—

Malina Klöppel ved D. Rief

—

Tiroler Gebietskrankenkasse ved A. Bramböck, som befuldmægtiget

—

den østrigske regering ved C. Pesendorfer, som befuldmægtiget

—

den italienske regering ved I.M. Braguglia, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato W. Ferrante

—

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved V. Kreuschitz, som befuldmægtiget,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3 og 72 i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 (EFT 1997 L 28, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1386/2001 af 5. juni 2001 (EFT L 187, s. 1, herefter »forordning nr. 1408/71«), og af artikel 10a i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 410/2002 af 27. februar 2002 (EFT L 62, s. 17, herefter »forordning nr. 574/72«).

2

Anmodningen er blevet indgivet inden for rammerne af en retssag mellem Malina Klöppel og Tiroler Gebietskrankenkasse vedrørende længden af den periode, hvori den pågældende kan oppebære børnepasningsydelse (»Bundeserziehungsgeld«) i Østrig.

3

Artikel 3 i forordning nr. 1408/71, der har overskriften »Ligebehandling«, har følgende ordlyd:

»1.   Personer, der er bosat på en medlemsstats område, og som er omfattet af denne forordning, har de samme pligter og rettigheder i henhold til en medlemsstats lovgivning som denne medlemsstats egne statsborgere, medmindre andet følger af særlige bestemmelser i denne forordning.

[…]«.

4

Artikel 4 i forordning nr. 1408/71 med overskriften »Sagligt anvendelsesområde« bestemmer:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på enhver lovgivning om sociale sikringsgrene, der vedrører:

[…]

[…]«

5

Artikel 72 i forordning nr. 1408/71 med overskriften »Sammenlægning af forsikrings- eller beskæftigelsesperioder eller perioder med selvstændig virksomhed« bestemmer:

»Den kompetente institution i en medlemsstat, efter hvis lovgivning erhvervelse af ret til ydelser er betinget af, at der er tilbagelagt forsikrings- eller beskæftigelsesperioder eller perioder med selvstændig erhvervsvirksomhed, medregner i fornødent omfang forsikrings- eller beskæftigelsesperioder eller perioder med selvstændig erhvervsvirksomhed, der er tilbagelagt i enhver anden medlemsstat, som om det drejede sig om perioder, der var tilbagelagt efter den for denne institution gældende lovgivning.«

6

Artikel 10a i forordning nr. 574/72 med overskriften »Regler, der anvendes, når arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende successivt har været omfattet af lovgivningen i flere medlemsstater i samme periode eller del af en periode«:

»Dersom en arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende successivt har været omfattet af lovgivningen i to medlemsstater i løbet af en udbetalingsperiode, således som denne er fastsat i lovgivningen om familieydelser i den ene eller begge de pågældende stater, gælder følgende regler:

[…]«

7

§ 5 i lov om børnepasningsydelse (Kinderbetreuungsgeldgesetz) af 8. august 2001 (BGBl I, 103/2001, herefter »KBGG«) bestemmer:

»1.   Børnepasningsydelse tilkendes højst, indtil barnet er fyldt 36 måneder, såfremt andet ikke fremgår af nedenstående bestemmelser.

2.   Såfremt kun en af forældrene oppebærer børnepasningsydelsen, tilkendes ydelsen højst, indtil barnet er fyldt 30 måneder. Såfremt også den anden af forældrene oppebærer børnepasningsydelse, forlænges retten til ydelsen ud over de 30 måneder med den periode, på grundlag af hvilken den anden af forældrene anmoder om tilkendelse af den pågældende ydelse, dog højst indtil barnet er fyldt 36 måneder.

3.   Børnepasningsydelse kan oppebæres af begge forældre på skift, dog med højst to skift pr. barn […]«

8

Malina Klöppel, der er tysk statsborger og tjenestemandsansat i delstaten Nordrhein-Westfalen, er bosat i Østrig og ansat som lærer på et gymnasium i Tyskland. Hun boede indtil den 18. august 2004 i Tyskland, hvor hendes datter blev født den 11. april 2004. Christian Kraler, der er østrigsk statsborger, Malina Klöppels partner og far til barnet, flyttede den 1. marts 2004 ind hos Malina Klöppel for at støtte hende op til fødslen og for at passe barnet efter fødslen. Christian Kraler fik i denne anledning bevilget tjenestefrihed uden løn af sin arbejdsgiver, universitetet i Innsbruck. Malina Klöppel fik barselsorlov uden løn fra den 22. juli 2004 til den 10. april 2007.

9

Efter datterens fødsel fik Malina Klöppel og Christian Kraler, der stadig boede i Tyskland, børnepasningsydelse i denne medlemsstat. Christian Kraler oppebar ydelsen fra den 11. april 2004 til den 11. august 2004.

10

Den 18. august 2004 flyttede Malina Klöppel og Christian Kraler sammen med deres barn til Østrig, hvor Christian Kraler genoptog sit arbejde.

11

Fra denne dato og indtil den 11. oktober 2006 fik Malina Klöppel udbetalt østrigsk børnepasningsydelse. Hendes ansøgning om forlængelse af udbetalingsperioden til den 10. april 2007 blev afslået ved afgørelse af 3. maj 2006 fra Tiroler Gebietskrankenkasse. Dette afslag er støttet på KBGG’s § 5, stk. 2, hvori det er fastsat, at børnepasningsydelsen, når en af forældrene oppebærer denne alene, maksimalt tilkendes i 30 måneder efter barnets fødsel, hvorimod retten til denne ydelse kan tilkendes i 36 måneder, hvis den anden forælder ligeledes oppebærer (eller har oppebåret) den, idet forældrene skiftevis modtager ydelsen. Den omstændighed, at Christian Kraler oppebar børnepasningsydelse i Tyskland i perioden fra den 11. april 2004 til den 11. august 2004, blev der imidlertid ikke taget hensyn til ved fastsættelsen af Malina Klöppels ret til børnepasningsydelse i 36 måneder.

12

Malina Klöppel anlagde herefter en sag til prøvelse af denne afgørelse.

13

Landesgericht Innsbruck tiltrådte Tiroler Gebietskrankenkasses argumentation og gav kassen medhold i sagen, idet retten fandt, at Malina Klöppel kun havde ret til børnepasningsydelse i 30 måneder.

14

Malina Klöppel indbragte denne afgørelse for Oberlandesgericht Innsbruck, der under disse omstændigheder besluttede at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 72 i […] forordning […] nr. 1408/71 […], sammenholdt med samme forordnings artikel 3, samt med artikel 10a i […] forordning […] nr. 574/72 […], fortolkes således, at perioder, hvori der er oppebåret familieydelser i en medlemsstat [i dette tilfælde børnepasningsydelse (»Bundeserziehungsgeld«) i Tyskland], skal behandles lige med henblik på at erhverve ret til en lignende ydelse i en anden medlemsstat [i dette tilfælde børnepasningsydelse (»Kinderbetreuungsgeld«) i Østrig], og således at disse perioder skal sidestilles med perioder, hvori der i den anden medlemsstat er oppebåret børnepasningsydelse, for at opnå ret til ydelser i denne sidstnævnte medlemsstat, når begge forældre i disse perioder kan defineres som arbejdstagere i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, litra a), nr. i), i forordning nr. 1408/71?«

15

Den forelæggende ret har anført, at de referenceperioder, der tages i betragtning for at erhverve ret til børnepasningsydelse, i Malina Klöppels tilfælde vurderes forskelligt afhængigt af, om de er tilbagelagt i Østrig eller i en anden medlemsstat. Hvis Christian Kraler således havde passet barnet i Østrig og i den anledning havde oppebåret børnepasningsydelse i denne stat, ville Malina Klöppel have haft krav på denne ydelse i en længere periode. Det er i denne sammenhæng og efter at have konstateret, at Malina Klöppels situation kan henføres under anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71, at den forelæggende ret har spurgt, om forordningens bestemmelser kan fortolkes således, at de perioder, hvori der er oppebåret familieydelser i Tyskland, skal sidestilles med perioder, hvori der er oppebåret lignende ydelser i Østrig.

16

Herved bemærkes for det første, at den østrigske regering med rette har anført, at fællesskabsretten ikke begrænser medlemsstaternes kompetence til selv at udforme deres sociale sikringsordninger, og at det i mangel af en harmonisering på fællesskabsplan tilkommer hver medlemsstat i lovgivningen at fastsætte betingelserne for tildeling af sociale sikringsydelser samt størrelsen af disse ydelser og den periode, hvori de kan oppebæres. Ved udøvelsen af denne kompetence skal medlemsstaterne imidlertid overholde fællesskabsretten og navnlig EF-traktatens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed og om den ret i øvrigt, der tilkommer enhver unionsborger til at færdes og opholde sig på medlemsstaternes område (dom af 23.11.2000, sag C-135/99, Elsen, Sml. I, s. 10409, præmis 33).

17

Princippet om forbud mod forskelsbehandling, der er fastsat ved artikel 39, stk. 2, EF og konkretiseret ved artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 hvad angår social sikring af vandrende arbejdstagere, forbyder ikke blot åbenlys forskelsbehandling, begrundet i nationaliteten hos de personer, der er berettiget i henhold til en social sikringsordning, men enhver form for skjult forskelsbehandling, som ved anvendelse af andre sondringskriterier faktisk fører til samme resultat (jf. dom af 18.1.2007, sag C-332/05, Celozzi, Sml. I, s. 563, præmis 13 og 23).

18

Nationale retsforskrifter må derfor antages at medføre indirekte forskelsbehandling, når de heri indeholdte betingelser, selv om de gælder uden forskel efter nationalitet, først og fremmest berører vandrende arbejdstagere eller dog overvejende berører sådanne arbejdstagere, eller når de heri indeholdte betingelser gælder uden forskel, men lettere kan opfyldes af indenlandske end af vandrende arbejdstagere eller navnlig risikerer at ramme de sidstnævnte (Celozzi-dommen, præmis 24).

19

Afvisningen af med henblik på tildeling af østrigsk børnepasningsydelse til Malina Klöppel at tage hensyn til den periode, hvori hendes partner Christian Kraler oppebar en lignende ydelse i Tyskland, kan imidlertid føre til et sådant resultat, da det i almindelighed er arbejdstagere, som er statsborgere i andre medlemsstater, der oppebar familieydelser i disse stater, før de flyttede til Østrig.

20

Det bemærkes, at Domstolen ikke er i besiddelse af oplysninger, der sætter den i stand til at bedømme, om en sådan forskelsbehandling til skade for vandrende arbejdstagere eventuelt skulle være berettiget.

21

Da fortolkningen af artikel 3 i forordning nr. 1408/71 i sig selv gør det muligt at give den forelæggende ret de oplysninger, der er nødvendige for at sætte den i stand til at afgøre den sag, der verserer for den, er det ufornødent, at Domstolen foretager en fortolkning af artikel 72 i forordning nr. 1408/71 og af artikel 10a i forordning nr. 574/72.

22

Henset til ovenstående bemærkninger skal den forelæggende rets spørgsmål besvares med, at artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 er til hinder for, at en medlemsstat med henblik på tildeling af en familieydelse som den østrigske børnepasningsydelse afviser at tage hensyn til den periode, hvori der er oppebåret en lignende ydelse i en anden medlemsstat, på samme måde som den ville have gjort, såfremt denne periode var blevet tilbagelagt på dens eget område.

23

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

Artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1386/2001 af 5. juni 2001, er til hinder for, at en medlemsstat med henblik på tildeling af en familieydelse som den østrigske børnepasningsydelse afviser at tage hensyn til den periode, hvori der er oppebåret en lignende ydelse i en anden medlemsstat, på samme måde som den ville have gjort, såfremt denne periode var blevet tilbagelagt på dens eget område.