–

Asociación de Empresarios de Salones de Juego y Recreativos de la Comunidad Valenciana (Anesar-CV) ved abogados J. Botella Carretero og N. González-Deleito Domínguez,

–

Salones Comatel SL m.fl. ved abogado S. Moreno Molinero,

–

Asociación Española de Fabricantes de Máquinas Recreativas y de Juego (Asesfam) m.fl. ved abogados J. Botella Carretero og N. González-Deleito Domínguez,

–

Apuestas Deportivas Valencianas S.A. m.fl. ved abogados J. Botella Carretero og N. González-Deleito Domínguez,

–

Conselleria d’Hisenda y Model Econòmic de la Generalitat Valenciana ved letradas C.B. Díaz Lafuente og I. Sánchez Lázaro,

–

Organización Nacional de Ciegos Españoles (ONCE) ved abogados I. Enríquez Matas og A. Loya del Río, samt procuradora M. Martínez Gómez,

–

den spanske regering ved A. Gavela Llopis, som befuldmægtiget,

–

den belgiske regering ved L. Van den Broeck og C. Jacob, som befuldmægtigede, bistået af advocaten P. Vlaemminck og R. Verbeke,

–

den tjekkiske regering ved M. Smolek, T. Suchá og J. Vláčil, som befuldmægtigede,

–

den tyske regering ved J. Möller og P.-L. Krüger, som befuldmægtigede,

–

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato F. Meloncelli,

–

den portugisiske regering ved P. Barros da Costa, L. Medeiros og A. Silva Coelho, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved R. Álvarez Vinagre, M. Mataija og J. Szczodrowski, som befuldmægtigede,

1

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 26 TEUF, 49 TEUF og 56 TEUF samt princippet om markedets enhed, ligebehandlingsprincippet, princippet om ensartet behandling og princippet om forbud mod forskelsbehandling.

2

Anmodningerne er blevet indgivet i forbindelse med søgsmål anlagt af flere operatører af spillehaller, såkaldte »arcades« (spillehaller) og spilleautomater – Asociación de Empresarios de Salones de Juego y Recreativos de la Comunidad Valenciana (Anesar-CV) (C-718/23), Salones Comatel SL, Inversiones Comatel SL, Recreativos del Este SL, Asociación SOS Hostelería, Unión de Trabajadores de Salones de Juego (Utsaju) og Asociación Valenciana de Operadores de Máquinas Recreativas (Asvomar) (C-719/23), Asociación Española de Fabricantes de Máquinas Recreativas y de Juego (Asesfam), Asociación de Empresarios de Máquinas Recreativas de la Comunidad Valenciana (Andemar-CV), Asociación Provincial de Empresas Comercializadoras de Máquinas Recreativas y de Azar de Alicante (Apromar-Alicante) og Federación Empresarial de Hostelería de Valencia (C-720/23), Apuestas Deportivas Valencianas S.A., Codere Apuestas Valencia S.A., Luckia Retail S.A., Mediterránea de Apuestas S.A., Orenes Apuestas CV S.A. og Sportium Apuestas Levante S.A. (C-721/23), samt Recreativos Giner Moltó SL, Valazar 2014 SL og Valazar 2000 SL (C-60/24) mod Conselleria d’Hisenda y Model Econòmic de la Generalitat Valenciana (rådet for finanser og den økonomiske model i den selvstyrende region Valencia, Spanien) og i nærværelse af Organización Nacional de Ciegos Españoles (ONCE) (den nationale sammenslutning af blinde, Spanien), der har nedlagt påstand om annullation af forskellige bestemmelser i en regional lovgivning om spil og forebyggelse af ludomani.

3

Artikel 8 i Ley 1/2020 de la Generalitat, de regulación del juego y de prevención de la ludopatía en la Comunitat Valenciana (den valencianske lov nr. 1/2020 om regulering af spil og forebyggelse af ludomani i den selvstyrende region Valencia) af 11. juni 2020 (BOE nr. 253 af 23.9.2020, s. 79980) (herefter »lov nr. 1/2020«) med overskriften »Begrænsninger i reklame, markedsføring, sponsorering og kommerciel information« bestemmer:

»1.   På området for spil, der henhører under den selvstyrende region Valencia, er de selskaber, der driver spil, og som er godkendt af den selvstyrende region Valencia, underlagt restriktioner med hensyn til enhver form for reklame, markedsføring, sponsorering og enhver form for kommerciel kommunikation, herunder elektronisk kommunikation via de sociale netværk, med henvisning til spilleaktiviteter og de etablissementer, hvor de udøves.

2.   Reklame for og fremme af spil uden for spillevirksomhederne samt statisk reklame for spil på offentlige veje eller i transportmidler er forbudt i den selvstyrende region Valencia.

3.   Gratis eller promoverende uddeling af produkter, varer eller tjenesteydelser eller enhver anden foranstaltning, der har til formål eller til følge direkte eller indirekte, primært eller sekundært, at fremme spilleaktivitet, begrænses ved bekendtgørelse inden for det i denne artikels stk. 1 fastsatte anvendelsesområde.

4.   Levering af chips, kort, sedler eller andre artikler, der kan veksles mod kontanter, og som gør det muligt at deltage i spil, til en pris, der er lavere end markedsprisen, begrænses ligeledes ved lov.

5.   I etablissementer, hvor der spilles, skal forbrugere og brugere på et synligt og let tilgængeligt sted have adgang til brochurer med oplysninger og kontaktoplysninger for institutioner, der behandler og rehabiliterer personer, der lider af ludomani. Regionalregeringen i den selvstyrende region Valencias ministerium med ansvar for forebyggelse og håndtering af afhængighed fastlægger formatet og indholdet af disse brochurer.

6.   Offentlige medier, hvis sendeområde er begrænset til hele eller dele af den selvstyrende region Valencia, skal afholde sig fra at udsende reklamer for spilleaktiviteter, uanset om de præsenteres fysisk eller online. Dette forbud omfatter også informationssamfundets tjenester samt udsendelse af programmer og billeder, hvor værter, medarbejdere eller gæster er i færd med at spille, eller som direkte eller indirekte nævner eller viser etablissementer, lokaler eller steder, der er forbundet med spil, undtagen når disse programmer eller billeder har til formål at forebygge eller øge bevidstheden om sygelig afhængighed af spil eller ludomani. Regionalregeringen i den selvstyrende region Valencias ministerium med ansvar for spilleområdet kan tillade undtagelser fra denne begrænsning for så vidt angår spil, der tilhører den offentlige sektor eller er forbeholdt staten.

7.   Der oprettes hjælpelinjer, tilskud eller skattemæssige incitamenter for sportsorganisationer, foreninger eller medier (navnlig online), der gennemfører kampagner vedrørende forebyggelse og bekæmpelse af ludomani.«

4

Denne lovs artikel 45, stk. 3, litra b), c) og e), omhandler henholdsvis bingohaller, spillehaller og etablissementer, der specifikt er beregnet til væddemål.

5

Nævnte lovs artikel 45, stk. 5 og 6, bestemmer:

»5.   De etablissementer, der er omfattet af kategorierne i denne artikels stk. 3, litra c) og e), må ikke være beliggende på mindre end 850 meters afstand fra en af ministeriet for den selvstyrende region Valencia godkendt uddannelsesinstitution, som har kompetence til at udbyde den obligatoriske uddannelse på sekundærtrinnet, studentereksamen, erhvervsfaglige grunduddannelser og erhvervsuddannelser i kunsthåndværk. Denne afstandsbegrænsning finder ikke anvendelse på spilleforetagender, der er beliggende uden for beboelsesområder.

6.   Etablissementer, der falder ind under kategorierne i denne artikels stk. 3, litra b), c) og e), må ikke være beliggende på mindre end 500 meters afstand fra et andet af disse kategorier omfattet etablissement.«

6

Den anden overgangsbestemmelse i samme lov i den affattelse, der var gældende på de datoer, hvor anmodningerne om præjudiciel afgørelse blev forelagt Domstolen, havde følgende ordlyd:

»Tilladelser, der er givet inden denne lovs ikrafttræden, forbliver gyldige i den periode, for hvilken de er udstedt. En eventuel fornyelse eller forlængelse af disse tilladelser efter denne lovs ikrafttræden er betinget af, at de krav, der er fastsat i denne lov og i gennemførelsesbekendtgørelserne, overholdes, dog med undtagelse af det krav om indbyrdes afstand mellem spilleforetagender, der er fastsat i denne lovs artikel 45, stk. 6.«

7

Den tiende overgangsbestemmelse i lov nr. 1/2020 i den affattelse, der var gældende på de datoer, hvor anmodningerne om præjudiciel afgørelse blev forelagt Domstolen, bestemte:

»Nye tilladelser til spilleforetagender og nye tilladelser til drift af kategori B-maskiner eller forlystelsesmaskiner med præmier, der skal installeres i etablissementer inden for hotel-, restaurations- og cafésektoren eller lignende, suspenderes i en periode på højst fem år fra denne lovs ikrafttræden.

Såfremt et spilleforetagendes aktuelle beliggenhed ikke opfylder afstandskravet i denne lovs artikel 45, stk. 5, i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om fornyelse af tilladelsen, finder den i foregående stykke omhandlede suspension ikke anvendelse på opnåelsen af en ny tilladelse vedrørende en ny beliggenhed.

I denne periode koordinerer regionalregeringen i den selvstyrende region Valencias ministerium med ansvar for spilleområdet en undersøgelse med henblik på at analysere de sociale og folkesundhedsmæssige virkninger af de eksisterende spilleanlæg (specifikke spillekasinoer og spilleautomater i lokaler, der henhører under hotel-, restaurations- og cafésektoren). Afhængigt af resultaterne af denne undersøgelse foreslår regionalregeringen i den selvstyrende region Valencias ministerium med ansvar for spilleområdet begrænsninger i det tilladte antal og den tilladte fordeling af spilleforetagender og kategori B-automater eller forlystelsesmaskiner med præmier inden for etablissementer, der henhører under hotel-, restaurations- og cafésektoren eller lignende, under hensyntagen til folkesundhedsmæssige, demografiske, socioøkonomiske og territoriale kriterier.«

8

Artikel 4 i Decreto 97/2021 del Consell, de medidas urgentes para la aplicación de la Ley 1/2020, de 11 de junio de la Generalitat, de regulación del juego y de prevención de la ludopatía en la Comunitat Valenciana (dekret nr. 97/2021 fra regionalregeringen i den selvstyrende region Valencia om hasteforanstaltninger til gennemførelse af den selvstyrende region Valencias lov nr. 1/2020 af 11.6.2020 om regulering af spil og forebyggelse af ludomani i regionen) af 16. juli 2021 (Diari Oficial de la Generalitat Valenciana, nr. 9143 af 4.8.2021) (herefter »dekret nr. 97/2021«) med overskriften »Ansøgninger om tilladelse til oprettelse af nye spilleforetagender og til åbning af nye specifikke væddemålsfaciliteter« foreskriver:

»I den periode, hvor stk. 1, første afsnit, i den tiende overgangsbestemmelse i lov nr. 1/2020 finder anvendelse, afvises ansøgninger om nye tilladelser til nye spilleforetagender som åbenbart grundløse i overensstemmelse med de grundregler, der er fastsat ved [Ley 39/2015 del procedimiento administrativo común de las administraciones públicas (lov nr. 39/2015 om den fælles administrative procedure for offentlige myndigheder) af 1. oktober 2015].«

9

Dekretets artikel 5 med overskriften »Tilladelser til licensfornyelse for spilleforetagender, der ikke overholder afstandskravet« bestemmer:

»1.   Med henblik på fornyelse af licenser til spilleforetagender, der ikke overholder afstandskravet i artikel 45, stk. 5, i lov nr. 1/2020, der er omhandlet i andet afsnit i den tiende overgangsbestemmelse i denne lov, forelægger indehaverne den relevante dokumentation med henblik på behandling af tilladelsen for den nye beliggenhed for regionalregeringen i den selvstyrende region Valencias ministerium med ansvar for spilleområdet i den pågældende provins.

2.   De i det foregående stykke omhandlede spilleforetagender, hvis tilladelse udløber mellem datoen for ikrafttrædelsen af den nye lov om regulering af spil og den 31. oktober 2021, kan midlertidigt forblive åbne og fortsætte med at udøve deres virksomhed dér, hvor de er beliggende. Med henblik herpå indgiver de inden udløbet af denne frist en erklæring på tro og love, hvori de anfører, at de befinder sig i denne midlertidige situation, samt at de agter at opretholde samme aktivitet i fremtiden og at afslutte spilleaktiviteten i de lokaler, hvor de befinder sig, idet denne aktivitet ikke må videreføres mere end ni måneder fra datoen for indgivelsen af denne erklæring. Senest en måned efter, at tilladelsen er blevet fornyet, og uden under nogen omstændigheder at overskride ni måneders-grænsen, lukker operatøren endeligt det gamle lokale og underretter undergeneraldirektoratet for spil herom, som sletter lokalet fra det relevante register. Såfremt der ikke sker en endelig frivillig lukning af det gamle lokale, lukkes etablissementet, uden at dette berører anvendelsen af eventuelt gældende sanktioner.«

10

Nævnte dekrets artikel 6 med overskriften »Procedure for fornyelse af licenser til spillehaller, der ikke overholder afstandskravet« har følgende ordlyd i stk. 11:

»Når driftstilladelsen er udstedt, medfører åbningen af nye godkendte uddannelsesinstitutioner som omhandlet i artikel 45, stk. 5, i lov nr. 1/2020 ikke en efterfølgende lukning af spillehaller, der a posterori er omfattet af afstandsbegrænsningen. Fornyelsen af disse tilladelser er imidlertid fortsat underlagt bestemmelserne i denne lov.«

11

Samme dekrets artikel 9 med overskriften »Procedure for godkendelse af installation og udskiftning af spilleautomater« bestemmer i stk. 1:

»Installation af kategori B-maskiner eller forlystelsesmaskiner med præmier i etablissementer inden for hotel-, restaurations- og cafésektoren eller lignende kan kun tillades, hvis den pågældende driftstilladelse er opnået eller ansøgt om inden lovens ikrafttræden.«

12

Artikel 18 i dekret nr. 97/2021 med overskriften »Kommercielle oplysninger uden for spilleforetagender« bestemmer:

»1.   Der må ikke reklameres på spillekasinoers facader, vinduer, udstillingsvinduer og døre.

2.   Følgende kommercielle oplysninger om spillekasinoet skal angives på dets facader, vinduer, døre og udstillingsvinduer:

3.   Spilleforetagender med ophængte skilte, emblemer eller lignende, som ikke er i overensstemmelse med de foregående bestemmelser, har en frist på tre måneder fra datoen for dette dekrets ikrafttræden til at tilpasse eller fjerne dem.«

13

Sagsøgerne i hovedsagerne har anlagt sag ved Tribunal Superior de Justicia de la Comunidad Valenciana (øverste regionale domstol i den selvstyrende region Valencia, Spanien), som er den forelæggende ret, med påstand om annullation af flere bestemmelser i den lovgivning, som Comunidad Valenciana (den selvstyrende region Valencia, Spanien) har vedtaget med henblik på at regulere spil og forhindre ludomani, som følge af manglende overholdelse af EU-retten.

14

Sagsøgerne i hovedsagerne har navnlig henvist til de artikler i dekret nr. 97/2021, som gennemfører artikel 8, artikel 45, stk. 5 og 6, samt anden og tiende overgangsbestemmelse i lov nr. 1/2020. Lovens artikel 8 fastsætter restriktioner på området for reklame og kommerciel information. Nævnte lovs artikel 45, stk. 5 og 6, indfører restriktioner for beliggenheden i form af minimumsafstande, der skal overholdes mellem spillekasinoerne og etablissementer, der specifikt er beregnet til væddemål, på den ene side og visse undervisningsinstitutioner på den anden side, dvs. 850 meter, samt mellem visse spillekasinoer indbyrdes, nemlig 500 meter. Den anden og tiende overgangsbestemmelse i lov nr. 1/2020 bestemmer, at driftstilladelser, der er udstedt før lovens ikrafttræden, opretholdes, og at eventuelle fornyelser eller forlængelser af disse tilladelser er underlagt de nye lov- og forskriftsmæssige krav, bortset fra kravet om minimumsafstand mellem visse spillekasinoer. Desuden fastsætter denne tiende overgangsbestemmelse et moratorium for udstedelse af nye driftstilladelser på højst fem år.

15

Ifølge sagsøgerne udgør disse bestemmelser, som hverken er nødvendige eller forholdsmæssige, en ubegrundet restriktion for etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser.

16

Sagsøgte i hovedsagerne, rådet for finanser og den økonomiske model i den selvstyrende region Valencia har derimod gjort gældende, at de omhandlede bestemmelser er i overensstemmelse med EU-retten, eftersom de er begrundet i formålet om beskyttelse af forbrugere og mindreårige og opfylder proportionalitetskriteriet (hensigtsmæssighed, nødvendighed og proportionalitet stricto sensu), der er fastsat i såvel den nationale lovgivning som i Domstolens faste praksis.

17

I denne sammenhæng og henset til Domstolens praksis, som har fastsat grænser for den skønsmargen, som medlemsstaterne er tillagt med henblik på at fastlægge målene og instrumenterne i deres politik på området for hasardspil, er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt de bestemmelser, der anfægtes inden for rammerne af hovedsagerne, er forenelige med principperne i EU-retten. Ifølge den forelæggende ret kan indførelsen af krav med hensyn til minimumsafstande være uforenelig med EU-retten, idet andre allerede eksisterende foranstaltninger, såsom forbuddet mod mindreårige og andre sårbare personers adgang til og deltagelse i spil og forbuddet mod reklame, er tilstrækkelige til at nå de forfulgte mål. Den samme konklusion bør gælde for regionale regler, der pålægger overholdelse af et af disse krav som betingelse for fornyelse af tidligere tildelte driftstilladelser eller et moratorium for udstedelse af nye tilladelser til spillekasinoer og for drift af visse spil i etablissementer inden for hotel-, restaurations- og cafésektoren eller lignende (herefter »hotel- og restaurationsbranchen«).

18

Den forelæggende ret er ligeledes i tvivl om, hvorvidt de pålagte restriktioner overholder ligebehandlingsprincippet og princippet om kohærens, for så vidt som de kun finder anvendelse på private aktører og ikke på offentlige etablissementer.

19

På denne baggrund har Tribunal Superior de Justicia de la Comunidad Valenciana (øverste regionale domstol i den selvstyrende region Valencia) besluttet at udsætte sagerne og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål i sagerne C-718/23, C-719/23, C-721/23 og C-60/24:

20

Tribunal Superior de Justicia de la Comunidad Valenciana (øverste regionale domstol i den selvstyrende region Valencia) har ligeledes besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål i sag C-720/23:

21

Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 4. januar 2024 er sagerne C-718/23, C-719/23, C-720/23 og C-721/23 blevet forenet med henblik på retsforhandlingernes skriftlige og mundtlige del samt dommen.

22

Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 2. februar 2024 er disse sager og sag C-60/24 blevet forenet med henblik på retsforhandlingernes skriftlige og mundtlige del samt dommen.

23

ONCE, den spanske og den italienske regering samt Europa-Kommissionen har gjort gældende, at anmodningerne om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling med den begrundelse, at samtlige elementer i tvisterne i hovedsagerne er begrænset til en enkelt medlemsstat, i det foreliggende tilfælde Kongeriget Spanien. Hvad angår det fjerde spørgsmål i sagerne C-718/23, C-719/23, C-721/23 og C-60/24 samt det andet spørgsmål i sag C-720/23 har ONCE ligeledes gjort gældende, at disse spørgsmål ikke har nogen forbindelse med genstanden for tvisterne i hovedsagerne. Desuden har denne berørte part og den spanske regering gjort gældende, at disse to spørgsmål under alle omstændigheder bør afvises i henhold til artikel 94 i Domstolens procesreglement.

24

Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt anmodningerne om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling i deres helhed, skal det bemærkes, at bestemmelserne i EUF-traktaten vedrørende etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser ikke finder anvendelse på en situation, hvor samtlige elementer er begrænset til en enkelt medlemsstat (jf. i denne retning dom af 15.11.2016, Ullens de Schooten, C-268/15, EU:C:2016:874, præmis 47).

25

Det fremgår af Domstolens faste praksis, at når en forelæggende ret indbringer en sag for Domstolen inden for rammerne af et søgsmål om annullation af bestemmelser, der ikke kun finder anvendelse på nationale statsborgere, men ligeledes på statsborgere fra andre medlemsstater, vil den afgørelse, som den forelæggende ret skal træffe som følge af Domstolens dom i den præjudicielle sag, ligeledes have retsvirkning i forhold til sidstnævnte statsborgere, hvilket begrunder, at Domstolen besvarer de spørgsmål, som den er blevet stillet i forbindelse med EUF-traktatens bestemmelser om de grundlæggende friheder, på trods af den omstændighed, at samtlige elementer i tvisten i hovedsagen er begrænset til en enkelt medlemsstat (dom af 7.9.2022, Cilevičs m.fl., C-391/20, EU:C:2022:638, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis, og af 8.6.2023, Prestige and Limousine, C-50/21, EU:C:2023:448, præmis 49).

26

I denne henseende fremgår det af anmodningerne om præjudiciel afgørelse og af den forelæggende rets svar af 23. december 2024 på en anmodning om uddybende oplysninger fra Domstolen i henhold til procesreglements artikel 101, at tvisterne i hovedsagerne vedrører anfægtelsen af en regional lov og bekendtgørelse, der som generelle bestemmelser ikke alene finder anvendelse på indenlandske statsborgere, men ligeledes på virksomheder fra andre medlemsstater, som ønsker at etablere sig i den selvstyrende region Valencia, således at de foreliggende hovedsager går ud over det nationale plan. Den fortolkning af de grundlæggende friheder, som den forelæggende ret har anmodet om, er derfor nødvendig for løsningen af disse tvister (jf. i denne retning dom af 7.9.2022, Cilevičs m.fl., C-391/20, EU:C:2022:638, præmis 34).

27

Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt det fjerde spørgsmål i sagerne C-718/23, C-719/23, C-721/23 og C-60/24 samt det andet spørgsmål i sag C-720/23 kan antages til realitetsbehandling, hvilket bestrides med den begrundelse dels, at besvarelsen af disse spørgsmål ikke er relevant for afgørelsen af tvisterne i hovedsagerne, dels at den forelæggende ret ikke har givet nærmere oplysninger om de bestemmelser i den nationale lovgivning, der finder anvendelse på lotterier og væddemål, der afholdes på nationalt plan, og om den retlige ordning, der finder anvendelse på »offentlige spillesteder«, bemærkes, at proceduren efter artikel 267 TEUF ifølge fast retspraksis er et middel til samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, som giver Domstolen mulighed for at forsyne de nationale retter med de elementer vedrørende fortolkningen af EU-retten, som er nødvendige for, at de kan afgøre den for dem verserende tvist (dom af 22.2.2024, Ente Cambiano società cooperativa per azioni, C-660/22, EU:C:2024:152, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).

28

Eftersom anmodningen om præjudiciel afgørelse danner grundlaget for denne procedure, er den nationale ret forpligtet til i selve afgørelsen udtrykkeligt at redegøre for den retlige og faktiske baggrund for tvisten i hovedsagen og til at give de nødvendige forklaringer om begrundelsen for valget af de EU-retlige bestemmelser, som den ønsker fortolket, og om den sammenhæng, der efter dens opfattelse består mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, som finder anvendelse på den tvist, der er indbragt for den (dom af 12.9.2024, Presidenza del Consiglio dei Ministri m.fl. (Aflønning af honorære dommere), C-548/22, EU:C:2024:730, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

29

Det skal i denne henseende påpeges, at forelæggelsesafgørelsens oplysninger skal gøre det muligt dels for Domstolen at give brugbare svar på de af den nationale ret forelagte spørgsmål, dels for medlemsstaternes regeringer samt andre berørte parter at udøve den rettighed, som de er tillagt ved artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, til at fremsætte bemærkninger. Domstolen skal drage omsorg for, at denne ret sikres, når henses til, at det i henhold til den nævnte bestemmelse kun er forelæggelsesafgørelserne, der meddeles de berørte parter (dom af 22.2.2024, Ente Cambiano società cooperativa per azioni, C-660/22, EU:C:2024:152, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

30

Disse kumulative krav til indholdet af en forelæggelsesafgørelse fremgår udtrykkeligt af procesreglementets artikel 94, som den forelæggende ret forventes at have kendskab til og iagttage nøje inden for rammerne af det samarbejde, der er indført ved artikel 267 TEUF. Disse krav er endvidere anført i punkt 13, 15 og 16 i Den Europæiske Unions Domstols anbefalinger til de nationale retter vedrørende forelæggelse af præjudicielle spørgsmål (EUT 2019, C 380, s. 1) (dom af 22.2.2024, Ente Cambiano società cooperativa per azioni, C-660/22, EU:C:2024:152, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

31

Det bemærkes, at den forelæggende ret med det fjerde spørgsmål i sagerne C-718/23, C-719/23, C-721/23 og C-60/24 samt det andet spørgsmål i sag C-720/23 nærmere bestemt ønsker oplyst, om EU-retten er til hinder for en national lovgivning, der alene underlægger private spilleforetagender og ikke offentlige spilleforetagender visse forpligtelser på området for spil og forebyggelse af ludomani.

32

Den forelæggende ret har imidlertid ikke defineret begrebet »offentlige spillesteder«, som den har henvist til, den har ikke angivet den nationale retlige ramme, der finder anvendelse på disse etablissementer, og den har ikke redegjort for de restriktioner, der eventuelt finder anvendelse på dem.

33

De restriktioner, der er genstand for de præjudicielle spørgsmål, og som, henset til de oplysninger, der fremgår af forelæggelsesafgørelserne, vedrører kasinoer, bingohaller, spillehaller, underholdningslokaler, lokaler, der specifikt er bestemt til væddemål, og andre lokaler, der er indrettet til installation af spilleautomater, finder desuden ikke anvendelse afhængigt af den offentlige eller private karakter af de etablissementer, hvor spillene afholdes, eller af, hvor disse automater er installeret. I denne henseende bemærkes, at ifølge de oplysninger, som den spanske regering har fremlagt i sit indlæg, er kompetencen til at regulere hasardspil i Spanien delt mellem staten og de selvstyrende regioner. Statens og regionernes kompetencer hviler ikke på en sondring mellem »offentlige spillesteder« og »private spillesteder«, men på lovgivningens territoriale rækkevidde, som varierer fra sag til sag afhængigt af, hvilken type spil der er tale om. Kompetencen til at regulere statslige lotterier og onlinespil på nationalt plan er således forbeholdt den nationale lovgiver, idet de selvstyrende regioner kan udøve denne kompetence for de øvrige former for hasardspil på deres respektive områder uden forskel i forhold til, om etablissementerne er offentlige eller private.

34

I denne sammenhæng har den forelæggende ret ikke redegjort for grundene til, at den finder, at der findes et enkelt marked for de forskellige former for hasardspil, således at en forskellig lovgivning for de forskellige former for hasardspil ville skade konkurrencen.

35

Henset til ovenstående betragtninger skal det fastslås, at det fjerde spørgsmål i sagerne C-718/23, C-719/23, C-721/23 og C-60/24 og det andet spørgsmål i sag C-720/23 ikke opfylder kravene i procesreglementets artikel 94, og at de derfor skal afvises.

36

Med de tre første spørgsmål i sagerne C-718/23, C-719/23, C-721/23 og C-60/24 samt med det første spørgsmål i sag C-720/23, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 26 TEUF, 49 TEUF og 56 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, der pålægger erhvervsdrivende inden for spillesektoren for det første visse restriktioner med hensyn til de minimumsafstande, der skal overholdes mellem spillesteder og etablissementer, der specifikt er beregnet til væddemål, på den ene side og på den anden side visse uddannelsesinstitutioner samt mellem visse spillesteder indbyrdes, for det andet en tidsmæssig begrænsning af driften af såkaldte »kategori B«-spilleautomater eller forlystelsesmaskiner med præmier, der er installeret hos etablissementer inden for hotel- og restaurationsbranchen, og for det tredje et moratorium for tildeling af nye licenser eller bevillinger til drift af spilleforetagender.

37

Hvad angår artikel 56 TEUF skal det bemærkes, at når en national foranstaltning samtidigt vedrører flere grundlæggende friheder, skal Domstolen i princippet kun undersøge foranstaltningen i lyset af én af disse friheder, hvis det under de foreliggende omstændigheder viser sig, at de andre er helt sekundære i forhold til den første frihed og kan tilknyttes denne (dom af 20.12.2017, Global Starnet, C-322/16, EU:C:2017:985, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

38

For så vidt som den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning fastsætter de betingelser, som udbydere af visse former for spil er underlagt, når de ønsker at etablere sig og opnå de nødvendige tilladelser til at udbyde sådanne ydelser, kan denne lovgivning navnlig udgøre en hindring for etableringsfriheden, idet de eventuelle virkninger for den frie udveksling af tjenesteydelser blot er en konsekvens af eventuelle restriktioner, der pålægges den førstnævnte af disse friheder (jf. analogt dom af 8.6.2017, Van der Weegen m.fl., C-580/15, EU:C:2017:429, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

39

Hvad angår artikel 26 TEUF skal det bemærkes, at det ikke fremgår af de sagsakter, som Domstolen råder over, at tvisterne i hovedsagerne ikke vedrører Den Europæiske Unions eller dens institutioners kompetence til at vedtage de foranstaltninger, der er fastsat i denne artikel.

40

Under disse omstændigheder er det således ufornødent, at Domstolen tager stilling til artikel 26 TEUF og 56 TEUF.

41

Det bemærkes, at alle foranstaltninger, som forbyder, medfører ulemper for eller gør udøvelsen af etableringsfriheden mindre attraktiv, skal betragtes som restriktioner for denne frihed som omhandlet i artikel 49 TEUF (dom af 25.4.2024, Edil Work 2 og S.T., C-276/22, EU:C:2024:348, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

42

Som det fremgår af denne doms præmis 14, fastsætter de anfægtede foranstaltninger i den i hovedsagerne omhandlede nationale lovgivning, som er omhandlet i de præjudicielle spørgsmål og nævnt i denne doms præmis 36, for det første et afstandskrav på 850 meter mellem spillekasinoer og lokaler, der specifikt er bestemt til væddemål, og visse uddannelsesinstitutioner, for det andet et afstandskrav på 500 meter mellem spillekasinoer, bingohaller og lokaler, der specifikt er bestemt til væddemål, for det tredje forpligtelsen for eksisterende spillekasinoer og lokaler til væddemål til, for at opnå fornyelse af deres tilladelse eller licens, at overholde det første af disse krav, for det fjerde forbuddet mod fornyelse af tilladelser til drift af kategori B-spilleautomater eller forlystelsesmaskiner med præmier, der er installeret i etablissementer inden for hotel- og restaurationsbranchen efter ikrafttrædelsen af lov nr. 1/2020, og for det femte et moratorium på højst fem år for udstedelse af nye tilladelser og licenser til spillekasinoer og drift af spilleautomater i kategori B eller forlystelsesmaskiner med præmier (herefter samlet »de omhandlede foranstaltninger«).

43

Det er ubestridt, at disse foranstaltninger, der er indført og pålagt erhvervsdrivende i spillesektoren på regionalt plan ved artikel 45, stk. 5 og 6, i lov nr. 1/2020 og ved dennes anden og tiende overgangsbestemmelse, som suppleret ved artikel 4-6 og 9 i dekret nr. 97/2021, kan gøre det mindre attraktivt eller endog umuligt at udøve den frihed, der er sikret ved artikel 49 TEUF, eftersom de begrænser virksomhedernes mulighed for at levere visse spilletjenester som økonomisk aktivitet i den pågældende region eller forhindrer de erhvervsdrivende, der allerede udbyder sådanne tjenester, i at gøre deres investeringer rentable.

44

Domstolen har desuden allerede fastslået, at en medlemsstats lovgivning, der gør udøvelse af økonomisk virksomhed betinget af opnåelse af en koncession, og som fastsætter forskellige tilfælde af fortabelse af retten til koncessionen, udgør en hindring for bl.a. denne frihed (dom af 19.12.2018, Stanley International Betting et Stanleybet Malta,C-375/17, EU:C:2018:1026, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

45

De omhandlede foranstaltninger udgør således restriktioner af den frihed, der er sikret ved artikel 49 TEUF.

46

Det skal vurderes, i hvilket omfang de restriktioner, der er indført ved de omhandlede foranstaltninger, kan tillades som en undtagelsesforanstaltning, der udtrykkeligt er fastsat i EUF-traktaten, eller under henvisning til Domstolens praksis kan begrundes i tvingende almene hensyn (jf. i denne retning dom af 16.3.2023, OL (Forlængelse af italienske koncessioner),C-517/20, EU:C:2023:219, præmis 49).

47

Artikel 52, stk. 1, TEUF tillader restriktioner, som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed. Retspraksis har desuden nærmere angivet en række tvingende almene hensyn, såsom hensynene til forbrugerbeskyttelse, forebyggelse af bedrageri og fjernelse af incitamenter for borgerne til overdrevent forbrug i tilknytning til spillevirksomhed samt hensynet til generelt at forebygge forstyrrelser af samfundsordenen (jf. i denne retning dom af 8.7.2010, Sjöberg og Gerdin, C-447/08 og C-448/08, EU:C:2010:415, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

48

Det bemærkes i denne sammenhæng, at bestemmelserne vedrørende hasardspil er et af de områder, hvor der mellem medlemsstaterne består store moralske, religiøse og kulturelle forskelle. Så længe området ikke er harmoniseret på EU-plan, råder medlemsstaterne over et vidt skøn for så vidt angår valget af det niveau for beskyttelse af forbrugerne og samfundsordenen, som de finder mest egnet (dom af 22.9.2022, Admiral Gaming Network m.fl., C-475/20 – C-482/20, EU:C:2022:714, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

49

Medlemsstaterne kan følgelig frit fastsætte målene for deres politik på hasardspilsområdet og i givet fald nøjagtigt fastsætte det ønskede beskyttelsesniveau. De restriktioner, som medlemsstaterne pålægger, skal imidlertid opfylde de betingelser, der fremgår af Domstolens praksis for så vidt angår deres forholdsmæssighed (dom af 14.10.2021, Landespolizeidirektion Steiermark (Spilleautomater), C-231/20, EU:C:2021:845, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

50

I det foreliggende tilfælde fremgår det af præamblen til lov nr. 1/2020, at formålet med de omhandlede foranstaltninger for det første er at reducere mindreåriges eksponering for udbud af spil på deres daglige vej til uddannelsesinstitutionerne, for så vidt som denne eksponering vil føre til en normalisering af spillekasinoer som underholdningssteder i deres kollektive fritidsmodel, for det andet at mindske risikoen for udvikling af afhængighedsadfærd i forbindelse med spil, navnlig blandt mindreårige, henset til den psykologiske sårbarhed, som personer på dette stadium af deres liv befinder sig i, for det tredje at bekæmpe den betydelige vækst i antallet af spillekasinoer og etablissementer, der specifikt er beregnet til væddemål, i den selvstyrende region Valencias bystruktur, for det fjerde at beskytte de socialt mest sårbare personers sundhed og at minimere de sociale og sundhedsmæssige risici, der er forbundet med hasardspil, for det femte at mindske den geografiske koncentration af hasardspilsforetagender i bymæssige enklaver for at mindske risikoen for overeksponering af befolkningen for disse spil i deres daglige omgivelser, og for at fremme en afbalanceret, bæredygtig og sund udvikling af bymiljøet og socioøkonomiske aktiviteter og for det sjette at sikre, at mindreårige ikke har adgang til kategori B-spilleautomater eller forlystelsesmaskiner med præmier i etablissementer inden for hotel- og restaurationsbranchen.

51

Rådet for finanser og den økonomiske model i den selvstyrende region Valencia samt den spanske regering har mere generelt gjort gældende, at de omhandlede foranstaltninger har til formål at beskytte den offentlige sundhed og den offentlige sikkerhed samt nærmere bestemt at forebygge afhængighedsadfærd i forbindelse med spil, at beskytte sårbare grupper og at afbøde de sociale virkninger af hasardspil og væddemål.

52

Det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 47, at henset til den særlige situation, der er forbundet med hasardspil, forfølges sådanne formål med den anfægtede nationale lovgivning og udgør tvingende almene hensyn, der kan begrunde restriktioner for de grundlæggende friheder, såsom de i hovedsagen omhandlede restriktioner, for så vidt som de faktisk forfølges med de omhandlede foranstaltninger, hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve (jf. i denne retning dom af 20.12.2017, Global Starnet, C-322/16, EU:C:2017:985, præmis 42 og 43 samt den deri nævnte retspraksis).

53

Det følger heraf, at en restriktion for den frihed, der er sikret ved artikel 49 TEUF, som følge af de omhandlede foranstaltninger forekommer begrundet, henset til de formål, der er nævnt i denne doms præmis 50 og 51.

54

Det skal i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 49, undersøges, om de restriktioner, der er indført ved de omhandlede foranstaltninger, er forholdsmæssige, og det skal således afgøres, om disse restriktioner er egnede til at sikre virkeliggørelsen af de forfulgte mål og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå disse, bl.a. ved at sikre sig, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning reelt opfylder hensynet om at nå målet på en sammenhængende og systematisk måde (dom af 20.12.2017, Global Starnet, C-322/16, EU:C:2017:985, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

55

Det tilkommer den forelæggende ret under hensyntagen til Domstolens anvisninger at foretage denne vurdering i forbindelse med en samlet vurdering af omstændighederne (jf. i denne retning dom af 20.12.2017, Global Starnet, C-322/16, EU:C:2017:985, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

56

Hvad i det foreliggende tilfælde angår de tre første omhandlede foranstaltninger, der vedrører minimumsafstanden mellem de forskellige spillekasinoer og mellem disse etablissementer og visse uddannelsesinstitutioner, fremgår det af præamblen til lov nr. 1/2020, at regeringen for den selvstyrende region Valencia har truffet disse foranstaltninger på grundlag af undersøgelser, der viser de negative virkninger af en overeksponering af mindreårige for hasardspil, samt statistikker, der viser, at antallet af spillekasinoer var mere end fordoblet, samt at antallet af spilleetablissementer, der specifikt var beregnet til væddemål, var firedoblet i regionen Valencia i årene forud for vedtagelsen af denne lov. Det fremgår således, at disse foranstaltninger ikke er blevet vedtaget vilkårligt, men er baseret på visse specifikke oplysninger.

57

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt de omhandlede foranstaltninger går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de forfulgte mål, gør den omstændighed alene, at der er indført andre foranstaltninger, såsom forbuddet mod mindreåriges adgang til spillevirksomheder og forbuddet mod reklame for disse etablissementer, som den forelæggende ret har henvist til, det ikke muligt at konkludere, at de omhandlede foranstaltninger ikke er nødvendige for at nå disse mål.

58

Selv om det generelle formål med de foranstaltninger, der fandtes før de omhandlede foranstaltninger, i øvrigt ligeledes er at beskytte den offentlige sundhed, vedrører de imidlertid forskellige aspekter af eksponeringen for spil. Mens de foranstaltninger, der forbyder mindreårige adgang til spillekasinoer, har til formål at forhindre, at mindreårige begynder at spille spil, har fastsættelsen af minimumsafstande mellem sådanne etablissementer og mellem disse og visse uddannelsesinstitutioner til formål at undgå overeksponering og normalisering af disse spil i mindreåriges og andre sårbare befolkningsgruppers dagligdag. Endvidere har reklameforbuddet til formål at forhindre promovering af spil, mens foranstaltningen om afstand mellem spillekasinoerne har til formål at mindske disse etablissementers geografiske koncentration.

59

Hvad angår anvendeligheden af nye afstandsforpligtelser på spillekasinoer og lokaler til væddemål og bingohaller, der allerede er i drift, som betingelse for at opnå fornyelse af deres bevilling eller licens, hvilket kan medføre, at aktiviteten ophører, hvis den krævede afstand ikke overholdes, indebærer denne omstændighed ikke nødvendigvis, at en sådan foranstaltning skal anses for at gå ud over, hvad der er nødvendigt.

60

Det skal i denne forbindelse på den ene side bemærkes, at hvis afstandsforpligtelserne alene fandt anvendelse på nye operatører, ville dette give de eksisterende virksomheder en konkurrencemæssig fordel, som ville have den virkning, at disse nye operatørers adgang til markedet så meget desto mere blev hindret (jf. analogt dom af 16.2.2012, Costa og Cifone, C-72/10 og C-77/10, EU:C:2012:80, præmis 58).

61

På den anden side er den særlige situation for de spillekasinoer, der allerede var i drift før ikrafttrædelsen af den i hovedsagen omhandlede lovgivning, blevet taget i betragtning i forbindelse med denne lovgivning. I henhold til den anden og tiende overgangsbestemmelse i lov nr. 1/2020 og artikel 5 i dekret nr. 97/2021 er fornyelsen af driftstilladelserne for disse etablissementer for det første ikke betinget af, at kravet om afstand til andre spillekasinoer overholdes, og er for det andet på trods af moratoriet for udstedelse af nye tilladelser mulig, når hjemstedet for et sådant etablissement flyttes med det formål at overholde kravet om afstand til en af denne lovgivning omfattet uddannelsesinstitution, idet der i øvrigt er blevet indrømmet spillekasinoer, hvis tilladelse udløb før den 1. november 2021, en frist til at gennemføre flytningen.

62

Hvad angår den fjerde omhandlede foranstaltning, som forhindrer fornyelse af tilladelser til drift af kategori B-spilleautomater eller forlystelsesmaskiner med præmier, der er installeret i etablissementer inden for hotel- og restaurationsbranchen, forekommer den egnet til at nå det forfulgte mål uden at gå ud over, hvad der er nødvendigt, med forbehold for den efterprøvelse, som det påhviler den forelæggende ret at foretage. Denne foranstaltning, der i lighed med de tre første omhandlede foranstaltninger er vedtaget på grundlag af undersøgelser, der er nævnt i præamblen til lov nr. 1/2020, har nemlig til formål at forhindre mindreårige i at få adgang til disse maskiner på lokaliteter, hvor det er umuligt at kontrollere deres adgang.

63

Endelig indgår den femte foranstaltning, for så vidt som den indfører et moratorium på højst fem år for udstedelsen af nye tilladelser og licenser til spillekasinoer og driften af kategori B-spilleautomater eller forlystelsesmaskiner med præmier, i formålet om beskyttelse af den offentlige sundhed og tilsigter at reducere koncentrationen af spilleforetagender efter deres stærke ekspansion i den selvstyrende region Valencia, som er særligt bemærkelsesværdig i årene forud for vedtagelsen af denne lov, og som er ledsaget af en stigning i antallet af personer, der lider af afhængighedsadfærd i forbindelse med spil, og voksende social bekymring i forbindelse med udbredelsen af spillekasinoer.

64

I denne henseende bemærkes, at det ifølge Domstolens praksis tilkommer medlemsstaterne at afgøre ikke alene, om det er nødvendigt at begrænse aktiviteter i forbindelse med hasardspil, men også om de skal forbydes, under forudsætning af, at sådanne begrænsninger ikke er diskriminerende (jf. i denne retning dom af 21.10.1999, Zenatti, C-67/98, EU:C:1999:514, præmis 15 og 16). Domstolen har således fastslået, at selv om en begrænsning af antallet af erhvervsdrivende i princippet kan begrundes, skal restriktioner under alle omstændigheder modsvare ønsket om reelt at reducere spillemulighederne og begrænse aktiviteterne på dette område på en sammenhængende og systematisk måde (dom af 6.3.2007, Placanica m.fl., C-338/04, C-359/04 og C-360/04, EU:C:2007:133, præmis 53), hvilken betingelse det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

65

Den forelæggende ret er imidlertid i denne sammenhæng i tvivl om, hvorvidt den omstændighed alene, at spillekasinoer og spilleautomater i kategori B eller forlystelsesmaskiner med præmier ikke fuldstændigt forbydes, kan godtgøre, at det nævnte femårige moratorium ikke har til formål at nå det forfulgte mål. I denne henseende bemærkes, at Domstolen allerede har fastslået, at den omstændighed, at visse hasardspil ikke er fuldstændigt forbudt, ikke er tilstrækkelig til at bevise, at den nationale lovgivning i virkeligheden ikke har til formål at nå de mål, som den angiveligt forfølger, og som skal bedømmes samlet (jf. i denne retning dom af 21.10.1999, Zenatti, C-67/98, EU:C:1999:514, præmis 35).

66

Med forbehold af den efterprøvelse, som det påhviler den forelæggende ret at foretage, forekommer den femte foranstaltning således ikke uforholdsmæssig, uden at det er nødvendigt at undersøge, om der skal foretages en undersøgelse af de eksisterende spilleanlægs sociale og folkesundhedsmæssige virkninger. En medlemsstat er nemlig ikke frataget muligheden for at påvise, at en national restriktiv foranstaltning opfylder de krav, der følger af Domstolens praksis, alene fordi denne medlemsstat ikke er i stand til at fremlægge undersøgelser, som har ligget til grund for vedtagelsen af den omhandlede lovgivning (dom af 8.9.2010, Stoß m.fl., C-316/07, C-358/07 – C-360/07, C-409/07 og C-410/07, EU:C:2010:504, præmis 72).

67

Henset til samtlige disse betragtninger skal de tre første spørgsmål i sagerne C-718/23, C-719/23, C-721/23 og C-60/24 samt det første spørgsmål i sag C-720/23 besvares med, at artikel 49 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, der pålægger erhvervsdrivende inden for spillesektoren for det første visse restriktioner med hensyn til de minimumsafstande, der skal overholdes mellem de forskellige spillesteder og mellem disse og visse uddannelsesinstitutioner, for det andet en tidsmæssig begrænsning af driften af såkaldte »kategori B«-spilleautomater eller forlystelsesmaskiner med præmier, der er installeret i etablissementer inden for hotel- og restaurationsbranchen, og for det tredje et moratorium for tildeling af nye licenser eller bevillinger til drift af hasardspilsforetagender, for så vidt som den forelæggende ret konkluderer, at disse restriktioner kan tillades som undtagelsesforanstaltninger, der udtrykkeligt er fastsat i EUF-traktaten eller er begrundet i tvingende almene hensyn, er egnede til at sikre virkeliggørelsen af de forfulgte mål og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dem.

68

Da sagernes behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret:

Artikel 49 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, der pålægger erhvervsdrivende inden for spillesektoren for det første visse restriktioner med hensyn til de minimumsafstande, der skal overholdes mellem de forskellige spillesteder og mellem disse og visse uddannelsesinstitutioner, for det andet en tidsmæssig begrænsning af driften af såkaldte »kategori B«-spilleautomater eller forlystelsesmaskiner med præmier, der er installeret i etablissementer inden for hotel- og restaurationsbranchen, og for det tredje et moratorium for tildeling af nye licenser eller bevillinger til drift af hasardspilsforetagender, for så vidt som den forelæggende ret konkluderer, at disse restriktioner kan tillades som undtagelsesforanstaltninger, der udtrykkeligt er fastsat i EUF-traktaten eller er begrundet i tvingende almene hensyn, er egnede til at sikre virkeliggørelsen af de forfulgte mål og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dem.