1

Europa-Parlamentets indgåelse af tjenesteydelsesaftaler er omfattet dels af bestemmelserne i afsnit V i første del af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 248, s. 1, herefter »finansforordningen«), dels af bestemmelserne i afsnit V i første del af Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af om gennemførelsesbestemmelser til finansforordningen (EFT L 357, s. 1, herefter »gennemførelsesbestemmelserne«). De nævnte bestemmelser bygger på fællesskabsdirektiverne på området, for så vidt angår tjenesteydelsesaftaler navnlig Rådets direktiv 92/50/EØF af om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige tjenesteydelsesaftaler (EFT L 209, s. 1), som ændret navnlig ved Rådets direktiv 97/52/EF af (EFT L 328, s. 1), der nu er ophævet og erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (EUT L 134, s. 114).

2

Finansforordningens artikel 100, stk. 2, har følgende ordlyd:

»Den ordregivende myndighed skal oplyse alle ansøgere og bydende, hvis ansøgning eller bud er blevet afvist, om årsagen hertil, og den skal oplyse alle bydende, der har fremsat et forskriftsmæssigt bud, og som skriftligt anmoder herom, om de kvaliteter og relative fordele, der kendetegner det valgte bud, samt opgive navnet på ordremodtageren.

Meddelelse af visse oplysninger kan imidlertid undlades i tilfælde, hvor det ville være til hinder for anvendelse af lovgivningen, være i modstrid med offentlighedens interesse, være til skade for offentlige eller private virksomheders legitime forretningsmæssige interesser eller kunne hindre loyal konkurrence mellem disse.«

3

Gennemførelsesbestemmelsernes artikel 149, stk. 3, havde i den sagsrelevante version følgende ordlyd:

»I forbindelse med aftaler, som fællesskabsinstitutionerne indgår for egen regning, jf. finansforordningens artikel 105, giver de ordregivende myndigheder hurtigst muligt efter, at der er truffet afgørelse om tildeling, og senest den følgende uge, samtidig og enkeltvis hver bydende eller ansøger, hvis bud eller ansøgning er blevet afvist, meddelelse pr. brev og pr. fax eller elektronisk post om, at deres bud eller ansøgning ikke er blevet udvalgt, i hvert enkelt tilfælde med angivelse af grundene til, at buddet eller ansøgningen er blevet afvist.

De ordregivende myndigheder giver samtidig med de meddelelser om afvisning, som sendes til de ansøgere eller bydende, hvis ansøgning eller bud er blevet afvist, ordremodtageren meddelelse om, at de har besluttet at tildele ham ordren, idet de understreger, at den meddelte beslutning ikke udgør en forpligtelse fra den ordregivende myndigheds side.

Bydende og ansøgere, hvis bud eller ansøgning er blevet afvist, kan ved at indsende en skriftlig anmodning pr. brev, fax eller elektronisk post få supplerende oplysninger om årsagen hertil og — for så vidt angår alle bydende, der har fremsat et forskriftsmæssigt bud — om de kvaliteter og relative fordele, der kendetegner det valgte bud, jf. dog finansforordningens artikel 100, stk. 2, andet afsnit. De ordregivende myndigheder svarer inden for højst 15 kalenderdage fra modtagelsen af anmodningen […]«

4

Sagsøgeren, VIP Car Solutions SARL, er et selskab, der udlejer biler med chauffør.

5

Ved en udbudsbekendtgørelse, som blev offentliggjort i Supplement til Den Europæiske Unions Tidende den 16. september 2006 (EUT S 177), iværksatte Parlamentet offentligt udbud PE/2006/06/UTD/1 vedrørende transport af Europa-Parlamentets medlemmer i bil og minibus med chauffør under samlingerne i Strasbourg (herefter »udbudsbekendtgørelsen«).

6

Ifølge udbudsbekendtgørelsens punkt IV.2.1 skulle kontrakten tildeles den, der havde afgivet det økonomisk mest fordelagtige bud vurderet på basis af følgende vægtede kriterier: pris (55%), bilpark, der stilles til rådighed (kvantitet og kvalitet) (30%), køretøjernes egen miljøvenlighed eller foranstaltninger, der er truffet med henblik på at opfylde miljøkravene (7%), personalepolitik (6%) og buddets fremlæggelse (2%).

7

Fristen for modtagelse af bud eller ansøgninger om deltagelse var fastsat til den 27. oktober 2006. Der blev afgivet tre bud inden for den fastsatte frist, herunder sagsøgerens. Den erklærede det udvalg, der åbnede buddene, de tre bud for forskriftsmæssige.

8

Den 30. november 2006 foreslog det udvalg, der skulle bedømme buddene (herefter »bedømmelsesudvalget«), at kontrakten blev tildelt en anden tilbudsgiver end sagsøgeren, idet den pågældende havde opnået i alt 566 point, der fordelte sig som følger: 290 point for pris, 180 point for bilpark, 42 point for miljøforanstaltninger, 36 point for personalepolitik og 18 point for buddets fremlæggelse.

9

Sagsøgeren blev klassificeret som nr. 2 med i alt 504 point, der fordelte sig på følgende måde: 343,5 point for pris, 135 point for bilpark, 0 point for miljøforanstaltninger, 18 point for personalepolitik og 8 point for buddets fremlæggelse.

10

Den 3. januar 2007 tildelte Parlamentet den af bedømmelsesudvalget foreslåede tilbudsgiver kontrakten (herefter »den udvalgte tilbudsgiver«).

11

Den 9. januar 2007 tilsendte Parlamentet sagsøgeren en e-mail med følgende ordlyd:

»Vedlagt fremsendes skrivelsen vedrørende Deres bud. Originaleksemplaret vil blive tilsendt Dem ved rekommanderet brev. De bedes venligst bekræfte modtagelsen af [e-mailen].«

12

Ved den usignerede og udaterede skrivelse, der var bilagt e-mailen, underrettet Parlamentet sagsøgeren om, at det havde besluttet ikke at antage det bud, denne havde afgivet inden for rammerne af udbuddet (herefter »den anfægtede afgørelse«).

13

I den anfægtede afgørelse angives hedder det bl.a.:

»Årsagen til, at Deres bud ikke blev antaget: ikke det økonomisk mest fordelagtige bud i forhold til tildelingskriterierne.

Uden at det berører muligheden for en retslig prøvelse, vil De kunne få supplerende oplysninger om årsagen til, at Deres bud ikke blev antaget.

Anmoder De skriftligt herom, vil De kunne få oplysning om de kvaliteter og relative fordele, der kendetegner det valgte bud, samt navnet på ordremodtageren.

Meddelelse af visse oplysninger kan imidlertid undlades i tilfælde, hvor det ville være til hinder for anvendelse af lovgivningen, være i modstrid med offentlighedens interesse, være til skade for offentlige eller private virksomheders legitime forretningsmæssige interesser eller kunne hindre loyal konkurrence mellem disse […]«

14

Ved e-mail af 10. januar 2007 svarede sagsøgeren således:

»Vi bekræfter modtagelsen af Deres [e-mail-meddelelse] om den manglende antagelse af vort bud. Vi vil dog gerne benytte den mulighed, De nævnte, for at få oplysning om de kvaliteter og relative fordele, der kendetegner det valgte bud, samt navnet på ordremodtageren. Kan De, da vort bud ikke var det økonomisk mest fordelagtige, oplyse os om, hvilken pris pr. time der blev tilbudt af den virksomhed, hvis bud blev antaget[?]«

15

Ved skrivelse af 15. januar 2007 anmodede sagsøgeren på ny Parlamentet om at oplyse selskabet om, hvilke kvaliteter og relative fordele der kendetegnede det antagne bud, navnet på ordremodtageren samt den pris, den udvalgte tilbudsgiver havde tilbudt. Sagsøgeren fremhævede, at selskabet endnu ikke havde modtaget originaleksemplaret af det rekommanderede brev om, at dets bud ikke var blevet antaget.

16

Ved skrivelse af 23. januar 2007 henviste Parlamentet som svar på sagsøgerens e-mail af dels til finansforordningens artikel 100, stk. 2, dels til de vægtede tildelingskriterier, der var fastsat i udbudsbekendtgørelsen, og anførte derpå følgende:

»Da det antagne bud på grundlag af ovennævnte kriterier som helhed havde opnået flest point […] (566), blev det klassificeret som nr. 1.

På trods af en lidt lavere pris opnåede Deres bud 504 point og blev derfor klassificeret som nr. 2.«

17

I samme skrivelse oplyste Parlamentet også sagsøgeren om navnet på ordremodtageren.

18

Den 24. januar 2007 tilsendte Parlamentet sagsøgeren originaleksemplaret af skrivelsen om, at det havde besluttet ikke at antage sagsøgerens bud.

19

Ved e-mail af 31. januar 2007 spurgte Parlamentet sagsøgeren, om denne havde modtaget ovennævnte skrivelse. Ved e-mail af samme dato svarede sagsøgeren benægtende.

20

Ved skrivelse af 1. marts 2007 understregede sagsøgeren gennem sin advokat, at sagsøgeren i forbindelse med udbuddet havde tilbudt en usædvanligt lav pris, og anmodede om en kopi af den udvalgte tilbudsgivers bud med henblik på at gøre sig bekendt med, hvilken pris denne havde tilbudt.

21

Ved skrivelse af 20. marts 2007, stilet til sagsøgerens advokat, afslog Parlamentet denne anmodning under henvisning til finansforordningens artikel 100, stk. 2, andet afsnit, og tilføjede følgende:

»[…] [Vi henleder] opmærksomheden på, at der som led i udbuddet senest 48 dage efter indgåelsen af kontrakten offentliggøres en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende om tildelingen af kontrakten med oplysning om de vigtigste punkter, såsom den pris, der skal betales.

Vi har noteret os, at Deres »klienter er klar over, at de tilbød en usædvanligt lav pris.«

Under alle omstændigheder henleder vi Deres opmærksomhed på, at prisen ikke var det eneste tildelingskriterium. De kvalitative og funktionelle kriterier er af ganske særlig betydning for en institution som vor og kan begrunde en større udgift.

Vor vurdering »på trods af en lidt lavere pris« henviste netop til dette aspekt af udbuddet; vi anførte bl.a., at skønt Deres klienter havde opnået flest point for så vidt angår prisen, var det samlede antal point som fastslået af bedømmelsesudvalget, hvori alle de i udbudsbetingelserne angivne kriterier var taget i betragtning, ikke tilstrækkeligt til, at de kunne tildeles kontrakten. Som det allerede er blevet meddelt Deres klienter, opnåede deres tilbud i alt 504 point mod ordremodtagerens 566.«

22

Ved skrivelse af 23. marts 2007 gjorde sagsøgeren gældende, at det, i betragtning af, at priskriteriet vejede 55% i vurderingen af buddene, ikke var muligt at tildele en anden tilbudsgiver end sagsøgeren kontrakten, og at afslaget på at give sagsøgeren oplysning om, hvilken pris den udvalgte tilbudsgiver havde tilbudt, forhindrede sagsøgeren i at undersøge omstændighederne i forbindelse med tildelingen af kontrakten inden udløbet af fristen for at anlægge sag for Retten.

23

Den 7. april 2007 blev bekendtgørelsen om indgåede kontrakter offentliggjort i Supplement til Den Europæiske Unions Tidende (EUT S 69). Det oplyses dér, at den pris, den valgte tilbudsgiver havde tilbudt, var 26 EUR pr. time uden for planlægningen og 37,50 EUR pr. time inden for planlægningen.

24

Sagsøgeren anlagde den foreliggende sag ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 23. marts 2007.

25

Da et af afdelingens medlemmer har forfald, har Rettens præsident i overensstemmelse med artikel 32, stk. 3, i Rettens procesreglement udpeget en anden dommer, for at afdelingen kan være beslutningsdygtig.

26

På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Sjette Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og som en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 64 anmodet parterne om at fremlægge en række dokumenter. Parterne har efterkommet anmodningen inden for den fastsatte frist.

27

Parterne afgav mundtlige indlæg og besvarede spørgsmål fra Retten i retsmødet den 9. december 2008.

28

I stævningen har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

29

Derudover har sagsøgeren i replikken nedlagt følgende påstand:

30

I svarskriftet har Parlamentet nedlagt følgende påstande:

31

Derudover har Parlamentet i duplikken nedlagt følgende påstand:

32

Under retsmødet trak sagsøgeren som svar på et spørgsmål fra Retten den påstand tilbage, hvorefter Parlamentet tilpligtes at betale de omkostninger, der ikke kan erstattes, for indtil 5000 EUR, hvilket blev taget ad notam i protokollatet for retsmødet.

33

Sagsøgeren har i det væsentlige fremsat to anbringender, hvorefter, for det første, begrundelsespligten er blevet tilsidesat og, for det andet, det var i strid med forskrifterne at afslå at oplyse, hvilken pris den udvalgte tilbudsgiver havde tilbudt.

34

I stævningen har sagsøgeren gjort gældende, at priskriteriet vejede 55% i vurderingen af buddene, dvs. repræsenterede mere end halvdelen af samtlige tildelingskriterier. Sagsøgeren havde tilbudt den laveste pris, nemlig 31,70 EUR pr. time. Imidlertid opnåede sagsøgeren kun 504 point mod den udvalgte tilbudsgivers 566. Sagsøgeren forstår ikke denne forskel i betragtning af, at sagsøgerens bud var det bedste med hensyn til pris. Ifølge sagsøgeren var det rent matematisk ikke muligt at tildele en anden tilbudsgiver kontrakten.

35

I replikken har sagsøgeren fremhævet, at Parlamentet har erkendt at have begået en fejl ved beregningen af det samlede antal point for sagsøgeren, hvilket vidner om, at bedømmelsesudvalget udviste mangel på seriøsitet.

36

Med hensyn til kriteriet om bilparken lægger sagsøgeren vægt på, at Parlamentet vilkårligt tildelte det kvantitative aspekt to tredjedele af pointtallet og det kvalitative aspekt kun én tredjedel. Sagsøgeren er aldrig blevet oplyst om denne fordeling, som sagsøgeren finder uberettiget, idet spørgsmålet om, hvem der ejer køretøjerne, ikke er vigtigere end deres kvalitet. Da alle tilbudsgiverne opnåede samme antal point for kvalitetskriteriet, burde pointforskellen mellem sagsøgeren og den udvalgte tilbudsgiver have været mindre.

37

Med hensyn til kriteriet om miljøforanstaltninger anser sagsøgeren det for umuligt, at man opnåede 0 point. Sagsøgeren er nemlig, på samme måde som den udvalgte tilbudsgiver, omfattet af den franske lovgivning om virksomheder, der udlejer biler med chauffør, hvorefter køretøjerne skal være godt vedligeholdt og gennemgå en årlig kontrol. Alle sagsøgerens køretøjer er derfor af nyere dato og forsynet med partikelfilter. Forskellen på 42 point kan derfor ikke alene være begrundet i, at den udvalgte tilbudsgiver havde undertegnet den af kommunalbestyrelsen i Paris udarbejdede pagt mod forurening.

38

Med hensyn til kriteriet om personalepolitik er en af den udvalgte tilbudsgivers to tidsubegrænsede kontrakter i realiteten en tidsbegrænset kontrakt i anledning af en øget arbejdsmængde eller endog en interimskontrakt. Den pågældende kontrakt har titlen »Tidsubegrænset kontrakt om periodisk arbejde«, skønt de to udtryk er indbyrdes modstridende. Desuden hidrører såvel sagsøgerens som den udvalgte tilbudsgivers arbejdskontrakter fra den franske sammenslutning af virksomheder, der udlejer biler med chauffør. Der er således ingen objektiv begrundelse for pointforskellen mellem de to tilbudsgivere.

39

Endelig vedrører kriteriet om buddets fremlæggelse dettes form og ikke dets indhold. Den udvalgte tilbudsgivers bud kan derfor ikke være »klart bedre« hvad dette kriterium angår. Desuden var det kun sagsøgeren, der, ud over at fremlægge buddet i behørig form, fremlagde det i form af en dvd. Ikke desto mindre opnåede buddet færre point end den udvalgte tilbudsgivers.

40

Parlamentet har i svarskriftet fremhævet, at kriterierne ud over priskriteriet repræsenterede en vægt på 45%, og at de derfor kunne påvirke resultatet af vurderingen af de forskellige tilbud. Parlamentet hævder at have handlet objektivt, da det gennemgik buddene.

41

Det har herom forklaret, at bedømmelsesudvalget afsatte fra 0 til 10 point til hvert kriterium, og at det opnåede antal point derpå blev multipliceret med den procentsats, der gjaldt for det pågældende kriterium. Med hensyn til de to primære kriterier, nemlig prisen og det kvalitative aspekt hvad angår bilparken, besluttede bedømmelsesudvalget af objektivitetshensyn at vurdere, hvor mange point den løbende kontrakt, som var neutral i forhold til den kontrakt, der skulle tildeles, ville få, og at multiplicere dette første, objektive pointtal med forholdet mellem den hidtidige kontrahents præstation og den, hver enkelt tilbudsgiver tilbød.

42

Med hensyn til pointtallet for pris fandt bedømmelsesudvalget således, at prisen for den løbende kontrakt, nemlig 33 EUR, måtte anses for rimelig, og gav den 6 point. Da den pris, sagsøgeren og den udvalgte tilbudsgiver havde tilbudt, var på henholdsvis 31,70 og 37,50 EUR, opnåede de følgende resultater:

43

Med hensyn til kriteriet om bilparken var bedømmelsesudvalget af den opfattelse, at det kvantitative aspekt havde størst betydning, og tildelte det to tredjedele af det pågældende antal point, dvs. 20 point. Den hidtidige kontrahents bilpark på 60 køretøjer fik 6 point. Bedømmelsesudvalget lagde for sagsøgeren en bilpark på 70 køretøjer til grund (60 biler og 10 minibusser) og for den udvalgte tilbudsgiver en bilpark på 60 køretøjer. For at gøre tilbuddene sammenlignelige blev det ligeledes taget i betragtning, om køretøjerne ville være til rådighed umiddelbart. Hvad dette angår blev sagsøgerens bilpark multipliceret med 0,5, da 67 af de 70 køretøjer skulle lejes af et andet selskab. Vurderingen på dette punkt gav herefter følgende resultat:

44

Med hensyn til det kvalitative kriterium vedrørende bilparken opnåede både sagsøgeren og den udvalgte tilbudsgiver 10 point, hvilket under hensyn til den vægt, dette kriterium var blevet tildelt, førte til tildeling af følgende antal point:

45

Parlamentet erkender, at bedømmelsesudvalget begik en fejl ved at give sagsøgeren 135 point for kriteriet om bilparken. Pointtallet skulle i realiteten have været 130, hvilket indebærer, at sagsøgeren opnåede i alt 499 point og ikke 504 point.

46

Med hensyn til kriteriet om miljøforanstaltninger havde kun den udvalgte tilbudsgiver givet oplysninger; ifølge disse overholdt tilbudsgiveren den af kommunalbestyrelsen i Paris udarbejdede pagt mod forurening, og tilbudsgiverens køretøjer, som var af nyere dato, var forsynet med partikelfilter; dette førte til, at der blev givet følgende point:

47

Med hensyn til kriteriet om personalepolitik omfattede den udvalgte tilbudsgivers bud to former for tidsubegrænset arbejdskontrakt, hvoraf den ene var for periodevis ansatte, mens der for sagsøgerens chauffører kun fandtes tidsbegrænsede arbejdskontrakter. Heraf udledte Parlamentet under hensyn til den vægt, dette kriterium var blevet tildelt, at følgende fordeling afspejlede forskellen mellem de to bud:

48

Hvad sluttelig angår kriteriet om buddets fremlæggelse var den udvalgte tilbudsgivers klart bedst, hvilket under hensyn til den vægt, dette kriterium var blevet tildelt, førte til, at der blev givet følgende point:

49

Herefter havde hvert enkelt bud opnået følgende samlede antal point:

50

Parlamentet har tilføjet, at den kompetente anvisningsberettigede efter en kontrol fastslog, at den udvalgte tilbudsgivers bilpark bestod af 70 biler, hvilket i realiteten indebærer, at den udvalgte tilbudsgiver skulle være tildelt i alt 586 point.

51

Parlamentet har af det ovenstående draget den konklusion, at den udvalgte tilbudsgivers bud kvalitativt var klart mere fordelagtigt end sagsøgerens, som kun var bedre hvad angår priskriteriet. Med hensyn til dette har Parlamentet henvist til, at kontrakten skulle tildeles det økonomisk mest fordelagtige bud. Da det ikke var det billigste bud, der skulle antages — hvilket ville have indebåret, at tilbudsgiverne kun skulle have været klassificeret på grundlag af priskriteriet — kunne kontrakten ikke uden videre tildeles den, som havde afgivet det økonomisk laveste bud.

52

I duplikken har Parlamentet tilføjet, at sagsøgeren synes at forveksle mangel på objektivitet hos den ordregivende myndighed og dennes ret til at foretage et skøn, i forhold til hvilken Rettens kontrol skal begrænses til en efterprøvelse af, at der ikke er tale om et åbenbart urigtigt skøn.

53

Med hensyn til kriteriet om bilparken har Parlamentet henvist til Domstolens praksis og fremhævet, at et bedømmelsesudvalg kan give underkriterierne til et på forhånd fastlagt kriterium for tildeling hver en bestemt vægt, ved at de points, der i forbindelse med udarbejdelsen af udbudsbetingelserne eller udbudsbekendtgørelsen blev afsat til dette kriterium af den ordregivende myndighed, fordeles mellem de enkelte underkriterier; det forudsætter, for det første, at en sådan beslutning ikke ændrer kriterierne for tildelingen af kontrakten, således som disse er fastlagt i udbudsbetingelserne eller i udbudsbekendtgørelsen, for det andet, at den ikke indeholder forhold, som, hvis de havde været kendt på tidspunktet for forberedelsen af buddene, kunne have haft indflydelse på denne forberedelse og, for det tredje, ikke blev vedtaget under hensyntagen til forhold, som kan virke diskriminerende over for en af de bydende. Sagsøgeren har ikke godtgjort, at disse forudsætninger ikke var opfyldt i det foreliggende tilfælde.

54

Med hensyn til kriteriet om miljøforanstaltninger har Parlamentet anført, at sagsøgeren ikke havde angivet, hvorledes selskabet opfyldte det, hvilket er forklaringen på, at sagsøgeren ikke opnåede nogle point.

55

Endelig har Parlamentet med hensyn til det sidste tildelingskriterium gjort gældende, at fremlæggelse i form af en dvd ikke alene kan begrunde, at sagsøgerens bud skal anses for bedre fremlagt end den udvalgte tilbudsgivers bud. Det afgørende aspekt er, om buddet er fordelagtigt og overbevisende — ikke, hvilken type medium der er anvendt.

56

Indledningsvis påpeges, at Parlamentet, i lighed med de øvrige institutioner, råder over et vidt skøn i relation til de faktorer, der skal tages i betragtning med henblik på vedtagelsen af en beslutning om at indgå en kontrakt på grundlag af et udbud. Fællesskabets retsinstansers kontrol skal derfor begrænse sig til en efterprøvelse af, at procedure- og begrundelsesreglerne er overholdt, at de faktiske omstændigheder er fastlagt korrekt, og at der ikke er tale om et åbenbart urigtigt skøn eller magtfordrejning (jf. analogt Rettens dom af 27.9.2002, sag T-211/02, Tideland Signal mod Kommissionen, Sml. II, s. 3781, præmis 33, og af , sag T-465/04, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 45).

57

Ifølge artikel 1 i de administrative udbudsbetingelser var indgåelsen af den aktuelle kontrakt omfattet af bestemmelserne i finansforordningen og gennemførelsesbestemmelserne til denne.

58

For så vidt angår begrundelsen for afgørelsen om ikke at tildele sagsøgeren kontrakten skulle Parlamentet derfor i det foreliggende tilfælde overholde finansforordningens artikel 100, stk. 2, og gennemførelsesbestemmelsernes artikel 149, stk. 3.

59

Det følger af disse artikler, og af Rettens praksis, at det, for at Parlamentet opfylder sin begrundelsespligt, er tilstrækkeligt, at det først straks oplyser hver bydende, hvis bud er blevet afvist, grundene til, at buddet er blevet afvist, og derpå inden for højst 15 kalenderdage fra modtagelsen af en skriftlig anmodning giver bydende, som har fremsat et forskriftsmæssigt bud, oplysning om, hvilke kvaliteter og relative fordele der kendetegner det valgte bud, samt navnet på ordremodtageren (jf. i den retning og analogt dommen af 10.9.2008 i sag T-465/04, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, nævnt i præmis 56 ovenfor, præmis 47).

60

Denne fremgangsmåde er i overensstemmelse med formålet med begrundelsespligten i henhold til artikel 230 EF, der indebærer, at begrundelsen klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som er lagt til grund af den fællesskabsinstitution, der har udstedt den anfægtede retsakt, dels således at de berørte personer kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de kan forsvare deres rettigheder, dels således at Domstolen og Retten kan udøve deres prøvelsesret (dommen i sag T-465/04, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, nævnt i præmis 56 ovenfor, præmis 48).

61

Når, endvidere, en fællesskabsinstitution, som i det foreliggende tilfælde, har et vidt skøn, må der lægges endnu større vægt på overholdelsen af de garantier, som fællesskabsretten giver med hensyn til den administrative sagsbehandling. Disse garantier omfatter bl.a. kravet om, at den kompetente institution forsyner sine afgørelser med en tilstrækkelig begrundelse. Kun under disse omstændigheder kan Fællesskabets retsinstanser efterprøve, om de faktiske og retlige omstændigheder, der har betydning ved udøvelsen af skønnet, forelå (Domstolens dom af 21.11.1991, sag C-269/90, Technische Universität München, Sml. I, s. 5469, præmis 14, og Rettens dom af , sag T-241/00, Le Canne mod Kommissionen, Sml. II, s. 1251, præmis 53 og 54, samt dommen af i sag T-465/04, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, nævnt i præmis 56 ovenfor, præmis 54).

62

Det påpeges ligeledes, at det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen (jf. Domstolens dom af 2.4.1998, sag C-367/95 P, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, Sml. I, s. 1719, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

63

Endelig udgør begrundelsespligten et væsentligt formkrav, som bør adskilles fra begrundelsens materielle indhold, der henhører under spørgsmålet om lovligheden af den anfægtede retsakt (Domstolens dom af 22.3.2001, sag C-17/99, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 2481, præmis 35, og Rettens dom af , sag T-406/06, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 47).

64

Hvad dette angår må det lægges til grund, at sagsøgeren i det væsentligste har påberåbt sig i stævningen, at begrundelsespligten er blevet tilsidesat, fordi sagsøgeren ikke er i stand til at forstå, hvorledes det kunne gå til, at man ikke blev tildelt kontrakten, skønt selskabet tilbød den laveste pris, og dette kriterium vejede 55% i vurderingen af buddene. Det skal ligeledes bemærkes, at Parlamentet ifølge svarskriftet har forstået sagsøgerens argumentation således, at selskabets kritik går ud på, at Parlamentets afgørelse om ikke at tildele det kontrakten er behæftet med mangel på begrundelse.

65

Under alle omstændigheder fremgår det af fast retspraksis, at pligten til at begrunde en bebyrdende retsakt, har til formål at gøre det muligt for Domstolen at udøve sin kontrol med hensyn til afgørelsens lovlighed og at give afgørelsens adressat de oplysninger, der er nødvendige for at kunne fastslå, om afgørelsen er korrekt. Heraf følger, at spørgsmål om manglende eller utilstrækkelig begrundelse, der vanskeliggør en sådan domstolskontrol, ikke blot kan, men skal tages under påkendelse ex officio af Fællesskabets retsinstanser, da de angår grundlæggende retsprincipper (Domstolens dom af 20.2.1997, sag C-166/95 P, Kommissionen mod Daffix, Sml. I, s. 983, præmis 23 og 24, samt Rettens dom af , sag T-272/06, Evropaïki Dynamiki mod Domstolen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 27 og 28 og den deri nævnte retspraksis).

