61993A0576

++++

1. Tjenestemaend ° soegsmaal ° anbringende om en institutions tilsidesaettelse af en aftale indgaaet mellem den og fagforeningerne og de faglige organisationer ° mulighed for at stoette ret paa en saadan tilsidesaettelse ° afgoerelse ex officio

2. Tjenestemaend ° aftale indgaaet af en institution, der udelukkende har til formaal at regulere de kollektive arbejdsforhold mellem institutionen og de faglige organisationer ° ingen mulighed for at tage et anbringende om tilsidesaettelse af aftalen i betragtning

3. Tjenestemaend ° afgoerelse der indeholder et klagepunkt ° begrundelsespligt ° raekkevidde

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 25, stk. 2)

1. Den paagaeldende faellesskabsretsinstans skal ex officio undersoege, om en tjenestemand under et annullationssoegsmaal til proevelse af en individuel afgoerelse, som er rettet til tjenestemanden, kan paaberaabe sig, at den sagsoegte institution har tilsidesat en aftale, som den har indgaaet med fagforeningerne og de faglige organisationer.

2. Da tjenestemaend er underlagt en vedtaegtsbestemt ordning, kan en tjenestemand ikke individuelt under et annullationssoegsmaal til proevelse af en individuel afgoerelse om at foretage en indeholdelse i hans eller hendes vederlag som foelge af strejke stoette ret paa en tilsidesaettelse af bestemmelser vedroerende arbejdsstandsninger, der er indeholdt i en aftale, som den paagaeldende institution har indgaaet med fagforeningerne og de faglige organisationer, idet en saadan aftale udelukkende har til formaal at regulere de kollektive arbejdsforhold mellem institutionerne og fagforeningerne og de faglige organisationer og hverken skaber nogen forpligtelser eller rettigheder for tjenestemaendene individuelt.

3. Forpligtelsen efter vedtaegtens artikel 25 til at begrunde bebyrdende afgoerelser tilsigter at goere det muligt for den paagaeldende faellesskabsretsinstans at udoeve sin proevelsesret med hensyn til afgoerelsens lovlighed og at give den paagaeldende et tilstraekkeligt grundlag til at kunne vurdere, om afgoerelsen er retmaessig, eller om den er behaeftet med en mangel, som goer det muligt at anfaegte dens lovlighed. Dette krav er opfyldt, naar den afgoerelse, der er genstand for en retssag, er truffet i en for tjenestemanden kendt sammenhaeng, som goer det muligt for den paagaeldende at faa kendskab til afgoerelsens personlige betydning for vedkommende.

Faktiske omstaendigheder og retlig baggrund

1 I loebet af 1991 opfordrede fagforeningerne og de faglige organisationer (herefter benaevnt "FFO") institutionernes personale til ved strejker at tilkendegive deres utilfredshed med de angivelige forsinkelser i forbindelse med Raadets droeftelser om vilkaarene for tilpasning af de EF-ansattes vederlag, som da var genstand for forhandlinger.

2 I Bruxelles blev der truffet beslutning om arbejdsnedlaeggelser den 18., 19., 25. og 26. juni og den 2. og 3. oktober 1991. I forbindelse med disse arbejdsnedlaeggelser besluttede Kommissionen af sikkerhedsgrunde at lukke kantinerne, vuggestuen og boernehaven og at afbryde edb-systemerne.

3 Den 25. oktober 1991 informerede Kommissionen ved en meddelelse til personalet dette om, at der i overensstemmelse med Kommissionens tidligere beslutning af 16. december 1970 paa vilkaar fastlagt efter samraad med de oevrige institutioner ville blive foretaget en indeholdelse i vederlagene.

4 For at faa naermere oplysninger om antallet af strejkedage og om arbejdsnedlaeggelserne i denne forbindelse blev nogle skemaer, der var vedlagt meddelelsen af 25. oktober 1991, omdelt til personalet, idet skemaerne henvendte sig til de tjenestemaend og oevrige ansatte, der under strejkedagene havde udfoert deres arbejde, det vaere sig frivilligt eller efter en tjenstlig ordre, og til tjenestemaend og oevrige ansatte, der havde vaeret fravaerende af andre grunde end strejkerne. Det var i skemaerne udtrykkeligt anfoert, at en manglende besvarelse inden for den fastsatte frist ville blive opfattet som "en tilkendegivelse af, at De har deltaget i samtlige arbejdsnedlaeggelser det paagaeldende tjenestested".

5 Den 15. november 1991 fandt der under et teknisk samraadsmoede en foerste meningsudveksling sted mellem FFO og Kommissionen vedroerende vilkaarene i forbindelse med genoptagelsen af arbejdet, og navnlig vedroerende spoergsmaalet om en indeholdelse i vederlagene som foelge af strejkedagene.

6 Efter et politisk samraadsmoede den 25. november 1991 udtalte det kommissionsmedlem, som havde ansvaret for personale og administration, Cardoso e Cunha, at "droeftelserne i denne sag ikke er afsluttet".

7 Under et administrationschefmoede den 29. november 1991 blev administrationscheferne enige om at anbefale deres respektive ansaettelsesmyndigheder at traeffe naermere bestemmelse om vilkaarene i forbindelse med genoptagelsen af arbejdet, idet strejkedagene for 75%' s vedkommende skulle vaere genstand for:

° indeholdelse i loennen for 25%' s vedkommende

° overarbejde uden ret til betaling eller afspadsering for de resterende 50%' s vedkommende.

8 Disse vilkaar blev paa ny droeftet under endnu et politisk samraadsmoede den 22. maj 1992, efter hvilket kommissionsmedlem Cardoso e Cunha gav udtryk for foelgende opfattelse: "Jeg understreger, at denne sag ikke kan forhales yderligere. Uden herved at ville foregribe noget konstaterer jeg, at proceduren endnu ikke er blevet bragt til afslutning, og at dette er en forudsaetning for at kunne afslutte dette kapitel. Jeg oensker samraad med FFO med henblik paa at foelge sagen op."

9 Et sidste politisk samraadsmoede fandt sted den 12. november 1992, hvorunder Cardoso e Cunha trods utilfredshed fra FFO udtalte, at "Kommissionen tilslutter sig den af Raadet og de oevrige institutioner vedtagne loesning", og bemaerkede, "at proceduren er blevet bragt til afslutning".

10 Vilkaarene i forbindelse med genoptagelsen af arbejdet, navnlig for saa vidt angaar spoergsmaalet om indeholdelsen i vederlagene i overensstemmelse med administrationschefernes anbefalinger under deres moede den 29. november 1991 (jf. ovenfor praemis 7), blev meddelt personalet i Meddelelser fra Administrationen (herefter benaevnt "MA") af 18. november 1992. I denne meddelelse anfoertes det: "Under det sidste 'politiske samraad' med fagforeningerne og de andre faglige sammenslutninger den 12. november 1992 meddelte kommissaeren med ansvar for personale og administration, at han ansaa samraadsproceduren vedroerende dette spoergsmaal for afsluttet, samt at Kommissionens ansaettelsesmyndighed havde besluttet, i lighed med Raadet, at gennemfoere ovenstaaende foranstaltninger. GD IX vil derfor snarest foretage ovennaevnte indeholdelse i vederlaget."

11 I forbindelse med udbetalingen i slutningen af december 1992 af loentilgodehavenderne for aaret 1992 som foelge af tilpasningerne af vederlagene foretog administrationen samtidig hermed de paagaeldende indeholdelser i vederlagene svarende til de fravaer paa grund af strejke, som der var blevet indhentet oplysninger om ved personalets besvarelser paa grundlag af det tidligere naevnte skema af 25. oktober 1991. Begrundelsen for indeholdelserne var angivet paa loensedlerne.

12 Henholdsvis den 17. marts 1993 (sag T-576/93), den 19. marts 1993 (sag T-577/93), den 23. marts 1993 (sag T-578/93), den 22. marts 1993 (sag T-579/93), den 2. april 1993 (sag T-580/93) og den 18. marts 1993 (sag T-581/93 og T-582/93) indbragte sagsoegerne hver en klage efter artikel 90, stk. 2, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten") over Kommissionens afgoerelser om at foretage indeholdelser i deres vederlag. Disse klager var enslydende.

13 Ved ligeledes enslydende afgoerelser af 23. juli 1993, der blev meddelt ved en notits af 13. august 1993, som sagsoegerne blev gjort bekendt med mellem den 13. og den 27. september 1993, blev klagerne udtrykkeligt afvist.

Retsforhandlinger samt parternes paastande

14 Ved enslydende staevninger registreret paa Rettens Justitskontor den 15. december 1993 har sagsoegerne herefter anlagt naervaerende sager. Den 17. februar 1994 har Kommissionen indleveret syv ligeledes naesten enslydende svarskrifter. Da sagsoegerne ikke har indgivet replik, blev skriftvekslingen dermed afsluttet den 17. februar 1994.

15 Alle sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande.

° Annullation af den udtrykkelige afgoerelse af 13. august 1993 om afvisning af sagsoegerens klage til Kommissionen, hvorved sagsoegeren anfaegtede beslutningen om paa grund af strejkerne i juni og oktober 1991 at foretage indeholdelser i vederlagene i forbindelse med loentilgodehavenderne for aaret 1991 som foelge af tilpasningerne af vederlagene.

° Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger, jf. procesreglementets artikel 69, stk. 2, samt de noedvendige udgifter, der er afholdt med henblik paa sagens behandling, herunder navnlig udgifter til valgt adresse, rejse- og opholdsudgifter samt advokathonorar, jf. procesreglementets artikel 73, litra b).

16 I samtlige sager, bortset fra i sag T-577/93, har Kommissionen nedlagt foelgende paastande:

° Frifindelse.

° Der traeffes afgoerelse om sagens omkostninger efter de herom gaeldende regler.

17 I sag T-577/93, Hubert-Michiels mod Kommissionen, har Kommissionen nedlagt foelgende paastande:

° Afvisning, eller i hvert fald frifindelse.

° Der traeffes afgoerelse om sagens omkostninger efter de herom gaeldende regler.

18 Ved kendelse af 14. juni 1994 har formanden for Tredje Afdeling truffet bestemmelse om forening af sagerne T-576/93, T-577/93, T-578/93, T-579/93, T-580/93, T-581/93 og T-582/93.

19 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisfoerelse. Parternes rettergangsfuldmaegtige har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret spoergsmaal fra Retten under det offentlige retsmoede den 30. juni 1994.

Formaliteten

20 Kommissionen har ikke rejst nogen formalitetsindsigelser, bortset fra i sag T-577/93. I denne sag har Kommissionen anfoert, at sagsoegeren indbragte sin klage den 16. april 1993, dvs. mere end tre maaneder efter den angiveligt bebyrdende afgoerelse, hvorfor klagen maa anses for indbragt for sent. Sagen maa herefter afvises.

21 Under det offentlige retsmoede har sagsoegernes advokat gjort gaeldende, at Kommissionen ikke noejagtigt har kunnet dokumentere, hvornaar sagsoegeren i sag T-577/93 modtog sin loenseddel for december 1992.

22 Retten finder som udgangspunkt, at der efter omstaendighederne i foerste raekke boer ske en undersoegelse af sagernes realitet.

Realiteten

Sagsoegerne har fremsat to anbringender til stoette for deres paastande:

° Der er for det foerste sket en tilsidesaettelse af bestemmelserne i aftalen af 20. september 1974 om forbindelserne mellem Kommissionen og FFO (herefter benaevnt "aftalen").

° Der er for det andet sket en tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 25, stk. 2, og artikel 62.

Tilsidesaettelse af aftalens punkt 12 og af punkt 10 i bilaget til aftalen

23 Punkt 12, der er indeholdt i aftalens kapitel II, lyder saaledes: "Forhandlingerne afsluttes med et udkast til aftale eller med et moedereferat, hvor de forskellige synspunkter anfoeres, som Kommissionen skal udtale sig om." I punkt 10 i bilaget til aftalen, der omhandler "bestemmelser om arbejdsstandsninger", hedder det: "De naermere regler for genoptagelse af arbejdet vil vaere genstand for en forhandling mellem Kommissionen og de organisationer, der er engageret i konflikten."

° Parternes argumenter

24 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at aftalen er retligt bindende, og at Kommissionen derfor ikke lovligt "ensidigt og uden videre" kunne foretage indeholdelser i vederlagene uden at have afsluttet et samraad med FFO.

25 Sagsoegerne anfoerer, at den paagaeldende beslutning blev meddelt ved starten af samraadsmoedet den 12. november 1992, selv om Kommissionens repraesentant efter det tidligere moede den 22. maj 1992 havde udtalt, at proceduren endnu ikke var afsluttet, og selv om der ikke siden da var blevet afholdt nogen moeder med FFO. En overholdelse af aftalen forudsatte, at der ved afslutningen af forhandlingerne blev udfaerdiget et aftaleudkast eller ° i tilfaelde af fortsat uenighed ° et formelt moedereferat med angivelse af parternes forskellige opfattelser. Kun efter udfaerdigelsen af et saadant moedereferat kunne Kommissionen traeffe den omtvistede beslutning.

26 Endvidere har Kommissionen endog handlet i strid med sin egen beslutning, som der blev givet meddelelse om under moedet den 12. november 1992, og hvorefter den ville raadfoere sig med de oevrige institutioner for at fastlaegge de noejagtige vilkaar i forbindelse med genoptagelsen af arbejdet. Det er rigtigt, at Raadet ogsaa traf beslutning om at foretage indeholdelser i vederlagene som foelge af strejkerne, men denne beslutning fulgte et behoerigt gennemfoert samraad med FFO og var en specifik beslutning gaeldende for Raadet.

27 Kommissionen har gjort gaeldende, at samraadet forloeb paa hensigtsmaessig maade og blev udmoentet i en lang raekke moeder i perioden november 1991 ° november 1992, og at det ikke er udtryk for en formmangel i denne forbindelse, at der ikke blev udfaerdiget noget formelt moedereferat med angivelse af samraadsmoededeltagernes opfattelse. De uformelle opsummerende referater af moedernes forloeb gjorde det muligt at faa klarlagt parternes respektive synspunkter.

28 Formaalet med en samraadsprocedure er at give parterne mulighed for at goere rede for deres synspunkter og at naa frem til en saa fuldstaendig vurdering af den paagaeldende sag som mulig. Selv om der tilsigtes en tilnaermelse mellem parternes opfattelser, er det ikke noedvendigvis det eneste udfald af "samraadsdialektikken", der er i overensstemmelse med de i aftalen indeholdte regler, at forhandlingerne afsluttes med enighed.

29 Der er ikke nogen modstrid mellem henholdsvis det forhold, at Kommissionens repraesentant den 22. maj 1992 udtalte, at proceduren endnu ikke var afsluttet, og den omstaendighed, at Kommissionen den 12. november 1992 besluttede at erklaere samraadsfasen for afsluttet, uden at der mellem disse to tidspunkter havde vaeret nogen moeder. Samraadet var blevet indledt et aar tidligere, og der havde vaeret en lang raekke kontakter med FFO.

30 Den omstaendighed, at der ikke blev udfaerdiget noget formelt moedereferat med angivelse af de opfattelser, som var kommet til udtryk under samraadet, er ikke i sig selv tilstraekkeligt til, at der kan blive spoergsmaal om ugyldigheden af en procedure, i forbindelse med hvilken uformelle opsummerende referater af moedernes forloeb allerede fuldt ud gjorde det muligt at klarlaegge de synspunkter, som parterne havde givet udtryk for.

31 De naermere vilkaar for anvendelsen af princippet om indeholdelse i vederlagene i tilfaelde af strejke, som blev fastsat i 1970, var endvidere genstand for en lang raekke droeftelser med de oevrige institutioner, saaledes som det fremgaar af referaterne af moederne mellem administrationscheferne, og af, at samtlige institutioner bragte de samme principper i anvendelse.

32 Endelig har Kommissionen gjort gaeldende, at selv om det antages, at en tjenestemand umiddelbart kan stoette ret paa en tilsidesaettelse af aftalen ° hvilket Kommissionen under den mundtlige forhandling har anfoert ikke er tilfaeldet ° har Kommissionen i tilstraekkelig grad dokumenteret, at det savner grundlag, at den skulle have tilsidesat aftalen.

° Rettens bemaerkninger

33 Det af sagsoegerne anfoerte rejser i foerste raekke det spoergsmaal, om en tjenestemand individuelt under en retssag til proevelse af afgoerelser som de her omhandlede kan stoette ret paa, at der maatte vaere sket en tilsidesaettelse af en aftale som den i sagerne omhandlede mellem Kommissionen og FFO.

34 Kommissionen har i de afgoerelser, hvorved den tog stilling til sagsoegernes syv klager, givet udtryk for, at dette spoergsmaal maa besvares benaegtende. I svarskrifterne har Kommissionen ° uden udtrykkeligt at goere gaeldende, at det paagaeldende anbringende er uantageligt ° indskraenket sig til at anfoere, at "sagsoegte skoenner under alle omstaendigheder i tilstraekkelig grad at have dokumenteret, at der ikke er sket nogen tilsidesaettelse af aftalen af 20. september, uden at det herved er noedvendigt naermere at gaa ind paa den tvivl, som der blev givet udtryk for i forbindelse med besvarelsen af klagen for saa vidt angaar de mulige umiddelbare retsvirkninger til fordel for en klager individuelt, som eventuelt vil kunne udspringe af den saerlige aftale, der regulerer forholdet mellem Kommissionen og de anerkendte FFO ...". Som svar paa et spoergsmaal fra Retten har Kommissionen under det offentlige retsmoede endelig gjort gaeldende, at en tjenestemand ikke individuelt kan stoette ret paa en tilsidesaettelse af en aftale mellem Kommissionen og FFO.

35 Det er under alle omstaendigheder Rettens opfattelse, at der herved er tale om et anbringende, som vedroerer anvendelsesomraadet for en retlig norm, saaledes at Retten ex officio boer tage stilling til dette spoergsmaal vedroerende ufravigelige procesforudsaetninger.

36 Det bemaerkes herved for det foerste, at EF-tjenestemaend principielt er underlagt en vedtaegtsbestemt ordning, som ikke kan fraviges ved aftaler mellem faellesskabsinstitutionerne og FFO.

37 For det andet bemaerkes, at saaledes som Domstolen har fastslaaet i sin dom af 18. januar 1990 (forenede sager C-193/87 og C-194/87, Maurissen og Union syndicale mod Revisionsretten, Sml. I, s. 95), gaelder det for saa vidt angaar princippet om ligebehandling af tjenestemaend i henseende til vilkaarene for fagforeningsrepraesentanter med hensyn til omdeling af fagforeningsmeddelelser, at "selv om nogle af de andre faellesskabsinstitutioner og -organer paa i oevrigt forskellige vilkaar stiller visse faciliteter paa dette omraade til raadighed for fagforeningerne eller de faglige sammenslutninger, henholdsvis for repraesentanter for disse, er der ..., da der ikke bestaar en retlig forpligtelse hertil i medfoer af vedtaegten, tale om en imoedekommende foranstaltning, der indroemmes i henhold til befoejelserne til at traeffe bestemmelse om tjenestens organisation eller i henhold til saerlige aftaler mellem vedkommende institution eller organ og repraesentanterne for institutionens eller organets personale. Saadanne foranstaltninger, der beror paa institutionernes eller organernes eget initiativ, kan ikke paaberaabes til stoette for et anbringende om, at ligebehandlingsprincippet er tilsidesat" (praemis 26 og 27).

38 Domstolen har endvidere i naevnte dom fastslaaet, at "med hensyn til bistandspligten ... angaar [denne] de individuelle forhold mellem ansaettelsesmyndigheden og de tjenestemaend og oevrige ansatte, der henhoerer under vedkommende ansaettelsesmyndighed; der kan ikke stoettes ret paa bistandspligten med henblik paa at loese spoergsmaal vedroerende de kollektive forhold mellem paa den ene side Faellesskabets institutioner og organer og paa den anden side fagforeningerne eller andre faglige sammenslutninger" (praemis 23).

39 For det tredje maa der laegges vaegt paa fast retspraksis vedroerende interne forskrifter ved vurderingen af, hvorvidt en tjenestemand under de her omhandlede omstaendigheder individuelt kan stoette ret paa en angivelig tilsidesaettelse af bestemmelser i aftalen. Ifoelge den paagaeldende retspraksis er saadanne forskrifter udtryk for "vejledende regler for den praksis, der skal foelges, og som vedkommende myndighed ikke kan fravige uden at angive grundene hertil, idet princippet om lige behandling ellers maa anses for tilsidesat" (jf. Domstolens domme af 30.1.1974, sag 148/73, Louwage mod Kommissionen, Sml. s. 81, af 21.4.1983, sag 282/81, Ragusa mod Kommissionen, Sml. s. 1245, og af 10.12.1987, forenede sager 181/86-184/86, Del Plato m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 4991). Denne retspraksis kan kun antages at omfatte interne forskrifter, der skaber rettigheder for tjenestemaendene individuelt, eller som er udtryk for en retssikkerhedsgaranti for disse.

40 Det bemaerkes endvidere, at selv om der laegges vaegt paa interne regler i institutionerne, og selv om man gaar ud fra, at aftalen ° hvilket ikke kan antages at vaere tilfaeldet ° maa anses for at vaere et led i Kommissionens interne regler, maa der for saa vidt angaar en institutions interne regler sondres mellem paa den ene side regler, hvis tilsidesaettelse ikke kan paaberaabes af fysiske og juridiske personer, fordi reglerne kun vedroerer vilkaarene for institutionens interne forhold, som ikke kan beroere fysiske og juridiske personers retsstilling, og paa den anden side regler, hvis tilsidesaettelse i modsaetning hertil kan paaberaabes, idet reglerne skaber rettigheder for fysiske og juridiske personer eller er udtryk for en retssikkerhedsgaranti for disse.

41 Der maa herefter foretages en naermere undersoegelse af aftalen og dens bilag med henblik paa at afgoere, hvorvidt bestemmelserne heri har til formaal at regulere arbejdsforhold individuelt eller kollektivt.

42 Det bemaerkes herved, at aftalens kapitel I, der er udtryk for en anerkendelse af FFO, er affattet meget generelt. Kapitel II indeholder naermere regler om samraadsproceduren, som finder sted paa teknisk og paa politisk plan. Punkt 10, der er indeholdt i dette kapitel, bestemmer: "Forhandlinger paa det tekniske plan finder sted sammen med generaldirektoeren for personale og administration, der i givet fald bistaas af andre generaldirektoerer, hvis omraade beroeres af det omtalte emne." Hvad angaar punkt 11 bestemmes det heri: "Forhandlinger paa det politiske plan finder sted sammen med de dertil bemyndigede medlemmer af Kommissionen." Endelig indeholder punkt 12 som allerede angivet foelgende bestemmelse: "Forhandlingerne afsluttes med et udkast til aftale eller med et moedereferat, hvor de forskellige synspunkter anfoeres, som Kommissionen skal udtale sig om." Aftalens kapitel III indeholder, jf. punkt 13-17, meget generelle regler vedroerende vilkaarene for udoevelse af fagforeningsrettigheder, navnlig for saa vidt angaar de omstaendigheder, hvorunder der kan indroemmes tjenestefrihed eller fagforeningsferie, samt vedroerende de fordele, der kan gives repraesentative FFO. Aftalens kapitel IV, jf. punkt 18 og 19, omhandler kompetencefordelingen mellem Personaleudvalget og dettes lokale afdelinger og FFO. Endelig indeholder kapitel V, jf. punkt 20-22, regler om de midler, der stilles til raadighed for Personaleudvalget og for FFO' s Forbindelsesudvalg.

43 Hvad herefter angaar bilaget til aftalen indeholder dette regler vedroerende "arbejdsstandsninger". Punkt 1-5 fastlaegger de naermere vilkaar i forbindelse med afgivelse af et varsel i tilfaelde af arbejdsstandsninger, som der i faellesskab er truffet beslutning om. I henhold til punkt 6 skal der, saa snart et varsel er afgivet, indledes forhandlinger mellem Kommissionen og FFO med henblik paa at opstille en liste over "de stillinger, hvor indehaverne fortsat skal varetage deres funktioner", jf. herved naermere punkt 7. Punkt 8 indeholder foelgende bestemmelse: "Det personale, som vaelger at foelge den ivaerksatte aktion, maa ikke udsaettes for hverken hindringer eller tvang." Punkt 9 bestemmer: "Mens den i faellesskab besluttede arbejdsstandsning finder sted, har det personale, der vaelger ikke at foelge den ivaerksatte aktion, fri adgang til sit arbejdssted uden nogen hindring eller tvang." Endelig hedder det i bilagets punkt 10, som sagsoegerne goer gaeldende er blevet tilsidesat: "De naermere regler for genoptagelse af arbejdet vil vaere genstand for en forhandling mellem Kommissionen og de organisationer, der er engageret i konflikten."

44 Det maa antages aabenbart at fremgaa af de omhandlede bestemmelser som helhed, at aftalen og bilaget til denne udelukkende har til formaal at regulere de kollektive arbejdsforhold mellem paa den ene side Kommissionen og paa den anden side FFO, og at bestemmelserne hverken skaber nogen forpligtelser eller rettigheder for tjenestemaendene individuelt. Bestemmelserne omhandler saaledes ikke det individuelle arbejdsforhold mellem arbejdsgiveren og tjenestemanden, men er et led i den stoerre sammenhaeng, som forbindelserne mellem en institution og FFO er udtryk for. Det maa herefter laegges til grund, at en tjenestemand under ingen omstaendigheder kan stoette ret paa en angivelig tilsidesaettelse af aftalen eller dens bilag med henblik paa under en retssag at anfaegte en individuel afgoerelse om indeholdelse i vederlaget som foelge af strejke (jf. herved Rettens dom af 22.6.1994, forenede sager T-97/92 og T-111/92, Rijnoudt og Hocken mod Kommissionen, Sml.Pers. II, s. 511, praemis 82 og 86).

45 Hertil kommer, at der ° selv under den forudsaetning, at en tjenestemand, hvilket ikke kan anses for tilfaeldet, individuelt kan stoette ret paa en saadan tilsidesaettelse af aftalen eller dens bilag ° under alle omstaendigheder ikke kan antages at foreligge nogen vaesentlige retlige mangler, som kan beroere lovligheden af de anfaegtede afgoerelser. Allerede den 25. oktober 1991 udsendte Kommissionen saaledes en meddelelse til personalet, hvoraf det utvetydigt fremgik, at der i overensstemmelse med Kommissionens tidligere beslutning af 16. december 1970 ville blive foretaget en indeholdelse i vederlagene. Der blev herefter afholdt flere samraadsmoeder af saavel teknisk som politisk art, den 15. november 1991, den 25. november 1991, den 22. maj 1992 samt endelig den 12. november 1992, efter hvilke det medlem af Kommissionen, der havde ansvar for personale og administration, paa trods af FFO' s utilfredshed udtalte, at "Kommissionen tilslutter sig den af Raadet og de oevrige institutioner vedtagne loesning", og bemaerkede, at "proceduren er blevet bragt til afslutning".

46 Det maa under disse omstaendigheder ° ogsaa selv om det antages, at der blev handlet i strid med aftalens punkt 12 derved, at der i betragtning af en fortsat uenighed burde vaere blevet udfaerdiget et formelt moedereferat med angivelse af de forskellige opfattelser ° vaere aabenbart, at naar henses til et saa stort antal samraadsmoeder, og idet alle parter var fuldt ud bekendt med uoverensstemmelserne, saaledes som det fremgaar af de uformelle opsummerende referater af moedernes forloeb, der er vedlagt processkrifterne, kan dette ikke i sig selv vaere udtryk for en vaesentlig retlig mangel, som kan paaberaabes af tjenestemaend, der individuelt anfaegter en indeholdelse i deres vederlag. De paagaeldende tjenestemaend var da ogsaa fuldt ud bekendt med forhandlingernes indhold og resultat og kan ikke haevde, at der blev handlet i strid med deres berettigede forventning, eller at der er sket en kraenkelse af deres retssikkerhed, under omstaendigheder, som ikke kunne overraske dem.

47 Endelig gaelder det, at selv om det naevnte argument ikke findes uantageligt, fremgaar det af sagsakterne, at Kommissionen i modsaetning til, hvad sagsoegerne haevder, foerte samraad med de oevrige institutioner, inden den traf beslutning om sin stillingtagen med hensyn til de naermere vilkaar i forbindelse med genoptagelsen af arbejdet.

48 Sagsoegernes foerste anbringende maa herefter forkastes som uantageligt eller i hvert fald grundloest.

Tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 25, stk. 2, og artikel 62

° Parternes argumenter

49 Sagsoegerne har erkendt, at retten til vederlag midlertidigt bortfalder i tilfaelde af frivillig indstilling af arbejdet i form af strejke, men goer gaeldende, at Kommissionen for at kunne foretage en indeholdelse i en tjenestemands vederlag skal godtgoere, at dennes indstilling af sit arbejde udelukkende er sket paa eget initiativ, saaledes at det er en forudsaetning, at tjenestemanden virkelig har deltaget i den paagaeldende strejke frivilligt. Bevisbyrden paahviler herved Kommissionen, som skal foere tilsyn med hensyn til strejkens forloeb og individuelt begrunde enhver afgoerelse om indeholdelse i vederlaget. Kommissionen har imidlertid ikke loeftet denne bevisbyrde og har dermed kraenket de paagaeldende tjenestemaends ret til det vederlag, som svarer til deres loenklasse. Endvidere har Kommissionen som foelge af det naevnte manglende bevis undladt at begrunde sine afgoerelser om at foretage en indeholdelse i sagsoegernes vederlag.

50 Sagsoegerne anfoerer, at der har vaeret tale om force majeure derved, at det var Kommissionen selv, der traf beslutning om en indstilling af sine tjenestemaends arbejde, hvilket "paa afgoerende maade forhindrede dem i at udfoere deres opgaver paa normal vis". I forbindelse med de omhandlede strejker besluttede Kommissionen saaledes midlertidigt at fjerne de fysiske forudsaetninger for sit arbejde, at forhindre adgang til bygninger og parkeringskaeldre, at lukke vuggestuen, at indstille driften af den sociale infrastruktur og at afbryde edb-systemerne. Den forhindrede dermed sine tjenestemaend i at faa adgang til deres kontorer. Der er derfor ikke tale om nogen protestaktion rettet mod arbejdsgiveren, men om et forhold, der maa tilskrives dennes egen beslutning, saaledes at der ikke kan foretages nogen indeholdelse i vederlaget.

51 Kommissionen har indledningsvis gjort gaeldende, at "efter et anerkendt princip i medlemsstaternes arbejdsret er der ingen forpligtelse til at udbetale vederlag og loen for strejkedage til deltagerne i [en strejke]; dette princip kan anvendes i forholdet mellem Faellesskabernes institutioner og disses tjenestemaend ..." (Domstolens dom af 18.3.1975, forenede sager 44/74, 46/74 og 49/74, Acton m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 383).

52 Kommissionen anfoerer endvidere, at den, saaledes som det fremgaar af udtalelserne fra generaldirektoeren for personale og administration, "ikke tog stilling til strejkerne, men blot respekterede sit personales ret til at strejke". Adgang til bygningerne blev ikke naegtet, saaledes at de medarbejdere, som efter en tjenstlig ordre herom skulle udfoere deres opgaver, og de medarbejdere, der ikke deltog i strejken, kunne udfoere deres arbejde paa normal vis i overensstemmelse med punkt 9 i bilaget til aftalen. Sagsoegerne har ikke anfoert noget til stoette for, at dette ikke skulle vaere tilfaeldet. Det er rigtigt, at Kommissionen af indlysende sikkerhedsgrunde besluttede at lukke parkeringskaeldrene, vuggestuen, kantinerne og boernehaven og at afbryde visse edb-systemer, men disse forholdsregler indebar ikke en manglende mulighed for at faa adgang til bygningerne, ligesom enhver tjenestemand eller anden ansat kunne faa adgang til sit kontor for dér at udfoere sine opgaver.

53 Sagsoegernes manglende besvarelse i forbindelse med indhentelsen den 25. oktober 1991 af oplysninger vedroerende arbejdsnedlaeggelserne godtgoer, at de deltog i strejkerne, idet sagsoegerne, saafremt de ikke havde deltaget i arbejdsnedlaeggelserne, burde have afgivet en behoerig erklaering herom, hvilket ikke skete. Kommissionen kunne derfor lovligt foretage en indeholdelse i sagsoegernes vederlag, hvorved der var tale om en "legitim foelge af, at det blev konstateret, at der skete en manglende udfoerelse af vedkommendes opgaver", hvilket princip klart blev fastlagt i Kommissionens tidligere beslutning af 16. december 1970.

54 Det fremgaar af fast retspraksis, at der ved vurderingen af begrundelsen til en afgoerelse ikke alene skal "henses ... til det dokument, hvorved denne afgoerelse blev meddelt, men ligeledes til de omstaendigheder, hvorunder afgoerelsen er blevet truffet og bragt til vedkommendes kundskab, samt de tjenstlige meddelelser og andre oplysninger, som ligger til grund, og som klart har oplyst sagsoegeren om grundene til og grundlaget for den naevnte afgoerelse" (jf. Domstolens domme af 28.5.1980, forenede sager 33/79 og 75/79, Kuhner mod Kommissionen, Sml. s. 1677, og af 7.3.1990, forenede sager C-116/88 og C-149/88, Hecq mod Kommissionen, Sml. I, s. 599).

55 Endelig goer Kommissionen gaeldende, at personalet allerede paa tidspunktet for meddelelsen af 25. oktober 1991 var bekendt med Kommissionens praksis, hvorefter der i tilfaelde af deltagelse i arbejdsnedlaeggelser foretages en indeholdelse i vederlaget. Endvidere var oplysningerne i MA af 18. november 1992 paa dette punkt utvetydige. Det savner derfor grundlag at haevde, at Kommissionen ikke i tilstraekkelig grad begrundede de anfaegtede afgoerelser.

° Rettens bemaerkninger

56 I henhold til vedtaegtens artikel 25, stk. 2, skal "enhver afgoerelse, der traeffes i henhold til denne vedtaegt om en bestemt person, ... straks meddeles den paagaeldende tjenestemand skriftligt. Enhver afgoerelse, der indebaerer et klagepunkt, skal begrundes". Endvidere indeholder vedtaegtens artikel 62 bestemmelse om, at "tjenestemanden ... paa grundlag af sin udnaevnelse [har] ret til det vederlag, der svarer til hans loenklasse og -trin. Tjenestemanden kan ikke give afkald paa denne ret. Dette vederlag omfatter en grundloen, familietillaeg og godtgoerelser".

57 Det bemaerkes indledningsvis, at sagsoegerne ikke har bestridt, at de principper, der fremgaar af Domstolens ovennaevnte dom i sagen Acton m.fl. mod Kommissionen, finder anvendelse, idet det i denne dom blev fastslaaet, at "efter et anerkendt princip i medlemsstaternes arbejdsret er der ingen forpligtelse til at udbetale vederlag og loen for strejkedage til deltagerne i [en strejke]; dette princip kan anvendes i forholdet mellem Faellesskabernes institutioner og disses tjenestemaend, saaledes som Kommissionen allerede har konstateret ved en tidligere lejlighed i beslutning af 16. december 1970, hvorefter 'det er et selvindlysende princip, at der ikke skal ydes betaling for strejkedage' ".

58 Det af sagsoegerne fremsatte anbringende maa antages at indeholde to led. For det foerste har Kommissionen ved ikke at foere bevis for sagsoegernes personlige deltagelse i strejkerne tilsidesat vedtaegtens artikel 62. For det andet har Kommissionen ved i utilstraekkelig grad at begrunde sine afgoerelser om at foretage en indeholdelse i sagsoegernes vederlag tilsidesat vedtaegtens artikel 25. Der boer ske en undersoegelse af disse to led af anbringendet i den naevnte raekkefoelge.

59 Hvad angaar anbringendets foerste led, for saa vidt sagsoegerne herved goer gaeldende, at Kommissionen ikke har foert bevis for deres personlige deltagelse i strejkerne, idet der for sagsoegerne var tale om force majeure i den forstand, at det var Kommissionen selv, der traf beslutning om en indstilling af tjenestemaendenes arbejde og forhindrede dem i at udfoere deres opgaver paa normal vis, herunder navnlig ved at naegte dem adgang til deres kontorer de dage, hvor strejkerne fandt sted, bemaerkes, at det principielt paahviler den, som vil paaberaabe sig force majeure, at understoette dette i en saadan grad, at den paagaeldende retsinstans kan vurdere, om der har foreligget force majeure.

60 Det fremgaar herved for det foerste af, hvad sagsoegerne selv har oplyst, at sagsoegerne ikke var til stede paa deres arbejde de paagaeldende strejkedage, hvorfor det er ufornoedent at undersoege spoergsmaalet om retlig gyldighed i forbindelse med det skema, der blev fordelt til alle Kommissionens tjenestemaend som bilag til meddelelsen af 25. oktober 1991.

61 Det bemaerkes endvidere, at sagsoegerne har gjort gaeldende, at Kommissionen "paa afgoerende maade forhindrede dem i at udfoere deres opgaver paa normal vis", idet Kommissionen fjernede de fysiske forudsaetninger for sit arbejde ved at lukke bygningerne og parkeringskaeldrene og ved at afbryde edb-systemerne, men at sagsoegerne i staevningerne herved blot er fremkommet med generelle udtalelser, i forbindelse med hvilke de hverken har foert noget bevis eller har angivet nogen bevismidler. Hertil kommer, at sagsoegerne, efter at Kommissionen kategorisk har benaegtet rigtigheden af denne fremstilling af de faktiske omstaendigheder, har frafaldet replik.

62 Endelig har sagsoegernes advokat under det offentlige retsmoede oplyst at vaere ude af stand til at angive, i hvilke af Kommissionens bygninger i Bruxelles sagsoegerne arbejdede, ligesom han var ude af stand til at oplyse, hvorvidt adgangen til disse bygninger rent faktisk var spaerret de dage, hvor strejkerne fandt sted. Sagsoegernes advokat anfoerte blot, at der var en indstilling for saa vidt angaar Kommissionens "generelle infrastruktur", hvilket forhindrede sagsoegerne i at arbejde, idet sagsoegernes advokat herved ikke kunne fremlaegge noget bevis eller godtgoere, at sagsoegerne rent faktisk gjorde et forsoeg paa at arbejde de dage, hvor strejkerne fandt sted. Sagsoegernes advokat har heller ikke bestridt rigtigheden af det af Kommissionens repraesentant anfoerte, hvorefter 73% af Kommissionens ca. 15 000 tjenestemaend strejkede, mens 10% arbejdede, og de resterende var fravaerende af andre gyldige grunde. Endelig har sagsoegernes advokat vaeret ude af stand til at forklare, hvorfor sagsoegerne undlod at tilbagesende det skema, der var vedlagt meddelelsen af 25. oktober 1991, idet han herved ikke bestred, at sagsoegerne rent faktisk modtog skemaet.

63 Anbringendets foerste led maa herefter forkastes.

64 Hvad angaar anbringendets andet led, for saa vidt sagsoegerne herved generelt har gjort gaeldende, at de individuelle afgoerelser om indeholdelse i deres vederlag, som blev truffet over for dem, ikke er blevet tilstraekkeligt begrundet, bemaerkes, at det fremgaar af fast retspraksis, at forpligtelsen efter vedtaegtens artikel 25 til at begrunde bebyrdende afgoerelser tilsigter at goere det muligt for den paagaeldende EF-retsinstans at udoeve sin proevelsesret med hensyn til afgoerelsens lovlighed og at give den paagaeldende et tilstraekkeligt grundlag til at kunne vurdere, om afgoerelsen er retmaessig, eller om den er behaeftet med en mangel, som goer det muligt at anfaegte dens lovlighed. Dette krav er opfyldt, naar den afgoerelse, der er genstand for en retssag, er truffet i en for tjenestemanden kendt sammenhaeng, som goer det muligt for den paagaeldende at faa kendskab til afgoerelsens personlige betydning for ham eller hende (jf. herved Domstolens dom af 13.12.1989, sag C-169/88, Prelle mod Kommissionen, Sml. I, s. 4335, og Rettens dom af 16.12.1993, sag T-80/92, Turner mod Kommissionen, Sml. II, s. 1465).

65 Retten finder det i det foreliggende tilfaelde aabenbart, at disse betingelser er opfyldt, naar henses til Kommissionens tidligere beslutning af 16. december 1970, den af Kommissionen den 25. oktober 1991 til sit personale udsendte meddelelse, den til personalet ved MA af 18. november 1992 omdelte meddelelse, som ingen af de syv sagsoegere haevder ikke at have modtaget, samt endelig begrundelsen for indeholdelsen i vederlagene, der klart var angivet paa sagsoegernes loensedler.

66 Foelgelig maa anbringendets andet led ligeledes forkastes.

67 Det maa herefter laegges til grund, for det foerste, at sagsoegerne erkender ikke at have arbejdet de dage, hvor strejkerne fandt sted, uden at de herved har angivet nogen anden aarsag end strejkerne, for det andet, at det af sagsoegerne anfoerte vedroerende force majeure savner grundlag, og endelig for tredje, at det var med rette, at Kommissionen, ved tilstraekkeligt begrundede afgoerelser, foretog en indeholdelse i sagsoegernes vederlag som foelge af sagsoegernes deltagelse i strejkerne.

68 Kommissionen vil herefter vaere at frifinde, hvorved det er ufornoedent at tage stilling til den af Kommissionen i sag T-577/93 nedlagte afvisningspaastand.

Sagens omkostninger

69 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, saafremt der er nedlagt paastand herom. Ifoelge procesreglementets artikel 88 baerer institutionerne selv deres egne omkostninger i tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte. I henhold til artikel 87, stk. 3, andet afsnit, kan "Retten ... paalaegge endog en vindende part at erstatte den anden part de udgifter, som skoennes at vaere paafoert modparten unoedvendigt eller af ond vilje".

70 Efter omstaendighederne i sagen, og naar henses til retsforhandlingerne forloeb og sagsoegernes anbringender og argumenter, skoenner Retten, at sagsoegerne i den i de naevnte bestemmelser i procesreglementet forudsatte betydning unoedvendigt og af ond vilje har paafoert Kommissionen udgifter. Sagsoegerne boer derfor doemmes til at betale samtlige sagsomkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling)

1) Sagsoegte frifindes.

2) Sagsoegerne betaler samtlige sagens omkostninger.