This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52014DC0717
REPORT FROM THE COMMISSION TO THE EUROPEAN PARLIAMENT, THE COUNCIL, THE EUROPEAN ECONOMIC AND SOCIAL COMMITTEE AND THE COMMITTEE OF THE REGIONS 2013 Annual Report on the Instrument for Stability
REPORT FROM THE COMMISSION TO THE EUROPEAN PARLIAMENT, THE COUNCIL, THE EUROPEAN ECONOMIC AND SOCIAL COMMITTEE AND THE COMMITTEE OF THE REGIONS 2013 Annual Report on the Instrument for Stability
REPORT FROM THE COMMISSION TO THE EUROPEAN PARLIAMENT, THE COUNCIL, THE EUROPEAN ECONOMIC AND SOCIAL COMMITTEE AND THE COMMITTEE OF THE REGIONS 2013 Annual Report on the Instrument for Stability
/* COM/2014/0717 final */
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET Årsrapport om Stabilitetsinstrumentet for 2013 /* COM/2014/0717 final */
INDHOLDSFORTEGNELSE RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL
EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG
REGIONSUDVALGET Årsrapport om Stabilitetsinstrumentet for
2013 Indholdsfortegnelse 1............ Indledning. 3 2............ Stabilitetsinstrumentets opbygning. 3 3............ Gennemførelsen af
stabilitetsinstrumentet 4 4............ Oversigt over stabilitetsinstrumentet
i perioden 2007-2013. 4 5............ Status over stabilitetsinstrumentet i
2013. 5 6............ Bistand i tilfælde af eksisterende
eller begyndende krisesituationer (stabilitetsforordningens artikel 3) 6 6.1......... Hvordan har stabilitetsinstrumentets
kriserespons været i 2013?. 6 6.2......... Hvem var involveret i
stabilitetsinstrumentets kriseresponsforanstaltninger?. 8 7............ Bistand inden for rammerne af stabile
samarbejdsbetingelser (stabilitetsforordningens artikel 4) 9 7.1......... Trusler mod lov og orden
(stabilitetsforordningens artikel 4, stk. 1) 9 7.2......... Risikobegrænsning i forbindelse med
kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare materialer og agenser (CBRN)
(stabilitetsforordningens artikel 4, stk. 2) 11 7.3......... Kapacitetsopbygning i perioden før og
efter en krise (stabilitetsforordningens artikel 4, stk. 3) 14 8............ Konklusion. 17 1. Indledning Denne syvende årsrapport om
stabilitetsinstrumentet, der er den endelige rapport under det eksisterende
retsgrundlag[1], forelægges for Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske
og Sociale Udvalg og Regionsudvalget i overensstemmelse med
rapporteringskravene i artikel 23 i forordningen om oprettelse af et
stabilitetsinstrument[2]. Stabilitetsinstrumentet har været et vigtigt
værktøj under den højtstående repræsentants/næstformandens og
udviklingskommissærens kompetence, som giver dem mulighed for at målrette
ressourcer til støtte for omfattende EU-foranstaltninger med henblik på at
forebygge, afbøde og håndtere konsekvenserne af kriser og sikkerhedstrusler
verden over. Rapporten giver et overblik over, hvordan stabilitetsinstrumentet
blev anvendt i dette øjemed i 2013. Denne rapport suppleres af tre
arbejdsdokumenter fra Kommissionens tjenestegrene, som giver en omfattende og
detaljeret global ajourføring med hensyn til gennemførelsen af i)
hasteforanstaltninger under stabilitetsinstrumentet, der blev iværksat og/eller
var i gang i 2013 som følge af krisesituationer, jf. forordningens artikel 3
(arbejdsdokumentets del 1 og 2), og ii) mere langsigtede programmerbare
aktioner under stabilitetsinstrumentet, jf. forordningens artikel 4, stk. 1, 2
og 3. 2. Stabilitetsinstrumentets
opbygning Artikel 3 og 4 i stabilitetsforordningen
fastlægger de typer af aktiviteter, der kan finansieres under dette instrument. Artikel 3
omhandler "bistand i tilfælde af eksisterende eller begyndende
krisesituationer". Artikel 4 i
stabilitetsforordningen omfatter en programmerbar komponent i instrumentet, som
omfatter mere langsigtede programmer på følgende tre fokusområder: ·
sikkerhedstrusler i en tværregional sammenhæng
(artikel 4, stk. 1) ·
risikobegrænsning i forbindelse med kemiske,
biologiske, radiologiske og nukleare materialer og agenser (CBRN) (artikel 4,
stk. 2) ·
kapacitetsopbygning i perioden før og efter en
krise (artikel 4, stk. 3) [3]. 3. Gennemførelsen af
stabilitetsinstrumentet Kommissionens
Tjeneste for Udenrigspolitiske Instrumenter arbejder tæt sammen med
EU-Udenrigstjenesten, som er et funktionelt selvstændigt EU-organ[4]. Begge tjenestegrene henhører under den højtstående
repræsentant/næstformand Catherine Ashtons kompetence, idet Tjenesten for
Udenrigspolitiske Instrumenter henhører under Catherine Ashton i hendes
egenskab af næstformand for Kommissionen. Arbejdet inden for rammerne af
artikel 4, stk. 1 og 2, udføres under ledelse af kommissæren for
udviklingssamarbejde. Således
fastlagde EU-Udenrigstjenesten de politiske visioner for artikel 3 i
stabilitetsinstrumentet og samarbejdede om forberedelsen af foranstaltninger
med Tjenesten for Udenrigspolitiske Instrumenter, som er ansvarlig for at
gennemføre de vedtagne aktioner. EU-Udenrigstjenesten fastlagde også den
strategiske programmering for artikel 4 gennem strategidokumenter og flerårige
vejledende programmer. De tilsvarende årlige handlingsplaner defineres og gennemføres
af GD DEVCO (Generaldirektoratet for Udvikling og Samarbejde) for så vidt angår
artikel 4, stk. 1 og 2, og af Tjenesten for Udenrigspolitiske Instrumenter for
så vidt angår artikel 4, stk. 3. 4. Oversigt over stabilitetsinstrumentet i perioden 2007-2013 Efter syv års virke har
stabilitetsinstrumentet bidraget til at håndtere det fulde forløb fra konflikt-
og kriseforebyggelse til kriserespons og genopretning rundt omkring i verden,
således at der kan sættes ind over for sikkerhedstrusler på nationalt,
regionalt og tværregionalt niveau og opbygges kapacitet til at forhindre
konflikter og reagere på kriser. Figur 1: Stabilitetsinstrumentets
finansiering af aktiviteter i henhold til artikel 3 og artikel 4, stk. 1, 2 og
3 (1,57 mia. EUR i alt i perioden 2007-2013 (fordeling af midler)) I perioden 2007-2013 er der fra
stabilitetsinstrumentets kortsigtede kriseresponskomponent (artikel 3) ydet 1,08 mia. EUR
til ca. 288 kriseresponsforanstaltninger, der spænder over 70 lande eller
regioner på verdensplan. Figur 2 viser den geografiske dækning i denne
periode. Figur 2: Geografisk dækning
af stabilitetsinstrumentets kriserespons i perioden 2007-2013 (fordeling af
midler) I samme periode blev der stillet ca. 502,45
mio. EUR til rådighed for det langsigtede programmerbare element i
stabilitetsinstrumentet, som dækker foranstaltninger under artikel 4, stk.
1, 2 og 3. Figur 1 viser, hvordan finansieringen var fordelt på
kriseresponsforanstaltninger (artikel 3) og de mere langsigtede programmer
(artikel 4) i denne periode. 5. Status over
stabilitetsinstrumentet i 2013 De
309,3 mio. EUR, der var afsat i budgettet og øremærket til
stabilitetsinstrumentet i 2013[5],
blev fordelt på følgende måde: ·
210,7 mio. EUR til eksisterende eller begyndende
krisesituationer (artikel 3) ·
30,3 mio. EUR til respons på
tværregionale trusler (artikel 4, stk. 1) ·
44,3 mio. EUR til CBRN-risikobegrænsning
(artikel 4, stk. 2) og ·
24 mio. EUR til kapacitetsopbygning i
perioden før og efter en krise (artikel 4, stk. 3). Gennem regelmæssige notater
til Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité blev Rådet holdt orienteret om
planlægningen af nye kriseresponsforanstaltninger, jf. artikel 3, og ajour med
gennemførelsen af igangværende foranstaltninger. Arbejdsgruppen om konflikter,
sikkerhed og udvikling under Europa-Parlamentets Udvalg om Udenrigsanliggender,
der blev nedsat i forbindelse med den demokratiske kontrol med
stabilitetsinstrumentet, afholdt seks trilogmøder på politisk plan med
repræsentanter for Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten og ca. femten tekniske
møder i årets løb. Figur 3: Geografisk dækning af det nye
stabilitetsinstrumentets kriserespons i 2013 (pr. finansieringstildeling) Der gives specifikke eksempler på projekter
under stabilitetsinstrumentet i 2013 i de følgende to afsnit. 6. Respons på eksisterende eller begyndende krisesituationer
(stabilitetsforordningens artikel 3) 6.1. Hvordan har
stabilitetsinstrumentets kriserespons været i 2013? I 2013 blev der under stabilitetsinstrumentet indgået
forpligtelser for 216,6 mio. EUR[6]
i form af ca. 45 kortsigtede kriseresponsforanstaltninger. I Mellemøsten
og Nordafrika fortsatte støtten som reaktion på de vedvarende kriser i Syrien
og den spillovereffekt, der mærkes i nabolandene. Støtten i Afrika syd for
Sahara var også mærkbar og afspejlede EU's respons på ustabile politiske
situationer og sikkerhedstrusler i regionen. Og i Sydøstasien fortsatte støtten
til etablering af fredsprocesser og retsstatsforhold. En fuldstændig beskrivelse af alle foranstaltninger under
stabilitetsinstrumentet, der blev gennemført i 2013, findes i det
arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, der er vedlagt denne
årsrapport. Stabilitetsinstrumentet er blevet taget i brug i forbindelse med
mange forskellige former for kriser verden over, og følgende er eksempler på
aktiviteterne i 2013: Syrien: Under
den langvarige krise i Syrien er der blevet ydet støtte fra stabilitetsinstrumentet
både i Syrien og i nabolandene. I Tyrkiet og Irak, men hovedsagelig i Jordan og
Libanon, ydede stabilitetsinstrumentet betydelig støtte til myndighederne til
modtagelse og indkvartering af det stadigt stigende antal syriske flygtninge.
Der blev også ydet direkte støtte til flygtninge, f.eks. gennem ydelse af
huslejetilskud og forbedring af levevilkårene, herunder lejrenes
ledelsesstrukturer, tilvejebringelse af alternativ uddannelse og psykosocial
støtte. I Libanon yder stabilitetsinstrumentet støtte til den lokale
sundhedssektor, der er under stort pres på grund af den øgede efterspørgsel som
følge af tilstedeværelsen af et stort antal flygtninge. I selve Syrien er adgang og andre betingelser
for at yde ikkehumanitær støtte klart en større udfordring. Ikke desto mindre
kan stabilitetsinstrumentet fortsat yde en vis direkte støtte i form af primær
sundhedspleje, øget fødevaresikkerhed og grundlæggende uddannelse. Mali:
Stabilitetsinstrumentet var et af de første instrumenter, som EU var i stand
til at anvende som led i en større EU-indsats over for krisen i Mali i
begyndelsen af 2013. En bistandspakke under stabilitetsinstrumentet på 20
mio. EUR ydede primært støtte inden for sikkerhed og retfærdighed, støtte
til genoprettelsen af den maliske stats tilstedeværelse i den nordlige del af
landet og til de første faser af valgprocessen. Denne bistand supplerede den
støtte, der blev ydet af andre EU-instrumenter, navnlig
stabilitetsinstrumentets langsigtede projekt for bekæmpelse af terrorisme i
Sahel, de to FSFP-missioner – EU's uddannelsesmission (EUTM) for det maliske
militær og EUCAP Sahel – samt EU-støtte til AFISMA-missionen gennem EUF's
fredsfacilitet for Afrika. Niger: I 2013 blev
sikkerhedstruslerne i Niger øget på grund af opstanden og den militære konflikt
i det nordlige Mali. Alene den omstændighed, at anslået 250 000 økonomiske
migranter, herunder tidligere kombattanter og lejesoldater, i de senere år er
vendt tilbage fra Libyen til Niger, har forværret situationen yderligere. På
grundlag af den eksisterende støtte fra stabiliseringsinstrumentet til
sikkerhed og stabilitet i de nordlige regioner i Niger og Mali blev det
besluttet at yde støtte på områderne nærpolitivirksomhed, indkomstskabende
aktiviteter og støtte til freds- og forsoningsinitiativer, der er lanceret af
regionale og nationale myndigheder. Disse foranstaltninger bidrager til at nå
målene i EU's Sahelstrategi, supplere EU's udviklingsbistand og humanitære
bistand og skabe synergi med FSFP EUCAP-Sahelmissionen i Niger. Den Centralafrikanske Republik (CAR): Efter statskuppet i marts 2013 blev omfanget af
stabilitetsinstrumentsinitiativer i Den Centralafrikanske Republik udvidet for
at afspejle den nye situation på stedet. Dette skete ved hjælp af støttepakker
til civile sikkerhedsstyrker, der også kunne bane vejen for en samlet indsats
for en senere reform af sikkerhedssektoren, støtte til medierne med henblik på
en objektiv og konfliktfølsom informationsformidling i Bangui og provinserne,
etablering af missioner til overvågning af menneskerettighederne og fremme af
dialogen mellem befolkningsgrupperne gennem civilsamfundstiltag. Elfenbenskysten: Efter
udpegelsen af en national myndighed til gennemførelse af regeringens
2012-politik for afvæbning, demobilisering og reintegration (DDR) ydede EU
støtte gennem stabilitetsinstrumentsforanstaltninger, der omfattede
kapacitetsopbygning og teknisk bistand, herunder vejledning og forberedelse af
hjemsendte tidligere kombattanter, der skulle reintegreres, støtte til
økonomisk og social reintegration af ca. 5 000 hjemsendte tidligere
kombattanter og parallel støtte til værtssamfund med henblik på at skabe et
miljø, der fremmer en sådan reintegration, og nøje, regelmæssig overvågning af
DDR-programmer for at sikre, at denne samarbejdsfremmende tilgang tilgodeser
såvel værtssamfundenes som de tidligere kombattanters behov. Burma/Myanmar: Ud
over tidligere og igangværende støtte til fredsprocessen, herunder til
oprettelsen af Myanmar Peace Centre (MPC) i 2012, henvendelser fra både
præsidentens kontor og Daw Aung San Suu Kyi og i overensstemmelse med
Udenrigsrådets konklusioner fra april iværksatte EU bistand til
kapacitetsopbygningen i Myanmars politi med henblik på at forbedre politiets
respekt for menneskerettigheder samt dets ansvarlighed og professionalisme
inden for styring af større menneskemængder ("crowd management") og
nærpolitivirksomhed. 6.2. Hvem var involveret i
stabilitetsinstrumentets kriseresponsforanstaltninger? Foranstaltningerne blev udarbejdet i tæt
samarbejde mellem EU-institutionerne indbyrdes og med EU-medlemsstaterne samt
en lang række partnere, bl.a. civilsamfundet, offentlige myndigheder og
tredjelande. EU's delegationer spiller en central rolle, fordi de kan give
hurtige varslinger og udvikle forslag til foreløbige responsforanstaltninger.
Størstedelen af de nye tiltag i 2013 blev fortsat "uddelegeret"[7] med henblik på lokal
gennemførelse til EU's delegationer, hvis indblik i lokale behov og krav er
afgørende for, at aktiviteterne bliver en succes. Dette gør det muligt
rettidigt at forhandle kontrakter med gennemførelsesorganerne og at overvåge
gennemførelsen af disse ofte følsomme projekter på stedet. EU-delegationerne
var derfor ansvarlige for 62 % af forpligtelserne og 80 % af
betalingerne over stabilitetsinstrumentet i 2013. Figur 4a og 4b viser viften af stabilitetsinstrumentets partnere, der
gennemførte kriseresponsforanstaltningerne som omhandlet i artikel 3 i perioden
2007-2013. Valgmulighederne med hensyn til gennemførelsespartnere kan ofte være
dikteret af de organisationer eller aktører, der har ekspertise og en stærk
tilstedeværelse i landet, hvilket sætter dem i stand til at reagere hurtigt ved
hjælp af deres veludbyggede lokale netværk i det ustabile miljø, hvor
stabilitetsinstrumentets kriserespons ydes. FN-organisationerne forblev en
vigtig gennemførelsespartner ligesom de ikkestatslige organisationer, og i 2013
blev samarbejdet med medlemsstaternes agenturer øget. Fig. 4a:
Partnere, der deltager i gennemførelsen af stabilitetsinstrumentets
kriseindsats, 2007-2013 (allokering af midler) Fig. 4b: Partnere, der
deltager i gennemførelsen af stabilitetsinstrumentets kriseindsats, 2013
(allokering af midler) 7. Bistand inden for rammerne af
stabile samarbejdsbetingelser (stabilitetsforordningens artikel 4) Kommissionen varetager forberedelsen af den
årlige bistandsprogrammering og -forvaltning under artikel 4 inden for rammerne
af stabile samarbejdsbetingelser. De årlige handlingsprogrammer under
stabilitetsinstrumentet for 2013 blev vedtaget som følger: artikel 4, stk.
1 og 2, i juli 2013[8]
og artikel 4, stk. 3, i marts 2013. Der findes en detaljeret opdatering over
foranstaltningerne under hver af artiklerne i Kommissionens tjenestegrenes
arbejdsdokument II, som ledsager denne årsrapport. 7.1. Trusler mod lov og orden
(stabilitetsforordningens artikel 4, stk. 1) De programmer, der udvikles med henblik på
tværregionale sikkerhedstrusler, fokuserer på kapacitetsopbygning og udvikles i
tæt samarbejde med modtagerlandene. Typisk styrkes sikkerhedskapaciteten på nationalt
og regionalt plan for at muliggøre et effektivt globalt og tværregionalt
samarbejde. I 2013 blev der indgået forpligtelser for
74 mio. EUR og udbetalt ca. 44 mio. EUR. Ved udgangen af
2013 blev der gennem ekspertstøttefaciliteten[9]
ansat over 100 eksperter fra specialiserede offentlige eller halvoffentlige
organisationer i EU-medlemsstaterne, som i fællesskab stillede deres
specialviden og ekspertise til rådighed og ydede teknisk bistand for at
indkredse og sikre en detaljeret planlægning af foranstaltninger under
stabilitetsinstrumentet. Dette omfattede det årlige handlingsprogram for 2013
og banede vejen for den fulde gennemførelse af foranstaltninger fra foregående
årlige handlingsplaner. I følgende afsnit fremhæves de omfattede områder: ·
Kokainruteprogrammet
(35 mio. EUR siden 2009) omfatter 38 lande i Afrika (primært Vestafrika),
Latinamerika og Caribien og støtter partnerlandenes kapacitet til at bekæmpe
organiseret kriminalitet og narkotikahandel langs hele ruten med fokus på
standsning af de illegale narkotikastrømme, bekæmpelse af hvidvaskning af penge
og udveksling af oplysninger. Der blev undertegnet to nye kontrakter med
henblik på at udvide AIRCOP-projektets geografiske anvendelsesområde til at
omfatte nye lande i Afrika og Latinamerika i løbet af de næste tre år og støtte
implementeringen af det vestafrikanske politiinformationssystem (WAPIS) i dets
første fem pilotlande. ·
Der blev fortsat ydet støtte til bekæmpelsen af
organiseret kriminalitet langs heroinruten med en indsats i 15 lande i Asien,
Centralasien, Kaukasus, Sortehavsområdet og Vestbalkan inden for rammerne af heroinruteprogrammet,
der har to faser, som for øjeblikket afvikles parallelt, nemlig et projekt
bestående af fire komponenter, hvor hovedparten af dets aktiviteter fokuserer
på Afghanistan og Pakistan, og en fase bestående af tre separate projekter. I
2013 blev der påbegyndt to nye tiltag under programmets anden fase, nemlig et
projekt, som har til formål at styrke samarbejdet mellem de retshåndhævende
myndigheder på operationelt plan, navnlig i Centralasien, og et andet, der
tackler problemet med menneskehandel i landene langs heroinruten, med
aktiviteter, der fokuserer på at øge Aserbajdsjans, Bosnien-Hercegovinas,
Republikken Moldovas og Tyrkiets kapacitet til indsamling og analyse af
data/efterretninger og systematisk informationsudveksling. ·
Programmet vedrørende vigtige søfartsruter,
hvortil der er afsat 22 mio. EUR, omfatter 25 kystlande i Det Indiske Ocean i
bred forstand (herunder Sydøstasien) og Guineabugten. Programmet forbedrer
disse staters informationsudvekslingskapacitet og retshåndhævelsesfunktioner,
således at de kan opnå en sikrere søtrafik ved at fokusere på bekæmpelsen af
sørøveri og væbnet røveri til havs og andre aspekter af sikkerhed til søs. ·
Støtten til projekter til bekæmpelse af
terrorisme på nationalt og regionalt plan fortsatte i 2013 i
overensstemmelse med EU's terrorbekæmpelsesstrategi. I Mali begyndte
gennemførelsen af projektet "Contre Terrorisme Sahel", der omfatter
Niger, Mali og Mauretanien, for alvor med uddannelse i respons på terrorangreb,
efterforskningsteknikker, indsamling og brug af efterretninger samt retlige
procedurer til bekæmpelse af terrorisme. Gennemførelsen af et nyt projekt, der
vil bidrage til bekæmpelse af finansiering af terrorisme på Afrikas Horn og i
Yemen, skulle efter planen starte i begyndelsen af 2014, mens der også blev
tildelt en kontrakt til et nyt projekt vedrørende bekæmpelse af voldelig
ekstremisme på Afrikas Horn. Samarbejdet med Pakistan blev suppleret med støtte
til bekæmpelse af voldelig ekstremisme, der indsættes i 2014 med henblik på at
supplere den eksisterende støtte til strafferetssystemet i Punjab. I
Sydøstasien blev stabilitetsinstrumentet knyttet til et fælles initiativ til
bekæmpelse af terrorisme, som EU og UNODC (FN's Kontor for Narkotikakontrol og
Kriminalitetsbekæmpelse) gennemfører i fællesskab. Stabilitetsinstrumentet
yder også støtte til instituttet for retfærdighed og retsstatsforhold, der er
baseret i Malta, i form af en kortlægningsopgave som informationsgrundlag for
dets kommende arbejde med bekæmpelse af terrorisme. I samarbejde med kontoret
for den nationale sikkerhedsrådgiver i Nigeria blev der udarbejdet en
undersøgelse om Boko Haram. Endelig blev der tilrettelagt kurser, som
Kommissionen skulle afholde for EU-personale og personale fra medlemsstaterne
ved delegationer og ambassader, i udarbejdelse af projekter vedrørende
bekæmpelse af voldelig ekstremisme, og det første kursus blev holdt i Nairobi i
december 2013, og der vil blive holdt yderligere kurser i Afrika og Asien i
2014. ·
I slutningen af 2013 begyndte man i samarbejde med
Europarådet at gennemføre et nyt tiltag vedrørende IT-kriminalitet. Den
globale indsats mod IT-kriminalitet (GLACY) har til formål at fremme
tiltrædelsen af Budapestkonventionen om IT-kriminalitet og sætte de
strafferetlige myndigheder i stand til at indlede et internationalt samarbejde
om IT-kriminalitet og elektroniske beviser på grundlag af denne traktat. ·
Der blev udarbejdet et pilotprojekt vedrørende IT-sikkerhed,
som efter planen skulle påbegyndes i begyndelsen af 2014, med det formål at
gøre kritiske IT-infrastrukturer mere robuste og fremme harmoniseringen og
udviklingen af national lovgivning i overensstemmelse med internationale
standarder i udvalgte lande. ·
Med henblik på at sætte de nationale retlige
myndigheder, kontrolmyndigheder og retshåndhævende myndigheder i stand til
effektivt at gribe ind over for fremstilling af og handel med forfalskede
lægemidler blev der udarbejdet og aftalt et nyt tiltag til imødegåelse af
trusler mod folkesundheden, hvis gennemførelse skulle påbegyndes i 2014. Med
tilvejebringelsen af den nødvendige retlige ramme for og den nødvendige
kapacitet til den effektive gennemførelse af disse operationer på det relevante
nationale og subregionale/tværregionale plan vil projektets geografiske fokus
være Ghana, Senegal, Jordan, Marokko og Cameroun på grund af det politiske
engagement, som disse lande udviser ved at tackle udfordringerne med
forfalskede lægemidler. ·
For at bekæmpe ulovlig ophobning og handel med
håndvåben og lette våben (SALW) og tackle deres destabiliserende virkninger
blev der nået flere milepæle med et initiativ, der blev gennemført af UNODC
(FN's Kontor for Narkotikakontrol og Kriminalitetsbekæmpelse), som fremmer
ratificeringen og gennemførelsen af FN's konvention om bekæmpelse af
grænseoverskridende kriminalitet og den tilhørende protokol om skydevåben. På
tilsvarende vis gik iARMS-projektet, der gennemføres af Interpol, ind i sin
anden fase (2012-2013) efter en vellykket afslutning af den første fase
(2011-2012). I Afrika blev første fase af støtten til det regionale center for
håndvåben (Nairobi, Kenya) afsluttet i juni 2013, hvilket samtidig markerede
indledningen af anden fase, der vil have en varighed på tre år. I Mellemamerika
gik anden fase af støtten til det mellemamerikanske program for kontrol med
håndvåben og lette våben (CASAC) ind i sit andet år af Det Centralamerikanske
Integrationssystems (SICA) gennemførelse heraf. 7.2. Risikobegrænsning i forbindelse
med kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare materialer og agenser (CBRN)
(stabilitetsforordningens artikel 4, stk. 2) CBRN-programmet dækker CBRN-risici i
forbindelse med ulykker, naturkatastrofer eller fjendtlig brug og skal forbedre
sikkerhedskulturen gennem udbredelse af god praksis og generelt øget
sikkerhedsbevidsthed. Før 2010 var de forskellige områder dækket hver for sig[10]. CBRN-programmet har
en regional strategi og dækker kun undtagelsesvist bilaterale projekter i ét
land (undtagelserne er Afghanistan og Pakistan for så vidt angår kemikalier og
biosikkerhed). CBRN-ekspertisecentre er gradvist ved at blive til en samlet, integreret platform for
foranstaltninger inden for bl.a. grænseovervågning/ulovlig handel,
eksportkontrol, biosikkerhed, herunder civilbeskyttelse (beredskabsplaner,
kriseberedskab og kriserespons). Initiativet gennemføres i tæt samarbejde med
EU-Udenrigstjenesten og med bistand fra FN's Interregionale Institut for
Kriminalitets- og Strafforfølgelsesforskning (UNICRI). Europa-Kommissionens
Fælles Forskningscenter varetager den tekniske støtte til initiativet. Disse
ekspertisecentre søger at styrke CBRN-risikobegrænsende politikker ved at
udvikle skræddersyede bistandspakker. De vil udgøre et vigtigt redskab til
kapacitetsopbygning og udvikling af sammenhængende regionalpolitikker og til
styrkelse af samarbejdet om national og regional kapacitet på dette område. I
2012 oprettede EU et ekspertisecenter i Sydøstasien (Filippinerne),
Sydøsteuropa/det sydlige Kaukasus/Ukraine (Georgien), Nordafrika (Algeriet),
den afrikanske atlanterhavskyst (Marokko), Mellemøsten (Jordan) og Øst- og
Centralafrika (Kenya). Fem lokale regionale sekretariater er operative i 2013,
og der er officielt blevet indviet fire. Endvidere er der oprettet forbindelser
med Centralasien og landene i Golfstaternes Samarbejdsråd. I 2013 begyndte
Kommissionen i samarbejde med partnerlandene i ekspertisecenterinitiativet at
foretage en behovs- og trusselsvurdering med henblik på at kortlægge landenes
vigtigste behov i forbindelse med CBRN. Disse vurderinger vil blive fulgt op af
udarbejdelsen af nationale CBRN-handlingsplaner, der skal bidrage til
fastlæggelsen af de berørte landes prioriterede indsatsområder. Den fremtidige
projektdefinition i de regioner, hvor ekspertisecentrene er beliggende, vil
blive baseret på disse prioriteter. De mest omfattende projekter, der er
lanceret af CBRN-ekspertisecentrene, omfatter
følgende: I Mellemøsten har ekspertisecentret i Amman udarbejdet et
projekt for uddannelse af civilt indsatspersonale i forbindelse med
CBRN-katastrofer (HAZMAT). Ekspertisecentret på den afrikanske atlanterhavskyst
(AAF) i Rabat har lanceret et projekt vedrørende farligt biologisk og kemisk
affald. Syv partnerlande fra AAF og Tunesien deltager i projektet. Et andet fælles
projekt mellem ekspertisecentret i Rabat og Nairobi vil hjælpe partnerlandene
med at opbygge og styrke lovgivningen og udvikle effektive
håndhævelsesforanstaltninger med henblik på at overholde internationale
forpligtelser. Ni lande deltager i dette projekt, og atter ni lande har
allerede udtrykt interesse for at deltage i et lignende projekt. Andre støttede områder omfatter flere
aktivitetsområder, der koordineres med netværket af ekspertisecentre. ·
Den opsøgende indsats i
forbindelse med aktiviteter vedrørende eksportkontrol af varer med dobbelt
anvendelse, der resulterede i vellykkede programmer i over 23 lande
rundt omkring i verden, er blevet udbygget. Samarbejdet med USA's
EXBS-eksportkontrolprogram[11]
er blevet styrket. I juni 2013 fandt der i Bruxelles en opsøgende dialog sted
om fælles international eksportkontrol. Det er blevet besluttet at nedsætte en
fælles arbejdsgruppe, der skal styrke koordinationen mellem USA og EU, for at
undgå eventuelle overlapninger i gennemførelsen af eksportkontrolaktiviteterne.
På grundlag af den nuværende udvikling blev der gennemført en udvidelse og
styrkelse af aktiviteterne i Mellemøsten/Centralasien i andet halvår 2013. Der
er blevet fastlagt en ny tilgang til eksportkontrolaktiviteterne for at sikre
en bedre virkning for de feltoperatører, der har ansvaret for
kontrolaktiviteterne. ·
Der er fortsat ydet støtte til omskoling og
alternativ beskæftigelse af tidligere våbenforskere og -ingeniører, der
stammer fra lande i det tidligere Sovjetunionen, gennem det særlige videnskabs-
og teknologicenter (STCU) på grundlag af et styrket partnerskab mellem parterne
og medfinansiering af aktivitetsordningen, og det internationale videnskabs- og
teknologicenter (ISTC) undergår en reformproces, hvor målene ajourføres, og det
geografiske anvendelsesområde udvides. Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten fik
mandat fra Rådet til at forhandle en revideret ESTC-aftale. Centret vil blive
overført til Astana, Kasakhstan. I 2013 indviede ESTC et regionalt center for
biosikkerhed i Dushanbe, der sponsoreres af et EU-projekt, og påbegyndte
uddannelse af tadsjikiske og afghanske eksperter med henblik på at omskole dem
til fredelige aktiviteter. I 2013 fandt der også andre videnskabelige
omskolingsaktiviteter sted i Irak. 98 radiologiske og nukleare eksperter modtog
uddannelse med henblik på omskoling til afvikling af nukleare anlæg. ·
Bekæmpelsen af ulovlig handel med
CBRN-materialer og vildledende finansiel praksis
fortsætter med aktiviteter i Centralasien, Sydøstasien og Nordafrika. Der er
indgået en anden kontrakt med Den Internationale Atomenergiorganisation (IAEA)
om at bidrage til et nyt laboratorium for nukleare
materialer i Seibersdorf i Østrig, som
skal benyttes af IAEA's sikkerhedsanalysetjeneste. Endvidere modtog Thailand,
Cambodja, Laos, Filippinerne og Den Demokratiske Republik Congo støtte til
sporing af radiologisk og nukleart materiale. ·
Der blev påbegyndt en strategi for biosikkerhed for
EU's naboområde i syd og øst i form af gennemførelse af resultatet af
EpiSouth-projektet (17 ikke-EU-partnerlande og 10 medlemsstater).
EpiSouth-netværket, der hovedsagelig er begrænset til Middelhavsområdet, er
blevet udvidet yderligere med Armenien, Georgien, Moldova og Ukraine. Denne
strategi har gennem udnyttelse af EpiSouth-netværket af lande ført til fire
store projekter, som blev iværksat i slutningen af 2013. Det første og største
er "MediPIET"-projektet, der fortsætter uddannelsen af epidemiologer
til indsættelse i krisesituationer, og som bidrager til det overordnede mål om
at forbedre sundheden og biosikkerheden i naboområdet. Dets formål er
kapacitetsopbygning med henblik på forebyggelse af og kontrol med
menneskeskabte sundhedstrusler som følge af overførbare sygdomme. Det andet
biologiske projekt, der ledes af Verdenssundhedsorganisationen (WHO), har til
formål at undersøge nye bakteriologiske sygdomme og beskytte folkesundheden mod
nye bakteriologiske patogener (miltbrand, tularæmi, pest, tuberkulose osv.) og
antimikrobielle overvågningsnet mod eventuelle udbrud. Et tredje parallelt projekt,
"Medilabsecure", der ledes af Pasteurinstituttet, overvåger de
risici, der er knyttet til nye og genopståede vira, som påvirker mennesker og
dyr, og etablerer et netværk af entomologer. Et fjerde projekt, der ledes af
WHO, sigter mod at øge sundhedssikkerheden globalt ved at bistå landene med at
forbedre og styrke kapaciteten til forebyggelse, sporing, kontrol og beredskab
i forbindelse med sundhedshændelser i relation til internationale rejse- og
transportaktiviteter, der finder sted ved indrejsesteder for trafik ad søvejen,
luftvejen og over land. Tilgangen omfatter flere sektorer og sigter mod at
minimere de risici, der er forbundet med naturlig eller forsætlig frigivelse af
patogener. ·
I 2013 er bortskaffelse og destruktion af
Syriens kemikalielagre blevet støttet finansielt af
CBRN-initiativet og stabilitetsprogrammet. Efter ændring af det årlige
handlingsprogram for 2013 tildelte EU Organisationen for Forbud mod Kemiske
Våben (OPWC) 12 mio. EUR til uskadeliggørelse og afbrænding af Syriens kemikalier
i samarbejde med det internationale samfund. 7.3. Kapacitetsopbygning i perioden før og efter en krise
(stabilitetsforordningens artikel 4, stk. 3) Fra 2007 til 2013 blev der afsat
103 mio. EUR til støtte til ca. 140 projekter vedrørende opbygning og styrkelse
af kapaciteten i EU og dets partnerlande før og efter en krise på nationalt,
regionalt og globalt plan. Figur 5 nedenfor viser de vigtigste tematiske
områder, der blev støttet i perioden 2007-2013, mens figur 6 viser de
forskellige gennemførelsespartnere. Figur 5: Tematiske områder
for støtten til kapacitetsopbygning i perioden 2007-2013 (fordeling af midler,
jf. stabilitetsforordningens artikel 4, stk. 3) Figur 6: Partnere, der deltager i
gennemførelsen i perioden 2007-2013, jf. stabilitetsforordningens artikel 4,
stk. 3 (fordeling af midler) Der blev tildelt 24 mio. EUR under det årlige
handlingsprogram for 2013, og i det følgende gives et overblik over de
vigtigste resultater og virkninger af de igangværende projekter i 2013. Konfliktforebyggelse, fredsopbygning og skrøbelige situationer: Gennem netværket for dialog med civilsamfundet (CSDN) er der blevet
oprettet et levedygtigt forum for dialog om fredsopbygning mellem EU og
civilsamfundsaktører, som giver sidstnævnte en mulighed for at komme med input
til EU's beslutningsprocesser. 2013 markerede denne platforms tredje år med
heraf følgende 40 dialogmøder, der blev holdt i 2013, og som bidrog til at
styrke civilsamfundets langsigtede kapacitet i tredjelande samt deres
europæiske partnere, så de er bedre forberedt på kriseforebyggelse. Mægling, dialog og forsoning: Som følge af
støtten fra stabilitetsinstrumentet til mæglingsupportenheden i FN's politiske
afdeling blev der ydet kritisk bistand i højtprofilerede krisesituationer i Den
Centralafrikanske Republik, Mali og Somalien. Kvinders deltagelse i
fredsprocesser blev styrket ved at uddanne seks kvinder, der var udpeget som
kandidater til potentielle udnævnelser til mæglerfunktioner af FN's
generalsekretær, og ved at etablere et "seminar på højt plan om
ligestilling og inklusive mæglingsprocesser". I samarbejde med UNDP bidrog
stabilitetsinstrumentet også til opbygning af kapaciteter og bæredygtige
nationale mekanismer for international mægling og konfliktforebyggelse i ni
pilotlande[12]. En alsidig ny facilitet under stabilitetsinstrumentet, "de
europæiske ressourcer for mæglingssupport" (ERMES), har til formål at
lette fleksibel og hurtig ydelse af teknisk mæglingsbistand til tredjeparter,
der deltager i inklusive fredsprocesser på internationalt, regionalt og/eller
lokalt plan, og som skaber forudsætninger for, at kvinder, unge og andre
sårbare grupper kan give deres mening til kende i konfliktområder. Kvinder, fred og sikkerhed og børn: Stabilitetsinstrumentet
støttede fortsat gennemførelsen af FN's Sikkerhedsråds resolution 1325 gennem
et fælles projekt med UN Women om styrkelse af kvinders deltagelse i
fredsopbygning og postkonfliktplanlægning i Kosovo[13],
Liberia og Østtimor. I Kosovo deltog hundreder af mænd, kvinder og unge i
forsoningsdialoger og udarbejdede konkrete anbefalinger vedrørende spørgsmål
såsom lovgivningen om ligestilling mellem kønnene, kvinders beskæftigelse og
pigers uddannelse. Der blev også indgået aftaler med de største medier i Kosovo
om, at de skulle tage spørgsmål op vedrørende kvinder, fred og sikkerhed i
deres programlægning. Kvinder, fred og sikkerhed blev endvidere udpeget som
prioritet for lokale indkaldelser af forslag i 17 lande og tre regioner[14] og omfattede en bred vifte af ligestillingsspørgsmål. Tidlig varsling og situationskendskab:
Stabilitetsinstrumentet har gjort det muligt for civilsamfundsorganisationen
Belun i Østtimor at implementere og udbygge et system for tidlig varsling og
respons (EWER), der er blevet evalueret som et af de bedste eksempler på
systemer for tidlig varsling og respons, der på vellykket vis bidrager til at
mindske de lokale potentielle konflikter og spændinger betragtet under ét.
Støtte gennem Saferworld og ICG gjorde det muligt at styrke landenes og de
regionale aktørers kapacitet til at analysere konfliktrisici i 32 potentielle
konfliktområder og give beslutningstagerne en konfliktanalyse af høj kvalitet
og civilsamfundet anbefalinger vedrørende tidlige reaktionsforanstaltninger. Regionale og subregionale organisationers kapacitet til tidlig varsling
og genopbygning efter katastrofer blev styrket, herunder ved at styrke Den
Arabiske Ligas kriseresponskapacitet, udvikle medieovervågningskapaciteten i
sekretariatet for Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) og fortsætte
støtten til Den Afrikanske Unions kontinentale tidlige varslingssystem.
Stabilitetsinstrumentet støttede styrkelsen af ASEAN's og dets medlemsstaters
kapacitet til at reagere på nødsituationer. I den forbindelse blev der holdt et
første kursus for kommende medarbejdere ved Myanmars nationale krisecenter i
november 2013, der faldt sammen med et besøg på dette center af den højtstående
repræsentant og næstformand Catherine Ashton. Civil krisestyringskapacitet: Efter en vellykket afslutning af den første fase i 2012 blev ENTRi-programmet
(det nye europæiske uddannelsesinitiativ til civil krisestyring) relanceret i
april 2013. I løbet af året styrkede ni skræddersyede uddannelseskurser (ét om
måneden i gennemsnit) kapaciteten hos 210 medarbejdere (både EU-borgere og
tredjelandsstatsborgere), der var udsendt eller snart skulle udsendes til
internationale civile krisestyringsmissioner under EU, FN, AU og OSCE. Kurserne
omfattede både prædeployeringskurser med sigte på internationale missioner i
Libyen, Georgien og Kosovo samt specialkurser, der dækkede emner som
menneskerettigheder, retsstatsforhold, mægling og vejledning. Endvidere blev
interoperabilitet og harmoniserede uddannelsesmetoder fremmet mellem de 13
europæiske konsortiemedlemmer af ENTRi, og i september 2013 blev der offentliggjort
en praktisk håndbog for civile, der udsendes til internationale krisemissioner
("In Control"). Inden for rammerne af "European Police
Services Training Programme" (EUPST) blev der afviklet tre
hoveduddannelseskurser i 2013, der blev gennemført af henholdsvis det spanske
Guardia Civil, det franske Gendarmerie og det italienske Carabinieri, og hvor
kapaciteten hos 1019 politifolk fra 42 lande, herunder 19 afrikanske lande,
blev opbygget med henblik på deltagelse i internationale politimissioner. Naturressourcer og klimaændringer: "EU's
og FN's partnerskab om jord, naturressourcer og konfliktforebyggelse"
fortsatte med at styrke kapaciteten hos lokale civilsamfundsorganisationer i De
Store Søers Område i Afrika med henblik på at forstå dynamikken i konflikter og
udvikle konfliktfølsomme løsninger på stridsspørgsmål vedrørende forvaltningen
af naturressourcer. Gennem miljø- og sikkerhedsinitiativets (ENVSEC’s) projekt
vedrørende "klimaændringer og sikkerhed i Østeuropa, Centralasien og det
sydlige Kaukasus" blev der udviklet en strategisk ramme for tilpasning til
klimaændringer i Dnjestr-flodbækkenet. Tidlig varsling, PCNA/PDNA: Der blev i 2013
afholdt et kursus i behovsvurdering efter konflikter (PCNA) og behovsvurdering
efter katastrofer (PDNA) med temaet "styrkelse af samarbejdet i ustabile
og konfliktramte lande" med deltagelse af personale fra hovedkvarteret og
feltpersonale fra EU og FN. Nedrustning, demobilisering og
reintegration samt reform af sikkerhedssektoren: AU's
kapacitet til reform af sikkerhedssektoren (SSR) blev styrket gennem et fælles
EU-FN-projekt, der blev gennemføret af UNOPS. Der blev drøftet tre
operationelle vejledninger i reform af sikkerhedssektoren på en workshop i
Addis Ababa i november, der samlede repræsentanter for de regionale økonomiske
fællesskaber og civilsamfundet. Ved afslutningen af den syvårige
programmeringscyklus for stabilitetsforordningen blev der bestilt en ekstern
evaluering med henblik på at vurdere virkningen af projektresultaterne under
kriseberedskabskomponenten, jf. stabilitetsforordningens artikel 4, stk. 3, i
perioden 2007-2013. Evalueringen konkluderede, at kriseberedskabskomponenten i
stabilitetsforordningen er et uundværligt element i EU's samlede freds-,
sikkerheds- og udviklingsarkitektur og bør forankres fuldt ud i denne struktur.
Det blev konstateret, at komponenten giver EU mulighed for at løse
konfliktproblemer i bredeste forstand, og at individuelle projekter faktisk har
opbygget eller styrket organisationernes kapacitet til at bidrage til den
fredsskabende indsats og styrke begrebet et "fællesskab af
praktikere". Til trods for et begrænset budget bidrog de støttede aktioner
til opfyldelsen af EU's forpligtelser vedrørende kvinder, fred og sikkerhed
samt mægling og dialog. Investering i civilsamfundet på græsrodsniveau i 26
lande/regioner, der er berørt af konflikter, har været medvirkende til at gøre
ca. 80 projekter relevante for den situation, landene befinder sig i, og til at
sikre, at de opfylder prioriteterne og behovene ikke blot på landeniveau, men
også lokalt. Kriseberedskabskomponenten i stabilitetsinstrumentet er med stor
virkning blevet anvendt til oprettelse af strategiske partnerskaber, navnlig på
multilateralt plan for så vidt angår FN-projekter, og har haft stor virkning
for EU's forbindelser med flere af FN's særorganisationer. 8. Konklusion De foranstaltninger, der blev gennemført ved
hjælp af stabilitetsinstrumentet i 2013, og som supplerer andre aktioner under
EU's regionale og tematiske udviklingsinstrumenter, humanitære bistand og
FSFP-missioner, har bidraget væsentligt til EU's indsats for fred,
konfliktforebyggelse, kriserespons og fredsbevarelse. De mange tiltag, der er
finansieret over stabilitetsinstrumentet, har gjort det muligt for EU at sætte
bredt og synligt ind over for de mange globale krisesituationer. I betragtning af den politiske ustabilitet og
det stigende antal naturkatastrofer i mange dele af verden er det tvingende
nødvendigt at fortsætte bestræbelserne på at anvende de disponible
EU-instrumenter mere effektivt. I den forbindelse skal EU sikre, at
stabilitetsinstrumentets tiltag indgår i det fulde forløb fra kriseforebyggelse
til kriserespons og fredsskabende foranstaltninger. Stabilitetsinstrumentet gav
EU en enestående responsmulighed og fungerede i mange tilfælde som adgangspunkt
og katalysator for en lang række EU-responser, der tilsammen udgør EU's
strategiske og samlede tilgang til konfliktforebyggelse og kriserespons. Som
nævnt i den fælles meddelelse om EU's samlede tilgang er "langsigtet
engagement i fred og statsopbygning og langsigtet bæredygtig udvikling (er)
afgørende for at kunne tage hånd om underliggende årsager til konflikter og
opbygge fredelige og robuste samfund. De overoverordnede mål om
bæredygtig fred og udvikling skal fra starten være kernen i EU's beredskab – EU
skal også have en langsigtet vision for dets kortsigtede engagement og
kortsigtede tiltag"[15]. I 2014 vil stabilitetsinstrumentet bane vej
for det nye instrument, der bidrager til stabilitet og fred (IcSP). Høringerne
om det nye stabilitetsinstrument har bekræftet, at der er behov for, at EU
opretholder og udvider sin kapacitet til hurtigt og målrettet at sætte ind over
for krisesituationer andre steder i verden samt over for globale og
tværregionale trusler og nye trusler (bekæmpelse af organiseret kriminalitet,
beskyttelse af kritisk infrastruktur, bekæmpelse af terrorisme og
CBRN-risikobegrænsning). Det nye instrument, der bidrager til stabilitet og
fred, vil også sætte fornyet fokus på konfliktforebyggelse, fredsopbygning og
kriseberedskab i erkendelse af, at tidlig respons fra EU's side ofte kan være
et effektivt middel til at undgå, at spændinger udvikler sig til en krise. [1] Stabilitetsinstrumentet blev anvendt fra den 1. januar
2007 til den 31. december 2013. Det nye instrument, der bidrager til stabilitet
og fred (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 230/2014 af 11.
marts 2014 om oprettelse af et instrument, der bidrager til stabilitet og
fred), og hvorom der vil blive forelagt fremtidige årsrapporter for Europa-Parlamentet
og Rådet, jf. afsnit IV, artikel 13, i de fælles regler for gennemførelsen af
instrumenterne til finansiering af Unionens optræden udadtil, finder anvendelse
fra den 1. januar 2014 til den 31. december 2020. [2] Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EF) nr. 1717/2006 af 15. november 2006, EUT L 327/1 af
24.11.2006. [3] Også kendt som "stabilitetsinstrumentets
fredsopbygningspartnerskab". [4] I henhold til Rådets afgørelse af
26. juli 2010 om, hvordan Tjenesten for EU's Optræden Udadtil skal
tilrettelægges og fungere (2010/427/EU), EUT L 201. [5] Se " Instrument for Stability: Overview 2013
commitments and payments " i det arbejdsdokument fra Kommissionens
tjenestegrene, der ledsager denne rapport. [6] Dette tal omfatter midler på 6 mio. EUR, der blev
overført fra 2012 eller inddrevet i 2013. [7] Det juridiske og økonomiske ansvar for brugen af
EU-midler, herunder beføjelse til at undertegne og i givet fald ændre
kontrakter, overføres fra Europa-Kommissionens hovedkvarter i Bruxelles til den
pågældende EU-delegation. [8] Revideret udgave af det årlige handlingsprogram godkendt
den 23. december 2013. [9] Rammekontrakt for ekspertstøttefaciliteten, hvor der
trækkes på specialister fra offentlige eller halvoffentlige organisationer fra
alle EU-medlemsstater. Siden 2008 har eksperter fra ca. 60 organisationer i 17
medlemsstater gennemført over 100 missioner. [10] F.eks.
eksportkontrol med varer med dobbelt anvendelse, ulovlig handel, alternative
beskæftigelsesmuligheder for tidligere våbenspecialister samt sikkerhedskultur.
[11] Export Control and Related Border Security Assistance. [12] Bolivia, Tchad, Ghana, Guyana, Maldiverne, Mauretanien, Nepal, Togo og Yemen. [13] Denne betegnelse indebærer ingen stillingtagen til Kosovos
status, og den er i overensstemmelse med FN' s Sikkerhedsråds resolution 1244
og Den Internationale Domstols udtalelse om Kosovos uafhængighedserklæring. [14] Afghanistan, Bolivia, Bosnien-Hercegovina, Brasilien,
Tchad, Den Demokratiske Republik Congo, El Salvador, Guinea-Bissau, Indien,
Kirgisistan, Liberia, Nepal, Nicaragua, Peru, Senegal, Salomonøerne, Yemen, den
mellemamerikanske region, det sydlige Asien, den sydlige region af
Centralafrika. [15] Fælles meddelelse til
Europa-Parlamentet og Rådet:: EU's samlede tilgang til eksterne konflikter og
kriser Bruxelles, den 11.12.2013, JOIN(2013) 30 final.