DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)
9. marts 2023 ( *1 )
»Præjudiciel forelæggelse – fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer – direktiv 2014/40/EU – mærkning og emballering – artikel 2, nr. 40) – begrebet »markedsføring« – artikel 8, stk. 3 – sundhedsadvarsler, som hver enkeltpakning med en tobaksvare og eventuel ydre emballage skal være forsynet med – forbud mod at skjule – automat til salg af cigaretpakker – cigaretpakker, der er usynlige udefra«
I sag C-356/22,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) ved afgørelse af 24. februar 2022, indgået til Domstolen den 2. juni 2022, i sagen
Pro Rauchfrei eV
mod
JS eK,
har
DOMSTOLEN (Femte Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, E. Regan, og dommerne D. Gratsias (refererende dommer), M. Ilešič, I. Jarukaitis og Z. Csehi,
generaladvokat: L. Medina,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
|
– |
JS eK ved Rechtsanwalt A. Meisterernst, |
|
– |
Europa-Kommissionen ved E. Schmidt, F. van Schaik og H. van Vliet, som befuldmægtigede, |
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
|
1 |
Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 8, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/40/EU af 3. april 2014 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobak og relaterede produkter og om ophævelse af direktiv 2001/37/EF (EUT 2014, L 127, s. 1). |
|
2 |
Denne anmodning er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem Pro Rauchfrei eV og JS eK vedrørende JS’ anvendelse af automater til salg af cigaretpakker, som bevirker, at de sundhedsadvarsler, der angives på cigaretpakker, skjules for forbrugerne. |
Retsforskrifter
|
3 |
Artikel 1 i direktiv 2014/40 med overskriften »Genstand« bestemmer: »Målet med dette direktiv er at gennemføre en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om: […]
[…] for at fremme den rette funktion af det indre marked for tobak og relaterede produkter med udgangspunkt i et højt sundhedsbeskyttelsesniveau, navnlig for unge, og for at opfylde Unionens forpligtelser i henhold til [Verdenssundhedsorganisationens] rammekonvention om tobakskontrol […]« |
|
4 |
Direktivets artikel 2 med overskriften »Definitioner« har følgende ordlyd: »I dette direktiv forstås ved: […]
[…]
[…]« |
|
5 |
Samme direktivs afsnit II med overskriften »Tobaksvarer« indeholder et kapitel II, der har overskriften »Mærkning og emballering«, hvoraf fremgår artikel 8 med overskriften »Generelle bestemmelser«. Denne artikel fastsætter følgende i stk. 1, 3 og 8: »1. Hver enkeltpakning og eventuel ydre emballage om en tobaksvare skal være forsynet med sundhedsadvarslerne omhandlet i dette kapitel på det eller de officielle sprog i den medlemsstat, hvor produktet markedsføres. […] 3. Medlemsstaterne sikrer, at sundhedsadvarslerne på en enkeltpakning og eventuel ydre emballage er påtrykt på en sådan måde, at de ikke kan fjernes eller slettes og er fuldt synlige, herunder at de ikke er helt eller delvist skjult eller brydes af banderoler, prismærkater, sikkerhedsfeatures, indpakningsmateriale, omslag, æsker/kasser eller andre elementer, når tobaksvaren markedsføres. På enkeltpakninger af andre tobaksvarer end cigaretter og rulletobak i punge kan sundhedsadvarslerne påklæbes ved hjælp af mærkater, hvis disse ikke kan fjernes. Sundhedsadvarslerne skal forblive intakte ved åbning af enkeltpakningen, undtagen på pakninger med et flip-top-låg, hvor sundhedsadvarslerne må brydes ved åbning af pakken, men kun på en måde, der sikrer den grafiske integritet og synligheden af teksten, fotografierne og rygestopoplysningerne. […] 8. Billeder af enkeltpakninger og eventuel ydre emballage, der henvender sig til forbrugere i Unionen, skal være i overensstemmelse med bestemmelserne i dette kapitel.« |
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
|
6 |
JS, der driver to supermarkeder i München (Tyskland), havde siden den 20. maj 2017 haft installeret automater til salg af cigaretpakker ved disse supermarkeders kasser. Cigaretpakkerne blev opbevaret på en sådan måde i disse automater, at kunderne ikke kunne se disse pakker. Tasterne til produktvalg på disse automater gjorde det ganske vist muligt at identificere forskellige cigaretmærker med en grafisk repræsentation, men uden at de ved lov påbudte sundhedsadvarsler fremgik. |
|
7 |
For at købe en cigaretpakke skulle kunden anmode kassepersonalet om at åbne automaten. Kunden skulle derefter selv trykke på tasten for den valgte cigaretpakke, som så blev sendt direkte til kassebåndet for at gøre det muligt for kunden at betale for den. |
|
8 |
Pro Rauchfrei er en almennyttig forening, som forsvarer rettighederne for passive rygere. Foreningen anlagde sag ved Landgericht München I (den regionale ret i første instans i München I, Tyskland) med påstand om, at det blev forbudt JS at sælge tobaksvarer, navnlig cigaretter, på en sådan måde, at de sundhedsadvarsler, som findes på enkeltpakningerne og på eventuel ydre emballage for tobaksvarer, er skjult ved salget ved hjælp af en anordning som den i nærværende doms præmis 6 omtalte. Subsidiært nedlagde Pro Rauchfrei påstand om, at det blev forbudt JS at sælge sådanne varer ved hjælp af en anordning, som kun gengiver billedet af enkeltpakningerne af cigaretter uden de sundhedsadvarsler, der skal angives. |
|
9 |
Landgericht München I (den regionale ret i første instans i München I) frifandt sagsøgte. |
|
10 |
Pro Rauchfrei iværksatte appel til prøvelse af denne afgørelse ved Oberlandesgericht München (den regionale appeldomstol i München, Tyskland), som heller ikke gav foreningen medhold. På denne baggrund har foreningen besluttet at iværksætte revisionsanke ved den forelæggende ret, Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland), til prøvelse af denne dom. |
|
11 |
Den forelæggende ret vurderede, at dette søgsmål krævede en fortolkning af artikel 8, stk. 3, første punktum, og artikel 8, stk. 8, i direktiv 2014/40, og forelagde derfor Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse, som blev registreret under sagsnummer C-370/20, hvorved den forelagde Domstolen fire præjudicielle spørgsmål. |
|
12 |
Ved dom af 9. december 2021, Pro Rauchfrei (C-370/20, EU:C:2021:988), besvarede Domstolen det tredje og det fjerde spørgsmål. Den fastslog således for det første, at artikel 8, stk. 8, i 2014/40 skal fortolkes således, at et billede, som ikke er en naturtro gengivelse af en enkeltpakning af cigaretter, men som forbrugeren associerer med en sådan enkeltpakning på grund af billedets udformning hvad angår omrids, proportioner, farver og varemærke, udgør et »billede af en enkeltpakning« i denne bestemmelses forstand, og for det andet, at denne bestemmelse skal fortolkes således, at et billede af en cigaretpakke, der er omfattet af denne bestemmelse, men hvoraf ikke fremgår de sundhedsadvarsler, der er fastsat i kapitel II i afsnit II i dette direktiv, ikke er i overensstemmelse med den nævnte bestemmelse, selv om forbrugeren har mulighed for at se disse advarsler på den cigaretpakke, som svarer til dette billede, inden købet. |
|
13 |
Henset til besvarelsen af det tredje og det fjerde spørgsmål fastslog Domstolen derimod, at det var ufornødent at besvare det første og det andet spørgsmål. |
|
14 |
I den anmodning om præjudiciel afgørelse, der ligger til grund for nærværende sag, har den forelæggende ret anført, at de processuelle bestemmelser, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, forpligter den til at overholde den prioriterede rækkefølge mellem den principale og den subsidiære påstand. Eftersom tiltrædelsen af Pro Rauchfreis principale påstande afhænger af besvarelsen af det første og det andet spørgsmål, som Domstolen ikke besvarede i dom af 9. december 2021, Pro Rauchfrei (C-370/20, EU:C:2021:988), og besvarelsen af det tredje og det fjerde spørgsmål kun er relevant med henblik på vurderingen af, om denne parts subsidiære påstande kan tiltrædes, er der fortsat behov for en besvarelse af det første og det andet spørgsmål. Den forelæggende ret nærer nemlig tvivl om betydningen af begrebet »markedsføres« som omhandlet i artikel 8, stk. 3, første punktum, i direktiv 2014/40 samt rækkevidden af det forbud mod at skjule advarsler med »andre elementer«, som er fastsat i denne bestemmelse. |
|
15 |
På denne baggrund har Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
|
Om de præjudicielle spørgsmål
|
16 |
Det skal indledningsvis bemærkes, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at den retskraft, der knytter sig til en dom afsagt i en præjudiciel sag, ikke er til hinder for, at den nationale retsinstans, som dommen retter sig til, kan finde det nødvendigt på ny at indbringe en sag for Domstolen, inden der træffes afgørelse i hovedsagen, bl.a. såfremt den nationale retsinstans forelægger Domstolen nye synspunkter, på grundlag af hvilke Domstolen kan tænkes at ville ændre sin besvarelse af et tidligere spørgsmål (dom af 6.3.2003, Kaba, C-466/00, EU:C:2003:127, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis). |
|
17 |
Det følger så meget desto mere heraf, at den nationale retsinstans, som Domstolens dom i en præjudiciel sag er rettet til, kan forelægge denne en ny anmodning om præjudiciel afgørelse, hvorved den atter forelægger Domstolen de spørgsmål, som denne ved sin dom fandt, at det var ufornødent at besvare, henset til besvarelsen af de øvrige spørgsmål, for så vidt som den nationale retsinstans i den nye anmodning fremlægger oplysninger som de i denne doms præmis 14 anførte, hvoraf fremgår, at besvarelsen af de ikke-undersøgte spørgsmål faktisk er nødvendig for afgørelsen af tvisten i hovedsagen. |
Det første spørgsmål
|
18 |
Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 8, stk. 3, første punktum, i direktiv 2014/40 skal fortolkes således, at udbuddet af tobaksvarer til salg i automater, hvori enkeltpakningerne med disse varer opbevares således, at de ikke er synlige udefra, henhører under begrebet »markedsføres« i denne bestemmelses forstand. |
|
19 |
Det skal i denne henseende bemærkes, at begrebet »markedsføring« i artikel 2, nr. 40), i direktiv 2014/40 defineres således, at det omfatter »tilrådighedsstillelse af produkter, uafhængigt af deres fremstillingssted, til forbrugere i Unionen mod eller uden vederlag, herunder ved fjernsalg«. |
|
20 |
Det følger af den sædvanlige betydning af ordet »tilrådighedsstillelse«, at det skal anses, at tobaksvarer »markedsføres« som omhandlet i artikel 8, stk. 3, første punktum, i direktiv 2014/40, når forbrugerne kan anskaffe dem. Når tobaksvarer er udbudt til salg, skal de således anses for at være markedsført før købet og før betaling. |
|
21 |
Det skal desuden præciseres, således som det fremgår af ordlyden af direktivets artikel 2, nr. 40), og artikel 8, stk. 3, at den måde, hvorpå tobaksvarer tilbydes forbrugerne, ikke har indvirkning på betydningen af begrebet »markedsføring« i nævnte direktivs forstand. |
|
22 |
I det foreliggende tilfælde er den omstændighed, at tobaksvarerne ikke er synlige i de automater, hvorved varerne gøres tilgængelige for salg, følgelig ikke til hinder for, at det kan lægges til grund, at disse varer »markedsføres« som omhandlet i artikel 8, stk. 3, første punktum, i direktiv 2014/40. |
|
23 |
Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 8, stk. 3, første punktum, i direktiv 2014/40 skal fortolkes således, at udbuddet af tobaksvarer til salg i automater, hvori enkeltpakningerne med disse varer opbevares således, at de ikke er synlige udefra, er omfattet af begrebet »markedsføres« i denne bestemmelses forstand. |
Det andet spørgsmål
|
24 |
Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 8, stk. 3, første punktum, i direktiv 2014/40 skal fortolkes således, at sundhedsadvarslerne på enkeltpakninger eller eventuel ydre emballage med tobaksvarer er »skjult« i denne bestemmelses forstand, alene fordi opbevaringen af varen i en automat bevirker, at denne vare er helt usynlig udefra. |
|
25 |
I henhold til artikel 8, stk. 3, første punktum, i direktiv 2014/40 har medlemsstaterne pligt til at sikre, at »sundhedsadvarslerne på en enkeltpakning og eventuel ydre emballage ikke er helt eller delvist skjult eller brydes af banderoler, prismærkater, sikkerhedsfeatures, indpakningsmateriale, omslag, æsker/kasser eller andre elementer, når tobaksvaren markedsføres«. |
|
26 |
Det tilfælde, hvor tobaksvarer, der, selv om de har sundhedsadvarsler på enkeltpakningen eller emballagen, er lukket inde i en opbevaringsenhed som den i hovedsagen omhandlede anordning, således at de ikke kan ses udefra, er dermed ikke udtrykkeligt omfattet af denne bestemmelse. |
|
27 |
Det skal ikke desto mindre afgøres, om sundhedsadvarslerne i et sådant tilfælde skal anses for at være blevet skjult med »andre elementer« i nævnte bestemmelses forstand. |
|
28 |
Det skal bemærkes, at der i henhold til Domstolens faste praksis med henblik på fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den lovgivning, som den er en del af (dom af 28.10.2022, Generalstaatsanwaltschaft München (Udlevering og ne bis in idem), C-435/22 PPU, EU:C:2022:852, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis). |
|
29 |
Med hensyn til ordlyden af artikel 8, stk. 3, første punktum, i direktiv 2014/40 vedrører denne ordlyd det tilfælde, at sundhedsadvarslerne på en enkeltpakning eller eventuel ydre emballage med tobaksvarer er helt eller delvist skjult, og ikke at selve enkeltpakningerne er skjult. |
|
30 |
For så vidt angår navnlig henvisningen i artikel 8, stk. 3, første punktum, i direktiv 2014/40 til »andre elementer«, der kan skjule sundhedsadvarslerne på tobaksvarers enkeltpakninger eller eventuelle ydre emballage, skal det desuden fastslås, at de elementer, der ikke er udtømmende opregnet i denne bestemmelse, dvs. banderoler, prismærkater, sikkerhedsfeatures, indpakningsmateriale, omslag, æsker og kasser, alle enten kan placeres direkte på tobaksvarens enkeltpakning eller eventuelle ydre emballage eller omfatte denne pakning eller dens emballage. Ingen af disse elementer gør derimod en sådan enkeltpakning helt utilgængelig og usynlig for offentligheden, såsom når den er lukket inde i en opbevaringsenhed som i dette tilfælde en automat. |
|
31 |
Denne fortolkning underbygges af den sammenhæng, hvori artikel 8, stk. 3, indgår. Spørgsmålet om at skjule sundhedsadvarslerne på tobaksvarers enkeltpakninger, som denne bestemmelse vedrører, adskiller sig nemlig fra spørgsmålet, om der ikke er sundhedsadvarsler på de billeder af tobaksvarers enkeltpakninger, som kan fremgå uden på den salgsautomat, hvori sådanne pakninger opbevares. Sidstnævnte spørgsmål henhører under artikel 8, stk. 8, i direktiv 2014/40 som fortolket af Domstolen i dom af 9. december 2021, Pro Rauchfrei (C-370/20, EU:C:2021:988). |
|
32 |
Med hensyn til det formål, der forfølges med det forbud mod at skjule sundhedsadvarsler, som er fastsat i artikel 8, stk. 3, første punktum, i direktiv 2014/40, forfølger direktivet i henhold til dets artikel 1 et dobbelt formål, som består i at fremme den rette funktion af det indre marked for tobak og relaterede produkter med udgangspunkt i et højt sundhedsbeskyttelsesniveau, navnlig for unge (dom af 9.12.2021, Pro Rauchfrei, C-370/20, EU:C:2021:988, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis). |
|
33 |
I denne henseende har Domstolen i præmis 30 i dom af 9. december 2021, Pro Rauchfrei (C-370/20, EU:C:2021:988), allerede i det væsentlige præciseret, at de sundhedsadvarsler, som skal angives på enkeltpakninger eller eventuel ydre emballage med tobaksvarer, tjener til at modvirke det ønske om køb, som er opstået hos forbrugeren ved synet af en sådan enkeltpakning eller et billede heraf. |
|
34 |
Virkeliggørelsen af dette formål skades, hvis en enkeltpakning lukkes inde i en opbevaringsenhed såsom en automat, således at den er helt usynlig udefra. For så vidt som forbrugeren i et sådant tilfælde ikke kan se denne enkeltpakning, nærer vedkommende herved ikke et ønske om køb, som sundhedsadvarslerne tjener til at modvirke. |
|
35 |
Det andet spørgsmål skal følgelig besvares med, at artikel 8, stk. 3, første punktum, i direktiv 2014/40 skal fortolkes således, at sundhedsadvarslerne på enkeltpakninger eller eventuel ydre emballage med tobaksvarer ikke er »skjult« i denne bestemmelses forstand, alene fordi opbevaringen af varen i en automat bevirker, at denne vare er helt usynlig udefra. |
Sagsomkostninger
|
36 |
Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes. |
|
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret: |
|
|
|
Underskrifter |
( *1 ) – Processprog: tysk.