61993J0312

++++

Faellesskabsret ° direkte virkning ° individuelle rettigheder ° beskyttelse ved de nationale domstole ° sagsanlaeg ° nationale processuelle regler ° betingelser for anvendelse heraf ° nationale bestemmelser, der udelukker en praejudiciel forelaeggelse ° ulovligt ° nationale bestemmelser, hvorefter de nationale domstole ikke af egen drift kan tage stilling til et anbringende om overtraedelse af faellesskabsretten, som borgeren ikke har paaberaabt sig inden for en vis frist ° ulovligt under de foreliggende omstaendigheder

(EOEF-traktaten, art. 5 og 177)

I medfoer af det i traktatens artikel 5 angivne princip om samarbejde er det medlemsstaternes domstole, der skal sikre borgerne den retsbeskyttelse, som foelger af faellesskabsrettens direkte virkning. Naar der ikke er udstedt faellesskabsbestemmelser paa omraadet, tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsaette de processuelle regler for sagsanlaeg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som faellesskabsrettens direkte virkning medfoerer for borgerne. Disse processuelle regler maa dog ikke vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret, og de maa heller ikke i praksis goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden. I denne forbindelse skal en national retsregel, som forhindrer, at proceduren i henhold til traktatens artikel 177 anvendes, tilsidesaettes.

Hvert enkelt tilfaelde, hvor der opstaar spoergsmaal om, hvorvidt en national processuel bestemmelse goer det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at anvende faellesskabsretten, skal bedoemmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forloeb og dens saerlige kendetegn, for de forskellige nationale retsinstanser. Under denne synsvinkel skal der i givet fald tages hensyn til de principper, der ligger til grund for den nationale retspleje, bl.a. kontradiktionsprincippet, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmaessig sagsbehandling.

Selv om det ikke i sig selv er kritisabelt, at der for borgerne gaelder en frist paa 60 dage for paaberaabelse af et nyt anbringende, der stoettes paa en overtraedelse af faellesskabsretten, er faellesskabsretten til hinder for, at der anvendes en national processuel bestemmelse, som afskaerer den nationale ret fra under en sag, der henhoerer under dens kompetence, af egen drift at tage stilling til, om en national retsakt er forenelig med en bestemmelse i faellesskabsretten, naar denne bestemmelse ikke af borgeren er blevet paaberaabt inden for en vis frist, i et tilfaelde, hvor den nationale ret, som behandler hovedsagen, er den foerste retsinstans, der kan forelaegge Domstolen et praejudicielt spoergsmaal, hvor den omhandlede frist var udloebet, da sagen blev mundtligt forhandlet ved den paagaeldende ret, saaledes at denne ikke havde mulighed for af egen drift at tage stilling til spoergsmaalet om foreneligheden med faellesskabsretten, hvor en anden national domstol ikke synes under en senere sag af egen drift at ville kunne efterproeve, om en national retsakt er forenelig med faellesskabsretten, og hvor det forhold, at de nationale domstole ikke af egen drift kan inddrage anbringender, der stoettes paa faellesskabsretten, ikke er rimeligt begrundet i principper som retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmaessig sagsbehandling.

1 Ved dom af 28. maj 1993 indgaaet til Domstolen den 10. juni 1993 har Cour d' appel de Bruxelles i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af faellesskabsretten med hensyn til en national domstols adgang til af egen drift at tage stilling til national rets forenelighed med faellesskabsretten.

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag anlagt af kommanditselskabet Peterbroeck, Van Campenhout & Cie (herefter "Peterbroeck") mod den belgiske stat vedroerende den skatteprocent, der gaelder for ikke-hjemmehoerende.

3 I regnskabsaaret 1974 fik det nederlandske selskab Continentale & Britse Trust BV (herefter "CBT") som aktiv selskabsdeltager i Peterbroeck udbetalt et vederlag paa 6 749 112 BFR. CBT blev for skatteaaret 1975 paalagt at indbetale skat som ikke-hjemmehoerende, og Peterbroeck indgav den 22. juli 1976 og 24. januar 1978 som CBT' s retlige repraesentant i Belgien klager til directeur régional des contributions directes (herefter "skattedirektoratet").

4 Klagerne blev i det vaesentlige afslaaet ved skattedirektoratets afgoerelse af 23. august 1979, og Peterbroeck anlagde herefter i eget navn og ° for saa vidt det var noedvendigt ° i CBT' s navn den 8. oktober 1979 sag ved Cour d' appel de Bruxelles. Hovedsagen vedroerer paa nuvaerende tidspunkt alene den skatteprocent, som skal anvendes paa de vederlag, CBT har oppebaaret, og som skattedirektoratet har fastsat til 44,9%. Skatteprocenten ville ikke kunne overstige 42%, hvis vederlagene var oppebaaret af et belgisk selskab.

5 Peterbroeck gjorde for foerste gang for Cour d' appel gaeldende, at det vil udgoere en efter EOEF-traktatens artikel 52 ulovlig hindring for etableringsfriheden, hvis der paa et selskab med hjemsted i Nederlandene anvendes en hoejere skatteprocent end den, der ville gaelde for et belgisk selskab.

6 Den belgiske stat anfoerte, at der var tale om et nyt anbringende, som ikke kunne antages til realitetsbehandling, idet det var fremsat efter udloebet af den frist, der fremgaar af artikel 278, stk. 2, jf. artikel 279, stk. 2, og artikel 282 i "code des impôts sur les revenus" (den belgiske indkomstskattelov, herefter "CIR"), som affattet paa det for hovedsagen relevante tidspunkt. Efter disse bestemmelser kan anbringender, der ikke er gjort gaeldende i klagen, og som skattedirektoratet ikke har undersoegt af egen drift, af sagsoegeren fremfoeres i staevningen eller i et processkrift indleveret til justitskontoret ved Cour d' appel, hvilket maa ske inden 60 dage, efter at skattedirektoratet har indleveret en bekraeftet kopi af den anfaegtede afgoerelse og sagens dokumenter, idet retten hertil ellers fortabes. Det fremgaar af sagens akter, at der efter belgisk retspraksis er tale om et nyt anbringende i disse bestemmelsers forstand, hvis der for foerste gang rejses et spoergsmaal, som efter sin genstand, sin karakter eller sit retlige grundlag afviger fra de anbringender, der er gjort gaeldende over for skattedirektoratet.

7 Cour d' appel fandt, at det forhold, at sagsoegeren som et retligt anbringende til stoette for sin paastand for foerste gang over for Cour d' appel paaberaabte sig traktatens artikel 52, udgoer et nyt anbringende i den betydning, udtrykket anvendes i de relevante bestemmelser i CIR. Cour d' appel fandt ligeledes, at domstolene efter disse bestemmelser ikke af egen drift kan inddrage anbringender, som skatteyderen ikke laengere selv kan goere gaeldende over for dem. Cour d' appel bemaerkede imidlertid, at anvendelsen af saadanne processuelle bestemmelser vil begraense dens adgang til at undersoege, om nationale lovbestemmelser er forenelige med faellesskabsretten, og dens mulighed for i henhold til traktatens artikel 177 at anmode Domstolen om en praejudiciel afgoerelse vedroerende spoergsmaal om fortolkningen af faellesskabsretten.

8 Endvidere bemaerkede Cour d' appel, at selv om de omhandlede processuelle bestemmelser ogsaa finder anvendelse paa de fleste anbringender, der stoettes paa national ret, har man i belgisk retspraksis tilladt undtagelser med hensyn til anbringender, der stoettes paa tilsidesaettelse af et begraenset antal internretlige principper, saasom foraeldelse af skattekrav og om retskraft.

9 Endelig henviste Cour d' appel til Domstolens praksis, hvorefter det paahviler de nationale domstole at sikre borgerne den retsbeskyttelse, som foelger af faellesskabsrettens direkte virkning, og hvorefter de kan foretage, hvad der kraeves for at se bort fra nationale bestemmelser, der maatte udgoere en hindring for faellesskabsrettens fulde virkning.

10 Cour d' appel de Bruxelles besluttede herefter at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Skal faellesskabsretten fortolkes saaledes, at en national domstol, som under behandlingen af en sag, der vedroerer faellesskabsretten, finder, at de nationale domstoles adgang til at anvende faellesskabsretten, som de skal vaerne om, ifoelge en internretlig bestemmelse er betinget af, at sagsoegeren udtrykkeligt paaberaaber sig faellesskabsretten inden for en kort frist ° som dog ikke gaelder for anbringender om, at et, ganske vist begraenset, antal nationale retsgrundsaetninger er tilsidesat, bl.a. om foraeldelse af skattekrav og om retskraft ° skal undlade at anvende den internretlige bestemmelse?"

11 Naar henses til de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, saaledes som de fremgaar af forelaeggelsesdommen, oensker den nationale ret i det vaesentlige oplyst, om faellesskabsretten er til hinder for, at der anvendes en national processuel bestemmelse, som under omstaendigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, afskaerer den nationale ret fra under en sag, der henhoerer under dens kompetence, af egen drift at tage stilling til, om en national retsakt er forenelig med en bestemmelse i faellesskabsretten, naar denne bestemmelse ikke af borgeren er blevet paaberaabt inden for en vis frist. For det andet oensker den nationale ret oplyst, om faellesskabsretten er til hinder for, at der anvendes en saadan bestemmelse, naar der er gjort undtagelser fra den med hensyn til visse anbringender, som stoettes paa nationale retsgrundsaetninger.

Spoergsmaalets foerste led

12 For saa vidt angaar foerste led af det saaledes omformulerede spoergsmaal bemaerkes, at ifoelge fast retspraksis er det i medfoer af det i traktatens artikel 5 angivne princip om samarbejde medlemsstaternes domstole, der skal sikre borgerne den retsbeskyttelse, som foelger af faellesskabsrettens direkte virkning. Naar der ikke er udstedt faellesskabsbestemmelser paa omraadet, tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsaette de processuelle regler for sagsanlaeg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som faellesskabsrettens direkte virkning medfoerer for borgerne. Disse processuelle regler maa dog ikke vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret, og de maa heller ikke i praksis goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden (jf. bl.a. domme af 16.12.1976, sag 33/76, Rewe, Sml. s. 1989, praemis 5, og sag 45/76, Comet, Sml. 2043, praemis 12-16, dom af 27.2.1980, sag 68/79, Just, Sml. s. 501, praemis 25, af 9.11.1983, sag 199/82, San Giorgio, Sml. s. 3595, praemis 14, af 25.2.1988, forenede sager 331/85, 376/85 og 378/85, Bianco og Girard, Sml. s. 1099, praemis 12, af 24.3.1988, sag 104/86, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 1799, praemis 7, af 14.7.1988, forenede sager 123/87 og 330/87, Jeunehomme m.fl., Sml. s. 4517, praemis 17, af 9.6.1992, sag C-96/91, Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 3789, praemis 12, og af 19.11.1991, forenede sager C-6/90 og C-9/90, Francovich m.fl., Sml. I, s. 5357, praemis 43).

13 Endvidere bemaerkes i denne forbindelse, at Domstolen allerede har fastslaaet, at en national retsregel, som forhindrer, at proceduren i henhold til traktatens artikel 177 anvendes, skal tilsidesaettes (jf. dom af 16.1.1974, sag 166/73, Rheinmuehlen, Sml. s. 33, praemis 2 og 3).

14 Med henblik paa anvendelsen af disse principper skal hvert enkelt tilfaelde, hvor der opstaar spoergsmaal om, hvorvidt en national processuel bestemmelse goer det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at anvende faellesskabsretten, bedoemmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forloeb og dens saerlige kendetegn, for de forskellige nationale retsinstanser. Under denne synsvinkel skal der i givet fald tages hensyn til de principper, der ligger til grund for den nationale retspleje, bl.a. kontradiktionsprincippet, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmaessig sagsbehandling.

15 I det foreliggende tilfaelde kan borgerne efter bestemmelserne i national ret ikke for Cour d' appel paaberaabe sig et nyt anbringende, der stoettes paa faellesskabsretten, efter udloebet af den frist paa 60 dage, som regnes fra det tidspunkt, hvor skattedirektoratet har indleveret en bekraeftet kopi af den anfaegtede afgoerelse.

16 Selv om en frist paa 60 dage, som paalaegges borgerne, ikke i sig selv er kritisabel, maa de saerlige omstaendigheder i forbindelse med den omhandlede procedure dog fremhaeves.

17 For det foerste er Cour d' appel den foerste retsinstans, der kan forelaegge Domstolen et praejudicielt spoergsmaal, idet det direktorat, der har behandlet sagen i foerste instans, er en del af skatte- og afgiftsmyndighederne og derfor ikke en ret i henhold til traktatens artikel 177 (jf. i denne retning dom af 30.3.1993, sag C-24/92, Corbiau, Sml. I, s. 1277).

18 For det andet begyndte den frist, hvis udloeb har afskaaret den nationale ret fra af egen drift at tage stilling til, om en national retsakt er forenelig med faellesskabsretten, at loebe fra skattedirektoratets indlevering af en bekraeftet kopi af den anfaegtede afgoerelse. Det fremgaar af sagens akter, at det tidsrum, inden for hvilket sagsoegeren kunne paaberaabe sig nye anbringender, var udloebet, da sagen blev mundtligt forhandlet i Cour d' appel, saaledes at retten ikke havde mulighed for af egen drift at tage stilling hertil.

19 For det tredje synes en anden national domstol under en senere sag ikke af egen drift at ville kunne efterproeve, om en national retsakt er forenelig med faellesskabsretten.

20 Endelig forekommer det forhold, at de nationale domstole ikke af egen drift kan inddrage anbringender, der stoettes paa faellesskabsretten, ikke at vaere rimeligt begrundet i principper som retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmaessig sagsbehandling.

21 Det af Cour d' appel de Bruxelles stillede spoergsmaal maa herefter besvares saaledes, at faellesskabsretten er til hinder for, at der anvendes en national processuel bestemmelse, som under omstaendigheder som dem, der goer sig gaeldende for proceduren i hovedsagen, afskaerer den nationale ret fra under en sag, der henhoerer under dens kompetence, af egen drift at tage stilling til, om en national retsakt er forenelig med en bestemmelse i faellesskabsretten, naar denne bestemmelse ikke af borgeren er blevet paaberaabt inden for en vis frist.

Spoergsmaalets andet led

22 Under hensyn til det anfoerte er det ikke paakraevet at undersoege andet led af spoergsmaalet, saaledes som det er omformuleret ovenfor.

Sagens omkostninger

23 De udgifter, der er afholdt af den tyske, den graeske, den spanske og den franske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Cour d' appel de Bruxelles ved dom af 28. maj 1993, for ret:

Faellesskabsretten er til hinder for, at der anvendes en national processuel bestemmelse, som under omstaendigheder som dem, der goer sig gaeldende for proceduren i hovedsagen, afskaerer den nationale ret fra under en sag, der henhoerer under dens kompetence, af egen drift at tage stilling til, om en national retsakt er forenelig med en bestemmelse i faellesskabsretten, naar denne bestemmelse ikke af borgeren er blevet paaberaabt inden for en vis frist.