FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

N. WAHL

fremsat den 27. april 2017 ( 1 )

Sag C-186/16

Ruxandra Paula Andriciuc m.fl.

mod

Banca Românească SA

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Oradea (appeldomstolen i Oradea, Rumænien))

»Præjudiciel forelæggelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13/EØF – artikel 3, stk. 1, og artikel 4, stk. 2 – kreditaftaler optaget i udenlandsk valuta – vilkår, der er unddraget vurderingen af, om et kontraktvilkår er urimeligt – kontraktvilkår om definition af kontraktens hovedgenstand eller om prisens overensstemmelse, der er affattet klart og forståeligt – tidspunkt for vurdering af, om der foreligger en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser som følge af kontrakten – omfang og niveau af oplysninger, som banken skal levere«

1. 

I den foreliggende sag ønsker Curtea de Apel Oradea (appeldomstolen i Oradea, Rumænien) (herefter »den forelæggende ret«) oplyst, hvordan artikel 3, stk. 1, og artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13/EØF ( 2 ) skal fortolkes, i en tvist mellem en bank og flere private låntagere. Denne tvist er opstået som følge af krav om annullation af visse kontraktvilkår, der angiveligt er urimelige, i forbrugerkreditaftaler optaget i udenlandsk valuta, navnlig kontraktvilkårene om »valutarisiko« og forpligtelsen til at tilbagebetale lånet i den udenlandske valuta, som det er optaget i.

2. 

Mens Domstolen allerede har haft lejlighed til i et vist omfang at tydeliggøre fortolkningen af bestemmelserne i direktiv 93/13 i forbindelse med kreditaftaler optaget i udenlandsk valuta, anmodes den med den foreliggende anmodning om en præjudiciel afgørelse om yderligere præciseringer, for det første om tidspunktet for vurdering af, om der foreligger en »betydelig skævhed« til skade for forbrugeren i henhold til nævnte direktivs artikel 3, stk. 1, og for det andet om anvendelsesområdet for nævnte direktivs artikel 4, stk. 2, der navnlig udelukker vilkår om definition af en aftales »hovedgenstand« fra vurderingen af, om kontraktvilkårene er urimelige. Sagen giver mere grundlæggende Domstolen lejlighed til at udtale sig om selve overensstemmelsen af anvendelsen af lån optaget i udenlandsk valuta ( 3 ) i en særligt usikker sammenhæng ( 4 ).

Retsforskrifter

EU-retten

3.

Artikel 1 i direktiv 93/13 bestemmer:

»1.   Formålet med dette direktiv er indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem erhvervsdrivende og forbrugere.

2.   Kontraktvilkår, som afspejler love eller bindende administrative bestemmelser samt bestemmelser eller principper i internationale konventioner, som medlemsstaterne eller Fællesskabet er part i, bl.a. på transportområdet, er ikke underlagt dette direktivs bestemmelser.«

4.

Det fremgår af nævnte direktivs artikel 3, stk. 1, at »[e]t kontraktvilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling, anses for urimeligt, hvis det til trods for kravene om god tro bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren«.

5.

Artikel 4 i direktiv 93/13 er affattet således.

»1.   Det vurderes, om et kontraktvilkår er urimeligt, under hensyn til, hvilken type varer eller tjenesteydelser aftalen omfatter, og ved på tidspunktet for aftalens indgåelse at tage hensyn til alle omstændighederne i forbindelse med dens indgåelse samt til alle andre vilkår i aftalen eller i en anden aftale, som hænger sammen med denne, jf. dog artikel 7.

2.   Vurderingen af, om kontraktvilkårene er urimelige, omfatter hverken definitionen af aftalens hovedgenstand eller overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor, for så vidt disse vilkår er affattet klart og forståeligt.«

6.

Direktivets artikel 5 bestemmer:

»I de aftaler, hvor alle eller nogle af de vilkår, der tilbydes forbrugeren, er i skriftlig form, skal disse vilkår altid være udarbejdet på en klar og forståelig måde […]«

Rumænsk ret

Lov nr. 193/2000

7.

Legea nr. 193/2000 privind clauzele abuzive din contractele încheiate între comercianţi şi consumatori (lov nr. 193/2000 om urimelige vilkår i kontrakter indgået mellem erhvervsdrivende og forbrugere) af 10. november 2000, som ændret ( 5 ) (herefter »lov nr. 193/2000«), har til formål at gennemføre direktiv 93/13 i national ret.

8.

Lovens artikel 4 bestemmer:

»1.   Et kontraktvilkår, der ikke er blevet direkte forhandlet med forbrugeren, anses for at være urimeligt, hvis det isoleret set eller i sammenhæng med andre kontraktvilkår i strid med kravene om god tro bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren.

[…]

6.   Vurderingen af, om kontraktvilkårene er urimelige, omfatter hverken definitionen af aftalens hovedgenstand eller evnen til at opfylde pris- og betalingskravene eller de produkter og tjenester, der tilbydes som modydelse, for så vidt som disse vilkår er affattet på et letforståeligt sprog.«

9.

Punkt 1, litra p), i bilaget til lov nr. 193/2000 bestemmer, at kontraktvilkår, der bestemmer, at »prisen på varerne fastsættes på tidspunktet for leveringen eller [giver] sælgeren af varerne eller leverandøren af tjenesteydelserne [ret til] at hæve sine priser, uden at forbrugeren i de to tilfælde har en tilsvarende ret til at opsige aftalen, hvis den endelige pris er for høj i forhold til den pris, der blev aftalt ved aftalens indgåelse«, erklæres for urimelige. Det præciseres, at »[b]estemmelserne i dette punkt er ikke til hinder for lovformelige prisreguleringsklausuler, såfremt retningslinjerne for prissvingningerne er udførligt beskrevet i kontrakten«.

10.

Punkt 2 i nævnte bilag bestemmer:

»Bestemmelserne i punkt 1, litra a), p) og t), finder ikke anvendelse på:

a)

forretninger i forbindelse med værdipapirer, finansielle instrumenter og andre varer eller tjenesteydelser, hvis pris er bundet til svingninger i en kurs, et børsindeks eller en finansmarkedsrente, som den erhvervsdrivende ikke har indflydelse på

b)

købs- eller salgsaftaler i valuta, rejsechecks eller internationale postanvisninger i valuta eller andre internationale betalingsinstrumenter.«

11.

Den forelæggende ret har anført, at artikel 4, stk. 6, og punkt 2 i nævnte bilag blev indført med lov nr. 363/2007, der trådte i kraft den 31. december 2007, og at punkt 1, litra p), i bilaget inden ikrafttrædelsen af lov nr. 363/2007 havde følgende ordlyd:

»Kontraktvilkår, der gør det muligt at bestemme prisen på tidspunktet for levering eller [at] hæve prisen på tidspunktet for leveringen i forhold til den pris, der blev aftalt ved indgåelsen af aftalen, betragtes som urimelige, såfremt forbrugeren ikke har ret til at opsige aftalen, når denne mener, at prisen er for høj i forhold til det oprindeligt aftalte.«

Den civile lovbog

12.

Den civile lovbogs artikel 1578 i den udgave, der var gældende på datoen for indgåelse af aftalerne, bestemte følgende:

»Den forpligtelse, som følger af et lån, begrænser sig altid til den sum, der fremgår af aftalen.

Hvis valutakurserne stiger eller falder inden betalingsfristens udløb, skal debitoren tilbagebetale lånebeløbet og har kun pligt til at tilbagebetale det i den valuta, som anvendes på tidspunktet for betaling.«

13.

Den civile lovbogs artikel 970 i den udgave, der var gældende på datoen for indgåelse af aftalerne, bestemte følgende:

»Aftalerne skal gennemføres i god tro.

Af aftalerne følger ikke blot de deri udtrykkeligt fastlagte forpligtelser, men også alle de konsekvenser, der som følge af deres natur er obligatoriske ifølge rimelighed, sædvane eller lov.«

Lov nr. 190/1999

14.

Artikel 8 i lov nr. 190/1999 om realkreditlån (herefter »lov nr. 190/1999«) i den udgave, der var gældende på datoen for indgåelse af de pågældende aftaler, bestemte:

»Inden underskrivelsen af realkreditaftalen giver det godkendte institut låntageren et skriftligt tilbud indeholdende alle aftalevilkårene og tilbuddets gyldighedsperiode, der skal være mindst ti dage at regne fra den potentielle låntagers modtagelse af tilbuddet.«

15.

Artikel 14, stk. 1, i lov nr. 190/1999 er affattet således:

»I realkreditaftalen kan lånebeløbet angives i lei eller i en konvertibel valuta og udbetales til låntageren i form af en eller flere rater.«

Forordning nr. 3

16.

Den forelæggende ret har anført, at artikel 4 i Banca Naţională a Romaniei’s (den rumænske nationalbank, herefter »BNR«) forordning nr. 3 af 12. marts 2007 om begrænsning af kreditrisikoen ved udlån til fysiske personer trådte i kraft den 22. august 2008 og bestemmer:

»Långiverne har pligt til i forfaldsplanerne angående kreditaftalerne eller – såfremt der ikke udarbejdes forfaldsplaner – i en separat post i kreditaftalerne at oplyse kunderne om muligheden for at ændre, og navnlig hæve, det skyldige beløb, såfremt valutarisikoen eller renterisikoen bliver virkelighed, eller såfremt kreditomkostningerne øges som følge af provisioner eller andre forvaltningsudgifter vedrørende lånet, som fremgår af aftalen.«

Tvisten i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne ved Domstolen

17.

Det fremgår af den forelæggende rets redegørelse for de faktiske omstændigheder, at Ruxandra Paula Andriciuc og 68 andre personer (herefter »låntagerne«) i perioden mellem april 2007 og oktober 2008 indgik kreditaftaler i schweizerfranc med Banca Românească SA (herefter »banken«) med henblik på erhvervelse af fast ejendom, refinansiering af andre lån eller forbrug.

18.

I henhold til artikel 1, stk. 2, i den aftale, som de enkelte låntagere underskrev, skulle de tilbagebetale lånene i månedlige afdrag i schweizerfranc. I aftalens artikel 8, stk. 2, bestemte kontrakten, at »[a]lle betalinger, som låntageren foretager med henblik på tilbagebetaling af lånet, skal ske i den valuta, som lånet er optaget i«. Endvidere indeholdt nævnte aftales artikel 9.1, og artikel 10.3.9 to bestemmelser, der, når de månedlige afdrag forfaldt, eller hvis låntageren ikke levede op til sine forpligtelser i henhold til aftalen, gav banken mulighed for at debitere låntagerens konto, og om nødvendigt foretage enhver konvertering af de tilgængelige midler på låntagerens konto til aftalens valuta med den vekselkurs, som banken anvendte på datoen for den pågældende transaktion. I medfør af disse bestemmelser påhviler det udelukkende låntageren at betale enhver forskel i vekselkursen.

19.

Ifølge låntagerne var banken i stand til at forudse udviklingen og udsvingene i vekselkursen for schweizerfranc. De har gjort gældende, at banken ved ikke at informere dem på en transparent måde om disse udsving har handlet i strid med sine forpligtelser til at informere, advare og rådgive samt sin forpligtelse til at affatte aftalevilkårene klart og forståeligt, således at låntageren kan forstå omfanget af sine forpligtelser i henhold til den indgåede aftale.

20.

Låntagerne var af den opfattelse, at vilkårene om tilbagebetaling af lånet i schweizerfranc og om, at låntagerne skulle bære kursrisikoen, var urimelige, og de anlagde derfor sag ved Tribunalul Bihor (ret i første instans i Bihor, Rumænien) den 2. april 2014, navnlig med påstand om, at de pågældende kontraktvilkår blev erklæret ugyldige, og at banken for hver kreditaftale blev pålagt at udarbejde en ny forfaldsplan for tilbagebetaling, idet lånet blev konverteret til rumænske lei til den kurs, der var gældende på tidspunktet for indgåelsen af kreditaftalen.

21.

Ved dom nr. 280/COM af 30. april 2015 forkastede Tribunalul Bihor (retten i første instans i Bihor) søgsmålet.

22.

Låntagerne appellerede denne dom til den forelæggende ret, der nærer tvivl om fortolkningen af visse bestemmelser i direktiv 93/13 og derfor har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)

Skal artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 fortolkes således, at den betydelige skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen skal vurderes med nøje henvisning til tidspunktet for aftalens indgåelse, eller kan skævheden også omfatte det tilfælde, hvor forbrugerens ydelse under opfyldelse af en aftale med løbende eller periodisk ydelse er blevet urimeligt byrdefuld i forhold til tidspunktet for aftalens indgåelse som følge af markante ændringer i vekselkursen?

2)

Indebærer kravet om, at et kontraktvilkår skal være affattet klart og forståeligt i henhold til artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13, at det pågældende kontraktvilkår kun skal omfatte de grunde, der har ført til indførelsen af det pågældende vilkår i aftalen, og dets mekanisme, eller skal det også omfatte alle de mulige konsekvenser, i forhold til hvilke den pris, som forbrugeren betaler, kan variere, eksempelvis valutarisikoen, og kan det i lyset af direktiv 93/13/EØF antages, at bankens pligt til at oplyse kunden i forbindelse med ydelse af lånet udelukkende vedrører kreditvilkårene, dvs. renter, provisioner, garantier, som stilles af låntageren, og således ikke omfatter oplysning om den mulige op- eller nedskrivning af en udenlandsk valuta?

3)

Skal artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13/EØF fortolkes således, at udtrykkene »aftalens hovedgenstand« og »overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor« omfatter et vilkår, der er integreret i en kreditaftale optaget i udenlandsk valuta, der er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, og som ikke har været genstand for individuel forhandling, i kraft af hvilket lånet skal tilbagebetales i samme valuta?«

23.

Låntagerne, banken, den rumænske og den polske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

24.

Låntagerne, banken, den rumænske regering og Kommissionen deltog i retsmødet den 9. februar 2017.

Analyse

25.

Inden jeg går over til at undersøge den forelæggende rets spørgsmål hver for sig, har jeg først et par bemærkninger til denne forelæggelses formalitet, som banken har sat spørgsmålstegn ved.

26.

Banken har således givet udtryk for tvivl om, hvorvidt de forelagte spørgsmål kan antages til realitetsbehandling. Den er af den opfattelse, at de præjudicielle spørgsmål hverken var nødvendige – henset til den allerede eksisterende retspraksis på området – eller relevante – henset til karakteren af tvisten i hovedsagen. Den præjudicielle forelæggelse har i realiteten til formål at opnå en individuel løsning med henblik på den konkrete afgørelse af tvisten i hovedsagen.

27.

Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at bemærke, dels at anmodninger om præjudiciel afgørelse forudsættes at være relevante, dels at det ikke fremgår klart, at de forelagte spørgsmål i den foreliggende sag ikke er nyttige for den forelæggende ret, der bedst kan bedømme, om den præjudicielle forelæggelse er hensigtsmæssig ( 6 ).

28.

Det står i denne forbindelse fast, at Domstolen kun kan afvise en anmodning om præjudiciel afgørelse fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål ( 7 ).

29.

Hvad dernæst angår indholdet af de forelagte spørgsmål i den foreliggende sag vedrører de for det første den måde, hvorpå udviklingen efter indgåelsen af aftalen skal fortolkes i henhold til direktiv 93/13, for det andet vurderingen af, om kontraktvilkårene er affattet klart og forståeligt i en sådan sammenhæng, og for det tredje definitionen af »kontraktens hovedgenstand« eller »prisens overensstemmelse« i henhold til nævnte direktivs artikel 4, stk. 2.

30.

Som den rumænske regering har foreslået, er jeg af den opfattelse, at disse spørgsmål skal besvares i omvendt rækkefølge. Spørgsmålet om, hvorvidt artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13, hvorefter visse kontraktvilkår ikke er omfattet af vurderingen af, om kontraktvilkårene er urimelige, og spørgsmålet om, hvorvidt de pågældende vilkår er affattet »klart og forståeligt«, skal besvares, inden der foretages nogen vurdering af, om disse vilkår er urimelige ( 8 ).

31.

Det skal i denne forbindelse fastslås, at selv om det i denne henseende alene påhviler den forelæggende ret at udtale sig om, hvorledes disse vilkår skal kvalificeres i lyset af de faktiske omstændigheder i det konkrete tilfælde, er Domstolen ikke desto mindre i henhold til bestemmelserne i direktiv 93/13, i denne sag nærmere bestemt artikel 3, stk. 1, og artikel 4, stk. 2, kompetent til at fastlægge de kriterier, som den nationale retsinstans kan eller skal anvende ved undersøgelsen af kontraktvilkår i lyset af disse bestemmelser ( 9 ).

Om det tredje spørgsmål: anvendeligheden af artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13

32.

Med sit tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om et aftalevilkår, hvorefter et lån skal tilbagebetales i den samme valuta, som det er optaget i – og som ifølge låntagerne således pålægger forbrugeren at bære »kursrisikoen« – er omfattet af artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13.

33.

Jeg vil først fremsætte nogle indledende bemærkninger om rækkevidden af denne bestemmelse i lyset af retspraksis, og dernæst vil jeg gå over til at undersøge låneaftaler som dem, der er tale om i hovedsagen.

Indledende bemærkninger om rækkevidden af artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13

34.

I henhold til artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 omfatter vurderingen af, om kontraktvilkårene er urimelige, hverken »aftalens hovedgenstand« eller »overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor«. Denne bestemmelse er baseret på tanken om, at kernen i kontraktforholdet (essentialia negotii) i princippet ikke må påvirkes af eksterne indgreb ( 10 ), særlig en rets indgreb.

35.

Domstolen har i sin nyeste retspraksis haft lejlighed til i flere tilfælde at tydeliggøre denne bestemmelses rækkevidde og de kriterier, som en national ret kan eller skal lægge til grund ved bedømmelsen af kontraktvilkår.

36.

Den har først og fremmest fastslået, at artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 nødvendigvis skal fortolkes strengt, eftersom den foreskriver en undtagelse til den ordning med indholdsmæssig kontrol med urimelige kontraktvilkår, som er gennemført med direktiv 93/13 ( 11 ).

37.

Dernæst har den understreget, at udtrykkene i artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning, som skal søges under hensyntagen til bestemmelsens kontekst og formålet med den pågældende ordning ( 12 ).

38.

For det første har den vedrørende udtrykket »aftalens hovedgenstand« henvist til de vilkår, der fastlægger aftalens hovedydelser, og som dermed er kendetegnende for aftalen. De vilkår, som derimod er underordnede i forhold til dem, der definerer selve aftaleforholdets natur, kan således ikke være omfattet af begrebet »aftalens hovedgenstand«. Det er vigtigt at understrege, at der med henblik på at sondre mellem det, der er »væsentligt«, og det, der er »underordnet«, i en given aftale, skal tages hensyn til kreditaftalens art, almindelige opbygning og bestemmelser samt til den juridiske og faktuelle sammenhæng ( 13 ).

39.

For det andet har den præciseret, at vilkår vedrørende pris og modydelse har en begrænset rækkevidde, eftersom de ikke vedrører overensstemmelsen mellem pris og modydelse. Eftersom der ikke findes nogen skala eller noget kriterium, som retten kan lægge til grund for sin bedømmelse, kan udelukkelsen af bedømmelsen af den urimelige karakter ikke finde anvendelse ( 14 ).

Vedrører kontraktvilkår med krav om tilbagebetaling af et lån i en bestemt valuta aftalens hovedgenstand eller overensstemmelsen mellem pris og modydelse?

40.

I den foreliggende sag skal det afgøres, om et vilkår i en kreditaftale indgået i en udenlandsk valuta mellem en erhvervsdrivende og en forbruger uden at have været genstand for en individuel forhandling, og hvorefter lånet skal tilbagebetales i den samme valuta, er omfattet af en af de to udelukkelsesgrunde i artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13.

41.

Henset til den begrænsede rækkevidde af udelukkelsen vedrørende vilkår om pris og modydelse, der er gengivet i punkt 39 ovenfor, er det efter min opfattelse udelukket, at bestemmelsen om tilbagebetaling af lånet i den valuta, hvori det er optaget, kan vedrøre den anden udelukkelsesgrund.

42.

Jeg er derimod af den opfattelse, at denne bestemmelse vedrører aftalens hovedgenstand. Jeg er således af den opfattelse, at bestemmelsen om, at et lån skal tilbagebetales i den valuta, hvori det er optaget, udgør et væsentligt element i låntagerens ydelse, der består i at tilbagebetale det beløb, som långiveren har stillet til dennes rådighed.

43.

Generelt skal det understreges, at bankens væsentlige ydelse i kreditaftaler består i at stille det lånte beløb til rådighed, mens låntageres væsentlige ydelse består i at tilbagebetale hovedstolen med renter (der udgør prisen for lånet). Disse ydelser er imidlertid uløseligt forbundet med den valuta, som lånet er optaget i, og det kan ikke antages, at det blot de opgjorte beløb, der kan anses for at være omfattet af aftalens hovedgenstand uden hensyntagen til referencevalutaen ( 15 ).

44.

Den omstændighed, at et lån skal tilbagebetales i en bestemt valuta, udgør tydeligvis en af søjlerne i en låneaftale, særlig i forbindelse med lån optaget i en udenlandsk valuta. Med en kreditaftale forpligter långiveren sig hovedsageligt til at stille et bestemt beløb til rådighed for låntageren. Låntageren forpligter sig hovedsageligt til at tilbagebetale beløbet, normalt med renter, i henhold til en forfaldsplan. Disse væsentlige ydelser vedrører således et beløb, der nødvendigvis skal defineres i forhold til en præcis værdimålestok, nemlig den valuta, som lånet udbetales i og skal tilbagebetales i, og som er anført i kreditaftalen.

45.

Denne konklusion underbygges efter min opfattelse af den omstændighed, at det, når den valuta, som lånet skal tilbagebetales i, ikke er anført, antages, at det skal tilbagebetales i den samme valuta, som det er optaget i. I henhold til princippet om, at gæld ikke er underlagt monetære udsving, der er en vidt udbredt retsregel i civilretten, kræves det, at afvikling af en betalingsforpligtelse skal ske ved at betale det beløb, der fremgår af aftalen mellem parterne, uden at dette beløb berøres af hensyn til værdien. Denne regel, der navnlig er blevet sikret med artikel 1578 i den rumænske civillovbog (jf. punkt 12 ovenfor), forbyder i princippet indgreb for at tage hensyn til udsving i den monetære værdi, uanset om der er tale om stigninger eller fald, for at ændre det beløb, der skal betales på betalingsdagen. Som svar på et spørgsmål fremsat under retsmødet bekræftede den rumænske regering, at når den valuta, som lånet skal tilbagebetales i, ikke præciseres i låneaftalen, skal tilbagebetalingen ske i den samme valuta, som lånet er optaget i.

46.

Hvad angår endvidere de omtvistede lån i hovedsagen har forpligtelsen til at tilbagebetale i schweizerfranc, hvis man tager hensyn til aftalens art, almindelige opbygning og bestemmelser, efter min opfattelse karakter af en væsentlig forpligtelse.

47.

Denne konklusion fremgår af såvel ordlyden af de pågældende kontraktvilkår (jf. præmis 18 ovenfor) som den faktuelle og juridiske sammenhæng, som de omtvistede låneaftaler er indgået i.

48.

To kontekstbestemte elementer, der er særegne for hovedsagen, er efter min opfattelse afgørende i denne forbindelse.

49.

Det første element er, at der generelt er anvendt en lavere rentesats på de låneaftaler optaget i udenlandsk valuta, der er omhandlet i hovedsagen, end på låneaftaler optaget i den nationale valuta netop på grund af den »kursrisiko«, de kan medføre i tilfælde af en devaluering af den nationale valuta ( 16 ).

50.

Det andet element, der skal nævnes, er, at banken rent konkret har ydet lånene i schweizerfranc, og at den har ret til at få lånene tilbagebetalt i den samme valuta. Den har ikke, som Kommissionen synes at antyde, på noget tidspunkt foretaget en vekseltransaktion, idet låntagerne frit kan betale de månedlige afdrag i schweizerfranc, uanset hvor disse stammer fra. Forpligtelsen til at betale de månedlige afdrag i schweizerfranc udgør på ingen måde et accessorisk element til aftalen. Der er ikke tale om en accessorisk betalingsform, men om selve arten af debitorens forpligtelse.

51.

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at de omstændigheder, der gav anledning til den foreliggende sag, adskiller sig fra de omstændigheder, der lå til grund for dommen i sagen Kásler og Káslerné Rábai ( 17 ). I sidstnævnte sag var lånet ikke blot optaget i schweizerfranc og skulle tilbagebetales i den nationale valuta (ungarske forint), de månedlige afdrag var også blevet beregnet i henhold til salgskursen for denne valuta, som den pågældende bank alene anvendte. I modsætning til den holdning, som den polske regering har givet udtryk for, er der efter min opfattelse forskel på kreditaftaler optaget i udenlandsk valuta og lån indekseret i udenlandsk valuta. I sidstnævnte tilfælde sker tilbagebetalingen fortsat i den nationale valuta. Det er efter min opfattelse unøjagtigt at sidestille betingelsen om tilbagebetaling i en udenlandsk valuta med en såkaldt »monetær« betingelse. En omkvalificering af den pågældende aftale til en kreditaftale, der blot er »indekseret i en udenlandsk valuta«, ville se bort fra den omstændighed, at henvisning til den udenlandske valuta er et centralt element i parternes gensidige forpligtelser i forbindelse med indgåelse af låneaftalen.

52.

I modsætning til et kontraktvilkår om en mekanisme til ændring af omkostningerne for de tjenesteydelser, der skal leveres til forbrugeren (som den, der var tale om i Invitel-sagen ( 18 )), eller ydelser leveret af den erhvervsdrivende, er »kursrisikoen« et af nøgleelementerne i låneaftalen optaget i valuta. Som Domstolen fastslog i Matei-sagen ( 19 ), kan begrebet »samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten« i henhold til artikel 3, litra g), i direktiv 2008/48/EF ( 20 ) ikke sidestilles med kontraktens »hovedgenstand«, idet den valuta, som et lån skal tilbagebetales i, er en væsentlig ydelse, der karakteriserer lånet.

53.

Inden jeg træffer endelig afgørelse om den forelæggende rets tredje spørgsmål, er det efter min opfattelse vigtigt kort at behandle spørgsmålet, om artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 kan gøres gældende i den særlige situation, der foreligger i hovedsagen.

54.

Ifølge denne bestemmelse er »[k]ontraktvilkår, som afspejler love eller bindende administrative bestemmelser samt bestemmelser eller principper i internationale konventioner, som medlemsstaterne eller [Unionen] er part i«, ikke underlagt direktivets bestemmelser. Denne udelukkelse er begrundet i den omstændighed, at det med føje må lægges til grund, at den nationale lovgiver har foretaget en afbalanceret afvejning af alle kontrahenternes rettigheder og forpligtelser ( 21 ).

55.

Den omstændighed, at en national ret på et rent formelt plan har formuleret et præjudicielt spørgsmål med henvisning til visse bestemmelser i EU-retten, er i denne forbindelse ikke til hinder for, at Domstolen oplyser denne ret om alle de momenter angående fortolkningen af EU-retten, som kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som verserer for den, uanset om den har henvist til dem i sine spørgsmål. Det tilkommer Domstolen af samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke ( 22 ).

56.

I forbindelse med den foreliggende sag har især den rumænske regering og banken imidlertid bemærket, at spørgsmålet var, om de pågældende bestemmelser ikke blot afspejlede princippet om, at gæld ikke er underlagt monetære udsving, der er sikret med artikel 1578 i den rumænske civile lovbog (jf. punkt 12 ovenfor).

57.

Domstolen har bekræftet, at artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at et kontraktvilkår i en aftale indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger kun er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde, hvis nævnte kontraktvilkår afspejler indholdet af en lov eller en bindende administrativ bestemmelse, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve ( 23 ).

58.

I den foreliggende sag kan der herske tvivl, dels om, hvorvidt princippet om, at gæld ikke er underlagt monetære udsving, fandt anvendelse på datoen for indgåelse af de pågældende aftaler, dels om den formodede urimelige karakter udelukkende følger af national ret eller af den kombinerede virkning af national ret og de pågældende kontraktvilkår. Henset til den begrænsede rækkevidde af den i artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 omhandlede undtagelse er det usikkert, om denne finder anvendelse, eftersom artikel 1578 i den civile lovbog kan betragtes som en deklaratorisk bestemmelse. Under alle omstændigheder tilkommer det udelukkende den nationale ret at foretage en efterprøvelse heraf.

