1.

I Den Europæiske Union er strafferetlige procedurer i første række et anliggende for medlemsstaterne. For at styrke den gensidige tillid har Den Europæiske Union dog vedtaget en række minimumsharmoniseringsdirektiver, der beskytter visse rettigheder i sådanne sager ( 2 ).

2.

Den foreliggende sag giver Domstolen mulighed for at præcisere nogle af disse rettigheder, når de anvendes på børn, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager.

3.

Spørgsmålene er blevet forelagt Domstolen af Sąd Rejonowy w Słupsku (den regionale domstol i Słupsk, Polen), som behandler en strafferetlig sag mod tre personer, M.S., J.W. og M.P. Disse var alle mindreårige på det tidspunkt, hvor den strafferetlige efterforskning blev indledt, men (i hvert fald én af dem) fyldte 18 år, mens sagen verserede.

4.

Den forelæggende ret har anmodet om en fortolkning af en række bestemmelser i direktiv 2016/800 (om børns rettigheder i straffesager) ( 3 ), sammenholdt med direktiv 2013/48/EU (om adgang til advokatbistand) ( 4 ), direktiv 2012/13/EU (om retten til information) ( 5 ) og direktiv (EU) 2016/343 (om uskyldsformodning og retten til at være til stede under retssagen) ( 6 ).

5.

Prokuratora Rejonowy w Słupsku (anklagemyndigheden i Słupsk, Polen) rejste tiltale mod M.S. ved den forelæggende ret for gentagne gange at være trængt ind på et ferieanlæg i perioden mellem december 2021 og januar 2022. Der blev ligeledes rejst tiltale mod J.P. og M.P. for den samme lovovertrædelse, men kun for at have begået den en enkelt gang. Alle tre tiltalte var 17 år gamle på det tidspunkt, hvor lovovertrædelserne blev begået.

6.

Politiet informerede ikke M.S. om hans ret til at have en advokat til stede under afhøringen eller om hans ret til at få adgang til sagens akter. Ligeledes tillod politiet ikke M.S.’s mor at ledsage ham under afhøringen og nægtede hende adgang til oplysninger om forløbet af efterforskningen.

7.

Under politiets afhøring, som ikke blev optaget i form af en audiovisuel optagelse, afgav M.S. en række selvinkriminerende oplysninger, i forbindelse med at han afgav en detaljeret redegørelse for, hvad der skete på ferieanlægget. Anklagemyndigheden ændrede efterfølgende tiltalen mod M.S. fra en enkelt indtrængen til gentagne indtrængninger på ferieanlægget.

8.

Efter afhøringen udleverede politiet et dokument til M.S., hvoraf fremgik hans generelle rettigheder og pligter i forbindelse med retssagen. M.S. underskrev dette dokument, men læste ikke indholdet af det på grund af dets længde og kompleksitet.

9.

En tilsvarende fremgangsmåde blev fulgt over for J.W. og M.P. I modsætning til i M.S.’s tilfælde fik forældrene til disse to tiltalte lov til at ledsage deres børn under afhøringen af dem. Bortset fra dette var forløbet i begge sager meget lig det handlingsforløb, der fandt sted i M.S.’s tilfælde, bortset fra, at tiltalen om ét tilfælde af ulovlig indtrængen ikke blev ændret mod disse to tiltalte.

10.

Der blev ikke foretaget en individuel vurdering af de mistænkte under efterforskningen.

11.

Anklageskrifterne mod de tiltalte blev underskrevet af anklagemyndigheden den 31. maj 2022 og indgivet til den forelæggende ret. Da de tiltalte ikke havde udpeget nogen advokat, udpegede retten en forsvarer til dem hver især.

12.

De respektive forsvarsadvokater anmodede om, at der for så vidt angår hver af de tiltalte ikke blev taget hensyn til de forklaringer, som de tiltalte havde afgivet i den indledende fase af retssagen, og påpegede, at bevismaterialet var blevet indsamlet i strid med loven, dvs. i forbindelse med en afhøring foretaget af politiet uden deltagelse af en forsvarer, hvis deltagelse var obligatorisk. De fandt, at det således indsamlede bevismateriale ikke kunne danne grundlag for at fastslå de faktiske omstændigheder.

13.

Den forelæggende ret efterkom disse anmodninger for hver af de tiltalte og afviste anklagemyndighedens anmodninger om at anvende bevismateriale, som bestod af de forklaringer, som de tiltalte havde afgivet i den indledende fase af retssagen uden deltagelse af en forsvarer, med den begrundelse, at det var uantageligt.

14.

M.P. fyldte 18 år i august 2022 under den retslige fase af retssagen. Hans forsvarsadvokat anmodede om tilladelse til fortsat at repræsentere ham, og den forelæggende ret imødekom denne anmodning. Der er ingen specifikke oplysninger om, hvorvidt J.W. og M.S. er fyldt 18 år under sagsforløbet, før den præjudicielle forelæggelse blev indgivet.

15.

Ud over at forelægge Domstolen spørgsmål vedrørende fortolkningen af direktiv 2016/800 for så vidt angår den måde, hvorpå retssagens indledende fase blev gennemført, har den forelæggende ret, som træffer afgørelse sat med en enkelt dommer, også forelagt spørgsmål vedrørende retsvæsenets uafhængighed på grundlag af begivenheder, der fandt sted forud for hovedsagen.

16.

Som det forklares i forelæggelsesafgørelsen, har den samme dommer i en anden sag og ved en kendelse afsagt den 29. november 2021 efterkommet en parts anmodning om at udelukke en anden dommer som følge af manglende tillid til en domstol, som er sammensat på en måde, der er i strid med EU-retten og den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK). Kendelsen blev afsagt på grund af, at denne anden dommer var blevet udpeget til dommer i en procedure med deltagelse af Krajowa Rada Sądownictwa (domstolsrådet, Polen), der blev oprettet efter 2018.

17.

Som svar herpå underrettede anklagemyndigheden i Słupsk (Polen) den regionale anklagemyndighed i Gdańsk (Polen) om kendelsen, som var blevet afsagt af dommeren i den forelæggende ret, som igen underrettede viceanklageren i disciplinærsager vedrørende dommere ved de almindelige domstole, som er udpeget til dette embede af justitsministeren, og denne viceanklager underrettede justitsministeren. Denne kæde af meddelelser resulterede i, at dommeren ved den forelæggende ret blev midlertidigt fritaget for tjeneste i perioden fra den 9. februar til den 8. marts 2022, hvilket er før retssagen mod M.S., J.W. og M.P.

18.

På denne baggrund har den forelæggende ret forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

19.

Der er indgivet skriftlige indlæg af anklagemyndigheden i Słupsk, den tjekkiske og polske regering samt Europa-Kommissionen.

20.

Der blev afholdt et retsmøde den 15. november 2023, hvor den polske regering og Kommissionen afgav mundtlige indlæg.

21.

I artikel 2, stk. 1, og 3, i direktiv 2016/800 er anvendelsesområdet for direktivet afgrænset på følgende måde:

»1.   Dette direktiv finder anvendelse på børn, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager. Det finder anvendelse indtil den endelige afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt den mistænkte eller tiltalte har begået en strafbar handling, herunder, hvis det er relevant, domsafsigelsen og afgørelsen i en eventuel ankesag.

[…]

3.   Med undtagelse af artikel 5[ ( 7 )], artikel 8, stk. 3, litra b)[ ( 8 )], og artikel 15[ ( 9 )], i det omfang disse bestemmelser henviser til en indehaver af forældreansvar, finder dette direktiv eller visse bestemmelser heri anvendelse på de i nærværende artikels stk. 1 og 2 omhandlede personer, når sådanne personer var børn, da de blev genstand for straffesagen, men som efterfølgende er fyldt 18 år, og anvendelsen af dette direktiv eller visse bestemmelser heri er hensigtsmæssig i lyset af alle omstændighederne i sagen, herunder den pågældende persons modenhed og sårbarhed. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende dette direktiv, når den pågældende person er fyldt 21 år ( 10 ).«

22.

Artikel 4 i direktiv 2016/800 fastsætter retten til information:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at når børn underrettes om, at de er mistænkt eller tiltalt i straffesager, oplyses de straks om deres rettigheder i henhold til direktiv 2012/13/EU og om de generelle aspekter af sagens forløb.

Medlemsstaterne sikrer også, at børn oplyses om de rettigheder, der er fastsat i nærværende direktiv. Disse oplysninger skal angives som følger:

2.   Medlemsstaterne sikrer, at de i stk. 1 omhandlede oplysninger gives skriftligt, mundtligt eller begge dele i et enkelt og letforståeligt sprog, og at de oplysninger, der gives, føres til protokol ved anvendelse af proceduren for protokolførelse i henhold til national ret.

3.   Når børn modtager en meddelelse om rettigheder i medfør af direktiv 2012/13/EU, sikrer medlemsstaterne, at en sådan meddelelse omfatter en henvisning til deres rettigheder i medfør af nærværende direktiv.«

23.

Artikel 6 i direktiv 2016/800 regulerer retten til adgang til advokatbistand:

»1.   Børn, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager, har ret til advokatbistand i overensstemmelse med direktiv 2013/48/EU. Intet i nærværende direktiv, navnlig i denne artikel, berører denne ret.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at børn bistås af en advokat i overensstemmelse med denne artikel, for at de effektivt kan udøve retten til et forsvar.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at børn uden unødig forsinkelse bistås af en advokat, når de bliver underrettet om, at de er mistænkte eller tiltalte. Børn skal under alle omstændigheder bistås af en advokat fra følgende tidspunkter, alt efter hvad der indtræffer først:

4.   Advokatbistand skal omfatte følgende:

5.   Medlemsstaterne respekterer fortroligheden af kommunikationen mellem børn og deres advokat i forbindelse med udøvelsen af retten til advokatbistand som fastsat i dette direktiv. Sådan kommunikation omfatter møder, korrespondance, telefonsamtaler og andre former for kommunikation, som er tilladt i henhold til national ret.

6.   Medlemsstaterne kan, forudsat at dette er i overensstemmelse med retten til en retfærdig rettergang, fravige stk. 3, hvis advokatbistand ikke står i et rimeligt forhold til sagens omstændigheder, i lyset af den påståede strafbare handlings grovhed, sagens kompleksitet og de foranstaltninger, der vil kunne træffes med hensyn til en sådan handling, idet barnets tarv altid kommer i første række.

Medlemsstaterne skal under alle omstændigheder sikre, at børn bistås af en advokat:

Medlemsstaterne sikrer endvidere, at frihedsberøvelse ikke pålægges som straf, medmindre barnet har været bistået af en advokat på en sådan måde, at barnet effektivt kan udøve retten til et forsvar og under alle omstændigheder under hovedforhandlingen ved en domstol.

7.   Hvis barnet skal bistås af en advokat i henhold til denne artikel, men der ikke er en advokat til stede, skal de kompetente myndigheder udsætte afhøringen af barnet eller andre efterforsknings- eller bevissikringsforanstaltninger fastsat i stk. 4, litra c), med et rimeligt tidsrum, for at muliggøre advokatens ankomst, eller, hvis barnet ikke har udpeget en advokat, sørge for en advokat til barnet.

8.   Under ekstraordinære omstændigheder og udelukkende i perioden forud for hovedforhandlingen kan medlemsstaterne midlertidigt fravige anvendelsen af de rettigheder, der er fastsat i stk. 3, i det omfang det er begrundet i lyset af sagens konkrete omstændigheder på baggrund af en af følgende tvingende grunde:

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder ved anvendelse af dette stykke tager hensyn til barnets tarv.

En afgørelse om at foretage en afhøring, uden at advokaten er til stede, i henhold til dette stykke må udelukkende træffes på et konkret og individuelt grundlag enten af en retslig myndighed eller af en anden kompetent myndighed på betingelse af, at afgørelsen kan underkastes domstolskontrol.«

24.

Artikel 18 i direktiv 2016/800 fastlægger retten til retshjælp:

»Medlemsstaterne sikrer, at national ret vedrørende retshjælp garanterer den effektive udøvelse af retten til advokatbistand, jf. artikel 6.«

25.

Endelig regulerer artikel 19 i direktiv 2016/800 retsmidler:

»Medlemsstaterne sikrer, at børn, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager, og børn, der er eftersøgte, har et effektivt retsmiddel i henhold til national ret i tilfælde, hvor deres rettigheder i henhold til dette direktiv tilsidesættes.«

26.

EU har ikke én fælles lov om strafferetspleje. Tværtimod er strafferetsplejen stadig et område, der reguleres af medlemsstaterne, hvilket nødvendigvis fører til lovgivningsmæssige forskelle.

27.

Selv om de strafferetlige procedurer varierer, kan enkeltpersoner i EU ikke desto mindre forlade sig på, at garantierne for de grundlæggende rettigheder er de samme ( 11 ).

28.

Den primære grund til dette er den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK), som alle medlemsstaterne har tiltrådt. Med sin fortolkning af EMRK’s rettigheder, navnlig retten til en retfærdig rettergang, der er sikret ved EMRK’s artikel 6, har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (Menneskerettighedsdomstolen) harmoniseret rettighederne inden for strafferetsplejen på det europæiske kontinent.

29.

I henhold til artikel 52, stk. 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) udgør de rettigheder, der er beskyttet af EMRK, det minimumsniveau af beskyttelse, der skal ydes enkeltpersoner i situationer, der er omfattet af EU-rettens anvendelsesområde.

30.

Ikke desto mindre har EU-lovgiver fundet, at den omstændighed, at de enkelte medlemsstater er parter i EMRK, ikke altid i sig selv giver en tilstrækkelig grad af tillid til andre medlemsstaters strafferetlige systemer ( 12 ). En sådan tillid er imidlertid en nødvendig forudsætning for gensidig anerkendelse i straffesager og derfor et grundlag for samarbejde på det strafferetlige område, således som det er baseret på EUF-traktaten ( 13 ).

31.

For at øge den gensidige tillid har EU-lovgiver derfor vedtaget en række minimumsharmoniseringsdirektiver, der regulerer de strafferetlige procedurer i medlemsstaterne ( 14 ).

32.

Blandt disse direktiver spiller direktiv 2016/800 en særlig rolle. Børn fortjener som sårbare personer ( 15 ) yderligere omsorg og øget beskyttelse ( 16 ). Dette følger bl.a. af chartrets artikel 24, som forpligter alle offentlige myndigheder og private institutioner til at sikre, at barnets tarv kommer i første række ( 17 ).

33.

Direktiv 2016/800 skal således forstås som lex specialis ( 18 ), der sikrer mindst den samme – hvis ikke mere omfattende – beskyttelse af børn, der er mistænkte eller tiltalte, sammenlignet med andre minimumsharmoniseringsdirektiver, der regulerer rettigheder i straffesager.

34.

I modsætning til disse andre direktiver, som regulerer specifikke processuelle rettigheder, fokuserer direktiv 2016/800 på en kategori af mistænkte eller tiltalte og dækker flere rettigheder.

35.

Domstolen har indtil videre kun beskæftiget sig med direktiv 2016/800 i Piotrowski-sagen ( 19 ), hvor den fortolkede direktivets artikel 17 i forbindelse med en europæisk arrestordre, hvor den eftersøgte var mindreårig. Den bestemmelse er ikke relevant i den foreliggende sag, og denne præjudicielle forelæggelse er dermed første gang, Domstolen har lejlighed til at fortolke en række processuelle rettigheder for børn, der er mistænkte eller tiltalte i en straffesag.

36.

Hovedparten af de spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt, vedrører fortolkningen af børns rettigheder i straffesager, således som de er sikret ved minimumsharmoniseringsdirektiverne, navnlig direktiv 2016/800.

37.

Inden jeg foretager en realitetsbehandling af disse spørgsmål, vil jeg i afsnit C undersøge de formalitetsindsigelser, som særligt den polske regering har rejst.

38.

I denne henseende er en del af spørgsmål 13 og spørgsmål 14 i sin helhed ikke forbundet med fortolkningen af direktiverne om garantier i straffesager, men af mere generel karakter. Den forelæggende ret har anmodet om en fortolkning af artikel 2 TEU og artikel 19, stk. 1, TEU, chartrets artikel 47 og princippet om domstolenes uafhængighed. Som jeg vil redegøre nærmere for, kan disse spørgsmål ikke antages til realitetsbehandling inden for rammerne af den foreliggende sag, hvorfor jeg ikke vil behandle indholdet af disse.

39.

Hvad angår sagens realitet vil jeg i afsnit D fremsætte en fortolkning af rækkevidden af børns ret til adgang til advokatbistand, således som den forelæggende ret har anmodet om i det første og det andet spørgsmål. Dette vil også omfatte en undersøgelse af de fravigelser til denne ret, der er tilladt i henhold til direktiv 2016/800.

40.

I afsnit E vil jeg herefter redegøre for, om retten til adgang til advokatbistand fortsat gælder, efter at et barn er fyldt 18 år under straffesagens forløb, og om den pågældende bestemmelse overlader det til medlemsstaterne at tage stilling til, hvordan den skal gennemføres. Dette vil besvare den forelæggende rets femte spørgsmål.

41.

I afsnit F vil jeg besvare det ottende, det niende og det tiende spørgsmål vedrørende rækkevidden af børns og indehaveren af forældreansvarets ret til at blive informeret om deres processuelle rettigheder. Dette vil omfatte et svar på, om denne forpligtelse også gælder for den anklagemyndighed, der deltager i den indledende fase af retssagen.

42.

I afsnit G vil jeg derefter redegøre for, i hvilket omfang EU-retten påvirker reglerne om (u)antagelighed af beviser, der er indsamlet i strid med en eller flere af de rettigheder, som de pågældende direktiver giver børn, og dermed besvare den forelæggende rets 11. spørgsmål.

43.

Endelig vil jeg i afsnit H kort redegøre for de konsekvenser, der følger af EU-rettens direkte virkning og forrang for de nationale retter. Som svar på en del af de betænkeligheder, den forelæggende ret har rejst i det 13. spørgsmål, vil jeg redegøre for, at begrebet direkte virkning ikke kun er rettet mod domstolene, men også mod alle institutioner i medlemsstaterne, herunder offentlige anklagere.

44.

Læseren vil have bemærket, at jeg i denne opbygning har undladt at medtage den forelæggende rets tredje, sjette og tolvte spørgsmål. I disse spørgsmål henviser den forelæggende ret til specifikke bestemmelser i polsk lovgivning og anmoder Domstolen om at tage stilling til, om EU-retten er til hinder for deres anvendelse. Som bekendt har Domstolen i medfør af artikel 19, stk. 1, TEU, artikel 267 TEU og artikel 267, stk. 1, TFEU imidlertid kun kompetence til at fortolke EU-retten, mens det alene tilkommer de nationale retter at fortolke national ret ( 20 ).

45.

I henhold til denne strenge arbejdsdeling mellem Domstolen og de nationale retter har førstnævnte ikke beføjelse til at træffe afgørelse om, hvorvidt national lovgivning er forenelig med EU-retten ( 21 ). Det tilkommer den forelæggende ret, efter at den har modtaget Domstolens besvarelse, at drage de nødvendige konsekvenser for den gældende nationale ret ( 22 ). I denne henseende vil den forelæggende ret kunne tage stilling til de bestemmelser i national ret, der er nævnt i disse tre spørgsmål, på grundlag af besvarelsen af de øvrige spørgsmål.

46.

Den polske regering har bestridt, at den præjudicielle forelæggelse kan antages til realitetsbehandling, med den begrundelse, at den forelæggende ret allerede har afhjulpet eventuelle tilsidesættelser af direktiv 2016/800 ved at udelukke de oplysninger, der er indsamlet uden en advokats tilstedeværelse i den indledende fase af retssagen, og ved at udpege en advokat til de tiltalte, herunder ved at forlænge denne beskikkelse, efter at den ene af de tiltalte fyldte 18 år. Den præjudicielle forelæggelse er med andre ord ikke nødvendig for, at den forelæggende ret kan træffe afgørelse i den sag, der verserer for den.

47.

Det fremgår af Domstolens faste praksis, at der gælder en formodning for, at de spørgsmål, som den nationale ret har forelagt »på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante« ( 23 ). Hvis Domstolen imidlertid er af den opfattelse, at det er ufornødent at besvare de stillede spørgsmål, for at den forelæggende ret kan afsige dom i den sag, der verserer for den, kan den erklære sig inkompetent ( 24 ).

48.

Dette kan være tilfældet, hvis den forelæggende ret allerede har truffet afgørelse om de spørgsmål, som den anmoder Domstolen om at fortolke. I så fald er Domstolens besvarelse muligvis ikke længere nødvendig. Har den forelæggende ret i den sag, der verserer for den, dog stadig mulighed for at ændre sin afgørelse vedrørende det pågældende spørgsmål, inden den træffer endelig afgørelse i sagen, kan besvarelsen af de præjudicielle spørgsmål imidlertid anses for nyttig for den konkrete sag ( 25 ).

49.

Det ser ganske vist ud som om, at den forelæggende ret allerede har besluttet at udelukke de beviser, der er indsamlet uden en advokats tilstedeværelse, og at den har forlænget advokatbistanden for en af de tiltalte, der fyldte 18 år, men der er ikke fremlagt noget bevis for Domstolen for, at den forelæggende ret ikke kan ændre sin afgørelse, før den afslutter sagen.

50.

Jeg er derfor af den opfattelse, at fortolkningen af rækkevidden af de omhandlede processuelle rettigheder er nyttig med henblik på at sætte den forelæggende ret i stand til at træffe afgørelse i hovedsagen.

51.

Ikke desto mindre er jeg af den opfattelse, at en del af det 13. spørgsmål og det 14. spørgsmål i sin helhed ikke kan antages til realitetsbehandling.

52.

Det 13. spørgsmål kan underinddeles i to dele. I den ene del ønsker den forelæggende ret oplyst, om den direkte virkning af de rettigheder, der tilkommer børn (retten til advokatbistand og retten til information), også er bindende for anklagemyndigheden, som således vil have pligt til at sikre disse rettigheder og se bort fra eventuelle modstridende nationale regler. Svaret på dette spørgsmål vil sætte den forelæggende ret i stand til at konkludere, om anklagemyndigheden har tilsidesat børnenes rettigheder i den indledende fase af retssagen, og kan derfor antages til realitetsbehandling.

53.

Den anden del af dette spørgsmål rejser imidlertid et mere generelt spørgsmål om, hvorvidt anklagemyndigheden skal være uafhængig. Dette spørgsmål er efter min opfattelse ikke direkte relevant for den straffesag, der verserer for den forelæggende ret. Uanset om anklagemyndigheden er uafhængig af den udøvende magt eller ej, er denne forpligtet til at sikre børn de rettigheder i straffesager, som tilkommer dem i henhold til EU-retten.

54.

Endelig ønsker den forelæggende ret med sit 14. spørgsmål oplyst, om artikel 2, TEU, artikel 19, stk. 1, TEU, respekten for retsstaten, princippet om domstolenes uafhængighed og chartrets artikel 47 er til hinder for national ret, der giver justitsministeren beføjelse til øjeblikkeligt at stille en dommers aktiviteter i bero. Den forelæggende rets bekymring skyldes dommerens personlige erfaring, idet denne har været midlertidigt suspenderet i en tidligere sag. I den foreliggende sag opstår frygten for, at en suspension igen kan komme på tale, som følge af, at der i den præjudicielle forelæggelse sættes spørgsmålstegn ved gyldigheden af national ret.

55.

Domstolen har allerede i to traktatbrudssager mod Polen præciseret, at national lovgivning, der forhindrer dommere i at forelægge spørgsmål om fortolkning af EU-retten for Domstolen under trussel om disciplinære sanktioner, ikke kan accepteres i henhold til EU-retten ( 26 ).

56.

Sådanne trusler mod domstolenes uafhængighed er ikke acceptable, men synes i den foreliggende sag at være af rent hypotetisk karakter. Den tidligere suspension af dommeren ved den forelæggende ret har ingen forbindelse med den foreliggende sag, som ligger til grund for de spørgsmål, der er blevet forelagt for Domstolen.

57.

Som Domstolen fastslog i dommen i sagen Miasto Łowicz og Prokurator Generalny ( 27 ), er det ufornødent at besvare det forelagte spørgsmål, for at der kan træffes afgørelse i sagen ved den forelæggende ret, og spørgsmålet kan således ikke antages til realitetsbehandling ( 28 ).

58.

Den foreliggende situation adskiller sig således fra situationen i sagen YP m.fl. (ophævelse af immunitet og suspension af en dommer), hvor Domstolen fastslog, at præjudicielle spørgsmål, der tager sigte på at give den forelæggende ret mulighed for in limine litis at afgøre processuelle vanskeligheder såsom dem, der vedrører dens egen kompetence til at påkende en sag, der verserer for den, kan besvares inden for rammerne af en præjudiciel forelæggelse ( 29 ). Den forelæggende ret i denne sag var i tvivl om, hvorvidt den havde kompetence til at påkende sagen, som kun blev overført til den, fordi den dommer, der oprindeligt behandlede sagen, var blevet suspenderet på grund af forelæggelsen for Domstolen.

59.

Sammenfattende foreslår jeg, at Domstolen afviser en del af det 13. spørgsmål og det 14. spørgsmål i sin helhed. Der er dog intet til hinder for, at Domstolen besvarer de øvrige spørgsmål.

60.

Den forelæggende rets første og andet spørgsmål vedrører rækkevidden af den ret til adgang til advokatbistand, der er fastsat i artikel 6 i direktiv 2016/800. Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om myndighederne i den indledende fase af retssagen skal sikre, at et barn bistås af en advokat (det første spørgsmål), og om der er fravigelser til denne ret (det andet spørgsmål).

61.

En mistænkt, som er under 18 år, tiltales. Udløser det automatisk en forpligtelse for myndighederne til at sikre, at barnet bistås af en advokat, at advokaten deltager i den indledende fase af retssagen, og at barnet ikke kan afhøres uden advokatens medvirken?

62.

Som jeg har redegjort for i afsnit A, repræsenterer EMRK minimumsniveauet for beskyttelse i henhold til chartrets artikel 52, stk. 3. Det betyder, at enhver fortolkning af direktiv 2016/800 skal sikre en beskyttelse, der mindst svarer til den beskyttelse, der er sikret ved EMRK. Den beskyttelse, som EU yder, kan dog godt være højere end den, som er sikret ved EMRK. EMRK er således et nyttigt udgangspunkt for fastlæggelsen af rækkevidden af børns ret til adgang til advokatbistand i straffesager.

63.

Det er velkendt, at retten til advokatbistand ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er et væsentligt element i en retfærdig rettergang ( 30 ). Adgangen til en advokat skal være effektiv og praktisk for at kunne påvirke straffesagens forløb ( 31 ).

64.

I sagen Salduz mod Tyrkiet ( 32 ) fastslog Menneskerettighedsdomstolen, at retten til en retfærdig rettergang kræver, at der gives adgang til advokatbistand allerede ved den første politiafhøring, medmindre der er tvingende grunde til at nægte en sådan adgang. Ikke desto mindre er retten til en retfærdig rettergang uopretteligt tilsidesat, hvis der ikke er ret til advokatbistand i den indledende fase af retssagen, hvorunder der afgives selvinkriminerende udtalelser, som derefter tjener som grundlag for domfældelsen.

65.

Disse konklusioner, såvel som omfattende retspraksis fra Menneskerettighedsdomstolen vedrørende retten til forsvar, blev indarbejdet i direktiv 2013/48 ( 33 ).

66.

I henhold til direktiv artikel 6, stk. 1, i direktiv 2016/800 er rækkevidden af børns ret til advokatbistand den samme som den, der gælder for enhver anden mistænkt eller tiltalt person i henhold til direktiv 2013/48.

67.

Efter min opfattelse kræver artikel 6 i direktiv 2016/800 følgende. For det første skal børn have adgang til advokatbistand uden unødig forsinkelse, hvilket i princippet betyder, at de i henhold til direktivets artikel 6, stk. 3, litra a), skal sikres adgang, inden de afhøres af politiet eller en anden retshåndhævende eller retslig myndighed.

68.

Dette betyder, at de myndigheder, der deltager i den indledende fase af retssagen, såsom anklagere og politimyndigheder, ikke kan afhøre et barn som mistænkt uden en advokats tilstedeværelse.

69.

Det følger endvidere af artikel 6 i direktiv 2016/800 sammenholdt med direktivets artikel 18, at myndighederne har pligt til at sikre, at barnet bistås af en forsvarsadvokat, før de indleder deres afhøring, hvis barnet ikke allerede har en advokat ( 34 ).

70.

I modsætning til artikel 9 i direktiv 2013/48 indeholder direktiv 2016/800 ikke en bestemmelse om, at børn kan give afkald på deres ret til adgang til advokatbistand. Heraf konkluderer jeg, at retten til retshjælp for voksne bliver til en juridisk forpligtelse til at give børn adgang til advokatbistand i straffesager.

71.

Sammenfattende synes rækkevidden af den ret til advokatbistand, som tilkommer børn, der er mistænkt eller tiltalt i en straffesag, at være meget vidtrækkende. Offentlige myndigheder har en pligt til at sikre, at børn er repræsenteret ved en advokat, før de afhøres første gang, om nødvendigt ved at beskikke en forsvarsadvokat.

72.

Ikke desto mindre fastsættes det i en række andre stykker i artikel 6 i direktiv 2016/800, navnlig stk. 6 og 8, at det er muligt at fravige bestemmelsen om ret til advokatbistand i den indledende fase af retssagen. På denne baggrund ønsker den forelæggende ret oplyst, om politiafhøring af mindreårige mistænkte uden en advokats tilstedeværelse under efterforskningen er i overensstemmelse med en af disse fravigelser.

73.

Som allerede nævnt bestemmer artikel 6, stk. 1, i direktiv 2016/800, at intet i dette direktiv berører retten til advokatbistand i henhold til direktiv 2013/48. Dette betyder, at ingen af de fravigelser, som er fastsat ved de øvrige stykker i artikel 6 i direktiv 2016/800, kan fortolkes således, at de indskrænker mindreåriges rettigheder for så vidt angår de generelle rettigheder, som er sikret ved direktiv 2013/48. Jeg vil derfor først undersøge, hvilke muligheder for fravigelser sidstnævnte direktiv indeholder.

74.

Domstolen fortolkede direktiv 2013/48 i VW-sagen (Retten til adgang til advokatbistand i tilfælde af udeblivelse), hvor den fastslog, at artikel 3, stk. 5 og 6, i direktiv 2013/48 udtømmende opregner de begrænsninger i retten til advokatbistand, som er mulige. Det betyder, at denne ret ikke må begrænses i nogen anden situation ( 35 ).

75.

I henhold til artikel 8, stk. 2, i direktiv 2013/48 skal enhver afgørelse, der fraviger retten til adgang til advokatbistand, desuden være behørigt begrundet og træffes fra sag til sag, enten af en retslig myndighed eller af en anden kompetent myndighed, forudsat at afgørelsen kan underkastes domstolskontrol.

76.

Artikel 3, stk. 6, i direktiv 2013/48, hvortil der henvises i VW-sagen (Retten til adgang til advokatbistand i tilfælde af udeblivelse) som en af de to mulige fravigelser fra retten til advokatbistand, svarer til artikel 6, stk. 8, i direktiv 2016/800. Denne bestemmelse gør det undtagelsesvis muligt midlertidigt at fravige retten til advokatbistand, hvis der er et hastende behov for at afværge alvorlige konsekvenser for en persons liv, frihed eller fysiske integritet, eller hvis en øjeblikkelig indsats er bydende nødvendig for at forhindre væsentlig skade for straffesagen.

77.

Som Kommissionen har gjort gældende, vedrører artikel 6, stk. 8, i direktiv 2016/800 dog en anden situation end den, der gør sig gældende i hovedsagen, og finder derfor ikke anvendelse. Der var nemlig ikke et hastende behov for at undgå alvorlige konsekvenser for nogens liv, frihed eller fysiske integritet, og det fremgår heller ikke af de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag, at efterforskningsmyndighedernes øjeblikkelige indsats var bydende nødvendig for at undgå væsentlig skade for straffesagen.

78.

Den anden fravigelse fra retten til advokatbistand i henhold til artikel 3, stk. 5, i direktiv 2013/48 lyder: »Under ekstraordinære omstændigheder og udelukkende i perioden forud for retssagen kan medlemsstaterne midlertidigt fravige anvendelsen af stk. 2, litra c), når den mistænktes eller tiltaltes fjerne geografiske opholdssted gør det umuligt at sikre retten til adgang til advokatbistand uden unødig forsinkelse efter frihedsberøvelsen.« I 30. betragtning til direktiv 2013/48 præciseres: »Under en sådan midlertidig fravigelse bør de kompetente myndigheder ikke afhøre den pågældende person eller gennemføre nogen af de efterforskningsmæssige eller bevissikrende foranstaltninger, der er fastsat i dette direktiv.«

79.

Direktiv 2016/800 indeholder ikke nogen tilsvarende fravigelse. Under lovgivningsproceduren, hvor direktiv 2016/800 blev vedtaget, accepterede Rådet Europa-Parlamentets anmodning om, at bestemmelsen om, at den mistænktes eller tiltaltes »fjerne geografiske opholdssted« kunne begrunde en fravigelse, ikke skulle overføres til direktiv 2016/800 ( 36 ). Under alle omstændigheder synes denne bestemmelse ikke at være aktuel under omstændighederne i den foreliggende sag.

80.

Tilbage står herefter artikel 6, stk. 6, i direktiv 2016/800.

81.

Artikel 6, stk. 6, i direktiv 2016/800 indfører en anden mulighed for at fravige retten til advokatbistand, som i sin ordlyd ikke svarer til nogen af de fravigelser, der er tilladt i henhold til direktiv 2013/48. Uanset hvorledes denne bestemmelse fortolkes, følger det af artikel 6, stk. 1, at denne fravigelse ikke kan forstås således, at den indskrænker retten til advokatbistand set i forhold til rækkevidden af den samme rettighed i henhold til direktiv 2013/48, når det drejer sig om mindreårige. Det er derfor vanskeligt at forsvare yderligere fravigelser fra retten til advokatbistand, når det drejer sig om børn.

82.

Artikel 6 viste sig under lovgivningsproceduren, der førte til direktiv 2016/800, at være den »mest kontroversielle artikel i hele direktivet« ( 37 ). Det oprindelige forslag indeholdt en bestemmelse om obligatorisk repræsentation ved en advokat. Under lovgivningsproceduren insisterede nogle medlemsstater imidlertid på, at det ikke var nødvendigt for et barn at blive bistået af en advokat i forbindelse med mindre og mindre alvorlige lovovertrædelser ( 38 ). Som det fremgår af Rådets dokument til forberedelse af den ottende trilog i denne lovgivningsprocedure, var Parlamentet dog »ikke begejstret« for en sådan anmodning om yderligere at indskrænke pligten til at sikre, at børn kun afhøres under en advokats tilstedeværelse ( 39 ).

83.

Den endelige ordlyd af artikel 6 er således en udvandet version, hvor en proportionalitetsanalyse kan føre til, at adgangen til advokatbistand er indskrænket i den indledende fase af retssagen ( 40 ).

84.

Således som artikel 6, stk. 6, i direktiv 2016/800 er affattet, synes denne artikel – med rod i en proportionalitetstest – at tilføje yderligere en indskrænkning af retten til adgang til advokatbistand ( 41 ).

85.

Dette er tilfældet på trods af, at bestemmelsen indeholder to sikkerhedskrav: Retten til en retfærdig rettergang skal overholdes, og hensynet til barnets tarv skal komme i første række.

86.

Ordlyden af artikel 6, stk. 6, første afsnit i direktiv 2016/800 giver derfor indtryk af, at medlemsstaterne i den indledende fase af retssagen kan fravige forpligtelsen til at sikre, at et barn bistås af en advokat. Er der ikke en advokat til stede, kan der i henhold til artikel 6, stk. 6, tredje afsnit, ikke idømmes en frihedsstraf.

87.

Det kan derfor konkluderes, at den obligatoriske adgang til advokatbistand uden nogen mulighed for fravigelse kun finder anvendelse i tilfælde af tilbageholdelse, og når straffesagen fører til frihedsberøvelse ( 42 ).

88.

I den foreliggende sag ville anvendelsen af denne bestemmelse resultere i et forbud mod at idømme den tiltalte frihedsberøvelse. Selv denne betingelse er dog begrænset, idet den manglende adgang til advokatbistand kun kan afhjælpes ved, at barnet bistås af en advokat på en sådan måde, at barnet effektivt kan udøve retten til et forsvar og under alle omstændigheder under hovedforhandlingen.

89.

Efter min opfattelse må det konkluderes, at det i henhold til artikel 6, stk. 6, i direktiv 2016/800, således som denne bestemmelse er affattet, er muligt at udelukke retten til en advokat, hvilket ikke ville være tilladt i henhold til direktiv 2013/48. Artikel 6, stk. 6, i direktiv 2016/800 er derfor i strid med samme direktivs artikel 6, stk. 1.

90.

Jeg kan kun se én måde, hvorpå artikel 6, stk. 6, i direktiv 2016/800 kan forenes med samme direktivs artikel 6, stk. 1, og i sidste ende med direktiv 2013/48.

91.

Hvis afhøringen af et barn uden advokatbistand vil være til et barns bedste, vil en sådan mulighed for at fravige den obligatoriske tilstedeværelse af en advokat ikke være i strid med kravet om, at de rettigheder, der tilkommer børn, er beskyttet i mindst samme grad som dem, der tilkommer andre mistænkte eller tiltalte. Artikel 6, stk. 6, i direktiv 2016/800 kunne derfor fortolkes således, at denne bestemmelse kun finder anvendelse på en situation, hvor det ville være bedre for det pågældende barn at blive afhørt uden advokatbistand end at afhøre barnet under en advokats tilstedeværelse. Jeg har vanskeligt ved at forestille mig en sådan situation. Ikke desto mindre ville en sådan fortolkning gøre det muligt at forene artikel 6, stk. 6, med de øvrige bestemmelser i direktiv 2016/800.

92.

Sammenfattende mener jeg, at artikel 6 i direktiv 2016/800 indeholder en direkte anvendelig ret for et barn til at blive bistået af en advokat, om nødvendigt en offentlig forsvarsadvokat, fra det tidspunkt, hvor afhøringen påbegyndes. Den myndighed, der er ansvarlig for afhøringen, kan kun beslutte at foretage afhøring uden advokatbistand i den indledende fase af retssagen efter at have foretaget en vurdering fra sag til sag, hvorunder der tages hensyn til omstændighederne i henhold til artikel 6, stk. 6, og kun hvis dette er til barnets bedste og sikrer barnets rettigheder i henhold til chartrets artikel 47 og 48. Beslutningen om at foretage afhøringen uden advokatbistand skal være behørigt begrundet og opfylde betingelserne i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2013/48.

93.

Det fremgår af direktivets artikel 3, nr. 1), at der ved »barn« forstås en »person under 18 år« ( 43 ).

94.

I den foreliggende sag er mindst én af de tiltalte, M.P., fyldt 18 år under straffesagens forløb. Den forelæggende ret ønsker således oplyst, om de rettigheder, som børn er tillagt i henhold til direktiv 2016/800, fortsat finder anvendelse, indtil sagen er endeligt afsluttet, uanset om den tiltalte ikke længere er et barn i dette direktivs forstand.

95.

Hvis man ser på tilblivelsen af artikel 2, stk. 3, i direktiv 2016/800, indeholdt Kommissionens oprindelige forslag en bestemmelse om, at direktivet automatisk fandt anvendelse på alle mistænkte eller tiltalte personer, der fylder 18 år under forløbet af en straffesag. Dette forslag blev imidlertid mødt med modstand under lovgivningsproceduren ( 44 ).

96.

Det kompromis, der nu ligger til grund for den endelige affattelse af artikel 2, stk. 3, i direktiv 2016/800, omfatter ikke en automatisk udstrækning af de rettigheder, som tilkommer mindreårige. Det giver snarere den myndighed, der deltager i proceduren, ret til at beslutte, om det vil være hensigtsmæssigt fortsat at lade rettighederne gælde – og i givet fald hvilke rettigheder – under hensyntagen til alle sagens omstændigheder.

97.

Kan medlemsstaterne gennemføre denne bestemmelse ved at træffe beslutning om at udelukke muligheden for fortsat anvendelse, efter at den mistænkte eller tiltalte er fyldt 18 år?

98.

Det mener jeg ikke.

99.

Jeg kan på dette punkt tilslutte mig Kommissionens synspunkt. Artikel 2, stk. 3, i direktiv 2016/800 pålægger medlemsstaterne en »udtrykkelig og ubetinget« forpligtelse til i deres lovgivning at give den kompetente nationale myndighed mulighed for at konstatere, at en forlænget anvendelse af direktivet eller visse af dets bestemmelser er hensigtsmæssig under hensyn til sagens omstændigheder.

100.

Kommissionen er derfor af den opfattelse, at denne bestemmelse opfylder kravene for direkte virkning. Jeg er enig i denne vurdering. Artikel 2, stk. 3, i direktiv 2016/800 giver den relevante offentlige myndighed ret til at vurdere, om mistænkte eller tiltalte, der fylder 18 år under forløbet af en straffesag, har brug for fortsat juridisk repræsentation.

101.

Denne myndighed er forpligtet til at vurdere behovet for, om det er hensigtsmæssigt fortsat at behandle vedkommende som et barn i lyset af omstændighederne i den foreliggende sag. Ved gennemførelsen af dette direktiv må medlemsstaterne ikke begrænse den mistænktes eller tiltaltes ret til at få sin situation vurderet af den kompetente myndighed fra sag til sag.

102.

Svaret på den forelæggende rets femte spørgsmål, hvorvidt artikel 2, stk. 3, i direktiv 2016/800 har direkte virkning, er følgelig bekræftende. Den giver et barn, der er fyldt 18 år under straffesagens forløb, ret til, at behovet for, at vedkommende fortsat behandles som et barn, vurderes af den kompetente myndighed fra sag til sag. Dette omfatter en vurdering af, om den ret til advokatbistand, som tilkommer børn, skal forlænges eller ej. Medlemsstaterne kan ikke udelukke en sådan ret.

103.

Med disse tre spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 4 i direktiv 2016/800 kræver, at de kompetente myndigheder senest inden den første officielle afhøring af en mistænkt straks underretter såvel det mistænkte barn som indehaveren af forældreansvaret om de rettigheder, der er væsentlige for at sikre en retfærdig behandling af sagen, samt om de processuelle skridt i sagen.

104.

Den forelæggende ret ønsker desuden oplyst, om de kompetente myndigheder er forpligtet til at give det mistænkte barn oplysning om retten til ikke at udtale sig og retten til ikke at inkriminere sig selv på en måde, der er klar og tilpasset den mistænktes alder.

105.

Endelig ønsker den forelæggende ret oplyst, hvorledes informationen skal gives til barnet: Er artikel 4 i direktiv 2016/800 til hinder for, at den mindreårige mistænkte kort før afhøringen gives en generel meddelelse uden hensyntagen til de særlige rettigheder, der følger af anvendelsesområdet for dette direktiv, og hvorved denne meddelelse kun gives til den mistænkte, der handler uden en forsvarer, uden hensyntagen til spørgsmålet om forældreansvar, og i en situation, hvor en sådanne meddelelse er formuleret på et sprog, der ikke er tilpasset den mistænktes alder?

106.

Artikel 4, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2016/800 henviser udtrykkeligt til beskyttelsesniveauet i henhold til direktiv 2012/13 som benchmark for retten til information i straffesager.

107.

Det er i den forbindelse vigtigt at erindre om bestemmelsen, som er fastsat i artikel 3, stk. 2, i direktiv 2012/13, hvorefter »[m]edlemsstaterne sikrer, at informationerne, som de giver efter stk. 1, gives mundtligt eller skriftligt i et enkelt og letforståeligt sprog, og at der tages hensyn til sårbare mistænkte eller sårbare tiltalte personers særlige behov«.

108.

Artikel 5, stk. 1, i direktiv 2016/800 bestemmer, at »[m]edlemsstaterne sikrer, at indehaveren af forældreansvar så hurtigt som muligt gives de oplysninger, som barnet har ret til at modtage i henhold til artikel 4«.

109.

I forskellige andre bestemmelser fremhæves det, at såvel børn som deres forældre eller de personer, der har forældreansvaret, skal informeres behørigt om de rettigheder, som tilkommer barnet.

110.

Således præciseres det f.eks. i Retningslinjer om børnevenlig retspleje vedtaget af Europarådets Ministerudvalg, at »fra deres første kontakt med retssystemet eller andre kompetente myndigheder (såsom politi, immigrationsmyndigheder, uddannelses-, social- eller sundhedsmyndigheder) og gennem hele processen bør børn og deres forældre informeres hurtigt og tilstrækkeligt« om deres rettigheder samt om de instrumenter, der er til rådighed for at afhjælpe eventuelle tilsidesættelser af disse rettigheder ( 45 ).

111.

I vurderingen af gennemførelsen af direktiv 2016/800, som Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder har foretaget, understreges det, at medlemsstaterne på grund af børns sårbarhed, især i de tidlige stadier af straffesagen, bør være særligt opmærksomme på at give hensigtsmæssig og rettidig information til børn, der er mistænkt eller tiltalt ( 46 ).

112.

Menneskerettighedsdomstolen fastslog i sagen Panovits mod Cypern, at »den omstændighed, at der ikke blev givet tilstrækkelige oplysninger om klagerens ret til at konsultere en advokat inden politiets afhøring af ham, navnlig i betragtning af, at han var mindreårig på det tidspunkt og ikke blev bistået af sin værge under afhøringen, udgjorde en tilsidesættelse af klagerens ret til forsvar« ( 47 ).

113.

I henhold til artikel 4, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 2016/800 har de kompetente myndigheder entydigt pligt til at underrette børnene i hovedsagen om deres ret til adgang til advokatbistand, om deres ret til, at indehaveren af forældreansvaret informeres, og deres ret til andre øvrige oplysninger, som er opregnet i denne bestemmelse ( 48 ).

114.

Endvidere bestemmer artikel 4, stk. 2, i direktiv 2016/800, at oplysningerne skal gives i et enkelt og letforståeligt sprog, og at de oplysninger, der gives, føres til protokol.

115.

Sammenfattende giver artikel 4 og 5 i direktiv 2016/800 mindreårige ret til, at de selv og indehaveren af forældreansvaret underrettes om de processuelle rettigheder i straffesager. Disse bestemmelser er tilstrækkeligt præcise og ubetingede, og mindreårige kan påberåbe sig dem ved nationale domstole. Det er lige så klart, at forpligtelsen til at underrette børn og indehaveren af forældreansvaret om deres processuelle rettigheder, påhviler den myndighed, der har kompetence til at gennemføre den pågældende fase af straffesagen. I den indledende fase af retssagen påhviler en sådan forpligtelse til at underrette det pågældende barn politiet og anklagemyndigheden. Denne ret sikrer, at børns ret til forsvar er beskyttet under hele straffesagen.

116.

Strafferetsplejen er et område, hvor Den Europæiske Unions kompetence er begrænset til minimumsharmonisering i henhold til artikel 82, stk. 2, TEUF. Den Europæiske Union har i henhold til artikel 82, stk. 2, litra a), TEUF ganske vist beføjelse til at indføre minimumsharmonisering af den gensidige anerkendelse af bevismateriale, men dette er endnu ikke sket.

117.

Alle direktiver, der harmoniserer rettigheder i strafferetsplejen, pålægger udtrykkeligt medlemsstaterne en forpligtelse til at sikre effektive retsmidler til personer, hvis rettigheder i henhold til disse direktiver tilsidesættes ( 49 ). Disse direktiver angiver dog ikke nærmere, hvilke retsmidler der anses for passende, men overlader dette valg til medlemsstaterne og kræver kun, at det valgte retsmiddel er effektivt ( 50 ).

118.

Med sine spørgsmål om, hvorvidt beviser, der muligvis er indsamlet i strid med de relevante direktiver, kan antages til realitetsbehandling, har den forelæggende ret stillet sig i rækken af et stadig stigende antal sager, hvori de nationale retter stiller spørgsmål vedrørende dette ( 51 ).

119.

Som jeg allerede har fremhævet i et andet forslag til afgørelse ( 52 ), er der på nuværende tidspunkt ingen EU-retlige bestemmelser, der regulerer antageligheden af bevismidler i nationale straffesager. Spørgsmålet om bevisers antagelighed tilkommer det indtil videre alene de nationale retter at tage stilling til.

120.

I det omfang EU-retten finder anvendelse, må de relevante nationale bestemmelser dog ikke tilsidesætte chartrets artikel 47 og 48 ( 53 ), og barnets tarv skal åbenlyst komme i første række i henhold til chartrets artikel 24, stk. 2.

121.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol følger en lignende tilgang ved at fastslå, at EMRK ikke regulerer bevisers antagelighed ( 54 ), hvorimod nationale domstole bør vurdere, om den overordnede retfærdighed i proceduren er påvirket ( 55 ).

122.

Domstolen har for nylig taget spørgsmålet om retfærdig rettergang som den relevante standard op med en direkte henvisning til Menneskerettighedsdomstolens praksis ( 56 ).

123.

I retsmødet blev Kommissionen spurgt om EU-rettens status for så vidt angår antageligheden af beviser og om, hvordan de nationale retter skal behandle dette spørgsmål, når de står over for en tilsidesættelse af et af direktiverne om minimumsharmonisering. I sit svar bekræftede Kommissionen, at EU-lovgivningen ikke stiller krav, henset til reglerne om bevisers antagelighed, men præciserede samtidig, at det i henhold til EU-lovgivningen kræves, at nationale retter ikke hindres i at fastslå en sådan konstatering under udøvelsen af deres frie skøn.

124.

Jeg er enig i dette synspunkt. Respekt for de grundlæggende rettigheder, således som de er nedfældet i chartrets artikel 47 og 48, kræver nemlig, at de nationale dommere under straffesagen får den fleksibilitet, der er nødvendig for at vurdere, om proceduren overordnet set er retfærdig. Hvis de er af den opfattelse, at et bevis bør udelukkes, fordi det er indsamlet i strid med processuelle rettigheder, der svarer til en tilsidesættelse af retten til forsvar, bør de frit kunne gøre dette.

125.

EU-retten regulerer med andre ord ikke antageligheden af beviser, men forhindrer national ret i frit at begrænse de beføjelser, som den ret, der påkender sagens realitet, har til at bedømme beviserne og af denne vurdering drage de konsekvenser, som de finder nødvendige ( 57 ).

126.

Når en straffesag føres mod børn, er dommeren, der træffer afgørelse i sagen, i henhold til chartrets artikel 24, stk. 2, forpligtet til at tage særligt hensyn til barnets tarv og afveje det i forhold til andre interesser i straffesagen.

127.

Sammenfattende tilkommer det den forelæggende ret at sikre den fulde virkning af de rettigheder, der er fastsat i de påberåbte direktiver, således som disse er fortolket af Domstolen. Dette kan opnås ved at udelukke beviser, der er indsamlet i strid med disse retsakter, hvis den forelæggende ret mener, at rettighederne i henhold til chartrets artikel 24, stk. 2, og artikel 47 og 48 ellers ville blive tilsidesat.

128.

Den forelæggende ret ønsker i mange af sine spørgsmål, og navnlig i det fjerde, det syvende og det ellevte spørgsmål, oplyst, hvilke konsekvenser der skal drages af, at de relevante bestemmelser i de omhandlede direktiver har direkte virkning. Da Domstolen allerede gentagne gange har redegjort for dette i sin praksis, vil jeg blot gentage de vigtigste konsekvenser, der er forbundet med den foreliggende sag.

129.

I medfør af princippet om direkte virkning kan borgerne påberåbe sig deres rettigheder i henhold til EU-retten direkte ved de nationale retter ( 58 ).

130.

Hvis disse rettigheder strider mod, hvad der er fastsat i national ret, kan de nationale retter i henhold til EU-retten undlade at anvende sådanne modstridende nationale bestemmelser. Denne bemyndigelse følger af den samlede virkning af Unionens forfatningsmæssige principper om direkte virkning og EU-rettens forrang ( 59 ).

131.

En anden vej at gå for den nationale ret er at fortolke den nationale lovgivning på en måde, der fører til det samme resultat for indehaveren af en EU-rettighed, som hvis EU-lovgivningen var blevet anvendt direkte. Denne vej giver den nationale ret mulighed for at undgå en konflikt mellem EU-retten og den nationale ret ( 60 ).

132.

De mindreårige, hvis strafferetlige ansvar den forelæggende ret træffer afgørelse om, kan påberåbe sig de rettigheder, der tilkommer dem i henhold til de påberåbte direktiver. Disse omfatter retten til adgang til advokatbistand, retten til information om deres processuelle rettigheder og vurdering af behovet for fortsat anvendelse af direktiv 2016/800 efter det fyldte 18. år, som den forelæggende ret har anmodet Domstolen om en fortolkning af. En række andre rettigheder følger af disse direktiver, ligesom visse rettigheder følger af chartret, herunder retten til en retfærdig rettergang og et effektivt forsvar.

133.

Den forelæggende ret bør forsøge at fjerne enhver mulig hindring for anerkendelse af sådanne rettigheder ved at anlægge en EU-konform fortolkning af de relevante bestemmelser i national ret. Er det ikke muligt at foretage en overensstemmende fortolkning, skal den forelæggende ret tilsidesætte de modstridende nationale regler og yde beskyttelse på grundlag af EU-retten.

134.

Endelig er det ikke kun de nationale retter, der skal sikre den fulde virkning af de EU-retlige bestemmelser, men også de nationale administrative myndigheder ( 61 ) og alle andre statslige organer ( 62 ). Direkte virkning, overensstemmende fortolkning og EU-rettens forrang er således bindende for alle statslige organer, som også er forpligtet til at anerkende rettigheder i henhold til EU-retten.

135.

Det betyder, at anklagemyndigheden og politiet i straffesagens indledende fase skal anerkende børns rettigheder og deres egne tilsvarende forpligtelser, som er en følge af de relevante direktivers direkte virkning. De skal fortolke national lovgivning i overensstemmelse med de resultater, som kræves efter disse direktiver. Subsidiært er de forpligtet til at se bort fra reglerne i national ret med henblik på at muliggøre den beskyttelse af barnet, som kræves i henhold til disse direktiver. Gør de ikke det, skal den domstol, for hvilken straffesagen verserer, fastslå, at disse statslige organer har tilsidesat deres EU-retlige forpligtelser.

136.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg Domstolen at besvare de af Sąd Rejonowy w Słupsku (regional domstol i Słupsk, Polen) forelagte præjudicielle spørgsmål således: