1.

Den foreliggende sag rejser ikke kun få problemstillinger. Hvis disse problemstillinger betragtes på én og samme tid, udgør de en veritabel mangfoldighed af EU-retlige forfatningsspørgsmål, der omhandler direkte virkning, forrang, procesautonomi, effektiv domstolsbeskyttelse og den generelle effektivitet af den nationale håndhævelse af EU-retten, og som i alle tilfælde også involverer spørgsmål om en (angivelig) ret til at modtage oplysninger på eget sprog og om Unionens flersprogethed.

2.

Når der foretages en nærmere gennemgang af disse spørgsmål, ses imidlertid et gennemgående tema: Er disse principper, navnlig effektiviteten af den nationale håndhævelse af EU-retten, til hinder for nationale regler, som tillægger en ret skønsbeføjelse til at træffe afgørelse om, hvorvidt den vil give en sagsøger medhold i de nedlagte påstande og i givet fald med hvilken virkning, når sagsøgeren har gjort gældende, at myndighederne ikke har gennemført et direktiv korrekt, selv om søgsmålet (tilsyneladende) er begrundet? Dette tema synes at genkalde et ret velkendt spørgsmål: Hvad er de rimelige grænser for kravet om effektiv håndhævelse af EU-retten på nationalt plan?

3.

Afsnit V i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/82/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for veterinærlægemidler ( 2 ) med overskriften »Etikettering og indlægsseddel« omfatter artikel 58-64.

4.

Artikel 58, stk. 1, i direktiv 2001/82 bestemmer, at emballage til lægemidler »skal være forsynet med […] letlæselige oplysninger« som nævnt i denne bestemmelse, medmindre andet er fastsat. I henhold til direktivets artikel 58, stk. 4, skal de i samme bestemmelses stk. 1, litra f)-l), omhandlede oplysninger »på den ydre emballage og på beholderen være affattet på det eller de sprog, som anvendes i det land, hvor lægemidlet bringes i handelen«.

5.

I artikel 59, stk. 1, i direktiv 2001/82 hedder det, at for så vidt angår ampuller »skal de i artikel 58, stk. 1, anførte oplysninger påføres den ydre emballage«. Derefter anføres de oplysninger, som beholderne skal være forsynet med. Artikel 59, stk. 3, i direktiv 2001/82 bestemmer, at »[d]e i henhold til stk. 1, tredje og sjette led, foreskrevne oplysninger […] på den ydre emballage og indre emballage [skal] være affattet på det eller de sprog, som anvendes i det land, hvor lægemidlet markedsføres«.

6.

I artikel 61, stk. 1, i direktiv 2001/82 hedder det, at »[e]t veterinærlægemiddels pakning skal indeholde en indlægsseddel, medmindre alle de i denne artikel krævede oplysninger er angivet på den indre og den ydre emballage. […] Indlægssedlen skal affattes på et letforståeligt sprog på det eller de officielle sprog i den medlemsstat, hvor lægemidlet markedsføres«. I artikel 61, stk. 2, i direktiv 2001/82 anføres de oplysninger, som indlægssedlen mindst skal indeholde.

7.

Følgende fremgår af 52. og 53. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/6 af 11. december 2018 om veterinærlægemidler og om ophævelse af direktiv 2001/82/EF ( 3 ):

8.

Artikel 7 i forordning 2019/6 med overskriften »Sprog« bestemmer:

»1.   Det/de sprog, som produktresuméet og oplysningerne på mærkning og indlægsseddel affattes på, skal være et officielt sprog i den medlemsstat, hvor veterinærlægemidlet markedsføres, medmindre medlemsstaten træffer anden beslutning.

2.   Veterinærlægemidler kan mærkes på flere sprog.«

9.

I overensstemmelse med artikel 160 i forordning 2019/6 finder den anvendelse fra den 28. januar 2022.

10.

Ifølge den forelæggende ret er der vedtaget mange retsakter med henblik på at gennemføre direktiv 2001/82. Hvad angår spørgsmålet om sproget på emballagen, som ligger til grund for hovedsagen, findes de relevante bestemmelser imidlertid i Statutory Instrument (national bekendtgørelse, herefter »SI«) nr. 144/2007 og nr. 786/2007. I henhold til disse retsakter kan de foreskrevne oplysninger i henhold til bestemmelserne i direktiv 2001/82 affattes på irsk eller engelsk.

11.

Sagsøgeren i hovedsagen har irsk som modersmål. Han ejer en hund som kæledyr, som han køber veterinærlægemidler til. Sagsøgeren klagede til Aire Talmhaíochta, Bia agus Mara, Éire (ministeren for landbrug, fødevarer og fiskeri, Irland), over, at de oplysninger, der ledsagede veterinærprodukterne, kun var på engelsk og ikke på begge medlemsstatens officielle sprog: irsk og engelsk. Efter hans opfattelse udgjorde dette en overtrædelse af direktiv 2001/82.

12.

Den 14. november 2016 indgav sagsøgeren en anmodning til Ard-Chúirt (ret i første instans, Irland) om tilladelse til domstolsprøvelse af ministerens manglende korrekte gennemførelse af direktiv 2001/82 for så vidt angår de sprogkrav, som direktivet indeholder. Anmodningen blev imødekommet, og der blev derfor anlagt sag mod Aire Talmhaíochta, Bia agus Mara, Éire (ministeren for landbrug, fødevarer og fiskeri, Irland), Ard-Aighne (statsadvokaten) og Irland. Retsmødet fandt sted den 24. og 25. juli 2018.

13.

Sagsøgeren nedlagde følgende påstande, der vedrørte Irlands angiveligt manglende korrekte gennemførelse af direktivet: i) Det fastslås, at den pågældende nationale lovgivning ikke korrekt eller slet ikke gennemfører afsnit V (artikel 58-61) i direktiv 2001/82, ii) det fastslås, at irsk ret skal sikre, at de relevante oplysninger på de indlægssedler og den emballage, der er omhandlet i afsnit V i direktiv 2001/82, findes på medlemsstatens officielle sprog, dvs. såvel irsk som engelsk, på veterinærlægemidler, der markedsføres i medlemsstaten, og iii) det fastslås, at de irske myndigheder skal ændre national ret for at sikre en korrekt gennemførelse af bestemmelserne i afsnit V i direktiv 2001/82.

14.

For Ard-Chúirt (ret i første instans) har sagsøgeren primært påberåbt sig i) den direkte virkning af bestemmelserne i direktiv 2001/82 vedrørende sprogkrav (at disse bestemmelser er klare, præcise og ubetingede), ii) EU-rettens forrang for national ret (den nationale ret kan således anvende de EU-retlige bestemmelser og dermed tilsidesætte de modstridende irske bestemmelser) og iii) retten til effektiv domstolsprøvelse (et effektivt retsmiddel bør være til rådighed for ham, og den nationale ret bør således give ham medhold i de nedlagte påstande).

15.

De sagsøgte har på deres side erkendt, at i henhold til national ret er en sagsøger, der får medhold i et søgsmål mod en offentlig myndigheds afgørelse ved hjælp af domstolsprøvelse, sædvanligvis berettiget til at få medhold i de nedlagte påstande. De har dog gjort gældende, at denne berettigelse ikke er absolut, og at det i hovedsagen er begrundet ikke at give medhold i nogen af påstandene. De har anført, at selv om sagsøgeren ville opnå en vis fordel ved at få medhold i de nedlagte påstande, ville denne fordel i den foreliggende sag dog have en meget begrænset værdi, da forordning 2019/6 træder i kraft i den nærmeste fremtid. Endvidere har de sagsøgte gjort gældende, at der i den foreliggende sag er en udpræget mulighed for, at hvis der blev givet medhold i de nedlagte påstande, ville det få alvorlige konsekvenser for tredjeparter. Hvis leverandører og distributører af veterinærlægemidler besluttede at trække sig ud af det irske marked på grund af forpligtelsen til at affatte teksten på indlægssedlerne og emballagen på begge officielle sprog, er det åbenbart, at dette ville få alvorlige konsekvenser for dyresundheden samt økonomiske konsekvenser til skade for mange.

16.

Den 26. juli 2019 fastslog Ard-Chúirt (ret i første instans), at sagsøgeren havde søgsmålskompetence, eftersom artikel 58, stk. 4, artikel 59, stk. 3, og artikel 61, stk. 1, i direktiv 2001/82 (herefter »de omhandlede EU-retlige bestemmelser«) er klare, præcise og ubetingede. Sagsøgeren kunne derfor påberåbe sig dem over for de sagsøgte. Denne ret fastslog ligeledes, at Irland ikke havde gennemført direktivet korrekt med hensyn til sprogkravene, for så vidt som de omhandlede nationale bestemmelser (nemlig SI nr. 144/2007 og SI nr. 786/2007) gjorde det muligt at give oplysninger kun på engelsk i stedet for at kræve både irsk og engelsk.

17.

Ard-Chúirt (ret i første instans) har imidlertid ligeledes anført, at forordning 2019/6 blev vedtaget under sagens behandling, og at den indeholder nye bestemmelser vedrørende anvendelsen af sprog i forbindelse med veterinærlægemidler. I henhold til denne forordning, når den træder i kraft (den 28.1.2022), er det tilladt at angive oplysningerne på emballagen kun på engelsk. På baggrund heraf har den pågældende ret overvejet, om det kan betale sig at give sagsøgeren medhold i de nedlagte påstande i lyset af den kommende ændring på trods af Irlands tilsidesættelse af EU-retten.

18.

Den pågældende ret har anført, at der i irsk ret gennem mange år er etableret en praksis, ifølge hvilken retterne kan udøve skønsbeføjelser med hensyn til, om de vil, og i givet fald hvorledes de vil give sagsøgeren passende medhold. I denne praksis lægges vægt på forskellige forhold, f.eks.: 1) unødig forsinkelse i sagsanlægget, 2) manglende forsøg på at gøre andre mere passende retsmidler gældende, f.eks. at iværksætte appel, 3) manglende oprigtighed fra sagsøgerens side, 4) tilfælde hvor sagsøgeren ikke handler i god tro, 5) skadevirkninger for tredjeparter, eller 6) tilfælde hvor det ikke ville tjene noget nyttigt formål at give medhold i de nedlagte påstande.

19.

Da Ard-Chúirt (ret i første instans) således er i tvivl om, hvorvidt EU-retten er til hinder for nationale processuelle regler som de i hovedsagen omhandlede, har den besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

20.

Sagsøgeren, Irland, den polske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

21.

Irland og den polske regering har gjort gældende, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling.

22.

For det første har Irland anført, at denne medlemsstat har gennemført de omhandlede EU-retlige bestemmelser behørigt. Ordlyden af direktiv 2001/82 er tvetydig med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt det kræves, at alle de officielle sprog skal anvendes i forbindelse med de oplysninger, der påføres veterinærlægemidlers emballage og mærkning, i de tilfælde, hvor der findes flere officielle sprog i en medlemsstat. Irlands beslutning om at gennemføre dette direktiv på en sådan måde, at kun ét af denne medlemsstats officielle sprog må anvendes, er derfor omfattet af dets skønsbeføjelse ved gennemførelsen af direktivet.

23.

For det andet har Irland gjort gældende, at det klart fremgår af det udtrykkelige formål med direktiv 2001/82, at de rettigheder, der følger heraf, ikke er sproglige eller kulturelle rettigheder, men rettigheder vedrørende adgang til oplysninger om veterinærlægemidler. Sådanne rettigheder vil imidlertid kun blive tilsidesat, hvis en sagsøger er i besiddelse af emballage eller mærkning, som vedkommende ikke kan forstå fuldt ud. Sagsøgeren i hovedsagen har imidlertid ikke angivet, at han ikke fuldt ud kunne forstå en emballage eller en mærkning.

24.

Den polske regering har for sin del anført, at EU-retten ikke pålægger de nationale retter at give medhold i påstande, der består i at pålægge de kompetente nationale myndigheder at ændre national ret således, at den bringes i overensstemmelse med EU-retten. Den polske regering har under alle omstændigheder gjort gældende, at sagsøgeren ikke skal gives medhold i søgsmålet. Selv om det antages, at retten til at få de oplysninger, der ledsager veterinærlægemidlerne, på irsk, følger af ubetingede og tilstrækkeligt præcise bestemmelser i direktiv 2001/82, er der i sagens natur ikke tale om en rettighed, der kan gøres gældende over for de irske myndigheder. Forpligtelsen til at mærke disse produkter på irsk påhviler private enheder, dvs. producenterne og distributørerne af disse produkter. Sagsøgeren kan imidlertid ikke gøre sin ret til at få oplysninger på irsk vedrørende veterinærlægemidler gældende over for producenterne og distributørerne af disse produkter, eftersom et direktiv ikke i sig selv kan skabe forpligtelser for private og derfor ikke kan påberåbes over for dem som sådan.

25.

Hvad angår spørgsmålet, om den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling, er disse argumenter ikke overbevisende.

26.

Efter min opfattelse henhører de argumenter, som både Irland og den polske regering har fremført, under spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerens søgsmål i hovedsagen på nationalt plan kan antages til realitetsbehandling. De indsigelser, som Irland har rejst, vedrører et forudgående spørgsmål om sagens realitet, som imidlertid ikke er blevet rejst af den forelæggende ret. Det samme gør sig gældende for så vidt angår de indsigelser, som den polske regering har rejst. Spørgsmålet om, hvorvidt EU-retten pålægger den nationale ret at anvende et specifikt retsmiddel, er endnu engang et materielt spørgsmål i den foreliggende sag og ikke et spørgsmål om formaliteten. Domstolen har konsekvent fastslået, at argumenter, som vedrører materielle aspekter, på ingen måde kan påvirke formaliteten vedrørende de forelagte spørgsmål ( 4 ).

27.

Det fremgår i øvrigt af fast retspraksis, at der foreligger en formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som en national ret har forelagt på baggrund af de faktiske og retlige omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge, og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve, er relevante. Denne formodning kan ikke tilbagevises af muligheden for, at sagsøgeren i sidste ende taber hovedsagen ved den nationale ret, navnlig hvis Domstolen tilslutter sig en bestemt fortolkning af EU-retten ( 5 ).

28.

Af disse grunde vil jeg nu behandle realiteten i de to præjudicielle spørgsmål.

29.

I den foreliggende sag har sagsøgeren og den forelæggende ret henvist til nogle af de vigtigste strukturelle principper i EU-retten: direkte virkning, forrang, effektiv domstolsprøvelse og procesautonomi. Ved første øjekast kan de problemer, som den foreliggende sag rejser, således forekomme forholdsvis komplicerede. Hvis man ser nærmere på det, forekommer det centrale spørgsmål imidlertid ret klart.

30.

Efter min opfattelse har sagsøgeren i det væsentlige nedlagt tre påstande i hovedsagen, nemlig i) at det fastslås, at national ret er uforenelig med EU-retten, ii) at det fastslås, at national ret skal være i overensstemmelse med EU-retten, og endelig iii) at det fastslås, at de nationale myndigheder skal ændre national ret i overensstemmelse hermed.

31.

Det er ikke helt klart, om disse tre påstande skal imødekommes samtidig, eller om den forelæggende ret frit kan vælge mellem dem. Med henblik på dette forslag til afgørelse vil jeg lægge til grund, at den forelæggende ret har et betydeligt råderum i denne henseende. Den forelæggende ret har således anført, at den i henhold til national ret har en skønsbeføjelse til at vælge, hvilken påstand den anser for mest passende under de pågældende omstændigheder, eller endda at afslå overhovedet at tage nogen af de nedlagte påstande til følge ( 6 ). Den forelæggende ret er således i tvivl om, hvorvidt dette gælder i samme omfang, når en sagsøgers rettigheder følger af EU-retten.

32.

På baggrund heraf forekommer det mig ud fra et EU-retligt synspunkt, at kernen i tvisten vedrører spørgsmål om procesautonomi og om effektiv domstolsbeskyttelse. De to præjudicielle spørgsmål kan således behandles samlet og omformuleres således: Er EU-retten, navnlig princippet om procesautonomi og princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, til hinder for en national lovgivning eller praksis, hvorefter de nationale retter råder over en skønsbeføjelse ved afgørelsen af, om der skal gives medhold i de nedlagte påstande og i givet fald med hvilken virkning til en sagsøger, der har gjort gældende, at myndighederne ikke har gennemført et direktiv korrekt, når søgsmålet er begrundet?

33.

For at besvare dette spørgsmål er dette forslag til afgørelse struktureret på følgende måde: Jeg vil først definere den relevante retlige ramme for analysen med henblik på at forklare, hvorledes den foreliggende sag skal vurderes (2). Dernæst vil jeg kort illustrere, hvorledes Domstolen i tidligere sager har anvendt denne ramme på specifikke sager (3). På dette grundlag vil jeg redegøre for visse tværgående temaer og retningslinjer, som kan være nyttige for den forelæggende ret (4). For så vidt som det i sidste ende tilkommer den forelæggende ret at drage konsekvenserne heraf for tvisten i hovedsagen, vil jeg afslutte med en række betragtninger, der er specifikke for den foreliggende sag (5).

34.

Det fremgår af fast retspraksis, at de direkte anvendelige EU-bestemmelser, som er en umiddelbar kilde til rettigheder og forpligtelser for alle, som de vedrører, hvad enten det drejer sig om medlemsstater eller om private, skal udfolde deres virkninger fuldt ud og ensartet i alle medlemsstater fra deres ikrafttræden og under hele deres gyldighedsperiode ( 7 ).

35.

Det fremgår ligeledes af fast retspraksis, at enhver national ret under en sag, der henhører under dens kompetence som organ i en medlemsstat, har pligt til i medfør af det i artikel 4, stk. 3, TEU angivne princip om loyalt samarbejde at anvende den direkte anvendelige EU-ret fuldt ud og at beskytte de rettigheder, som denne tillægger private, idet den skal undlade at anvende enhver modstridende bestemmelse i national lov ( 8 ).

36.

Det følger af det ovenstående, at enhver bestemmelse i national ret og enhver lovgivningsmæssig, administrativ eller retslig praksis, som har til følge, at EU-rettens virkning begrænses ved, at den dommer, der er kompetent til at anvende EU-retten, frakendes mulighed for, når den pågældende anvender denne, at foretage, hvad der kræves for at udelukke nationale lovgivningsbestemmelser, der måtte udgør en hindring for den fulde virkning af de direkte anvendelige EU-regler, er uforenelig med de krav, der følger af selve EU-rettens natur ( 9 ).

37.

Hvor fuldstændig skal den fulde virkning af de direkte anvendelige EU-bestemmelser være for at have fuld virkning? Medmindre »fuld« som standard skal betyde alting og mere til, findes der faktisk ingen selvstændig målestok i EU-retten for fuld virkning. I stedet udføres en vurdering fra sag til sag, som normalt foretages ved krydshenvisning til de i en given sag omhandlede nationale retsforskrifter.

38.

Dette er uundgåeligt, hvis standardprincippet for national håndhævelse af EU-retten er den nationale procesautonomi. Målestokken er som udgangspunkt fortsat den givne nationale målestok. I mangel af EU-retlige bestemmelser tilkommer det ifølge fast retspraksis hver enkelt medlemsstat at udpege de kompetente retter og nærmere fastsætte de processuelle regler for søgsmål til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne. Disse regler må imidlertid ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden (effektivitetsprincippet) ( 10 ).

39.

Det er åbenbart, at spørgsmålet om ækvivalens ikke opstår i forbindelse med den foreliggende sag. Den forelæggende rets tvivl følger af selve den omstændighed, at de omhandlede nationale processuelle regler ikke alene finder anvendelse på situationer, der reguleres af national ret, men ligeledes på situationer, der reguleres af EU-retten.

40.

Det egentlige spørgsmål vedrører således effektivitet.

41.

I en sag som den foreliggende overlapper kravet om effektivitet, der forstås som en betingelse for anvendelse af princippet om procesautonomi, og som således undertiden omtales som »effektivitetsprincippet som omhandlet i Rewe-dommen« ( 11 ), imidlertid i praksis med den grundlæggende ret til effektive retsmidler i henhold til chartrets artikel 47. Faktisk har sagsøgeren gjort gældende, at anvendelsen af de omhandlede nationale processuelle regler fratager ham et passende retsmiddel til at sikre beskyttelsen af den (materielle) ret, som han har i henhold til de omhandlede EU-retlige bestemmelser: at modtage de oplysninger, der ledsager veterinærlægemidler, på begge officielle sprog (irsk og engelsk) i denne medlemsstat.

42.

Som jeg har fremhævet i mit forslag til afgørelse i Banger-sagen, er forholdet mellem effektivitetsprincippet som et af de to krav, der henhører under medlemsstaternes procesautonomi, og princippet om effektiv domstolsbeskyttelse som en grundlæggende rettighed, der senere blev forankret i chartrets artikel 47, måske (endnu) ikke helt tydeligt ( 12 ). Det kan næppe anfægtes, at de to principper i det mindste materielt overlapper hinanden i stort omfang.

43.

Endvidere kan de, for så vidt angår den type vurdering, der skal udføres, betragtes som et krav om, at en undersøgelse af en given situation skal foretages ud fra to forskellige vinkler: Effektivitetsprincippet (som omhandlet i Rewe-dommen) fokuserer på det strukturelle niveau (om der generelt findes tilstrækkelige retsmidler i den pågældende type situation), mens effektiv domstolsbeskyttelse i henhold til chartrets artikel 47 i højere grad omhandler det individuelle niveau (om der konkret findes tilstrækkelige retsmidler for den berørte person).

44.

Princippet om effektiv domstolsbeskyttelse er et almindeligt EU-retligt princip, der nu er forankret i chartrets artikel 47. Det kræver bl.a., at der findes tilstrækkelige retsmidler for en domstol imod enhver afgørelse truffet af nationale myndigheder, som kan krænke de rettigheder og friheder, som EU-retten tillægger private ( 13 ). I den sammenhæng skal den nationale domstol, for hvilken en tvist er indbragt, bl.a. have kompetence til at undersøge alle faktiske og retlige forhold, der er relevante for den konkrete sag ( 14 ).

45.

Omfanget og intensiteten af den gennemgang, en national ret skal udføre for at overholde chartrets artikel 47, varierer dog alt efter hver enkelt sags særlige sammenhæng og relevante omstændigheder ( 15 ). Som Domstolen gentagne gange har fastslået, skal de elementer, der skal tages i betragtning, bl.a. omfatte »arten af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget, samt de retsregler, som gælder på det pågældende område« ( 16 ).

46.

Der findes naturligvis en omfattende retspraksis vedrørende effektivitetsprincippet (som omhandlet i Rewe-dommen), som i det væsentlige er blevet overhalet i det seneste årti af retspraksis vedrørende effektiv domstolsbeskyttelse i henhold til chartrets artikel 47. Denne meget sagsspecifikke retspraksis kan næppe anses for konsekvent.

47.

Den retspraksis, der er blevet udviklet i årenes løb, har et forskelligt indhold ( 17 ). Da denne retspraksis i høj grad afhænger af den enkelte sag, er det ikke muligt at foretage generaliseringer på baggrund heraf. Der findes eksempler på forskellige fremgangsmåder. De strækker sig fra en holdning, der er forholdsvis gunstig for medlemsstaterne, hvor ækvivalens generelt er nok, til kompromisløse opfattelser af effektivitet, hvor en medlemsstat skal gå (langt) ud over det, der normalt er muligt i henhold til dens nationale ret.

48.

I den ene ende af spektret findes de sager, hvor Domstolen har accepteret de pågældende nationale processuelle regler efter at have gjort opfyldelsen af den betingelse, der knytter sig til ækvivalensprincippet, til kernen i sin analyse. I denne henseende er der gået bemærkelsesværdigt let hen over vurderingen af den betingelse, der knytter sig til effektivitetsprincippet ( 18 ). I den forbindelse har Domstolen gjort det klart, at ækvivalensprincippet ikke kan fortolkes således, at medlemsstaterne har pligt til at udvide deres mest gunstige nationale processuelle regler til at omfatte alle søgsmål baseret på EU-retten ( 19 ). Denne »mindre strenge« prøvelsesstandard synes mest at være blevet anvendt i forbindelse med procesretlige begreber og mekanismer, som er fælles for alle medlemsstaternes retsordener, idet de er integreret i ethvert retssystem (f.eks. res judicata, tidsfrister osv.).

49.

I den modsatte ende af spektret findes f.eks. Simmenthal-dommen, San Giorgio-dommen, Factortame-dommen, Cartesio-dommen, Elchinov-dommen eller Klausner-dommen ( 20 ), hvori Domstolen kategorisk har insisteret på en ubøjelig opfattelse af effektivitet. Disse domme vedrørte typisk situationer, hvor en national retsorden ikke havde en bestemt form for retsmiddel, mens den pågældende nationale praksis blev anset for at medføre systemiske hindringer for EU-rettens fulde virkning eller for en hurtig og fuldstændig beskyttelse af de personer, der havde lidt skade i deres rettigheder.

50.

Hvad nærmere bestemt angår den sammenhæng, hvori den foreliggende sag indgår, har Domstolen i øvrigt ligeledes benyttet en temmelig streng fremgangsmåde i flere sager, hvor den problematik, som de forelæggende retter har rejst, vedrører den tidsmæssige virkning af domme, der fastslår, at national ret er uforenelig med EU-retten. I domme som Winner Wetten-dommen, Filipiak-dommen, Gutierrez Naranjo-dommen eller dommen i sagen Association France Nature Environment ( 21 ) fandt Domstolen i det væsentlige, at nationale retter, herunder de øverste nationale domstole eller forfatningsdomstole, ikke har kompetence til at forsinke virkningerne af en afgørelse om, at en national foranstaltning er uforenelig med EU-retten, eller til at oprette en overgangsordning for at udfylde et angiveligt retligt tomrum. Ifølge Domstolen ville enhver sådan afgørelse svare til en tidsmæssig begrænsning af virkningerne af en fortolkning af en EU-retlig regel, hvilket det alene tilkommer Domstolen at efterprøve. På den anden side skal det af hensyn til sammenhængen ligeledes anerkendes, at et vigtigt element, der er fælles for disse sager, er, at de tidligere domme fra Domstolen, der er omhandlet i disse sager, er blevet behørigt respekteret eller endda gennemført.

51.

Endelig finder man mellem disse to yderpunkter sager, hvor Domstolen har indtaget en holdning midt imellem. Domstolen har ofte forsøgt at nå frem til »salomoniske« afgørelser, hvor medlemsstaternes nationale regler anerkendes, samtidig med at deres autonomi med hensyn til anvendelsen af disse retsmidler begrænses. Domme som Fantask-dommen, dommen i sagen Melki og Abdeli, DEB-dommen, og dommen i sagen Lesoochranárske zoskupenie VLK er gode eksempler herpå ( 22 ).

52.

Flere nyere domme fra Domstolen synes at være inspireret af sidstnævnte linje inden for retspraksis. I disse sager krævede Domstolen, at de nationale retter skal anvende deres nationale procesregler fuldt ud med henblik på at nå de mål, der forfølges med de relevante EU-retlige bestemmelser, men kun for så vidt som en sådan fortolkning er i overensstemmelse med legalitetsprincippet uden at tilsidesætte de grundlæggende rettigheder ( 23 ).

53.

Alt i alt spiller »Rewe/Simmenthal-modsætningen« ( 24 ), der trækker i forskellige retninger for så vidt angår på den ene side det krav, der knytter sig til ækvivalensprincippet (eller forbuddet mod forskelsbehandling), og på den anden side det krav, der knytter sig til effektivitetsprincippet, stadig en aktiv rolle i prøvelsen af den nationale procesautonomi. Interne grænser for en ukvalificeret opfattelse af effektivitetsprincippet bliver imidlertid i større og større omfang udtrykkeligt anerkendt som en følge af legalitetsprincippet og beskyttelsen af grundlæggende rettigheder (og måske også en smule sund fornuft) ( 25 ).

54.

Efter min opfattelse fører Unionens principper og den retspraksis, der lige er blevet belyst, til den konklusion, at der ikke kan gives noget generelt, overordnet svar på spørgsmålet om, hvorvidt EU-retten er til hinder for en national lovgivning eller praksis, hvorefter de nationale retter råder over en skønsbeføjelse til at afgøre, om der skal gives medhold i de nedlagte påstande og i givet fald med hvilken virkning til en sagsøger, der har gjort gældende, at myndighederne ikke har gennemført et direktiv korrekt, når søgsmålet er begrundet.

55.

Det afhænger simpelthen af den enkelte sag. Jeg ser ingen grund til, at EU-retten principielt skulle være til hinder for en sådan lovgivning eller praksis. Domstolen har konsekvent fastslået, at hver enkelt sag, hvor der opstår spørgsmål om, hvorvidt en national processuel bestemmelse gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at anvende EU-retten, »skal bedømmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forløb og dens særlige kendetegn, for de forskellige nationale retsinstanser. Under denne synsvinkel skal der i givet fald tages hensyn til de principper, der ligger til grund for den nationale retspleje, bl.a. om retten til forsvar, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmæssig sagsbehandling« ( 26 ).

56.

Det, der således kræves i henhold til EU-retten, er en rimelig sammenhæng mellem rettighederne, overtrædelsen samt arten og omfanget af de retsmidler eller de påstande, der tages til følge, i lyset af en sags faktiske omstændigheder. Hver enkelt sag skal vurderes i sin egen sammenhæng og rækkevidde. Dette krav er efter min opfattelse ikke begrænset til EU-retten, men er uløseligt forbundet med ethvert moderne europæisk retssystem. Jeg mener ikke, at EU-rettens højt respekterede effektive virkning bør påberåbes som et middel til for en national ret, hvor EU-retten potentielt er på spil, de facto at vende tilbage til en bundet, ufleksibel og derfor fuldstændig uforholdsmæssig domsafsigelsesmåde, der minder om den måde, hvorpå man i England bedømte straffesager i det 17. og 18. århundrede.

57.

Jeg mener derfor, at det er Domstolens egen praksis, der faktisk kræver, at de nationale retter ved udøvelsen af deres skønsbeføjelse med hensyn til de nedlagte påstande og påberåbte retsmidler tager hensyn til forhold som dem, den forelæggende ret har anført, nemlig unødig forsinkelse i sagsanlægget, manglende forsøg på at gøre andre og mere passende retsmidler gældende, sagsøgerens manglende oprigtighed, sagsøgerens undladelse af at handle i god tro, skadevirkninger for tredjeparter, og hvor det ikke vil tjene et nyttigt formål at give medhold i de nedlagte påstande. En hensyntagen til disse elementer fratager nemlig ikke i sig selv en sagsøger domstolsbeskyttelse og fratager heller ikke de materielle rettigheder, som en sagsøger søger beskyttet, deres effektive virkning.

58.

Ved at tage hensyn til ovennævnte forhold begrænser den nationale ret sig derimod til blot at udøve sin dømmende funktion, som består i for hver tvist at finde den mest hensigtsmæssige løsning under hensyntagen til den specifikke sammenhæng og alle relevante omstændigheder. Heller ikke her kan princippet om EU-rettens effektivitet og princippet om effektiv domstolsbeskyttelse fortolkes således, at de pålægger de nationale retter nogen form for (meningsløs) automatik.

59.

Ganske vist kan den omstændighed, at de nationale retters skønsbeføjelse ikke kun vedrører formen af de påstande, der tages til følge, men også spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet er hensigtsmæssigt at give medhold i de nedlagte påstande, tyde på, at en borger i det mindste i visse tilfælde fratages enhver form for domstolsbeskyttelse, og at de relevante EU-reglers effektivitet ikke er sikret.

60.

Efter min opfattelse er dette imidlertid ikke en rimelig konklusion. Så vidt jeg ved, findes der nemlig i alle retsordener processuelle principper eller mekanismer, der har til formål at undgå situationer, hvor en vilkårlig og automatisk anvendelse af reglerne fører til et urimeligt eller uforholdsmæssigt resultat eller fører til en løsning, der er uden relevans. I denne henseende kan jeg f.eks. komme i tanke om regler om god retspleje og procesøkonomiske hensyn eller regler om bekæmpelse af misbrug af rettigheder eller processuelle regler samt grundløse eller chikanøse søgsmål. Det er derfor ikke i sig selv ulovligt, at en sagsøger, selv om vedkommende formelt handler inden for sine rettigheder, og vedkommendes påstande er velbegrundede, i ganske særlige tilfælde (og jeg understreger ganske særlige tilfælde) ikke kan få medhold i sine påstande. Endnu engang afhænger spørgsmålet om, hvorvidt dette resultat kan begrundes, af omstændighederne i den enkelte sag og af den sammenhæng, hvori den indgår.

61.

Jeg konkluderer derfor, at en bedømmelse af foreneligheden med EU-retten af en national processuel lovgivning eller praksis som den i hovedsagen omhandlede – uanset om det sker under den (mere strukturerede) betingelse om effektivitet inden for rammerne af princippet om procesautonomi eller i medfør af det (mere personrettighedsorienterede) princip om effektiv domstolsbeskyttelse – normalt skal foretages fra sag til sag. Det afgørende er efter min opfattelse, at den nationale ret i hvert enkelt tilfælde skal have mulighed for at finde et rimeligt (eller forholdsmæssigt) forhold mellem arten og betydningen af den påberåbte rettighed, overtrædelsens grovhed eller omfanget af den lidte skade samt arten af de påberåbte retsmidler eller de nedlagte påstand. Alt dette bør undersøges og vurderes i forbindelse med den pågældende faktiske og retlige situation.

62.

På baggrund af det ovenstående er jeg af den opfattelse, at Domstolen bør besvare den forelæggende rets spørgsmål således, at EU-retten, navnlig princippet om procesautonomi og princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, ikke og slet ikke i sig selv er til hinder for en national lovgivning eller praksis, hvorefter de nationale retter råder over en skønsbeføjelse til at afgøre, om der skal gives medhold i de nedlagte påstande og i givet fald med hvilken virkning til en sagsøger, der har gjort gældende, at myndighederne ikke har gennemført et direktiv korrekt, når søgsmålet er begrundet. Det tilkommer den forelæggende ret at sikre, at der på grundlag af hver enkelt sags faktiske omstændigheder og i den sammenhæng, hvori sagen er indbragt for den, findes et rimeligt forhold mellem arten af de påberåbte rettigheder, overtrædelsens alvor eller det lidte tab og den form for retsmiddel, der påberåbes, og at det på denne baggrund besluttes at give (eller eventuelt ikke at give) sagsøgeren medhold i de nedlagte påstande.

63.

Dette indebærer for tvisten i hovedsagen en vurdering, som den forelæggende ret tydeligvis er bedst egnet til at foretage. Med henblik på at give den forelæggende ret nyttig vejledning vil jeg imidlertid nu fremlægge supplerende betragtninger under hensyntagen til visse særlige omstændigheder i den foreliggende sag.

64.

I hovedsagen påhviler det i det væsentlige den forelæggende ret at efterprøve, om (ingen af, nogle af eller alle) sagsøgerens tre påstande udgør et rimeligt og forholdsmæssigt udfald vedrørende beskyttelsen af de rettigheder, som sagsøgeren har påberåbt sig.

65.

Dette vil naturligvis være tilfældet, såfremt de omhandlede EU-retlige bestemmelser har direkte virkning. For så vidt angår forholdets struktur forholder det sig netop således, at de sagsøgte er offentlige myndigheder, og ifølge fast retspraksis kan borgere påberåbe sig bestemmelserne i et direktiv over for sådanne myndigheder, når staten ikke rettidigt har gennemført dem ( 27 ).

66.

Spørgsmålet om, hvorvidt den eller de omhandlede EU-retlige bestemmelser har direkte virkning, og om, hvilket indhold reglen med direkte virkning har, er imidlertid noget helt andet. Det følger af fast retspraksis, at en EU-retlig bestemmelse har direkte virkning i alle tilfælde, hvor den ud fra et indholdsmæssigt synspunkt er tilstrækkeligt klar, præcis og ubetinget til, at der kan støttes ret herpå over for en modstridende national retsakt, eller for så vidt som den fastlægger rettigheder, som private kan gøre gældende over for staten ( 28 ).

67.

I det foreliggende tilfælde synes den forelæggende ret allerede at have afgjort sagen på et foreløbigt trin, idet den, som sagsøgeren har gjort gældende, har konstateret, at de omhandlede EU-retlige bestemmelser er tilstrækkeligt klare, præcise og ubetingede til, at de har direkte virkning. Den forelæggende ret har ikke anmodet Domstolen om at undersøge dette spørgsmål, og jeg respekterer denne afgørelse, selv om dette spørgsmål er blevet rejst og fremført af Irland med henblik på formaliteten ( 29 ). Jeg vil dog nævne to elementer.

68.

For det første betyder det, at en regel er præcis, som en betingelse for direkte virkning, at indholdet af den forpligtelse, der påhviler medlemsstaten, netop er klart. Anvendelsesområdet for en regel med direkte virkning skal ikke nødvendigvis være ordret sammenfaldende med hele retsakten. Det er således uden tvivl muligt af en større retsakt at udlede en snævrere, mere selvstændig regel, der afspejler en medlemsstats mindsteforpligtelse. Denne regel skal dog være klar og præcis med hensyn til rækkevidde og indhold ( 30 ).

69.

For det andet er det inden for rammerne af en sådan analyse i forhold til en bestemmelse i et direktiv hensigtsmæssigt at erindre, at det forfatningsmæssige udgangspunkt for gennemførelsen af et direktiv er den valgmulighed og autonomi, der tilkommer medlemsstaten, naturligvis under forudsætning af, at selve direktivet ikke er til hinder herfor. Hvis en sådan valgmulighed og en sådan skønsbeføjelse derimod er tillagt ved en forordning, skal dette udtrykkeligt fremgå af forordningens ordlyd. Denne omstændighed kan være særligt relevant i forbindelse med vurderingen af rækkevidden af en given forpligtelse som følge af en ændring af den form for EU-retsakt, der regulerer et område, navnlig som det for nylig har været tilfældet på flere områder af EU-retten ( 31 ), når et retligt instrument inden for et bestemt område ændrer karakter fra et direktiv til en forordning.

70.

Når dette er sagt, er der et andet aspekt, som bør tages i betragtning. Den pågældende rettigheds art er en af de faktorer, der normalt skal tages i betragtning ( 32 ) ved fastlæggelsen af det passende retsmiddel, den berørte person skal sikres. Den pågældende rettigheds art og betydning er nemlig en del af det grundlag, som indgår i den samlede vurdering, og som en national ret skal tage hensyn til ( 33 ). Jeg mener, at dette element fortjener at blive behandlet i den foreliggende sag, hvilket jeg vil gøre for nedenfor.

71.

Som udgangspunkt er der næppe tvivl om, at den sproglige mangfoldighed er særligt værdsat i Den Europæiske Union. I henhold til artikel 3 TEU »respekterer [Unionen] medlemsstaternes rige kulturelle og sproglige mangfoldighed« og »sikrer, at den europæiske kulturarv beskyttes og udvikles«. Med dette formål for øje fremmer Unionen i henhold til artikel 165, stk. 2, TEUF undervisning i og udbredelse af medlemsstaternes sprog.

72.

Respekten for den sproglige mangfoldighed er ligeledes fastslået i chartrets artikel 22. Chartrets artikel 21 forbyder desuden enhver forskelsbehandling på grund af bl.a. sprog.

73.

Desuden har flersprogethed været et centralt princip i Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvilket tidligt blev tydeliggjort med vedtagelsen af forordning nr. 1 i 1958 ( 34 ).

74.

Selv om disse principper og deres værdi netop er af afgørende betydning, er det dog ligeledes blevet anerkendt, at sprogpolitikken indebærer valg, der til tider også er politisk og socialt følsomme. Henset hertil har både EU-lovgiver og Unionens retsinstanser konsekvent valgt en temmelig forsigtig, diplomatisk og pragmatisk tilgang på det sproglige område på EU-plan og også, når dette niveau sandsynligvis vil få konsekvenser på medlemsstatsniveauet.

75.

For så vidt angår Unionens interne funktionsmåde har systemet aldrig været alt for stift. Som udgangspunkt, selv med hensyn til EU’s officielle sprog, er der på det seneste indrømmet undtagelser, især vedrørende irsk ( 35 ) og maltesisk ( 36 ). Hvad der er vigtigere i forbindelse med den foreliggende sag er, at Domstolen konsekvent har afvist tanken om, at EU-retten tilsiger absolut lighed mellem alle officielle sprog ( 37 ). Princippet om lige gyldighed mellem alle sprogversioner eller princippet om forbud mod forskelsbehandling mellem de officielle EU-sprog betyder ikke, at »alle officielle sprog i alle forhold og til alle formål skal være ligestillet« ( 38 ). Differentierede ordninger på EU-plan er således tilladt, forudsat at der er tilstrækkelig begrundelse herfor.

76.

Endvidere har Unionens retsinstanser, når de er blevet anmodet om at anerkende og bevare de sprogrettigheder, der følger af EU-retten, bestræbt sig på at sikre, at de berørte personer var beskyttet ( 39 ), samtidig med at de kompetente (EU eller nationale) myndigheder blev overladt et vist råderum.

77.

Domstolen fastslog f.eks. i Skoma-Lux-dommen, at en (på daværende tidspunkt) fællesskabsforordning, som ikke var blevet offentliggjort på en medlemsstats officielle sprog, ikke kunne gøres gældende over for en borger med bopæl i den pågældende medlemsstat ( 40 ). Domstolen afstod imidlertid fra at drage mere betydningsfulde konsekvenser af den manglende offentliggørelse med hensyn til retsaktens gyldighed eller anvendelighed. EU-retsakter, der ikke var offentliggjort på en medlemsstats (eneste) sprog, var således stadig gældende ret i den pågældende medlemsstat. Det var blot ikke muligt at pålægge borgerne nogen forpligtelser på grundlag af disse retsakter ( 41 ).

78.

Denne tendens er formentlig endnu mere indlysende, når Domstolen står over for nationale foranstaltninger, som afspejler nationale politiske valg. I denne henseende må man ikke se bort fra, at sprogpolitikken på nationalt plan stort set henhører under medlemsstaternes kompetence. I henhold til artikel 6 TEUF har Unionen således kun kompetence til at gennemføre tiltag til at støtte, koordinere eller supplere medlemsstaternes tiltag på området for kultur og uddannelse. Sprogpolitikken afspejler nemlig de enkelte landes historie, kultur, traditioner og samfund.

79.

Unionens retsinstanser har således været tilbageholdende med at gribe for meget ind over for de nationale valg eller med at pålægge medlemsstaterne en omfattende forpligtelse. For eksempel fastslog Domstolen i UTECA-dommen, at national lovgivning, der krævede, at TV-selskaber skulle afsætte en bestemt procentdel af deres driftsindtægter til præfinansiering af europæiske spille- og TV-film, hvis originalsprog var et af de officielle sprog i den pågældende medlemsstat, var forenelig med EU-retten ( 42 ). I Runevič-Vardyn-dommen fastslog Domstolen, at EU-retten ikke var til hinder for nationale myndigheders afvisning af at ændre de berørte personers for- og efternavne som angivet på fødsels- og vielsesattesterne med den begrundelse, at fysiske personers for- og efternavne skal angives på disse dokumenter på en måde, der følger det officielle nationale sprogs stavemåde ( 43 ). Mere overordnet har Domstolen konsekvent fastslået, at formålet om at beskytte og fremme et eller flere officielle sprog i en medlemsstat kan begrunde undtagelser fra bestemmelserne om fri bevægelighed, og har kun erklæret nationale foranstaltninger, der er vedtaget med henblik på dette formål, uforenelige med EU-retten, når den fandt, at de var uforholdsmæssige i forhold til dette mål ( 44 ).

80.

Jeg drager to konklusioner af de ovennævnte eksempler på retspraksis. For det første, selv om der ikke er nogen tvivl om, at sprogrettighederne er af meget stor betydning i Unionen, og borgerne med sikkerhed har ret til at opnå beskyttelse mod enhver krænkelse af disse rettigheder, er der ingen automatiske konsekvenser af en eventuel tilsidesættelse af disse rettigheder. I denne henseende har Unionens retsinstanser generelt foretrukket en afbalanceret og nuanceret tilgang, hvor de særlige omstændigheder i hver enkelt sag er blevet behørigt undersøgt og afvejet i forhold til hinanden for at nå frem til et retfærdigt (og ikke forstyrrende) resultat.

81.

For det andet er denne tilgang ikke kun blevet indført for så vidt angår brugen af sprog i forhold til specifikke sektor- eller områdeafhængige regler (såsom de eksempler, der er nævnt ovenfor i retspraksis om fri bevægelighed), men også for så vidt angår forfatningsmæssige valg. Med andre ord, selv om strukturelle eller forfatningsmæssige sager viser en rimelig fleksibilitet og ikke noget automatisk udfald for så vidt angår resultaterne, ville det være ret overraskende, hvis der blev insisteret på, at en mindre ordning i den afledte ret på et specifikt lovgivningsområde pludselig kunne give anledning til en absolut sprogrettighed.

82.

På baggrund heraf vil jeg nu behandle andre variabler i ligningen for den forelæggende ret. Rent metaforisk kan følgende spørgsmål stilles: Hvis den ene vægtskål indeholder en potentiel krænkelse af en sprogrettighed som den, der følger af de omhandlede EU-retlige bestemmelser, hvilken type retsmiddel bør den nationale ret da anbringe i den anden vægtskål for at nå frem til en afbalanceret løsning i hovedsagen?

83.

Som udgangspunkt må jeg understrege, at den foreliggende sag ikke vedrører de betingelser, hvorunder EU-retten kræver, at den nationale lovgivning skal fastsætte nye retsmidler for at udfylde et retligt tomrum i domstolsbeskyttelsen ( 45 ), i modsætning til, hvad den polske regering har gjort gældende ( 46 ). Den foreliggende sag vedrører kun den måde, hvorpå eksisterende retsmidler, der allerede er tilgængelige i en medlemsstats retsorden, skal anvendes, når sagen for den nationale ret vedrører rettigheder, der er baseret på EU-retten. Det er således ufornødent at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt, og i givet fald hvornår, en medlemsstat i henhold til EU-retten kan være forpligtet til at indføre et retsmiddel, der gør det muligt for den nationale ret at træffe afgørelser, der – som et påbud eller et dekret – tvinger de kompetente (lovgivende eller administrative) myndigheder til at ændre national ret uden videre.

84.

Det spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet, er anderledes. Den forelæggende ret har anført, at der i national ret findes en række regler, der foreskriver et retsmiddel i det konkrete tilfælde. Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt dette regelsæt kan anvendes og anvendes på nøjagtig samme måde, som hvis sagsøgerens påstande ikke var baseret på national ret, men på EU-retten. Den forelæggende ret er usikker på, om dette regelsæt skal tilsidesættes »med henvisning til« den effektive håndhævelse af EU-retten eller den effektive retsbeskyttelse af borgerne.

85.

Når dette er sagt, behøver det næppe at blive påpeget, at den forelæggende ret i hovedsagen ikke kan garantere, at sagsøgerens materielle rettigheder fuldt ud og umiddelbart tilgodeses ved en kombination af undladelse af at anvende national ret og direkte anvendelse af EU-retten. Den forelæggende ret kan ikke pålægge lægemiddelvirksomhederne at overholde den forpligtelse, der følger af artikel 58, stk. 4, artikel 59, stk. 3, og artikel 61, stk. 1, i direktiv 2001/82. Disse selskaber er ikke sagsøgt i hovedsagen.

86.

Desuden ville det være meget usandsynligt, at sagsøgeren ville få medhold i et sådant søgsmål mod dem, eftersom Domstolen konsekvent har udelukket muligheden for, at direktiver, der ikke er gennemført, kan have horisontal direkte virkning, således at de kan påberåbes over for borgerne ( 47 ). I den nyere Popławski-dom har Domstolen gentaget, at »selv en klar, præcis og ubetinget direktivbestemmelse ikke giver den nationale ret adgang til at undlade at anvende en modstridende bestemmelse i national ret, hvis der herved vil blive pålagt en borger yderligere forpligtelser« ( 48 ).

87.

Enhver form for beskyttelse af sagsøgerens rettigheder i hovedsagen er således nødvendigvis indirekte og tidsmæssigt forskudt. Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at det fastslås, at den omhandlede nationale lovgivning er uforenelig med bestemmelserne i direktiv 2001/82, således at de skal ændres af de kompetente nationale myndigheder. Jeg forstår, at det først er på dette tidspunkt og som følge af den deraf følgende ændring af de nationale bestemmelser, at lægemiddelvirksomhederne eventuelt kan forpligtes til at overholde de nye regler for fremtiden.

88.

Hvilke retsmidler og nærmere bestemt med hvilken virkning kan den nationale ret give medhold i de nedlagte påstande i lyset af det ovenstående?

89.

På den ene side, af de grunde, der er redegjort for i punkt 71-82 i dette forslag til afgørelse, har den hævdede overtrædelses art og alvor samt følgerne heraf sandsynligvis ikke en sådan karakter, at det er nødvendigt at give medhold i de nedlagte påstande i meget vidt omfang. Den forelæggende ret kan derfor meget vel nå til den konklusion, at det ville være uforholdsmæssigt at give sagsøgeren i hovedsagen medhold i alle tre påstande samtidig. Navnlig synes sagsøgerens påstand om, at den forelæggende ret skal fastslå, at de irske myndigheder skal ændre national ret for at sikre en korrekt gennemførelse af bestemmelserne i afsnit V i direktiv 2001/82, måske også henset til princippet om magtens deling ( 49 ), at gå videre end det, der er nødvendigt for at sikre beskyttelse af sagsøgerens rettigheder.

90.

På den anden side, såfremt sagsøgerens påstande viser sig at være begrundede, hvilket det dog tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, kan jeg imidlertid ikke se, hvorledes sagens udfald kan anses for at være retfærdigt og forholdsmæssigt, hvis sagsøgeren går helt tomhændet ud af retssalen.

91.

Retten til effektive retsmidler må nødvendigvis indebære, at den kompetente ret i princippet skal behandle den relevante påstands realitet og give medhold i passende omfang ( 50 ), og at der sikres behørig fuldbyrdelse heraf ( 51 ). Retten til adgang til en dommer ville blive meningsløs, hvis den part, der vinder sagen, ikke får nogen form for oprejsning for en krænkelse af vedkommendes rettigheder, selvfølgelig såfremt der ikke er særlige omstændigheder, der taler for dette.

92.

Er der sådanne særlige omstændigheder i den foreliggende sag?

93.

I den foreliggende sag har de irske myndigheder påberåbt sig to hovedgrunde til at afslå på nogen måde at give medhold i den nedlagte påstande. Den første vedrører retsplejehensyn og procesøkonomiske hensyn: Det vil ikke tjene noget nyttigt formål at give medhold i de nedlagte påstande, eftersom sagsøgeren forstår oplysningerne på engelsk. Desuden træder en ny EU-regel, der er forenelig med de nuværende bestemmelser i national ret, snart i kraft. Den anden vedrører en eventuel skadevirkning for tredjeparter, nemlig risikoen for, at producenter og distributører af veterinærlægemidler midlertidigt forlader det irske marked for at undgå yderligere omkostninger og således forårsager skade på dyresundheden.

94.

Jeg er i princippet enig med Irland i, at retsplejehensyn og procesøkonomiske hensyn ( 52 ) og/eller behovet for at undgå risikoen for mangel på veterinærlægemidler ( 53 ) i sig selv og i almindelighed er interesser, der fortjener beskyttelse. Den nationale ret kan således som sådan tage hensyn hertil ved udøvelsen af sin skønsbeføjelse. Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret at efterprøve, om den faktiske anvendelse under de foreliggende omstændigheder af den forelæggende rets skønsbeføjelse til at afslå på nogen måde at give medhold ville bidrage meningsfuldt til at beskytte disse interesser og under alle omstændigheder ikke ville gå videre end, hvad der er nødvendigt med henblik herpå.

95.

Eftersom der på nuværende tidspunkt stadig er over et år til, at den nye EU-forordning træder i kraft, er det vanskeligt at opfatte denne periode som helt ubetydelig. Jeg erindrer endvidere igen om, at EU-bestemmelserne skal have fuld virkning »fra deres ikrafttræden og under hele deres gyldighedsperiode« ( 54 ). Sagsøgeren forstår måske ganske vist oplysningerne på engelsk. Dette kan måske anses for et element, der viser, at overtrædelsen er mindre alvorlig, og at det i mindre grad haster med at træffe afgørelse med hensyn til de nedlagte påstande. Jeg er derimod mere i tvivl om, hvorvidt dette element kan anses for (den eneste) grund til at afslå på nogen måde at beskytte sagsøgerens rettigheder, når dette element overhovedet ikke indebærer spørgsmål med hensyn til sagsøgerens søgsmålskompetence, og sagen nu bedømmes på sin realitet.

96.

Endvidere er de angivne negative konsekvenser for tredjeparter og staten hverken umiddelbare eller en automatisk følge af en afgørelse truffet af den forelæggende ret inden for rammerne af den foreliggende sag. I henhold til princippet om EU-rettens forrang skal en national ret løse en konflikt mellem en bestemmelse i national lovgivning og en direkte anvendelig EU-retlig bestemmelse ved at anvende sidstnævnte og om nødvendigt undlade at anvende den modstående nationale bestemmelse. Denne udtalelse fra Domstolen blev imidlertid formuleret og gentaget ( 55 ) i forbindelse med en retslig procedure, nemlig en inter partes-procedure, hvis løsning normalt er bindende for tvistens parter. Det er imidlertid ikke blevet præciseret, at en retslig konflikt i henhold til EU-retten skal løses ved, at den nationale bestemmelse erklæres ugyldig eller ikkeeksisterende ( 56 ). De nationale retters kompetence henhører nemlig under hver enkelt medlemsstats kompetence. Direkte virkning og forrang kræver ikke, at de omhandlede retsafgørelser har nogen form for virkning erga omnes ( 57 ).

97.

På baggrund af det ovenstående – under forudsætning af, at den forelæggende rets vurdering med hensyn til fortolkningen af de omhandlede EU-retlige bestemmelser er korrekt – spørger jeg mig selv, om ikke den mest passende løsning vil være at give medhold ved blot at fastslå, at de omhandlede nationale bestemmelser ikke har gennemført direktiv 2001/82 korrekt. På den ene side konstateres det, at sagsøgeren har påberåbt sig en eventuel overtrædelse, og sagsøgeren opnår en vis moralsk oprejsning ( 58 ), og samtidig åbner denne løsning mulighed for, at sagsøgeren kan kræve erstatning for eventuel skade, såfremt betingelserne for, at staten kan ifalde ansvar, er opfyldt ( 59 ). På den anden side er denne form for oprejsning ret begrænset med hensyn til anvendelsesområde og virkninger, navnlig over for tredjeparter, og mindre indgribende over for de irske lovgivende og administrative myndigheder.

98.

Som det gentagne gange er nævnt i hele dette forslag til afgørelse, tilkommer det imidlertid den forelæggende ret at vurdere og afveje alle disse forhold. Alle de punkter, der drøftes i dette afsnit, har blot til formål at bekræfte, at der findes en række mulige løsninger. Når alt kommer til alt, er essensen i dette forslag til afgørelse efter min opfattelse blot, at EU-retten, selv om der er tale om rettigheder, der er baseret på EU-retten, ikke udelukker den skønsbeføjelse, som en national ret normalt har med hensyn til at finde frem til en passende og forholdsmæssig løsning i den konkrete sag, herunder valget af, hvorledes der skal gives medhold i de nedlagte påstande, naturligvis under forudsætning af, at søgsmålet er begrundet i realiteten.

99.

Jeg foreslår, at Domstolen besvarer det af Ard-Chúirt (ret i første instans, Irland) forelagte præjudicielle spørgsmål således: