Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32016D1023

Rådets afgørelse (EU) 2016/1023 af 17. juni 2016 om ophævelse af afgørelse 2010/289/EU om et uforholdsmæssigt stort underskud i Slovenien

EUT L 166 af 24/06/2016, p. 17–19 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2016/1023/oj

24.6.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 166/17


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2016/1023

af 17. juni 2016

om ophævelse af afgørelse 2010/289/EU om et uforholdsmæssigt stort underskud i Slovenien

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 126, stk. 12,

under henvisning til henstilling fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

På grundlag af en henstilling fra Kommissionen fastslog Rådet den 2. december 2009 ved Rådets afgørelse 2010/289/EU (1) i overensstemmelse med artikel 126, stk. 6, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), at der forelå et uforholdsmæssigt stort underskud i Slovenien. Rådet konstaterede, at der for 2009 var planlagt et offentligt underskud på 5,9 % af BNP og således over traktatens referenceværdi på 3 % af BNP. Den offentlige bruttogæld ventedes at nå op på 34,2 % af BNP i 2009, hvilket er under traktatens referenceværdi på 60 % af BNP.

(2)

Den 2. december 2009 rettede Rådet i overensstemmelse med artikel 126, stk. 7, i TEUF, og artikel 3, stk. 4, i Rådets forordning (EF) nr. 1467/97 (2) på grundlag af en henstilling fra Kommissionen en henstilling til Slovenien med henblik på at bringe situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud til ophør senest i 2013. Rådets henstilling blev offentliggjort.

(3)

Den 21. juni 2013 konkluderede Rådet, at Slovenien havde truffet virkningsfulde foranstaltninger i overensstemmelse med Rådets henstilling af 2. december 2009 efter artikel 126, stk. 7, i TEUF, men at uventede negative økonomiske forhold med store ugunstige virkninger for de offentlige finanser havde gjort sig gældende efter vedtagelsen af den nævnte henstilling. Rådet fandt derfor på grundlag af en henstilling fra Kommissionen, at betingelserne i artikel 3, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1467/97 var opfyldt, og vedtog efter artikel 126, stk. 7, i TEUF en ny henstilling rettet til Slovenien med henblik på at bringe situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud til ophør senest i 2015. Rådets nye henstilling blev offentliggjort.

(4)

I betragtning af risikoen for ikke at opnå en varig korrektion af det uforholdsmæssigt store underskud senest i 2015 rettede Kommissionen den 5. marts 2014 i overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 473/2013 (3) en henstilling til Slovenien med henblik på at træffe de fornødne foranstaltninger til at sikre fuld overholdelse af Rådets henstilling af 21. juni 2013, navnlig ved at levere den finanspolitiske indsats, der blev henstillet af Rådet.

(5)

I overensstemmelse med artikel 4 i protokol nr. 12 om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til TEUF, tilvejebringer Kommissionen de data, der skal benyttes med henblik på gennemførelsen af proceduren. Som led i anvendelsen af protokollen skal medlemsstaterne indberette oplysninger om det offentlige underskud og den offentlige gæld samt andre relaterede variabler to gange årligt, nemlig inden den 1. april og inden den 1. oktober, jf. artikel 3 i Rådets forordning (EF) nr. 479/2009 (4).

(6)

Ophævelse af en afgørelse om, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud, sker ved en afgørelse vedtaget af Rådet på basis af de indberettede oplysninger. Desuden skal en afgørelse om, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud, alene ophæves, hvis Kommissionens prognoser viser, at underskuddet ikke vil overstige traktatens referenceværdi på 3 % af BNP i løbet af prognoseperioden (5).

(7)

På basis af de data, som Kommissionen (Eurostat) har fremlagt i overensstemmelse med artikel 14 i forordning (EF) nr. 479/2009 efter indberetningen fra Slovenien i april 2016, og på grundlag af stabilitetsprogrammet for 2016 og Kommissionens forårsprognose 2016 kan der drages følgende konklusioner:

Efter at have toppet på 15 % af BNP i 2013 blev det offentlige underskud bragt ned til 5 % af BNP i 2014 og 2,9 % af BNP i 2015. Nedbringelsen af underskuddet i 2015 skyldtes primært, at de engangsforanstaltninger, der påvirkede underskuddet i 2014 (1,1 % af BNP), ikke blev gentaget, og en betydelig stigning af de løbende indtægter (med 1,4 % af BNP), hvilket mere end udlignede stigningen i de løbende udgifter (med 0,2 % af BNP), og af nettokapitaludgifterne (med 0,2 % af BNP), som kan forklares ved en højere udnyttelsesgrad af EU-midler.

Ifølge stabilitetsprogrammet for 2016-2019, som den slovenske regering fremlagde den 28. april 2016, forventes et fald i det offentlige underskud til 2,2 % af BNP i 2016 og 1,6 % af BNP i 2017. Ifølge Kommissionens forårsprognose fra 2016 ventes underskuddet at udgøre 2,4 % af BNP i 2016 og 2,1 % af BNP i 2017. Underskuddet forventes således at forblive under traktatens referenceværdi på 3 % af BNP i løbet af prognoseperioden.

Den strukturelle saldo, dvs. den konjunkturkorrigerede offentlige saldo uden engangs- og andre midlertidige foranstaltninger, blev forværret med 0,7 % af BNP i perioden 2013-2015.

Gældskvoten steg fra 71 % af BNP i 2013 til 83,2 % af BNP i 2015 som følge af gældsforøgende stockflow-tilpasninger og engangsudgifter. Ifølge Kommissionens forårsprognose fra 2016 ventes den offentlige bruttogæld at have nået sit højeste i 2015 og at falde til 78 % af BNP i 2017 som følge af en reduktion af kontantreserverne.

(8)

Fra 2016, altså året efter korrektionen af det uforholdsmæssigt store underskud, er Slovenien underlagt den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten og bør i et rimeligt tempo nærme sig den mellemfristede målsætning, herunder overholde udgiftsbenchmarket og gældskriteriet i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1a, i forordning (EF) nr. 1467/97. Der lader i den forbindelse til at være en risiko for en vis afvigelse fra den påkrævede tilpasning på 0,6 % af BNP i retning af den mellemfristede målsætning i 2016. I 2017 lader der — under forudsætning af en uændret politik — til at være en risiko for en betydelig afvigelse fra den anbefalede tilpasning på 0,6 % af BNP i retning af den mellemfristede målsætning. Det ventes, at Slovenien vil overholde overgangsbestemmelsen vedrørende gældskriteriet i 2016 og i det store hele overholde den i 2017. Der vil samlet set være behov for yderligere foranstaltninger i 2016 og 2017.

(9)

I overensstemmelse med artikel 126, stk. 12, i TEUF skal en rådsafgørelse om, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud, ophæves, når det uforholdsmæssigt store underskud i den pågældende medlemsstat efter Rådets opfattelse er blevet korrigeret.

(10)

Efter Rådets opfattelse er det uforholdsmæssigt store underskud i Slovenien blevet korrigeret, og afgørelse 2010/289/EU bør derfor ophæves —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Ud fra en samlet vurdering kan det konkluderes, at situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud i Slovenien er blevet korrigeret.

Artikel 2

Afgørelse 2010/289/EU ophæves.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Republikken Slovenien.

Udfærdiget i Luxembourg, den 17. juni 2016.

På Rådets vegne

J.R.V.A. DIJSSELBLOEM

Formand


(1)  Rådets afgørelse 2010/289/EU af 2. december 2009 om et uforholdsmæssigt stort underskud i Slovenien (EUT L 125 af 21.5.2010, s. 46).

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 1467/97 af 7. juli 1997 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud (EFT L 209 af 2.8.1997, s. 6).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 473/2013 af 21. maj 2013 om fælles bestemmelser om overvågning og evaluering af udkast til budgetplaner og til sikring af korrektion af uforholdsmæssigt store underskud i medlemsstaterne i euroområdet (EUT L 140 af 27.5.2013, s. 11).

(4)  Rådets forordning (EF) nr. 479/2009 af 25. maj 2009 af om gennemførelse af den protokol om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 145 af 10.6.2009, s. 1).

(5)  I overensstemmelse med »Specifikationer om gennemførelsen af stabilitets- og vækstpagten og retningslinjer for stabilitets- og konvergensprogrammernes indhold og form«.


Top