59.

Henset til det ovenstående foreslår jeg Domstolen, at spørgsmålet besvares med, at artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om det pågældende kontraktvilkår, hvorefter lånet skal tilbagebetales i den valuta, som det er optaget i, henset til arten, den almindelige opbygning af de pågældende bestemmelser i låneaftalerne og den juridiske og faktuelle sammenhæng, som disse aftaler indgår i, afspejler lovbestemmelserne i national ret som omhandlet i dette direktivs artikel 1, stk. 2. Er dette ikke tilfældet, skal den nationale retsinstans betragte dette kontraktvilkår som værende omfattet af »kontraktens hovedgenstand«, hvilket betyder, at det pågældende vilkår ikke er omfattet af vurderingen af dets potentielt urimelige karakter. Dette kan være tilfældet i forbindelse med et vilkår i en låneaftale, hvorefter låntageren skal tilbagebetale beløbet i den samme valuta, som det er udbetalt i.

Det andet præjudicielle spørgsmål: kravet om, at kontraktvilkårene skal være affattet »klart og forståeligt«

60.

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om medtagelsen af et kontraktvilkår, her kontraktvilkåret om, at forbrugeren er forpligtet til at tilbagebetale lånet i den samme valuta, skal ledsages af en udtømmende information om de økonomiske konsekvenser, som dette kontraktvilkår kan have.

61.

Det skal i denne forbindelse først og fremmest bemærkes, at kravet om, at kontraktvilkårene mellem en forbruger og en erhvervsdrivende skal affattes klart og forståeligt, skal overholdes, selv når kontraktvilkåret er omfattet af artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 ( 24 ). De kontraktvilkår, der er omhandlet i denne bestemmelse, og som ganske vist henhører under det område, der er dækket af direktivet, udelukkes kun fra vurderingen af, om de er urimelige, for så vidt som den kompetente nationale retsinstans efter en konkret bedømmelse i hvert enkelt tilfælde når frem til, at den erhvervsdrivende har affattet dem på en klar og forståelig måde ( 25 ). Uanset hvilken konklusion den forelæggende ret når frem til med hensyn til, om artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 finder anvendelse på de omtvistede vilkår, skal kravet om, at vilkårene skal være affattet »klart og forståeligt«, med andre ord være opfyldt.

62.

Dernæst fremgår det af fast retspraksis, at kravet om, at vilkårene i kontrakter, der indgås med forbrugerne, skal affattes klart og forståeligt, der skal analyseres på baggrund af 20. betragtning til direktiv 93/13 ( 26 ), og som har samme rækkevidde som kravet i nævnte direktivs artikel 5, har en grundlæggende betydning og indebærer, at forbrugeren rent faktisk gøres bekendt med alle kontraktvilkårene. Det er på baggrund af de oplysninger, som den erhvervsdrivende giver, at forbrugeren tager stilling til, om han ønsker at indgå en aftale med en erhvervsdrivende ( 27 ).

63.

Endelig fremgår det ligeledes af fast retspraksis, at dette krav skal forstås bredt: Det kan således ikke indskrænkes til, at vilkår formelt set blot skal være affattet grammatisk klart og forståeligt, men indebærer ligeledes, at en forbruger på grundlag af klare og forståelige kriterier kan forudse, hvilke økonomiske følger en sådan ændring af de omkostninger, han skal afholde, kan få for ham ( 28 ). Der skal i denne forbindelse tages hensyn til det opmærksomhedsniveau, der kan forventes af en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger ( 29 ).

64.

I denne forbindelse er det efter min opfattelse afgørende, navnlig når der er tale om særligt tungtvejende økonomiske forpligtelser som dem, der f.eks. kan kendetegne langsigtede lån, at de erhvervsdrivende forsyner forbrugerne med tilstrækkelige oplysninger til, at de kan forpligte sig på et velinformeret grundlag.

65.

Når den erhvervsdrivende nærmere bestemt tilbyder forbrugeren en låneaftale, skal denne ved hjælp af letforståelige oplysninger redegøre for de mulige konsekvenser heraf for forbrugerens økonomiske situation. Forbrugeren skal navnlig kunne forstå, at denne som modydelse for visse finansielle fordele (som f.eks. en lav rentesats) forpligter sig til at løbe en vis risiko. Det skal præciseres, at der i forbindelse med andre lån end realkreditlån ud over den generelle oplysningspligt, der følger af direktiv 93/13, også er tale om andre mere præcise forpligtelser fastsat i direktiverne om forbrugerkreditaftaler ( 30 ).

66.

Hvis vi vender tilbage til den foreliggende sag, og antages det, at en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger i princippet er i stand til at forstå, at en vekselkurs kan svinge, skal denne til gengæld informeres klart om den omstændighed, at denne ved at underskrive en låneaftale i en udenlandsk valuta løber en vis kursrisiko, som det måske bliver økonomisk svært for denne at påtage sig i tilfælde af en devaluering af den valuta, som låntagerens indtægter udbetales i ( 31 ).

67.

I denne forbindelse skal det kræves af den erhvervsdrivende, her banken, at denne i lyset af sin ekspertise og viden på området oplyser om de mulige udsving i valutakursen og de risici, som optagelse af et lån i udenlandsk valuta medfører, navnlig når låntagerens indtægter ikke udbetales i denne valuta.

68.

Det er dog efter min opfattelse urimeligt, at det af den erhvervsdrivende kræves, at denne i forbindelse med indgåelsen af kreditaftalen oplyser forbrugeren om indtrædelsen af begivenheder eller udviklingen efter indgåelsen af aftalen, som denne ikke var i stand til at forudse. Det kan ikke kræves, at de erhvervsdrivende giver forbrugerne andre oplysninger end dem, som de erhvervsdrivende har eller burde have et objektivt kendskab til på tidspunktet for indgåelse af aftalen.

69.

Da der i den foreliggende sag ikke er noget, der tyder på, at banken har været i stand til at forudse den udvikling, der, når alt kommer til alt, er historisk, i vekselkursen mellem rumænske lei og schweizerfranc i den størrelsesorden, der er set siden 2007, og at den forsætligt har undladt at oplyse låntagerne herom, er det efter min opfattelse klart urimeligt, at det kræves af den erhvervsdrivende, at denne alene bærer kursrisikoen. Det tilkommer dog den nationale ret at prøve, om den erhvervsdrivende rent faktisk har sikret sig, at de pågældende forbrugere havde forstået indholdet af låneaftalens vilkår, og at de således fuldt ud havde været i stand til at vurdere de økonomiske konsekvenser.

70.

I denne forbindelse adskiller den forelagte problematik sig fra den problematik, der var tale om i den sag, der gav anledning til dom af 30. april 2014, Kásler og Káslerné Rábai (C-26/13, EU:C:2014:282).

71.

I den nævnte sag drejede det sig om – henset til alle relevante faktiske omstændigheder, herunder den reklame og de oplysninger, som långiver fremkom med under forhandlingen af en låneaftale – at afgøre, om en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger ikke alene havde mulighed for at vide, at det er velkendt på markedet for værdipapirer, at der er forskel på salgs- og købsprisen for udenlandsk valuta, men også var i stand til at bedømme de for ham potentielt alvorlige økonomiske følger af anvendelsen af salgskursen ved beregning af den tilbagebetaling, som han i sidste ende skulle betale, og dermed de samlede omkostninger i forbindelse med lånet ( 32 ). Det skal bemærkes, at der i denne sag ikke direkte var tale om udsving i vekselkursen, men om den omstændighed, at de månedlige ydelser blev beregnet på grundlag af den salgskurs for den udenlandske valuta, som banken anvendte.

72.

Sammenfattende forudsætter kravet om, at et aftalevilkår skal være affattet klart og forståeligt, ikke blot, at forbrugeren forstår vilkåret om tilbagebetaling af lånet i den samme valuta både rent formelt og i sproglig henseende, men ligeledes med hensyn til dets konkrete rækkevidde, således at en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger ikke blot er i stand til at forstå muligheden for en opskrivning eller nedskrivning af den udenlandske valuta, som lånet er optaget i, men også til at vurdere de potentielt alvorlige økonomiske følger, som et sådant kontraktvilkår kan have for dennes økonomiske forpligtelser. Dette krav kan imidlertid ikke gå så vidt som til at pålægge den erhvervsdrivende, at denne forudser og oplyser forbrugeren om en efterfølgende udvikling, der ikke kunne forudses, som f.eks. den udvikling i vekselkurserne, der indtraf for de i hovedsagen omhandlede valutaer, og at den erhvervsdrivende påtager sig følgerne heraf.

Om det første spørgsmål: tidspunktet for vurdering af, om der foreligger en »betydelig skævhed«

73.

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om den »betydelige skævhed« mellem aftaleparternes rettigheder og forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 skal analyseres udelukkende med henvisning til situationen på tidspunktet for indgåelse af aftalen, eller om der også kan tages hensyn til udviklingen efter indgåelsen af aftalen, hvor de økonomiske forpligtelser, der påhviler forbrugeren, er blevet urimeligt byrdefulde i forhold til forpligtelserne på tidspunktet for aftalens indgåelse.

74.

Indledningsvis finder jeg det hensigtsmæssigt at understrege, at dette spørgsmål, således som det fremgår af opbygningen af direktiv 93/13 og det heri omhandlede beskyttelsessystem, kun er relevant, hvis det konkluderes, at det pågældende vilkår ikke er omfattet af nævnte direktivs artikel 4, stk. 2, for så vidt som det hverken vedrører genstanden for eller prisen på en tjenesteydelse og heller ikke er affattet klart og forståeligt, og at dets urimelige karakter således skal realitetsprøves. I modsat fald er dette spørgsmål ikke relevant.

75.

Såfremt Domstolen foranlediges til at præcisere tidspunktet for vurdering af, om der foreligger en »betydelig skævhed« i parternes rettigheder og forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 ( 33 ), er jeg af den opfattelse, at det fremgår klart af såvel ordlyden af direktivets bestemmelser som arten af den beskyttelse, det medfører for forbrugeren, at vurderingen af, om der foreligger en sådan skævhed, skal ske på grundlag af de omstændigheder og de oplysninger, der forelå på datoen for indgåelse af den pågældende aftale.

76.

For det første skal det vedrørende formuleringen af de relevante bestemmelser i henhold til nævnte direktivs artikel 3, stk. 1, vurderes, om et kontraktvilkår er urimeligt, hvis det bevirker »en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen«. Denne bestemmelse udelukker som udgangspunkt enhver henvisning til begivenheder eller udviklinger, der indtræffer efter indgåelsen af den pågældende aftale.

77.

Det fremgår ligeledes af nævnte direktivs artikel 4, stk. 1, at »[d]et vurderes, om et kontraktvilkår er urimeligt, under hensyn til, hvilken type varer eller tjenesteydelser aftalen omfatter, og ved på tidspunktet for aftalens indgåelse at tage hensyn til alle omstændighederne i forbindelse med dens indgåelse samt til alle andre vilkår i aftalen eller i en anden aftale, som hænger sammen med denne« ( 34 ).

78.

Det fremgår ret klart, at vurderingen af, om et kontraktvilkår er urimeligt, skal ske med henvisning til tidspunktet for indgåelse af den pågældende aftale.

79.

Hvad for det andet angår det mål, der forfølges med direktiv 93/13, skal det sikre forbrugeren en beskyttelse mod, at de erhvervsdrivende indføjer kontraktvilkår, som under hensyntagen til alle omstændighederne i forbindelse med aftalens indgåelse samt til alle andre vilkår i aftalen ( 35 ) viser sig at medføre en betydelig skævhed mellem aftaleparterne. Det skal i denne forbindelse efterprøves, om den erhvervsdrivende, ved at handle loyalt og rimeligt med forbrugeren, med rimelighed kunne forvente, at forbrugeren ville acceptere et sådant vilkår efter individuel forhandling ( 36 ).

80.

Såfremt det i medfør af direktiv 93/13 er indlysende, at der ved vurderingen af, om et kontraktvilkår er urimeligt – og således af, om der foreligger en betydelig skævhed mellem parterne til skade for forbrugeren – skal tages hensyn til alle de omstændigheder, som den erhvervsdrivende kunne have kendskab til ved indgåelsen af aftalen, og som kunne påvirke den senere gennemførelse af denne, kan denne vurdering under ingen omstændigheder afhænge af, om der er indtruffet hændelser efter aftalens indgåelse, som parterne ikke har haft nogen indflydelse på.

81.

Selv om kontraktvilkår, der bevirker en skævhed til fordel for den erhvervsdrivende, efter min opfattelse skal vurderes på grundlag af direktiv 93/13, kan den erhvervsdrivende derimod ikke holdes ansvarlig for en udvikling, der indtræffer efter aftalens indgåelse, og som den erhvervsdrivende ikke har haft nogen indflydelse på. Den modsatte konklusion ville ikke blot betyde, at den erhvervsdrivende ville blive pålagt uforholdsmæssige forpligtelser, men der ville ligeledes blive sat spørgsmålstegn ved retssikkerhedsprincippet.

82.

Der skal i denne forbindelse sondres mellem de tilfælde, hvor et kontraktvilkår medfører en skævhed mellem parterne, der først viser sig i forbindelse med gennemførelsen af kontrakten, og de tilfælde, hvor der findes et urimeligt kontraktvilkår, og de forpligtelser, der påhviler forbrugeren som følge af en ændring af omstændighederne, der er indtruffet efter aftalens indgåelse, og som parterne ikke har haft nogen indflydelse på, af forbrugeren opfattes som mere byrdefulde.

83.

Det første tilfælde, der navnlig svarer til det spørgsmål, som Domstolen afgjorde i den sag, der gav anledning til dom af 21. marts 2013, RWE Vertrieb (C-92/11, EU:C:2013:180), og som vedrørte den erhvervsdrivendes mulighed for på grundlag af et standardiseret kontraktvilkår ensidigt at ændre prisen på en tjenesteydelse (levering af gas), idet den »udvikling efter« aftalens indgåelse, der var tale om, rent faktisk vedrørte gennemførelsen af et kontraktvilkår, der som udgangspunkt var urimeligt, fordi det medførte en betydelig skævhed mellem parterne.

84.

Det andet tilfælde, nemlig det tilfælde, hvor der ikke findes et urimeligt kontraktvilkår, men hvor de forpligtelser, der påhviler forbrugeren, på grund af udviklingen i omstændighederne, af denne opfattes som urimelige, er derimod ikke omfattet af den i direktiv 93/13 omhandlede beskyttelse ( 37 ).

85.

Dette er efter min opfattelse tilfældet med det kontraktvilkår, der i en låneaftale i udenlandsk valuta kræver, at de månedlige ydelser i forbindelse med tilbagebetaling af lånet skal ske i den samme valuta, og dermed »pålægger« forbrugeren kursrisikoen i tilfælde af en devaluering af den nationale valuta i forhold til den pågældende udenlandske valuta.

86.

Jeg mener ikke, at et sådant kontraktvilkår i sig selv medfører en skævhed. Det må således konstateres, at udsving i vekselkursen, der som allerede nævnt kan udmønte sig i såvel en stigning som et fald, er et forhold, som parterne i låneaftalen ikke har nogen indflydelse på. Den omstændighed, at den ydelse, som låntageren skal levere, er blevet byrdefuld på grund af udviklingen i vekselkursen, når den konverteres til den nationale valuta, kan ikke føre til, at kursrisikoen overføres til långiveren.

87.

For at det kan fastslås, at der er en betydelig skævhed, skal det i øvrigt konstateres, at der er forskel på det lånte beløb og det beløb, der skal tilbagebetales. Der er imidlertid ikke en sådan forskel: Banken har udlånt et vist antal valutaenheder, og den har ret til at få tilbagebetalt det samme antal valutaenheder.

88.

Den omstændighed, at forbrugeren pålægges en kursrisiko, medfører med andre ord ikke i sig selv en betydelig skævhed, eftersom den erhvervsdrivende (her banken) ikke har indflydelse på den vekselkurs, der er gældende efter indgåelsen af aftalen.

89.

Selv om forekomsten af en betydelig skævhed ligeledes skulle vurderes i forhold til hændelser, som den erhvervsdrivende långiver havde kendskab til eller kunne have forudset på tidspunktet for aftalens indgåelse, kan dette ikke være tilfældet, når der er tale om hændelser, der indtræder i løbet af aftalens løbetid, og som parterne ikke har nogen indflydelse på.

90.

Afslutningsvis, og såfremt det anses for nødvendigt at besvare det første spørgsmål, foreslår jeg Domstolen, at den svarer, at artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at den betydelige skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser, der følger af aftalen, skal vurderes med henvisning til alle de omstændigheder, som den erhvervsdrivende med rimelighed kunne have forudset ved aftalens indgåelse. Denne skævhed kan derimod ikke vurderes på grundlag af hændelser, der indtræder efter aftales indgåelse, som f.eks. udsving i vekselkursen, som den erhvervsdrivende ikke havde indflydelse på og ikke kunne forudse.

Forslag til afgørelse

91.

Henset til det ovenstående foreslår jeg Domstolen, at den besvarer de af Curtea de Apel Oradea (appeldomstolen i Oradea) forelagte spørgsmål således:

»1)

Artikel 4, stk. 2, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om det pågældende vilkår, henset til arten, den almindelige opbygning af de pågældende bestemmelser i låneaftalerne og den juridiske og faktuelle sammenhæng, som disse aftaler indgår i, afspejler lovbestemmelserne i national ret som omhandlet i dette direktivs artikel 1, stk. 2. Er dette ikke tilfældet, skal den nationale retsinstans betragte dette kontraktvilkår som værende omfattet af »kontraktens hovedgenstand«, hvilket betyder, at det pågældende vilkår ikke er omfattet af vurderingen af dets potentielt urimelige karakter. Dette kan være tilfældet i forbindelse med et vilkår i en låneaftale, hvorefter låntageren skal tilbagebetale beløbet i den samme valuta, som det er udbetalt i.

2)

Kravet om, at et kontraktvilkår skal være affattet klart og forståeligt, forudsætter, at forbrugeren ikke blot forstår vilkåret om tilbagebetaling af lånet i den samme valuta både rent formelt og i sproglig henseende, men ligeledes med hensyn til dets konkrete rækkevidde, således at en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger ikke blot er i stand til at forstå muligheden for en opskrivning eller en nedskrivning af den udenlandske valuta, som lånet er optaget i, men også til at vurdere de potentielt alvorlige økonomiske følger, som et sådant aftalevilkår kan have for dennes økonomiske forpligtelser. Dette krav kan imidlertid ikke gå så vidt som til at pålægge den erhvervsdrivende, at denne forudser og oplyser forbrugeren om en efterfølgende udvikling, der ikke kunne forudses, som f.eks. den udvikling i vekselkurserne, der indtraf for de i hovedsagen omhandlede valutaer, og at den erhvervsdrivende påtager sig følgerne heraf.

3)

Artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at den betydelige skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser, der følger af aftalen, skal vurderes med henvisning til alle de omstændigheder, som den erhvervsdrivende med rimelighed kunne have forudset ved aftalens indgåelse. Denne skævhed kan derimod ikke vurderes på grundlag af hændelser, der er indtruffet efter aftalens indgåelse, som f.eks. udsving i vekselkursen, som den erhvervsdrivende ikke har haft indflydelse på og ikke kunne forudse.«


( 1 ) – Originalsprog: fransk.

( 2 ) – Rådets direktiv af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29).

( 3 ) – Den foreliggende sag adskiller sig således fra den sag, der gav anledning til dom af 30.4.2014, Kásler og Káslerné Rábai (C-26/13, EU:C:2014:282), vedrørende kontraktvilkår, der bestemmer de kurser, der skal anvendes ved henholdsvis udbetaling og tilbagebetaling af lånet, og fra den sag, der gav anledning til dom af 26.2.2015, Matei (C-143/13, EU:C:2015:127), der vedrørte vilkår, som dels tillod långiveren at ændre rentesatsen på visse betingelser, dels bestemte, at denne kunne opkræve en risikoprovision.

( 4 ) – Jf. punkt 1 i mit forslag til afgørelse Kásler og Káslerné Rábai (C-26/13, EU:C:2014:85). Ifølge de oplysninger, jeg er i besiddelse af, har over 50000 husstande i Rumænien optaget lån i schweizerfranc. Det fremgår endvidere af de oplysninger, der er fremsendt i den foreliggende sag, at vekselkursen mellem schweizerfranc og den rumænske lei er mere eller mindre fordoblet mellem 2007 og 2014. Det er ligeledes vigtigt at bemærke, at Curtea Constituțională (forfatningsdomstol, Rumænien) sat i plenum med afgørelse af 7.2.2017 ugyldiggjorde en rumænsk lov, hvormed den vekselkurs, der skulle anvendes ved tilbagebetaling af lån i schweizerfranc, blev nedsat, efter al sandsynlighed for at forhindre og rette op på situationer med overdreven gældsætning. Forfatningsdomstolen skønnede, at lovgiver på denne måde havde set bort fra princippet om retssikkerhed og dermed havde handlet i strid med forfatningen. Endelig skal det bemærkes, at andre sager, der i øjeblikket verserer for Domstolen (jf. bl.a. sag C-627/15, Gavrilescu, C-483/16, Sziber, C-38/17, GT, C-51/17, Ilyés og Kiss, C-118/17, Dunai, C-119/17, Lupean og Lupean, og C-126/17, Czakó), i praksis ligeledes vedrører lån optaget i udenlandsk valuta.

( 5 ) – Senest genudgivet i Monitorul Oficial al României, del I, nr. 543, af 3.8.2012.

( 6 ) – Selv om det pågældende retsspørgsmål er afgjort i Domstolens tidligere praksis, står det de nationale retter helt frit at forelægge en sag for Domstolen, hvis de finder det påkrævet (jf. navnlig dom af 17.7.2014, Torresi, C-58/13 og C-59/13, EU:C:2014:2088, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

( 7 ) – Vedrørende en nyere anvendelse af disse principper henvises der navnlig til dom af 26.1.2017, Banco Primus (C-421/14, EU:C:2017:60, præmis 29-34).

( 8 ) – Jf. vedrørende en tilsvarende fremgangsmåde dom af 30.4.2014, Kásler og Káslerné Rábai (C-26/13, EU:C:2014:282, præmis 41 og 42).

( 9 ) – Jf. bl.a. dom af 21.3.2013, RWE Vertrieb (C-92/11, EU:C:2013:180, præmis 48), af 30.4.2014, Kásler og Káslerné Rábai (C-26/13, EU:C:2014:282, præmis 45), og af 26.2.2015, Matei (C-143/13, EU:C:2015:127, præmis 53).

( 10 ) – Jf. mit forslag til afgørelse Kásler og Káslerné Rábai (C-26/13, EU:C:2014:85, punkt 33).

( 11 ) – Jf. bl.a. dom af 30.4.2014, Kásler og Káslerné Rábai (C-26/13, EU:C:2014:282, præmis 42), af 26.2.2015, Matei (C-143/13, EU:C:2015:127, præmis 49), og af 23.4.2015, Van Hove (C-96/14, EU:C:2015:262 præmis 31).

( 12 ) – Jf. dom af 26.2.2015, Matei (C-143/13, EU:C:2015:127, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

( 13 ) – Jf. navnlig dom af 30.4.2014, Kásler og Káslerné Rábai (C-26/13, EU:C:2014:282, præmis 49 og 50), af 26.2.2015, Matei (C-143/13, EU:C:2015:127, præmis 53 og 54), og af 23.4.2015, Van Hove (C-96/14, EU:C:2015:262, præmis 33).

( 14 ) – Jf. navnlig dom af 30.4.2014, Kásler og Káslerné Rábai (C-26/13, EU:C:2014:282, præmis 54 og 55), og af 26.2.2015, Matei (C-143/13, EU:C:2015:127, præmis 55 og 56).

( 15 ) – En mere detaljeret undersøgelse af de »væsentlige ydelser«, der kendetegner en kreditaftale, findes i mit forslag til afgørelse Kásler og Káslerné Rábai (C-26/13, EU:C:2014:85, punkt 56-65).

( 16 ) – Jf. navnlig afgørelse nr. 2/2014 PJE afsagt af Kúria (øverste domstol, Ungarn) med henblik på en ensartet fortolkning af de civilretlige bestemmelser, som der udtrykkeligt henvises til i dom af 3.12.2015, Banif Plus Bank (C-312/14, EU:C:2015:794, præmis 43-45). I denne afgørelse fastslog Kúria (øverste domstol), at vilkårene i en låneaftale i valuta i princippet vedrører kontraktens hovedgenstand, idet de som modydelse for den lavere rentesats i forhold til lån optaget i den nationale valuta medfører, at risikoen for en opskrivning af valutaen udelukkende bæres af forbrugeren.

( 17 ) – Jf. dom af 30.4.2014, Kásler et Káslerné Rábai (C-26/13, EU:C:2014:282).

( 18 ) – Jf. dom af 26.4.2012, Invitel (C-472/10, EU:C:2012:242).

( 19 ) – Dom at 26.2.2015, Matei (C-143/13, EU:C:2015:127).

( 20 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 23.4.2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT 2008, L 133, s. 66).

( 21 ) – Jf. navnlig dom af 21.3.2013, RWE Vertrieb (C-92/11, EU:C:2013:180, præmis 28) og 13. betragtning til direktiv 93/13.

( 22 ) – Jf. navnlig dom af 27.10.2009, ČEZ (C-115/08, EU:C:2009:660, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis), og af 10.9.2014, Kušionová (C-34/13, EU:C:2014:2189, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).

( 23 ) – Jf. navnlig dom af 10.9.2014, Kušionová (C-34/13, EU:C:2014:2189, præmis 80).

( 24 ) – Jf. dom af 30.4.2014, Kásler og Káslerné Rábai (C-26/13, EU:C:2014:282, præmis 68).

( 25 ) – Jf. dom af 3.6.2010, Caja de Ahorros y Monte de Piedad de Madrid (C-484/08, EU:C:2010:309, præmis 32).

( 26 ) – Det fremgår af denne betragtning, at »kontrakterne skal være formuleret på en klar og forståelig måde, og forbrugeren skal have en reel mulighed for at gøre sig bekendt med alle vilkårene, og i tvivlstilfælde gælder den fortolkning, der er mest fordelagtig for forbrugeren«.

( 27 ) – Jf. dom af 30.4.2014, Kásler et Káslerné Rábai (C-26/13, EU:C:2014:282, præmis 66-70 og den deri nævnte retspraksis).

( 28 ) – Jf. dom af 30.4.2014, Kásler og Káslerné Rábai (C-26/13, EU:C:2014:282, præmis 71 og 72), af 26.2.2015, Matei (C-143/13, EU:C:2015:127, præmis 73), og af 9.7.2015, Bucura (C-348/14, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:447, præmis 51, 52, 55 og 60).

( 29 ) – Jf. i denne retning dom af 30.4.2014, Kásler og Káslerné Rábai (C-26/13, EU:C:2014:282, præmis 74), og af 26.2.2015, Matei (C-143/13, EU:C:2015:127, præmis 75).

( 30 ) – Jf. navnlig artikel 4-6 i direktiv 2008/48.

( 31 ) – Jf. i denne forbindelse Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risicis henstilling af 21.9.2011 om långivning i udenlandsk valuta (ESRB/2011/1) (EUT 2011, C 342, s. 1), Henstilling A – Låntagernes risikobevidsthed, punkt 1.

( 32 ) – Jf. dom af 30.4.2014, Kásler og Káslerné Rábai (C-26/13, EU:C:2014:282, præmis 74).

( 33 ) – Jf. navnlig dom af 14.3.2013, Aziz (C-415/11, EU:C:2013:164), og af 16.1.2014, Constructora Principado (C-226/12, EU:C:2014:10).

( 34 ) – Min fremhævelse.

( 35 ) – Jf. navnlig dom af 16.1.2014, Constructora Principado (C-226/12, EU:C:2014:10, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

( 36 ) – Jf. navnlig dom af 14.3.2013, Aziz (C-415/11, EU:C:2013:164, præmis 69).

( 37 ) – Direktiv 93/13 har udelukkende til formål at afskrække og sanktionere de erhvervsdrivendes anvendelse af kontraktvilkår, der medfører en betydelig skævhed, og ikke at regulere »uforudsigelige« retlige situationer, der eventuelt kan være omfattet af national ret.