–

den cypriotiske regering ved F. Sotiriou og E. Symeonidou, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved M. Debieuvre og A. Katsimerou, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel forelæggelse vedrører fortolkningen af artikel 46, stk. 1 og 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 60), sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og med artikel 4, stk. 1, og artikel 4, stk. 3, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (EUT 2011, L 337, s. 9), samt med artikel 4, stk. 3, TEU.

2

Denne anmodning er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem på den ene side B.F. og på den anden side Kypriaki Dimokratia (Republikken Cypern), repræsenteret ved Ypiresia Asylou (asylmyndigheden, Cypern) (herefter »asylmyndigheden«) vedrørende sidstnævntes afgørelse om afslag på B.F.s ansøgning om international beskyttelse og om tilbagesendelse af B.F. til hans oprindelsesland.

3

Artikel 4 i direktiv 2011/95 bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne kan betragte det som ansøgerens pligt hurtigst muligt at forelægge alle de elementer, der er nødvendige for at underbygge ansøgningen om international beskyttelse. Medlemsstaterne har pligt til i samarbejde med ansøgeren at vurdere de relevante elementer i ansøgningen.

[...]

3.   Vurderingen af en ansøgning om international beskyttelse foretages ud fra det specifikke sagsforhold, og der tages herunder hensyn til:

[...]

[...]«

4

Følgende fremgår af 18., 50. og 60. betragtning til direktiv 2013/32:

[...]

[...]

5

Direktivets artikel 2, litra f), har følgende ordlyd:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

6

Samme direktivs artikel 18 med overskriften »Lægeundersøgelse« bestemmer:

»1.   Finder den besluttende myndighed det relevant for vurderingen af en ansøgning om international beskyttelse i overensstemmelse med artikel 4 i direktiv 2011/95/EU, lader medlemsstaterne med forehold af ansøgerens samtykke foretage en lægeundersøgelse af ansøgeren for at finde tegn, der kunne indikere tidligere forfølgelse eller alvorlig overlast. Alternativt kan medlemsstaterne bestemme, at ansøgeren selv lader foretage en sådan lægeundersøgelse.

De i første afsnit omhandlede lægeundersøgelser skal foretages af kvalificerede sundhedspersoner, og resultatet af undersøgelsen forelægges den besluttende myndighed snarest muligt. Medlemsstaterne kan udpege de sundhedspersoner, der kan foretage sådanne lægeundersøgelser. En ansøgers nægtelse af at gennemgå en sådan lægeundersøgelse, afskærer ikke den besluttende myndighed fra at træffe afgørelse om ansøgningen om international beskyttelse.

Lægeundersøgelser, der foretages i overensstemmelse med dette stykke, betales af offentlige midler.

2.   Foretages der ikke nogen lægeundersøgelse i overensstemmelse med stk. 1, underretter medlemsstaterne ansøgerne om, at de på eget initiativ og for egen regning kan få foretaget en lægeundersøgelse for at finde tegn, der kunne indikere tidligere forfølgelse eller alvorlig overlast.

3.   Resultaterne af de i stk. 1 og 2 nævnte lægeundersøgelser vurderes af den besluttende myndighed sammen med de andre elementer i ansøgningen.«

7

Artikel 46 i direktiv 2013/32 med overskriften »Retten til effektive retsmidler« foreskriver:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at ansøgere har ret til effektive retsmidler ved en domstol eller et domstolslignende organ i forbindelse med følgende:

[...]

3.   For at efterkomme stk. 1 sikrer medlemsstaterne, at effektive retsmidler omfatter en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse af både faktiske og retlige omstændigheder, herunder, hvor det er relevant, en undersøgelse af behovene for international beskyttelse i henhold til direktiv 2011/95/EU, i det mindste i klageprocedurer ved en domstol eller et domstolslignende organ i første instans.

4.   Medlemsstaterne fastsætter rimelige tidsfrister og andre nødvendige bestemmelser for at ansøgeren kan udøve sin til et effektivt retsmiddel som omhandlet i stk. 1. [...]

[...]«

8

Artikel 15 i Peri Prosfygon Nomos (flygtningeloven) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »flygtningeloven«), med overskriften »Lægeundersøgelse og psykologisk undersøgelse af ansøgeren« bestemmer:

»(1)   Hvis den ansvarlige embedsmand [ved asylmyndigheden] finder det hensigtsmæssigt med henblik på behandlingen af ansøgningen [...] og under forbehold af ansøgerens samtykke, undersøger en læge og/eller psykolog ansøgeren for:

(2)   Udgifterne til den i stk. 1 omhandlede lægeundersøgelse, der skal foretages af kvalificerede sundhedspersoner, afholdes af det offentlige, og resultatet af undersøgelsen forelægges [asylmyndigheden] snarest muligt.

(3)   Hvis ansøgeren nægter at lade sig underkaste en lægeundersøgelse og/eller psykologisk undersøgelse, er dette ikke til hinder for, at chefen [for asylmyndigheden] træffer afgørelse om ansøgningen.

(4)   Resultaterne af de medicinske og/eller psykologiske undersøgelser, der foretages i henhold til stk. 1 eller stk. 8, skal vurderes af chefen [for asylmyndigheden] sammen med de øvrige elementer i ansøgningen.

(5)   Hvis der er tegn på alvorlig overlast, afholder den ansvarlige embedsmand [fra asylmyndigheden] en samtale med ansøgeren efter samråd og i samarbejde med den kompetente læge.

[...]

(8)   Foretages der ikke nogen lægeundersøgelse og/eller psykologisk undersøgelse i henhold til stk. 1, underretter [asylmyndigheden] ansøgerne om, at de på eget initiativ og for egen regning kan få foretaget en lægeundersøgelse og/eller psykologisk undersøgelse for tegn på tidligere forfølgelse eller alvorlig overlast.«

9

Artikel 7 i Peri tis Litourgias Dioikitikou Dikastiriou Diethnous Prostasias Diadikastikoi Kanonisje tou 2019 (procesreglement af 2019 om funktionsmåden for forvaltningsdomstolen for international beskyttelse) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, har følgende ordlyd:

»[Forvaltningsdomstolen for international beskyttelse] kan fastlægge proceduren og i givet fald udstede instrukser med hensyn til indsamling af skriftligt eller mundtligt vidnesbyrd eller andet bevismateriale, samtaler afholdt med ansøgeren om asyl eller international beskyttelse samt andre procedurer i overensstemmelse med [flygtningeloven] og retningslinjerne fra Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO), som retten finder passende og retfærdige under omstændighederne i den foreliggende sag.«

10

Den 4. september 2018 indgav B.F., som er libanesisk statsborger, en ansøgning om international beskyttelse i Cypern.

11

Til støtte for sin ansøgning gjorde han bl.a. gældende, at han var blevet udsat for tortur fra den libanesiske efterretnings- og militærtjenestes side, bl.a. på grund af hans politiske aktivisme og deltagelse i den militære gren af et libanesisk politisk parti, og at han fortsat var udsat for trusler og drabsforsøg, hvorfor han var overbevist om, at han, hvis han vendte tilbage til Libanon, ville blive anholdt i lufthavnen i Libanon og idømt fængselsstraf eller dødsstraf.

12

Ved afgørelse af 7. februar 2022 gav asylmyndigheden afslag på at tildele ham flygtningestatus med den begrundelse, at der ikke forelå en velbegrundet frygt for forfølgelse eller risiko for at lide alvorlig overlast, hvis han vendte tilbage til Libanon. I denne henseende fandt denne myndighed, at de erklæringer, som B.F. havde afgivet under flere samtaler, var usammenhængende, modstridende og upræcise.

13

I forbindelse med et søgsmål anlagt af B.F. til prøvelse af denne afgørelse har Dioikitiko Dikastirio Diethnous Prostasias (forvaltningsdomstol for international beskyttelse, Cypern), som er den forelæggende ret, ligeledes anført, at den er nået frem til den konklusion, at B.F.s påstande om politisk, religiøs og racemæssig forfølgelse, som Libanons efterretningstjeneste angiveligt havde udsat ham for, bl.a. i hans egenskab af medlem af et libanesisk politisk parti, savnede sammenhæng, logik og troværdighed.

14

Ifølge den forelæggende ret skal der imidlertid i forbindelse med den individuelle vurdering af en ansøgning om international beskyttelse tages hensyn til ansøgerens sårbarhed, eftersom denne sårbarhed bl.a. kan påvirke sammenhængen i de forklaringer, som den pågældende har afgivet til støtte for sin ansøgning om international beskyttelse, og dermed vurderingen af vedkommendes troværdighed.

15

Asylmyndigheden undlod imidlertid at foretage en lægeundersøgelse eller psykologisk undersøgelse af den berørte person vedrørende tegn på forfølgelse eller alvorlig overlast, som den pågældende hævder at have været udsat for tidligere, eller symptomer på og indicier for tortur eller andre alvorlige fysiske eller psykiske voldshandlinger.

16

I mangel af en lægeundersøgelse af den berørte person er den forelæggende ret derfor af den opfattelse, at det er umuligt at vurdere ansøgerens troværdighed, som imidlertid udgør en integrerende del af den fuldstændige og ex-nunc-undersøgelse af ansøgningen om international beskyttelse, som skal foretages af retten i første instans i henhold til artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32.

17

Den forelæggende ret har imidlertid anført, at den i henhold til national ret ikke har beføjelse til at anordne en sådan lægeundersøgelse, hvilket bekræftes af nyere retspraksis fra Anotato Dikastirio Kyprou (øverste domstol i Cypern), hvorefter asylmyndigheden i henhold til national ret er enekompetent til at pålægge asylansøgeren at underkaste sig lægeundersøgelser. Den forelæggende ret kan derfor kun stille spørgsmål til denne myndighed om årsagerne til, at sådanne undersøgelser ikke har fundet sted, og i givet fald annullere den anfægtede afgørelse, hvis den finder, at der er sket en tilsidesættelse af flygtningelovens artikel 15.

18

Den forelæggende ret er derfor i tvivl om, hvorvidt den af artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32 kan udlede en beføjelse til at anordne en lægeundersøgelse, eftersom denne bestemmelse, sammenholdt med retten til effektive retsmidler, der er fastsat i chartrets artikel 47, pålægger den at foretage en »fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse« af ansøgningen om international beskyttelse.

19

Den forelæggende ret ønsker navnlig oplyst, om det, såfremt den finder, at en lægeundersøgelse er nødvendig med henblik på vurderingen af ansøgningen om international beskyttelse, kan lægges til grund, at den, henset til den direkte virkning af artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32, således som denne bestemmelse er fortolket i Domstolens praksis, har beføjelse til selv at anordne en sådan undersøgelse eller i det mindste til at pålægge den besluttende myndighed at foranstalte en lægeundersøgelse og meddele den resultaterne heraf.

20

Såfremt det anerkendes, at de midler, som den forelæggende ret råder over til at gennemføre den undersøgelse, der er fastsat i dette direktivs artikel 46, stk. 3, henhører under medlemsstaternes procesautonomi, ønsker den forelæggende ret desuden oplyst, om den, når den anvendelige nationale lovgivning ikke opfylder de krav, der følger af effektivitetsprincippet, ved at udløse mekanismen i artikel 18 i direktiv 2013/32 kan kræve, at den besluttende myndighed foranstalter en lægeundersøgelse af den berørte person og meddeler retten resultatet af denne undersøgelse.

21

Endelig ønsker den forelæggende ret oplyst, om de garantier, der er fastsat i artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32 og chartrets artikel 47, er opfyldt, også henset til kravet om en hurtig behandling af asylansøgninger, når den nationale retsinstans, såfremt der opstår et lægeligt spørgsmål i forbindelse med den retslige behandling af en asylansøgning, ikke har beføjelse til at anordne en lægeundersøgelse, selv om den er af den opfattelse, at en sådan undersøgelse er påkrævet, men kan annullere en afgørelse truffet af den besluttende myndighed om afslag på en ansøgning om international beskyttelse med den begrundelse, at denne myndighed ikke har underkastet ansøgeren om international beskyttelse en lægeundersøgelse.

22

På denne baggrund har Dioikitiko Dikastirio Diethnous Prostasias (forvaltningsdomstol for international beskyttelse) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

23

Med de fire spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32, sammenholdt med chartrets artikel 47 og artikel 4, stk. 3, TEU, skal fortolkes således, at en national ret i første instans, ved hvilken der er anlagt sag til prøvelse af en afgørelse fra den besluttende myndighed om afslag på en ansøgning om international beskyttelse, for at opfylde det krav om en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse, der er fastsat i denne artikel 46, stk. 3, skal have beføjelse til at anordne en lægeundersøgelse af ansøgeren om international beskyttelse, når den finder, at en sådan undersøgelse er nødvendig eller relevant med henblik på vurderingen af den nævnte ansøgning, eller om det er tilstrækkeligt, at denne ret har beføjelse til at annullere en sådan afgørelse med den begrundelse, at den besluttende myndighed ikke har foranstaltet en lægeundersøgelse af ansøgeren, og til at hjemvise sagen til den nævnte myndighed, med henblik på at sidstnævnte efterfølgende anordner denne undersøgelse i forbindelse med en ny procedure.

24

I overensstemmelse med overskriften til artikel 46 i direktiv 2013/32 vedrører denne bestemmelse retten til effektive retsmidler for ansøgere om international beskyttelse. Stk. 1 i denne artikel 46 indrømmer ansøgere om international beskyttelse en ret til effektive retsmidler ved en domstol eller et domstolslignende organ i forbindelse med afgørelser, der er truffet om deres ansøgninger. Stk. 3 i nævnte artikel 46 definerer rækkevidden af denne ret, idet det deri præciseres, at de medlemsstater, for hvilke direktivet er bindende, skal sikre, at den domstol eller det domstolslignende organ, for hvilken en afgørelse om en ansøgning om international beskyttelse indbringes, foretager »en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse af både faktiske og retlige omstændigheder, herunder, hvor det er relevant, en undersøgelse af behovene for international beskyttelse i henhold til direktiv [2011/95]«.

25

Det skal desuden bemærkes, at det fremgår af Domstolens praksis, at kendetegnene ved det retsmiddel, der er fastsat i artikel 46 i direktiv 2013/32, skal fastlægges i overensstemmelse med chartrets artikel 47, som udgør en bekræftelse af princippet om effektiv domstolsbeskyttelse. Denne artikel i chartret er imidlertid i sig selv tilstrækkelig og skal ikke præciseres ved bestemmelser i EU-retten eller i national ret for at tillægge private en ret, der som sådan kan påberåbes. Det kan derfor ikke forholde sig anderledes med hensyn til artikel 46, stk. 3, i dette direktiv, sammenholdt med denne artikel i chartret (dom af 4.10.2024, Ministerstvo vnitra České republiky, Odbor azylové a migrační politiky, C-406/22, EU:C:2024:841, præmis 86 og den deri nævnte retspraksis).

26

På denne baggrund har Domstolen for så vidt angår rækkevidden af retten til effektive retsmidler som defineret i denne artikel 46, stk. 3, fastslået, at udtrykket »sikrer [...], at effektive retsmidler omfatter en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse af både faktiske og retlige omstændigheder«, der anvendes i denne bestemmelse, skal fortolkes således, at medlemsstaterne i medfør af nævnte bestemmelse er forpligtet til at udforme deres nationale ret på en sådan måde, at behandlingen af de i bestemmelsen omhandlede søgsmål omfatter en retsinstans’ prøvelse af samtlige de faktiske og retlige forhold, som gør det muligt for denne at foretage en ajourført bedømmelse af det konkrete tilfælde (dom af 4.10.2024, Ministerstvo vnitra České republiky, Odbor azylové a migrační politiky, C-406/22, EU:C:2024:841, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis).

27

I denne henseende fremhæver udtrykket »ex-nunc« retsinstansens forpligtelse til at foretage en bedømmelse, under hvilken der, hvor det er relevant, tages hensyn til nye forhold, der er fremkommet efter vedtagelsen af den afgørelse, som er genstand for søgsmålet. En sådan bedømmelse gør det nemlig muligt at behandle ansøgningen om international beskyttelse udførligt, uden at der er behov for at sende sagen tilbage til den besluttende myndighed. Den beføjelse, som retsinstansen har til at tage hensyn til nye oplysninger, som denne myndighed ikke har taget stilling til, falder følgelig inden for rammerne af formålet med direktiv 2013/32, der, således som det bl.a. fremgår af 18. betragtning hertil, særligt tilsigter, at ansøgninger om international beskyttelse behandles »hurtig[t] [...], dog således at det ikke sker på bekostning af udførelsen af en korrekt og fuldstændig sagsbehandling« (dom af 4.10.2024, Ministerstvo vnitra České republiky, Odbor azylové a migrační politiky, C-406/22, EU:C:2024:841, præmis 78 og 88 og den deri nævnte retspraksis).

28

Adjektivet »fuldstændig« i dette direktivs artikel 46, stk. 3, bekræfter, at retsinstansen er forpligtet til at undersøge såvel de forhold, som den besluttende myndighed har taget eller burde have taget hensyn til, som dem, der er fremkommet efter denne myndigheds vedtagelse af afgørelsen (dom af 4.10.2024, Ministerstvo vnitra České republiky, Odbor azylové a migrační politiky, C-406/22, EU:C:2024:841, præmis 89 og den deri nævnte retspraksis).

29

I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret for det første fremhævet, at den ifølge gældende national ret ikke selv har beføjelse til at underkaste en ansøger om international beskyttelse en lægelig undersøgelse eller til at pålægge den besluttende myndighed at foranstalte denne undersøgelse, selv om den finder, at en sådan undersøgelse i det foreliggende tilfælde er nødvendig med henblik på behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse, selv om asylmyndigheden, som er »den besluttende myndighed« som omhandlet i artikel 2, litra f), i direktiv 2013/32, har en sådan beføjelse i henhold til flygtningelovens artikel 15, som har til formål at gennemføre dette direktivs artikel 18.

30

For det andet har den forelæggende ret fremhævet, at den i henhold til gældende national ret derimod har beføjelse til at annullere en afgørelse fra asylmyndigheden om afslag på tildeling af international beskyttelse, hvis den finder, at myndigheden, henset til sagens særlige omstændigheder, burde have anordnet en lægeundersøgelse af ansøgeren om international beskyttelse i overensstemmelse med nævnte artikel 15, og at en sådan annullation gør det muligt for den nævnte myndighed efterfølgende inden for rammerne af en ny administrativ procedure at træffe en afgørelse, der tager hensyn til resultaterne af en sådan undersøgelse.

31

Henset til den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 25-28, skal det for det første fastslås, at en national lovgivning, der ikke gør det muligt for en ret i første instans, med ansøgerens samtykke, at anordne en lægeundersøgelse, når denne retsinstans er af den opfattelse, at en sådan undersøgelse er nødvendig eller relevant med henblik på at vurdere, om ansøgningen om international beskyttelse skal imødekommes, ikke opfylder det krav om en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse, der er fastsat i artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32.

32

Den omstændighed, at det under sådanne omstændigheder ikke er muligt for en sådan retsinstans at anordne en lægeundersøgelse af ansøgeren om international beskyttelse, er nemlig i strid med den forpligtelse, der påhviler medlemsstaterne i henhold til artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32, til at udforme deres nationale ret på en sådan måde, at behandlingen af de omhandlede søgsmål indebærer en retslig undersøgelse af samtlige faktiske og retlige omstændigheder, som gør det muligt for denne at foretage en ajourført vurdering af den foreliggende sag som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 26.

33

Hvis det ikke er muligt for den kompetente ret at indhente oplysninger om helbredstilstanden hos en ansøger om international beskyttelse med henblik på vurderingen af den pågældendes ansøgning om international beskyttelse, kan denne vurdering imidlertid ikke tage hensyn til samtlige de faktiske omstændigheder, der gør det muligt for den pågældende retsinstans at foretage en ajourført vurdering af den foreliggende sag. Bl.a. kan en lægeundersøgelse af ansøgeren gøre det muligt at efterprøve, om de tegn på sygdom, som denne ansøger eventuelt måtte fremvise, kan forklares med forfølgelse eller alvorlig overlast, som den pågældende tidligere har været udsat for, navnlig i sit hjemland, og om de af denne grund bør tages i betragtning ved vurderingen af ansøgerens reelle behov for international beskyttelse (jf. i denne retning dom af 29.6.2023, International Protection Appeals Tribunal m.fl. (Attentat i Pakistan), C-756/21, EU:C:2023:523, præmis 61).

34

For det andet skal det fastslås, at en national lovgivning, der begrænser sig til at foreskrive, at retten i første instans har mulighed for at annullere den besluttende myndigheds afgørelse om afslag på ansøgningen om international beskyttelse med den begrundelse, at denne myndighed burde have foretaget en lægeundersøgelse af ansøgeren, ikke opfylder kravet om en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse som omhandlet i artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32, og dette selv om denne mulighed følgelig vil gøre det muligt for denne myndighed at foretage en ny behandling af denne ansøgning under hensyn til resultaterne af en lægeundersøgelse af ansøgeren om international beskyttelse.

35

Det er således tilstrækkeligt at bemærke, at en sådan national lovgivning – for så vidt som den indebærer, at det tilkommer den nævnte myndighed at træffe en ny afgørelse under hensyntagen til resultaterne af en lægeundersøgelse – ikke sikrer overholdelsen af det princip, der følger af den praksis fra Domstolen, der er nævnt i nærværende doms præmis 27, hvorefter det påhviler retsinstansen selv at sikre, at ansøgningen om international beskyttelse behandles udtømmende, uden at det er nødvendigt at henvise sagen til den besluttende myndighed, og en sådan lovgivning således bringer det mål om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse, som er omhandlet i direktiv 2013/32, og hvis betydning Domstolen har fremhævet i retspraksis, i fare.

36

For det tredje bemærkes det, at den eneste bestemmelse i direktiv 2013/32, der fastsætter regler om lægeundersøgelser, er dette direktivs artikel 18. Som det fremgår af selve ordlyden af denne artikel 18 og navnlig af dens stk. 1, finder de bestemmelser, der er fastsat heri, imidlertid kun anvendelse som sådan i forbindelse med den besluttende myndigheds vurdering af en ansøgning om international beskyttelse og ikke i forbindelse med et søgsmål til prøvelse af en afgørelse truffet af en sådan myndighed.

37

Det fremgår af Domstolens faste praksis, at det i mangel af EU-retlige bestemmelser på området i medfør af princippet om procesautonomi tilkommer hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte de processuelle regler for en sådan prøvelse, dog på den betingelse, at disse regler ikke må være mindre gunstige end dem, som regulerer tilsvarende situationer, der er underlagt national ret (ækvivalensprincippet), og at de i praksis ikke umuliggør eller uforholdsmæssigt vanskeliggør den ret, som ansøgeren om international beskyttelse har til effektive retsmidler som omhandlet i artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32 (effektivitetsprincippet) (jf. analogt dom af 19.3.2020, Bevándorlási és Menekültügyi Hivatal (Tompa), C-564/18, EU:C:2020:218, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

38

I sidstnævnte henseende skal lægeundersøgelsen på den ene side under alle omstændigheder kunne anordnes af den pågældende dommer, når der foreligger konkrete indicier for, at helbredsproblemerne hos ansøgeren om international beskyttelse kan skyldes en traumatisk begivenhed, der navnlig har fundet sted i den pågældendes hjemland, og generelt når anvendelsen af en sådan undersøgelse ifølge denne rets vurdering viser sig at være nødvendig eller relevant med henblik på at vurdere den nævnte ansøgers reelle behov for international beskyttelse. De nærmere regler for anvendelsen af lægeundersøgelser skal i øvrigt være i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartret, såsom retten til respekt for den menneskelige værdighed og retten til respekt for privatliv og familieliv, der er sikret ved henholdsvis chartrets artikel 1 og artikel 7 (jf. i denne retning dom af 25.1.2018, F, C-473/16, EU:C:2018:36, præmis 35, og af 29.6.2023, International Protection Appeals Tribunal m.fl. (Attentat i Pakistan), C-756/21, EU:C:2023:523, præmis 61).

39

På den anden side skal det præciseres, at det ikke er nødvendigt, at den ret, der anordner lægeundersøgelsen af den pågældende ansøger, selv kan henvende sig til en person med lægefaglige kvalifikationer, med henblik på at sidstnævnte foretager denne undersøgelse og fremsender resultaterne af undersøgelsen til retten, idet denne ret ligeledes kan pålægge den besluttende myndighed at træffe de nødvendige foranstaltninger, med henblik på at ansøgeren underkastes den anordnede lægeundersøgelse, og at fremsende resultaterne af denne undersøgelse til retsinstansen inden for en kort frist. I begge tilfælde vil retten nemlig være i stand til at fremskaffe de oplysninger, som den finder relevante eller nødvendige for at foretage en ajourført vurdering af den foreliggende sag, samtidig med at det mål om hurtig sagsbehandling, der forfølges med direktiv 2013/32, som anført i denne doms præmis 27, overholdes.

40

Det bemærkes for det fjerde, at idet den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning ikke er i overensstemmelse med det krav om en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse, der er fastsat i artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32, eftersom den ikke giver retten mulighed for at anordne en lægeundersøgelse af en ansøger om international beskyttelse, tilkommer det den forelæggende ret i videst muligt omfang at fortolke denne lovgivning i overensstemmelse med dette krav (jf. bl.a. dom af 20.12.2017, Protect Natur-, Arten- und Landschaftsschutz Umweltorganisation, C-664/15, EU:C:2017:987, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

41

Hvis en sådan overensstemmende fortolkning imidlertid viser sig at være umulig, har Domstolen allerede understreget nødvendigheden af, at den kompetente ret ved anvendelsen af EU-retten undlader at anvende nationale lovbestemmelser, der måtte udgøre en hindring for den fulde virkning af EU-retlige bestemmelser med direkte virkning, såsom artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32, sammenholdt med chartrets artikel 47 (jf. i denne retning dom af 29.7.2019, Torubarov, C-556/17, EU:C:2019:626, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis).

42

Det skal derfor fastslås, at det følger af den direkte virkning, som både chartrets artikel 47 og artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32 har, at med henblik på at sikre en ansøger om international beskyttelse en effektiv domstolsbeskyttelse som omhandlet i nævnte artikel 47 og i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, TEU, skal den nationale ret, for hvilken der er anlagt et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om afslag på en ansøgning om international beskyttelse, kunne anordne en lægeundersøgelse af denne ansøger, når en sådan undersøgelse er nødvendig med henblik på vurderingen af ansøgningen.

43

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32, sammenholdt med chartrets artikel 47 og artikel 4, stk. 3, TEU, skal fortolkes således, at for at opfylde det krav om en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse, der er fastsat i denne artikel 46, stk. 3, skal en national ret i første instans, ved hvilken der er anlagt et søgsmål til prøvelse af en afgørelse fra den besluttende myndighed om afslag på en ansøgning om international beskyttelse, have beføjelse til at anordne en lægeundersøgelse af ansøgeren om international beskyttelse, når den finder, at denne undersøgelse er nødvendig eller relevant med henblik på vurderingen af denne ansøgning.

44

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

Artikel 46, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 4, stk. 3, TEU,

skal fortolkes således, at

for at opfylde det krav om en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse, der er fastsat i denne artikel 46, stk. 3, skal en national ret i første instans, ved hvilken der er anlagt et søgsmål til prøvelse af en afgørelse fra den besluttende myndighed om afslag på en ansøgning om international beskyttelse, have beføjelse til at anordne en lægeundersøgelse af ansøgeren om international beskyttelse, når den finder, at denne undersøgelse er nødvendig eller relevant med henblik på vurderingen af denne ansøgning.