66

Da sagsøgeren havde fremsat et forskriftsmæssigt bud som omhandlet i gennemførelsesbestemmelsernes artikel 149, stk. 3, er det for at fastslå, om Parlamentet opfyldte begrundelsespligten ifølge finansforordningen og gennemførelsesbestemmelserne hertil, derfor i det foreliggende tilfælde ikke kun den anfægtede afgørelse, der skal undersøges, men også den skrivelse af 23. januar 2007, der blev tilsendt sagsøgeren som svar på dennes udtrykkelige anmodning om supplerende oplysninger om tildelingen af den omhandlede kontrakt.

67

Først må det konstateres, at Parlamentet i den anfægtede afgørelse, i overensstemmelse med finansforordningens artikel 100, stk. 2, indskrænkede sig til at angive grundene til, at sagsøgerens bud var blevet afvist. Det anførtes således, at buddet »ikke [var] det økonomisk mest fordelagtige bud på grundlag af tildelingskriterierne«.

68

Derpå anførte Parlamentet i sin skrivelse af 23. januar 2007 kun følgende:

»Da det antagne bud på grundlag af ovennævnte kriterier som helhed havde opnået flest point […] (566), blev det klassificeret som nr. 1.

På trods af en lidt lavere pris opnåede Deres bud 504 point og blev derfor klassificeret som nr. 2.«

69

Selv om Parlamentet svarede inden for den i gennemførelsesbestemmelsernes artikel 149, stk. 3, fastsatte frist, gav det derfor ikke sagsøgeren nogen oplysninger om de kvaliteter og relative fordele, som kendetegnede det valgte bud — bortset fra, at den pris, sagsøgeren havde tilbudt, var lidt lavere — skønt det ifølge finansforordningen og gennemførelsesbestemmelserne havde pligt til at gøre det.

70

Det fremgår ikke klart og utvetydigt af et sådant svar, hvilket ræsonnement Parlamentet anlagde, således at sagsøgeren kunne gøre sig bekendt med begrundelsen for den trufne foranstaltning for at kunne forsvare sine rettigheder, og således at retsinstansen kan udøve sin prøvelsesret.

71

Desuden var denne oplysning under de konkrete omstændigheder særlig nødvendig, da den af sagsøgeren tilbudte pris var lavere end den pris, den udvalgte tilbudsgiver havde tilbudt, og da priskriteriet var blevet tildelt en vægt på 55% i den samlede vurdering af tilbuddene. Sagsøgeren rådede således ikke over nogen oplysninger, der gjorde det muligt for selskabet at forstå, hvorfor dets bud ikke var blevet udvalgt inden for rammerne af udbuddet.

72

Det skal tilføjes, at Parlamentet den 20. marts 2007 tilsendte sagsøgeren endnu en skrivelse som svar på dennes skrivelse af .

73

Hvad dette angår fremgår det af retspraksis, at når vedkommende institution — efter at have modtaget en anmodning fra sagsøgeren om yderligere oplysninger om en afgørelse — fremsender en skrivelse, før der indbringes et søgsmål, men efter det i gennemførelsesbestemmelsernes artikel 149, stk. 3, fastsatte tidspunkt, kan denne skrivelse også tages i betragtning ved prøvelsen af, om begrundelsen var tilstrækkelig i det pågældende tilfælde. Begrundelseskravet skal nemlig vurderes under hensyn til de oplysninger, sagsøgeren rådede over på det tidspunkt, hvor søgsmålet blev indbragt, idet institutionen dog ikke har ret til at lade en helt ny begrundelse træde i stedet for den oprindelige (jf. i den retning og analogt Rettens dom af 10.9.2008 i sag T-465/04, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, nævnt i præmis 56 ovenfor, præmis 59).

74

Skrivelsen af 20. marts 2007 indeholder imidlertid ikke nogen oplysninger om de kvaliteter og relative fordele, der kendetegner det valgte bud. Parlamentet gentager kun, hvad det allerede havde meddelt sagsøgeren i dets skrivelse af .

75

Endelig bemærkes, at Parlamentet har givet oplysninger om begrundelsen for den anfægtede afgørelse inden for rammerne af den retslige prøvelse. I svarskriftet har det således gjort nærmere rede for det antal point, sagsøgeren og den udvalgte tilbudsgiver fik for hvert enkelt tildelingskriterium, og grundene til, at der efter dets opfattelse skulle gives de pågældende antal point.

76

At Parlamentet har oplyst grundene til den anfægtede afgørelse under behandlingen af sagen, opvejer imidlertid ikke utilstrækkeligheden af den oprindelige begrundelse i afgørelsen. Det er nemlig fast retspraksis, at det ikke tillades, at begrundelsen først gives efterfølgende under retssagen, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, hvilket, da der ikke foreligger uopsættelighed, ikke er tilfældet i nærværende sag (jf. i denne retning Rettens dom af 2.7.1992, sag T-61/89, Dansk Pelsdyravlerforening mod Kommissionen, Sml. II, s. 1931, præmis 131, og af , sag T-264/06, DC-Hadler Networks mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 34).

77

Det følger af det foregående som helhed, at Parlamentets afgørelse om ikke at tildele sagsøgeren kontrakten er behæftet med en begrundelsesmangel i henhold til finansforordningens artikel 100, stk. 2, og gennemførelsesbestemmelsernes artikel 149, stk. 3.

78

Det første anbringende må derfor tiltrædes.

79

Sagsøgeren har gjort gældende, at afslaget på at oplyse sagsøgeren om, hvilken pris den udvalgte tilbudsgiver havde tilbudt, er retsstridigt. Indledningsvis er den pris, denne tilbudsgiver har tilbudt, ikke omfattet af anvendelsesområdet for finansforordningens artikel 100, stk. 2, andet afsnit. At oplyse den ville nemlig ikke være til skade for den udvalgte tilbudsgiver. Endvidere er det i en sammenhæng, hvori der skal herske gennemsigtighed, naturligt at få oplysning om de nærmere grunde til, at et tilbud er blevet forkastet, når der er tale om et udbud af denne størrelsesorden.

80

Desuden har sagsøgeren peget på, at den pris, den udvalgte tilbudsgiver havde tilbudt, skulle offentliggøres senest 48 dage efter indgåelsen af kontrakten i Supplement til Den Europæiske Unions Tidende. At oplyse den kunne derfor ikke skade den udvalgte tilbudsgivers legitime forretningsmæssige interesser eller hindre loyal konkurrence.

81

Parlamentets afslag på sagsøgerens anmodning bevirkede ligeledes, at fristen for at indbringe søgsmål for Retten blev afkortet.

82

Heroverfor har Parlamentet anført, at finansforordningens artikel 100, stk. 2, ikke indebærer en absolut forpligtelse til at oplyse den pris, den udvalgte tilbudsgiver har tilbudt. De »kvaliteter og relative fordele, der kendetegner det valgte bud«, består snarere i en sammenlignende beskrivelse af buddene. Den ordregivende myndighed har stadig et skøn med hensyn til, hvilke oplysninger den skal give tilbudsgivere, hvis bud ikke er blevet antaget.

83

Endvidere er det berettiget at lægge til grund, at prisen er en af de oplysninger, hvis videregivelse kan skade en virksomheds forretningsmæssige interesser som omhandlet i finansforordningens artikel 100, stk. 2, andet afsnit. En sådan videregivelse bør derfor kun finde sted i sidste instans. Parlamentet har dog medgivet, at den pris, den udvalgte tilbudsgiver havde tilbudt, fandtes i den bekendtgørelse om indgåede kontrakter, der blev offentliggjort i Supplement til Den Europæiske Unions Tidende.

84

Desuden afskar afslaget på at oplyse den pris, den udvalgte tilbudsgiver havde tilbudt, ikke sagsøgeren fra at indbringe søgsmål for Retten inden for den fastsatte frist.

85

Som svar på et spørgsmål fra Retten under retsmødet uddybede Parlamentet sin argumentation ved at præcisere, at udbuddet indtil offentliggørelsen af bekendtgørelsen om indgåede kontrakter endnu kunne blive annulleret som følge af indsigelser, der blev rejst, før kontrakten blev underskrevet. I så fald ville den manglende oplysning af prisen gøre det muligt at undgå, at de øvrige tilbudsgivere fik kendskab til dette aspekt af den udvalgte tilbudsgivers bud, og denne ville derfor kunne genfremsætte sit bud på de samme betingelser.

86

Indledningsvis påpeges, at Parlamentet som svar på sagsøgerens anmodning af 10. januar 2007 om supplerende oplysninger kun oplyste, at udvalgte tilbudsgiver havde tilbudt, var lidt højere end sagsøgerens. Størrelsen af denne pris, nemlig 26 EUR pr. time uden for planlægningen og 37,50 EUR pr. time inden for planlægningen, blev offentliggjort i bekendtgørelsen om indgåede kontrakter af .

87

Parlamentet var imidlertid ifølge finansforordningens artikel 100, stk. 2, første afsnit, forpligtet til at meddele alle bydende, hvis bud var blevet afvist, og som skriftligt anmodede derom, hvilke kvaliteter og relative fordele der kendetegnede det valgte bud.

88

Parlamentet var derfor, efter at sagsøgeren skriftligt havde anmodet derom, forpligtet til at give sagsøgeren oplysning om den pris, den udvalgte tilbudsgiver havde tilbudt, da denne udgør en af de kvaliteter og relative fordele, der kendetegner det valgte bud, især når dette kriterium under de konkrete omstændigheder vejede 55% i vurderingen af buddene.

89

Ingen af Parlamentets argumenter kan ændre denne konklusion.

90

For det første retfærdiggør argumentet om, at den ordregivende myndighed stadig har et skøn, ikke, at den afslår at meddele en tilbudsgiver, hvis bud er blevet afvist, og som skriftligt anmoder derom, hvilken pris den udvalgte tilbudsgiver har tilbudt. Parlamentet kan i den forbindelse ikke indskrænke sig til at udtale, at prisen ikke udgør en af kvaliteterne og de relative fordele ved en ordremodtagers bud, når dette kriterium, som anført ovenfor, vejede 55% i vurderingen af buddene.

91

For det andet kan meddelelse af visse oplysninger ganske vist ifølge finansforordningens artikel 100, stk. 2, andet afsnit, undlades i tilfælde, hvor det ville være til hinder for anvendelse af lovgivningen, være i modstrid med offentlighedens interesse, være til skade for offentlige eller private virksomheders legitime forretningsmæssige interesser eller kunne hindre loyal konkurrence mellem disse. I svarskriftet har Parlamentet dog ikke forklaret, hvorledes det ville have været til skade for den udvalgte tilbudsgivers forretningsmæssige interesser at meddele, hvilken pris denne havde tilbudt, og desuden peget på, at prisen blev oplyst i bekendtgørelsen om indgåede kontrakter.

92

For det tredje kunne argumentet om, at den ordregivende myndighed kan beslutte at undlade at indgå kontrakten eller annullere udbudsproceduren, før kontrakten underskrives, således som finansforordningens artikel 101 giver den ret til, ikke under de konkrete omstændigheder fritage Parlamentet fra at oplyse sagsøgeren om, hvilken pris den udvalgte tilbudsgiver havde tilbudt. At tiltræde dette argument ville nemlig være ensbetydende med at fratage den begrundelsespligt, der fastsættes i finansforordningens artikel 100, stk. 2, første afsnit, og gennemførelsesbestemmelsernes artikel 149, stk. 3, dens praktiske betydning.

93

Det andet anbringende må derfor tiltrædes.

94

Det følger af det foregående i det hele, at den anfægtede afgørelse bør annulleres.

95

Med den tredje påstand tilsigter sagsøgeren at opnå Rettens annullation af alle de retsakter, der følger af den anfægtede afgørelse.

96

Det bemærkes i den forbindelse, at en stævning ifølge artikel 21, stk. 1, i Domstolens statut, der i medfør af artikel 53, stk. 1, i samme statut og artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement finder anvendelse på Retten, skal angive søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Disse angivelser skal være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte får mulighed for at tilrettelægge sit forsvar og Retten for at gennemføre den retslige efterprøvelse. Af retssikkerhedshensyn og af hensyn til en god retspleje er det nødvendigt, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, om end kortfattet, men dog konsekvent og forståeligt, fremgår af selve stævningen (Rettens kendelser af 28.4.1993, sag T-85/92, De Hoe mod Kommissionen, Sml. II, s. 523, præmis 20, og af , sag T-294/04, Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen, Sml. II, s. 2719, præmis 23).

97

I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren ikke nærmere angivet, hvilke retsakter der tages sigte på i dennes tredje påstand, og har ikke fremført nogen argumentation til støtte for den.

98

Den tredje påstand må derfor afvises.

99

I stævningen har sagsøgeren påstået Parlamentet tilpligtet at betale 500000 EUR i erstatning.

100

I replikken har sagsøgeren gjort gældende, at selskabet opfyldte alle betingelser for at blive tildelt kontrakten. Parlamentet tilsidesatte følgelig efter sagsøgerens opfattelse alle de retsregler, der gjaldt for tildelingen af denne, og sagsøgerens erstatningspåstand kan admitteres.

101

Om skaden har sagsøgeren anført, at selskabet har lidt økonomisk tab ved ikke at være ordremodtageren. Sagsøgeren har ikke kunnet nyde godt af de fordele, selskabet med føje havde ret til at forvente.

102

Ifølge Parlamentet bør sagsøgerens erstatningspåstand ikke realitetspåkendes.

103

Ifølge fast retspraksis skal en stævning, hvori der nedlægges påstand om betaling af erstatning for skade forvoldt af en fællesskabsinstitution, indeholde de elementer, der gør det muligt at identificere den adfærd, som sagsøgeren bebrejder institutionen, grundene til, at han antager, at der består en årsagsforbindelse mellem adfærden og det tab, han hævder at have lidt, samt karakteren og størrelsen af dette tab (Rettens dom af 10.7.1997, sag T-38/96, Guérin automobiles mod Kommissionen, Sml. II, s. 1223, præmis 42, og af , sag T-19/01, Chiquita Brands m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 315, præmis 65).

104

I det foreliggende tilfælde savner den erstatningspåstand, der findes i stævningen, og som kun er angivet som et punkt, den meste elementære præcision.

105

Selv hvis der i stævningen havde fandtes elementer, som gjorde det muligt at identificere den adfærd, der bebrejdes institutionen, indeholder den nemlig intet om hverken karakteren og størrelsen af det påståede tab eller grundene til, at sagsøgeren antager en årsagsforbindelse mellem adfærden og dette tab.

106

Desuden har sagsøgeren ikke reelt forsøgt at råde bod på disse mangler i replikken, for så vidt som dette kunne admitteres.

107

Heraf følger, at stævningen for så vidt angår erstatningspåstanden ikke opfylder kravene i procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c).

108

Erstatningspåstanden må derfor afvises.

109

I replikken har sagsøgeren nedlagt påstand om, at Retten pålægger Parlamentet at tilrettelægge en forskriftsmæssig udbudsprocedure.

110

Imidlertid har sagsøgeren i henhold til procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), pligt til at fastlægge søgsmålets genstand og at fremstille søgsmålsgrundene i stævningen. Selv om samme reglements artikel 48, stk. 2, åbner mulighed for under visse omstændigheder at fremsætte nye anbringender under sagen, kan denne bestemmelse i intet tilfælde fortolkes således, at den skulle åbne mulighed for, at sagsøgeren kan fremsætte nye påstande for Retten og således ændre sagens genstand (Rettens dom af 18.9.1992, sag T-28/90, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2285, præmis 43, og af , sag T-2/99, T. Port mod Rådet, Sml. II, s. 2093, præmis 34; jf. ligeledes analogt Domstolens dom af , sag 232/78, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 2729, præmis 3).

111

Heraf følger, at påstanden om, at Parlamentet pålægges at tilrettelægge en udbudsprocedure, må afvises.

112

For fuldstændighedens skyld påpeges, at den kompetence, Fællesskabets retsinstanser råder over i annullationssøgsmål efter artikel 230 EF, begrænser sig til en prøvelse af den anfægtede retsakts lovlighed, og at det ifølge fast retspraksis ikke tilkommer Retten under udøvelsen af dens kompetence at meddele fællesskabsinstitutionerne påbud (Domstolens dom af 8.7.1999, sag C-5/93 P, DSM mod Kommissionen, Sml. I, s. 4695, præmis 36, og Rettens dom af , sag T-145/98, ADT Projekt mod Kommissionen, Sml. II, s. 387, præmis 83). Hvis den anfægtede retsakt annulleres, påhviler det i henhold til artikel 233 EF vedkommende institution at træffe de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af dommen i annullationssøgsmålet (Rettens dom af , sag T-67/94, Ladbroke Racing mod Kommissionen, Sml. II, s. 1, præmis 200, og dommen af i sag T-465/04, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, nævnt i præmis 56 ovenfor, præmis 35).

113

I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Parlamentet har tabt sagen, bør det pålægges at betale sagsøgerens omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Sjette Afdeling):