EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32014R0179

Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 179/2014 af 6. november 2013 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013 for så vidt angår registret over erhvervsdrivende, støttebeløbet til afsætning af produkter uden for regionen, det grafiske symbol, fritagelse for importold for visse kvægkategorier og finansiering af bestemte foranstaltninger med henblik på særlige foranstaltninger på landbrugsområdet i Unionens fjernområder

EUT L 63 af 04/03/2014, p. 3–12 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2014/179/oj

4.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 63/3


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) Nr. 179/2014

af 6. november 2013

om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013 for så vidt angår registret over erhvervsdrivende, støttebeløbet til afsætning af produkter uden for regionen, det grafiske symbol, fritagelse for importold for visse kvægkategorier og finansiering af bestemte foranstaltninger med henblik på særlige foranstaltninger på landbrugsområdet i Unionens fjernområder

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013 af 13. marts 2013 om særlige foranstaltninger på landbrugsområdet i Unionens fjernområder og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 247/2006 (1), særlig artikel 12, stk. 2, andet afsnit, artikel 19, stk. 4, tredje afsnit, artikel 21, stk. 3, artikel 27, stk. 2, andet afsnit, og artikel 30, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Forordning (EU) nr. 228/2013 har ophævet og erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 247/2006 (2). Forordning (EU) nr. 228/2013 tillægger Kommissionen beføjelser til at vedtage delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter. For at sikre at ordningen fungerer efter hensigten inden for rammerne det nye retlige grundlag, er det nødvendigt at vedtage visse regler ved sådanne retsakter. De nye regler skal træde i stedet for gennemførelsesbestemmelserne i Kommissionens forordning (EF) nr. 793/2006 (3).

(2)

For at sikre, at de erhvervsdrivende fuldt ud udøver deres rettigheder til at deltage i den særlige forsyningsordning, bør betingelserne for at optage dem i registret fastlægges. Registrerede erhvervsdrivende bør have ret til at udnytte fordelene ved ordningen, forudsat at de opfylder de forpligtelser, som følger af EU-bestemmelserne og de nationale bestemmelser. Ansøgerne bør have ret til at blive registreret, hvis de opfylder en række objektive betingelser, som er nødvendige for forvaltningen af forordningen.

(3)

For at fremme afsætningen af produkter uden for det område, hvor de er produceret, bør der fastlægges betingelser for fastsættelse af den støtte, der ydes til sådanne produkter, og eventuelt betingelser for fastsættelse af de produktmængder, der kan ydes støtte til. Der bør derfor vedtages supplerende regler for støtten til afsætning af visse lokale produkter, som fastlægger betingelserne for at fastsætte det maksimumbeløb, der kan ydes, og de maksimumproduktmængder, der kan ydes støtte til.

(4)

For at skabe større bevidsthed om og øge forbruget af forarbejdede og uforarbejdede kvalitetslandbrugsprodukter, som er specifikke for Unionens fjernområder, bør erhvervsorganisationerne i fjernområderne foreslå, hvilke betingelser der skal gælde for anvendelsen af det grafiske symbol, dvs. opstille en liste over de uforarbejdede eller forarbejdede landbrugsprodukter, der kan mærkes med symbolet, og fastsætte kvalitetskendetegn, produktionsmetoder, emballeringsmetoder og for forarbejdede produkter forarbejdningsmetoder. Disse betingelser bør fastsættes med henvisning til EU-bestemmelserne, eller hvis sådanne ikke foreligger, internationale standarder, eller med henvisning til traditionelle dyrknings- og forarbejdningsmetoder.

(5)

For at få det bedst mulige udbytte af det grafiske symbol, som producenter og fabrikanter af kvalitetsprodukter, der er specifikke for fjernområderne, har fået stillet til rådighed, og for at opnå en enklere og mere effektiv forvaltning og kontrol, bør retten til at anvende det grafiske symbol gives til de erhvervsdrivende, der er etableret i de pågældende områder, og som er direkte ansvarlige for produktionen, emballeringen med henblik på afsætning og forarbejdningen af de pågældende produkter, forudsat at de påtager sig at overholde visse forpligtelser.

(6)

For at give erhvervsdrivende mulighed for at udnytte fordelene ved importafgiftsfritagelsen for ungtyre med oprindelse i tredjelande til opfedning og konsum i de franske oversøiske departementer og på Madeira, jf. artikel 27, stk. 1, i forordning (EU) nr. 228/2013, bør det fastsættes på hvilke betingelser fritagelsen kan gives. Fritagelsen bør være begrænset til kun at omfatte ungtyre til opfedning i en periode på mindst 120 dage i det pågældende fjernområde og bør være betinget af, at der stilles sikkerhed.

(7)

For at sikre en fornuftig og rimelig tildeling af midler til finansiering af undersøgelser, demonstrationsprojekter, uddannelse og teknisk bistand bør der fastlægges betingelser for fastsættelsen af det årlige maksimumbeløb, der kan afsættes til disse foranstaltninger.

(8)

Af hensyn til retssikkerheden og klarheden bør forordning (EF) nr. 793/2006 ophæves —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Register over erhvervsdrivende

1.   Der udstedes kun importlicens, fritagelseslicens og støttelicens til erhvervsdrivende, der er optaget i et register, som de kompetente myndigheder fører over erhvervsdrivende, der udøver økonomisk aktivitet inden for rammerne af den særlige forsyningsordning (herefter »registret«).

2.   Alle erhvervsdrivende, der er etableret i Unionen, kan ansøge om at blive optaget i registret.

Optagelsen i registret sker på følgende betingelser:

a)

De erhvervsdrivende skal råde over de midler, strukturer og retligt foreskrevne autorisationer, der er nødvendige for at udøve deres virksomhed, og skal bl.a. opfylde de regnskabs- og skatteforpligtelser, der påhviler dem.

b)

De erhvervsdrivende skal være i stand til at bevise, at de udøver deres virksomhed i det/de pågældende fjernområde(r).

c)

De erhvervsdrivende har fortsat ansvaret for, at alle krav opfyldes, når de foretager en transaktion som led i forsyningsordningen, indtil salget til slutbrugeren.

Artikel 2

Støtte til afsætning uden for produktionsområdet

1.   Den støtte, der i henhold til kapitel IV i forordning (EU) nr. 228/2013 ydes til afsætning af produkter fra fjernområderne i den øvrige del af Unionen, må ikke overstige 10 % af den afsatte produktions værdi, frit leveret bestemmelsessted, fastlagt i henhold til stk. 2, i denne artikel.

Det loft, der fastsættes i første afsnit, må ikke overstige 13 % af den afsatte produktions værdi, hvis den kontraherende part på producentsiden er en producentsammenslutning, -forening eller -organisation.

De lofter, der fastsættes i første og andet afsnit, kan forhøjes til henholdsvis 17 % og 20 % af den afsatte produktions værdi, når det drejer sig om produkter, der transporteres med fly.

2.   Ved fastlæggelsen af støttens størrelse vurderes værdien af den afsatte produktion, frit leveret bestemmelsessted, på grundlag af den årlige produktionskontrakt (eventuelt), transportdokumenter og alle de bilag, der er vedlagt støtteansøgningen.

Den værdi af den afsatte produktion, der skal lægges til grund, er værdien af produktionen frit leveret i den første lossehavn eller -lufthavn.

Myndighederne kan anmode om alle oplysninger eller supplerende bilag, der er relevante for fastlæggelsen af støttens størrelse.

3.   Støttebetingelserne og de produkter og mængder, som er støtteberettigede, og de pågældende beløb specificeres i de POSEI-programmer, som er omhandlet i kapitel II i forordning (EU) nr. 228/2013.

Artikel 3

Støtte til afsætning af tomater

For tomater fra De Kanariske Øer henhørende under KN-kode 0702 00 00 er støtten i henhold til kapitel IV i forordning (EU) nr. 228/2013 på højst 3,6 EUR/100 kg for højst 250 000 ton om året.

Artikel 4

Støtte til afsætning af ris

For ris, der er høstet i Fransk Guyana, og som skal afsættes på Guadeloupe og Martinique og i den øvrige del af Unionen, kan der i henhold til kapitel IV i forordning (EU) nr. 228/2013 højst ydes støtte til 12 000 ton om året, udtrykt i sleben ris.

Der kan højst ydes støtte til 4 000 ton om året til afsætning i den øvrige del af Unionen bortset fra Guadeloupe og Martinique.

Artikel 5

Anvendelse af det grafiske symbol

1.   Det grafiske symbol, der er nævnt i artikel 21, stk. 1, i forordning (EU) nr. 228/2013, anvendes kun til at øge kendskabet til og forbruget af uforarbejdede eller forarbejdede landbrugsprodukter, der er specifikke for fjernområderne, og som opfylder en række betingelser, som er fastlagt af den kompetente nationale myndighed på initiativ af erhvervsorganisationer, der er repræsentative for de erhvervsdrivende i de omtalte områder.

2.   De betingelser, der er nævnt i stk. 1, vedrører fastsættelse af kvalitetsnormer eller overholdelse af dyrknings-, produktions- og forarbejdningsmetoder og overholdelse af normer for præsentation og emballering.

Den kompetente nationale myndighed fastsætter betingelserne under henvisning til EU-bestemmelser eller, hvis sådanne ikke foreligger, internationale standarder eller den fastsætter eventuelt betingelserne specielt for fjernområdets produkter på forslag af repræsentative erhvervsorganisationer.

Artikel 6

Ret til at anvende det grafiske symbol

1.   Retten til at anvende det grafiske symbol gives af produktionsmedlemsstaternes myndigheder, eller af det organ, som de bemyndiger til det.

2.   Retten til at anvende det grafiske symbol gives for hvert produkt, for hvilket betingelserne i artikel 5 er opfyldt, alt efter hvilket produkt det drejer sig om, til erhvervsdrivende i en af følgende kategorier:

a)

individuelle producenter, producentorganisationer eller -sammenslutninger

b)

erhvervsdrivende, der emballerer produktet med henblik på afsætning

c)

producenter af forarbejdede produkter, som er etableret i det pågældende fjernområde.

3.   Retten til at anvende det grafiske symbol gives i form af en godkendelse for et eller flere produktionsår.

4.   Godkendelsen omhandlet i stk. 3 gives efter anmodning til de erhvervsdrivende, som er nævnt i stk. 2, og som eventuelt har de anlæg eller det tekniske udstyr, der kræves for at producere eller forarbejde det pågældende produkt i overensstemmelse med de betingelser, som er omhandlet i artikel 5, og som forpligter sig til:

a)

henholdsvis at producere, emballere eller forarbejde produkter, som er i overensstemmelse med betingelserne

b)

at føre et regnskab, så det er muligt specielt at følge med i produktionen, emballeringen eller forarbejdningen af det produkt, som er berettiget til at bære det grafiske symbol

c)

at lade myndighederne foretage al den kontrol, de finder nødvendig.

5.   Myndighederne trækker godkendelsen tilbage, hvis de konstaterer, at den godkendte erhvervsdrivende ikke har overholdt de betingelser, der gælder for produktet, eller en af forpligtelserne i stk. 4. Godkendelsen trækkes midlertidigt eller definitivt tilbage, alt efter hvor alvorlig misligholdelsen er.

Artikel 7

Betingelser for reproduktion og anvendelse

Reproduktion og anvendelse af det grafiske symbol skal ske i overensstemmelse med bilag I.

Artikel 8

Fritagelse for importafgift for ungtyre

1.   Fritagelsen for importafgifter for ungtyre med oprindelse i tredjelande og bestemt til opfedning og konsum i de franske oversøiske departementer eller på Madeira henhørende under KN-kode 0102 29 05, 0102 29 29 eller 0102 29 49 er betinget af, at de importerede dyr opfedes i mindst 120 dage i det fjernområde, som udstedte importlicensen.

2.   Fritagelsen for importafgift er betinget af, at der over for den pågældende medlemsstats myndigheder stilles en sikkerhed, som er fastsat for hver støtteberettiget KN-kode i bilag II.

Opfedning af de importerede dyr i de franske oversøiske departementer eller på Madeira i mindst 120 dage fra antagelsen af toldangivelsen om overgang til fri omsætning er et primært krav, jf. artikel 19, stk. 2, i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2012 (4).

3.   Medmindre der er tale om force majeure, frigives den i stk. 2 omhandlede sikkerhed kun, hvis der over for medlemsstatens myndigheder føres bevis for, at ungtyrene er opfedet på den eller de bedrifter, der er angivet i henhold til artikel [35], stk. 1, litra b), i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 180/2014 (5), og

a)

ikke er slagtet inden udløbet af en periode på 120 dage regnet fra importdatoen, eller

b)

er slagtet af sundhedsmæssige grunde eller er døde som følge af sygdom eller ulykke inden udløbet af denne periode.

Sikkerheden frigives, så snart dette bevis er ført.

Artikel 9

Finansiering af undersøgelser, demonstrationsprojekter, uddannelse og teknisk bistand

Det beløb, der kræves til finansiering af undersøgelser, demonstrationsprojekter, uddannelse og teknisk bistand for hvert POSEI-program med henblik på gennemførelse af det pågældende program, må ikke ovestige 1 % af det samlede beløb, der er tildelt til finansiering af hvert program i henhold til artikel 30, stk. 2, i forordning (EU) nr. 228/2013.

Artikel 10

Ophævelse

Forordning (EF) nr. 793/2006 ophæves.

Artikel 11

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 6. november 2013.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 78 af 20.3.2013, s. 23.

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 247/2006 af 30. januar 2006 om særlige foranstaltninger på landbrugsområdet i EU's fjernområder (EUT L 42 af 14.2.2006, s. 1).

(3)  Kommissionens forordning (EF) nr. 793/2006 af 12. april 2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 247/2006 om særlige foranstaltninger på landbrugsområdet i EU's fjernområder (EUT L 145 af 31.5.2006, s. 1).

(4)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2012 af 28. marts 2012 om fælles gennemførelsesbestemmelser for ordningen for sikkerhedsstillelse for landbrugsprodukter (EUT L 92 af 30.3.2012, s. 4).

(5)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 180/2014 af 20. februar 2014 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013 om særlige foranstaltninger på landbrugsområdet i Unionens fjernområder (Se side 13 i denne EUT).


BILAG I

GRAFISK SYMBOL

VERSIONER AF DET GRAFISKE SYMBOL

Navnene på de forskellige regioner er angivet på hvert fjernområdes officielle sprog.

Image

Image

Image

Image

Image

Image

Image

 

 

FORKLARING PÅ DET GRAFISKE SYMBOLS SYMBOLIK

Image

Øverst i det grafiske symbol er der en stor gul sol, som giver varme, lys og vækst til alt levende. Den grønne frugtbare jord nedenunder symboliserer landbrugs-produkter, og den klare blå farve forneden forestiller havet og dets produkter. Solen er dominerende som symbolet på subtropiske og tropiske områder. Jordens og havets bølgende linjer gør det grafiske symbol levende og vækker forestilling om noget eksotisk.

Farverne signalerer, at produkterne er naturlige, ægte og af høj kvalitet.

Under det grafiske symbol viser EU-flaget kombineret med regionens navn tydeligt, at fjernområderne hører til Unionen.

TEKNISK BESKRIVELSE AF DET GRAFISKE SYMBOL

Det grafiske symbol bør altid trykkes på hvid baggrund og så vidt muligt i fuldt farvetryk (firfarvetryk). Undtagelsesvis kan det også reproduceres i sort-hvid. Når det grafiske symbol udgør en del af et foto eller er anbragt på en farvet baggrund, skal det anbringes i en hvid ramme.

Image

Farvereference

Image

Gul firfarvetryk 00109000 – 10 % magenta, 90 % gul

Image

Flag firfarvetryk: XX800000 – 100 % cyan, 80 % magenta

Image

Grøn firfarvetryk: XX008000 – 80 % cyan, 80 % gul

Image

Stjerner firfarvetryk: 0000XX00 – 100 % gul

Image

Blå firfarvetryk: XX100000 – 100 % magenta, 10 %

Regionernes navne sættes altid med sorte typer.

Image

Sort-hvid reference

Image

Gul = 30 % sort

Image

Flag = 100 % sort

Image

Grøn = 80 % sort

Image

Hvid

Image

Blå = 60 % sort

Regionernes navne sættes altid med sorte typer.

Image

Image

Minimumsstørrelse

Det grafiske symbol i farve bør ikke reproduceres og trykkes mindre end 25 mm højt på grund af stjernernes størrelse i EU-flaget. Ved sort-hvid reproduktion skal det mindst være 30 mm højt.

Når det grafiske symbol anbringes i en hvid ramme som beskrevet ovenfor, skal rammens bredde svare til EU-flagets højde.

TYPOGRAFI

Teksten er sat med Linotype Univers Condensed, komprimeret til 65 %.

Afstanden fra flaget til den forreste del af teksten er en halv gang flagets højde.

Image

Image

Image

Image

Image

Image

Image

KOPI TIL AFFOTOGRAFERING

Image

Originalen til venstre kan bruges til reproduktion. Ved reproduktion i mindre målestok er det vigtigt, at anvisningerne under afsnittet "Teknisk beskrivelse af det grafiske symbol" overholdes.


BILAG II

Sikkerhedens størrelse, jf. artikel 8, stk. 2

Ungtyre til opfedning

(KN-kode)

Beløb i EUR pr. dyr

0102 29 05

28

0102 29 29

56

0102 29 49

105


Top