1

Artikel 36 med overskriften »Krav til ansøgningen« i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design (EFT 2002, L 3, s. 1), med senere ændringer, bestemmer:

»1.   Ansøgningen om registrering af et EF-design skal indeholde:

2.   Ansøgningen skal endvidere indeholde en angivelse af de produkter, hvori designet skal inkorporeres, eller hvorpå det skal anvendes.

3.   Ansøgningen kan derudover indeholde:

4.   For ansøgningen betales der et registreringsgebyr og et bekendtgørelsesgebyr. Indgives der en anmodning om udsættelse af bekendtgørelsen i henhold til stk. 3, litra b), betales der i stedet for et bekendtgørelsesgebyr et gebyr for udsættelse af bekendtgørelsen.

5.   Ansøgningen skal opfylde de betingelser, som er fastsat i gennemførelsesforordningen.

6.   Oplysningerne i de elementer, der er anført i stk. 2 og i stk. 3, litra a) og d), berører ikke omfanget af beskyttelsen af designet som sådan.«

2

Afsnit V i forordning nr. 6/2002 med overskriften »Registreringsprocedure« indeholder artikel 45-50.

3

Forordningens artikel 45 med overskriften »Undersøgelse af, om de formelle ansøgningskrav er opfyldt« bestemmer:

»1.   [EUIPO] undersøger, om ansøgningen opfylder de i artikel 36, stk. 1, fastsatte krav for fastlæggelsen af ansøgningsdatoen.

2.   [EUIPO] undersøger om:

3.   De nærmere bestemmelser om undersøgelsen af de formelle krav til ansøgningen fastsættes i gennemførelsesforordningen.«

4

Artikel 46 i forordning nr. 6/2002 med overskriften »Afhjælpelige mangler« bestemmer:

»1.   Hvis [EUIPO] ved den i artikel 45 omhandlede undersøgelse fastslår, at ansøgningen er forbundet med mangler, som kan afhjælpes, opfordrer Harmoniseringskontoret ansøgeren til inden for den fastsatte frist at afhjælpe disse.

2.   Vedrører manglerne de krav, der er omhandlet i artikel 36, stk. 1, og efterkommer ansøgeren [EUIPO’s] opfordring inden for den fastsatte frist, anser [EUIPO] den dato, hvor manglerne er blevet afhjulpet, for at være ansøgningsdatoen. Hvis manglerne ikke afhjælpes inden for den fastsatte frist, behandles ansøgningen ikke som en ansøgning om registrering af et EF-design.

3.   Vedrører manglerne de i artikel 45, stk. 2, litra a)-c), omhandlede krav, herunder betaling af gebyrer, og efterkommer ansøgeren [EUIPO’s] opfordring inden for den fastsatte frist, anser [EUIPO] den dato, hvor den med mangler behæftede ansøgning oprindelig blev indgivet, for at være ansøgningsdatoen. Er manglerne eller den manglende betaling ikke afhjulpet inden for den fastsatte frist, afviser [EUIPO] ansøgningen.

4.   Vedrører manglerne de i artikel 45, stk. 2, litra d), omhandlede krav, og afhjælpes de ikke inden for den fastsatte frist, fortabes prioriteten for ansøgningen.«

5

Artikel 47 i forordning nr. 6/2002 med overskriften »Registreringshindringer« bestemmer:

»1.   Hvis [EUIPO] ved undersøgelsen i henhold til artikel 45 fastslår, at det design, for hvilket der søges beskyttelse:

afviser det ansøgningen.

2.   Ansøgningen afvises ikke, før ansøgeren har haft lejlighed til at trække ansøgningen tilbage eller ændre den eller til at fremsætte bemærkninger.«

6

Artikel 4 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2245/2002 af 21. oktober 2002 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 6/2002 (EFT 2002, L 341, p. 28) med overskriften »Afbildning af designet« bestemmer i stk. 1, litra e):

»1.   Afbildningen af designet skal bestå af en grafisk eller fotografisk gengivelse af designet i sort/hvid eller i farver. Den skal opfylde følgende betingelser:

[…]

7

Artikel 10 i forordning nr. 2245/2002 med overskriften »Undersøgelse af, om betingelserne for, at der kan fastsættes en ansøgningsdato, er opfyldt, samt af, om de formelle krav til ansøgningen er opfyldt« bestemmer i stk. 1 og 2:

»1.   [EUIPO] meddeler ansøgeren, at der ikke kan fastsættes en ansøgningsdato, hvis ansøgningen ikke indeholder:

2.   Afhjælpes de i stk. 1 nævnte mangler inden to måneder efter, at ansøgeren har modtaget meddelelse om manglerne, anses den dato, på hvilken alle manglerne var afhjulpet, for ansøgningsdatoen.

Afhjælpes manglerne ikke inden for fristen, behandles ansøgningen ikke som ansøgning om et EF-design. Betalte gebyrer tilbagebetales.«

8

Den 17. april 2015 indgav sagsøgeren, Mast-Jägermeister SE, ansøgninger om registrering af EF-design til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) i henhold til forordning nr. 6/2002.

9

De design, der blev søgt registreret, er følgende:

10

De produkter, som registreringsansøgningerne blev indgivet for, var »bægre«, som henhører under klasse 07.01 i Locarnoarrangementet af 8. oktober 1968 vedrørende oprettelse af en international klassifikation af industrielle design, med senere ændringer.

11

I den første undersøgelsesrapport af 17. april 2015 informerede undersøgeren sagsøgeren om, at hvad angår de design, som fremgår af præmis 9 ovenfor, svarede angivelsen af produktet, dvs. »bæger«, for hvilke der var ansøgt om beskyttelse, ikke til de indgivne afbildninger, idet de ligeledes indeholdte flasker. Undersøgeren foreslog derfor sagsøgeren at tilføje angivelsen »flasker«, som henhører under klasse 09.01 i Locarnoarrangementet. Undersøgeren tilføjede, at den samlede ansøgning skulle opdeles, fordi produkterne »bægre« og »flasker« henhørte under forskellige klasser. Han præciserede, at medmindre manglerne blev afhjulpet inden for den fastsatte frist, ville ansøgningen blive afvist.

12

Sagsøgeren svarede ved skrivelse af 21. april 2015, at der ikke var ansøgt om beskyttelse for de flasker, som fremgår af afbildningerne, og foreslog at specificere angivelsen af produkterne som følger: »drikkebægre som beholdere til en flaske, der udgør del heraf«. Sagsøgeren tilføjede, at klasse 07.01 i Locarnoarrangementet også var passende med hensyn til denne angivelse.

13

Undersøgeren svarede med en anden undersøgelsesrapport af 25. juni 2015, at efter skrivelsen af 21. april 2015 og den telefonsamtale, som han havde haft med sagsøgeren, var det åbenlyst, at sagsøgeren ikke ønskede at opnå beskyttelse af flaskerne. Ifølge undersøgeren ses disse flasker tydeligt på afbildningerne, og en ny undersøgelse viste, at registreringsansøgningerne ikke omfattede nogen afbildninger, som var i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 4, stk. 1, litra e), i forordning nr. 2245/2002. Han fastslog derfor, at de karakteristiske træk, for hvilke der blev ansøgt om beskyttelse, ikke klart kunne identificeres som følge af forekomsten af flaskerne. Han tilføjede, at disse mangler kunne afhjælpes ved indlevering af nye gengivelser, hvor de krævede karakteristiske træk var afgrænset ved hjælp af en stiplet ramme eller farvede kanter. Han præciserede, at der ikke kunne fastsættes en ansøgningsdato for ansøgningerne, så længe manglerne ikke var afhjulpet. Han konkluderede, at såfremt manglerne blev afhjulpet inden for den fastsatte frist, ville datoen for indleveringen af nye gengivelser blive anset for ansøgningsdato, men at ansøgningerne ville blive anset for ikke at være indgivet, såfremt manglerne ikke blev afhjulpet.

14

Ved skrivelse af 14. juli 2015 svarede sagsøgeren, at betingelserne for fastsættelse af en ansøgningsdato var opfyldt, eftersom de indgivne afbildninger fremgik af en neutral baggrund. Sagsøgeren præciserede, at artikel 4, stk. 1, litra e), i forordning nr. 2245/2002 vedrører kvaliteten af afbildningerne og ikke deres indhold. Sagsøgeren indgav således ikke nogen nye gengivelser.

15

Undersøgeren angav i den tredje undersøgelsesrapport af 16. juli 2015, at han ville opretholde sin undersøgelsesrapport af 25. juni 2015, eftersom afbildningerne viste et bæger og en flaske.

16

Ved skrivelse af 21. august 2015 svarede sagsøgeren med henvisning til en telefonsamtale, som sagsøgeren havde haft med undersøgeren, at sagsøgeren ikke forstod, hvorfor ansøgningsdatoen kunne opretholdes, såfremt en produktangivelse blev vedlagt, eller den samlede ansøgning blev opdelt, men ikke for de oprindeligt indgivne gengivelser. Sagsøgeren anmodede om vedtagelse af en afgørelse, der kunne påklages i tilfælde af, at undersøgelsesafgørelsen ikke blev annulleret.

17

Med den fjerde undersøgelsesrapport af 24. august 2015 informerede undersøgeren sagsøgeren om, at fejlene i ansøgningen kunne afhjælpes enten ved indgivelse af nye gengivelser eller ved tilføjelse af angivelsen »Flasker« og opdeling af den samlede ansøgning.

18

Ved skrivelse af 28. august 2015 opfordrede sagsøgeren til vedtagelse af en afgørelse, der kunne gøres til genstand for en klage.

19

Undersøgeren bemærkede ved afgørelse af 31. august 2015, at sagsøgeren ikke havde afhjulpet manglerne ved registreringsansøgningerne, idet sagsøgeren ikke anerkendte undersøgelsesrapporterne. Ifølge undersøgeren kunne de ansøgninger om design, der er nævnt i præmis 9 ovenfor, ikke anses for ansøgninger om EF-design i henhold til artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 og artikel 10, stk. 2, i forordning nr. 2245/2002, og at der derfor ikke kunne fastsættes en ansøgningsdato. Han traf ligeledes afgørelse om tilbagebetaling af det betalte afgiftsbeløb.

20

Den 15. september 2015 indgav sagsøgeren i medfør af artikel 55-60 i forordning nr. 6/2002 en klage over undersøgerens afgørelse til EUIPO.

21

Ved afgørelse af 17. november 2015 (herefter »den anfægtede afgørelse«) bekræftede tredje appelkammer ved EUIPO i den anfægtede afgørelses punkt 15, at de design, der er nævnt i præmis 9 ovenfor, ikke gjorde det muligt at afgøre, om der var ansøgt om beskyttelse for bægeret, flasken eller for en kombination af dem begge. Det præciserede i den anfægtede afgørelses punkt 16, at formålet med den afbildning, som skal indleveres sammen med ansøgningen i henhold til artikel 36, stk. 1, litra c), i forordning nr. 6/2002, er at identificere det design, for hvilket der er blevet ansøgt om beskyttelse, og at afbildningen er en betingelse for tildelingen af en ansøgningsdato i henhold til nævnte forordnings artikel 38, stk. 1. Ansøgningsdatoen er afgørende for det registrerede designs anciennitet, idet dets nyhed og dets karakteristiske træk afgøres ved hjælp af tidligere design, der er blevet offentliggjort inden ansøgningsdatoen. Appelkammeret tilføjede, at i henhold til artikel 4, stk. 1, litra e), i forordning nr. 2245/2002 skal afbildningen være af en kvalitet, som gør det muligt tydeligt at skelne alle detaljer i den genstand, for hvilken der ansøges om beskyttelse.

22

Appelkammeret tilføjede i den anfægtede afgørelses punkt 17 og 18, at argumentet om, at genstanden for den beskyttelse, som var omfattet af de indgivne ansøgninger, tydeligt fremgik af afbildningerne, ikke stemte overens med sagsøgerens egen redegørelse, og at sagsøgerens forslag om, at angive de omhandlede produkter, ikke var tilstrækkelig til at afhjælpe manglerne ved afbildningen af designet, eftersom en angivelse ikke var tilstrækkelig til at fastslå beskyttelsens omfang.

23

Endelig anførte appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 22, at undersøgeren havde tilsidesat sin begrundelsespligt, således som den følger af artikel 62 i forordning nr. 6/2002. Ifølge appelkammeret var begrundelsen for konstateringen af, at ansøgningerne ikke ansås som ansøgninger om registrering af et EF-design nemlig manglerne ved de indgivne afbildninger i forhold til artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 6/2002, sammenholdt med samme forordnings artikel 36, stk. 1, litra c), samt artikel 4, stk. 1, litra e), i forordning nr. 2245/2002, og ikke sagsøgerens manglende accept af undersøgerens undersøgelsesrapporter.

24

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

25

EUIPO har nedlagt følgende påstande:

26

EUIPO har nedlagt påstand om, at sagsøgerens anden påstand, dvs. påstanden om, at ansøgningsdatoen for de anfægtede design skal fastsættes til den 17. april 2015, skal afvises, idet der er tale om et pålæg, hvilket Retten ikke kan give.

27

I denne forbindelse skal det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at EUIPO i forbindelse med en sag, der er anlagt for Unionens retsinstanser til prøvelse af en afgørelse fra et appelkammer ved EUIPO, i overensstemmelse med artikel 61, stk. 6, i forordning nr. 6/2002 skal træffe de foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af afgørelsen truffet af Unionens retsinstanser. Det tilkommer derfor ikke Retten at give EUIPO pålæg (jf. analogt dom af 20.1.2010, Nokia mod KHIM – Medion (LIFE BLOG), T-460/07, EU:T:2010:18, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis).

28

Det følger af det ovenstående, at den anden påstand skal afvises.

29

Sagsøgeren har gjort to anbringender gældende. Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 45 og 46 i forordning nr. 6/2002, sammenholdt med nævnte forordnings artikel 36, og det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af retten til forsvar.

30

Sagsøgeren har gjort gældende, at kvaliteten af afbildningerne af designet gør det muligt at foretage en reproduktion. Afbildningerne fremgår nemlig af en neutral baggrund i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, litra d) og e), i forordning nr. 2245/2002, de er ikke retoucheret med blæk eller korrekturlak, og de er af en kvalitet, som gør det muligt tydeligt at skelne alle detaljer i den genstand, for hvilket der er ansøgt om beskyttelse, og som giver mulighed for formindskelse eller forstørrelse. Disse krav er de eneste, der følger af EU-lovgivningen. Appelkammerets afslag på at fastsætte en ansøgningsdato med den begrundelse, at afbildningerne ikke gør det muligt at afgøre, om der er ansøgt om beskyttelse for bægret, flasken eller en kombination af dem begge, er forkert, idet dette spørgsmål alene melder sig i forbindelse med en krænkelsessag, og det er ikke til hinder for fastsættelsen af en ansøgningsdato. Appelkammerets betragtninger kan eventuelt tages i betragtning i forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt et design er egnet til at kunne registreres. Ifølge sagsøgeren fastsætter artikel 36, stk. 1, litra c), i forordning nr. 6/2002 og artikel 10, stk. 1, litra c), i forordning nr. 2245/2002, sammenholdt med sidstnævnte forordnings artikel 4, stk. 1, litra e), kun krav til kvaliteten af afbildningen af designet og ikke til indholdet heraf. Den generelle opbygning af artikel 45 og 46 i forordning nr. 6/2002 taler for, at der burde have været fastsat en ansøgningsdato for sagsøgerens registreringsansøgninger.

31

Det følger i denne forbindelse af fast retspraksis, at der ved en fortolkning af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til dennes ordlyd, men også til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 29.1.2009, Petrosian, C-19/08, EU:C:2009:41, præmis 34, og af 3.10.2013, Lundberg, C-317/12, EU:C:2013:631, præmis 19).

32

Det skal bemærkes, at artikel 36, stk. 1, i forordning nr. 6/2002, som der henvises til i samme forordnings artikel 45, stk. 1, og artikel 46, stk. 2, bestemmer, at registreringsansøgningen skal indeholde »en reproducerbar afbildning af designet«. Bestemmelsen præciserer imidlertid ikke, hvilke betingelser der skal opfyldes, for at en sådan afbildning anses for at være »reproducerbar«. I artikel 36, stk. 5, i forordning nr. 6/2002 tilføjes det imidlertid, at ansøgningen skal opfylde de betingelser, som er fastsat i gennemførelsesforordningen, hvilket i dette tilfælde vil sige forordning nr. 2245/2002.

33

Set i lyset heraf opstiller artikel 10 i forordning nr. 2245/2002 betingelserne for fastsættelsen af en ansøgningsdato, idet den bestemmer, at EUIPO meddeler ansøgeren, at der ikke kan fastsættes en ansøgningsdato, hvis ansøgningen bl.a. ikke indeholder en afbildning af designet i overensstemmelse med forordningens artikel 4, stk. 1, litra e).

34

Sidstnævnte bestemmelser præciserer, at afbildningen af designet skal bestå af en grafisk eller fotografisk gengivelse af designet i sort/hvid eller i farver. Designet skal gengives på neutral baggrund og må ikke retoucheres med blæk eller korrekturlak. Samme design skal være af en kvalitet, som gør det muligt tydeligt at skelne alle detaljer i den genstand, for hvilket der ansøges om beskyttelse. I artikel 10 i forordning nr. 2245/2002 fastsættes fristerne for afhjælpning.

35

Det fremgår af opbygningen af forordning nr. 6/2002, at proceduren vedrørende undersøgelse af design består af to led: For det første skal EUIPO undersøge dels, om det design, der er søgt registreret, svarer til definitionen af design [artikel 3, litra a), og artikel 47, stk. 1, litra a), i forordning nr. 6/2002], dels, om designet strider mod den offentlige orden eller sædelighed [artikel 47, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002]. Medmindre en sådan ansøgning er blevet tilbagekaldt eller ændret, kan den ikke afvises, før end sagsøgeren har haft lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger (artikel 47, stk. 2, i forordning nr. 6/2002).

36

For det andet skal EUIPO efter at have konstateret, at registreringsansøgningen vedrører et design, og at den ikke strider mod den offentlige orden eller sædelighed, i henhold til artikel 45 i forordning nr. 6/2002 navnlig undersøge, om registreringsansøgningen opfylder de obligatoriske krav i artikel 36, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 (anmodning om registrering, oplysninger, der gør det muligt at fastslå ansøgerens identitet, en reproducerbar afbildning af designet) og i forordningens artikel 36, stk. 2 (produktangivelse), og i givet fald de fakultative krav i artikel 36, stk. 3 (beskrivelse af designets udseende eller et prøveeksemplar, anmodning om, at bekendtgørelsen af registreringen udsættes, oplysninger om den befuldmægtigede, hvis ansøgeren har udpeget en sådan, en klassifikation af produkterne opdelt i klasser, en angivelse af designeren eller af det team, der har frembragt designet).

37

Hvad angår overholdelsen af de betingelser, der er nævnt i præmis 36 ovenfor, kan mangler afhjælpes i henhold til artikel 46 i forordning nr. 6/2002, idet det bemærkes, at hvad angår betingelserne i artikel 36, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 fastsættes ansøgningsdatoen for ansøgningen til det tidspunkt, hvor ansøgeren afhjælper manglerne, hvorimod den oprindelige ansøgningsdato opretholdes efter en afhjælpning af manglerne for så vidt angår de andre betingelser. I tilfælde af manglende afhjælpning behandles ansøgningen ikke som en ansøgning om registrering i det første tilfælde, mens den i det andet tilfælde afvises.

38

En afbildning af et design, som ikke er reproducerbar, er dermed alene omfattet af artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 6/2002, således forstået, at ansøgeren kan afhjælpe manglerne, men at ansøgningsdatoen imidlertid udskydes indtil det tidspunkt, hvor manglerne er afhjulpet. Hvis manglerne ikke afhjælpes inden for den fastsatte frist, behandles ansøgningen ikke som en ansøgning om registrering af et design.

39

Det er på baggrund af disse konstateringer, at det skal afgøres, om artikel 36, stk. 1, i forordning nr. 6/2002, henset til dens ordlyd og den kontekst, hvori den indgår, alene finder anvendelse på situationer, hvor afbildningen af det omtvistede design »fysisk« er upræcis eller uklar, bl.a. fordi aftrykket er af dårlig kvalitet, således som sagsøgeren har gjort gældende, eller om anvendelsen af denne bestemmelse er udvidet til også at omfatte unøjagtigheder, manglende sikkerhed eller klarhed hvad angår den genstand, der skal beskyttes gennem det design, der er søgt registreret.

40

Det skal konstateres, at sagsøgerens fortolkning af artikel 36, stk. 1, litra c), i forordning nr. 6/2002 og artikel 10, stk. 1, litra c), i forordning nr. 2245/2002, sammenholdt med sidstnævnte forordnings artikel 4, stk. 1, litra e), hvorefter denne bestemmelse alene finder anvendelse på design, med hensyn til hvilke det alene er kvaliteten af afbildningen, der er af en dårlig kvalitet, er åbenlyst i strid med den ordning, hvormed registrering af design blev sikret således som bemærket ovenfor.

41

Artikel 36 i forordning nr. 6/2002, som i stk. 1, litra c), bestemmer, at ansøgningen om registrering af et design skal indeholde en reproducerbar afbildning af designet, præciserer nemlig i stk. 5, at ansøgningen skal opfylde de betingelser, som er fastsat i forordning nr. 2245/2002.

42

Sidstnævnte forordnings artikel 4, stk. 1, litra e), som der henvises til i forordningens artikel 10, stk. 1, litra c), bestemmer, at designet bl.a. »skal være af en kvalitet, som gør det muligt tydeligt at skelne alle detaljer i den genstand, for hvilket der ansøges om beskyttelse«.

43

Sagsøgeren har med sin påstand om, at der i bestemmelsen alene er henvist til kvaliteten af den »fysiske« eller »materielle« afbildning af designet, foretaget en ufuldstændig og dermed fejlagtig fortolkning af denne bestemmelse, eftersom sagsøgeren alene har henvist til udtrykket »en kvalitet, som gør det muligt«.

44

Bestemmelsen præciserer imidlertid, at afbildningen skal gøre det muligt tydeligt at skelne alle detaljer i »den genstand, for hvilket der ansøges om beskyttelse«.

45

Dette udtryk henviser til det krav, der er uløseligt forbundet med alle registreringer, dvs. at gøre det muligt for tredjemand klart og præcist at gøre sig bekendt med alle detaljerne i den genstand, for hvilken der ansøges om beskyttelse (jf. i denne forbindelse analogt dom af 12.12.2002, Sieckmann, C-273/00, EU:C:2002:748, præmis 48-52, og af 19.6.2012, Chartered Institute of Patent Attorneys, C-307/10, EU:C:2012:361, præmis 46-48).

46

Upræcise afbildninger gør det dermed ikke muligt for tredjemand utvetydigt at fastlægge den genstand, som skal beskyttes ved det pågældende design.

47

Det skal i lyset heraf bemærkes, at selv om der er tale om afbildninger af mere end et design, er en afklaring ikke alene nødvendig med henblik på at sikre retssikkerheden for tredjemand, som skal have præcis viden om genstanden for beskyttelsen af designet, men ligeledes af regnskabsmæssige årsager, eftersom de gebyrer, som EUIPO modtager, varierer afhængigt af antallet af klasser af produkter, som det pågældende design vedrører.

48

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at den eventuelle mangel, der består i den omstændighed, at afbildningerne ikke viser udseendet af et enkelt design, men to design, burde have været behandlet i henhold til artikel 47, stk. 1, litra a), i forordning nr. 6/2002, sammenholdt med forordningens artikel 3, litra a), og at den ikke kan lægges til grund for en afvisning af at fastsætte en ansøgningsdato.

49

Denne argumentation skal forkastes, for så vidt som artikel 3, litra a), i forordning nr. 6/2002, som der henvises til i samme forordnings artikel 47, stk. 1, litra a), vedrører den situation, hvor den afbildning, som søges registreret, ikke kan anses for et design som omhandlet i denne forordning, eftersom afbildningen ikke kan anses for at udgøre produktets eller en del af et produktets udseende, hvilket åbenlyst ikke er tilfældet i den foreliggende sag.

50

Det er nemlig ikke blevet bestridt, at den omhandlede afbildning opfylder definitionen på design – således forstået, at denne situation ikke er omfattet af artikel 47, stk. 1, litra a), i forordning nr. 6/2002 – men at den ikke er reproducerbar som omhandlet i forordningens artikel 36, stk. 1, på grund af dens mangler, der er omfattet af artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 6/2002. Det fremgår tydeligt af sidstnævnte bestemmelse, at hvis manglerne ikke afhjælpes inden for den fastsatte frist, behandles ansøgningen ikke som en ansøgning om registrering.

51

Som EUIPO med rette har gjort gældende, skal artikel 45, stk. 2, litra a), i forordning nr. 6/2002, sammenholdt med forordningens artikel 36, stk. 5, nødvendigvis fortolkes strengt med henblik at undgå usammenhængende og modstridende fortolkninger af lovbestemmelser, således forstået, at bestemmelserne ikke henviser til kravene i artikel 4, stk. 1, litra e), i forordning nr. 2245/2002 som påstået af sagsøgeren. Henvisningen i artikel 46, stk. 3, i forordning nr. 6/2002 til samme forordnings artikel 45, stk. 2, litra a), indebærer ikke, at artikel 4, stk. 1, litra e), i forordning nr. 2245/2002 udelukkende finder anvendelse i forbindelse med artikel 46, stk. 3, i forordning nr. 6/2002. Det er derimod nødvendigt at undersøge denne situation inden for rammerne af artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 6/2002, sammenholdt med forordningens artikel 36, stk. 1, litra c), samt artikel 4, stk. 1, litra e), i forordning nr. 2245/2002, således som appelkammeret med rette har gjort.

52

Artikel 36, stk. 5, i forordning nr. 6/2002 er dermed en bestemmelse, som har givet de kompetente myndigheder beføjelse til inden for rammerne af en gennemførelsesforordning navnlig at præcisere betingelserne i forordningens artikel 36, stk. 1, litra c), for så vidt angår afbildningen af et design, hvilke betingelser netop fremgår af artikel 4, stk. 1, litra e), i forordning nr. 2245/2002.

53

Hvad endelig angår sagsøgerens argument, som hviler på en anderledes tankegang i tysk retspraksis, kan det ikke rejse tvivl om appelkammerets vurdering. Det skal nemlig bemærkes, at EU-ordningen for design er et selvstændigt system, der består af en helhed af regler, og som forfølger formål, som er særegne for systemet, og dets anvendelse er uafhængig af alle nationale systemer (jf. analogt dom af 16.1.2014, Message Management mod KHIM – Absacker (ABSACKER of Germany), T-304/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:5, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

54

Det følger af det anførte, at det første anbringende skal forkastes.

55

Sagsøgeren har gjort gældende, at appelkammeret har tilsidesat sagsøgerens ret til forsvar med den begrundelse, at det erstattede dets egen begrundelse med undersøgerens begrundelse uden at give sagsøgeren mulighed for at fremsætte bemærkninger.

56

Det skal bemærkes, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 22 fastslog, at undersøgeren have tilsidesat begrundelsespligten, eftersom han med henblik på at godtgøre, at ansøgningerne ikke udgjorde ansøgninger om registrering af design, havde henvist til sagsøgerens manglende godkendelse af undersøgerens undersøgelsesrapport i stedet for at henvise til artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 6/2002, sammenholdt med samme forordnings artikel 36, stk. 1, litra c), samt artikel 4, stk. 1, litra e), i forordning nr. 2245/2002. Ifølge appelkammeret indeholdt undersøgerens afgørelse heller ikke nogen analyse af sagsøgerens argumenter.

57

Det skal i denne henseende bemærkes, at i henhold til artikel 62 i forordning nr. 6/2002 må EUIPO’s afgørelse kun støttes på grunde, som parterne har haft lejlighed til at udtale sig om. Med denne bestemmelse fastslås det generelle princip om beskyttelse af retten til kontradiktion inden for EU-designretten. I henhold til dette almindelige EU-retlige princip skal adressater for beslutninger, som i væsentlig grad påvirker deres interesser, have mulighed for at gøre deres synspunkter gældende. Retten til at blive hørt omfatter alle forhold af faktisk eller retlig art, som danner grundlag for beslutningsprocessen, men ikke det endelige standpunkt, som administrationen agter at indtage (jf. dom af 27.6.2013, Beifa Group mod KHIM – Schwan-Stabilo Schwanhäußer (Skriveredskaber), T-608/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:334, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

58

EUIPO’s afgørelser skal desuden begrundes, jf. artikel 62 i forordning nr. 6/2002. Denne forpligtelse har samme rækkevidde som forpligtelsen i artikel 296 TEUF. Det fremgår af fast retspraksis, at forpligtelsen til at begrunde en individuel beslutning har til formål dels, at den berørte person kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at denne kan forsvare sine rettigheder, dels, at Unionens retsinstanser kan efterprøve beslutningens lovlighed. Spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for en afgørelse opfylder disse krav, skal vurderes ikke blot i forhold til afgørelsens ordlyd, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. i denne retning dom af 25.4.2013, Bell & Ross mod KHIM – KIN (Urkasse på armbåndsur), T-80/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:214, præmis 37).

59

I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at undersøgeren udfærdigede fire undersøgelsesrapporter af 17. april, 25. juni, 16. juli og 24. august 2015.

60

Det fremgår i tilstrækkeligt omfang og klart af disse undersøgelsesrapporter, og navnlig af den anden og den fjerde rapport, at registreringsansøgningerne ifølge undersøgeren ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 36, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 og artikel 4, stk. 1, litra e), i forordning nr. 2245/2002, eftersom der forekommer flasker i afbildningerne, hvilket bevirkede, at de karakteristiske træk, for hvilke der er ansøgt om beskyttelse, ikke er tydelige.

61

I undersøgelsesrapporterne angav undersøgeren desuden præcist og detaljeret begrundelsen for, hvorfor han gav afslag på sagsøgerens registreringsansøgninger, dvs. den samtidige tilstedeværelse af en flaske såvel som et bæger, hvilket udgjorde en konkret besvarelse af sagsøgerens argumenter.

62

I modsætning til, hvad appelkammeret fandt, var undersøgerens afgørelse set i lyset af undersøgerens forskellige undersøgelsesrapporter, som sagsøgeren var bekendt med, tilstrækkeligt begrundet (jf. analogt dom af 24.11.2005, Tyskland mod Kommissionen, C-506/03, ikke trykt i Sml., EU:C:2005:715, præmis 38).

63

Det var således med urette, at appelkammeret konkluderede, at begrundelsespligten var tilsidesat, og at det erstattede sin egen begrundelse med undersøgerens, selv om der ikke er tale om en ændring af begrundelsen, men en fuldstændig gentagelse af samme begrundelse som den, der var givet af undersøgeren i hans fire rapporter.

64

Heraf følger, at sagsøgeren under alle omstændigheder ikke kan hævde, at appelkammeret har tilsidesat selskabets ret til kontradiktion, idet begrundelsen i den anfægtede afgørelse fuldstændig gengiver den begrundelse, som undersøgeren havde givet sagsøgeren under sagen for undersøgeren.

65

Det følger af det ovenfor anførte, at det andet anbringende må forkastes, og EUIPO bør frifindes i det hele.

66

Det skal bemærkes, at det i henhold til artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med EUIPO’s påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Afdeling):