–

VT og UP ved abogado I. Blanco Urizar,

–

den spanske regering ved A. Ballesteros Panizo, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved J.L. Buendía Sierra, G. Meeßen og G. von Rintelen, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 20 og artikel 23, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1023 af 20. juni 2019 om rammer for forebyggende rekonstruktion, gældssanering og udelukkelse og om foranstaltninger med henblik på mere effektive procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering og om ændring af direktiv (EU) 2017/1132 (rekonstruktions- og insolvensdirektivet) (EUT 2019, L 172, s. 18).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem VT, som er en fysisk person, der er blevet insolvent, og Agencia Estatal de Administración Tributaria (skatte- og afgiftsmyndighed, Spanien) (herefter »AEAT«) vedrørende en ansøgning om gældssanering indgivet af denne person under den pågældendes insolvensbehandling.

3

Følgende fremgår af 78.-81. betragtning til rekonstruktions- og insolvensdirektivet:

4

Dette direktivs artikel 20 med overskriften »Adgang til gældssanering« bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at insolvente iværksættere har adgang til mindst én procedure, der kan føre til en fuld gældssanering i overensstemmelse med dette direktiv.

[...]

2.   De medlemsstater, hvori en fuld gældssanering er betinget af iværksætterens delvise tilbagebetaling af gælden, sikrer, at den dermed forbundne betalingsforpligtelse er baseret på iværksætterens individuelle situation og navnlig står i forhold til iværksætterens indkomst og aktiver, som kan gøres til genstand for udlæg eller er disponible i gældssaneringsperioden, og tager hensyn til kreditorernes rimelige interesse.

[...]«

5

Det nævnte direktivs artikel 23 med overskriften »Undtagelser« fastsætter:

»1.   Uanset artikel 20-22 opretholder eller indfører medlemsstaterne bestemmelser, der nægter, begrænser eller tilbagekalder adgangen til gældssanering eller fastsætter længere frister for opnåelse af en fuld gældssanering [eller] længere udelukkelsesperioder, hvis den insolvente iværksætter efter national ret har handlet uhæderligt eller i ond tro over for kreditorer eller andre interessenter i henhold til national ret, da vedkommende blev forgældet, under insolvensproceduren eller under afviklingen af gælden, uden at dette berører nationale bevisbyrderegler.

2.   Uanset artikel 20-22 kan medlemsstaterne opretholde eller indføre bestemmelser, der under nærmere fastsatte omstændigheder nægter, begrænser eller tilbagekalder adgangen til gældssanering eller fastsætter længere frister for opnåelse af en fuld gældssanering eller længere udelukkelsesperioder, når sådanne undtagelser er behørigt begrundet, såsom hvis

3.   Uanset artikel 21 kan medlemsstaterne fastsætte længere gældssaneringsperioder i tilfælde, hvor:

[...]

4.   Medlemsstaterne kan udelukke særlige gældskategorier fra gældssanering eller begrænse adgangen til gældssanering eller fastsætte en længere gældssaneringsperiode, når sådanne udelukkelser, begrænsninger eller længere perioder er behørigt begrundet, såsom i tilfælde af:

[...]«

6

Den lov, der finder anvendelse ratione temporis på tvisten i hovedsagen, er Real Decreto Legislativo 1/2020 por el que se aprueba el texto refundido de la Ley Concursal (kongeligt lovdekret nr. 1/2020 om godkendelse af den konsoliderede udgave af konkursloven) af 5. maj 2020 (BOE nr. 127 af 7.5.2020, s. 31518), som ændret ved Ley 16/2022 de reforma del texto refundido de la Ley Concursal, aprobado por el Real Decreto Legislativo 1/2020, para la transposición de la Directiva (UE) 2019/1023 (lov nr. 16/2022 om reform af den konsoliderede konkurslov, der blev godkendt ved kongeligt lovdekret nr. 1/2020 med henblik på gennemførelse af direktiv (EU) 2019/1023) af 5. september 2022 (BOE nr. 214 af 6.9.2022, s. 123682) (herefter »TRLC«).

7

Følgende fremgår af præamblen til lov nr. 16/2022:

»[...]

[...] Såfremt den insolvente skyldner er en fysisk person, har insolvensbehandlingen til formål at identificere skyldnere i god tro og tilbyde delvis gældssanering, således at de kan få en ny chance og forhindre disse i at havne i sort arbejde eller på randen af samfundet.

[...]

I henhold til [rekonstruktions- og insolvensdirektivet] er medlemsstaterne forpligtede til at indføre en mekanisme for en ny chance med henblik på at undgå, at skyldnere fristes til at flytte til andre lande, der allerede har disse mekanismer, med de omkostninger, der er forbundet hermed både for skyldneren og for dennes kreditorer. Parallelt hermed anses samordning på dette område for at være afgørende for det indre markeds funktion.

En af de mest drastiske ændringer af den nye lovgivning består i, at frem for at gøre gældssanering betinget af opfyldelsen af en bestemt type gæld (således som fastsat i artikel 487, stk. 2, i den konsoliderede konkurslov), er der blevet vedtaget en ordning for gældssanering baseret på fortjeneste, hvorunder skyldner – uanset om den pågældende er iværksætter eller ej – forudsat at vedkommende opfylder kravet om god tro, hvilket er grundlaget for denne institution, kan få adgang til fuld gældssanering, bortset fra gæld, der undtagelsesvis og på grund af gældens særlige karakter, i henhold til loven anses for ikke at kunne gøres til genstand for gældssanering. Den mulighed, der allerede i 2015 blev godkendt af den spanske lovgiver for at bevilge enhver fysisk person i god tro gældssanering – uanset om den pågældende er iværksætter eller ej – opretholdes.

[...]

Skyldners gode tro er fortsat hjørnestenen i gældssaneringen. I overensstemmelse med anbefalinger fra internationale organisationer fastlægges der en præskriptiv afgrænsning af god tro med henvisning til visse former for udtømmende opregnet objektiv adfærd (lukket liste) uden at anvende adfærdsmønstre, der er vage eller utilstrækkeligt specifikke, eller som pålægger skyldner en umulig bevisbyrde. [...]

[...]

Gældssaneringen omfatter alle fordringer inden for rammerne af den kollektive procedure og fordringer i konkursboet. Undtagelserne er i visse tilfælde baseret på den særlige betydning af, at de opfyldes i et retfærdigt samfund præget af samhørighed og baseret på retsstaten (som f.eks. fordringer på underholdsbidrag, gæld, der skyldes offentligretlige fordringer, gæld som følge af strafbare handlinger eller gæld som følge af erstatningsansvar uden for kontraktforhold). Gældssanering af offentligretlige fordringer er således underlagt visse begrænsninger og kan kun tages i betragtning i forbindelse med den første gældssanering og ikke i forbindelse med de efterfølgende gældssaneringer. I andre tilfælde er undtagelsen begrundet i de negative synergier eller eksterne virkninger, som kan være forbundet med gældssanering af en bestemt type fordringer: Gældssanering vedrørende sagsomkostninger eller udgifter i forbindelse med selve behandlingen af gældssaneringen kunne afholde visse tredjeparter (f.eks. advokater) fra at samarbejde med skyldneren om dette formål, hvilket kunne være til skade for fallentens adgang til sagsakterne. Tilsvarende ville gældssanering af fordringer, som er sikret med pant i fast ejendom, indebære en ubegrundet undergravning af en af hjørnestenene i adgangen til lån og dermed de moderne økonomiers hensigtsmæssige funktion, nemlig at en kreditor med en fordring, som er sikret med pant i fast ejendom, er beskyttet mod omskiftelser i forbindelse med skyldnerens insolvens eller misligholdelse. Endelig kan retten undtagelsesvis træffe bestemmelse om helt eller delvist ikke at nedsætte gælden ved gældssanering med hensyn til visse fordringer, når dette er nødvendigt for at undgå kreditors insolvens.

[...]«

8

TRLC’s artikel 486 bestemmer:

»En fysisk person – uanset om den pågældende er iværksætter eller ej – kan indgive ansøgning om gældssanering af ubetalt gæld på de vilkår og betingelser, der er fastsat i denne lov, forudsat at vedkommende er en skyldner i god tro:

9

TRLC’s artikel 487 har følgende ordlyd:

»1.   En skyldner, som befinder sig i en af følgende situationer, vil ikke kunne få gældssanering af uindfriet gæld:

[...]

2.   I de tilfælde, der er omhandlet i nr. 3 og 4 i foregående stykke, udsætter retten, såfremt kvalificeringen endnu ikke er endelig, afgørelsen om gældssanering på, at kvalificeringen bliver endelig. [...]«

10

VT og dennes ægtefælle, UP, var direktører for BLANCO Y NARANJA SL og MALVA Y NARANJA SL. Disse to selskaber var begge genstand for en insolvensbehandling, hvorefter de blev erklæret insolvente, og det blev fastslået, at disse to tilfælde af insolvens skulle kvalificeres som »svigagtige«. I begge sager blev VT og UP i deres egenskab af solidarisk hæftende direktører for de nævnte selskaber identificeret som »berørte personer« i forbindelse med denne kvalificering, og de blev frataget retten til at forvalte andres ejendom og til at repræsentere andre personer i en vis periode (fem år i den ene insolvensbehandling og syv år i den anden). De mistede desuden alle de rettigheder, som de havde som kreditorer i forhold til de samme selskabers insolvens eller konkursbo. De blev endvidere pålagt in solidum at betale de to berørte selskabers formueunderskud, dvs. et beløb på 169085,24 EUR og 62035,91 EUR, samt at betale sagsomkostningerne.

11

Da VT havde vanskeligt ved at tilbagebetale disse beløb, indledte vedkommende en procedure med henblik på et udenretsligt forlig om betaling ved Cámara Oficial de Comercio, Industria y Navegación de Gijón (det officielle handels-, industri- og navigationskammer i Gijón, Spanien). Da denne procedure ikke førte til indgåelsen af et sådant forlig, indgav VT en konkursbegæring til Juzgado de lo Mercantil n.o 3 de Oviedo, con sede en Gijón (handelsret nr. 3 i Oviedo, med sæde i Gijón, Spanien), som er den forelæggende ret.

12

Ved kendelse af 8. februar 2021 erklærede denne ret, at VT var personligt insolvent og kvalificerede denne insolvens som »hændelig«.

13

Den 2. februar 2023 indgav VT i forbindelse med den insolvensbehandling, der var indledt mod ham, en ansøgning om gældssanering af uindfriet gæld. AEAT modsatte sig denne ansøgning, idet myndigheden gjorde gældende, at den pågældende insolvens var omfattet af undtagelsen i TRLC’s artikel 487, stk. 1, nr. 4, og idet den anførte, at VT var blevet erklæret som »berørt person« i forbindelse med de insolvensbehandlinger, der er nævnt i nærværende doms præmis 10, at de pågældende selskabers insolvens var blevet kvalificeret som »svigagtige«, og at VT ikke fuldt ud havde opfyldt sine forpligtelser.

14

VT har for sit vedkommende for det første gjort gældende, at han var debitor i god tro i forhold til »sine egne kreditorer«, og at den omstændighed, at han i sin egenskab af kautionist blev erklæret som »berørt person« i forbindelse med insolvensbehandlingen af juridiske personer, som VT hæftede solidarisk for, ikke begrænsede hans adgang til gældssanering i forhold til sine kreditorer. For det andet er undtagelsen i TRLC’s artikel 487, stk. 1, nr. 4, for så vidt som den indfører et objektivt ansvar, der ikke kan vægtes, i strid med den ordning, der er indført ved rekonstruktions- og insolvensdirektivet, som kræver, at der tages hensyn til de subjektive omstændigheder, som skyldneren befinder sig i, for at afgøre, om denne har været uhæderlig.

15

Den forelæggende ret har for det første anført, at dette direktivs artikel 23, stk. 1, omhandler den situation, hvor en insolvent iværksætter handler uhæderligt eller i ond tro over for kreditorer. Det er imidlertid ikke muligt klart at fastslå, om denne bestemmelse vedrører en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor en skyldner i sin egenskab af solidarisk hæftende direktør er blevet holdt solidarisk ansvarlig over for en tredjemands kreditorer. Der opstår således det spørgsmål, om undtagelsen vedrørende adgangen til gældssanering af en skyldners uindfriede gæld til sine egne kreditorer finder anvendelse på tredjemands kreditorer, og om en sådan anvendelse er forenelig med begrebet »kreditorer« som omhandlet i den nævnte bestemmelse.

16

For det andet er den forelæggende ret af den opfattelse, at undtagelsen i TRLC’s artikel 487, stk. 1, nr. 4, forhindrer VT i at få adgang til en procedure, der kan føre til fuld gældssanering over for hans egne kreditorer. Den forelæggende ret ønsker oplyst, om rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 20, som pålægger medlemsstaterne at fastsætte en procedure, der kan føre til fuld gældssanering, skal fortolkes således, at den er til hinder for en sådan bestemmelse.

17

For det tredje er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt rekonstruktions- og insolvensdirektivet, navnlig direktivets artikel 20, stk. 2, kræver, at den ordning for adgang til fuld gældssanering, der er indført, tager hensyn til de subjektive omstændigheder omkring skyldnerens situation, dvs. dennes individuelle situation, eller om medlemsstaterne har mulighed for at opretholde eller indføre en bestemmelse såsom TRLC’s artikel 487, stk. 1, nr. 4, der fastsætter rent objektive kriterier, og som ikke tager hensyn til denne situation.

18

På denne baggrund har Juzgado de lo Mercantil n.o 3 de Oviedo, con sede en Gijón (handelsret nr. 3 i Oviedo, med sæde i Gijón, Spanien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

19

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 1, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der udelukker adgang til gældssanering, når skyldneren har handlet uhæderligt eller i ond tro over for en tredjemands kreditorer og er blevet erklæret som »berørt person« i forbindelse med den retslige erklæring om, at denne tredjemands insolvens var svigagtig.

20

Dette spørgsmål følger af den omstændighed, at TRLC’s artikel 487, stk. 1, nr. 4, i det væsentlige fastsætter, at en skyldner, som i de ti år, der går forud for en ansøgning om gældssanering, er blevet erklæret som »berørt person« i en dom, hvorved tredjemands insolvens kvalificeres som »svigagtig«, kun kan opnå en sådan gældssanering, på betingelse af at den pågældende på tidspunktet for indgivelsen af denne ansøgning fuldt ud har indfriet den gæld, som vedkommende hæfter for.

21

Når dette er sagt, skal det bemærkes, at der i overensstemmelse med Domstolens praksis ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den lovgivning, som den udgør en del af (dom af 14.3.2024, VR Bank Ravensburg-Weingarten, C-536/22, EU:C:2024:234, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

22

Hvad for det første angår ordlyden af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 1, fastsætter denne, at medlemsstaterne opretholder eller indfører bestemmelser, der nægter, begrænser eller tilbagekalder adgangen til gældssanering eller fastsætter længere frister for opnåelse af en fuld gældssanering eller længere udelukkelsesperioder, hvis den insolvente iværksætter efter national ret har handlet uhæderligt eller i ond tro bl.a. »over for kreditorer [...], da vedkommende blev forgældet, under insolvensproceduren eller under afviklingen af gælden«.

23

Denne bestemmelse indeholder en indirekte tidsmæssig angivelse med hensyn til det tidspunkt, hvor skyldneren skal have handlet uhæderligt eller i ond tro, nemlig »da vedkommende blev forgældet«, »under insolvensproceduren« eller »under afviklingen af gælden«, hvilket gør det muligt at antage, at de »kreditorer«, der er omhandlet i den nævnte bestemmelse, er dem, der kan fastlægges enten på det tidspunkt, hvor den pågældende skyldner blev forgældet, under insolvensbehandlingen eller under afviklingen af gælden. Som Europa-Kommissionen har gjort gældende i sit skriftlige indlæg, kan denne tidsmæssige angivelse forstås således, at den taler for en fortolkning af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 1, hvorefter udtrykket »kreditorer« udelukkende omfatter de kreditorer, som den pågældende skyldner direkte og personligt står i gæld til, dvs. vedkommendes »egne« kreditorer, og ikke de kreditorer, som oprindeligt var tredjemands kreditorer, og som først blev skyldnerens kreditorer efter en dom, hvorved denne skyldner blev erklæret som »berørt person« i forbindelse med denne tredjemands svigagtige insolvens.

24

For så vidt som en person, der handler i egenskab af direktør for et selskab, hvis insolvens er blevet kvalificeret som »svigagtig«, i en situation som den i hovedsagen omhandlede ved, at vedkommende i overensstemmelse med den gældende nationale lovgivning kan erklæres som »berørt person« som omhandlet i denne nationale lovgivning og dermed blive skyldner for dette selskabs kreditorer, kan denne person imidlertid ikke med rimelighed være uvidende om, at de kreditorer, over for hvem personen beslutter at forpligte det nævnte selskab, potentielt bliver dennes egne kreditorer. I et sådant tilfælde skal en uhæderlig adfærd eller adfærd i ond tro fra den nævnte persons side over for dette samme selskabs kreditorer og dermed dennes potentielle personlige kreditorer følgelig sidestilles med en uhæderlig adfærd eller adfærd i ond tro over for dennes egne kreditorer.

25

Denne fortolkning af ordlyden af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 1, understøttes af den omstændighed, at denne bestemmelse anvender udtrykket »kreditorer« og ikke »sine kreditorer«. Hvis EU-lovgiver havde haft til hensigt at begrænse den kreds af kreditorer, der er omhandlet i den nævnte bestemmelse, til skyldnerens egne kreditorer, kunne den let have gjort dette ved at anvende adjektivet »sine«.

26

I denne henseende skal det fastslås, at andre sprogversioner af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 1, end den franske, bl.a. den tyske (»gegenüber den Gläubigern«), den engelske (»towards creditors«), den danske (»[over] for kreditorer«), den spanske (»respecto a los acreedores«), den ungarske (»a hitelezőkkel [...] szemben«), den italienske (»nei confronti dei creditori«), den portugisiske (»para com os credores«), den rumænske (»față de creditori«) og den svenske (»gentemot borgenärerna«) bekræfter, at lovgiver ikke har anvendt dette possessive pronomen.

27

Hvad for det andet angår den sammenhæng, hvori rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 1, indgår, skal det bemærkes, at denne bestemmelse udgør den første af en række bestemmelser med undtagelser fra princippet om adgang til en procedure, der kan føre til en fuld gældssanering, som er indført ved dette direktivs artikel 20, og at den derfor skal fortolkes strengt.

28

Som det fremgår af bl.a. den tjekkiske, den danske, den tyske, den engelske, den irske, den franske, den kroatiske, den italienske, den lettiske, den nederlandske, den portugisiske, den rumænske, den slovakiske, den slovenske, den finske og den svenske sprogversion af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 2, 3 og 4, som anvender udtryk, der i det væsentlige svarer til det franske udtryk »peuvent«, nemlig henholdsvis »mohou«, »kan«, »können«, »may«, »féadfaidh«, »mogu«, »possono«, »var«, »kunnen«, »podem«, »pot«, »môžu«, »lahko«, »voivat« og »får«, og derved giver medlemsstaterne en vis skønsmargen til henholdsvis at »opretholde eller indføre« visse undtagelser fra dette princip, »fastsætte« længere gældssaneringsperioder og »udelukke særlige gældskategorier fra gældssanering eller begrænse adgangen til gældssanering eller fastsætte en længere gældssaneringsperiode«, indeholder den nævnte artikel 23, stk. 1, i disse sprogversioner imidlertid ikke et lignende udtryk og pålægger medlemsstaterne at vedtage en sådan undtagelse, idet den fastsætter, at de navnlig »opretholder eller indfører« bestemmelser, der nægter eller begrænser adgangen til gældssanering eller fastsætter længere frister for opnåelse af en fuld gældssanering eller længere udelukkelsesperioder, hvis den insolvente skyldner har handlet uhæderligt eller i ond tro. Denne konstatering drages ikke i tvivl af den omstændighed, at den spanske sprogversion af dette direktivs artikel 23, stk. 1, anvender udtrykket »podrán« (»kan«), eftersom den formulering, der er anvendt i én sprogversion af en retsakt, ikke alene kan tjene som grundlag for retsaktens fortolkning eller i denne henseende tillægges større betydning end de øvrige sprogversioner (jf. i denne retning dom af 20.2.2018, Belgien mod Kommissionen, C-16/16 P, EU:C:2018:79, præmis 50 og 51 og den deri nævnte retspraksis).

29

Eftersom EU-lovgiver har besluttet at pålægge medlemsstaterne at opretholde eller indføre denne undtagelse fra det nævnte princip og ikke har begrænset sig til at indrømme dem en skønsmargen i denne henseende, skal der således anlægges en fortolkning af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 1, der i videst muligt omfang gør det muligt at forhindre, at skyldnere, der har handlet uhæderligt eller i ond tro over for kreditorer eller andre interessenter, kan få gældssanering.

30

Fortolkningen ud fra sammenhængen af denne artikel 23, stk. 1, underbygger derfor den ordlydsfortolkning, der fremgår af nærværende doms præmis 24 og 25.

31

Hvad for det tredje angår formålet med rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 1, fremgår det af 78. betragtning til dette direktiv, at EU-lovgiver har haft til hensigt at indføre en undtagelse fra adgangen til gældssanering, »hvor skyldner er uhæderlig eller har handlet i ond tro«, uden i denne betragtning yderligere at begrænse kredsen af kreditorer, over for hvilke skyldneren har handlet uhæderligt eller i ond tro.

32

Netop hvad angår de elementer, der skal tages i betragtning ved bestemmelsen af, om en skyldner har været uhæderlig, har EU-lovgiver i 79. betragtning til det nævnte direktiv henvist til »gældens karakter og omfang, tidspunktet for gældsstiftelsen, iværksætterens indsats for at betale gælden og overholde retlige forpligtelser, herunder krav om offentlig licens og behovet for korrekt bogføring, tiltag fra iværksætterens side for at modarbejde regres fra kreditorer, opfyldelse af forpligtelser ved sandsynlighed for insolvens, som påhviler de iværksættere, der er direktører i et selskab, samt overholdelse af Unionens og national konkurrencelovgivning og arbejdsret«.

33

Det skal for det første fastslås, at denne opregning, som ikke er udtømmende, eftersom den indledes med ordene »såsom«, ikke indeholder nogen angivelse af, at kredsen af kreditorer, over for hvilke skyldneren har handlet uhæderligt eller i ond tro, på nogen måde er begrænset og ikke omfatter de personer, der oprindeligt var en tredjemands kreditorer, og som er blevet denne skyldners kreditorer som følge af denne tredjemands svigagtige insolvens. For det andet dækker de således opregnede elementer, navnlig dem, der vedrører »gældens karakter og omfang«, »tidspunktet for gældsstiftelsen« og »tiltag fra [skyldnerens] side for at modarbejde regres fra kreditorer«, en bred vifte af situationer og er affattet på en måde, der gør det muligt at antage, at EU-lovgiver havde til hensigt at dække en skyldners adfærd over for såvel sine egne kreditorer som over for en tredjemands kreditorer, såsom det selskab, hvori denne skyldner var direktør.

34

Henset til det således påviste formål kan rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 1, derfor ikke fortolkes således, at en person, der er blevet anset for at være ansvarlig for et handelsselskabs svigagtige insolvens, kan unddrage sig den solidariske hæftelse, som vedkommende i medfør af national ret har over for dette selskabs kreditorer, ved at anmode om indledning af en personlig insolvensbehandling og ved i forbindelse med denne procedure at ansøge om fuld gældssanering.

35

Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 1, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en national lovgivning, der udelukker adgang til gældssanering, når skyldneren har handlet uhæderligt eller i ond tro over for en tredjemands kreditorer og er blevet erklæret som »berørt person« i forbindelse med den retslige erklæring om, at denne tredjemands insolvens var svigagtig.

36

Den spanske regering har i det væsentlige gjort gældende, at det tredje præjudicielle spørgsmål hviler på den forudsætning, at TRLC ikke giver de spanske myndigheder og domstole mulighed for at foretage en subjektiv vurdering af adfærden hos en person, der ansøger om gældssanering. Denne forudsætning er imidlertid urigtig. Dette spørgsmål er derfor ikke relevant for løsningen af tvisten i hovedsagen og bør følgelig afvises.

37

I denne henseende bemærkes, at det inden for rammerne af det samarbejde, der i medfør af artikel 267 TEUF er indført mellem Domstolen og de nationale retter, udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 22.2.2024, Consejería de Presidencia, Justicia e Interior de la Comunidad de Madrid m.fl., C-59/22, C-110/22 og C-159/22, EU:C:2024:149, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

38

Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af en EU-retlig regel savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 22.2.2024, Consejería de Presidencia, Justicia e Interior de la Comunidad de Madrid, C-59/22, C-110/22 og C-159/22, EU:C:2024:149, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

39

I det foreliggende tilfælde skal det for det første fastslås, at det ikke klart fremgår, at de EU-retlige bestemmelser, som ønskes fortolket i det tredje spørgsmål, savner enhver forbindelse med genstanden for tvisten i hovedsagen, eller at det problem, som dette spørgsmål rejser, ikke er relevant for afgørelsen af tvisten i hovedsagen.

40

Selv om det ganske vist er korrekt, således som den spanske regering har anført, at det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den forelæggende ret er af den opfattelse, at TRLC’s artikel 487, stk. 1, nr. 4, fastsætter en undtagelse fra gældssaneringsproceduren, der udelukkende er baseret på objektive forhold, og som ikke gør det muligt for de spanske retter at vurdere de subjektive omstændigheder omkring situationen for den skyldner, der får adgang til denne procedure, forholder det sig ikke desto mindre således, at det ifølge fast retspraksis alene er den forelæggende ret, der har kompetence til at fortolke og anvende national ret. Det påhviler således Domstolen i henhold til kompetencefordelingen mellem sidstnævnte og de nationale retter at tage hensyn til de retsregler, som ifølge forelæggelsesafgørelsen er baggrunden for de præjudicielle spørgsmål (dom af 14.11.2024, S. (Ændring af dommerkollegiet), C‑197/23, EU:C:2024:956, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

41

For det andet har den forelæggende ret i sin anmodning om præjudiciel afgørelse givet alle de oplysninger, der er nødvendige for, at Domstolen kan give en hensigtsmæssig besvarelse af det tredje spørgsmål.

42

Dette spørgsmål kan derfor antages til realitetsbehandling.

43

Hvad angår det andet og det tredje spørgsmål, som skal behandles samlet, bemærkes, at for så vidt som disse spørgsmål følger af undersøgelsen af en national undtagelsesbestemmelse, der under visse betingelser udelukker, at en person kan være omfattet af den generelt gældende ordning, skal de forstås således, at de i det væsentlige vedrører fortolkningen af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 2. Denne bestemmelse fastsætter nemlig under visse betingelser muligheden for, at medlemsstaterne kan opretholde eller indføre bestemmelser, der nægter, begrænser eller tilbagekalder adgangen til gældssanering eller fastsætter længere frister for opnåelse af en fuld gældssanering eller længere udelukkelsesperioder. Det andet og det tredje spørgsmål kan ikke vedrøre dette direktivs artikel 20, som udgør en principiel bestemmelse, der pålægger medlemsstaterne at sikre, at insolvente iværksættere har adgang til en procedure, der kan føre til fuld gældssanering i overensstemmelse med det nævnte direktiv.

44

Det skal derfor lægges til grund, at den forelæggende ret med det andet og det tredje spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 2, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter en undtagelse fra princippet om adgang til en procedure, der kan føre til gældssanering, som ikke er fastsat i denne bestemmelse, og som udelukker, at der gives denne adgang, når skyldneren i de ti år, der går forud for ansøgningen om gældssanering, er blevet erklæret som »berørt person« ved en dom, hvorved en tredjemands insolvens blev kvalificeret som »svigagtig«, medmindre den pågældende på tidspunktet for indgivelsen af denne ansøgning fuldt ud har indfriet den gæld, som vedkommende hæfter for, uden at de nationale retter skal foretage en subjektiv vurdering af, om denne skyldner har handlet uhæderligt eller i ond tro.

45

Hvad i første række angår spørgsmålet om, hvorvidt denne artikel 23, stk. 2, er til hinder for en national lovgivning, der udelukker adgang til en gældssaneringsprocedure under andre omstændigheder end dem, der er opregnet i denne bestemmelse, har Domstolen allerede fastslået, at denne bestemmelse skal fortolkes således, at listen over omstændigheder, der findes heri, ikke er udtømmende, og at medlemsstaterne har en skønsmargen, der giver dem mulighed for at vedtage bestemmelser, der nægter, begrænser eller tilbagekalder adgangen til gældssanering eller fastsætter længere frister for opnåelse af en fuld gældssanering eller længere udelukkelsesperioder, under andre omstændigheder end dem, der er opregnet i den nævnte bestemmelse, forudsat at disse omstændigheder er fastsat nærmere, og at sådanne undtagelser er behørigt begrundet, således som det fremgår af ordlyden af denne samme bestemmelse (dom af 7.11.2024, Corván og Bacigán, C-289/23 og C-305/23, EU:C:2024:934, præmis 28).

46

Hvad angår de betingelser, som udøvelsen af den mulighed, der således er indrømmet medlemsstaterne, er underlagt, nemlig at de undtagelser, som medlemsstaterne vedtager, skal vedrøre »nærmere fastsatte omstændigheder« og være »behørigt begrundet«, har Domstolen udtalt, at når den nationale lovgiver vedtager bestemmelser, der fastsætter sådanne undtagelser, skal årsagerne til disse undtagelser følge af national ret eller af den behandling, der førte til disse, og disse årsager skal forfølge en legitim samfundsinteresse (dom af 7.11.2024, Corván og Bacigán, C-289/23 og C-305/23, EU:C:2024:934, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

47

I denne henseende bemærkes for det første, at både 78. betragtning til rekonstruktions- og insolvensdirektivet, som henviser til undtagelser, »som er behørigt begrundede af årsager fastsat i national ret«, og 81. betragtning til dette direktiv, som nævner en årsag, der er »behørigt begrundet [...] i henhold til national ret«, gør det muligt at fastslå, at EU-lovgiver har fundet, at det var tilstrækkeligt, at de nærmere bestemmelser, der er fastsat med henblik herpå i de forskellige nationale lovgivninger, overholdes (dom af 7.11.2024, Corván og Bacigán, C-289/23 og C-305/23, EU:C:2024:934, præmis 32).

48

For det andet har Domstolen i forbindelse med en sag vedrørende en bestemmelse svarende til den i hovedsagen omhandlede, nemlig TRLC’s artikel 487, stk. 1, nr. 2, fastslået, at rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 2, ikke er til hinder for en national lovgivning, som udelukker adgang til gældssanering under visse nærmere fastsatte omstændigheder, såsom i en situation, hvor skyldner i løbet af de ti år, der går forud for ansøgningen om gældssanering, ved en endelig administrativ afgørelse er blevet pålagt sanktioner for meget alvorlige overtrædelser af skatte- og afgiftsmæssige, socialsikringsmæssige eller sociale bestemmelser, eller når skyldner har været genstand for en endelig afgørelse om afledt ansvar, medmindre denne skyldner på tidspunktet for indgivelsen af denne ansøgning fuldt ud har indfriet skattegæld og gæld til sociale sikringsordninger, forudsat at det følger af national ret, at en sådan udelukkelse er begrundet i, at der forfølges en legitim samfundsinteresse, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve (jf. i denne retning dom af 7.11.2024, Corván og Bacigán, C-289/23 og C-305/23, EU:C:2024:934, præmis 47).

49

Den samme konklusion gør sig gældende med hensyn til en national bestemmelse som TRLC’s artikel 487, stk. 1, nr. 4, der fastsætter, at en skyldner, der i de ti år, der går forud for en ansøgning om gældssanering, er blevet erklæret som »berørt person« i en dom, hvorved tredjemands insolvens kvalificeres som »svigagtig«, kun kan opnå en gældssanering, på betingelse af at den pågældende på tidspunktet for indgivelsen af denne ansøgning har betalt hele den gæld, som vedkommende hæfter for.

50

I det foreliggende tilfælde, og således som det fremgår af nærværende doms præmis 7, har den spanske lovgiver i præamblen til lov nr. 16/2022, som har til formål at sikre gennemførelsen af rekonstruktions- og insolvensdirektivet i spansk ret, redegjort for årsagerne til, at den har fastsat undtagelser til gældssanering. Denne lovgiver har heri bl.a. for det første anført, at »[s]kyldners gode tro [fortsat er] hjørnestenen i gældssaneringen«, og at der »fastlægges [...] en præskriptiv afgrænsning af god tro med henvisning til visse former for udtømmende opregnet objektiv adfærd (lukket liste) uden at anvende adfærdsmønstre, der er vage eller utilstrækkeligt specifikke, eller som pålægger skyldner en umulig bevisbyrde«.

51

Det fremgår for det andet af denne præambel, at den spanske lovgiver har fundet det nødvendigt at fastsætte undtagelser fra princippet om, at en skyldner, der opfylder kravet om god tro, kan få adgang til fuld gældssanering for så vidt angår gæld, der »undtagelsesvis og på grund af gældens særlige karakter, i henhold til loven anses for ikke at kunne gøres til genstand for gældssanering«. Disse undtagelser er navnlig begrundet i »den særlige betydning af, at [disse fordringer] opfyldes i et retfærdigt samfund præget af samhørighed og baseret på retsstaten« eller i »de negative synergier eller eksterne virkninger, som kan være forbundet med gældssanering af en bestemt type fordringer«.

52

I det foreliggende tilfælde tilkommer det den forelæggende ret at prøve dels, om disse årsager udgør legitime samfundshensyn, dels om det fremgår af den nationale lovgivning, at de nævnte årsager begrunder udelukkelsen af gældssanering under nærmere fastsatte omstændigheder såsom dem, der er fastsat i TRLC’s artikel 487, stk. 1, nr. 4.

53

Hvad i anden række angår spørgsmålet om, hvorvidt rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 1, er til hinder for en national lovgivning, som udelukker adgang til gældssanering under nærmere fastsatte omstændigheder, og uden at de nationale retter skal foretage en subjektiv vurdering af, om den pågældende skyldner har handlet uhæderligt eller i ond tro, må det fastslås, at selv om denne bestemmelse udtrykkeligt tager sigte på insolvente iværksættere, der har handlet »uhæderligt eller i ond tro«, indeholder denne artikels stk. 2 ikke en sådan angivelse. Dette direktivs artikel 23, stk. 2, begrænser sig således til at fastsætte, at medlemsstaterne kan opretholde eller indføre bestemmelser, der »under nærmere fastsatte omstændigheder« nægter, begrænser eller tilbagekalder adgangen til gældssanering eller fastsætter længere frister for opnåelse af en fuld gældssanering eller længere udelukkelsesperioder, »når sådanne undtagelser er behørigt begrundet«, uden at kræve, at de pågældende iværksættere har handlet »uhæderligt« eller »i ond tro« (dom af 7.11.2024, Corván og Bacigán, C-289/23 og C-305/23, EU:C:2024:934, præmis 41).

54

Som Domstolen allerede har fastslået, er de omstændigheder, der illustrativt er opregnet i den nævnte artikel 23, stk. 2, hvorunder undtagelser til gældssanering kan fastsættes, ikke karakteriseret ved, at de pågældende iværksættere har handlet »uhæderligt« eller »i ond tro«, og disse omstændigheder svarer i det væsentlige til dem, der er anført i 79. og 80. betragtning til rekonstruktions- og insolvensdirektivet, hvoraf det heller ikke fremgår, at EU-lovgiver har villet begrænse de »nærmere fastsatte omstændigheder« som omhandlet i dette direktivs artikel 23, stk. 2, til tilfælde, hvor de pågældende iværksættere havde handlet uhæderligt eller i ond tro (dom af 7.11.2024, Corván og Bacigán, C-289/23 og C-305/23, EU:C:2024:934, præmis 42 og 43).

55

Eftersom artikel 23, stk. 2, i rekonstruktions- og insolvensdirektivet ifølge Domstolens praksis ikke er til hinder for en national lovgivning, som udelukker adgang til gældssanering under nærmere fastsatte omstændigheder, hvor skyldner ikke har handlet uhæderligt eller i ond tro (jf. i denne retning dom af 7.11.2024, Corván og Bacigán, C-289/23 og C-305/23, EU:C:2024:934, præmis 44), skal det fastslås, at denne bestemmelse heller ikke er til hinder for en national lovgivning, der udelukker adgang til gældssanering under sådanne omstændigheder, uden at de nationale retter skal foretage en subjektiv vurdering af, om den pågældende skyldner har handlet uhæderligt eller i ond tro.

56

Heraf følger, at rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 2, skal fortolkes således, at medlemsstaterne har mulighed for at fastsætte nationale bestemmelser, der udelukker adgang til gældssaneringsproceduren i situationer, der ikke er kendetegnet ved den pågældende skyldners uhæderlige adfærd eller onde tro, uden at de nationale retter skal foretage en subjektiv vurdering af, om denne skyldner har handlet uhæderligt eller i ond tro.

57

EU-lovgiver har imidlertid udtrykkeligt underlagt udøvelsen af den nævnte mulighed en betingelse om, at de undtagelser, der er omhandlet i denne samme bestemmelse, vedrører »nærmere fastsatte omstændigheder« og er »behørigt begrundet«. Som det er anført i nærværende doms præmis 46, følger det heraf, at når den nationale lovgiver vedtager bestemmelser, der fastsætter sådanne undtagelser, skal årsagerne til disse undtagelser følge af national ret eller af den behandling, der førte til disse, og disse årsager skal forfølge en legitim samfundsinteresse. National ret skal således gøre det muligt at identificere den legitime samfundsinteresse, som under nærmere fastsatte omstændigheder begrunder udelukkelsen af en gældssanering.

58

Rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 2, er således ikke til hinder for en national lovgivning, som udelukker adgang til gældssanering under visse nærmere fastsatte omstændigheder, såsom situationen for en skyldner, der i løbet af de ti år, der går forud for ansøgningen om gældssanering, har været genstand for en endelig afgørelse om afledt ansvar, medmindre denne skyldner på tidspunktet for indgivelsen af denne ansøgning fuldt ud har indfriet skattegæld og gæld til sociale sikringsordninger, forudsat at det følger af national ret, at en sådan udelukkelse er begrundet i, at der forfølges en legitim samfundsinteresse, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve (dom af 7.11.2024, Corván og Bacigán, C-289/23 og C-305/23, EU:C:2024:934, præmis 47).

59

Henset til ovenstående betragtninger skal det andet og det tredje spørgsmål besvares med, at rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 2, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter en undtagelse fra princippet om adgang til en procedure, der kan føre til gældssanering, som ikke er fastsat i denne bestemmelse, og som udelukker, at der gives denne adgang, når skyldneren i de ti år, der går forud for ansøgningen om gældssanering, er blevet erklæret som »berørt person« ved en dom, hvorved en tredjemands insolvens blev kvalificeret som »svigagtig«, medmindre den pågældende på tidspunktet for indgivelsen af denne ansøgning fuldt ud har indfriet den gæld, som vedkommende hæfter for, uden at de nationale retter skal foretage en subjektiv vurdering af, om denne skyldner har handlet uhæderligt eller i ond tro, forudsat at denne udelukkelse er behørigt begrundet i henhold til national ret.

60

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret: