DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)

12. november 2014 ( *1 )

»Præjudiciel forelæggelse — område med frihed, sikkerhed og retfærdighed — retligt samarbejde i civile sager — kompetence i sager vedrørende forældreansvar — forordning (EF) nr. 2201/2003 — artikel 12, stk. 3 — barn af forældre, der ikke er gift — aftale om værneting — ingen anden verserende konneks sag — accept af kompetencen — anfægtelse af en rets kompetence ved en part, der har indbragt en sag for samme ret«

I sag C-656/13,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Nejvyšší soud (Den Tjekkiske Republik) ved afgørelse af 12. november 2013, indgået til Domstolen den 12. december 2013, i sagen:

L

mod

M,

procesdeltagere:

R,

K,

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, M. Ilešič, og dommerne A. Ó Caoimh, C. Toader, E. Jarašiūnas (refererende dommer) og C.G. Fernlund,

generaladvokat: N. Wahl

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

M ved advokátka E. Zajíčková

R og K ved advokát Z. Kapitán

den tjekkiske regering ved M. Smolek og J. Vláčil, som befuldmægtigede

den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget

Europa-Kommissionen ved A.-M. Rouchaud-Joët og J. Hradil, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1

Anmodningen om præjudiciel forelæggelse vedrører fortolkningen af artikel 12, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT L 338, s. 1).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem L, der er moder til børnene R og K, og M, der er fader til de sidstnævnte, vedrørende forældremyndigheden til disse børn, der befinder sig med deres moder i Østrig, mens deres fader har bopæl i Den Tjekkiske Republik.

Retsforskrifter

EU-retten

Forordning nr. 2201/2003

3

Følgende fremgår af 5. og 12. betragtning til forordning nr. 2201/2003:

»(5)

For at sikre en ensartet behandling af alle børn dækker denne forordning alle retsafgørelser om forældreansvar, herunder også foranstaltninger til beskyttelse af et barn, uanset om sådanne afgørelser træffes i forbindelse med en ægteskabssag.

[...]

(12)

De kompetenceregler, der fastsættes i denne forordning for sager vedrørende forældreansvar, er udformet under hensyntagen til barnets bedste og bygger navnlig på kriteriet om nærhed. Dette betyder, at kompetencen først og fremmest bør tillægges den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, med undtagelse af visse tilfælde, hvor barnets opholdssted ændres, eller hvor indehaverne af forældremyndigheden har aftalt andet.«

4

Artikel 1 i forordning nr. 2201/2003 definerer forordningens anvendelsesområde. Det bestemmes bl.a. heri:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på det civilretlige område […]

[...]

b)

tilkendelse, udøvelse, delegation samt hel eller delvis frakendelse af forældreansvar.

2.   De i stk. 1, litra b), omhandlede spørgsmål kan navnlig vedrøre:

a)

forældremyndighed og samværsret

[...]

3.   Denne forordning finder ikke anvendelse på spørgsmål vedrørende:

[...]

e)

underholdspligt

[...]«

5

Denne forordnings artikel 2, nr. 7), definerer med henblik på denne forordning begrebet »forældreansvar« som »alle de rettigheder og pligter vedrørende barnets person eller formue, som er tilkendt en fysisk eller juridisk person ved en retsafgørelse, eller som en sådan person har som følge af loven eller en gyldig aftale. Betegnelsen omfatter navnlig forældremyndighed og samværsret«.

6

Kapitel II i forordning nr. 2201/2003 med overskriften »Kompetence« består af tre afdelinger. Afdeling 1 i dette kapitel med overskriften »Skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab« omfatter denne forordnings artikel 3-7. Forordningens artikel 3 definerer de kriterier, der hovedsageligt skal anvendes ved fastlæggelsen af, hvilke retter i medlemsstaterne der har kompetence til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab. Forordningens artikel 7 vedrører anden kompetence vedrørende skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab.

7

Afdeling 2 i samme kapitel II i forordning nr. 2201/2003 vedrørende forældreansvar indeholder artikel 8-15. Artikel 8 med overskriften »Generel kompetence« bestemmer:

»1.   Kompetencen til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende forældreansvar over for et barn ligger hos retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen anlægges.

2.   Stk. 1 finder anvendelse med forbehold af artikel 9, 10 og 12.«

8

Denne forordnings artikel 12 med overskriften »Aftale om værneting« bestemmer i stk. 1, at »[d]en ret i en medlemsstat, der i medfør af artikel 3 udøver sin kompetence til at træffe afgørelse om en begæring om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab, har kompetence i ethvert spørgsmål vedrørende forældreansvar, der har tilknytning til den pågældende begæring«, når de betingelser, der er opregnet heri, er opfyldt.

9

Artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 2201/2003 præciserer:

»Kompetencen i medfør af stk. 1 ophører, så snart

a)

der er truffet endelig afgørelse om imødekommelse eller afvisning af begæringen om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskabet, eller

b)

der, såfremt der stadig verserer en sag om forældreansvar på det i litra a) nævnte tidspunkt, er truffet endelig afgørelse i denne sag, eller

c)

de i litra a) og b) nævnte sager er afsluttet af anden grund.«

10

Forordningens artikel 12, stk. 3, har følgende ordlyd:

»Retterne i en medlemsstat har ligeledes kompetence i spørgsmål vedrørende forældreansvar over for et barn i forbindelse med andre retssager end dem, der er omhandlet i stk. 1:

a)

hvis barnet har en væsentlig tilknytning til den pågældende medlemsstat, bl.a. i kraft af, at en af indehaverne af forældreansvar har sit sædvanlige opholdssted i medlemsstaten, eller at barnet er statsborger i medlemsstaten, og

b)

hvis denne kompetence på det tidspunkt, hvor sagen anlægges, udtrykkeligt eller på anden utvetydig måde er accepteret af alle parter i sagen, og denne kompetence er til barnets bedste.«

11

Artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 med overskriften »Henvisning til en ret, der er bedre egnet til at behandle sagen« præciserer de omstændigheder, hvorunder de retter i en medlemsstat, der har kompetence til at påkende sagens realitet, undtagelsesvis kan henvise nævnte sag eller en specifik del heraf til en ret i en anden medlemsstat, som barnet har en særlig tilknytning til, og som efter deres opfattelse er bedre egnet til at behandle sagen eller en specifik del heraf.

12

Forordningens artikel 16 med overskriften »En sags anlæggelse ved retten« bestemmer:

»1.   En sag anses for anlagt ved en ret:

a)

på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument indleveres til retten, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af vedkommende, for at få dokumentet forkyndt for sagsøgte, eller

b)

hvis det pågældende dokument skal forkyndes, før det indleveres til retten, på det tidspunkt, hvor det modtages af den myndighed, der er ansvarlig for forkyndelsen, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af vedkommende, for at få dokumentet indleveret til retten.«

Forordning (EF) nr. 4/2009

13

Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 af 18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt (EUT 2009 L 7, s. 1, og berigtigelse i EUT 2011 L 131, s. 26) finder i medfør af forordningens artikel 1, stk. 1, anvendelse »på underholdspligt, der udspringer af et familieforhold, slægtskab, ægteskab eller svogerskab«.

14

Denne forordnings artikel 3 med overskriften »Generelle bestemmelser« har følgende ordlyd:

»De myndigheder, der er kompetente med hensyn til underholdspligt i medlemsstaterne, er:

[...] eller

d)

den ret, der i henhold til den nationale lovgivning har kompetence til at påkende en sag vedrørende forældreansvar, når anmodningen om underhold er accessorisk i forhold til denne sag, medmindre denne kompetence alene støttes på en af parternes nationalitet.«

Tjekkisk ret

15

§ 39, stk. 1, i lov nr. 97/1963 om international privatret og procesret bestemmer:

»I sager vedrørende forældremyndighed og børnebidrag samt i andre sager vedrørende mindreårige børn har de tjekkoslovakiske retter kompetence, såfremt de mindreårige børn er tjekkoslovakiske statsborgere, selv om de opholder sig i udlandet. […]«

16

§ 104, stk. 1, i lov om civil retspleje bestemmer:

»Er en processuel betingelse ikke opfyldt, og kan der ikke ses bort herfra, afsluttes proceduren. Såfremt sagen ikke henhører under den pågældende rets kompetence, eller skal sagen først undergives en anden procedure, videresender den pågældende ret sagen til det pågældende kompetente organ, når den kendelse, hvorved proceduren afsluttes, har fået retskraft; retsvirkningerne af anlæggelsen af søgsmål (det indledende processkrift) opretholdes.«

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

17

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at L og M, der dannede par, men som ikke var gift, fik to børn, R og K, sammen. Disse to børn er født i Den Tjekkiske Republik og har tjekkisk statsborgerskab. Forældrene og deres børn var indtil februar 2010 bosiddende i Den Tjekkiske Republik. Fra februar 2010 arbejdede L i Østrig, og de to børn opholdt sig skiftevis hos deres moder og hos deres fader, som er bosiddende og arbejder i Český Krumlov (Den Tjekkiske Republik).

18

Den 20. maj 2012 registrerede L børnene med bopæl i Østrig, og i september samme år erklærede hun over for faderen, at børnene ikke ville vende tilbage til Den Tjekkiske Republik. Børnene begyndte på dette tidspunkt at gå i skole i Østrig. Spørgsmålet om, hvorvidt børnene var flyttet til Østrig med M’s samtykke, er genstand for uenighed i sagen om forældremyndighed over børnene.

19

Den 26. oktober 2012 indgav M en anmodning om »fastlæggelse af forholdet mellem forældrene og børnene« til Okresní soud (distriktsdomstolen) i Český Krumlov med henblik på at opnå forældremyndigheden over børnene og et børnebidrag.

20

Den 28. oktober 2012 undlod M i strid med aftalen indgået med L at tilbagegive børnene, som var på besøg hos ham.

21

Den 29. oktober 2012 indgav L også en anmodning til Okresní soud i Český Krumlov for at opnå forældremyndighed over børnene og et børnebidrag. Hun indgav efterfølgende en lignende anmodning til de østrigske retter.

22

I henhold til en beslutning om en foreløbig foranstaltning truffet af Okresní soud i Český Krumlov vendte børnene tilbage til deres moder i Østrig den 1. november 2012 og har fra dette tidspunkt gået i skole dér. Ved beslutning af 12. december 2012 stadfæstede Krajský soud (den regionale ret) i České Budějovice (Den Tjekkiske Republik) denne foreløbige foranstaltning.

23

Ved beslutning af 1. februar 2013 erklærede Okresní soud i Český Krumlov, at den savnede kompetence, og afsluttede proceduren i henhold til § 104, stk. 1, i lov om civil retspleje med den begrundelse, at da børnene havde bopæl i Østrig på tidspunktet for sagens anlæggelse for retten, var de østrigske retter kompetente i medfør af artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003.

24

Den 19. marts 2013 modtog den østrigske centralmyndighed en anmodning fra M om tilbagegivelse af børnene i henhold til Haagkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser (United Nations Treaty Series, bind 1343, s. 22514).

25

Ved beslutning af 11. april 2013 omgjorde Krajský soud i České Budějovice beslutningen truffet af Okresní soud i Český Krumlov den 1. februar 2013, hvorfor proceduren ikke er afsluttet. Det var denne rets opfattelse, at de tjekkiske retter har international kompetence i henhold til artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003, idet børnene har en tæt tilknytning til Den Tjekkiske Republik, forældrene har accepteret disse retters internationale kompetence i lighed med børnenes værge, som senere blev udpeget under sagen, og at kompetencen for Okresní soud i Český Krumlov var til børnenes bedste.

26

Hvad nærmere bestemt angår spørgsmålet om accepten af de tjekkiske retters internationale kompetence anførte Krajský soud i České Budějovice, at M’s anmodning af 26. oktober 2012 var blevet indgivet til en tjekkisk ret, at L den 29. oktober 2012 selv havde indgivet en anmodning til samme ret, og at det først var senere, at hun havde gjort gældende, at M burde have indbragt sagen for de østrigske retter og indgivet anmodningen til en østrigsk ret.

27

L iværksatte kassationsanke til prøvelse af denne beslutning ved den forelæggende ret og nedlagde påstand om udsættelse af gennemførelsen af beslutningen truffet af Krajský soud i České Budějovice. Ved beslutning af 31. juli 2013 blev denne begæring taget til følge.

28

L gjorde til støtte for appellen bl.a. gældende, at betingelsen om accept af de tjekkiske retters internationale kompetence i artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 ikke er opfyldt i den foreliggende sag. L indgav sin anmodning til Okresní soud i Český Krumlov i overensstemmelse med den rådgivning, som hun havde fået fra det tjekkiske kontor for international retsbeskyttelse og social beskyttelse af børn, fordi hun ikke vidste, hvor hendes børn befandt sig. Hun indbragte også sagen for de kompetente myndigheder i Østrig og gav den 31. oktober 2012 efter at have fået kendskab til samtlige faktiske omstændigheder klart udtryk for, at hun ikke var enig med hensyn til de tjekkiske retters internationale kompetence.

29

Den forelæggende ret har anført for det første, at det på grundlag af en fortolkning, der ganske vist er meget restriktiv, men som gør det muligt at sikre den fulde virkning af artikel 15 i forordning nr. 2201/2003, kan lægges til grund, at denne forordnings artikel 12, stk. 3, i lighed med artikel 12, stk. 1, kun tillader en aftale om værneting til fordel for den ret, for hvilken en sag om skilsmisse eller omstødelse af et ægteskab allerede er blevet indbragt, når rettens kompetence er baseret på nævnte forordnings artikel 7. For det andet kan det lægges til grund, at denne artikel 12, stk. 3, kan finde anvendelse selv i mangel af enhver anden sag, der har tilknytning til sagen om forældremyndigheden over børnene.

30

Denne ret har endvidere rejst spørgsmålet, om det kan lægges til grund, at der under de foreliggende omstændigheder er tale om, at L »udtrykkeligt eller på anden utvetydig måde [har] accepteret« de tjekkiske retters kompetence. Den forelæggende ret har anført, at Krajský soud i České Budějovice har knyttet sin konklusion vedrørende L’s accept af de tjekkiske retters kompetence til den anmodning, som L har indgivet til Okresní soud i Český Krumlov den 29. oktober 2012. Den forelæggende ret har imidlertid anført, at den ikke kan se, hvorledes en sådan viljestilkendegivelse har en utvetydig karakter. Den har navnlig anført, at det, henset til omstændighederne i sagen, synes troværdigt, at L alene indgav en anmodning til Okresní soud i Český Krumlov for at opnå oplysninger om sine børns situation. Det er således den forelæggende rets opfattelse, at der ikke kan være tale om en sådan accept i den foreliggende sag. Den forelæggende ret har herved anført, at L i det første retsskridt, som påhvilede hende i sagen anlagt af M, har bestridt kompetencen for den ret, for hvilken sagen er indbragt.

31

Nejvyšší soud (den øverste domstol), som har fastslået, at Domstolen endnu ikke har udtalt sig om fortolkningen af artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003, har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)

Skal artikel 12, stk. 3, i [forordning nr. 2201/2003] fortolkes således, at den begrunder kompetence i en sag om forældreansvar, når sagen ikke har forbindelse med en anden verserende sag (dvs. »andre retssager end dem, der er omhandlet i stk. 1«)?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

2)

Skal artikel 12, stk. 3, i [forordning nr. 2201/2003] fortolkes således, at en udtrykkelig eller en på anden måde utvetydig accept ligeledes omfatter en situation, hvor den part, som ikke har anlagt sagen, har indleveret sit indledende processkrift i den pågældende sag, men efterfølgende, i forbindelse med det første retsskridt, der påhviler den pågældende, gør gældende, at retten savner kompetence til at pådømme den sag, som allerede var anlagt af den anden part?«

Retsforhandlingerne for Domstolen

32

Efter den forelæggende rets anmodning har den afdeling, der er udpeget, undersøgt, hvorvidt det er nødvendigt at undergive denne sag den præjudicielle hasteprocedure i henhold til artikel 107 i Domstolens procesreglement. Denne afdeling har efter at have hørt generaladvokaten besluttet ikke at efterkomme anmodningen.

33

Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 8. januar 2014 er det blevet besluttet, at nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse skal behandles forud for andre sager i medfør af procesreglementets artikel 53, stk. 3.

Om de præjudicielle spørgsmål

34

Det bemærkes indledningsvis, at i henhold til artikel 2, nr. 7), i forordning nr. 2201/2003 omfatter begrebet forældreansvar alle de rettigheder og pligter vedrørende barnets person eller formue, som navnlig er tilkendt en fysisk eller juridisk person ved en retsafgørelse, eller som en sådan person har som følge af loven eller en gyldig aftale, hvilket navnlig omfatter forældremyndighed og samværsret. Eftersom L og M navnlig er uenige om forældremyndigheden over deres børn, er tvisten i hovedsagen omfattet af nævnte forordnings anvendelsesområde i overensstemmelse med forordningens artikel 1, stk. 1, og stk. 2, litra a).

35

Den omstændighed, at den i hovedsagen omhandlede procedure også omfatter en påstand om betaling af et børnebidrag, er i den forbindelse uden betydning. I medfør af artikel 1, stk. 3, litra e), i forordning nr. 2201/2003 er underholdspligt ganske vist udelukket fra denne forordnings anvendelsesområdet. Artikel 3, litra d), i forordning nr. 4/2009 bestemmer imidlertid, at hvad angår spørgsmålet om, hvilken ret der har kompetence i sager om underholdspligt i medlemsstaterne, kan den ret, der i henhold til den nationale lovgivning har kompetence til at påkende en sag vedrørende forældreansvar, være kompetent, når anmodningen om underhold er accessorisk i forhold til denne sag, medmindre denne kompetence alene støttes på en af parternes nationalitet. I medfør af denne bestemmelse har den ret, der har kompetence i medfør af artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003, i princippet også kompetence til at træffe afgørelse vedrørende en påstand om underholdspligt, der er accessorisk i forhold den sag om forældreansvar, som er indbragt for den.

Det første spørgsmål

36

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 skal fortolkes således, at der med henblik på en sag vedrørende forældreansvar kan udledes en kompetence for en ret i en medlemsstat, som ikke er retten på det sted, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, selv om der ikke verserer en anden sag for den valgte ret.

37

M, advokaten for R og K samt den tjekkiske og den polske regering har gjort gældende, at dette spørgsmål bør besvares bekræftende. Europa-Kommissionen har derimod anført, at spørgsmålet bør besvares benægtende, idet den har præciseret, at den verserende sag, som sagen vedrørende forældreansvar har en tilknytning til, skal være en anden retssag end dem, der er omhandlet i artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003.

38

Ifølge Domstolens faste praksis skal der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (domme Merck, 292/82, EU:C:1983:335, præmis 12, og Detiček, C-403/09 PPU, EU:C:2009:810, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

39

Det bemærkes herved, at artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 bestemmer, at retterne i en medlemsstat har kompetence i spørgsmål vedrørende forældreansvar »i forbindelse med andre retssager end dem, der er omhandlet i stk. 1« i denne artikel, dels hvis barnet har en væsentlig tilknytning til den pågældende medlemsstat, bl.a. i kraft af, at en af indehaverne af forældreansvar har sit sædvanlige opholdssted i medlemsstaten, eller at barnet er statsborger i medlemsstaten, dels hvis denne kompetence på det tidspunkt, hvor sagen anlægges, udtrykkeligt eller på anden utvetydig måde er accepteret af alle parter i sagen, og denne kompetence er til barnets bedste. Stk. 1 i denne artikel præciserer, at den ret i en medlemsstat, der i medfør af samme forordnings artikel 3 udøver sin kompetence til at træffe afgørelse om en begæring om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab, har kompetence i ethvert spørgsmål vedrørende forældreansvar, der har tilknytning til den pågældende begæring, når de betingelser, der er opregnet heri, er opfyldt.

40

Ordlyden af artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 gør det således ikke i sig selv muligt at afgøre, hvorvidt det, for at det er muligt at anvende en aftale om værneting som fastsat i denne bestemmelse, er nødvendigt, at der for den ret, som aftalen om værneting er til fordel for, allerede er blevet anlagt en anden sag.

41

Det skal imidlertid for så vidt angår den sammenhæng, hvori artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 indgår, bemærkes, at denne bestemmelse sammen med artikel 12, stk. 1, udgør en af to muligheder for en aftale om værneting i sager vedrørende forældreansvar, som følger af forordning nr. 2201/2003.

42

For så vidt angår artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 fremgår det klart af denne bestemmelses ordlyd, at den mulighed for en aftale om værneting, som følger af denne bestemmelse, kun kan være til fordel for retterne i den medlemsstat, hvor kompetencen til at træffe afgørelse om en begæring om skilsmisse, separation eller omstødelse udøves i medfør af samme forordnings artikel 3. Artikel 12, stk. 2, præciserer for sin del det tidspunkt, hvor kompetencen udøvet i medfør af stk. 1 ophører, nemlig når der er truffet endelig afgørelse om imødekommelse eller afvisning af begæringen om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab, eller, såfremt der stadig verserer en sag om forældreansvar på det førnævnte tidspunkt, når der er truffet endelig afgørelse i denne sag, eller i de to førnævnte tilfælde nævnte sager er afsluttet af anden grund.

43

Der findes imidlertid ingen bestemmelse, der svarer til dette stk. 2 med hensyn til den mulighed for en aftale om værneting, der følger af artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003.

44

Domstolen har endvidere allerede fastslået, at kompetencen i spørgsmål vedrørende forældreansvar for en ret i en medlemsstat – som følger af, at indehaverne af forældreansvaret efter fælles overenskomst har anlagt sag for den pågældende ret som omhandlet i artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 – ophører, når der er truffet en endelig afgørelse inden for rammerne af den pågældende sag (dom E, C-436/13, EU:C:2014:2246, præmis 50). Dette indebærer, at der kan indgås en aftale om værneting for den valgte ret selv med hensyn til kompetence til alene at behandle sagen vedrørende forældreansvar.

45

Det følger af det foregående, at den aftale om værneting, der er fastsat i artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 i spørgsmål vedrørende forældreansvar, kan anvendes, uden at det er nødvendigt, at sagen vedrørende dette spørgsmål har en tilknytning til en anden sag, som allerede verserer for den ret, som aftalen om værneting er indgået til fordel for.

46

Det skal i den forbindelse bemærkes, at denne fortolkning er den eneste, som ikke er til hinder for denne bestemmelses effektive virkning. En indskrænkning af bestemmelsens anvendelsesområde til kun at omfatte situationer, hvor sagen vedrørende forældreansvar har tilknytning til en anden allerede verserende sag, ville i betydeligt omfang indskrænke mulighederne for at anvende en sådan aftale om værneting, når henses til, at behovet for at anlægge en sag vedrørende forældeansvar kan opstå uafhængigt af enhver anden sag.

47

Denne fortolkning er endvidere den eneste, der kan garantere overholdelsen af de mål, som forfølges med forordning nr. 2201/2003.

48

I henhold til 12. betragtning til forordning nr. 2201/2003 er de kompetenceregler, der fastsættes i denne forordning, således for det første udformet under hensyntagen til barnets bedste og bygger navnlig på kriteriet om nærhed. Heraf følger, at denne forordning er begrundet i den betragtning, at hensynet til barnets bedste skal have forrang (jf. i denne retning dom Rinau, C-195/08 PPU, EU:C:2008:406, præmis 51). Som allerede fastslået i nærværende doms præmis 46 ville en indskrænkning af muligheden for at anvende den aftale om værneting, der er fastsat i artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003, til alene at omfatte tilfælde, hvor sagen vedrørende forældreansvar har en tilknytning til en anden sag, udelukke muligheden for at anvende nævnte aftale om værneting i adskillige situationer, selv om denne aftale om værneting kunne være til det pågældende barns bedste.

49

Det skal herved fremhæves, at som det fremgår af artikel 12, stk. 3, litra b), i forordning nr. 2201/2003 – der under alle omstændigheder som betingelse for anvendeligheden af den aftale om værneting, som er foreskrevet i dette stykke, ikke blot kræver, at nævnte aftale udtrykkeligt eller på anden utvetydig måde er accepteret af alle parter i sagen på det tidspunkt, hvor sagen anlægges, men også at kompetencen for retterne i den valgte medlemsstat er til barnets bedste – kan anvendelsen af en sådan aftale om værneting under ingen omstændigheder stride mod barnets bedste.

50

Det fremgår for det andet af femte betragtning til forordning nr. 2201/2003, at for at sikre en ensartet behandling af alle børn dækker denne forordning alle retsafgørelser om forældreansvar, herunder også foranstaltninger til beskyttelse af et barn, uanset om sådanne afgørelser træffes i forbindelse med en ægteskabssag. En udelukkelse af enhver mulighed for en aftale om værneting med hensyn til spørgsmålet om forældreansvar, alene fordi nævnte sag ikke har tilknytning til en anden allerede verserende sag, er til hinder for virkeliggørelsen af dette mål. Dette er navnlig tilfældet, hvis, som den forelæggende ret har anført, udtrykket »andre retssager end dem, der er omhandlet i stk. 1« i denne forordnings artikel 12, stk. 3 blev opfattet således, at det omfattede begæringer om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab, med hensyn til hvilke kompetencen for retterne i en medlemsstat ikke fastlægges i medfør af samme forordnings artikel 3, men i medfør af en anden kompetenceregel i denne forordning. En sådan fortolkning ville udelukke enhver mulighed for en aftale om værneting i medfør af nævnte stk. 3 for spørgsmål vedrørende forældreansvar med hensyn til børn af forældre, der aldrig har været gift, eller hvis forældre allerede er skilt eller separeret, eller hvis ægteskab er blevet omstødt, hvilket ville være i strid med målet om en ensartet behandling af alle børn.

51

Endvidere er den fortolkning, der fremgår af nærværende doms præmis 45, ikke, i modsætning til hvad den forelæggende ret har givet udtryk for, til hinder for den effektive virkning af artikel 15 i forordning nr. 2201/2003, idet denne artikel præciserer, at den kun finder anvendelse »undtagelsesvis«. Den kan derfor ikke opveje de mangler med hensyn til virkeliggørelse af de mål, som forfølges med forordning nr. 2201/2003, der ville følge af en fortolkning af forordningens artikel 12, stk. 3, der udelukker anvendeligheden af denne bestemmelse, hvis der ikke allerede verserer en sag, som sagen vedrørende forældreansvar har tilknytning til.

52

På baggrund af samtlige de foregående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 skal fortolkes således, at der med henblik på en sag vedrørende forældreansvar kan udledes en kompetence for en ret i en medlemsstat, som ikke er retten på det sted, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, selv om der ikke verserer en anden sag for den valgte ret.

Det andet spørgsmål

53

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 12, stk. 3, litra b), i forordning nr. 2201/2003 skal fortolkes således, at kompetencen for den ret, for hvilken en part har anlagt en sag vedrørende forældreansvar, »udtrykkeligt eller på anden utvetydig måde er accepteret af alle parter i sagen« som omhandlet i denne bestemmelse, når sagsøgte i denne første sag efterfølgende anlægger en anden sag for samme ret og i forbindelse med det første retsskridt, der påhviler den pågældende i den første sag, gør gældende, at retten savner kompetence.

54

M og advokaten for R og K er af den opfattelse, at dette spørgsmål skal besvares bekræftende, mens den tjekkiske regering og Kommissionen er af den modsatte opfattelse.

55

Ifølge selve ordlyden af artikel 12, stk. 3, litra b), i forordning nr. 2201/2003 skal kompetencen for den valgte ret »på det tidspunkt, hvor sagen anlægges, udtrykkeligt eller på anden utvetydig måde [være] accepteret af alle parter i sagen«. Denne forordnings artikel 16 præciserer, at en sag i princippet anses for anlagt ved en ret på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument indleveres til retten.

56

Denne bestemmelses klare ordlyd, læst i lyset af nævnte artikel 16, kræver således, at det godtgøres, at der foreligger en udtrykkelig eller i det mindste utvetydig aftale om nævnte udvidelse af kompetencen mellem parterne i sagen senest på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument indleveres til den valgte ret.

57

Det er åbenbart, at dette ikke kan være tilfældet, når sagen alene anlægges for den omhandlede ret på den ene af parternes initiativ, mens en anden part anlægger en anden sag for samme ret på et senere tidspunkt, og denne anden part i forbindelse med det første retsskridt, der påhviler den pågældende i den første sag, gør gældende, at retten savner kompetence.

58

Det skal endvidere bemærkes, at når en ret får forelagt en sag i henhold til artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003, kan hensynet til barnets bedste kun iagttages ved, at der i hvert enkelt tilfælde foretages en vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt aftalen om værneting er i overensstemmelse med dette hensyn, og at en aftale om værneting på grundlag af artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 kun gælder for den bestemte del af sagen, som den ret, der har det aftalte værneting, har fået forelagt (jf. i denne retning dom E, EU:C:2014:2246, præmis 47 og 49).

59

Det følger af det foregående, at det andet spørgsmål skal besvares med, at artikel 12, stk. 3, litra b), i forordning nr. 2201/2003 skal fortolkes således, at det ikke kan antages, at kompetencen for den ret, for hvilken en part har anlagt en sag vedrørende forældreansvar, »udtrykkeligt eller på anden utvetydig måde er accepteret af alle parter i sagen« som omhandlet i denne bestemmelse, når sagsøgte i denne første sag efterfølgende anlægger en anden sag for samme ret og i forbindelse med det første retsskridt, der påhviler den pågældende i den første sag, gør gældende, at retten savner kompetence.

Sagens omkostninger

60

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

 

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

 

1)

Artikel 12, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 skal fortolkes således, at der med henblik på en sag vedrørende forældreansvar kan udledes en kompetence for en ret i en medlemsstat, som ikke er retten på det sted, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, selv om der ikke verserer en anden sag for den valgte ret.

 

2)

Artikel 12, stk. 3, litra b), i forordning nr. 2201/2003 skal fortolkes således, at det ikke kan antages, at kompetencen for den ret, for hvilken en part har anlagt en sag vedrørende forældreansvar, »udtrykkeligt eller på anden utvetydig måde er accepteret af alle parter i sagen« som omhandlet i denne bestemmelse, når sagsøgte i denne første sag efterfølgende anlægger en anden sag for samme ret og i forbindelse med det første retsskridt, der påhviler den pågældende i den første sag, gør gældende, at retten savner kompetence.

 

Underskrifter


( *1 ) – Processprog: tjekkisk.