RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)

16. oktober 1996

Sag T-56/94

Raffaele de Santis

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Tjenestemænd — meddelelse om ledig stilling — procedurefordrejning«

Fuldstændig gengivelse på fransk   II-1325

Angående:

Påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 16. december 1993 om offentliggørelse af meddelelsen om ledig stilling KOM/144/93 som chef for den administrative enhed 1 (»Mejeriprodukter«) i Direktorat D (»Markedsordningerne for animalske produkter«) i Generaldirektorat VI (Landbrug).

Udfald:

Frifindelse.

Resumé af dom

Den 16. december 1993 offentliggjorde Kommissionen meddelelsen om ledig stilling KOM/144/93 (herefter »det omtvistede stillingsopslag«) som chef for den administrative enhed 1 (»Mejeriprodukter«) i Direktorat D (»Markedsordningerne for animalske produkter«) i Generaldirektorat VI (Landbrug) (VI.D.l) på grundlag af artikel 4 og artikel 29, stk. 1, litraa), i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »vedtægten«). Ifølge det omtvistede stillingsopslag skulle den, stillingen blev besat med, have til opgave at lede og samordne arbejdet i den administrative enhed VI.D.l. Hvad angår de krævede kvalifikationer hed det i stillingsopslaget: »Der forudsættes en agronomisk uddannelse tillige med indgående kendskab til og dokumenteret erfaring inden for den fælles markedsordning for mejeriprodukter. Det er endvidere afgørende, at den pågældende er i besiddelse af administrative evner.«

Den 13. januar 1994, da fristen for registrering af ansøgninger udløb, var fem ansøgninger blevet registreret, hvorved sagsøgeren ikke havde indgivet ansøgning, hvilket ifølge ham skyldtes de kvalifikationer, som krævedes i henhold til det omtvistede stillingsopslag. Efter at have truffet bestemmelse om, at stillingen skulle indplaceres i lønklasse A5/A4, udnævnte Kommissionen i form af en forflyttelse J., der var tjenestemand i lønklasse A4 og tjenestegørende i Generaldirektoratet for Landbrag, i stillingen.

Ved kendelse af 11. marts 1994 (sag T-56/94 R, Sml. Pers. II, s. 267) traf Rettens præsident bestemmelse om, at en af sagsøgeren fremsat begæring om foreløbige forholdsregler med påstand om udsættelse af gennemførelsen af proceduren til besættelse af stillingen ikke kunne tages til følge, og om udsættelse af afgørelsen om sagens omkostninger.

Realiteten

Første anbringende om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 5, 7, 29 og 45 og af bilag I til vedtægten samt om, at afgørelsen af 19. juli 1988 var retsstridig

Retten bemærkede i første række, at sagsøgeren ikke kunne påberåbe sig, at afgørelsen af 19. juli 1988 om fremgangsmåden ved besættelse af mellemlederstillinger måtte være retsstridig derved, at den var udtryk for en tilsidesættelse af princippet om overensstemmelse mellem stilling og lønklasse.

Sagsøgeren var således tjenestemand i lønklasse A4. Ifølge det omtvistede stillingsopslag skulle den ansøger, som stillingen blev besat med, herved senere udnævnes i lønklasse A3, A4 eller A5. Sagsøgeren kunne derfor ikke med rette gøre gældende, at han var blevet udsat for en tilsidesættelse af det nævnte princip, idet det oplyste om lønklasser ikke havde været til hinder for, at han indgav ansøgning (præmis 23).

Henvisning til: Retten, 17. maj 1995, sagT-16/94, Benecos mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 335, præmis 47 og 48.

Da sagsøgeren alene havde gjort gældende, at der var sket en tilsidesættelse af de øvrige som led i det første anbringende nævnte bestemmelser, for at understøtte det af ham anførte, hvorefter afgørelsen af 19. juli 1988 var retsstridig, måtte anbringendet anses for også at savne genstand, for så vidt det var baseret på disse andre bestemmelser (præmis 23).

Retten bemærkede herefter, at det omtvistede stillingsopslags angiveligt upræcise formulering ikke kunne antages at have været til hinder for, at sagsøgeren indgav ansøgning. Selve den omstændighed, at sagsøgeren havde været af den opfattelse, at havene i henhold til stillingsopslaget var upræcise, måtte indebære, at sagsøgeren ikke med sikkerhed kunne vide, om stillingsopslaget var til hinder for, at han indgav ansøgning. Såfremt sagsøgeren havde indgivet ansøgning, ville han herved have kunnet anfægte en eventuel manglende imødekommelse af sin ansøgning under henvisning til, at stillingsopslaget var upræcist formuleret. Følgelig savnede sagsøgerens argument om, at stillingsopslaget var upræcist formuleret, genstand (præmis 24).

Endelig bemærkede Retten ex tuto, at hverken den manglende nøjagtige angivelse af, hvilken lønklasse stillingen ville indplaceret i, anvendelsen af udtrykket »uddannelse« eller betingelsen om »administrative evner« kunne anses for krav i henhold til det omtvistede stillingsopslag, der havde været til hinder for, at sagsøgeren indgav ansøgning. Da sagsøgeren var tjenestemand i lønklasse A4, havde angivelserne i stillingsopslaget vedrørende den lønklasse, stillingen ville blive indplaceret i, således ikke være til hinder for, at sagsøgeren indgav ansøgning. Hvad nærmere angår udtrykket »uddannelse« måtte dette umiddelbart forstås således, at også tjenestemænd, der ikke havde et egentligt eksamensbevis inden for det i stillingsopslaget nævnte område, men som loinne dokumentere at være i besiddelse af en tilsvarende praktisk erfaring, kunne indgive ansøgning. Hvad angår kravet om administrative evner kunne dette ikke antages på forhånd at udelukke en ansøgning fra en tjenestemand, der allerede havde varetaget opgaverne som chef for den pågældende administrative enhed under den egentlige chefs fravær (præmis 25).

Andet anbringende om magtfordrejning og tilsidesættelse af vedtægtens artikel 27

Retten bemærkede indledningsvis, at begrebet magtfordrejning har et helt præcist indhold og sigter til det tilfælde, hvor en administrativ myndighed har anvendt sine beføjelser til et andet formål end det, hvortil den har fået dem tillagt. En afgørelse er kun behæftet med magtfordrejning, såfremt det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier må antages, at afgørelsen er truffet for at forfølge andre formål end de angivne (præmis 37).

Henvisning til: Retten, 2. februar 1995, sag T-106/92, Frederiksen mod Parlamentet, Sml. Pers. II, s. 99, præmis 47; Retten, 8. juni 1995, sag T-496/93, Allo mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 405, præmis 53; Retten, 19. oktober 1995, sag T-562/93, Obst mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 737, præmis 62; Retten, 11. juni 1996, sag T-l18/95, Correia mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 835, præmis 25.

Sagsøgeren havde gjort gældende, at der i sagen var begået magtfordrejning derved, at formålet med en række særlige laav i det omtvistede stillingsopslag alene havde været at skabe grundlag for at udnævne en i forvejen valgt ansøger i stillingen, nærmere bestemt J. (præmis 38).

Retten bemærkede, at de af Kommissionen anførte grunde til, at der blev stillet krav om, at den fremtidige chef for den administrative enhed VI.D.l sioille have en agronomisk uddannelse, talte imod, at der skulle være begået magtfordrejning. Sagsøgeren havde således ikke bestridt, at sektoren for mejeriprodukter havde undergået en stadig teknologisk udvikling. Når henses til dette forhold, havde Kommissionen med rette kunnet tage det udgangspunkt, at en tjenestemand med en agronomisk uddannelse — også selv om denne ikke var blevet gennemført for nylig — i betragtning af denne teknologiske udvikling ville være mere egnet til at varetage opgaverne som chef for den administrative enhed VI.D. 1 end en tjenestemand med en juridisk uddannelse. Kommissionen havde endvidere med rette kunnet tage hensyn til personaleudvidelsen i GD VI's Juridiske Tjeneste i den periode, hvorunder den tidligere chef for den administrative enhed VI.D.l havde gjort tjeneste. To jurister varetog således på fuld tid de juridiske problemer inden for mejerisektoren, hvorfor det ikke længere var nødvendigt, at chefen for den administrative enhed var jurist (præmis 39).

Retten bemærkede herefter, at der ikke lomne antages at være nogen modsigelse mellem henholdsvis, hvad Kommissionen havde anført under retsforhandlingerne, og indholdet af Kommissionens svar på et spørgsmål i Parlamentet angående sagen. Tværtimod havde Kommissionen også i dette svar fremhævet, at situationen på tidspunktet for offentliggørelsen af det omtvistede stillingsopslag var en anden end situationen i 1981, da stillingen som chef for den administrative enhed VI. D. 1 sidste gang havde været ledig, idet dette var i overensstemmelse med, hvad Kommissionen havde oplyst i sine processkrifter (præmis 40).

Endelig bemærkede Retten, at oplysninger i fagpressen om, at J. snart ville blive udnævnt til chef for den administrative enhed VI.D.l, heller ikke kunne anses for et objektivt og relevant indicium, som kunne godtgøre, at der var begået magtfordrejning. Det fremgik herved af indholdet af den pågældende artikel (»Tipped to be the new head of the milk division is [Mr. J.], currently head of the milk quota administration«), således at de oplysninger, som sagsøgeren havde henvist til, blot var udtryk for en videregivelse af et rygte. Det gjaldt herved, at oplysninger om fremtidige forhold i fagpressen, som senere viser sig at være rigtige, ikke kan anses for et indicium for, at der er begået magtfordrejning (præmis 41).

Det kunne herefter ikke på grundlag af de i sagen foreliggende oplysninger anses for godtgjort, at det allerede før iværksættelsen af proceduren til besættelse af stillingen som chef for den administrative enhed VI.D. 1 var blevet besluttet, hvilken tjenestemand stillingen skulle besættes med, og at det omtvistede stillingsopslag dermed var blevet udfærdiget for at passe til den pågældende tjenestemands kvalifikationer (præmis 42).

Hvad angår den angivelige tilsidesættelse af vedtægtens artikel 27 bemærkede Retten, at for så vidt det ikke var blevet godtgjort, at der var begået magtfordrejning, kunne det ikke bebrejdes Kommissionen, at denne havde valgt at søge ansøgere til stillingen som chef for den administrative enhed VI.D. 1 inden folen mere snæver personkreds. Følgelig savnede sagsøgerens argument om, at der var sket en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 27, genstand, og måtte forkastes. Under alle omstændigheder havde sagsøgeren ikke fremlagt yderligere dokumentation til støtte for rigtigheden af dette argument (præmis 44).

Konklusion:

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes.