I. Indledning

II. Retsforskrifter

A. EU-retten

1. Forordning nr. 1024/2013

2. Direktiv 2014/59

B. National ret

III. De faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten

A. Sagens faktiske omstændigheder

B. Den appellerede dom

IV. Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande

V. Bedømmelse

A. Oversigt over appelanbringenderne og behandlingens rækkefølge

B. Appelanbringender vedrørende søgsmålets formalitet

1. Søgsmålskompetence i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF

a) Betingelsen om at være umiddelbart berørt

b) Betingelsen om at være individuelt berørt

2. Opretholdelse af søgsmålsinteressen

3. Foreløbigt resultat

C. Appelanbringender vedrørende søgsmålets realitet: overtrædelse af artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1024/2013, sammenholdt med artikel 29 i direktiv 2014/59 og TUB’s artikel 70, stk. 1?

1. Behandlingsrækkefølge

2. Finder artikel 29, stk. 1, første punktum, i direktiv 2014/59 direkte anvendelse, og har bestemmelsen forrang?

a) Opbygningen af artikel 29, stk. 1, første punktum, i direktiv 2014/59 

b) Kan artikel 29, stk. 1, i direktiv 2014/59 finde direkte anvendelse med forpligtende virkning over for banken og dens aktionærer?

3. Subsidiært: Kan ECB anvende artikel 29, stk. 1, første punktum, i direktiv 2014/59 direkte?

a) ECB som adressat for direktivbestemmelser, der finder direkte anvendelse

b) Følgerne af, at artikel 29, stk. 1, første punktum, i direktiv 2014/59 finder direkte anvendelse med forpligtende virkning for banken og dens aktionærer

4. Direktivkonform fortolkning af TUB’s artikel 69q, stk. 1, litra b), og artikel 70, stk. 1?

5. Udgør den nationale lovgivning som omhandlet i artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1024/2013 »ret« eller »faktum«?

6. Formaliteten vedrørende anbringendet om direktivkonform fortolkning af TUB’s artikel 69q, stk. 1, litra b), sammenholdt med artikel 70, stk. 1, heri

7. Foreløbigt resultat

VI. Forslag til afgørelse

1.

Disse forenede appeller fra Den Europæiske Centralbank (herefter »ECB«) og Europa-Kommissionen (herefter under ét »appellanterne«) er iværksat til prøvelse af en dom afsagt af Retten (herefter »den appellerede dom«) ( 2 ), hvorved denne annullerede ECB’s afgørelser af 1. januar og 29. marts 2019 (herefter »de omtvistede afgørelser«). Med disse afgørelser satte ECB Banca Carige SpA (herefter »banken«) under foreløbig administration ( 3 ) og forlængede denne til den 30. september 2019 ( 4 ).

2.

Sagsøger i første instans og appelindstævnte, Francesca Corneli, var en af mange mindretalsaktionærer i banken.

3.

Appellanterne har for det første gjort gældende, at Retten med urette antog søgsmålet til behandling. Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at Francesca Corneli (fortsat) har en søgsmålsinteresse i annullationen af de omtvistede afgørelser og er umiddelbart og individuelt berørt af disse som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF. Retten sondrede i denne forbindelse mellem Francesca Cornelis situation med hensyn til den foreløbige administration af banken, som ECB havde anordnet, og den situation for aktionærerne, som lå til grund for dommen i sagen ECB m.fl. mod Trasta Komercbanka m.fl. ( 5 ) (herefter »Trasta Komercbanka-dommen«). I den pågældende sag anfægtede aktionærerne nemlig ECB’s afgørelse om at tilbagekalde den pågældende banks tilladelse. Domstolen anså ikke disse aktionærer for umiddelbart berørt af denne afgørelse og afviste derfor deres annullationssøgsmål på formaliteten. Afgørelsen havde nemlig kun negative økonomiske virkninger for dem, men berørte ikke deres retsstilling ( 6 ).

4.

For det andet gør appellanterne med hensyn til realiteten nærmere bestemt gældende, at Retten tilsidesatte artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning (EU) nr. 1024/2013 ( 7 ). I denne forbindelse opstår der vigtige retsspørgsmål, som hidtil ikke er afklaret i Domstolens praksis. Disse spørgsmål vedrører betydningen af ECB’s forpligtelse, som er fastsat i denne bestemmelse, til i forbindelse med sine tilsynsbeføjelser over for kreditinstitutter inden for den fælles tilsynsmekanisme også at anvende den nationale lovgivning til gennemførelse af den relevante EU-ret, bl.a. direktiv 2014/59/EU ( 8 ), som er relevant i den foreliggende sag.

5.

Efter min opfattelse kan ECB som unionsorgan på baggrund af de grundlæggende principper om respekt for EU-rettens enhed og for retsstatsprincippet ikke være forpligtet i henhold til artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1024/2013 til med åbne øjne at tilsidesætte EU-retten ved at anvende national lovgivning, som strider mod denne. Gør den det alligevel, skal dette korrigeres af Unionens retsinstanser. Disse spørgsmål og begrundelsen for et sådant resultat er imidlertid stærkt omtvistede, også i den juridiske litteratur ( 9 ). I denne forbindelse skal der tages stilling til det lige så omtvistede spørgsmål om, hvilke kriterier der gælder for kontrollen i annullationssøgsmålet i første instans og i den efterfølgende appelprocedure med hensyn til ECB’s handlinger, når denne anvender national lovgivning ( 10 ).

6.

De EU-retlige rammer i den foreliggende sag består i det væsentlige af forordning nr. 1024/2013 og direktiv 2014/59.

7.

34. betragtning til forordning nr. 1024/2013 er affattet således:

»Ved udførelsen af sine opgaver og udøvelsen af sine tilsynsbeføjelser bør ECB anvende de materielle regler for tilsyn med kreditinstitutter. Disse regler bør bestå af den relevante EU-ret, navnlig i forordninger, der finder direkte anvendelse, eller i direktiver, såsom dem om kapitalkrav for kreditinstitutter og finansielle konglomerater. Hvis de materielle regler om tilsyn med kreditinstitutter er fastsat i direktiver, bør ECB anvende den nationale lovgivning til gennemførelse af disse direktiver. Hvis den relevante EU-ret består af forordninger og på områder, hvor disse forordninger på datoen for ikrafttrædelsen af nærværende forordning udtrykkeligt giver medlemsstaterne valgmuligheder, bør ECB også anvende den nationale lovgivning om udøvelse af sådanne valgmuligheder. Sådanne valgmuligheder bør forstås således, at de ikke omfatter valgmuligheder, der udelukkende er til rådighed for de kompetente eller udpegede myndigheder. Dette berører ikke princippet om EU-rettens forrang. Det følger heraf, at ECB, når den vedtager retningslinjer og henstillinger eller træffer afgørelser, bør tage udgangspunkt i og handle i overensstemmelse med den relevante bindende EU-ret.«

8.

Artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1024/2013 fastsætter følgende:

»Med henblik på at udføre de opgaver, som ECB overdrages ved denne forordning, og med det formål at sikre høje standarder for tilsyn anvender ECB al relevant EU-ret og, såfremt denne EU-ret består af direktiver, den nationale lovgivning til gennemførelse af disse direktiver. Hvis den relevante EU-ret består af forordninger, og hvis disse forordninger i øjeblikket udtrykkeligt giver medlemsstaterne valgmuligheder, anvender ECB også den nationale lovgivning om udøvelse af disse valgmuligheder.«

9.

39. betragtning til direktiv 2014/59 har følgende ordlyd:

»I faserne for genopretning og tidlig indgriben som fastsat i dette direktiv bør aktionærerne bevare det fulde ansvar for og den fulde kontrol med instituttet, medmindre den kompetente myndighed har udpeget en midlertidig administrator.«

10.

I 40. betragtning til dette direktiv anføres bl.a.:

»For at bevare den finansielle stabilitet er det vigtigt, at de kompetente myndigheder har mulighed for at afhjælpe forværringen af et instituts finansielle og økonomiske situation, inden instituttet når til et punkt, hvor myndighederne ikke har noget andet alternativ end at afvikle det. Med henblik herpå bør de kompetente myndigheder tillægges beføjelse til tidlig indgriben, herunder beføjelse til at udpege en midlertidig administrator enten for at erstatte eller midlertidigt arbejde sammen med et instituts ledelsesorgan eller daglige ledelse. Den midlertidige administrators opgave bør være at udøve de beføjelser, som vedkommende har fået tillagt, med henblik på at fremme løsninger til at genoprette instituttets finansielle situation. Udpegelsen af den midlertidige administrator bør ikke unødigt berøre aktionær- eller ejerrettigheder eller proceduremæssige forpligtelser, som er fastsat i Unionens eller de enkelte landes selskabsret, og bør opfylde Unionens eller medlemsstaternes internationale forpligtelser vedrørende investeringsbeskyttelse [...]«

11.

Artikel 28 i direktiv 2014/59 har overskriften »Fjernelse af den daglige ledelse og ledelsesorganet« og fastsætter følgende:

»Hvis der er sket en betydelig forværring af et instituts finansielle situation, eller hvis der forekommer alvorlige overtrædelser af love, administrative bestemmelser eller instituttets vedtægter eller alvorlige administrative uregelmæssigheder, og hvis andre foranstaltninger truffet i overensstemmelse med artikel 27 ikke er tilstrækkelige til at vende situationen, sikrer medlemsstaterne, at de kompetente myndigheder kan kræve, at instituttets daglige ledelse eller ledelsesorgan fjernes i sin helhed, eller for så vidt angår enkeltpersoner. Udpegelsen af ny daglig ledelse eller nyt ledelsesorgan foretages i overensstemmelse med national ret og EU-retten og er underlagt den kompetente myndigheds godkendelse eller samtykke.«

12.

Artikel 29 i direktiv 2014/59 har overskriften »Midlertidig administrator« og fastsætter følgende:

»1.   Hvis udskiftning af den daglige ledelse eller ledelsesorganet som omhandlet i artikel 28 af den kompetente myndighed anses for at være utilstrækkeligt til at rette op på situationen, sikrer medlemsstaterne, at de kompetente myndigheder kan udpege en eller flere midlertidige administratorer til instituttet. De kompetente myndigheder kan, ud fra hvad der er rimeligt under omstændighederne, udpege en hvilken som helst midlertidig administrator enten til at overtage instituttets ledelsesorgan midlertidigt eller til midlertidigt at arbejde sammen med instituttets ledelsesorgan, og den kompetente myndighed skal præcisere sin afgørelse ved udpegelsen. Hvis den kompetente myndighed udpeger en midlertidig administrator til at arbejde sammen med instituttets ledelsesorgan, præciserer den endvidere ved udpegelsen den midlertidige administrators rolle, pligter og beføjelser og eventuelle krav om, at instituttets ledelsesorgan skal høre den midlertidige administrator eller indhente dennes samtykke, inden den træffer bestemte afgørelser eller foranstaltninger. Den kompetente myndighed er forpligtet til at offentliggøre udpegelsen af en eventuel midlertidig administrator, undtagen hvis den midlertidige administrator ikke har beføjelse til at repræsentere instituttet. Medlemsstaterne sikrer endvidere, at en eventuel midlertidig administrator har de nødvendige kvalifikationer og evner samt den fornødne viden til at kunne varetage sine opgaver og er helt fri af interessekonflikter.

2.   Den kompetente myndighed angiver ved udpegelsen den midlertidige administrators beføjelser, ud fra hvad der er rimeligt efter omstændighederne. Beføjelserne kan omfatte nogle eller alle ledelsesorganets beføjelser i instituttet i henhold til dettes vedtægter og national ret, herunder beføjelse til at udøve nogle af eller alle ledelsesorganets administrative opgaver. Den midlertidige administrators beføjelser i forhold til instituttet skal være i overensstemmelse med den gældende selskabsret.

3.   Den kompetente myndighed angiver ved udpegelsen den midlertidige administrators rolle og opgaver, som kan omfatte en vurdering af instituttets finansielle stilling, forvaltning af dets forretningsaktiviteter eller en del heraf for at bevare eller genoprette instituttets finansielle stilling og træffe foranstaltninger til genopretning af en forsvarlig og forsigtig forvaltning af instituttets forretningsaktiviteter. Den kompetente myndighed præciserer ved udpegelsen eventuelle begrænsninger i den midlertidige administrators rolle og opgaver.

4.   Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har enekompetence til at udpege og fjerne en midlertidig administrator. Den kompetente myndighed kan fjerne en midlertidig administrator når som helst og med enhver begrundelse. Den kompetente myndighed kan når som helst ændre betingelserne for udpegelse af en midlertidig administrator med forbehold af nærværende artikel.

5.   Den kompetente myndighed kan kræve, at visse af en midlertidig administrators handlinger skal forhåndsgodkendes af den kompetente myndighed. Den kompetente myndighed angiver alle sådanne krav ved udpegelsen af en midlertidig administrator eller i forbindelse med en ændring af betingelserne for udpegelsen af en midlertidig administrator.

Den midlertidige administrator må under alle omstændigheder kun udøve beføjelsen til at indkalde til generalforsamling i instituttet og fastlægge dagsordenen for generalforsamlingen med den kompetente myndigheds forudgående samtykke.

6.   Den kompetente myndighed kan stille krav om, at den midlertidige administrator med mellemrum, der fastsættes af den kompetente myndighed, og ved afslutningen af sit mandat udarbejder rapporter om instituttets finansielle stilling og om de handlinger, administratoren har udført i løbet af sin ansættelse.

7.   En midlertidig administrator må ikke udpeges for mere end et år. Denne periode kan undtagelsesvis fornyes, hvis betingelserne for udpegelse af en midlertidig administrator fortsat er opfyldt. Den kompetente myndighed er ansvarlig for at afgøre, om det er hensigtsmæssigt at bibeholde en midlertidig administrator, og for at begrunde en eventuel beslutning herom over for aktionærerne.

8.   Med forbehold af nærværende artikel må udpegelsen af en midlertidig administrator ikke medføre tilsidesættelse af aktionærrettigheder i henhold til Unionens eller de enkelte landes selskabsret.

9.   Medlemsstaterne kan i overensstemmelse med national ret begrænse en midlertidig administrators ansvar for handlinger og undladelser under varetagelsen af vedkommendes opgaver som midlertidig administrator i henhold til stk. 3.

10.   En midlertidig administrator, der er udpeget i henhold til nærværende artikel, anses ikke for at være en skyggedirektør eller en de facto-direktør i henhold til national ret.«

13.

Direktiv 2014/59 blev gennemført i italiensk ret ved Decreto legislativo (lovdekret) nr. 181/2015 af 16. november 2015 ( 11 ).

14.

Artikel 8 i lov nr. 114 af 9. juli 2015 ( 12 ), som fastlægger de nødvendige principper og hovedkriterier for udøvelsen af beføjelserne, fastsætter bl.a.:

»1.   Ved udøvelsen af beføjelsen til at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 er regeringen forpligtet til foruden de i artikel 1, stk. 1, nævnte principper og hovedkriterier også at følge principperne og kriterierne i direktiv 2014/59/EU og følgende specifikke hovedprincipper og ‑kriterier:

[...]«

15.

Ved lovdekret nr. 181 ændredes Testo unico bancario (bank- og kreditloven, herefter »TUB«) ( 13 ). I afsnit 01-I, som har overskriften »Tidlig indgriben«, blev artikel 69q indføjet, hvis stk. 1, litra b), er affattet således:

»Banca d’Italia [(den italienske centralbank)] kan tage følgende foranstaltninger over for en bank eller over for moderselskabet for en bankkoncern:

[...]

16.

TUB’s artikel 69t tillægger tilsynsmyndigheden beføjelse til at afskedige enkelte medlemmer af administrations- og kontrolorganer samt af generaldirektionen.

17.

TUB’s artikel 70, stk. 1, som er indføjet i afsnit I under overskriften »Ekstraordinær administration«, fastsætter:

»Banca d’Italia [(den italienske centralbank)] kan opløse de organer, der udøver administrations- og kontrolfunktioner i bankerne, i tilfælde af overtrædelse eller uregelmæssighed som omhandlet i artikel 69q, stk. 1, litra b), [eller] hvis der forventes alvorlige økonomiske tab, eller når der ved begrundet anmodning fra administrationsorganerne eller fra en ekstraordinær generalforsamling anmodes om opløsning.«

18.

Banken er et børsnoteret kreditinstitut med hjemsted i Italien, som siden 2014 har været underlagt ECB’s direkte tilsyn. Selskabet kumulerede underskud på mere end 1,6 mia. EUR i perioden fra december 2014 til den 1. januar 2019. På tidspunktet for sagens anlæg for Retten ejede Francesca Corneli 200000 ordinære aktier svarende til 0,000361% af kapitalandelene i banken.

19.

Fra 2016 til udgangen af 2018 traf ECB forgæves flere foranstaltninger til at rekapitalisere og stabilisere banken for at give den mulighed for atter at leve op til kapitalkravene i henhold til artikel 27, stk. 1, i direktiv 2014/59 ( 14 ).

20.

Med den første omtvistede afgørelse af 1. januar 2019, som var støttet på TUB’s artikel 69q, 70 og 98, sammenholdt med artikel 29 i direktiv 2014/59, satte ECB banken under midlertidig administration (herefter også »afgørelsen om midlertidig administration«) og anordnede navnlig følgende foranstaltninger:

21.

Den 2. januar 2019 orienterede ECB og banken ved samtidige pressemeddelelser om vedtagelsen af afgørelsen om midlertidig administration. Commissione Nazionale per le Società e la Borsa (den nationale virksomheds- og børstilsynsmyndighed, Italien) suspenderede derefter handelen med de af banken udstedte eller garanterede værdipapirer, »indtil denne afgørelse træder i kraft eller indtil en omfattende informationsramme for disse værdipapirer er reetableret, navnlig som følge af nye initiativer fra tilsynsmyndighederne«.

22.

Med den anden omtvistede afgørelse af 29. marts 2019 forlængede ECB varigheden af den midlertidige administration til den 30. september 2019 (herefter også »den første afgørelse om forlængelse«). Dette meddelte banken i en pressemeddelelse den 30. marts 2019.

23.

Ved afgørelse af 30. september 2019 forlængede ECB den midlertidige administration til den 31. december 2019 (herefter »den anden afgørelse om forlængelse«).

24.

Ved afgørelse af 20. december 2019 forlængede ECB den midlertidige administration til den 31. januar 2020 med henblik på at gøre det muligt at afslutte indsatsen vedrørende styrkelse af kapitalgrundlaget (herefter »den tredje afgørelse om forlængelse«).

25.

Ifølge parternes overensstemmende oplysninger i besvarelsen af Domstolens skriftlige og mundtlige spørgsmål blev banken i september 2019 rekapitaliseret gennem Fondo Interbancario di Tutela dei Depositi (FITD) ( 15 ) på grundlag af en rammeaftale, som blev indgået af de midlertidige administratorer og godkendt af bankens ekstraordinære generalforsamling. FITD solgte i sommeren 2022 sine andele i banken til BPER Banca S.p.a. Den efterfølgende »squeeze out«-procedure førte til, at Francesca Corneli i september 2022 måtte sælge sine andele og dermed mistede sin status som (mindretals)aktionær i banken.

26.

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 11. juli 2019 anlagde Francesca Corneli søgsmål med påstand om annullation af de omtvistede afgørelser. Kommissionen støttede som intervenient ECB’s påstande om frifindelse.

27.

Ved den appellerede dom annullerede Retten de omtvistede afgørelser. I øvrigt afviste den søgsmålet, for så vidt som det generelt var rettet mod enhver handling, som fulgte efter den første omtvistede afgørelse, eller en senere handling, dvs. inklusive den anden og den tredje afgørelse om forlængelse.

28.

Retten afviste ECB’s indsigelse om afvisning af sagen på formaliteten, som blev støttet af Kommissionen, med den begrundelse, at Francesca Corneli som mindretalsaktionær i banken er umiddelbart og individuelt berørt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF af de omtvistede afgørelser og har en søgsmålsinteresse. Hun har således søgsmålskompetence ( 16 ).

29.

Hvad angår realiteten fastslog Retten nærmere bestemt, at ECB støttede de omtvistede afgørelser på et utilstrækkeligt retsgrundlag. Afgørelserne var baseret på en »betydelig forværring af [bankens] situation« som omhandlet i TUB’s artikel 70, stk. 1, som gennemfører artikel 29 i direktiv 2014/59, selv om denne (nationale) bestemmelse ikke indeholder en sådan betingelse. En sådan findes kun i TUB’s artikel 69q, stk. 1, litra b), som gennemfører direktivets artikel 28. Sidstnævnte (nationale) bestemmelse regulerer kun »afskedigelse« af bankens administrations- eller kontrolorganer, men ikke beføjelsen til at sætte banken under midlertidig administration gennem »opløsning« af disse organer, som er fastsat i TUB’s artikel 70. TUB’s artikel 69q og 70 omhandler derfor forskellige tilfælde samt – henset til ordlyden i artikel 28 og 29 i direktiv 2014/59 – foranstaltninger til indgreb af forskellig intensitet, som skal træffes efter hinanden, og som afhænger af forskellige, hver især udtømmende (alternative) betingelser. Betingelsen om »forværring af bankens situation« gælder derfor ikke for foranstaltninger i henhold til TUB’s artikel 70, og ECB overtrådte således denne bestemmelse ( 17 ).

30.

På grund af den klare ordlyd af TUB’s artikel 69q og 70 og de begreber, der anvendes heri, kommer det efter Rettens opfattelse heller ikke i betragtning at foretage en fortolkning, som er i overensstemmelse med EU-retten. Den foranstaltning, som ECB traf, er nemlig den, der er fastsat i TUB’s artikel 70, og dennes betingelser skal derfor være opfyldt ( 18 ). »Forværring af bankens situation«, som er fastsat i TUB’s artikel 69q, »er ikke et generisk udtryk, men en betingelse, der er fastsat i en lovtekst, der henviser til en udtømmende liste over fire alternative betingelser«, og kan derfor ikke begrunde en foranstaltning i henhold til TUB’s artikel 70 ( 19 ).

31.

Desuden er ECB ikke forpligtet til at anvende direktiv 2014/59 med det formål at anordne midlertidig administration af banken i tilfælde af en betydelig forværring af dennes situation. Dette følger lige så lidt af dens pligt i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1024/2013 til at anvende den nationale lovgivning til gennemførelse af direktiver. Denne bestemmelse kan ikke forstås således, »at den indeholder to forskellige kilder til forpligtelser, nemlig hele EU-retten, herunder direktiverne, hvortil skal tilføjes den nationale lovgivning, der gennemfører dem«. En sådan fortolkning ville nemlig ifølge Retten forudsætte, »at de nationale bestemmelser adskiller sig fra direktiverne, og at de to typer af dokumenter i et sådant tilfælde finder anvendelse på ECB, som særskilte normative kilder« ( 20 ). Det ville imidlertid være i strid med artikel 288 TEUF. I øvrigt kan et direktiv ikke i sig selv skabe forpligtelser for private. Den fejl, som ECB har begået, kan således ikke afhjælpes ved en fri fortolkning af TUB’s artikel 70 i lyset af direktiv 2014/59 ( 21 ).

32.

De øvrige syv anbringender, som Retten identificerede ( 22 ), prøvede den ikke.

33.

For så vidt som Francesca Corneli med formuleringen »alle efterfølgende eller senere afgørelser« i stævningen, i svarskriftet og en yderligere skrivelse også anfægtede den anden og den tredje afgørelse om forlængelse, afviste Retten dette med den begrundelse, at det var for generelt og ikke opfyldte betingelserne i Rettens procesreglements artikel 76, litra d), og artikel 86, fordi det ikke var identificeret tilstrækkeligt i stævningen ( 23 ).

34.

Ved appelskrift indgivet til Domstolens Justitskontor den 21. december 2022 har ECB iværksat appel i sag C-777/22 P.

35.

Ved appelskrift indgivet til Domstolens Justitskontor den 22. december 2022 har Kommissionen iværksat appel i sag C-789/22 P.

36.

Efter anmodning fra Kommissionen og ECB af 18. henholdsvis 20. januar 2023 besluttede Domstolens præsident den 8. februar 2023 at forene sag C-777/22 P og sag C-789/22 P i henhold til artikel 54 i Domstolens procesreglement.

37.

Ved dokument indleveret til Domstolens Justitskontor den 20. marts 2023 har Italien i henhold til artikel 40, stk. 1, i statutten for Domstolen anmodet om tilladelse til at intervenere til støtte for ECB’s og Kommissionens påstande. Ved afgørelse af 17. april 2023 imødekom Domstolens præsident denne anmodning. Italien indgav sit interventionsindlæg den 26. maj 2023.

38.

ECB, støttet af Italien, har nedlagt følgende påstande:

39.

Kommissionen, støttet af Italien, har nedlagt følgende påstande:

40.

Francesca Corneli har nedlagt følgende påstande:

41.

Efter anmodning fra ECB og Italien af 3. henholdsvis 6. november 2023 blev de forenede sager den 7. maj 2024 henvist til Domstolens store afdeling.

42.

Den 7. maj 2024 opfordrede Domstolen parterne til at besvare visse spørgsmål skriftligt, hvilket de gjorde inden for de herfor fastsatte frister.

43.

Parterne afgav mundtlige indlæg og besvarede Domstolens spørgsmål i retsmødet den 25. juni 2024.

44.

I sag C-777/22 P har ECB, støttet af Italien, gjort to appelanbringender gældende.

45.

Med det første appelanbringende har ECB gjort gældende, at Retten begik flere retlige fejl i forbindelse med bedømmelsen af, om Francesca Corneli er »umiddelbart og individuelt berørt« som omhandlet i artikel 264, stk. 4, TEUF, samt bedømmelsen af hendes søgsmålsinteresse. Med det andet appelanbringende har ECB gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl i forbindelse med vurderingen af det retsgrundlag, som ECB anvendte ved vedtagelsen af de omtvistede afgørelser; denne bedømmelse burde i henhold til artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1024/2013 være sket på grundlag af den relevante nationale ret i sin helhed og fortolkningsmetoderne for denne. Dette vedrører navnlig TUB’s artikel 69q, stk. 1, litra b), og artikel 70, stk. 1, i de italienske retsinstansers fortolkning.

46.

I sag C-789/22 P har Kommissionen, støttet af Italien, gjort fem appelanbringender gældende, som delvis overlapper med ECB’s.

47.

Med det første appelanbringende har Kommissionen gjort den samme retlige fejl fra Rettens side i forbindelse med anvendelsen af artikel 263, stk. 4, TEUF gældende, som ECB med sit første appelanbringende. Med sit andet appelanbringende har Kommissionen gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl i forbindelse med anvendelsen af sit procesreglements artikel 84, idet den i strid med reglementet af egen drift efterprøvede en materiel retsmangel og traf afgørelse ultra petita. Med sit tredje appelanbringende har Kommissionen – i lighed med ECB’s tredje appelanbringende – gjort gældende, at der angiveligt blev begået en retlig fejl i forbindelse med fortolkningen af artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1024/2013 og TUB’s artikel 70, stk. 1. Det fjerde appelanbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 288, stk. 3, TEUF, støttet på, at Retten med urette fastslog, at TUB’s artikel 70, stk. 1, ikke kan fortolkes på en måde, der er i overensstemmelse med artikel 29 i direktiv 2014/59. Endelig har Kommissionen med sit femte appelanbringende gjort gældende – ligeledes i lighed med ECB’s andet appelanbringende – at Retten begik flere fejl ved vurderingen af forholdet mellem national ret og direktiver, herunder tilsidesættelse af artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1024/2013 og artikel 288, stk. 2 og 3, TEUF, samt tilsidesættelse af de relevante direktivers direkte virkning.

48.

Jeg vil først under ét prøve appelanbringenderne vedrørende søgsmålets formalitet ( 24 ) (under B). Efterfølgende undersøger jeg, ligeledes under ét, de appelanbringender, som vedrører Rettens vurderinger vedrørende realiteten ( 25 ) (under C).

49.

Appelanbringenderne vedrørende søgsmålets formalitet vedrører for det første spørgsmålet, om Francesca Corneli er umiddelbart og individuelt berørt af de omtvistede afgørelser som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF (under 1), og for det andet hendes (fortsatte) interesse i annullationen af disse.

50.

I denne forbindelse skal det bemærkes, at Domstolen i appelsagen af egen drift skal prøve søgsmålets formalitet, herunder den fortsatte søgsmålsinteresse, uafhængigt af parternes anbringender og Rettens bedømmelse ( 26 ). Allerede af denne grund kan Francesca Cornelis formalitetsindsigelse vedrørende ECB’s første appelanbringende ikke tages til følge og skal forkastes.

51.

I henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF kan en person, til hvem den anfægtede retsakt ikke er rettet, kun indgive klage, hvis retsakten berører den pågældende »umiddelbart og individuelt«. Jeg vil først undersøge, om Francesca Corneli er umiddelbart berørt af de omtvistede afgørelser.

52.

Ifølge fast retspraksis skal to kumulative kriterier være opfyldt, for at en person kan anses for »umiddelbart berørt« som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF. For det første skal den anfægtede foranstaltning have umiddelbar indvirkning på den pågældendes retsstilling. For det andet må foranstaltningen ikke må overlade et skøn til adressaterne, der skal gennemføre den, men gennemførelsen skal ske helt automatisk. Denne skal udelukkende ske i medfør af EU-reglerne uden anvendelse af andre mellemkommende regler ( 27 ).

53.

Som Retten korrekt anførte under henvisning til denne retspraksis ( 28 ), har de omtvistede afgørelser direkte negativ indvirkning på Francesca Cornelis retsstilling som aktionær i banken. Dette vedrører udøvelsen af hendes deltagelses-, stemme- og øvrige rettigheder, som er fastsat i bankens vedtægter. I modsætning til, hvad ECB har gjort gældende, ses der i denne forbindelse ingen tilsidesættelse og da slet ingen fordrejning af de relevante regler i bankens vedtægter om aktionærernes rettigheder. Navnlig berører de omtvistede afgørelser retten til at vælge bankens ledelses- og tilsynsorganer (artikel 18 og 26), indkalde til aktionærernes generalforsamling og fastsætte dagsordenen (artikel 10, stk. 4). Dette gælder ligeledes for betingelserne for, at denne generalforsamling eller en bestemt andel af aktionærerne i henhold til den italienske civile lovbogs artikel 2393 og 2393a kan drage bankens bestyrelse og tilsynsråd til ansvar ( 29 ).

54.

Idet de omtvistede afgørelser anordnede henholdsvis forlængede den midlertidige administration af banken, suspenderede eller begrænsede de udøvelsen af disse rettigheder og greb dermed umiddelbart ind i aktionærernes retsstilling, herunder Francesca Cornelis retsstilling. I kraft af denne anordning overgik retten til at vælge bankens ledelses- og tilsynsorganer samt til at indkalde aktionærernes generalforsamling og fastsætte dagsordenen for denne til de midlertidige administratorer. Denne suspension eller begrænsning af aktionærernes deltagelses- eller stemmerettigheder fremgår af TUB’s artikel 70, stk. 2, sammenholdt med artikel 72, stk. 6, heri, som fastsætter, at disse rettigheder automatisk overgår til de midlertidige administratorer ( 30 ). Desuden begrænsede anordningen af den midlertidige administration i henhold til TUB’s artikel 72, stk. 9, bankens ledelses- og tilsynsorganers civilretlige hæftelse til forsætlighed eller tilfælde af grov uagtsomhed, som kun kunne gøres gældende for retten af de midlertidige administratorer efter forudgående godkendelse fra Banca d’Italia. Desuden blev disse midlertidige administratorer i henhold til TUB’s artikel 72, stk. 5, tillagt beføjelse til efter forudgående godkendelse fra Banca d’Italia at indlede erstatningssøgsmål mod medlemmerne af bankens opløste organer eller bankens administrative direktør. Dermed fratoges aktionærernes generalforsamling eller de aktionærer, der til sammen har en vis andel af kapitalen, retten til at indlede et sådant søgsmål i henhold til den italienske civile lovbogs artikel 2393 og 2393a ( 31 ).

55.

Retten lagde med rette en sådan begrænsning af aktionærernes, herunder Francesca Cornelis, deltagelses- eller stemmerettigheder til grund, uafhængigt af, at en gyldig udøvelse af disse i henhold til bankens vedtægter til dels kræver en vis andel, nemlig 1%, af de andele, der ejes af disse aktionærer ( 32 ). Alle disse deltagelse- eller stemmerettigheder har nemlig – i lighed med en borgers stemmeret ved demokratiske valg – en selvstændig værdi. Denne værdi er uafhængig af spørgsmålet, om udøvelsen af disse rettigheder er tilstrækkeligt til faktisk at påvirke bankens væsentlige organisatoriske eller forretningsmæssige beslutninger. Deltagelses- eller stemmerettighederne omfatter og beskytter nemlig allerede den retlige mulighed for at deltage i sådanne beslutningsprocesser og påvirke deres udfald. Dette anerkendte Retten korrekt, da den fastslog, at ECB’s og Kommissionens anbringende »ser bort fra den stemmeret, der gør det muligt for hver aktionær individuelt at deltage i valget af de medlemmer [af generalforsamlingen], der skal have sæde i ledelses- og tilsynsorganerne« ( 33 ). Med anordningen af den midlertidige administration bortfalder denne retlige mulighed for at påvirke bankens ledelse imidlertid automatisk.

56.

Den omstændighed, at en mindretalsaktionær eventuelt kun kan opnå de relevante stemmeandele sammen med andre (mindretals)aktionærer, er derfor uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt den pågældendes deltagelses- eller stemmerettigheder i sig selv er blevet begrænset. Den eventuelle opnåelse af en sådan stemmeandel er kun relevant for det efterfølgende spørgsmål, om udøvelsen af deltagelses- eller stemmerettighederne også er tilstrækkeligt til at opnå de ønskede retsvirkninger (som f.eks. indkaldelse af generalforsamlingen eller fastsættelse af dagsordenen for denne). Dette kan imidlertid hverken rokke ved, at disse individuelle rettigheder består, eller at det er nødvendigt at beskytte udøvelsen af dem ( 34 ). Som Retten med rette fastslog i den appellerede doms præmis 43-45, skal appellanternes argument om, at de pågældende beslutningsrettigheder kun tilkommer generalforsamlingen eller en andel af aktionærerne, som ejer en bestemt del af kapitalen, men ikke den enkelte aktionær, som kun har stemmeret, forkastes.

57.

I Trasta Komercbanka-dommen ( 35 ) bekræftede Domstolen desuden indirekte, at i et tilfælde som det foreliggende, som – til forskel fra den omtvistede tilbagekaldelse af tilladelsen i den pågældende sag – kun vedrører anordning af midlertidig administration af en bank, kan begrænsningen at aktionærernes ret til at deltage i ledelsen være tilstrækkeligt til, at de skal anses for umiddelbart berørt. Begrænsningen af disse rettigheder svarer nemlig i sidstnævnte tilfælde ikke til de negative, rent økonomiske virkninger for banken og dens aktionærer, som ville følge af tilbagekaldelsen af dens tilladelse eller sågar likvidation ( 36 ). Domstolen har desuden udtrykkeligt anerkendt, at selv beslutningen om likvidation af en bank berører aktionærernes ret til at deltage i bankens ledelse umiddelbart, idet den overdrager denne ret til likvidator. I Trasta Komercbanka-sagen var denne beslutning imidlertid udelukkende baseret på lettisk ret. Den skyldtes derfor hverken EU-retten eller ECB’s omtvistede afgørelse om tilbagekaldelse af tilladelsen, og aktionærerne var således ikke umiddelbart berørt af sidstnævnte ( 37 ) Som Retten med rette anførte ( 38 ), forholder det sig imidlertid anderledes i tilfælde af en beslutning fra ECB om at sætte en bank under midlertidig administration.

58.

ECB kan ikke afkræfte dette resultat ved at henvise til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«) dom i sagen Albert m.fl. mod Ungarn ( 39 ).

59.

For det første er søgsmålsinteressen i henhold til EMRK’s artikel 34, som Menneskerettighedsdomstolen prøvede, ikke identisk med betingelserne for søgsmålskompetencen i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF. For det andet anerkender Menneskerettighedsdomstolen principielt aktionærerne i en bank som »umiddelbart berørt« som omhandlet i EMRK’s artikel 34, hvis klagen er rettet mod handlinger, som både berører denne bank og dens aktionærers rettigheder. Dette princip begrænses kun, enten hvis banken og dens aktionærer er så tæt integreret i hinanden, at det ville være kunstigt at sondre mellem dem, eller hvis dette er begrundet ved »ekstraordinære omstændigheder«. Menneskerettighedsdomstolen anerkendte således lige som Domstolen i Trasta Komercbanka-dommen (ovenfor, punkt 57), at der skal sondres mellem handlinger, som umiddelbart berører aktionærernes rettigheder (til at deltage i bankens ledelse), og de handlinger, som (kun) er rettet mod banken. Disse handlinger skader nemlig ikke de økonomiske interesser for aktionærerne i denne bank, men ændrer deres retsstilling inden for bankens ledelsesstruktur ( 40 ).

60.

I dommen i sagen Alberti m.fl. mod Ungarn anså Menneskerettighedsdomstolen ganske vist ikke aktionærernes rettigheder for »umiddelbart berørt«. For det første kunne de nemlig udøve disse rettigheder med hensyn til den omtvistede fusion mellem de to berørte banker under beslutningsproceduren og afstemningen herom. For det andet var disse rettigheder – på grund af de individuelle kapitalandeles for lille omfang – ikke tilstrækkelige til at kontrollere en af disse banker. Menneskerettighedsdomstolen lagde derfor til grund, at de omtvistede, primært virksomhedsrelaterede foranstaltninger – til forskel fra de sager om kunstig udhuling af aktionærernes stemmeret eller annullation af aktier, som den tidligere havde afgjort ( 41 ) – kun havde en »sekundær og indirekte« indflydelse på de enkelte aktionærers rettigheder som sådan ( 42 ).

61.

Den særlige situation med en fusion mellem to banker kan imidlertid ikke sammenlignes med situationen i den foreliggende sag, hvor en bank blot bliver sat under midlertidig administration. De to fusionerede banker ophørte nemlig med at eksistere og agere på markedet i deres hidtidige form. En endelig, strukturel ændring af en bank og dens aktiviteter samt de dermed forbundne økonomiske virkninger er imidlertid noget andet end en midlertidig administration, hvor kontrollen over en banks aktiviteter kun midlertidigt ligger i andre hænder, og dennes virkninger på aktionærernes rettigheder. ECB’s argument, som er støttet på Menneskerettighedsdomstolens retspraksis vedrørende bankfusioner, kan derfor ikke overføres til den foreliggende sag og må forkastes.

62.

Desuden blev bankens aktionærers deltagelses- eller stemmerettigheder suspenderet og begrænset automatisk som følge af den midlertidige administration, som blev anordnet henholdsvis forlænget i de omtvistede afgørelser. Det krævede ikke en mellemkommende skønsbaseret beslutning eller en særskilt gennemførelsesretsakt ( 43 ). Retten kunne derfor uden retsfejl fastslå, at Francesca Corneli var umiddelbart berørt af disse afgørelser som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF ( 44 ).

63.

Spørgsmålet om, hvorvidt Francesca Corneli også opfylder kriteriet om at være individuelt berørt, skal kun prøves, hvis de omtvistede afgørelser ikke udgør »regelfastsættende retsakter« som omhandlet i artikel 263, stk. 4, tredje alternativ, TEUF, som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger. Dette begreb omfatter ifølge fast praksis alle almengyldige ikkelovgivningsmæssige retsakter. Dette kræver, at en sådan retsakt finder anvendelse på objektivt bestemte situationer og har retsvirkninger for generelt og abstrakt fastlagte persongrupper ( 45 ).

64.

Denne betingelse er ikke opfyldt i den foreliggende sag. De omtvistede afgørelser var adresseret direkte til banken, altså til en juridisk person, og vedrørte også det antal aktionærer, som fandtes på tidspunktet for afgørelsernes vedtagelse. Derfor skal det prøves, om Francesca Corneli i sin egenskab af aktionær på daværende tidspunkt opfyldte kriteriet om at være individuelt berørt.

65.

Retten lagde efter min opfattelse med rette til grund under henvisning til Domstolens praksis, at Francesca Corneli var individuelt berørt ( 46 ).

66.

Det følger af fast retspraksis, at andre personer end en foranstaltnings adressat kun er berørt individuelt, hvis foranstaltningen rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten ( 47 ). Specielt med hensyn til foranstaltninger af abstrakt og generel karakter har Domstolen fastslået, at den omstændighed, at det er muligt med større eller mindre nøjagtighed at fastlægge antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, som en foranstaltning finder anvendelse på, ikke indebærer, at de pågældende retssubjekter må anses for individuelt berørt af foranstaltningen, når det kan fastslås, at foranstaltningen finder anvendelse på grundlag af objektive retlige eller faktiske kriterier, som er opstillet i den pågældende retsakt ( 48 ).

67.

Retten anførte korrekt ( 49 ), at Francesca Corneli på tidspunktet for vedtagelsen af de omtvistede (konkrete og individuelle) afgørelser kunne identificeres i sin egenskab af aktionær og således som medlem af den klart afgrænsede gruppe af alle bankens aktionærer. Disse afgørelser greb desuden ind i udøvelsen af hendes deltagelses- og stemmerettigheder i denne egenskab, som var tilkendt ved bankens vedtægter (ovenfor, punkt 53 ff.). De berørte derfor ikke kun Francesca Corneli i hendes »objektive« egenskab af aktionær (i forhold til aktionærer i andre selskaber), som appellanterne hævder, men som en indehaver af en andel af bankens aktiekapital, som entydigt kunne identificeres på dette tidspunkt. Denne foranstaltning havde desuden netop til formål at suspendere bankens aktionærers deltagelses- og stemmerettigheder (og ikke rettighederne for aktionærer i andre selskaber) (ovenfor, punkt 54), for at lette saneringen af denne.

68.

Argumentet, som især fremføres af ECB, og hvorefter ca. 35000 aktionærer i banken ville skulle anses for individuelt berørt og dermed have søgsmålskompetence, kan ikke rokke ved denne bedømmelse. Som Retten med rette fastslog, er det uden betydning, hvilket antal potentielle sagsøgere der alt efter den anfægtede foranstaltnings art er berørt, hvis disse på tidspunktet for vedtagelsen kunne identificeres som medlemmer af en fast afgrænset gruppe, og denne foranstaltning (målrettet) griber ind i deres eksisterende rettigheder ( 50 ). Dette gælder i den foreliggende sag så meget desto mere, som de omtvistede afgørelser ikke er almengyldige foranstaltninger, men konkrete og individuelle (ovenfor, punkt 64 og 66).

69.

Retten fastslog derfor med rette, at Francesca Corneli var individuelt berørt af de omtvistede afgørelser som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF. Det er derfor ufornødent at tage stilling til, om den af Kommissionen anfægtede supplerende begrundelse, navnlig i den appellerede doms præmis 73-75 (som svar på Kommissionens anbringende i første instans), er behæftet med retsfejl.

70.

Herefter skal det prøves, om Francesca Corneli i lyset af, at den midlertidige administration af banken er afsluttet, og at hun uomtvistet har mistet sin egenskab af aktionær, fortsat kan gøre en (søgsmåls)interesse i annullation af de omtvistede afgørelser gældende og har godtgjort dette.

71.

Retten prøvede ganske vist, om Francesca Corneli har en egen søgsmålsinteresse, som adskiller sig fra bankens, og lagde dette til grund med den begrundelse, at de omtvistede afgørelser indvirker på udøvelsen af hendes rettigheder som aktionær ( 51 ). Dette vedrører navnlig retten til at indkalde til generalforsamling med henblik på at foreslå, at der anlægges sag, eller retten til at tilføje et sådant punkt på dagsordenen for en sådan generalforsamling ( 52 ). Denne særskilte søgsmålsinteresse for Francesca Corneli er begrundet i hendes krav om specielt at beskytte hendes deltagelses- og stemmerettigheder, som er knyttet til hendes selskabsretlige position som aktionær. Dermed gentog Retten imidlertid nærmere bestemt kun begrundelsen for, at Francesca Corneli var umiddelbart berørt (ovenfor, punkt 53 ff.), uden at behandle spørgsmålet om, hvorvidt Francesca Corneli i betragtning af, at fristen for den midlertidige administration af banken i den første afgørelse om forlængelse var udløbet, fortsat havde en sådan søgsmålsinteresse frem til tidspunktet for afsigelsen af den appellerede dom. Den afkrævede hende heller ikke dokumentation herfor.

72.

Spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren har godtgjort sin søgsmålsinteresse, og at denne fortsat består, er et retsspørgsmål, som skal adskilles fra godtgørelsen af søgsmålskompetencen som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, og som henhører under den kontrol, som Domstolen udøver inden for rammerne af en appel ( 53 ).

73.

I henhold til fast retspraksis kan et annullationssøgsmål, der anlægges af en fysisk eller juridisk person, kun antages til realitetsbehandling, såfremt sagsøgeren har en retlig interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres. Dette er betinget af, at annullationen kan tilføre den pågældende en fordel. Denne interesse skal som en væsentlig betingelse for antagelse til realitetsbehandling bestå indtil retsafgørelsen, idet det i modsat fald findes ufornødent at træffe afgørelse ( 54 ).

74.

Den fortsat bestående søgsmålsinteresse kan ifølge fast praksis bl.a. støttes på, at en annullationsdom tjener til at forberede et erstatningssøgsmål ( 55 ). Muligheden for at anlægge et erstatningssøgsmål er således et tilstrækkeligt grundlag for en sådan søgsmålsinteresse, skønt denne ikke kan være teoretisk ( 56 ). I denne forbindelse er det ikke afgørende, om søgsmålene for Unionens retsinstanser eller for de nationale retsinstanser sandsynligvis er velbegrundede eller har samme genstand. Det er derimod nødvendigt, at den påståede annullation af den anfægtede retsakt kan påvirke dette andet søgsmål ( 57 ), altså i det mindste delvis er en forudsætning for dette.

75.

Francesca Corneli har på Domstolens skriftlige og mundtlige spørgsmål oplyst, at hendes søgsmålsinteresse, som er støttet på tabet af hendes andele og deltagelses- eller stemmerettigheder som aktionær i banken, navnlig fortsat består med henblik fremtidige erstatningssøgsmål. Hun har i sinde at rejse et sådant søgsmål mod de instanser samt juridiske og fysiske personer, som var involveret i den midlertidige administration af banken, omstruktureringen af den og salget af hendes andele; dette forudsætter, at Unionens retsinstanser annullerer de omtvistede afgørelser. I denne forbindelse har hun korrekt gjort gældende, at forældelsesfristen på fem år i henhold til artikel 46 i statutten for Domstolen for at anlægge erstatningssøgsmål bl.a. mod ECB i henhold til artikel 268 TEUF, sammenholdt med artikel 340, stk. 3, TEUF, endnu ikke er udløbet ( 58 ).

76.

Det endelige tab af selve andelene og deltagelses- eller stemmerettighederne, som i mellemtiden er indtrådt som følge af omstruktureringen af banken, kan ganske vist hverken tilskrives de omtvistede afgørelser, som kun anordnede midlertidig administration af banken, eller begrunde Francesca Cornelis interesse i annullationen af disse ( 59 ). En sådan interesse bestod imidlertid under den midlertidige administration, da hun ikke længere kunne udøve sine deltagelses- eller stemmerettigheder som aktionær (ovenfor, punkt 711).

77.

Francesca Corneli er også af den opfattelse, at begrænsningen af sidstnævnte rettigheder under den midlertidige administration – foruden det endelige tab af hendes andele og deltagelses- eller stemmerettigheder – var årsag til det tab, hun har lidt. En sådan kausalitet forekommer ikke at være hverken hypotetisk eller fuldstændigt udelukket, i hvert fald ikke i lyset af de foranstaltninger, som hun og ECB har oplyst på Domstolens skriftlige spørgsmål, og som blev truffet under den midlertidige administration i 2019 og 2020 og endelig førte til rekapitaliseringen af banken gennem FITD og salget af denne fonds andele til BPER Banca (ovenfor, punkt 25). På grund af den skønsbeføjelse, som er tillagt de nationale domstole med hensyn til, om betingelserne for erstatningsansvar i henhold til de nationale erstatningsregler er opfyldt, herunder kausaliteten mellem den ulovlige handling og den indtrådte skade, tilkommer det ikke Unionens retsinstanser at prøve disse spørgsmål nærmere ved bedømmelsen af, om søgsmålsinteressen fortsat består, og slet ikke at udelukke en sådan kausalitet på forhånd (ovenfor, punkt 74). Det er tværtimod tilstrækkeligt at konstatere, at annullationen af de omtvistede afgørelser – som eventuelt skal stadfæstes af Domstolen – på grundlag af de ulovlighedsgrunde, som Francesca Corneli har gjort gældende, kan være en forudsætning for efterfølgende erstatningssøgsmål.

78.

Francesca Corneli har således en fortsat bestående interesse i, at de omtvistede afgørelser annulleres i henhold til artikel 263, stk. 2, TEUF, sammenholdt med artikel 264, stk. 1, TEUF, som forberedelse til et erstatningssøgsmål ved de nationale domstole eller Unionens retsinstanser.

79.

I betragtning af Francesca Cornelis fortsat bestående søgsmålsinteresse og søgsmålskompetence i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF kunne Retten følgelig antage hendes annullationssøgsmål til realitetsbehandling.

80.

Derfor skal ECB’s henholdsvis Kommissionens første appelanbringende forkastes som ubegrundet.

81.

ECB’s andet appelanbringende samt Kommissionens andet til femte appelanbringende omhandler nærmere bestemt spørgsmålet om, hvorvidt Retten tilsidesatte artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1024/2013, sammenholdt med artikel 28 og 29 i direktiv 2014/59 samt TUB’s artikel 69q, stk. 1, litra b, og artikel 70, stk. 1, da den fastslog, at disse bestemmelser ikke udgør et tilstrækkeligt grundlag for at anordne henholdsvis forlænge den midlertidige administration i de omtvistede afgørelser. I denne forbindelse afviste Retten nemlig at anvende direktivbestemmelserne direkte over for banken samt at fortolke disse nationale bestemmelser i overensstemmelse med direktivet ( 60 ).

82.

Med ECB’s andet appelanbringende samt Kommissionens tredje og fjerde appelanbringende gøres det desuden nærmere bestemt gældende, at Retten tilsidesatte TUB’s artikel 70, stk. 1, og den omstændighed, at denne bestemmelse kan fortolkes direktivkonformt, nemlig i overensstemmelse med artikel 29 i direktiv 2014/59. Med det fjerde og det femte appelanbringende gør Kommissionen gældende, at dette også førte til, at Retten overtrådte artikel 288, stk. 2 og 3, TEUF samt artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1024/2013, bl.a. fordi den tilsidesatte ECB’s pligt i henhold til disse bestemmelser til at anvende direktivets artikel 29 direkte. I retsmødet anførte også ECB på Domstolens skriftlige og mundtlige spørgsmål, at denne direktivbestemmelse finder direkte anvendelse og har forrang. Derfor skal den ikke kun overholdes af medlemsstaternes instanser, men også af ECB og Retten. Dette udtalte såvel Francesca Corneli som Italien sig om i retsmødet.

83.

I det følgende behandler jeg disse anbringender under ét. I denne forbindelse undersøger jeg også, om Retten overtrådte artikel 288, stk. 2 og 3, TEUF samt artikel 84 i Rettens procesreglement (Kommissionens andet, fjerde og femte appelanbringende).

84.

Da ECB i henhold til artikel 4, stk. 3, første afsnit i forordning nr. 1024/2013 er forpligtet til at anvende den relevante EU-lovgivning, inklusive den nationale lovgivning, der er udstedt til gennemførelse af direktivet ( 61 ), undersøger jeg først, om denne anvendelsespligt også omfatter artikel 29, stk. 1, første punktum, i direktiv 2014/59. I denne forbindelse skal det undersøges, om denne bestemmelse i betragtning af bestemmelsens opbygning og retsvirkninger finder direkte anvendelse over for banken og dens aktionærer (under 2) og ikke kun skal overholdes og anvendes af de nationale instanser, men også af ECB og Retten (under 3). Det er nemlig muligt, at ECB allerede i kraft af, at denne direktivbestemmelse finder direkte anvendelse og har forrang, havde beføjelse til og eventuelt sågar var forpligtet ( 62 ) til at sætte banken under midlertidig administration samt til at tilsidesætte de nationale bestemmelser i det omfang, de var i strid med denne bestemmelse. I givet fald kunne Retten ikke annullere de omtvistede afgørelser på grund af et angiveligt manglende retsgrundlag. Spørgsmålet om, hvorvidt disse nationale bestemmelser kan fortolkes i overensstemmelse med direktivet, vil i så fald ikke længere være relevant.

85.

For det tilfælde, at artikel 29, stk. 1, første punktum, i direktiv 2014/59 ikke finder direkte anvendelse, undersøger jeg efterfølgende, om ECB er forpligtet til at fortolke den nationale lovgivning, der er udstedt til gennemførelse af dette direktiv, i overensstemmelse med direktivet, og i hvilket omfang (under 4). Derefter behandler jeg spørgsmålet om, hvorvidt Retten ved kontrollen af ECB’s handlinger i denne forbindelse skal tage hensyn til den nationale lovgivnings betydning, især om den inden for anvendelsesområdet for artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1024/2013 skal behandle denne lovgivning på samme måde som EU-ret (under 5). Endelig undersøger jeg formaliteten vedrørende disse anbringender, som appellanterne har fremsat første gang i appelsagen (under 6).

86.

I den appellerede dom afviste Retten såvel direkte anvendelse af direktivbestemmelser, som skaber forpligtelser for private, som en direktivkonform fortolkning af TUB’s artikel 70, stk. 1 ( 63 ). Som jeg vil vise i det følgende, kan denne fremgangsmåde i det mindste med hensyn til resultatet ikke kritiseres.

87.

Det fremgår af fast retspraksis, at for at en bestemmelse i et direktiv kan anses for at have direkte virkning, skal den ud fra et indholdsmæssigt synspunkt fremstå som ubetinget og tilstrækkeligt præcis. En bestemmelse er ubetinget, når den indeholder en forpligtelse, som ikke er undergivet betingelser og ej heller, i henseende til gennemførelse eller virkninger, gjort afhængig af, at institutioner i Unionen eller i medlemsstaterne udsteder retsakter i så henseende. En bestemmelse er tilstrækkeligt præcis til at kunne påberåbes af borgerne og anvendes af en retsinstans, når den indeholder en forpligtelse, der er utvetydigt udtrykt ( 64 ). Hvis disse betingelser er opfyldt, kan borgere ved de nationale domstole påberåbe sig denne bestemmelse over for staten, når den ikke har gennemført direktivet korrekt ( 65 ).

88.

Artikel 29, stk. 1, første punktum, i direktiv 2014/59 forlanger, at medlemsstaterne, hvis udskiftning af den daglige ledelse eller ledelsesorganet som omhandlet i artikel 28 af den kompetente myndighed (i den foreliggende sag ECB) anses for at være utilstrækkeligt »til at rette op på situationen«, sikrer, at disse myndigheder kan udpege en eller flere midlertidige administratorer til instituttet. Denne bestemmelse giver således den kompetente myndighed beføjelse til at træffe en sådan foranstaltning under henvisning til de – i den foreliggende sag efter ECB’s opfattelse utilstrækkelige – mindre indgribende foranstaltninger, som er fastsat i direktivets artikel 28, såsom fjernelse af enkelte eller alle medlemmer af ledelsen eller ledelsesorganet. Disse foranstaltninger forudsætter alle bl.a., at der er sket en betydelig forværring af den pågældende banks finansielle situation. Som det fremgår af henvisningen i direktivets artikel 29 til artikel 28, af disse bestemmelsers kombinerede ordlyd samt 40. betragtning ( 66 ) til direktivet, er kriteriet om en betydelig forværring af et instituts finansielle situation en betingelse for anvendelsen af alle de afhjælpende foranstaltninger af forskellig indgribende karakter, som er fastsat i de to bestemmelser. Derfor er såvel betingelserne for at anvende direktivets artikel 29, stk. 1, første punktum, sammenholdt med artikel 28 heri, som de deri fastsatte retsvirkninger tilstrækkeligt præcise og ubetingede.

89.

Ifølge Domstolens faste praksis kan den omstændighed, at de nationale tilsynsmyndigheder har en vis skønsmargen dels ved bedømmelsen af, om disse betingelser er opfyldt, og dels med hensyn til de foranstaltninger, der skal træffes, og den omstændighed, at disse foranstaltninger skal være forholdsmæssige i henhold til artikel 29, stk. 1, andet punktum, i direktiv 2014/59, ikke berøre den præcise og ubetingede karakter af disse bestemmelser. En sådan skønsmargen er ifølge denne retspraksis hverken en betingelse eller et yderligere krav i forbindelse med gennemførelse eller virkninger som omhandlet i de ovenfor, punkt 87, nævnte principper ( 67 ).

90.

Tværtimod kan en direktivbestemmelse ifølge fast praksis, selv om et direktiv giver medlemsstaterne en vis skønsmargen ved gennemførelsen, anses for at have en ubetinget og præcis karakter, når den utvetydigt pålægger medlemsstaterne en pligt til at tilvejebringe et bestemt resultat, og når der ikke er knyttet nogen betingelse til anvendelsen af den regel, som følger af forpligtelsen ( 68 ). Ifølge denne praksis kan den omstændighed, at en forpligtelse ikke er knyttet til betingelser, altså kompensere for kravet om præcision ( 69 ). Dette er tilfældet i den foreliggende sag med hensyn til det tilstræbte resultat, nemlig at anordne midlertidig administration i tilfælde af en betydelig forværring af den pågældende banks finansielle situation, som ikke kan afhjælpes med mindre indgribende foranstaltninger som omhandlet i direktivets artikel 28.

91.

Ud fra disse kriterier skal indholdet af artikel 29, stk. 1, første punktum, i direktiv 2014/59 derfor anses for tilstrækkeligt præcist til f.eks. at kunne anvendes af en national tilsynsmyndighed og af en national domstol i en efterfølgende retssag. Deraf følger desuden principielt, at disse instanser skal undlade at anvende en national ordning, som er i strid med den pågældende bestemmelse ( 70 ). Om dette også gælder for ECB, behandler jeg nedenfor (punkt 106 ff.). De argumenter, som Francesca Corneli har fremført navnlig i retsmødet, og hvorefter direktivet kun fastsætter en minimumsharmonisering og overlader medlemsstaterne en vid skønsmargen ved gennemførelsen, skal derfor forkastes.

92.

Retten fastslog imidlertid i den appellerede doms præmis 112, at et direktiv ikke i sig selv kan skabe forpligtelser for private, og at en direkte anvendelse (altså inklusive artikel 29, stk. 1, i direktiv 2014/59 og uafhængigt af dennes opbygning) over for private derfor er udelukket.

93.

Denne konstatering, som især Kommissionen har anfægtet, er efter min opfattelse uden retsfejl.

94.

Ifølge fast retspraksis kan et direktiv ikke i sig selv skabe forpligtelser for en borger, men kun skabe rettigheder. Det følger heraf, at en borger heller ikke kan påberåbe sig et direktiv over for en medlemsstat, når der er tale om en forpligtelse for staten, der er direkte forbundet med opfyldelsen af en anden forpligtelse, der i medfør af dette direktiv påhviler en tredjemand. Derimod kan blotte negative følgevirkninger for tredjemands rettigheder – selv hvis de klart kan fastslås – ikke begrunde, at en borger nægtes adgang til at påberåbe sig bestemmelser i et direktiv over for den berørte medlemsstat ( 71 ).

95.

Navnlig kan direktivbestemmelser ikke anvendes direkte, hvis de gennem deri fastsatte forbud eller undladelses- eller handlingspligter kan danne grundlag for at fastlægge eller skærpe personers strafansvar ( 72 ). Det ville nemlig være i strid med retssikkerhedsprincippet og det strafferetlige legalitetsprincip (nullum crimen, nulla poena sine lege), samt med artikel 288, stk. 3, TEUF, hvorefter direktiver er rettet til medlemsstaterne og udelukkende er bindende for disse, at forlange af borgerne, at de alene skal lade deres adfærd følge et direktivs bestemmelser, dvs. navnlig uafhængigt af den nationale lovgivning, der er udstedt til gennemførelse af direktivet, og ved overtrædelse ifalder erstatnings- eller strafansvar ( 73 ). Det kommer principielt heller ikke i betragtning at anvende direktivbestemmelser, som pålægger en part en forpligtelse (såkaldt »horisontale virkning over for tredjemand«) direkte i civilretlige tvister mellem privatpersoner ( 74 ).

96.

Det forholder sig kun anderledes for forvaltningsretlige tvister, som omhandler såkaldte »trepartsrelationer«. Hvad angår disse har Domstolen undtagelsesvist anerkendt, at en tredjemand på grund af direktivbestemmelser, der finder direkte anvendelse, og som en borger påberåber sig over for medlemsstaten, må tåle bestemte statslige foranstaltninger. Dette omfatter eksempelvis en miljøkonsekvensanalyse, som kan føre til tilbagekaldelse af en tilladelse, der begunstiger tredjemanden ( 75 ), eller tab af en anden (retlig og finansiel) fordel for tredjemanden ( 76 ). I denne forbindelse er der nemlig kun tale om, at gennemførelsen af sådanne bestemmelser påvirker tredjemænds retsstilling negativt. Denne påvirkning skyldes alene, at den kompetente myndighed i kraft af direktivbestemmelser med direkte virkning skal foretage en undersøgelse ( 77 ) eller skal fortolke og anvende det pågældende retsgrundlag over for alle berørte på en bestemt måde ( 78 ).

97.

Den foreliggende sag beror ganske vist også på en forvaltningsretlig tvist. Derudover foreligger der imidlertid ingen grunde, som kunne tillade at anvende denne praksis eller sågar udvide dens anvendelsesområde.

98.

Til forskel fra de nævnte tilfælde er der ikke tale om en trepartsrelation, hvor kun en tredjemand belastes ( 79 ). Der ville kun være tale om en sådan relation, hvis en kreditor eller kunde i banken, som ser sine formueinteresser truet på grund af den betydelige forværring af bankens finansielle situation, over for de kompetente myndigheder eller domstole påberåbte sig artikel 29, stk. 1, første punktum, i direktiv 2014/59, for at få disse myndigheder til at anordne en midlertidig administration.

99.

I den foreliggende sag ville en direkte anvendelse af artikel 29, stk. 1, første punktum, i direktiv 2014/59 over for banken og dens aktionærer imidlertid ikke føre til en rent negativ påvirkning af tredjemands rettigheder.

100.

Den foreliggende sag omhandler derimod det (bilaterale) over-/underordningsforhold, som er klassisk inden for forvaltningsretten, og hvor banken forsvarer sig mod et myndighedsindgreb, som er rettet mod den, nemlig den af ECB anordnede midlertidige administration. Kompetencen til at udstede en sådan anordning hører til de indgribende beføjelser direkte over for bankerne, som tilkommer ECB inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme. I denne forbindelse træder ECB i en vis forstand – også på grund af dens pligt i henhold til artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1024/2013 til at anvende den nationale lovgivning til gennemførelse af direktiv 2014/59 – i de nationale tilsynsmyndigheders sted (nærmere nedenfor, punkt 107). De foranstaltninger, som ECB træffer, fører i sidste ende til, at bankerne og deres aktionærer underkastes en pligt til foretage, undlade eller tåle bestemte handlinger.

101.

Heroverfor kan der ikke argumenteres med, at aktionærer, som Francesca Corneli, er tredjemænd i forhold til banken, som blot må (være med til at) bære de negative følger af anordningen af midlertidig administration. Dette ville være i modstrid med, at bankens og dens aktionærers økonomiske interesser i høj grad er sammenfaldende. Sidstnævnte er også den vigtigste grund til, at et separat søgsmål fra aktionærerne til prøvelse af en beslutning fra ECB om at tilbagekalde en banks tilladelse ikke kan antages til realitetsbehandling, fordi disse aktionærer ikke selv er umiddelbart berørt (ovenfor, punkt 57 ff.) ( 80 ).

102.

Hvis ECB med henblik på dette myndighedsindgreb kunne støtte sig udelukkende på en direkte anvendelig direktivbestemmelse, som i den foreliggende sag artikel 29, stk. 1, første punktum, i direktiv 2014/59, som retsgrundlag, ville dette altså medføre ulovlige forpligtelser for private på grund af et direktiv som omhandlet i den i punkt 94 og 95 nævnte retspraksis. Prioriteringen af foranstaltningerne i artikel 27-29 i direktiv 2014/59, som er indført af proportionalitetshensyn, viser nemlig, at anordning af midlertidig administration er en tungtvejende foranstaltning, som griber særligt intensivt ind i bankens autonome vilje. Den indebærer, at udøvelsen af bankens ledelsesorganers og aktionærers ret til at (være med til) at træffe beslutninger om bankens bankforretninger af hensyn til den effektive sanering af banken suspenderes midlertidigt og overdrages til en eller flere midlertidige administratorer.

103.

Bankens og dens aktionærers pligt til at tåle foranstaltningerne, som er knyttet til anordningen af den midlertidige administration, ville derfor, som Retten med rette konstaterer ( 81 ), være resultatet af en ulovlig direkte anvendelse af direktivbestemmelserne over for disse, medmindre denne pligt også kan støttes på den nationale gennemførelseslovgivning, eventuelt efter en direktivkonform fortolkning.

104.

Artikel 29, stk. 1, første punktum, i direktiv 2014/59 finder derfor ganske vist direkte anvendelse målt ud fra de kriterier, der er anerkendt i retspraksis (ovenfor, punkt 89 og 90). En sådan direkte anvendelse, som skaber forpligtelser for banken eller dens aktionærer, er imidlertid ikke mulig. Derfor kan det heller ikke gøres gældende, at Retten i denne forbindelse overtrådte artikel 288, stk. 2 eller 3, TEUF.

105.

Såfremt Domstolen ikke følger denne vurdering og principielt lægger til grund, at artikel 29, stk. 1, første punktum, i direktiv 2014/59 finder direkte anvendelse over for banken og dens aktionærer, herunder Francesca Corneli, undersøger jeg subsidiært, om ikke kun en national instans, men også ECB var berettiget eller forpligtet til at anvende denne direktivbestemmelse direkte. Denne prøvelse er også relevant for det spørgsmål, der skal drøftes efterfølgende, nemlig om ECB ligeledes er adressat for pligten til at fortolke den nationale lovgivning i overensstemmelse med direktivet (nedenfor, punkt 115 ff.).

106.

Direktiver er i henhold til artikel 288, stk. 3, TEUF rettet til medlemsstaterne, som skal gennemføre dem i national ret under udøvelse af deres skønsbeføjelse med hensyn til at bestemme form og midler for at nå det tilsigtede mål. I overensstemmelse hermed har Domstolen i sin praksis kun undtagelsesvist – på de ovenfor i punkt 94 nævnte betingelser – anerkendt, at direktivbestemmelser kan anvendes direkte for at beskytte borgernes rettigheder og den hertil knyttede pligt for medlemsstaternes instanser til at respektere og håndhæve disse bestemmelser.

107.

Efter min opfattelse følger det imidlertid allerede af ECB’s pligt i henhold til artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1024/2013, til at anvende al relevant EU-ret ( 82 ) samt den nationale lovgivning til gennemførelse af disse direktiver, at denne institution ligesom de nationale tilsynsmyndigheder (ovenfor, punkt 91) principielt skal respektere direktivbestemmelsers direkte anvendelighed og den dermed forbundne forrang ( 83 ), selv om den ikke nævnes eksplicit som adressat for disse i artikel 288, stk. 3, TEUF. Såfremt ECB ved udøvelsen af sine tilsynsbeføjelser over for disse kreditinstitutter inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme træder i disse tilsynsmyndigheders sted ( 84 ) og sågar skal anvende den nationale lovgivning til gennemførelse af direktiver, skal den nemlig sidestilles med disse som adressat for bestemmelsen ( 85 ).

108.

Dette følger også af principperne om respekt for EU-rettens enhed og retsstatsprincippet (artikel 2 TEU), som ECB som EU-institution som omhandlet i artikel 13, stk. 2, TEU, sammenholdt med artikel 132 TEUF, skal opfylde. Pligten til at anvende EU-retten, som er fastsat i artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1024/2013, har nemlig netop til formål at »sikre høje standarder for tilsyn«. Kun på denne måde kan forordningens overordnede mål nås, som er forankret i artikel 1, stk. 1, nemlig »det indre markeds enhed og integritet baseret på ligebehandling af kreditinstitutterne« med henblik på at undgå regelarbitrage ( 86 ). Tilsvarende er ECB i henhold til forordningens artikel 6, stk. 1, »ansvarlig for FTM’s effektive og konsekvente virkemåde«.

109.

Som den foreliggende sag viser (nærmere nedenfor, punkt 115 ff.), indebærer en forskellig, eventuelt ikke engang konform gennemførelse af direktiv 2014/59 i medlemsstaterne en risiko for en uforholdsmæssig stor fragmentering af gennemførelsen af de relevante tilsynsregler på det indre marked. Dette kan begrænse en ensartet og effektiv udøvelse af medlemsstaternes og ECB’s tilsynsbeføjelser over kreditinstitutter inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme ( 87 ). Hvis de nationale gennemførelsesregler er i strid med direktivbestemmelser, der kan finde direkte anvendelse, må de derfor, såfremt dette er tilladt med forpligtende virkning for private ( 88 ), ud fra princippet om EU-rettens forrang forblive uanvendt af alle tilsynsmyndigheder, inklusive ECB, for at sikre disse mål ( 89 ).

110.

Såfremt Domstolen imod mit forslag anerkender, at artikel 29, stk. 1, første punktum, i direktiv 2014/59 i den foreliggende sag finder direkte anvendelse med forpligtende virkning for banken og dens aktionærer, var ECB følgelig – i betragtning af den uomtvistede betydelige forværring af bankens finansielle situation som omhandlet i dette direktivs artikel 28 og de utilstrækkelige afhjælpende foranstaltninger, der var truffet indtil da – i henhold til artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1024/2013 ikke kun berettiget, men endda forpligtet til at anordne henholdsvis forlænge den midlertidige administration af banken i henhold til denne direktivbestemmelse, sammenholdt med TUB’s artikel 69q, stk. 1, litra b), og artikel 70, stk. 1. For så vidt som TUB’s artikel 70, stk. 1, ikke udtrykkeligt henviser til betingelsen om en forværring af bankens finansielle situation, men til den kvalificerede betingelse om, at der forventes alvorlige økonomiske tab, og dette eventuelt er i strid med artikel 29, stk. 1, første punktum, i direktiv 2014/59 (nærmere herom nedenfor, punkt 120 ff.), finder denne nationale bestemmelse i så fald ikke anvendelse på grund af forrangen for denne direktivbestemmelse (der er umiddelbar anvendelig).

111.

Rettens konstateringer i den appellerede doms præmis 91-114, hvormed den gør gældende, at ECB støttede de omtvistede afgørelser på et utilstrækkeligt grundlag, vil under disse omstændigheder skulle kvalificeres som en retlig fejl. ECB skulle nemlig i så fald have påberåbt sig artikel 29 i direktiv 2015759 som retsgrundlag, have anvendt denne direktivbestemmelse, sammenholdt med TUB’s artikel 69q, stk. 1, litra b), og artikel 70, stk. 1, direkte og i kraft af dens forrang have undladt at anvende de dele af de nationale bestemmelser, som er i strid med den. Dette gjorde ECB i sidste ende, idet den ikke prøvede den i TUB’s artikel 70, stk. 1, fastsatte kvalificerede betingelse om forventede alvorlige økonomiske tab i banken og kun konstaterede en forværring af dens finansielle situation (nedenfor, punkt 119 og 139).

112.

ECB’s andet appelanbringende, som blev præciseret af denne i retsmødet, og Kommissionens femte appelanbringende vil i så fald være begrundede og skulle føre til ophævelse af den appellerede dom.

113.

Som jeg redegjorde for ovenfor, punkt 94 ff., anser jeg imidlertid et sådant resultat for forkert, fordi det forudsætter en ulovlig direkte anvendelse af artikel 29, stk. 1, første punktum, i direktiv 2014/59, som skaber forpligtelser for banken og dens aktionærer. For det tilfælde, at Domstolen følger min vurdering, behandler jeg også de øvrige appelanbringender.

114.

Navnlig hvis Domstolen som foreslået i punkt 94-104 lægger til grund, at artikel 29, stk. 1, første punktum, i direktiv 2014/59 ikke kan anvendes direkte med forpligtende virkning for banken og dens aktionærer, skal det videre prøves, om TUB’s artikel 69q, stk. 1, litra b), og artikel 70, stk. 1, kan henholdsvis skal fortolkes i overensstemmelse med denne direktivbestemmelse, og Retten overtrådte artikel 288, stk. 3, TEUF, da den forkastede en sådan direktivkonform fortolkning (ECB’s andet appelanbringende og Kommissionens fjerde appelanbringende). I denne forbindelse skal det også afklares, om såvel ECB som Unionens retsinstanser skulle henholdsvis skal tage hensyn til de nationale domstoles fortolkningspraksis, som anført af appellanterne og Italien.

115.

Det følger af Domstolens nyere praksis, at »med henblik på at sikre den effektive virkning af alle bestemmelser i EU-retten indebærer princippet om forrang navnlig en pligt for de nationale retsinstanser til i videst muligt omfang at fortolke national ret i overensstemmelse med EU-retten« ( 90 ).

116.

I overensstemmelse med fast praksis skal disse retter i videst muligt omfang fortolke den nationale lovgivning i lyset af den omhandlede bestemmelse i den primære rets ordlyd og formål, idet national ret tages i betragtning i sin helhed, og der anvendes fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne ret, for at sikre den fulde virkning af denne bestemmelse og for at nå et resultat, der er i overensstemmelse med det resultat, der tilsigtes med nævnte bestemmelse. Forpligtelsen til at foretage en overensstemmende fortolkning af national ret er imidlertid underlagt visse begrænsninger, og den kan bl.a. ikke tjene som grundlag for en fortolkning contra legem af national ret ( 91 ).

117.

Af de grunde, der er anført ovenfor i punkt 106-109, påhviler det ikke kun medlemsstaternes myndigheder og domstole, men på grund af anordningen i artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1024/2013 principielt også ECB – samt efterfølgende ved kontrollen af dennes handlingers lovlighed Retten – i videst muligt omfang at fortolke og anvende den nationale lovgivning til gennemførelse af direktiv 2014/59 i overensstemmelse med direktivet ( 92 ).

118.

ECB begrænsede sig i den første omtvistede afgørelse til at støtte anordningen af den midlertidige administration af banken på TUB’s artikel 69q og 70, sammenholdt med artikel 29 i direktiv 2014/59, uden at rejse spørgsmålet om, endsige prøve, om det er muligt at fortolke disse nationale bestemmelser i overensstemmelse med direktivet. Retten anså dette for en retlig fejl, bl.a. fordi en sådan fortolkning efter dens opfattelse er i klar strid med disse bestemmelsers klare ordlyd, navnlig TUB’s artikel 70. Dette fremgår nærmere bestemt af følgende:

119.

Som anført ovenfor i punkt 88 skal artikel 29, stk. 1, første punktum, i direktiv 2014/59 læses sammen med direktivets artikel 28. Ifølge disse bestemmelser er det altid en betingelse for at anordne midlertidig administration, at der er sket en betydelig forværring af den pågældende banks finansielle situation. Som Retten konstaterede i den appellerede doms præmis 88 ff., er det imidlertid alene TUB’s artikel 69q, stk. 1, litra b), der udtrykkeligt indeholder betingelsen »forværring af bankens situation«. TUB’s artikel 70, stk. 1, henviser derimod ganske vist til overtrædelser eller uregelmæssigheder som omhandlet i TUB’s artikel 69q, stk. 1, litra b), men fastsætter netop ikke dette som en betingelse. I stedet indeholder TUB’s artikel 70, stk. 1, en kvalificeret betingelse, hvorefter der skal »forventes alvorlige økonomiske tab«. Retten konkluderede af dette samt af den omstændighed, at betingelserne i TUB’s artikel 70, stk. 1, er reguleret udtømmende, at det ikke er muligt at fortolke denne bestemmelse i overensstemmelse med direktivet ( 93 ). Nærmere bestemt gav den dermed udtryk for den opfattelse, at ECB, da denne kvalificerede betingelse ikke var opfyldt ( 94 ) og der dermed ikke var tilstrækkeligt retsgrundlag, ikke havde beføjelse til at anordne henholdsvis forlænge den midlertidige administration af banken i de omtvistede afgørelser alene med den begrundelse, at der var sket en betydelig forværring af dens finansielle situation.

120.

Appellanterne og Italien er derimod af den opfattelse, at TUB’s artikel 70, stk. 1, eventuelt sammenholdt med TUB’s artikel 69q, stk. 1, litra b), kan eller sågar skal fortolkes i overensstemmelse med artikel 29, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2014/59. Retten begik derfor en retlig fejl, da den forkastede en sådan fortolkning.

121.

Derfor skal det undersøges, hvor langt ECB’s og Rettens pligt til i videst muligt omfang at fortolke den nationale lovgivning i overensstemmelse med direktivet (ovenfor, punkt 116) går. Med hensyn til appellanternes og Italiens anbringender skal det navnlig undersøges, om Retten til dette formål skulle tage hensyn til de anerkendte fortolkningsmetoder i national ret foruden de nationale domstoles tilhørende retspraksis ( 95 ).

122.

Dette fører til et punkt, som er yderst omtvistet mellem parterne. Det drejer sig om, hvorvidt den nationale lovgivning, som i henhold til artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1024/2013 skal anvendes af ECB ved gennemførelsen og ved den efterfølgende domstolskontrol – analogt til EU-retten – udgør genstanden for et »retsspørgsmål« eller snarere et »faktisk spørgsmål«, som kan stilles under bevis ( 96 ). Det kan nemlig kun gøres gældende, at Retten begik en retlig fejl, hvis muligheden for en direktivkonform fortolkning af den nationale lovgivning ud fra de nationalt gældende fortolkningsmetoder inklusive den tilhørende retspraksis vedrører et »retsspørgsmål«, eller den i det mindste åbenlyst fordrejede denne lovgivning i den appellerede dom ( 97 ). Dette er også baggrunden for det vigtige indledende spørgsmål om, hvorvidt Domstolen i henhold til artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF overhovedet har kompetence til at bedømme de pågældende appelanbringender ( 98 ).

123.

ECB, Kommissionen og Italien anser det i overensstemmelse med de omtvistede afgørelser for muligt at fortolke TUB’s artikel 70, stk. 1, i overensstemmelse med direktivet for så vidt angår hele den nationale ret, de tilhørende fortolkningsmetoder og de italienske domstoles retspraksis. ECB og Kommissionen argumenterer i denne forbindelse for, især i deres svar i retsmødet på et skriftligt spørgsmål fra Domstolen, at den nationale lovgivning i kraft af den i artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1024/2013 fastsatte anvendelsespligt skal sidestilles med EU-retten, og at overholdelsen af den er underlagt Unionens retsinstansers fuldstændige kontrol og dermed også Domstolens kontrol i appelsager i henhold til artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF. Retten tilsidesatte imidlertid denne retlige mulighed for direktivkonform fortolkning af TUB’s artikel 70, stk. 1.

124.

Francesca Corneli opponerer mod dette. ECB skal ifølge hende fortolke og anvende den nationale lovgivning ud fra de anerkendte kriterier i den nationale retsorden, selv hvis dette er i strid med EU-retten. Det sidstnævnte spørgsmål kan højst gøres gældende i en traktatbrudsprocedure, men ikke i annullation- eller appelsager og skal behandles som et faktisk spørgsmål. I hvert fald blev artikel 28 og 29 i direktiv 2014/59 gennemført korrekt i TUB’s artikel 69q, stk. 1, litra b), og artikel 70, stk. 1.

125.

Domstolen har allerede i to domme vedrørende den fælles tilsynsmekanisme fastslået, at (ECB’s) og Rettens anvendelse af den nationale lovgivning på grundlag af artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1024/2013 i appelsagen kun kan prøves med hensyn til, om denne blev gengivet urigtigt på en måde, som på åbenbar vis fremgår af sagsakterne ( 99 ). Denne retspraksis lægger altså – efter min opfattelse med rette – til grund, at den nationale lovgivning i en appelsag ikke kan sidestilles med EU-retten i dennes funktion af kontrolstandard.

126.

I modsætning til generaladvokat Ćapeta og Kommissionen anser jeg det nemlig ikke for muligt at behandle ECB’s anvendelse af den nationale lovgivning – selv om denne udtrykkeligt er anordnet i EU-retten – som et rent retsspørgsmål, som har samme karakter som spørgsmålet om »overholdelse af lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af traktaterne« som omhandlet i artikel 19, stk. 1, andet punktum, TEU eller begrebet »retsspørgsmål« i artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF og artikel 58, stk. 1, i statutten for Domstolen ( 100 ). En sådan fuldstændig sidestillelse af disse forskellige retskilder ville være i strid med kompetencefordelingen mellem medlemsstaterne og Unionen i traktaterne samt princippet om kompetencetildeling i henhold til artikel 5, stk. 2, TEU. Denne kompetencetildeling i henhold til traktaterne kan ikke ændres ved en pligt i den afledte ret til at anvende national lovgivning, således som det er fastsat i artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1024/2013. I modsat fald ville denne bestemmelse indebære, at den nationale lovgivning til gennemførelse af direktiver, som sikrer den fælles tilsynsmekanismes funktion, blev fuldstændigt »inkorporeret« i EU-rettens område ( 101 ). Unionens organer og retsinstanser ville i så fald udelukkende skulle behandle den ud fra de standarder, der gælder for sidstnævnte ( 102 ).

127.

Af disse kompetenceretlige grunde kan iura novit curia-princippet ikke gælde på samme måde for Unionens retsinstanser vedrørende den nationale lovgivning som vedrørende EU-retten. Domstolen har nemlig i henhold til artikel 19, stk. 1, andet punktum, TEU, sammenholdt med artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF og artikel 267 TEUF samt artikel 58, stk. 1, i statutten for Domstolen, kun »det sidste ord« med hensyn til fortolkningen og anvendelsen af EU-retten henholdsvis traktaterne og den afledte ret inklusive direktiverne, mens dette principielt tilkommer medlemsstaternes højeste retsinstanser og forfatningsdomstole, når det gælder den nationale lovgivning (også den, der er udstedt til gennemførelse af disse direktiver) ( 103 ). Som Francesca Corneli ganske rigtigt har gjort gældende, er såvel traktatbrudsproceduren i henhold til artikel 258 TEUF ( 104 ) som princippet om, at Domstolen i den præjudicielle procedure i henhold artikel 267 TEUF ikke har kompetence til at fortolke og anvende national lovgivning ( 105 ), et konkret udtryk for denne kompetencefordeling i henhold til traktaterne. Grænserne for den direktivkonforme fortolkning af national ret, som er anerkendt i Domstolens praksis (ovenfor, punkt 115 og 116), og som har til formål at opretholde den nationale lovgivers kompetence og vilje, bekræfter denne vurdering.

128.

Jeg minder i denne forbindelse også om mine udførlige udtalelser om anvendelsen af nationale retsforskrifter og domstolskontrollen inden for EU-varemærkeretten, som ligeledes henviser til national ret ( 106 ). Efter min opfattelse kan der ikke gælde andre principper i den foreliggende sag end dem, som Domstolen efterfølgende anerkendte specielt for EU-varemærkeretten ( 107 ) og senere overførte til anvendelsesområdet for artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1024/2013 ( 108 ). I denne forbindelse tog den imidlertid også højde for, at de nationale retsforskrifter i retssagen ikke skal sidestilles fuldt ud med øvrige faktiske forhold, men på grund af deres hybride karakter af retlige faktiske omstændigheder skal underkastes særlige oplysnings- og beviskrav ( 109 ). Dermed tages der også hensyn til, at en national bestemmelse til gennemførelse af tilsynsbeføjelserne inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme i kraft af anordningen i artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1024/2013 også er en retsregel vedrørende traktaternes gennemførelse som omhandlet i artikel 263, stk. 2, TEUF, som det principielt tilkommer Unionens retsinstanser af kontrollere.

129.

Endelig ligner denne tilgang Domstolens tilgang i dens praksis vedrørende Unionens statsstøtteregler. Ifølge denne praksis skal den nationale ret, der danner rammen for bedømmelsen af spørgsmålet om, hvorvidt en medlemsstat har ydet ulovlig statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, som en retlig faktisk omstændighed i det væsentlige bedømmes ud fra de oplysnings- og bevisregler, der gælder for faktiske omstændigheder ( 110 ).

130.

Det følger heraf, at kontrolkriterierne med hensyn til den nationale lovgivning ved Unionens retsinstanser principielt indebærer, at den part, som påberåber sig den, skal godtgøre og bevise, at denne lovgivning i henhold til de nationale fortolkningsmetoder og den relevante retspraksis fra den pågældende medlemsstats domstole skal fortolkes og anvendes på den måde, som den pågældende part påstår ( 111 ). Appellanternes argumentation, hvorefter den nationale lovgivning skal sidestilles med EU-retten inden for anvendelsesområdet af artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1024/2013, skal derfor forkastes. Derfor kan Unionens retsinstanser i forbindelse med denne kontrol heller ikke om nødvendigt af egen drift påkende den relevante nationale lovgivning og undersøge den ( 112 ). Dette bestyrkes af, at der principielt også i EU-retten gælder et sådant forbud mod påkendelse af egen drift ( 113 ).

131.

Jeg undersøger derfor i det følgende, om appellanterne og Italien i appelsagen lovligt kunne godtgøre henholdsvis har godtgjort, at TUB’s artikel 69q, stk. 1, litra b), og artikel 70, stk. 1, i henhold til de nationale fortolkningsmetoder og den relevante retspraksis (kan) fortolkes i overensstemmelse med artikel 28 og 29 i direktiv 2014/59, og den appellerede dom altså for så vidt er behæftet med en retsfejl. Da fortolkningen og anvendelsen af den nationale lovgivning i det væsentlige skal behandles som et faktisk spørgsmål, som kan sættes under bevis, er det nemlig muligt, som hævdet af Francesca Corneli, at appellanternes anbringender herom i appelsagen ikke kan antages til realitetsbehandling. I denne forbindelse kan det i øvrigt kun gøres gældende, at Retten begik en retsfejl, hvis den overtrådte reglerne for bevisførelsen, navnlig fordelingen af bevisbyrden og beviskravet, eller – målt ud fra de af Domstolen anerkendte kriterier – gengav de relevante faktiske omstændigheder eller beviser for bedømmelsen af de nationale bestemmelsers indhold og omfang samt deres anvendelse åbenbart urigtigt ( 114 ).

132.

I appelsagen har appellanterne med støtte fra Italien for første gang detaljeret redegjort for, hvilke fortolkningsmetoder i henhold til italiensk ret der efter deres opfattelse skal tages hensyn til vedrørende TUB’s artikel 69q, stk. 1, litra b), og artikel 70, stk. 1, og hvordan de italienske domstole hidtil har fortolket og anvendt disse bestemmelser, også i lyset af artikel 28 og 29 i direktiv 2014/59 ( 115 ). Den relevante retspraksis fra disse domstole stammer fra 2012, 2015, 2017 og 2021 og var således tilgængelig på tidspunktet for sagen for Retten i første instans. Dette nævnes imidlertid slet ikke i parternes processkrifter i første instans. Heller ikke i retsmødet for Retten anførte de som svar på Rettens spørgsmål om dette velunderbyggede faktiske omstændigheder.

133.

I sit svar på Francesca Cornelis fjerde anbringende i første instans, hvormed hun gjorde en overtrædelse af TUB’s artikel 70, stk. 1, gældende, ville ECB imidlertid med et sådant forsvarsanbringende meget vel have kunnet foranledige Retten til især at behandle spørgsmålet om de italienske domstoles fortolkning og anvendelse af disse bestemmelser. Da der ikke forelå et sådant anbringende fra ECB’s side, bedømte Retten imidlertid ikke dette spørgsmål i forbindelse med det fjerde anbringende, og kunne heller ikke gøre dette. Retten havde nemlig, som beskrevet ovenfor i punkt 130, hverken beføjelse eller pligt til af egen drift at prøve de nationale bestemmelsers betydning på baggrund af de nationale fortolkningsmetoder og den nationale retspraksis. Det kan derfor ikke gøres gældende, at Retten åbenbart tilsidesatte disse eller gengav dem urigtigt.

134.

For det første er det imidlertid ikke Domstolens opgave at bedømme faktiske omstændigheder og beviser, herunder de i den foreliggende sag omtvistede retlige faktiske omstændigheder vedrørende fortolkning og anvendelse af de relevante nationale bestemmelser, som fremlægges første gang i appelsagen, og som ikke var eller ikke kunne være genstand for Rettens bedømmelse. En sådan urigtig gengivelse af beviserne foreligger ifølge fast praksis kun, hvis det uden fremlæggelse af nye beviser fremgår åbenbart, at bedømmelsen af de (allerede) foreliggende beviser er urigtig ( 116 ). I øvrigt skulle også en formel anmodning fra appellanterne om fremlæggelse af nye beviser have været afvist. Det følger nemlig af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF og af artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at en appel er begrænset til retsspørgsmål, og at enhver bedømmelse af de faktiske omstændigheder er udelukket, således at nye beviser ikke kan antages til realitetsbehandling på appelstadiet ( 117 ).

135.

For det andet skal en urigtig gengivelse fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent, at Domstolen foretager en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne. Det bemærkes, at artikel 256 TEUF, artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 168, stk. 1, litra d), i Domstolens procesreglement, henset til den undtagelsesvise karakter, som et anbringende om en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og beviser har, navnlig pålægger appellanten præcist at angive de faktiske elementer og beviser, som Retten har gengivet urigtigt, og at bevise de fejl i analysen, som efter appellantens opfattelse har forledt Retten til denne urigtige gengivelse ( 118 ).

136.

Domstolen har derfor med hensyn til et anbringende om retsfejl i en appelsag i forbindelse med anvendelsen af artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1024/2013 allerede præciseret, at den kun har kompetence til først at efterprøve, for det første at Retten på grundlag af de dokumenter og andre oplysninger, som er blevet fremlagt for den, ikke har foretaget en urigtig gengivelse af ordlyden af de pågældende nationale bestemmelser eller af den nationale retspraksis, som er relevant for dem, eller endog af den retsvidenskabelige litteratur, som vedrører dem, og for det andet at Retten i forhold til disse oplysninger ikke har foretaget konstateringer, der er åbenbart i strid med oplysningernes indhold, og for det tredje at Retten ved bedømmelsen af alle oplysningerne for at fastlægge indholdet af den pågældende nationale lovgivning ikke har tillagt en af dem en betydning, som ikke kan udledes deraf i forhold til de øvrige oplysninger, for så vidt som dette fremgår åbenbart af sagsakterne ( 119 ).

137.

Den grove tilsidesættelse i den appellerede dom af de italienske domstoles retspraksis, som navnlig ECB har gjort gældende, fremgår imidlertid ikke åbenbart af sagsakterne i første instans, men højst af de argumenter, der er fremført i appelsagen. Da dette ikke blev gjort gældende i første instans, ses det ikke, at Retten kan have tilsidesat de EU-retlige bevisregler hvad dette angår. Dette gælder selv i tilfælde af, at Retten fortolkede de nationale bestemmelser på en måde, som hvis de var EU-retlige bestemmelser ( 120 ).

138.

Tværtimod forekommer Rettens fortolkning af TUB’s artikel 70, stk. 1 (ovenfor, punkt 119), ud fra denne bestemmelses ordlyd tilstrækkeligt sandsynlig, således at dens afvisning af contra legem at fortolke denne bestemmelse i overensstemmelse med direktivet, hverken kan kvalificeres som en åbenbart urigtig gengivelse eller som en retsfejl af andre grunde.

139.

Den i TUB’s artikel 70, stk. 1, fastsatte betingelse – som i modsætning til ordlyden i artikel 28 og 29 i direktiv 2014/59 udtrykkeligt er en kvalificeret betingelse – hvorefter midlertidig administration foruden ved »overtrædelser eller uregelmæssigheder« som omhandlet i TUB’s artikel 69q, stk. 1, litra b), også kan anordnes, hvis der »forventes alvorlige økonomiske tab [i banken]« ( 121 ), kan nemlig absolut være til hinder for at fortolke bestemmelsen i overensstemmelse med direktivet. For det første fremgår det ikke umiddelbart, at betingelsen om »forværring af bankens situation« i TUB’s artikel 69q, stk. 1, litra b), som ikke er fastsat i TUB’s artikel 70, stk. 1, er ensbetydende med forventningen om alvorlige økonomiske tab. For det andet ses det ikke uden videre, at begreberne »overtrædelser« og »uregelmæssigheder« i TUB’s artikel 69q, stk. 1, litra b), som TUB’s artikel 70, stk. 1, henviser til, altid automatisk implicerer en »forværring af bankens situation«. Det kan især være til hinder for en sådan direktivkonform fortolkning, hvis det – som Retten konstaterede ( 122 ), og som Francesca Corneli har gjort gældende – er korrekt, at den kvalificerede betingelse om forventede alvorlige økonomiske tab ifølge den italienske lovgivers vilje er et specifikt udtryk for proportionalitetsprincippet og specielt har til formål at begrunde det mere alvorlige indgreb – i forhold til de højere prioriterede, mildere foranstaltninger til afhjælpning – som er forbundet med anordning af midlertidig administration. I hvert fald prøvede ECB ikke udtrykkeligt denne kvalificerede betingelse i de omtvistede afgørelser med henblik på at begrunde anordningen af midlertidig administration af banken ( 123 ).

140.

I lyset af de tilgængelige oplysninger i henhold til sagsakterne var det derfor ikke forbundet med en åbenbart urigtig fortolkning af de nationale bestemmelser, da Retten i den appellerede dom konstaterede, at ECB ikke støttede sig på et tilstrækkeligt retsgrundlag. Lige så lidt fremgår det, at Retten dermed tilsidesatte sin pligt til i videst muligt omfang at fortolke disse bestemmelser i overensstemmelse med direktivet.

141.

Følgelig skal appellanternes og Italiens anbringender afvises, for så vidt som de – i forbindelse med ECB’s andet til femte appelanbringende samt Kommissionens tredje og fjerde appelanbringende – har gjort gældende, at der blev begået retsfejl ved anvendelsen af fortolkningsmetoderne i henhold til italiensk ret, og at de italienske domstoles retspraksis blev tilsidesat.

142.

Kommissionens kan ikke – i dennes andet appelanbringende – som modargument gøre gældende, at Francesca Corneli indgav anbringendet vedrørende fortolkningen af TUB’s artikel 70, stk. 1, som Retten tiltrådte foranlediget af hendes fjerde påstand, for sent, nemlig først i besvarelsen for Retten, hvilket ikke var tilladt i henhold til artikel 84, stk. 1, i Rettens procesreglement. Dette anbringende fra Kommissionens side beror på en formalistisk sammenligning af ordlyden af to punkter i stævningen og replikken, som begge indledningsvis gengiver indholdet af TUB’s artikel 70. Dette indhold blev imidlertid – som Francesca Corneli har gjort gældende – kun gengivet upræcist, uden at dette påvirkede betydningen af den fjerde påstand. Selv om overtrædelsen af TUB’s artikel 70, stk. 1, kun var vagt formuleret i denne påstand og ikke indeholdt den fortolkning, der blev foretaget i den appellerede dom, i denne form, skal der også tages hensyn til, at Francesca Corneli først blev meddelt den fulde ordlyd af den første omtvistede afgørelse efter sagsanlægget. Der var derfor ikke tale om et nyt anbringende som omhandlet i artikel 84, stk. 1, i Rettens procesreglement, men kun om en tilladt uddybning af det (fjerde) anbringende om overtrædelse af TUB’s artikel 70, stk. 1, som allerede var blevet fremsat i stævningen ( 124 ). Denne påstand forsvarede ECB sig derefter imod uden at tage hensyn til de nationale fortolkningsmetoder og de italienske domstoles retspraksis.

143.

Kommissionens andet appelanbringende, hvormed den har gjort gældende, at Retten tilsidesatte artikel 84, stk. 1, i Rettens procesreglement og ne ultra petita-princippet, skal således forkastes.

144.

Da ingen af anbringenderne efter min opfattelse kan tages til følge, foreslår jeg, at begge appeller forkastes.

145.

Da der ikke er nedlagt påstand om omkostningerne i henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, sammenholdt med procesreglementets artikel 184, stk. 1, er det ufornødent at træffe afgørelse om Francesca Cornelis omkostninger. Da appellanterne har tabt sagen, skal de i henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, sammenholdt med artikel 184, stk. 2, heri, bære deres egne omkostninger i appelsagen. Italien skal som intervenient i henhold til procesreglementets artikel 140, stk. 1, sammenholdt med artikel 184, stk. 1, heri, bære sine egne omkostninger.

146.

Såfremt Domstolen imidlertid ikke følger mit forslag til afgørelse og anser appellerne for begrundede, fordi navnlig Kommissionens femte appelanbringende tages til følge (ovenfor, punkt 81-112), skal den appellerede dom ophæves, sagen hjemvises til Retten til fornyet behandling og afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes. Da Retten kun behandlede påstanden om tilsidesættelse af TUB’s artikel 70, stk. 1, henholdsvis det manglende retsgrundlag og ikke prøvede de øvrige påstande, som den sammenfattede i den appellerede doms præmis 84 ( 125 ), er sagen nemlig i så fald ikke moden til påkendelse som omhandlet i artikel 61 i statutten for Domstolen. Domstolen råder efter min opfattelse ikke over de nødvendige oplysninger til at træffe endelig afgørelse vedrørende disse påstande. Dette ville desuden delvis kræve en bedømmelse af de faktiske omstændigheder, som Retten ikke har gennemført.

147.

På baggrund af det ovenfor anførte foreslår jeg, at Domstolen træffer følgende afgørelse: