes at adskille sig fra den sag, som gav anledning til dom van Noorden (C-272/90, EU:C:1991:219), hvori Domstolen fastslog, at artikel 67, stk. 3, i nævnte forordning ikke var til hinder for, at en medlemsstat afslår at tildele en arbejdstager ydelser ved arbejdsløshed, når denne arbejdstager ikke har tilbagelagt sine seneste forsikrings- eller beskæftigelsesperioder i den pågældende medlemsstat, for så vidt som sagsøgeren i hovedsagen i denne sag ikke havde udtrykt ønske om deltidsansættelse.

22

På denne baggrund har cour du travail de Bruxelles (appeldomstolen i arbejdsretlige sager i Bruxelles) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

23

Det bemærkes dels, at det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at ansøgeren til en arbejdsløshedsunderstøttelse til supplering af indtægten fra en deltidsansættelse, dvs. den indkomstgaranti-ydelse, der er fastsat i belgisk ret, skal opfylde betingelserne for tildeling af arbejdsløshedsunderstøttelse som fuldtidsbeskæftiget arbejdstager.

24

Dels fremgår det af den belgiske regerings skriftlige indlæg, at indkomstgaranti-ydelsen blev indført med henblik på at undgå, at personer, som kan få tildelt arbejdsløshedsunderstøttelse som fuldtidsbeskæftiget arbejdstager, afholdes fra at acceptere en deltidsstilling som følge af, at denne arbejdsløshedsunderstøttelse er større end den løn, der udbetales for denne stilling.

25

Eftersom en person, som ikke opfylder betingelserne for tildeling af ydelser ved arbejdsløshed, heller ikke kan få tildelt indkomstgaranti-ydelse, må det følgelig undersøges, om artikel 67, stk. 3, i forordning nr. 1408/71, som finder anvendelse ratione temporis på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, er til hinder for, at de beskæftigelsesperioder, som skal være tilbagelagt som betingelse for tildeling af disse ydelser, når der ikke er tilbagelagt forsikrings- eller beskæftigelsesperioder i den medlemsstat, i hvilken der ansøges om arbejdsløshedsunderstøttelse, ikke sammenlægges.

26

I denne forbindelse bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at en arbejdssøgende, som aldrig har været underlagt den sociale lovgivning i den medlemsstat, hvor han ansøger om at få tildelt ydelser ved arbejdsløshed, og som derfor ikke senest har tilbagelagt forsikrings- eller beskæftigelsesperioder i overensstemmelse med bestemmelserne i denne medlemsstats lovgivning, ikke kan få tildelt ydelser ved arbejdsløshed i henhold til artikel 67 i nævnte forordning (jf. domme van Noorden, C-272/90, EU:C:1991:219, præmis 10, Martínez Losada m.fl.,C-88/95, C-102/95 og C-103/95, EU:C:1997:69, præmis 36, og kendelse Verwayen-Boelen, C-175/00, EU:C:2002:133, præmis 26).

27

I øvrigt kan Europa-Kommissionens argumentation, hvorefter det i forbindelse med denne sag må efterprøves, om bestemmelserne i den belgiske lovgivning vedrørende indkomstgaranti-ydelse vil kunne føre til en indirekte forskelsbehandling, som er forbudt ved samme forordnings artikel 3, stk. 1, ikke tiltrædes.

28

Det bemærkes nemlig i øvrigt, at det fremgår af Domstolens praksis, at en medlemsstats hensyntagen til beskæftigelses- eller forsikringsperioder, som den berørte har tilbagelagt efter lovgivningen i en anden medlemsstat, med henblik på udbetaling af en ydelse ved arbejdsløshed, i forbindelse med forordning nr. 1408/71 alene skal afgøres på grundlag af denne forordnings artikel 67 (jf. dom Martínez Losada m.fl., C-88/95, C-102/95 og C-103/95, EU:C:1997:69, præmis 27; og kendelse Verwayen-Boelen, C-175/00, EU:C:2002:133, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis). Følgelig finder artikel 3 i nævnte forordning ikke anvendelse i de tilfælde, hvor samme forordning indeholder særlige bestemmelser som artikel 67, der regulerer en arbejdstagers ret til ydelser ved arbejdsløshed (jf. i denne retning dom Adanez-Vega, C-372/02, EU:C:2004:705, præmis 57).

29

Under disse omstændigheder følger det af det ovenstående, at artikel 67, stk. 3, i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for, at en medlemsstat afviser sammenlægning af de beskæftigelsesperioder, som kræves, for at der kan indrømmes arbejdsløshedsunderstøttelse til supplering af indtægten fra en deltidsansættelse, når der forud for den pågældende ansættelse ikke har været nogen forsikrings- eller beskæftigelsesperiode i denne medlemsstat.

30

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 67, stk. 3, i forordning nr. 1408/71 er gyldig, henset til artikel 45 TEUF og artikel 48 TEUF samt chartrets artikel 15, stk. 2.

31

I denne forbindelse bemærkes for det første, at artikel 48 TEUF ikke forbyder EU-lovgiver at knytte betingelser til eller at sætte grænser for de rettigheder, som han giver med henblik på at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed, og, for det andet, at Rådet for Den Europæiske Union har udøvet sit skøn korrekt ved at fastsætte betingelser, navnlig i artikel 67, stk. 3, i forordning nr. 1408/71, der har til formål at fremme søgning af arbejde i den medlemsstat, hvor en person senest har betalt arbejdsløshedsforsikringsbidrag, og at lade denne stat betale ydelser ved arbejdsløshed (jf. i denne retning dom Gray, C-62/91, EU:C:1992:177, præmis 11 og 12).

32

Følgelig kan det konstateres, at undersøgelsen af det andet spørgsmål intet har frembragt, der kan berøre gyldigheden af artikel 67, stk. 3, i nævnte forordning, henset til artikel 45 TEUF og artikel 48 TEUF.

33

Hvad angår foreneligheden af artikel 67, stk. 3, i samme forordning med chartrets artikel 15, stk. 2, bemærkes, at det i chartrets artikel 52, stk. 2, bestemmes, at de rettigheder, der anerkendes i dette charter, og for hvilke der er fastlagt bestemmelser i traktaterne, udøves på de betingelser og med de begrænsninger, der er fastlagt deri. Dette er tilfældet med chartrets artikel 15, stk. 2, som bl.a., således som det bekræftes i forklaringerne til chartret om grundlæggende rettigheder (EUT 2007, C 303, s. 17) vedrørende denne bestemmelse, gentager arbejdskraftens frie bevægelighed, som er sikret ved artikel 45 TEUF (jf. dom Gardella, C-233/12, EU:C:2013:449, præmis 39).

34

Det følger heraf, at artikel 67, stk. 3, i forordning nr. 1408/71, eftersom den er i overensstemmelse med artikel 45 TEUF og artikel 48 TEUF, ligeledes er i overensstemmelse med chartrets artikel 15, stk. 2.

35

Det følger af de ovenstående betragtninger, at gennemgangen af det andet spørgsmål intet har frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 67, stk. 3, i forordning nr. 1408/71.

36

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret: