RETTENS DOM (Femte Afdeling)
30. januar 2008
Sag T-394/04
Guido Strack
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Personalesag – tjenestemænd – forfremmelse – forfremmelsesåret 2003 – tildeling af forfremmelsespoint – afslag på forfremmelse«
Angående: Søgsmål anlagt med påstand om annullation af forfremmelsesproceduren vedrørende sagsøgeren i forfremmelsesåret 2003, af tildelingen af point i forbindelse med denne procedure samt af den efterfølgende afgørelse om ikke at forfremme sagsøgeren.
Udfald: Afgørelsen om tildeling af prioritetspoint til Guido Strack for forfremmelsesåret 2003 samt om ikke at forfremme ham i dette år annulleres. Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber betaler sagens omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – afgørelse om tildeling af forfremmelsespoint til tjenestemanden
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45, 90 og 91)
2. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester
(Tjenestemandsvedtægten, art. 43 og 45)
1. Der foreligger kun akter, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål, når foranstaltningerne har retligt bindende virkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser ved en væsentlig ændring af hans retsstilling, og når akterne definitivt fastlægger institutionens standpunkt.
Under Kommissionens nye forfremmelsesordning, som hviler på en hensyntagen til kumulerede fortjenester, som gengives ved point, der opsamles år efter år, har tildelingen af point i et givet år virkninger, som ikke udelukkende er begrænsede til den indeværende forfremmelsesrunde, men kan påvirke flere forfremmelsesrunder. Fastsættelsen af det samlede antal point med henblik på en forfremmelse er følgelig en selvstændig retsakt, der har bindende retsvirkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser på grund af en væsentlig ændring af dennes retsstilling, selv om den kun udgør et led i forfremmelsesproceduren.
Forfremmelsesproceduren vedrørende tjenestemanden udgør derimod ikke en akt, der indeholder et klagepunkt som omhandlet i vedtægtens artikel 90 og 91, eftersom den ikke fremkalder nogen retsvirkninger, som direkte kan berøre en tjenestemands interesser.
(jf. præmis 26, 29 og 30)
Henvisning til: Retten, 28. september 1993, forenede sager T-57/92 og T-75/93, Yorck von Wartenburg mod Parlamentet, Sml. II, s. 925, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis; Retten, 19. oktober 2006, sag T-311/04, Buendía Sierra mod Kommissionen, Sml. II, s. 4137, præmis 89.
2. En annullation af en tjenestemands karriereudviklingsrapport for et bestemt år indebærer en annullation af tildelingen af fortjenestepoint for dette år, da den bedømmelse, som hver tjenestemand er genstand for inden for rammerne af sin karriereudviklingsrapport, automatisk overføres med henblik på bedømmelsesproceduren i form af fortjenestepoint, der anvendes ved forfremmelser. Denne annullation er ikke uden konsekvenser for tildelingen af prioritetspoint og for afgørelsen om at afslå en forfremmelse i den følgende bedømmelsesrunde, navnlig i tilfælde hvor ansættelsesmyndigheden begrunder sin afgørelse vedrørende tildelingen af det nøjagtige antal prioritetspoint til en tjenestemand med det antal fortjenestepoint, som den pågældende tjenestemand har opnået ved den tilsvarende bedømmelsesrunde.
(jf. præmis 37-39)