1

Sagsøgeren, Guillaume Vincenti, er tjenestemand i lønklasse AST 7 ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO). Han har været ansat i denne lønklasse siden den 1. april 2009. Han har været på sygeorlov siden den 10. juni 2013.

2

Den bedømmelse, som han har fået i samtlige bedømmelsesrapporter for tjenesteårene 2009, 2010, 2011 og 2012, har vist, at »hans indsats, kompetencer og adfærd i det store hele svare[de] til stillingsbetegnelsen«. Hans bedømmelsesrapporter for 2013 og 2014, der dækker perioderne fra den 1. januar til den 31. december 2013 og fra den 1. januar til den 31. december 2014, er derimod ikke blevet afsluttet på grund af hans berettigede fravær.

3

Forfremmelsestærsklen i sagsøgerens lønklasse er 9 points. Ved skrivelse af 21. juli 2014 informerede ansættelsesmyndigheden ved EUIPO sagsøgeren om, at antallet af de forfremmelsespoints, som han endeligt var blevet tildelt i 2014, var 9,25.

4

EUIPO indledte i en meddelelse til personalet af 27. april 2015 forfremmelsesåret 2015 og informerede personalet om, at det i henhold til artikel 110 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) ville anvende Kommissionens afgørelse C(2013) 8968 final af 16. december 2013 om almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 45 (herefter »gennemførelsesbestemmelserne til artikel 45«) analogt på tjenestemænd. Med denne meddelelse informerede EUIPO ligeledes sit personale om, at der var udarbejdet arbejdsinstrukser med henblik på at definere forfremmelsesbestemmelserne ved EUIPO (herefter »arbejdsinstrukserne«).

5

I forbindelse med forfremmelsesåret 2015 opførte det rådgivende forretningsudvalg ved EUIPO ikke sagsøgeren på listen over de tjenestemænd, der blev foreslået forfremmet. Denne liste blev offentliggjort på EUIPO’s intranetsted den 25. juni 2015.

6

Den 2. juli 2015 påklagede sagsøgeren det rådgivende forretningsudvalgs afgørelse ved det paritetiske forfremmelsesudvalg og anmodede om, at hans navn blev opført på listen over de tjenestemænd, der blev foreslået forfremmet.

7

Efter at have behandlet sagsøgerens sag vedtog det paritetiske forfremmelsesudvalg den 24. juli 2015 sin henstilling til ansættelsesmyndigheden. Det paritetiske forfremmelsesudvalg anbefalede heri, at sagsøgerens anmodning skulle afvises. Det anså med udgangspunkt i arbejdsinstrukserne, at der, når en tjenestemand genindtræder i sin stilling, skal udarbejdes en bedømmelsesrapport og tildeles forfremmelsespoints med tilbagevirkende kraft, og at der skal foretages en sammenligning af fortjenesterne. Denne henstilling blev ikke vedtaget med enstemmighed. De to medlemmer af det paritetiske forfremmelsesudvalg, som var udpeget af personaleudvalget, anførte i denne forbindelse, at der ikke var noget retsgrundlag for at fravige den klare ordlyd af gennemførelsesbestemmelserne til artikel 45, og at fortolkningen af arbejdsinstrukserne, som denne henstilling var baseret på, ifølge dem afveg fra den klare betydning af gennemførelsesbestemmelsernes artikel 3.

8

Den 24. juli 2015 offentliggjorde ansættelsesmyndigheden listen over de tjenestemænd, som blev forfremmet i forfremmelsesåret 2015, og hvorpå sagsøgeren navn ikke figurerede.

9

Ved klage indgivet den 18. august 2015 i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, påklagede sagsøgeren EUIPO’s afgørelse af 24. juli 2015 om udfærdigelse af listen over de tjenestemænd, der blev forfremmet i forfremmelsesåret 2015 (herefter »den anfægtede afgørelse«).

10

Ved afgørelse af 8. december 2015 afslog ansættelsesmyndigheden klagen (herefter »afgørelsen om afslag på klagen«).

11

Ved stævning indleveret til Personalerettens Justitskontor den 18. marts 2016 har sagsøgeren anlagt denne sag. Sagen blev registreret under sagsnr. F-16/16.

12

I henhold til artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2016/1192 af 6. juli 2016 om overførsel til Retten af kompetencen til som første instans at afgøre tvister mellem Den Europæiske Union og dens ansatte (EUT 2016, L 200, s. 137) er denne sag blevet overført til Retten i den stand, som den befandt sig i den 31. august 2016. Sagen er blevet registreret under sagsnr. T-586/16 og er blevet henvist til Tredje Afdeling.

13

Ved foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse af 8. marts 2017 opfordrede Retten EUIPO til at besvare en række spørgsmål. EUIPO efterkom denne foranstaltning den 28. marts 2017.

14

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

15

EUIPO har nedlagt følgende påstande:

16

Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål anført tre anbringender, som der er redegjort for samlet i stævningen, og som vedrører for det første en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 45, artikel 3 i gennemførelsesbestemmelserne til artikel 45 og artikel 13 i EUIPO’s afgørelse ADM-05-09, for det andet en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, princippet om god forvaltningsskik og sagsøgerens ret til forsvar tillige med en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, som den anfægtede afgørelse er støttet på, og for det tredje, at ansættelsesmyndigheden har foretaget et åbenbart urigtigt skøn principalt, fordi den ikke anvendte sin skønsbeføjelse i forbindelse med sagsøgerens forfremmelse, og subsidiært på grund af dens afslag på at forfremme sagsøgeren, for så vidt som dette afslag overskred dens skønsbeføjelse.

17

Det skal indledningsvis bemærkes, at de bestemmelser, som finder anvendelse, og som i øvrigt blev anvendt analogt af EUIPO på tjenestemænd under forfremmelsesåret 2015, er gennemførelsesbestemmelserne til artikel 45 således som anført i præmis 4 ovenfor. Efter at sagsøgeren under retsmødet var blevet adspurgt om relevansen af EUIPO’s afgørelse ADM-05-09 for nærværende sag, valgte han, idet han anerkendte, at den anfægtede afgørelse ikke var støttet på denne afgørelse fra EUIPO, at frafalde sin argumentation vedrørende en tilsidesættelse af nævnte afgørelse, hvilket er blevet indført i retsmøderapporten.

18

Sagsøgeren har gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden har tilsidesat artikel 3, femte led, andet afsnit, i gennemførelsesbestemmelserne til artikel 45. Ifølge sagsøgeren var hans rapporter ikke blevet afsluttet på grund af en omstændighed, som ikke kunne tilregnes ham, nemlig hans sygeorlov. Ordlyden af denne bestemmelse giver ikke mulighed for at udelukke ham fra forfremmelsesåret 2015. Ansættelsesmyndigheden fandt fejlagtigt, at den omstændighed, at bedømmelses- og forfremmelsesproceduren for så vidt angår sagsøgeren bliver udskudt, indtil han er i stand til at genoptage sit arbejde, ikke fratager ham hans rettigheder i henhold til vedtægtens artikel 43 og 45. Denne tilgang medfører adskillige problemer, navnlig i tilfælde af den pågældende tjenestemands død eller vedvarende invaliditet. Ansættelsesmyndigheden kunne heller ikke med rette begrunde, at sagsøgeren ikke var omfattet af den pågældende forfremmelsesprocedure med henvisning til, at der ikke er foretaget nogen sammenligning af fortjenesterne, eftersom dette forhold ikke kan tilregnes sagsøgeren. Ansættelsesmyndigheden kunne nemlig ifølge sagsøgeren anvende andre oplysninger, som den var i besiddelse af, med henblik herpå. I og med at ansættelsesmyndigheden tilsidesatte artikel 3 i gennemførelsesbestemmelserne til artikel 45, tilsidesatte den vedtægtens artikel 45.

19

EUIPO har heroverfor i det væsentlige anført, at artikel 3 i gennemførelsesbestemmelserne til artikel 45 ikke omfatter sagsøgerens tilfælde, men derimod sådanne tilfælde, hvor bedømmeren ikke er til stede under forfremmelsesåret, men derimod den berørte tjenestemand, således som det følger af kontorets arbejdsinstruktioner. Denne fortolkning bestyrkes af den omstændighed, at bedømmelsesrapporterne er nødvendige med henblik på behørigt at sikre en sammenligning af fortjenesterne hos de forfremmelsesværdige tjenestemænd, således som dette ligeledes fremgår af artikel 3 i gennemførelsesbestemmelserne til artikel 45, der som hovedregel kræver, at disse rapporter skal være endelige. EUIPO har gjort gældende, at eftersom en person, der er på sygeorlov, i almindelighed ikke kan anses for at være i stand til at anfægte sin bedømmelsesrapport og overholde de proceduremæssige frister, var EUIPO forpligtet til at udskyde bedømmelsesprocedurerne vedrørende sagsøgeren og af samme grund ligeledes udsætte hans forfremmelse med henblik på at sikre hans processuelle rettigheder. EUIPO er desuden af den opfattelse, at en sammenligning af fortjenesterne på baggrund af andre oplysninger end dem, der fremgår af bedømmelsesrapporterne, altid skal være sidste udvej og kun kan begrundes, såfremt det er åbenbart, at der ikke vil være nogen behørigt og forskriftsmæssigt udarbejdet rapport, eftersom den pågældende tjenestemand ikke genindtræder i sin stilling. EUIPO skulle som følge af dets omsorgspligt sikre sig, at afgørelsen om forfremmelse af sagsøgeren var blevet truffet, efter at den pågældende havde haft mulighed for at udtale sig om sine fortjenester. EUIPO har derudover som svar på den foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, der er vedtaget af Retten, gjort gældende, at det er i sagsøgerens interesse at kunne deltage i en bedømmelsessamtale og følge hele bedømmelsesproceduren snarere end en procedure, hvor EUIPO påberåber sig andre gyldige oplysninger, fordi sagsøgeren er genstand for en undersøgelse udført af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), der, selv om den blev indledt efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, vedrører den omhandlede bedømmelsesperiode. EUIPO har tilføjet, at bedømmelsesrapporterne sikrer beskyttelsen af de ansattes rettigheder gennem dialog og en klageprocedure, hvilket ikke nødvendigvis er tilfældet, hvis sammenligningen af fortjenesterne foretages på grundlag af andre tilgængelige oplysninger.

20

I det foreliggende tilfælde bemærkes indledningsvis, at den begrundelse, der er relevant ved vurderingen af lovligheden af den anfægtede afgørelse, er den, der er anført i afgørelsen om afslag på klagen. Det fremgår nærmere bestemt af denne afgørelse, at ansættelsesmyndigheden anså, at artikel 3, femte led, andet afsnit, i gennemførelsesbestemmelserne til artikel 45 vedrører de situationer, hvor selve tjenestemandens bedømmelsesrapport ikke var afsluttet, f.eks. fordi bedømmeren eller bedømmeren i klageleddet var fraværende på tidspunktet, hvor disse skulle intervenere i bedømmelsesproceduren. Ifølge ansættelsesmyndigheden fandt denne bestemmelse derfor ikke anvendelse i sagsøgerens tilfælde. Ansættelsesmyndigheden anførte dernæst, at sagsøgeren på grund af hans sygeorlov ikke havde modtaget nogen bedømmelsesrapporter for 2013 og 2014, og at bedømmelses- og forfremmelsesprocedurerne vedrørende ham var blevet udsat, indtil han genindtrådte i sin stilling. Den præciserede endvidere, at eftersom proceduren til forfremmelse af sagsøgeren var blevet udsat på grund af hans berettigede fravær, var sammenligningen af hans fortjenester med rette ikke taget i betragtning ved forfremmelsen i 2015. Endelig konkluderede ansættelsesmyndigheden på grundlag af det ovenstående, at det var med rette, at sagsøgerens navn ikke var blevet optaget på listen over de tjenestemænd, der blev forfremmet i 2015.

21

I henhold til vedtægtens artikel 110 finder Kommissionens afgørelse C(2013) 8985 final af 16. december 2013 om almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 43 (herefter »gennemførelsesbestemmelserne til artikel 43«) og gennemførelsesbestemmelserne til artikel 45 i mangel af undtagelse analog anvendelse på EUIPO.

22

Det skal bemærkes, at i henhold til artikel 2 i gennemførelsesbestemmelserne til artikel 45 skal forfremmelsesproceduren finde sted årligt.

23

I forbindelse med denne forfremmelsesprocedure, som gennemføres hvert år, kan en tjenestemand være genstand for en afgørelse om forfremmelse, dvs. kan anses for forfremmelsesværdig, såfremt han i henhold til artikel 3 i gennemførelsesbestemmelserne til artikel 45 opfylder fem kumulative betingelser. Den femte af disse betingelser består, således som EUIPO har gjort gældende, i, at bedømmelsesrapporterne vedrørende sagsøgeren er blevet endelige i henhold til gennemførelsesbestemmelserne til artikel 43. Artikel 3 i gennemførelsesbestemmelserne til artikel 45 bestemmer imidlertid udtrykkeligt, at »i tilfælde af, at en bedømmelsesrapport ikke er afsluttet på grund af en forsinkelse, som ikke kan tilskrives medarbejderen, deltager sidstnævnte i bedømmelsesproceduren på grundlag af andre gyldige oplysninger, som træder i stedet for den manglende bedømmelsesrapport, og som kan blive gjort til genstand for en afgørelse om forfremmelse«.

24

Det fremgår af denne bestemmelse, at de tjenestemænd, som opfylder de fire første betingelser i artikel 3 i gennemførelsesbestemmelserne til artikel 43, men hvis bedømmelsesrapport endnu ikke er blevet endelig, ikke desto mindre anses for forfremmelsesværdige, henset til, at den pågældende rapport ikke kunne afsluttes på grund af en forsinkelse, som ikke kan tilskrives tjenestemanden. I denne situation deltager den pågældende tjenestemand i forfremmelsesproceduren på grundlag af andre gyldige oplysninger, som træder i stedet for bedømmelsesrapporten.

25

I den foreliggende sag fremgår det af sagens akter, at det hverken er blevet bestridt, at den manglende bedømmelsesrapport af sagsøgeren for 2013 og 2014, skyldtes hans sygeorlov, eller at hans sygeorlov udgjorde berettiget fravær.

26

Det må således fastslås, at for så vidt som sagsøgerens sygeorlov udgjorde berettiget fravær, kunne den omstændighed, at det ikke var muligt at afslutte hans bedømmelsesrapporter for 2013 og 2014, eller den omstændighed, at disse bedømmelsesrapporter mangler, ikke tilskrives ham. Under retsmødet medgav EUIPO i øvrigt, at sagsøgerens sygeorlov ikke kunne tilskrives ham.

27

I en sådan situation præciserer artikel 3, femte led, andet afsnit, i gennemførelsesbestemmelserne til artikel 45, at en tjenestemand er forfremmelsesværdig, og at han har ret til at deltage i den årlige forfremmelsesprocedure på grundlag af andre gyldige oplysninger. Idet ansættelsesmyndigheden afviste at anerkende sagsøgerens ret til at deltage i forfremmelsesproceduren for 2015 med den begrundelse, at det på grund hans sygdomsbetingede fravær ikke havde været muligt at afslutte visse af hans bedømmelsesrapporter, tilsidesatte den dermed denne bestemmelse og begik en retlig fejl.

28

EUIPO’s fortolkning af artikel 3, femte led, andet afsnit, i gennemførelsesbestemmelserne til artikel 45, hvorefter denne bestemmelse ikke omhandler sagsøgerens situation, er dermed forkert.

29

EUIPO’s argumentation, hvorefter EUIPO, således som det fremgår af arbejdsinstruksernes afdeling III, litra a), er forpligtet til at udsætte bedømmelsesproceduren og dermed proceduren til forfremmelse af sagsøgeren under sagsøgerens sygeorlov med henblik på at sikre den pågældende processuelle rettigheder under den omhandlede forfremmelsesprocedure, skal dermed forkastes. I sagsøgerens situation, dvs. en situation, hvor udarbejdelsen af bedømmelsesrapporten inden for rammerne af proceduren med henblik herpå ikke kunne gennemføres rettidigt og dermed tages i betragtning under den relevante forfremmelsesprocedure, har sagsøgeren i henhold til gennemførelsesbestemmelserne til artikel 45 ret til at anses for forfremmelsesværdig, til at deltage i den omhandlede forfremmelsesprocedure og dermed til at blive omfattet af sammenligningen af fortjenesterne hos de forfremmelsesværdige tjenestemænd i forbindelse med forfremmelsesåret 2015 på baggrund af andre gyldige oplysninger, som træder i stedet for disse manglende bedømmelsesrapporter.

30

Det skal endvidere bemærkes, at i egenskab af en afgørelse truffet af et agentur, som fremsendes til alle de ansatte, og som har til formål at sikre de pågældende tjenestemænd en identisk behandling i forbindelse med forfremmelser, udgør arbejdsinstrukserne et internt direktiv. Der er i princippet intet til hinder for, at ansættelsesmyndigheden ved en generel intern afgørelse fastsætter reglerne for udøvelsen af det skøn, som den er tillagt i vedtægten. Muligheden for at anvende sådanne interne retningslinjer er imidlertid underlagt visse begrænsninger, heriblandt forpligtelsen til at overholde princippet om retsreglernes trinfølge. Interne retningslinjer, såsom arbejdsinstrukser, har en lavere trinfølge end vedtægten og de bestemmelser, der er vedtaget til gennemførelse heraf (jf. i denne retning analogt 30.1.2008, Strack mod Kommissionen, T-85/04, EU:T:2008:18, præmis 37-41 og den deri nævnte retspraksis). EUIPO’s arbejdsinstrukser kan dermed ikke lovligt opstille regler, som fraviger bestemmelserne i vedtægten eller gennemførelsesbestemmelserne til artikel 45.

31

EUIPO’s argumentation, hvorefter en tjenestemands deltagelse i forfremmelsesproceduren på grundlag af andre oplysninger end dem, der findes i bedømmelsesrapporterne, altid er sidste udvej, kan heller ikke tiltrædes. Det skal for det første fastslås, at EUIPO ikke har præciseret, hvorfor sagsøgerens situation ikke kunne anses for en »sidste udvej«, der berettigede anvendelsen af andre oplysninger som erstatning for hans manglende bedømmelsesrapporter for 2013 og 2014. Efter at være adspurgt under retsmødet har EUIPO endvidere erkendt, at dets fortolkning af artikel 3, femte led, andet afsnit, i gennemførelsesbestemmelserne til artikel 45, således som det fremgår af arbejdsinstrukserne, ikke omfatter en sådan situation som sagsøgerens, dvs. et berettiget fravær på flere år. Denne fortolkning, hvormed EUIPO afslår at lade den pågældende tjenestemand deltage i den relevante forfremmelsesprocedure på baggrund af andre oplysninger, som supplerer hans bedømmelsesrapporter og betingelsen om hans genindtræden i sin stilling, tager nemlig ikke hensyn til de situationer, hvor denne tjenestemand ikke i tide genindtræder i sin stilling eller måske aldrig genindtræder i sin stilling.

32

For det andet er ansættelsesmyndigheden forpligtet til at gennemføre den årlige forfremmelsesprocedure (jf. i denne retning dom af 12.12.2002, Morello mod Kommissionen, T-338/00 og T-376/00, EU:T:2002:314, præmis 111), og den kan ikke forsinke en tjenestemands deltagelse i en forfremmelsesprocedure med flere år som i det foreliggende tilfælde, når den pågældende er forfremmelsesværdig i henhold til gennemførelsesbestemmelserne til artikel 45.

33

Hvad angår EUIPO’s forpligtelse til som følge af dets omsorgspligt at sikre sig, at den berørte person har fået mulighed for at udtale sig om sine fortjenester, må det i den foreliggende sag konstateres, at EUIPO på intet tidspunkt har givet sagsøgeren mulighed for at udtale sig om sine fortjenester. EUIPO begrænsede sig nemlig på grund af sagsøgerens sygeorlov med urette til at forsinke dennes deltagelse i forfremmelsesproceduren for forfremmelsesåret 2015, idet EUIPO afventede hans eventuelle genoptagelse af arbejdet. EUIPO kan imidlertid ikke i enhver situation antage, at en tjenestemand på sygeorlov er ude af stand til på hensigtsmæssig vis at give sin mening om sine fortjenester tilkende. Selv om udarbejdelsen af bedømmelsesrapporterne, således som EUIPO har gjort gældende, sikrer beskyttelsen af de ansattes rettigheder gennem dialog og en klageprocedure, hvilket måske ikke vil være tilfældet ved en sammenligning af fortjenesterne, der er baseret på andre oplysninger, skal det bemærkes, at en afgørelse såsom den anfægtede kan gøres til genstand for en klage og i givet fald et søgsmål.

34

I det foreliggende tilfælde forholder det sig ikke desto mindre således, at sagsøgeren, selv om han var på sygeorlov, pr. e-mail behørigt anfægtede den omstændighed, at hans navn ikke fremgik af listen over de tjenestemænd, der over for det paritetiske forfremmelsesudvalg blev foreslået forfremmet i henhold til artikel 5, stk. 7, i gennemførelsesbestemmelserne til artikel 45, og at han dernæst behørigt indgav en klage over den anfægtede afgørelse i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, og efterfølgende anlagde den foreliggende sag for Retten, hvilket ligeledes bevirker, at EUIPO’s argument om, at det var forpligtet til at udsætte forfremmelsesproceduren vedrørende sagsøgeren, fordi en tjenestemand på sygeorlov som hovedregel anses for at være ude af stand til »at overveje og fremsætte sine argumenter eller at bestride afgørelserne vedrørende udviklingen af sin karriere på en passende måde«, skal forkastes.

35

Endelig er EUIPO’s argument om, at sagsøgeren er genstand for en undersøgelse fra OLAF’s side, ikke relevant i den foreliggende sag. Det skal nemlig for det første bemærkes, at denne undersøgelse blev indledt efter, at den anfægtede afgørelse var blevet truffet, hvilket EUIPO i øvrigt har anerkendt. For det andet er der intet i afgørelsen om afslag på klagen, som tyder på, at sagsøgerens adfærd blev lagt til grund for den anfægtede afgørelse, idet EUIPO begrænsede sig til at forsinke sagsøgerens deltagelse i forfremmelsesproceduren i forfremmelsesåret 2015, eftersom det afventede sagsøgerens eventuelle genoptagelse af arbejdet.

36

Det følger heraf, at tilsidesættelsen af artikel 3 i gennemførelsesbestemmelserne til artikel 45 inden for rammerne af den forfremmelsesprocedure for 2015, der vedrørte sagsøgeren, har kunnet have afgørende indvirkning på gennemførelsen af denne procedure og på afgørelsen om ikke at forfremme ham, henset til, at han ikke fik tilladelse til at deltage i den omhandlede forfremmelsesprocedure.

37

Den anfægtede afgørelse skal derfor annulleres, for så vidt som sagsøgeren ikke blev taget i betragtning i forbindelse med forfremmelsesåret 2015.

38

Det skal for fuldstændighedens skyld bemærkes, at med henblik på at genindsætte sagsøgeren i dennes rettigheder skal muligheden for, at han kan deltage i forfremmelsesproceduren for 2015, genovervejes. Det er alene efter på ny at have foretaget en sådan overvejelse, at ansættelsesmyndigheden gyldigt kan træffe en afgørelse vedrørende ham og vurdere, om han med tilbagevirkende kraft skal opføres på listen over de tjenestemænd, der blev forfremmet i forfremmelsesåret 2015, og dermed overskride denne liste. EUIPO har i denne forbindelse som svar på en af Retten anordnet foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse og i retsmødet præciseret, at hvad angår budgettet er der intet til hinder for, at sagsøgeren i givet fald forfremmes med tilbagevirkende kraft, og at antallet af tjenestemænd, der blev forfremmet i forfremmelsesåret 2015, dermed overskrides.

39

Henset til, at den anfægtede afgørelse skal annulleres som følge af det første anbringende, er det ufornødent at tage stilling til det andet anbringende vedrørende en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, princippet om god forvaltningsskik og retten til forsvar samt en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder eller det tredje anbringende om, at EUIPO har foretaget et åbenbart urigtigt skøn som følge af dets afslag på at udøve sin skønsbeføjelse. Det er heller ikke fornødent at undersøge sagsøgerens argumentation vedrørende det subsidiære anbringende, hvormed sagsøgeren gjorde gældende, at han nødvendigvis burde have været forfremmet i forfremmelsesåret 2015 og dermed være optaget på listen over tjenestemænd, der blev forfremmet i forfremmelsesåret 2015.

40

Ifølge Rettens procesreglements artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. EUIPO har tabt sagen og bør derfor pålægges at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling):