–

Novo Banco SA – Sucursal en España ved abogados B. Fiestas Muñoz, N. Rodríguez Fernández og A. Suberviola Pagola,

–

Banco de Portugal og Fundo de Resolução ved abogados C. García Vega og J.M. Rodríguez Cárcamo,

–

C.F.O. ved abogado J.M. Arroyo Lorenzo og procuradora I.C. Covadonga Juliá Corujo,

–

J.M.F.T. og M.H.D.S. ved abogado J.A. Ballesteros Garrido,

–

Proyectos, Obras y Servicios de Badajoz SL ved abogado J.M. Aguado Maestro,

–

den spanske regering ved L. Aguilera Ruiz og A. Gavela Llopis, som befuldmægtigede,

–

den portugisiske regering ved P. Barros da Costa, M. Esménio og A. Rodrigues, som befuldmægtigede, bistået af advogados R. Esteves de Oliveira og P. Pinheiro,

–

Europa-Parlamentet ved J. Etienne, P. López-Carceller og A. Tamás, som befuldmægtigede,

–

Rådet for Den Europæiske Union ved G. Rugge og A. Westerhof Löfflerová, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved J.L. Buendía Sierra, A. Nijenhuis, N. Ruiz García og D. Triantafyllou, som befuldmægtigede,

1

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3, stk. 2, og artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF af 4. april 2001 om sanering og likvidation af kreditinstitutter (EFT 2001, L 125, s. 15), artikel 6, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29), artikel 17, 21, 38 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og retssikkerhedsprincippet samt princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

2

Anmodningerne er blevet indgivet i forbindelse med tvister mellem på den ene side Novo Banco SA – Sucursal en España (herefter »Novo Banco«), støttet af Banco de Portugal (den portugisiske nationalbank) og Fundo de Resolução (afviklingsfond, Portugal), og på den anden side en række kunder i Novo Banco vedrørende indvirkningen på forskellige kontrakter om finansielle produkter og tjenesteydelser af saneringsforanstaltninger truffet over for Banco Espíritu Santo SA (BES), som er et portugisisk kreditinstitut, og dets spanske filial (herefter »BES España«), som Novo Banco er trådt i stedet for.

3

Følgende fremgår af 3., 4., 6., 7., 11., 12. og 16. betragtning til direktiv 2001/24:

[...]

[...]

[...]

4

Artikel 1, stk. 1, i direktiv 2001/24 bestemmer:

»Dette direktiv finder anvendelse på kreditinstitutter og deres filialer, der er oprettet i en anden medlemsstat end den, hvor kreditinstituttet har sit vedtægtsmæssige hjemsted, som defineret i artikel 1, nr. 1 og 3, i direktiv 2000/12/EF, med forbehold af de betingelser og undtagelser, der er fastsat i samme direktivs artikel 2, stk. 3.«

5

Det følger af artikel 2, syvende led, i direktiv 2001/24, at ved »saneringsforanstaltninger« forstås »foranstaltninger, der har til formål at bevare eller genoprette et kreditinstituts finansielle situation, og som vil kunne berøre tredjemands bestående rettigheder, herunder foranstaltninger, der indebærer mulighed for betalingsstandsning, udsættelse af tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger eller nedbringelse af fordringer«.

6

Direktivets afsnit II med overskriften »Saneringsforanstaltninger« indeholder artikel 3-8 heri.

7

Dette direktivs artikel 3 med overskriften »Vedtagelse af saneringsforanstaltninger – Anvendelig lovgivning« bestemmer:

»1.   Kun de administrative eller retslige myndigheder i hjemlandet har kompetence til at træffe afgørelse om iværksættelse af en eller flere saneringsforanstaltninger i et kreditinstitut, herunder i filialer i andre medlemsstater.

2.   Saneringsforanstaltningerne anvendes i overensstemmelse med bestemmelserne i hjemlandets love og administrative bestemmelser og procedurer, medmindre andet er fastsat i nærværende direktiv.

Foranstaltningerne har uden videre fuld retsvirkning i hele Fællesskabet efter den pågældende medlemsstats lovgivning, også over for tredjemand i andre medlemsstater, uanset om de regler i værtslandet, som gælder for sådanne foranstaltninger, ikke indeholder hjemmel herfor, og uanset om de betingelser, der er gældende herfor i værtslandet, ikke er opfyldt.

Saneringsforanstaltningerne har retsvirkning i hele Fællesskabet, så snart de har retsvirkning i den medlemsstat, hvor de er truffet.«

8

Samme direktivs artikel 6 med overskriften »Offentliggørelse« fastsætter:

»1.   Såfremt iværksættelsen af saneringsforanstaltninger vedtaget i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1 og 2, vil kunne berøre tredjemands rettigheder i et værtsland, og såfremt det i hjemlandet er muligt at påklage afgørelsen om iværksættelse af saneringsforanstaltninger, skal hjemlandets administrative eller retslige myndigheder, administratoren eller en anden person med den behørige bemyndigelse i hjemlandet lade et uddrag af denne afgørelse bekendtgøre i De Europæiske Fællesskabers Tidende samt i to landsdækkende dagblade i hvert værtsland, således at der navnlig gives mulighed for at udøve klagerettighederne i tide.

2.   Uddraget af afgørelsen, jf. stk. 1, sendes så hurtigt som muligt og på den mest hensigtsmæssige måde til De Europæiske Fællesskabers Publikationskontor og til to landsdækkende dagblade i hvert værtsland.

3.   De Europæiske Fællesskabers Publikationskontor offentliggør uddraget senest 12 dage efter fremsendelsen.

4.   Uddraget af afgørelsen skal på de berørte medlemsstaters officielle sprog indeholde oplysning om bl.a. den vedtagne afgørelses formål og retsgrundlag, klagefrister, især en letforståelig angivelse af datoen for disse fristers udløb, samt nøjagtig angivelse af adressen på de myndigheder eller den domstol, for hvilke(n) der kan indbringes klage.

5.   Saneringsforanstaltningerne træder i kraft, uanset om de foranstaltninger, der er nævnt i stk. 1-3, har fundet sted, og får fuld retsvirkning over for kreditorerne, medmindre de administrative eller retslige myndigheder i hjemlandet eller den dér gældende lovgivning om sådanne foranstaltninger fastsætter andet.«

9

Artikel 32 i direktiv 2001/24 med overskriften »Verserende retssager« bestemmer:

»Saneringsforanstaltningernes eller likvidationsprocedurens virkninger for en verserende retssag om et aktiv eller en rettighed i massen afgøres udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen verserer.«

10

Følgende fremgår af 65. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190):

»Som et institut, der helt eller delvis ejes af en eller flere offentlige myndigheder eller kontrolleres af afviklingsmyndigheden, bør et broinstituts hovedformål være at sikre, at væsentlige finansielle tjenesteydelser fortsat ydes til kunderne hos det nødlidende institut, og at væsentlige finansielle aktiviteter fortsat udføres. Broinstituttet bør drives som en levedygtig going concern og genintroduceres på markedet, når de rette betingelser er til stede og inden for den frist, der er fastsat i dette direktiv, eller likvideres, hvis det ikke er levedygtigt.«

11

Artikel 83 i direktiv 2014/59 med overskriften »Afviklingsmyndighedernes proceduremæssige forpligtelser« bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at afviklingsmyndighederne hurtigst muligt efter at have iværksat en afviklingshandling opfylder kravene fastsat i stk. 2, 3 og 4.

[...]

4.   Afviklingsmyndigheden skal offentliggøre eller sikre offentliggørelse af en genpart af den afgørelse eller det instrument, hvorved afviklingshandlingen træffes, eller en meddelelse, der opsummerer afviklingshandlingens virkninger, særlig for detailkunder, og, hvor dette er relevant, suspensions- eller begrænsningsvilkår og ‑periode som omhandlet i artikel 69, 70 og 71 med følgende midler:

[...]«

12

Artikel 117 i direktiv 2014/59 med overskriften »Ændring af direktiv 2001/24/EF« fastsætter i stk. 1, at der i artikel 1 i direktiv 2001/24 tilføjes et stk. 5, hvorefter »[n]ærværende direktivs artikel 4 og 7 [ikke] finder [...] anvendelse, hvis artikel 83 i direktiv 2014/59/EU finder anvendelse«.

13

I medfør af artikel 130, stk. 1, i direktiv 2014/59 er fristen for gennemførelse heraf fastsat til den 31. december 2014.

14

I henhold til dette direktivs artikel 131 træder direktivet i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende, dvs. den 2. juli 2014.

15

Artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 fastsætter:

»Et kontraktvilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling, anses for urimeligt, hvis det til trods for kravene om god tro bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren.«

16

Dette direktivs artikel 6, stk. 1, bestemmer:

»Medlemsstaterne fastsætter, at urimelige kontraktvilkår i en aftale, som en erhvervsdrivende har indgået med en forbruger, i henhold til deres nationale lovgivning ikke binder forbrugeren, og at aftalen forbliver bindende for parterne på i øvrigt samme vilkår, hvis den kan opretholdes uden de urimelige kontraktvilkår.«

17

Direktivets artikel 7, stk. 1, fastsætter:

»Medlemsstaterne sikrer, at der i forbrugernes og konkurrenternes interesse findes egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem forbrugere og en erhvervsdrivende, til ophør.«

18

Ley 6/2005 sobre saneamiento y liquidación de las entidades de crédito (lov nr. 6/2005 om sanering og likvidation af kreditinstitutter) af 22. april 2005 (BOE nr. 97 af 23.4.2005, s. 13912) gennemførte direktiv 2001/24 i den spanske retsorden.

19

Denne lovs artikel 19, stk. 1, fastsætter:

»Når der i forhold til et kreditinstitut, som er godkendt i en medlemsstat i Den Europæiske Union, og som har mindst én filial eller leverer tjenesteydelser i Spanien, vedtages en saneringsforanstaltning eller indledes en likvidationsprocedure, tillægges denne foranstaltning eller procedure uden yderligere formaliteter alle virkninger i Spanien, så snart sådanne virkninger tillægges i den medlemsstat, der har vedtaget den pågældende foranstaltning eller indledt proceduren.«

20

Artikel 145-C ff. i Regime Geral das Instituições de Crédito e Sociedades Financeiras (den almindelige ordning for kreditinstitutter og finansieringsselskaber), der blev godkendt ved Decreto-Lei [que] Aprova o Regime Geral das Instituições de Crédito e Sociedades Financeiras (lovdekret om godkendelse af den almindelige ordning for kreditinstitutter og finansieringsselskaber) af 31. december 1992 (Diário da República, serie I-A, nr. 301-A/2012, herefter »RGICSF«), blev indført ved Decreto-Lei no 31-A/2012 (lovdekret nr. 31-A/2012) af 10. februar 2012 (Diário da República, serie 1, nr. 30 af 10.2.2012). Disse artikler regulerer sanerings- og afviklingsforanstaltninger i kreditinstitutter og finansielle selskaber.

21

Den 11. december 2006 indgik C.F.O., som er forbruger, med BES España en aftale om et realkreditlån, som indeholdt en såkaldt »gulvklausul«, hvori der var fastsat en minimumsrentesats på 2%.

22

Ved dom af 9. maj 2013 fastslog Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien), at en sådan klausul var urimelig på grund af manglende gennemsigtighed. C.F.O. rettede herefter henvendelse til BES España med anmodning om, at denne skulle undlade at anvende den pågældende klausul. BES España ophørte med at anvende denne klausul fra juni 2013.

23

I henhold til RGICSF, og i forbindelse med den alvorlige krise, som BES blev ramt af, vedtog bestyrelsen for Banco de Portugal ved afgørelse af 3. august 2014, som ændret ved afgørelse af 11. august samme år (herefter »afgørelsen af august 2014«), såkaldte »afviklingsforanstaltninger« for dette kreditinstitut.

24

Ved afgørelsen af august 2014 oprettede Banco de Portugal en »brobank« eller et »broinstitut«, nemlig Novo Banco, hvortil de af BES’ aktiver, passiver og ikke-økonomiske elementer, som var beskrevet i bilag 2 til denne afgørelse, blev overdraget.

25

I dette bilag 2 blev der henvist til visse passiver, som dog var undtaget fra overdragelsen til Novo Banco, og som derfor forblev BES’ ejendom. Disse omfattede de passiver, der er nævnt i stk. 1, litra b), nr. v), i det pågældende bilag 2, dvs. »alle forpligtelser eller eventualforpligtelser, navnlig dem, som beror på svig eller tilsidesættelse af lovgivningsmæssige, strafferetlige eller administrative bestemmelser eller afgørelser«.

26

Efter den overdragelse, der er omhandlet i nærværende doms præmis 24, blev Novo Banco realkreditkreditor i forbindelse med lånet optaget den 11. december 2006, og begyndte at fakturere C.F.O. de månedlige afdrag på lånet.

27

Den 3. oktober 2014 offentliggjorde Banco de España (den spanske nationalbank) en meddelelse i Boletín Oficial del Estado, hvori den oplyste, at Banco de Portugal ved afgørelsen af august 2014 havde anvendt en afviklingsforanstaltning på BES, der bestod i en delvis overdragelse af denne sidstnævntes aktiviteter til Novo Banco, der uden afbrydelse ville fortsætte BES’ almindelige virksomhed, idet denne foranstaltning blev betragtet som en saneringsforanstaltning som omhandlet i artikel 2 i direktiv 2001/24.

28

Den 29. december 2015 vedtog Banco de Portugal to afgørelser om ændring og tydeliggørelse af bilag 2 til afgørelsen af august 2014 (herefter »afgørelserne af 29. december 2015«).

29

Det var i afgørelserne af 29. december 2015 bl.a. præciseret, at »fra dags dato er navnlig følgende passiver ikke [blevet] overdraget til Novo Banco: [...] v) alle fordringer og erstatning i forbindelse med påstande om annullation af bestemte vilkår i visse låneaftaler, i hvilke BES var långiver«.

30

Efter afsigelsen af dom af 21. december 2016, Gutiérrez Naranjo m.fl. (C-154/15, C-307/15 og C-308/15, EU:C:2016:980), fremsendte C.F.O. i januar 2017 en anmodning om tilbagebetaling af de beløb, som BES España havde opkrævet på grundlag af »gulvklausulen« i realkreditlånet.

31

Ved skrivelse af 21. marts 2017 afviste Novo Banco denne anmodning med den begrundelse, at BES España havde udvist fuld gennemsigtighed med hensyn til oplysningerne om denne »gulvklausul«, som var blevet meddelt i tilbuddet underskrevet den 24. november 2006.

32

Den 4. maj 2017 anlagde C.F.O. sag mod Novo Banco med påstand om, at det dels måtte blive fastslået, at nævnte vilkår er ugyldigt, dels at Novo Banco måtte blive tilpligtet at tilbagebetale C.F.O. de i henhold til samme vilkår uretmæssigt betalte beløb.

33

Novo Banco nedlagde påstand om sagens afvisning med den begrundelse, at Novo Banco ikke var rette sagsøgte, idet den fordring, som C.F.O. måtte have, og som bestod i tilbagebetaling af de beløb, som BES España havde opkrævet i henhold til den pågældende »gulvklausul«, ikke var blevet overdraget til Novo Banco ved de saneringsforanstaltninger, der var truffet af Banco de Portugal over for BES.

34

Både førsteinstansretten og appelretten, Audiencia Provincial (regional domstol, Spanien), forkastede indsigelsen rejst af Novo Banco og gav C.F.O. medhold i sagen.

35

Novo Banco har således iværksat kassationsappel ved Tribunal Supremo (øverste domstol), som er den forelæggende ret, og som har givet Banco de Portugal og Fundo de Resolução tilladelse til invention til støtte for denne appel.

36

Den forelæggende ret har for det første anført, at de saneringsforanstaltninger, der er truffet over for BES, henhører under EU-retten, således som Domstolen allerede har fastslået i dom af 5. maj 2022, BPC Lux 2 m.fl. (C-83/20, EU:C:2022:346, præmis 28-30), således at den situation, der er omhandlet i hovedsagen, skal anses for at karakterisere en gennemførelse af EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1.

37

For det andet har den forelæggende ret anført, at selv om afgørelsen af august 2014 og afgørelserne af 29. december 2015 anses for at udgøre saneringsforanstaltninger som omhandlet i direktiv 2001/24, og således som Domstolen fastslog i dom af 29. april 2021, Banco de Portugal m.fl. (C-504/19, EU:C:2021:335), og selv om disse afgørelser vil kunne berøre tredjeparter, var disse afgørelser slet ikke blevet offentliggjort, hvilket er i strid med kravene i dette direktivs artikel 6, stk. 1-4. I denne henseende har den forelæggende ret fremhævet, at de oplysninger, som findes på Banco de Portugals websted på engelsk og portugisisk, og de oplysninger, der er fremkommet i de spanske medier om BES’ krise og oprettelsen af Novo Banco, var meget generelle og ikke gjorde det muligt for de berørte kunder at finde ud af, hvilke passiver der var udelukket fra overdragelsen af de pågældende aktiver og passiver, og gøre sig bekendt med den begrænsning af deres rettigheder, som denne udelukkelse medførte. Meddelelserne fra Novo Banco til dens kunder havde endvidere snarere til formål at udelukke enhver mulighed for, at disse sidstnævnte kunne have været påvirket af de pågældende saneringsforanstaltninger. Den forelæggende ret har i øvrigt anført, at den meddelelse, som Banco de España havde offentliggjort, og som er nævnt i nærværende doms præmis 27, heller ikke opfyldte de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse.

38

Den manglende offentliggørelse på den måde, som det kræves i henhold til artikel 6, stk. 1-4, i direktiv 2001/24, kunne have forhindret næsten alle den pågældende banks kunder, der er bosiddende i Spanien, i at anlægge sag til prøvelse af Banco de Portugals afgørelser og kunne have foranlediget dem til at anlægge sager mod Novo Banco, over for hvilke Novo Banco imidlertid rejste en ulovlighedsindsigelse på det grundlag, at de pågældende saneringsforanstaltninger ikke havde overført forpligtelsen til at tilbagebetale beløb, der var betalt af kunderne som følge af anvendelsen af et urimeligt kontraktvilkår.

39

Ifølge den forelæggende ret skal artikel 6, stk. 5, i direktiv 2001/24, hvorefter saneringsforanstaltningerne træder i kraft og får retsvirkning, uanset om de offentliggørelsesforanstaltninger, der er nævnt i dette direktivs artikel 6, stk. 1-3, har fundet sted, ikke muliggøre en langvarig manglende offentliggørelse i værtslandet af de begrænsninger eller den fratagelse af rettigheder, som disse foranstaltninger pålægger den berørte enheds kunder, og oplysninger om, hvordan der kan anlægges sag, og om de klagemuligheder, som de berørte personer har.

40

Den forelæggende ret har derfor rejst tvivl om, hvorvidt forpligtelsen til i værtslandet at anerkende virkningerne af de saneringsforanstaltninger, der er vedtaget i hjemlandet, og fastsat i artikel 3, stk. 2, i direktiv 2001/24, er forenelig med princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, som er fastsat i chartrets artikel 47, forbuddet mod enhver form for forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, som er fastsat i artikel 21, stk. 2, heri samt retssikkerhedsprincippet, når sådanne foranstaltninger ikke er blevet offentliggjort på den i direktivets artikel 6, stk. 1-4, påkrævede måde.

41

For det tredje har den forelæggende ret anført, at Novo Banco forholdt sig til realiteten i det tilbagebetalingskrav, som C.F.O. havde rettet til den, ved i besvarelsen heraf at påpege, at »banken [havde] udvist fuld gennemsigtighed«. C.F.O. anlagde følgelig sag i fuld tillid til, at Novo Banco, i dens egenskab af bankinstitut, som kontrolleres af en offentlig myndighed, der handler i medfør af EU-retten, havde overtaget samtlige af BES Españas forpligtelser og ansvar i tilknytning til denne aftale.

42

Den forelæggende ret ønsker følgelig oplyst, om forpligtelsen til at anerkende saneringsforanstaltningernes virkninger, der fremgår af artikel 3, stk. 2, i direktiv 2001/24, i en situation, hvor en forbruger, der er bosiddende i værtslandet, har kunnet basere en berettiget forventning på den adfærd, en brobank kontrolleret af en offentlig myndighed i hjemlandet udviser, er i overensstemmelse med chartrets artikel 47 og retssikkerhedsprincippet.

43

Endelig og for det fjerde har den forelæggende ret rejst tvivl om lovligheden i forhold til EU-retten, navnlig henset til artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13, af den »opsplitning« af kontraktforholdet, der følger af saneringsforanstaltningerne i hovedsagerne. Mens den pågældende forbruger er bundet af sine forpligtelser over for Novo Banco og betaler månedlige afdrag på det realkreditlån, der oprindeligt er optaget i BES España, er Novo Banco fritaget fra forpligtelsen til at tilbagebetale de beløb, som BES España har opkrævet på grundlag af den pågældende »gulvklausul«, hvilket ifølge den forelæggende ret kan føre til, at denne forbruger bærer de økonomiske konsekvenser af et urimeligt kontraktvilkår, eftersom vedkommende under alle omstændigheder ikke kan få disse beløb tilbagebetalt af BES på grund af dennes insolvens.

44

I denne sammenhæng er den forelæggende ret af den opfattelse, at det er usædvanligt, at forbrugerrettigheder ikke vægter højere end det finansielle systems stabilitet. Den har i denne henseende henvist til dom af 21. december 2016, Gutiérrez Naranjo m.fl. (C-154/15, C-307/15 og C-308/15, EU:C:2016:980), i hvilken Domstolen fandt en praksis fra Tribunal Supremo (øverste domstol) i strid med artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13, idet den tidsbegrænsede de restituerende virkninger af annullationen af »gulvklausuler« i aftaler om realkreditlån, som en erhvervsdrivende har indgået med en forbruger, med henblik på at sikre det spanske finansielle systems sikkerhed, der på det pågældende tidspunkt befandt sig i en alvorlig krise.

45

Den forelæggende ret har i øvrigt anført, at anerkendelsen af virkningerne af saneringsforanstaltninger, der i praksis ikke giver den pågældende forbruger mulighed for at få adgang til retten til tilbagebetaling af de beløb, der er betalt som følge af anvendelsen af et urimeligt kontraktvilkår, mens denne forbruger samtidigt fortsat har pligt til fuldt ud at betale de månedlige afdrag på det realkreditlån, som vedkommende har optaget, kan udgøre et uforholdsmæssigt indgreb i forbrugerens ejendomsret i strid med chartrets artikel 17.

46

På denne baggrund har Tribunal Supremo (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

47

J.M.F.T. og M.H.D.S. åbnede en værdipapirkonto og indgik en aftale om porteføljepleje med BES España.

48

Den 3. oktober 2007 indgik de en atypisk finansiel kontrakt med BES España, som var et komplekst finansielt produkt med høj risiko og med variabel rente indekseret efter de øvrige kreditinstitutters aktier. Den atypiske finansielle kontrakt udløb den 11. oktober 2014, hvor den blev ophævet og likvideret med tab af Novo Banco, som i mellemtiden var trådt i BES Españas sted.

49

J.M.F.T. og M.H.D.S. indgik ligeledes med BES España den 28. april 2008 en kontrakt om et struktureret finansielt produkt, der udløb den 28. april 2013, og som blev likvideret med tab af BES España.

50

I august 2014 modtog J.M.F.T. flere meddelelser fra Novo Banco, hvori der i forlængelse af afgørelser truffet af Banco de Portugal over for BES blev redegjort for videreførelsen af bankforretningerne mellem BES Españas kunder og den nye enhed, dvs. Novo Banco, ligesom de indeholdt en erklæring om den atypiske finansielle kontrakt.

51

Den 17. april 2017 anlagde J.M.F.T. og M.H.D.S. sag mod Novo Banco, hvori de principalt nedlagde påstand om annullation af de to finansielle kontrakter på grund af fejl i samtykke som følge af de mangelfulde oplysninger, de havde modtaget fra BES España, samt tilbagebetaling af de beløb, der var modtaget fra begge parter, med tillæg af renter at regne fra datoen for hver betaling. Subsidiært nedlagde J.M.F.T. og M.H.D.S. påstand om, at Novo Banco måtte blive tilpligtet at betale dem en kompensation for de tab, der var lidt ved erhvervelsen af de to pågældende finansielle produkter med tillæg af renter beregnet efter den lovbestemte rentesats fra tidspunktet for stævningens forkyndelse.

52

Novo Banco nedlagde påstand om sagens afvisning med den begrundelse, at den ikke var rette sagsøgte, idet den fordring, som J.M.F.T. og M.H.D.S. måtte have, og som bestod i enten tilbagebetaling af de beløb, som disse sidstnævnte havde betalt i henhold til de finansielle produkter, på grund af de pågældende kontrakters mulige ugyldighed, eller kompensation for de lidte tab med den begrundelse, at kunderne ikke var blevet informeret om risiciene ved de finansielle instrumenter, der er omhandlet i hovedsagen, ikke var blevet overdraget til Novo Banco ved de saneringsforanstaltninger, der var truffet af Banco de Portugal over for BES.

53

Sagsøgerne fik medhold i første instans.

54

Audiencia Provincial (regional domstol) gav Novo Banco medhold i den af denne iværksatte appel, for så vidt som den vedrørte kontrakten indgået den 28. april 2008, med den begrundelse, at denne kontrakt var blevet likvideret af BES España den 28. april 2013, dvs. inden oprettelsen af Novo Banco i forbindelse med iværksættelsen af saneringsforanstaltninger for BES. Ifølge denne ret havde den pågældende transaktion således udtømt sine virkninger inden disse foranstaltninger, således at der ikke var blevet overført nogen forpligtelse eller noget ansvar i henhold til denne kontrakt til brobanken.

55

Audiencia Provincial (regional domstol) stadfæstede derimod dommen afsagt i første instans, for så vidt som den vedrørte den atypiske finansielle kontrakt, der forvaltedes af Novo Banco og derefter blev likvideret af denne sidstnævnte i oktober 2014. Denne ret anførte ligeledes, at afgørelsen af august 2014 ikke fra overførslen udelukkede et struktureret produkt såsom den atypiske finansielle kontrakt, men derimod gældsinstrumenter udstedt af institutter under BES.

56

Under behandlingen af appellerne til prøvelse af denne dom, herunder Novo Bancos appel, støttet af Banco de Portugal og Fundo de Resolução, har Tribunal Supremo (øverste domstol) rejst spørgsmål om lovligheden af værtslandets forpligtelse til at anerkende virkningerne af de saneringsforanstaltninger, der er truffet i hjemlandet, som er fastsat i artikel 3, stk. 2, i direktiv 2001/24, med hensyn til de af EU-rettens bestemmelser og principper, der er nævnt i forelæggelsesafgørelsen i sag C-498/22, med undtagelse af direktiv 93/13, af i det væsentlige samme grunde som dem, der er sammenfattet i nærværende doms præmis 37-42, som angår denne forelæggelsesafgørelse.

57

På denne baggrund har Tribunal Supremo (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

58

Den 17. november 2014 købte Proyectos, Obras y Servicios de Badajoz SL (herefter »POSB«) på det sekundære marked en ikke-efterstillet obligation benævnt »Senior Bond NB 6,875% maturity July 2016«, der udløb den 15. juli 2016, for et beløb af 100000 EUR.

59

Denne obligation var blevet udstedt af BES, men på det tidspunkt, hvor POSB købte den via et tredjepartsinvesteringsselskab, udgjorde dette ikke-efterstillede gældsinstrument en del af Novo Bancos formuebeholdning, idet obligationen var blevet overført til Novo Banco ved afgørelsen af august 2014.

60

I juli 2015 udbetalte Novo Banco et obligationsafkast for perioden 2014-2015.

61

Da obligationen udløb den 15. juli 2016 havde Novo Banco hverken udbetalt obligationsafkast for perioden 2015-2016 eller tilbagebetalt POSB obligationens nominelle værdi.

62

Som svar på POSB’s krav angav Novo Banco, at dens afslag på betaling var baseret på afgørelserne af 29. december 2015, hvormed Banco de Portugal havde »tilbageført« passiverne i tilknytning til denne obligation fra Novo Banco til BES. Det fremgik således bl.a. af disse afgørelser, at ikke-efterstillede obligationer blev »tilbageført« fra Novo Banco til BES, herunder de rettigheder og det ansvar, der fulgte af de ikke-efterstillede gældsinstrumenter, der er opregnet i bilag 2B til de nævnte afgørelser, heriblandt »Senior Bond NB 6,875% maturity July 2016«.

63

Den 25. juni 2017 anlagde POSB et nyt søgsmål mod Novo Banco med påstand om betaling af obligationsafkast svarende til årsydelsen 2015-2016 og tilbagebetaling af et beløb svarende til obligationens nominelle værdi.

64

Novo Banco nedlagde påstand om sagens afvisning med den begrundelse, at den ikke var rette sagsøgte, idet passiverne i tilknytning til denne obligation var blevet »tilbageført« til BES.

65

Både retten i første instans og appelretten, Audiencia Provincial (regional domstol), forkastede Novo Bancos indsigelse og gav sagsøgeren medhold.

66

Under behandlingen af appellen iværksat af Novo Banco, støttet af Banco de Portugal og Fundo de Resolução, har Tribunal Supremo (øverste domstol) for det første rejst spørgsmål om lovligheden af værtslandets forpligtelse til at anerkende virkningerne af de saneringsforanstaltninger, der er truffet i hjemlandet, som er fastsat i artikel 3, stk. 2, i direktiv 2001/24, med hensyn til chartrets artikel 47 og retssikkerhedsprincippet, ligebehandlingsprincippet samt princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af nationalitet, som er fastsat i chartrets artikel 21, stk. 2, af i det væsentlige samme grunde som dem, der er sammenfattet i nærværende doms præmis 37-40, som angår forelæggelsesafgørelsen i sag C-498/22.

67

For det andet har den forelæggende ret anført, at besiddelse af et ikke-efterstillet gældsinstrument giver POSB en beskyttelse af dennes grundlæggende ejendomsret, der er sikret ved chartrets artikel 17. Ifølge denne ret medfører »tilbageførslen« til BES af ansvaret og forpligtelserne i tilknytning til dette gældsinstrument i praksis, at POSB fratages sin ejendomsret, eftersom BES er en insolvent bank uden aktiver.

68

Den forelæggende ret har ganske vist anført at være fuldt ud klar over, at den grundlæggende rettighed, som er sikret ved chartrets artikel 17, ikke er en absolut rettighed, og at indehaveren af en sådan rettighed kan fratages sin ejendom, hvis det skønnes nødvendigt i samfundets interesse, og det sker i de tilfælde og på de betingelser, der er fastsat ved lov, og mod rimelig og rettidig erstatning for fratagelsen heraf.

69

Den forelæggende ret har anført, at det ene af disse tilfælde er tilfældet med aktionærer og kreditorer i tilfælde af afviklingsforanstaltninger truffet over for en nødlidende bank. Den har imidlertid angivet, at POSB hverken er aktionær i eller kreditor til BES, men på tidspunktet for købet af det ikke-efterstillede gældsinstrument blev kreditor i en kapitaliseret og solvent bank, dvs. Novo Banco.

70

Den forelæggende ret er følgelig af den opfattelse, at det forhold, at POSB er frataget sin ejendom, uden en passende erstatning i rette tid, på grundlag af »tilbageførselsbeføjelser« tildelt Banco de Portugal ved afgørelse fra denne samme myndighed, der ikke er blevet offentliggjort som krævet i direktiv 2001/24, kan udgøre en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og et uforholdsmæssigt indgreb i den grundlæggende ejendomsret, som er sikret ved chartrets artikel 17.

71

På denne baggrund har Tribunal Supremo (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

72

I henhold til artikel 54 i Domstolens procesreglement har Domstolens præsident ved afgørelse af 27. september 2022 besluttet at forene sagerne C-498/22 – C-500/22 med henblik på retsforhandlingernes skriftlige og mundtlige del samt dommen.

73

Med det første spørgsmål i sagerne C-498/22 – C-500/22 ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, stk. 2, og artikel 6 i direktiv 2001/24, sammenholdt med chartrets artikel 21, stk. 2, og artikel 47, stk. 1, samt retssikkerhedsprincippet, skal fortolkes således, at disse bestemmelser, når der ikke er sket en offentliggørelse som fastsat i dette direktivs artikel 6, stk. 1, er til hinder for, at en retsinstans i en anden medlemsstat end hjemlandet anerkender virkningerne af en saneringsforanstaltning vedtaget inden indbringelse for denne retsinstans over for et kreditinstitut, hvorved sidstnævntes forpligtelser og ansvar delvist er blevet overført til en brobank.

74

Som den forelæggende ret har anført, er det ubestridt, at afgørelsen af august 2014 og afgørelserne af 29. december 2015, vedtaget af Banco de Portugal over for BES, og hvorved en del af dette kreditinstituts aktiver og passiver blev overdraget til brobanken, dvs. Novo Banco, udgør saneringsforanstaltninger som omhandlet i direktiv 2001/24.

75

Dette direktiv er, således som det bl.a. fremgår af 4. og 16. betragtning hertil, baseret på enheds- og universalitetsprincippet og opstiller princippet om gensidig anerkendelse af saneringsforanstaltninger og deres retsvirkninger (jf. i denne retning dom af 29.4.2021, Banco de Portugal m.fl., C-504/19, EU:C:2021:335, præmis 33), uden at det herved er tilsigtet at harmonisere den nationale lovgivning på området (jf. i denne retning dom af 13.9.2022, Banka Slovenije, C-45/21, EU:C:2022:670, præmis 121 og den deri nævnte retspraksis).

76

I henhold til artikel 3, stk. 2, i direktiv 2001/24 anvendes saneringsforanstaltningerne således principielt i overensstemmelse med bestemmelserne i hjemlandets love. For det første følger det af denne bestemmelses andet afsnit, at sådanne foranstaltninger uden videre har retsvirkning i hele Den Europæiske Union efter den pågældende medlemsstats lovgivning, også over for tredjemand i andre medlemsstater, uanset om de regler i værtslandet, som gælder for sådanne foranstaltninger, ikke indeholder hjemmel herfor, og uanset om de betingelser, der er gældende herfor i værtslandet, ikke er opfyldt. I henhold til nævnte bestemmelses tredje afsnit har saneringsforanstaltningerne for det andet retsvirkning i hele Unionen, så snart de har retsvirkning i hjemlandet.

77

Disse bestemmelser fastsætter således, at saneringsforanstaltninger vedrørende kreditinstitutter og deres virkninger principielt afgøres efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor behandlingen indledes (lex concursus), med undtagelser, der udtrykkeligt er fastsat i direktiv 2001/24, og som i visse tilfælde kræver, at der må ske en nødvendig afvigelse fra princippet om, at hjemlandets lovgivning skal finde anvendelse (jf. i denne retning dom af 29.4.2021, Banco de Portugal m.fl., C-504/19, EU:C:2021:335, præmis 34 og 35 og den deri nævnte retspraksis).

78

For så vidt angår offentliggørelsen af sådanne saneringsforanstaltninger skal det indledningsvis bemærkes, at det følger af artikel 6, stk. 1, i direktiv 2001/24, at såfremt iværksættelsen af saneringsforanstaltninger vedtaget i overensstemmelse med dette direktivs artikel 3, stk. 1 og 2, vil kunne berøre tredjemands rettigheder i værtslandet, og såfremt det i hjemlandet er muligt at påklage afgørelsen om iværksættelse af disse saneringsforanstaltninger, skal hjemlandets administrative eller retslige myndigheder, administratoren eller en anden person med den behørige bemyndigelse i hjemlandet lade et uddrag af denne afgørelse bekendtgøre i Den Europæiske Unions Tidende samt i to landsdækkende dagblade i hvert værtsland, således at der navnlig gives mulighed for at udøve klagerettighederne i tide.

79

Artikel 6, stk. 1, i direktiv 2001/24 gør således forpligtelsen til at offentliggøre saneringsforanstaltningerne betinget af, at to kumulative betingelser er opfyldt. For det første skal disse foranstaltninger kunne berøre tredjemands rettigheder i værtslandet, og det skal for det andet være muligt i hjemlandet at påklage afgørelsen om iværksættelse af de nævnte foranstaltninger.

80

Som det er den forelæggende rets opfattelse, synes disse betingelser at være opfyldt for så vidt angår de saneringsforanstaltninger, der er omhandlet i hovedsagerne. For det første, og således som den portugisiske regering har bekræftet i sit skriftlige indlæg og i overensstemmelse med bestemmelserne i RGICSF, kan en afgørelse fra Banco de Portugal, hvorved sådanne foranstaltninger vedtages, således i Portugal være genstand for påklage på de betingelser, der er fastsat i lovgivningen om forvaltningsretlige sager. For det andet kan privatpersonerne i hovedsagerne, der alle er bosiddende eller etableret i værtslandet, og kunder i det kreditinstitut, der er genstand for disse foranstaltninger, blive berørt heraf.

81

Det er derfor ikke nødvendigt i forbindelse med de foreliggende præjudicielle forelæggelser at behandle gyldigheden af sådanne betingelser i forhold til chartrets artikel 47.

82

Endvidere og i henhold til artikel 6, stk. 4, i direktiv 2001/24 tilkommer det de kompetente myndigheder i hjemlandet at offentliggøre uddrag af, formål med og retsgrundlag for den vedtagne afgørelse og dennes klagefrister, især en letforståelig angivelse af datoen for disse fristers udløb, samt nøjagtig angivelse af adressen på de myndigheder eller den domstol, for hvilke(n) der kan indbringes klage.

83

For så vidt som forpligtelsen for de kompetente myndigheder i hjemlandet til at offentliggøre navnlig angivelser vedrørende klagefrister kun logisk kan handle om klager, der kan indgives i denne medlemsstat, må det fastslås, at formålet med artikel 6, stk. 1-4, i direktiv 2001/24 er at regulere underretningen af det pågældende kreditinstituts kreditorer, således at de i hjemlandet kan udøve deres ret til at påklage afgørelser om iværksættelse af saneringsforanstaltninger over for dette institut under overholdelse af princippet om ligebehandling af kreditorer, således som dette princip er anført i 12. betragtning til dette direktiv.

84

Det skal endelig bemærkes, at i henhold til artikel 6, stk. 5, i direktiv 2001/24 træder saneringsforanstaltningerne i kraft, uanset om de offentliggørelsesforanstaltninger, der er nævnt i denne artikels stk. 1-3, har fundet sted, og får fuld retsvirkning over for kreditorerne, medmindre de administrative eller retslige myndigheder i hjemlandet eller den dér gældende lovgivning om sådanne foranstaltninger fastsætter andet.

85

Heraf følger, at den manglende offentliggørelse af saneringsforanstaltningerne vedtaget i hjemlandet, efter de regler og på de betingelser, der er fastsat i artikel 6, stk. 1-4, i direktiv 2001/24, ikke indebærer, at der rejses tvivl om enhedsprincippet og universalprincippet eller den gensidige anerkendelse af virkningerne af disse foranstaltninger i værtslandet, således som disse principper er nævnt i nærværende doms præmis 75 og 76. En sådan manglende offentliggørelse kan derfor hverken medføre, at disse foranstaltninger må erklæres ugyldige, eller at virkningerne heraf ikke kan gøres gældende i værtslandet.

86

Når dette er sagt, må det fastslås, at direktiv 2001/24 begrænser sig til at udelukke, at en manglende offentliggørelse af saneringsforanstaltningerne kan sanktioneres ved deres ugyldighed eller ved, at virkningerne heraf ikke kan gøres gældende i værtslandet, uden at direktivet herved fastsætter, eller så meget desto mindre harmoniserer, andre typer af sanktioner. Følgelig er de processuelle bestemmelser, som har til formål at sikre beskyttelsen af de rettigheder, som borgerne har i medfør af EU-retten, undergivet de nationale retsregler i hver medlemsstat. Disse regler må imidlertid ikke være mindre gunstige end de retsmidler, der er fastsat i national ret (ækvivalensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden (effektivitetsprincippet) (dom af 20.9.2018, Rudigier, C-518/17, EU:C:2018:757, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

87

Det skal ligeledes bemærkes, at medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten, er forpligtet til at sikre iagttagelse af den adgang til effektive retsmidler, som er fastsat i chartrets artikel 47, stk. 1, som udgør en bekræftelse af princippet om effektiv domstolsbeskyttelse (dom af 15.4.2021, État belge (Omstændigheder, der er indtruffet senere end en afgørelse om overførsel), C-194/19, EU:C:2021:270, præmis 43).

88

Som det er præciseret i nærværende doms præmis 83, er formålet med den offentliggørelse, der er fastsat i artikel 6 i direktiv 2001/24, i hjemlandet at sikre beskyttelsen af de berørtes ret til klageadgang til prøvelse af afgørelser, hvori der træffes bestemmelse om foranstaltningerne til sanering af et kreditinstitut, herunder bl.a. retten hertil for dette instituts kreditorer i værtslandet.

89

Det følger heraf, at når saneringsforanstaltningerne ikke er blevet offentliggjort i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i artikel 6 i direktiv 2001/24, skal hjemlandet gøre det muligt for personer, hvis rettigheder – som er sikret af EU-retten – er berørt af sådanne foranstaltninger, og som er etablerede eller bosiddende i værtslandet, at indgive klage til prøvelse af disse foranstaltninger inden for en rimelig frist fra det tidspunkt, hvor disse bliver underrettet om disse foranstaltninger, fik kendskab hertil eller med rimelighed burde have fået kendskab hertil.

90

Domstolen har i denne henseende anerkendt, at det er foreneligt med effektivitetsprincippet, at der af retssikkerhedshensyn fastsættes rimelige, præklusive søgsmålsfrister, som beskytter både den berørte og den pågældende myndighed (jf. i denne retning dom af 24.3.2009, Danske Slagterier, C-445/06, EU:C:2009:178, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis). Domstolen har ligeledes fastslået, at det ikke kan anses for at være en uforholdsmæssig hindring, hvis fristen for at anlægge søgsmål først begynder at løbe fra den dato, hvor sagsøgeren fik kendskab eller i hvert fald burde have fået kendskab til foranstaltninger, der er bebyrdende for denne (jf. i denne retning dom af 7.11.2019, Flausch m.fl., C-280/18, EU:C:2019:928, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

91

Den forelæggende ret skal således bl.a. tage hensyn til for det første – og uafhængigt af den omstændighed, således som generaladvokaten har anført i punkt 77 og 86 i forslaget til afgørelse, at bestemmelserne i direktiv 2014/59 ikke finder anvendelse på tvisterne i hovedsagerne – de oplysninger, der offentliggøres af de portugisiske myndigheder i henhold til dette direktivs artikel 83, stk. 4, og de oplysninger, der meddeles af BES og/eller Novo Banco, for at fastlægge det tidspunkt, hvorfra kunderne i hovedsagerne har fået eller burde have fået kendskab til afgørelserne fra Banco de Portugal. For det andet skal den forelæggende ret tage hensyn til den portugisiske regerings bemærkninger – i givet fald bekræftet i retspraksis af hjemlandets retsinstanser, hvorefter denne medlemsstats procesret sikrer, at i mangel af offentliggørelse af en administrativ retsakt såsom afgørelsen fra Banco de Portugal om sanering af et kreditinstitut, kan denne retsakt påklages fra det tidspunkt, hvor de skadelidte fik eller burde have fået kendskab til nævnte retsakt eller gennemførelsen heraf, alt efter hvad der indtræder først.

92

Chartrets artikel 47, stk. 1, er i øvrigt ikke til hinder for, at der fastsættes rimelige klagefrister med henblik på at anfægte en afgørelse fra en national myndighed til gennemførelse af EU-retten, som kan være i strid med en af de rettigheder, som borgere har i henhold til EU-retten.

93

Endvidere kræver hverken denne artikel 47 eller effektivitetsprincippet, at et søgsmål, som er hjemlet i hjemlandets lovgivning, til prøvelse af en afgørelse, hvorved en national myndighed vedtager en saneringsforanstaltning, har opsættende virkning, i medfør af hvilken denne afgørelses virkninger automatisk suspenderes i afventning af udfaldet af et sådant søgsmål.

94

Hvad dernæst angår princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, der er sikret ved chartrets artikel 21, stk. 2, er det hverken hævdet eller godtgjort, at anerkendelsen af saneringsforanstaltningernes virkninger, således som fastsat i medfør af artikel 3, stk. 2, i direktiv 2001/24, vil finde anvendelse forskelligt afhængigt af borgerens nationalitet.

95

Hvad endelig angår retssikkerhedsprincippet skal det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at dette princip kræver dels, at retsreglerne er klare og præcise, dels at deres anvendelse er forudsigelig for de retsundergivne, især når de kan have bebyrdende virkninger for personer og virksomheder. Nævnte princip kræver bl.a., at en lovgivning giver de berørte mulighed for at få et nøjagtigt kendskab til omfanget af de forpligtelser, der derved pålægges dem, og at disse sidstnævnte ikke skal være i tvivl om deres rettigheder og pligter, således at de kan handle derefter (jf. i denne retning dom af 29.4.2021, Banco de Portugal m.fl., C-504/19, EU:C:2021:335, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

96

I det foreliggende tilfælde skal værtslandet for det første i henhold til bestemmelserne i direktiv 2001/24 uden andre formkrav sikre anerkendelsen på dens område af virkningerne af saneringsforanstaltninger vedtaget i hjemlandet, uanset den omstændighed, at disse ikke har været offentliggjort som krævet i henhold til dette direktivs artikel 6, stk. 1. For det andet skal det fastslås, at på det tidspunkt, hvor Novo Bancos kunder anlagde deres respektive søgsmål ved de spanske domstole i løbet af 2017, havde saneringsforanstaltningerne været genstand for forskellige offentlighedsforanstaltninger, hvilke var blevet varetaget af både de portugisiske myndigheder og de spanske myndigheder. Det følger heraf – med forbehold for den efterprøvelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage – at Novo Bancos kunder, når de anlægger deres respektive søgsmål, råder over alle de oplysninger, der er nødvendige for at kunne træffe en afgørelse med fuldt kendskab til omstændighederne vedrørende anlæggelsen af sådanne søgsmål og for med sikkerhed at kunne identificere den enhed, som sidstnævnte søgsmål skulle rettes mod.

97

Henset til ovenstående betragtninger skal de første spørgsmål besvares med, at artikel 3, stk. 2, og artikel 6 i direktiv 2001/24, sammenholdt med chartrets artikel 21, stk. 2, og artikel 47, stk. 1, samt retssikkerhedsprincippet, skal fortolkes således, at disse bestemmelser, når der ikke er sket en offentliggørelse som fastsat i dette direktivs artikel 6, stk. 1, ikke er til hinder for, at en retsinstans i en anden medlemsstat end hjemlandet anerkender virkningerne af en saneringsforanstaltning vedtaget inden indbringelse for denne retsinstans over for et kreditinstitut, hvorved sidstnævntes forpligtelser og ansvar delvist er blevet overført til en brobank.

98

Med det andet spørgsmål i sag C-498/22 og i sag C-499/22 ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, stk. 2, i direktiv 2001/24, sammenholdt med chartrets artikel 47, stk. 1, og retssikkerhedsprincippet, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for anerkendelsen i værtslandet af virkningerne af en saneringsforanstaltning truffet i hjemlandet over for et kreditinstitut, og hvorved sidstnævntes forpligtelser og ansvar delvist er blevet overført til en brobank kontrolleret af en offentlig myndighed, der anvender EU-retten, når kunderne i denne brobank gør gældende at have en berettiget forventning om, at nævnte brobank, henset til dens efterfølgende adfærd, ligeledes havde påtaget sig passiverne i forbindelse med samtlige dette kreditinstituts forpligtelser og ansvar over for disse kunder.

99

Det skal indledningsvis bemærkes, at dette spørgsmål hviler på den forudsætning, at kunderne i en brobank såsom Novo Banco, hvis kapital midlertidigt ejes af en offentlig myndighed i en medlemsstat med henblik på privatiseringen heraf på sigt, kan påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning over for denne brobank.

100

Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er ifølge Domstolens faste praksis et af Unionens grundprincipper (dom af 26.7.2017, Europa Way og Persidera, C-560/15, EU:C:2017:593, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis), som skal overholdes af EU-institutionerne, men også af medlemsstaterne, når de vedtager foranstaltninger, hvormed de gennemfører EU-retten, navnlig i forbindelse med udøvelsen af de beføjelser, EU-direktiverne tillægger dem (jf. i denne retning dom af 26.7.2017, Europa Way og Persidera, C-560/15, EU:C:2017:593, præmis 79, og af 17.11.2022, Avicarvil Farms, C-443/21, EU:C:2022:899, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

101

Retten til at påberåbe sig dette princip gælder for enhver borger, hos hvem en administrativ myndighed har skabt begrundede forventninger på baggrund af præcise løfter, som myndigheden har afgivet til den pågældende (dom af 9.7.2015, Salomie og Oltean, C-183/14, EU:C:2015:454, præmis 44, og af 20.1.2022, Air Berlin, C-165/20, EU:C:2022:42, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

102

Domstolen har derimod afvist at tillade, at dette princip kan påberåbes i forhold til en privat erhvervsdrivende med henblik på at gøre en ret til at fradrage indgående merværdiafgift (moms) gældende (jf. i denne retning dom af 21.2.2018, Kreuzmayr, C-628/16, EU:C:2018:84, præmis 47), eller i forbindelse med en tvist udelukkende mellem nationale administrative myndigheder (jf. i denne retning dom af 31.3.2022, Smetna palata na Republika Bulgaria, C-195/21, EU:C:2022:239, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis), således at en borgers ret til at påberåbe sig dette princip EU-retligt kun gælder præcise forsikringer, som en offentlig myndighed har afgivet til den pågældende.

103

I den foreliggende sag, og således som generaladvokaten har anført i punkt 98 i forslaget til afgørelse, ville det forhold, at en brobank såsom Novo Banco anses for en administrativ myndighed, der gennemfører EU-retten, selv om den er blevet oprettet som et privatretligt kreditinstitut uden beføjelser, der går ud over de almindelige retsregler, til at udføre en offentlig serviceopgave, gå ud over de tilfælde, hvori princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kan påberåbes af borgeren. Den omstændighed, at dette kreditinstituts selskabskapital midlertidigt er blevet kontrolleret af en offentlig myndighed såsom Fundo de Resolução med henblik på privatisering heraf, kan ikke ændre denne konstatering. Denne blotte omstændighed omdanner således ikke et kreditinstitut, der opererer på et konkurrencepræget marked for banktjenester og finansielle tjenesteydelser, til en national administrativ myndighed.

104

Således skal det andet spørgsmål i sag C-498/22 og i sag C-499/22 besvares med, at artikel 3, stk. 2, i direktiv 2001/24, sammenholdt med chartrets artikel 47, stk. 1, og retssikkerhedsprincippet, skal fortolkes således, at privatpersoner ikke kan påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning i forhold til en brobank, der er en privatretlig enhed uden nogen beføjelser, der går ud over de almindelige retsregler, og som er oprettet som led i en foranstaltning til sanering af et kreditinstitut, hvori de oprindeligt var kunder, med det formål at drage denne brobank til ansvar for forpligtelser forud for kontraktindgåelsen og kontraktforpligtelser i tilknytning til kontrakter, der tidligere er indgået med dette kreditinstitut. Den blotte omstændighed, at det nævnte kreditinstitut midlertidigt er blevet kontrolleret af en offentlig myndighed med henblik på privatisering heraf, kan ikke gøre samme kreditinstitut, som opererer på et konkurrencepræget marked for banktjenester og finansielle tjenesteydelser, til en national administrativ myndighed.

105

Med det tredje spørgsmål i sag C-498/22 og i sag C-499/22 samt det andet spørgsmål i sag C-500/22 ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om chartrets artikel 17 og retssikkerhedsprincippet skal fortolkes således, at de er til hinder for anerkendelsen i værtslandet af virkningerne af saneringsforanstaltninger vedtaget i hjemlandet i henhold til direktiv 2001/24 om oprettelse af en brobank og opretholdelse i passiverne hos den bank, der er genstand for disse foranstaltninger, af forpligtelsen til at betale beløb, der skyldes som følge af ansvar forud for kontraktindgåelsen eller ansvar i kontraktforhold. Endvidere har den forelæggende ret i sag C-498/22 og i sag C-499/22 rejst spørgsmål om, hvorvidt en sådan anerkendelse er forenelig med chartrets artikel 38, og i sag C-498/22 med artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13.

106

Indledningsvis må argumentationen, som bl.a. Novo Banco har fremført, om afvisning af det tredje spørgsmål, der er forelagt i sag C-499/22, med den begrundelse, at dette spørgsmål kun vedrører det princip, der er fastsat i chartrets artikel 38, idet der ikke er nogen bestemmelse i den afledte ret på forbrugerbeskyttelsesområdet, herunder direktiv 93/13, der finder anvendelse i den foreliggende sag, forkastes. For det første udgør anerkendelsen i værtslandet af virkningerne af en foranstaltning til sanering af et kreditinstitut vedtaget i hjemlandet, som gennemfører den forpligtelse, der er fastsat i artikel 3, stk. 2, i direktiv 2001/24, således en gennemførelse af EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1. Denne finder derfor anvendelse på tvisten i hovedsagen i sag C-499/22, og der skal tages stilling til nævnte spørgsmål i realiteten. For det andet og under alle omstændigheder fremgår det af selve ordlyden af dette sidstnævnte spørgsmål, at den forelæggende ret ikke kun har forespurgt Domstolen om overholdelsen af princippet i chartrets artikel 38, men også om overholdelsen af ejendomsretten, som den er fastsat i chartrets artikel 17.

107

Det skal herefter underøges, om chartrets artikel 17, retssikkerhedsprincippet, chartrets artikel 38 og artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at de er til hinder for anerkendelsen af virkningerne af saneringsforanstaltninger vedtaget i hjemlandet i henhold til direktiv 2001/24, der fastsætter oprettelsen af en brobank og opretholdelse i passiverne hos den bank, der er genstand for disse foranstaltninger, af forpligtelsen til at betale beløb, der skyldes som følge af ansvar forud for kontraktindgåelsen eller ansvar i kontraktforhold.

108

I henhold til chartrets artikel 17, stk. 1, har enhver ret til at besidde lovligt erhvervet ejendom, at anvende den, at træffe dispositioner hermed og at lade den gå i arv, og ingen må berøves sin ejendom, medmindre det skønnes nødvendigt i samfundets interesse, og det sker i de tilfælde og på de betingelser, der er fastsat ved lov, og mod rimelig og rettidig erstatning for tabet. Med hensyn til anvendelsen af ejendommen kan dette reguleres ved lov, i det omfang det er nødvendigt af hensyn til almenvellet. I overensstemmelse med chartrets artikel 52, stk. 1, kan der desuden indføres begrænsninger i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der er sikret ved chartret, såsom ejendomsretten, forudsat at disse begrænsninger er fastlagt i lovgivningen, respekterer disse rettigheders og friheders væsentligste indhold, og de under iagttagelse af proportionalitetsprincippet er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.

109

Hvad for det første angår den beskyttelse, som chartrets artikel 17, stk. 1, giver, vedrører denne beskyttelse i henhold til fast retspraksis rettigheder, der har en formueværdi, og som i henhold til den pågældende retsorden medfører en erhvervet retsstilling, der gør det muligt for indehaveren selvstændigt at udøve disse rettigheder til sin fordel (jf. i denne retning dom af 1.8.2022, HOLD Alapkezelő, C-352/20, EU:C:2022:606, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis). Domstolen har således anerkendt, at aktier eller obligationer, der kan handles på kapitalmarkederne, udgjorde sådanne rettigheder, der kan være omfattet af den beskyttelse, der er sikret ved chartrets artikel 17, stk. 1 (jf. i denne retning dom af 5.5.2022, BPC Lux 2 m.fl., C-83/20, EU:C:2022:346, præmis 40 og 43).

110

Det er derfor nødvendigt at prøve, om den situation, der foreligger i hver af hovedsagerne, vedrører en rettighed, der har en formueværdi, som medfører en erhvervet retsstilling, der gør det muligt for indehaveren selvstændigt at udøve disse rettigheder til sin fordel.

111

Hvad indledningsvis angår den ikke-efterstillede obligation erhvervet af POSB på det sekundære kapitalmarked, som er omhandlet i hovedsagen i sag C-500/22, er der ikke tvivl om – henset til den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 109 – at en sådan ikke-efterstillet obligation – bl.a. for så vidt som den i princippet indebærer betaling af de årlige obligationsrenter og på sigt tilbagebetaling af dens nominalværdi – har en formueværdi og giver indehaveren heraf en erhvervet retsstilling, der gør det muligt selvstændigt at udøve de rettigheder, der følger heraf.

112

Hvad dernæst angår den fordring, der er omhandlet i tvisten i hovedsagen i sag C-498/22, fremgår det af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende artikel 1 i tillægsprotokol nr. 1 til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Paris den 20. marts 1952, at begrebet »ejendom« kan omfatte såvel »aktuel ejendom« som »formueværdier«, herunder fordringer, i henhold til hvilke den berørte part kan hævde at have i det mindste en »berettiget forventning« om effektivt at kunne udøve en ejendomsret. Når den omhandlede formueinteresse har karakter af en fordring, kan den kun anses for en »formueværdi«, når den har et tilstrækkeligt retligt grundlag, bl.a. når dette finder bekræftelse i en fast retspraksis (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 28.9.2004, Kopecký mod Slovakiet, CE:ECHR:2004:0928JUD004491298, §§ 35 og 52, og Menneskerettighedsdomstolens dom af 20.3.2018, Radomilja m.fl. mod Kroatien, CE:ECHR:2018:0320JUD003768510, § 142).

113

Som generaladvokaten har anført i punkt 111 i forslaget til afgørelse, er den fordring, som er omhandlet i hovedsagen i sag C-498/22, knyttet til den principielle forpligtelse for et kreditinstitut til at refundere renter, der er opkrævet i medfør af en »gulvklausul«, som er erklæret urimelig, og som er at finde i en aftale om realkreditlån indgået med en forbruger, uden at kunne begrænse refunderingen af disse renter til perioden efter fastslåelsen af, at denne klausul er urimelig, i overensstemmelse med retspraksis vedrørende fortolkningen af artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 (jf. i denne retning dom af 21.12.2016, Gutiérrez Naranjo m.fl., C-154/15, C-307/15 og C-308/15, EU:C:2016:980, præmis 61 og 62, og af 15.6.2023, Bank M. (Konsekvenser af en annullation af aftalen), C-520/21, EU:C:2023:478, præmis 57 og 58). Heraf følger, at indehaveren af fordringen i det mindste vil kunne hævde at have en »berettiget forventning« om effektivt at kunne udøve en ejendomsret, således at vedkommende kan omfattes af den beskyttelse, der er sikret ved chartrets artikel 17, stk. 1.

114

Hvad endelig angår den fordring, der er omhandlet i hovedsagen i sag C-499/22, nemlig den, der er knyttet til den mangelfulde karakter af de oplysninger, der gives forud for aftaleindgåelsen, vedrørende de risici, der var forbundet med det finansielle instrument, der blev tegnet af J.M.F.T. og M.H.D.S. hos BES, for så vidt som spørgsmålet om, hvorvidt de oplysninger, der gives forud for aftaleindgåelsen, er tilstrækkelige, skal undergives en retslig vurdering på grundlag af omstændighederne i hvert enkelt tilfælde både med hensyn til væsentlighed og omfanget heraf, tilkommer det den forelæggende ret at prøve, om denne fordring opfylder de betingelser, der er opstillet i nærværende doms præmis 110, og navnlig om den nationale retspraksis, der for et kreditinstitut har fastslået en forpligtelse til at give oplysninger forud for aftaleindgåelsen, er tilstrækkelig fast, for at den person, der påberåber sig tilsidesættelsen af en sådan forpligtelse, ville kunne have en »berettiget forventning« om effektivt at kunne råde over den nævnte fordring.

115

Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt anerkendelsen i værtslandet – for så vidt angår disse fordringer – af virkningerne af de saneringsforanstaltninger, der er vedtaget over for BES i henhold til artikel 3, stk. 2, i direktiv 2001/24, indebærer en berøvelse af ejendom som omhandlet i chartrets artikel 17, stk. 1, andet punktum, eller har karakter af en regulering af anvendelsen af ejendom som omhandlet i chartrets artikel 17, stk. 1, tredje punktum, har Domstolen fastslået, at hjemlandets vedtagelse af disse saneringsforanstaltninger, der bl.a. fastsætter en overførsel af aktiver fra et kreditinstitut til en brobank, udgør en regulering af anvendelsen af ejendommen som omhandlet i denne sidstnævnte bestemmelse, der kan gribe ind i ejendomsretten for kreditorerne i dette kreditinstitut, såsom indehavere af obligationer, hvis fordringer ikke er blevet overført til brobanken (jf. i denne retning dom af 5.5.2022, BPC Lux 2 m.fl., C-83/20, EU:C:2022:346, præmis 50).

116

Den omstændighed, at virkningerne af saneringsforanstaltningerne er blevet gjort anvendelige i værtslandet i medfør af forpligtelsen til gensidig anerkendelse af disse foranstaltninger, således som denne forpligtelse følger af artikel 3, stk. 2, i direktiv 2001/24, ændrer ikke denne analyse, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 117 i forslaget til afgørelse.

117

Det står tilbage at prøve, om virkningerne i værtslandet af saneringsforanstaltningerne, i medfør af hvilke de i hovedsagerne omhandlede fordringer henføres til BES Españas passiver i overensstemmelse med chartrets artikel 17, stk. 1, tredje punktum, sammenholdt med chartrets artikel 52, stk. 1, er fastlagt i lovgivningen, overholder det væsentligste indhold af ejendomsretten og er forholdsmæssige, idet det er i forhold til det hensyn til almenvellet, som er påberåbt for at begrunde sådanne saneringsforanstaltninger, at det skal sikres, at proportionalitetsprincippet i chartrets artikel 52, stk. 1, overholdes (jf. analogt dom af 21.5.2019, Kommissionen mod Ungarn (Brugsrettigheder over landbrugsarealer), C-235/17, EU:C:2019:432, præmis 88 og 89).

118

Indledningsvis følger de begrænsninger i rettighederne for kreditinstituttets kreditorer, som de pågældende saneringsforanstaltninger indebærer, og anerkendelsen i værtmedlemsstaten af virkningerne heraf, i det foreliggende tilfælde både af bestemmelserne i direktiv 2001/24 og af den nationale lovgivning til gennemførelse af dette direktiv, hvad enten det er i Portugal ved RGICSF, på grundlag af hvilken disse foranstaltninger blev vedtaget, eller i Spanien ved lov 6/2005, i medfør af hvilken virkningerne af disse foranstaltninger er blevet anerkendt i denne medlemsstat. Selv om det i øvrigt er korrekt, at hvad angår den fordring, der er omhandlet i hovedsagen i sag C-500/22, og som BES blev frataget i medfør af afgørelsen af august 2014, blev denne fordring på ny og med tilbagevirkende kraft overført til BES’ passiver i medfør af afgørelserne af 29. december 2015, synes muligheden for en ændring med tilbagevirkende kraft af samme foranstaltninger at være specifikt fastsat i ikke alene de relevante bestemmelser i RGICSF, men ligeledes i afgørelsen af august 2014, uden at direktiv 2001/24 i overensstemmelse med retspraksis er til hinder for en sådan ændring i hjemlandet (jf. i denne retning dom af 29.4.2021, Banco de Portugal m.fl., C-504/19, EU:C:2021:335, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis). Det følger heraf, at begrænsningerne i det pågældende kreditinstituts kreditorers rettigheder er fastlagt i lovgivningen som omhandlet i chartrets artikel 52, stk. 1.

119

Eftersom foranstaltningerne til sanering af det pågældende kreditinstitut og virkningerne heraf i værtslandet ikke udgør en berøvelse af ejendom, men, således som det er bemærket i nærværende doms præmis 115, en regulering af anvendelsen af ejendommen, kan de dernæst ikke gøre indgreb i ejendomsrettens kerne eller centrale indhold (jf. i denne retning dom af 5.5.2022, BPC Lux 2 m.fl., C-83/20, EU:C:2022:346, præmis 53).

120

Det skal endvidere fastslås, at vedtagelsen af disse foranstaltninger og anerkendelsen af virkningerne heraf i værtslandet, således som de følger af direktiv 2001/24, opfylder de mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen som omhandlet i chartrets artikel 17, stk. 1, tredje punktum, og artikel 52, stk. 1. Som Domstolen allerede har anerkendt, tilgodeser vedtagelsen af sådanne foranstaltninger i banksektoren et mål af almen interesse, som Unionen forfølger, nemlig det mål at sikre banksystemets stabilitet, navnlig eurozonen, og at undgå en systemisk risiko (jf. i denne retning dom af 20.9.2016, Ledra Advertising m.fl. mod Kommissionen og ECB, C-8/15 P – C-10/15 P, EU:C:2016:701, præmis 71 og 72, og af 5.5.2022, BPC Lux 2 m.fl., C-83/20, EU:C:2022:346, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

121

Hvad endelig angår spørgsmålet om, hvorvidt de begrænsninger, som saneringsforanstaltningerne indebærer, og anerkendelsen af virkningerne heraf i værtslandet på udøvelsen af de rettigheder, der er omhandlet i chartrets artikel 17, stk. 1, går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de i hovedsagerne omhandlede mål af almen interesse, skal det for det første bemærkes, at medlemsstaterne, henset til den konkrete økonomiske sammenhæng, råder over en vid skønsmargen, når de træffer afgørelser vedrørende økonomiske anliggender, og at de har de bedste forudsætninger for at fastsætte, hvilke foranstaltninger der kan opfylde det tilstræbte mål (jf. i denne retning dom af 5.5.2022, BPC Lux 2 m.fl., C-83/20, EU:C:2022:346, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

122

I denne henseende, og således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 119 i forslaget til afgørelse, giver saneringsforanstaltningerne kun mening, såfremt der foretages en sortering i det nødlidende kreditinstituts, dvs. i den foreliggende sag BES, passiver og aktiver, for at nå de almennyttige mål, der forfølges med disse foranstaltninger, nemlig at sikre stabiliteten i bank- og finanssystemet og at undgå en systemisk risiko.

123

For det andet, og således som den spanske og den portugisiske regering i det væsentlige har anført i deres skriftlige indlæg, synes disse foranstaltninger og anerkendelsen af virkningerne heraf i værtslandet at være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, idet de kreditorer, hvis fordringer ikke er blevet overført til brobanken, i medfør af bestemmelserne i RGICSF har ret til at modtage et beløb, der ikke er lavere end det, som de ville have modtaget, hvis det pågældende kreditinstitut var blevet afviklet inden for rammerne af en almindelig insolvensbehandling (jf. i denne retning dom af 5.5.2022, BPC Lux 2 m.fl., C-83/20, EU:C:2022:346, præmis 58).

124

Når dette er sagt, skal det bemærkes, at den fordring, der er omhandlet i hovedsagen i sag C-500/22, følger af en købsaftale indgået, ikke med BES, men med Novo Banco, som angår en obligation, som på tidspunktet for aftalens indgåelse i medfør af afgørelsen af august 2014 var en del af Novo Bancos formue, idet passiverne i tilknytning til denne obligation først blev integreret i BES’ passiver i kraft af afgørelserne af 29. december 2015.

125

Som anført i nærværende doms præmis 118 er direktiv 2001/24 ganske vist ikke til hinder for, at hjemlandet, selv med tilbagevirkende kraft, ændrer den lovbestemte ordning, som finder anvendelse på saneringsforanstaltninger.

126

Det følger imidlertid ikke automatisk heraf, at sådanne saneringsforanstaltninger med tilbagevirkende kraft ikke i noget tilfælde kan være i strid med ejendomsretten, således som den er sikret ved chartrets artikel 17. Disse foranstaltninger skal således i overensstemmelse med chartrets artikel 52, stk. 1, og således som anført i nærværende doms præmis 117 overholde proportionalitetsprincippet, idet det er i forhold til det hensyn til almenvellet, som er påberåbt for at begrunde dem, at det skal sikres, at dette princip overholdes.

127

I den foreliggende sag tilkommer det den forelæggende ret at efterprøve overholdelsen af dette sidstnævnte krav, navnlig under hensyn til dels den omstændighed, at punkt 2 i bilag 2 til afgørelsen af august 2014 udtrykkeligt fastsatte muligheden for at overføre eller »tilbageføre« visse aktiver og passiver mellem Novo Banco og BES, dels at der med hensyn til den kreditor, der er omhandlet i sag C-500/22, er tale om en erhvervsdrivende.

128

Hvad angår den angivelige tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet – idet kravene hertil er angivet i nærværende doms præmis 95 – skal det fremhæves, at i henhold til artikel 2, syvende led, i direktiv 2001/24 er saneringsforanstaltningerne foranstaltninger, der har til formål at bevare eller genoprette et kreditinstituts finansielle situation, og som vil kunne berøre tredjemands bestående rettigheder, herunder foranstaltninger, der indebærer mulighed for nedbringelse af fordringer. Disse foranstaltninger har uden videre retsvirkning i hele Unionen efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor de er truffet, også over for tredjemand i andre medlemsstater i overensstemmelse med dette direktivs artikel 3, stk. 2.

129

Eftersom det er ubestridt, at afgørelsen af august 2014 og afgørelserne af 29. december 2015 er saneringsforanstaltninger som omhandlet i direktiv 2001/24 og vedtaget i henhold til RGICSF, som har foretaget en sortering mellem det nødlidende kreditinstituts passiver og aktiver, kunne de kreditorer, der er omhandlet i hovedsagerne, have en forventning om, at visse forpligtelser såsom den forpligtelse, der følger af den mangelfulde karakter af de oplysninger forud for aftaleindgåelsen givet af BES, som er omhandlet i hovedsagen i sag C-499/22, eller visse eventualforpligtelser som dem, der er genstand for tvisterne i hovedsagerne i sag C-498/22 og i sag C-500/22, ikke var overført til den pågældende brobank. Det fremgår i øvrigt af bilag 2, stk. 1, litra b), nr. v), i afgørelsen af august 2014, at »alle forpligtelser eller eventualforpligtelser, navnlig dem, som beror på svig eller tilsidesættelse af lovgivningsmæssige, strafferetlige eller administrative bestemmelser eller afgørelser«, forblev omfattet af BES’ ejendom.

130

Når dette er sagt, og således som det er anført i nærværende doms præmis 118, blev BES i medfør af afgørelsen af august 2014 frataget den fordring, der er omhandlet i sag C-500/22, idet denne fordring først – med tilbagevirkende kraft – blev integreret i BES’ passiver i medfør af afgørelserne af 29. december 2015, i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i RGICSF.

131

Som Domstolen har fastslået, er retssikkerhedsprincippet imidlertid til hinder for anvendelsen af en ny regel med tilbagevirkende kraft, undtagen når et almengyldigt formål fordrer det, og de berørtes berettigede forventning respekteres behørigt (dom af 25.1.2022, VYSOČINA WIND, C-181/20, EU:C:2022:51, præmis 49 og 59).

132

Ændringen med tilbagevirkende kraft af identiteten af skyldner for den fordring, der er omhandlet i sag C-500/22, kan i denne henseende med rimelighed begrundes i målet af almen interesse bestående i at sikre banksystemets stabilitet og at undgå en systemisk risiko. Henset til de forhold, der er nævnt i nærværende doms præmis 127, er det ikke udelukket, at den berettigede forventning hos kreditor i denne sag er blevet behørigt respekteret, hvilket det under alle omstændigheder tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

133

Endelig skal de af den forelæggende rets spørgsmål, der er forelagt i sag C-498/22 og i sag C-499/22, vedrørende foreneligheden af de pågældende saneringsforanstaltninger og anerkendelsen af virkningerne heraf i værtslandet med forbrugerbeskyttelsen behandles.

134

Hvad for det første angår sag C-499/22 skal det bemærkes, at disse spørgsmål udelukkende vedrører fortolkningen af chartrets artikel 38, som bestemmer, at der sikres et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i Unionens politikker. Den forelæggende ret har imidlertid ikke præciseret, om kunderne i Novo Banco, der ligger til grund for denne sag, er forbrugere i henhold til en EU-retsakt, i medfør af hvilken de i givet fald kan udlede rettigheder.

135

Under disse omstændigheder ville en besvarelse af dette led under det tredje spørgsmål, der er forelagt i sag C-499/22, svare til at afgive et responsum om et hypotetisk spørgsmål, hvilket ikke er foreneligt med den opgave, som Domstolen er blevet tildelt i forbindelse med det retslige samarbejde, der er indført ved artikel 267 TEUF (jf. i denne retning dom af 22.2.2022, Stichting Rookpreventie Jeugd m.fl., C-160/20, EU:C:2022:101, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis).

136

For det andet forholder det sig derimod anderledes for så vidt angår tvisten i hovedsagen i sag C-498/22. Det fremgår således af begrundelsen for anmodningen om præjudiciel afgørelse, at i denne sag har C.F.O. som forbruger i henhold til direktiv 93/13 fremsat krav om tilbagebetaling med tilbagevirkende kraft af beløb, der uberettiget er betalt i henhold til »gulvklausulen«, som ved en retsafgørelse er erklæret for urimelig, og som findes i den aftale om realkreditlån, som vedkommende oprindelig indgik med BES España, og som blev overført til Novo Banco i medfør af saneringsforanstaltninger, således som de er anerkendt i Spanien. Nærmere bestemt har C.F.O., henset til fortolkningen af artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13, anlagt af Domstolen i sag af 21. december 2016, Gutiérrez Naranjo m.fl. (C-154/15, C-307/15 og C-308/15, EU:C:2016:980), gjort gældende, at det forhold, at »gulvklausulen« er urimelig, har en restituerende virkning på alle de beløb, som C.F.O. uberettiget har betalt i medfør af denne klausul, hvilket det påhviler Novo Banco at bære.

137

Det bemærkes i denne henseende, at påbuddet om at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i Unionens politikker, således som det følger af chartrets artikel 38, navnlig er gyldigt for gennemførelsen af direktiv 93/13 (jf. i denne retning dom af 19.12.2019, Bondora, C-453/18 og C-494/18, EU:C:2019:1118, præmis 40).

138

På denne måde pålægger direktiv 93/13, henset til arten og betydningen af den offentlige interesse, som forbrugerbeskyttelsen udgør, medlemsstaterne at fastsætte egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår i aftaler mellem erhvervsdrivende og forbrugere til ophør. Med henblik herpå påhviler det de nationale retter at udelukke anvendelsen af urimelige kontraktvilkår, således at de ikke binder den pågældende forbruger, medmindre forbrugeren gør indsigelse herimod (dom af 15.6.2023, Bank M. (Konsekvenser af en annullation af aftalen), C-520/21, EU:C:2023:478, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

139

Et kontraktvilkår, der er erklæret urimeligt, skal principielt anses for aldrig at have eksisteret, hvorfor det ikke kan have nogen virkning over for forbrugeren. En retslig konstatering af, at et sådant vilkår er urimeligt, skal følgelig principielt have den virkning, at den retlige situation og de faktiske forhold, som forbrugeren ville have befundet sig i uden dette vilkår, genoprettes (dom af 21.12.2016, Gutiérrez Naranjo m.fl., C-154/15, C-307/15 og C-308/15, EU:C:2016:980, præmis 61, og af 15.6.2023, Bank M. (Konsekvenser af en annullation af aftalen), C-520/21, EU:C:2023:478, præmis 57).

140

Domstolen har i denne henseende præciseret, at den nationale rets forpligtelse til at forkaste et urimeligt kontraktvilkår, der pålægger betaling af beløb, der viser sig at være uretmæssige, principielt medfører en dertil svarende pligt til tilbagebetaling af disse beløb, for så vidt som fraværet af en sådan virkning ville kunne tilsidesætte den afskrækkende virkning, som ved artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13, sammenholdt med dets artikel 7, stk. 1, er forbundet med konstateringen af, at et vilkår i en aftale, som en erhvervsdrivende har indgået med en forbruger, er urimeligt (dom af 15.6.2023, Bank M. (Konsekvenser af en annullation af aftalen), C-520/21, EU:C:2023:478, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

141

På trods af disse principielle konstateringer har Domstolen imidlertid ligeledes anerkendt, at forbrugerbeskyttelsen ikke er absolut (jf. i denne retning dom af 21.12.2016, Gutiérrez Naranjo m.fl., C-154/15, C-307/15 og C-308/15, EU:C:2016:980, præmis 68).

142

Selv om Domstolen har anerkendt, at der klart består en almen interesse i at sikre en stærk og konsekvent beskyttelse af investorerne inden for EU, kan denne interesse endvidere ikke i alle tilfælde anses for at gå forud for den almene interesse i at sikre banksystemets stabilitet (jf. i denne retning dom af 8.11.2016, Dowling m.fl., C-41/15, EU:C:2016:836, præmis 54, og af 5.5.2022, Banco Santander (Bankafvikling Banco Popular), C-410/20, EU:C:2022:351, præmis 36).

143

Således som det er fastslået i nærværende doms præmis 120, opfylder vedtagelsen af saneringsforanstaltninger og anerkendelsen i værtslandet af virkningerne heraf, således som de følger af direktiv 2001/24, et mål af almen interesse, som Unionen forfølger, nemlig målet om at sikre banksystemets stabilitet ligesom målet om at undgå en systemisk risiko.

144

I den foreliggende sag indebærer anerkendelsen i værtslandet af saneringsforanstaltningerne, således som den følger af direktiv 2001/24, at forpligtelser og eventualforpligtelser, der knytter sig til de for meget opkrævede renter for anvendelsesperioden for aftalen om realkreditlån, som ligger forud for vedtagelsen af afgørelsen af august 2014, bibeholdes hos BES. Forbrugerens beskyttelse mod anvendelsen af urimelige kontraktvilkår i aftaler indgået med en erhvervsdrivende, således som den følger af artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13, kan imidlertid ikke være så vidtrækkende, at der ses bort fra fordelingen af økonomiske forpligtelser mellem det nødlidende kreditinstitut og brobanken, således som denne fordeling er blevet fastsat i de saneringsforanstaltninger, der er vedtaget af hjemlandet.

145

Selv om den beskyttelse, der følger af direktiv 93/13, skal give hver enkelt forbruger i værtslandet – det nødlidende kreditinstituts kreditorer – mulighed for at modvirke anerkendelsen af foranstaltninger, hvorved fordelingen af økonomiske forpligtelser mellem dette kreditinstitut og brobanken er blevet bestemt af hjemlandet, ville en indgriben fra de offentlige myndigheder i denne medlemsstat, som har til formål at sikre beskyttelsen af banksystemets stabilitet, således risikere at blive frataget sin effektive virkning i samtlige de medlemsstater, hvor det nødlidende kreditinstitut har filialer.

146

Det skal i denne henseende endvidere præciseres, at henset til dels det mål, der forfølges med disse foranstaltninger og med anerkendelsen af virkningerne heraf i de øvrige medlemsstater, og som består i – henset til den tætte integration af bankmarkederne i Unionen – at undgå, at et kreditinstituts sammenbrud til gengæld vil kunne medføre skader af systemisk art, der påvirker stabiliteten af disse markeder, og mere generelt stabiliteten af EU’s indre marked, dels at der i det foreliggende tilfælde foreligger saneringsforanstaltninger vedtaget af den kompetente portugisiske myndighed over for BES, adskiller de foreliggende sager sig markant fra den sag, der gav anledning til dom af 21. december 2016, Gutiérrez Naranjo m.fl. (C-154/15, C-307/15 og C-308/15, EU:C:2016:980).

147

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål i sag C-498/22 og i sag C-499/22 samt det andet spørgsmål i sag C-500/22 besvares med, at artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13, sammenholdt med chartrets artikel 38, samt chartrets artikel 17 og retssikkerhedsprincippet skal fortolkes således, at de ikke principielt er til hinder for anerkendelsen i værtslandet af virkningerne af saneringsforanstaltninger vedtaget i hjemlandet i henhold til direktiv 2001/24, som fastsætter oprettelsen af en brobank og opretholdelse i passiverne hos den bank, der er genstand for disse foranstaltninger, af forpligtelsen til at betale beløb, der skyldes som følge af ansvar forud for kontraktindgåelsen eller ansvar i kontraktforhold.

148

Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret: