–

ENGIE Deutschland GmbH ved Rechtsanwalt D. Legler,

–

Landesregulierungsbehörde beim Sächsischen Staatsministerium für Wirtschaft Arbeit und Verkehr ved A. Hennersdorf, J. Leuschke og K. Meißner, som befuldmægtigede,

–

Zwickauer Energieversorgung GmbH ved Rechtsanwalt K.M. Schwabe,

–

Bundesnetzagentur für Elektrizität Gas, Telekommunikation, Post und Eisenbahnen ved J. Kargel og C. Mögelin, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved O. Beynet og T. Scharf, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, nr. 28) og 29), samt artikel 30 ff. i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/944 af 5. juni 2019 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ændring af direktiv 2012/27/EU (EUT 2019, L 158, s. 125).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem ENGIE Deutschland GmbH (herefter »ENGIE«) og Landesregulierungsbehörde beim Sächsischen Staatsministerium für Wirtschaft, Arbeit und Verkehr (delstatens regulerende myndighed under økonomi-, arbejds- og transportministeriet i Sachsen, Tyskland) (herefter »den regulerende myndighed i delstaten Sachsen«) vedrørende afslaget fra Zwickauer Energieversorgung GmbH (herefter »ZEV«), der er en distributionssystemoperatør, på at tilslutte to af ENGIE’s energianlæg som kundeanlæg til dets net og at stille de nødvendige målere til rådighed.

3

Artikel 2, nr. 21), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF (EUT 2012, L 315, s. 1) definerer begrebet »distributionssystemoperatør« som omhandlet i dette direktiv som en»distributionssystemoperatør« som defineret i bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF (EUT 2009, L 211, s. 55).

4

Artikel 2, nr. 48), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/943 af 5. juni 2019 om det indre marked for elektricitet (EUT 2019, L 158, s. 54) definerer begrebet »distributionssystemoperatør« som en »distributionssystemoperatør« som omhandlet i artikel 2, nr. 29), i direktiv 2019/944.

5

7., 8., 18., 65. og 68. betragtning til direktiv 2019/944 har følgende ordlyd:

[...]

[...]

[...]

6

Dette direktivs artikel 1 med overskriften »Genstand« bestemmer i stk. 1 og 2:

»Ved dette direktiv fastsættes fælles regler for produktion, transmission, distribution, energilagring og elektricitetslevering samt for forbrugerbeskyttelse med henblik på at skabe reelt integrerede konkurrencebaserede, forbrugerorienterede, fleksible, rimelige og gennemsigtige elektricitetsmarkeder i Unionen.

Dette direktiv har gennem udnyttelse af fordelene ved et integreret marked til formål at sikre overkommelige og gennemsigtige energipriser og energiomkostninger for forbrugerne, en høj grad af forsyningssikkerhed og en gnidningsløs overgang til et bæredygtigt lavemissionsenergisystem. Det fastlægger centrale regler for, hvorledes Unionens elektricitetssektor skal organiseres og fungere, navnlig regler om forbrugerindflydelse og forbrugerbeskyttelse, om åben adgang til det integrerede marked, om tredjeparts adgang til transmissions- og distributionsinfrastruktur, krav om adskillelse og regler om uafhængige regulerende myndigheder i medlemsstaterne.«

7

Dette direktivs artikel 2 med overskriften »Definitioner« bestemmer følgende:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

[...]

[...]

[...]

[...]«

8

Samme direktivs artikel 4 med overskriften »Frit valg af leverandør« bestemmer:

»Medlemsstaterne sikrer, at alle kunder frit kan købe elektricitet fra en leverandør efter eget valg, og sikrer, at alle kunder kan have mere end én elektricitetsleveringskontrakt på samme tid, forudsat at den krævede tilslutning og de nødvendige målepunkter er etableret.«

9

Artikel 12 i direktiv 2019/944 med overskriften »Ret til at skifte og regler for skifterelaterede gebyrer« præciserer i stk. 1 og 4:

»1.   Skift af leverandør […] skal foretages på den kortest mulige tid. Medlemsstaterne sikrer, at kunder, der ønsker at skifte leverandør […], har ret til, at et sådant skift sker senest tre uger efter datoen for anmodningen, idet kontraktvilkårene overholdes. [...]

[...]

4.   Medlemsstaterne sikrer, at retten til at skifte leverandør […] gælder for alle kunder på en ikkeforskelsbehandlende måde for så vidt angår omkostninger, indsats og tidsfrister.

[…]«

10

Dette direktivs artikel 15 med overskriften »Aktive kunder« bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at slutkunder har ret til at handle som aktive kunder [...]

2.   Medlemsstaterne sikrer, at aktive kunder:

[...]

[...]«

11

Direktivets artikel 16 med overskriften »Borgerenergifællesskaber« bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne opstiller et gunstigt regelsæt for borgerenergifællesskaber, idet det sikres, at:

[...]

[...]

4.   Medlemsstaterne kan beslutte at give borgerenergifællesskaber ret til at forvalte distributionsnet i deres driftsområde og fastlægge de relevante procedurer med forbehold af kapitel IV eller andre regler og forskrifter, der gælder for distributionssystemoperatører. Hvis en sådan ret gives, sikrer medlemsstaterne, at borgerenergifællesskaber:

[…]

[...]«

12

Samme direktivs artikel 18 præciserer reglerne for regninger og faktureringsoplysninger.

13

Kapitel IV i direktiv 2019/944 med overskriften »Drift af distributionssystemer« indeholder direktivets artikel 30-39.

14

Direktivets artikel 30 med overskriften »Udpegning af distributionssystemoperatører« bestemmer:

»For en periode, som fastlægges af medlemsstaterne under hensyntagen til effektivitet og økonomisk balance, udpeger medlemsstaterne eller anmoder medlemsstaterne de virksomheder, som har ansvaret for distributionsfaciliteter, om at udpege en eller flere distributionssystemoperatører.«

15

Direktivets artikel 31 med overskriften »Distributionssystemoperatørernes opgaver« bestemmer:

»1.   Distributionssystemoperatøren har ansvaret for at sikre, at systemet på lang sigt kan imødekomme rimelige krav til distributionen af elektricitet og for på økonomiske vilkår at drive, opretholde og udvikle et sikkert, pålideligt og effektivt elektricitetsdistributionssystem på sit område under behørig hensyntagen til miljøet og energieffektiviteten.

2.   Distributionssystemoperatøren må i intet tilfælde forskelsbehandle systembrugere eller kategorier af systembrugere og må navnlig ikke begunstige sine tilknyttede virksomheder.

»3.   Distributionssystemoperatøren forsyner systembrugerne med de oplysninger, der er nødvendige for at få effektiv adgang til og sikre effektiv udnyttelse af systemet.

[...]

6.   Når en distributionssystemoperatør er ansvarlig for at anskaffe de produkter og ydelser, der er nødvendige for effektiv, pålidelig og sikker drift af distributionssystemet, skal de regler, som distributionssystemoperatøren fastlægger med henblik herpå, være objektive, gennemsigtige og ikkeforskelsbehandlende og skal udvikles i samråd med transmissionssystemoperatørerne og andre relevante markedsdeltagere. Disse vilkår og betingelser, herunder regler og tariffer, hvor det er relevant, for levering af sådanne produkter og ydelser til distributionssystemoperatører skal fastsættes i henhold til artikel 59, stk. 7, på en ikkeforskelsbehandlende måde, der afspejler omkostningerne, og skal offentliggøres.

[...]

9.   Distributionssystemoperatører samarbejder med transmissionssystemoperatører om effektiv deltagelse af markedsdeltagere, der er tilsluttet deres net, på detail-, engros- og balancemarkederne. [...]

10.   Medlemsstaterne eller deres udpegede kompetente myndigheder kan tillade, at distributionssystemoperatører udfører andre aktiviteter end dem, der er fastsat i dette direktiv og i forordning [2019/943], hvis sådanne aktiviteter er nødvendige, for at distributionssystemoperatørerne kan opfylde deres forpligtelser i henhold til dette direktiv eller [denne forordning], forudsat at den regulerende myndighed har vurderet nødvendigheden af en sådan fritagelse. Dette stykke berører ikke distributionssystemoperatørernes ret til at eje, udvikle, forvalte eller drive andre net end elektricitetsnet, hvis medlemsstaten eller den udpegede kompetente myndighed har tilladt en sådan ret.«

16

Artikel 32-37 i direktiv 2019/944 vedrører henholdsvis tilskyndelse til anvendelse af fleksibilitet i distributionssystemer (artikel 32), integration af elektromobilitet i elektricitetssystemet (artikel 33), distributionssystemoperatørers opgaver med hensyn til dataforvaltning (artikel 34), udskillelse af distributionssystemoperatører, når de indgår i en vertikalt integreret virksomhed (artikel 35), regler om distributionssystemoperatørers ejerskab af energilageranlæg (artikel 36) og distributionssystemoperatørers tavshedspligt (artikel 37).

17

Dette direktivs artikel 38 med overskriften »Lukkede distributionssystemer« præciserer:

»1.   Medlemsstaterne kan tillade, at regulerende myndigheder eller andre kompetente myndigheder klassificerer et system, som distribuerer elektricitet inden for et geografisk afgrænset industrielt, kommercielt eller delt serviceområde, og som med forbehold af stk. 4 ikke forsyner husholdningskunder, som et lukket distributionssystem, såfremt:

2.   Lukkede distributionssystemer anses [for] distributionssystemer med henblik på dette direktiv. Medlemsstaterne kan fastsætte, at regulerende myndigheder skal undtage operatøren af et lukket distributionssystem fra [forpligtelserne i dette stykkes litra a)-e)].

[...]

4.   Hvis et lille antal husstande, der er beskæftiget hos eller har en lignende tilknytning til distributionssystemets ejer, og som befinder sig inden for det område, som det lukkede distributionssystem leverer til, tilfældigt bruger systemet, er dette ikke til hinder for, at der gives en undtagelse efter stk. 2.«

18

Direktivets artikel 39 præciserer de regler, der finder anvendelse på operatørerne for et kombineret system.

19

Samme direktivs kapitel VIII med overskriften »Afsluttende bestemmelser« indeholder direktivets artikel 65-74.

20

Artikel 66 i direktiv 2019/944 med overskriften »Fritagelser« har følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstater, som kan påvise, at der er betydelige problemer forbundet med driften af deres små forbundne systemer og små isolerede systemer, kan anmode [Europa-]Kommissionen om fritagelse fra de relevante bestemmelser i artikel 7 og 8 og i kapitel IV, V og VI.

Små isolerede systemer, og Frankrig med henblik på Korsika, kan også anmode om en fritagelse fra artikel 4, 5 og 6.

Kommissionen underretter under iagttagelse af kravet om fortrolighed medlemsstaterne om sådanne anmodninger, inden den træffer afgørelse.

2.   Fritagelser som omhandlet i stk. 1, som Kommissionen har indrømmet, skal være tidsbegrænsede og underlagt betingelser, der tager sigte på øget konkurrence og integration med det indre marked og sikrer, at fritagelserne ikke hindrer overgangen til vedvarende energi, øget fleksibilitet, energilagring, elektromobilitet og fleksibelt elforbrug.

For regionerne i den yderste periferi, jf. artikel 349 [TEUF], som ikke kan sammenkobles med Unionens elektricitetsmarked, er fritagelsen ikke tidsbegrænset, og den er omfattet af betingelser, der tager sigte på at sikre, at fritagelsen ikke hindrer overgangen til vedvarende energi.

Afgørelser om indrømmelse af fritagelser offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

3.   Artikel 43 finder ikke anvendelse på Cypern, Luxembourg og Malta. Derudover finder artikel 6 og 35 ikke anvendelse på Malta, og artikel 44, 45, 46, 47, 48, 49, 50 og 52 finder ikke anvendelse på Cypern.

[...]

4.   Indtil den 1. januar 2025 eller indtil en senere dato, der fastsættes i en afgørelse i henhold til denne artikels stk. 1, finder artikel 5 ikke anvendelse på Cypern og Korsika.

5.   Artikel 4 finder ikke anvendelse på Malta før den 5. juli 2027. [...]«

21

Dette direktivs artikel 72 med overskriften »Ophævelse« bestemmer:

»Direktiv [2009/72] ophæves med virkning fra den 1. januar 2021, uden at dette berører medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til den i bilag III angivne frist for gennemførelse i national ret og datoen for anvendelse af direktivet.

Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses efter sammenligningstabellen i bilag IV.«

22

Artikel 73 i direktiv 2019/944 med overskriften »Ikrafttræden« præciserer i stk. 2:

»Artikel 6, stk. 1, artikel 7, stk. 2-5, artikel 8, stk. 1, artikel 8, stk. 2, litra a)-i) og k), og artikel 8, stk. 3 og 4, artikel 9, stk. 1, 3, 4 og 5, artikel 10, stk. 2-10, artikel 25, 27, 30, 35 og 37, artikel 38, stk. 1, 3 og 4, artikel 39, 41, 43, 44 og 45, artikel 46, stk. 1, artikel 46, stk. 2, litra a), b), c) og e)-h), artikel 46, stk. 3-6, og artikel 47-50, 52, 53, 55, 56, 60, 64 og 65 finder anvendelse fra den 1. januar 2021.«

23

Artikel 3 i Energiewirtschaftsgesetz (lov om energiforsyning) af 7. juli 2005 (BGBl. I, s. 1970 og 3621) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »EnWG«), bestemmer:

»I denne lov forstås ved

[...]

[...]

[...]

[...]

[...]«

24

§ 20, stk. 1d, i lov om energiforsyning fastsætter:

»Operatøren af det energiforsyningssystem, hvortil et kundeanlæg er tilsluttet, skal stille målere til rådighed med henblik på registrering af den el-mængde, der aftages fra det almindelige forsyningsnet gennem kundeanlægget og tilføres det almindelige forsyningsnet (tovejsmålere), og stille alle de målere til rådighed, som er nødvendige for at give individuelle målere inden for kundeanlægget adgang til nettet ved transmission (regnskabsrelevante individuelle målere). Når tredjemænd leverer til slutforbrugerne, foretages der i det nødvendige omfang en udligning mellem måleværdierne over individuelle målere. [...]«

25

ENGIE er en virksomhed, der leverer energi. Selskabet driver på flere forskellige lokaliteter bl.a. kraftvarmeanlæg, lokale varmenet og energianlæg til energiforsyning, hvormed det forsyner slutforbrugere med varme og elektricitet. ZEV driver elektricitetsdistributionssystemet i Zwickau (Tyskland).

26

ENGIE forsynede på grundlag af en aftale om levering af varme med et andelsboligselskab, Zwickau Wohnungsbaugenossenschaft (herefter »ZWG«), der ejer den pågældende grund, fire beboelsesejendomme med 96 boliger på et areal på 9000 m2 (herefter »område 1«) og seks beboelsesejendomme med 160 boliger på et areal på 25500 m2 (herefter »område 2«) med varme og varmt vand gennem en energicentral og et dertil tilsluttet lokalt varmenet for hvert område. Område 1 og 2 grænser op til hinanden, men de lokale varmenet er ikke forbundet med hinanden. De beboelsesejendomme, der var beliggende i disse to områder, var alle tilsluttet det distributionsnet, som ZEV er operatør af.

27

I løbet af 2018 iværksatte ENGIE et projekt om opførelse og drift af to kraftvarmeværker med en elektrisk effekt på henholdsvis 20 kW (område 1) og 40 kW (område 2) samt to galvanisk adskilte elektriske transmissionssystemer, som slutforbrugerne, dvs. lejerne, skulle tilsluttes. ENGIE ønskede ud over varme og varmt vand at sælge den elektricitet, der blev produceret i disse kraftvarmeværker, til lejerne, idet den årlige mængde transmitteret energi blev anslået til 288 MWh (område 1) og 480 MWh (område 2). Selskabet anmeldte derfor nettilslutninger for to adskilte kundeanlæg med hoved-elektricitetstilslutning i område 1 og 2 til ZEV og anmodede sidstnævnte om tilslutning af disse anlæg til sit net og om, at der blev stillet de nødvendige målere til rådighed som omhandlet i EnWG’s § 20, stk. 1d. ZEV afslog disse anmodninger med den begrundelse, at der ikke var tale om kundeanlæg i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i EnWG’s § 3, nr. 24a.

28

ENGIE indgav herefter anmodninger til den regulerende myndighed i delstaten Sachsen om, at ZEV blev pålagt en forpligtelse til at tilslutte de nævnte anlæg til selskabets system som kundeanlæg og give mulighed for en afregning og fakturering af energistrømme i henhold til EnWG’s § 20, stk. 1d. Anmodningerne blev afvist ved afgørelse af 19. juli 2019. Den regulerende myndighed blev ved det søgsmål med påstand om annullation af denne afgørelse, som ENGIE anlagde ved Oberlandesgericht Dresden (den regionale ret i første instans i Dresden), frifundet ved kendelse af 16. september 2020, hvorefter ENGIE har iværksat appel ved Bundesgerichtshof (forbundsdomstol), som er den forelæggende ret.

29

Den forelæggende ret har indledningsvis præciseret, at ENGIE og ZWG den 21. og 27. april 2020, dvs. under sagen for Oberlandesgericht Dresden (den regionale ret i første instans i Dresden), indgik en ny aftale om levering af varme, hvorefter opførelsen af de to kraftvarmeværker principielt skulle være afsluttet i december 2020.

30

Den forelæggende ret har for så vidt angår den appel, der er indbragt for den, anført, at appellen skal tages til følge, hvis det viser sig, at de i sagen omhandlede anlæg udgør kundeanlæg som omhandlet i EnWG’s § 3, nr. 24a. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at dette er tilfældet, eftersom alle betingelserne i denne bestemmelse er opfyldt. Denne ret har navnlig præciseret, at alle el-leverandører, herunder ENGIE, behandles ens, eftersom de benytter anlægget gratis, og den har i denne forbindelse fremhævet, at ENGIE ikke opkræver et vederlag for brug af disse anlæg, som afhænger af forbruget, men et enkelt månedligt grundgebyr, der er uafhængigt af forbruget.

31

Anvendelsen af EnWG’s § 3, nr. 24a, på de i hovedsagen omhandlede anlæg ville imidlertid være uforenelig med artikel 2, nr. 28) og 29), samt artikel 30 ff. i direktiv 2019/944, såfremt det måtte vise sig, at disse anlæg udgør en integrerende del af distributionsnettet som omhandlet i nr. 28) og 29). Den forelæggende ret har i denne forbindelse anført, at i henhold til EnWG’s § 3 nr. 16, er kundeanlæg ikke en del af et energidistributionssystem, og operatørerne heraf er ikke distributionssystemoperatører som omhandlet i denne lovs § 3, nr. 3, således at de ikke er underlagt den regulering, der er fastsat i lovens §§ 11 ff., eftersom det punkt, hvor kundeanlægget tilsluttes energidistributionssystemet, markerer afslutningen af det regulerede system og påbegyndelsen af det uregulerede kundeanlæg.

32

Domstolen har imidlertid endnu ikke taget stilling til, om begrebet »distributionssystem« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktiv 2019/944, også omfatter kundeanlæg som dem, der er omhandlet i EnWG’s § 3, nr. 24a, og svaret i denne henseende er ikke åbenbart. Selv om det følger af Domstolens praksis, at EU-lovgiver ikke har haft til hensigt at udelukke visse transmissions- eller distributionssystemer fra dette direktivs anvendelsesområde på grund af deres størrelse eller elforbrug, er spørgsmålet om, hvilke strukturer der skal anses for at være distributionssystemer og efter hvilke kriterier, ikke blevet afgjort.

33

I denne henseende er den forelæggende ret af den opfattelse, at det er utvivlsomt, at husdistributionsanlæg i en bygnings indre, som drives af udlejeren uanset dets størrelse, eller energianlæg, der tilhører en sammenslutning af medejere, som leverer energi til 20 familiehuse på en enkelt grund, ikke udgør distributionsnet. Henset til størrelsen af de anlæg, der er omhandlet i den tvist, der verserer for den, og til den omstændighed, at ENGIE både er operatør af disse anlæg og el-leverandør, er det i det foreliggende tilfælde imidlertid ikke sikkert, at disse anlæg ikke er en del af distributionssystemet som omhandlet i direktiv 2019/944.

34

Tilslutningen af sådanne anlæg til distributionssystemet som kundeanlæg har desuden indvirkning på formålene med artikel 1, stk. 1 og 2, i direktiv 2019/944. Disse virkninger, såvel positive som negative, er ganske vist ubetydelige for et isoleret anlæg. Imidlertid forstærker forøgelsen af tilslutningen af anlæg, der kan sammenlignes med distributionssystemet, som kundeanlæg disse virkninger.

35

Først og fremmest ville sammenkoblingen af energianlæg til energiforsyning med sådanne decentrale produktionsanlæg kunne lette overgangen til et bæredygtigt energisystem med lave CO2-emissioner. Tilslutningen af et stort antal sammenlignelige anlæg til distributionssystemet gør imidlertid generelt netdriften dyrere og mindre effektiv. Operatøren af det distributionssystem, som sådanne anlæg er tilsluttet, er nemlig fortsat forpligtet til at bevare en tilstrækkelig netkapacitet til at opretholde forsyningen i tilfælde af svigt i de decentrale produktionsanlæg. Samtidig bærer færre og færre slutforbrugere de samlede omkostninger forbundet hermed, idet der ikke skal betales noget netgebyr i henhold til EnWG’s §§ 20 ff. for elektricitet, der er produceret af et decentralt produktionsanlæg og forbrugt i det kundeanlæg, der er tilsluttet dette anlæg. Det følger imidlertid af artikel 15, stk. 2, litra e), og artikel 16, stk. 1, litra e), i direktiv 2019/944, at selv aktive kunder og energifællesskaber på en passende og afbalanceret måde skal bidrage til fordelingen af de samlede omkostninger til systemet.

36

Dernæst medfører den omstændighed, at omkostningerne til opførelse, drift og vedligeholdelse af disse anlæg afholdes af ZWG og i sidste ende af slutforbrugerne (lejerne) i henhold til aftalen om levering af varme, en fordrejning af konkurrencen mellem ENGIE og de øvrige el-leverandører, eftersom ENGIE hverken skal bære omkostningerne til energianlæggene til energiforsyning eller betale netgebyrer. Jo flere anlæg af sammenlignelig art og størrelse ENGIE driver, desto større er følgelig den forventede påvirkning af konkurrencen.

37

Endelig foreligger der i forhold til slutforbrugerne en interessekonflikt, der er forbundet med dette system, idet ENGIE i forhold til disse både ejer og driver kundeanlægget og er el-leverandør. Som el-leverandør har selskabet en interesse i at fastsætte så høje elpriser som muligt, men det er i strid med denne interesse, at de gebyrer, som selskabet opkræver for opførelsen, driften og vedligeholdelsen af de pågældende anlæg, angives på en gennemsigtig måde. I det foreliggende tilfælde fremgår brugsgebyret imidlertid ikke særskilt af de aftaler, der er indgået inden for rammerne af aftalen om levering af varme. Lejerne har derfor ikke mulighed for at beregne de samlede gebyrer, der skal betales for den elektricitet, som de forbruger.

38

Under disse omstændigheder har Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er artikel 2, nr. 28) og 29), og artikel 30 ff. i direktiv 2019/944 til hinder for en bestemmelse såsom [EnWG’s] § 3, nr. 24a, sammenholdt med [§ 3,] nr. 16 […], hvorefter operatøren af et energianlæg til energiforsyning ikke er omfattet af de forpligtelser, der påhviler en distributionssystemoperatør, når operatøren opfører og driver energianlægget i stedet for det hidtidige distributionssystem for med den i et kraftvarmeværk producerede elektricitet at forsyne flere boligblokke med op til 200 udlejede boligenheder med en årlig mængde transmitteret energi på op til 1000 MWh, idet omkostningerne til opførelsen og driften af energianlægget bæres af slutforbrugerne (lejerne) som en del af et fast månedligt grundgebyr, der skal betales for den leverede varme, og operatøren sælger den producerede elektricitet til lejerne?«

39

ENGIE har bestridt, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling, idet selskabet i det væsentlige har gjort gældende, at den forelæggende ret ikke i tilstrækkelig grad har præciseret hverken de faktiske omstændigheder eller den lovgivning, der finder anvendelse, således at Domstolen ikke er i stand til at give et svar, der er hensigtsmæssig for afgørelsen af tvisten i hovedsagen. Endvidere godtgør de faktuelle og retlige præciseringer, der mangler i forelæggelsesafgørelsen, og som ENGIE har redegjort nærmere for, at det forelagte spørgsmål ikke har nogen forbindelse med genstanden for tvisten i hovedsagen, og at den forelæggende rets tvivl med hensyn til de eventuelle virkninger, som de i hovedsagen omhandlede anlæg eller forøgelsen af sådanne anlæg kan have på formålene med direktiv 2019/944, på en forhøjelse af de netgebyrer, der betales af de slutforbrugere, der udelukkende er tilsluttet det offentlige net, eller på konkurrencen, er ugrundede.

40

Ifølge Domstolens faste praksis tilkommer det inden for rammerne af det samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, der er indført i artikel 267 TEUF, udelukkende den nationale retsinstans, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retlige afgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere såvel, om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, som den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen eller gyldigheden af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 10.12.2002, der Weduwe, C-153/00, EU:C:2002:735, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis, og af 30.4.2024, Procura della Repubblica presso il Tribunale di Bolzano, C-178/22, EU:C:2024:371, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

41

Det følger heraf, at der gælder en formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning eller gyldighed, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge, og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve, er relevante. Domstolen kan kun afvise en anmodning fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten eller vurdering af gyldigheden savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de stillede spørgsmål (dom af 5.12.2006, Cipolla m.fl., C-94/04 og C-202/04, EU:C:2006:758, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis, og af 30.4.2024, Procura della Repubblica presso il Tribunale di Bolzano, C-178/22, EU:C:2024:371, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

42

Som det fremgår af de oplysninger, der er anført i denne doms præmis 25-38, har den forelæggende ret i det foreliggende tilfælde forelagt Domstolen et spørgsmål om fortolkningen af bestemmelser i direktiv 2019/944 i forbindelse med en tvist mellem en energiforsyningsvirksomhed, der driver to energianlæg, og en regulerende myndighed i en delstat vedrørende nærmere bestemt spørgsmålet om, hvorvidt disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter drift af anlæg som de i hovedsagen omhandlede under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede ikke anses for at være omfattet af begrebet »drift af et distributionssystem« som omhandlet i dette direktiv. Som det ligeledes fremgår af disse præmisser, har den forelæggende ret i denne henseende klart redegjort for dels de faktiske og retlige omstændigheder, der kendetegner denne tvist, hvis realitet i øvrigt ikke er draget i tvivl, dels grundene til, at den er i tvivl om fortolkningen af de pågældende bestemmelser i forhold til den gældende nationale lovgivning.

43

Under disse omstændigheder fremgår det ikke klart, at det forelagte spørgsmål er uden relevans, eller at det henhører under et af de tilfælde, der er opregnet i denne doms præmis 41, hvor Domstolen kan afslå at træffe afgørelse vedrørende den forelagte anmodning.

44

Inden for rammerne af den procedure, der er indført ved artikel 267 TEUF, har Domstolen desuden alene kompetence til at træffe afgørelse vedrørende fortolkningen af EU-retten på grundlag af de faktiske omstændigheder, sådan som de er beskrevet af den nationale ret (dom af 5.12.2013, Nordecon og Ramboll Eesti, C-561/12, EU:C:2013:793, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis, og af 16.3.2023, Colt Technology Services m.fl., C-339/21, EU:C:2023:214, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis). Uanset de betragtninger, som ENGIE har fremsat med hensyn til den forelæggende rets vurdering af de faktiske omstændigheder, skal undersøgelsen af det præjudicielle spørgsmål derfor foretages på grundlag af disse vurderinger (jf. analogt dom af 12.10.2023, INTER CONSULTING, C-726/21, EU:C:2023:764, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

45

ENGIE’s kritik af den tvivl, som den forelæggende ret har givet udtryk for med hensyn til eventuelle virkninger, som anlæg som de i hovedsagen omhandlede eller forøgelsen af sådanne anlæg kan have, vedrører realiteten af besvarelsen af det forelagte spørgsmål og kan følgelig ikke godtgøre, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling.

46

Herefter må det fastslås, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

47

Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, nr. 28) og 29), samt artikel 30-39 i direktiv 2019/944 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter de forpligtelser, der påhviler en distributionssystemoperatør, ikke gælder for en virksomhed, som til erstatning af det hidtidige distributionssystem opfører og driver et energianlæg til forsyning med energi, der er produceret af et kraftvarmeværk, til flere boligblokke med op til 200 udlejede boligenheder med en årlig mængde transmitteret energi på op til 1000 MWh, idet omkostningerne til opførelsen og driften af energianlægget bæres af slutforbrugerne, der er lejere af disse boliger, og denne virksomhed sælger den producerede elektricitet til disse forbrugere.

48

I denne henseende fremgår det af de grunde, som den forelæggende ret har anført i sin anmodning om præjudiciel afgørelse, at den omstændighed, at en sådan virksomhed ikke er underlagt disse forpligtelser, følger af den omstændighed, at et sådant energianlæg ikke udgør et »energiforsyningssystem« som omhandlet i EnWG’s § 3, nr. 16, at den enhed, der driver et sådant anlæg, i henhold til denne lovs § 3, nr. 18, følgelig ikke anses for at være en »energiforsyningsvirksomhed«, og at den følgelig ikke er omfattet af begrebet »operatører af elektricitetsdistributionssystemer« som defineret i den nævnte lovs § 3, nr. 3. Det skal endvidere bemærkes, at denne sidstnævnte bestemmelse i det væsentlige gentager definitionen af begrebet »distributionssystemoperatør« i artikel 2, nr. 29), i direktiv 2019/944, idet de opgaver og forpligtelser, der påhviler »distributionssystemoperatørerne«, navnlig er præciseret i dette direktivs artikel 30-39, der udgør direktivets kapitel IV om drift af elektricitetsdistributionssystemer.

49

Med henblik på at besvare det forelagte spørgsmål skal det således i første række afgøres, om et energianlæg som det, der er beskrevet i denne doms præmis 47, kan være omfattet af begrebet »distributionssystem« som omhandlet i direktiv 2019/944.

50

Selv om dette begreb ikke som sådan er defineret i direktiv 2019/944, er begrebet »distribution« derimod defineret i direktivets artikel 2, nr. 28), som »transport af elektricitet via høj-, mellem- eller lavspændingsdistributionssystemer med henblik på dets leverance til kunder; omfatter ikke levering«. Hvad angår begrebet »levering« forstås ifølge direktivets artikel 2, nr. 12), salg af elektricitet til »kunder«, idet udtrykket »kunder« i henhold til samme direktivs artikel 2, nr. 1), omfatter engroskunder eller slutkunder af elektricitet.

51

Da disse definitioner ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret, følger det såvel af kravene om en ensartet anvendelse af EU-retten som af lighedsprincippet, at disses ordlyd normalt skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i hele EU (jf. analogt dom af 17.10.2019, Elektrorazpredelenie Yug, C-31/18, EU:C:2019:868, præmis 43 og 44 og den deri nævnte retspraksis).

52

Det følger imidlertid klart af de definitioner, der er nævnt i denne doms præmis 50, at et distributionssystem er et system, der ved høj-, mellem- og lavspænding leverer elektricitet, der er beregnet for salg til grossister eller endelige kunder (jf. analogt dom af 17.10.2019, Elektrorazpredelenie Yug, C-31/18, EU:C:2019:868, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

53

Det er således alene denne elektricitets spænding, idet denne som minimum skal svare til lavspændingen, og den kategori af kunder, som den leverede elektricitet er beregnet til, der udgør relevante kriterier for afgørelsen af, om et system udgør et distributionssystem som omhandlet i direktiv 2019/944 (jf. analogt dom af 28.11.2018, Solvay Chimica Italia m.fl., C-262/17, C-263/17 og C-273/17, EU:C:2018:961, præmis 30 og 37, og af 17.10.2019, Elektrorazpredelenie Yug, C-31/18, EU:C:2019:868, præmis 46, 48 og 49).

54

Derimod udgør hverken datoen, hvorpå et sådant system tages i brug, eller den omstændighed, at den transmitterede elektricitet er blevet produceret af et kundeanlæg i den specifikke forstand, som den nationale lovgivning giver dette begreb, og heller ikke, at det drives af en privat aktør, og at et begrænset antal produktions- og forbrugsenheder er tilkoblet anlægget eller dets størrelse eller dets elektricitetsforbrug, relevante kriterier i denne forbindelse, eftersom EU-lovgiver ikke ønskede at udelukke visse distributionssystemer fra anvendelsesområdet for dette direktiv på grundlag af sådanne kriterier (jf. analogt dom af 17.10.2019, Elektrorazpredelenie Yug, C-31/18, EU:C:2019:868, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

55

På samme måde er den omstændighed, at den leverede elektricitet produceres af et kraftvarmeværk, eller den omstændighed, at de anlæg, der anvendes til denne transmission, stilles gratis til rådighed for alle, heller ikke relevante kriterier i denne henseende, idet EU-lovgiver ikke har valgt metoden til produktion af den leverede elektricitet eller prisen for brug af den pågældende infrastruktur som kriterier for identificering af et distributionsnet.

56

Direktiv 2019/944 foretager ganske vist, eftersom det i overensstemmelse med ottende betragtning hertil har til formål at imødegå de vedvarende hindringer for virkeliggørelsen af det indre marked for elektricitet, ikke en udtømmende harmonisering af reglerne vedrørende bl.a. distribution af elektricitet. Selv om direktivets artikel 2, nr. 28), fastsætter de kriterier, der gør det muligt at identificere et distributionssystem, giver denne bestemmelse desuden medlemsstaterne en vis skønsmargen til at afgrænse det således identificerede system (jf. analogt dom af 17.10.2019, Elektrorazpredelenie Yug, C-31/18, EU:C:2019:868, præmis 50 og 51).

57

I mangel på en bestemmelse herom på dette punkt i direktiv 2019/944 har medlemsstaterne, så længe de opfylder kriterierne i direktivets artikel 2, nr. 28), således fortsat kompetence til under overholdelse af definitionerne i dette direktiv at bestemme, om sammenkoblingspunkter med andre systemer er en del af distributionssystemet (jf. analogt dom af 17.10.2019, Elektrorazpredelenie Yug, C-31/18, EU:C:2019:868, præmis 52 og 53).

58

Derimod kan medlemsstaterne med risiko for at skade den ensartede fortolkning og anvendelse af artikel 2, nr. 28) i direktiv 2019/944 ikke for at definere begrebet »distributionssystem« anvende andre supplerende kriterier end dem vedrørende spændingsniveauet og den kategori af kunder, som elektriciteten skal leveres til (jf. analogt dom af 17.10.2019, Elektrorazpredelenie Yug, C-31/18, EU:C:2019:868, præmis 55).

59

Selv om direktiv 2019/944 ikke foretager en udtømmende harmonisering af de områder, som det regulerer, har begrebet distributionssystem som omhandlet i dette direktiv en grundlæggende karakter i direktivets opbygning, idet det nævnte direktiv med henblik på at fjerne de vedvarende hindringer for gennemførelsen af det indre marked for elektricitet, således som det bl.a. fremgår af bestemmelserne i direktivets kapitel IV, undergiver operatørerne af disse systemer særlige regler (jf. analogt dom af 17.10.2019, Elektrorazpredelenie Yug, C-31/18, EU:C:2019:868, præmis 56).

60

Under sådanne omstændigheder er medlemsstaterne forpligtet til med henblik på at sikre en ensartet anvendelse af direktiv 2019/944, som er egnet til at opnå oprettelsen af det hermed tilsigtede konkurrenceprægede marked, at definere begrebet »distributionssystem« i dette direktivs forstand ved blot at henholde sig til de to eneste kriterier, som er fastsat i direktivets artikel 2, nr. 28), vedrørende henholdsvis spændingsniveauet og den kategori af kunder, som elektriciteten skal leveres til (jf. analogt dom af 17.10.2019, Elektrorazpredelenie Yug, C-31/18, EU:C:2019:868, præmis 57).

61

Det følger heraf, at medlemsstaterne ikke kan antage, at en bestemt type system skal udelukkes fra begrebet »distributionssystem« som omhandlet i direktiv 2019/944 ved at støtte sig på et supplerende kriterium i forhold til dem, der er fastsat i artikel 2, nr. 28), heri. (jf. analogt dom af 17.10.2019, Elektrorazpredelenie Yug, C-31/18, EU:C:2019:868, præmis 58).

62

Eftersom dette begreb både skal anvendes og fortolkes ensartet i hele Unionen, kan medlemsstaterne derfor ikke med føje udelukke anlæg – heller ikke under henvisning til proportionalitetsprincippet – i forhold til hvilke det er ubestridt, at de leverer elektricitet ved høj-, mellem- og lavspænding, som er bestemt til at sælges til kunder, fra anvendelsesområdet for direktiv 2019/944 (jf. analogt dom af 28.11.2018, Solvay Chimica Italia m.fl., C-262/17, C-263/17 og C-273/17, EU:C:2018:961, præmis 34-37).

63

Hvad i anden række spørgsmålet om, hvorvidt en virksomhed, der driver et distributionssystem som omhandlet i direktiv 2019/944, kan udelukkes fra begrebet »distributionssystemoperatør« som omhandlet i dette direktiv, bemærkes, at direktivets artikel 2, nr. 29), definerer dette begreb som en fysisk eller juridisk person, der er ansvarlig for driften, vedligeholdelsen og om nødvendigt udbygningen af distributionssystemet i et givet område samt i givet fald dets sammenkoblinger med andre systemer og for at sikre, at systemet på lang sigt kan tilfredsstille en rimelig efterspørgsel efter distribution af elektricitet.

64

Da denne definition heller ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret, skal den i henhold til den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 51, ligeledes undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i hele Unionen.

65

Det følger imidlertid klart af definitionen i artikel 2, nr. 29), i direktiv 2019/44, sammenholdt med de betragtninger, der allerede er fremført i denne doms præmis 52-65, at en virksomhed, der driver et energianlæg, som anvendes til transmission af elektricitet ved høj-, mellem- eller lavspænding med henblik på levering af elektricitet til grossister eller slutkunder, er omfattet af begrebet »distributionssystemoperatør« som omhandlet i denne artikel 2, nr. 29).

66

I denne henseende er det korrekt, at artikel 30 i direktiv 2019/944 bestemmer, at for en periode, som fastlægges af medlemsstaterne under hensyntagen til effektivitet og økonomisk balance, udpeger medlemsstaterne eller anmoder medlemsstaterne de virksomheder, som har ansvaret for distributionsfaciliteter, om at udpege en eller flere distributionssystemoperatører.

67

Det kan imidlertid ikke udledes af denne artikel, at det står medlemsstaterne frit for at udelukke en enhed, der falder ind under begrebet »distributionssystemoperatør« som omhandlet i artikel 2, nr. 29), i direktiv 2019/944, fra dette direktivs anvendelsesområde. Selv om medlemsstaterne i overensstemmelse med, hvad der er fastslået i denne doms præmis 62, ikke med føje fra nævnte direktivs anvendelsesområde kan udelukke anlæg, i forhold til hvilke det er ubestridt, at de leverer elektricitet ved høj-, mellem- og lavspænding, som er bestemt til at sælges til kunder, kan de nemlig heller ikke med føje udelukke en enhed, der bl.a. er ansvarlig for driften og vedligeholdelsen af et sådant anlæg, fra begrebet »distributionssystemoperatør« som omhandlet i denne artikel 2, nr. 29), uden at det derved tillades at omgå anvendelsesområdet for direktiv 2019/944 og at undergrave såvel den effektive virkning af begreberne »distribution« og »distributionssystem« som omhandlet i dette direktiv som den ensartede anvendelse af EU-retten.

68

Medlemsstaterne kan derfor ikke udelukke en virksomhed, der driver et energianlæg, som leverer elektricitet til beboelsesejendomme, fra begrebet »distributionssystemoperatør« som omhandlet i artikel 2, nr. 29), i direktiv 2019/944, hvis dette anlæg anvendes til transmission af elektricitet ved høj-, mellem- og lavspænding med henblik på levering af elektricitet til slutkunder, der bebor disse ejendomme.

69

Hvad i tredje række angår spørgsmålet om, hvorvidt det står medlemsstaterne frit for ikke at underlægge distributionssystemoperatørerne som omhandlet i artikel 2, nr. 29), i direktiv 2019/944 de forpligtelser, der påhviler disse operatører i henhold til dette direktiv, skal det bemærkes, at medlemsstaterne i henhold til dette direktiv for det første i overensstemmelse med direktivets artikel 16 kan opstille et gunstigt regelsæt for borgerenergifællesskaber og bestemme, at disse, selv når de ejer distributionsnet eller har etableret dem og forvalter dem selvstændigt, er omfattet af de fritagelser, der er fastsat i det nævnte direktivs artikel 38, stk. 2, til fordel for lukkede distributionssystemer.

70

Begrebet »borgerenergifællesskab« som omhandlet i direktiv 2019/944 er imidlertid i henhold til direktivets artikel 2, nr. 11), begrænset til at omfatte en retlig enhed, som bl.a. reelt kontrolleres af medlemmer eller partshavere, der er fysiske personer, lokale myndigheder eller små virksomheder, idet begrebet »lille virksomhed« er defineret i dette direktivs artikel 2, nr. 7), som en virksomhed, som beskæftiger færre end 50 personer og har en årlig omsætning og/eller en samlet årlig balance på højst 10 mio. EUR.

71

For det andet bestemmer artikel 38 i direktiv 2019/944, at medlemsstaterne kan tillade, at de nationale kompetente myndigheder under overholdelse af de betingelser, der fastsættes i denne artikel, klassificerer et system, som distribuerer elektricitet inden for et geografisk afgrænset industrielt, kommercielt eller delt serviceområde, og som med forbehold af denne artikels stk. 4 ikke forsyner husholdningskunder, som et »lukket distributionssystem«, og at disse myndigheder derefter fritager operatøren af et sådant lukket distributionssystem fra visse af de forpligtelser, der skal pålægges distributionssystemoperatørerne i henhold til dette direktiv, idet de forpligtelser, der kan fritages, er opregnet i den pågældende artikels stk. 2, litra a)-e). Det fremgår imidlertid af dette stk. 4, at hvis et lille antal husstande, der er beskæftiget hos eller har en lignende tilknytning til distributionssystemets ejer, og som befinder sig inden for det område, som det lukkede distributionssystem leverer til, blot tilfældigt bruger systemet, er dette ikke til hinder for, at der gives en undtagelse efter den samme artikels stk. 2.

72

For det tredje bestemmer artikel 66 i direktiv 2019/944 i stk. 1, første afsnit, at medlemsstater, som kan påvise, at der er betydelige problemer forbundet med driften af deres små forbundne systemer og små isolerede systemer, kan anmode Kommissionen om fritagelse fra bestemmelserne bl.a. i direktivets kapitel IV. For det første præciserer samme artikel 66 i stk. 2 imidlertid i det væsentlige, at Kommissionen kan udtale sig om en sådan anmodning ved afgørelse, der offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. For det andet fremgår det af dette direktivs artikel 2, nr. 43), at begrebet »lille forbundet system« omfatter et system, der havde et forbrug på under 3000 GWh i 1996, hvor mere end 5% af det årlige forbrug dækkes via sammenkobling med andre systemer, mens begrebet »lille isoleret system« i henhold til det pågældende direktivs artikel 2, nr. 42), omfatter et system, der havde et forbrug på under 3000 GWh i 1996, hvor mindre end 5% af det årlige forbrug dækkes via sammenkobling med andre systemer.

73

For det fjerde fastsætter artikel 66, stk. 3-5, i direktiv 2019/944 visse fritagelser for Cypern, Luxembourg, Malta og den franske region Korsika.

74

For det femte fastsætter visse bestemmelser i kapitel IV i direktiv 2019/944 med overskriften »Drift af distributionssystemer« i det væsentlige i de enkelte tilfælde, at medlemsstaterne kan beslutte, at visse forpligtelser, der er omhandlet i disse bestemmelser, ikke skal gælde for bestemte virksomheder eller under visse omstændigheder. Dette er bl.a. tilfældet for dette direktivs artikel 32, stk. 5, artikel 33, stk. 3, artikel 35, stk. 4, og artikel 36, stk. 2.

75

Med forbehold for den efterprøvelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, fremgår det i det foreliggende tilfælde ikke, at et anlæg som de i hovedsagen omhandlede, eller at en driftsleder for et sådant anlæg som den i hovedsagen omhandlede opfylder betingelserne for at være omfattet af en af de fritagelser eller undtagelser, der er nævnt i denne doms præmis 69-74. Navnlig fremgår det indledningsvis ikke, at et sådant anlæg kan være omfattet af begrebet »borgerenergifællesskab« som omhandlet i artikel 2, nr. 11), i direktiv 2019/944, navnlig eftersom den driftsleder, der kontrollerer anlægget, ikke synes at være en »lille virksomhed« som omhandlet i dette direktivs artikel 2, nr. 7). Eftersom et anlæg som de i hovedsagen omhandlede ikke forsyner husholdningskunder med elektricitet som supplement til forsyningen fra et industrielt, kommercielt eller delt serviceområde, men er den primære eller endog eneste forsyningskilde, kan operatøren af et sådant anlæg endvidere under alle omstændigheder heller ikke være omfattet af de undtagelser, som det nævnte direktivs artikel 38 giver medlemsstaterne mulighed for at indrømme operatørerne af lukkede distributionssystemer. Ud over, at de i hovedsagen omhandlede anlæg ikke er beliggende i en af de medlemsstater eller i den region, der er nævnt i denne doms præmis 73, fremgår det endelig ikke, at et anlæg som de i hovedsagen omhandlede, såfremt det i henhold til de kriterier, der er nævnt i denne doms præmis 62, skulle kvalificeres som et distributionssystem som omhandlet i direktiv 2019/944, kan være omfattet af begrebet »lille forbundet system« eller »lille isoleret system« som omhandlet i dette direktiv. Det fremgår i øvrigt ikke af de sagsakter, som Domstolen råder over, at Forbundsrepublikken Tyskland for så vidt angår anlæg som de i hovedsagen omhandlede er blevet indrømmet en fritagelse i henhold til det pågældende direktivs artikel 66, stk. 1, eller at denne medlemsstat har anmodet Kommissionen om at blive omfattet af en sådan fritagelse for sådanne anlæg.

76

For det fjerde og sidste ville det være til skade for de formål, der forfølges med direktiv 2019/944, såfremt medlemsstaterne blev tilladt at udelukke anlæg, der leverer elektricitet ved høj-, mellem- eller lavspænding, der er bestemt til salg til kunder, fra kategorien distributionssystemer som omhandlet i direktiv 2019/944, og følgelig ikke at underlægge enheder, der driver sådanne anlæg, de forpligtelser, der i henhold til dette direktiv påhviler »distributionssystemoperatørerne« under andre omstændigheder end dem, for hvilke der udtrykkeligt er fastsat en fritagelse eller en undtagelse i det pågældende direktiv, henset til disse distributionssystemers og deres operatørers grundlæggende rolle i direktivets opbygning og i øvrigt generelt i reguleringen af EU’s indre marked for elektricitet. I denne sammenhæng skal det ligeledes bemærkes, at begrebet »distributionssystemoperatør« ligeledes anvendes i direktiv 2012/27 i overensstemmelse med dette direktivs artikel 2, nr. 21), og i forordning 2019/943 i overensstemmelse med denne forordnings artikel 2, nr. 48).

77

I denne henseende skal navnlig fremhæves den væsentlige rolle, som i henhold til direktiv 2019/944 tillægges systemoperatørerne i forbindelse med gennemførelsen af integrationen af de nationale markeder, hvilket bl.a., som det i det væsentlige fremgår af 7. og 18. betragtning til dette direktiv, forudsætter en høj grad af samarbejde mellem systemoperatørerne på EU-plan og på regionalt plan. En national lovgivning som den, der er beskrevet i denne doms præmis 47, kan imidlertid indebære, at et ikke ubetydeligt antal enheder udelukkes fra anvendelsesområdet for de forpligtelser, der påhviler distributionssystemoperatørerne, selv om disse enheder driver anlæg, om hvilke det er ubestridt, at de anvendes til transmission af elektricitet ved høj-, mellem- eller lavspænding med henblik på salg til kunder, og således bidrage til at opretholde markeder, der er opdelt i modsætning til reelt integrerede markeder, som direktiv 2019/944 har til formål at skabe i overensstemmelse med direktivets artikel 1.

78

Såfremt en sådan udelukkelse blev tilladt, ville det desuden risikere at bringe målet om at skabe elektricitetsmarkeder i Unionen, som ikke blot er reelt integrerede, men ligeledes konkurrencebaserede, forbrugerorienterede, fleksible, rimelige og gennemsigtige energimarkeder i overensstemmelse med samme artikel 1, i fare, eftersom de forpligtelser, som distributionssystemoperatørerne er underlagt, bl.a., således som det i det væsentlige fremgår af 65. og 68. betragtning til dette direktiv, har til formål at sikre lige vilkår i detailleddet til gavn for forbrugerne.

79

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 2, nr. 28) og 29), og artikel 30-39 i direktiv 2019/944 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter de forpligtelser, der påhviler en distributionssystemoperatør, ikke gælder for en virksomhed, som til erstatning af det hidtidige distributionssystem opfører og driver et energianlæg til forsyning med energi, der er produceret af et kraftvarmeværk, til flere boligblokke med op til 200 udlejede boligenheder med en årlig mængde transmitteret energi på op til 1000 MWh, idet omkostningerne til opførelsen og driften af energianlægget bæres af slutforbrugerne, der er lejere af disse boliger, og denne virksomhed sælger den producerede elektricitet til disse forbrugere, hvis dette anlæg anvendes til transmission af elektricitet ved høj-, mellem- og lavspænding med henblik på salg til kunder, og hvis ingen af de fritagelser eller undtagelser fra disse forpligtelser, der udtrykkeligt er fastsat i dette direktiv, finder anvendelse.

80

Det påhviler ikke desto mindre den forelæggende ret at efterprøve, om direktiv 2019/944 finder tidsmæssigt anvendelse på tvisten i hovedsagen, idet det fremhæves, at såfremt denne ret i sidste ende måtte finde, at det er direktiv 2009/72, der finder anvendelse på denne tvist, vil besvarelsen af det forelagte spørgsmål kunne overføres mutatis mutandis. For det første gentager definitionerne af begreberne »distribution« og »distributionssystemoperatør« i artikel 2, nr. 28) og 29), i direktiv 2019/944 nemlig definitionerne af de samme begreber, der allerede findes i direktiv 2009/72. For det andet er formålene med direktiv 2019/944 ganske vist mere præcise og detaljerede end formålene med direktiv 2009/72, og direktiv 2019/944 pålægger distributionssystemoperatørerne nye opgaver og forpligtelser. Det forholder sig imidlertid således, at begrebet »distributionssystem« allerede har en grundlæggende karakter i opbygningen af direktiv 2009/72 (jf. i denne retning dom af 17.10.2019, Elektrorazpredelenie Yug, C-31/18, EU:C:2019:868, præmis 56), og at dette direktiv allerede havde til formål at fastsætte fælles regler for bl.a. distribution af elektricitet med henblik på at forbedre og integrere konkurrencebaserede elektricitetsmarkeder i EU og navnlig allerede havde til formål at skabe et helt åbent marked, hvor alle forbrugere frit kan vælge leverandør, og alle leverandører frit kan levere til deres kunder med henblik på at gennemføre det indre marked for elektricitet (jf. i denne retning dom af 17.10.2019, Elektrorazpredelenie Yug, C-31/18, EU:C:2019:868, præmis 38 og 39), idet det i denne henseende bl.a. fastsatte en række opgaver og forpligtelser, der påhvilede operatørerne af sådanne systemer, uden at tillade, at de fraviges uden for de tilfælde, der udtrykkeligt er fastsat i det pågældende direktiv.

81

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

Artikel 2, nr. 28) og 29), og artikel 30-39 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/944 af 5. juni 2019 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ændring af direktiv 2012/27/EU

skal fortolkes således, at

disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter de forpligtelser, der påhviler en distributionssystemoperatør, ikke gælder for en virksomhed, som til erstatning af det hidtidige distributionssystem opfører og driver et energianlæg til forsyning med energi, der er produceret af et kraftvarmeværk, til flere boligblokke med op til 200 udlejede boligenheder med en årlig mængde transmitteret energi på op til 1000 MWh, idet omkostningerne til opførelsen og driften af energianlægget bæres af slutforbrugerne, der er lejere af disse boliger, og denne virksomhed sælger den producerede elektricitet til disse forbrugere, hvis dette anlæg anvendes til transmission af elektricitet ved høj-, mellem- og lavspænding med henblik på salg til kunder, og hvis ingen af de fritagelser eller undtagelser fra disse forpligtelser, der udtrykkeligt er fastsat i dette direktiv, finder anvendelse.