61997J0167

1 Socialpolitik - mandlige og kvindelige arbejdstagere - lige loen - loen - begreb - erstatning for uberettiget afskedigelse - omfattet

(EF-traktaten, art. 119)

2 Socialpolitik - mandlige og kvindelige arbejdstagere - lige loen - traktatens artikel 119 - ligebehandling for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse samt arbejdsvilkaar - direktiv 76/207 - respektive anvendelsesomraader

(EF-traktaten, art. 119; Raadets direktiv 76/207)

3 Socialpolitik - mandlige og kvindelige arbejdstagere - lige loen - national foranstaltning, som indebaerer en indirekte forskelsbehandling - den nationale rets bedoemmelse - kriterier - beviset for den objektive berettigelse paahviler medlemsstaten

(EF-traktaten, art. 119)

1 En erstatning for uberettiget afskedigelse, som tilkendes ved en retslig afgoerelse, er loen i traktatens artikel 119's forstand. En saadan erstatning har navnlig til formaal at give arbejdstageren det, som han ville have tjent, hvis arbejdsgiveren ikke ulovligt havde bragt arbejdsforholdet til ophoer.

Det foelger heraf, at erstatningen for uberettiget afskedigelse udbetales til arbejdstageren paa grund af hans ansaettelse, som ville have fortsat, saafremt han ikke var blevet uberettiget afskediget. Denne erstatning henhoerer derfor under begrebet loen i traktatens artikel 119's forstand.

2 Betingelserne for, at en arbejdstager har krav paa erstatning i tilfaelde af uberettiget afskedigelse, henhoerer under traktatens artikel 119. Derimod henhoerer betingelserne for, at en arbejdstager i tilfaelde af uberettiget afskedigelse har krav paa genindtraeden i stillingen eller genansaettelse, under direktiv 76/207 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar.

3 For at fastslaa, om en regel, der er fastsat af en medlemsstat, og hvorefter beskyttelsen mod uberettiget afskedigelse kun omfatter arbejdstagere, der har vaeret ansat i mindst to aar, har en saa forskellig virkning for maend og kvinder, at den udgoer en indirekte forskelsbehandling i traktatens artikel 119's forstand, skal den nationale ret - som det tilkommer paa grundlag af samtlige relevante juridiske og faktiske omstaendigheder at traeffe afgoerelse om det tidspunkt, hvor det skal vurderes, om den paagaeldende regel er lovlig - efterproeve, om de foreliggende statistiske oplysninger indicerer, at en betydelig mindre procentdel af kvinder end maend er i stand til at opfylde den betingelse, som er fastsat ved den paagaeldende regel. Hvis dette er tilfaeldet, foreligger der en indirekte forskelsbehandling paa grundlag af koen, medmindre reglen er begrundet i objektive faktorer, som intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen.

Hvad angaar det sidstnaevnte punkt paahviler det medlemsstaten som ophavsmand til den formodet diskriminerende regel at godtgoere, at reglen opfylder et lovligt maal i dens socialpolitik, at maalet intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen, og at den med rimelighed kunne antage, at de valgte midler var egnede til at naa det paagaeldende maal. Generelle udsagn om en bestemt foranstaltnings egnethed til at fremme ansaettelse er hverken tilstraekkelige til at godtgoere, at formaalet med den anfaegtede regel intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen, eller til at stoette den konklusion, at der var grund til at antage, at foranstaltningen var egnet til at opfylde dette formaal.

1 Ved kendelse af 13. marts 1997, indgaaet til Domstolen den 2. maj 1997, har House of Lords i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt fem spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 samt Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar (EFT L 39, s. 40).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under et soegsmaal om legalitetsproevelse (»judicial review«), som Nicole Seymour-Smith og Laura Perez har anlagt ved High Court of Justice vedroerende Unfair Dismissal (Variation of Qualifying Period) Order 1985 (bekendtgoerelse om aendring af varigheden af den ansaettelsesperiode, som er noedvendig for at opnaa beskyttelse mod uberettiget afskedigelse, SI 1985, nr. 782, herefter »1985-bekendtgoerelsen«), som aendrede section 54 i Employment Protection (Consolidation) Act 1978 (konsolideret lov om beskyttelse i ansaettelsen, herefter »1978-loven«).

Den nationale lovgivning

3 Section 54 i 1978-loven bestemmer, at enhver arbejdstager, som er omfattet af section 54, er beskyttet mod uberettiget afskedigelse fra sin arbejdsgiver. En tilsvarende bestemmelse er indeholdt i section 94 i Employment Rights Act 1996 (lov om arbejdstageres rettigheder, herefter »1996-loven«), som ikke var i kraft paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder i hovedsagen.

4 Foer 1985-bekendtgoerelsen traadte i kraft, var arbejdstagere beskyttet mod uberettiget afskedigelse ved 1978-lovens section 54, saafremt de paa tidspunktet for ansaettelsens faktiske ophoer havde vaeret vedvarende ansat i mindst et aar hos en arbejdsgiver, som havde mindst tyve ansatte. Ifoelge 1978-lovens section 64(1), som aendret ved 1985-bekendtgoerelsen, gjaldt section 54 ikke ved afskedigelse af en arbejdstager, som paa tidspunktet for ansaettelsens faktiske ophoer ikke havde vaeret vedvarende ansat i mindst to aar (herefter »den anfaegtede regel«). 1996-lovens section 108(1) indeholder tilsvarende bestemmelser som den anfaegtede regel.

5 Naar Industrial Tribunal fastslaar, at en klage over en uberettiget afskedigelse er berettiget, skal den ifoelge 1978-lovens section 68(1) angive over for sagsoegeren, hvilke foranstaltninger der kan traeffes - i form af, at denne genindtraeder i stillingen eller genansaettes - og paa hvilke betingelser de kan traeffes, og Industrial Tribunal skal spoerge sagsoegeren, om vedkommende oensker, at den traeffer en saadan afgoerelse.

6 Ifoelge section 68(2) skal Industrial Tribunal, hvis den under sagen fastslaar, at en klage over uberettiget afskedigelse er berettiget, men der ikke kan traeffes nogen afgoerelse om genindtraeden i stillingen eller genansaettelse, tilkende sagsoegeren en erstatning for uberettiget afskedigelse.

7 Erstatningen for uberettiget afskedigelse bestaar af to dele, et basisbeloeb og en godtgoerelse. Basisbeloebet svarer til arbejdstagerens loentab som foelge af afskedigelsen. Ifoelge 1978-lovens section 74(1) skal godtgoerelsen udgoere et beloeb af en saadan stoerrelse, som Industrial Tribunal efter samtlige sagens omstaendigheder finder rimelig under hensyn til det tab, arbejdstageren har lidt som foelge af afskedigelsen, forudsat tabet kan tilregnes arbejdsgiveren. I tabet indgaar ifoelge section 74(2) alle de udgifter, som arbejdstageren med rimelighed har afholdt paa grund af afskedigelsen, samt de fordele, som han med rimelighed kunne have forventet at opnaa, hvis han ikke var blevet afskediget.

Faellesskabslovgivningen

8 Ifoelge artikel 1, stk. 1, i Raadets direktiv 75/117/EOEF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemfoerelse af princippet om lige loen til maend og kvinder (EFT L 45, s. 19) indebaerer det i traktatens artikel 119 omhandlede princip om lige loen til maend og kvinder, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillaegges samme vaerdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til koen for saa vidt angaar alle loenelementer og loenvilkaar.

9 Direktiv 76/207 tilsigter ifoelge sin artikel 1 gennemfoerelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af maend og kvinder bl.a. med hensyn til adgang til beskaeftigelse og arbejdsvilkaar.

10 Ifoelge artikel 5, stk. 1, i direktiv 76/207 indebaerer anvendelsen af princippet om ligebehandling for saa vidt angaar arbejdsvilkaar, herunder afskedigelsesvilkaar, at maend og kvinder sikres samme vilkaar uden forskelsbehandling paa grundlag af koen.

Tvisten i hovedsagen

11 Nicole Seymour-Smith blev den 1. februar 1990 ansat som sekretaer hos Christo & Co. og blev afskediget den 1. maj 1991. Den 26. juli 1991 anlagde hun sag ved Industrial Tribunal, hvorunder hun klagede over, at hun uberettiget var blevet afskediget af sin tidligere arbejdsgiver.

12 Laura Perez blev ansat den 19. februar 1990 hos Matthew Stone Restoration Limited og blev afskediget den 25. maj 1991. Den 19. juni 1991 anlagde hun sag ved Industrial Tribunal, hvorunder hun klagede over, at hun uberettiget var blevet afskediget af sin tidligere arbejdsgiver. Den 20. juni 1991 underrettede Central Office ved Industrial Tribunals hende om, at hendes sag ikke ville blive registreret, fordi hun ikke havde vaeret ansat i den paagaeldende virksomhed i mindst to aar. Den 12. august 1991 anlagde hun dog paa ny sag ved Industrial Tribunal, hvorunder hun atter klagede over, at hendes afskedigelse var uberettiget.

13 Det fremgaar af akterne i hovedsagen, at Industrial Tribunal afviste de to sagsoegeres paastande om uberettiget afskedigelse og om erstatning med den begrundelse, at sagsoegerne ikke opfyldte den betingelse om to aars forudgaaende ansaettelse, som kraeves efter den anfaegtede regel.

14 Under den mundtlige forhandling for Domstolen har sagsoegerne i hovedsagen anfoert, at Industrial Tribunal havde udsat sagen om deres klage for at give dem mulighed for sideloebende at indgive et soegsmaal om legalitetsproevelse af den anfaegtede regel.

15 Den 15. august 1991 anmodede sagsoegerne High Court of Justice om tilladelse til at indgive et soegsmaal om legalitetsproevelse af den anfaegtede regel med den begrundelse, at denne var i strid med direktiv 76/207. Den 12. september 1991 fik de tilladelse til at indgive et saadant soegsmaal.

16 Den 20. maj 1994 frifandt High Court imidlertid sagsoegte i hovedsagen under henvisning til, at den anfaegtede regel ganske vist beroerte kvinder mere end maend, men at de statistiske oplysninger ikke godtgjorde, at virkningerne var uforholdsmaessige. High Court udtalte, at saafremt dette havde vaeret tilfaeldet, fandt den ikke, at der var nogen objektive grunde, som kunne retfaerdiggoere en saadan forskelsbehandling.

17 Sagsoegerne i hovedsagen indbragte denne afgoerelse for Court of Appeal, som gav dem tilladelse til at paaberaabe sig traktatens artikel 119 og direktiv 76/207.

18 Den 31. juli 1995 fastslog Court of Appeal, at den anfaegtede regel havde medfoert en indirekte forskelsbehandling paa tidspunktet for afskedigelsen af sagsoegerne i hovedsagen, og at den ikke var objektivt begrundet. Da Court of Appeal imidlertid fandt, at det ifoelge acte clair-doktrinen ikke med sikkerhed kunne laegges til grund, at erstatning for uberettiget afskedigelse var loen i traktatens artikel 119's forstand, begraensede Court of Appeal sig til at udtale, at betingelsen i den aendrede 1978-lov om to aars forudgaaende ansaettelse var uforenelig med direktiv 76/207 paa tidspunktet for afskedigelsen af sagsoegerne i hovedsagen.

De praejudicielle spoergsmaal

19 Saavel Secretary of State som sagsoegerne i hovedsagen appellerede til House of Lords. Sidstnaevnte besluttede at ophaeve Court of Appeal's afgoerelse, at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Er en erstatning for uberettiget afskedigelse, som ydes i henhold til en national lov saasom Employment Protection (Consolidation) Act 1978, 'loen' i EF-traktatens artikel 119's forstand?

2) Saafremt spoergsmaal 1 besvares bekraeftende, henhoerer betingelserne for, at en arbejdstager er beskyttet mod uberettiget afskedigelse, under artikel 119 eller direktiv 76/207?

3) Hvilke retlige krav maa der stilles til godtgoerelse af, at en foranstaltning, som er truffet af en medlemsstat, har en saa forskellig virkning for maend og kvinder, at den maa antages at medfoere en indirekte forskelsbehandling efter EF-traktatens artikel 119, medmindre det paavises, at den beror paa andre objektivt begrundede faktorer end koen?

4) Hvilket tidspunkt skal laegges til grund for bedoemmelsen af den foranstaltning, medlemsstaten har truffet, efter disse retlige krav? Navnlig spoerges, hvilke af foelgende tidspunkter - eller andre tidspunkter - der skal laegges til grund for bedoemmelsen af foranstaltningen efter disse krav:

a) naar foranstaltningen traeffes

b) naar den traeder i kraft

c) naar arbejdstageren afskediges?

5) Hvilke retlige krav maa der stilles til godtgoerelse af, at en foranstaltning, som en medlemsstat har truffet som led i sin socialpolitik, er objektivt begrundet ved bedoemmelsen af, om den medfoerer en indirekte forskelsbehandling i artikel 119's forstand? Navnlig spoerges, hvilken dokumentation den paagaeldende medlemsstat skal fremlaegge til stoette for sine grunde?«

Foerste spoergsmaal

20 Den nationale ret spoerger med sit foerste spoergsmaal, om en erstatning for uberettiget afskedigelse, som tilkendes ved en retslig afgoerelse, er loen i traktatens artikel 119's forstand.

21 Saavel sagsoegerne i hovedsagen som Kommissionen har gjort gaeldende, at en erstatning for uberettiget afskedigelse er loen i traktatens artikel 119's forstand. Efter Kommissionens opfattelse drejer det sig om en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, udtrykt i vederlag og andre fordele, som er forbundet med ansaettelsen.

22 Heroverfor har Det Forenede Kongeriges regering gjort gaeldende, at hovedsagen vedroerer en paastaaet ulighed i arbejdsvilkaar i direktiv 76/207's forstand, nemlig retten til ikke at blive uberettiget afskediget. Den erstatning, som Industrial Tribunal kan tilkende, er ikke loen for det arbejde, arbejdstageren har udfoert, men en godtgoerelse for tilsidesaettelsen af et arbejdsvilkaar. Foelgelig foreligger der ikke i denne sag det hovedelement, som kendetegner loen, nemlig at den udgoer en modydelse for et praesteret arbejde.

23 Det bemaerkes for det foerste, at ifoelge Domstolens faste praksis omfatter begrebet loen i traktatens artikel 119, stk. 2's forstand samtlige ydelser, aktuelle eller fremtidige, som arbejdstageren som foelge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i penge eller i naturalier (jf. bl.a. dom af 9.2.1982, sag 12/81, Garland, Sml. s. 359, praemis 5, og af 17.5.1990, sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, praemis 12).

24 Endvidere fremgaar det af Domstolens praksis, at den omstaendighed, at visse ydelser udbetales efter arbejdsforholdets ophoer, ikke udelukker, at de kan have karakter af loen i den i traktatens artikel 119 anfoerte betydning (Barber-dommen, praemis 12).

25 Hvad saerlig angaar godtgoerelser, som en arbejdsgiver udbetaler til en arbejdstager ved arbejdsforholdets ophoer, har Domstolen allerede fastslaaet, at saadanne godtgoerelser udgoer en form for opsat loen, som arbejdstageren har ret til som foelge af arbejdsforholdet, men som foerst udbetales ved arbejdsforholdets ophoer med det formaal at goere det lettere for arbejdstageren at tilpasse sig de nye forhold, der opstaar i den anledning (Barber-dommen, praemis 13, og dom af 27.6.1990, sag C-33/89, Kowalska, Sml. I, s. 2591, praemis 10).

26 I den foreliggende sag maa det understreges, at formaalet med den omhandlede erstatning til arbejdstagere for uberettiget afskedigelse, som bestaar af et basisbeloeb og en godtgoerelse, navnlig har til formaal at give arbejdstageren det, som han ville have tjent, hvis arbejdsgiveren ikke ulovligt havde bragt arbejdsforholdet til ophoer.

27 For det foerste beror basisbeloebet direkte paa den loen, som arbejdstageren skulle have haft udbetalt, hvis ikke han var blevet afskediget. For det andet daekker godtgoerelsen det tab, arbejdstageren lider som foelge af afskedigelsen, og omfatter alle de udgifter, som han med rimelighed har afholdt paa grund af afskedigelsen, samt, paa visse betingelser, tabet af de fordele, som han med rimelighed kunne have forventet at opnaa, hvis han ikke var blevet afskediget.

28 Det foelger heraf, at erstatningen for uberettiget afskedigelse udbetales til arbejdstageren paa grund af hans ansaettelse, som ville have fortsat, saafremt han ikke var blevet uberettiget afskediget. Denne erstatning henhoerer derfor under begrebet loen i traktatens artikel 119's forstand.

29 Dette resultat aendres ikke af, at den i hovedsagen omhandlede erstatning tilkendes ved en retslig afgoerelse i henhold til den gaeldende lovgivning. Som Domstolen allerede har fastslaaet i denne henseende, er det uden betydning, at retten til erstatning, snarere end at udspringe af arbejdskontrakten, for eksempel er lovbestemt (jf. i denne retning Barber-dommen, praemis 16).

30 Paa grundlag af det anfoerte skal det foerste spoergsmaal besvares med, at en erstatning for uberettiget afskedigelse, som tilkendes ved en retslig afgoerelse, er loen i traktatens artikel 119's forstand.

Andet spoergsmaal

31 Med det andet spoergsmaal oensker den nationale ret naermere bestemt at faa oplyst, om betingelserne for, at en arbejdstager i tilfaelde af uberettiget afskedigelse har krav paa genindtraeden i stillingen eller genansaettelse eller har krav paa erstatning, henhoerer under traktatens artikel 119 eller direktiv 76/207.

32 Sagsoegerne i hovedsagen har gjort gaeldende, at direktiv 76/207 om ligebehandling ikke finder anvendelse, da hovedsagen vedroerer loen, som henhoerer under anvendelsesomraadet for traktatens artikel 119. Loven kan derfor ikke forhindre en arbejdstager, som har ret til erstatning for uberettiget afskedigelse som en del af retten til lige loen efter traktatens artikel 119, i at paaberaabe sig denne bestemmelse for at sikre sig, at hans arbejdsgiver ikke anvender diskriminerende vilkaar paa ham, som ville goere princippet om lige loen illusorisk, hvis de blev anvendt.

33 Det Forenede Kongeriges regering har gjort gaeldende, at selv om den erstatning, der tilkendes for tilsidesaettelse af retten til ikke at blive uberettiget afskediget, skulle anses for loen i artikel 119's forstand, skal enhver paastaaet tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet med hensyn til betingelserne for erhvervelse af rettigheder, herunder retten til oekonomisk erstatning, vaere reguleret af direktiv 76/207 og ikke af artikel 119.

34 Til stoette for denne opfattelse har regeringen paaberaabt sig dommen af 15. juni 1978 i Defrenne III-sagen (sag 149/77, Sml. s. 1365), hvori Domstolen i praemis 21 fastslog, at den omstaendighed, at visse ansaettelsesvilkaar kan have oekonomisk betydning, ikke er tilstraekkelig grund til at lade saadanne vilkaar vaere omfattet af artikel 119, der hviler paa den snaevre sammenhaeng mellem arbejdsydelse og loennens stoerrelse.

35 Det bemaerkes, som Kommissionen med rette har anfoert, at naar det fremsatte krav tilsigter opnaaelse af en erstatning, vedroerer den betingelse, som er fastsat i den anfaegtede regel, adgangen til en form for loen, som artikel 119 og direktiv 75/117 finder anvendelse paa.

36 I den foreliggende sag vedroerer de krav, som sagsoegerne i hovedsagen har fremsat for Industrial Tribunal, ikke de eventuelle foelger af et arbejdsvilkaar - nemlig retten til ikke at blive uberettiget afskediget - men erstatningen som saadan. Kravet henhoerer derfor under traktatens artikel 119 og ikke under direktiv 76/207.

37 Det ville forholde sig anderledes, hvis formaalet med kravet var at opnaa, at den afskedigede arbejdstager genindtraadte i stillingen eller blev genansat. I et saadant tilfaelde ville de betingelser, som er fastsat i national ret, vedroere arbejdsvilkaar eller adgang til beskaeftigelse og dermed henhoere under direktiv 76/207.

38 I dette tilfaelde ville sagsoegerne i hovedsagen, da de har anlagt et soegsmaal om legalitetsproevelse mod Secretary of State vedroerende den aendring af section 64(1) i 1978-loven, som blev foretaget ved 1985-bekendtgoerelsen, kunne modsaette sig en forskelsbehandling, som udoeves paa grundlag af koen, ikke med stoette i traktatens artikel 119, men med stoette i direktiv 76/207.

39 Ifoelge Domstolens faste praksis kan borgere nemlig for nationale domstole over for staten paaberaabe sig bestemmelser i et direktiv, naar disse ud fra et indholdsmaessigt synspunkt fremstaar som ubetingede og tilstraekkeligt praecise (jf. bl.a. dom af 12.7.1990, sag C-188/89, Foster m.fl., Sml. I, s. 3313, praemis 16).

40 Hvad angaar artikel 5, stk. 1, i direktiv 76/207, som forbyder enhver form for forskelsbehandling paa grundlag af koen for saa vidt angaar arbejdsvilkaar, herunder afskedigelsesvilkaar, har Domstolen allerede fastslaaet, at denne bestemmelse er tilstraekkelig praecis til, at en borger kan stoette ret herpaa over for staten, og til, at den nationale domstol kan laegge den til grund og tilsidesaette enhver national bestemmelse, der ikke er i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1 (jf. dom af 26.2.1986, sag 152/84, Marshall I, Sml. s. 723, praemis 52 og 56).

41 Det andet spoergsmaal skal derfor besvares med, at betingelserne for, at en arbejdstager har krav paa erstatning i tilfaelde af uberettiget afskedigelse, henhoerer under traktatens artikel 119. Derimod henhoerer betingelserne for, at en arbejdstager i tilfaelde af uberettiget afskedigelse har krav paa genindtraeden i stillingen eller genansaettelse, under direktiv 76/207.

Fjerde spoergsmaal

42 Med det fjerde spoergsmaal, som herefter skal besvares, oensker den nationale ret naermere bestemt at faa oplyst, om lovligheden af en regel som den i sagen anfaegtede, skal vurderes paa tidspunktet for reglens vedtagelse, tidspunktet for dens ikrafttraeden eller tidspunktet for afskedigelsen af arbejdstageren.

43 Sagsoegerne i hovedsagen har gjort gaeldende, at naar der er en reel risiko for, at en foranstaltning, som en medlemsstat paataenker at traeffe og/eller gennemfoere, kan have en forskellig virkning for maends og kvinders loen, handler den paagaeldende medlemsstat i strid med traktaten, hvis den opretholder foranstaltningen, medmindre det kan godtgoeres, at foranstaltningens indfoerelse beror paa objektivt begrundede faktorer, der ikke har noget med koen at goere. Desuden paahviler det efter traktaten medlemsstaterne med regelmaessige mellemrum at efterproeve de foranstaltninger, som beroerer arbejdstagernes loen, og de skal undlade at anvende en foranstaltning, hvis det fremgaar, at den er i strid med en af de forpligtelser, som i denne henseende paahviler dem efter traktaten.

44 Det Forenede Kongeriges regering har derimod gjort gaeldende, at det relevante tidspunkt for vurderingen af foranstaltningens virkning er tidspunktet for afskedigelsen af arbejdstageren. Det er paa dette tidspunkt, at den anfaegtede regel har den virkning, som arbejdstageren kritiserer, nemlig at den forhindrer ham i at rejse klage over uberettiget afskedigelse. Vurderingen af, om en foranstaltning indebaerer forskelsbehandling, er ikke bundet til det tidspunkt, hvor den paagaeldende foranstaltning traeffes eller traeder i kraft, men afhaenger af omstaendighederne paa det tidspunkt, hvor foranstaltningens virkning anfaegtes.

45 Det bemaerkes foerst, at faellesskabsrettens krav skal vaere overholdt paa alle relevante tidspunkter, det vaere sig paa det tidspunkt, hvor foranstaltningen traeffes, ivaerksaettes eller anvendes i det konkrete tilfaelde.

46 Det tidspunkt, hvor den nationale domstol skal vurdere, om en regel som den i sagen anfaegtede er lovlig, kan imidlertid afhaenge af forskellige omstaendigheder, saavel retlige som faktiske.

47 Naar det goeres gaeldende, at den nationale myndighed, som har truffet en foranstaltning, har vaeret inkompetent, skal foranstaltningens lovlighed saaledes i princippet vurderes paa det tidspunkt, hvor den blev truffet.

48 Hvor der derimod er tale om at anvende en national foranstaltning, som er lovligt truffet, i et individuelt tilfaelde, kan det vaere relevant at vurdere, om foranstaltningen fortsat er i overensstemmelse med faellesskabsretten paa tidspunktet for dens anvendelse.

49 Hvad saerlig angaar statistiske oplysninger, kan det vaere relevant ikke blot at tage hensyn til de statistiske oplysninger, som er tilgaengelige paa det tidspunkt, hvor foranstaltningen blev truffet, men ogsaa de senere fremkomne statistiske oplysninger, som kan indeholde angivelser vedroerende foranstaltningens virkning for maend og kvinder.

50 Det fjerde spoergsmaal skal derfor besvares med, at det tilkommer den nationale ret paa grundlag af samtlige relevante juridiske og faktiske omstaendigheder at traeffe afgoerelse om det tidspunkt, hvor det skal vurderes, om en regel som den i sagen anfaegtede er lovlig.

Tredje spoergsmaal

51 Med det tredje spoergsmaal soeger den nationale ret en bestemmelse af de retlige kriterier, som boer anvendes til afgoerelse af, om en foranstaltning, der er truffet af en medlemsstat, har en saa forskellig virkning for maend og kvinder, at den maa anses for at udgoere en indirekte forskelsbehandling i traktatens artikel 119's forstand.

52 Det bemaerkes, at traktatens artikel 119 fastslaar princippet om lige loen til maend og kvinder for samme arbejde. Dette princip er ikke kun til hinder for, at der anvendes bestemmelser, som indebaerer en forskelsbehandling direkte paa grundlag af koen, men ogsaa, at der anvendes bestemmelser, som opretholder forskelle i behandlingen af maend og kvinder paa grundlag af kriterier, der ikke bygger paa koen, naar den forskellige behandling ikke kan forklares ved objektivt begrundede faktorer, som intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen (jf. dom af 15.12.1994, forenede sager C-399/92, C-409/92, C-425/92, C-34/93, C-50/93 og C-78/93, Helmig m.fl., Sml. I, s. 5727, praemis 20).

53 Hvad angaar den i sagen anfaegtede regel er det ubestridt, at den ikke medfoerer nogen direkte forskelsbehandling paa grundlag af koen. Det maa derfor undersoeges, om den kan indebaere en indirekte forskelsbehandling, som er i strid med traktatens artikel 119.

54 Sagsoegerne i hovedsagen har gjort gaeldende, at naar der er en reel risiko for, at en foranstaltning, som er truffet af en medlemsstat, kan have en forskellig virkning for maends og kvinders loen, og/eller det konkret er godtgjort ved paalidelige og relevante statistiske oplysninger, at foranstaltningen har forskellig virkning, foreligger der en tilsidesaettelse af traktatens artikel 119, medmindre det kan godtgoeres, at foranstaltningen beror paa objektivt begrundede faktorer, som intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen.

55 Sagsoegerne har navnlig anfoert, at naar der foreligger relevante statistiske oplysninger, som daekker alle arbejdstagere, og som viser, at der er tale om langvarige og ikke tilfaeldige faenomener, vil enhver forskel i virkningen af foranstaltningen, som overstiger et vist minimum, stride mod forpligtelsen til at gennemfoere ligebehandlingsprincippet.

56 Ifoelge Det Forenede Kongeriges regering fremgaar det klart af de udtryk, som Domstolen har anvendt i sin praksis i sager om indirekte forskelsbehandling, at Domstolen hermed oensker at tilkendegive, at der skal vaere udpraeget forskel i den paagaeldende foranstaltnings virkning.

57 Kommissionen har foreslaaet, at der anvendes en proeve for den »statistiske relevans«, hvorefter de statistiske oplysninger skal udgoere adaekvate sammenligningskriterier, og den nationale domstol skal paase, at de statistiske oplysninger ikke fordrejes paa grund af de saerlige momenter i sagen. Hvis der findes relevante statistiske oplysninger, er dette tilstraekkeligt til at godtgoere, at foranstaltningens virkning er uforholdsmaessig, og til, at bevisbyrden for foranstaltningens berettigelse paalaegges ophavsmanden til den formodet diskriminerende foranstaltning.

58 Hvad angaar godtgoerelsen af, at der foreligger indirekte forskelsbehandling, skal det foerst undersoeges, om en foranstaltning som den anfaegtede regel har mere skadelige virkninger for kvinder end for maend.

59 Endvidere skal det fremhaeves, som Det Forenede Kongeriges regering med rette har anfoert, at den bedste metode til sammenligning af statistiske oplysninger bestaar i at foretage en sammenligning mellem, paa den ene side, andelene af de mandlige arbejdstagere, som opfylder - og ikke opfylder - betingelsen efter den anfaegtede regel om to aars forudgaaende ansaettelse, og, paa den anden side, de tilsvarende andele for kvindelige arbejdstageres vedkommende. Det er ikke tilstraekkeligt at betragte antallet af beroerte personer, da dette antal afhaenger af antallet af aktive arbejdstagere i den paagaeldende medlemsstat som helhed samt fordelingen af mandlige og kvindelige arbejdstagere i denne medlemsstat.

60 Det maa derfor afgoeres, som Domstolen har fastslaaet ved flere lejligheder, om de tilgaengelige statistiske oplysninger indicerer, at betingelsen efter den anfaegtede regel om to aars forudgaaende ansaettelse opfyldes af en betydelig mindre procentdel af kvinder end maend. En saadan situation vil vaere et bevis paa forskelsbehandling paa grundlag af koen, medmindre den anfaegtede regel er begrundet i objektive faktorer, som intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen.

61 Det samme kan vaere tilfaeldet, hvis de statistiske oplysninger over en lang periode viser en mindre, men vedvarende og relativt konstant forskel i virkningen mellem maend og kvinder, som opfylder betingelsen om to aars ansaettelse. Det tilkommer dog den nationale domstol at vurdere, hvilke konklusioner der skal drages af saadanne statistiske oplysninger.

62 Det bemaerkes endvidere, at det tilkommer den nationale domstol at vurdere, om de statistiske oplysninger vedroerende arbejdstagernes situation kan tillaegges gyldighed, og om de kan tages i betragtning, det vil sige, at de skal omfatte et tilstraekkeligt antal personer, at de ikke maa vaere udtryk for tilfaeldige eller kortvarige omstaendigheder, og at de, generelt set, viser sig at vaere vaesentlige (jf. dom af 27.10.1993, sag C-127/92, Enderby, Sml. I, s. 5535, praemis 17). Det tilkommer nemlig den nationale domstol under hensyn til besvarelsen af det fjerde spoergsmaal at fastslaa, om de statistiske oplysninger for 1985 vedroerende de respektive procentdele af maend og kvinder, som opfylder betingelsen efter den anfaegtede regel om to aars ansaettelse, er relevante og tilstraekkelige for afgoerelsen af den tvist, der verserer for den.

63 I den foreliggende sag fremgaar det af forelaeggelseskendelsen, at 77,4% maend og 68,9% kvinder opfyldte denne betingelse i 1985, det aar, da betingelsen om to aars ansaettelse blev indfoert.

64 Umiddelbart synes disse statistiske oplysninger ikke at vise, at en betydeligt mindre procentdel af kvinder end af maend er i stand til at opfylde den betingelse, der er fastsat ved den anfaegtede regel.

65 Det tredje spoergsmaal skal derfor besvares med, at for at fastslaa, om en foranstaltning, der er truffet af en medlemsstat, har en saa forskellig virkning for maend og kvinder, at den udgoer en indirekte forskelsbehandling i traktatens artikel 119's forstand, skal den nationale ret efterproeve, om de foreliggende statistiske oplysninger indicerer, at en betydelig mindre procentdel af kvinder end maend er i stand til at opfylde den betingelse, som er fastsat ved den paagaeldende foranstaltning. Hvis dette er tilfaeldet, foreligger der en indirekte forskelsbehandling paa grundlag af koen, medmindre foranstaltningen er begrundet i objektive faktorer, som intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen.

Femte spoergsmaal

66 Med det femte spoergsmaal soeger den nationale ret en bestemmelse af de retlige kriterier, som goer det muligt at fastslaa, om der med henblik paa indirekte forskelsbehandling i traktatens artikel 119's forstand foreligger en objektiv begrundelse for en foranstaltning, som en medlemsstat har truffet som led i sin socialpolitik.

67 Det bemaerkes, at det i sidste instans tilkommer den nationale ret, som er enekompetent til at vurdere de faktiske omstaendigheder og til at fortolke den nationale lovgivning, at afgoere, om og i hvilket omfang en lovbestemmelse, som gaelder uafhaengigt af arbejdstagerens koen, men som faktisk rammer langt flere kvinder end maend, er berettiget af objektive hensyn, som intet har at goere med en forskelsbehandling paa grundlag af koen (jf. dom af 13.7.1989, sag 171/88, Rinner-Kuehn, Sml. s. 2743, praemis 15).

68 Selv om det i en praejudiciel sag er den nationale ret, som skal tage stilling til, om der i den konkrete sag foreligger saadanne objektive forhold, er Domstolen, hvis opgave det er at give den nationale ret fyldestgoerende svar, dog kompetent til paa grundlag af det i hovedsagen oplyste samt de for Domstolen afgivne skriftlige og mundtlige indlaeg at vejlede den nationale ret paa en saadan maade, at denne kan traeffe sin afgoerelse (dom af 7.3.1996, sag C-278/93, Freers og Speckmann, Sml. I, s. 1165, praemis 24).

69 Det fremgaar af Domstolens faste praksis, at saafremt en medlemsstat kan godtgoere, at de valgte midler tjener til at opfylde et noedvendigt maal i dens socialpolitik, er egnede til at naa det forfulgte maal og er noedvendige hertil, medfoerer alene den omstaendighed, at lovbestemmelsen rammer en betydelig stoerre procentdel af kvinder end maend, ikke, at der er tale om en overtraedelse af traktatens artikel 119 (jf. bl.a. dom af 14.12.1995, sag C-444/93, Megner og Scheffel, Sml. I, s. 4741, praemis 24, og dommen i Freers og Speckmann-sagen, praemis 28).

70 I den foreliggende sag har Det Forenede Kongeriges regering gjort gaeldende, at risikoen for, at arbejdsgivere sagsoeges i sager om uberettiget afskedigelse, som anlaegges af nyligt ansatte arbejdstagere, afskraekker arbejdsgiverne fra at ansaette arbejdstagere, hvorfor forlaengelsen af den ansaettelsesperiode, som kraeves for at opnaa beskyttelse mod afskedigelse, vil fremme ansaettelsen af arbejdstagere.

71 Det kan ikke bestrides, at det er et lovligt maal i socialpolitikken at fremme ansaettelse.

72 Det skal dog tillige under hensyn til samtlige relevante momenter og til muligheden for at naa det paagaeldende socialpolitiske maal med andre midler efterproeves, om et saadant maal fremstaar som ikke havende noget med forskelsbehandling paa grundlag af koen at goere, og om den anfaegtede regel, som middel til opnaaelse af dette maal, kan bidrage til at virkeliggoere det.

73 Det Forenede Kongeriges regering har i denne henseende gjort gaeldende, at en medlemsstat blot skal godtgoere, at den med rimelighed kunne antage, at foranstaltningen ville bidrage til opfyldelsen af et socialpolitisk maal. Den har i denne forbindelse henvist til dommen af 14. december 1995 i Nolte-sagen (sag C-317/93, Sml. I, s. 4625).

74 Det bemaerkes, at Domstolen ganske vist udtalte i Nolte-dommens praemis 33, at medlemsstaterne ved valget af de foranstaltninger, hvormed maalene for deres social- og beskaeftigelsespolitik kan realiseres, raader over et vidt skoen.

75 Selv om socialpolitikken paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin i det vaesentlige henhoerer under medlemsstaternes kompetence, staar det ikke desto mindre fast, at det skoen, som medlemsstaterne raader over paa dette omraade, ikke kan have til virkning, at gennemfoerelsen af et saa grundlaeggende princip i faellesskabsretten som princippet om lige loen til maend og kvinder goeres illusorisk.

76 Generelle udsagn om en bestemt foranstaltnings egnethed til at fremme ansaettelse er hverken tilstraekkelige til at godtgoere, at formaalet med den anfaegtede regel intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen, eller til at stoette den konklusion, at der var rimelig grund til at antage, at de valgte midler var egnede til at opfylde dette formaal.

77 Det femte spoergsmaal skal derfor besvares med, at i det tilfaelde, hvor en betydelig mindre procentdel af kvinder end maend er i stand til at opfylde betingelsen i den anfaegtede regel om to aars ansaettelse, paahviler det medlemsstaten som ophavsmand til den formodet diskriminerende regel, at godtgoere, at reglen opfylder et lovligt maal i dens socialpolitik, at maalet intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen, og at den med rimelighed kunne antage, at de valgte midler var egnede til at naa det paagaeldende maal.

Sagens omkostninger

78 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af House of Lords ved kendelse af 13. marts 1997, for ret:

1) En erstatning for uberettiget afskedigelse, som tilkendes ved en retslig afgoerelse, er loen i EF-traktatens artikel 119's forstand.

2) Betingelserne for, at en arbejdstager har krav paa erstatning i tilfaelde af uberettiget afskedigelse, henhoerer under traktatens artikel 119. Derimod henhoerer betingelserne for, at en arbejdstager i tilfaelde af uberettiget afskedigelse har krav paa genindtraeden i stillingen eller genansaettelse, under Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar.

3) Det tilkommer den nationale ret paa grundlag af samtlige relevante juridiske og faktiske omstaendigheder at traeffe afgoerelse om det tidspunkt, hvor det skal vurderes, om en regel, hvorefter beskyttelsen mod uberettiget afskedigelse kun omfatter arbejdstagere, der har vaeret ansat i mindst to aar, er lovlig.

4) For at fastslaa, om en foranstaltning, der er truffet af en medlemsstat, har en saa forskellig virkning for maend og kvinder, at den udgoer en indirekte forskelsbehandling i traktatens artikel 119's forstand, skal den nationale ret efterproeve, om de foreliggende statistiske oplysninger indicerer, at en betydelig mindre procentdel af kvinder end maend er i stand til at opfylde den betingelse, som er fastsat ved den paagaeldende foranstaltning. Hvis dette er tilfaeldet, foreligger der en indirekte forskelsbehandling paa grundlag af koen, medmindre foranstaltningen er begrundet i objektive faktorer, som intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen.

5) I det tilfaelde, hvor en betydelig mindre procentdel af kvinder end maend er i stand til at opfylde den betingelse om to aars ansaettelse, som er fastsat i den regel, der er naevnt i domskonklusionens punkt 3, paahviler det medlemsstaten som ophavsmand til den formodet diskriminerende regel, at godtgoere, at reglen opfylder et lovligt maal i dens socialpolitik, at maalet intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen, og at den med rimelighed kunne antage, at de valgte midler var egnede til at naa det paagaeldende maal.