Sag C-51/10 P

Agencja Wydawnicza Technopol sp. z o.o.

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»Appel – EF-varemærker – tegn, der udelukkende består af tal – ansøgning om registrering af tegnet »1000« som varemærke for brochurer, tidsskrifter og aviser – tegnets angiveligt beskrivende karakter – anvendelseskriterier for artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning (EF) nr. 40/94 – pligt for Harmoniseringskontoret til at tage hensyn til sin tidligere beslutningspraksis«

Sammendrag af dom

1. EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – absolutte registreringshindringer – fortolkning i lyset af den bagvedliggende almene interesse – artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 – formål – friholdelsesbehov

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 7, stk. 1, litra c)]

2. EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – absolutte registreringshindringer – overlapning af anvendelsesområderne for registreringshindringerne i artikel 7, stk. 1, litra b), og artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 7, stk. 1, litra b) og c)]

3. EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – absolutte registreringshindringer – varemærker, der udelukkende består af tegn eller angivelser, der kan betegne en vares eller en tjenesteydelses egenskaber – begreb – tegn, der udelukkende består af tal

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 7, stk. 1, litra c)]

4. EF-varemærker – EF-varemærkets retsvirkninger – begrænsninger – artikel 12, litra b), i forordning nr. 40/94 – genstand

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 7, stk. 1, litra c), og art. 12, litra b)]

5. EF-varemærker – Harmoniseringskontorets afgørelser – ligebehandlingsprincippet – princippet om god forvaltningsskik – Harmoniseringskontorets tidligere beslutningspraksis

1. Hver af de registreringshindringer, der er opregnet i artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, skal fortolkes i lyset af den almene interesse, der ligger bag hver af dem. Den almene interesse, der ligger bag nævnte forordnings artikel 7, stk. 1, litra c), består i at sikre, at de tegn, der er beskrivende for en eller flere af de varers eller tjenesteydelsers egenskaber, som er omfattet af varemærkeansøgningen, frit kan benyttes af samtlige erhvervsdrivende, der udbyder sådanne varer eller tjenesteydelser.

For at sikre den fuldstændige gennemførelse af formålet om fri afbenyttelse kan Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) afslå registrering med hjemmel i artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94, uden at det kræves, at det omhandlede tegn på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om registrering faktisk anvendes med et beskrivende formål. Det er tilstrækkeligt, at tegnet kan anvendes til sådanne formål. På samme måde afhænger anvendelsen af denne registreringshindring ikke af, at der er et konkret, aktuelt eller tungtvejende behov for at holde et tegn til rådighed, og det er således irrelevant at kende antallet af konkurrenter, der har eller vil få en interesse i at bruge det omhandlede tegn. Det er desuden uden betydning, at der eksisterer andre tegn, som er mere almindeligt benyttet end det omhandlede, til at betegne de samme egenskaber ved de varer eller tjenesteydelser, som er nævnt i registreringsansøgningen. Det fremgår af det ovenstående, at en anvendelse af nævnte forordnings artikel 7, stk. 1, litra c), ikke kræver, at det omhandlede tegn opfylder de almindelige beskrivelsesmåder.

(jf. præmis 36-40)

2. De beskrivende tegn, der er henvist til i artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, er ligeledes uden særpræg som omhandlet i forordningens artikel 7, stk. 1, litra b). Omvendt kan et tegn mangle fornødent særpræg i henhold til artikel 7, stk. 1, litra b), af andre grunde end dets eventuelle beskrivende karakter. Der foreligger således en vis overlapning mellem de respektive anvendelsesområder for artikel 7, stk. 1, litra b), og artikel 7, stk. 1, litra c), eftersom den første af disse bestemmelser adskiller sig fra den anden, i det omfang den omfatter samtlige omstændigheder, hvorved et tegn ikke er egnet til at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders.

Under disse omstændigheder er det vigtigt – med henblik på en korrekt anvendelse af artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 40/94 – at sikre, at anvendelsen af registreringshindringen i artikel 7, stk. 1, litra c), forbliver behørigt begrænset til de tilfælde, der specifikt henvises til i registreringshindringen.

(jf. præmis 46-48)

3. De tilfælde, der faktisk er omfattet af registreringshindringen, som er nævnt i artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, er dem, hvor tegnet, hvorom der er ansøgt om varemærkeregistrering, kan betegne en »egenskab« for de varer eller tjenesteydelser, der er indgivet varemærkeansøgning om. Ved i artikel 7, stk. 1, litra c), i nævnte forordning at anvende begreberne »art, beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse, tidspunktet for varens fremstilling eller for leveringen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved disse« har lovgiver for det første anført, at arten, beskaffenheden, mængden, anvendelsen, værdien, den geografiske oprindelse og tidspunktet for fremstilling og levering alle skal betragtes som varernes eller tjenesteydelsernes egenskaber, og for det andet påpeget, at denne liste ikke er udtømmende, idet der ligeledes kan tages hensyn til enhver anden af varernes eller tjenesteydelsernes egenskaber.

Lovgivers valg af begrebet »egenskab« understreger den omstændighed, at de tegn, der er henvist til i nævnte bestemmelse, kun er sådanne, der kan anvendes til at betegne en egenskab ved de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der ansøges om registrering, som er let genkendelig for den relevante kundekreds. Således kan et tegn kun afvises fra registrering på baggrund af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94, såfremt det med rimelighed kan antages, at det rent faktisk vil blive opfattet af den relevante kundekreds som en beskrivelse af en af disse egenskaber.

Disse oplysninger er særlig relevante for så vidt angår tegn, der udelukkende består af tal. Da sådanne tegn nemlig almindeligvis ligestilles med numrene, kan de bl.a. inden for handelen anvendes til at betegne en mængde. For at et tegn, der udelukkende består af tal, kan afvises fra registrering på baggrund af artikel 7, stk. 1, litra c), idet det betegner en mængde, skal det imidlertid med rimelighed kunne antages, at den mængde, som tallene angiver, i den relevante kundekreds’ øjne betegner de varer eller tjenesteydelser, hvorom registreringen er ansøgt.

(jf. præmis 48-52)

4. Bestemmelsen i artikel 12, litra b), i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker påvirker ikke på afgørende vis fortolkningen af indholdet af samme forordnings artikel 7, stk. 1, litra c). Forordningens artikel 12 vedrører nemlig begrænsningerne i EF-varemærkets retsvirkninger, mens samme forordnings artikel 7 omhandler registreringshindringerne i forhold til at registrere tegn som varemærker.

Den omstændighed, at nævnte artikel 12, litra b), sikrer, at angivelser vedrørende varers og tjenesteydelsers egenskaber frit kan benyttes af alle erhvervsdrivende, begrænser ingenlunde rækkevidden af artikel 7, stk. 1, litra c). Bestemmelsen tydeliggør tværtimod interessen i rent faktisk at anvende registreringshindringen, der desuden er absolut, i artikel 7, stk. 1, litra c), på alle tegn, der kan betegne en af de varer eller tjenesteydelsers egenskaber, som varemærkeansøgningen omfatter.

(jf. præmis 59-61)

5. Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) har en pligt til at udøve sine beføjelser i overensstemmelse med EU-rettens generelle principper, såsom ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik.

Med hensyn til disse to principper skal Harmoniseringskontoret i forbindelse med behandlingen af en EF-varemærkeansøgning tage hensyn til allerede trufne afgørelser vedrørende lignende ansøgninger og særligt overveje, hvorvidt der i den foreliggende situation skal træffes samme afgørelse.

(jf. præmis 73 og 74)

DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

10. marts 2011 (*)

I sag C-51/10 P,

angående appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 1. februar 2010,

Agencja Wydawnicza Technopol sp. z o.o., Częstochowa (Polen), ved Rechtsanwalt A. von Mühlendahl,

appellant,

den anden part i appelsagen:

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) ved A. Folliard-Monguiral, som befuldmægtiget,

sagsøgt i første instans,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, A. Tizzano, og dommerne J.-J. Kasel, M. Ilešič (refererende dommer), M. Safjan og M. Berger,

generaladvokat: J. Mazák

justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 10. november 2010,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1 I appelskriftet har Agencja Wydawnicza Technopol sp. z o.o. (herefter »Technopol«) nedlagt påstand om ophævelse af den dom, der blev afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 19. november 2009, Agencja Wydawnicza Technopol mod KHIM (1000) (sag T-298/06, herefter »den appellerede dom«), hvorved appellanten ikke fik medhold i sin påstand om annullation af den afgørelse, der var blevet truffet af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (herefter »Harmoniseringskontoret«) den 7. august 2006 (sag R 447/2006-4, herefter »den omtvistede afgørelse«) vedrørende ansøgning om registrering af tegnet »1000« som EF-varemærke.

Retsforskrifter

2 Artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1) med overskriften »EF-varemærkets form« bestemmer:

»Et EF-varemærke kan bestå af alle tegn, der kan gengives grafisk, navnlig ord, herunder personnavne, afbildninger, bogstaver, tal, varens form eller emballage, for så vidt disse tegn er egnede til at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders.«

3 Samme forordnings artikel 7 med overskriften »Absolutte hindringer for registrering« bestemmer:

»1. Udelukket fra registrering er:

[…]

b) varemærker, som mangler fornødent særpræg

c) varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, der i omsætningen kan tjene til at betegne varens eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse, tidspunktet for varens fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved disse:

[…]

3. Stk. 1, litra b), c) og d), finder ikke anvendelse, hvis mærket som følge af den brug, der er gjort deraf, har fået fornødent særpræg for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det søges registreret.«

4 I artikel 12 i forordning nr. 40/94, der har overskriften: »Brug af EF-varemærket«, bestemmes følgende:

»De til EF-varemærket knyttede rettigheder giver ikke indehaveren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af:

[…]

b) angivelser vedrørende varens eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse, tidspunktet for varens fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved varen eller tjenesteydelsen

[…]

for så vidt dette sker i overensstemmelse med god markedsføringsskik.«

5 Forordningens artikel 74, der har overskriften »Harmoniseringskontorets ex officio-prøvelse af de faktiske omstændigheder«, bestemmer:

»1. Under sagsbehandlingen ved Harmoniseringskontoret prøver dette ex officio de faktiske omstændigheder; i sager vedrørende relative registreringshindringer begrænser Harmoniseringskontoret sig imidlertid til at prøve de af parterne fremførte kendsgerninger, beviser og argumenter og de af parterne fremsatte anmodninger.

2. Harmoniseringskontoret kan se bort fra kendsgerninger og beviser, som ikke er påberåbt eller fremført rettidigt af de pågældende parter.«

6 Rådets forordning nr. 40/94 er blevet erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1), der trådte i kraft den 13. april 2009. Ikke desto mindre reguleres tvisten i hovedsagen, henset til tidspunktet for de faktiske omstændigheder, af forordning nr. 40/94.

Tvistens baggrund og den omtvistede afgørelse

7 Den 4. april 2005 indgav Technopol en ansøgning til Harmoniseringskontoret om registrering som EF-varemærke af følgende tegn:

1000

8 De varer, som registreringsansøgningen vedrører, henhører under klasse 16 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og svarer til følgende beskrivelse: »brochurer, tidsskrifter, herunder tidsskrifter, der indeholder krydsord og anden underholdning, samt aviser«.

9 Den 31. januar 2006 afslog undersøgeren denne ansøgning på grundlag af artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i forordning nr. 40/94 med den begrundelse, at tegnet »1000« ikke havde fornødent særpræg og udgjorde en beskrivende betegnelse for de omhandlede varers indhold eller andre egenskaber.

10 Den 31. marts 2006 påklagede Technopol undersøgerens afgørelse. Ved en afgørelse af 7. august 2006 stadfæstede Fjerde Appelkammer ved Harmoniseringskontoret undersøgerens analyse.

11 Appelkammeret fandt, at tegnet »1000« kunne tjene til at beskrive indholdet af Technopols tryksager, og at nævnte tegn under alle omstændigheder manglede fornødent særpræg, idet det af forbrugeren vil blive opfattet som en anprisning af tryksagerne og ikke som en oprindelsesangivelse.

12 I den omtvistede afgørelses punkt 18 og 19 konstaterede appelkammeret særligt følgende:

»18 [...] Ofte offentliggør tidsskrifterne særnumre, der indeholder forskellige oplysninger […]. I sådanne tilfælde foretrækkes runde tal, fordi de er iøjnefaldende.

19 De af ansøgningen omfattede [varer] omfatter desuden […] tryksager, der indeholder forskellige samlinger […]. Denne slags tryksager indeholder generelt runde oplysningsnumre […]. På samme vis kan [tegnet »1000«] utvivlsomt bruges på beskrivende måde, navnlig i »tidsskrifter, der indeholder krydsord og anden underholdning«, hvorom beskyttelsen er ansøgt. Den relevante kundekreds vil opfatte [tegnet »1000«], der optræder i den omhandlede tryksag, som en angivelse af, at den indeholder præcist 1 000 gåder eller anden underholdning. Som undersøgelserne på internettet har vist, findes der allerede adskillige af denne slags varer på markedet […]«

Retsforhandlingerne for Retten og den appellerede dom

13 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 18. oktober 2006 anlagde Technopol sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse.

14 Appellanten har til støtte for søgsmålet gjort to anbringender gældende, hvoraf det første vedrører tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 og det andet tilsidesættelse af samme forordnings artikel 7, stk. 1, litra b).

15 Technopol har i forbindelse med det første anbringende anført, at tegnet »1000« uden yderligere tilføjelser ikke er beskrivende. Ud fra kundekredsens synspunkt kan en direkte og konkret forbindelse mellem tegnet og de omhandlede varers egenskaber ikke fastslås.

16 Retten forkastede denne argumentation og dermed det første anbringende. De væsentligste grunde til denne konklusion er følgende:

»21 […] [U]nder artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 henhører sådanne tegn og angivelser, der fra den berørte kundekreds’ synsvinkel – enten direkte eller ved henvisning til en af dens væsentligste egenskaber – udgør en almindelig måde for betegnelse af en vare eller en tjenesteydelse som den, der er indgivet til registrering […].

22 Ifølge fast retspraksis er et tegn beskrivende, såfremt det har en tilstrækkelig direkte og konkret forbindelse til de omhandlede varer eller tjenesteydelser, der kan gøre det muligt for den berørte kundekreds straks og uden yderligere overvejelse at genkende en beskrivelse af de omhandlede varer eller tjenesteydelser eller af en af deres væsentlige egenskaber […].

23 Vurderingen af, om et tegn er beskrivende, kan derfor kun ske med henvisning til på den ene side, hvordan den relevante kundekreds opfatter tegnet og på den anden side de omhandlede varer eller tjenesteydelser […].

24 I den foreliggende sag er de berørte varer brochurer, tidsskrifter, herunder sådanne, der indeholder krydsord og anden underholdning, såsom aviser, og som er rettet mod offentligheden, hvilket er ubestridt af parterne. […]

25 Der skal således tages stilling til, hvorvidt en almindelig oplyst, rimelig opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger, uden at der foreligger yderligere elementer, vil opfatte [tegnet »1000«] som en beskrivelse af en af de af registreringsansøgningerne omfattede varers egenskaber.

26 I så henseende bemærkes, som det fremgår af den [omtvistede] afgørelses punkt 18 og 19, at der ud fra den berørte kundekreds’ synspunkt foreligger en direkte og konkret forbindelse mellem tegnet »1000« og visse af de omhandlede varers egenskaber. Tegnet »1000« henviser således til en mængde og vil af den berørte kundekreds straks og uden yderligere overvejelse blive opfattet som en beskrivelse af de omhandlede varers egenskaber, bl.a. antallet af sider, værker, oplysninger samt det samlede antal af underholdningsopgaver, eller rækkefølgen af de heri indeholdte henvisninger. Den omstændighed, at det ansøgte varemærke kun er sammensat af tal, anfægter ikke denne konklusion, da […] den manglende bestanddel med lethed kan genkendes af den berørte kundekreds, eftersom forbindelsen mellem tallet og de omhandlede varers egenskaber straks fremstår.

27 Som appelkammeret har konstateret i den [omtvistede] afgørelses punkt 18 og 19, offentliggøres særnumre og samlinger ofte i brochurer og tidsskrifter, hvor runde tal således foretrækkes for så vidt angår angivelsen af indholdet, idet appelkammeret i denne forbindelse bl.a. har anført eksemplet »1000 spørgsmål og svar«. Disse omstændigheder styrker den beskrivende forbindelse, der fra den almindelige forbrugers synspunkt foreligger mellem de omhandlede varer og [tegnet »1000«].

[…]

30 Eftersom den beskrivende karakter for så vidt angår [tegnet »1000«] med hensyn til de varer, der er omfattet af EF-varemærkeansøgningen, er fastslået, skal det undersøges, om det ansøgte varemærke udelukkende består af beskrivende tegn, og om det ikke indeholder andre bestanddele, der vil kunne hindre en konstatering af tegnets beskrivende karakter. […] I den foreliggende sag fremstilles ordmærket »1000« uden andre bestanddele, der adskiller det fra den normale måde at angive en mængde, som vil kunne fratage ordmærket dets beskrivende karakter.

31 Det følger af ovenstående, at ordmærket »1000« betegner de omhandlede varers egenskaber, bl.a. antallet af sider, værker, oplysninger og det samlede antal af underholdningsopgaver, eller rækkefølgen heraf, der kan tages i betragtning i forbindelse med det valg, forbrugermålgruppen vil foretage, og som dermed udgør væsentlige egenskaber. […]

32 Denne konklusion kan ikke svækkes af de øvrige argumenter, som sagsøgeren har påberåbt sig […]. For det første for så vidt angår argumentet vedrørende den omstændighed, at registreringen af tegnet »1000« ikke kan fratage tredjemand retten til at bruge nævnte tal som betegnelse for mængder, så længe denne brug ikke udgør en varemærkekrænkelse, må argumentet forkastes, idet det er irrelevant. På baggrund af dette argument har sagsøgeren henvist til indholdet af artikel 12, litra b), i forordning nr. 40/94 […], vedrørende begrænsningerne i den eneret, som følger af en varemærkeregistrering. I overensstemmelse med Rettens praksis kan artikel 12 i forordning nr. 40/94 nemlig ikke påberåbes under registreringsproceduren […]. Anvendelsen af denne artikel forudsætter, at der foreligger et tegn, som er blevet registreret som varemærke, enten fordi det har fået fornødent særpræg ved brug i overensstemmelse med artikel 7, stk. 3, i forordning nr. 40/94, eller som følge af tilstedeværelsen af både beskrivende og ikke-beskrivende bestanddele, hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag […]. Artikel 12 i forordning nr. 40/94 kan dermed ikke betragtes således, at den muliggør en afsvækkelse af undersøgelseskriterierne for de absolutte registreringshindringer.

33 Hvad for det andet angår sagsøgerens argument vedrørende den omstændighed, at der ikke er nogen grund til at lade [tegnet »1000«] stå til fri afbenyttelse for tredjemand, når der for så vidt angår firecifrede numre findes 10 000 mulige kombinationer, skal det fremhæves, at […] afslaget på registrering af det omhandlede varemærke støtter sig på tegnets beskrivende karakter. Denne beskrivende karakter forhindrer [tegnet »1000«] i at opfylde varemærkets funktion om at angive oprindelsen af de varer, der er omfattet af ansøgningen om registrering. Tilstedeværelsen af andre mulige kombinationer er således uden relevans i forbindelse med registreringen. Den omstændighed, at Harmoniseringskontoret har registreret tegnene IX og XD som varemærker, hvilket overlader konkurrenterne færre muligheder for at kombinere tal og bogstaver, er desuden uden relevans. Lovligheden af appelkammerets afgørelser skal udelukkende bedømmes på grundlag af forordning nr. 40/94 og ikke på grundlag af Harmoniseringskontorets tidligere beslutningspraksis […]«

17 Efter at have bekræftet relevansen af registreringshindringerne i artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 i forbindelse med den foreliggende sag, undlod Retten at efterprøve det andet anbringende vedrørende tilsidesættelsen af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94.

Parternes påstande

18 Technopol har nedlagt følgende påstande:

– Den appellerede dom ophæves.

– Sagen hjemvises til Retten.

– Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

19 Harmoniseringskontoret har nedlagt følgende påstande:

– Appellen forkastes.

– Technopol tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Appellen

20 Technopol har til støtte for appellen gjort to anbringender gældende. Det første anbringende vedrører tilsidesættelsen af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94, eftersom Retten ikke har taget hensyn til alle de relevante kriterier med hensyn til anvendelsen af denne bestemmelse. Appellanten har i sit andet anbringende anført, at Retten ikke har taget hensyn til Harmoniseringskontorets tidligere praksis.

Det første anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94

Parternes argumenter

21 Appellanten har til støtte for sit første anbringende bl.a. gjort gældende, at det fremgår af Domstolens praksis, navnlig af præmis 37 i dommen af 20. september 2001, Procter & Gamble mod KHIM (sag C-383/99 P, Sml. I, s. 6251), at anvendelsen af registreringshindringerne i artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 ikke blot er underlagt kriteriet om »normal brug«, som Retten henviser til i den appellerede doms præmis 21, men ligeledes betingelsen om, at der skal være lighed mellem det omhandlede tegn og de almindelige måder at beskrive de pågældende varer eller tjenesteydelser eller deres egenskaber på. Idet Retten tilsidesatte den sidste betingelse, udvidede den fejlagtigt anvendelsesområdet for nævnte registreringshindringer.

22 Den appellerede dom indeholder desuden ingen foreliggende oplysninger, der påviser, at brugen af tegnet »1000« udgør en »normal brug« med henblik på at betegne de varer, som varemærkeansøgningen vedrører. De eksempler, som Retten henviser til i den appellerede doms præmis 26 og 27, angår brugen af tal i kombination med andre udtryk. Den appellerede dom er således baseret på en fejlagtig forudsætning, der består i at antage, at ethvert tegn, der består af et tal, nødvendigvis skal være ledsaget af beskrivende eller generiske angivelser. Retten har følgelig støttet sin vurdering på antagelser.

23 Retten tilsidesatte under alle omstændigheder den sammenhæng, der findes mellem artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 og forordningens artikel 12, litra b). I den appellerede doms præmis 32 begrænsede Retten urigtigt sidstnævnte artikels rækkevidde til tilfælde, hvor et tegn »er blevet registreret som varemærke, enten fordi det har fået fornødent særpræg ved brug i overensstemmelse med artikel 7, stk. 3, i forordning nr. 40/94, eller som følge af tilstedeværelsen af både beskrivende og ikke-beskrivende bestanddele«.

24 Ydermere behandlede Retten ikke i tilstrækkelig grad det argument, hvorefter appelkammeret havde tilsidesat den omstændighed, at der ikke forelå et behov for at friholde tegnet »1000«. Retten undlod nemlig i dens svar på nævnte argument i den appellerede doms præmis 33 at analysere den almene interesse, der ligger bag artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94.

25 Harmoniseringskontoret har for det første gjort gældende, at anvendelsen af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 ikke nødvendigvis indebærer, at det omhandlede tegn udgør en »almindelig måde« at beskrive en af de pågældende varer eller tjenesteydelsers egenskaber på. Det er tilstrækkeligt, at tegnet kan bruges til at betegne en egenskab.

26 Ifølge Harmoniseringskontoret leder tegnet »1000« straks tankerne hen på indholdet af den omhandlede tryksag, idet det henviser til antallet af sider eller oplysninger. Den faktiske vurdering, der blev foretaget af Retten, ifølge hvilken offentligheden forventer, at tegnet »1000« betegner omfanget af tryksagens indhold, kan af Domstolen desuden ikke tages op til fornyet prøvelse.

27 Hvad dernæst angår den sammenhæng, der findes mellem artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 og samme forordnings artikel 12, litra b), har Harmoniseringskontoret påpeget, at sidstnævnte artikel vedrører begrænsninger i registrerede varemærkes retsvirkninger og ikke, hvorvidt tegnene kan registreres som EF-varemærker. Det af appellanten påberåbte samspil mellem disse to artikler findes derfor slet ikke.

28 Harmoniseringskontoret har endelig gjort gældende, at Retten i tilbørlig grad tog hensyn til den almene interesse. Den fandt med rette, at det er irrelevant, at adskillige andre tegn, der består af tal, står til rådighed for konkurrenterne med henblik på betegnelsen af deres varer. Harmoniseringskontoret har i denne forbindelse påpeget, at efterprøvelsen af en absolut registreringshindring skal begrænses til det omhandlede tegn og tegnets betydning i forhold til de omhandlede varer og tjenesteydelser.

Domstolens bemærkninger

29 Det bemærkes indledningsvis, at den omstændighed, at et tegn udelukkende består af tal, ikke i sig selv er en forhindring for tegnets registrering som varemærke.

30 Dette følger, for så vidt angår EF-varemærker, af artikel 4 i forordning nr. 40/94, der udtrykkeligt fastsætter, at tal er iblandt EF-varemærkets former.

31 Den omstændighed, at et varemærke som det omhandlede består af tal uden grafisk ændring, og som derfor ikke er blevet stiliseret kreativt eller kunstnerisk fra ansøgerens side, er desuden heller ikke som sådan til hinder for, at tegnet kan registreres som varemærke (jf. analogt for så vidt angår tegn, der består af et tal, dom af 9.9.2010, sag C-265/09 P, KHIM mod BORCO-Marken-Import Matthiesen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 38).

32 Som det ligeledes fremgår af artikel 4 i forordning nr. 40/94, er et tegns registrering som varemærke imidlertid underlagt den betingelse, at tegnet skal være egnet til at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders.

33 Et tegn, der har en beskrivende karakter i henhold til artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 for så vidt angår de varer og tjenesteydelser, der er omfattet af varemærkeansøgningen, mangler imidlertid fornødent særpræg, medmindre samme bestemmelses stk. 3 finder anvendelse for så vidt angår disse varer og tjenesteydelser (jf. analogt, vedrørende bestemmelserne i artikel 3 i Rådets første direktiv 89/104/EØF af 21.12.1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EFT 1989 L 40, s. 1), Domstolens dom af 12.2.2004, sag C-265/00, Campina Melkunie, Sml. I, s. 1699, præmis 19; for så vidt angår artikel 7 i forordning nr. 40/94, jf. dom af 23.10.2003, sag C-191/01 P, KHIM mod Wrigley, Sml. I, s. 12447, præmis 30, og kendelse af 5.2.2004, sag C-150/02, Streamserve mod KHIM, Sml. I, s. 1461, præmis 24).

34 Eftersom Retten fandt, at tegnet »1000« har en sådan beskrivende karakter i forhold til de varer, der er omfattet af Technopols varemærkeansøgning, skal det undersøges, om denne vurdering, som appellanten har gjort gældende, er udledt af en for bred – og dermed fejlagtig – fortolkning af artikel 7, stk. 1, litra c).

35 I denne forbindelse undersøges for det første appellantens argument, hvorefter kun tegn, der svarer til »almindelige måder«, hvorpå egenskaberne for de varer eller tjenesteydelser, som varemærkeansøgningen omfatter, beskrives, kan afvises på baggrund af denne bestemmelse.

36 I forbindelse med undersøgelsen af dette argument skal der på tilbørlig vis tages hensyn til det med artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 forfulgte mål. Alle de registreringshindringer, der er nævnt i artikel 7, stk. 1, skal nemlig fortolkes i lyset af den almene interesse, der ligger bag hver af dem (jf. bl.a. dom af 29.4.2004, forenede sager C-456/01 P og C-457/01 P, Henkel mod KHIM, Sml. I, s. 5089, præmis 45, og af 14.9.2010, sag C-48/09 P, Lego Juris mod KHIM, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 43).

37 Den almene interesse, der ligger bag artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94, består i at sikre, at de tegn, der er beskrivende for en eller flere af de varer eller tjenesteydelsers egenskaber, som er omfattet af varemærkeansøgningen, frit kan benyttes af samtlige erhvervsdrivende, der udbyder sådanne varer eller tjenesteydelser (jf. i denne retning dommen i sagen KHIM mod Wrigley, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

38 For således at sikre den fuldstændige gennemførelse af formålet om fri afbenyttelse har Domstolen fastslået, at Harmoniseringskontoret kan afslå registrering med hjemmel i artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94, uden at det kræves, at det omhandlede tegn på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om registrering faktisk anvendes med et beskrivende formål. Det er tilstrækkeligt, at tegnet kan anvendes til sådanne formål (dommen i sagen KHIM mod Wrigley, præmis 32, og dommen i sagen Campina Melkunie, præmis 38, samt kendelse af 5.2.2010, sag C-80/09 P, Mergel m.fl. mod KHIM, præmis 37).

39 På samme måde har Domstolen fremhævet, at anvendelsen af denne registreringshindring ikke afhænger af, at der er et konkret, aktuelt eller tungtvejende behov for at holde et tegn til rådighed, og at det således er irrelevant at kende antallet af konkurrenter, der har eller vil få en interesse i at bruge det omhandlede tegn (dom af 4.5.1999, forenede sager C-108/97 og C-109/97, Windsurfing Chiemsee, Sml. I, s. 2779, præmis 35, og 12.2.2004, sag C-363/99, Koninklijke KPN Nederland, Sml. I, s. 1619, præmis 58). Det er desuden uden betydning, at der eksisterer andre tegn, som er mere almindeligt benyttet end det omhandlede til at betegne de samme egenskaber ved de varer eller tjenesteydelser, som er nævnt i registreringsansøgningen (dommen i sagen Koninklijke KPN Nederland, præmis 57).

40 Det fremgår af det ovenstående, at en anvendelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 ikke kræver, at det omhandlede tegn opfylder de almindelige beskrivelsesmåder. Præmis 37 i dommen i sagen Procter & Gamble mod KHIM, der er påberåbt af appellanten, og hvori det angives, at der skal være »lighed mellem det omhandlede tegn og de almindelige måder at beskrive de pågældende varer eller tjenesteydelser eller deres egenskaber på«, kan derfor ikke fortolkes således, at den fastlægger en betingelse for afslag på registrering af et tegn som EF-varemærke.

41 For det andet undersøges appellantens argument, hvorefter de eksempler, som Retten har givet i den appellerede doms præmis 26 og 27, er hypotetiske og ikke relevante med henblik på betingelserne for anvendelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning 40/94.

42 Appellanten har navnlig peget på de konstateringer, som Retten er nået frem til i den appellerede doms præmis 26 og 27 vedrørende opfattelsen af tegnet »1000« som en beskrivelse af antallet af sider eller oplysninger samt den hyppige offentliggørelse i brochurer og tidsskrifter af særnumre og samlinger, hvis indhold angives i runde tal.

43 Appellanten har i denne forbindelse gjort gældende, at selv om det antages, at disse faktiske konstateringer er korrekte, viser Rettens vurdering, ifølge hvilken sådanne forhold er relevante med henblik på at konkludere, at et tegn er beskrivende i henhold til artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94, en fejlagtig fortolkning af denne bestemmelse.

44 Selv om appellanten med dette argument ganske vist ikke har gjort gældende, at der foreligger en forkert gengivelse af beviserne, kritiserer appellanten imidlertid Retten for at have foretaget en urigtig retsanvendelse, idet ræsonnementet i den appellerede dom er usammenhængende og baseret på en urigtig fortolkning af den anvendte bestemmelse. I modsætning til det af Harmoniseringskontoret anførte kan argumentet følgelig undersøges af Domstolen i forbindelse med nærværende appel.

45 Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt den appellerede dom er behæftet med en sådan manglende sammenhæng eller urigtig udlægning som følge af, at konstateringerne i præmis 26 og 27 ikke er relevante i forhold til anvendelsen af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94, skal bestemmelsens rækkevidde fastlægges, navnlig i forhold til rækkevidden af forordningens artikel 7, stk. 1, litra b).

46 Som anført i nærværende doms præmis 33, er de beskrivende tegn, der er henvist til i artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94, ligeledes uden særpræg som omhandlet i forordningens artikel 7, stk. 1, litra b). Omvendt kan et tegn mangle fornødent særpræg i henhold til artikel 7, stk. 1, litra b), af andre grunde end dets eventuelle beskrivende karakter (jf. med hensyn til den identiske bestemmelse i artikel 3 i direktiv 89/104 dommen i sagen Koninklijke KPN Nederland, præmis 86, og dommen i sagen Campina Melkunie, præmis 19).

47 Der foreligger således en vis overlapning mellem de respektive anvendelsesområder for artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 og artikel 7, stk. 1, litra c) (jf. analogt dommen i sagen Koninklijke KPN Nederland, præmis 67), eftersom den første af disse bestemmelser adskiller sig fra den anden, i det omfang den omfatter samtlige omstændigheder, hvorved et tegn ikke er egnet til at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders.

48 Under sådanne omstændigheder er det vigtigt – med henblik på en korrekt anvendelse af artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 40/94 – at sikre, at anvendelsen af registreringshindringen i artikel 7, stk. 1, litra c), forbliver behørigt begrænset til de tilfælde, der specifikt henvises til i registreringshindringen.

49 Disse tilfælde er dem, hvor tegnet, hvorom der er ansøgt om varemærkeregistrering, kan betegne en »egenskab« for de varer eller tjenesteydelser, der er indgivet varemærkeansøgning om. Ved i artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 at anvende begreberne »art, beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse, tidspunktet for varens fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved disse« har lovgiver for det første anført, at arten, beskaffenheden, mængden, anvendelsen, værdien, den geografiske oprindelse og tidspunktet for varens fremstilling alle skal betragtes som varernes eller tjenesteydelsernes egenskaber, og for det andet påpeget, at denne liste ikke er udtømmende, idet der ligeledes kan tages hensyn til enhver anden af varernes eller tjenesteydelsernes egenskaber.

50 Lovgivers valg af begrebet »egenskab« understreger den omstændighed, at de tegn, der er henvist til i nævnte bestemmelse, kun er sådanne, der kan anvendes til at betegne en egenskab ved de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der ansøges om registrering, som er let genkendelig for den relevante kundekreds. Som Domstolen allerede har fremhævet, kan et tegn kun afvises fra registrering på baggrund af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94, såfremt det med rimelighed kan antages, at det rent faktisk vil blive opfattet af den relevante kundekreds som en beskrivelse af en af disse egenskaber (jf. analogt for så vidt angår den identiske bestemmelse i artikel 3 i direktiv 89/104, dommen i sagen Windsurfing Chiemsee, præmis 31, og dommen i sagen Koninklijke KPN Nederland, præmis 56).

51 Disse oplysninger er særlig relevante for så vidt angår tegn, der udelukkende består af tal.

52 Da sådanne tegn almindeligvis ligestilles med numrene, kan de bl.a. inden for handelen anvendes til at betegne en mængde. For at et tegn, der udelukkende består af tal, kan afvises fra registrering på baggrund af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94, idet det betegner en mængde, skal det imidlertid med rimelighed kunne antages, at den mængde, som tallene angiver, i den relevante kundekreds’ øjne betegner de varer eller tjenesteydelser, hvorom registreringen er ansøgt.

53 Som det fremgår af den appellerede doms præmis 26 ff., støttede Retten sin afgørelse på den omstændighed, at tegnet »1000« kan angive antallet af sider i de varer, der er omfattet af registreringsansøgningen, samt den omstændighed, at der ofte i disse varer offentliggøres særnumre, samlinger med oplysninger og anden underholdning, hvis indhold med fordel kan angives med en betegnelse ledsaget af runde tal.

54 Uden at det er nødvendigt at undersøge, om hvert af disse elementer gør det muligt at konkludere, at tallet 1 000 betegner de varer, der er omfattet af ansøgningen om registrering, må det konstateres, at Rettens vurdering, ifølge hvilken tegnet »1000« har en beskrivende karakter med hensyn til samlinger med underholdningsopgaver, der er indeholdt i de nævnte varer, i det mindste ikke er uforenelig med de ovenfor anførte betragtninger vedrørende rækkevidden af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94.

55 Som det fremgår af den appellerede doms præmis 26 og 27 og af de uddrag fra den omtvistede afgørelse, hvortil disse præmisser foretager henvisning, konstaterede Fjerde Appelkammer ved Harmoniseringskontoret og Retten, at Technopol havde ansøgt om registrering af tegnet »1000« bl.a. for »tidsskrifter, herunder tidsskrifter, der indeholder krydsord«. De konstaterede ligeledes, at der findes adskillige varer af denne slags på markedet, og at disse varer almindeligvis anvender runde tal i informationsøjemed. I henhold til appelkammerets vurdering i den omtvistede afgørelses punkt 19, som Retten i det væsentlige har henvist til i den appellerede doms præmis 26 og 27, vil tegnet »1000« på en tryksag af denne slags blive opfattet som en angivelse af, at den indeholder 1 000 krydsordsopgaver.

56 En anvendelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 på sådanne faktiske omstændigheder bevidner ikke en fejlagtig fortolkning af denne bestemmelse. I tilfælde, hvor en ansøgning om registrering navnlig er rettet mod en kategori af varer, hvis indhold let og typisk angives ved hjælp af mængden af dets dele, vil det med rimelighed kunne antages, at et tegn, der består af tal, som det i hovedsagen omhandlede, rent faktisk vil blive opfattet af den relevante kundekreds som en beskrivelse af mængden og dermed som en af varernes egenskaber.

57 Heraf følger, at Retten uden at begå en retlig fejl kunne fastslå, at tegnet »1000« i henhold til artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 skulle afvises fra registrering for de varer, der er omfattet af Technopols ansøgning om registrering.

58 Da argumentet vedrørende manglende sammenhæng eller en urigtig udlægning af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 ligeledes skal forkastes, er det for det tredje nødvendigt at undersøge appellantens argument vedrørende en tilsidesættelse af sammenhængen mellem denne bestemmelse og samme forordnings artikel 12, litra b), og for det fjerde og sidste argumentet, hvorefter Retten i sin vurdering undlod at tage behørigt hensyn til den almene interesse, der ligger bag artikel 7, stk. 1, litra c).

59 For så vidt angår artikel 12, litra b), i forordning nr. 40/94 har Domstolen allerede haft lejlighed til at fastslå, at bestemmelsens indhold ikke på afgørende vis påvirker fortolkningen af indholdet af samme forordnings artikel 7, stk. 1, litra c) (jf. for så vidt angår den identiske bestemmelse i artikel 6 i direktiv 89/104 Windsurfing Chiemsee-dommen, præmis 28).

60 Som Retten med rette har anført i den appellerede doms præmis 33, vedrører artikel 12 i forordning nr. 40/94 ganske rigtigt begrænsningerne i EF-varemærkets retsvirkninger, mens samme forordnings artikel 7 omhandler registreringshindringerne i forhold til at registrere tegn som varemærker.

61 I modsætning til hvad appellanten tilsyneladende har anført, begrænser den omstændighed, at artikel 12, litra b), sikrer, at angivelser vedrørende varers og tjenesteydelsers egenskaber frit kan benyttes af alle erhvervsdrivende, ingenlunde rækkevidden af artikel 7, stk. 1, litra c). Bestemmelsen tydeliggør tværtimod interessen i rent faktisk at anvende registreringshindringen, der desuden er absolut, i artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 på alle tegn, der kan betegne en af de varer eller tjenesteydelsers egenskaber, som varemærkeansøgningen omfatter (jf. i denne retning vedrørende artikel 6 i direktiv 89/104 dom af 6.5.2003, sag C-104/01, Libertel, Sml. I, s. 3793, præmis 58 og 59, og for så vidt angår artikel 12 i forordning nr. 40/94 dom af 21.10.2004, sag C-64/02 P, KHIM mod Erpo Möbelwerk, Sml. I, s. 10031, præmis 45).

62 Eftersom reglen i artikel 12, litra b), i forordning nr. 40/94 følgelig ikke kan integreres i anvendelsen af samme forordnings artikel 7, stk. 1, litra c), er argumentet vedrørende samspillet mellem disse to bestemmelser uden grundlag.

63 Argumentet, hvorefter Retten i sin vurdering undlod at tage behørigt hensyn til den almene interesse, der ligger bag artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94, må ligeledes forkastes.

64 Selv om det ganske vist tilkommer Retten at tage hensyn til denne almene interesse i forbindelse med dens efterprøvelse af Harmoniseringskontorets afgørelser på baggrund af artikel 7, stk. 1, litra c), kan det derimod ikke kræves, at Retten henviser til og særskilt efterprøver den almene interesse i alle domme, der angår en sådan afgørelse.

65 Hvad desuden angår den appellerede doms præmis 33, hvori Retten ifølge appellanten har tilsidesat hensynet til nævnte almene interesse, er det tilstrækkeligt at fastslå, at Retten på dette punkt i det væsentlige og på korrekt vis gentog den bestemmelse, der er henvist til i nærværende doms præmis 39, ifølge hvilken det er uden relevans, at andre tegn står til rådighed i forbindelse med vurderingen af, om det omhandlede tegn har en beskrivende karakter i henhold til artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 og dermed omfattes af den absolutte registreringshindring, der nævnes i denne bestemmelse.

66 Da ingen af appellantens argumenter i forbindelse med appellantens første anbringende er velbegrundede, bør dette anbringende forkastes.

Det andet anbringende vedrørende den omstændighed, at Harmoniseringskontoret ikke har fulgt sin tidligere praksis

Parternes argumenter

67 Appellanten har påpeget, at denne over for Harmoniseringskontoret og efterfølgende over for Retten har anført adskillige eksempler på tegn, der af Harmoniseringskontoret er blevet registreret som varemærker, og som ifølge de i den omtvistede afgørelse nævnte principper ikke burde være blevet registreret. Denne argumentation vedrørende den omstændighed, at Harmoniseringskontoret ikke har fulgt sin tidligere praksis, forkastede Retten i den appellerede doms præmis 33 på en juridisk set urigtig måde.

68 Selv om appellanten erkender, at Domstolen i henhold til fast retspraksis har fundet, at en EF-varemærkeansøgning udelukkende skal vurderes på baggrund af de gældende forskrifter og ikke i henhold til den tidligere beslutningspraksis, opfordrer appellanten Domstolen til at tage denne retspraksis op til fornyet overvejelse i lyset af retsstatsprincippet, der indebærer, at enhver forvaltningsmyndighed skal anvende retsregler på samme måde i alle tilfælde. Nødvendigheden af at sikre sammenhæng og ligebehandling er særligt vigtig for en forvaltningsmyndighed som Harmoniseringskontoret, der behandler et meget stort antal sager.

69 Appellanten har derfor konkluderet, at den tidligere beslutningspraksis gyldigt kan påberåbes, og at Harmoniseringskontoret har pligt til at tage hensyn til sin tidligere praksis i forbindelse med vurderingen af, om afgørelsen i sager, der er identiske eller ligner hinanden, skal være ens.

70 I den foreliggende sag er der hverken blevet taget hensyn til den omstændighed, at Harmoniseringskontoret i henhold til fast praksis finder, at tegn, der består af udtryk, som beskriver tryksagernes indhold, ikke er beskrivende i henhold til artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94, eller den omstændighed, at Harmoniseringskontoret godtager tegn, som består af tal. Retten begik en retlig fejl, idet den således tilsidesatte den omstændighed, at Harmoniseringskontoret burde have taget hensyn til sin tidligere beslutningspraksis i forbindelse med anvendelsen af artikel 7, stk. 1, litra c), eller i forbindelse med den efterprøvelse den ex officio skal forestå i henhold til artikel 74 i forordning nr. 40/94.

71 Harmoniseringskontoret har bemærket, at den tidligere beslutningspraksis ganske vist er nævnt i retningslinjerne for undersøgelser, men at den ikke, som Domstolen har påpeget, er retligt bindende.

72 Nærværende sag illustrerer, hvorledes tidligere afgørelsers ikke-bindende karakter er begrundet. De tilfælde, som appellanten har påberåbt sig for Harmoniseringskontoret og for Retten, indeholder væsentlige forskelle i forhold til nærværende sag, eftersom de vedrørte fuldstændig forskellige typer tegn og varer.

Domstolens bemærkninger

73 Som appellanten med rette har anført, har Harmoniseringskontoret en pligt til at udøve sine beføjelser i overensstemmelse med EU-rettens generelle principper, såsom ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik.

74 Med hensyn til disse to principper skal Harmoniseringskontoret i forbindelse med behandlingen af en EF-varemærkeansøgning tage hensyn til allerede trufne afgørelser vedrørende lignende ansøgninger og særligt overveje, hvorvidt der i den foreliggende situation skal træffes samme afgørelse (jf. analogt vedrørende artikel 3, stk. 1, litra b) og c), i direktiv 89/104 kendelse af 12.2.2009, forenede sager C-39/08 og C-43/08, Bild digital og ZVS, præmis 17).

75 I denne forbindelse skal ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik forliges med legalitetsprincippet.

76 En person, der ansøger om varemærkeregistrering af et tegn, kan følgelig ikke til egen fordel påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for andre, med henblik på at opnå identisk afgørelse (jf. i denne retning kendelsen i sagen Bild digital og ZVS, præmis 18).

77 Under alle omstændigheder skal undersøgelsen af enhver ansøgning om registrering af hensyn til retssikkerheden og kravet om god forvaltningsskik være streng og fuldstændig for at undgå, at der sker uretmæssige registreringer af varemærker (dommen i sagen KHIM mod Erpo Möbelwerk, præmis 45, og dommen i sagen KHIM mod BORCO-Marken-Import Matthiesen, præmis 45). Denne undersøgelse skal foretages i hvert enkelt konkret tilfælde. Registreringen af et tegn som varemærke afhænger nemlig af specifikke kriterier, der i den foreliggende sag finder anvendelse under faktiske omstændigheder, hvorved det kontrolleres, at varemærket ikke er omfattet af en registreringshindring (jf. i denne retning, for så vidt angår artikel 3 i direktiv 89/104, dom af 12.2.2004, sag C-218/01, Henkel, Sml. I, s. 1725, præmis 62).

78 I den foreliggende sag er det godtgjort, at i modsætning til, hvad der kan have været tilfældet i visse tidligere varemærkeansøgninger om tegn, der består af tal, er nærværende ansøgte registrering med hensyn til de varer, som ansøgningen om registrering omfatter, og den relevante kundekreds’ opfattelse, udelukket som følge af en af de absolutte registreringshindringer i artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 40/94.

79 Under disse omstændigheder er det med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 33 i lyset af den konklusion, som den allerede var kommet frem til i samme doms foregående præmisser, og ifølge hvilken en registrering af tegnet »1000« som varemærke for de varer, som Technopol har anført i ansøgningen om registrering, ikke er forenelig med forordning nr. 40/94, lagde til grund, at appellanten ikke med føje kan påberåbe sig Harmoniseringskontorets tidligere afgørelse med henblik på at tilbagevise denne konklusion.

80 Det følger af det ovenstående, at det andet appelanbringende ikke kan godtages.

81 Da appellantens to anbringender ikke er velbegrundede, bør appellen forkastes.

Sagens omkostninger

82 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, der i medfør af samme reglements artikel 118 finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Harmoniseringskontoret har påstået Technopol tilpligtet at betale sagens omkostninger, og da denne har tabt sagen, bør den pålægges at betale sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):

1) Appellen forkastes.

2) Agencja Wydawnicza Technopol sp. z o.o. betaler sagens omkostninger.

Underskrifter

* Processprog: engelsk.