1

Sagsøgerne, Harry Shindler og de øvrige sagsøgere, hvis navne er anført i bilaget, er statsborgere i Det Forenede Kongerige, idet den førstnævnte har bopæl i Italien og de øvrige i Frankrig.

2

Den 23. juni 2016 stemte borgerne i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland ved en folkeafstemning for, at deres land skulle træde ud af Den Europæiske Union.

3

Den 29. marts 2017 meddelte Det Forenede Kongerige Rådet, at det havde til hensigt at udtræde af Unionen i henhold til artikel 50, stk. 2, TEU.

4

Den 8. juni 2017 blev der afholdt parlamentsvalg i Det Forenede Kongerige.

5

Ved afgørelse (EU) 2019/476 af 22. marts 2019 (EUT 2019, L 80 I, s. 1) forlængede Det Europæiske Råd efter aftale med Det Forenede Kongerige den frist, der er fastsat i artikel 50, stk. 3, TEU, hvorefter traktaterne ophører med at finde anvendelse i Det Forenede Kongerige, medmindre der er indgået en aftale om de nærmere bestemmelser for dets udtræden. I henhold til denne afgørelses artikel 1 skulle denne frist udløbe enten den 12. april 2019 eller den 22. maj 2019.

6

Ved afgørelse (EU) 2019/584 af 11. april 2019 (EUT 2019, L 101, s. 1) forlængede Det Europæiske Råd efter aftale med Det Forenede Kongerige på ny den ovenfor i præmis 5 nævnte frist. I henhold til denne afgørelses artikel 1 skulle denne frist i princippet udløbe den 31. oktober 2019.

7

Den 31. juli 2019 sendte sagsøgerne samt en anden statsborger fra Det Forenede Kongerige bosat i Italien en skrivelse til Det Europæiske Råd og Rådet for Den Europæiske Union. Dagen efter sendte de en i det væsentlige identisk skrivelse til Europa-Kommissionen (herefter »skrivelsen af 1. august 2019«).

8

I de ovenfor i præmis 7 nævnte skrivelser henledte sagsøgerne i det væsentlige Det Europæiske Råds, Rådets og Kommissionens opmærksomhed på situationen for statsborgere fra Det Forenede Kongerige, som er bosat i andre medlemsstater end Det Forenede Kongerige, og som dér har opbygget et privatliv og familieliv, navnlig dem, der – ligesom dem – havde forladt Det Forenede Kongerige for over 15 år siden. De bemærkede, at disse statsborgere i henhold til »15-årsreglen« (15-year rule) ikke havde haft ret til at deltage hverken i folkeafstemningen den 23. juni 2016 eller i parlamentsvalget den 8. juni 2017, selv om disse afstemninger var afgørende for Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen og bevarelsen af deres unionsborgerskab. De anmodede derfor Det Europæiske Råd, Rådet og Kommissionen om at »fastslå, at de havde udvist passivitet« som følge af deres »ulovlige undladelse af at bevare [de nævnte statsborgeres] unionsborgerskab«. De opfordrede desuden disse tre institutioner til inden Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen, der var fastsat til den 31. oktober 2019, at træffe en afgørelse om bevarelse af de samme statsborgeres unionsborgerskab efter tidspunktet for denne udtræden, uanset om der var indgået en aftale om de nærmere bestemmelser for den nævnte udtræden.

9

Ved skrivelse underskrevet den 11. september 2019 besvarede Kommissionen skrivelsen af 1. august 2019 (herefter »skrivelsen af 11. september 2019«). I denne skrivelse afslog Kommissionen den opfordring til at handle, der var indeholdt i skrivelsen af 1. august 2019. Den forklarede, at statsborgere fra Det Forenede Kongerige, som ikke er statsborgere i en EU-medlemsstat, fra tidspunktet for Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen ikke længere vil blive anset for unionsborgere. Kommissionen fandt følgelig, at traktaterne ikke gjorde det muligt for den at træffe afgørelse om bevarelse, fra tidspunktet for den nævnte udtræden, af unionsborgerskabet for de pågældende statsborgere, der på dette tidspunkt ikke er statsborgere i en EU-medlemsstat.

15

Ved en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til artikel 89, stk. 3, litra a), i Rettens procesreglementet har Retten stillet sagsøgerne et spørgsmål. Sagsøgerne har efterkommet denne anmodning inden for den fastsatte frist.

[Udelades]

17

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

18

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

19

I henhold til procesreglementets artikel 126 kan Retten, når det er åbenbart, at en sag må afvises, på forslag fra den refererende dommer til enhver tid beslutte at træffe afgørelse ved begrundet kendelse uden at fortsætte sagens behandling. Retten, der finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, beslutter i medfør af denne artikel at træffe afgørelse uden at fortsætte sagens behandling.

22

Hvad for det andet angår formuleringen af sagsøgernes første påstand, dvs. påstanden om annullation af »Kommissionens udtrykkelige afslag af [11.] september 2019 på at anerkende en undladelse«, er sagsøgerne ved den i præmis 15 ovenfor nævnte foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse blevet opfordret til at præcisere, om søgsmålet udelukkende var baseret på artikel 265 TEUF, eller om det skulle fortolkes således, at det ikke alene indeholdt en påstand om passivitet i henhold til artikel 265 TEUF, men ligeledes en annullationspåstand i henhold til artikel 263 TEUF. Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 14. februar 2020 har sagsøgerne svaret, at søgsmålet både indeholdt en passivitetspåstand i henhold til artikel 265 TEUF og en annullationspåstand i henhold til artikel 263 TEUF.

23

Under disse omstændigheder må det fastslås, at sagsøgerne med deres første påstand har nedlagt påstand om, at Retten annullerer den afgørelse, der er indeholdt i skrivelsen af 11. september 2019, hvorved Kommissionen i det væsentlige afslog at vedtage en afgørelse om bevarelse, fra Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen, af unionsborgerskabet for visse statsborgere fra Det Forenede Kongerige, som på dette tidspunkt ikke er statsborgere i en EU-medlemsstat, uanset om der er indgået en aftale om de nærmere vilkår for denne udtræden.

[Udelades]

40

Som anført i præmis 23 ovenfor har sagsøgerne nedlagt påstand om annullation af afgørelsen indeholdt i skrivelsen af 11. september 2019.

43

Det skal i den foreliggende sag bemærkes, at sagsøgerne med henblik på at godtgøre den »undladelse«, der er en følge af Kommissionens manglende vedtagelse af en afgørelse om bevarelse af unionsborgerskabet for visse statsborgere fra Det Forenede Kongerige på tidspunktet for Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen, uanset om der er indgået en aftale om de nærmere bestemmelser for denne udtræden, i det væsentlige har fremsat tre anbringender, der har til formål at anfægte disse statsborgeres tab af unionsborgerskabet. Disse anbringender vedrører for det første tilsidesættelse af traktaterne, retssikkerhedsprincippet og princippet om velerhvervede rettigheder, for det andet tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og af retten til respekt for privatliv og familieliv og for det tredje en ulovlig fratagelse af stemmeretten ved folkeafstemningen den 23. juni 2016 og parlamentsvalget den 8. juni 2017, idet denne fratagelse af stemmeretten var i strid med »kontradiktionsprincippet«, retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, retten til respekt for privatliv og familieliv samt »lighedsprincippet for retten til at stemme«.

44

Ved skrivelsen af 11. september 2019, som er genstand for annullationspåstanden, afslog Kommissionen imidlertid netop at vedtage en afgørelse om bevarelse af unionsborgerskabet for visse statsborgere fra Det Forenede Kongerige. Selv om de anbringender og argumenter, der er anført i præmis 43 ovenfor, henviser til en »undladelse« fra Kommissionens side, må de derfor ligeledes anses for at være fremsat til støtte for annullationspåstanden.

[Udelades]

46

Det skal af egen drift efterprøves, om sagsøgerne har interesse i at påberåbe sig de anbringender, der er fremført til støtte for annullationspåstanden, jf. præmis 43 ovenfor.

47

Det bemærkes således for det første, at en sagsøger i henhold til fast retspraksis ikke har nogen berettiget interesse i annullation af en afgørelse, såfremt det er givet, at resultatet vil være, at der træffes en ny afgørelse, som bekræfter indholdet af den annullerede afgørelse over for den, og for det andet, at et annullationsanbringende skal afvises, idet der ikke er søgsmålsinteresse, når en annullation af den anfægtede retsakt på grundlag af dette anbringende – selv hvis det antages, at anbringendet kan antages til realitetsbehandling – ikke vil kunne hjælpe sagsøgeren (jf. dom af 9.6.2011, Evropaïki Dynamiki mod ECB, C-401/09 P, EU:C:2011:370, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis, og dom af 27.3.2019, Canadian Solar Emea m.fl. mod Rådet, C-236/17 P, EU:C:2019:258, præmis 93).

48

En sagsøger kan således ikke godtgøre en interesse i at påstå en afgørelse annulleret på grundlag af et bestemt anbringende, såfremt den pågældende institution ikke har noget skøn og er forpligtet til at handle, som den har gjort. I et sådant tilfælde med bunden kompetence kan en annullation af den nævnte afgørelse på grundlag af dette anbringende kun give anledning til, at der træffes en ny afgørelse, som i sin dispositive del er identisk med den annullerede afgørelse (jf. i denne retning dom af 6.7.1983, Geist mod Kommissionen, 117/81, EU:C:1983:191, præmis 7, af 20.5.1987, Souna mod Kommissionen, 432/85, EU:C:1987:236, præmis 20, og af 28.11.2019, Portigon mod CRU, T-365/16, EU:T:2019:824, præmis 192).

49

En sagsøger har så meget desto mere ikke godtgjort en interesse i at påstå annullation af en afgørelse om afslag på at handle på et givet område på grundlag af et bestemt anbringende i det tilfælde, hvor den pågældende institution under alle omstændigheder ikke har kompetence på området, således at en annullation af en sådan afgørelse på grundlag af dette anbringende kun kan give anledning til, at der træffes en ny afgørelse om afslag på at handle på dette område.

50

I den foreliggende sag ville sagsøgerne i tilfælde af annullation af afgørelsen indeholdt i skrivelsen af 11. september 2019 på grundlag af de anbringender, der er anført i præmis 43 ovenfor, kun kunne opnå medhold, såfremt Kommissionen ved at imødekomme den opfordring til at handle, der var indeholdt i skrivelsen af 1. august 2019, efterfølgende selv vedtog en bindende retsakt om bevarelse af unionsborgerskabet for visse statsborgere fra Det Forenede Kongerige fra Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen.

51

Det skal imidlertid bemærkes, at hver institution i henhold til artikel 13, stk. 2, TEU handler inden for rammerne af de beføjelser, der er tildelt den ved traktaterne, og i overensstemmelse med de procedurer, betingelser og mål, der er fastsat i disse. Det følger heraf, at Kommissionen, således som den har gjort gældende, kun kan handle på grundlag af den kompetence, der er tildelt den ved traktaterne.

52

Det skal derfor undersøges, om Kommissionen har kompetence til at handle på den af sagsøgerne ønskede måde.

53

I denne henseende må det konstateres, at ingen bestemmelse i traktaterne eller i den afledte ret – uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen kunne medføre tab af unionsborgerskabet for alle de statsborgere fra Det Forenede Kongeriges, der på tidspunktet for denne udtræden ikke var statsborgere i en medlemsstat – bemyndiger Kommissionen til at vedtage bindende retsakter, der har til formål at tildele visse kategorier af personer unionsborgerskab.

54

Den omstændighed, at Kommissionen ikke har en sådan kompetence, understøttes af den omstændighed, at denne institution i princippet kun har beføjelse til at fremsætte forslag i overensstemmelse med artikel 17, stk. 2, TEU.

55

Selv om sagsøgerne i øvrigt har gjort gældende, at Kommissionen har kompetence til at bevare unionsborgerskabet for statsborgere fra Det Forenede Kongerige på tidspunktet for Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen, har de ikke anført nogen bestemmelse, der bemyndiger Kommissionen til selv at træffe bindende retsakter, der har til formål at tildele eller bevare unionsborgerskabet til fordel for visse kategorier af personer. Selv om det er korrekt, at sagsøgerne i stævningen har henvist til artikel 25, stk. 2, TEUF, er det tilstrækkeligt at bemærke, at denne bestemmelse ikke tillægger Kommissionen, men Rådet, Europa-Parlamentet og medlemsstaterne beslutningskompetence.

56

Under disse omstændigheder er det åbenbart, at Kommissionen ikke har kompetence til selv at vedtage en bindende retsakt, som fra tidspunktet for Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen bevarer unionsborgerskabet for visse statsborgere fra Det Forenede Kongerige.

57

Uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen kunne medføre tab af unionsborgerskabet for alle statsborgere fra Det Forenede Kongerige, der på tidspunktet for den nævnte udtræden ikke var statsborgere i en medlemsstat, havde Kommissionen i det foreliggende tilfælde ikke kompetence til at vedtage en bindende retsakt, der fra tidspunktet for denne udtræden bevarede unionsborgerskabet for visse kategorier af personer, og var forpligtet til at afslå at vedtage den retsakt, som sagsøgerne havde anmodet om.

58

Det følger heraf, at Kommissionen, såfremt afgørelsen indeholdt i skrivelsen af 11. september 2019 annulleres på grundlag af de i præmis 43 ovenfor anførte anbringender, åbenbart savner kompetence og kun kan træffe en ny afgørelse om afslag på at vedtage den retsakt, som sagsøgerne har anmodet om. En sådan annullation vil således ikke kunne hjælpe sagsøgerne, hvorfor disse ikke har godtgjort en berettiget interesse i at fremsætte de ovenfor i præmis 43 anførte anbringender. Disse anbringender skal derfor afvises.

59

Under disse omstændigheder skal annullationspåstanden åbenbart afvises, idet den ikke er ledsaget af noget anbringende, der kan realitetspåkendes.

[Udelades]

61

Af det anførte følger, at sagen bør afvises i det hele.

[Udelades]

På grundlag af disse præmisser bestemmer

RETTEN (Tiende Afdeling):