–

State Street Bank International GmbH ved avvocato S. Dettori,

–

Banca d’Italia ved avvocati M. Mancini, D. Messineo og L. Sciotto,

–

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato P. Gentili,

–

den spanske regering ved M.A. Sampol Pucurull, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved V. Di Bucci, K.-P. Wojcik og A. Steiblytė, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190) og af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger (EUT 2015, L 11, s. 44).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem State Street Bank International GmbH (herefter »SSBI«) og Banca d’Italia vedrørende betaling af bidrag til den nationale afviklingsfond i Italien.

3

Følgende fremgår af 103.-105. betragtning til direktiv 2014/59:

4

Nævnte direktivs artikel 100, stk. 1, 4 og 5, bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne etablerer en eller flere finansieringsordninger for at sikre, at afviklingsmyndigheden på effektiv vis kan anvende afviklingsværktøjer og ‑beføjelser.

[…]

4.   Med henblik på stk. 3 skal finansieringsordningerne navnlig have beføjelsen til at:

5.   Bortset fra i tilfælde, der er tilladte i henhold til stk. 6, etablerer hver medlemsstat sine nationale finansieringsordninger gennem en fond, som dens afviklingsmyndighed kan foranledige anvendt til de formål, der er fastsat i artikel 101, stk. 1.«

5

Samme direktivs artikel 102, stk. 1, fastsætter:

»Medlemsstaterne sikrer, at deres finansieringsordninger senest pr. 31. december 2024 råder over finansielle midler svarende til mindst 1% af de dækkede indskud i alle de institutter, der er meddelt tilladelse på deres område. Medlemsstaterne kan fastsætte målniveauer, der er højere end dette beløb.«

6

Under overskriften »Ex ante-bidrag« bestemmer artikel 103 i direktiv 2014/59 følgende:

»1.   For at nå det i artikel 102 fastsatte målniveau sikrer medlemsstaterne, at der mindst en gang om året opkræves bidrag hos de institutter, der er meddelt tilladelse på deres område, herunder EU-filialer.

[…]

4.   Medlemsstaterne sikrer, at pligten til at betale de bidrag, der er fastsat i nærværende artikel, kan håndhæves efter national ret, og at forfaldne bidrag betales fuldt ud.

Medlemsstaterne indfører passende registrerings-, regnskabs- og indberetningsforpligtelser mv. for at sikre, at forfaldne bidrag betales fuldt ud. Medlemsstaterne sikrer foranstaltninger med henblik på behørig efterprøvning af, om bidrag er blevet betalt efter reglerne. […]

5.   De beløb, der opkræves i overensstemmelse med nærværende artikel, må kun anvendes til de formål, der er anført i artikel 101, stk. 1.

[…]

7.   Kommissionen har beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 115 for at præcisere, hvordan bidrag afpasses forholdsmæssigt efter institutternes risikoprofil, jf. nærværende artikels stk. 2, […]

[…]

8.   Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 115 […]

[…]«

7

Dette direktivs artikel 104 har følgende ordlyd:

»1.   Er de disponible finansielle midler ikke tilstrækkelige til at dække tab, omkostninger eller andre udgifter i forbindelse med anvendelsen af finansieringsordningerne, sikrer medlemsstaterne, at der opkræves ekstraordinære ex post-bidrag hos de institutter, der er meddelt tilladelse på deres område, for at dække de yderligere beløb. Disse ekstraordinære ex post-bidrag fordeles på institutterne efter reglerne fastsat i artikel 103, stk. 2.

[…]

2.   Artikel 103, stk. 4-8, finder anvendelse på de bidrag, der opkræves efter nærværende artikel.

[…]«

8

Nævnte direktivs artikel 130, stk. 1, er affattet således:

»Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 31. december 2014 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De tilsender straks Kommissionen ordlyden af disse love og bestemmelser.

Medlemsstaterne anvender disse love og bestemmelser fra den 1. januar 2015.

[…]«

9

Denne delegerede forordnings artikel 4 bestemmer:

»1.   Afviklingsmyndighederne fastsætter de årlige bidrag, der skal betales af hvert institut, i forhold til dets risikoprofil på grundlag af de oplysninger, som instituttet har indgivet i overensstemmelse med artikel 14, og under anvendelse af den metodologi, der er fastsat i denne afdeling.

2.   Afviklingsmyndighederne fastsætter det årlige bidrag omhandlet i stk. 1 på grundlag af det årlige målniveau for afviklingsfinansieringsordningen under hensyn til det målniveau, der skal nås senest den 31. december 2024 i overensstemmelse med artikel 102, stk. 1, i direktiv 2014/59/EU, og på grundlag af gennemsnittet af dækkede indskud i det foregående år, beregnet kvartalsvis, for alle institutter, der er meddelt tilladelse på deres område.«

10

Under overskriften »Nyligt tilsynsbelagte institutter eller ændring af status« fastsætter nævnte forordnings artikel 12:

»1.   Hvis et institut er et nyligt tilsynsbelagt institut for kun en del af bidragsperioden, fastsættes det delvise bidrag ved at anvende den metodologi, der er anført i afdeling 3, på dets årlige bidrag beregnet under den efterfølgende bidragsperiode ved hensyntagen til det antal fulde måneder af bidragsperioden, for hvilke instituttet er tilsynsbelagt.

2.   En ændring af institutters, herunder små institutters, status i løbet af bidragsperioden har ingen konsekvenser for det årlige bidrag, der skal betales i det pågældende år.«

11

Samme forordnings artikel 14, stk. 1, bestemmer:

»1.   Institutter indgiver til afviklingsmyndigheden de seneste foreliggende godkendte årsregnskaber inden den 31. december i året forud for bidragsperioden sammen med påtegningen fra revisor eller revisionsfirma, jf. artikel 32 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU [af 26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF (EUT 2013, L 182, s. 19)].«

12

Artikel 20, stk. 1-4, i delegeret forordning 2015/63 bestemmer:

»1.   […] Uanset artikel 13, stk. 1, gælder for så vidt angår de bidrag, der skal betales i 2015, at afviklingsmyndighederne skal meddele hvert institut deres afgørelse vedrørende fastsættelsen af det årlige bidrag, de skal betale, senest den 30. november 2015.

2.   Uanset artikel 13, stk. 4, gælder for så vidt angår de bidrag, der skal betales i 2015, at det skyldige beløb i henhold til den i artikel 13, stk. 3, omhandlede afgørelse skal betales senest den 31. december 2015.

3.   Uanset artikel 14, stk. 4, gælder for så vidt angår de oplysninger, der skal indgives til afviklingsmyndigheden i 2015, at de i nævnte stykke omhandlede oplysninger skal indgives senest den 1. september 2015.

4.   Uanset artikel 16, stk. 1, skal indskudsgarantiordningerne senest den 1. september 2015 til afviklingsmyndigheden indgive oplysningerne om beløbet for dækkede indskud pr. 31. juli 2015.«

13

Det fremgår af denne forordnings artikel 21, at forordningen anvendes fra den 1. januar 2015.

14

Artikel 78 i Decreto legislativo 16 novembre 2015, n. 180, Attuazione della direttiva 2014/59 (lovdekret nr. 180 af 16.11.2015, gennemførelse af direktiv 2014/59) (GURI nr. 267 af 16.11.2015) bestemmer:

»Med henblik på at nå afviklingsmålene […] er der inden for Banca d’Italia oprettet en eller flere afviklingsfonde […]«

15

Dette dekrets artikel 81 har følgende ordlyd:

»1.   Senest den 31. december 2024 skal afviklingsfondene råde over finansielle midler svarende til 1% af de dækkede indskud, som fremgår ved afslutningen af de bidragydendes seneste årsregnskab, som er godkendt af dem. […]

2.   For at nå det stk. 1 fastsatte målniveau beregnes og opkræves bidragene årligt i overensstemmelse med artikel 82, og de fordeles så jævnt som muligt over året, med behørig hensyntagen til den procykliske indvirkning, som betalingen af bidragene kan have på de bidragydendes finansielle stilling.«

16

Nævnte dekrets artikel 82, stk. 1, bestemmer:

»Banker med hjemsted i Italien og italienske filialer af banker beliggende uden for Den Europæiske Union betaler almindelige årlige bidrag til afviklingsfondene, idet beløbet fastsættes af Banca d’Italia i overensstemmelse med de bestemmelser, der vedtages af Europa-Kommissionen i henhold til artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59.«

17

Samme dekrets artikel 83, stk. 1, fastsætter:

»Såfremt den finansielle ramme ikke er tilstrækkelig til at støtte de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 79, stk. 1, betaler banker med hjemsted i Italien og italienske filialer af banker beliggende uden for Den Europæiske Union ekstraordinære bidrag til afviklingsfondene til dækning af de ekstra udgifter, omfanget af hvilke fastsættes af Banca d’Italia.«

18

SSBI er en bank med hjemsted i Tyskland.

19

Indtil den 5. juli 2015 udøvede SSBI virksomhed i Italien gennem State Street Bank SpA (herefter »SSB Italia«).

20

Efter en fusion ved overtagelse fortsatte SSBI, som var det selskab, der overtog SSB Italia, fra den 6. juli 2015 med at udøve sin virksomhed på det italienske område gennem en filial.

21

I 2015 og 2016 krævede Banca d’Italia i egenskab af afviklingsmyndighed betaling af ex ante-bidrag for 2015 af SSBI (herefter »de almindelige bidrag«) og ekstraordinære ex post-bidrag (herefter »de ekstraordinære bidrag«). Nærmere bestemt krævede Banca d’Italia ved skrivelser af henholdsvis 23. og 26. november 2015 samt af 1. april og 25. maj 2016, at SSBI skulle betale et beløb af 1275606 EUR i almindelige bidrag og et beløb af 3826819 EUR i ekstraordinære bidrag.

22

SSBI har ved den forelæggende ret anlagt et annullationssøgsmål til prøvelse af disse skrivelser, idet både betalingen af de almindelige bidrag og betalingen af de ekstraordinære bidrag anfægtes.

23

Til støtte for søgsmålet har SSBI fremført en række argumenter, herunder navnlig det argument, at da SSBI blev pålagt at betale de nævnte bidrag, udøvede SSBI alene virksomhed på det italienske område gennem en filial og var derfor ikke bidragspligtig i Italien, men i Tyskland.

24

Endvidere har SSBI bl.a. gjort gældende, at oprettelsen den 22. september 2015 af et uafhængigt organ, igennem hvilket Banca d’Italia udøver sin rolle som afviklingsmyndighed, samt oprettelsen den 18. november 2015 af den italienske afviklingsfond ligger senere end nævnte fusion ved overtagelse, således at SSBI ikke kan pålægges nogen bidragspligt.

25

Ifølge SSBI følger dens bidragspligt til den italienske afviklingsfond heller ikke af artikel 12, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63. Desuden understøtter bestemmelserne i denne forordnings artikel 20, stk. 4, dens argument om, at afviklingsmyndighedens referencepunkt ikke skal være SSBI’s situation pr. 31. december 2014, men pr. 31. juli 2015.

26

Delegeret forordning 2015/63 finder følgelig ikke anvendelse på SSBI’s situation i perioden fra den 1. januar til den 5. juli 2015, hvilket medfører, at SSBI ikke har nogen bidragspligt.

27

Subsidiært har SSBI gjort gældende, at den kun var betalingspligtig for de almindelige bidrag for den periode, hvori SSB Italia udøvede sin virksomhed i Italien.

28

Banca d’Italia har anfægtet SSBI’s argumentation, idet den fastholder sidstnævntes bidragspligt. Banca d’Italia har bl.a. gjort gældende, at den tyske afviklingsmyndighed ikke har kunnet tage højde for SSB Italias fusion ved overtagelse, og at den manglende bidragspligt i Italien, i modsætning til, hvad SSBI har gjort gældende, ville medføre, at SSBI unddrager sig sin bidragspligt i både Italien og i Tyskland.

29

Banca d’Italia har således fastholdt anvendelsen af artikel 12, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63 i den foreliggende sag, idet det på dette tidspunkt påhvilede alle banker med hjemsted i Italien, og i øvrigt alle filialer af banker beliggende uden for Den Europæiske Union, at betale bidrag til den italienske afviklingsfond.

