1

Sagsøgeren, HF, blev ansat af ansættelsesmyndigheden ved Europa-Parlamentet (herefter »ansættelsesmyndigheden«) i henhold til flere på hinanden følgende kontrakter fra den 6. januar til den 14. februar 2003, fra den 15. februar til den 31. marts 2003, fra den 1. april til den 30. juni 2003 og fra den 1. til den 31. juli 2003 som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner, idet denne stillingskategori fulgte af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union (herefter »ansættelsesvilkårene«), i den affattelse, der var gældende før den 1. maj 2004. Sagsøgeren gjorde tjeneste i afdelingen »Audiovisuelle Medier«, som senere har fået karakter af en enhed (herefter »enheden for audiovisuelle medier«) under Direktoratet for Medier (herefter »direktoratet for medier«) i generaldirektoratet (GD) for »Information og Offentlige Forbindelser«, som nu benævnes GD for »Kommunikation«. Hun varetog i denne enhed arbejdsopgaver som assistent i kategori B, gruppe V, klasse 3.

2

Sagsøgeren var i perioden fra den 1. august 2003 til den 31. juli 2004 ansat som administrator inden for produktion ved et selskab, der var etableret i Frankrig, og som leverede tjenesteydelser til Parlamentet, med henblik på at håndtere den øgede arbejdsmængde, der var forbundet med varetagelse af produktionen inden for enheden for audiovisuelle medier. Denne kontrakt blev forlænget efter fælles aftale mellem sagsøgeren og det tjenesteydende selskab for perioden fra den 1. august 2004 til den 31. januar 2005, hvorefter sagsøgerens ansættelse hos dette selskab blev forlænget for en tidsubegrænset periode i henhold til en kontrakt af 31. januar 2005.

3

Den 1. april 2005 ophørte sagsøgeren imidlertid med at udføre sine arbejdsopgaver ved Parlamentet på vegne af det nævnte selskab, idet ansættelsesmyndigheden ansatte hende direkte som kontraktansat, idet denne stillingskategori er indført ved ansættelsesvilkårene, i den affattelse, der var gældende fra den 1. maj 2004. Hun blev i denne forbindelse indplaceret i lønklasse 9 i ansættelsesgruppe III med henblik på at varetage »[e]kspeditions-, redaktions- og revisionsopgaver samt tilsvarende tekniske opgaver, som udføres under tilsyn af tjenestemænd eller midlertidigt ansatte« i den del af enheden for audiovisuelle medier, der benævnes »Newsdesk Hotline« (herefter »Newsdesk Hotline«), for en indledende periode på ni måneder, dvs. indtil den 31. december 2005. Denne ansættelse i samme lønklasse og i samme stilling blev forlænget ved kontrakt fra den 1. januar til den 31. marts 2006.

4

Ansættelsesmyndigheden og sagsøgeren indgik ved en ansættelseskontrakt, som de underskrev henholdsvis den 24. og den 25. januar 2006, aftale om, at sagsøgeren fra den 1. februar 2006 til den 31. december 2007 ville blive ansat i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), som midlertidigt ansat med en prøvetid på seks måneder. Ved to på hinanden følgende tillæg blev denne ansættelse forlænget henholdsvis fra den 1. januar til den 31. december 2008 og fra den 1. januar 2009 til den 31. januar 2010, dvs. for en samlet varighed på tre år. Ansættelsesmyndigheden og sagsøgeren indgik ved en ansættelseskontrakt, som de underskrev henholdsvis den 26. og den 27. januar 2010, aftale om, at sagsøgerens kontrakt ville blive forlænget for en periode på to år indtil den 31. januar 2012. Det fremgik af denne kontrakt, at »kontrakten i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 8, [stk. 2], ikke kan forlænges«.

5

Ved skrivelse af 26. september 2011 fra enheden for »Udvælgelsesprøver og ‑procedurer« (herefter »enheden for udvælgelsesprøver«) under GD for »Personale« modtog sagsøgeren meddelelse om, at hun ikke havde opnået et tilstrækkeligt antal point til at opnå adgang til den følgende fase i en intern udvælgelsesprocedure ved Parlamentet med henblik på ansættelse som assistent i lønklasse AST 5.

6

Ved en kontrakt af 31. januar 2012 indgik ansættelsesmyndigheden og sagsøgeren aftale om, at sagsøgeren fra den 1. februar til den 31. juli 2012 ville blive ansat som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 3b med indplacering på løntrin 1 i lønklasse 11 i ansættelsesgruppe III med henblik på at varetage »[e]kspeditions-, redaktions- og revisionsopgaver samt tilsvarende tekniske opgaver, som udføres under tilsyn af tjenestemænd eller midlertidigt ansatte«. Sagsøgeren fik tilbudt denne ansættelse, efter at offentliggørelsen af meddelelse om ledig stilling nr. 136691 med henblik på ansættelse i ansættelsesgruppen for assistenter (AST) af en »audiovisuel assistent«, som fortrinsvis skulle besættes ved forflyttelse af en tjenestemand, ikke havde ført til noget resultat.

7

Ved flere på hinanden følgende tillæg blev denne ansættelse som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner forlænget fra den 1. august til den 31. december 2012, fra den 1. januar til den 31. marts 2013, fra den 1. april til den 31. december 2013, fra den 1. januar 2014 til den 31. marts 2014, fra den 1. april til den 30. juni 2014 og fra den 1. juli til den 31. december 2014. Disse forlængelser af kontrakten blev begrundet med den samme ordlyd og under henvisning til et behov for, at »tilføre de nødvendige ressourcer, således at Newsdesk Hotline under enheden [for] audiovisuelle medier kan fungere effektivt«.

8

Sagsøgeren blev sygemeldt fra den 26. september 2014 og genoptog ikke senere sit arbejde ved Parlamentet.

9

Ved e-mail af 20. november 2014 spurgte sagsøgeren en af sine kolleger i enheden for audiovisuelle medier, om den pågældende havde hørt noget nyt om forlængelsen af sagsøgerens kontrakt, hvortil den pågældende den 27. november 2014 svarede, at han netop havde modtaget oplysning om, at sagsøgerens kontrakt ville blive forlænget indtil den 31. december 2015.

10

Chefen for enheden for audiovisuelle medier (herefter »enhedschefen«) havde i mellemtiden ved e-mail af 26. november 2014 fra en ansat i GD for »Personale« modtaget oplysning om, at dette generaldirektorat havde bekræftet, at kontrakterne vedrørende tre ansatte i enhedschefens enhed, herunder sagsøgerens kontrakt, ville blive forlænget indtil den 31. december 2015, og enhedschefen videresendte derefter denne oplysning til de tre berørte ansatte i en e-mail den følgende dag. Enhedschefen oplyste i denne e-mail, at »de tre ansøgninger om forlængelse af de kontraktansatte i 2015 endelig [var] blevet godkendt«, men at »[generaldirektøren for GD for »Personale«] til gengæld [havde] meddelt, at situationen for 2016 vil[le] blive langt mere kompliceret, og at det må[tte] forventes, at der ville ske en drastisk reduktion af antallet af kontraktansatte«.

11

Enhedschefen oplyste i denne e-mail af 27. november 2014, at det efter hans opfattelse var »særdeles hensigtsmæssigt at forlænge [disse] kontrakter [som kontraktansatte] for hele [2015] og ikke længere foretage forlængelse for perioder på [tre] og [seks] måneder, idet dette gjorde den arbejdsmæssige og særligt den menneskelige situation langt mere vanskelig«. Enhedschefen meddelte endvidere i den samme e-mail, at en tjenestemand i ansættelsesgruppen for administratorer (AD), der havde bestået en udvælgelsesprøve inden for det audiovisuelle område, meget snart ville starte i enheden, og at den pågældendes væsentligste opgaver ville være at koordinere en del af produktionen og at administrere strategien »Strategifremme«, herunder at sikre koordinering i forhold til Newsdesk Hotline og »Akkrediteringer«. De tre berørte ansatte, herunder sagsøgeren, blev endvidere underrettet om, at deres ansvarsområder ville blive tilpasset for at opfylde behovene inden for denne nye organisering af enheden, der havde til formål at sikre en bedre opfyldelse af de prioriteter, der påhvilede direktoratet for medier og GD for »Kommunikation«, og at foretage de ændringer af arbejdsmetoderne, som Parlamentets generalsekretær (herefter »generalsekretæren«) havde ønsket.

12

Ved tillæg underskrevet af ansættelsesmyndigheden den 9. december 2014 skulle sagsøgerens ansættelseskontrakt som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner forlænges med virkning fra den 1. januar 2015 til den 31. marts 2015. Sagsøgeren modtog i denne forbindelse ved e-mail af 10. december 2014 oplysning om, at »det i forbindelse med forlængelsen af [hendes] kontrakt indtil den 31. [marts] 2015, som [hun] netop ha[vde] modtaget meddelelse om, skulle bemærkes, at […] den ansøgning, der var sendt til GD for [»Personale«], reelt vedrør[te] en forlængelse af [hendes kontrakt] med et år indtil den 31. [december] 2015«, at »GD for [»Personale«] imidlertid ha[vde] foretaget en gennemgang af [sagsøgerens] sag, før forlængelsen blev imødekommet«, og at »det således [var blevet] konstateret, at [hun ikke havde] bestået en [CAST-udvælgelsesprocedure], [og at] det, eftersom denne betingelse ikke [var] opfyldt, kun var muligt at tildele hende en kontrakt på betingelse af, at udvælgelseskomitéen for kontraktansatte afgav en positiv udtalelse«. Det fremgik af denne e-mail, at GD for »Personale« havde indrømmet en forlængelse af sagsøgerens kontrakt på tre måneder med henblik på at opnå afklaring af hendes situation i forhold til denne betingelse, idet sagsøgeren i den nævnte e-mail blev opfordret til at udfylde et ansøgningsskema og til at fremlægge fuldstændig dokumentation i god tid, således at udvælgelseskomitéen for kontraktansatte (herefter »komitéen«) kunne få lejlighed til at gennemgå hendes sag på sit møde i januar 2015, og således, at hendes kontrakt i tilfælde af, at komitéen afgav en positiv udtalelse, kunne forlænges indtil den 31. december 2015.

13

Den 11. december 2014 underskrev sagsøgeren et tillæg af 9. december 2014, hvorved hendes ansættelse blev forlænget indtil den 31. marts 2015. Ved skrivelse af 11. december 2014 til generalsekretæren, som i kopi blev sendt til formanden for det rådgivende udvalg om bekæmpelse og forebyggelse af mobning på arbejdspladsen (herefter »det rådgivende udvalg«), Parlamentets formand og generaldirektøren for GD for »Personale«, indgav sagsøgeren endvidere i henhold til artikel 90, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) en ansøgning om bistand som omhandlet i vedtægtens artikel 24 (herefter »ansøgningen om bistand«), idet den nævnte artikel finder anvendelse på kontraktansatte i henhold til henholdsvis ansættelsesvilkårenes artikel 92 og 117. Hun anførte til støtte for denne ansøgning, at enhedschefen havde udsat hende for psykisk chikane, idet denne chikane var kommet til udtryk i adfærd, ord og på skrift fra enhedschefens side, navnlig i forbindelse med møder i enheden. Hun anmodede nærmere bestemt om, at der blev truffet hasteforanstaltninger med henblik på øjeblikkeligt at beskytte hende mod den påståede chikanør, og at ansættelsesmyndigheden skulle indlede en administrativ undersøgelse med henblik på at fastlægge de faktiske omstændigheder.

14

Ved skrivelse af 13. januar 2015 bekræftede enhedschefen for »Menneskelige Ressourcer« under direktoratet for ressourcer i GD for »Personale«, som i øvrigt var formand for det rådgivende udvalg, modtagelsen af ansøgningen om bistand og meddelte sagsøgeren, at ansøgningen var blevet videresendt til generaldirektøren for GD for »Personale«, der ville tage stilling til den nævnte ansøgning i sin egenskab af ansættelsesmyndighed inden for en frist på fire måneder, idet et manglende svar efter udløbet af denne frist i givet fald ville blive anset for en stiltiende afvisning, der efterfølgende ville kunne gøres til genstand for en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2.

15

Ved skrivelse af 23. januar 2015 gjorde sagsøgerens repræsentant generaldirektøren for GD for »Personale« opmærksom på bl.a., at enhedschefen var blevet underrettet om, at der var indgivet en ansøgning om bistand og om, at ansættelsesmyndigheden havde indledt en administrativ undersøgelse. Denne oplysning var nemlig blevet tilført referatet af et møde i enheden for audiovisuelle medier, hvorved visse oplysninger blev udsendt ikke blot til sagsøgerens kolleger, men også til visse personer uden for institutionen. Under dette møde havde enhedschefen endvidere meddelt, at sagsøgeren ikke ville komme tilbage til enheden for audiovisuelle medier, og at det derfor ville blive nødvendigt at foretage en omorganisering af Newsdesk Hotline.

16

Ved e-mail af 26. januar 2015 fremsendte en ansat i enheden for »Ansættelse af Kontraktansatte og Akkrediterede Parlamentariske Assistenter« (herefter »enheden for ansættelse af kontraktansatte«) under direktoratet for »Udvikling af Menneskelige Ressourcer« (herefter »direktoratet for menneskelige ressourcer«) i GD for »Personale« i Parlamentets Generalsekretariat, til sagsøgeren en »skrivelse om ændring af [hendes] tjenestested med virkning fra den 21. [januar] 2015«. Det fremgik af denne skrivelse, der også var dateret den 26. januar 2015, at sagsøgeren med tilbagevirkende kraft fra den 21. januar 2015 blev tilknyttet enheden for »Den Europæiske Unions Besøgsprogram« (EUVP) (herefter »enheden for besøgsprogrammet«) under direktoratet for forbindelser med borgerne i GD for »Kommunikation«, og at der ud over denne ændring af tjenestestedet ikke var foretaget andre ændringer i hendes ansættelseskontrakt (herefter »afgørelsen om forflyttelse«).

17

Ved skrivelse af 4. februar 2015 besvarede generaldirektøren for GD for »Personale« skrivelsen af 23. januar 2015 fra sagsøgerens repræsentant, idet han oplyste, at der var blevet truffet en adskillelsesforanstaltning i forhold til enhedschefen for at tilgodese sagsøgeren, hvilket bestod i, at sagsøgeren blev forflyttet til enheden for besøgsprogrammet. Generaldirektøren for GD for »Personale« meddelte endvidere sagsøgeren, at det efter en grundig undersøgelse af hendes sag og som svar på hendes ansøgning om at indlede en administrativ undersøgelse var blevet besluttet at videresende hendes sag til det rådgivende udvalg, hvis formand ville holde hende orienteret om den senere udvikling i sagen. Generaldirektøren for GD for »Personale« var af den opfattelse, at han dermed havde besvaret ansøgningen om bistand, og at dette inden for hans kompetenceområde havde den virkning, at sagsøgerens »sag var afsluttet« (herefter »afgørelsen af 4. februar 2015«).

18

Ved skrivelse af 12. februar 2015 anmodede sagsøgerens repræsentant generaldirektøren for GD for »Personale« om bl.a. at redegøre nærmere for omfanget af den foranstaltning, som han havde givet meddelelse om i afgørelsen af 4. februar 2015, og om at oplyse, om adskillelsesforanstaltningen vedrørende sagsøgeren havde midlertidig karakter.

19

Det fremgik af et skema med overskriften »Ansøgning vedrørende [k]ontraktansat – F[orlængelse]«, som generaldirektøren for GD for »Personale« havde udfyldt og underskrevet den 2. marts 2015 med henblik på fremsendelse til GD for »Personale« mindst tre måneder før udløbet af sagsøgerens kontrakt, at generaldirektøren for GD for »Kommunikation« anmodede om forlængelse af sagsøgerens kontrakt for en periode på to måneder, dvs. fra den 1. april til den 31. maj 2015, og at denne forlængelse var begrundet i et behov for at tilføre enheden for besøgsprogrammet ressourcer »med henblik på at kunne løfte den øgede arbejdsbyrde i forbindelse med fejringen af [besøgs]programmets 40-årsfødselsdag, i hvilken forbindelse en række begivenheder [skulle] organiseres frem til maj [2015]«. Det fremgik endvidere i denne forbindelse, at denne forlængelse skete »efter at komitéen[, der var blevet forelagt sagen efter anmodning fra enheden for »Ansættelse [af Kontraktansatte og Akkrediterede Parlamentariske Assistenter« under direktoratet for »Udvikling af Menneskelige Ressourcer« i GD for »Personale«, [på baggrund af] en gennemgang af sagsøgerens sag [som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner], idet [sagsøgerens] kontrakt [som kontraktansat] fulgte efter en kontrakt [som midlertidigt ansat], [under sit møde] den 25. [februar] 2015 havde givet sin godkendelse«, men at »[sagsøgeren] ikke havde bestået en udvælgelsesprøve med henblik på at blive opført på CAST-listen og heller ikke havde bestået den oprindelige procedure, som komitéen havde gennemført«.

20

Ved skrivelse ligeledes af 2. marts 2015 fra enhedschefen for »Udvælgelsesprøver og ‑procedurer« under direktoratet for menneskelige ressourcer fik sagsøgeren meddelelse om, at hendes navn var blevet opført på reservelisten over ansøgere til en stilling som kontraktansat i stillingsgruppe III, som var gyldig indtil den 29. februar 2016.

21

Ved skrivelse af 4. marts 2015 gentog generaldirektøren for GD for »Personale« sit synspunkt, hvorefter han med afgørelsen om at videresende ansøgningen om bistand til det rådgivende udvalg havde »afsluttet sagen for så vidt ang[ik hans] kompetenceområde«. Han oplyste endvidere, at den adskillelsesforanstaltning, hvorved sagsøgeren var blevet flyttet fra enheden for audiovisuelle medier til enheden for besøgsprogrammet, var blevet truffet både som følge af den anmodning, som sagsøgeren havde fremsat i ansøgningen om bistand, og »i tjenestens interesse for at opfylde de stigende behov inden for [enheden for besøgsprogrammet]«, og at denne forflyttelse ville blive opretholdt indtil udløbet af hendes kontrakt.

22

Ved e-mail af 9. marts 2015 blev sagsøgeren indkaldt af det rådgivende udvalg til en høring for dette udvalg den 25. marts 2015.

23

Ansættelsesmyndigheden og sagsøgeren aftalte ved et tillæg underskrevet den 27. marts 2015, at »kontrakten som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner, der trådte i kraft den 1. [februar] 2012«, med virkning fra den 1. april 2015 ville blive forlænget indtil den 31. maj 2015.

24

Ved skrivelse af 24. april 2015 indgav sagsøgeren i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, en klage over for det første afgørelsen om forflyttelse, for så vidt som ansættelsesyndigheden varigt og ikke midlertidigt havde forflyttet sagsøgeren til enheden for besøgsprogrammet, for det andet, afgørelsen af 4. februar 2015, hvorved generaldirektøren for GD for »Personale« havde taget stilling til ansøgningen om bistand, idet han anså sagen for afsluttet »inden for sit kompetenceområde«, og, for det tredje, en afgørelse, der blev truffet den 11. april 2015, hvorved ansættelsesmyndigheden stiltiende afslog ansøgningen om bistand.

25

Den 29. april 2015 offentliggjordes en meddelelse om ledig stilling med referencenr. AST/157554 vedrørende en ledig stilling som assistent til »Offentlige forbindelser – Audiovisuelle Medier« i enheden for audiovisuelle medier, idet stillingsbeskrivelsen i det væsentlige svarede til de funktioner, som sagsøgeren havde udført som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner inden for denne enhed. Denne stilling skulle besættes i henhold til vedtægtens artikel 29, stk. 1, litra a), dvs. ved forflyttelse eller forfremmelse af en tjenestemand i aktiv tjeneste. Den 12. maj 2015 offentliggjordes meddelelse om ledig stilling nr. 11051 vedrørende en anden stilling som assistent og presseattaché, der var ledig inden for enheden for audiovisuelle medier.

26

Ved stævning indleveret til Retten for EU-Personalesagers Justitskontor den 17. november 2015 og registreret under sagsnummer F-142/15 nedlagde sagsøgeren i henhold til artikel 270 TEUF påstand om annullation af ansættelsesmyndighedens stiltiende afgørelse, der efter sagsøgerens opfattelse måtte anses for truffet den 11. april 2015, hvorved ansættelsesmyndigheden havde afslået hendes ansøgning om bistand af 11. december 2014, og påstand om, at Parlamentet tilpligtedes at betale et beløb på 50000 EUR i erstatning for den økonomiske skade, som hun hævdede at have lidt. Denne sag gav anledning til dom af 24. april 2017, HF mod Parlamentet (T-570/16).

27

Ved e-mail af 22. maj 2015, der blev sendt i kopi til generalsekretæren, ansøgte sagsøgeren i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, om forlængelse af sin ansættelseskontrakt (herefter »ansøgningen om forlængelse af kontrakten«).

28

Sagsøgeren bemærkede i denne forbindelse i ansøgningen om forlængelse af kontrakten, at selv om enhedschefen ved e-mail af 26. november 2014 havde underrettet hende om, at hendes kontrakt var blevet forlænget indtil den 31. december 2015, havde ansættelsesmyndigheden besluttet kun at forlænge hendes kontrakt for en periode på tre måneder, og derefter på to måneder, dvs. fra den 1. januar til den 31. maj 2015. Sagsøgeren anførte endvidere, at ansættelsesmyndigheden i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 88, litra b), havde mulighed for at forlænge hendes ansættelseskontrakt indtil den 31. januar 2018, dvs. for en samlet periode på to år og otte måneder. Endelig anførte sagsøgeren, at hun var sygemeldt, idet hun samtidig bemærkede, dels at behovene hos enheden for besøgsprogrammet var stigende, hvilket »fuldt ud kunne [begrunde] en forlængelse af hendes kontrakt«, dels at enheden for audiovisuelle medier også havde behov for få tilført ressourcer, eftersom Newsdesk Hotline nu kun bestod af to personer. Sagsøgeren bemærkede mere generelt, at direktoratet for medier i GD for »Kommunikation« også havde behov for at få tilført nye menneskelige ressourcer.

29

Det fremgik af en e-mail af 28. maj 2015, som en ansat i enheden for »Personale« under direktoratet for ressourcer i GD for »Kommunikation« sendte på vegne af chefen for denne enhed til sagsøgeren, at GD for »Kommunikation« ikke havde til hensigt at forlænge hendes ansættelse som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner (herefter »afgørelsen af 28. maj 2015«). Denne e-mail havde følgende ordlyd:

»Som jeg forklarede Dem under vores møde den 4. februar 2015, havde denne enhed behov for at få tilført ressourcer med henblik på at forberede en stor begivenhed, nemlig EUVP’s 40-årsfødselsdag, der [var] planlagt til den 26. maj 2015. Da der efter afholdelsen af denne begivenhed ikke længere [var] et begrundet behov for at tilføre ressourcer til enheden [for besøgsprogrammet], [blev] der ikke til den kompetente myndighed (ansættelsesmyndigheden) indgivet en ansøgning om forlængelse af Deres kontrakt.«

30

Den 31. maj 2015 sendte sagsøgeren kl. 18:44 en e-mail til Parlamentets tjenestegren for administrative forhold, hvori hun under henvisning til, at hun havde modtaget meddelelse om, at hendes kontrakt som kontraktansat ikke ville blive forlænget, og at den ville ophøre den 31. maj 2015, anmodede denne tjenestegren om at oplyse, hvilke skridt hun skulle tage for at modtage understøttelse som fastsat i ansættelsesvilkårene. Adgangen til sagsøgerens elektroniske arbejdspostkasse blev efter sagsøgerens udsagn deaktiveret samme dag. Sagsøgeren har imidlertid fremlagt en e-mail af 1. juni 2015, som Kontoret for »Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder« (PMO) sendte kl. 10:26 til hendes elektroniske arbejdspostkasse i Parlamentet.

31

Ved en anbefalet skrivelse til sagsøgeren den 14. juli 2015 fra chefen for enheden for ansættelse af kontraktansatte under direktoratet for menneskelige ressourcer i GD for »Personale« blev sagsøgerens opmærksomhed henledt på, at hun som svar på sin e-mail af 22. maj 2015, hvori hun havde ansøgt om forlængelse af sin kontrakt som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner, havde modtaget et »klart og begrundet svar« fra chefen for enheden for »Personale« under direktoratet for ressourcer i GD for »Kommunikation«, dvs. i e-mailen af 28. maj 2015. Det fremgik af denne skrivelse af 14. juli 2015, at enheden for besøgsprogrammet, som sagsøgeren havde været tilknyttet siden den 21. januar 2015, »havde behov for at få tilført ressourcer med henblik på at forberede en stor begivenhed, nemlig denne enheds 40-årsfødselsdag, der var planlagt til den 26. maj 2015[, og at dette var] grunden til, [at hendes] kontrakt kun var blevet forlænget inden for denne enhed med to måneder, fra den 1. april til den 31. maj 2015«.

32

Det fremgik endvidere af skrivelsen af 14. juli 2015, at efter udløbet af denne periode ville GD for »Kommunikation« ikke længere have behov for at tilføre ressourcer til enheden for besøgsprogrammet, hvilket indebar, at dette generaldirektorat ikke længere kunne begrunde en forlængelse af sagsøgerens kontrakt, og at det derfor ikke havde indgivet en ansøgning herom til GD for »Personale«. Chefen for enheden for ansættelse af kontraktansatte, der efter bemyndigelse handlede på vegne af ansættelsesmyndigheden, oplyste i denne forbindelse over for sagsøgeren, at han blot kunne bekræfte de grunde, som chefen for enheden for »Personale« under direktoratet for ressourcer i GD for »Kommunikation« havde meddelt hende, idet han ikke havde »nogen objektiv grund til at tvivle på de behov, som måtte eller ikke måtte blive identificeret af de operationelle tjenestegrene«, og at »den manglende fremsendelse til [hans] tjenestegren af en ansøgning om forlængelse a[f] kontrakten, [va]r udtryk for den måde, som [g]eneraldirektoraterne normalt gav [ham] meddelelse om, at de ønskede at bringe et kontraktforhold til en ansat til ophør i forbindelse med udløbet af den pågældendes kontrakt«. Denne chef henledte endelig sagsøgerens opmærksomhed på, at hun i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2, havde mulighed for at indgive en klage »over det forhold, at hendes kontrakt ikke var blevet forlænget den 31. [maj] 2015 inden for tre måneder efter tidspunktet for kontraktens udløb«.

33

Ved skrivelse af 22. juli 2015 indgav sagsøgeren i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, en klage over afgørelsen af 28. maj 2015, således som denne var blevet bekræftet ved skrivelse af 14. juli 2015. Sagsøgeren anførte til støtte for klagen, at der forelå magtfordrejning, tilsidesættelse af ansættelsesvilkårenes artikel 88, litra b), tilsidesættelse af vedtægtens artikel 12a, stk. 2, og tilsidesættelse af retten til at blive hørt som omhandlet i artikel 41, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, tilsidesættelse af omsorgspligten, tilsidesættelse af artikel 30 i chartret om grundlæggende rettigheder, en begrundelsesfejl og et åbenbart urigtigt skøn.

34

Sagsøgeren har i denne forbindelse bl.a. anført, at enheden for audiovisuelle medier, hvori sagsøgeren gjorde tjeneste før vedtagelsen af adskillelsesforanstaltningen, havde et reelt behov, der kunne begrunde en forlængelse af hendes ansættelseskontrakt. Sagsøgeren anså dette for godtgjort ved den omstændighed, at en meddelelse om ledig stilling i ansættelsesgruppen AST var blevet offentliggjort den 29. april 2015. Beskrivelsen af de funktioner, der skulle varetages i denne stilling, svarede imidlertid efter sagsøgerens opfattelse til de ansvarsområder, som hun havde varetaget i 12 år inden for den nævnte enhed, hvilket bekræftede, at denne enhed havde behov for fortsat at gøre brug af hendes arbejdskraft.

35

Sagsøgeren anfægtede endvidere den begrundelse, som den ansatte i direktoratet for ressourcer i GD for »Kommunikation« havde anført til støtte for afgørelsen af 28. maj 2015, nemlig den omstændighed, at behovet hos enheden for besøgsprogrammet, hvor hun midlertidigt gjorde tjeneste som en foranstaltning med henblik på at adskille hende fra den påståede chikanør, kun havde været punktuelt, og at den nævnte enhed efter 40-årsfødselsdagen ikke længere havde behov for hendes arbejdskraft. Sagsøgeren var i denne forbindelse af den opfattelse, at ansættelsesmyndigheden ikke på noget tidspunkt havde begrundet hendes forflyttelse til enheden for besøgsprogrammet med henvisning til, at denne tjenestegren havde behov for at få tilført ressourcer med henblik på eller udelukkende i forbindelse med denne begivenhed. Ansættelsesmyndigheden havde tværtimod i afgørelsen af 4. februar 2015 anført, at denne enheds behov var stigende. Det var således overraskende, at ansættelsesmyndigheden i skrivelsen af 14. juli 2015 havde ændret begrundelsen for, at sagsøgeren skulle forflyttes til den nævnte enhed, og dermed også begrundelsen for dens afgørelse om ikke at forlænge hendes kontrakt. Sagsøgeren var under alle omstændigheder af den opfattelse, at det i strid med vedtægtens artikel 12a, stk. 2, fik konsekvenser for hende, at hun indgav ansøgningen om bistand, idet ansættelsesmyndigheden, såfremt hun ikke var blevet forflyttet til en enhed, hvis behov kun var punktuelle, men var blevet i enheden for audiovisuelle medier, ville have besluttet at forlænge hendes kontrakt inden for den ramme, der er fastsat i ansættelsesvilkårenes artikel 88, litra b), dvs. i det foreliggende tilfælde indtil den 31. januar 2018.

36

Ved skrivelse af 20. august 2015 besluttede generalsekretæren i sin egenskab af ansættelsesmyndighed at give sagsøgeren delvis medhold i den klage, som sagsøgeren havde indgivet den 24. april 2015. Hvad angår sagsøgerens forflyttelse til enheden for besøgsprogrammet bemærkede generalsekretæren, at denne forflyttelse nødvendigvis havde midlertidig karakter, og at den skulle opretholdes i hele den periode, som den administrative undersøgelse varede, idet denne undersøgelse fortsat var i gang, og generalsektæren forkastede i det væsentlige de argumenter, som sagsøgeren havde fremsat om begrundelsen og vilkårene for adskillelsesforanstaltningen (herefter »afgørelsen af 20. august 2015«).

37

Generalsekretæren besluttede til gengæld i denne afgørelse af 20. august 2015 at ændre afgørelsen af 4. februar 2015, for så vidt som generaldirektøren for GD for »Personale« i denne afgørelse fejlagtigt havde fundet, at ansættelsesmyndigheden havde afsluttet sagen vedrørende ansøgningen om bistand. Generalsekretæren præciserede i denne forbindelse, at generaldirektøren for GD for »Personale« senere ville træffe en endelig afgørelse vedrørende ansøgningen om bistand, og at der således i modsætning til, hvad sagsøgeren havde hævdet, ikke var truffet nogen stiltiende afgørelse om afslag på ansøgningen om bistand den 11. april 2015, hvilket indebar, at klagen på dette punkt måtte afvises.

38

Sagsøgeren supplerede ved skrivelse af 10. september 2015 sin klage med hensyn til indholdet af skrivelsen af 20. august 2015, som hun anså for et nyt forhold. Sagsøgeren anførte således, at ansættelsesmyndigheden havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med afgørelsen om ikke at forlænge hendes ansættelseskontrakt for så vidt angik identificeringen af den tjenestegren, som sagsøgeren skulle anses for tilknyttet, og at ansættelsesmyndigheden dermed havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til, hvilke behov der skulle analyseres for at vurdere, om det under hensyn til tjenestens interesser var muligt at forlænge hendes ansættelseskontrakt. Efter sagsøgerens opfattelse kunne ansættelsesmyndigheden i lyset af, at hun som en adskillelsesforanstaltning midlertidigt var blevet forflyttet til enheden for besøgsprogrammet, nemlig ikke tage hensyn til denne enheds behov i forbindelse med afgørelsen om ikke at forlænge hendes ansættelseskontrakt. Ansættelsesmyndigheden burde alene have taget hensyn til behovene hos den enhed, som hun oprindeligt var tilknyttet, nemlig enheden for audiovisuelle medier eller mere generelt direktoratet for medier.

39

Generalsekretæren tog i sin egenskab af ansættelsesmyndighed ved afgørelse af 7. december 2015 (herefter »afgørelsen om klagen«) stilling til sagsøgerens klage af 22. juli 2015, således som denne var blevet suppleret den 10. september 2015, idet han bl.a. fastslog, at den bebyrdende retsakt i det foreliggende tilfælde var en stiltiende afgørelse fra ansættelsesmyndigheden om ikke at forlænge sagsøgerens kontrakt.

40

Generalsekretæren bekræftede, at afgørelsen om ikke at forlænge sagsøgerens kontrakt var begrundet, idet han samtidig i afgørelsen om klagen konstaterede, at sagsøgeren fra sin overordnede havde modtaget meddelelse om, at hendes ansættelseskontrakt ville blive forlænget indtil den 31. december 2015. Under disse omstændigheder besluttede generalsekretæren, navnlig under hensyn til sagsøgerens karriereforløb ved institutionen, at tildele sagsøgeren et beløb på 22000 EUR, svarende til den løn, som hun ville have modtaget, såfremt hun var forblevet ansat indtil dette tidspunkt.

41

Generalsekretæren meddelte ikke desto mindre sagsøgeren, at ansættelsesmyndigheden ikke var i stand til at tilbyde hende en anden stilling efter den 31. december 2015. Generalsekretæren bemærkede i denne forbindelse, at det ikke længere var muligt at ansætte sagsøgeren i enheden for audiovisuelle medier, fordi det i mellemtiden var blevet besluttet at overlade udførelsen af de opgaver, som hun oprindeligt var blevet ansat til at varetage, til en tjenestemand, og at det, henset til sagsøgerens særlige profil og de opgaver, som hun havde varetaget, ikke var muligt for GD for »Kommunikation« at tilbyde hende en anden stilling, der svarede til hendes kvalifikationer, efter den 31. december 2015.

42

Ved skrivelse af 8. december 2015 meddelte generaldirektøren for GD for »Personale« sagsøgeren, at han havde til hensigt at fastslå, at hendes ansøgning om bistand ikke var begrundet, som følge af bl.a. den høring, som det rådgivende udvalg havde foretaget af enhedschefen og 14 andre tjenestemænd og ansatte i enheden for audiovisuelle medier.

43

Sagsøgerens repræsentant anmodede i en skrivelse af 18. februar 2016 om yderligere oplysninger fra generalsekretæren om tilbuddet om »en kompensation på 22000 EUR, svarende til den løn, som [sagsøgeren] ville have modtaget i perioden fra den 1. juni 2015 til den 31. december 2015«, navnlig vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt dette beløb havde betydning for sagsøgerens ret til at modtage den fulde understøttelse, som fastsat i ansættelsesvilkårene.

44

Den 16. april 2016 overførte ansættelsesmyndigheden 22000 EUR til sagsøgerens bankkonto.

45

Ansættelsesmyndigheden afslog ved afgørelse af 3. juni 2016 ansøgningen om bistand, en afgørelse, over hvilken sagsøgeren i replikken anførte, at hun havde til hensigt at indgive en klage.

46

Ved stævning indgået til Personalerettens Justitskontor den 14. marts 2016 har sagsøgeren anlagt nærværende sag, der oprindeligt blev registreret som sag F-14/16.

47

I henhold til artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2016/1192 af 6. juli 2016 om overførsel til Retten af kompetencen til som første instans at afgøre tvister mellem Den Europæiske Union og dens ansatte (EUT 2016, L 200, s. 137) er denne sag blevet overført til Retten i den stand, som den befandt sig i den 31. august 2016, og den skal derfor behandles i henhold til Rettens procesreglement. Sagen er blevet registreret under sagsnummer T-584/16 og er blevet henvist til Første Afdeling.

48

Efter den anden udveksling af processkrifter, som Retten har tilladt i henhold til procesreglementets artikel 55, er den skriftlige forhandling blevet afsluttet i henhold til Rettens procesreglement.

49

Da parterne ikke har anmodet om afholdelsen af mundtlig forhandling i henhold til procesreglementets artikel 106, stk. 1, har Retten, som anser sig for tilstrækkeligt oplyst af sagsakterne, besluttet at træffe afgørelse i sagen, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del.

50

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

51

Parlamentet har nedlagt følgende påstande:

52

Sagsøgerens tre første påstande er rettet mod henholdsvis afgørelsen af 28. maj 2015, en stiltiende afgørelse fra ansættelsesmyndigheden, som efter hendes opfattelse blev truffet på det tidspunkt, hvor hendes kontrakt udløb, dvs. den 31. maj 2015, hvorved ansættelsesmyndigheden besluttede ikke at forlænge den nævnte kontrakt, og afgørelsen om klagen.

53

Det skal indledningsvis bemærkes, at i tilfælde, hvor en kontrakt som midlertidigt ansat kan forlænges, udgør ansættelsesmyndighedens afgørelse om ikke at forlænge den nævnte kontrakt, der træffes efter afslutningen af en procedure, der er specifikt fastsat i denne forbindelse (jf. i denne retning dom af 1.3.2005, Smit mod Europol, T-143/03, EU:T:2005:71, præmis 28-31), eller som svar på en ansøgning, som den berørte i egenskab af person, der er omfattet af vedtægten, har indgivet i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1 (jf. i denne retning dom af 14.9.2006, Kommissionen mod Fernández Gómez, C-417/05 P, EU:C:2006:582, præmis 38), en bebyrdende retsakt, der er forskellig fra den pågældende kontrakt, og som inden for de i vedtægten fastsatte frister kan gøres til genstand for en klage eller endog et søgsmål i henhold til artikel 270 TEUF (dom af 15.10.2008, Potamianos mod Kommissionen, T-160/04, EU:T:2008:438, præmis 21, stadfæstet efter appel ved kendelse af 23.10.2009, Kommissionen mod Potamianos og Potamianos mod Kommissionen, C-561/08 P og C-4/09 P, EU:C:2009:656, præmis 46).

54

I det foreliggende tilfælde må ansøgningen om forlængelsen af kontrakten, således som sagsøgeren anførte i den nævnte ansøgning, anses for en ansøgning, der er rettet til ansættelsesmyndigheden i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1. Sagsøgeren redegjorde i denne ansøgning for grundene til, at det var i hendes og tjenestegrenens interesse at forlænge hendes kontrakt ud over det tidspunkt, hvor den udløb, dvs. den 31. maj 2015.

55

Det skal i denne forbindelse fastslås, at selv om ansøgningen om forlængelse blev sendt i kopi til generalsekretæren, gav den anledning til en besvarelse, nemlig afgørelsen af 28. maj 2015, der formelt set ikke blev truffet af en person, der var bemyndiget til at handle inden for dette kompetenceområde, på vegne af ansættelsesmyndigheden. Dette svar blev nemlig givet på vegne af chefen for enheden for »Personale« under direktoratet for ressourcer i GD for »Kommunikation«.

56

Når der henses til ordlyden af skrivelsen af 14. juli 2015, der hidrører fra chefen for enheden for ansættelse af kontraktansatte under direktoratet for menneskelige ressourcer i GD for »Personale«, der »efter bemyndigelse« handlede som ansættelsesmyndighed, fremgår det imidlertid, at chefen for enheden for »Personale« under direktoratet for ressourcer i GD for »Kommunikation« handlede efter aftale med ansættelsesmyndigheden, da han udfærdigede svaret i e-mailen af 28. maj 2015, og at sagsøgeren under alle omstændigheder, når der henses til den omhandlede tjenestemands kvalifikationer, med føje kunne antage, at dette svar af 28. maj 2015 på ansøgningen om forlængelse hidrørte fra ansættelsesmyndigheden og dermed udgjorde en afgørelse fra denne myndighed (jf. i denne retning dom af 19.1.1984, Erdini mod Rådet, 65/83, EU:C:1984:24, præmis 7, af 30.6.1993, Devillez m.fl. mod Parlamentet, T-46/90, EU:T:1993:54, præmis 13, og af 28.6.2006, Le Maire mod Kommissionen, F-27/05, EU:F:2006:56, præmis 40).

57

Afgørelsen af 28. maj 2015 udgjorde derfor ansættelsesmyndighedens afgørelse om ikke at forlænge sagsøgerens kontrakt, der havde karakter af en bebyrdende retsakt, på hvilket grundlag sagsøgeren kunne indgive en klage og fremsætte sin første annullationspåstand.

58

Den anden annullationspåstand vedrører imidlertid en stiltiende afgørelse med samme rækkevidde, der angiveligt skulle være truffet på det tidspunkt, hvor sagsøgerens kontrakt udløb, dvs. den 31. maj 2015. Det er denne afgørelse, som generalsekretæren henviste til i afgørelse om klagen, idet han var af den opfattelse, at han i den administrative fase blev forelagt et spørgsmål om en sådan stiltiende afgørelses lovlighed.

59

Da ansættelsesmyndigheden ikke i henhold til vedtægten er forpligtet til at gøre brug af en eventuelt mulighed, der er fastsat i ansættelsesvilkårene, til at forlænge en ansats ansættelseskontrakt og heller ikke til inden for en bestemt frist at give den berørte meddelelse om, hvorledes ansættelsesmyndigheden har til hensigt at handle i denne forbindelse, kan ansættelsesmyndigheden i denne forbindelse ikke foreholdes, at den på datoen for udløbet af kontrakten traf en stiltiende afgørelse om at undlade at gøre brug af denne mulighed. Dette er i øvrigt grunden til, at Unionens retsinstanser har fastslået, at en skrivelse, der begrænser sig til at minde en ansat om bestemmelserne i dennes kontrakt vedrørende dens udløbsdato, og som således ikke indeholder noget nyt element i forhold til disse bestemmelser, ikke udgør en bebyrdende retsakt (jf. i denne retning dom af 9.7.1987, Castagnoli mod Kommissionen, 329/85, EU:C:1987:352, præmis 10 og 11, og af 14.9.2006, Kommissionen mod Fernández Gómez, C-417/05 P, EU:C:2006:582, præmis 45-47, samt kendelse af 2.2.2001, Vakalopoulou mod Kommissionen, T-97/00, EU:T:2001:38, præmis 14).

60

For at ansættelsesmyndigheden kan anses for at have truffet en afgørelse om at forlænge en kontrakt, skal denne afgørelse således være resultatet af en fornyet prøvelse, som ansættelsesmyndigheden har foretaget af tjenestens interesse og den berørtes interesse, og ansættelsesmyndigheden skal have anlagt en ny vurdering i forhold til ordlyden af den oprindelige kontrakt, der allerede fastsætter tidspunktet for kontraktens udløb (jf. i denne retning dom af 23.10.2013, Solberg mod EONN, F-124/12, EU:F:2013:157, præmis 18, 20 og 34).

61

En sådan afgørelse blev udtrykkeligt truffet den 28. maj 2015 som svar på ansøgningen om forlængelse. Ansættelsesmyndigheden traf således i modsætning til, hvad generalsekretæren fastslog i afgørelsen om klagen, og hvilket forklarer grunden til, at sagsøgeren har fremsat en påstand om annullation af en stiltiende afgørelse, ikke efter afgørelsen af 28. maj 2015 en sådan stiltiende afgørelse vedrørende forlængelse af hendes kontrakt efter kontraktens udløb.

62

Den anden annullationspåstand er derfor uden genstand og kan følgelig ikke antages til realitetsbehandling.

63

Det følger af de ovenstående betragtninger, at ansættelsesmyndighedens oprindelige afgørelse, som sagsøgeren har påstået annulleret, i det foreliggende tilfælde udgøres af afgørelsen af 28. maj 2015, der er indeholdt i e-mailen af 28. maj 2015, således som dette blev bekræftet ved afgørelsen af 14. juli 2015 (herefter under ét »den oprindeligt anfægtede afgørelse«).

64

Det fremgår af fast retspraksis, at en forudsætning for, at en sag, der er indbragt for Retten i henhold til artikel 270 TEUF og vedtægtens artikel 91, kan antages til realitetsbehandling, er, at den forudgående administrative procedure er forløbet forskriftsmæssigt, og at de i henhold hertil gældende frister er blevet overholdt (dom af 6.7.2004, Huygens mod Kommissionen, T-281/01, EU:T:2004:207, præmis 125, og af 9.1.2007, Van Neyghem mod Regionsudvalget, T-288/04, EU:T:2007:1, præmis 53, samt kendelse af 14.1.2014, Lebedef mod Kommissionen, F-60/13, EU:F:2014:6, præmis 37).

65

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at de frister for indgivelse af klager og søgsmål, der er fastsat i vedtægtens artikel 90 og 91, er ufravigelige og ikke kan ændres af parterne eller af Unionens retsinstanser, som af egen drift skal efterprøve, om fristerne er overholdt. Disse frister er begrundet i hensynet til retssikkerheden og nødvendigheden af at undgå enhver forskelsbehandling eller vilkårlighed i retsplejen (dom af 7.7.1971, Müllers mod ØSU, 79/70, EU:C:1971:79, præmis 18, og kendelse af 22.4.2015, ED mod ENISA, F-105/14, EU:F:2015:33, præmis 28).

66

Den omstændighed, at en institution eller et agentur i sin afgørelse om en administrativ klage har besvaret de argumenter, der er fremført i sagen, således som det er tilfældet i den foreliggende sag, uden at berøre spørgsmålet, om denne klage er indgivet for sent og dermed bør afvises, eller den omstændighed, at institutionen eller agenturet udtrykkeligt har oplyst den berørte om, at denne kan anfægte afgørelsen ad rettens vej, har ingen indflydelse på Rettens vurdering af, om den sag, der efterfølgende er anlagt med henblik på prøvelse af denne afgørelse, kan antages til realitetsbehandling. Sådanne omstændigheder kan nemlig ikke medføre, at den i vedtægtens artikel 90 og 91 fastsatte ufravigelige fristordning fraviges, og så meget desto mindre fritage Retten fra sin forpligtelse til at påse, at vedtægtens frister er overholdt (jf. i denne retning dom af 18.3.1997, Rasmussen mod Kommissionen, T-35/96, EU:T:1997:36, præmis 30, samt kendelse af 15.1.2009, Braun-Neumann mod Parlamentet, T-306/08 P, EU:T:2009:6, præmis 37, og af 20.3.2014, Michel mod Kommissionen, F-44/13, EU:F:2014:40, præmis 68).

67

Retten konstaterer i det foreliggende tilfælde, at sagsøgeren den 22. juli 2015 til prøvelse af den oprindeligt anfægtede afgørelse indgav en klage inden for den i vedtægten fastsatte frist på tre måneder. Sagsøgeren ønskede imidlertid at supplere denne klage ved i skrivelsen af 10. september 2015, der kvalificeres som en supplerende klage, at fremsætte nye argumenter vedrørende skrivelsen af 20. august 2015, hvorved generalsekretæren i mellemtiden dels havde taget stilling til den klage, som hun havde indgivet den 24. april 2015 over afgørelsen om forflyttelse, dels ændret afgørelsen af 4. februar 2015, for så vidt som generaldirektøren i denne afgørelse med urette havde anset proceduren vedrørende ansøgningen om bistand for afsluttet.

68

Det er korrekt, at den skrivelse af 14. juli 2015, hvorved ansættelsesmyndigheden bekræftede afgørelsen af 28. maj 2015, i denne forbindelse ikke havde den virkning, at fristen på tre måneder til at klage over denne sidstnævnte afgørelse begyndte at løbe på ny, selv om ansættelsesmyndigheden på grundlag af denne skrivelse havde mulighed for at give en supplerende begrundelse for den nævnte afgørelse (jf. i denne retning kendelse af 22.4.2015, ED mod ENISA, F-105/14, EU:F:2015:33, præmis 38-42). Der skal imidlertid tages hensyn til den omstændighed, at skrivelsen af 20. august 2015 udgjorde et nyt forhold, således som sagsøgeren har hævdet, og at ansættelsesmyndigheden i afgørelsen om klagen, der blev vedtaget efter udløbet af den i vedtægten fastsatte svarfrist på fire måneder, men inden for den søgsmålsfrist, der er nævnt i artikel 270 TEUF, i den situation, der er omhandlet i vedtægtens artikel 91, stk. 3, andet led, tog hensyn til de supplerende argumenter, som sagsøgeren havde fremsat i skrivelsen af 10. september 2015.

69

Det må således fastslås, at den administrative procedure forløb forskriftsmæssigt.

70

Hvad angår påstanden om annullation af afgørelsen om klagen skal det bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis på området for Unionens tjenestemandsret, at en administrativ klage som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, og administrationens udtrykkelige eller stiltiende afvisning deraf udgør en integrerende del af en sammensat procedure og kun er en forudgående betingelse for at anlægge sag ved Unionens retsinstanser. Under disse omstændigheder har det indbragte søgsmål, selv om det formelt vedrører klagens afvisning, til følge, at Unionens retsinstanser skal prøve den akt, der indeholder det klagepunkt, som klagen omhandlede (dom af 17.1.1989, Vainker mod Parlamentet, 293/87, EU:C:1989:8, præmis 7 og 8), undtagen i det tilfælde, hvor afvisningen af klagen har en anden rækkevidde end den akt, som har været genstand for klagen (dom af 25.10.2006, Staboli mod Kommissionen, T-281/04, EU:T:2006:334, præmis 26).

71

En udtrykkelig afgørelse om afvisning af en klage kan, henset til dens indhold, nemlig være sådan, at den ikke bekræfter den af sagsøgeren anfægtede retsakt. Dette er tilfældet, når en afgørelse om afvisning af klagen indeholder en fornyet vurdering af sagsøgerens forhold på grundlag af nye faktiske eller retlige omstændigheder, eller når den ændrer eller supplerer den oprindelige afgørelse. I disse tilfælde udgør afvisningen af klagen en retsakt, der er underlagt domstolskontrol, og retsinstansen tager hensyn til den ved vurderingen af lovligheden af den anfægtede retsakt eller anser den ligefrem for en retsakt, der går adressaten imod, og som erstatter den anfægtede retsakt (jf. dom af 21.9.2011, Adjemian m.fl. mod Kommissionen, T-325/09 P, EU:T:2011:506, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

72

Da det følger af vedtægtens eller ansættelsesvilkårenes opbygning, at den berørte således først skal indgive klage over den afgørelse, som anfægtes, og anlægge sag til prøvelse af den afgørelse, hvorved klagen er blevet afslået, har Domstolen fastslået, at sagen kan fremmes til realitetsbehandling, uanset om den alene vedrører den afgørelse, der er genstand for klagen, afgørelsen om afslag på klagen eller begge disse afgørelser i forening, dog forudsat at klagen, henholdsvis sagsanlægget, indgives inden for fristerne i vedtægtens artikel 90 og 91 (dom af 26.1.1989, Koutchoumoff mod Kommissionen, 224/87, EU:C:1989:38, præmis 7). I overensstemmelse med princippet om procesøkonomi kan Unionens retsinstanser imidlertid fastslå, at der ikke er grundlag for at tage særskilt stilling til de påstande, der er rettet mod afgørelsen om at afslå klagen, når det kan konstateres, at disse påstande ikke har et selvstændigt indhold, og de reelt er sammenfaldende med de påstande, der er rettet mod den afgørelse, der har været genstand for klagen (jf. i denne retning dom af 17.1.1989, Vainker mod Parlamentet, 293/87, EU:C:1989:8, præmis 8 og 9).

73

I det foreliggende tilfælde fremgår det af ordlyden af afgørelsen om klagen, at generalsekretæren ud over, at han bekræftede, at den oprindeligt anfægtede afgørelse var begrundet, besluttede pr. kulance at tilbyde sagsøgeren et beløb på 22000 EUR, idet han anerkendte, at hun havde fået en berettiget forventning som følge af de tilsagn, hun havde modtaget fra sine overordnede i december 2014 med hensyn til den kommende forlængelse af hendes kontrakt indtil den 31. december 2015. Afgørelsen om klagen, der havde et selvstændigt indhold i forhold til den oprindeligt anfægtede afgørelse, præciserede endvidere grundene til, at ansættelsesmyndigheden i øvrigt ikke var i stand til den 7. december 2015 at tilbyde sagsøgeren ansættelse efter den 31. december 2015.

74

Under disse omstændigheder skal der samlet tages stilling dels til påstanden om annullation af den oprindeligt anfægtede afgørelse, for så vidt som denne afgørelse indeholder et afslag på at forlænge sagsøgerens ansættelseskontrakt efter den 31. maj 2015, og dette under hensyn til den begrundelse, der er angivet i afgørelsen om klagen, dels til påstanden om annullation af denne sidstnævnte afgørelse, for så vidt som ansættelsesmyndigheden i denne afgørelse besluttede ikke at forlænge sagsøgerens ansættelseskontrakt for den periode, der lå efter den 31. december 2015.

75

Parlamentet har i svarskriftet anført, at sagsøgeren ikke har søgsmålsinteresse med hensyn til den oprindeligt anfægtede afgørelse for det første med den begrundelse, at sagsøgeren fik medhold i sin ansøgning om forlængelse af kontrakten inden for rammerne af den administrative procedure, fordi hun fra ansættelsesmyndigheden ud over den i ansættelsesvilkårene fastsatte understøttelse modtog et beløb på 22000 EUR, svarende til den løn, som hun ville have modtaget, såfremt hendes kontrakt var blevet forlænget for perioden fra den 1. april til den 31. december 2015. For det andet kan Rettens eventuelle annullation af den oprindeligt anfægtede afgørelse fortsat efter Parlamentets opfattelse ikke i sig medføre, at sagsøgeren genindsættes i sin stilling ved Parlamentet.

76

Det fremgår i denne forbindelse af fast retspraksis, at et annullationssøgsmål kun kan antages til realitetsbehandling, såfremt sagsøgeren har en retlig interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres. En sådan interesse forudsætter, at en annullation af den pågældende retsakt i sig selv kan have retsvirkninger for den berørte, eller sagt med andre ord, at søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, såfremt det med sit resultat kan tilføre sagsøgeren en fordel (jf. kendelse af 22.4.2015, ED mod ENISA, F-105/14, EU:F:2015:33, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).

77

Sagsøgeren havde i ansøgningen om forlængelse, således som hun med rette har anført, imidlertid ansøgt om forlængelse af sin kontrakt ud over den 31. maj 2015, uden udtrykkeligt at nævne en forlængelse indtil den 31. december 2015. Sagsøgeren havde nærmere bestemt i denne forbindelse anført, at hendes ansættelseskontrakt efter hendes opfattelse kunne forlænges til den 31. januar 2018.

78

Sagsøgeren har således fortsat søgsmålsinteresse, og dette uafhængigt af den omstændighed, at hun modtog et beløb på 22000 EUR for navnlig, men ikke udelukkende, at yde kompensation for den løn, som hun ville have modtaget, såfremt hun var fortsat i stillingen indtil den 31. december 2015, alene af den grund, at ansættelsesmyndigheden i afgørelsen om klagen oplyste, at den ikke var i stand til at tilbyde hende en ansættelseskontrakt efter den 31. december 2015.

79

Hvad angår Parlamentets argument om, at sagsøgeren ikke vil blive genindsat i stillingen, selv om den oprindeligt anfægtede afgørelse måtte blive annulleret, er dette argument ikke tilstrækkeligt til at godtgøre, at sagsøgeren ikke har søgsmålsinteresse med hensyn til den oprindeligt anfægtede afgørelse og afgørelsen om klagen. Det fremgår nemlig af fast retspraksis, at for at efterkomme den forpligtelse, som artikel 266 TEUF pålægger en institution, skal den institution, der har udstedt en retsakt, som er blevet annulleret af Unionens retsinstanser, fastslå, hvilke foranstaltninger der er nødvendige for at opfylde annullationsdommen, hvorved den under udøvelse af det skøn, der i denne henseende tilkommer den, skal tage hensyn til såvel konklusionen og præmisserne i den dom, den har pligt til at opfylde, som til de gældende bestemmelser i EU-retten (jf. i denne retning dom af 9.8.1994, Parlamentet mod Meskens, C-412/92 P, EU:C:1994:308, præmis 28 og 30, af 8.10.1992, Meskens mod Parlamentet, T-84/91, EU:T:1992:103, præmis 80, og af 6.10.2015, CH mod Parlamentet, F-132/14, EU:F:2015:115, præmis 82).

80

Sagsøgeren har imidlertid ikke i sin påstand i modsætning til, hvad Parlamentet synes at hævde, formelt ansøgt om at blive genindsat i sin tidligere stilling. I tilfælde af, at den oprindeligt anfægtede afgørelse og afgørelsen om klagen måtte blive annulleret, ville ansættelsesmyndigheden endvidere og under alle omstændigheder ikke nødvendigvis være forpligtet til at genindsætte sagsøgeren som en foranstaltning til gennemførelse af Rettens afgørelse.

81

I en sådan situation tilkommer det nemlig udelukkende institutionen i henhold til artikel 266 TEUF at definere de nødvendige foranstaltninger, som bl.a. kunne bestå i at genindsætte sagsøgeren i en af Parlamentets tjenestegrene, at bekræfte afgørelsen om ikke at forlænge hendes kontrakt efter den 31. december 2015 af andre grunde, eller at tildele sagsøgeren en rimelig økonomisk kompensation inden for rammerne af en mindelig løsning (jf. i denne retning dom af 5.2.2016, GV mod EEAS, F-137/14, EU:F:2016:14, præmis 91-93 og den deri nævnte retspraksis).

82

Den af Parlamentet fremsatte formalitetsindsigelse kan derfor ikke tages til følge.

83

Sagsøgeren har til støtte for påstanden om annullation af den oprindeligt anfægtede afgørelse og af afgørelsen om klagen i det væsentlige fremsat fire anbringender, der henholdsvis vedrører:

84

Sagsøgeren har til støtte for det første anbringende anført, at ansættelsesmyndigheden begik magtfordring, idet den anførte selvmodsigende begrundelser i den oprindeligt anfægtede afgørelse og i afgørelsen om klagen over dens beslutning om ikke at forlænge hendes ansættelseskontrakt. Den reelle begrundelse for denne afgørelse om ikke længere at gøre brug af hendes arbejdskraft efter mere end 13 års direkte eller indirekte samarbejde inden for Newsdesk Hotline i enheden for audiovisuelle medier var nemlig den omstændighed, at sagsøgeren havde indgivet ansøgningen om bistand. Den oprindeligt anfægtede afgørelse udgjorde således efter hendes opfattelse en gengældelsesforanstaltning i forhold til hende.

85

Sagsøgeren har anset dette for bevist ved den omstændighed, at selv om ansættelsesmyndigheden løbende havde forlænget hendes ansættelseskontrakter siden 2005, og selv om den i december 2014 havde meddelt hende, at hendes kontrakt ville blive fornyet indtil den 31. december 2015, havde ansættelsesmyndigheden besluttet ved en adskillelsesforanstaltning at forflytte hende til enheden for besøgsprogrammet for en kortere periode på tre måneder og derefter for en periode på to måneder. Selv om ansættelsesmyndigheden over for hende den 4. marts 2015 havde bekræftet, at denne enhed havde et stigende behov for ressourcer, havde ansættelsesmyndigheden imidlertid i sidste ende for at begrunde sin endelige afgørelse om ikke at forlænge hendes kontrakt som påskud anført, at den nævnte enhed reelt kun havde et punktuelt behov for at få tilført ressourcer med henblik på at organisere enhedens 40-årsfødselsdag, og at den derefter ikke længere ville have et sådant behov. Sagsøgeren har imidlertid hævdet, at hun ikke var klar over, at denne punktuelle begivenhed lå til grund for den sidste forlængelse for en periode på kun to måneder af hendes kontrakt som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner.

86

Den berørte enhedschef havde i øvrigt i forbindelse med afgørelsen om forflyttelse ikke konsulteret direktøren for direktoratet for medier med henblik på at få oplysninger om, hvilke behov dette direktorat måtte have i forhold til sagsøgerens kompetencer.

87

Sagsøgeren har endvidere anfægtet den beslutning, som GD for »Kommunikation« traf om at overlade de opgaver, som hun varetog, til en tjenestemand, idet denne beslutning kan forklares med, at ansættelsesmyndigheden bevidst ønskede at »skaffe sig af med [hende]«.

88

Endelig blev den oprindeligt anfægtede afgørelse og afgørelsen om klagen ikke truffet i tjenestens interesse, og der blev ikke i forbindelse med deres vedtagelse taget tilstrækkeligt hensyn til sagsøgerens interesser. Efter sagsøgerens opfattelse er dette imidlertid i strid med hendes ret til at få sin sag behandlet uvildigt og retfærdigt i henhold til artikel 41, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder. Eftersom disse afgørelser efter sagsøgerens opfattelse endvidere reelt udgjorde gengældelsesforanstaltninger fra ansættelsesmyndighedes side som reaktion på, at hun havde indgivet ansøgningen om bistand, har hun anført, at disse afgørelser blev truffet i strid med vedtægtens artikel 12a, stk. 2. Da ansættelsesmyndigheden desuden i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 88, litra b), havde mulighed for at forlænge sagsøgerens kontrakt indtil den 31. januar 2018, var ansættelsesmyndighedens undladelse af at gøre brug af denne mulighed også i strid med denne bestemmelse.

89

Parlamentet har nedlagt påstand om, at det første anbringende skal forkastes som ugrundet, idet det har anført, at der ikke findes nogen grunde, der kan underbygge sagsøgerens påstand om, at afgørelsen om ikke at forlænge hendes kontrakt havde til formål at skade hende eller var begrundet i et ønske om gengældelse som reaktion på, at hun havde indgivet ansøgningen om bistand. Klagepunktet om tilsidesættelse af ansættelsesvilkårenes artikel 88, der efter sagsøgerens opfattelse gjorde det muligt at forlænge hendes kontrakt indtil den 31. januar 2018, er ikke relevant i lyset af den retspraksis, der følger af bl.a. dom af 21. maj 2014, Kommissionen mod Macchia (T-368/12 P, EU:T:2014:266, præmis 51).

90

Parlamentet har anført, at selv om forslaget om at forlænge kontrakten for en periode på tre måneder fra den 1. januar til den 31. marts 2015 skete på initiativ af den enhedschef, som hun har anklaget for psykisk chikane, blev forslaget om en forlængelse på to måneder indtil den 31. maj 2015 fremsat af chefen for enheden for besøgsprogrammet, således som det også var tilfældet med sidstnævnte chefs beslutning om ikke at ansøge GD for »Personale« om at foretage en senere forlængelse af sagsøgerens kontrakt under hensyn til denne tjenestegrens behov. Parlamentet har under alle omstændigheder anfægtet den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden skulle have givet sagsøgeren selvmodsigende begrundelser for afgørelsen om ikke at forlænge hendes kontrakt, og er af den opfattelse, at ansættelsesmyndigheden har overholdt omsorgsprincippet, navnlig fordi den forlængede sagsøgerens kontrakt, selv efter at hun havde indgivet ansøgningen om bistand, og at den endvidere i afgørelsen om klagen havde besluttet pr. kulance at tildele hende en kompensation, idet den anerkendte, at der hos hende var skabt en berettiget forventning om, at hendes ansættelse ville blive forlænget indtil den 31. december 2015.

91

Det fremgår af fast retspraksis, at der alene er tale om magtfordrejning, som påvirker den lovlighedsformodning, der kendetegner en retsakt fra en ansættelsesmyndighed, såfremt det kan godtgøres, at ansættelsesmyndigheden ved at vedtage den omtvistede retsakt har forfulgt et andet mål end det, der er omhandlet i den pågældende lovgivning, eller når det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier må antages, at den pågældende retsakt udelukkende eller i overvejende grad er blevet vedtaget for at nå andre mål end de angivne (jf. i denne retning dom af 3.10.2006, Nijs mod Revisionsretten, T-171/05, EU:T:2006:288, præmis 64, kendelse af 22.10.2015, Macchia mod Kommissionen, T-80/15 P, EU:T:2015:845, præmis 67, og dom af 26.3.2015, CW mod Parlamentet, F-41/14, EU:F:2015:24, præmis 86 og den deri nævnte retspraksis).

92

Sagsøgerens påstand om, at hendes overordnede udsatte hende for psykisk chikane, er i denne forbindelse ikke tilstrækkelig til at godtgøre, at samtlige de afgørelser, som ansættelsesmyndigheden traf, navnlig i forbindelse med den administrative undersøgelse, er ulovlige. Den berørte skal nemlig også godtgøre, at de handlinger, der udgør psykisk chikane, har haft betydning for indholdet af den anfægtede retsakt (jf. i denne retning dom af 24.2.2010, Menghi mod ENISA, F-2/09, EU:F:2010:12, præmis 69, af 26.3.2015, CW mod Parlamentet, F-41/14, EU:F:2015:24, præmis 89, og af 12.5.2016, FS mod EØSU, F-50/15, EU:F:2016:119, præmis 109), idet dette i en sådan situation er ensbetydende med, at ansættelsesmyndigheden gennem sine ledende tjenestemænd og ansatte har gjort brug af sine beføjelser til at nå et mål, der er ulovligt i henhold til vedtægtens artikel 12a, som bestemmer, at »[t]jenestemanden skal afholde sig fra enhver form for psykisk eller seksuel chikane«.

93

I det foreliggende tilfælde følger det af sagsakterne, at grunden til, at sagsøgerens kontrakt kun blev forlænget for tre måneder, nemlig fra den 1. januar til den 31. marts 2015, ikke med rimelighed og heller ikke objektivt set kan anses for at være resultatet af en afgørelse, som enhedschefen eller mere overordnet ansættelsesmyndigheden pludselig traf, efter at sagsøgeren havde indgivet ansøgningen om bistand.

94

Selv om enhedschefen i e-mail af 26. november 2014 underrettede sagsøgeren, mens denne var sygemeldt, og to andre kontraktansatte om, at deres kontrakter ville blive forlænget for et helt år, og selv om han inden for rammerne af sine beføjelser forsøgte så vidt muligt at sikre en forlængelse af deres ansættelse i hans enhed, der havde en længere varighed end tidligere, fremhævede enhedschefen nemlig de vanskeligheder, herunder de budgetmæssige vanskeligheder, der var forbundet med at fastholde deres fremtidige ansættelse og deres funktioner.

95

Derefter blev e-mailen af 10. december 2014 sendt, som sagsøgeren må formodes at have fået kendskab til, selv om hun var sygemeldt, navnlig fordi hun i forbindelse med sygemeldingen tilgik sin elektroniske arbejdspostkasse (jf. i denne retning kendelse af 14.1.2014, Lebedef mod Kommissionen, F-60/13, EU:F:2014:6, præmis 45 og 46). Denne e-mail, der blev sendt dagen før, sagsøgeren indgav ansøgningen om bistand, gav imidlertid sagsøgeren en klar redegørelse for den objektive grund til, at hendes ansættelseskontrakt ville blive forlænget, ikke for en varighed af et år, således som enhedschefen og en af hendes kolleger havde underrettet hende om, men udelukkende for en periode på tre måneder. Denne grund var, at hun ikke havde bestået en CAST-udvælgelsesprocedure, og at komitéen derfor skulle gennemgå hendes sag i januar 2015 for at kunne tage stilling til, om hendes ansættelseskontrakt kunne forlænges ud over den nævnte periode på tre måneder. Sagsøgeren kan således ikke med føje hævde, at ansættelsesmyndighedens afgørelse om kun at forlænge hendes kontrakt for en varighed af tre måneder skyldtes ansøgningen om bistand, som sagsøgeren i det foreliggende tilfælde indgav dagen efter, at ansættelsesmyndigheden havde underrettet hende om, at hendes kontrakt ville blive forlænget for en kortere periode, og om de grunde, der lå til grund for denne afgørelse.

96

Efter at sagsøgeren som følge af adskillelsesforanstaltningen var blevet forflyttet til enheden for besøgsprogrammet, anførte direktøren for GD for »Kommunikation« i skemaet af 2. marts 2015, at forslaget om at forlænge sagsøgerens kontrakt for en supplerende periode på to måneder, dvs. fra den 1. april til den 31. maj 2015, var blevet fremsat, efter at komitéen havde afgivet en positiv udtalelse under sit møde den 25. februar 2015, som var den dato, hvor sagsøgerens navn allerede burde have været opført på den liste, der er henvist til i skemaet af 2. marts 2015, og som er nævnt i denne doms præmis 19.

97

Det fremgår i denne henseende af skemaet af 2. marts 2015, at den ønskede forlængelse var begrundet i nødvendigheden af at tilføre enheden for besøgsprogrammet ressourcer »med henblik på at kunne løfte den øgede arbejdsbyrde i forbindelse med fejringen af [besøgs]programmets 40-årsfødselsdag[…], i hvilken forbindelse en række begivenheder [skulle] organiseres frem til maj [2015]«. Sagsøgeren har imidlertid anfægtet, at hun modtog oplysning om denne begrundelse, der var blevet anvendt i forbindelse med den seneste forlængelse af hendes kontrakt.

98

Når dette er sagt, har sagsøgeren ikke bestridt eksistensen af det møde, der fandt sted den 4. februar 2015. Chefen for enheden for »Personale« under direktoratet for ressourcer i GD for »Kommunikation« henviste imidlertid i e-mailen af 28. maj 2015 til, hvilket sagsøgeren ikke bestred under den administrative procedure og heller ikke har bestridt under retssagen, at han under mødet af 4. februar 2015 oplyste hende om, at ansættelsesmyndigheden i forbindelse med behovet for at forflytte hende som følge af adskillelsesforanstaltningen havde besluttet at forflytte hende til enheden for besøgsprogrammet inden for GD for »Kommunikation« på grund af behovet for at tilføre denne enhed ressourcer i forbindelse med fejringen af den 40-årsfødselsdag, som skulle afholdes den 26. maj 2015.

99

Henset til disse omstændigheder kan sagsøgeren heller ikke hævde, at ansættelsesmyndigheden ved afgørelsen om ikke at forlænge hendes kontrakt for en supplerende varighed på to måneder fra den 1. april til den 31. maj 2015 udelukkende havde til hensigt at straffe hende for at have indgivet ansøgningen om bistand.

100

Det skal under alle omstændigheder, for så vidt som sagsøgeren med det første anbringende har anfægtet lovligheden af ansættelsesmyndighedens afgørelse om kun at forlænge hendes kontrakt fra den 1. april til den 31. maj 2015, eller om at forlænge kontrakten ved udelukkende at tage hensyn til behovene hos enheden for besøgsprogrammet og ikke hos enheden for audiovisuelle medier, som hun oprindeligt var tilknyttet, bemærkes, at sagsøgeren uafhængigt af den omstændighed, at hun underskrev det omhandlede tillæg den 27. marts 2015, ikke har bestridt denne afgørelse ved at indgive en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2. Sagsøgeren kan derfor ikke inden for rammerne af den foreliggende sag anfægte lovligheden af denne afgørelse, som nu er blevet endelig.

101

På baggrund af det ovenstående finder Retten, at de af sagsøgeren påberåbte oplysninger vedrørende den omstændighed, at enheden for besøgsprogrammet ikke fremsatte et forslag om at forlænge hendes kontrakt over for GD for »Personale«, ikke kan anses for objektive, relevante og samstemmende indicier for, at ansættelsesmyndighedens afgørelse om ikke at forlænge hendes kontrakt efter den 31. maj 2015 blev truffet for at forfølge andre formål end dem, som ansættelsesmyndigheden har redegjort for, idet det fremgår af sagsakterne, at denne afgørelse blev truffet som følge af, at direktoratet for ressourcer i GD for »Kommunikation« ikke havde ansøgt om forlængelse af den nævnte kontrakt i overensstemmelse med en anmodning fra en af enhederne under dette generaldirektorat.

102

Hvad angår den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden, efter at sagsøgeren var blevet forflyttet til enheden for besøgsprogrammet, besluttede at overlade de opgaver, som hun tidligere havde varetaget i enheden for audiovisuelle medier, til tjenestemænd, hvilket indebar, at det ikke længere på nogen måde var muligt at begrunde en senere forlængelse af hendes ansættelseskontrakt inden for denne enhed, selv om sagsøgeren havde varetaget opgaver inden for denne enhed siden 2003, skal det bemærkes, at de faste stillinger ved institutionerne i princippet skal besættes med tjenestemænd, og at sådanne stillinger kun undtagelsesvis kan besættes med de øvrige ansatte (dom af 21.9.2011, Adjemian m.fl. mod Kommissionen, T-325/09 P, EU:T:2011:506, præmis 78). Det bemærkes endvidere, at administrationen råder over et vidt skøn med hensyn til, hvorledes den ønsker at organisere og strukturere sine tjenestegrene, og kan beslutte, at opgaver, der ikke er klart identificeret, eller som har udviklet sig over tid, og som tidligere blev udført af kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner eventuelt som erstatning for tjenestemænd eller midlertidigt ansatte, fremover skal have karakter af permanente stillinger.

103

Unionens institutioner og agenturer har nemlig frihed til at strukturere deres administrative tjenestegrene under hensyntagen til en række faktorer, såsom karakteren og omfanget af de opgaver, som de er tillagt, og de budgetmæssige muligheder (dom af 17.12.1981, Bellardi-Ricci m.fl. mod Kommissionen, 178/80, EU:C:1981:310, præmis 19, af 25.9.1991, Sebastiani mod Parlamentet, T-163/89, EU:T:1991:49, præmis 33, og af 9.2.1994, Lacruz Bassols mod Domstolen, T-109/92, EU:T:1994:16, præmis 88). Denne frihed indebærer frihed til at nedlægge stillinger og til at ændre tildelingen af opgaverne af henblik på større effektivitet ved organiseringen af arbejdet eller med henblik på at opfylde de budgetmæssige krav om nedlæggelse af stillinger, som fastsættes af Unionens politiske instanser, samt beføjelsen til at omfordele opgaver, som tidligere blev udført af indehaveren af den nedlagte stilling, uden at denne stillingsnedlæggelse nødvendigvis er underlagt en betingelse om, at alle de pålagte opgaver udføres af et færre antal ansatte end før omstruktureringen. En stillingsnedlæggelse indebærer i øvrigt ikke nødvendigvis, at de opgaver, som henhørte under stillingen, bortfalder (jf. dom af 11.7.1997, Cesaratto mod Parlamentet, T-108/96, EU:T:1997:115, præmis 49-51, og af 10.9.2014, Tzikas mod ERA, F-120/13, EU:F:2014:197, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).

104

I det foreliggende tilfælde kunne ansættelsesmyndigheden således frit beslutte fremover at lade tjenestemænd varetage de opgaver, som såvel sagsøgeren som en anden af hendes kolleger tidligere havde udført som kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner. Eftersom enhedschefen allerede i e-mailen af 26. november 2014, dvs. inden indgivelsen af ansøgningen om bistand, over for sagsøgeren og to af hendes kolleger, der også var kontraktansatte, havde oplyst, at der snart ville blive foretaget en omorganisering af Newsdesk Hotline, og at en tjenestemand i ansættelsesgruppen for administratorer (AD) i den forbindelse ville blive tilknyttet enheden, kan sagsøgeren imidlertid ikke med føje hævde, at ansættelsesmyndighedens afgørelse om at ansætte en tjenestemand til at udføre de opgaver, som hun tidligere havde varetaget inden for enheden for audiovisuelle medier, udgør et bevis for eller blot et objektivt og relevant indicium for, at der forelå et ønske om at straffe sagsøgeren for at have indgivet ansøgningen om bistand. Det fremgår nemlig, at denne afgørelse objektivt set opfyldte et ønske om at foretage en hensigtsmæssig organisering af tjenestegrenene og om at gennemføre ansættelsesmyndighedens afgørelse om at tillægge Newsdesk Hotline en større betydning ved at tilknytte tjenestemænd inden for dette område.

105

På baggrund af de ovenfor anførte betragtninger skal det fastslås, at sagsøgeren ikke har fremlagt objektive, relevante og samstemmende indicier, der kan godtgøre påstanden om magtfordrejning.

106

Sagsøgeren kan af de samme grunde heller ikke hævde, dels at ansættelsesmyndigheden ved den oprindeligt anfægtede afgørelse og afgørelsen om klagen tilsidesatte vedtægtens artikel 12a, stk. 2, hvoraf fremgår, at en tjenestemand, der har været offer for psykisk eller seksuel chikane, eller som har afgivet vidnesbyrd om psykisk eller seksuel chikane, ikke må udsættes for sanktioner fra institutionens side, dels at ansættelsesmyndigheden i medfør af artikel 41, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder ikke behandlede sagsøgerens sag uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist.

107

Hvad angår den af sagsøgeren hævdede tilsidesættelse af ansættelsesvilkårenes artikel 88, litra b), bemærkes, at det af den affattelse af denne artikel, der var gældende fra den 1. maj 2004, vedrørende »de i artikel 3b nævnte kontraktansatte [til varetagelse af hjælpefunktioner]« fremgik, at »den samlede ansættelsestid i en institution, heri medregnet en eventuel forlængelse af kontrakten, ikke k[unne] overstige tre år«, og at denne periode i den affattelse, der fulgte af ikrafttrædelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1023/2013 af 22. oktober 2013 om ændring af vedtægten og ansættelsesvilkårene (EUT 2013, L 287, s. 15), blev ændret til seks år. Selv om denne bestemmelse fastsætter den maksimale ansættelsesperiode inden for denne stillingskategori, pålægger den imidlertid ikke ansættelsesmyndigheden at give en ansat inden for denne stillingskategori en mindste ansættelsesperiode.

108

Den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden ved den oprindeligt anfægtede afgørelse og afgørelsen om klagen ikke tildelte sagsøgeren den maksimale ansættelsesperiode som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner, er således åbenbart ikke i strid med ansættelsesvilkårenes artikel 88, litra b).

109

Endelig kan sagsøgeren som indicium for, at der foreligger magtfordrejning, ikke påberåbe sig den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden efter hendes opfattelse »pludselig« ændrede sit syn på hende som følge af, at hun indgav ansøgningen om bistand, idet den løbende »siden den 6. januar 2003 systematisk havde fundet en løsning, der havde gjort det muligt at fastholde [hende] i tjenesten«. Den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden har kunnet ansætte sagsøgeren, der ikke var i stand til at bestå hverken en af de almindelige udvælgelsesprøver, som EPSO afholder, eller en intern udvælgelsesprøve ved Parlamentet, i henhold til flere forskellige på hinanden følgende kontrakter i forskellige stillingskategorier med henblik på at udføre i det væsentlige de samme opgaver, forpligtede ikke på nogen måde ansættelsesmyndigheden til at fastholde ansættelsesforholdet til sagsøgeren, idet det væsentligste kendetegn for en ansættelseskontrakt som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner er den tidsmæssige usikkerhed, der er i overensstemmelse med selve kontraktens formål, som er at få udført opgaver, der efter deres karakter er tidsbegrænsede, eller fordi stillingen ikke er fast besat, ved foreløbigt personale (jf. i denne retning dom af 21.9.2011, Adjemian m.fl. mod Kommissionen, T-325/09 P, EU:T:2011:506, præmis 86), og idet ansatte i Unionens offentlige tjeneste, der er ansat i henhold til en tidsbegrænset kontrakt, ikke kan se bort fra den midlertidige karakter, som deres ansættelse har, og den omstændighed, at denne ikke giver en jobgaranti (jf. i denne retning dom af 4.12.2013, ETF mod Schuerings, T-107/11 P, EU:T:2013:624, præmis 84).

110

På baggrund af samtlige de ovenstående betragtninger skal det første anbringende forkastes.

111

Da sagsøgeren er af den opfattelse, at hun har været genstand for en afskedigelse, som er udtryk for, at ansættelsesmyndigheden har foretaget magtmisbrug, har hun anført, at der var tale om en ubegrundet afskedigelse, der således blev besluttet i strid med artikel 30 i chartret om grundlæggende rettigheder, hvoraf fremgår, at »[e]nhver arbejdstager har ret til beskyttelse mod ubegrundet opsigelse i overensstemmelse med EU-retten og national lovgivning og praksis«. Sagsøgeren har endvidere kritiseret den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden ikke tog stilling til dette argument i afgørelsen om klagen, hvilket indebærer, at »de anfægtede afgørelser [skal] annulleres«.

112

Parlamentet har anført, at det andet anbringende er irrelevant, idet sagsøgerens kontrakt udløb på den i kontrakten fastsatte dato og derfor ikke blev opsagt af ansættelsesmyndigheden.

113

Det bemærkes i denne forbindelse, at det andet anbringende, som sagsøgeren har fremsat, åbenbart fejlagtigt forudsætter, at ansættelsesmyndigheden i det foreliggende tilfælde traf afgørelse om afskedigelse i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra b), nr. ii), eller endog disse vilkårs artikel 49, idet sagsøgerens ansættelseskontrakt udløb i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra b), nr. i), der finder anvendelse på kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner i henhold til disse vilkårs artikel 119, nemlig »på det tidspunkt, der er fastsat i kontrakten«.

114

Følgelig skal det andet anbringende under alle omstændigheder forkastes som åbenbart ugrundet.

115

Sagsøgeren har til støtte for det tredje anbringende anført, at den oprindeligt anfægtede afgørelse og afgørelsen om klagen er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn. Dette kan konstateres alene ud fra den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden gav selvmodsigende begrundelser til støtte for afgørelsen om ikke at forlænge hendes kontrakt, hvilket viser, at de grunde, som ansættelsesmyndigheden har anført, ikke er troværdige. Sagsøgeren har endvidere anført, at ansættelsesmyndigheden tilsidesatte sin omsorgspligt.

116

Parlamentet har nedlagt påstand om, at det tredje anbringende skal forkastes, idet det har anført, at ansættelsesmyndigheden havde besluttet at omorganisere enheden for audiovisuelle medier i 2009, fordi denne enhed, der var blevet meget driftstung, og som rådede over et stort budget, havde et stort antal kontraktansatte. Der var således blevet afholdt flere udvælgelsesprøver og -procedurer, hvilket havde gjort det muligt for de fleste ansatte i denne enhed at opnå status som tjenestemand. Sagsøgeren bestod imidlertid ikke disse udvælgelsesprocedurer, hvilket indebar, at det ikke var muligt at ansætte hende i en stilling som tjenestemand i denne enhed.

117

Hvad angår ansøgningen om forlængelse undersøgte ansættelsesmyndigheden med største omhu denne ansøgning, men ansættelsesmyndigheden rådede ikke over nogen ledige stillinger, der kunne gøre det muligt at forlænge sagsøgerens kontrakt som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner. Parlamentet anser dette for bevist ved den omstændighed, at der efter den 31. maj 2015, hvor sagsøgerens kontrakt udløb, kun er blevet ansat en enkelt kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner i direktoratet for medier i perioden fra den 3. august 2015 til den 2. februar 2016 med henblik på at erstatte en medarbejder i enheden »Europarl TV« i direktoratet for medier. På det tidspunkt, hvor ansøgningen om ansættelse af denne person blev udfærdiget, den 15. april 2015, var sagsøgeren imidlertid, selv om hun i lighed med den pågældende ansatte ganske vist var opført på en liste fra en CAST-udvælgelsesprøve, ikke tilgængelig, fordi hun fortsat havde sygeorlov, som blev påbegyndt i starten af september 2014. Parlamentet har tilføjet, at enheden for audiovisuelle medier nu kun tæller en enkelt kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner i ansættelsesgruppe IV, efter at en anden kontraktansat i den samme ansættelsesgruppe i kontraktperioden blev forflyttet fra denne enhed til enheden for »Europarl TV«. Parlamentet har i øvrigt bemærket, at koordineringen af Newsdesk Hotline-teamet i enheden for audiovisuelle medier nu varetages af en tjenestemand, at de løbende opgaver, som sagsøgeren i sin tid udførte, varetages af en tjenestemand, og at der er ansat en tredje tjenestemand for at gøre teamet fuldtalligt. Hvad angår enheden for besøgsprogrammet er der ikke blevet ansat nogen kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner i denne enhed efter den 31. maj 2015. Disse forklaringer viser, at det ikke på nogen måde var muligt at forlænge sagsøgerens kontrakt inden for de to nævnte enheder og heller ikke mere generelt inden for direktoratet for medier.

118

Det skal i denne forbindelse først bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at muligheden for at forlænge en kontrakt som midlertidigt ansat blot er en mulighed, der er overladt til den kompetente myndigheds skøn, dvs. i det foreliggende tilfælde ansættelsesmyndigheden.

119

Institutionerne råder nemlig over et vidt skøn ved organisationen af deres tjenestegrene alt efter de opgaver, som er overdraget dem, og – under hensyntagen til disse opgaver – ved placeringen af det personale, som de har til rådighed, på betingelse af, at denne placering sker i tjenestens interesse. Den kompetente myndighed er ved afgørelsen om en ansats situation således forpligtet til at tage alle de omstændigheder i betragtning, som kan antages at være bestemmende for dens afgørelse, dvs. ikke alene tjenestens interesse, men også navnlig den berørte ansattes interesser. Dette følger nemlig af administrationens omsorgspligt, som afspejler balancen mellem de gensidige rettigheder og pligter, som vedtægten og, analogt, ansættelsesvilkårene har indført i forholdet mellem den offentlige myndighed og dens ansatte (jf. dom af 24.11.2015, Kommissionen mod D’Agostino, T-670/13 P, EU:T:2015:877, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

120

Når dette er sagt, pålægger ansættelsesvilkårene ikke administrationen en forudgående pligt til at undersøge muligheden for at omplacere en midlertidigt ansat til en anden tjenestegren end den, hvor den pågældende gør tjeneste, hverken i tilfælde af opsigelse af en tidsubegrænset kontrakt (jf. i denne retning dom af 4.12.2013, ETF mod Schuerings, T-107/11 P, EU:T:2013:624, præmis 98, og af 4.12.2013, ETF mod Michel, T-108/11 P, EU:T:2013:625, præmis 99) eller i tilfælde af manglende forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt (jf. i denne retning dom af 21.5.2014, Kommissionen mod Macchia, T-368/12 P, EU:T:2014:266, præmis 57). På samme måde består der ikke en forpligtelse over for kontraktansatte som sagsøgeren, der ikke varetager en stilling, som er indeholdt i bilaget til den afdeling i budgettet, der vedrører hver institution. Til gengæld er administrationen endog for denne sidstnævnte kategori af ansatte, selv om de ikke er ansat i en stilling, der er omfattet af denne stillingsfortegnelse, forpligtet til, når den træffer afgørelse om en ansats situation, at tage alle de omstændigheder i betragtning, som kan antages at være bestemmende for dens afgørelse, dvs. ikke alene tjenestens interesse, men også navnlig den berørte ansattes interesse (dom af 24.11.2015, Kommissionen mod D’Agostino, T-670/13 P, EU:T:2015:877, præmis 34).

121

Under de særlige omstændigheder i det foreliggende tilfælde, hvor ansættelsesmyndigheden med henblik på at overholde sin bistandspligt i henhold til vedtægtens artikel 24 besluttede at forflytte sagsøgeren til en anden enhed end den, hvori hun først var blevet ansat, påhvilede det i forbindelse med undersøgelsen af ansøgningen om forlængelse og som følge af omsorgspligten ansættelsesmyndigheden under hensyn til det af sagsøgeren udtrykte ønske om at bevare sit ansættelsesforhold og uanset den omstændighed, at hun faktisk havde været sygemeldt siden oktober 2014, at vurdere, om det hos såvel den enhed, som hun oprindeligt var tilknyttet, og den enhed, som hun blev forflyttet til, var i tjenestens interesse at ansætte en ansat med sagsøgerens profil.

122

Henset til det vide skøn, som institutionerne har i denne sammenhæng, er den kontrol, der udøves af Unionens retsinstanser, i denne forbindelse begrænset til en efterprøvelse af, at der ikke foreligger en åbenbar fejl eller magtfordrejning (jf. dom af 24.11.2015, Kommissionen mod D’Agostino, T-670/13 P, EU:T:2015:877, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

123

I det foreliggende tilfælde fremgår det klart af sagsakterne, at ansættelsesmyndigheden på tidspunktet for den oprindeligt anfægtede afgørelse tog hensyn til såvel tjenestens interesse hos enheden for besøgsprogrammet som sagsøgerens interesser, således som disse kom til udtryk i ansøgningen om forlængelse. Ansættelsesmyndigheden nåede imidlertid til den konklusion, at den ikke var i stand til at tilbyde sagsøgeren en forlængelse af hende ansættelse som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner, og dette uafhængigt af den omstændighed, at hendes navn var opført på en udvælgelsesliste over kontraktansatte.

124

Hvad angår ansættelsesmyndighedens konstatering af, at der ikke længere var behov for at tilføre enheden for besøgsprogrammet administrative ressourcer efter afholdelsen af de festligheder, der var forbundet med enhedens 40-årsfødselsdag, var denne i øvrigt ikke behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, når der henses til de argumenter og dokumenter, som Parlamentet har fremlagt. Den omstændighed, at generaldirektøren for GD for »Personale« i e-mailen af 4. marts 2015 i denne forbindelse henviste til det stigende behov for ressourcer i denne enhed på dette tidspunkt, kan ikke på nogen måde afkræfte denne konstatering. Denne henvisning til et stigende behov kunne nemlig vedrøre de behov, der var forbundet med 40-årsfødselsdagen. Det er endvidere og under alle omstændigheder ubestridt, at ansættelsesmyndigheden ikke har ansat andre kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner i enheden for besøgsprogrammet efter det tidspunkt, hvor sagsøgerens kontrakt udløb, hvilket bekræfter den omstændighed, at behovene, uanset om de måtte have været stigende eller ej, faktisk kun var punktuelle og under alle omstændigheder ikke kunne begrunde, at der blev ansat en kontraktansat efter den 31. maj 2015.

125

Når der henses til navnlig artikel 11, stk. 2, i den af Parlamentets præsidium trufne afgørelse af 3. maj 2004 om interne bestemmelser om ansættelse af tjenestemænd og øvrige ansatte (herefter »de interne bestemmelser om ansættelse«), hvoraf fremgår, at kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner ansættes i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 3b for at sikre kontinuitet i tjenesten, kunne ansættelsesmyndigheden således anlægge den betragtning, at den efter 40-årsfødselsdagen ikke længere havde behov for, at der blev ansat denne type ansatte i enheden for besøgsprogrammet, og heller ikke for at gøre brug af arbejdskraften fra en ansat, der havde en faglig profil, der svarer til sagsøgerens.

126

Hvad angår hensyntagen til tjenestens interesse i forhold til enheden for audiovisuelle medier er det korrekt, at det fremgår af sagsakterne, at ansættelsesmyndigheden, således som sagsøgeren har anført, i forbindelse med den stillingtagen, der ligger til grund for den oprindeligt anfægtede afgørelse, ikke undersøgte denne enheds behov, idet der den 28. maj 2015 og den 14. juli 2015 bestod en tvivl, som sagsøgeren havde forsøgt at fjerne i forbindelse med klagen af 24. april 2015, med hensyn til, hvilken enhed der skulle anses for den enhed, hvori sagsøgeren faktisk var ansat. Det er imidlertid denne sidstnævnte enhed, der skulle tage initiativ til at indgive en eventuel ansøgning om forlængelse af sagsøgerens kontrakt til direktoratet for ressourcer i GD for »Kommunikation«, som derefter kunne ansøge om en sådan forlængelse hos GD for »Personale« i egenskab af ansættelsesmyndighed.

127

I svaret af 20. august 2015 på sagsøgerens klage af 24. april 2015 fjernede generalsekretæren imidlertid denne tvetydighed ved at bekræfte, at sagsøgeren kun midlertidigt var blevet forflyttet til enheden for besøgsprogrammet. I sagsøgerens supplerende klage af 10. september 2015 anfægtede sagsøgeren således, at det ikke skulle være i tjenestens interesse at forlænge hendes ansættelseskontrakt i lyset af behovene hos enheden for audiovisuelle medier, hvor hun fortsat skulle være tilknyttet under hele den administrative undersøgelse, som ansættelsesmyndigheden indledte som svar på ansøgningen om bistand.

128

Med henblik på vedtagelsen af afgørelsen om klagen undersøgte ansættelsesmyndigheden imidlertid som svar på de argumenter, der blev fremsat i den supplerende klage af 10. september 2015, tjenestens interesse i lyset af behovene hos enheden for audiovisuelle medier. Ansættelsesmyndigheden nåede imidlertid til den konklusion, at denne enhed, uanset sagsøgerens interesse i at opnå forlængelse af sin ansættelse, ikke havde et behov, der kunne begrunde en sådan forlængelse af ansættelsen i denne enhed og heller ikke mere generelt i GD for »Kommunikation«. Sagsøgerens klagepunkt om, at der ikke blev taget hensyn til tjenestens interesse, skal derfor forkastes som ugrundet.

129

Det bemærkes endvidere i denne forbindelse, at ansættelsesmyndigheden i modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, når der er tale om en afgørelse om ikke at forlænge en kontrakt, i forbindelse med behandlingen af klagen kan ændre eller erstatte grundene i en sådan afgørelse, således som ansættelsesmyndigheden har gjort det i det foreliggende tilfælde (jf. i denne retning dom af 21.5.2014, Mocová mod Kommissionen, T-347/12 P, EU:T:2014:268, præmis 33-46, og af 10.9.2014, Tzikas mod ERA, F-120/13, EU:F:2014:197, præmis 79). Det er nemlig på det tidspunkt, hvor besvarelsen af klagen udfærdiges, at institutionens endelig holdning fastlægges, og det er dermed på dette tidspunkt, at det skal vurderes, om ansættelsesmyndigheden har overholdt omsorgspligten, henset til begrundelsen såvel i den oprindelige afgørelse som i svaret på klagen (jf. i denne retning dom af 17.1.2017, LP mod Europol, T-719/15 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:7, præmis 54).

130

Sagsøgeren har endvidere i replikken anført, at Parlamentet i det foreliggende tilfælde i svarskriftet burde have »opregne[t] de forskellige enheder – enheden for [»]Europarl TV[«], enheden [for audiovisuelle medier], enheden for Hotline Newsdesk – [som ansættelsesmyndigheden] havde adspurgt om muligheden for at forlænge sagsøgerens kontrakt«, for at kunne give en ny begrundelse »in tempore suspecto« for den oprindeligt anfægtede afgørelse og afgørelsen om klagen. En sådan begrundelse kan imidlertid efter min opfattelse ikke tages til følge.

131

Det bemærkes i denne forbindelse, at selv om en fuldstændig mangel på begrundelse inden for rammerne af et søgsmål, der er anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, ikke kan afhjælpes ved forklaringer, der afgives af den nævnte myndighed efter sagens anlæg, fordi sådanne forklaringer på dette stadium ikke længere opfylder deres funktion (jf. i denne retning dom af 26.11.1981, Michel mod Parlamentet, 195/80, EU:C:1981:284, præmis 22, af 9.12.1993, Parlamentet mod Volger, C-115/92 P, EU:C:1993:922, præmis 23, og af 23.2.1994, Coussios mod Kommissionen, T-18/92 og T-68/92, EU:T:1994:19, præmis 74-76), gør dette sig ikke gældende i de tilfælde, hvor der ikke er givet en tilstrækkelig begrundelse for den anfægtede retsakt, som ansættelsesmyndigheden ved den sagsøgte institution har vedtaget.

132

I dette sidstnævnte tilfælde kan den sagsøgte institution nemlig under sagen fremlægge supplerende oplysninger, der indebærer, at et anbringende om en manglende begrundelse bliver uden genstand (jf. i denne retning dom af 30.5.1984, Picciolo mod Parlamentet, 111/83, EU:C:1984:200, præmis 22, af 8.3.1988, Sergio m.fl. mod Kommissionen, 64/86, 71/86-73/86 og 78/86, EU:C:1988:119, præmis 52, og af 30.11.1993, Perakis mod Parlamentet, T-78/92, EU:T:1993:107, præmis 52). I en sådan situation har den sagsøgte institution imidlertid ikke adgang til helt at erstatte en oprindelig fejlagtig begrundelse for den anfægtede retsakt med en helt ny begrundelse (jf. i denne retning dom af 7.2.1990, Culin mod Kommissionen, C-343/87, EU:C:1990:49, præmis 15, og af 6.11.1997, Berlingieri Vinzek mod Kommissionen, T-71/96, EU:T:1997:170, præmis 79).

133

I det foreliggende tilfælde bemærker Retten, at ansættelsesmyndigheden i afgørelsen om klagen udtrykkeligt anførte, dels at »det ikke længere [var] muligt at genansætte [sagsøgeren] i [e]nheden [for a]udiovisuelle medier, idet det i mellemtiden [var] blevet besluttet at overlade udførelsen af de opgaver, som hun havde været ansat til at varetage, til en tjenestemand«, dels at »når der henses til [sagsøgerens] særlige profil og de opgaver, som hun [havde] varetaget, [var] det ikke muligt for GD for »K[ommunikation]« at tilbyde hende en anden stilling, der svarede til hendes kvalifikationer, efter den 31. december 2015«.

134

De oplysninger, som Parlamentet således har fremlagt under retssagen, med hensyn til de forskellige enheder i direktoratet for medier og enheden for forholdet til borgerne, der henhører under GD for »Kommunikation«, i forhold til hvilke ansættelsesmyndigheden havde undersøgt muligheden for at forlænge sagsøgerens kontrakt, udgør kun supplerende oplysninger som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 132, idet det bemærkes, at disse oplysninger, for så vidt som de vedrører forhold, der ligger forud for eller er samtidige med afgørelsen om klagen, overholder legalitetsprincippet (dom af 21.5.2014, Mocová mod Kommissionen, T-347/12 P, EU:T:2014:268, præmis 27). Det er nemlig ubestridt, at den begrundelse for ikke at forlænge sagsøgerens kontrakt efter den 31. december 2015, som ansættelsesmyndigheden anførte, og hvortil Parlamentet har henvist såvel i afgørelsen om klagen som under retssagen, skyldtes, at der ikke inden for GD for »Kommunikation« var ledige stillinger, der, henset til sagsøgerens profil, gjorde det muligt at foretage en sådan forlængelse.

135

Det bemærkes i øvrigt i denne forbindelse, at når der henses til den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 119 og 120, havde ansættelsesmyndigheden som følge af omsorgspligten ikke en forpligtelse til at undersøge, om det var muligt at forlænge sagsøgerens kontrakt med henblik på at forflytte hende til andre enheder end enheden for audiovisuelle medier eller enheden for besøgsprogrammet, idet et sådant skridt ville svare til at give sagsøgeren en fortrinsret, som kun tilkommer tjenestemænd, og som ville skade interesserne hos ansatte i andre enheder, der måtte ønske en forlængelse af deres ansættelseskontrakt, eller ansøgere til udvælgelsesprocedurer, som måtte blive iværksat med henblik på at besætte ledige stillinger i de nævnte enheder (jf. i denne retning dom af 4.12.2013, ETF mod Schuerings, T-107/11 P, EU:T:2013:624, præmis 87). Eftersom ansættelsesmyndigheden imidlertid i det foreliggende tilfælde handlede ud over, hvad den i henhold til omsorgspligten var forpligtet til, foretog ansættelsesmyndigheden i afgørelsen om klagen en undersøgelse af, om der var ledige stillinger i hele GD for »Kommunikation«, men nåede til den konklusion, at der ikke var nogen passende stillinger, der gjorde det muligt at foretage en sådan forlængelse efter den 31. december 2015.

136

Denne konstatering er imidlertid og under alle omstændigheder ikke behæftet med et åbenbart urigtigt skøn.

137

Sagsøgeren varetog nemlig en stilling som midlertidigt ansat til varetagelse af hjælpefunktioner på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen om ikke at forlænge hendes kontrakt. Som enhedschefen meddelte i e-mailen af 26. november 2014, stod enheden for audiovisuelle medier i denne forbindelse, således som det fremgår af de oplysninger og data, som Parlamentet har fremlagt, over for en omorganisering, i hvilken forbindelse ansættelsesmyndigheden ville overlade de opgaver, som sagsøgeren tidligere havde udført, til tjenestemænd, hvilket det som anført ovenfor tilkom den at gøre i henhold til det vide skøn, som ansættelsesmyndigheden har til at tilrettelægge sine tjenestegrene. Ansættelsesmyndigheden kunne af denne grund vælge fortrinsvis at besætte den stilling, der havde været genstand for meddelelsen om ledig stilling med referencenr. AST/157554, ved at forflytte en tjenestemand fra ansættelsesgruppen assistenter, idet sagsøgeren ikke havde status af tjenestemand. De dokumenter, som Parlamentet har fremlagt, viser i øvrigt, at der, efter at sagsøgeren forlod sin stilling, kun blev ansat en kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner i 2016 i direktoratet for medier. Der var i dette tilfælde tale om en ansat, der var blevet rekrutteret med henblik på i perioden fra den 3. august 2015 til den 2. februar 2016 at erstatte en person, der var på barselsorlov. Denne ansatte blev imidlertid ansat med henblik på at varetage opgaver i enheden for »Europarl TV«, som var forskellige fra de opgaver, der blev varetaget i enheden for audiovisuelle medier og enheden for besøgsprogrammet, og det fremgår videre, at sagsøgeren på det tidspunkt, hvor den pågældende blev ansat, dels ikke stod til rådighed i forhold til at kunne foretage en sådan erstatning, idet hun selv var sygemeldt, dels at hendes profil opfyldte de behov, der var forbundet dermed.

138

Sagsøgeren har endvidere kritiseret, at de interne udvælgelsesprøver, der blev afholdt ved Parlamentet, til trods for de ansøgninger, som hun havde indgivet, kun vedrørte »meget specifikke og tekniske [profiler] som arkivar, montør, grafiker og producent«. Det bemærkes imidlertid, at det fremgår af vedtægtens artikel 27, at »[d]et […] ved ansættelse [skal] tilstræbes, at institutionen sikres medarbejdere, der opfylder de højeste krav til kvalifikationer, indsats og integritet; de skal udvælges på et så bredt geografisk grundlag som muligt blandt statsborgere i Unionens medlemsstater«. En ansat kan således ikke kræve, at der afholdes en udvælgelsesprøve, der svarer til den pågældendes profil, idet en institution uanset artikel 4, stk. 3, i de interne bestemmelser om ansættelse ikke må gøre det nemmere for sine ansatte at opnå status som tjenestemand på en måde, der er i strid med princippet om ligebehandling.

139

Endelig har sagsøgeren anført, at hun samlet set varetog de samme opgaver i mere end 13 år under forskellige vedtægter, og at ansættelsesmyndigheden derfor som følge af dens omsorgspligt var forpligtet til at forlænge hendes sidste kontrakt.

140

Det bemærkes i denne forbindelse, at selv om sagsøgeren arbejdede for et selskab, der leverede tjenesteydelser til Parlamentet, foreslog Parlamentet at ansætte hende direkte som kontraktansat fra den 1. april 2005, og at hun fra den 1. februar 2006 blev ansat i en stilling som midlertidigt ansat. Det følger af ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, at denne ansættelseskontrakt som midlertidigt ansat obligatorisk blev bragt til ophør efter udløbet af den maksimale periode på seks års ansættelse i denne stilling, og det skal bemærkes, at denne ansættelse, der udgør en undtagelse til princippet om, at faste stillinger skal besættes ved udnævnelse af tjenestemænd, kun kunne anvendes for at tilgodese behovene hos enheden for audiovisuelle medier (jf. i denne retning dom af 21.9.2011, Adjemian m.fl. mod Kommissionen, T-325/09 P, EU:T:2011:506, præmis 79).

141

Når dette er sagt, sikrede ansættelsesmyndigheden efter udløbet af den maksimale periode på seks år, hvor sagsøgeren havde været ansat som midlertidigt ansat, at sagsøgeren kunne fortsætte sin ansættelse som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner, selv om sagsøgeren i denne forbindelse nu har påberåbt sig, at ansættelsesmyndigheden uafbrudt lod hende udføre de samme opgaver som midlertidigt ansat, som hun udførte som kontraktansat og kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner, hvilket i sidste ende rejser tvivl med hensyn til, om ansættelsesmyndigheden har anvendt den ene eller den anden stillingskategori korrekt.

142

Ansættelsesmyndigheden accepterede i øvrigt pr. kulance at tildele sagsøgeren et beløb på 22000 EUR.

143

Alle disse omstændigheder viser imidlertid, at ansættelsesmyndigheden udviste omsorg i forhold til sagsøgeren.

144

Når der henses til samtlige de ovenfor anførte betragtninger, anlagde ansættelsesmyndigheden ikke et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesatte ikke sin omsorgspligt i det foreliggende tilfælde ved at fastslå, at den ikke havde mulighed for at forlænge sagsøgerens kontrakt i det mindste for perioden efter den 31. december 2015.

145

Følgelig skal det tredje anbringende forkastes.

146

Sagsøgeren har til støtte for det fjerde anbringende anført, at ansættelsesmyndigheden i strid med artikel 41, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder undlod at høre hende, før den traf den oprindeligt anfægtede afgørelse. Hvis hun var blevet hørt, ville hun imidlertid have haft mulighed for at anføre, at behovene hos enheden for besøgsprogrammet var stigende og gjorde det nødvendigt at forlænge hendes kontrakt. Ansættelsesmyndigheden havde således haft mulighed for at anmode denne enhed om at give oplysninger om dens faktiske behov og mulighed for at afhjælpe den åbenbare selvmodsigelse, der bestod mellem de faktiske behov, som denne enhed havde, og den oprindeligt anfægtede afgørelse, hvoraf fremgik, at der ikke fandtes sådanne behov. Sagsøgeren ville endvidere have haft mulighed for at henlede ansættelsesmyndighedens opmærksomhed på, at hun den 24. april 2015 indgav en klage over afgørelsen om forflyttelse for at anfægte, at den nævnte forflyttelse skulle have varig karakter, og hun ville desuden have kunnet anføre, at andre enheder i GD for »Kommunikation« havde behov for menneskelige ressourcer, navnlig direktoratet for medier, og enheden for audiovisuelle medier under dette direktorat. Sagsøgeren ville desuden have kunnet henlede ansættelsesmyndighedens opmærksomhed på fire meddelelser om ledige stillinger, der blev offentliggjort i perioden fra den 27. marts til den 29. maj 2015, med henblik på at godtgøre eksistensen af de nævnte behov. Sagsøgeren ville endelig til støtte for ansøgningen om forlængelse have kunnet indhente vidneudsagn fra direktøren for direktoratet for medier om, hvilke behov dette direktorat havde.

147

Ud over den omstændighed, at den oprindeligt anfægtede afgørelse kunne have haft et andet indhold, såfremt ansættelsesmyndigheden havde hørt hende med hensyn til forlængelsen af hendes kontrakt, har sagsøgeren anført, at den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden på tidspunktet for afgørelsen om klagen erstattede begrundelsen i den oprindelige afgørelse med en helt ny og selvmodsigende begrundelse i forhold til den førstnævnte begrundelse, svarer til en tilsidesættelse af begrundelsespligten. Det samme gælder for så vidt angår den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden ikke besvarede visse klagepunkter i afgørelsen om klagen.

148

Parlamentet har nedlagt påstand om, at det fjerde anbringende skal forkastes, idet det har anført, at sagsøgeren i det foreliggende tilfælde havde mulighed for i ansøgningen om forlængelse at redegøre for de grunde, der efter hendes opfattelse kunne begrunde en forlængelse af hendes kontrakt. Ansættelsesmyndigheden tog imidlertid behørigt hensyn til de argumenter, som sagsøgeren havde redegjort for i denne forbindelse, navnlig da den i afgørelsen om klagen som følge af den berettigede forventning besluttede at imødekomme sagsøgerens krav om forlængelse af hendes kontrakt indtil den 31. december 2015. Selv om det antages, at ansættelsesmyndigheden i det foreliggende tilfælde tilsidesatte sagsøgerens ret til at blive hørt, er Parlamentet under alle omstændigheder af den opfattelse, at det ville have truffet den samme afgørelse om ikke at forlænge hendes kontrakt, såfremt det havde foretaget en behørig høring af hende. Parlamentet har nemlig anført, at de argumenter, der er anført i stævningen, som sagsøgeren havde kunnet gøre gældende, før den oprindeligt anfægtede afgørelse blev truffet, ville have været identiske med de argumenter, som hun fremsatte i ansøgningen om forlængelse og i klagen af 22. juli 2015, og som Parlamentet besvarede såvel i den oprindeligt anfægtede afgørelse som i afgørelsen om klagen.

149

Det bemærkes indledningsvis, at retten til forsvar, således som den nu er sikret ved artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder, og som ifølge Unionens retsinstanser finder almindelig anvendelse (dom af 11.9.2013, L mod Parlamentet, T-317/10 P, EU:T:2013:413, præmis 81), omfatter, idet den er mere omfattende, den processuelle ret, jf. nævnte artikels stk. 2, litra a), som enhver har til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller hende, som måtte berøre vedkommende negativt (dom af 5.2.2016, GV mod EEAS, F-137/14, EU:F:2016:14, præmis 71).

150

Retten til at blive hørt, der skal sikres selv i de tilfælde, hvor der ikke foreligger anvendelig lovgivning, kræver således, at den pågældende person skal være i stand til effektivt at fremkomme med sit synspunkt vedrørende forhold, som kan foreholdes ham i en kommende retsakt (jf. i denne retning dom af 3.6.2015, BP mod FRA, T-658/13 P, EU:T:2015:356, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis, og af 12.5.2016, FS mod EØSU, F-50/15, EU:F:2016:119, præmis 115).

151

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at en afgørelse, som administrationen træffer, om ikke at gøre brug af muligheden for at forlænge en ansats tidsbegrænsede ansættelseskontrakt, når en sådan mulighed følger af ansættelsesvilkårene, ikke formelt udgør en afgørelse, der er vedtaget efter afslutningen af en procedure, der er indledt mod den pågældende.

152

Når en ansat, der er omfattet af vedtægten, i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, indgiver en ansøgning om forlængelse af den pågældendes ansættelseskontrakt, før udløbet af den nævnte kontrakt (jf. i denne retning dom af 14.9.2006, Kommissionen mod Fernández Gómez, C-417/05 P, EU:C:2006:582, præmis 38), eller når institutionen i sine interne bestemmelser fastsætter, at der i behørig tid før udløbet af en ansats kontrakt skal iværksættes en særlig procedure med hensyn til forlængelsen af denne kontrakt, må det nemlig fastslås, at ansættelsesmyndigheden efter afslutningen af en sådan procedure eller som svar på en sådan ansøgning i henhold til vedtægten træffer afgørelse om forlængelse af den pågældendes kontrakt, og at ansættelsesmyndigheden i tilfælde af, at en sådan afgørelse er bebyrdende for den pågældende, skal have hørt den pågældende, før den træffer den nævnte afgørelse, der i øvrigt skal begrundes, således som det kræves i henhold til vedtægtens artikel 25, der finder analog anvendelse på kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 92.

153

I denne situation, hvor ansættelsesmyndigheden, for så vidt som en sådan mulighed er fastsat i ansættelsesvilkårene, beslutter ikke at gøre brug af denne mulighed, som den er tillagt i henhold til ansættelsesvilkårene til at forlænge en ansats ansættelseskontrakt, kan en sådan afgørelse om ikke at forlænge kontrakten først træffes efter, at den pågældende har haft mulighed for på behørig vis at fremsætte sit synspunkt, i givet fald ved en simpel meddelelse fra ansættelsesmyndigheden om, at den ikke har til hensigt at gøre brug af den nævnte mulighed og grundene hertil, og dette inden for rammerne af en skriftlig eller mundtlig udveksling selv af kort varighed (jf. i denne retning og analogt dom af 18.12.2008, Sopropé, C-349/07, EU:C:2008:746, præmis 49-52, af 3.7.2014, Kamino International Logistics og Datema Hellmann Worldwide Logistics, C-129/13 og C-130/13, EU:C:2014:2041, præmis 33, og af 10.9.2014, Tzikas mod ERA, F-120/13, EU:F:2014:197, præmis 59). Denne udveksling skal ske på initiativ af ansættelsesmyndigheden, som bærer bevisbyrden (jf. i denne retning dom af 6.12.2007, Marcuccio mod Kommissionen, C-59/06 P, EU:C:2007:756, præmis 47, af 3.6.2015, BP mod FRA, T-658/13 P, EU:T:2015:356, præmis 54, og af 12.5.2016, FS mod EØSU, F-50/15, EU:F:2016:119, præmis 116).

154

Det er endvidere i denne forbindelse blevet fastslået, at princippet om retten til forsvar gør sig så meget desto mere gældende, når afgørelsen om ikke at forlænge ansættelseskontrakten som i den foreliggende sag er vedtaget i en sammenhæng, der er præget af samarbejdsvanskeligheder (jf. i denne retning dom af 3.6.2015, BP mod FRA, T-658/13 P, EU:T:2015:356, præmis 51, og af 12.5.2016, FS mod EØSU, F-50/15, EU:F:2016:119, præmis 114), idet det imidlertid bemærkes, at en sådan tilsidesættelse af retten til at blive hørt skal vurderes i forhold til bl.a. de retsregler, der gælder på det pågældende område (dom af 10.9.2013, G. og R., C-383/13 PPU, EU:C:2013:533, præmis 34).

155

I det foreliggende tilfælde var ansættelsesmyndigheden efter indgivelsen af ansøgningen om forlængelse seks arbejdsdage før udløbet af kontrakten den 31. maj 2015, og uafhængigt af den omstændighed, at administrationen i denne forbindelse i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, rådede over en svarfrist på fire måneder (jf. i denne retning dom af 17.1.2017, LP mod Europol, T-719/15 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:7, præmis 64), og at sagsøgeren på dette tidspunkt var sygemeldt, i stand til at besvare ansøgningen om forlængelse på mindre end en uge. Ansættelsesmyndigheden undlod imidlertid formelt at foretage en forudgående høring af sagsøgeren i denne forbindelse, selv om de krav, der følger af artikel 41, stk. 2, litra a), i chartret om grundlæggende rettigheder, ikke er særligt vanskelige at gennemføre for en omhyggelig administration, og selv om en høring af den berørte desuden er en minimumsgaranti, når administrationen som i det foreliggende tilfælde handler på et område, hvor den råder over en vid skønsbeføjelse (jf. i denne retning dom af 5.2.2016, GV mod EEAS, F-137/14, EU:F:2016:14, præmis 77). Ansættelsesmyndigheden hørte heller ikke formelt sagsøgeren, før den traf den bekræftende afgørelse af 14. juli 2015.

156

Det følger heraf, at ansættelsesmyndigheden i det foreliggende tilfælde tilsidesatte sagsøgerens ret til at blive hørt, og dermed artikel 41, stk. 2, litra a), i chartret om grundlæggende rettigheder.

157

Når dette er sagt, fremgår det af retspraksis, at selv om der foreligger en tilsidesættelse af retten til forsvar, er det, for at anbringendet kan tages til følge, desuden nødvendigt, at sagen ville have fået et andet udfald, såfremt denne ulovlighed ikke havde foreligget (kendelse af 14.4.2016, Dalli mod Kommissionen, C-394/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:262, præmis 41, og dom af 6.2.2007, Wunenburger mod Kommissionen, T-246/04 og T-71/05, EU:T:2007:34, præmis 149; jf. ligeledes dom af 18.9.2015, Wahlström mod Frontex, T-653/13 P, EU:T:2015:652, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).

158

Personaleretten bemærker i denne forbindelse, at de oplysninger, som sagsøgeren har fremlagt under retssagen, i det væsentlige svarer til de oplysninger, som hun redegjorde for i ansøgningen om forlængelse. Ansættelsesmyndigheden tog imidlertid hensyn til disse oplysninger, idet den som svar på denne ansøgning traf den oprindeligt anfægtede afgørelse, dvs. afgørelsen af 28. maj 2015, som blev bekræftet ved afgørelse af 14. juli 2015.

159

Det er i øvrigt de samme oplysninger, der blev gentaget og nærmere forklaret i klagen og i den supplerende klage. Ansættelsesmyndigheden besvarede imidlertid i afgørelsen om klagen de nævnte argumenter, idet den samtidig fastholdt sin afgørelse om ikke at forlænge sagsøgerens kontrakt. Hvad angår de fire andre meddelelser om ledige stillinger, som sagsøgeren kunne have henvise til, såfremt hun var blevet hørt, er det endvidere tilstrækkeligt at fastslå, at de vedrørte stillinger i ansættelsesgruppen for administratorer, som fortrinsvis skulle besættes ved forflyttelse eller udnævnelse af tjenestemænd.

160

Selv om sagsøgeren formelt var blevet hørt før vedtagelsen af den oprindeligt anfægtede afgørelse, skal det på baggrund af de oplysninger, som sagsøgeren har fremlagt i forbindelse med retssagen, fastslås, at dette ikke ville have gjort det muligt at nå til et andet resultat med hensyn til forlængelsen af hendes kontrakt.

161

På baggrund af de ovenstående betragtninger skal det fjerde annullationsanbringende forkastes, og følgelig skal annulationspåstandene forkastes i deres helhed.

162

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand om erstatning anført, at hun har lidt en ikke-økonomisk skade som følge af ulovligheden af den oprindeligt anfægtede afgørelse og afgørelsen om klagen, navnlig fordi disse afgørelser udgjorde magtmisbrug fra ansættelsesmyndighedens side, og fordi disse afgørelser havde karakter af en afgørelse om afskedigelse, der var truffet som følge af indgivelsen af ansøgningen om bistand. Sagsøgeren har forklaret, at hun blev udsat for en psykologisk krænkelse og derfor gik i behandling, og at hendes værdighed efter hendes opfattelse har lidt skade som følge af den adfærd, som ansættelsesmyndigheden udviste i forbindelse med afgørelserne. Sagsøgeren har under disse omstændigheder anført, at hun har lidt en ikke-økonomisk skade, der skal erstattes ved tildeling af et beløb på 100000 EUR.

163

Sagsøgeren har endvidere henvist til andre forhold, der vedrører den måde, hvorpå ansættelsesmyndigheden kommunikerer med sine ansatte i forbindelse med en kontrakts udløb, navnlig den omstændighed, at hendes elektroniske postkasse blev blokeret den 31. maj 2015, og den automatiske fremsendelse af e-mails, der indeholder oplysninger om de administrative sagsgange, der er forbundet med kontraktens ophør, og som de berørte anmodes om at se bort fra, når deres kontrakter umiddelbart står over for at blive forlænget, idet hun har anført, at disse e-mails udgør en særskilt fejl fra administrationens side, som har forvoldt hende en ikke-økonomisk skade, der skal erstattes ved tildeling af et beløb på 15000 EUR.

164

Parlamentet har nedlagt påstand om, at påstanden om erstatning skal forkastes som ugrundet, idet det har anført, at Parlamentets tjenestegrene ikke begik nogen fejl i forbindelse med vedtagelsen af afgørelsen om ikke at forlænge sagsøgerens kontrakt og heller ikke mere generelt i forbindelse med den måde, hvorpå sagsøgeren blev behandlet.

165

Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at bemærke, at en påstand om erstatning for en økonomisk eller ikke-økonomisk skade skal forkastes, når der som i det foreliggende tilfælde er nær sammenhæng mellem denne og den annullationspåstand, som er blevet afvist eller forkastet som ubegrundet (jf. i denne retning dom af 6.3.2001, Connolly mod Kommissionen, C-274/99 P, EU:C:2001:127, præmis 129, af 14.9.2006, Kommissionen mod Fernández Gómez, C-417/05 P, EU:C:2006:582, præmis 51, og af 30.4.2014, López Cejudo mod Kommissionen, F-28/13, EU:F:2014:55, præmis 105).

166

Påstanden om erstatning skal derfor forkastes, for så vidt som den vedrører erstatning af en ikke-økonomisk skade, der er lidt som følge af ulovligheden af den oprindeligt anfægtede afgørelse og afgørelsen om klagen.

167

Hvad angår påstanden om erstatning af en ikke-økonomisk skade, der er lidt som følge af, at administrationen begik en særskilt fejl, gør de af sagsøgeren fremlagte oplysninger det ikke på nogen måde muligt at godtgøre, at denne angivelige fejl er begået. Eftersom den elektroniske postkasse udelukkende må anvendes til formål, der direkte vedrører de opgaver, som den ansatte udfører, er det ikke usædvanligt, at ansættelsesmyndigheden deaktiverede sagsøgerens postkasse i forbindelse med, at hendes kontrakt udløb (jf. i denne retning dom af 6.10.2015, CH mod Parlamentet, F-132/14, EU:F:2015:115, præmis 74). Ansættelsesmyndigheden kunne i øvrigt af hensyn til en korrekt afvikling af tjenesten beslutte, at e-mails på bestemte kalenderdage automatisk skulle sendes til ansatte, hvis kontrakter stod over for udløb.

168

Det følger heraf, at den påstand om erstatning, der er forbundet med, at ansættelsesmyndigheden angivelig begik en særskilt tjenstlig fejl, også skal forkastes.

169

Da annullationspåstandene og erstatningspåstanden er blevet forkastet, skal søgsmålet forkastes i sin helhed.

170

Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

171

Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Parlamentets påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Første Afdeling):