30

På denne baggrund har Tribunale amministrativo regionale per il Lazio (den regionale forvaltningsdomstol for Lazio, Italien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

31

Med sit første spørgsmåls første del og sit andet spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om begrebet »ændring af status« som omhandlet i artikel 12, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63 skal fortolkes således, at det omfatter en transaktion som den i hovedsagen omhandlede, hvorved et institut, som tidligere var underlagt tilsyn fra en national afviklingsmyndighed, i bidragsperioden ophører med at være underlagt tilsyn fra denne myndighed som følge af en grænseoverskridende fusion med dets moderselskab som det overtagende selskab, og om denne transaktion følgelig er uden betydning for et instituts forpligtelse til at betale de samlede almindelige bidrag, der forfalder i det pågældende bidragsår.

32

I denne henseende bemærkes for det første, at det i henhold til fast retspraksis følger såvel af kravene om en ensartet anvendelse af EU-retten som af lighedsprincippet, at en bestemmelse i EU-retten, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, normalt skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i hele Unionen (dom af 11.4.2019, Tarola, C-483/17, EU:C:2019:309, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

33

Artikel 12, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63 indeholder ingen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret til at fastlægge betydningen og rækkevidden af begrebet »ændring af status«. Nævnte begreb skal med henblik på anvendelsen af denne delegerede forordning anses for et selvstændigt EU-retligt begreb, som skal fortolkes ensartet på samtlige medlemsstaters område.

34

For det andet bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse skal tages hensyn til ordlyden af denne, til den sammenhæng, hvori den indgår, og til det mål, som den forfølger (jf. i denne retning dom af 27.5.2019, PF (Øverste anklager i Litauen), C-509/18, EU:C:2019:457, præmis 28).

35

Hvad for det første angår ordlydsfortolkningen af begrebet »ændring af status« som omhandlet i artikel 12, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63 bemærkes, at dette udtryk, således som det fremgår af punkt 58 i generaladvokatens forslag til afgørelse, kan omfatte enhver form for ændring af et instituts retlige eller faktiske situation på en sådan måde, at dette kan have indflydelse på anvendelsen af denne delegerede forordnings artikel 12, stk. 2.

36

Denne fortolkning af samme delegerede forordnings artikel 12, stk. 2, bekræftes af udtrykket »herunder små institutters«, som indikerer, at ændringen af et instituts størrelse, hvilken er relevant med henblik på anvendelsen af bestemmelserne på små institutter, kun udgør en af de situationer, der er omhandlet i nævnte bestemmelse.

37

Hvad for det andet angår den sammenhæng, hvori artikel 12, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63, indgår, skal det bemærkes, at nævnte delegerede forordnings artikel 12, stk. 1, bestemmer, at nyligt – for kun en del af bidragsperioden – tilsynsbelagte institutter kun til en medlemsstats afviklingsfond betaler de almindelige bidrag pro rata temporis, beregnet på grundlag af det antal fulde måneder af bidragsperioden, for hvilke instituttet er tilsynsbelagt.

38

Denne delegerede forordnings artikel 12, stk. 2, som bestemmer, at en ændring af institutters status ingen konsekvenser har for dette instituts pligt til at betale de årlige almindelige bidrag, der forfalder i det pågældende år, omhandler således generelt ændringer, der kan påvirke et tilsynsbelagt institut, mens nævnte delegerede forordnings artikel 12, stk. 1, præciserer beregningsmetoden, der som en undtagelse finder anvendelse på et institut, som er nyligt tilsynsbelagt for kun en del af bidragsperioden.

39

Artikel 12, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63, for så vidt som den indfører en undtagelse til hovedreglen i denne artikels stk. 2, skal fortolkes strengt og kan ikke føre til en fortolkning, der rækker ud over det ene tilfælde, som nævnte forordning udtrykkeligt tager sigte på (jf. analogt dom af 1.12.2011, Painer, C-145/10, EU:C:2011:798, præmis 74, og af 6.6.2019, Weil, C-361/18, EU:C:2019:473, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

40

En transaktion, som udgør en ændring af status som omhandlet i samme delegerede forordnings artikel 12, stk. 2, omfattes følgelig i princippet ikke af den bidragsberegning som er fastsat i artikel 12, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63.

41

Hvad for det tredje angår det mål, der forfølges med direktiv 2014/59 og delegeret forordning 2015/63, følger det af dette direktivs artikel 102, stk. 1, og artikel 103, stk. 1, samt af nævnte delegerede forordnings artikel 4, stk. 2, at den årlige opkrævning af de almindelige bidrag hos institutterne blev indført for at sikre, at medlemsstaterne finansieringsordninger senest pr. 31. december 2024 råder over finansielle midler svarende til mindst 1% af de dækkede indskud i alle de institutter, der er meddelt tilladelse på deres område.

42

For at nå dette mål pålægger samme delegerede forordnings artikel 4, stk. 1, og artikel 14, stk. 1-3, den nationale afviklingsmyndighed at beregne forfaldne bidrag på grundlag af regnskabsoplysningerne vedrørende de seneste foreliggende godkendte og attesterede regnskabsaflæggelser inden den 31. december i året forud for bidragsperioden sammen med påtegningen fra revisor eller revisionsfirma.

43

Hvis afviklingsmyndighederne i denne henseende, således som generaladvokaten har anført i punkt 72 i forslaget til afgørelse, skal tage hensyn til ændringer i institutternes retlige eller finansielle stilling i løbet af hele regnskabsåret, kan de vanskeligt foretage en pålidelig beregning af de almindelige bidrag, der forfalder i det efterfølgende år, og følgelig forfølge målet om senest pr. 31. december 2024 at nå mindst 1% af de dækkede indskud i alle de institutter, der er meddelt tilladelse på en medlemsstats område.

44

For at gøre det muligt for de nationale afviklingsmyndigheder at beregne bidragene og derved nå det mål, der forfølges med direktiv 2014/59 og med delegeret forordning 2015/63, skal begrebet »ændring af status« i nævnte delegerede forordnings artikel 12, stk. 2, følgelig forstås bredt som omfattende bl.a. en grænseoverskridende fusion ved overtagelse, der har fundet sted i løbet af bidragsperioden.

45

Denne fortolkning af artikel 12, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63 bekræftes ligeledes af formålet med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15. juli 2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1), hvilket direktiv 2014/59 og denne delegerede forordning ligeledes har til formål at forberede gennemførelsen af.

46

I denne henseende bemærkes, at oprettelsen i 2015 af de nationale afviklingsfonde, således som fastsat ved dette direktiv og nævnte delegerede forordning, var kombineret med en bestemmelse om en fælles afviklingsfond i 2016 mellem de medlemsstater, som er med i bankunionen, på grundlag af forordning nr. 806/2014, der har til formål gradvist at udskifte de nationale afviklingsfonde. Den mellemstatslige aftale, som klarlægger gennemførelsen af denne fælles afviklingsfond, bestemmer i artikel 3, stk. 3 og 5, at bidrag opkrævet i henhold til artikel 103 og 104 i direktiv 2014/59 inden denne aftales anvendelsesdato, dvs. den 1. januar 2016, også skal overføres til nævnte fælles afviklingsfond.

47

Set i dette perspektiv kan begrebet »ændring af status« ikke begrænses til ændringer af et institut i en medlemsstat, med udelukkelse af ændringer, der involverer flere medlemsstater såsom grænseoverskridende fusioner ved overtagelse. Af samme grund må argumentet om, at det overtagne institut ikke kan omfattes af medlemsstatens afviklingsfond, til hvilken det har betalt almindelige bidrag, forkastes.

48

Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmåls første del og det andet spørgsmål besvares med, at begrebet »ændring af status« som omhandlet i artikel 12, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63 skal fortolkes således, at det omfatter en transaktion som den i hovedsagen omhandlede, hvorved et institut i løbet af året ophører med at være underlagt den nationale afviklingsmyndigheds tilsyn som følge af en grænseoverskridende fusion med dets moderselskab som det overtagende selskab, og at denne transaktion følgelig er uden betydning for dette instituts forpligtelse til at betale de samlede almindelige bidrag, der forfalder i det pågældende bidragsår.

49

Med sit første spørgsmåls anden del ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 12, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63 skal fortolkes således, at den finder anvendelse på en situation, hvor den grænseoverskridende fusion, hvorved et institut, der er beliggende i en medlemsstat, overtages af dets moderselskab, som er beliggende i en anden medlemsstat, og den efterfølgende opløsning af dette overtagne institut fandt sted i 2015, selv om hverken den nationale afviklingsmyndighed eller den nationale fond endnu formelt var blevet oprettet af den førstnævnte medlemsstat, og selv om bidragene endnu ikke var blevet beregnet.

50

Indledningsvis bemærkes, at denne delegerede forordning var bindende i alle enkeltheder og umiddelbart gældende i alle medlemsstater fra den 1. januar 2015. Nævnte forordning var følgelig i kraft på tidspunktet for den grænseoverskridende fusion ved moderselskabets overtagelse af det pågældende institut.

51

Det bemærkes endvidere, at direktiv 2014/59 – som i artikel 101-104 pålægger medlemsstaterne at etablere nationale afviklingsfonde, der reguleres af de nationale myndigheder og finansieres ved opkrævning af bidrag – i artikel 130, stk. 1, fastsætter, at medlemsstaterne senest den 31. december 2014 skal vedtage og offentliggøre de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv, og anvende disse love og bestemmelser fra den 1. januar 2015.

52

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at den italienske foranstaltning til gennemførelse af nævnte direktiv i national ret først trådte i kraft den 16. november 2015, hvilket betyder, at hverken den nationale afviklingsmyndighed eller den nationale fond endnu formelt var blevet oprettet i Italien på tidspunktet for den grænseoverskridende fusion ved moderselskabets overtagelse af det pågældende institut.

53

Det bemærkes imidlertid, at overgangsbestemmelserne var medtaget i artikel 20 i delegeret forordning 2015/63 for at fastsætte fristerne for opkrævning af de almindelige bidrag for det første bidragsår, dvs. for 2015.

54

Nævnte delegerede forordnings artikel 20, stk. 1, fastsætter således, at uanset denne delegerede forordnings artikel 13, stk. 1, gælder for så vidt angår de bidrag, der skal betales i 2015, at de nationale afviklingsmyndigheder kan meddele hvert institut deres afgørelse vedrørende fastsættelsen af det årlige bidrag, de skal betale, senest den 30. november 2015.

55

Den forelæggende ret har i denne henseende præciseret, at Banca d’Italia i sin egenskab af Italiens nationale afviklingsmyndighed den 18. november 2015 oprettede den nationale afviklingsfond og henholdsvis den 23. november 2015 og den 26. november 2015 anmodede institutterne, herunder sagsøgeren i hovedsagen, om betaling af de almindelige og de ekstraordinære bidrag.

56

Det følger heraf, at den italienske stat havde gennemført direktiv 2014/59 i national ret på et tidspunkt, som i henhold til overgangsbestemmelserne i artikel 20 i delegeret forordning 2015/63 gjorde det muligt for Banca d’Italia i sin egenskab af Italiens nationale afviklingsmyndighed at anmode institutter om betaling af de almindelige bidrag fra 2015 i overensstemmelse med nævnte direktivs artikel 102 og artikel 103, stk. 1.

57

Den omstændighed, at det pågældende institut som følge af en grænseoverskridende fusion er ophørt med at eksistere på det tidspunkt, hvor Banca d’Italia anmoder om betaling af bidrag, er i denne sammenhæng uden betydning, idet de nationale afviklingsmyndigheder, som det allerede er anført i nærværende doms præmis 42, skal beregne de forfaldne almindelige bidrag på grundlag af regnskabsoplysningerne vedrørende de seneste foreliggende godkendte og attesterede regnskabsaflæggelser inden den 31. december i året forud for bidragsperioden.

58

Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmåls anden del besvares med, at artikel 12, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63 skal fortolkes således, at den finder anvendelse på en situation, hvor den grænseoverskridende fusion, hvorved et institut, der er beliggende i en medlemsstat, overtages af dets moderselskab, som er beliggende i en anden medlemsstat, og den efterfølgende opløsning af dette overtagne institut fandt sted i 2015, selv om hverken den nationale afviklingsmyndighed eller den nationale fond endnu formelt var blevet oprettet af den førstnævnte medlemsstat, og selv om bidragene endnu ikke var blevet beregnet.

59

Med sit tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 2014/59 og delegeret forordning 2015/63 skal fortolkes således, at et institut, der er beliggende i en medlemsstat, og som ved overtagelse fusionerede med moderselskabet, som har hjemsted i en anden medlemsstat, på et tidspunkt, der ligger forud for førstnævnte medlemsstats afviklingsmyndigheds indførelse af ekstraordinære bidrag, er betalingspligtig for dette bidrag.

60

Banca d’Italia har gjort gældende, at besvarelsen af dette spørgsmål gives af delegeret forordning 2015/63, og navnlig dens artikel 12, stk. 2. Det fremgår dog af titlen på samme forordning, at den angår ex ante-bidrag, dvs. de årlige bidrag. I øvrigt nævner denne forordnings artikel 12, stk. 2, kun det årlige bidrag.

61

Besvarelsen af det tredje spørgsmål kan derfor kun udledes af en fortolkning af artikel 104 i direktiv 2014/59, der, som det fremgår af bestemmelsens overskrift, vedrører »Ekstraordinære ex post-bidrag«. Imidlertid indeholder hverken dette direktivs artikel 104 eller dets artikel 103, stk. 2 og 4-8, der finder anvendelse på de almindelige bidrag, og som nævnte artikel 104 henviser til, ikke nogen angivelse af det tidspunkt, der skal tjene som reference med hensyn til at identificere de institutter, der har pligt til at betale det ekstraordinære bidrag, og beregningen heraf. Nævnte direktivs artikel 104 skal herefter fortolkes på grundlag af den sammenhæng, hvori den indgår, og af de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (jf. analogt dom af 10.7.2019, Bundesverband der Verbraucherzentralen und Verbraucherverbände, C-649/17, EU:C:2019:576, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

62

Det bemærkes i denne henseende, at i henhold til nævnte direktivs artikel 104, stk. 1, sikrer medlemsstaterne, at der opkræves ekstraordinære ex post-bidrag hos de institutter, der er meddelt tilladelse på deres område, når de disponible finansielle midler ikke er tilstrækkelige til at dække tab, omkostninger eller andre udgifter i forbindelse med anvendelsen af finansieringsordningerne.

63

Som generaladvokaten har anført i punkt 86 og 87 i forslaget til afgørelse, adskiller det ekstraordinære bidrag sig således fra det almindelige bidrag med hensyn til tidspunktet for og formålet med dets opkrævning. Det er nemlig vanskeligt at forudsige den dato, på hvilken de ekstraordinære bidrag opkræves, idet dette afhænger af datoen for de afviklingsforanstaltninger, der skaber underskud hos den nationale fond. De ekstraordinære bidrag kan derfor ikke planlægges ligesom de almindelige bidrag, der beregnes på grundlag af regnskabsoplysningerne vedrørende de seneste foreliggende godkendte og attesterede regnskabsaflæggelser inden den 31. december i året forud for bidragsperioden.

64

Datoen den 31. december i året forud for bidragsperioden, som er fastsat i artikel 14, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63, er ligeledes uden betydning med hensyn til formålet med det ekstraordinære bidrag. Denne ex post-afgift har således til formål at opnå bidrag fra alle institutter, der er under tilsyn af den nationale myndighed på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse herom, bl.a. under hensyntagen til deres faktiske økonomiske kapacitet og deres reelle risikoeksponering for på dette tidspunkt at blive økonomisk nødlidende. Set i dette perspektiv kan et institut, som på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om bidragspålæggelse, er ophørt med at være omfattet af den nationale myndigheds tilsyn som følge af en fusion ved overtagelse med moderselskabet, der har hjemsted i en anden medlemsstat, ikke være forpligtet til at betale dette bidrag.

65

Det bemærkes, at selv om det almindelige bidrag således skal betales af alle institutter, der omfattes af den dækning, som den nationale afviklingsordning yder, i det mindste for en del af året, er opkrævningen af et ekstraordinært bidrag hos et institut, som ikke længere er dækket af den nationale afviklingsordning, kun i et mindre omfang berettiget, hvis dette instituts virksomhed udgør en risiko for den nationale afviklingsordning.

66

Henset til ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 104 i direktiv 2014/59 skal fortolkes således, at et institut, der er beliggende i en medlemsstat, og som ved overtagelse fusionerede med moderselskabet, som har hjemsted i en anden medlemsstat, på et tidspunkt, der ligger forud for førstnævnte medlemsstats afviklingsmyndigheds indførelse af ekstraordinære bidrag, ikke er betalingspligtig for dette bidrag.

67

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret: